STREAM CIRCUIT FRANCO-BELGE UDEN AFBRYDELSER

Løbets rolle og historie

Cykelkalenderen har en smuk anatomi, der betyder, at forskellige dele af sæsonen er fokuseret på forskellige typer af løb. Mens sæsonens første måneder typisk handler om etapeløb, stjæler klassikerne og endagsløbene opmærksomheden midt på foråret. Efter Liege-Bastogne-Liege er det igen etapeløbene, der dominerer den sidste del af foråret og det meste af sommeren, indtil klassikerne igen tager over i september og oktober.

Der har længe været en del etapeløb i Asien og Oceanien i sidste del af sæsonen, hvoraf specielt Herald Sun Tour, Abu Dhabi Tour og Tour of Beijing har været i stand til at tiltrække stærke startfelter. I de seneste år har der desuden været en voldsom tilvækst af kinesiske etapeløb, og begivenheder som Tour of Hainan og Tour of Taihu Lake håber at udvikle sig til noget betydeligt større i fremtiden, ligesom Tour of Guangxi nu også afvikles som et sent WorldTour-løb.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I Europa er etapeløbssæsonen imidlertid traditionelt blevet afsluttet efter Vuelta a Espana, men ét løb har dog givet rytterne en mulighed for at komme i aktion over flere dage mod slutningen af året. Circuit Franco-Belge var i mange år det eneste etapeløb sidst på sæsonen og blev typisk afviklet i ugen efter VM.

Som navnet viser, afvikles løbet tæt på den fransk-belgiske grænse og har altid besøgt begge lande. Det blev første gang afviklet helt tilbage i 1924 og har altid fundet sted sidst i september eller først i oktober. Det blev aflyst fra 1940 til 1954, men siden tilbagekomsten er det kun 1968-, 1970- og 2020-udgaverne, der ikke har fundet sted. Det har ganske vist aldrig været kalenderens største løb, og vinderlisten mangler det stjernestøv, man finder i mange andre belgiske løb, men det har altid været en perfekt chance for rytterne at gøre brug af den gode form, de har bygget op forud for VM. I 2012 skiftede det navn til Tour de l’Eurometropole, som det gik under i årene frem til og med 2021.

Circuit Franco-Belge finder sted i en relativt flad del af Europa, og derfor har det altid været en begivenhed for stærke sprintere, der kan overleve de små stigninger i området, som er kendt fra Gent-Wevelgem. Det har gjort det til perfekt forberedelse til Paris-Tours og dermed som regel en god formindikator forud for sæsonens sidste store klassiker. Blandt de seneste vindere finder man navne som Robbie McEwen, Jimmy Casper, Gert Steegmans, Tyler Farrar, Adam Blythe, Jurgen Roelandts, Jens Debusschere og Arnaud Demare, og det afspejler tydeligt hvilken ryttertype, der typisk er fremme i dette terræn.

Uheldigvis er løbet kommet i økonomiske problemer, og i 2016 blev det derfor reduceret til et endagsløb, der blev afviklet på den rundstrækning, der i de seneste år er blevet brugt til sidste etape. Det har naturligvis fjernet dets rolle som det sidste etapeløb i den europæiske sæson - en rolle, der fra 2019 er overtaget af Kroatien Rundt, som nu afvikles efter Vueltaen (i år finder også det udskudte Giro di Sicilia sted i samme uge). Det betyder imidlertid ikke, at løbet har tabt blot den mindste prestige, og i 2016 havde man måske endda et stærkere felt end tidligere. Da VM fandt sted på en flad rute i Qatar, var mange sprintere i storform, og mange brugte det belgiske løb som et af de sidste forberedelsesløb forud for det store slag i ørkenen. På startlisten fandt man navne som Tom Boonen, Fernando Gaviria, Arnaud Demare, Jens Debusschere og Dylan Groenewegen, der alle ventedes at spille prominente roller i Mellemøsten.

