Selvom Europa i disse dage serviceres med stjernekig i de utallige gadeløb, der køres på denne tid af året, så har det længe været Clasica San Sebastiáns rolle, at danne scene for Tour-stjernernes gensyn i forhold til at køre rigtigt væddeløb. Årets udgave skuffer ikke, for som oftest er det et fremragende felt, der er samlet til start i Baskerlandets kronjuvel, storbyen San Sebastián.   

Når løbet kan tiltrække så flotte felter og prale af så imponerende en vinderliste gennem tiden, så hænger det naturligvis sammen med dets placering så kort efter Tour de France. Alligevel må det noteres, at målt på prestige så hører Clasica San Sebastián stadig til et stykke nede ad stigen - efter de traditionelle ’monumenter’ og visse andre historiske løb - men der er stadig tale om et løb, som de fleste drømmer om at vinde.

Målt på stigninger og bjerge, så er der samtidig tale om et af de hårdeste løb på kalenderen. Løbets design tilgodeser bjergstærke ryttere og særligt de, som har en evne og vilje til at kæmpe sig selv alene hjem, når først hullet er blevet slået. Løbet er ofte blevet vundet i reducerede spurtopgør, men det typiske scenario, der udspiller sig i Clasica San Sebastián, har altid været, at feltet blev kraftigt reduceret, hvorefter en eller to ryttere slipper løs og kæmper sig til mål.

Læs også

Van der Poel vinder gravel-VM – Dansker viser sig flot frem

Det var også sådan, Tony Gallopin kunne lade sig hylde i fjor. Den talentfulde franskmand slap fri fra en stærkt reduceret favoritgruppe, der blandt andre indeholdt Roman Kreuziger og Alejandro Valverde, og kørte hjem alene.

Det til trods så har arrangørerne set sig nødsagede til at ændre på ruten, hvilket vil sige, de umiddelbart har gjort den noget hårdere. Dette inkluderer, at løbets start er blevet gjort mere bjergrig, ligesom der efter løbets traditionelle finale er blevet lagt en ny, hård stigning ind før mål.  

Ruten

Årets udgave er 219 kilometer lang, hvilket er 13 kilometer kortere end i fjor og også noget kortere end de store, traditionelle klassikkere i foråret og efteråret. Alligevel er det dog længere end langt de fleste endagsløb, hvorfor udholdenhed stadig kan få en vis betydning.

Som altid er der start og mål i San Sebastián. Efter startskuddet begiver rytterne sig ud på en længere rundtur i det baskiske landskab, der ligger sydvest for San Sebastián, hvor der grundlæggende køres en lille sløjfe. Løbets første halvdel har foruden kategori 1-stigningen Alto Iturburu ikke nogen særlige udfordringer, hvorfor det her mest vil handle om, at der etableres det nødvendige og uundgåelige morgenudbrud. Alto Iturburo erstatter to tidligere stigninger, Alto de Orio og Alto de Garate, og modsat disse ligger Ituburo senere i løbet og er noget hårdere.

Med godt 100 kilometer til mål når rytterne det, som man kan kategorisere som løbets lange finale, idet rytterne ledes ind på en cirka 40 kilometer lang rundstrækning, der indeholder de to traditionelle San Sebastián-stigninger, Alto Jaizkibel og Alto Arkale, der hver især altså skal forceres to gange. Først kommer løbets klart mest notoriske og navnkundige stigning, Alto Jaizkibel (7,8 km, 5,8 %). Stigningen er temmelig ujævn og hårdest i bunden, hvorefter den flader lidt ud hen mod toppen. Derefter følger en nedkørsel og lidt hårdt, småfladt landskab, hvilket ofte i Baskerlandet betyder vind, hvilket leder rytterne frem til Alto Arkale (2,7 km, 6,3 %), som nås cirka 20 kilometer efter Jaizkibels top.

Så langt er der tale om en typisk rute i Clasica San Sebastián, men efter dette punkt er rutens struktur blevet nytænkt, særligt med indførelsen af en ny stigning kort før mål. Toppen af Alto Arkale nås for anden og sidste gang efter 188 kilometer og altså med 31 kilometer til mål. Herefter følger nu en kort nedkørsel og cirka 22 kilometer flad kørsel indtil den nye stigning, Bordako Tontorra. Der er tale om en yderst ujævn stigning, hvor stigningsprocenterne skifter mellem 4-5 % og helt op til 20 % over 2,5 kilometer. Toppen nås med 7,3 kilometer til mål, hvorefter det står på hidsig og intens jagt ind til målstregen på boulevarden i San Sebastián.

Favoritterne

Ruteændringerne kan forventes at få relativ stor betydning for løbet. Særligt kan man frygte, at løbet vil blive mere lukket, og skrækscenariet er, at det hele forbliver relativt samlet frem til Bordako Tontorra, hvorefter de mest eksplosive vil forsøge at slå hullet. Samtidig åbner ændringerne også op for en længere, hårdere finale, hvor det hele kan blive meget mere selektivt. Som altid handler det ikke om ruten, men hvordan rytterne udnytter den.

