Introduktion til løbet:

Fra San Sebastián til San Sebastián

Dato: 10. august

Antal kilometer: 236

Løbsstart: 10.56

Løbsafgørelse: Ca. 16.40

TV-dækning: Se oversigten her

Første udgave: 1981

Seneste vinder: Remco Evenepoel (Soudal Quick-Step)

Kategori: WorldTour

Det baskiske Donostia San Sebastian Klasikoa vil for de fleste være kendt som Clásica de San Sebastián, da dette spanske navn længe har været løbets officielle, i hvert fald uden for Baskerlandet (Donostia er det baskiske navn for San Sebastián). Uanset navnet kan løbets historie spores tilbage til 1981, hvor første udgave blev vundet af Marino Lejaretta. Det var dog ikke kun hjemmebanefordelen, der bragte baskeren frem til sejr, da klassementsstjernen også mestrede de stejle stigninger, der er karakteristiske for løbet (og regionen), og hvoraf Jaizkibel er den mest ikoniske.

Med en fødselsattest fra 1981 er det yngre end de fleste af de løb, der betegnes som store endagsklassikere, men det opnåede ikke desto mindre hurtigt en status som et vigtigt løb på kalenderen. Helt fra introduktionen af den desværre hedengange World Cup for endagsløb i 1989 var det baskiske bidrag inkluderet, hvorfor det også har cementeret sin status som Spaniens største endagsløb. Fra 2005 blev løbet indlemmet i ProTouren, hvorefter det har haft status af WorldTour-løb. På kalenderen indtager det en unik plads i kalenderen som det eneste WorldTour-endagsløb imellem de to Grand Tours, Tour de France og Vuelta a España. Sølle to udgaver er blevet afholdt for kvinder, i 2019 og 2021, for så at forsvinde fra kalenderen igen.

Læs også

Mads P. kravler længere op på fornem liste med ny sejr

I sidste års udgave vandt Remco Evenepoel (Soudal Quick-Step) for tredje gang i lige så mange starter, men som noget nyt i en spurtduel imod Pello Bilbao (Bahrain-Victorious) efter to solosejre i 2019 og 2022. Sejren i 2019 var en dengang 19-årig Evenepoels første sejr på WorldTour-niveau, og med de to efterfølgende triumfer har han tangeret Marino Lejarettas rekord for flest sejre. Lejarettas rekord har stået siden 1987, men den falder ikke i år, da den belgiske superstjerne får lov at hvile benene og ikke indgår i sit holds udvalgte.

Introduktion til ruten

Clásica de San Sebastián 2024 vil traditionen tro byde på masser af fans, masser af kilometer, masser af stigninger og masser af procenter i stejlhed. Distancen vil denne gang være 236 kilometer på veje, der snor sig omkring San Sebastiáns beliggenhed ud til Biscayabugten. Ligesom sidste år tæller ruten syv stigninger, der er kategoriserede, men med et øget antal højdemeter i år.

Efter starten i San Sebastián fører ruten sydvest på ad flade veje, hvor der indledes en sløjfe, som byder på de første fire stigninger. Den første af disse ligger allerede efter små 30 kilometer og følges af en fladere sektion, inden de følgende tre ligger mere tæt, begyndende efter 80 kilometer af løbet. Den midterste af disse, Urraki, er dagens længste med sine 8,6 kilometer og tilmed udmarvende med en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,9 procent.

Efter den fjerde stigning, godt 100 kilometer fra mål, går turen tilbage til San Sebastián og en første passage af målstregen. Herefter, nu med 60 kilometer til mål, begynder så en kortere sløjfe, denne gang øst for byen, og den afgørende fase af løbet, hvor først den velkendte Jaizkibel venter med sine 7,9 kilometer og 5,6 procent i gennemsnit. Umiddelbart herefter, nu med 45 kilometer til mål, følger så Erlaitz, der i de seneste fire udgaver har været serveringen efter Jaizkibel. Særligt spiselig er den til gengæld ikke, da den i gennemsnit stiger 10,6 procent over 3,8 kilometer.

Nedkørslen herfra fører tilbage til endnu en passage af målstregen, inden feltet så i den absolutte finale skal tackle sidste stigning, som er et helt nyt bekendtskab: Pilotegi. Begyndende bare 10 kilometer fra mål byder den på løbets stejleste, ligefrem umenneskelige procenter, da den i gennemsnit stiger 11,7 procent, men over sine 2 kilometer også har en passage på 27 procent. Nej, det var ikke en tastefejl: syvogtyve!

