SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

Løbets rolle og historie

Spanien har altid været et land med fokus på etapeløb, og endagsløb har aldrig fået megen opmærksomhed på Den Iberiske Halvø. Det har efterladt ryttere som Oscar Freire og Juan Antonio Flecha frustrerede. Begge var de blandt de bedste klassikerryttere i verden, men deres præstationer fik slet ikke den anerkendelse i hjemlandet, som de fortjente.

En region bryder dog svagt trenden. Baskerlandet har altid været den mest cykelgale region i landet, og her elsker man både etapeløb og klassikere. Hvert år har de to vigtige løbsblokke, hvor de samler det meste af cykelverdenen til en uge med løb på højeste niveau. I foråret er Itzulia Basque Country højdepunktet i en blok, der også inkluderer endagsløbene GP Miguel Indurain og Klasika Primavera, men i sommerblokken er al fokus på klassikerne.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Hovedbegivenheden i serien er naturligvis WorldTour-løbet Clasica San Sebastian, men i samme forbindelse afvikles to mindre løb. Prueba Villafranca-Ordiziako Klasika skød det hele i gang i sidste uge, og denne søndag runder Circuito Getxo, der nogle gange afvikles før, andre gang efter det spanske storløb, festen af.

Det kan synes sært, at det er løbet i San Sebastian, der er hovedbegivenheden. WorldTour-løbet er således et ret nyt løb, der først gjorde sin debut i 1981, mens løbene i Ordizia og Getxo er blandt landets ældste. Løbet i Ordizia blev første gang afviklet i 1922, og Circuit de Getxo afviklede sin første udgave bare to år senere. Siden dengang har løbet været afviklet hvert år bortset fra en række aflysninger i 1930erne, en lang pause fra 1967 til 1979 og aflysninger i 1986 og 1993. Selv under pandemien lykkedes det løbet at holde sig gående.

Løbet i Getxo er anderledes end de to andre løb i den forstand, at det passer mere til eksplosive puncheurs og stærke sprintere end klatrere. Det afspejles i listen over vindere, der er domineret af hurtige ryttere og ikke byder på den imponerende stribe af grand tour-stjerner, som man finder på sejrlisten for løbene i San Sebastian og Ordizia. Det gør det måske en anelse mindre prestigiøst, og det forhold, at det har været stærkt domineret af spanske ryttere, bidrager til samme konklusion. Siden slutningen af 80erne er løbet imidlertid blevet mere internationalt, og ryttere som Adri van der Poel, Jeremy Hunt, Christian Henn, Marcel Wüst, Alessandro Bertolini, Martin Elmiger, Pavel Brutt, Giovanni Visconti, Danilo Di Luca, Nacer Bouhanni, Diego Ulissi, Simon Yates, Damiano Caruso og såmænd danske Jesper Skibby er blandt de udenlandske ryttere, der har været på podiet. Det betyder også, at der ikke er nogen stor synergi med Clasica San Sebastian, idet de to løb tiltrækker forskellige ryttertyper. Nogle ryttere kører naturligvis begge løb, men der er som regel ganske stor udskiftning mellem de to startfelter.

Løbet afvikles i byen Getxo og finder altid sted den 31. juli som en del af byens traditionelle festligheder. Kun når Clasica San Sebastian lægger beslag på den dato, dvs. når den falder på en lørdag, som det er tilfældet i år, rykkes løbet til den 1. august. Ofte har det været afviklet efter løbet i San Sebastian, som det eksempelvis var tilfældet i 2017 og i år, men i 2018 og 2019 faldt kalenderen således, at Clasica San Sebastian er blevet afviklet i august og dermed senere end løbet i Getxo. Siden 2001 har løbet haft navnet Memorial Ricardo Otxoa som hyldest til den lokale rytter, der døde efter at være blevet ramt af en bil under træning med sin berømte bror Javier. Siden det nuværende system blev indført i 2005, har det været et 1.1-løb på UCI Europe Tour.

Uheldigvis har det lidt samme triste skæbne som mange af de andre store spanske løb. De svære økonomiske vilkår har taget hårdt på den spanske kalender, og mange løb er forsvundet. Den flotte etapeløbsscene fra foråret er stort set reduceret til det rene ingenting, og de få, der har overlevet, er oftest blevet forkortet.

