SE VENETO CLASSIC PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Løbets rolle og historie

I cykelsporten indgår enkeltstarter hovedsageligt som en del af etapeløb, og de store specialister har ikke mange muligheder for at teste sig selv i enkeltstående tidskørsler, der afvikles som selvstændige begivenheder. VM, EM og OL er de eneste virkelig store enkeltstarter, hvor alt handler om at vinde på dagen. Disse løb er imidlertid alle relativt nye, idet de først blev introduceret i hhv. 1994, 2016 og 1996, og tidligere var det i stedet et andet løb, der havde status som den vigtigste enkeltstart på hele året.

Cykelhistoriens vigtigste tidskørsel var kendt som Grand Prix des Nations og var en stor begivenhed på den internationale kalender. Den blev domineret af flere af cykelsportens enkeltstartsgiganter, idet Jacques Anquetil sejrede ikke færre end ni gange, mens Bernard Hinault var hurtigst ved fem lejligheder. Uofficielt blev løbet ikke helt uden grund betragtet som en form for VM i enkeltstart.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Grand Prix des Nations blev første gang afvikles i 1932, da sportsredaktørerne på Paris-Soir var blevet inspireret af VM i København, der i 1931 helt usædvanligt var blevet afviklet som en enkeltstart. Det ansporede dem til at arrangere deres egen 142 km lange tidskørsel, og derfra udviklede det sig til en stor begivenhed. I de tidlige år lå distancen som regel på ca. 140 km, men i 1955 reducerede man den til 100 km. Siden 1965 har den kun sjældent været længere end 90 km og som regel kun cirka 75 km. Løbet blev afviklet flere forskellige steder i Frankrig og havde aldrig et fast hjemsted.

Med introduktionen af en officiel regnbuetrøje tabte løbet sin betydning. Langsomt gled det i baggrunden, og da ProTouren blev indført i 2005, forsvandt det helt fra kalenderen. Et år senere slog arrangørerne sig sammen med det mindre løb Chrono des Herbiers, der var blevet afviklet siden 1982, og sammen etablerede man et 1.1-løb på UCI-kalenderen, der under navnet Chrono des Nations blev afviklet i oktober.

Løbet har nu etableret sig selv som en årligt tilbagevendende begivenhed, men det har ikke samme prestige som sin forgænger. Først og fremmest er det næsten altid det allersidste løb på den europæiske kalender, og derfor kommer det på en tid af året, hvor mange er gået på ferie, og ingen er i topform. Ikke desto mindre har det udviklet sig til lidt af en VM-revanche, og meget ofte har den nye verdensmester brugt det som en første chance til at bære regnbuetrøjen. Løbet er dog også karakteriseret ved, at man mange ryttere tilsyneladende mere er til start på grund af pengene, og ofte ser man skræmmende dårlige præstationer af nogle af de største navne. Som et resultat er tidsforskellene som regel meget større end normalt på en tilsvarende enkeltstart. Ofte er topnavnene fra VM dog stadig i rimelig form, og derfor er vinderlisten domineret af ryttere, der har været med fremme i årets vigtigste enkeltstart.

Et interessant aspekt ved løbet er, at det er en stor enkeltstartsdag med løb for adskillige kategorier. Kvinderne kom med i 1987, og et U23-løb blev tilføjet i 1993. Juniorherrerne blev inkluderet i 1997, i 2007 blev juniorkvinderne en del af festen, og siden 2011 har der endda også været et løb for de helt unge franske ryttere. Det første løb afvikles om morgenen, og derefter går det slag i slag, inden eliteherrerne runder ballet af midt på eftermiddagen.

Løbet har som sagt som regel haft flere af verdens førende specialister til start, og sådan var det også, da løbet senest blev afviklet i 2019, hvor særligt Primoz Roglic var det helt store blikfang. Sloveneren blev imidlertid endnu et eksempel på, at de store navne sjældent er i topform til løbet, og i stedet gik sejren til Jos van Emden, der sejrede med 11 sekunder ned til Filippo Ganna, som dengang fortsat ventede på det helt store gennembrud, og 19 sekunder ned til Roglic, mens Rasmus Quaade, Mikkel Bjerg, Michael Valgren og Martin Toft sørgede for, at resten af top 7 udgjordes af danskere! I år er det ikke lykkedes at overtale Roglic til en tur til Frankrig, og desværre har Ganna i sidste øjeblik meldt afbud grundet et brækket ribben. Da Van Emden ikke forsvarer sin titel, skal der altså findes et helt nyt podium.