I 2017 var der tale om en lille økonomisk genrejsning, da arrangørerne havde held til også at afvikle et opvarmningsløb, Omloop Eurometropole, dagen inden hovedbegivenheden. Desværre blev det en engangsforeteelse, og siden 2018 har der igen tale om et enkeltstående løb. I 2018 fik løbet lidt ekstra opmærksomhed, da en generel kalenderændring betød, at det blev afviklet i ugen op til VM, men i 2019 og 2021 var det tilbage på sin faste plads, hvor det har været et af de største løb på den nordeuropæiske post-VM-kalender, som leder frem til Paris-Tours - et løb, det altid har været forberedelse til. Samtidig har det med sin 1.Pro-status været et af efterårets største på den europæiske kalender, og efter en lille nedtur i 2019, hvor der blot var fem WorldTour-hold til start, blomstrede løbet sidste år - måske grundet det udskudte Paris-Roubaix - med deltagelse af ikke færre end 11 af de bedste hold.

I 2022 forandres alt imidlertid. Løbet tager igen sit gamle navn, Circuit Franco-Belge, og samtidig har arrangørerne besluttet at flytte det til begyndelsen af august. Oprindeligt var det med ønsket om at undgå en konkurrence med Benelux Tour, som den oprindelige kalender havde skabt, men da det løb siden er blevet aflyst, var flytningen i virkeligheden unødvendig. Næste år er det planen, at Benelux Tour skal have en ny dato, og det er derfor usikkert, om Circuit Franco-Belge permanent vil være et sommerløb, eller om det vil vende tilbage til sin rolle som et af sæsonens sidste løb. Den nye dato og det nye navn er imidlertid ikke eneste forandring, da løbet også får en ny og hårdere rute.

Selvom løbet indtil i år er blevet afviklet på ruten fra sidste etape af etapeløbet, der stort set altid endte i en massespurt, var det faktisk først i 2021, at vi fik den første massespurt i det nye format. At kalde det en massespurt er i virkeligheden en stramning, for et brølstærkt udbrud anført af Mads Pedersen så længe ud til at skulle afgøre slaget. Til allersidst lykkedes det dog Quick-Step at skabe samling i et felt på ca. 80 mand, og deres arbejde blev belønnet, da Fabio Jakobsen sejrede foran Jordi Meeus og Pedersen. Jakobsen vender i år tilbage for at forsvare sin titel, men han skal finde nye rivaler, da Pedersen samt hele Meeus’ Bora-hold i år skipper løbet.

Ruten

Som sagt har det været planen at lade det nye endagsløb bruge samme rundstrækning, der i mange år har været anvendt til finalen på sidste etape af det nu hedengangne etapeløb. Det var tilfældet i de tre første udgaver, men det ændrede sig i 2019. Målbyen var stadig Tournai, men man droppede den nordlige rundstrækning, hvor Col de la Croix Jubaru var hovedudfordringen, til fordel for en ny, sydlig rundstrækning med den lille Cote d’Ere som væsentligste forhindring. Det var dog en engangsundtagelse, for efter coronaaflysningen i 2020 var den klassiske rundstrækning tilbage i 2021.

Som beskrevet ovenfor forandres alt i 2022. Det gælder navnet, det gælder datoen, og det gælder ruten. I de seneste år er man kørt mellem La Louvière og det klassiske mål i Tournai, men i år vender man rundt på tingene og kører den omvendte vej. Ideen om en indledende rejse mellem de to byer efterfulgt af omgange på en rundstrækning fastholdes dog, men man er selvsagt nødt til at finde en ny rundstrækning. Det har man gjort i det kuperede område vest for målbyen, og den synes markant hårdere end den rundstrækning, som har været brugt hidtil, og som altid lagde op til massespurt, men kun i 2021 lykkedes med at sikre en samlet afgørelse

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Med en distance på 175,2 km har løbet nogenlunde samme distance, som det har haft i de senere år, og det fører altså fra Tournai til La Louviére. Starten er ganske let, når man kører mod nordøst ad en lige og ganske flad, inden man drejer mod nord for at ramme dagens første udfordring, La Bourliquet (900 m, 7,4%), der har top efter 18,8 km.

