Løbets rolle og historie

Cykelsæsonen er inddelt i flere faser, der tilgodeser forskellige ryttertyper. Efter de mange forberedelsesløb i januar og februar gav Paris-Nice og Tirreno-Adriatico etapeløbsrytterne en chance for at vise sig frem, før en ganske særlig type af klassikerryttere indtog scenen i Milano-Sanremo og brostensklassikerne. Den del af sæsonen er efter Paris-Roubaix nu ovre, og nu er de lettere fyre klar til at overtage stafetten i ardennerklassikerne, inden vi tager hul på grand tour-sæsonen.

Efter Philippe Gilberts sejr i Roubaix er vi nu inde i en af disse overgangsfaser. Folk som Sep Vanmarcke, John Degenkolb, Alexander Kristoff, Jasper Stuyven, Zdenek Stybar, Matteo Trentin og Arnaud Demare tager sig alle en god pause, mens en ny gruppe af ryttere er i gang med at færdiggøre forberedelserne til deres store løb, ardennerklassikerne, der indledes på søndag med Amstel Gold Race. Onsdag får de en sidste chance for at varme benene op inden de større løb, når et par af nøgleaktørerne stiller til start i semiklassikeren Brabantse Pijl.

Med sin placering søndagen før Flandern Rundt var Brabantse Pijl i mange år lidt af et misfoster i brostenssæsonen. Med en kuperet rute stort set uden pavéer i områder omkring Leuven og en hård finale på Alsemberg-stigningen var løbet en rammen om en lille test for et par ardennerryttere, men de fleste havde allerede blikket rettet mod De Ronde bare en uge senere, efter at alle de store brostensryttere havde været i aktion i lørdagens E3.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

I forbindelse med en generel omstrukturering af den belgiske klassikerkalender i 2010 fik løbet en ny dato i den del af sæsonen, det reelt tilhører. Det overtog Scheldeprijs’ plads om onsdagen mellem Paris-Roubaix og Amstel Gold Race og fik dermed ny legitimitet som det sidste og perfekte forberedelsesløb til de kommende tre store klassikere i Belgien og Holland. Samtidig ændrede man ruten for i endnu højere grad at tilpasse sig denne rolle.

Med en historie, der kun rækker tilbage til 1961, mangler løbet de samme dybe rødder som de største løb, men det har altid været en ganske prestigiøs begivenhed. En vinderliste, der inkluderer folk som Eddy Merckx, Freddy Maertens, Roger De Vlaeminck og Claude Criquelion i de tidlige år er et klart vidnesbyrd om, at det ikke er et løb, man har taget let på. Den mest succesfulde rytter i løbets levetid er Edwig Van Hooydonck, der tog fire sejre mellem 1987 og 1995, mens Oscar Freire i de senere år har været den dominerende skikkelse med tre sejre i træk fra 2005 og 2007 (i en periode hvor Tom Boonen hver gang vandt den foregående lørdags E3, hvilket gjorde weekenden inden Flandern Rundt til en imponerende ensidig affære). Desværre lykkedes det akkurat aldrig spanieren at tage den forløsende fjerde sejr.

Ikke overraskende har løbet fået nyt liv og mere prestige i kraft af sin nye dato. Efter en overraskende sejr til et udbrud umiddelbart efter flytningen i 2010 har de seneste otte udgaver været en fascinerende kamp mellem nogle af de bedste ardennerryttere i deres absolutte topform. Tidligere var de ryttertyper, der virkelig kunne begå sig på den kuperede rute, ikke på deres højeste niveau under løbet, som mange derfor droppede, men efter kalenderændringen har man tiltrukket et stjernebesat felt at ardennerspecialister. I 2011 signalerede løbet endda starten på Philippe Gilberts fantastiske klassikerkampagne, idet belgieren vandt semiklassikeren, inden han senere erobrede det hele i Ardennerne. Løbet er ganske vist ikke officielt en del af ardennerklassikerne, men i realiteten strækker ardennerugen sig nu hele vejen fra Brabantse Pijl til Liege-Bastogne-Liege.

Løbet markerer overgangen fra brosten til Ardennerne perfekt. Selvom det kun har ganske få brosten, er det en slags sammensmeltning mellem brostens- og ardennerklassikerne. Med ikke færre end 31 stigninger på ruten er det klart, at klatrestyrke er en væsentlig egenskab, hvis man vil have succes. Løbet afvikles imidlertid syd for Bruxelles, hvor man ikke har Ardennernes lange stigninger. I stedet består løbet af adskillige korte, skarpe bakker - nogle endda med brosten - der er meget mere sammenlignelige med de mange hellingen, der kendes fra Flandern Rundt.

På den måde har opbygningen af programmet for de kuperede klassikere nu en nydelig progression. Efter starten på de korte ramper i Brabantse Pijl bliver stigningerne gradvist længere og længere i Amstel Gold Race og Fleche Wallonne, inden Liege-Bastogne-Liege afrunder klassikersæsonen som det løb, der passer bedst til de rene klatrere og etapeløbsryttere, hvormed man naturligt kommer til grand tour-sæsonen. Derfor er det ikke overraskende, at man ofte set et par af de formstærke brostensspecialister forsøge at sikre sig et sidste topresultat, inden de tager en velfortjent pause, og startlisten byder derfor ofte på et mix af begge slags klassikerryttere. Det afspejles også af vinderlisten, der både inkluderer brostensspecialister som Johan Museeuw, Luca Paolini, Sylvain Chavanel og senest Sonny Colbrelli samt ardennerryttere som Philippe Gilbert, Michele Bartoli, Michael Boogerd og senest Tim Wellens.

Sidste år var løbet ikke helt så stærkt besat som tidligere, og det udnyttede Lotto til at levere en sand magtdemonstration. I den hektiske finale viste Tim Wellens sig som løbets klart stærkeste, da han med stor autoritet kørte væk på en af de sidste stigninger og sejrede med 9 sekunder ned til feltet, hvor Tiesj Benoot ganske vist måtte se sig overspurtet af den forsvarende vinder, Sonny Colbrelli, men med en 3. plads sikrede Lotto to mand på podiet. Efter debuten i Flandern Rundt indleder Wellens sine vigtigste løb med et forsøg på et titelforsvar, men han må klare sig uden Benoot, der er ude efter søndagens styrt, men alligevel aldrig havde planer om at køre onsdag. Det har Colbrelli derimod, og han vender tilbage i et forsøg på at vinde løbet for anden gang.

Ruten

2010-udgaven var ikke bare den første med den nye dato, det markerede også introduktionen af en ny, hårdere rute, der gjorde det endnu mere skabt til sin nye dato. Der blev introduceret flere stigninger, hvormed løbet nu har flere ligheder med det, der venter i Ardennerne.