Circuito de Getxo har overlevet, men som mange andre mindre spanske løb er det ude af stand til at finansiere deltagelse af et stærkt internationalt felt. Mange af de spanske løb har i nogle år udviklet sig til ensidige kampe mellem Caja Rural og Movistar, mens resten af feltet oftest har været udgjort af mindre kontinentalhold. Efter nogle år, hvor Movistar var eneste deltager fra WorldTouren, synes løbet dog at blomstre op. I 2020 var løbet et af de første til at blive afviklet efter nedlukningen, og det boostede feltet med hele fire WorldTour-hold. I år oplever løbet sin suverænt stærkeste udgave i mange, mange år med deltagelse af hele otte af de bedste mandskaber - formentlig grundet OL, der har betydet, at den europæiske kalender har været knap så intens de seneste uger.

Løbet er traditionelt blevet afviklet som et rundstrækningsløb for sprintere, men ruten blev ændret i 2011, hvorved det blev en sag for puncheurs. Der sluttes nu på den lille Txomintxu-stigning, hvilket klart kan aflæses af vinderlisten. Mens de rene sprintere indtil det år dominerede, er de seneste udgaver blevet vundet af Juan Jose Lobato (to gange), Giovanni Visconti, Alex Aranburu, Carlos Barbero (to gange), Jon Aberasturi og Nacer Bouhanni, der alle i en eller anden grad er specialister i at spurte op ad bakke. Sidste år forsøgte man dog at krydre finalen med en passage af en baskisk mur i finalen, og det betød, at vi slet ikke fik en spurt. Den model fastholder man i år i håbet om at gøre løbet mere åbent for andre udfald.

Ambitionen lykkedes altså i 2020, da en gruppe af løbets bedste klatrere kørte væk på den sene mur. Herfra angreb Damiano Caruso, og mens alle andre blev hentet, lykkedes det akkurat for italieneren at holde hjem til karrierens bare anden sejr med bare 1 sekund ned til feltet, hvis spurt blev vundet af Giacomo Nizzolo foran Eduard Prades. Caruso er i Spanien til næste uges løb i Burgos, men forsvarer ikke titlen, og da Prades’ nye Delko-mandskab ikke deltager, blivr Nizzolo eneste genganger fra sidste års podium.

Ruten

Circuito de Getxo er et af de mere konservative løb, og ruten undergår derfor kun meget sjældent forandringer. Den store nyhed kom i 2011, da den velkendte rundstrækning blev modificeret og fik afslutning på Txomintxu-stigningen, og derefter var ruten i flere år igen uforandret, hvis man ser bort fra en mindre justering af runden i 2018.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I 2019 forsøgte man sig imidlertid med noget nyt. Efter en stribe år, hvor eneste udfordring var bakken op til mål, designede man en ny og meget længere rundstrækning. Finalen var den samme, men som noget ny skulle man tidligt på rundstrækningen over den lange, men ikke specielt stejle Alto de Akarlanda. Det havde imidlertid ikke den store effekt på løbet, der nok engang endte i en puncheurspurt.

Sidste år skete der dog for alvor noget. Ikke blot fastholdtes rundstrækningen fra 2019 i forbindelse med sidste omgang føjede man også en sløjfe til, så man i den absolutte finale skulle over en typisk stejl mur med top bare 15,2 km fra målet på Txomintxu. Det forandrede på afgørende vis løbet, der med sin langt hårdere finale nu åbnede døren for klatretyper også, og det gav den ovenfor omtalte fascinerende finale, hvor klatreren Damiano Caruso akkurat snød sprinteren Giacomo Nizzolo for sejren.

Modellen var værdsat, og derfor fastholdes den i år, hvor ruten dog er forlænget fra 177,0 km til nu 193,5 km. Det skyldes, at løbet helt atypisk ikke er et rent rundstrækningsløb, men nu har start foran Guggenheim-museet i Bilbao, men naturligvis som altid mål i Getxo. Sidstnævnte er dog bare en nordlig forstad til Bilbao, og derfor indledes løbet med, at man kører mod nord og nordvest igennem fladt terræn frem til rundstrækningen, hvor man kører de sidste ca. 10 km, der er stort set flade, inden man kører op ad Txomintxu til stregen, der krydses for første gang efter 16,6 km.

