Løbets rolle og historie

Den rige spanske løbsscene er blevet reduceret til nærmest ingenting, og mange af de etapeløb, der var spredt ud over kalenderen, er forsvundet. Landet har imidlertid aldrig været specielt interesseret i endagsløb, og det er ikke en tilfældighed, at langt de fleste af deres store ryttere er etapeløbsspecialister. Det betyder, at deres klassikerscene aldrig har været særlig omfangsrig, og faktisk har sprinterløbet Clasica de Almeria i mange år været det eneste store løb uden for Baskerlandet.

Mens etapeløbene i den senere år har haft det svært, har løbet i Almeria overlevet de vanskelige økonomiske tider. Traditionelt har det været holdt samme søndag som Kuurne-Brussels-Kuurne i tiden mellem etapeløbene i Andalusien, Valencia og Murcia og har dermed givet rytterne en mulighed for at holde benene i gang.

Da Vuelta a Murcia blev reduceret til et endagsløb i 2013, slog arrangørerne sig sammen med dette løb, som i de senere år er blevet afviklet dagen inden Clasica de Almeria, og dermed har man tilbudt rytterne en solid weekend med gode løbskilometer i Spanien. Indtil 2015 blev de holdt efter Vuelta a Andalucia - på det tidspunkt det eneste overlevende af de store spanske etapeløb først på sæsonen - men de to begivenheder er nu flyttet til weekenden før det andalusiske løb, hvilket gør det til en perfekt opvarmning til hovedbegivenheden på den tidlige spanske kalender. Nu er Vuelta a Murcia endda vendt tilbage til etapeløbsformatet, ganske vist blot over to dage, og det betyder, at der nu bydes på en forlænget weekend med tre løbsdage fra fredag til søndag. Det er der dog ændret på i år, hvor løbet i Almeria er det eneste af de spanske februarløb, der har overlevet coronakrisen, og derfor ligger det nu som en enlig spansk ø i en kalender, der ellers udelukkende er koncentreret om Frankrig.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

På mange måder er Clasica de Almeria et atypisk spansk løb. Det er således et endagsløb, og modsat de fleste andre begivenheder i landet er det ikke skabt til klatrere. Selvom der er nogle små stigninger på menuen, bliver det som regel afgjort i en massespurt. Da Vuelta a Murcia traditionelt har været ganske kuperet, er der blevet skabt en weekend, der har lidt for enhver smag: klatrerne har ofte haft deres chance om fredagen og lørdagen, mens sprinterne er i centrum om søndagen.

Med dets status som endagsløb er det heller ikke overraskende, at Clasica de Almeria er et meget ungt løb, der første gang blev holdt som et amatørløb i 1986. Seks år senere blev det åbent for professionelle, og da det nuværende UCI-system blev indført i 2005, blev det straks et 1.1-løb. I 2012 steg det i graderne og blev i to år afviklet som 1.HC-løb, men siden blev det igen rykket en klasse ned. Siden 2018 har det imidlertid atter været steget i graderne og befinder sig igen lige under de store løb på WorldTouren i den nye ProSeries.

Straks fra start fik det stor international opmærksomhed, og faktisk var det danske Johnny Weltz, der vandt den første professionelle udgave i 1992. Siden har folk som Viatcheslav Ekimov, Wilfried Nelissen, Massimo Strazzer, Jan Svorada, Jerome Pineau, Jose Ivan Gutierrez, Juan Jose Haedo, Theo Bos, Matteo Pelucchi, Michael Matthews, Mark Renshaw, Sam Bennett, Mark Cavendish og Pascal Ackermann vundet, hvilket klart indikerer, at det er et løb for de hurtige folk. Der har endda været hele tre danske vindere, idet også Tayeb Braikia og Magnus Cort er kommet til tops, mens Jesper Skibby har været på podiet. Det er et af de få spanske løb, der trods økonomiske vanskeligheder har bibeholdt et meget internationalt felt, og det gælder særligt i år, hvor de mange aflysninger har givet kamp om pladserne i de få overlevende løb. Således vil hele 11 af de 19 WorldTou-hold søndag være at finde i feltet, hvor vi kun vil savne Jumbo-Visma, Ineos, FDJ, Lotto, EF og DSM.