Omlægningen af ruten betød, at man opgav den tidligere afslutning på Alsemberg, og løbets tidligere nøglestigning spiller nu kun en sekundær rolle. I stedet er nøglepunktet i løbet en hård rundstrækning i byen Overijse med ikke færre end fem stigninger, og da feltet skal køre i alt tre omgange, er der således hele 15 korte bakker på menuen i løbet af de sidste 70 km. Samlet set skal man op over 31 stigninger og et par brostensstykker, og dermed har ruten ingredienser fra både de flamske klassikere og ardennerklassikerne, hvilket gør det til en alsidig og hård udfordring. Sammenlignet med sidste år er løbet ændret betragteligt i den indledende fase, så antallet af stigninger er øget fra 26 til 31. Selve finalen er dog den samme, som den har været hvert år siden 2010.

Med en distance på 196,2 km - 5,7 km kortere end sidste år - har løbet samme længde som et typisk midtugeløb mellem to store klassikere. Rytterne starter som vanligt i byen Leuven og kører herfra mod sydvest gennem hovedsageligt fladt terræn frem mod løbets tidligere målområde. Undervejs passerer man målbyen Overijse, og ligesom sidste år skal man undervejs passere den lille Smeysberg-stigning (700 m, 6,2%) efter bare 13,4 km. I år kører man udenom Rue de Hal-stigningen og fortsætter mod sydvest, inden man drejer mod nordvest. Her skal man op over Chaussee d’Alsemberg (1,0 km, 3,0%) efter 41,8 km samt den gamle målstigning, Alsemberg (500 m, 5,4%) efter 45,9 km, inden man kører to omgange på en helt ny 15,8 km lang rundstrækning tæt på det gamle mål. Dermed får man mulighed for at bestige endnu en af løbets gamle nøglestigninger, Bruineput (900 m, 6,2%) samt Menisberg (400 m, 5,1%) og Lotsestraat (1000 m, 5,3%) efter hhv. 52,2 kim, 56,0 km og 60,6 km samt igen efter hhv. 68,0 km, 71,8 km og 76,5 km.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Rytterne vender herefter rundt og begiver sig ad den samme vej tilbage mod først sydøst og siden nordøst til Overijse. Med tre stigninger - Eigenbrakelsesteenweg (900 m, 4,3%), Rue Pierre Fiamand (500 m, 4,6%) og Rue Francois Dubois (900 m, 4,2%) efter hhv. 84,8 km, 89,5 km og 103,4 km - på menuen, er ruten her lidt mere udfordrende end i den modsatte retning, men den første del af løbet er som regel relativt rolig. Efter de indledende angreb - der imidlertid ofte kan tage ganske lang tid - får et tidligt udbrud typisk et forspring, mens favoritterne sparer på kræfterne frem mod slaget på rundstrækningen i finalen.

Farten øges som regel gradvist, og løbet bliver alvor, når feltet nærmer sig målstregen, som første gang passeres efter 126,1 km. På dette tidspunkt har man allerede næsten kørt en hel omgang på den afsluttende rundstrækning, og man har været oppe over fire af de fem stigninger, der dominerer finalen. Rytterne afslutter nu dagen med at køre tre omgange på den 23,4 km lange rundstrækning, der har været rammen om finalen siden 2010. Med fem stigninger, hvoraf den ene er på brosten, er det en ganske tricky sag, og det regner som regel med angreb, så snart man er startet på første omgang.

Den første stigning, Hagaard, kommer bare 2,7 km efter passagen af stregen, hvorefter Hertstraat (700 m, 3,6%) følger 3,8 km længere fremme. 6,5 km senere tager man hul på Holstheide (500 m, 6,4%), mens de to sidste stigninger kommer hurtigt efter hinanden helt tæt på mål. Med 4,3 km igen skal man op over den brostensbelagte Ijskelderlaan (1000 m, 2,7%), før man rammer en teknisk nedkørsel, der kan være som en skøjtebane i regnvejr. Den sidste udfordring er Schavei (700 m, 4,3%), der starter med bare 900 m igen og har top, når rytterne tager et venstresving ind på en svagt stigende opløbsstrækning bare 200 m fra stregen. Det meste af rundstrækningen er uden store tekniske udfordringer, men de sidste 5 km er meget vanskelige og inkluderer adskillige sving og en svær nedkørsel inden for de sidste 3 km. Blandt andet er der et par hårnålesving, inden man er nede i bunden med 2200 m til mål. Den følgende flade strækning har yderligere et par sving, som gør indløbet til Schavei kompliceret med et sidste sving i bunden af bakken og derefter på toppen med 200 m igen.

Stigningerne er ikke lange, og for at gøre en forskel skal man ofte accelerere hele vejen fra bund til top. Hver for sig er de ganske nemme, men den samlede udfordring bestående af 31 korte, skarpe bakker gør løbet hårdt og skabt til gode afsluttere med et solid punch.

Historien viser, at man kan nå et topresultat i løbet ved at foregribe favoritterne, og derfor er rundstrækningen ofte en forrygende festival af angreb, der gør det til et af de mest aggressive og underholdende løb på sæsonen. Mens de store klassikere ofte er ganske kontrollerede, er det modsatte tilfældet i Brabntse Pijl. Løbssituationen forandrer sig som regel konstant, når nye grupper dannes, andre splittes op, og nogle smelter sammen. Selv nogle af outsiderne har ofte spillet ud langt udefra, og det er ofte meget svært for favoritterne at finde ud af, hvornår man skal komme med sine fremstød.

Ofte har man set, at de bedste ryttere kommer op til de stærkeste udbrydere, hvorved der etableres en gruppe med en blanding af favoritter og angrebslystne folk, og de har af og til afgjort det på Schavei. I 2014 så det ud til, at Philippe Gilbert netop havde skabt en sådan situation sammen med folk som Simon Gerrans og Björn Leukemans, men det viste sig at være spildte kræfter, da det hele blev samlet til en spurt i et decimeret felt. Det skete næsten igen i 2015, da kun 2 sekunder adskilte feltet og vinderen, Ben Hermans, på stregen, mens det i 2016 lykkedes fire mand at køre væk i finalen. Også i 2017 blev den afgørende gruppe etableret tidligere og endte med at spurte om sejren, mens det sidste år kun var Wellens, der forhindrede en spurtafgørelse.

Selvom en mindre gruppe ofte afgør løbet, kan det sagtens ende med, at feltet er samlet i bunden af Schavei, hvilket har været et perfekt scenarium for punchy sprintere om Michael Matthews, Sonny Colbrelli og Bryan Coquard, der alle har leveret topresultater. Selvom stigningen ender 200 m fra stregen, splittes feltet som regel på bakken, og derfor passer afslutningen bedre til puncheurs end sprintere, og det er derfor oftest ardennerspecialisterne, der stjæler rampelyset i Brabantse Pijl.