Ikke desto mindre så bør den nytænkte rute ikke få den store betydning på segmenteringen af favoritfeltet, der som altid vil være de bjergstærke, eksplosive og slidstærke ryttere. Årets største favorit er den tidligere vinder, Alejandro Valverde (Movistar). Selvom det ikke blev nogen magisk Tour for den spanske veteran, så har Valverde det med at komme styrket ud af Tour de France, og han har alt, hvad det kræver for at vinde et løb som dette, ikke mindst et stærkt hold med en mand som Giovanni Visconti, der selv ville have været et ganske anstændigt bud, hvis Movistar ikke havde tradition for at køre så hierarkisk.

Herefter kommer sidste års sejrherre, Tony Gallopin (Lotto Belisol), der i fjor fik et gennembrud i netop Clasica San Sebastián. Tony Gallopin fik nærmest alt det med fra Touren, som han kunne have håbet på, inklusiv altså en flot etapesejr og en dag i gult. Gallopin bliver næppe nogensinde en del af den nye bølge af seriøse franske klassementshåb, men med sin slidstyrke, eksplosivitet og hurtighed er Gallopin skræddersyet til at dominere de kuperede endagsløb i fremtiden.   

Skulle rytternes humør eller ruteændringerne medvirke til at gøre, at årets udgave af Clasica San Sebastián ikke bliver særligt selektiv, så er der især to ryttere, som står til at vinde, nemlig Greg Van Avermaet (BMC) og Peter Sagan (Cannondale). Begge er utrolig stærke på kortere bakker, og er som bekendt ualmindeligt hurtige i en spurt, så for de mere udprægede bjergryttere vil det handle om at sætte duoen på Jaizkibel, for ellers kan de blive meget svære at have med at gøre. Hvis det ikke var, fordi Peter Sagan i 2014 har haft meget svært ved at gøre arbejdet færdigt i de store løb, så ville han faktisk fortjene en meget højere favoritværdi.

Læs også

Laporte sejrer i mudderløb - Mads P forsøgte vildt solotogt

Generelt udgøres favoritfeltet meget af ryttere, som imponerede i Touren, eller ryttere, som har noget at bevise. Blandt de førstnævnte kan man fremhæve Michael Rogers (Tinkoff-Saxo), som i indeværende sæson har udviklet et fantastisk dræbergen. Profilen i Clasica San Sebastián lægger faktisk meget godt op til et af hans (nu) yderst karakteristiske hug, hvor han kæmper sig med over toppen på sidste bakke og så bruger sin formidable teknik og tempoegenskaber på nedkørslen til at køre hjem alene. Inden sæsonens start havde Rogers aldrig vundet en etape i en GrandTour; nu har han vundet tre, og det ville ikke være nogen enorm overraskelse, om australieren nu også vandt sin første klassiker. Andre ryttere, som imponerede i Touren, men som muligvis har mere at skyde med, tæller Romain Bardet (Ag2r La Mondiale) og Tejay Van Garderen (BMC).

Blandt de ryttere, som muligvis søger lidt oprejsning, kan man særligt pege på Joaquim Rodriguez (Katusha), for hvem 2014 foruden Catalonien Rundt har været en stor fiasko. Hvis man holder af Rodriguez - og hvem gør ikke det - så må håbet være, at spanieren kommer ud af Touren i god form, og hvor Clasica San Sebastian bliver startskuddet på et sublimt efterår, hvor han dominerer og skovler sejre ind i Vueltaen, VM og Lombardiet Rundt. Rodriguez er tidligere vinder af løbet og har alle attributterne til at vinde, men problemet er, at man under Touren ikke fik nogen fornemmelse af, at formen var på vej opad. Andre som på den ene eller den anden måde søger lidt oprejsning, er Team Sky-duoen Richie Porte og Mikel Nieve (Team Sky).

Vender man blikket lidt væk fra Tourens profiler, så trænger en række navne til lidt ekstra opmærksomhed. Særligt virker belgierne Phillippe Gilbert (BMC) og Gianni Meersman (Omeg aPharma-QuickStep) som nogle ganske anstændige bud, hvis løbet ikke bliver for selektivt. Hvor Gilbert først nu påbegynder det, der traditionelt er hans anden formtop (der kulminerer omkring VM) og har været syg i en periode, så har Meersman i den indeværende uge samlet flere sejre i Tour de Wallonie og virker skarp. Hvis ellers ikke Joaquim Rodriguez er klar på rollen som kaptajn, så er hans løjtnant, Daniel Moreno, altid klar frisk til at tage over. Blandt de rigtigt store outsidere kan man nævne Adam Yates (Orica GreenEDGE), der vandt et kuperet endagsløb den anden dag samt muligvis holdkammeraten Simon Gerrans, hvis han ellers har genfundet formen.

Der er to danskere til start, idet Tinkoff-Saxo har deres to danske nyprofessionelle til start, men for både Michael Valgren og Jesper Hansen vil det mest handle om at samle erfaring og servicere holdets profiler, særligt Michael Rogers, Nicolas Roche og Roman Kreuziger.

*****: Alejandro Valverde

****: Tony Gallopin

***: Peter Sagan, Greg Van Avermaet, Michael Rogers

**: Nicolas Roche, Romain Bardet, Mikel Nieve, Joaquim Rodriguez

*: Pierre Rolland, Tejay van Garderen, Jakob Fuglsang, Phillipe Gilbert, Michael Albasini, Gianni Meersman, Richie Porte, Bauke Mollema