Derefter venter seks omgange på den 24,0 km lange rundstrækning, der blev introduceret i 2019. Fra start kører man mod nord via en nedkørsel, inden man vender rundt for at køre mod sydøst ud til den nye Alto de Quiron (5,6 km, 2,1%), der bestiges fra vest og er en jævn og let opkørsel uden stejle procenter, og hvis top rundes efter 8,6 km. Herfra fører en nedkørsel mod syd, inden man via et plateau og en sidste nedkørsel kører mod sydvest ned til byens flod. Den flade flodbred følges mod nordvest hele vejen ud til havneområdet, hvor man kører mod nord op til målstigningen.

De sidste 732 m har traditionelt været, hvad hele løbet handler om, idet de stiger med 7,0% i snit. Første halvdel af stigningen stiger i gennemsnit med 8,8%, hvorefter de næste 175 m er lettere med et gennemsnit på 5,5%. Der følger da et kort stykke med 10,3% og et maksimum på hele 14%, inden det flader lidt ud med 5% på de sidste 65 m. Der er skarpe sving i bunden og halvvejs oppe ad stigningen, og derefter er der blot to bløde kurver på de sidste 400 m.

Nyskabelsen fra sidste kommer efter de seks omgange. Her kører man nemlig en omgang på en forlænget 33,0 km lang rundstrækning. Starten er den samme, idet man først skal over Quiton én gang til med 24,3 km til mål. Efter nedkørslen kører man imidlertid mod øst, inden man drejer mod syd for at køre op ad Pike Bidea. Der er tale om en stejl sag, der over 2,2 km stiger med hele 9,2% i snit. Den første kilometer er den letteste med 6,5%, men herefter følger 500 m med 14,0% og slutteligt 700 m med 9,6%, inden man med 17,3 km igen runder toppen. Nu fører en teknisk ukompliceret nedkørsel mod nordvest tilbage til den oprindelige rundstrækning, der derefter gøres færdig med det flade indløb til målbakken.

Løbet byder på i alt 2127 højdemeter, hvilket grundet den ændrede start er ca. 60 flere end i 2020 og trods en kortere distance ca. 150 flere end i 2019.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

Vejret

Baskerlandet er kendt for sit regnvejr, men sommeren er som regel solrig. Sådan er det bare ikke i år, men vejret bliver meget bedre, end det var til lørdagens løb i San Sebastian. Det regner nemlig af i løbet af formiddagen, og under løbet burde der kun være få skyer med en beskeden og aftagende bygerisiko på 5-20%. Det vil dog stadig ikke være varmt med en temperatur på beskedne 22 grader, og det vil også blæse lidt, da vinden undervejs vil tiltage fra 11 til 15 km/t. Den vil komme fra nordvest, og det giver med- og sidemedvind på rundstrækningens første halvdel til efter nedkørslen fra Quiron og derefter mod- og sidemodvind. På finalerundstrækningen varer medvinden ved frem til toppen af Pike Baldea, hvorefter der vil være stort set direkte modvind hele vejen frem til målbakken, hvor der vil være medvind på den første tredjedel og sidevind på det sidste stykke.

Favoritterne

Historien viser, at Circuito de Getxo som regel afgøres i en spurt på den sidste bakke. Rundstrækningen er ikke meget svær, og som regel har favoritholdene været i stand til at kontrollere det. I tre af de fire sidste udgaver inden ruteændringen fra sidste år er der således kørt et udbrud hjem, men i alle tilfælde med stort set alle forhåndsfavoritterne.

I 2016 skyldtes det primært, at Orica og UAE begge havde en interesse i at gøre løbet hårdt. I både 2017 og 2018 fik storfavoritterne fra Movistar deres kaptajn, Carlos Barbero, med i udbruddet, og derefter havde de en interesse i at holde gang i den, mens der ikke var styrke til at skabe samling længere bagude. Da Movistar var tilfredse med situationen blev det derfor udbryderne, der kørte om sejren, med Barbero som den helt suveræne vinder i 2017, men som en ærgerlig nr. 2 bag Alex Aranburu i 2018.

Sidste år blev alt anderledes. Ikke blot var feltet som følge af corona-pausen langt stærkere, så det ikke længere blot var ”alle mod Movistar”. Ruten var med indførelsen af den nye baskiske mur også blevet helt anderledes, og vi fik et anderledes løb, end vi var vant til. De bedste klatrere kørte væk på muren, men alligevel var det tæt på, at vi fik en spurt. Damiano Caruso kørte væk, de øvrige blev hentet, og Caruso holdt kun akkurat feltet bag sig med 1 sekund!