Efter en meget dramatisk 2016-udgave, hvor ekstremt stærk vind tvang arrangørerne til at forkorte løbet til en ultrakort affære, har de seneste fire udgaver været mere traditionelle. Sådan var det også sidste år, hvor vinden slet ikke kom i spil. Her endte det i en næsten fuld massespurt, hvor Pascal Ackermann for andet år i træk sejrede ved at akkurat at slå Alexander Kristoff, mens Elia Viviani blev nr. 3. Ackermann har valgt ikke at gå efter et hattrick, og da Kristoff efter aflysningen i Valencia, kører i Frankrig i stedet for Spanien, og da Viviani stadig er på vej tilbage efter sine hjerteproblemer, er der i 2020 ingen gengangere fra sidste års podium.

Ruten

Clasica de Almeria har traditionelt været et løb for sprintere, der kan overleve de potentielt vindblæste forhold og stigningerne midtvejs i løbet, og selvom arrangørerne som regel ændrer ruten fra år til år, er de væsentligste karakteristika altid uforandrede. Nu synes man at være gået over til stort set at genbruge ruterne én gang I 2016 år designede de igen en ny rute, som i alt væsentligt blev genbrugt i 2017, og efter igen at have gennemført en total omlægning i 2018 til et format, der også blev brugt i 2019, lavede man i 2020 et nyt format, som i alt væsentligt gentages i 2021.

I år er løbet 183,3 km langt - og dermed 4,3 km kortere end sidste år. En af nyhederne i forhold til sidste år er, at starten er flyttet til Roquetas de Mar, der fortsat er målby, til nu Puebla de Vicar. Det er dog en naboby, der ligger umiddelbart nord for selve løbets centrum. Herfra kører man mod syd, men dog vest om Roquetas de Mar, inden man syd for byen rammer kysten. Herfra kører man ned langs vandet frem til en flad rundstrækning, hvor man kører én omgang, der byder på en spurt efter 17,4 km. Derfra går det videre mod vest langs den flade kyst, inden man drejer mod nordvest og nord for at køre frem til byen El Ejido.

I El Ejido kører man mod nordvest ind i landet for at passere kategori 2-stigningen Alto de Celin (5,8 km, 4,6%), der er en todelt stigning med stigningsprocenter på ca. 6, men med et næsten fladt plateau midtvejs. Toppen rundes efter 49,5 km, hvorefter leder mod vest ind til en rundstrækning, hvor man skal køre halvanden omgang. Den indledes med et plateau, der leder mod sydvest, inden en nedkørsel fører mod syd ned til kystbyen Adra, hvor der efter 71,5 km køres en spurt.

Nu går det mod nord op ad kategori 3-stigningen Alto de La Alqueria (1,5 km, 6,6%), der stiger med hele 8,3% over de sidste 500 m, og som har top efter 76,6 km, hvorefter det fortsætter med at stige mod nord frem til toppen af kategori 3-stigningen Alto de Fuenta Marbella (1,5 km, 7,0%), der er en relativt jævn stigning, hvis top passeres efter 84,5 km. Det stiger herfra fortsat mod nordøst, indtil man forplejningen efter 89,9 km, og kort efter rammer man rundstrækningens udgangspunkt. Derefter køres den halve omgang, der atter leder ned til kystbyen Adra.

Herfra er løbet stort set helt fladt. Man følger nemlig den flade kystvej mod øst, sydøst og øst forbi en spurt efter 114,8 km, inden man slår en lille sløjfe mod nordvest for at passere kategori 4-stigningen Cuesta de Almerimar (1,0 km, 5,3%), der er relativt jævn har top efter 131,6 km. Herfra går det igen langs den flade kyst mod øst, nordøst og mord ind til hjertet af Roquetas de Mar, hvor man kører en spurt efter 153,7 km og herefter krydser stregen for første gang efter 156,3 km.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Løbet afsluttes nu med en omgang på to forskellige rundstrækninger inde i byen. Den første af disse er 21,2 km lang og består af stort set fladt terræn i området vest for byen, idet det dog midtvejs stiger let i en periode, hvorefter det falder tilbage til vandet. Stregen krydses igen efter 177,5 km, hvorefter det gælder en omgang på en helt flad 5,9 km lang rundstrækning inde i selve byen, hvor det er teknisk relativt ukompliceret. På de sidste godt 3 km er der sving med 3100, 2600 og 500 m til stregen, ligesom man skal igennem flere rundkørsler på stykket mellem de to sidste sving.

Løbet byder på i alt 1636 højdemeter, hvilket er knap 50 færre end sidste år.

I forhold til sidste år er starten som sagt ændret, og Alto de Celin erstatter en anden stigning, men fra man rammer rundstrækningen med stigningerne mod vest efter 56,1 km, er ruten præcis den samme for et år siden.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Vejret

Heldigvis er der ikke udsigt til en gentagelse af de meget vindige forhold, der reelt førte til en neutralisation af løbet i 2016. Det er ellers altid vinden, der kan skabe kaos i det flade sprinterløb, og man kan bestemt ikke udelukke, at den kan komme i spil denne gang. Søndag vil ganske vist være fantastisk smuk med en skyfri himmel og misundelsesværdige temperaturer på 18 grader, men der vil være en frisk til hård vind (25-28 km/t) fra øst. Det giver indledende sidevind efterfulgt af sidemed- og medvind langs kysten. På de kringlede ture inde i landet vil der være masser af sidevind, men til gengæld vil der være mod- og sidemodvind på hele turen tilbage til Rouqetas de Mar. Slutteligt vil der være nærmest uafbrudt sidevind på de to finalerundstrækninger. Det gælder også i finalen, idet man dog får modvind efter svinget med 500 m igen.

Favoritterne

Clasica de Almeria er og har altid været et sprinterløb, og historien viser, at det er meget vanskeligt at snyde de hurtige afsluttere på den relativt flade rute. Den er ganske vist blevet ændret et par gange, men løbets natur har alle dage været uforandret. Samtidig har dets rygte en selvforstærkende effekt, idet de fleste hold møder op med et sprinterhold og er dermed indstillet på en massespurt, hvilket gør det endnu sværere at ændre det ventede udkomme.

I 2019 var det hele imidlertid ikke helt så enkelt. Her forcerede Mitchelton hårdt på bakkerne, og herefter holdt de høj fart hele vejen hjem, hvormed vi blot fik en reduceret massespurt. Store Marcel Kittel var imidlertid stadig med, og det siger lidt om, at man ikke skal lade sig skræmme af stigningerne i området.

Sidste år gik det imidlertid helt roligt for sig. Ruten var helt anderledes, og umiddelbart gjorde det blot løbet lettere. Der var i hvert fald færre højdemeter og meget langt til mål fra den kuperede del, og ingen forsøgte noget undervejs. I år er ruten i alt væsentligt den samme, og der er således ikke meget, der taler for, at man som Mitchelton kan skabe varige forskelle på de relativt lette stigninger. Det vil nok mere handle om at sætte et tempo, der kan trætte sprinterne, end at forsøge at komme af med dem.

Det, der tidligere har kunnet gøre løbet hårdt, er vinden, og den bliver modsat sidste år ganske betydelig. Styrken rækker i hvert fald til at splitte feltet, og der er masser af sidevind fra start og senere, når man kører rundt på bakkerne inde i landet. Problemet er bare, at der her meget ofte er megen læ, og det er efter min bedste hukommelse kun ved kysten, at vinden tidligere har kunnet spille en rolle. Desværre er der et langt modvindsstykke på turen hjem til Roquetas de Mar, og den vil formentlig være så slem, at de forskelle, der måtte være etableret, vil blive udlignet i en regruppering.

Jeg forventer derfor et ret klassisk scenarium. Starten kan sagtens være nervøs, men når vi rammer medvinden, vil vi formentlig få etableret et udbrud. Derefter kan vi vente os, at UAE, Deceuninck og Qhubeka vil være toneangivende i jagten, og man kan som sagt sagtens forestille sig, at der vil blive kørt lidt stærkt på stigningerne. Det kunne eksempelvis igen være Mitchelton som for to år siden, men også det sprinterløse Astana kunne forsøge at sætte lidt rav i den. Grundet det efterfølgende modvindsstykke forventer jeg dog et relativt samlet felt, når de er tilbage i Roquetas de Mar.

Herefter er det store spørgsmål, om vinden kan splitte feltet. Der er næsten uafbrudt sidevind på de to rundstrækninger. Den lille er stort set henlagt til ren byzone, og her bør vinden således ikke spille en rolle, men på den store rundstrækning er det bestemt ikke umuligt. Allerede sidste år var finalen uhyre nervøs, og det vil den utvivlsomt være igen. Det kan sagtens tænkes, at det kan splittes op, og da vi er i fuld finale, kan forskellene også være varige.

I et sidevindsløb kan det altid lade sig gøre for enkelte ryttere at køre væk fra en lille gruppe, men al sandsynlighed taler for, at det ender i en spurt. Spørgsmålet er bare, om det bliver i et fuldt felt. Det er jeg ikke sikker på, og det vil være terrænets åbenhed, der bestemmer det. Vinden er kraftig nok til at splitte det, men man kan have sin tvivl om, hvorvidt der er åbne passager nok. Selve spurten er ganske teknisk med en rundkørsel og en blød kurve umiddelbart inden det skarpe venstresving med 500 m igen, og det er derfor en etape, der stiller ganske store krav til positioneringen og mere end til selve farten.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Det er med nogen tøven, at jeg peger på Fernando Gaviria som favorit. Colombianeren havde et forfærdeligt 2020, og det gjorde næsten ondt at se den engang så store stjerne være nærmest skræmmende tam i en Giro, hvor han manglede både fart og holdbarhed. Samtidig var det overraskende at se, hvor svagt det på papiret stærke tog med Juan Sebastian Molano og den engang så sublime Maximilian Richeze var.

Alligevel vælger jeg at gå med colombianeren. Gaviria har nemlig for vane at starte meget stærkt, og sidste år var han den i dette løb værste rival, Alvaro Hodeg, ganske overlegen i San Luis, inden han også kørte fornemt i UAE Tour, hvor han havde fin fart. Samtidig er toget opgraderet betydeligt til dette løb med deltagelse af Oliveira-brødrene og Marcato, og Gaviria positionerede sig faktisk sjældent godt i Giroen. Han har før i Giroen og Gent-Wevelgem vist, at han er meget stærk i sidevind, hvor holdet også ser stærkt ud, og han er god i finaler med sene sving, hvor hans eksplosivitet er sublim, hvis han får sig anbragt rigtigt. Jeg er bekymret for, om hans tog kan matche Deceuninck, men sidder han rigtigt, tror jeg fortsat, at han har farten til at vinde.

Han har selv nævnt muligheden for, at de måske skulle køre for Molano, men det virker usandsynligt, at de pludselig skulle droppe holdets stjerne, der har brug for selvtillid på en tid af året, hvor han som regel er god. Hvis Gaviria mod forventning melder pas, er Molano dog også et fremragende bud, da han sidste år i Colombia slet og ret kørte Hodeg midt over.

Netop Alvaro Hodeg må være største trussel i det, der ligner en colombiansk fest. Ganske vist har Deceuninck sagt, at de ikke ved, om de kører for ham eller Mark Cavendish, men det vil dels være hovedløst at satse på briten, dels i modstrid med tidligere kommentarer om, at Cavendish starter fra bunden og skal være hjælper fra start. Hodeg havde et skidt 2020, men til hans forsvar skal siges, at han i anden del af sæsonen kørte meget få massespurter. Til gengæld var hans fart heller ikke overbevisende i hverken Giroen, San Luis eller Colombia, hvor hans landsmand Molano og Gaviria i langt hovedparten af tiden havde overhånden.

Alligevel står han stærkt. Deceunick er utvivlsomt igen det bedste sidevindshold, og hvis det splittes til atomer, kan han både komme af med sine UAE-landsmænd, men også ende i en overtalssituation med et tog i særklasse. I en klassisk massespurt er toget med Cavendish, Jannik Steimle, Bert van Lerberghe og Florian Senechal dog også det formodentlig stærkeste, og derfor taler meget for, at han vil komme perfekt gennem det sidste sving. Sker det, er det formentlig kun Gaviria (eller Molano), der kan gå forbi, og det kræver, at de sidder rigtigt. Derfor står Hodeg stærkt.