Løbet byder på i alt 2105 højdemeter.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Vejret

I enhver belgisk klassiker spiller vejrbetingelserne en nøglerolle. Vind og regn har ganske vist traditionelt haft mindre indflydelse i de kuperede løb end på brostenene, men i et løb som Brabantse Pijl med mange smalle veje og svære nedkørsler foretrækker de fleste at have godt vejr, specielt da vejene i Overijse før har været som en skøjtebane.

I de senere år har løbet generelt haft flotte betingelser, og selvom det ikke vil være tilfældet i år, er risikoen for regn lille. Der venter en overskyet dag med en temperatur på maksimalt 15 grader, men der er kun ca. 10% risiko for en byge i første del af løbet. Vind vil der ikke være meget af med blot en svag brise fra syd. Det giver først sidemodvind og så sidemedvind, inden man igen får sidemod- og til slut sidemedvind på stykket frem til rundstrækningen. Her vil der primært være sidemodvind på første del, inden man drejer ind i sidemedvind på Holstheide. Man får dernæst sidemodvind frem til bunden af IJskelderlaan, hvorefter man snor sig rundt, indtil man i bunden af Schavei får sidemedvind på den sidste kilometer.

Favoritterne

Brabantse Pijl har virkelig etableret sig som stedet at forberede sig til Amstel Gold Race. Mens Baskerlandet Rundts længere stigninger er perfekte som opvarmning til Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege, kan man i Brabantse Pijl få en meget bedre føling med de korte, intense kraftudladninger, der skal benyttes i den hollandske klassiker. Derfor har løbet i de senere år været i stand til at tiltrække nogle af de absolut største favoritter til Amstel, og det gør sig også gældende i år.

Det hele startede i 2013, hvor man have Philippe Gilbert og Peter Sagan, de to store forhåndsfavoritter til søndagens løb, til start, og siden da har man i de følgende år næsten hver gang kunne præsentere både Gilbert og Michael Matthews, der vel var de to mest dominerende ryttere i Amstel Gold Race i de år. Sidste år kneb det desværre lidt mere med at tiltrække ardennerfavoritterne, men det gør sig bestemt ikke gældende i en 2019-udgave, der ligner en af de stærkest besatte hidtil. Således kan man præsentere Julian Alaphilippe, Mathieu van der Poel, Michael Matthews, Sonny Colbrelli, Alberto Bettiol og Tim Wellens, der alle hører til blandt de tungeste favoritter til søndagens store løb.

I de senere år synes der at være etableret en naturlig fordeling af de ryttere, der satser på søndagens hollandske klassiker. Mange af klatrerne har foretrukket Baskerlandet Rundt, mens mange af specielt de lidt tungere klassikerspecialister, der ikke også begår sig i etapeløb, vil være til start onsdag. Mange af disse har enten slet ikke været til start i Spanien eller har ikke gravet dybt hver dag i deres kamp om klassementet, og derfor har de brug for en sidste kraftudfoldelse inden weekenden.

Til gengæld synes det tidligere tendens til, at brostensrytterne afslutter deres klassikersæson med også at køre i Overijse at være aftagende. Således er det i år ingen nøgleaktører fra Paris-Roubaix til start. Ryttere som Greg Van Avermaet, Philippe Gilbert og Peter Sagan, der har planer om at køre Amstel Gold Race, foretrækker en uges hvile. Til gengæld er der ryttere om Colbrelli, Bettiol, Van der Poel og Matthews, der kører både i Ardennerne og i Flandern, men skipper fladbaneløbet i Roubaix. De har naturligt nok brug for at køre et løb inden søndag, og deres styrke i et løb som dette afspejler fint, hvordan det er en sammensmeltning af en flamsk klassiker og et ardennerløb.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Brabantse Pijl har altid været enormt svært at håndtere korrekt for favoritterne. De mange stigninger og den store aggression betyder sammen med det faktum, at holdene sjældent er i deres stærkeste opstilling, at det er svært at kontrollere, og løbet er ofte blevet vundet af en stærk gruppe, der kommer fri på rundstrækningen. På den anden side kan det lige så vel ske, at løbet skal afgøres af et decimeret felt på Schavei, og sker det, er det vigtigt at have sparet på kræfterne.

Udfordringen blev specielt tydelig i 2014, hvor Philippe Gilbert startede som storfavorit. Belgieren var imidlertid pludselig i defensiven, da en stærk gruppe med Simon Gerrans og Björn Leukemans kom fri, og BMC-mandskabet eksploderede i forsøget på at køre dem ind. Gilbert følte, at han havde misset det afgørende fremstød og brugte mere end 10 km på helt alene at køre op til de forreste. I samme moment begyndte Giant-Alpecin og CCC imidlertid at jagte, og da det hele blev samlet, havde Gilbert brugt de fleste af sine kræfter. I sidste ende var han så stærk, at han stadig kunne vinde spurten, men situationen viser fint, hvor svært det er at finde den rette tilgang til dette løb: skal man køre aggressivt eller satse på, at det slutter i en spurt på Schavei?

Det gør løbet til en underholdende affære, der kan vindes af mange forskellige ryttere. Som Thomas Voecklers 2012-sejr, Ben Hermans’ triumf i 2015 og Tim Wellens’ sejr i 2018 viser, kan en enlig angriber løbe med det hele, og i 2010 holdt det tidlige udbrud endda hjem. Løbet afgøres imidlertid oftest i et afgørende slag på Schavei, enten i en lille gruppe eller i et decimeret felt, og det betyder, at det er et løb for puncheurs med et godt kick på den sidste stigning. Da spurten foregår på et stykke falsk fladt, er det en kombination af spurtegenskaber og klatreben, der som regel afgør løbet. Det gør det meget sammenlignet med den finale, der blev benyttet i Amstel Gold Race mellem 2013 og 2016, hvor en kort stigning leder frem til en flad finale. Cauberg er imidlertid meget hårdere end Schavei, og den hollandske klassiker er meget længere end Brabantse Pijl, og der er derfor tale om en betydelig mere selektiv finale.

Igen i år er der udsigt til en meget interessant kamp mellem ryttere, der gerne vil skabe lidt udskilning, og ryttere, der vil have det hele afgjort i en spurt, og det skaber en meget interessant dynamik. Denne gang har vi dog fire af verdens allerbedste puncheurs, Alaphilippe, Van der Poel, Colbrelli og Matthews, med i feltet, og de vil alle være tilfredse med en spurtafgørelse. Det kunne tale for et mere kontrolleret løb end tidligere, ikke mindst fordi et stærkere felt også gør det sværere at skabe udskilning. Omvendt er der næppe heller tvivl om, at både Alaphilippe og Van der Poel gerne vil have et hårdt løb, og det vil være en overraskelse, hvis ikke de viser sig frem med offensiv kørsel undervejs. Det samme vil helt sikkert være tilfældet for Wellens, der i et felt med så stærke afsluttere ingen interesse har i en spurtafgørelse.