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Det var også værd at bemærke, at løbet slet ikke blev så selektivt, som så stejl en mur egentlig burde lægge op til. I spurten deltog sprintere som Giacomo Nizzolo, Jon Aberaturi og Jasper Stuyven, der skam alle kan køre opad, men feltet indeholdt også ryttere, der ikke kan betegnes som holdbar. Selv Novo Nordisk, der aldrig laver resultater på dette niveau, fik en helt sensationel top 10 med Charles Planet. Løbet var dog hårdt nok til, at andre sprintere som Mads Pedersen og Edward Theuns ikke var med hjem.

Det går løbet sjældent svær at læse. På den ene side er muren så rædsom, at den bedste klatrer i princippet kan køre alene væk. På den anden side er der derefter 15,2 km, som skal overleves, og her vil der være tid til en regruppering, som vi næsten fik sidste år. Det skaber et meget mere interessant løb end det tidligere, og det er nu åbent for både sprintere og klatretyper. Det er ikke ofte, at man ser det.

Det helt afgørende er feltets sammensætning. Mens det sidste år skyldtes corona og nedlukningen, er det i år OL og en deraf følgende tam europæisk kalender, der har givet et historisk stærkt felt. For et løb, der ofte blot har haft ét WorldTour-hold til start, er det ret imponerende at kunne præsentere otte af slagsen denne gang - og endda for manges vedkommende i imponerende stærke formationer.

Spørgsmålet er, hvem der vil spurte. Det er der ikke mange, der vil. Nizzolo vender tilbage og har udtrykt ambitioner om at forbedre sidste års 2. plads, og Caja Rural tror helt sikkert også meget på Aberasturi, der elsker den stigende finale, hvor han var tæt på sidste år. Det er til gengæld også det eneste hold, der entydigt vil spurte. UAE har ganske vist Matteo Trentin, men de har også Alessandro Covi og Juan Ayuso til at gå med på muren. Cofidis vil måske gerne spurte med Piet Allegaert, men næppe tage det store ansvar. Bahrain, Astana, Trek og det historisk svage Movistar-hold vil gøre alt for at undgå en spurt, og selvom Bora sagtens kunne have ambitioner med Ide Schelling i en finale, der passer ham, vil de nok være lidt kede af at skulle slås med Nizzolo og co., når de har så stærk en trup af klatrere.

Det er værd at bemærke, at sprinterholdene er svage. Det gælder for Qhubeka, Caja Rural og Cofidis, mens de stærke hold alle vil angribe. Naturligvis kan de altid finde allierede undervejs fra de hold, der måtte have misset et udbrud, men feltets sammensætning taler for, at vi ikke får en spurt, og at det heller ikke bliver så tæt som sidste år. Jokeren er, hvis det stærke UAE-hold skulle misse et udbrud, men med tanke på Covis og Ayusos kørsel i dag, virker det usandsynligt.

Jeg tror ikke på den store dramatik før sidste omgang. Her bør der være god interesse i at kontrollere, både for de klatre- og sprinterholdene. Sidste år var løbet ganske dynamisk, og jeg tror også, at de hold, der vil have et hårdt løb, vil køre aggressivt inden muren. Jeg tror dog ikke, at ruten er svær nok, og jeg regner derfor med et samlet felt inden muren.

Her regner jeg med, at de bedste vil køre væk ligesom sidste år, og medvinden vil hjælpe med selektionen. Herefter kan vi vente os et forfølgelsesløb, hvor modvinden trods alt vil hjælpe feltet, men hvor jeg tror, at det går udbruddets vej. Til gengæld kan finalen i et udbrud blive taktisk, som vi så sidste år, hvor Caruso kørte væk på det flade. En god spurt er altså ikke altafgørende, hvis man klarer muren, men det er en fordel. Selve spurten er jo også en sand lækkerbisken for puncheurs, men historien viser trods alt, at det er de stærke sprintere, der har overhånden på den trods alt ret korte bakke.

