STREAM CHALLENGE CADEL EVANS GREAT OCEAN ROAD RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Det siger kolossalt meget om den indflydelse, Cadel Evans har haft på udviklingen af australsk cykelsport, at et løb med hans navn allerede er etableret og har udsigt til at være en vigtig del af den australske sommersæson i de næste mange år. Den første udgave blev ganske vist mest betragtet som Evans’ eget farvel til professionel cykling, men Tour-vinderen havde meget større ambitioner end det og så begivenheden som noget meget vigtigere. Faktisk har han fra start haft ambitioner om at etablere løbet som sæsonens første store klassiker, og ved brug af sit store kontaktnetværk må han siges at være på rette vej. Allerede i 2016 rykkede løbet fra 1.1- til 1.HC-status, og da UCI senere samme år annoncerede en udvidelse af WorldTour-kalenderen, blev det unge løb det første australske endagsløb i den fineste løbsserie.

Løbets succes skyldes dels et fornemt arbejde fra arrangørerne, dels dets position som del af en stadigt voksende australsk cykelsommer. Således indledes højsæsonen på den anden side af kloden straks efter nytår med Bay Classics og fortsætter med de nationale mesterskaber og Tour Down Under. Herefter kommer Evans’ løb som en perfekt mulighed for klassikerrytterne, der kan teste deres form i et hårdt endagsløb, mens de kan tilbringe yderligere en uge i det gunstige australske vejr i tiden mellem de to WorldTour-løb. Det hele afsluttes normalt med Jayco Herald Sun Tour, der dog er aflyst igen i år, og dermed kan man normalt tilbringe næsten en måned i Australien og samtidig få masser af løbsdage.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Det var naturligvis ikke muligt for et endagsløb at overbevise mange om at rejse om på den anden side af kloden, hvis ikke det var del af en så solid løbsserie. Arrangørerne har imidlertid maksimeret udbyttet af denne synergieffekt, og det er således et ganske imponerende felt, de i 2017 samlede til deres debut på WorldTouren. Deltagelse i de nye WorldTour-løb er ikke obligatorisk for WorldTour-holdene, og mange arrangører har haft vanskeligt ved at overbevise de bedste hold om at møde op, specielt fordi de optjente WorldTour-point i en periode ikke kunne bruges i spillet om de eftertragtede licenser. De problemer har Evans imidlertid ikke haft, og således kunne han præsentere intet mindre end 13 af de 18 bedste hold i 2017. Kun Bahrain-Merida, UAE Team Emirates, Astana, FDJ og Movistar valgte at rejse hjem efter Tour Down Under, og det var et sandt topfelt med store navne som Chris Froome, der endda gjorde sæsondebut i løbet, samt nummer 1 og 2 fra Tour Down Under, Richie Porte og Esteban Chaves, der gjorde Evans ære ved deres deltagelse.

Succesen kunne måske ikke helt gentages i 2018, men arrangørerne kunne fortsat prale af et felt, der ville gøre mange af de øvrige nye WorldTour-arrangører misundelige. Det samme var tilfældet i 2019, hvor man med hele 15 WorldTour-hold satte ny rekord, idet kun Groupama-FDJ, Bahrain-Merida og Movistar rejste hjem efter strabadserne i Tour Down Under. Sådan var det også i 2020, hvor 15 af de nu 19 hold var med, og det var således kun Movistar, Astana, Cofidis, UAE og Jumbo-Visma, der rejste hjem efter Tour Down Under. Efter to års coronapause holder løbet dog ikke kadencen, da man i 2023 kun kan præsentere 11 af de 18 hold - selvom point nu pludselig igen er blevet meget vigtige - og denne gang har Movistar, FDJ, Astana, Alpecin, Bahrain og Jumbo, der har valgt løbet fra. Stjernerne mangler til gengæld ikke, da der i alt væsentligt er tale om de samme formationer som i det stærkt besatte Tour Down Under.

Et problem i forhold til at sikre holdenes deltagelse har været, at det kun er et endagsløb. Det var formentlig en af grundene til, at man i forbindelse med overgangen til WorldTouren valgte at supplere selve WorldTour-løbet med et indledende gadeløb allerede om torsdagen inden søndagens finale. Løbet, der har været kendt under navnene Race Melbourne-Albert Park og Towards Zero Race Melbourne, gav rytterne mulighed for at holde benene i gang efter Tour Down Under og skabte en folkefest i Melbournes gader, hvor nogle af verdens bedste cykelryttere viste sig frem i et lynhurtigt sprinterløb. Det løb blev i 2020 opgraderet til et længere 1.1-løb, der under navnet Race Torquay afvikledes torsdagen forinden, og dermed var den australske løbsblok nu blevet udvidet, så den bød på i alt 13 løbsdage i UCI-regi over mindre end tre uger. Desværre er det løb ikke vendt tilbage efter pausen, og denne gang skal rytterne således kun i aktion én gang.

Som en nyetableret begivenhed har Cadel Evans Great Ocean Road Race naturligvis ingen lang historie, mens dets kombination af korte, stejle stigninger og mulighed for sidevind har gjort til en slags belgisk klassiker, der både kan favorisere holdbare sprintere og puncheurs, og dermed er der egentlig ikke tale om et løb, der i udpræget grad giver mindelser om Evans’ egen karriere. I 2015 var vejret ganske dårligt, og det gav anledning til et selektivt løb, hvor en lille gruppe slap fri på de sidste stigninger. Til sidst vandt Gianni Meersman spurten i en nimandsgruppe foran Simon Clarke og Nathan Haas. I 2016 viste Peter Kennaugh at det er muligt at tage en solosejr, idet han nåede mål 6 sekunder før et felt på ca. 25 ryttere, hvor Leigh Howard slog Niccolo Bonifazio i spurten om andenpladsen. I 2017 blev det hele samlet til en reduceret massespurt, hvor Nikias Arndt satte Simon Gerrans og den sent angribende Cameron Meyer til vægs, og i 2018 lykkedes det akkurat et reduceret felt at indhente et stærkt udbrud nærmest på selve målstregen, men alligevel lykkedes det Jay McCarthy at holde lynhurtige Elia Viviani bag sig. I 2019 fik Viviani så sin revanche, da han sejrede i en spurt.