Det burde borge for en ganske aggressiv finale, og man kan bestemt ikke udelukke, at det vil lykkes en gruppe af outsidere at køre væk, som vi så det i 2015, hvor det store fokus på Gilbert betød, at hans holdkammerat Hermans aldrig blev hentet. Hold som Lotto, Deceuninck, Sunweb og Bahrain har alle solide alternative planer, der kan komme i spil, hvis de sendes med i en tidlig gruppe, og Corendon har ikke det bedste hold til at jagte for Van der Poel. Mest sandsynligt er det dog, at der altid vil være så mange hold, der er kommet i defensiven, at de skal afgøres mellem favoritterne på de sidste 20 km.

Her vil Alaphilippe være det naturlige omdrejningspunkt. Alle ved, at man ved at holde sig til franskmanden formentlig er sikker på at køre finale, og det vil derfor formentlig være udgangspunktet for folk om Matthews og Colbrelli, der satser entydigt på deres spurt. Sidste år så vi, at det godt kan lade sig gøre for stærkeste mand at køre alene hjem, og skal man pege på en mand, der kan gøre det denne gang, må det naturligt nok være Alaphilippe. Spørgsmålet er bare, om det er muligt på de relativt korte, lette stigninger. Umuligt er det ikke, ligesom et overraskelsesangreb i en taktisk finale også er realistisk, men formodningen må være, at det skal afgøres i en spurt på Schavei i en favoritgruppe, der dog formentlig vil være ganske decimeret efter et løb, hvor angreb fra folk som Van der Poel, Alaphilippe, Bettiol og Wellens formentlig vil gøre det knaldhårdt.

Med deltagelse af Alaphilippe, Van der Poel, Matthews og Colbrelli har vi fire af verdens allerbedste puncheurs i feltet, og de kan alle slå hinanden i en finale som denne. Det gør løbet til en historisk jævnbyrdig affære, hvor det er næsten umuligt at sige, hvem der vil have overhånden. Vi vil dog pege Julian Alaphilippe som vores favorit. Det franske fænomen skulle egentlig slet ikke have været til start, men efter styrtet i Baskerlandet har han brug for en ekstra løbsdag. Heldigvis slap han fra uheldet med overfladiske skrammer, og det burde ikke have sat ham nævneværdigt tilbage inden klassikerne, og han må formodes at møde til løbet med en form, der nærmer sig toppen her bare få dage inden de allerstørste mål på hele året.

Alaphilippe har ikke kørt løbet siden 2016, og det er da heller ikke en rute, der passer ham perfekt. Stigningerne er en anelse for lette, og det gør det svært for en eksplosiv spirrevip som ham at sætte de lidt tungere folk. Derfor kan han ikke bare regne med at køre fra alt og alle med sine berømte slangehug, som han ellers har haft det for vane. Alligevel er det ikke et dårligt løb for en mand, der i år har været helt ustyrlig i de fleste af sine løb, og når han først har åbnet for gassen for en bakke i denne sæson, har der generelt ikke været mange, der har blot kunnet drømme om at gå forbi. Han har ganske enkelt været så suveræn, at han lige nu synes at være verdens bedste på korte stigninger.

I en flad spurt er Alaphilippe utvivlsomt ikke så hurtig som Van der Poel, Colbrelli eller Matthews, men i år har han spurtet bedre end tidligere. Mest imponerende var det, at han vandt i Milano-Sanremo, samt at han slog de rigtige sprintere i den kun let stigende finale på 6. etape i Tirreno. I de rigtige puncheurspurter i Tirreno og Baskerlandet var han på en anden planet, og alt sammen viser det, at han bliver svær at bide skeer med også i denne finale. Bedst havde det været, hvis der havde været mål på toppen, men som Gilbert viste, da han i 2014 overspurtede Matthews er den let stigende finale ikke nødvendigvis bedst for de lidt tungere folk. Alaphilippe ligner derfor både favoritten i en spurt, ikke mindst efter et hårdt løb, og samtidig bedste bud på en mand, der kan køre alene hjem. Det gør ham til vores vinderbud.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Mange taler om Alaphilippe, Van der Poel og Matthews, men lidt overraskende synes Sonny Colbrelli at glide under radaren. Dette er ellers et næsten perfekt løb for italieneren, der da også er blevet hhv. nr. 1 og 2 i de seneste to udgaver. I begge tilfælde var han hurtigste mand i favoritgruppen, og havde det ikke været for Wellens, havde han i morgen kunnet score hattrick. Det er ikke uden grund. Colbrelli er vel i virkeligheden den hurtigste af de fire favoritter, og i stigende spurter er han i dag langt bedre, end hans beskedne rygte tilsiger. Sidste år blev han to gange nr. 2 bag Sagan i stigende spurter i Touren, sidste år sejrede han på kongeetapen i Dubai, og ikke mindst leverede han en overmenneskelig puncheurspurt i Montreal, hvor kun dårlig timing betød, at Matthews kom forbi til sidst.

Colbrelli har fordel af, at opløbet kun stiger svagt, og kommer han først til toppen med de bedste, burde han i teorien være den hurtigste på sidste del. Til gengæld er han også den mindst holdbare af de fire favoritter, men det betyder ikke, at han ikke kan klatre. Det viste han med sin offensive kørsel, da han vandt for to år siden, og selv sidste år, hvor han var svækket af sygdom, var han med i front. I år har han ikke haft sådanne problemer og er kommet bedre igennem de flamske klassikere, der dog stadig er for svære. Hans 3. plads i Amstel Gold Race siger alt om hans holdbarhed. Som den mindst holdbare af favoritterne kan han måske få det for hårdt, hvis det bliver meget aggressivt, men ender det i en spurt o en favoritgruppe, anser vi ham som Alaphilippes værste konkurrent.

Michael Matthews elsker Brabantse Pijl, men det er endnu ikke lykkedes australieren at vinde en af de klassikere, der passer ham allerbedst. I 2014 blev han lidt overraskende overspurtet af en ellers træt Gilbert, og i 2015 fik feltet aldrig hentet Hermans, hvorfor det blot blev til endnu en 2. plads. I 2016 blev han slået af Bryan Coquard i feltets spurt om 4. pladsen, og i 2011 kom han ikke med i den gruppe, der afgjorde løbet, selvom han var hurtigste mand i feltet. Efter et års fravær vender han nu tilbage med ambitioner om endelig at vinde, og hans mange topresultater viser, at det er en finale, der passer ham.

Chancerne er gode. Matthews har haft et problematisk forår, hvor hans styrt i Paris-Nice satte ham tilbage. Alligevel overraskede han sig selv i Milano-Sanremo, hvor han næsten kørte med de bedte, og han tankede siden selvtillid i Catalonien, ikke mindst da han slog Valverde i den stigende spurt på 2. etape. Flandern Rundt-debuten var også mere end godkendt, selvom han kun hang med i front som det tynde øl, og man må formode, at formen nu endelig nærmer sig toppen.