Ruten

Siden det nye løb blev etableret i 2006, har det haft hjemme i Herbiers, der ligger i en relativt flad del af Frankrig. Her designer man hvert år en lidt varierende rute på mellem 40 og 50 km, men selvom den varierer lidt år for år, er der altid tale om en perfekt sag for de store specialister. I de senere år har det dog været småt med opfindsomheden, for man vil i 2021 benytte præcis samme rute som ved de seneste udgaver i 2018 og 2019.

Det vil også være tilfældet i år, hvor der skal tilbagelægges i alt 44,49 km i relativt fladt terræn. Både start og mål er placeret i Herbiers, hvorfra man først kører mod sydøst ud af byen, inden man drejer mod sydvest for at køre ned til den første mellemtid, som er placeret efter 10,8 km i St-Paul-en-Paredes. Derfra går det videre mod syd ned til en trekantet rundstrækning, hvor man kører en enkelt omgang. Efter denne kører mod vest frem til den anden mellemtid i byen Mouchamps, som nås efter 33,8 km. På det sidste stykke går det mod nordøst og siden nord tilbage til målbyen, hvor man følger en lang, lige vej frem til et sidste sving ca. 200 m fra stregen. Terrænet byder på et par mindre bakker, men ingen store udfordringer, og ruten er heller ikke specielt teknisk.

I alt har ruten 322 højdemeter.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

SE VENETO CLASSIC PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Vejret

Det franske efterårsvejr kan være ganske lunefuldt og truer altid med at skabe uens betingelser for rytterne til dette løb. Heldigvis bliver det ikke tilfældet søndag, hvor der ganske vist kun vil være få solstrejf, men hvor nedbørsrisikoen bare vil være 10-15% og temperaturen pæne 18 grader. Vinden vil være let (11-12 km/t), helt konstant og komme fra en sydlig retning, hvilket primært giver modvind på første halvdel, mens der herefter følger et længere sidevindsstykke frem til sidste mellemtid, hvorefter der vil være med- og sidemedvind hele vejen frem til sidste sving, der leder ind i sidevind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Som sagt er resultaterne af Chrono des Nations ofte præget af store tidsforskelle. Det faktum, at nogle af de bedste ryttere fra VM ofte er oppe mod ryttere, der egentlig for længe siden har afsluttet deres sæson og kun hiver cyklen ud af garagen til dette ene løb, giver ofte anledning til stor afstand mellem de bedste og nogle af og til skræmmende svage præstationer fra topryttere, der slet ikke skjuler, at det vist mest er en fed check, der har lokket dem til Frankrig. Ofte er flere af rytterne fra VM dog stadig godt kørende, som vi har set det med Tony Martins tre sejre i regnbuetrøjen fra 2011 og 2013, eller da Vasil Kiryienka som nykåret verdensmester vandt i 2015. Også i 2016 endte Kiryienka og Jonathan Castroviejo som nr. 1 og 2 efter at have taget hhv. sølv og bronze ved VM.

I de senere år har det knebet betydeligt mere. Ikke blot har verdensmesteren ikke været til start siden 2015, vi har også set meget svage præstationer, som da Castroviejo og Victor Campenaerts blev slået med hhv. 1.25 og 2.02 af danske Martin Toft i 2017. Tidligere har vi set, hvordan Chris Froome og Richie Porte i 2012 tabte hhv. 6.36 og 8.00 med så ringe kørsel, at der ikke kan være tvivl om, at det ikke var de sportslige ambitioner, der drev dem til Frankrig. I 2018 kneb det endda i den grad med at få tempospecialisterne til løbet, og selvom Vincenzo Nibali åbenlyst var et stort navn, manglede de folk, der kører med om sejrene i WorldTour-enkeltstarterne. Bedre var det ved seneste udgave i 2019, men her mindede Primoz Roglic os atter om, at man aldrig skal regne med toprytterne i dette løb, for selvom han havde været i storform bare en uge tidligere i Lombardiet, endte han som nr. 3 - slået af Jos van Emden og Filippo Ganna, der dengang fortsat var en rytter, han burde slå.

I år var der lagt op til en af de bedste udgaver i nogen tid, da arrangørerne for få dage siden præsenterede et felt med Ganna, Remco Evenepoel og Stefan Küng - endda med udsigt til, at de alle tre burde være i fornuftig form og motiverede. Desværre har Ganna siden brækket et ribben, så han nu i stedet vil koncentrere sig om at blive klart til næste uges VM på bane, men heldigvis kan vi stadig se frem til den lækkerbisken, et opgør mellem Evenepoel og Küng vil være.