I et sidevindsløb har Deceuninck dog også andre muligheder. Florian Senechal var skræmmende stærk i 2020, og hvis Hodeg falder fra i et sidevindskaos, kan han spurte sig til sejr i en lille gruppe. Det samme kan det brølstærke stortalent Jannik Steimle og i teorien også Bert van Lerberghe, der dog næppe får chancen. I et sidevindsløb skal man også åbne muligheden for, at Senechal, Steimle, Van Lerberghe og Tim Declercq slet og ret kan udnytte et overtal til at køre væk, som vi så det i De Panne sidste år.

Qhubeka har store ambitioner med Giacomo Nizzolo, der sammen med Gaviria er løbets mest vindende sprinter. Italieneren er dog langt fra topformen efter en knæskade, som vi så i Besseges, hvor han havde det svært på de hårde dage. Til gengæld viste han fin fart med en meget imponerende modvindsspurt på 2. etape og en stærk afslutning i puncheurfinalen på 1. etape. Det viser, at han med sin nuværende form sagtens kan vinde et sprinterløb som dette, og han burde trods formen også kunne holde sig nogenlunde til i sidevinden, hvor holdet dog er knap så stærkt, selvom Max Walscheid er brølstærk i de betingelser. Udfordringen er, at toget med Carlos Barbero, Matteo Pelucchi og Walscheid er uprøvet og ikke så stærkt som de to bedste hold, og Nizzolo positionerer sig ikke som tidligere. Positioneringsstærk er han dog fortsat, og han elsker sene sving, som altid har været hans spidskompetence.

Sidder han rigtigt, bør han kunne vinde i dette felt trods den mindre gode form. Rækker formen ikke til sidevinden, kan Walscheid komme i spil, da han flere gange har vist evner i de betingelser, men en spurt med et sent sving passer slet ikke den positioneringssvage tysker, der i det tilfælde formentlig også vil være isoleret.

Hvem kan så true de tre favorithold? Jeg vælger at pege på Danny van Poppel. Det er ganske vist lidt af en satsning at pege på manden, der meget ofte ender med at udgå. Han kom dog lovende fra start i Besseges, indtil han styrtede, og sidste efterår fandt han med sejren i Gooik og fine spurter i BinckBank Tour endelig lidt kontinuitet. Selv melder han om god form, og at styrtet ikke har sat ham voldsomt tilbage, og vi ved, at en formstærk Van Poppel er god i sidevind. Først og fremmest er han dog uhyre stærk i positionskampen, og han vil elske det sene sving. Toget med Andrea Pasqualon, Jonas Koch og bror Boy ser stærkt ud, og med den fart, han havde sidste efterår, er han i hvert fald i spil, hvis han sidder rigtigt. Har han en af sine mange offdays, kan Pasqualon spurte, men han har ikke farten til at vinde.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Ag2r stiller med Marc Sarreau, der ikke fik nogen drømmestart i Besseges. Franskmanden har dog i de senere år været ganske dominerende på den franske scene, og i dette løb er han utvivlsomt en af de hurtigste. I sidevinden står Ag2r også fornuftigt, og Sarreau er også selv relativt holdbar, ligesom han melder om god form. Udfordringen er desværre hans ringe positionering og et tog, der trods Damien Touze, Stan Dewulf, Andrea Vendrame og Lawrence Naesen ikke er det stærkeste. Til gengæld burde han være en af de få, der faktisk har en fair chance for at vinde, hvis han sidder rigtigt.

Efter den overraskende sejr i Besseges må Timothy Dupont også være kandidat. Belgieren viste i hvert fald lidt af den fart, han tidligere har haft, også selvom meget af sejren skyldtes god timing. Han har altid været fornuftig i positionskampen, og her har endda et tog med Boris Vallee og Stanislaw Aniolkowski, der kan hjælpe ham hæderligt, selvom de er klart overmatchet af andre. Sidevind burde han også være hæderlig til, men her vil et generelt svagt hold være en sandsynlig udfordring. Som i Besseges skal han have held for at vinde, men som vi så i Frankrig, er det ikke umuligt. Det kunne også være interessant, hvis holdet gav chancen til den spændende polske mester Aniolkowski, men i lyset af Besseges synes det helt umuligt.