Fra toppen af denne brutale benbrækker resterer kun otte kilometer, først med hurtig nedkørsel og endeligt over tre flade kilometer hen til opløbsstrækningen.

Om vind og vejr

Det bliver gode forhold for både ryttere og de ellevilde tilskuere langs vejene, da Baskerlandet og San Sebastián skulle se masser til augustsolen i temperaturer på 22-25 grader under løbet. Pålandsvind fra nord skulle ligge på 3-4 og, ud på eftermiddagen, op til 5 sekundmeter.

Favoritterne

Selv om der er mange måder at vinde Clasica de San Sebastián på, kræver det altid styrke på løbets hidsige stigninger. Det baskiske terræn er så hårdt, at det læner sig op ad at være et bjergløb og er dermed mere udmarvende end eksempelvis La Flèche Wallonne, hvor man kommer langt med én kraftudladning på den afsluttende mur. Så selv om der også er mure i Baskerlandet, ikke mindst den nye Pilotegi, så skal man altså også have udholdenheden til at klare de foregående stigninger, hvorfor egentlige bjergryttere ofte vinder.

Læs også

Visma-boss sætter ord på Vingegaards tidlige sæsonstop

Netop mængden af stigninger åbner også op for flere veje til sejr. Det hele kan snildt blive afgjort på netop Pilotegi, men typisk bliver der åbnet op for løbet længe inden sidste stigning. Nu er den ubarmhjertige Remco Evenepoel ganske vist ikke til start i år, men mon ikke nogle andre forsøger sig med angreb langt udefra, der potentielt kan holde hele vejen.

Selv med et vellykket fremstød før Pilotegi kan denne sidste mur næsten ikke undgå at have betydning for udfaldet. Et tidligt angreb vil ofte komme fra en lille gruppe, der kan blive splittet her, og samme skæbne vil overgå en reduceret favoritgruppe, der eventuelt ankommer først til bunden. I modsætning til Flèche Wallonne er der dog lidt nedkørsel og flad vej til at komme tilbage i, så stærkeste rytter på sidste mur er altså ikke en garanteret vinder. Derfor kan spurtstyrke på flad vej også være den vindende opskrift i et løb, der ganske ofte afgøres i en spurt mellem de stærkeste.

Maxim Van Gils (Lotto Dstny) fik ikke kørt det Tour de France, han nok havde håbet på efter sit helt fantastiske forår, hvor han i endagsløb efter endagsløb kørte lige op imod nogle af sportens største stjerner. Baseret på de resultater alene - 3’er i Strade Bianche, 4’er i Liège-Bastogne-Liège - er han vinderkandidat her, hvor han vel at mærke slipper for et vist slovensk fænomen. Til gengæld er hans form er ukendt efter en ufrivilligt lang løbspause, da han måtte udgå af Touren med corona, men han kan vinde meget på sin skarpe spurt. Kunne han matche stjernerne i foråret, kan han muligvis slå dem i sensommeren.

I denne sæson har Maxim Van Gils vundet sit første WorldTour-løb, Eschborn Frankfurt. Foto: PhotoNews

I Frankrigs jubel-OL i venligsindede, parisiske rammer var Julian Alaphilippe (Soudal Quick-Step) kun tredjebedste franskmand i linjeløbet, men fik alligevel vist tegn på, at han er begyndt at ligne sig selv. Denne sæson har generelt været præget af fremskridt, men dobbelt verdensmester har han nu ikke helt fremstået som. Dette løb passer dog hans kvaliteter, og han har da også vundet i 2018, så med de gode takter fra OL kan han endda køre med om endnu en sejr. Som tidligere tredobbelt vinder af Flèche Wallonne bør også Pilotegi-muren på papiret passe ham. På et stærkt hold er han delt kaptajn med Mikel Landa (beskrevet nedenfor), som han muligvis kan lukrere på i en finale. I en spurt om sejren er Alaphilippe stadig lynhurtig imod feltets mange bjergryttere.

Det er ikke nogen fornærmelse imod en kæmpestjerne som Jonas Vingegaard (Team Visma | Lease a Bike), at han er bedre i etapeløb end i endagsløb, men lige præcis i San Sebastián har han i sin hidtil eneste start opnået en godkendt ottendeplads. Blandt endagsløb er dette også et af de bedste til ham, og han har også ved flere lejligheder vist evner på korte, stejle stigninger som disse. Hans historik i endagsløb trækker ned, men på sin klatring alene kan top 3 være muligt, og det kan da heller ikke afvises, at feltets største navn også er den allerstærkeste. Meget kort og groft sagt gælder meget af det samme for Sepp Kuss , der jo er en fantastisk bjergrytter, men som heller ikke har høstet mange topresultater i endagsløb. Omvendt har amerikaneren netop vundet Vuelta a Burgos og er altså med sikkerhed i løbsform. De to kan muligvis lukrere på hinanden i et taktisk spil.