Selve ruten er relativt klassisk. Det er præcis den samme som i 2018 og 2019, og det er grundlæggende en sag for specialister. Helt flad er den ikke, men der er ingen længere eller større stigninger, og de tekniske udfordringer er også til at overse. Dertil kommer den lange distance, der for alle gør det til en af årets absolut længste enkeltstarter. Faktisk er den i år længere end både OL (dog kun ganske marginalt), VM og EM, og da langt de fleste nationale mesterskaber også er kortere (dog ikke de franske), vil det for mange være årets længste enkeltstart. Det er ganske sjældent, at man nu om dage finder enkeltstarter på 50 km, og der er stor forskel på, hvem der kan præstere på korte og lange enkeltstarter. Det er først og fremmest dieselmotorerne, der kan begå sig på en rute, der i de seneste to udgaver er blevet vundet med tider på 54.13 og 55.02.

Endelig er der vejret. Heldigvis ser det ud til, at vi får ensartede, tørre og rolige betingelser for alle. Nedbørsrisikoen er så lille, at de skal være uhyre uheldige for at blive ramt af regn, og vi må formode, at vejret ikke vil spille en rolle. Tværtimod vil det kun bidrage til, at Martin Tofts ruterekord på 54.13 fra 2018 formentlig står for fald, for når Küng og Evenepoel har været i gang på en vindstille og tør dag, er det svært at tro, at de ikke vil køre endog meget stærkt, hvis formen er så god, som man kan håbe.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Det skulle have været et opgør mellem tre mand, men nu må vi nøjes med to. Det gør det dog kun marginalt mindre spændende, for det er meget jævnbyrdigt mellem de to indlysende favoritter, i hvert fald hvis ikke de skriver sig ind på listen over stjerner, der falder helt igennem i dette løb. Til gengæld er det også næsten umuligt at forestille sig, at vinderen ikke vil blive en af de to favoritter.

Jævnbyrdigheden er stor, men jeg er nødt til at gå med Remco Evenepoel. De to favoritter har begge slået hinanden ved en mesterskabsenkeltstart for nylig, da Küng var bedst ved EM og Evenepoel stærkest ved VM, men det er sidstnævnte, der minder mest om denne. Distancen er nemlig næsten den samme som i Belgien, og det er ikke helt tilfældigt, at det netop var her, Evenepoel var bedst. Det belgiske vidunderbarn har nemlig lange distancer som sin helt store force, og derfor er det faktisk sammen med OL den enkeltstart, der i år har passet ham bedst.

Det skyldes også terrænet. Nok er der ikke bjerge, men det er i det mindste betydeligt mere kuperet end på den pandekageflade VM-enkeltstart. Nok er Küng også god på bakker, men det må trods alt være til Evenepoels fordel, at det ikke bare er fladt. Det er nok først og fremmest formen, der er en trussel, for vi ved ikke, hvor han står. Selvom han havde en dårlig periode i Lombardiet, hvor han mistede alle sine chancer, har han imidlertid været ganske flyvende i de seneste uger, hvor han særligt har imponeret ved netop at køre alene i denne slags terræn. Evenepoel er ikke typen, der stiller op for andet end at vinde - hans stolthed vil aldrig kunne bære en ringe præstation - og derfor vil jeg tro, at han er topmotiveret til også at gå efter sejren. I det lys bliver han min favorit.

Kan Stefan Küng slå ham? Det kunne han til EM, og det kunne han til OL, men det kunne han ikke til VM, hvor han vel var dagens største skuffelse. Den lange distance er utvivlsomt til Evenepoels fordel, men det skyldes mest af alt, at belgieren notorisk bare er bedst på længere enkeltstarter. Küng har det storartet også på lange ruter, og terrænet her burde passe ham ganske storartet.

Spørgsmålet er også for ham formen. Han skuffede som bekendt ved VM, og siden har han været meget svær at vurdere, fordi han var ramt af en nærmest endeløs serie af uheld både i Roubaix og Tours. Han virkede dog ganske overbevisende, inden det gik galt i Tours i søndags, og han er også en type, der plejer at være topmotiveret til alle sine enkeltstarter. Jeg tvivler på, at han er til start alene for den fede check, men jeg tvivler til gengæld på, at formen er helt tilstrækkelig til at slå Evenepoel på så lang en rute.