Umiddelbart herefter drejer man mod øst for at passere brostensstigningen Mont Saint-Laurent (900 m, 8,8%), hvis top rundes efter 23,8 km, men herefter bliver det igen helt fladt, når man kører mod nordøst, øst og sydøst frem til Lessines, hvor der efter 41,6 km er en indlagt spurt. Det flade terræn fortsætter, når man følger en stort set helt lige vej mod sydøst ned til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter 77,7 km. Her kører man det meste af en omgang, hvorfor man skal over Rue Secuegneau (1600 m, 4,0%, Bois de Breucq (300 m, 8,0%) og Rue du Four a Chaux (600 m, 6,9%) for første gang efter hhv. 83,6 km, 85,0 km og 90,5 km, inden stregen krydses for første gang efter 93,6 km i forbindelse med en spurt.

Løbet afsluttes nu med fire omgange på den 20,4 km lange rundstrækning. Den indledes med et fladt stykke, der går mod nordvest ad en lige vej, inden man drejer mod sydvest i en lidt mere teknisk zone, hvor man også ammer en nedkørsel. Kort efter drejer man mod nordøst for at køre op ad Rue Secuegneau (1600 m, 4,0%), der har top med 9,9 km igen. Den leder nærmest direkte over i Bois de Breucq (300 m, 8,0%), de er en brutal brostensmur, hvor man over de første 200 m når op på 22%.

Toppen rundes med 8,4 km igen, og efter et par sving, ammer man en lang, lige og flad vej, der leder mod sydøst. Den forlader man imidlertid, når man efter to hurtige sving kører mod nordøst op ad Rue du Four a Chaux (600 m, 6,9%), der har top med bare 2,7 km igen. Med 2,4 km igen drejer man til højre i en rundkørsel, hvorefter det falder let ned mod et venstresving med 1,6 km. Herfra stiger det relativt jævnt med 3,3% i snit over ad en vej, der kun bugter sig let.

Løbet byder på i alt 1984 højdemeter, hvilket er ca. 450 flere end på ruterne i de seneste år.

STREAM CIRCUIT FRANCO-BELGE UDEN AFBRYDELSER

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Vejret

I 2016 forvandlede voldsomt vejr det ventede sprinterløb til et brutalt sidevindsræs, og i 2018 var vejret også kedeligt. Et skifte til en placering om sommeren mindsker dog chancen for den slags betingelser, og da Nordeuropa har udsigt til en lille hedebølge i denne uge, venter der en varm onsdag. Således vil det være helt skyfrit med en temperatur på maksimalt 31 grader, og der vil være en let til jævn vind (16-17 km/t) fra østnordøst. Det giver mod- og sidemodvind hele vejen frem til rundstrækningen, hvor der vil være sidemedvind på første halvdel og sidemodvind på anden halvdel, herunder på den lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Det kan godt være, at Eurometropole Tour som endagsløb er en relativt ny ting, men der har nu ikke været meget nyt over ruten. Finalen har som sagt været den samme, som vi længe har kendt fra sidste etape af etapeløbet Circuit Franco-Belge, der stort set altid endte i en massespurt, og selvom det overraskende sjældent skete i tiden som endagsløb, var det trods alt en finale, vi kendte.

Med den nye rute kastes alt op i luften. Vi skal nu lære at forstå, hvor svær den nye rundstrækning er, for det kan være ret vanskeligt at vurdere i disse belgierløb, hvor der er mange stigninger, men hvor bakkerne også er korte. Den slags løb kan både blive afgjort i massespurt og i mere selektive afslutninger, og sådan vil det også være med dette ”nye” løb.

Det afspejles også af startlisten, der er et godt miks af sprintere og klassikertyper. Vi ved, at Quick-Step og DSM kommer for at spurte med hhv. Fabio Jakobsen og Alberto Daniese, men derudover synes de fleste hold at have en relativt åben plan. Lotto kommer ganske vist både med Arnaud de Lie og Caleb Ewan, men i søndags forhindrede De Lie dem ikke i at køre offensivt, og sådan var det også med Israel-PT, der trods tilstedeværelsen af Giacomo Nizzolo kørte offensivt med Sep Vanmarcke, ligesom Intermarché lod Loic Vliegen gå efter sejren, selvom de havde Alexander Kristoff til start.

Den slags dobbelte taktik gør det hele mere uforudsigeligt, men i forhold til søndagens løb er der utvivlsomt flere hold, der vil være komfortable ved en spurt. Der er i hvert fald intet af de store hold, der er til start uden en sprinter. De hjælpes også af, at rundstrækningen slet ikke ser ud til at være så teknisk, som den var det i Leuven i søndags. Der er to tekniske passager, men mest af alt er det lange, lige veje.