Det er et ”first world problem” ved denne tjans at følge storholdet UAE Team Emirates, fordi de i løb efter løb stiller op med tæt på sidestillede kaptajner med hver deres realistiske chance for at begå sig - i dette tilfælde seks teoretiske vinderbud. Med en heldigvis opdigtet pistol for panden ville jeg nok pege på Marc Hirschi som deres allerbedste bud, da han er tidligere 3’er i løbet her og vinder af Flèche Wallonne. Schweizeren får i hvert fald vundet sine cykelløb i hårdt terræn på sin kombination af punch og hurtighed, og så er det jo heller ikke nogen ulempe for ham, at holdet har så hulens mange stærke ryttere. Derfor kan han være én af flere UAE-profiler med fremme i finalen, hvilket vil give taktiske fordele, ligesom han kan vinde placeringer på sin spurt. I modsætning til mange konkurrenter er han i god løbsform, da han netop har vundet etapeløbet Czech Tour, så her er endnu en podieplacering mulig. Den mexicanske komet, Isaac Del Toro, er i modsat ukendt form, men har ligeledes en god spurt at redde gode placeringer i land på.

Marc Hirschi er bare én af UAE-holdets nærmest urimeligt mange vinderkandidater. Foto: Sirotti

Han er lidt af et særsyn i endagsløb, men Daniel Felipe Martínez (Red Bull-BORA-hansgrohe) har to top 5-placeringer i 2022-ardennerklassikerne at fremvise, og i år vandt han to etaper på de ganske sammenlignelige stigninger i det portugisiske Volta ao Algarve. Der skal i hvert fald ikke herske tvivl om, at colombianeren i topform vil være blandt de mest eksplosive på denne ruteprofil, hvilket kan føre ham frem til top 5, måske endda podiet. Efter en længere løbspause kørte han et udmærket OL-linjeløb, så formen kunne være der. Landsmanden Sergio Higuita er også et godt kort for holdet, men den helt friske samlede 10. plads i Vuelta a Burgos tyder ikke på storform.

Læs også

Mads P. slår Van der Poel i suveræn spurtsejr - Skjelmose udgår

De evigt skræmmende UAE Team Emirates har endnu et stærkt kort i Brandon McNulty, der har vundet begge sine to linjeløbssejre i år efter at have mestret hidsige, spanske stigninger. Selv om han også er en kraftfuld temporytter, har amerikaneren altså masser af punch opad, og så er han bare brølstærk. Det bliver ikke nødvendigvis ham, der ligefrem er bedst på Pilotegi, men han har så sandelig styrken til et tidligere fremstød, og i en eventuel spurt er han tilmed lynhurtig. Hvis den store UAE-kabale går bedst op for ham, så er top 5 eller podiet muligt, da hans hold også kan have taktisk overtag. Femtepladsen på OL-enkeltstarten vidner om strålende form. Også åbenbaringen Jan Christen er yderst velkørende med to solosejre i endagsløb i juli, men i så stort et løb er han trods alt ubeskrevet - indtil videre. Den tidligere 2’er i San Sebastián, Pavel Sivakov , lader til at have indfundet sig i en hjælperrolle, men kan ikke afskrives til selv at præge finalen.

Den populære hjemmebanehelt, Mikel Landa (Soudal Quick-Step), har altid været bedst i egentlige bjerge, men præsterer nu også på lidt kortere stigninger som disse. I dette løb har topresultatet været en femteplads tilbage i 2017, men han er eksempelvis også blevet nummer tre i Flèche Wallonne så sent som sidste år, så afslutningen med Pilotegi kan passe ham. Hvis han har bevaret sin Tour-form, står han med gode chancer, og i et taktisk spil kan han sandsynligvis lukrere på mindst én holdkammerat langt inde i finalen. I en spurt får han dog problemer imod langt de fleste af de formodede konkurrenter, så angreb er vejen frem, hvilket han dog heller aldrig er bleg for.

I modsætning til så mange andre af klatrerne i dette felt så har Santiago Buitrago (Bahrain-Victorious) et utvetydigt bevis på evnerne i endagsklassikere i form af tredjepladsen i sidste års Liège-Bastogne-Liège. Selv om han kører meget få af dem, præsterer han generelt godt i endagsløb, i år også med en femteplads i Flèche Wallonne. Efter et udmærket OL-linjeløb kunne han godt ligne en mand, der er kommet fint ud af sin i øvrigt vellykkede Tour, og så kunne han godt køre med om en top 5-placering.  