Lige så spændende, som kampen om sejren er, lige så spændende er kampen om 3. pladsen, der synes at kunne gå til flere forskellige ryttere. Jeg vælger at gå med Martin Toft Madsen. Danskeren har nemlig en fremragende historik i dette løb, hvor han blev nr. 3 i 2016 og vandt i både 2017 og 2018. Dengang manglede der de formstærke topnavne, vi har denne gang, men Toft fremstår stadig som en af de bedre specialister i dette felt. Desværre synes han ikke helt at have samme styrke, som da han var bedst, men han viste til DM i år, hvor han blot var 30 sekunder langsommere end Kasper Asgreen og 9 sekunder efter Mikkel Bjerg, at han stadig kan begå sig mod de bedste. Først og fremmest har han dog motivationen. Modsat de øvrige bronzekandidater har han formentlig dette løb som et decideret mål, og netop det fokus var en af årsagerne til hans sejre i 2017 og 2018. Jeg tror, at det igen gør forskellen og sikrer ham revanche for en skuffende præstation for to år siden.

Det kan også blive Pierre Latour, der efter nogle år med svage enkeltstarter har fundet sig selv lidt igen. Han kørte en fornem første Tour-enkeltstart, og siden blev han i formsvag tilstand nr. 4 i Poitou-Charentes, inden han blev nr. 5 i Luxembourg. Lige så vigtigt er det dog, at han så ganske velkørende ud først i Luxembourg og siden i Emilia og ikke mindst Varese, hvor han angreb flere gange i finalen. Det er imidlertid to uger siden, og derfor er det helt store spørgsmål, om han har vedligeholdt form. Det er der bestemt ingen garanti for, da han blot blev nr. 6 ved sine optrædender i 2017 og 2018, og netop derfor placerer jeg ham kun som nr. 4. I dette felt bør han stadig ende langt fremme, og med Varese-form vil jeg også tro, at han har en god chance for at blive nr. 3, men jeg tvivler til gengæld på, at selvsamme Varese-form er intakt.

En joker er Ben Hermans. Som BMC-rytter kørte han pæne enkeltstarter, men siden har han været decideret temposvag. Det ændrede sig med et brag, da han pludselig vandt i Poitou-Charentes, og selvom feltet ikke var skræmmende, svarer det nogenlunde til det, der skal til for at sikre sig en 3. plads her. Dengang var han imidlertid også i flyvende god form, og meget taler for, at det først og fremmest var formen, der skabte chokket. Hans seneste løb i Italien har vist, at han er ved at være træt, og jeg tvivler på, at han har mere i tanken til at leve op til resultatet fra august. Hvis til gengæld han genfinder de ben, har han en glimrende chance for at blive nr. 3.

En anden rytter, der er et spørgsmålstegn, er Alessandro de Marchi. Italieneren var i fabelagtig form, da han vandt i Varese, men er han stadig det? Det er nok temmelig tvivlsomt, da han skippede resten af de italienske løb for at blive far, og det er svært at tro, at han midt i bleskiftene har fundet masser af tid og motivation til at træne målrettet frem mod dette løb. Tempospecialist er han heller ikke, men vi ved dog, at De Marchi i formstærk udgave kører pæne enkeltstarter, ikke mindst over lange distancer og i dette terræn. Havde han været i storform, havde han været et godt bud på en 3. plads, men det vil undre mig, hvis han er i nærheden af sit Varese-niveau på søndag.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Usikkerhed er der også om Rune Herregodts. Den unge belgier har med en 4. plads i Belgium Tour, en 17. plads i Benelux Tour og en 13. plads ved EM vist, at han sagtens kan begå sig på dette niveau. Hans form var også hæderlig, da han blev nr. 6 i Münster, hvor han var i udbrud, og også i Tours viste han sig frem fra morgenen. Han synes ikke at være helt død, og da han satser på enkeltstarter, tror jeg, at han har motivationen til dette løb. Derfor kan han sagtens slå flere af de ovenstående, men det vil overraske mig, hvis han ender som nr. 3, særligt fordi han er helt uprøvet over distancer som disse, efter at han styrtede til de nationale mesterskaber.