Finalen er fremragende for Matthews, der er en af verdens bedste i stigende spurter. Det viste han senest i Catalonien, men også de to sejre i Canada sidste år var en understregning af formatet. Samtidig burde han som en sprintertype have fordel af, at det flader lidt ud til sidst, hvor han kan benytte, at han har større power end en fyr som Alaphilippe. Terrænet er ingenlunde for hårdt for Matthews, der måske ikke har Alaphilippes slangehug på de små bakker, men stadig er i stand til at følge også de allerbedste. På de sidste 200 m er Colbrelli måske nok en anelse hurtigere, men til gengæld har Matthews større holdbarhed. Har han fundet de sidste procent siden Flandern, er der i hvert fald gode chancer for at bryde forbandelsen.

Er det forkert at placere Mathieu van der Poel helt nede som nr. 4 på listen? Det kan meget vel vise sig at være tilfældet, for det er ganske rigtigt en finale, der passer hollænderen fremragende. Problemet er bare, at han er oppe mod tre af verdens førende specialister i lige netop denne slags spurter, og derfor skal det hollandske fænomen virkelig være på toppen for at vinde. Det er han formentlig også efter et Flandern Rundt, hvor han sammen med Alberto Bettiol formentlig var den stærkeste, og hvor han måske kunne jave vundet, hvis ikke har var blevet ramt af uheld. Til gengæld viste han også lidt svaghedstegn i Sarthe i sidste uge, hvor han måske nok viste sin hurtighed ved at vinde en meget teknisk massespurt og vandt feltets spurt i den stigende finale på 4. etape, men hvor han på kongeetapen med sit angreb bag det tidlige udbrud end ikke kunne sætte en sprinter som Bryan Coquard.

Det skal man nok ikke lægge alt for meget i, for Van der Poel har generelt et meget højt bundniveau. Omvendt har han kørt stærkt lige siden oktober måned, og på et eller andet tidspunkt må også han trænge til en pause. Den følger også efter søndagens Amstel Gold Race, men han har næppe problemer med at sætte sig op til årets sidste to løb. Vi har stadig til gode at se ham slås mod Alaphilippe, Matthews og Colbrelli i denne type finale, men det er en afslutning, der passer ham. I en flad spurt har han nok ikke helt samme fart som Matthews og Colbrelli, men til gengæld er han mere slidstærk og mere eksplosiv på den sidste bakke. I forhold til Alaphilippe bør det også være til hans fordel, at det mod slutningen flader en smule ud, og grundlæggende er det en god afslutning for en mand, der både er puncheur og i stand til at køre massespurter. Nu skal han bare også undgå at havne i dumme situationer i et løb, hvor hans hold igen er svagt, som vi senest så det i Sarthe. Og fremfor alt skal han økonomisere med kræfterne. I dette felt er der ikke råd til fejl, og den største trussel mod Van der Poel kan meget vel være, at han har svært ved at holde sig i skindet undervejs.

Alberto Bettiol kommer til løbet efter en gennembrudssejr i Flandern Rundt, hvor han sammen med Van der Poel lignede stærkeste mand. I hvert fald indrømmede alle de store navne, at italieneren ganske enkelt var kørt fra dem på Kwaremont, og det siger alt om, hvor god han er blevet i dette mageløse gennembrudsår. Siden krampe slog ham ud i Strade Bianche, har han været med i front hele vejen over Tirreno via Sanremo, hvor han angreb på Poggio, og til E3 og Flandern, hvor han var blandt de allerbedste. Til gengæld har han nu også været i god form meget længe, og det er svært at vide, om han kan holde niveauet i yderligere en uges tid, ikke mindst fordi stabilitet ikke tidligere har været hans varemærke.

Løbet her burde dog passe ham. Bettiol er nemlig først og fremmest puncheur, hvilket han senest vste med 3. pladsen bag Alaphilippe og Van Avermaet på 2. etape i Tirreno. Det var også i denne type finaler, at han opnåede sine første store resultater i de canadiske klassikere og med en top 5 i en lignende finale i Touren i 2017. Vi så dog også i Tirreno, at han endnu ikke er på Alaphilippes niveau, og i en fladere spurt som denne, bør de ovennævnte alle være hurtigere. Til gengæld har Bettiol været i så overlegen form på det sidste, at det vil være en god ide at holde øje med ham, ikke mindst hvis løbet bliver knaldhårdt, hvor han måske også vil kunne udnytte, at han stadig kan have en vis frihed i en taktisk finale.

Læs også

Første rytter fra nyt samarbejde: Visma sikrer talentfuld polak

Tim Wellens kommer til løbet som forsvarende vinder, men det bliver ikke let at gentage sidste års sejr i et felt, der byder på så stærke afsluttere. Wellens er nu ikke selv en dårlig puncheur, men i en afslutning med en relativt flad finale, er han overmatchet af de ovennævnte. Derfor skal han formentlig væk fra de skarpeste for faktisk at vinde løbet, og det bliver ikke let i et felt, der er så stærkt. Omvendt ved vi alle, at en Wellens i storform er skræmmende stærk, og at han flere gange har kørt alle verdens klassikerspecialister midt over på kongeetaperne i BinckBank Tour. Sidste år var han da også i en klasse for sig på disse veje, og han melder om, at han har samme form denne gang.

Problemet med Wellens er bare, at han er så utilregnelig. Hans formkurve er yderst svingende, og efter en stærk start faldt han sammen med svage præstationer i Tirreno og Flandern Rundt. Nu melder han som sagt om, at han er tilbage på sporet, og det burde han da også være frem mod sæsonens allerstørste mål. Derfor kan han bestemt ikke afskrives, selvom det kræver en del held og timing at køre væk fra favoritterne i et løb, hvor han ikke bare kan regne med at være den stærkeste.

Løbets helt store dark horse må være Jonathan Hivert. Den uforudsigelige franske lottokupon har som så ofte før været yderst skuffende i årets første måneder, men nu har han virkelig fundet benene. Det viste han i GP Miguel Indurain, hvor han på den sidste mur kørte fra alt og alle. Blandt andre kunne Tadej Pogacar ikke følge ham, og hvis man betænker, hvor stærkt sloveneren efterfølgende kørte i Baskerlandet, siger det noget om, at Hivert efterhånden har fundet de drømmeben, han desværre kun finder i korte glimt i løbet af et år. De kan da også sagtens være forsvundet igen i løbet af den sidste uges tid, men er de intakte, er dette et løb lige efter hans smag. Hivert er nemlig en eminent puncheur, hvilket han blandt andet har vist i flere franske løb, ikke mindst da han sidste år knuste alt og alle over to dage i Haut-Var og endda vandt en etape i Paris-Nice. Hans hold er svagt, og han skal derfor spille sine kort rigtigt, ligesom positionskampen kan blive et problem, men med de ben, han viste i Spanien, ligner det et løb, hvor vi kan vente os en af de Hivert-overraskelser, der ofte kommer, når man mindst venter dem.