Selv om løbet burde passe ham som fod i cykelhose, så er det i to forsøg kun lykkedes Giulio Ciccone (Lidl-Trek) at køre sig i top 15 i dette løb, så der er plads til forbedring. Italieneren er blandt sportens allermest eksplosive på stigninger og er da også blevet nummer fem i Flèche Wallonne, så på evnerne alene burde han have mulighed for top 10 eller top 5. På stregen har han også en giftig spurt, men som så mange andre er hans form ukendt efter en løbspause siden Tour de France.

I et løb dette kan Giulio Ciccone ende med god grund til at smile. Foto: A.S.O. / Charly Lopez

Ud af sine 34 karrieresejre har Simon Yates (Team Jayco AlUla) kun vundet tre af dem i endagsløb, men de har vel at mærke alle været på kuperede, baskiske landeveje - bare ikke her i San Sebastián, hvor han endnu ikke har ramt top 5. Han kan derfor ikke siges at være specialist i klassikere som denne, men er bestemt ikke uden chancer. Han har i hvert fald stadig eksplosivitet, der kan bringe ham langt på en rute som denne og desuden en hurtighed, der giver ham en fordel imod mange andre bjergryttere. Hvis han møder op i form efter Tour de France, kan han drive det til top 5 eller en podieplads. En Filippo Zana i topform kan være et alternativ i finalen.

Når Romain Bardet (Team dsm-firmenich PostNL) om under et år er pensioneret fra landevejscykling, vil han nok især blive husket som etapeløbsstjerne, men i løbet af karrieren har han nu også brilleret i endagsløb. Så sent som i år blev det til en imponerende andenplads i Liège-Bastogne-Liège, så selv om han i fem forsøg aldrig har opnået top 10 her i San Sebastián, skal han ikke afskrives helt. Superspecialist er han ikke på en mur som Pilotegi, men han bør kunne klare en tidligere udskilning, og så kan niveauet række til top 10 eller endda top 5 her.

Endnu en baskisk rytter med lokalkendskab, Alex Aranburu (Movistar Team), fik med syvendepladsen sidste år hentet sin første top 10-placering i dette løb, der da også passer godt til ham. Han kørte også et fint OL, så formen burde være konkurrencedygtig, men stærkeste rytter kan han dog ikke forvente at være. I stedet kan han, som sidste år, sidde med blandt de bedste og så bruge sin hurtighed til at opnå en ny topplacering.

Jeg har lyst til at kalde Jhonatan Narváez (INEOS Grenadiers) en ecuadoriansk Magnus Cort, da han er en aldeles fremragende cykelrytter, der kan vinde imod de største stjerner - men det plejer bare ikke at være i endagsløb. I ren finale imod selveste Tadej Pogačar vandt Narváez den kuperede 1. etape af dette års Giro d’Italia, så han har jo både punch og hurtighed i denne type finaler, men han har altså en vane med kun at vise det frem i etapeløb. Jeg vil i hvert fald udpege sjettepladsen i Strade Bianche 2022 som hans største resultat i et stort endagsløb, og dét imponerer ikke vildt i dette felt. Med sine evner som cykelrytter tør jeg bare ikke afskrive ham helt, men det kan blive alt mellem top 5 og den 72. plads, han fik her i løbet sidste år.

Det endte med at være et dybt besynderligt Tour de France, som en ellers profileret rytter som Lenny Martinez (Groupama-FDJ) fik kørt, hvor han efter en mildest talt anonym indsats pludseligt blev nummer 11 på sidste enkeltstart. Hvis det resultat er en indikation på formfremgang, er der håb for den 20-årige her, efter han i foråret vandt hele fem kuperede endagsløb og blev nummer otte i Strade Bianche. Derfor er et løb som dette på papiret en fin mulighed for den klejne klatrer, men det kræver altså en helt anden indsats end på 20 ud af 21 Tour-etaper, hvis han skal opnå top 10.

Resultatmæssigt har dette ikke været en stor sæson for Neilson Powless (EF Education-EasyPost), men kan altså noget særligt i dette løb, som han vandt i debuten i 2021. Sidste år bekræftede han, i sin anden deltagelse, evnerne med en fjerdeplads, og sådan en historik må siges at være lovende. Han virkede fornuftigt kørende i sidste uge af Touren, men skal dog trods alt have forbedret sig for igen at køre top 10 her.