På baggrund af dagens løb peger jeg på Alessandro Covi. Er han ikke for mærket af dagens strabadser, synes han at være god nok til at følge selv klatrerne på muren. Han var allerede god i Vallonien, og i dag bekræftede han bare sin suveræne form. Han viste også sine eminente afslutterevner, og han burde være endnu bedre i en puncheurspurt som denne. Det er klart, at der er taktik at håndtere, men det virker sandsynligt, at han vil kunne have Ayuso hos sig i finalen. Skal de mest klatrestærke spurte, ligner han umiddelbart en favorit, og derfor tror jeg, at han kroner dagens flotte ridt med karrierens første professionelle sejr.

UAE er dog mere end Covi. De har også supertalentet Juan Ayuso, som i dag viste, at han allerede kan være med på WorldTour-niveau, og hvis heller ikke han er for træt efter karrierens længste løb, virker det sandsynligt, at han kører med de bedste. Også han er ganske hurtig, men han har ikke samme hurtighed som Covi, der vil være det naturlige førstevalg i en spurt. Til gengæld kan de udnytte et overtal til at angribe, som Caruso og Pello Bilbao gjorde sidste år, og dermed har UAE to gode kort at spille.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Faktisk har de tre. Det er et glimrende løb for Matteo Trentin, men han kan ikke køre med klatrerne på så stejl en mur. Her vil han skulle overleve, men det gør han også let. I en spurt vil han være et godt bud, men han har en overraskende ringe puncheurstatistik, og han vil være mere outsider end favorit. Her kan de også satse på Alexandr Riabushenko, der er i form til at klare muren og vil elske denne puncheurspurt, men jeg vil tro, at de vil køre spurten for enten Trentin eller formstærke Covi, der også kan vinde, hvis det bliver samlet, og han stadig er frisk.

Jeg tror, at UAEs værste rival er Giulio Ciccone . Nu fik vi ikke lov at se favoritternes opgør i San Sebastian i dag, men det blev åbenbart bare en defensiv forestilling, hvor Egan Bernal førte for Gianni Moscon. Ciccone var eneste mand til at angribe, og han fik i det mindste vist, at hans OL-hjælperrolle ikke skyldtes dårlig form. Jeg vil tro, at han er bedste mand på stigningen, men med modvind kører han næppe alene hjem derfra. Til gengæld viste han i Provence, at han er en god puncheur, og kommer de af med særligt Covi, vil han kunne slå de fleste af de gode klatrere. Han kan formentlig regne med selskab fra den uhyre formstærke Juan Pedro Lopez, der måske kan udnytte Ciccones tilstedeværelse til at snige sig væk, men han skal alene hjem for at vinde. Det burde være et bedre løb for hurtige Gianluca Brambilla, der i dag rejste sig efter skuffelsen i Vallonien og var jættestærk i sit arbejde, men om han kan køre med på muren, er jeg mere usikker på. Han er dog ganske hurtig. Egentlig burde det også være et helt perfekt løb for Alexander Kamp, men efter hans covidsygdom lyder det på ham selv til, at formen er så ringe, at han vil være ren hjælper.

Bahrain står også med flere muligheder. Bedst chance har nok Matej Mohoric, hvis også han er kommet sig efter dagens strabadser. Vi så i dag, at han har sin begrænsninger på stejle procenter, og jeg vil derfor blive overrasket, hvis han vitterligt kan gå med Ciccone og co., men i dette knap så stærke felt virker det ikke umuligt. I en lille gruppe er han livsfarlig, fordi han både kan angribe og spurte. Også i en større spurt kan han være med, men her vil der være bedre folk end ham. Holdet har også Mark Padun, der i dag viste, at Dauphiné har bragt ham mere stabilt op på et niveau, der formentlig betyder, at han i morgen kører finale. Han skal dog alene hjem for at vinde, men her kan et overtal samen med Mohoric være hans chance. I dag så vi, at Mikel Landa som varslet af ham selv ikke er på toppen, men der var lidt bund i hans angreb. I dette felt kan det ikke udelukkes, at han kan være med til sidst, og i et taktisk spil kan selv spurtsvage Landa snige sig væk. Til gengæld synes Santiago Buitrago og Stephen Williams at være for formsvage.