Bora stiller med det unge stortalent Jordi Meeus og Martin Laas. Det er ikke udmeldt, hvem der satses på, men man må håbe, at de giver Meeus chancen. Han viste fin form med sin flotte 1. etape i Besseges, og hans to etapesejre i Tjekkiet sidste år, hvor han slog Tim Merlier, vidner om potentialet. I Le Samyn og Antwerp Port Epic viste han også store sidevindsevner, og Bora har et af de bedste sidevindshold. Til gengæld er toget svagt, og jeg er meget bekymret for, om han kan få sig anbragt rigtigt inden svinget. Det er også muligt, at Laas får chancen efter hans to etapesejre i Slovakiet sidste år. De viser hans konkurrencedygtighed, men til gengæld er det måske svært at se ham faktisk vinde i det her betydeligt stærkere felt.

En af de mest formstærke ryttere er Edward Theuns. Belgieren var meget imponerende på 3. etape i Besseges, og samtidig ved vi, at han er uhyre stærk i sidevind. Desværre kommer Trek helt uden et regulært tog, og selvom Alexander Kamp er hurtig, kommer amerikanerne klart til kort. Theuns er selv god til at positionere sig, og det kan være hans redning, men man kan tvivle på, om han med så begrænset støtte har farten til at vinde, nu hvor han ikke har fordums hurtighed. Hans store chance er et rigtigt sidevindsræs, for i en lille gruppe vil han måske nok være alene, men til gengæld efter et hårdt løb have en fair chance, når positionskampen er mindre intens.

Caja Rural stiller med altid stabile Jon Aberasturi. Baskeren kører stort set altid i top 10 og får således maksimal glæde af sine sublime positioneringsevner. Særligt har det endda gjort sig gældende først på året, hvor han har nogle af sine bedste resultater, og han melder om god form fra start. Han er også en stærk type, der burde kunne køre sidevind, men hans hold er desværre så svagt, at han kan blive et sandsynligt offer. Samtidig har han ikke meget tog, og derfor ligner han mere en mand til den vanlige gode placering, men ikke en sejr.

Udover Dupont er Lorrenzo Manzin den eneste rytter i feltet, der faktisk har en sejr i 2021. Franskmanden vandt det lille endagsløb i Valencia og bekræftede dermed tendensen fra tidligere, nemlig at han har for vane at starte stærkt. Feltet her er betydeligt stærkere, og det bliver svært at gentage bedriften, men uden chance er han ikke. Han fik bedre fod på sin svage positionering i et hæderligt 2021, og hans tog med særligt Chris Lawless, Adrien Petit og Geoffrey Soupe ligner et af de stærkeste, ligesom han er god i sine sving. Holdet er samtidig et af de klart stærkeste i sidevinden, men spørgsmålet er, om Manzins fart rækker til at vinde.

Hos Rally gør den tidligere Riwal-sprinter Arvid de Kleijn debut, og han bør ikke være uden chancer i dette felt. Hollænderen har flere gange gjort sig gældende i spurter på dette niveau, senest med en ganske fin 7. plads i Scheldeprijs, og han har farten til at komme langt. Han plejer også at positionere sig ganske fint, men der er grund til at være lidt bekymret for den støtte, han kan få. Rally har ganske vist hurtige folk i Colin Joyce og Pier-Andre Cote, men de er overmatchet i dette selskab, særligt hvis der bliver sidevind. Sidder han ordentlig, bør De Kleijn dog være en af de hurtigere ryttere i dette felt.

Eolo kommer med begge deres sprintere, Manuel Belletti og Luca Pacioni¸ men de har allerede meldt ud, at der satses på Belletti. Den italienske veteran havde et skidt 2020, hvor han praktisk talt ikke kørte cykelløb, men han lagde dog ud som lyn og torden med nogle meget flotte spurter i San Juan. I det hele taget har han for vane at starte stærkt, og hans positionering er en stor styrke i denne finale. Man kan dog være lidt bekymret for den støtte, han kan få, både i finalen og i sidevinden, og spørgsmålet er, hvor rusten han er efter et år nærmest uden spurttræning. Pacioni kan komme i spil, men det sker efter holdets melding som udgangspunkt ikke.