En af de ryttere, der er temmelig svær at vurdere, er Simon Clarke. Australieren har haft sit hidtil bedste år, hvor han har kørt med om sejrene i Strade Bianche, Tirreno og Sanremo, hvor han nåede et niveau, vi aldrig tidligere har set. Til gengæld var han også helt anonym sidste uge i Baskerlandet, hvilket dog formentlig skyldes, at han alene trænede frem mod Ardennerne og arbejdede for Martinez. Alligevel hersker der en smule usikkerhed om formen for en mand, der trods alt endnu ikke har kørt finaler i ardennerklassikerne. Alt vil afhænge af, om han stadig har de gode ben fra februar og marts efter et ganske langt og krævende forår. Har han det, bør det i hvert fald være en god finale for en puncheurtype som Clarke, der er en glimrende afslutter på en bakke som denne. Samtidig kan han og Bettiol udgøre en farlig duo, der ikke bliver let at styre i en taktisk finale.

Dimension Data jagter i den grad oprejsning efter en skuffende brostenssæson, og håbet er, at deres ardennertrup kan rette op på tingene. Der burde være chance for et godt resultat i dette løb, hvor de stiller med Enrico Gasparotto. Med sin 2. plads bag Vakoc i 2016 har han i hvert fald vist, at det er et løb, der passer ham, og hans flotte kørsel i Ardennerne i 2018 viste, at det stadig er for tidligt at afskrive den italienske veteran, der stadig er blandt verdens bedste i dette løb. Han har endnu ikke vist meget i år, men det er efter det helt klassiske Gasparotto-mønster, og han plejer altid at være knivskarp i Ardennerne, også selvom man altid skal være forsigtig med, om en 37-årig kan genfinde sin gamle styrke. Desværre er han ikke helt så hurtig som i gamle dage, og derfor er han nok overmatchet mod favoritterne. I en spurt har han dog potentiale til et topresultat, og man skal altid være på vagt for et sent angreb fra den snu italiener, der sammen med Roman Kreuziger kan udgøre en farlig duo i finalen.

Lotto Soudal har meldt ud, at de selvfølgelig satser 100% på Wellens, men måske er dette løbet, hvor der også kan blive lidt frihed til Bjorg Lambrecht . Det belgiske talent er nemlig skabt til ardennerklassikerne, og det er særligt som puncheur, at han har vist sine evner. Det gjorde han første gang med sidste års kongeetapesejr i Tour des Fjords, men det store gennembrud kom i sidste uge, da det kun var en meget stærk Alaphilippe, der forhindrede ham i at vinde 2. etape. Det viser, at formen er god, men desværre blev han senere ramt af de rygproblemer, der også slog ham ud i Catalonien. Det bekymrer ham lidt inden klassikerne, og man kan frygte, at det igen bliver et problem onsdag. Er han på toppen, burde han dog være en bedre afslutter end Wellens, og da Lotto denne gang ikke er favoritter, burde man spille på to heste, der både kan angribe på skift i en ukontrollerbar finale samt begå sig i den specielle spurt.

Af en eller anden grund lykkes det aldrig rigtigt for Daryl Impey at slå til i ardennerklassikerne. Sidste år var forventningerne ellers store, efter at han havde vundet Tour Down Under med et helt nyt klatreniveau, men alligevel blev han bare nr. 10 i dette løb og nr. 11 i Amstel Gold Race, der ellers burde være løb, der passer ham. Forklaringen er formentlig, at han trods sin gode spurt er mere en dieselsprinter end en eksplosiv fyr med det nødvendige punch, og derfor kommer han formentlig også til kort mod favoritterne i dette løb. Formen i Volta a Catalunya var da heller ikke mere end godkendt, og selvom han sikkert er bedre nu, er det usikkert, om han har Tour Down Under-benene. Til hans fordel taler til gengæld, at det flader ud mod toppen, og kommer han relativt frisk op over Schavei, burde han på de sidste meter være hurtigere end de fleste.

Mitchelton-Scott har imidlertid også en anden meget spændende kandidat. Dion Smith har i flere år banket på til et gennembrud, men det har ladet vente på sig. Det kom imidlertid i Catalonien for et par uger siden, hvor han højst overraskende blev nr. 4 på den knaldhårde Barcelona-etaper, efter at han havde vundet feltets spurt bag de tre forreste. Det vidner om, at han klatrer godt nok til at være med i et løb som dette, og med sin fine afslutning burde det være en finale, der passer ham. Præstationen i Catalonien bør i hvert fald betyde, at han og Impey begge burde køre deres chance til sidst. Desværre hersker der også en del usikkerhed om formen, efter at sygdom tvang ham til at droppe Baskerlandet Rundt, hvorfor han ikke har kørt løb i nu mere end to uger.

En anden meget formstærk dyr er Odd Christian Eiking. Den unge nordmand har haft svært ved at slå igennem på højeste niveau, men i de seneste uger har han noget sit hidtil højeste niveau. Det startede med en fornem 5. plads i den stigende spurt på 2. etape i Catalonien og fortsatte på Sicilien, hvor han i en lignende finale var klart hurtigst i feltet på 3. etape. Det vidner om, at han har evnerne til som puncheur også at køre med på WorldTour-niveau, og formen har vel aldrig været bedre end netop nu. Desværre er det til hans ulempe, at det flader ud nær toppen, og man kan frygte, at han på flad vej mangler den sidste topfart. Samtidig skal man altid passe på med Eiking, hvis form har det med at forsvinde som dug for solen.

Læs også

Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste

I mange år har Alexander Kamp stræbt efter at få chancen på højeste niveau, og nu går han endelig ind til en opgave, hvor han får chance for at måle sig mod verdens bedste. Det sker endda på et tidspunkt, hvor formen vel aldrig har været bedre, og i et løb, hvor den eksplosive rute burde passe ham som fod i hose. Han viste i hvert fald sine evner som afslutter i denne type afslutninger, da han vandt favoritgruppens spurt på kongeetapen i Coppi e Bartali, og han kommer til løbet med en frisk sejr i Circuit des Ardennes i bagagen. Omvendt er dette løb også en udfordring på et helt nyt niveau, og nu skal han for første gang måle sig med folk som Alaphilippe, Colbrelli, Matthews og Van der Poel i denne type finaler. Derfor vil det nok være for meget at forlange en podieplads, men formstærke Kamp synes at have benene til at køre med om de sjove placeringer.

Da han i 2016 slog Michael Matthews i feltets spurt i dette løb og få dage senere blev nr. 4 i Amstel Gold Race, lignede Bryan Coquard en mand, der burde vinde dette løb på et tidspunkt i sin karriere. Siden da er det imidlertid gået meget nedad bakke, og i de seneste to år har han været en skygge af sig selv. Nu tyder noget imidlertid på, at han i hvert fald nærmer sig sit gamle niveau, efter at han på kongeetapen i Sarthe var i stand til at svare på Van der Poels angreb. Dermed synes det i hvert fald at være klart, at han klatrer bedre, end han har gjort i de seneste to år, og det kan give visse forhåbninger om, at han måske kan rejse sig i dette løb. Finalen passer ham i hvert fald perfekt, som han altså viste det i 2016, men det vil nok krøve et relativt let løb, hvis han skal have en chance - ikke mindst fordi han fortsat har til gode at konfirmere sine genfundne evner på dette niveau.

For første gang i mange år kommer Rui Costa til Ardennerne uden at have varmet op i Baskerlandet. Derfor ved vi reelt ikke, hvordan han er kørende, ikke mindst fordi han for et par uger siden havde et styrt under træningen. Han melder dog, at han skulle være ganske velforberedt, og i givet fald bør han kunne spille en rolle. Der har ellers været langt mellem snapsene for Costa på det seneste, men ved sidste års VM og Tour de Romandie samt senest i Tirreno viste han, at han stadig har det i sig, når han en sjælden gang finder formen. Desværre er dette løb en anelse for let, for selvom han er en fin afslutter, har han ikke mange chancer mod de hurtigste til sidst. Til gengæld er han snu og kan være en mand, der skal holdes øje med i en ukontrollerbar finale.

For andet år i træk kunne noget tyde på, at Dylan Teuns har mistimet formen til Ardennerne. Han blev nemlig ramt af sygdom inden Milano-Sanremo, og i Baskerlandet så vi, at han er et stykke fra sidste bedste niveau. Det er ildevarslende, ikke mindst fordi han også skuffede i Paris-Nice og altså også gik galt i byen i 2018. Samtidig er dette ikke et løb, der passer ideelt til en mand, hvis force er de stejleste mure, og grundlæggende er ruten for nem, også selvom han særligt på 5. etape i Polen sidste år viste, at han også kan spurte i en finale som denne. Plan A på Bahrain er da også utvivlsomt Colbrelli, men måske kan det netop være Teuns’ chance at udnytte favoritternes kamp til at snige sig væk mod slutningen eller i en stærk gruppe på rundstrækningen.

Har Giovanni Visconti langt om længe fundet formen? Noget kunne tyde på det, efter at han på Sicilien kun blev slået af Eiking i den stigende spurt på 3. etape og siden kørte en kongeetape, de færreste havde ventet. Er det vitterligt tilfældet, kan man tillade sig at have visse forventninger til et løb, der burde passe ham ganske glimrende. Visconti er nemlig lynhurtig i en afslutning som denne, ikke mindst fordi det flader ud nær toppen, og han viste med sine suveræne 3 etapesejre i Østrig sidste år, at han stadig er stærk i dette terræn. Til gengæld er vi også varsomme med at være alt for optimistiske, for Viscontis form er i år forsvundet igen hver eneste gang, der har været tegn på fremgang. Har han ikke benene, håber vi,a t holdet giver chancen til Simone Velasco, der har været flyvende i år, taget to sejre og senest viste sine afslutterevner i Coppi e Bartali, samt den yderst lovende nyprofessionelle Davide Gabburo, der imponerede på kongeetapen i Tirreno, og som i Coppi e Bartali også viste sin hurtighed.

Vi glæder os også til at se Anthony Perez i aktion. Franskmanden fik som bekendt sit gennembrud, da han for to år siden overspurtede Greg Van Avermaet i en puncheurfinale i Luxembourg, og også sidste år tog han en sejr i en lignende afslutning i det luxembourgske løb. Han har stadig til gode at vise sig frem i finalerne af de store løb, og det lykkedes heller ikke i Baskerlandet i sidste uge. Her burde terrænet dog passe ham betydeligt bedre, og han viste faktisk ganske gode ben i Spanien. Manglen på topresultater gør os lidt varsomme på hans vegne, men han har potentialet til at overraske i et løb, der burde passe ham.

Det er en skam, at Søren Kragh er på hold med Matthews. Det betyder nemlig, at hans rolle i finalen er relativt fastlåst på en rute, der ellers burde passe ham som fod i hose. Omvendt ved Matthews også af erfaring, at man meget hurtigt kan komme på bagkant i dette løb, og det kunne derfor være Kraghs opgave at skulle følge angreb i finalen. Lykkes det for ham at komme med i en gruppe, der får frihed til at afgøre det, bliver han i hvert fald ganske modbydelig på bakken på til mål. Der hersker naturligvis usikkerhed om formen, der stadig ikke har været på 100% i år, men man kan håbe, at han efter en lille pause endelig har fundet de ben, der gør det muligt for ham at vise sit enorme potentiale.

Vi vil også pege på Jelle Vanendert og Roman Kreuziger. Begge oplevede en stor renæssance i Ardennerne sidste år, hvor de begge var blandt de absolut stærkeste i alle tre løb. Særligt Vanendert var skræmmende i både Fleche og Liege. Til gengæld aner vi ikke, om de har fundet samme form denne gang. Vanendert har som altid været anonym i Baskerlandet, og Kreuziger har forberedt sig målrettet til årets største mål med en træningslejr. Dette løb er da også for let til dem begge, da de ikke er gode afsluttere, slet ikke på halvflad vej, og derfor er deres eneste chance at køre aggressivt i finalen. Dette er dog også et løb, der er så svært at kontrollere, at de burde være gode bud på folk, der måske kan overraske favoritterne.

Endelig vil vi pege på Justin Jules. Franskmanden er i sit livs form, efter at han blev nr. 2 i det kuperede Volta Limburg Classic og kommer til løbet på ryggen af en stærk præstation i Sarthe, hvor han var med fremme på de sværeste etaper. Sidste år blev han nr. 2 i løbet, men i år synes han at komme til start med endnu bedre klatreben. Som en holdbar sprinter af Coquard-typen burde dette i hvert fald være en finale, hvor han måske kan overraske, især hvis løbet bliver knap så hårdt og selektivt, som man kan forvente.

Læs også

Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne

OPDATERING: Wanty har sent udtaget Andrea Pasqualon. Tour de Luxembourg-vinderen burde være skabt til denne finale, men det er tvivlsomt, om formen rækker efter en svær periode.