Bora må være opsatte på revanche efter dagens uheld, og de har en hel hær af ryttere, der er skabt til denne rute. Lige nu synes det at være ret usandsynligt, at Matteo Fabbro deltager, og hvis han gør, er han næppe konkurrencedygtig. Til gengæld burde Wilco Kelderman have en god chance for at køre med de bedste, men hans ringe OL giver nervøsitet for, om han er for træt. Til dette lidt lettere løb burde han dog have en chance, og han har senest i Touren, hvor fremragende en puncheur, han er blevet. Det burde også være et perfekt løb for Patrick Konrad, der er en endnu bedre afslutter, men han lider stadig af jetlag efter turen fra Japan og udgik i dag. Også han kan dog måske være med i et lettere løb. Den rytter, jeg glæder mig mest til at se, er dog Ide Schelling. Han udgik i dag og kan være træt efter Touren, men han er skabt til denne afslutning. Var i dag bare en offday, kan han begå sig både i et hårdt løb og i en spurt. Endelig har holdet også Giovanni Aleotti, der er ved at vise sit talent, og selvom niveauet her er højere, end i de andre løb, hvor han har vist sig frem, er det meget realistisk at tro, at han kan køre med de bedste på muren, da han ligesom Kelderman ikke slog sig i dag. Han har også både i Rumænien og Italien for nylig vist sine gode afslutterevner. Ergo har Bora et hav af suveræne kandidater, men der er store spørgsmåltegn ved dem alle.

Astana stiller med en stærk kandidat i Luis Leon Sanchez, men logikken siger, at muren er for stejl. Det var den også i dag, og jeg tror, at han får svært ved at køre med de bedste. Udelukkes kan det i dette felt dog ikke, og sidder han først med til sidst, er han farlig, da han både kan angribe og køre en fornuftig spurt. Astana har også Oscar Rodriguez, der så stærk ud i Ordizia. I dag skuffede han, men det kan sagtens skyldes regnen. I morgen vil jeg tro, at han kan køre med de bedste, men han skal alene hjem for at vinde. Det kræver held i det taktiske spil. Endelig har de Javier Romo, der gjorde det flot i dag, men næppe er stærk nok til at gå med de bedste på baggrund af det, vi har set på det seneste.

Den store favorit til en spurt er Giacomo Nizzolo. Han vandt suverænt feltets spurt sidste år, og han har også tidligere vundet den lignende spurt på Alto del Castillo i Burgos. I år har han dog ikke klatret godt, og selvom han var udmærket, var han ikke imponerende i Vallonien. Jeg føler mig ikke helt overbevist om, at han overlever denne gang, eller at han har samme punch i så hård en spurt som denne. Farlig vil han dog altid være, men det er et problem, at hans hold er så svagt til at kontrollere løbet. Har han en offday, har holdet et solidt alternativ i Carlos Barbero, der elsker denne spurt, som han har vundet to gange. Han har ikke samme niveau længere, men han har kørt så godt på det seneste i særligt Dauphiné, at jeg vil give ham en udmærket chance, hvis han altså får den.

Caja Rural har Jon Aberasturi, der er den seneste vinder på den gamle rute i 2019. Det vidner om, at det er en spurt, han mestrer, som vi også så det sidste år. Bliver det igen samlet, vil han være en af de ryttere, der kan true Nizzolo, for han har spurtet ganske fremragende i år. Hans form er dog temmelig ukendt efter et Castilla y Leon, der gled ham af hænde. Holdet har også et stærkt alternativ i Orluis Aular, der viste sine puncheurevner i Andalusien, men han vil næppe få lov at spurte. Deres mand til muren er Jonathan Lastra¸ men i dag viste han ikke den form, han havde i foråret.

En trussel i en spurt vil være Amaury Capiot. Efter et skidt forår er belgieren kommet tilbage med et fremragende Vallonien, og han burde ikke få problemer med at overleve bakken. Han burde også være ganske begejstret for denne stigende spurt, og han må være en reel trussel mod Nizzolo og Aberaturi. Som alternativ har Arkea også Romain Hardy, Thomas Boudat og Kevin Ledanois, men det er svært at se, at de vil få deres chance, når Capiot er den stærkeste.