Til gengæld ser specielt Bois de Breucq tricky ud. En brostensstigning på 22% vil være hård for mange af sprinterne, og den kommer endda mindre end 10 km fra mål. Four au Chaux er også en stejl sag, og den kommer endda i fuld finale. Lægger man dertil, at opløbet jo stiger ganske kraftigt, tror jeg, at bliver en svær spurt at vinde for de tunge sprintere, selv hvis det faktisk samles til en spurt. Her kan de i det mindste glæde sig over, at der vil være modvind på hele rundstrækningens anden og svære halvdel, men spørgsmålet er, om det er nok.

Jeg udelukker ikke en spurt. De lange, lige vej gør det lettere at jagte, og der er mange hold, der vil have en interesse i en samlet afgørelse. Hvis vi får en spurt, tror jeg imidlertid, at vi skal se i retning af mere holdbare typer, både grundet de to stejle bakker og det ganske hårde opløb. Mit bedste bud er dog, at det bliver for svært at kontrollere. Hvis Lotto holder fast i, at de ikke bare kører for en spurt, men giver Victor Campenaerts frihed, er mit gæt, at vi snarere for en finale som den, vi så i Leuven i søndags. Det kan meget vel eksplodere ved næstsidste passage af den svære zone, og her kan vi få etableret en gruppe, der herefter vil afgøre det på sidste omgang. Det er dog også muligt, at forskellene gøres måske allerede på tredjesidste omgang eller i den fulde finale.

Den slags løb er også vanskeligere at spå om end en massespurt, men jeg prøver at pege på Biniam Girmay. Vi ved ganske vist ikke, hvor han står, da han har været hjemme i Eritrea, siden han styrtede ud af Vallonien, men viste i sit første comeback, at han havde passet sin træning. Han var måske ikke flyvende, men bestemt så konkurrencedygtig, at han kan vinde på en rute som denne, og da han ikke slog sig voldsomt i styrtet, må han være endnu længere fremme i sin VM-træning. Faktisk er han min favorit, uanset om løbet ender på den ene eller den anden måde. Han er skabt til et hårdt løb på disse eksplosive bakker, men også i en spurt vil han være min favorit. Normalt vil holdet køre for Alexander Kristoff, men fordi finalen er så enkel, og den stiger så kraftigt, vil jeg tro, at de begge spurter, og på mere end 3% vil Girmay efter et hårdt løb være svær at slå. Derfor er han en oplagt favorit.

Kristoff så fabelagtig ud i søndags, og han lærte formentlig, at han også kan køre offensivt. Også han kan således vinde fra begge scenarier, men stigningerne er lidt stejle for den store nordmand. Derudover plejer 3% at være lidt for meget, når han skal spurte, og derfor tror jeg, at han får svært ved at vinde en massespurt, og at hans bedste chance faktisk kan komme i et hårdere løb, hvor han og Girmay kan sidde i overtal. En tredje option er den formstærke Loic Vliegen, der bekræftede sin gode form søndag og passer fint til ruten. Han er også hurtig og er et oplagt kort at spille ud i en hård og taktisk finale. Aime de Gendt synes derimod ikke i storform, og jeg ser også Baptiste Planckaert og Dimitri Claeys som hjælper i et løb med tre så gode kaptajner.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Lotto kan som sagt spille på hele paletten, men bedste kort er nok Victor Campenaerts. Han lignede klart stærkeste mand i søndags, og det bør betyde, at han får frihed til at køre offensivt. Det er stadig et problem, at mange er hurtigere end ham, men når hans spurtarbejde har båret så meget frugt, at han kan slå Zdenek Stybar, kan han efter et hårdt løb slå de fleste - særligt da i en stigende finale, hvor friskhed betyder endnu mere. Derfor synes det ganske sandsynligt, at han kan vinde igen. Til en spurt har holdet Arnaud de Lie, der i Limburg viste, at han er god i disse knaldhårde opløb, men vi så i søndags, at der er grænser for hans holdbarhed, i hvert fald med den nuværende form. Han er dog stadig sammen med Girmay min favorit til en spurt. Det burde Caleb Ewan også være, da han vil elske det stigende opløb, men han regner efter sin nylige operation ikke med at køre med om sejren og kan altså kun overraske sig selv positivt. Holdet har også Jasper de Buyst, der så fornuftig ud i søndags, og han vil også elske en spurt i den stigende finale, hvorfor han er et alternativ, hvis de to sprintere falder fra, eller en option til et hårdt løb. Endelig viste Brent van Moer endelig livstegn i søndags, men jeg ser ham ikke køre alene hjem, som han vil skulle, hvis han skal vinde.