***** Julian Alaphilippe

**** Sonny Colbrelli, Michael Matthews

*** Mathieu van der Poel, Alberto Bettiol, Tim Wellens, Jonathan Hivert, Simon Clarke

** Enrico Gasparotto, Bjorg Lambrecht, Daryl Impey, Dion Smith, Odd Christian Eiking, Alexander Kamp, Bryan Coquard, Andrea Pasqualon, Rui Costa, Dylan Teuns, Giovanni Visconti, Anthony Perez, Søren Kragh Andersen, Jelle Vanendert, Roman Kreuziger, Justin Jules

* Pieter Serry, Nick Schultz, Simone Velasco, Xandro Meurisse, Loic Vliegen,Maurits Lammertink, Dries Van Gestel, Quentin Pacher, Patrick Müller, Davide Gabburo, Marc Hirschi, Ben Hermans, Eliot Lietaer, Lawson Craddock, Dries Devenyns, Benjamin Declercq, Aime De Gendt, Pieter Weening, Dayer Quintana, Thomas Sprengers, Jasper Philipsen, Guillaume Boivin

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan tænkes at spille en rolle.

Lotto Soudal: Med Wellens, Lambrecht og Vanendert har holdet tre mand at beskytte, og derfor bliver der næppe plads til andre.

Bahrain-Merida: Det handler om Colbrelli og Teuns. Jan Tratnik var god i 2018, men efter en hård brostenssæson må han nok indstille sig på en hjælperrolle. Ivan Garcia er i form, men ligner også en hjælper for de to kaptajner.

Deceuninck-Quick Step: Med Alaphilippe på holdet bør prioriteterne være klar. Sidste år kørte Pieter Serry imidlertid med om sejren, og han er ganske stærk i dette terræn. Han kunne være en mand, der kunne køre med i en gruppe, som måske kan snyde favoritterne. Den tidligere vinder Petr Vakoc er stadig ikke sig selv efter sit grimme styrt, og Dries Devenyns synes ikke at have formen.

EF: I Bettiol og Clarke har holdet to skarpe bud, men en velkørende Lawson Craddock kan måske spilles ud i en taktisk finale.

Mitchelton-Scott: Impey og Smith ligner de bedste bud, men Nicholas Schultz burde også passe til løbet og kan køre offensivt. Det samme kan Christopher Juul, der tidligere har kørt top 10, men som i kraft af sin ikke-eksisterende spurt altid vil få svært ved at vinde.

Dimension Data: Det må være alle mand for Gasparotto og Kreuziger.

Læs også

Quick-Step vil overveje ny Evenepoel-satsning

Sunweb: Matthews er den klare plan A, men som sagt kan Kragh måske få sin chance i en taktisk finale. Det kan måske også blive tilfældet for en velkørende Marc Hirschi, der i Baskerlandet viste sine afslutterevner, men som dog her formentlig ender som hjælper.

UAE: Costa er bedste bud, men Simone Petilli kan formentlig køre en aggressiv finale. Løbet er nok for hårdt for Jasper Philipsen, der ikke synes at have sin bedste form.

Cofidis: Luis Angel Mate vil sikkert gøre det hæderligt, men Perez er chancen for et topresultat. Dimitri Claeys lider af helbredsproblemer og er ikke i form.

Corendon-Circus: Selvom Jimmy Janssens og Gianni Vermeersch egentlig er bgode i dette terræn handler alt om Van der Poel på et hold, der skal passe på ikke at komme på bagkant med situationen.

Total Direct Energie: Løbet bør være for hårdt for Thomas Boudat, og Rein Taaramae har intet vist i år. Derfor er Hivert manden, der skal satses på.

Israel Cycling Academy: Ben Hermans har tidligere vundet løbet, men han er ikke specielt hurtig og skal derfor alene væk i en taktisk finale for at vinde. August Jensen er først lige kommet tilbage efter en skade, og Guillaume Boivin, der burde passe til finalen, synes ikke at være i form. Løbet er nok også for hårdt for Tom Van Asbroeck.

Neri Sottoli: Løbet har Visconti som den klare kaptajn, men som sagt er Velasco og Gabburo også spændende. Dayer Quintana er velkørende, men dette er ikke just et løb for ham.

Riwal: I Kamp har holdet en mand, der fortjener fuld støtte. Emil Vinjebo bør også kunne komme langt, men han synes ikke at have benene fra starten af marts.

Roompot: Holdets bedste kort må være Maurits Lammertink, der tidligere har været i top 10 og passer til denne finale. I Sarthe så vi dog, at formen stadig ikke er i top. Også Nick van der Lijke, Matthias De Witte Huub Duijn og Oscar Riesebeek kan køre denne slags finaler, men spørgsmålet er, om niveauet ikke er for højt. Pieter Weening viste god form i Flandern, men dette løb passer ikke en dieselklatrer som ham.

Sport Vlaanderen: Dries Van Gestel kommer til løbet med en 13. plads i Flandern i bagagen og er i storform, men mangler nok spurten til at være med helt i front. Det burde være et perfekt løb for den lovende Benjamin Declercq, men han synes ikke at være i storform. Det er Thomas Sprengers og Kevin Deltombe heller ikke, selvom også de er gode puncheurs.

Arkea-Samsic: Warreng Barguil kommer ikke til start, og Jeremy Maison ligner bedste bud på et generelt svagt hold.

Novo Nordisk: Lad os håbe, at de rammer udbruddet.

Vital Concept: Coquard er kaptajn, men derudover kommer Patrick Müller, der har en god afslutning, samt Quentin Pacher til løbet efter flot kørsel i Limburg og Sarthe. Til gengæld er holdets normale kaptajn i et løb som dette, Arthur Vichot, helt ude af form.

Wallonie: Jules er som sagt et godt bud på en joker, men holdet har også Eliot Lietaer, der passer godt til et løb som dette, og som trods en lidt skuffende tid er tæt på sit gamle niveau. Måske kan Dimitri Peyskens gøre det hæderligt.

Wanty: Formstærke Eiking samt eksplosive Pasqualon. ligner bedste bud. Det burde også være et godt løb for de relativt hurtige Loic Vliegen og Xandro Meurisse¸ men de synes ikke at være på toppen. Det er ustabile Jerome Baugnies heller ikke, selvom det burde være et godt løb for ham også, mens Aime de Gendt har været syg.

Danskerne

Størst forhåbninger skal vi som sagt have til Alexander Kamp og Søren Kragh Andersen¸ hvis muligheder er beskrevet ovenfor. Som nævnt har Christopher Juul før været i top 10 og burde få frihed til at køre offensivt. Mikkel Honoré kørte flot i Baskerlandet, men får her nok at gøre med at støtte Alaphilippe. Man kan håbe, at Emil Vinjebo kan sidde længe hos Kamp på et Riwal-hold, der også tæller Jonas Aaen, Nicolai Brøchner, Andreas Kron, Andreas Stokbro og Torkil Veyhe. Endelig skal Lars Bak støtte Gasparotto og Kreuziger på Dimension Data, mens Jesper Hansen forsat på Cofidis leder efter formen og derfor ventes at skulle støtte Perez.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Tim Wellens’ sejr fra 2018, Sonny Colbrellis sejr fra 2017, Petr Vakocs sejr fra 2016, Ben Hermans’ sejr fra 2015, Philippe Gilberts sejr fra 2014 samt Peter Sagans sejr fra 2013.