En anden kandidat er unge Miguel Heidemann. Med 2. pladsen bag Tony Martin ved de nationale mesterskaber, hvor han endda slog blandt andre Max Walscheid, har han vist sit store potentiale, men vi så til EM, hvor han blev nr. 16, og ikke mindst i Luxembourg, hvor han i et svagt felt blev nr. 25, at han præsterede betydeligt ringere. Han har slet ikke vist form i de seneste løb, og derfor tyder det på, at han længe har været under det niveau, han havde i juni. Potentialet rækker et stykke, men det vil undre mig, hvis han er flyvende på søndag.

Også Rein Taaramae runder sæsonen af her. I gamle dage var han en god temporytter, men den evne har været langt væk i de seneste sæsoner. Derfor ender han ikke som nr. 3, men måske kan han komme langt på sin form. Han kørte fornemt i Torino, og selvom han ikke havde samme styrke i Lombardiet og Agostoni, er han en af de mere formstærke ryttere i feltet. Kan han genfinde lidt af de gamle tempoevner, kan det gå udmærket.

Endelig er der Justin Wolf og Anthony Delaplace. Førstnævnte blev nr. 9 for to år siden og viste også med en 5. plads ved de nationale mesterskaber, at han kan være med. Niveauet rækker ikke til at køre med helt fremme, men han har vist god form i september, hvor han blev samlet nr. 6 i Rumænien og vandt en etape i Bretagne. Delaplace er ikke specialist, men bundsolid og altid i form. Han er blevet både nr. 9 og 10, og hvis han er frisk efter lørdagens løb i Morbihan, ender han sikkert igen i udkanten af eller tæt på top 10. Slutteligt bør det bemærkes, at Stephane Rossetto har en fornem historik i løbet, men da han har været skadet og ikke kørt løb siden begyndelsen af september samt har været langt fra fordums niveau, er det svært at tro, at vi vil se ham fremme.

***** Remco Evenepoel

**** Stefan Küng

*** Martin Toft Madsen, Pierre Latour

** Ben Hermans, Alessandro de Marchi, Rune Herregodts

* Miguel Heidemann, Rein Taaramae, Justin Wolf, Anthony Delaplace

Danskerne

Martin Toft Madsen er en af favoritterne og er omtalt ovenfor. Også Frederik Muff er til start, og med sidste års DM-bronze og årets 12. plads i Danmark Rundt har han bevist, at han bør kunne gøre det pænt i dette felt.

Starttider

BEMÆRK: Filippo Ganna figurerer fortsat på listen, men som nævnt ovenfor kommer han ikke til start.

14h45 25 WAIS Bradeddin Kuwait Pro Cycling Team Syrie
14h47 24 THILL Tom Xspeed United Continental Luxembourg
14h49 23 BRAUN Julian Team SKS Sauerland NRW Allemagne
14h51 22 JEANNIERE Emilien Team TotalEnergies
14h53 21 RITZINGER Felix Equipe Nationale d'Autriche Autriche
14h55 20 OGNJEN Ilic Equipe Nationale de Serbie Serbie
14h57 19 TZORTZAKIS Polychronis Kuwait Pro Cycling Team Grèce
14h59 18 MUFF Frederik ColoQuick Cycling Danemark
15h01 17 MAITRE Florian Team TotalEnergies
15h03 16 DELAPLACE Anthony Team Arkéa Samsic
15h05 15 DUVAL Julien AG2R - Citroën Team
15h07 14 WOLF Justin Bike Aid Pro Cycling Allemagne
15h09 13 ROSSETTO Stéphane Saint Michel - Auber 93
15h11 12 GATE Aaron Black Spoke Pro Cycling Nouvelle Zélande
15h13 11 PAASSCHENS Mathijs Bingoal Pauwels Sauces WB Belgique
15h15 10 TOFT MADSEN Martin BHS - PL Beton Bornholm Danemark
15h17 9 HEIDEMANN Miguel Leopard Pro Cycling Allemagne
15h19 8 HERREGODTS Rune Sport Vlaanderen - Baloise Belgique
15h21 7 DE MARCHI Alessandro Israël Start-Up Nation Italie
15h23 6 TAARAMAE Rein Intermarché - Wanty - Gobert Matériaux Estonie
15h25 5 LATOUR Pierre Team TotalEnergies
15h27 4 HERMANS Ben Israël Start-Up Nation Belgique
15h29 3 EVENEPOEL Remco Deceuninck - Quick Step Belgique
15h31 2 KÜNG Stefan Groupama FDJ Suisse
15h33 1 GANNA Filippo Ineos Grenadiers Italie

SE VENETO CLASSIC PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-