Trek kommer med en meget spændende kandidat i Filippo Baroncini. U23-verdensmesteren er begyndt at vise potentialet, senest med den flotte top 10 i Vallonien, og dette løb, der minder om ”hans” VM, er skabt til en mand med punch på bakkerne og en god spurt. Den stigende finale passer ham som fod i hose, men vi har til gode at se ham køre med om sejren i et løb på dette niveau. Holdet har også Edward Theuns, der så godt ud i Polen. Jeg tror ikke for alvor på ham i et hårdt løb, men han vil kunne køre en god spurt i den stigende finale. Holdets foretrukne sprinter er Matteo Moschetti, men med den holdbarhed, han har vist, er det svært at se ham være med, selvom han har vist, at han kan spurte op ad bakke.

Skal Greg van Avermaet igen køre med om en sejr? Det udelukker jeg ikke. Efter sin lange kriseperiode så han godt ud i Vallonien, og med det niveau vil han have en chance i dette løb, særligt hvis han har forbedret sig yderligere. Ruten kunne ikke passe ham meget bedre, slet ikke nu hvor finalen er stigende og nærmest skabt til ham. Holdet har endda mulighed for at sidde i overtal, da også Oliver Naesen og Stan Dewulf vil være gode på denne rute og hurtige. Det er dog usikkert, hvor de står, da Naesen forlod Touren med sygdom, og Dewulf har holdt pause siden Touren. I forvejen har de begge skuffet i år. Holdet håber også på en spurt med Marc Sarreau eller Lawrence Naesen , men jeg ser ikke, at de har mange chancer i denne hårde finale, nu hvor Sarreau er faldet sammen.

Jeg har ret store forventninger til Alberto Dainese. Jeg vil stadig tvivle på, at vi ser ham aktiv i angrebene, men han er godt nok blevet holdbar. Det var særligt interessant at se ham blive en klar nr. 2 bag Philipsen i 3%-spurten på Tourens 19. etape, for det vidner om, at han burde kunne udfordre også Girmay og De Lie i denne afslutning. Denne gang er finalen også så enkel, at det mere handler om ben end positionering, og derfor giver jeg ham en ret god vinderchance. Hanlider dog under et svagt hold, for Nico Denz og Casper van Uden viste ikke god form i søndags, og Pavel Bittner vil nok også finde ruten hård.

En spændende kandidat er Rasmus Tiller. Han passer perfekt til løbet, da han er god på bakker som disse og kan slå de fleste i en spurt. Han har dog skuffet gennem det meste af sæsonen, hvor han ikke har fundet 2021-niveauet. Nu kan vi til gengæld håbe på, at han efter sommerpausen har fundet sig selv, men han er et stort spørgsmålstegn. Det burde også være et godt løb for Niklas Larsen, men han har stadig intet vist i år, og sommerpausen er derfor det, der skal give håb. Søren Wærenskjold vil være et alternativ til Tiller i en spurt, men han vinder ikke, og det bør være for hårdt for Tord Gudmestad. Måske kan Morten Hulgaard og Lasse Norman køre offensivt, men vinde kan de ikke.

En meget spændende kandidat er Dries van Gestel . Han lignede en af de allerstærkeste i søndags, og det vil han formentlig være igen i morgen. Han har også fundet lidt mere fart, end han tidligere har haft, men for at vinde skal han nok væk i et taktisk spil. Holdets alternativ er Julien Simon, der vil elske denne stigende spurt, som minder om den, der gav ham sejr i Morbihan og en 3. plads i Occitanie. Han er ikke som tidligere, men han har været god i år og viste fornem form på den hårde rute i Getxo. Dette løb passer ham ganske perfekt, og han kan lave et resultat i begge scenarier. Det er dog i det hårde løb, han kan vinde. Holdet har også Sandy Dujardin, men vi så i søndags, at det nok bliver lidt for hårdt, hvis han skal angribe. Han kan til gengæld lave et resultat i en spurt, hvis ikke de kører for Simon. Holdet har også Niccolo Bonifazio, men den svingende italieners form er næppe på toppen, når vi ser på titelforsvaret i søndags.