Movistar er ikke just et sprinterhold, men det vil de gradvist ændre. Her kommer de med begge deres sprintere, Ivan Garcia Cortina og Gabriel Cullaigh, og det er uklart, hvem der køres for. En klassisk massespurt som denne er normalt ikke Garcia Cortinas kop te og burde ligge bedre til Cullaigh. Jeg vil dog tro, at de satser på spanieren efter et meget svært 2020 for briten, og da Garcia Cortina som en af holdets kaptajner meget gerne skulle ind i et godt momentum fra start. Han har dog næppe farten til at vinde og har bedst chancer i et knaldhårdt sidevindsræs. I det lys håber jeg faktisk, at de kører for Cullaigh, der tidligere i Tour of Britain har gjort det ganske fint, og han kunne i Garcia Cortina have en glimrende lead-out man. Jeg tvivler dog på, at det bliver tilfældet.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Hos BikeExchange gør Amund Grøndahl Jansen debut, og selvom holdet også har Robert Stannard og Dion Smith, er det meldt ud, at der satses på nordmanden. Han har dog meget lidt erfaring med at køre sine egne spurter, da han hidtil har været en del af Gronewegens tog, og da han fik sin chance i London for nogle år siden, måtte han sande, at de klassiske sprintere er hurtigere. Til gengæld burde han være brølstærk i sidevinden, og i et lille felt vil han kunne lave et resultat. Det vil han i den tekniske finale også kunne i en mere klassisk spurt, hvis Stannard og Smith kan placere ham ordentligt, men desværre fungerede netop deres tog slet ikke i 2020.

Endelig vil jeg nævne Attilio Viviani . Lille Viviani fik en fremragende start hos Cofidis ved at vinde allerede som stagiaire og siden i Afrika for et år siden, men siden har der været stille om italieneren. I dette løb er han dog begunstiget af en meget erfaren lead-out man i Fabio Sabatini samt solid støtte fra Kenneth Vanbilsen og Nathan Haas. Kan de anbringe ham ordentligt, bør farten være fin, men han bør også være sårbar i sidevinden.

Hos Euskaltel har man Mikel Aristi, der overraskede med en 2. plads i Valencia, men hans positionering og fart bør ikke række i dette felt. De har også Juan Jose Lobato, men et sent sving er ikke noget for den positioneringssvage spanier. Bardiani kan køre for Enrico Battaglin eller Filippo Fiorelli¸ men de mangler fart i en klassisk spurt, og det samme gør Robbe Ghys og Ward Vanhoof hos Sport Vlaanderen. Hos Gazprom har Damiano Cima ikke lavet resultater i massespurter i meget lang tid, og hos Kern Pharma synes Enrique Sanz meget formsvag. Endelig har Burgos Manuel Penalver, men han synes at være gået helt i stå, og det samme gælder for Yevgeniy Gidich hos Astana, der også før har kørt for Davide Martinelli, som slet ikke kan regnes som sprinter.

***** Fernando Gaviria

**** Alvaro Hodeg, Giacomo Nizzolo

*** Danny van Poppel, Marc Sarreau, Timothy Dupont, Jordi Meeus, Edward Theuns

** Jon Aberasturi, Lorrenzo Manzin, Arvid de Kleijn, Manuel Belletti, Juan Sebastian Molano, Florian Senechal, Ivan Garcia Cortina, Gabriel Cullaigh, Amund Grøndahl Jansen, Attilio Viviani, Mark Cavendish, Martin Laas

* Mikel Aristi, Juan Jose Lobato, Enrique Sanz, Damiano Cima, Max Walscheid, Jannik Steimle, Bert van Lerberghe, Tim Declercq, Andrea Pasqualon, Luca Pacioni, Manuel Penalver, Robbe Ghys, Yevgeniy Gidich, Davide Martinelli, Enrico Battaglin, Filippo Fiorelli

Danskerne

Mathias Norsgaard gør sæsondebut for Movistar, hos hvem han skal støtte sprinterne Ivan Garcia Cortina og Gabriel Cullaigh. Hos Trek skal Alexander Kamp og Jakob Egholm støtte Edward Theuns, og endelig skal Emil Vinjebo hjælpe Giacomo Nizzolo i sin debut for Qhubeka Assos.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Pascal Ackermanns sejre fra 2020 og 2019, Caleb Ewans sejr fra 2018, Magnus Corts sejr fra 2017, Leigh Howards sejr fra 2016, Mark Cavendishs sejr fra 2015 samt Sam Bennetts sejr fra 2014.