Da løbet sidst blev afviklet i 2020, fik vi imidlertid en hård udgave. Ineos-mandskabet spillede med musklerne, og det førte til dannelsen af en seksmandsgruppe, hvor briterne havde både Dylan van Baarle og Pavel Sivakov, der havde selskab af Dries Devenyns, Jay McCarthy og Daryl Impey. I et taktisk spil i den flade finale angreb Sivakov som led i det britiske overtal, men den snu Devenyns var vågen og hoppede med russeren (der nu er franskmand). De endte med at spurte om sejren, og det gav anledning til det, der vel er belgierens største triumf, mens Impey 4 sekunder senere spurtede sig til sin tredje 3. plads i træk. Devenyns vender tilbage for at forsvare titlen, og han er igen oppe mod Impey, men denne gang er Sivakov ikke rejst til Australien.

STREAM CHALLENGE CADEL EVANS GREAT OCEAN ROAD RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Løbet er ganske vist kendt som Cadel Evans Great Ocean Road Race, men ruten har ikke meget til fælles med de løb, Evans var vant til at vinde på toppen af sin karriere. I stedet gør den brug af dele af den rute, der blev benyttet ved VM i 2010, hvor Thor Hushovd slog Matti Breschel i en reduceret massespurt. Der er således ingen lange stigninger i det store australske endagsløb, der slet ikke passer til en rytter med Evans’ karakteristika. I stedet inkluderer det masser af smukke veje langs kysten, og tv-seerne forkæles vanligvis med flotte billeder af de sceniske omgivelser. For rytterne er hovedudfordringen den mulige sidevind samt de korte, stejle stigninger, og dermed minder det meget om en nordeuropæisk klassiker - også selvom der ingen brosten er.

Selvom løbet i 2017 blev optaget på WorldTouren, var ruten uforandret i forhold til de to første udgaver. Forud for den fjerde udgave valgte man imidlertid at give den en opdatering med det klare formål at gøre udfordringerne vanskeligere. Et stærkere felt betyder naturligvis, at der skal mere til for at skabe splittelse, og det var ganske tydeligt i 2017-udgaven. Derfor forkortede man den afsluttende rundstrækning, men tilføjede til gengæld en ekstra omgang. Den er løbets vanskeligste udfordring og indeholder den ganske stejle Challambra Crest-stigning, der således altså skulle forceres fire mod tidligere tre gange. Ændringen betød imidlertid, at distancen blev reduceret fra 174 til 164 km, da den indledende strækning var uforandret. Den model fastholdtes i 2019, hvor ruten var uforandret, og i store træk også i 2020, hvor den indledende strækning var ændret en anelse, hvorved den samlede distance forøgedes til 172,7 km, og antallet af højdemeter reduceredes fra ca. 2000 til ca. 1500.

Efter to års pause har man benyttet lejligheden til at foretage en ret markant ændring. Dels har man igen ændret lidt på den indledende rundstrækning, men mest markant er det, at man har vendt den rundt og nu kører mod uret. Det betyder, at man starter med at køre den mere kuperede del inde i landet, mens man slutter med den flade del op langs kysten, inden man nok engang slutter løbet med de fire omgange på finalerundstrækningen. Resultatet er lidt flere højdemeter end i 2020, nemlig godt 1600, men en stort set uforandret distance.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Den begrænsede distance usædvanligt kort for et løb i den fineste løbsserie. Det afspejler imidlertid dets placering på kalenderen, idet en distance på over 200 km vil afskrække mange i januar måned. Som et endagsløb er det dog naturligt, at det er længere end etaperne i Tour Down Under, hvor distancerne som regel holdes under 150 km.

Løbet både starter og slutter i Geelong, der var vært for VM i 2010, og i år skal der køres 176,0 km. De første ca. 110 km består af en store rundstrækning i området syd for kystbyen, men som sagt er der igen blevet justeret i forhold til den version, der er blevet benyttet i alle tidligere udgaver og nu altså med en vendt retning. Fra starten i Geelong kører man mod øst ud af byen, og det sker med det samme via en halvlang bakke, Wandana Heights (1,4 km, 5,9%), der har 500 m med hele 7,1% midtvejs. Toppen rundes efter 6,5 km, og herefter fortsætter det med at være ganske kuperet med to mindre bakker, men når man drejer mod syd og senere sydvest bliver det betydeligt fladere, dog fortsat med enkelte mindre bakker. Sådan fortsætter det, når man senere drejer mod øst for at sætte kurs mod kysten, og nu bliver det generelt let faldende, dog stadig med et par småbakker undervejs.

Efter knap 50 km når man kysten i Bells Beach, og herfra er det stort set helt fladt, når man snor sig mod nordøst op langs vandet. Undervejs passerer man igennem Torquay, hvor der som nævnt var et 1.1-løb i 2020, og her køres en spurt, inden man kører videre hen langs kysten, først mod nordøst og siden øst. I byen Barwon Heads forlader man kortvarigt vandet, men det er fortsat fladt, når man kører ad en lige vej mod nord, inden en helt lige vej leder mod vest hen langs kysten tilbage til Geelong, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning bare få meter fra målstregen.

Løbet afsluttes nu med fire omgange på den afsluttende 16,8 km lange rundstrækning, der altså siden 2018 har været ændret en anelse i forhold til de første tre år (idet man dog mangler nogle ganske få meter af den første omgang). Først går det mod syd igennem let faldende terræn ind gennem byen, inden man kortvarigt kører mod sydøst og nordøst igennem fladt terræn. Herefter går det for alvor løs, når man skal over Challambra Crest, der er 1,2 km lang, stiger med 8,9% i gennemsnit og har top med 9,1 km til mål. Den stejle del er 810 m lang og stiger jævnt med 9,8% i gennemsnit med 12,7% over de første 300 m, 7,2% over de næste 250 m og 9,6% over de sidste 250 m. Efter nedkørslen slog man tidligere en lille sløjfe for herved at køre op over yderligere en lille bakke, der kunne bruges som sidste afsæt for et angreb. Denne del er imidlertid nu sløjfet og i stedet køres direkte mod byens centrum gennem let faldende og stort set fladt terræn, men umiddelbart efter den reelle nedkørsel er der dog stadig en lille bakke, Melville (600 m, 8,3%) med top med 6,0 km igen, hvorefter der venter 2 flade kilometer, inden de sidste 4 km alle er ganske let faldende. De sidste sving kommer med 4000 og 1700 m til mål, og herefter bøjer vejen kun let til venstre.

Løbet byder på i alt 1666 højdemeter mod 1527 højdemeter i 2020, 2012 højdemeter i 2018 og 2019 samt 1619 højdemeter i 2015, 2016 og 2017, hvor stigningen som nævnt kun skulle forceres tre gange.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

STREAM CHALLENGE CADEL EVANS GREAT OCEAN ROAD RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

I et løb, hvor sidevind er en af hovedudfordringerne, er det klart, at vejrudsigten bliver studeret grundigt. Løbet afvikles i en anden del af Australien end Tour Down Under, der ofte er præget af ekstrem varme. Dette er langt sjældnere tilfældet i Geelong, og i stedet passede vejret i de to første udgaver til rygtet som en slags nordeuropæisk klassiker, som det også var tilfældet i 2021. Feltet oplevede dog sommervarme i de mellemliggende år, og man ved derfor aldrig, hvad man skal vente sig i Melbourne-området.

Denne gang bliver det igen blæsende. Lørdagens kvindeløb vil blive afviklet i temperaturer på 34 grader, men søndagen bliver helt anderledes med bare 21 grader og en del sol med kun få skyer. Vinden vil kun være let (14 km/t) ved starten, men vil løbende tiltage til en styrke på 25 km/t i finalen. Den vil komme fra syd, hvilket generelt giver modvind ned til vendepunktet, hvorefter man får skiftevis medvind, sidevind og sidemedvind på hjemturen. På rundstrækningen vil der være sidemodvind på første del, men sidemedvind på anden del, herunder på stigningen. Men 4 km igen får man sidevind og slutteligt sidemodvind over de sidste 1700 m.

Favoritterne

Et af de afgørende kendetegn ved klassikerne er deres uforudsigelighed. Når et løb som Milano-Sanremo trods dets relativt lette rute gang på gang kan betage verdens cykelfans, skyldes det, at det er åbent for flere forskellige ryttertyper, og at man kun til allersidst ved hvilke af de velkendte scenarier, der bliver til virkelighed. Når Cadel Evans med etableringen af sit eget løb udtrykte håb om at skabe en begivenhed, der kunne give mindelser om de største endagsløb, var et af hovedmålene derfor netop at sikre uforudsigelighed.

De første udgaver af Cadel Evans Great Ocean Road Race har vist, at det er lykkedes, og at der er tale om et løb, der er vanskeligt at forudsige. Således har den alsidige rute åbnet mulighed for snart sagt et hvilket som helt scenarium, og en stribe forskellige ryttertyper har kunnet gøre sig gældende på den afsluttende rundstrækning. I 2016 viste Peter Kennaugh, at det er muligt for løbets stærkeste klatrer at gøre en forskel, mens det i 2015 var umuligt for klatrerne at komme fri, og i stedet blev det en klatrestærk sprintertype som Gianni Meersman, der vandt i en spurt blandt ni mand.

Samtidig har mere udprægede sprintertyper også en chance, hvis de har en vis grad af holdbarhed. Havde det ikke været for Kennaugh, havde Leigh Howard, Niccolo Bonifazio og Steele Von Hoff således spurtet om sejren i 2016, og efter at løbet er blevet en del af WorldTouren og feltet derfor stærkere, er balancen i stigende grad tippet til fordel for de hurtige folk. I 2017 var det netop den hårdføre afslutter Nikias Arndt, der sejrede i en udgave, hvor det indtil allersidste meter stadig var åbent, om Cameron Meyer ville holde hele vejen hjem. I 2018 var det endda endnu mere tæt, idet den gruppe, der var undsluppet på Challambra Crest, kun blev hentet ganske få meter fra stregen, og det lykkedes endda akkurat Jay McCarthy at holde feltet bag sig, mens Daryl Impey og Dries Devenyns også begge endte i top 4 efter at have været med i gruppen. Til gengæld var feltets hurtigste Elia Viviani, der endte på 2. pladsen, og dermed viste italieneren, at også en type som ham kan være med i dette terræn.

Det blev endnu tydeligere i 2019, hvor kraftig modvind på stigningen betød, at en reduceret massespurt aldrig var i fare, og her kunne Viviani akkurat sætte Caleb Ewan til vægs. Til gengæld fik vi et benhårdt løb i 2020, hvor Ineos fik til stålet og skabte den seksmandsgruppe, der skulle afgøre det, hvorfra Dries Devenyns og Pavel Sivakov kørte væk fra de hurtigste i gruppen i en taktisk finale. Bag dem var feltet splittet i mange grupper, men det er værd at bemærke, at den seks mand store forfølgergruppe, der bare kom 25 sekunder for sent, talte navne som Caleb Ewan, Viviani og Marco Haller, og at vi i et større felt, der tabte bare 50 sekunder fandt endnu tungere folk som Michael Mørkøv, Kristoffer Halvorsen, Marc Sarreau, Rick Zabel og sågar Lukasz Wisniowski. Nok er stigningen stejl, men den er også kort, og det er altså ikke nogen bjergetape, rytterne skal ud på.

Den hidtidige rute har med andre ord levet fuldt ud op til forventningerne med dets kombination af flade strækninger, hidsige bakker og sidevind. Samtidig blev det imidlertid også klart, at løbets optagelse på WorldTouren giver det visse udfordringer. Når man tiltrækker et felt med navne som Chris Froome, Richie Porte, Simon Yates og Esteban Chaves er det klart, at niveauet ikke bliver meget højere, og så viser al erfaring, at der skal langt flere vanskeligheder til for at skabe splittelse. Således var det i 2017 meget markant, at ingen af løbets klatrere kunne gøre en reel forskel på stigningerne - end ikke Porte, der ellers netop havde knust al modstand i Tour Down Under - og når det alligevel var lige ved at glippe for sprinterne, var det kun, fordi Meyer tog dem alle på sengen på flad vej i den absolutte finale.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Derfor har det også været klart for arrangørerne, at noget måtte gøres, hvis ikke løbets balance skulle tippe i sprinternes favør, og hvis den store grad af uforudsigelighed skulle bevares. Løsningen blev designet af den nye rute, der blev indført i 2018. Ruteændringen betyder som sagt, at Challambra nu skal forceres en ekstra gang og kommer endnu tættere på målstregen. Til gengæld er der et længere fladt stykke til sidst, da den lille finalebakke er blevet elimineret. Det gjorde det som sagt i 2018 muligt for en gruppe på ca. 10 af de bedste klatrere at komme væk og sætte scenen for det, der blev en fabelagtig og meget medrivende finale, og det var det, vi så gentaget i 2020. I 2019 betød modvinden til gengæld, at ingen kunne komme væk.

Netop det forhold, at 2018-løbet blev afgjort på en knivsæg, siger alt om, at det er så godt som umuligt at forudsige, om en hårdfør sprinter vil kunne gøre som Arndt i 2017 og Viviani i 2019 og slå til i en reduceret massespurt, eller om vi igen skal finde vinderen blandt de hurtige eller snu puncheurs, som det var tilfældet i 2018 med McCarthy og i 2020 med Devenyns. Den lange liste af mulige vindere gør løbet meget åbent, men gør det samtidig vanskeligt for holdene at lægge en taktik. Det er således ikke mange hold, der entydigt satser på en spurtafgørelse, men de fleste hold medbringer alligevel mindst en hurtig mand, der kan gøre det færdigt, hvis der skulle blive samling i finalen. Holdudtagelserne afspejler på bedste vis, hvordan usikkerhed om ruteændringen og løbets forløb har sneget sig ind på holdene, selvom de fleste trupper dog er identiske med dem fra Tour Down Under, der primært har været bestemmende for, hvem der er sendt til Australien.

Efter at feltet splittedes i sidevinden i en af de første udgaver, har mange frygtet netop vinden i Melbourne-området. I de senere år har den imidlertid ikke spillet en rolle, men det kan måske ændre sig i år. Beslutningen om at vende løbsretningen på den store rundstrækning rundt er slet ikke dum. Det betyder nemlig, at det potentielt farlige kystområde nu kommer lige inden selve rundstrækningen og dermed betydeligt tættere på finalen. Sidevindskørsel bliver ikke aktuelt på rundstrækningen, der ligger i byzone, men umiddelbart forinden venter i hvert fald to relativt lange stykker med direkte og kraftig sidevind. Det første af disse ligger helt ud til kysten, mens der ved det andet af disse nok kan være en del læ.

Jeg vil tro, at første del af løbet vil være relativt begivenhedsfattig, da der her vil være en del modvind, men når de rammer kysten, vil det blive nervøst og stressende. Vi plejer at se forsøg på sidevindskørsel i løbet, og det vil jeg tro, at vi gør igen. Den kan sagtens splitte inden rundstrækningen, og måske vil splittelserne også være varige. Vi taler dog også om, at der skal køres næsten 70 km på rundstrækningen, og derfor er der også en god chance for, at der vil ske en regruppering igen. Splittelserne vil derfor nok først og fremmest bidrage til at gøre løbet hurtigt og hårdere, men der er en mulighed for, at løbet reelt kan blive tabt i vinden allerede inden rundstrækningen.

På rundstrækningen foregår det meste som sagt i beskyttet byzone, så her vil vinden næppe være afgørende. Vindretningen på Challambra Crescent er imidlertid helt essentiel, som vi så det i 2019, hvor den kraftige modvind gjorde, at vi slet ikke fik etableret den stærke gruppe af klatrere på sidste omgang, som vi plejer. I stedet var den reducerede massespurt relativt tidligt en kendsgerning, og vi fik ikke 2018-udgavens intense forfølgelsesløb mellem de gode klatrere og et felt med de holdbare sprintere - og da slet ikke 2020-udgavens meget selektive kørsel.

I år er der kraftig medvind på stigningen, og det var der end ikke i 2020, hvor vi altså fik et hårdt løb. Derudover taler meget for, at der er meget lidt interesse i en spurt. I år var sprinterfeltet i Tour Down Under historisk svagt, og det afspejler sig naturligvis også i dette løb. Det er klart, at Caleb Ewan drømmer om at vinde et løb, hvor han tidligere har været tæt på, men det er ikke hans svage australske landshold, der bestemmer, hvordan det vil gå. Bora kunne overveje en spurt med Jordi Meeus, men det er tvivlsomt, når nu han missede stort set hele Down Under med en hjernerystelse. Det er faktisk svært at se, at der er én eneste hold, der vil arbejde 100% for en spurt, hvis man ser bort fra det svage landshold.

Der er langt flere hold, der vil have et hårdt løb. De tre toneangivende hold bliver formentlig UAE, Ineos og Jayco. Det er klart, at de to sidstnævnte sagtens kunne køre et defensivt løb og satse på en spurt med Michael Matthews og Ethan Hayter, men de er jo begge langt bedre stillet med et hårdt løb og tillige stærke nok til selv at gå med i angrebene. De vil derfor formentlig i stedet tage teten for at gøre løbet så hårdt som muligt. Det kan ske allerede i sidevinden, men det vil særligt ske på rundstrækningen. Her plejer vi at se en del angreb på stort set alle ture op ad stigningen, og jeg vil også tro, at særligt Ineos og UAE har en interesse i at åbne tidligt, om det skete for tre år siden.

Oftest får vi dannet flere forskellige udbrud, også med stærke outsidere, undervejs, og man kan ikke udelukke, at der allerede næstsidste gang kan skabes en gruppe, der afgør det. Mest sandsynligt er det dog, at de mange angreb blot vil bidrage til gradvis udskilning, men at udbrud vil blive kørt inden sidste passage af stigningen. Herefter vil vi formentlig igen se, at de bedste kører væk, og så kan vi få det klassiske forfølgelsesløb mellem felt og angribere. Holder de forreste, kan det ende i en spurt, som vi så med McCarthys sejr (selvom de blev hentet på stregen), men det kan også blive lige så taktisk som i 2020, hvor Devenyns vandt, og hvor de hurtigste folk i udbruddet blev snydt af angreb i den flade finale. Endelig kan man ikke helt udelukke, at bedste mand som Kennaugh kører alene hjem fra stigningen, men det er svært at tro på i dette stærke felt - især når man ser hvor jævnbyrdige Simon Yates og Jay Vine var i sidste uge.

Som det fremgår af ovenstående, tror jeg, at fraværet af sprintere, sidevind, medvind på bakken og holdenes ønske om at gøre det hårdt vil give et selektivt løb. Det får mig til at pege på Michael Matthews. Jeg synes, at hans form er lidt svær at blive klog på, og derfor føler jeg mig ikke sikker i min sag. Han var bedste mand ved mesterskaberne, men vi lærte i Down Under, at niveauet nok ikke var tårnhøjt, og i sidste uge røg han ud af klassementet grundet den ærgerlige defekt, hvorfor han var hjælper på kongeetapen. Han viste, at formen ikke er helt ringe, da han sad med langt fremme på Corkscrew, der er betydeligt sværere end Challambra, men han skuffede i den stigende spurt på 4. etape. Omvendt spurtede han på flad vej bedre end ventet, og der var således lidt blandede signaler.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Han har dog forberedt sig meget målrettet til disse løb, og han har efter skuffelsen trøstet sig med, at han skal tage sin revanche i dette løb. Jeg vil tro, at han er Jaycos plan A, selvom de også har Yates, og på denne stigning burde han kunne køre med de bedste, medmindre Yates og Vine kører fra alt og alle. Får vi en lidt større gruppe, bør Matthews være der, og så vil Jayco sidde med to mand. I det tilfælde vil de formentlig køre for en spurt for deres hurtige mand, og her vil Yates både kunne hjælpe med at føre og forhindre, at det taktisk glider ud af kontrol. Som han har spurtet i sidste uge, bliver Matthews svær at slå, hvis vi ender med en lille favoritgruppe på 5-10 mand, hvad der er ganske sandsynligt. Med Yates som solid støtte tror jeg, at han får sin revanche og endelig giver det store hjemmebanehold den sejr i løbet, som de drømmer om.

Jeg vælger faktisk at pege på hans holdkammerat som nr. 2. Som han er kørende lige nu, vil det næsten være dumt ikke at lade Simon Yates åbne for gassen på stigningen. Gør han det, kan det meget vel være, at det kun er Vine, der kan følge med, for når han kunne gøre forskellen på Mount Lofty, kan han også gøre det på denne vanskeligere stigning, særligt i medvind. Hvis han får en hurtig mand som Marc Hirschi med, vil jeg tro, at han sætter sig på hjul for at spille Matthews-kortet, men sidder han med folk som Vine og måske Ben O’Connor, som han kan slå på stregen, vil der være en interesse i at samarbejde.

Med generel medvind vil der være en god chance for at holde hjem, som de gjorde i en kun lidt større gruppe over en længere distance på 2. etape Down Under, og hvis han skal spurte mod Vine og O’Connor, er han som udgangspunkt hurtigst, som vi så det i søndags. Han har imidlertid også en anden option, nemlig i det taktiske spil i en gruppe, hvor de sidder med både ham og Matthews. I det tilfælde er det muligt, at Yates får lov at gå med i angrebene, og med sin spurt kan han således vinde på samme vis som Devenyns i 2020. Med sin gode form og udsigten til et hårdt løb kan Yates sagtens tage sin anden sejr.

UAE skal forsøge at ride videre på succesen fra Tour Down Under, og denne gang kunne det være en chance for Marc Hirschi. Vine har i hvert fald sagt, at han går ind til løbet som hjælper, og det vil vel også ku være naturligt at satse på schweizeren, der passer bedre til dette løb. Han var slet ikke så ringe i sidste uge, hvor han vel næsten var fjerdestærkeste mand på Corkscrew, og han var ikke langt fra at komme tilbage til de tre forreste på kongeetapen, selvom han her var ren hjælper. Formmæssigt synes han i fremgang, og med en beskyttet rolle og en lidt lettere stigning synes chancen for, at han kan gå med i angrebene på sidste stigning - eller måske lancere dem selv - ganske gode. Han skuffede med sine spurter i 2022, men hvis ikke Matthews og Hayter er med i front, burde han have en chance mod alle. Derudover taler meget for, at UAE vil kunne sidde med mindst to mand i en sådan finale, og det kan give muligheder i det taktiske spil. En sejr til både Vine og Hirschi i Australien vil være en storartet sæsonstart.

En anden god kandidat er Mauro Schmid. Hans kørsel i sidste uge var svingende, for mens han var fremragende på Nettle Hill, var han helt væk på Corkscrew. Han rejste sig til gengæld på Mount Lofty, hvor han blev fanget bag et styrt, men alligevel reddede den samlede 5. plads. Denne stigning minder meget om Nettle Hill, og det fortæller, at det er en stigning, hvor han har en god chance for at køre med de bedste, også fordi han var overrasket over sin form, som derfor må formodes at være i betydelig fremgang, da han ikke havde forberedt sig på at køre så stærkt. Løbet passer ham ganske glimrende, for han kan slå de fleste i en spurt, hvis han slipper for Matthews og Hayter. Derudover er han enormt kraftfuld, og det giver ham masser af muligheder for at angribe i den flade finale.

Vi må vel også tage Jay Vine seriøst. Australieren har ganske vist sagt, at han i dette løb skal tilbagebetale sine holdkammerater for deres store arbejde i sidste uge, men når angrebene følger på sidste stigning, vil det da være hovedløst ikke at lade ham forsøge at følge med. Skal man pege på en mand, der kan køre alene hjem, er det ham eller Yates, men de synes så jævnbyrdige, at en solosejr bliver svær. Til gengæld kan man sagtens se for sig, at de to skal spurte mod hinanden, som de gjorde i søndags, og selvom logikken tilsiger, at Yates vil vinde igen, var afgørelsen så tæt på Mount Lofty, at Vine bestemt ikke er uden chance, selvom det bliver sværere på en helt flad vej. Hans største chance vil dog nok være en lidt større gruppe på 5-10 mand, hvor UAE vil sidde med mindst ham og Hirschi. I det tilfælde skal han gøre som Sivakov gjorde for tre år siden og forsøge at gøre forskellen i det taktiske spil. Det bliver svært på denne rute, men lige nu vinder Vine jo, hvor han ikke burde kunne gøre det.

På papiret er dette løb perfekt for Ethan Hayter, men hvor står han? Vi fik ham ikke rigtigt at se på Mount Lofty, hvor han blev fanget bag et styrt, og han var aldrig rigtigt synlig på stigningerne. Omvendt sad han jo altså med fremme på Corkscrew-etapen, og det vidner om, at han slet ikke er så ringe. Sidste år forbedrede han sig meget mellem Provence og Algarve, og det vidner om, at han kan komme hurtigt i form. Jeg har måske stadig lidt svært ved at se ham følge de bedste, hvis Yates og Vine virkelig åbner for gassen, men får vi en gruppe på ca. 10 mand, burde han have en god chance for at sidde der. Problemet er, at Matthews lige nu synes at være den klart hurtigste af de to, men i en spurt burde han trods alt have en god chance. Det vil han også have, hvis vi får en reduceret massespurt, men her tror jeg, at han får det svært, også i kraft af sin positionering. Grundlæggende er det dog et løb, der passer ham fremragende.

Logikken tilsiger, at stigningen er for hård for Magnus Sheffield, hvis begrænsninger på stigningerne også blev åbenbaret i sidste uge, men det ændrer ikke på, at han kom med favoritterne hver eneste gang. Denne stigning er en anelse lettere en Corkscrew, og han har i hvert fald en god chance for at være med, hvis de sidder to håndfulde til sidst. I det tilfælde vil han med nogen sandsynlighed sidde der sammen med Hayter, og det kan være, at de kører for en spurt med ham, men det vil også være helt oplagt at lade Sheffield angribe. Det er i taktiske finaler, at han tog sine to første professionelle sejre, og det er således et spil, han mestrer. Det hjælper også, at han er hurtig og kan slå eventuelle følgesvende, men skal supertalentet vinde sit første WorldTour-løb, skal han første bevise sig selv på stigningen. Det er udfordringen, men den virker ikke uoverkommelig.

Bliver det alligevel samlet til en spurt, er det klart, at Caleb Ewan er den store favorit. Som nævnt ovenfor imponerede han stort på denne stigning for tre år siden, selvom han ikke kunne gå med de allerbedste, og det er derfor et løb, han utvivlsomt kan vinde, hvad han også var meget tæt på at gøre i 2019. Problemet er det svage hold og et felt, der gør en spurt usandsynlig, men naturligvis kan det aldrig udelukkes på en rute som denne. Udfordringen vil være positioneringen, der voldte ham gevaldige kvaler i sidste uge, men selvom han skal bruge noget held for at sidde rigtigt, hjælpes han af, at finalen er relativt enkel, og at vi i et medvindsløb helt sikkert vil have et ret lille felt til sidst. Endelig tør jeg slet ikke udelukke, at han kan være med, hvis vi får 10-15 mand samlet efter angrebene. Det var trods alt tæt på i 2020, og han klatrede godt ved mesterskaberne, selvom vi ikke for alvor så ham fremme i sidste uges hårde finaler.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

I disse dage skal man altid forvente, at Intermarché overpræsterer. Det kan de gøre igen med Sven Erik Bystrøm, der igen i år er kommet til Australien i fremragende form. Han var måske ikke den stærkeste på stigningerne i sidste uge, men til gengæld kørte han nogle fornemme spurter på de to nøgleetaper. Bliver gruppen efter stigningen ikke alt for lille, vil han utvivlsomt være med. Det er svært at se ham sidde med i en gruppe uden Matthews, der utvivlsomt slår ham i en spurt, men til gengæld kan han vinde på samme måde som Devenyns, nemlig ved at angribe i en taktisk finale og herefter vise, at han kan slå en eventuel følgesvend på stregen. Vejen til sejr er i hvert fald til at få øje på.

En rytter, der er svær at spå om, er Alessandro Covi. Det var ret tydeligt, at han var ganske langt fra formen i sidste uge, selvom han kørte en god spurt på 1. etape. Sidste år skuffede han imidlertid også fælt i sine første løb, indtil han lige pludselig var flyvende i Murcia og Andalusien. Hvis han finder formen med samme hast, skal man ikke afskrive ham, for det er et løb, der passer ham helt perfekt. En formstærk Covi kan være med i angrebene på stigningen, og vi så i sidste uge, at han bestemt ikke er uden chance mod Matthews og Hayter i en spurt. Også i en større spurt har han en chance, selvom han vil være outsider, og det er trods alt nok hans klareste vej til sejr, når formen var så skidt i sidste uge. Men igen: det var den også for et år siden, indtil den pludselig ikke var det længere, og i dette løb taler meget for, at han vil være beskyttet.

Hvad så med Corbin Strong ? Newzealænderen fik ødelagt sit Tour Down Under af et styrt, men sidste etape gav vel også svaret på, at han trods alt ikke helt kunne være med på stigningerne. Det viste i hvert fald, at træerne ikke vokser ind i himlen, selvom han udvikler sig meget positivt. Jeg tror derfor heller ikke, at han kan være med i angrebene, men til gengæld vil han have en god chance, hvis det samles til en spurt. Han slog Matthews og Hayter i flere indlagte spurter, og hvis den ellers formsvage Daryl Impey og Simon Clarke kommer med hjem, har han et lead-out, der kan gøre hele forskellen, når han skal spurte mod den ellers klart hurtigere Ewan, der risikerer at være helt alene.

Vi er også nødt til at åbne døren for Maximilian Schachmann. Tyskeren var ganske vist langt fra formen i sidste uge, og hans angreb på sidste etape efterlod ikke indtryk af, at han var i væsentlig fremgang. Han så dog heller ikke helt skidt ud på Corkscrew, og man må antage, at også han har forbedret sin form nu. Stigningen her er lettere, og man kan derfor langt fra udelukke, at han vil sidde med i front. Som Hirschi har han tabt en del fart, men ser man på de klatrestærke i dette løb, har han en chance mod alle andre end Hayter og Matthews. Alternativt må han angribe i den taktiske finale, og her står han meget stærkt, da han på flad vej er mere kraftfuld en de fleste.

En rytter, der helt kan vinde, hvis det samles til en større spurt, er Jordi Meeus, men vi aner ikke, hvor han står. Hans styrt på 1. etape i sidste uge betød, at vi aldrig så hans klatreevner, og de kan mildt sagt være svingende. Hvis han er velforberedt, er dette et løb, hvor han har en chance for at overleve til en reduceret massespurt, men medvinden gør, at han skal være skarp. Det er også uklart, hvor slemt det står til med hans hjernerystelse, for den slags kan både være hurtigt overstået og trække ud i en uendelighed. Det gør ham til et totalt wildcard, men i en spurt er det i dette felt kun Ewan, der er hurtigere end ham - og modsat australieren vil han have et meget stærkt lead-out med Schachmann og Marco Haller, hvilket giver ham en fremragende chance, hvis altså han er klar igen og formstærk.

En sprinter, der til gengæld er i dokumenteret form, er Emils Liepins Den normalt meget tunge sprinter var vel den helt store overraskelse i sidste uge, hvor han klatrede på et niveau, han aldrig tidligere har været i nærheden af. For en uge siden havde jeg regnet denne rute som værende alt for hård, men det gør jeg bestemt ikke længere. Han imponerede med sin spurtstyrke på 1. etape, hvor han kom blæsende bagfra trods en defekt cykel, og i dette felt kan slå alle, hvis positioneringen flasker sig. Han har også et ganske fornuftigt lead-out og er god i positionskampen, og derfor må han regnes som en af de sandsynlige vindere, hvis det samles til sidst.

Det er ikke det letteste løb for Jai Hindley at vinde, men det kan lade sig gøre. Giro-kongen var helt sikkert ikke på toppen i sidste uge, men han var så god, at han kørte med de bedste på Nettle Hill. Også han har formentlig forbedret sin form, og han har en chance for at være med i front både i en meget lille og en lidt større gruppe. Langsom er han ikke, men problemet er, at han næppe slår folk som Yates og Schmid, som bliver svære at sætte. Til gengæld kan han så spille sine kort i en taktisk finale og dermed vinde på samme måde, som Devenyns gjorde det for tre år siden.

Trek har også Antonio Tiberi, der endelig begynder at bekræfte sit store potentiale. Han er i hvert fald i glimrende form, men vi så også i sidste uge, at der er folk, der er bedre end ham på disse eksplosive stigninger, der ikke passer ham. I en gruppe på ca. 10 mand har han dog en god chance for at være, og herefter har han muligheder i det taktiske spil, som vi så med det angreb, der gav en 4. plads på kongeetapen i søndags. Han spurtede også bedre, end jeg havde regnet med, og det giver ham muligheder for at vinde efter den opskrift, Devenyns brugte.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Treks tredje kort er Natnael Tesfatsion. Han er ganske hurtig og vil bestemt have en chance for at lave et godt resultat i en spurt i en mindre gruppe. Han efterlod dog ikke et indtryk i sidste uge, der gør det realistisk, at han vil ende i en gruppe, hvor der ikke er flere ryttere, der er hurtigere end ham. Derfor skal han nok af med et par rivaler i det taktiske spil, og her mangler han nok lidt rutine og power på flad vej. Omvendt kan han og Tiberi udgøre en duo, og det overtal kan måske udnyttes.

Hvor står Mikkel Honoré? Det er lidt svært at sige, fordi han hurtigt endte som hjælper for Alberto Bettiol i Down Under og derefter blot gik på jagt efter en bjergtrøje, han heldigvis vandt. Jeg var dog ikke efterladt med det indtryk, at han havde den gode form, jeg havde regnet med, og derfor tvivler jeg på, at han har formen til at være med fremme. Omvendt er der så mange spørgsmålstegn, at han kan overraske mig, når han endelig testes direkte mod favoritterne, og en formstærk Honoré har gode chancer på denne rute. Han er i hvert fald ikke let at sætte på denne stigning, og i en spurt har han en chance mod næsten alle de mest klatrestærke. Samtidig vil han kunne spille sine kort i det taktiske spil, hvor han har mere power på flad vej end de fleste.

Jeg er mere sikker på formen hos hans holdkammerat Alberto Bettiol. Den er nemlig, som han havde udmeldt, ikke på toppen, som vi så i søndags, hvor han endte et pænt stykke fra fronten. Helt dårlig er formen dog heller ikke, for hans 2. plads på 4. etape var faktisk ret imponerende, når man ser på, hvor stille Matthews stod i den hårde spurt. Bettiol er på papiret en af de ryttere, der passer bedst til dette løb, fordi han i 2022 spurtede bedre, end han måske nogensinde har gjort. Han vil kunne lave en top 10 i en stor spurt, men i en lille favoritgruppe vil han kunne true alle, måske bortset fra Matthews og Hayter, ligesom han kan deltage i det taktiske spil. Det kræver dog, at han har forbedret sig en del siden sidste uge, og det er måske lidt svært at tro på.

En rytter, der skuffede meget i sidste uge, var Luke Plapp, der slet ikke så ud til at være i form. Han endte dog også hurtigt som hjælper, og det kan meget vel være, at han måske er bedre, end man i første omgang fornemmede. Jeg tør i hvert fald ikke udelukke et af sportens største talenter, for normalt burde han have en god chance for at køre med de bedste på en stigning som denne - og ellers er han en mester i at angribe tidligt som en vej til at overleve stigningen. Hans problem er, at han ikke er hurtig, men han viste jo ved mesterskaberne, at han kan vinde det taktiske spil. Ineos vil formentlig sidde i overtal, hvis han stadig er med, og det giver ham en chance, selvom jeg tvivler på, at formen rækker.

Løbets måske største wildcard er Patrick Bevin. I skrivende stund er det slet ikke sikkert, at han kommer til start, for hans hold siger mandag eftermiddag kun, at de håber, at han bliver klar nok til at give dem et ekstra kort. De udelukker imidlertid heller ikke, at han bliver en faktor, og så er spørgsmålet, hvor meget form han har mistet. Mit gæt vil være, at han var meget formstærk inden Tour Down Under, der formentlig var et stort mål, og hvis han ikke har mistet for meget, er det et løb, der passer ham. En formstærk Bevin kan være med i angrebene, og han kan slå Matthews og Hayter på stregen. Også i en større spurt vil han have en chance, hvis han giver Ewan bank i positionskampen.

Man er også nødt til at nævne Ben O’Connor, men det vil godt nok være overraskende, hvis han ender med at vinde. Løbet passer ham nemlig temmelig elendigt, men vi så til gengæld på kongeetapen i søndags, at han er ved at finde noget form. Denne stigning passer ham trods alt bedre end Mount Lofty, og meget taler for, at han vil være med fremme. Problemet er, at han skal ud i grøften for at finde en snegl, hvis han vil vinde en spurt, og derfor skal han alene hjem for at vinde. Det bliver pokkers svært, men sidder 3-4 mand til sidst, kan det sagtens være, at han har held i sprøjten, når han utvivlsomt vil være den mindst frygtede.

Endelig er der den store joker i Aaron Gate. Vi aner ikke, hvor han står, da Bolton-mandskabet ikke kørte i sidste uge, og da han ikke var en del af holdets trup til New Zealand Cycle Classic. Normalt er ryttere fra den anden side af jorden dog gode på denne tid af året, og det skulle ikke undre, om han er i form. Som udgangspunkt er denne stigning for svær for ham, og det vil overraske, hvis vi ser ham fremme, men udelukkes kan han bestemt ikke, for man kan komme meget langt med god januarform. Han er ikke hurtig, men han er enormt kraftfuld, og derfor vil han være farlig i det taktiske spil - akkurat som han var, da han vandt i Luxembourg i september. Hans angrebsiver kan også bruges til at angribe tidligt, og det kan være vejen til at overleve stigningen og give sig selv chancen for en choksejr til det lille Bolton-hold i et WorldTour-løb.

OPDATERING: Som frygtet er Bevin ude efter sit styrt.

***** Michael Matthews

**** Simon Yates, Marc Hirschi

*** Mauro Schmid, Jay Vine, Ethan Hayter, Caleb Ewan, Magnus Sheffield

** Sven Erik Bystrøm, Alessandro Covi, Corbin Strong, Maximilian Schachmann, Jordi Meeus, Emils Liepins, Jai Hindley, Antonio Tiberi, Natnael Tesfatsion, Mikkel Honoré, Alberto Bettiol, Luke Plapp, Ben O’Connor, Aaron Gate

* George Bennett, Hugo Hofstetter, Hugo Page, Marius Mayrhofer, Simon Clarke, Marco Haller, Chris Hamilton, Daryl Impey, Giovanni Aleotti, Dries Devenyns, Dorian Godon, Stan Van Tricht, Kim Heiduk, Lucas Hamilton, Sebastian Berwick, Tony Gallopin, Dion Smith, Mattia Cattaneo, Sean Quinn

Læs også

Uno-X afslører vilde WorldTour-planer

STREAM CHALLENGE CADEL EVANS GREAT OCEAN ROAD RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Danskerne

Mikkel Honoré må være en af kaptajnerne på EF og er omtalt ovenfor. På Intermarché skal Julius Johansen støtte Sven Erik Bystrøm, Hugo Page og måske Dion Smith, mens Asbjørn Hellemose på Trek skal støtte Emils Liepins, Antonio Tiberi og Natnael Tesfation.

Tidligere års udgaver af løbet

Du kan gense Dries Devenyns’ sejr fra 2020, Elia Vivianis sejr fra 2019, Jay McCarthys sejr fra 2018, Nikias Arndts sejr fra 2017, Peter Kennaughs sejr fra 2016 og Gianni Meersmans sejr fra 2015.

Holdoversigt

Nedenfor giver jeg en oversigt over ryttere, der udover de allerede nævnte, måske kan tænkes at levere et resultat.

Soudal-Quick Step: Schmid er det klart bedste bud, men Dries Devenyns er forsvarende vinder og så fin ud i sidst uge. Jeg tvivler dog på, at han stadig kan vinde et så stort løb som dette. Mattia Cattaneo så stærk ud i søndags, men er ikke rigtigt skabt til dette løb, og det samme gælder for James Knox, der missede hele sidste uge grundet sin diskvalifikation. I en spurt kan Stan Van Tricht gå efter en top 10, mens jeg tror, at stigningen er for hård for Jannik Steimle , der slet ikke imponerede i sidste uge.

Ag2r Citroën Team: O’Connor ligner bedste bud, men kaptajnen er Dorian Godon. Han er i fin form og kan lave en top 10 i en spurt, men han kan næppe komme med i så lille en gruppe, at han kan vinde. Damien Touzé virker formsvag og vil nok køre spurt for Godon. Nans Peters er velkørende, men det er ikke et løb for ham.

BORA-hansgrohe: Meeus, Schachmann og Hindley er alle gode bud. Giovanni Aleotti viste fremgang i søndags og kan også spurte lidt, men jeg tror, at han mangler for meget til at vinde. Falder Meeus fra, kan Marco Haller køre en spurt, men han efterlod i sidste uge ikke et indtryk af at kunne skabe sin tredje sensation på et år.

EF Education-EasyPost: Bettiol og Honoré ligner de bedste bud, da Sean Quinn skuffede fælt i sidste uge. Han kan dog gå efter en top 10 en spurt, hvor de dog nok vil køre for Bettiol. Jens Keukeleire var med helt i front i 2020, men er ikke på samme niveau længere. Jonas Rutsch er i form, men ruten er lidt for svær.

INEOS Grenadiers: Hayter, Sheffield og Plapp ligner bedste bud. Samles det til en spurt, kan det godt være, at de kører for Kim Heiduk i stedet for Hayter, da han synes i form, men han får svært ved at vinde i dette selskab. Leo Hayter og Ben Swift skuffede i sidste uge.

Læs også

Sprinterkomet får plads på Tour de France-holdet efter styrt: En barndomsdrøm

Intermarché-Circus-Wanty: Bystrøm ligner bedste bud, men de har en storartet top 10-kandidat i formstærke Hugo Page, der spurtede fornemt i sidste uge og bør være med fremme i en reduceret massespurt. Jeg kan dog ikke se ham vinde eller gå med de bedste på stigningen. Et alternativ til en spurt er Dion Smith, der er velkørende, men efter sidste uge bør de køre for Page. Løbet er for hårdt for Gerben Thijssen.

UAE Team Emirates: Vine, Hirschi og Covi ligner de gode bud. George Bennett er meget stærkt og bør være blandt de bedste på stigningen, men han kan slet ikke spurte, og sidder han der til sidst, vil jeg tro, at han kører for sine holdkammerater. Finn Fischer-Black mangler for meget efter sit styrt, og Sjoerd Bax, der ellers passer til løbet, synes efter sit styrt på 1. etape i sidste uge slet ikke på toppen.

Team Arkea Samsic: Hugo Hofstetter burde være en realistisk vinder af en reduceret massespurt, men han skuffede så meget i sidste uge, at jeg har svært ved at se det ske. Hverken Elie Gesbert eller Alessandro Verre viste et niveau, der gør det realistisk, at de kan klatre med de bedste. Formstærke Kevin Ledanois kan deltage i en spurt, hvis Hofstetter falder fra.

Team Jayco-AlUla: Matthews og Yates må være kaptajnerne. Lucas Hamilton kan måske være med de bedste på stigningen, men jeg vil tro, at han er ren hjælper. Chris Harper er næppe helt på toppen efter styrtet i sidste uge og ligner derfor også en hjælper.

Team DSM: Skal de vinde løbet, skal de nok håbe på Bevin, men Marius Mayrhofer kan overraske. Han klatrede så godt i sidste uge, at han vil kunne være med fremme i måske en gruppe på 15-20 mand. Jeg ser ham dog ikke slå Matthews i en spurt. Chris Hamilton viste fornem form i søndags med et sent angreb og alligevel et godt resultat, men som spurtsvag klatrer har jeg svært ved at se ham vinde. Matthew Dinham har noget fart, men han kan næppe gå med de bedste.

Trek-Segafredo: Med Tiberi, Tesfatsion og Liepins har de tre gode bud. Tony Gallopin er hurtig og relativt godt kørende, men ikke godt nok til at være med helt i front. Til gengæld skuffede Filippo Baroncini, der ellers passer til løbet, stort i sidste uge.

Israel-PT: Holdet satser formentlig 100% på Strong. Daryl Impey er blevet nr. 3 tre gange i træk, men i dag kører han ikke med de bedste, og i en spurt satser de på Strong. Simon Clarke er en joker, for han viste fin form til mesterskaberne, ruten passer ham, og han satser mere på dette løb end Down Under. Han var dog helt væk i sidste uge, og det gør det svært at tro på ham. Sebastian Berwick er i storform, men passer slet ikke til løbet, og Chris Froome er formmæssigt langt væk.

Bolton Equities Black Spoke: De har Gate som joker. James Oram har netop vundet New Zealand Cycle Classic samlet, men her er han overmatchet, og løbet er for hårdt for sprinteren Luke Mudgway.

UniSA-Australia: Det handler 100% om en spurt med Ewan.

STREAM CHALLENGE CADEL EVANS GREAT OCEAN ROAD RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE