Løbets rolle og historie

Cykelsæsonen er inddelt i flere faser, der tilgodeser forskellige ryttertyper. Efter de mange forberedelsesløb i januar og februar gav Paris-Nice og Tirreno-Adriatico etapeløbsrytterne en chance for at vise sig frem, før en ganske særlig type af klassikerryttere indtog scenen i Milano-Sanremo og brostensklassikerne. Den del af sæsonen er efter det udsatte Paris-Roubaix nu ovre, og nu er de lettere fyre klar til at overtage stafetten i ardennerklassikerne, inden vi tager hul på grand tour-sæsonen.

Efter brostenene er vi nu inde i en af disse overgangsfaser. Folk som Kasper Asgreen, Alexander Kristoff, John Degenkolb, Stefan Küng, og grundet OL også Mathieu van der Poel tager sig alle en god pause, mens en ny gruppe af ryttere er i gang med at færdiggøre forberedelserne til deres store løb, ardennerklassikerne, der indledes på søndag med Amstel Gold Race. Onsdag får de en sidste chance for at varme benene op inden de større løb, når et par af nøgleaktørerne stiller til start i semiklassikeren Brabantse Pijl.

Med sin placering søndagen før Flandern Rundt var Brabantse Pijl i mange år lidt af et misfoster i brostenssæsonen. Med en kuperet rute stort set uden pavéer i områder omkring Leuven og en hård finale på Alsemberg-stigningen var løbet en rammen om en lille test for et par ardennerryttere, men de fleste havde allerede blikket rettet mod De Ronde bare en uge senere, efter at alle de store brostensryttere havde været i aktion i lørdagens E3.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I forbindelse med en generel omstrukturering af den belgiske klassikerkalender i 2010 fik løbet en ny dato i den del af sæsonen, det reelt tilhører. Det overtog Scheldeprijs’ plads om onsdagen mellem Paris-Roubaix og Amstel Gold Race og fik dermed ny legitimitet som det sidste og perfekte forberedelsesløb til de kommende tre store klassikere i Belgien og Holland. Samtidig ændrede man ruten for i endnu højere grad at tilpasse sig denne rolle.

Med en historie, der kun rækker tilbage til 1961, mangler løbet de samme dybe rødder som de største løb, men det har altid været en ganske prestigiøs begivenhed. En vinderliste, der inkluderer folk som Eddy Merckx, Freddy Maertens, Roger De Vlaeminck og Claude Criquelion i de tidlige år er et klart vidnesbyrd om, at det ikke er et løb, man har taget let på. Den mest succesfulde rytter i løbets levetid er Edwig Van Hooydonck, der tog fire sejre mellem 1987 og 1995, mens Oscar Freire i de senere år har været den dominerende skikkelse med tre sejre i træk fra 2005 og 2007 (i en periode hvor Tom Boonen hver gang vandt den foregående lørdags E3, hvilket gjorde weekenden inden Flandern Rundt til en imponerende ensidig affære). Desværre lykkedes det akkurat aldrig spanieren at tage den forløsende fjerde sejr.

Ikke overraskende har løbet fået nyt liv og mere prestige i kraft af sin nye dato. Efter en overraskende sejr til et udbrud umiddelbart efter flytningen i 2010 har de seneste ti udgaver været en fascinerende kamp mellem nogle af de bedste ardennerryttere i deres absolutte topform. Tidligere var de ryttertyper, der virkelig kunne begå sig på den kuperede rute, ikke på deres højeste niveau under løbet, som mange derfor droppede, men efter kalenderændringen har man tiltrukket et stjernebesat felt at ardennerspecialister. I 2011 signalerede løbet endda starten på Philippe Gilberts fantastiske klassikerkampagne, idet belgieren vandt semiklassikeren, inden han senere erobrede det hele i Ardennerne. Løbet er ganske vist ikke officielt en del af ardennerklassikerne, men i realiteten strækker ardennerugen sig nu hele vejen fra Brabantse Pijl til Liege-Bastogne-Liege.

Løbet markerer overgangen fra brosten til Ardennerne perfekt. Selvom det kun har ganske få brosten, er det en slags sammensmeltning mellem brostens- og ardennerklassikerne. Med ikke færre end 24 stigninger på ruten er det klart, at klatrestyrke er en væsentlig egenskab, hvis man vil have succes. Løbet afvikles imidlertid syd for Bruxelles, hvor man ikke har Ardennernes lange stigninger. I stedet består løbet af adskillige korte, skarpe bakker - nogle endda med brosten - der er meget mere sammenlignelige med de mange hellingen, der kendes fra Flandern Rundt. Fra 2020 gav man endda løbet et endnu mere flamsk præg ved at bringe den stejle brostensstigning Moskesstraat ind på ruten, så det nu i endnu højere grad er en blanding af de to løbstyper.

På den måde har opbygningen af programmet for de kuperede klassikere nu en nydelig progression. Efter starten på de korte ramper i Brabantse Pijl bliver stigningerne gradvist længere og længere i Amstel Gold Race og Fleche Wallonne, inden Liege-Bastogne-Liege afrunder klassikersæsonen som det løb, der passer bedst til de rene klatrere og etapeløbsryttere, hvormed man naturligt kommer til grand tour-sæsonen. Derfor er det ikke overraskende, at man ofte set et par af de formstærke brostensspecialister forsøge at sikre sig et sidste topresultat, inden de tager en velfortjent pause, og startlisten byder derfor ofte på et mix af begge slags klassikerryttere. Det afspejles også af vinderlisten, der både inkluderer brostensspecialister som Johan Museeuw, Luca Paolini, Sylvain Chavanel og senest Sonny Colbrelli samt ardennerryttere som Philippe Gilbert, Michele Bartoli, Michael Boogerd, Tim Wellens og seneste Julian Alaphilippe.

Sidste år var det netop Alaphilippe, der vandt løbet for første gang, da løbet i den særprægede kalender afvikledes efter ardennerklassikerne som overgang til de afsluttende brostensklassikere. Det udviklede sig til et fascinerende opgør mellem de to forhåndsfavoritter, da Mathieu van der Poel og Julian Alaphilippe sammen kørte væk på den nye Moskesstraat med formstærke Benoit Cosnefroy ved deres side, og i spurten begik Van der Poel en gigantisk brøler, der kostede ham et titelforsvar. I stedet kunne Alaphilippe med sin første sejr i regnbuetrøjen tage revanche for Liege-fadæsen ved at sejren foran hollænderen og Cosnefroy. Efter et hårdt forår hviler Alaphilippe ud inden Ardennerne, og han forsvarer derfor ikke titlen. Da Van der Poel har stoppet sit forår for at puste ud inden en travl sommer, bliver Cosnefroy således eneste genganger fra sidste års podium.

Ruten

2010-udgaven var ikke bare den første med den nye dato, det markerede også introduktionen af en ny, hårdere rute, der gjorde det endnu mere skabt til sin nye dato. Der blev introduceret flere stigninger, hvormed løbet nu fik flere ligheder med det, der venter i Ardennerne.

Omlægningen af ruten betød, at man opgav den tidligere afslutning på Alsemberg, og løbets tidligere nøglestigning spiller nu kun en sekundær rolle. I stedet har nøglepunktet i løbet været en hård rundstrækning i byen Overijse med ikke færre end fem stigninger.

Efter at have benyttet samme rundstrækning hver eneste gang siden ændringen blev der lavet om på tingene i 2020, hvor løbet fik en mere brostensagtig karakter. Rundstrækningen talte stadig fem stigninger, men Ijskelderlaan erstattedes af den meget stejle brostensbakke Moskesstraat, der kom med 11,1 km igen. Mens de øvrige stigninger alle er Amstel-agtige, er den en rigtig Flandern-stigning, og det ændrede løbets natur en anelse. Til gengæld var der færre stigninger på det indledende stykke, så antallet af bakker samlet set faldt fra 31 til 24.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Tilsyneladende var arrangørerne begejstrede for det mere flamske look. I hvert fald genbruges modellen med Moskesstraat igen i år, hvor ruten i vidt omfang er en gentagelse af den, vi så i efteråret. Der er dog én afgørende ændring, nemlig at målet er flyttet fra toppen af Schavei-stigningen, hvor det ellers har været placeret hver eneste gang siden 2010. Vejarbejde gør det nemlig umuligt at bruge den klassiske afslutning, men i stedet har man fundet en ny målbakke, der er længere, men ikke helt så stejl som Schavei. Løbet har dog fortsat 24 stigninger på programmet.

Med en distance på 201,7 km - knap 5 km længere end sidste år - har løbet samme længde som et typisk midtugeløb mellem to store klassikere. Rytterne starter som vanligt i byen Leuven og kører herfra mod sydvest gennem hovedsageligt fladt terræn frem mod løbets tidligere målområde. Undervejs passerer man målbyen Overijse, og ligesom sidste år skal man undervejs passere den lille Smeysberg-stigning (600 m, 6,7%) efter bare 12,5 km. Senere drejer man mod nordøst og nord, og modsat 2019-udgaven skal man denne gang igen over Rue de Hal (1,3 km, 4,4%) efter 61,7 km. Nu når man en lille rundstrækning syd for Bruxelles, hvor man kører en hel omgang, så man skal over den gamle målstigning, Alsemberg (500 m, 5,6%) efter 71,9 km, en ny stigning, Sollenberg (400 m, 6,5%) efter 79,5 km samt en anden gammel nøglestigning Bruineput (700 m, 7,1%) efter 81,5 km.

Rytterne vender efter rundstrækningen rundt og begiver sig ad den samme vej tilbage mod først syd og sydøst og siden nordøst til Overijse. Undervejs skal man over Krabossestraat (1,4 km, 4,9%), Rue de Nivelles (1,7 km, 4,4%) og Rue Francois Dubois (1,0 km, 4,0%) efter hhv. 84,5 km, 92,0 km og 115,5 km, inden man når frem til målbyen, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning og kører en del af en omgang. Sidste år kørte man uden om Moskesstraat i denne fase, men det gør man ikke denne gang. Det betyder, at man skal over Hertstraat, Moskesstraat, Holstheide og den nye målbakke efter hhv. 120,5 km, 126,0 km og 129,0 km og 136,0 km, hvor man krydser stregen for første gang.

Løbet afsluttes nu med tre omgange på den nye 21,9 km lange rundstrækning. Den første stigning, den brostensbelagte Hertstraat (300 m, 6,5%) kommer 6,0 km efter passagen af målstregen. Nu kommer så sidste års nyskabelse, når man skal over den stejle brostensstigning Moskesstraat (500 m, 8,3%), som passeres med i alt 10,5 km igen. Kort efter venter så Holstheide (800 m, 5,7%) med 7,5 km igen. Til slut kører man frem til den nye målbakke, der over 1500 m stiger med 3,6% i snit. De første 600 m er de sværeste med stigningsprocenter på op til 5, inden den stiger med 3-4% over 600 m og slutteligt bare 1,9% over de sidste 300 m. Der er et sving i bunden af bakken, men eller er det en kun snoet vej, der leder op til stregen.

Grundet coronarestriktioner kender jeg ikke det præcise antal højdemeter, men det må være tæt på de 1986 fra sidste år, hvilket var godt 100 færre end i 2019.

Udover ændringen af målbakken er de væsentligste ændringer den nye og tidlige passage af Sollenberg, samt at man på den sidste rundstrækning dropper Hagaard-stigningen. Til gengæld kører man over Moskesstraat både på den første ikke helt fuldstændige omgang og på den første af de tre fulde omgange. Sidste år indgik Moskesstraat kun på de sidste to omgange, og samlet set skal den altså passeres fire mod sidste år bare to gange. Afstanden til mål er stort set den samme trods den ændrede finale.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Vejret

I enhver belgisk klassiker spiller vejrbetingelserne en nøglerolle. Vind og regn har ganske vist traditionelt haft mindre indflydelse i de kuperede løb end på brostenene, men i et løb som Brabantse Pijl med mange smalle veje og svære nedkørsler foretrækker de fleste at have godt vejr, specielt da vejene i Overijse før har været som en skøjtebane.

I de senere år har løbet generelt haft flotte betingelser, og det vil også være tilfældet i år, hvor isforåret langsomt ser ud til at slippe Nordeuropa frem mod weekenden. Onsdag vil dog stadig være halvkold dag med en temperatur på kun 10 grader, og det vil også være hovedsageligt skyet med kun lidt sol og en bygerisiko på 15-20%. Det vil slet ikke være blæsende med bare en let vind (10-15 km/t) fra nordøst og nord. Det giver først medvind, siden sidemodvind, så sidemedvind og slutteligt modvind på turen tilbage til Overijse. Her vil der på rundstrækningen primært være sidemodvind på stykket frem til toppen af Holstheide, inden mand får sidemedvind frem til målbakken, hvor der vil være sidemodvind hele vejen op.

Favoritterne

Brabantse Pijl har virkelig etableret sig som stedet at forberede sig til Amstel Gold Race. Mens Baskerlandet Rundts længere stigninger er perfekte som opvarmning til Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, kan man i Brabantse Pijl få en meget bedre føling med de korte, intense kraftudladninger, der skal benyttes i den hollandske klassiker. Derfor har løbet i de senere år været i stand til at tiltrække nogle af de absolut største favoritter til Amstel, og det gør sig også gældende i år.

Det hele startede i 2013, hvor man til start have Philippe Gilbert og Peter Sagan, de to store forhåndsfavoritter til søndagens løb, og i de følgende år kunne man næsten hver gang præsentere både Gilbert og Michael Matthews, der vel var de to mest dominerende ryttere i Amstel Gold Race i de år. I år er tendensen dog knap så tydelig, da langt de fleste af ardennerfavoritterne denne gang har kørt i Baskerlandet og kun et fåtal er frisk på at køre begge steder. En træt Julian Alaphilippe har endda valgt at droppe løbet, men feltet tæller stadig hovedparten af de dog relativt få ryttere, der satser på både de flamske klassikere og Ardennerne, hvilket groft sagt kan siges at være de tungeste af Amstel-favoritterne, mens de letteste har været at finde i Baskerlandet. Samtidig har feltet fået et boost af aflysningen af Paris-Roubaix, fordi det har fået flere af brostensrytterne til at forlænge deres sæson til minimum på søndag, og det har ført til blandt andet deltagelse af Wout van Aert, Jasper Stuyven og Greg van Avermaet, der ellers ikke havde løbet som del af deres planer. Den ekstra satsning på Brabantse Pijl for de tungere ryttere bliver kun mere naturlig med sidste års indførelse af brostensstigningen Moskesstraat, hvilket bevæger løbet mere i retning af en flamsk klassiker end en ardennerklassiker.

Brabantse Pijl har altid været enormt svært at håndtere korrekt for favoritterne. De mange stigninger og den store aggression betyder sammen med det faktum, at holdene sjældent er i deres stærkeste opstilling, at det er svært at kontrollere, og løbet er ofte blevet vundet af en stærk gruppe, der kommer fri på rundstrækningen. Det er dog også sket, at løbet er blevet afgjort af et decimeret felt i den klassiske finale på Schavei, og i det tilfælde er det vigtigt at have sparet på kræfterne.

Udfordringen blev specielt tydelig i 2014, hvor Philippe Gilbert startede som storfavorit. Belgieren var imidlertid pludselig i defensiven, da en stærk gruppe med Simon Gerrans og Björn Leukemans kom fri, og BMC-mandskabet eksploderede i forsøget på at køre dem ind. Gilbert følte, at han havde misset det afgørende fremstød og brugte mere end 10 km på helt alene at køre op til de forreste. I samme moment begyndte Giant-Alpecin og CCC imidlertid at jagte, og da det hele blev samlet, havde Gilbert brugt de fleste af sine kræfter. I sidste ende var han så stærk, at han stadig kunne vinde spurten, men situationen viser fint, hvor svært det er at finde den rette tilgang til dette løb: skal man køre aggressivt eller satse på, at det slutter i en spurt til sidst?

Det gør løbet til en underholdende affære, der kan vindes af mange forskellige ryttere. Som Thomas Voecklers 2012-sejr, Ben Hermans’ triumf i 2015 og Tim Wellens’ sejr i 2018 viser, kan en enlig angriber løbe med det hele, og i 2010 holdt det tidlige udbrud endda hjem. Løbet er imidlertid oftest blevet afgjort i et afgørende slag på Schavei, enten i en lille gruppe eller i et decimeret felt, og det betyder, at det er et løb for puncheurs med et godt kick på den sidste stigning. Spurten har altid foregået på et stykke falsk fladt, og derfor har det bæret en kombination af spurtegenskaber og klatreben, der som regel har afgjort løbet. Det har gjort det meget sammenligneligt med den finale, der blev benyttet i Amstel Gold Race mellem 2013 og 2016, hvor en kort stigning leder frem til en flad finale. Cauberg er imidlertid meget hårdere end Schavei, og den hollandske klassiker er meget længere end Brabantse Pijl, og der har derfor været tale om en betydelig mere selektiv finale i Holland.

Spørgsmålet er, hvad årets ruteændringer betyder. Vejarbejde betyder som nævnt ovenfor, at det er et farvel til Schavei og i stedet en ny, lidt længere bakke. Den er ikke helt stejl som den gamle, men ellers svarer den meget god til den afslutning, vi kender. Selve spurten er ikke flad, men da bakken flader ud med bare 1,9% over de sidste 300 m, er det næppe ændringen af finalen, der vil gøre den helt store forskel.

Det vil til gengæld inklusionen af Moskesstraat, der jo allerede kom på programmet sidste år og delvist forvandlede løbet fra en lille ardenner- til en lille flamsk klassiker. Den vender tilbage i år, hvor den endda skal forceres fire og ikke bare to gange. Til gengæld mangler der en stigning på rundstrækningen, hvor bakkerne ikke kommer helt så tæt som tidligere, og også det taler for, at løbet denne gang er lidt mere flamsk end ardenneragtigt.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Moskesstraat er nemlig en ”rigtig” brostensstigning med dårligt underlag og dermed noget, vi kender fra Flandern Rundt. Den er samtidig rigeligt stejl til at gøre en forskel. Det så vi i Primus Classic i 2019, hvor Mathieu van der Poel slet og ret kørte Peter Sagan og Greg van Avermaet, som få uger senere kørte i top 10 til VM, ud af sit hjul, og det så vi sidste år, hvor det var her Van der Poel, Alaphilippe og Benoit Cosnefroy gjorde forskellen.

Umiddelbart betyder dens inklusion, at balancen i finalen tipper til fordel for de tungere ryttere. For de lettere ryttere handler en sådan bakke om ren overlevelse, når særligt en fyr som Wout van Aert åbner for gassen. Med andre ord står de tungere brostensfolk langt bedre, end de gjorde på den gamle rute - særligt når stigningen kommer så dybt inde i finalen, som den gør.

Moskesstraat kommer imidlertid kun fire gange. Resten af tiden er det, som vi kender det, dvs. Amstel Gold Race-agtigt. Hvis løbet åbnes tidligt, er det guf for de klassiske puncheurs, der traditionelt har domineret løbet, men de lidt færre højdemeter på den nye rute gør, at løbet ikke længere har flere højdemeter end E3, der er den hårdeste af de flamske klassikere af en tilsvarende længde.

Først skal det indledende stykke overstås. Det bliver dog næppe specielt begivenhedsrigt i år. Vejret er pænt med begrænset vind, og rytterne skal være uheldige, hvis de skal rammes af en byge. Her vil et tidligt udbrud formentlig bare stille og roligt kørt ind af Jumbo og BikeExchange samt måske Bahrain, der kan tænkes at stå for det tidlige føringsarbejde. Derefter skal det store slag stå på rundstrækningen, hvor fraværet af regn og blæst ikke bidrager til udskilningen.

I fraværet af Van der Poel og Alaphilippe vil alle øjne være rettet mod Van Aert, der heller ikke her har det stærkeste hul. Ingen har lyst til at spurte mod den stærke belgier, og jeg tror derfor, at mange har en interesse i at åbne løbet tidligt. Det er de færreste, der tror, at de kan slå Van Aert på ren fart eller råstyrke, så mange vil have den ambition at få ham isoleret, så han kan angribes.

Her savner vi det stærke superhold, der som Deceuninck i de flamske løb kan sidde med flere kort i finalen. Ganske vist er der mange hold med mere end én kaptajn, men der er ingen hold, der med sikkerhed vil sidde med mange folk til sidst. Med andre ord er der en vis sandsynlighed, at der kan være ret mange isolerede kaptajner til sidst, hvis det lykkes at splitte løbet tidligt, og det kunne det svage Jumbo-hold tale for, at det gør. Van Aert kan formentlig finde en allieret i særligt BikeExchange, der formentlig er det eneste hold, der for alvor tror, at de med Michael Matthews kan vinde en spurt mod Van Aert.

På den baggrund tror jeg faktisk på et ret kaotisk løb. Jeg savner et stærkt hold, der kan lægge løbet i et jerngreb, og Van Aert kan godt komme til at savne Van der Poel og Alaphilippe til slut. Han savner nogle stærke folk at køre væk sammen med - ryttere, som samtidig tror på, at de kan vinde en spurt. Denne gang risikerer han, at al for meget handler om ham, og hvis han isoleres for tidligt, kan selv en stærk Van Aert få meget svært ved at holde styr på løbet. Det kunne således godt blive i år, at vi får en gentagelse af 2015-løbet, hvor Ben Hermans udnyttede manglen på kontrol og det store fokus på Gilbert til at tage en outsidersejr - og det betyder selvsagt, at kandidatlisten er længere end i et løb, hvor det bare var de beste, der skulle afgøre det til sidst.

Alligevel er jeg nødt til at pege på Wout van Aert. Historien taler nemlig sit tydelige sprog. Næsten hvert eneste år ender det alligevel med, at det er løbets bedste, der spurter om det til sidst, og i det scenarium vil belgieren være tårnhøj favorit. Den let stigende finale på toppen af en bakke kunne ikke ligge meget bedre til Van Aert, der både i Tirreno, Sanremo og Wevelgem har vist en hurtighed, der gør det meget svært at se, hvem der skulle kunne slå ham til sidst.

Er Van Aert så i form? Det står vel efterhånden klart, at han på intet tidspunkt har haft sit højeste niveau i år. Måske nærmede han sig i Tirreno, men i klassikerne er det ret åbenlyst, at han har manglet klassen fra 2020, måske fordi han har kørt sig selv for hårdt på ryggen af en lang crossvinter. At kalde ham dårlig vil dog være en overdrivelse. Han kørte med om sejren i Flandern, han vandt i Wevelgem, med lidt mindre føringsarbejde var han sikkert gået på podiet i E3, og han lignede bedste mand på Poggio i Sanremo. Van Aerts bundniveau er tårnhøjt, og selvom han nok er lidt træt, kører belgieren altid med om sejren.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Med inklusionen af Moskesstraat står Van Aert endnu stærkere. Ingen er bedre på en brostensstigning end ham, men også Amstel-delen ligger godt til manden, der blev nr. 2 på den meget hårdere rute ved VM. I spurten bliver han næppe slået, og derfor tror jeg kun, at han kan blive slået på taktik. Det er bestemt også muligt, da løbet som sagt kan blive en ukontrollerbar affære, men det gode vejr og de knap så mange stigninger kan trods alt hjælp et hold, der med Timo Roosen, Nathan van Hooydonck og Pascal Eenkhoorn samt de to unge klatrere Gijs Leemreize og Finn Fisher-Black, med at holde nogenlunde styr på det. Van Aert kan i finalen enten køre alene væk på Moskesstraat, og det tror jeg faktisk, at han kan i et felt, hvor han værste rivaler mangler. Lykkes det Jumbo og BikeExchange at styre løbet nogenlunde i det gode vejr, tror jeg på solosejr til Van Aert, og selv hvis han får selskab, vil han efter al sandsynlighed vinde en spurt, hvis han kan holde samlet. Taktikken åbner løbet op, men det er svært at komme udenom, at Van Aert er manden, der skal slås.

Hans værste rival må være Michael Matthews. Det er helt absurd, at han endnu ikke har vundet et løb, hvor han altid er blandt favoritterne, men han må nøjes med to 2. pladser, en 4. og en 5. plads. Den statistik taler imidlertid sit tydelige sprog om et løb, der passer ham som fod i hose. Umiddelbart svækker Moskesstraat ham måske, men som vi har set i år, er han også blandt de allerbedste på de brostensbakker, han først er begyndt at satse på i de senere år. Han så meget overbevisende ud i E3, men fik desværre ødelagt sit løb af Van Aerts punktering, og senest var han uheldig med to styrt lige inden Kwaremont i et Flandern Rundt, hvor han trods de fantastiske ben, han selv melder om, endte hele løbet med at jagte bagfra.

I det hele taget har Matthews været meget overbevisende fra Paris-Nice over Sanremo til de flamske klassikere, og derfor vil han køre med om sejren, hvis ikke løbet glider ham taktisk af hænde. Og er der en mand, der kan slå Van Aert i denne finale, må det være Matthews, der er en af verdens bedste i stigende spurter. BikeExchange har også Robert Stannard, der burde være skabt til dette løb, men det er meldt ud, at det er 100% for Matthews, hvorfor Stannard kun kommer i spil, hvis han spilles taktisk ud.

Al tanke om, at Christophe Laporte var i tilbagegang, er blevet gjort til skamme i den suverænt bedste sæson for franskmanden. Kortvarigt så han ud til at være i tilbagegang, men den fornemmelse blev gjort til skamme i Dwars og Flandern, hvor han var uhyre overbevisende. Dette er hans debut i løbet, men det burde passe ham aldeles fremragende med den overbevisende klatring, han har leveret i år. Inklusionen af Moskesstraat gør løbet endnu bedre for en brostensrytter som ham, og spurten ligger perfekt til manden, der senest vandt to stigende spurter i Besseges tidligere i år. Ligesom de to øvrige favoritter lider han under et svagt hold, men lykkes det at holde det hele under kontrol, bør han køre finale. Og netop i denne spurt har han måske også en chance mod Van Aert, særligt hvis belgieren har været nødt til at trætte sig selv forinden. Eneste lille usikkerhed er, om formen holder hele vejen, når nu han har været flyvende siden begyndelsen af februar. Hos sig har han Nathan Haas, der egentlig er skabt til løbet, men også i år har været helt ved siden af sig selv.

I det hele taget står Frankrig stærkt. De har nemlig også Anthony Turgis, der ganske vist har været stabil gennem alle klassikerne i år, men som tog det til et helt nyt niveau i Flandern Rundt, hvor han ubetinget var fjerdebedste mand. Dette løb passer ham også glimrende, særligt efter inklusionen af Moskesstraat, og det er ikke noget tilfælde, at han blev nr. 8 i debuten sidste år. Denne gang er han åbenlyst endnu stærkere, og som vi nu har set flere gange, senest i Kuurne skal hans hurtighed efter et hårdt løb bestemt ikke undervurderes - slet ikke i denne stigende, der burde ligge til hans højreben. Også for ham gælder, at vi skal se, hvor længe topformen holder, men kører han som i Flandern, bliver han uhyggelig igen onsdag. Måske slår han ikke Van Aert i en spurt, men i et ukontrollerbart løb ligner han et fremragende bud, også fordi han kan gøre det færdigt. Hos sig har han en formstærk Dries van Gestel , der blev nr. 12 i 2018, men han får sværere ved at vinde.

En anden rytter, der efter aflysningen af Roubaix pludselig kører løbet, er Matteo Trentin. Italieneren har været ganske fabelagtigt kørende i årets brostensklassikere, men han har bestemt ikke haft heldet med sig. Således styrtede han i Dwars og punkterede i finalen i Flandern, men forinden så han meget overbevisende ud i Welvelgem, E3 og Flandern. Hans fremragende Amstel i 2019 vidner om, at han kan køre denne slags løb, og med Moskesstraat står han endda endnu bedre. Afslutte kan han også, og hvis han undgår sine uheld, bør han derfor køre finale. Hos sig har han en velkørende Sven Erik Bystrøm, der dog ikke kan vinde, og Alexandr Riabushenko, der burde være skabt til dette løb, men igen i år har været milevidt fra skyggen af form. Løbet er nok for hårdt for den Ryan Gibbons, vi har set i år.

Ag2r kommer med et af de stærkeste hold, og det er vel Greg van Avermaet, der står med de bedste chancer. Veteranen har skippet løbet i de seneste år, hvor han er begyndt at satse på Roubaix, men i årene frem til og med 2013 blev han både nr. 5, 6 og 8. Det er da også et løb, der passer ham storartet, særligt den stigende finale og nu også Moskesstraat, hvor han som bekendt kan blande sig også med sprintere, selvom han ikke helt har fordums fart. Igen i år har han været uhyre stabil med top 13-placeringer i alle sine fem klassikere i denne periode, herunder senest en 3. plads i Flandern. Han er ikke længere stærk nok til at vinde på råstyrke, men han ligner et godt bud på en mand, der kan udnytte det taktiske spil i en ukontrollerbar finale. Det gælder særligt, hvis Ag2r kan sidde i overtal, og her kan sidste års nr. 3, Benoit Cosnefroy, blive vigtig. Desværre er franskmanden stadig ikke på toppen efter sin knæskade, der igen tvang ham ud af Baskerlandet, hvilket vækker bekymring. Det så dog fornuftigt ud på 2. etape, og selvom han ikke denne gang kører med de bedste, kan han komme i spil i en taktisk finale. Det samme kan Dorian Godon , der har imponeret stort gennem hele sæsonen, og som også kan afslutte til sidst. Allerede sidste år blev han nr. 17, og i år synes han dobbelt så stærk. Til gengæld er det nok svært at se en genfødsel for Bob Jungels, og løbet passer ikke helt til Aurelien Paret-Peintre. Løbet er nok for hårdt for Damien Touzé, og Stan Dewulf har vist ikke formen til at gentage sidste års 11. plads.

Det er ikke noget tilfælde, at Sonny Colbrelli elsker dette løb. Placeringer som nr. 1, 2, 4 og 6 fortæller, at det er den klassiker, der passer ham allerbedst, særligt fordi han er en af de få, der kan slå Van Aert i en finale, der passer ham aldeles fremragende. Sidste år blev han da også nr. 4 som hurtigste mand i gruppen bag de tre forreste, men desværre frygter jeg, at formen denne gang halter. Colbrelli har været under niveau gennem hele foråret, og senest skuffede han fælt i både Dwars og Flandern. Det har han dog gjort før, og han plejer alligevel med få undtagelser altid at være god her. Moskesstraat er nok ikke god for en mand, der er bedre på asfalt end på brosten, men til gengæld hjælpes han af det gode vejr, for Colbrelli skal vinde på, at han er en af de få, der faktisk kan vinde en spurt mod alle. Mere garanti har Bahrain faktisk i Dylan Teuns, der i Flandern endelig viste sin bedste form, men selvom han kan køre en stigende spurt og blev nr. 7 i 2018, skal han udnytte det taktiske løb, hvis han skal vinde. Et tredje meget stærkt kort for araberne er Matej Mohoric, der kørte et udmærket Catalonien, selvom han ikke klatrede helt som i Liege sidste år. Formen må dog forventes at være opadgående, og selvom Moskesstraat ikke er ideel for ham, er det et udmærket løb for ham. Man kan måske også håbe, at Mark Padun kan bygge videre på et udmærket Baskerlandet, men det er ikke rigtigt et løb for ham.

Ineos kommer med et meget interessant hold anført af Tom Pidcock. Den lille brite døjede med lidt sygdom i E3, men har ellers været toneangivende i alle sine klassikere, senest i et flot Flandern Rundt, hvor han dog så ud til at ofre sig for Dylan van Baarle. Nu kommer vi endelig til Ardennerne, som burde passe ham langt bedre end de flamske klassikere, og næst efter Strade Bianche er dette løb det hidtil bedste for ham, også selvom han nok svækkes lidt af Moskesstraat. Han burde også være en glimrende afslutter i denne let stigende finale med den hurtighed, der sendte ham på podiet i Kuurne, men det er klart, at heller ikke han slår Van Aert på stregen. Til gengæld er han klar til at udnytte det ukontrollerbare løb. Ineos stiller også med Eddie Dunbar og Richard Carapaz , men ingen af de to passer specielt godt til løbet, særligt ikke med Moskesstraat. Vi så også i Baskerlandet, at ingen af dem er i topform.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Sep Vanmarcke er endnu en af de ryttere, der kører løbet som erstatning for Roubaix. Normalt ville det ikke ligge specielt godt til ham, men med tilføjelsen af Moskesstraat står han pludselig fint. Det er i hvert fald en stigning lige efter hans hoved, men spørgsmålet er, om den generelle klatring bliver for omfangsrig for en mand, der ikke er verdens bedste klatrer. Han synes til gengæld at være i fremragende form, da han trods ugers sygdom blev en temmelig uventet nr. 5 i Flandern, hvor han også viste, at han bare bliver en bedre og bedre afslutter, særligt endda på en bakke som denne. Har han bevaret den form med sygdommen på større afstand, kan han være så flyvende på Moskesstraat, at han kører finale - og så kan meget ske, når der mangler kontrol. Israel SUN har også en i Flandern Rundt meget imponerende Hugo Hofstetter, men løbet er nok trods alt for svært til, at han kan vinde. Lidt større chance har Tom van Asbroeck, der blev nr. 19 i Flandern, men også for ham gælder, at det skal flaske sig, hvis han skal sejre.

En rytter, jeg glæder mig meget til at se, er Quinten Hermans. Crossrytteren satser endelig stort på landevejen, og hans fantastiske Tour de Wallonie, som han i 2018 kun i sidste øjeblik tabte på bonussekunder til Tim Wellens, vidner om evnerne i ardennerterræn. Alligevel overgik han mine forventninger i Baskerlandet, hvor han klatrede langt bedre, end jeg havde drømt om, og med de ben kommer han meget langt i dette løb. Han burde også elske finalen med den hurtighed, der har givet sejr i en reduceret massespurt i Vallonien, men jeg er lidt bekymret for, hvordan han har det med brosten og positionskamp. Det burde dog ikke være et problem for en crossrytter, og det er først og fremmest erfaringen, der måske kan halte. Fysikken bør betyde, at han kører finale. I det hele taget har Intermarché et sjældent spændende hold med mange gode kandidater. Lorenzo Rota har været fremragende i år, men han vinder næppe løbet og er helt uerfaren på brosten. Brostenene er heller ikke en fordel for Maurits Lammertink, der gik i top 10 i 2015, 2016 og 2019, og jeg er lidt usikker på, om niveauet stadig er højt nok for manden, der ellers elsker denne stigende spurt. Det så dog bedre ud de sidste dage i Baskerlandet, der var lovende. Også Loic Vliegen har tidligere været i top 10, men han synes at have tabt sin bedste form. Til gengæld synes Aime de Gendt endelig at være i bedring, men han synes stadig ikke god nok til at vinde, selvom løbet passer ham. Til gengæld skal vi nok ikke regne med Jan Bakelants¸ der ikke har kørt siden styrtet i Catalonien og ikke er ved fordums styrke.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Jasper Stuyven. Belgieren har ikke kørt løbet siden 2014 og 2015, hvor han begge gange udgik, og jeg er lidt i tvivl om hans holdbarhed på en så kuperet rute. Det nye design med færre stigninger og en svær brostensbakke burde dog styrke ham betydeligt, og han var i Sanremo mere klatrestærk end nogensinde tidligere. Han er også en af de få, der måske kan true Van Aert i den let stigende finale, og formen er stadig fin, som vi så med 4. pladsen i Flandern. For at vinde på så hård en rute skal det nok stadig ske med taktisk snilde, men med Moskesstraat er Stuyven bestemt i spil. Det kunne også være et løb for Toms Skujins og Alex Kirsch, men letten har ikke virket flyvende i år, og Kirsch har været i coronakarantæne siden E3. Endelig skal det blive interessant at følge unge Antonio Tiberi på stigningerne.

Vi kommer til at savne Alaphilippe, men set med danske øjne er hans afbud ikke så skidt endda. Det betyder nemlig, at Mikkel Honoré får sin store chance. Danskeren har været uhyre velkørende i år, og han viste sine evner i kuperet terræn i både Drome-Ardeche, Coppi e Bartali og senest Baskerlandet. Moskesstraat er nok ikke en fordel for en mand, der er uprøvet på brosten, men en robust fyr som Honoré burde nok kunne klare den del. Han burde også være lynhurtig i finalen, men der er trods alt en del favoritter, der er hurtigere end ham. Ligesom man andre skal han vinde på det taktiske spil, men det synes han også at have styrken til. Han er dog ikke alene. Aflysning af Roubaix har ført til, at Florian Senechal og Yves Lampaert begge kører løbet. Det passer dem ikke ideelt, men særligt med tilføjelsen af Moskesstraat kan de komme i spil, og Deceuninck kan i det lys måske ende med det overtal, vi kender. Begge kan afslutte i den stigende finale, særligt Senechal, men til gengæld kan højdemeterne måske blive lidt for mange, særligt for den lidt tunge Lampaert, der fik ødelagt sit Flandern Rundt af et uheld. Et fjerde kort er Pieter Serry, der er blevet nr. 3, 4 og 9 - de to sidstnævnte i hhv. 2018 og 2019. Han viste stigende form i Baskerlandet og synes at være klar til at gøre det fornuftigt, også fordi han kan afslutte. Og så ved man aldrig, hvad der sker, når Remi Cavagna angriber. Til gengæld kommer formsvage Mattia Cattaneo næppe til at spille en rolle.

FDJ stiller med det ganske interessant hold anført af Valentin Madouas. Den lille franskmand kom i Flandern Rundt tilbage på det flotte februarspor efter en katastrofal marts måned, og han synes klar til Ardennerne. Moskesstraat er umiddelbart en ulempe for ham, men som vi så i Flandern, kan han trods sin statur godt køre på brosten. Særligt ardennerdelen passer ham dog godt, og han er samtidig en udmærket afslutter. Man ved aldrig med ustabile Madouas, men fortsætter takterne fra Flandern, er han ikke uden chance for at udnytte en ukontrollerbar finale. Her kan han gøre fælles front med Rudy Molard, der dog skal alene hjem og næppe står specielt godt på Moskesstraat trods et fint Flandern Rundt sidste år. Til gengæld synes Kevin Geniets at have mistet den superform, han tidligere havde, selvom løbet passer ham, og jeg tror, at det bliver lidt for hårdt for Benjamin Thomas, der dog måske kan overraske.

Bryan Coquard elsker dette løb, hvor han blev nr. 4 i 2016, da han klatrede allerbedst. Siden har det knebet, men i år har han fundet lidt af fordums holdbarhed, som vi så i Biot i Paris-Nice og senest med flot kørsel på brostenene. Det taler for, at han kan rejse sig igen efter nogle år med knap så gode placeringer, herunder en 13. og en 19. plads. Brostenene er på papiret nok en ulempe, men han har jo kørt nogle fine flamske klassikere. Selve afslutningen passer ham ganske perfekt og måske endnu bedre nu, hvor den er knap så stejl. Spørgsmålet er bare, om han er helt holdbar nok. Hos sig har han den i år så velkørende Cyril Barthe, der burde kunne komme langt på denne rute, selvom han ikke vinder.

Alpecin stiller med et ganske stærkt kort i Petr Vakoc, der jo vandt løbet i 2016 og blev nr. 2 i 2017. Siden styrtet i 2018 har han ikke været sig selv, men han begynder at vise visse takter igen. Det så vi senest med en 15. plads i Strade Bianche, ligesom han også sluttede stærkt af sidste år. Han har haft en lang løbspause, men han burde have timet formen til Ardennerne. Moskesstraat er ikke en fordel, men han burde kunne klare lidt brosten, og som ardennerspecialist og puncheur passer han godt til resten af ruten. Et næsten lige så stærkt kort har de i Kristian Sbaragli, der senest blev nr. 20 sidste år, men det er aldrig lykkedes ham at genfinde det tårnhøje 2019-niveau. I år har han skuffet, men han burde have fundet formen til disse løb, der passer ham. Han er en god afslutter, men er nok ikke den største fan af de nye brosten. Alpecin har også Xandro Meurisse, der ligeledes passer til løbet, men hans form har været katastrofal hele året. Han har haft en lang pause, men han har meget at bevise efter et helt anonymt forår. Det har den uhyre formstærke Oscar Riesebeek til gengæld ikke, og han kan utvivlsomt komme langt, selvom han næppe kan vinde. Løbet passer dog nok ikke ideelt til den lille og lovende klatrer Ben Tulett, og Floris de Tier har været en skygge af sig selv i lang tid. Heller ikke Dries de Bondt bør kunne være med i front.

Magnus Cort har droppet brostensklassikerne for at satse på dette løb og Amstel Gold Race, og det er næppe en dum beslutning. Brosten kan han fint køre, og Moskesstraat er ingen ulempe, men det er hans positionering, der har været udfordringen. Den vil også være et problem i dette løb, og han har heller aldrig vist sig specielt eksplosiv på stigningerne. Derfor kan han få svært ved at følge de bedste, også fordi hans form måske var en anelse skuffende i Baskerlandet. På sine store dage er Cort dog et stærkt kort i et løb som dette, særligt hvis han kommer favoritterne i forkøbet og herefter bruger sin form i en finale, der passer ham. Han ledsages af den lille klatrer Simon Carr, der har imponeret i år, men som ikke passer ideelt til dette løb, som heller ikke den i år velkørende Neilson Powless gør det.

Arjen Livyns startede sæsonen så stærkt i februar, men han har tydeligvis mistimet formen. I hvert fald har han ikke været på samme niveau i de seneste tre klassikere, og han blev kun nr. 31 i Flandern. Til gengæld burde han faktisk næsten passe endnu bedre til dette løb med de klatreevner, han viste i februar, og han blev da også nr. 15 sidste år, hvor han ikke havde niveauet fra i år. Han er ikke voldsomt hurtig, og derfor får han måske svært ved at vinde, men i et ukontrollerbart løb kan han forhåbentlig gribe chancen fra distancen.

Læs også

Optakt: Amstel Gold Race

Bora kommer uden Peter Sagan og skal vel satse på Ide Schelling. Den lille hollænder må ærgre sig over Moskesstraat og brostenene, men resten af løbet burde passe ham storartet. Desværre så hans gode form ud til at være forsvundet i Baskerlandet, hvor han skuffede i udbruddet på 5. etape, og det er primært hans manglende stabilitet, der kan give håb om, at benene pludselig er kommet. Generelt får Bora det svært, da jeg regner løbet for hårdt for Jordi Meeus, og da det ikke passer Nils Politt.

Qhubeka har altid uforudsigelige Robert Power, men hans kørsel i Catalonien tyder på, at han har endnu en af sine katastrofeperioder. Det havde han bare også inden Strade Bianche, hvor han pludselig blev nr. 12, og det fortæller alt om, hvor svingende Power er og altid har været. Hans form kommer ofte helt ud af det blå, men spørgsmålet er, om løbet passer ham godt nok. Han klatrer godt, men Moskesstraat kan umuligt passe ham. Til gengæld har han den rette aggressive tilgang. Ellers må holdet køre offensivt med en formstærk Victor Campenaerts samt med Sander Armee.

De resterende hold får det svært. Lotto har Tosh van der Sande , der altid satser på løbet, men aldrig er gået i top 20, og Stefano Oldani, der dog nok trods alt vil finde det for hårdt. Løbets passer ikke klatrerne Sylvain Moniquet og Kobe Goossens . DSM stiller med de unge klatretalenter Marco Brenner, Andreas Leknessund, Henri Vandenabeele, Kevin Vermaerke og Felix Gall, men løbet passer dem ikke ideelt, og det er kun Brenner og Leknessund, der er begyndt at vise lidt sparsom form. Hos Sport Vlaanderen må man i lyset af manglende form fra Thomas Sprengers håbe på den velkørende Cedric Beullens, mens Uno-X nok skal køre offensivt med Jonas Abrahamsen og Anders Skaarseth.

OPDATERING: Uno-X har udtaget Markus Hoelgaard og bliver pludselig helt anderledes konkurrencedygtige. Han mangler afslutningen, men ellers passer løbet ham storartet, og med 8. pladsen i E3 har han vist form.

OPDATERING 2: Desværre stiller Hermans ikke til starten. Han erstattes dog af Odd Christian Eiking, der uden væsentlige brosten står glimrende til dette løb, da han også kan afslutte. Han viste hæderlig, men ikke prangende form i Baskerlandet. Heller ikke Beullens stiller til start på det profilfattige Sport Vlaanderen.

OPDATERING 3: Heller ikke Padun, Kirsch, Powless eller Van Asbroeck stiller til start.

BEMÆRK: Jeg er blevet gjort opmærksom på, at Moskesstraat frem mod VM er blevet repareret og nu er forvandlet fra en led brostensstigning til en meget lettere sag. Det betyder, at løbet mister sit flamske præg og i højere grad minder, om det løb, vi kender - et løb med større appel til ardennerfolk, men stadig med muligheder for tungere folk også. Moskesstraat er dog stadig en meget stejlere stigning, end vi normalt ser i løbet, og det kunne tale for større udskilning og bedre mulighed for ardennerfolk til at gøre forskelle. Til gengæld ændrer det ikke på, at der er færre stigninger end tidligere. Stjernetildelingen er opdateret i overensstemmelse hermed.

***** Wout van Aert

**** Michael Matthews, Tom Pidcock

*** Anthony Turgis, Greg van Avermaet, Matteo Trentin, Sonny Colbrelli, Christophe Laporte

** Mikkel Honoré, Dylan Teuns, Valentin Madouas, Sep Vanmarcke, Benoit Cosnefroy, Markus Hoelgaard, Florian Senechal, Bryan Coquard, Magnus Cort, Jasper Stuyven, Matej Mohoric, Petr Vakoc, Dorian Godon, Yves Lampaert

* Maurits Lammertink, Odd Christian Eiking, Rudy Molard, Arjen Livyns, Ide Schelling, Richard Carapaz, Pieter Serry, Simon Carr, Yves Lampaert, Robert Power, Lorenzo Rota, Kristian Sbaragli, Xandro Meurisse, Oscar Riesebeek, Bob Jungels, Loic Vliegen, Aime de Gendt, Kevin Geniets, Robert Stannard, Remi Cavagna, Sven Erik Bystrøm, Dries van Gestel, Toms Skujins, Stan Dewulf, Benjamin Thomas, Cyril Barthe, Nils Politt, Victor Campenaerts, Marco Brenner, Andreas Leknessund, Tosh van der Sande, Stefano Oldani

Danskerne

Mikkel Honoré og Magnus Cort kan køre deres egen chance og er omtalt ovenfor. På Qhubeka skal Andreas Stokbro støtte Robert Power og måske Sander Armee og Victor Campenaerts, selvom det er et løb, der egentlig kunne ligge godt til Vinjebo. På Bora skal Frederik Wandahl støtte Ide Schelling, Jordi Meeus og Nils Politt.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Julian Alaphilippes sejr fra 2020, Mathieu van der Poels sejr fra 2019, Tim Wellens’ sejr fra 2018, Sonny Colbrellis sejr fra 2017, Petr Vakocs sejr fra 2016, Ben Hermans’ sejr fra 2015, Philippe Gilberts sejr fra 2014 samt Peter Sagans sejr fra 2013.