Prøv vores nye app
Optakt: Brussels Cycling Classic
04. juni 2023 13:44Foto: Soudal Quick-Step - u00a9Luc Claessen / Getty Images
af Emil Axelgaard

Igen i år vendes der op og ned på årstiderne denne søndag, når en af sportens største efterårsklassikere, Brussels Cycling Classic, der med sine rødder under navnet Paris-Bruxelles også er en af de ældste, for første gang afvikles om sommeren. For tredje gang sker det endda på en ny og hårdere rute, hvor det gamle sprinterløb nu sendes op over den berømte Muur van Geraardsbergen, og som nu to år i træk har været nok til at snyde sprinterne. Dermed er det på alle måder et helt forandret løb, der stadig nyder stor prestige og må regnes som det klart største af denne periodes mange belgiske endagsløb.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM BRUSSELS CYCLING CLASSIC OG CRITERIUM DU DAUPHINÉ UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Løbets rolle og historie

Siden 1973 har højdepunktet i den belgiske efterårssæson, der rummer en endeløs serie af endagsløb, været en af sportens ældste klassikere. De fleste af de mange løb er mindre begivenheder på 1.1-niveau og har ofte et lokalt tilsnit, da de finder sted på rundstrækninger omkring en værtsby, hvor det er stablet på benene af lokale initiativtagere, men med Brussels Cycling Classic har det været anderledes. Ganske vist er løbet ikke en del af WorldTouren og ”kun” en del af den knap så prestigiøse ProSeries, men med en alenlang historie og en baggrund som et løb, der forbandt to af Europas hovedstæder, har det været noget helt særligt og det utvivlsomt det største endagsløb i en tid, hvor prestigen ikke kan måle sig med det, vi ser i forårets klassikere.

 

Med en historie, der rækker helt tilbage til 1893, er løbet, der tidligere var kendt som Paris-Bruxelles, et af de ældste på den internationale kalender. Oprindeligt var der tale om et amatørløb over den beskedne distance på 397 km mellem de to europæiske hovedstæder, men det blev ikke afviklet mellem 1894 og 1904, inden det vendte tilbage i 1906 som et todagesløb. I det følgende år blev det igen reduceret til et endagsløb, og frem til 1960erne spillede det en stor rolle som en af de vigtigste forårsklassikere med en kalenderplacering sidst i april mellem Paris-Roubaix og Gent-Wevelgem. Løbet blev imidlertid præget af trafikale problemer og mistede som følge deraf masser af prestige, indtil det også tabte sin plads på kalenderen til det meget yngre Amstel Gold Race. Det førte til en aflysning af løbet fra 1967 til 1972.

 

Læs også
Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

 

Løbet vendte tilbage i 1973 som et midtugeløb sidst i september, hvor det blev anset som perfekt forberedelse til Paris-Tours. I 1996 flyttedes det igen til en lørdag, og siden da er det blevet afviklet først i september. I stedet for at være et inferiørt løb på en allerede tætpakket forårskalender har den lange historie gjort det til en af de vigtigste efterårsklassikere og et stort mål for mange af verdens bedste sprintere.

 

Det blev der lavet om på i 2022. Mange blev utvivlsomt overraskede, da det blev meddelt, at løbet fremover skal afvikles om søndagen på dagen, hvor Criterium du Dauphiné starter. I stedet for at være højdepunktet i den rige serie af belgiske efterårsløb vil det fremover være det største i den stadig mere imponerende serie af belgiske løb, der afvikles i anden halvdel af maj og første halvdel af juni. I flere år var denne del af året i landet domineret af det nationale etapeløb, Belgium Tour, men det er nu blevet rykket til midten af juni og har samtidig fået en lang serie af opvarmningsløb bestående af belgiske endagsløb på hovedsageligt 1.1-niveau. Det er denne serie, Brussels Cycling Classic nu bliver en del af som et af bare to løb, der - udover Belgium Tour - er en del af ProSeries-klassen lige under WorldTouren.

 

Dermed er den voldsomme forandring, som vi i de senere år har oplevet, taget til et nyt niveau. I 2013 blev løbet nemlig lavet fuldstændigt om. Et UCI-ønske om en kortere distance tvang arrangørerne til at afskære forbindelsen til Frankrig. Grundet de kortere distancer i moderne cykelsport er løbet ikke startet i Paris i mange år, men det har i stedet taget sin begyndelse et sted i Nordfrankrig, hvorfra man er fortsat nordpå til Bruxelles. Det blev der ændret på i 2013, hvor både start og mål blev henlagt til den belgiske hovedstad, og løbet blev ændret til en kun 197 km lang sag i området omkring storbyen. Som en konsekvens fik det samtidig navnet Brussels Cycling Classic. Formatet blev bibeholdt i 2014 på en næsten identisk rute, og selvom man i 2015 ændrede lidt på strukturen, har der grundlæggende været tale om samme løb som efter ændringen i 2013 i den efterfølgende periode.

Annonce

 

Det nye format har ikke ændret løbets grundlæggende natur. Det har altid været kendt som et sprinterløb, og det har det også været under det nye navn. Som tidligere har der undervejs været flere af de berømte belgiske hellingen - korte stigninger - men de har slet ikke været nok til at udfordre de hurtige folk, og da den sidste er kommet langt fra mål, har det været næsten umuligt at undgå en massespurt. For nogle år siden forsøgte arrangørerne ganske vist at gøre løbet hårdere ved at placere stigninger tættere på finalen, men det var ikke nok til at forhindre en massespurt, og med det nye format blev den ide droppet.

 

Derfor er det næppe heller en overraskelse, at vinderlisten er domineret af sprintere, og den mest succesfulde rytter i løbets lange historie er faktisk en af de bedste sprintere fra dette årtusinde. Efter at have taget en første sejr i 2002 dominerede Robbie McEwen totalt ved at vinde hele fire gange i træk mellem 2005 og 2008. En skade forhindrede ham i at stille op i 2009, og hans sidste to forsøg på at triumfere igen endte desværre uden succes, men han holder fortsat rekorden med fem sejre.

 

Noget kunne imidlertid tyde på, at sprinterne fremover vil få det sværere. I hvert fald forsøgte arrangørerne sig i 2021 med endnu et skridt i fornyelsen. Efter at man egentlig havde droppet forsøget med at gøre løbet hårdere, sendte man nu rytterne op over den berømte Muur van Geraardsbergen og Bosberg, endda hele to gange, og det havde med det samme effekt. For første gang siden 2004, hvor Nick Nuyens sejrede, endte løbet ikke i en massespurt, men i en solosejr til Remco Evenepoel, der kørte væk fra en gruppe etableret på Muren, og selvom en spurtafgørelse bestemt ikke er umulig på den nye rute heller, er det blot endnu et bevis på, at intet længere er som i gamle for en af sportens gamle klassikere, hvad der blev bevist i 2022, hvor det tidlige udbrud hold hjem. Det nye koncept synes nemlig at være kommet for at blive.

 

Som sagt lykkedes det nemlig heller ikke for sprinterne i den anden udgave med Muren, men her var det ikke Muren, der gjorde forskellen. I stedet mislykkedes feltet med at hente det tidlige udbrud på en dag, hvor dårligt vejr gjorde det til et råt og brutalt løb, og derfor fik otte lykkeriddere lov til at afgøre det mellem sig. Det endte i en fascinerende stærkmandsspurt på den stigende opløbsstrækning, hvor syren stod ud af ørerne på de overlevende, der var helt udkørte, og i den kamp var Taco van der Hoorn stærkest, da han tog karrierens næststørste sejr foran Thimo Willems og Tobias Bayer, mens det slagne felt anført af Alexander Kristoff og Laurenz Rex som hhv. nr. 9 og 10 kom 23 sekunder for sent. Van der Hoorn er desværre ikke kommet sig efter den hjernerystelse, han pådrog sig i foråret, og derfor forsvarer han ikke titlen, og da Willems’ hold, Volkerwessels, ikke deltager, og Bayer skipper løbet, skal der denne gang findes et helt nyt podium.

 

STREAM BRUSSELS CYCLING CLASSIC OG CRITERIUM DU DAUPHINÉ UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

Som sagt brød man i 2013 forbindelsen til Frankrig, og i de efterfølgende år fandt løbet hovedsageligt sted i Brabrant-regionen, der omkranser Bruxelles. Det gjorde det muligt at droppe den lange, flade indledning gennem Nordfrankrig og gøre løbet en anelse mere kuperet tidligt, men med en finale i Bruxelles har det givet sig selv, at de sidste bakker har ligget temmelig langt fra mål.

 

Læs også
Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

 

Arrangørerne har ledt lidt efter den optimale rute til det nye format, og derfor er det ikke mærkeligt, at der har været et par ændringer siden 2013. I de første to år brugte man en rundstrækning, som gav flere passager af de samme bakker, men i de efterfølgende år droppede man rundstrækningerne. Afslutningen i det stigende opløb foran Atomium i Bruxelles var imidlertid den samme, og løbet endte derfor i den klassiske spurt i det stigende opløb i alle årene. Antallet af stigninger blev også reduceret, men den sidste bakke kom til gengæld tættere på mål.

 

Det var det koncept, man ændrede så dramatisk på i 2021. Her sendte man nemlig rytterne ud af Brabant og ind i Østflandern, der er hjemsted for de stigninger, vi kender fra Flandern Rundt. Med to passager af de gamle finalestigninger fra Flanderns største klassiker, Muur van Geraardsbergen og Bosberg, lykkedes det som nævnt ovenfor at undgå en massespurt for første gang siden 2004 i det, der ellers er kendt som en af sportens store sprinterklassikere. Tilsyneladende behagede det arrangørerne, for også i det nye sommerformat med en placering i begyndelsen af juni blev modellen med de to passager af de to berømte stigninger gentaget i 2022 på en rute, der bortset fra nogle helt minimale modifikationer i den indledende fase var en kopi af 2021-ruten. Og minsandten om ikke det også gælder i 2023, hvor der igen alene er ændret lidt allertidligst i løbet, men hvor mere end de sidste 75% af løbet er helt uforandret

 

Med sine 207,1 km har løbet dog stort set samme længde, som det har haft siden 2013. Starten går ikke længere i Bruxelles, men derimod igen i år i den sydøstlige forstad Etterbeek, mens målet som altid er placeret for enden af den velkendte stigende opløbsstrækning i den nordlige udkant af Bruxelles. Fra start snor man sig mod syd igennem fladt terræn ned gennem Overijse, inden det går ad en lang, lige og relativt flad vej mod sydvest med retning mod Nivelles. Kort inden denne by drejer man kortvarigt mod nordvest, inden det går mod sydvest op ad Rue du Croiseau (800 m, 6,4%), der passeres efter 51,7 km. Herfra fortsætter man mod sydvest op over Rue de Ronquieres (2500 m, 2,1%), hvis top rundes efter 60,2 km, hvorefter det igen bliver fladere, når man kører mod nordvest og senere nord med retning mod regionen Østflandern.

 

Her indledes den hårde del, når man drejer mod nordvest for kort efter at passere Zavelstraat (1600 m, 3,5%, max. 9,9%), hvis top rundes efter 113,7 km, og umiddelbart herefter rammer man den 30,1 km lange rundstrækning, hvor man skal køre cirka halvanden omgang. Den indledes brutalt, når man efter 120,3 km for første gang når toppen af den brostensbelagte Muur van Geraardsbergen (475 m, 9,3%, max. 19,8%), inden man umiddelbart herefter skal over Bosberg (980 m, 5,8%, max. 11%), der har 400 m med brosten og har top efter 124,2 km. Ikke længe efter skal man over Congoberg (1300 m, 5,0%, max. 8,9%) med top efter 131,4 km, hvorefter den sidste del af rundstrækningen er fladere.

Annonce

 

Efter første omgang kører man cirka en halv omgang, hvilket betyder, at man for anden gang når toppen af Muur van Geraardsbergen, Bosberg og Congoberg efter hhv. 150,4 km, 154,3 km og 161,5 km, dvs. med hhv. 56,7 km, 52,8 km og 45,6 km igen. Kort efter passagen af sidstnævnte forlader man rundstrækningen, hvorefter det går igennem fladt terræn mod øst. I udkanten af Bruxelles drejer man mod nord for at passere de to pavéer Brabantsebaan (2200 m) og Rosweg (2200 m) efter hhv. 179,9 km og 189,1 km, inden man skal over dagens sidste stigning, Heiligekruiswegstraat (700 m, 5,0%, max. 7%), efter 193,2 km.

 

De sidste 13,9 km går nu ad en lige vej mod nordøst ind til udkanten af Bruxelles, hvorefter man kører mod nordøst ind gennem de nordlige forstæder. En relativt lige vej afbrydes af et sidste sving umiddelbart inden den røde flamme, hvorefter den sidste kilometer stiger med 1,5% i snit. Opløbsstrækningen huskes af nogle som scenen for en af Alessandro Petacchis mange etapesejre i 2010-udgaven af Tour de France. 

 

Løbet byder på i alt 1786 højdemeter, hvilket naturligvis er stort set det samme som i 2021 og 2022, men ca. 150 færre end i 2020, ca. 50 færre end i 2019 og ca. 200 færre end i 2018.

 

 

Annonce

 

Læs også
Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 

 

 

 

 

Annonce

 

 

 

 

STREAM BRUSSELS CYCLING CLASSIC OG CRITERIUM DU DAUPHINÉ UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Læs også
Formand for DCU trækker sig

 

Vejret

I enhver belgisk klassiker spiller vejret naturligvis en nøglerolle, men det vil det næppe gøre i år. Vejrudsigten varsler nemlig stort set en kopi af det fantastiske vejr, rytterne havde i dag. Således bliver det helt skyfrit med en temperatur på 23 grader, og der vil være en jævn vind (16-17 km/t) fra nordøst. Det giver primært medvind på første del og sidevind frem til bakkerne, hvo der vil være modvind på Muren, sidemodvind på Bosberg og sidevind på Congoberg. Efterfølgende vil der være mod- og sidemodvind hele vejen ind til Bruxelles, indtil man får sidevind over den sidste kilometer.

Annonce

 

Favoritterne

Brussels Cycling Classic har altid været et sprinterløb. Man forsøgte at gøre løbet hårdere ved at ændre på ruten for et par år siden, og mange troede også, at det nye format måske kunne ændre løbets natur. Det har imidlertid vist sig ikke at være tilfældet, og løbet endte i en spurt hver eneste gang mellem 2005 og 2020.

 

På den måde blev løbets rygte en selvopfyldende profeti. Langt de fleste hold mødte op med deres topsprinter og kørte med det mål for øje at sikre sig en massespurt. Måske havde de også planer om at angribe, men hvis de undervejs missede et udbrud, havde de altid en plan B, og det gav dem et incitament til at jagte. Derfor var der stort set altid masser af hold til at stå for arbejdet i feltet, og det forklarer, hvorfor det altid endte i en massespurt.

 

I 2021 blev trenden imidlertid brudt. Inklusionen af Muren og Bosberg forandrede et af de mest udprægede sprinterløb til en helt anderledes affære. Drivkraften var Remco Evenepoel, og med god hjælp fra Marc Hirschi, Brandon McNulty, Aime De Gendt, Victor Campenaerts og Tosh van der Sande lykkedes det vidunderknægten at bryde næsten to årtiers sprintertradition.

 

Muren og Bosberg synes kommet for at blive, og sidste år blev sprinterne igen i snydt i den første sommerudgave af det gamle efterårsløb. Dengang var det imidlertid ikke klassikertyperne, men derimod det tidlige udbrud, der på en regnfuld dag fik skovlen under feltet. Vi har altså til gode at få en spurt i det nye format.

 

Får vi det så i år? Det kunne godt se sådan ud. Sidste år snød udbryderne feltet, men Muren var aldrig i spil som afsæt for succesrige angreb, som vi så det i 2021. Når det gik galt for feltet, skyldtes det mest af alt det dårlige vejr, et stort udbrud og et felt, der i sommerformatet var svagere end vanligt.

Annonce

 

Kun én af de to vigtige parametre finder vi i år, nemlig feltet. Ideen om at rykke løbet til sommeren har ikke for alvor givet pote, og igen i år kunne man ønske sig et bedre felt. 10 WorldTour-hold er pænt, men ikke prangende for et ProSeries-løb, og de kommer kun i begrænset omgang i stærke formationer.

 

Til gengæld er vejret helt anderledes. Denne gang mærker man virkelig, at det er blevet et sommerløb. Det vil gøre det betydeligt lettere, hvilket også skyldes vinden. Den vil kunne mærkes, men ikke være stærk nok til at give splittelse. Til gengæld vil den stå i ansigtet stort set uafbrudt fra bunden af sidste passage af Muren og hele vejen hjem. Det lægger ikke just op til hverken udbrudssejr til Evenepoel-agtigt angreb.

 

Jeg synes også, at der mangler klassikerspecialister. Man skal lede langt efter typer som Evenepoel, Hirschi, Gilbert og Campenaerts. I stedet kommer næsten alle holdene som i gamle dage for at spurte. Det gælder for Soudal, Cofidis, FDJ, Bora og Israel-PT. Det er også muligt, at det gælder for Intermarché, men de kan også sagtens gå i offensiven, særligt med Biniam Girmay. Han er også den eneste helt store klassikerspecialist, der virkelig kan få løbet til at eksplodere, men vil han det i sit første løb efter en lang pause? Mon ikke han lige skal føle sig selv an og satse på en spurt i stedet?

 

Læs også
Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

 

Man kan godt finde på folk til at angribe. Aime De Gendt, Laurenz Rex, Sven Erik Bystrøm, Andrea Vendrame, Clement Venturini, Anthony Turgis, Dries Van Gestel, Cedric Beullens, Lewis Askey, Laurence Pithie, Matis Louvel og Jenthe Biermans er alle gode bud, men det er altså ikke ryttere, der kommer i nærheden af Evenepoel-klasse. Med tanke på, at man efter muren og Bosberg har udsigt til 50 km i modvind på en flot solskinsdag, jagtet af mange sprinterhold, bliver jeg svært overrasket, hvis ikke 2023-udgaven bliver den første i det nye format, hvor sprinterne skal til fadet.

 

Spurten er kendetegnet ved at være teknisk enkel, men stigende. Vejen er bred, og der er derfor som regel masser af plads. Der er et sidste sving med 1000 m igen, men herefter er der god tid til at lade farten tale. Det gør positionering mindre afgørende, også fordi sidevind gør det muligt at åbne relativt tidligt, men det er vigtigt at have skud i stængerne, da stigningsprocenten er så markant, at det gør en forskel i finalen, hvor de stærkere typer har en fordel. Det er en rigtig powerspurt på den hårde bakke.

Annonce

 

Jeg vælger at gå med Tim Merlier. Belgieren har været pokkers uheldig - og klodset - de seneste dage med et kikset sving i mandags og dagens ærgerlige defekt. Uden Olav Kooij i morgendagens felt kan han til gengæld glæde sig over, at han må regnes som løbets hurtigste, og det endda i en stigende powerspurt, der ikke kunne passe ham meget bedre. Han vandt den da også i 2020, men som altid skal han klare den for ham vanskelige positionering. Heldigvis hjælpes han denne gang af en enkel finale, hvor han kan køre sin klassiske lange spurt, hvis blot han sidder fornuftigt. Det ved man aldrig, om han gør, men i dag så det jo lovende ud, indtil han var uheldig. Toget med Stan Van Tricht, Jannik Steimle og Bert Van Lerberghe er i dette felt også et af de bedste, og det taler for, at han vil sidde godt nok til at vinde løbet for anden gang. Jeg tvivler på, at Soudal vil køre aggressivt, men skulle de spille en mand ud, må det være Van Tricht.

 

Den værste rival kunne være Biniam Girmay. Mathieu van der Poel kan skrive under på, hvor skræmmende hurtig Girmay er, når han kan køre disse lange powerspurter, og faktisk er det svært at designe en finale, der passer ham bedre. I et ellers skuffende år har han endda spurtet ganske sublimt og set meget hurtigere ud end tidligere, og derfor anser jeg ham som en reel trussel mod Merlier på ren fart i en finale som denne. Spørgsmålet er, hvor han står efter sin lange pause og styrtet i Flandern, men han har forberedt sig godt i Eritrea frem mod Touren. Det plejer at betyde, at han er i god form, og vi ved, at han er sublim i positionskampen. Toget med Laurenz Rex, Dion Smith, Adrien Petit og Arne Marit ser endda potent ud, og dermed taler meget for, at han vil sidde så godt, at også Merlier har grund til at være bange. Det er klart, at holdet også har Marit, men medmindre Girmay melder om dårlige ben, bør de satse på den eneste af de to, der kan vinde. Til angreb på Muren ligner Girmay selv det bedste bud sammen med Rex og måske Smith. Et oplagt bud er også Sven Erik Bystrøm, men vi ved ikke, hvor han står efter sin coronasygdom, mens Aimé De Gendt er en skygge af den rytter, der blev nr. 2 i Evenepoel-udgaven for to år siden.

 

I dag bekræftede Jordi Meeus, hvor rasende hurtig han er. Det var ikke meget, der manglede for, at han slog Olav Kooij, og det vidner om, at han kan vinde i dette felt. Han elsker endda også let stigende powerspurter, og derfor er denne finale helt ideelt for ham. Hans hold er lille og svagt, men han er god i positionskampen, og vi så i dag, at det var nok at have Jonas Koch til at aflevere sig. Han hjælpes også af den enkle finale, og derfor bør han sidde så godt, at han kan vise, om hans fart rækker til at slå Merlier og Girmay.

 

Den stigende powerspurt er også nærmest designet til Arnaud Demare, som da også er blevet nr. 1, 2, 3 og 6 i hhv. 2017, 2016, 2014 og 2019. Der er ingen tvivl om, at den Demare, vi så i 2022, ville være svær at slå her, men den Demare har vi bare slet ikke set i år. Senest så det skidt ud i Mayenne, hvor han nok via et godt lead-out akkurat vandt en etape, men nærmest blev ydmyget af Arvid De Kleijn på sidste etape. Heldigvis er dette stigende opløb meget mere en Demare-spurt, og han har i hvert fald ét våben. Toget med Laurence Pithie, Bram Welten og Miles Scotson fungerede så godt, at det i dette løb meget vel kan være det stærkeste, når det suppleres med Lewis Askey og Paul Penhoët. Desværre er finalen ikke teknisk nok til, at man vinder alene på position, og derfor må det være op til Demare selv at vise, at han er spurtstærk til at tage sin anden sejr i løbet. FDJ kører formentlig 100% for en spurt, men det er ikke utænkeligt, at de lovende Pithie og Askey får lov at angribe på Muren. Det er en oplagt spurt for Penhoët, men på hold med Demare må han være lead-out mand.

 

Jeg er meget, meget spændt på Uno-X. De har både Erlend Blikra, der virkelig har fået gang i sin karriere og har leveret den ene top 10 efter den anden på det sidste, hvor han virkelig har fået fod på sin positionering. Han vinder dog ikke en stigende spurt i dette felt. Derfor håber jeg, de kører for Søren Wærenskjold. Han er skabt til dette stigende opløb, og vi så hans enorme fart med sejren i Saudi Tour og det sublime lead-out for Kristoff i Algarve. Hans form er helt ukendt, og han er meget svingende, men med godt en måned til Touren har han formentlig trænet målrettet. Med et lead-out fra Louis Bendixen, Blikra og ikke mindst Stian Fredheim, der går det så fremragende i denne rolle, kan han virkelig komme langt i denne stigende powerspurt. Kører de i stedet for Blikra, kommer han meget langt i kraft af Fredheim og Wærenskjold, men modsat Wærenskjold kan han næppe gå på podiet.

Annonce

 

Cofidis stiller med Bryan Coquard, der jo ikke har farten til at vinde flade spurter. Til gengæld er han meget svær at slå i stigende spurter, men spørgsmålet er, om denne er hård nok. Han hjælpes af den enkle finale, hvor han ikke vil lide under sine positioneringsproblemer, og toget med Piet Allegaert og Max Walscheid ser potent ud. Det er altså Coquards egne ben, der bør afgøre det, og her vil jeg tro, at finalen er en anelse for let til, at han kan slå de mere kraftfulde typer. Hans form er også ukendt efter en pause siden den pauvre præstation i Finistere, men mon ikke han har brugt tiden til at træne hårdt frem mod Touren, så han vil være helt anderledes formstærk end for en måned siden. I denne stigende finale bør der ikke være tvivl om, at holdet kører for ham og ikke Allegaert eller Walscheid.

 

Jeg er lidt spændt på Tobias Lund. Danskeren imponerede stort med sin fart i Norge. På flad vej havde han været overmatchet i dette felt, men denne stigende finale burde lige være noget for ham. Vi så desværre i Norge, at han var lidt rusten i positionskampen, og det kan han være igen med et ungt og urutineret hold, men heldigvis er finalen enkel. Han vinder næppe i dette felt, men sidder han rigtigt, kan han formentlig fortsætte de gode takter.

 

Læs også
Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

 

Får han så lov at spurte? Jeg frygter, at svaret er nej. I dag skulle han køre for Casper van Uden, som blev fanget bag styrtet, og meget taler for, at det vil gælde igen. Han har dog selv givet udtryk for ambitioner i dette løb, og i denne stigende finale kan man håbe, at der - mod forventning - byttes rundt. Spurter de med Van Uden, har han skuffet så meget i år, at jeg har svært ved at se ham vinde, også fordi toget er ungt og urutineret. Jeg vil tro, at Pavel Bittner kun er plan C.

 

Arkea kommer også med et meget spændende hold. Jeg ville have været pokkers spændt på at se David Dekker i denne stigende spurt, nu hvor han på 2. etape i Giroen viste, at han stadig har en fart, der rækker meget langt - også i dette felt. Problemet er, at holdet angiveligt ikke satser på ham i en spurt, og det kunne tyde på, at han stadig er for mærket efter den sygdom, der slog ham ud i Giroen, og som angiveligt ramte ham meget hårdt. I stedet kører de spurten for Dan McLay og Matis Louvel. Særligt McLay er meget konkurrencedygtig i spurter, nu hvor han har lært at positionere sig og her har et meget stærkt tog. Desværre har jeg svært ved at se ham vinde en stigende spurt som denne. Den passer nok bedre til Louvel, men han bør mangle farten i kamp med sprinterne. Det kunne også være en god spurt for den i år så hurtige Jenthe Biermans, men han meldes kun som hjælper som følge af sit styrt i maj. Holdets bedste chance for at vinde er nok via et angreb på muren med Louvel, hvis han endelig kan finde takterne fra sidste år, men vi aner ikke, hvor han står. Biermans havde også været oplagt til angreb, men det skal vi nok ikke regne med i lyset af forberedelsen.

 

Israel-PTkommer med Giacomo Nizzolo, der også burde elske denne stigende spurt. Han styrtede i dag, men heldigvis uden konsekvenser, og han kommer med et meget stærkt tog med Jens Reynders, Mads Würtz, Tom Van Asbroeck og Rick Zabel. Desværre har han spurtet skuffende i nogen tid, og særligt galt så det ud i Vallonien for nylig. Til gengæld slog han Arnaud De Lie på gruset i Tro Bro Leon, men det var efter et helt anderledes hårdt løb. Det vil hjælpe ham, at det stiger, men jeg har svært ved at se ham vinde i dette felt. Til angreb på bakkerne har holdet kometen Derek Gee, hvis han virkelig har noget tilbage efter Giroen, Würtz, hvis han har bevaret formen efter den sygdom, der sendte ham ud af Giroen, samt Van Asbroeck, der dog i dag er en skygge af sig selv.

 

Alpecin er nok det hold, der mest entydigt vil gå efter at undgå en spurt. De har da også et af de bedste bud i form af den meget aggressive og lige nu meget formstærke Dries De Bondt, men også Edward Planckaert, der viste sjældne livstegn i Norge, den lige nu meget velkørende Robbe Ghys samt ikke mindst Axel Laurance. Hvem de spurter med, er usikkert, men jeg håber, at de får med Laurance, der burde elske dette opløb og viste sin fart sidste år. Han var ikke flyvende, men heller ikke elendigt kørende i Norge. Det skaber dog usikkerhed, at han udgik i dag. I dag blev Ghys nr. 3, men det skyldtes alene position, og selvom han fik en 7. plads i en stigende spurt i Norge, vinder han ikke i dette felt. Det er også muligt, at de satser på Planckaert, der bekræftede sine puncheurevner i Norge, men denne spurt er nok for let til, at de vil give ham chancen. Jeg tvivler på, at de kører for tunge Jensen Plowright i et løb som dette.

 

Jeg har ikke den helt store tiltro til Matteo Moschetti. Dette løb er formentlig for hårdt, for som vi senest så i Mayenne, er han i dag helt uden holdbarhed. Stigende spurter mestrer han dog fornemt, så vi har set i Giroen og UAE Tour, og vi så jo tidligere i år i Almeria, at han stadig er rasende hurtig. Holdet er svagt, og det gør ham usikker i positionskampen, men den mestrer han heldigvis godt - hvis altså han overlever. Plan B er Szymon Sajnok, men han er ikke mere holdbar og har slet ikke farten. Plan C er vel Fabio Christen, Nicolo Parisini eller Antonio Puppio, men deres chancer er begrænsede i dette felt.

 

Human Powered Health kommer med Stanislaw Aniolkowski, der er genfødt. Han vandt to gange i Grækenland, og senest blev han i mandags nr. 3 i Limburg, hvor han viste, at han kan spurte på en bakke, der er stejlere end denne. Modstanden her er dog langt, langt stærkere, og her skal han stræbe efter noget mindre. Vi så desværre i Dunkerque, at det kneb lidt med positioneringen, og det kan man frygte, at vi vil se igen her, selvom han hjælpes af den enkle finale.

 

Ag2r har et par gode folk til angreb i form af Andrea Vendrame, Clement Venturini samt måske unge Pierre Gautherat, men de kan også blande sig i en spurt. Her vil de satse på Marc Sarreau, der i dag endelig fik sig en top 10 efter den lange pause. Desværre vinder han ikke en spurt i dette selskab, hvor han også vil være hæmmet af det stigende opløb, men til gengæld ser toget godt ud - og de gjorde det godt i dag - og finalen er enkel, hvilket hjælper ham med positioneringsproblemerne. Han kan derfor drømme om endnu en top 10. Det stigende opløb burde også passe Vendrame, Venturini og Gautherat, men det vil undre mig, hvis ikke de satser på Sarreau, som de plejer, og trioen mangler også farten til at vinde.

 

Total har to af de bedste bud til angreb på bakkerne, nemlig Anthony Turgis og Dries Van Gestel. Desværre virker ingen af dem helt på toppen, men det er særligt Turgis, der stadig virker helt fra den, senest i Dunkerque. Van Gestel så bedre ud, men manglede stadig en del i Antwerpen. Til en spurt har holdet den meget formstærke Sandy Dujardin, der flere gange i maj viste, at han er specialist i at spurte op ad bakke. Derfor vil han elske dette opløb, men det er nok ikke helt hårdt nok til at passe ham ideelt. Han hjælpes af et meget stærkt tog - et af de klart stærkeste - men farten rækker ikke hele vejen.

 

Lotto kommer i den grad med B-holdet til dette løb. Bedst chance er vel et offensivt løb med Cedric Beullens, Mathijs Paasschens eller Arjen Livyns , men ingen af dem har vist meget i år. Til en spurt plejer de at satse på Rüdiger Selig, der styrtede i dag uden konsekvenser, men han har ikke mange chancer i denne stigende spurt. Jeg håber derfor, at de går med Beullens, der burde elske dette opløb og viste sin fart i Vueltaen, men det er klart, at han ikke vinder i dette felt.

 

Læs også
Skjelmose med stærk udmelding inden monument

 

Flanders kommer med et lidt spændende hold. Vito Braet har spurtet flot i år med senest en 3. plads i Ungarn, og særligt dette stigende opløb passer ham. Til gengæld har vi også set, at han skal have lidt held i positionskampen. De vil formentlig også spurte med Milan Fretin, der er i gang med lidt af et gennembrug med hele fem top 11-placeringer på cirka tre uger. Han har vist sig uventet god i positionskampen, men et stigende opløb er nok ikke ideelt, ligesom farten ikke rækker hele vejen.

 

Jayco giver formentlig chancen til unge Blake Quick, men dette løb er formentlig for hårdt. Han hjælpes af det gode vejr, men han er en ganske tung herre, der kan få svært ved at overleve og i hvert fald svært ved at begå sig i dette stigende opløb. Til gengæld ser toget ganske potent ud, men det får han desværre ikke meget ud af i denne enkle finale. Falder han fra, vil de formentlig køre for Felix Engelhardt, der senest viste sin fart med sejren i Reggio Calabria, men selvom han vil elske et stigende opløb, slår han ikke sprinterne.

 

Bolton kommer med Rory Townsend, der bør stå stærkt i dette stigende opløb. Han har allerede begået sig på højt niveau flere gange i år, særligt med sejren i La Roue Tourangelle. Vi har dog også set, at hans fart ikke helt rækker i et felt af denne klasse, og derudover har det knebet med positioneringen. Holdet har også Matthew Bostock, men han har ikke spurtet i år, og Aaron Gate synes slet ikke at have formen til offensiv kørsel.

 

Det er svært at tro på Corratec, der kan håbe at få Attilio Viviani eller plan B, Samuel Zambelli, med hjem til en spurt, men de vinder ikke i dette selskab. Plan C er den mere robuste Alexander Konychev. Bingoal kommer med Kenneth Van Rooy, der vil være ganske god i dette stigende opløb, men i kamp mod sprinterne får han det svært.

 

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Arkea har ombestemt sig og ladet Nacer Bouhanni starte. Han er derfor utvivlsomt deres sprinter. Han har stadig til gode at bevise sig efter den lange skadespause sidste år, men det er primært positioneringen, det har knebet. Her er finalen enkel og toget meget, meget stærkt. Det taler for, at han her vil kunne teste sin fart, men i dette stigende opløb ser jeg ham ikke slå de mange, der har stigende spurter som speciale.

 

***** Tim Merlier

**** Biniam Girmay, Jordi Meeus

*** Arnaud Demare, Søren Wærenskjold, Bryan Coquard, Nacer Bouhanni, Erlend Blikra

** Tobias Lund, Giacomo Nizzolo, Axel Laurance, Dan McLay, Matteo Moschetti, Stanislaw Aniolkowski, Marc Sarreau, Sandy Dujardin, Casper van Uden, Cedric Beullens, Vito Braet, Andrea Vendrame, Edward Planckaert, Milan Fretin

* Blake Quick, Rory Townsend, Rudiger Selig, Kenneth Van Rooy, Robbe Ghys, Felix Engelhardt, Clement Venturini, Pierre Gautherat, Jensen Plowright, Max Walscheid, Alexander Konychev, Attilio Viviani, Samuel Zambelli, Derek Gee, Dries De Bondt, Matis Louvel, Dries Van Gestel, Laurenz Rex, Anthony Turgis, Sven Erik Bystrøm, Laurence Pithie, Lewis Askey, Dion Smith, Mads Würtz, Jenthe Biermans, Paul Penhoët, Piet Allegaert, Stian Fredheim, David Dekker, Arne Marit, Szymon Sajnok, Niccolo Parisini, Antonio Puppio, Fabio Christen, Pavel Bittner, Bert Van Lerberghe

 

Danskerne

Tobias Lund kan måske få lov at køre sin egen chance på DSM, hvorfor han er omtalt ovenfor. På Uno-X skal Louis Bendixen og William Blume støtte Søren Wærenskjold eller Erlend Blikra, og på Israel-PT skal Mads Würtz støtte Giacomo Nizzolo, hvis ikke han får lov at køre offensivt på stigningerne.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Taco van der Hoorns sejr fra 2022, Remco Evenepoels sejr fra 2021, Tim Merliers sejr fra 2020, Caleb Ewans sejr fra 2019, Pascal Ackermanns sejr fra 2018, Arnaud Demares sejr fra 2017, Tom Boonens sejr fra 2016, Dylan Groenewegens sejr fra 2015 samt André Greipels sejre fra 2014 og 2013.

 

STREAM BRUSSELS CYCLING CLASSIC OG CRITERIUM DU DAUPHINÉ UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Tim Merlier
Biniam Girmay, Jordi Meeus
Arnaud Demare, Søren Wærenskjold, Bryan Coquard, Nacer Bouhanni, Erlend Blikra
Tobias Lund, Giacomo Nizzolo, Axel Laurance, Dan McLay, Matteo Moschetti, Stanislaw Aniolkowski, Marc Sarreau, Sandy Dujardin, Casper van Uden, Cedric Beullens, Vito Braet, Andrea Vendrame, Edward Planckaert, Milan Fretin
Blake Quick, Rory Townsend, Rudiger Selig, Kenneth Van Rooy, Robbe Ghys, Felix Engelhardt, Clement Venturini, Pierre Gautherat, Jensen Plowright, Max Walscheid, Alexander Konychev, Attilio Viviani, Samuel Zambelli, Derek Gee, Dries De Bondt, Matis Louvel, Dries Van Gestel, Laurenz Rex, Anthony Turgis, Sven Erik Bystrøm, Laurence Pithie, Lewis Askey, Dion Smith, Mads Würtz, Jenthe Biermans, Paul Penhoët, Piet Allegaert, Stian Fredheim, David Dekker, Arne Marit, Szymon Sajnok, Niccolo Parisini, Antonio Puppio, Fabio Christen, Pavel Bittner, Bert Van Lerberghe
INFO
Optakter
Nyheder
Brussels Cycling Classic
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Fredag den 19. april 2024

Landevej
Lotto Dstny-rytter tilbage på cyklen for første gang efter lårbensbrud
Landevej
Søren Kragh udtaget til Liège-Bastogne-Liège
Landevej
Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare
Landevej
Formand for DCU trækker sig
Landevej
Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet
Landevej
Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse
Cross
UCI annoncerer store ændringer i cyklecross-kalenderen
Landevej
Overvældet Lopez: Vigtigste sejr i mit liv
Udstyr og test
Test: Specialized S-Works Evade 3
Landevej
Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb
Landevej
Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double
Landevej
Minut for minut: Sådan sikrede lille spanier sig sejren i Giro-generalprøven
Landevej
Optakt: 5. etape af Tour of the Alps
Landevej
Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med
Landevej
Tour-chefen håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste
Landevej
Skjelmose med stærk udmelding inden monument
Landevej
Bora mangler stjerne i Liege-Bastogne-Liege
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Landevej
Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt
Landevej
WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument
Landevej
Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb
Landevej
Journalist med godt nyt om Quintana

Torsdag den 18. april 2024

Landevej
Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr
Landevej
Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom
Landevej
López modstod de mange angreb: I morgen bliver det bananas
Landevej
Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége
Landevej
Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv
Landevej
EF-rytter lykkelig efter comeback på kongeetapen
Landevej
Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet
Landevej
Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege
Udstyr og test
Bosch lancerer batteri til elcykler - med fire store nyheder
Landevej
Pogacar klar til at bryde Alpecins monumentstime
Landevej
Optakt: 4. etape af Tour of the Alps
Landevej
Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr
Landevej
Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads
Landevej
Bora nærmer sig Visma-profil
Landevej
Stjerner hylder danskere og nordmænd
Landevej
Blev toer i løbsdebut: Fransk stortalent løfter sløret for taktikken

Onsdag den 17. april 2024

Landevej
Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op
Landevej
Stærk belgier: Det var ikke et normalt Fleche Wallonne
Landevej
Stjerne spurter sig til første sejr i næsten fem år - Tour-vinderen må nøjes
Landevej
Sejrede efter vanvidsvejr i Vallonien: Jeg kan ikke tro, at jeg har vundet Fleche
Landevej
Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok
Landevej
Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt
Landevej
Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker
Landevej
Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag
Landevej
Dansk U23-landshold har holdet klar til stort løb
Landevej
Spanier gør vildt kup på voldsom regnvejrsetape
Landevej
Tidligere vinder ser stolt tilbage på sejr
Landevej
UAE-stjerne regner med sit hold
Landevej
Optimistisk Pidcock: I år er jeg et helt andet sted
Landevej
Optakt: 3. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Fleche Wallonne
Landevej
Skjelmose går efter sejren i stor klassiker
Landevej
Træt Matthews: Benene er gode, men jeg er ved at være ved enden
Landevej
Rørt Bora-rytter pointerer: Specielt at køre på hjemmebane
Landevej
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic
Landevej
Oversigt: Dagens 11 danskere ved Fléche Wallonne

Tirsdag den 16. april 2024

Landevej
WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler
Landevej
Tidligere vinder og Fuglsang skal køre Fleche Wallonne
Landevej
Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende
Landevej
37-årig etapevinder rørt over sejr
Landevej
Italiensk veteran tager sjælden sejr
Landevej
Charmig udtaget til stor klassiker
Landevej
Vingegaard kommer med positive meldinger
Landevej
Optakt: 2. etape af Tour of the Alps
Landevej
Pidcocks træner: Han har før slået Pogacar og Van der Poel
Landevej
Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren
Landevej
Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone
Landevej
Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet
Udstyr og test
First Ride: Canyon Grizl:On
Landevej
Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson
Landevej
Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave
Landevej
Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner
Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Mandag den 15. april 2024

Landevej
Ung WorldTour-rytter ude med hjernerystelse efter vildt højhastighedsstyrt
VIS FLERE

Annonce