Cofidis kommer med både Simone Consonni og Bryan Coquard, der begge vil elske den stigende spurt. Formentlig kører de spurten for Coquard, hvis det er samlet, for hans form synes ikke at række til at være aktiv i angrebene. Han er helt klart et stykke fra sin bedste form, men får vi et lettere løb, er han så meget specialist i denne slags spurter - husk på, hvordan det gik i Provence - at han har en reel chance for at vinde, særligt hvis Girmay er træt efter angrebene. Det er dog også muligt, at de kører for Consonni, der åbenbart var syg i Polen, men i søndags beviste, at formen slet ikke er ringe. Han ligner en mand, der kan være med i et hårdt løb, hvor han har en chance for at vinde, men får han chancen i spurten, står han også med gode muligheder, særligt efter en hård dag. Han blev som bekendt nr. 2 bag De Lie i den meget hårde spurt i Limburg.

Israel-PT kan igen satse på flere strategier. Til det hårde løb har de Sep Vanmarcke, der passer perfekt til en 22%-brostensstigning, men selvom han var en af de bedre i søndags, synes han ikke helt på toppen. Til gengæld er han hurtig nok til at gøre det færdigt. Han ledsages af Jenthe Biermans, der i søndags endelig viste livstegn, men selvom han er halvhurtig, er det svært at se ham vinde. Tom van Asbroeck passe også godt til løbet, men hans gode Vallonien-form var helt usynlig i søndags. Normalt er det også et perfekt løb for Giacomo Nizzolo, der burde være en af favoritterne i begge scenarier. Han så dog ikke skarp ud i søndags og har skuffet med sin holdbarhed i år. Jeg tror, at han eneste chance er en spurt, men her vil han også være en reel vinderkandidat i en finale, der passer ham.

Quick-Step har sendt Zdenek Stybar og Julian Alaphilippe videre, og derfor kommer de med ét mål: at Fabio Jakobsen skal forsvare sidste års sejr. Det bliver betydeligt vanskeligere på denne rute, og som sagt tror jeg, at det bliver for svært. Hans form er ukendt efter pausen, og det kan efter Touren altid gå begge veje. Kommer han stærkt ud af sin grand tour, er det bestemt ikke umuligt, at han kan begå sig i en modvindsfinale med kun korte bakker. Han kan normalt også godt vinde en 3%-spurt, men efter en hård dag som denne tror jeg, at det bliver for svært. Falder han fra tidligere, er Ethan Vernon en plan B, men han er ikke meget mere holdbar end Jakobsen og vinder næppe en spurt mod Girmay og De Lie i en finale som denne. Til et hårdt løb er en relativt formstærk Pieter Serry vel bedste bud, men som vinder er han usandsynlig. Falder begge de tunge sprintere fra, har holdet den i søndags overbevisende Bert van Lerberghe, der måske også kan spilles ud i et hårdt løb, men det er svært at se ham som vinder.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Egentlig er det et næsten perfekt løb for Dries de Bondt, der altid er god på disse ruter, og også har spurten til at gøre det færdigt. Desværre så han formsvag ud i søndags, og jeg ser ham ikke vinde et hårdt løb. Hans chance er altså i en spurt, og selvom han sagtens kan være med helt fremme, er det svært at se ham slå en mand som Girmay. Normalt er det også et godt løb for Edward Planckaert, men han skuffede igen i søndags, som han har gjort gennem hele året, og løbet bør være for hårdt for Jakub Mareczko . Sidste option er den meget svingende Floris de Tier, der har fint punch, men hvis form er helt ukendt og kun meget sjældent er velkørende.

B&B har Luca Mozzato, der burde være god i en stigende spurt efter et hårdt løb. Han viste dog ikke megen form i søndags, og han virker således træt efter Touren, ligesom han ikke har farten til at vinde. Finalen er også for hård for sprinteralternativet Jeremy Lecroq, og Jens Debusschere, der gjorde det pænt i søndags, er ikke hurtig, hvis han er eneste overlevende sprinter. Holdets bedste kort kan være Cyril Barthe, der passer godt til eksplosive bakker og en stigende spurt, men han har skuffet i år, og hvis ikke Touren har boostet ham, ser jeg ham ikke vinde et hårdt løb.

Hos Sport Vlaanderen har de Julian Mertens, der var en af de store overraskelser i Belgium Tour, hvor hans 9. plads på 1. etape viser, at han kan lave resultater i løb som disse. Han virkede dog formsvag i Vallonien, og derfor er min optimisme begrænset. Hans kørsel i Tjekkiet giver mig dog et håb. Løbet må være for hårdt for sprinteren Sasha Weemaes .

Bingoal får svært ved at vinde. Da Arjen Livyns er faldet sammen, og Laurenz Rex ikke synes i form, er deres eneste chance en spurt. Her vil Milan Menten helt sikkert kunne gøre det godt i denne stigende finale, men han vinder ikke. Stanislaw Aniolkowski er også blevet så holdbar, at jeg ikke tør afskrive ham, men spurten er for hård til, at vi vil se ham helt fremme. Jeg regner med, at det bliver for svært for Timothy Dupont.

Jeg tror ikke meget på de øvrige hold. Hos Arkea har man Dan McLay til en spurt, men selvom han har forbedret sin holdbarhed, så vi i søndags, at det formentlig bliver for hårdt, ligesom en 3%-spurt ikke er ham. Holdets kandidat til et hårdt løb er Laurent Pichon, men det er længe siden, at vi har set ham fremme i løb med eksplosive bakker. Hos kontinentalholdene kan Ryan Christensen, Gianni Marchand, Lennert Teugels og Timo de Jong komme et stykke, og de hurtige Coen Vermeltfoort, Roel ban Sintmaartensdijk og Gil D’Heygere får det formentlig for svært.

***** Biniam Girmay

**** Victor Campenaerts, Arnaud de Lie

*** Filippo Baroncini, Greg van Avermaet, Alberto Dainese, Alexander Kristoff, Loic Vliegen

** Rasmus Tilller, Dries van Gestel, Simone Consonni, Bryan Coquard, Giacomo Nizzolo, Julien Simon, Sep Vanmarcke, Fabio Jakobsen, Oliver Naesen, Stan Dewulf, Jasper de Buyst, Edward Theuns, Dries de Bondt, Caleb Ewan

* Jenthe Biermans, Tom van Asbroeck, Luca Mozzato, Cyril Barthe, Julian Mertens, Milan Menten, Stanislaw Aniolkowski, Laurent Pichon, Pieter Serry, Bert van Lerberghe, Sandy Dujardin, Brent van Moer, Aime de Gendt, Baptiste Planckaert, Matteo Moschetti, Marc Sarreau, Lawrence Naesen, Casper van Uden, Niklas Larsen, Søren Wærenskjold, Niccolo Bonifazio, Floris de Tier, Edward Planckaert, Timothy Dupont, Dan McLay, Ryan Christensen, Gianni Marchand, Lennert Teugels, Timo de Jong

Danskerne

På Trek skal Jakob Egholm formentlig primært støtte Filippo Baroncini og Matteo Moschetti, mens Asbjørn Kragh på DSM skal støtte Alberto Dainese. Hos Uno-X skal Niklas Larsen, Lasse Norman og Morten Hulgaard vel primært støtte Rasmus Tiller, men det burde være et løb, hvor de kan få plads til med offensiv kørsel selv at jagte et resultat. Endelig skal Sebastian Kolze Changizi i sit andet løb som stagiaire på Cofidis støtte Bryan Coquard og Simone Consonni.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Fabio Jakobsens sejr fra 2021, Piet Allegaerts sejr fra 2019, Mads Pedersens sejr fra 2018, Dan McLays sejr fra 2017 samt den kontroversielle spurt mellem Dylan Groenewegen og Oliver Naesen fra  2016.

STREAM CIRCUIT FRANCO-BELGE UDEN AFBRYDELSER