Euskaltel har en joker i Juan Jose Lobato, der i gamle dage spiste disse spurter til morgenmad og har vundet løbet to gange. Desværre er han slet ikke på samme niveau, og han er uhyre svingende. Han viste ikke megen form på Sardinien, og jeg tror ikke, at han overlever. Han er dog så ustabil, at han ikke kan afskrives, og i denne form for spurt skal han stadig regnes som kandidat. Holdet har også Mikel Aristi, der ligeledes er stærk i denne form for spurt, men han var i rystende dårlig form på Sardinien.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Cofidis har Piet Allegaert til en spurt. Han viste god fart og form i Vallonien, inden et styrt på 3. etape slog ham ud af kurs. Han burde kunne begå sig i dette felt og overleve muren, men han er en usandsynlig vinder. Holdet har også den fallerede Nathan Haas som alternativ, og han har i år trods alt vist så meget, at han godt vil kunne sidde med hjem til en spurt, hvis han er kommet sig over den sygdom, der slog ham ud i Vallonien. Her imponerende Fernando Barcelo på stigningerne, men som vi så i dag, kører han ikke med de bedste.

Total har kun én kandidat, nemlig Julien Simon. I gamle dage ville han være kørt med på stigningerne frem mod en spurt, han vil elske, men desværre er det ikke længere gamle dage. Han er faldet gevaldigt af på den, og i dag er hans eneste chance at overleve muren. Med en fornuftig kørsel i Ordizia virker det dog også realistisk, og vi så sidste år i Vueltaen, at han stadig kan køre en fornuftig puncheurspurt, hvis han skal.

Eolo kan ikke være med i det hårde løb, men får vi en spurt, vil de være der. Her har de nemlig både Vincenzo Albanese, der har rejst sig flot i år, og Francesco Gavazzi, der i sin storhedstid havde elsket denne puncheurspurt. Begge er lidt svingende, men meldes i god form og burde kunne overleve muren. Til gengæld vinder de næppe en spurt, nu hvor Gavazzi er langt fra fordums styrke.

Det er svært at tro på de andre hold. Movistar er her i en svag formation, der skal forsøge at angribe med blandt andre en formstærk Mathias Norsgaard, men han vinder desværre ikke et løb med en stejl mur, angriberen Lluis Mas, solide Johan Jacobs og klatrerne Einer Rubio og Abner Gonzalez. Kern Pharma kommer med B-truppen, der skal satse på en spurt med halvhurtige Kiko Galvan eller Jordi Lopez. Det samme gælder for Burgos, der skal satse på en spurt med Jetse Bol, der heldigvis synes i hæderlig form, Willie Smit, Alex Molenaar eller Felipe Orts, men det er sikkert kun Bol, der overlever. Hos kontinentalholdene kan Michal Paluta måske deltage i en spurt, men de må regnes som overmatchede i dette selskab.

OPDATERING: UAE har udtaget Diego Ulissi, der ligeledes er skabt til denne puncheurspurt, og dermed har holdet en ekstra kandidat, der kan ventes at køre med de bedste på muren. Selvom Covi i dag var den bedste af de to, vil jeg tro, at de kører for den erfarne kaptajn, der derfor er min nye favorit. Allegaert kommer ikke til start, men erstattes af Ruben Fernandez, der efter et pænt San Sebastian er Cofidis' mand til at gå med på muren.

***** Diego Ulissi

**** Alessandro Covi, Giulio Ciccone

*** Juan Ayuso, Matej Mohoric, Ide Schelling, Wilco Kelderman, Patrick Konrad

** Luis Leon Sanchez, Giacomo Nizzolo, Jon Aberasturi, Amaury Capiot, Giovanni Aleotti, Gianluca Brambilla, Mark Padun, Oscar Rodriguez, Matteo Trentin, Juan Jose Lobato, Juan Pedro Lopez

* Julien Simon, Vincenzo Albanese, Francesco Gavazzi, Mikel Landa, Matteo Fabbro, Carlos Barbero, Aleksandr Riabushenko, Orluis Aular, Nathan Haas, Ruen Fernandez, Einer Rubio, Jonathan Lastra, Javier Romo, Mikel Aristi, Fernando Barcelo, Jetse Bol, Kiko Galvan, Lluis Mas, Michal Paluta

Danskerne

Formstærke Mathias Norsgaard er til start for et Movistar-hold uden reelle vinderkandidater, og han burde få masser af plads til at angribe. Hos Trek burde løbet passe perfekt til Alexander Kamp, men efter hans covidsygdom synes han at have indstillet sig på rene hjælpeopgaver.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Damiano Carusos sejr fra 2020.

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS