STREAM BOUCLES DE LA MAYENNE OG GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Mens mange lande har været vidner til en massiv reduktion i antallet af løb på højeste niveau, forholder det sig en anelse anderledes i Frankrig. Nogle løb er ganske vist forsvundet - mest markant Criterium International, Middelhavet Rundt, Tour de Picardie og Circuit de Lorraine - men derudover er kalenderen i store træk uforandret. Nogle løb har været i en overlevelseskamp, men de fleste har været i stand til at finde den nødvendige finansielle støtte.

I 2016 blev der endda etableret nye løb. I februar blev de første udgaver af La Mediterraneenne og Tour de la Provence afviklet med nogen succes, og sidstnævnte ser ud til at have etableret sig solidt som en tilbagevendende begivenhed, selvom årets aflysning har skabt usikkerhed. Andre begivenheder har imidlertid haft en mere gradvis udvikling op gennem rækkerne på den blomstrende franske cykelscene. Et af dem er Boucles de la Mayenne.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Mange af de franske departementer har deres egne etapeløb. Løbene i Picardie, Lorraine, Limousin, Haut-Var og Poitou-Charentes har alle været store begivenheder med WorldTour-deltagelse. Andre som de lokale rundture i Bretagne, Normandiet og Alsace er 2.2-løb, hvor nogle af de mindre hold og unge ryttere har kunnet vise deres potentiale.

I mange år var løbet i Mayenne-området et af disse 2.2-løb. Det blev skabt i 1975 som et amatørløb, men i 2004 blev man en del af UCI-systemet. Dets status ændredes i 2014, da det blev rykket op i 2.1-kategorien og således fik mulighed for at tiltrække WorldTour-hold.

Som et relativt nyt 2.1-løb var det ikke i stand til at tiltrække udenlandske hold fra det fineste selskab, og derfor va det ikke på samme niveau som mange af de andre regionale etapeløb. Ikke desto mindre var de første syv udgaver på det højere niveau ganske underholdende og en stor chance for unge WorldTour-talenter til at vise sig selv frem. Mens de franske topnavne næsten alle var til start i Criterium du Dauphiné, kunne de yngre ryttere teste sig selv på en blandet rute, der bød på en prolog og tre relativt flade etaper, som ofte blev kørt meget aggressivt

I 2014 var det Stephane Rossetto, der fortsatte med at vise sit store potentiale som etapeløbsrytter ved at tage en stor sejr for det lille Auber-hold. I 2015 understregede Anthony Turgis sin status som et af de største franske talenter ved at tage den samlede sejr bare få måneder efter at have taget bronze ved U23-VM. I 2016 stillede Bryan Coquard til start som løbets store stjerne, og han gjorde næsten rent bord ved at vinde to ud af tre linjeløbsetaper samt prologen og således også tage den samlede sejr foran Anthony Delaplace og holdkammeraten Thomas Boudat. I de efterfølgende to år var det Mathieu van der Poel, der i begyndelsen af sin landevejskarriere brugte løbet til at udvikle sig, og han vandt løbet to gange i træk, inden endnu et ungt talent, Thibault Ferasse vandt løbet i 2019.

Siden dengang er der sket noget. Det ambitiøse løb har taget næste skridt i sin udvikling og blev i 2020 en del af den nye ProSeries. Coronakrisen kom i vejen, men i 2021 var løbet tilbage i et nyt og stærkere format, endda med en ny kalenderplacering. Nu afvikles løbet i den sidste uge af Giroen, hvor det tilbyder de lidt tungere folk en chance for at komme i gang igen efter en pause. Det lykkedes dog ikke at gøre feltet mærkbart mere internationalt af den grund, men man fik deltagelse af to udenlandske WorldTour-hold i form af Intermarché og DSM. Det havde man også i 2022, hvor Movistar og UAE sørgede for et mere internationalt tilsnit, end vi har været vant til, og det er præcis de samme to hold, der i år gør de franske WorldTour-hold selskab i et felt, der igen er betydeligt stærkere end tidligere.

Det var også tilfældet sidste år, hvor Movistar og Alex Aranburu bød de franske hold op til dans i et løb, der som altid blev afgjort på bonussekunder. Tre af etaperne endte i massespurter, men på løbets kongeetape kørte seks puncheurs væk, inden de spurtede om sejren. Her slog Benjamin Thomas lidt overraskende de hurtige Benoit Cosnefroy og Alex Aranburu, og det var nok til at sikre den samlede sejr to dage senere, hvor han endte 3 sekunder foran Cosnefroy og 6 sekunder foran Aranburu. Thomas vender ikke tilbage for at forsvare titlen, og da Aranburu også skipper løbet, bliver Cosnefroy eneste genganger fra sidste års podium.

STREAM BOUCLES DE LA MAYENNE OG GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Efter sin oprykning til 2.1-niveau har Boucles de la Mayenne haft et fast format, som de benyttede i mange år. Hver gang lagde man ud med den samme meget tekniske 4,5 km lange prolog i løbets hovedby Laval, hvor sprinterne og specialisterne kunne slås om helt afgørende sekunder. Dernæst kunne de hurtige folk som regel slås om sejren på 1. etape samt den klassiske afslutningsetape i Laval, mens 2. etape typisk var kongeetapen, dog af stærkt varierende sværhedsgrad og ofte også god for sprinterne.

I de seneste år har man ændret på tingene. I 2019 var der ingen rigtig kongeetape i et løb med en prolog og tre sprinteretaper, og i 2021 kom den helt store nyskabelse, da man droppede prologen i et løb, der nu bestod af fire sprinteretaper, hvor udbryderne dog snød de hurtige folk på 1. etape. Heller ikke i 2022 vendte prologen tilbage, og der var igen tale om en ganske sprintervenlig affære, men for første gang siden 2018 havde man en lidt hårdere kongeetape.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

I år vender man til gengæld tilbage til det gamle format, som vi kendte tidligere. Først og fremmest vender prologen tilbage, og selvom det er på en ny, nu 4,1 km lang rute, er den akkurat lige så uhyre teknisk, kringlet og eksplosiv, som den plejer. Den vil torsdag aften skabe de første og formentlig ganske afgørende tidsforskelle, men allerede fredag er der igen chance for at skabe afstande. Det sker på løbets kongeetape, der altså igen i år afvikles allerede om fredagen. Sidste år var den svær nok til, at sprinterne kom til kort, og det er muligt, at det vil ske igen. En sen bakke vil i hvert fald åbne døren både for puncheurs og stærke sprintere.

Til gengæld ligner de to sidste dage noget for sprinterne. Lørdagens etape er således den fladeste, og her synes kun den beskedne risiko for vind måske at kunne true de hurtige folk. Det hele slutter som altid med den klassiske finale i Laval, men som i 2022 har man gjort etapen hårdere med en hel serie bakker og små 1800 højdemeter. De kommer dog langt fra mål, og selvom der måske kan køres aggressivt i den kuperede fase, er det mest sandsynlige, at det som altid slutter med en massespurt i den meget tekniske finale i løbets hovedby.

Prolog

I årevis var det en helt fast tradition, at løbet indledtes med en prolog i hovedbyen Laval, men da løbet i 2021 blev rykket op i ProSeries-kategorien, var det slut med den spektakulære nøgleetape. Det blev imidlertid kun til et toårigt fravær, for i år vender den tilbage. Det sker på en helt anden rute end den gamle 4,5 km lange klassiker, men med en næsten tilsvarende distance og det sædvanlige mylder af sving, der gør etapen om muligt endnu mere teknisk, end den plejer at være, er det som altid de sande prologspecialister med eminente tekniske færdigheder, der skal slå i en åbning, der bliver helt afgørende i kampen om den samlede sejr.

Med en distance på 4,1 km er den nye prolog en anelse kortere end den gamle, og den har som altid både start og mål i Laval. I starten er det fladt og siden let faldende, når man igennem hele syv sving snor sig mod sydøst og øst ned mod floden La Mayenne, der gennemløber byen. Her drejer man skarpt to gange i træk for nu at køre mod vest op ad en bakke (400 m, 5,8%), der har top med ca. 1500 m igen, og som går af en relativt lige vej. Herefter er det let stigende resten igennem et sandt mylder af sving, der tæller hele otte af slagsen over den resterende distance, det sidste mindre end 100 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 51 højdemeter.

Ruten er ny, men den minder meget om den gamle. Det er for de sande prologspecialister, der gennem de mange sving er teknisk eminente og meget accelerationsstærke, og som har punchet til den lille bakke. Der er ikke megen plads til at træde mange watt, og det er derfor andre egenskaber, der er afgørende, hvorfor det ikke er overraskende, at vi på den gamle rute så vindere som Dorian Godon og Bryan Coquard, der er kendt for helt andre ting end tempoevner.

Prologen er blevet kørt i en menneskealder, så lad og nøjes med at opregne vinderne, siden løbet blev åbnet for WoldTour-hold. I 2014 blev etapen vundet af Jimmy Engoulvent, der i mange år var en af bedste franske prologryttere, mens det i 2015 var enkeltstartsspecialisten Johan Le Bon, der vandt. I 2016 måtte han imidlertid se sig slået af en sprinter, idet Bryan Coquard lagde grunden til sin samlede sejr ved at triumfere allerede på første dag. I 2017 fik Le Bon revanche, da han sejrede med to sekunder ned til Clement Venturini og 3 sekunder ned til Mathieu van der Poel, mens i 2018 lykkedes for Dorian Godon at udnytte regnfulde forhold for mange af favoritterne til at sejre med 9 sekunder ned til Van der Poel og 10 sekunder ned til Romain Seigle. Godon gentog bedriften i 2019, hvor han sejrede med 4 sekunder ned til Coquard og 7 sekunder ned til den senere chokvinder, Thibault Ferasse.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

1. etape

Selvom terrænet i området er relativt let, sørger arrangørerne som regel for at designe én mere kuperet etape. Det har de også gjort i år, og hvor den tidligere altid kom om lørdagen, er det nu andet år i træk, at den er på programmet allerede fredag.  Sidste år var den svær nok til at afgøre løbet, og det kan den muligvis være igen. I hvert skal man med små 5 km til mål over en 700 m lang bakke, der er den perfekte rampe til sene angreb, men med et fladt stykke ind mod mål er alt åbent på en dag, der også kan være for stærke sprintere.

I alt skal der tilbagelægges 185,2 km, der fører feltet fra Saint-Mars-sur-Colmont til Lassay-Les-Chateaux. Der er tale om to byer, der ligger relativt tæt på hinanden i et ganske kuperet område af regionen, og derfor består etapen af en kringlet tur rundt i terrænet. Omkring startbyen er det dog relativt fladt, og derfor er der ingen væsentlige terrænmæssige udfordringer, når man lægger ud med at køre en omgang på en 20,0 km lang og trekantet rundstrækning i området sydvest for byen. Den slutter dog med kategori 2-stigningen Cote du Cimetiere (1,0 km, 4,5%), der har top efter 18,7 km, inden man kører ind til byen.

Herfra kører man kortvarigt mod sydøst, inden en lang og lige vej leder mod nordøst igennem fladt landet forbi dagens første spurt, som kommer efter 31,7 km. Efter 44,0 km rammer man akkurat finalerundstrækningen, men man fortsætter forbi den videre mod nordøst. Kort efter drejer man mod øst og senere sydøst for at køre igennem ganske kuperet terræn med flere bakker. Undervejs passerer man igennem den fra Circuit Sarthe så velkendte by Pre-en-Pail, hvorfra man kører videre mod sydøst ud til den fra samme løb kendt Mont des Avaloirs (4,6 km, 4,0%), der her er en kategori 1-stigning med top efter 82,5 km.

Umiddelbart herefter når man det østligste punkt, hvor man drejer mod syd og kort efter mod sydvest for at køre frem til kategori 2-stigningen Les Champs Elysees (1,3 km, 3,4%), der har top efter 94,2 km. Derfra snor man sig skiftevis mod nordvest, vest og nord igennem det kuperede terræn frem til kategori 2-stigningen Cot ecu chateau d’eau (800 m, 6,5%), der har top efter 122,4 km. Her drejer man mod sydvest for at køre forbi dagens anden spurt, der er placeret efter 128,0 km, og senere mod nordvest og nord. Umiddelbart syd for målbyen kører man kortvarigt mod øst for at passere kategori 2-stigningen Cote d’Herbaine (3,7 km, 3,1%), der har top efter 147,3 km, inden det går det sidste stykke mod nord ind til målbyen, hvor man efter 152,1 km rammer den afsluttende rundstrækning og bare 300 m senere krydser stregen for første gang i forbindelse med dagens sidste spurt.

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 16,4 km lange runde. Den indledes med, at man kører mod nordøst op og ned ad en lille bakke, inden det går mod øst op og ned ad endnu en bakke. Derfra drejer man mod sydvest for at køre ad en nedkørsel, der leder direkte ned til bunden af kategori 2-stigningen Cote d’Herbaine (700 m, 6,7%), hvor der kun er bjergspurt på første omgang efter i alt 164,1 km. Fra toppen resterer 4,7 km, der generelt er ganske let stigende, som det også gælder for de sidste 500 m, der stiger med 0,6% i snit. Man drejer skarpt lige efter toppen, hvorefter en let snoet vej leder frem til et sidste sving bare 500 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2257 højdemeter.

Det er en ganske uforudsigelig kongeetape, de har designet denne gang. Den sidste bakke bør være svær nok til, at puncheurtyperne har en reel chance for at køre væk og afgøre løbet. Den er imidlertid også tilstrækkeligt kort til, at det sagtens kan ende i en reduceret massespurt, og dermed bør det blive akkurat det hæsblæsende opgør mellem puncheurs og stærke sprintere, man altid drømmer om på kongeetapen i dette løb.

Lassay-les-Chateaux var senest målby i 2019, hvor Jon Aberasturi vandt en massespurt, endda med 1 sekund ned til de nærmeste rivaler, Hugo Hofstetter og Romain Cardis, i 2015, hvor Anthony Turgis kørte alene hjem fra et udbrud, og i 2012, hvor Pirmin Lang leverede samme bedrift.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

2. etape

Løbet afviklede tidligere altid sin kongeetape om lørdagen, men sådan var det ikke sidste år, og sådan bliver det heller ikke i år. Her kan sprinterne i stedet vente at komme til fadet på løbets næstsidste etape, der ikke byder på mange terrænmæssige udfordringer og er løbets letteste. Vinden kan måske være en trussel, hvad der dog sjældent er tilfældet i løbet, og derfor lugter det af et stort sprinteropgør i en ganske enkel og let stigende finale

I alt skal der tilbagelægges 181,3 km, der fører feltet fra Saint-Berthevin til Meslay-Du-Maine. Startbyen er en forstad til løbets hovedby, Laval, hvorfra man kører mod syd igennem fladlandet ned til den lille kategori 2-stigning Cote de Nuillé (900 m, 3,7%), der har top allerede efter 4,6 km. Her drejer man med sydvest for at køre ad lige og flade veje, inden man kører mod skiftevis sydøst, nordøst og sydøst igennem fladlandet, idet man undervejs skal over den lille kategori 2-stigning Cote de Houssay (1,0 km, 4,2%), der har top efter 25,5 km. Nu kører man igen skiftevis mod sydvest og sydøst ned til etapens sydligste punkt, hvor man kortvarigt kører mod øst frem til dagens første spurt, der er placeret efter 40,8 km.

Efter spurten sætter man kursen mod nordøst, hvorefter man kører skiftevis mod nordøst og nord frem til etapens nordligste punkt, der nås efter 76,9 km. Herfra går det kortvarigt mod sydøst, inden man kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Cote de Saulges (1,1 km, 3,5%), der har top efter 89,4 km. Kort efter går det mod syd ned gennem fladlandet, inden man kortvarigt kører mod sydvest og så igen syd forbi dagens anden spurt, der er placeret efter 118,1 km. Efter 127,0 km drejer man mod nordvest for at køre frem mod målbyen, i hvis udkant man slår en sløjfe ved at køre først mod nordøst, siden nordvest og slutteligt sydvest ind til byen. Efter 155,3 km rammer man den afsluttende rundstrækning, inden man 1,4 km senere krydser stregen for første gang i forbindelse med dagens sidste spurt.

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 12,3 km lange runde, der er stort set helt flad. En teknisk passage leder mod sydvest ud gennem byen, men derefter går det ad lige og flade veje mod først sydvest og siden sydøst ned til det sydligste punkt. Her drejer man mod nordøst, inden det slutteligt går mod nord tilbage til målbyen. Man drejer skarpt med hhv. 2400 m og 1400 m igen, hvorefter en lige vej leder frem til stregen, idet den sidste kilometer stiger let med 0,8% i snit.

Etapen byder på i alt 1359 højdemeter.

Normalt er lørdagen som sagt dagen for kongeetapen, men sådan er det i hvert fald ikke i år. Tværtimod synes 3. etape at være den klart letteste, og det synes kun at være vinden, der kan true en spurt. Finalen er endda ganske enkel, og derfor taler meget for en rigtig boulevardspurt, hvor der bliver god plads til at lade farten tale.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Meslay-Du-Maine har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

3. etape

Løbet vender altid tilbage til Laval på sidste etape, hvor løbets hovedby lægger asfalt til afslutningen på det, der typisk har været den fladeste af de tre linjeløbsetaper, hvad den dog ikke er i år. I 2019 fik etapen et twist, idet man flyttede målet til toppen af en lille bakke, men i år bruger man næsten samme rundstrækning som sidste år, hvor man kun havde ændret lidt på den rundstrækning, om blev indført i 2021, og da den er meget mindre teknisk end den, man brugte i gamle dage, taler alt for, at sprinterne skal have det sidste ord, som de plejer at få det i det franske løb, idet de dog skal håndtere en meget kringlet finale.

I alt skal der tilbagelægges 167,0 km, der fører feltet fra Montsurs til Laval. Etapen indledes med, at man kører en omgang på en 12,1 km lang rundstrækning i området vest for byen, hvor det er stort set fladt, men hvor man efter 5,6 km skal over den lille kategori 2-stigningn Petit Tourmalet (600 m, 6,7%). Tilbage i startbyen drejer man mod sydøst for at køre igennem fladlandet, inden man fortsætter mod nord og siden øst frem til dagens første spurt, som er placeret efter 31,9 km.

Herefter drejer man mod nordøst og senere nord for at køre frem tildagens hovedudfordring. Den kommer, når man kører mod vest op ad kategori 1-stigningen Mont Rochard (4,1 km, 5,0%), der har top efter 43,1 km, hvorfra det falder mod øst og nordvest, inden en nedkørsel leder md sydvest frem til bunden af kategori 2-stigningen Montaigu (1,3 km, 4,7%), der har top efter 54,8 km.

Herfra bliver det fladt, når man kører mod vest og nordvest frem til byen Mayenne, der passeres efter 80,6 km. Herfra får det skiftevis mod sydvest, nord, vest, sydvest, vest og nord frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 107,8 km. En lige og flad vej fører herfra mod sydvest ned til kategori 2-stigningen Cote de la Baconnière (2,1 km, 4,1%), der har top efter 121,0 km, hvorfra man kører mod sydøst og øst frem til byen Andoullé. Her drejer man mod syd for med det samme at køre op ad kategori 2-stigningen Cote de la Galette (1,2 km, 4,1%), der har top efter 131,6 km, hvorefter det går videre mod syd ind mod målbyen. Efter 139,5 km skal man over kategori 2-stigningen Coye de la Damberie (1,5 km, 3,0%), inden det går mod sydøst frem til målbyen, hvor man efter 144,2 km rammer den afsluttende rundstrækning og efter 146,2 km krydser stregen for første gang i forbindelse med dagens sidste spurt.

Etapen afsluttes nu med fire omgange på den bare 5,2 km lange runde, der er en forlænget udgave rundstrækningen fra 2021 og den samme som sidste år. Den indledes med, at man kører mod nordøst op ad en lille bakke, inden det falder mod sydvest, hvorefter de sidste 2 km er flade. Det går ad en lige vej frem til et venstresving med 2,0 km, inden der venter en kringlet afslutning med sving med 900 m, 700 m og bare 500 m igen

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Etapen byder på i alt 1744 højdemeter.

Etapen til Laval er med sine næsten 2000 højdemeter hårdere, end den oftest har været det, men højdemeterne findes relativt langt fra mål. Historien siger, at det ender i en spurt, og selvom man aldrig kan udelukke, at puncheurtyperne kan udnytte bakkerne til måske at skabe et stærkt udbrud, er det mest sandsynlige, at vi igen får en massespurt i en meget teknisk finale, hvis ikke vinden vil det anderledes.

Laval er som sagt altid vært for sidste etape. Sidste år rundede Sebastian Molano et ellers skuffende løb af ved at spurte sig til sejr foran Orluis Aular og Bryan Coquard, mens Arnaud Demare i 2021 kronede sin dominans ved at tage en spurtsejr foran Dan McLay og Coquard. I 2019 var der som sagt mål på en bakke, hvor Coquard var hurtigst foran Kevin Le Cunff og Jon Aberasturi, og i 2018 tog Nacer Bouhanni sin anden sejr i træk, da han slog Marc Sarreau og Rudy Barbier. I 2017 tog Mathieu van der Poel sin anden sejr i træk samt den samlede triumf ved at vinde den afsluttende massespurt foran Sarreau og Yohann Gene. I 2016 tog Tom Scully en overraskende udbrudssejr, mens Danilo Napolitano slog Justin Jules og Andrea Pasqualon i en massespurt i 2015. I 2014 var Yohann Gene hurtigere end Tom Van Asbroeck og Roy Jans, mens Marcel Meisen, Morgan Kneisky, Jimmy Casper, Jean-Luc Delpech, Benoit Daeninck, Martin Garrido, Janek Tombak, Franck Charrier og Stephane Bonsergent er de øvrige vindere siden 2005.

STREAM BOUCLES DE LA MAYENNE OG GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

I de foregående år Boucles de la Mayenne blevet afgjort af tre forhold. Først og fremmest har prologen naturligvis spillet en nøglerolle i et løb, der afgøres på sekunder. Derudover har bonussekunder været helt afgørende, og endelig har lørdagens kongeetape kunnet skabe visse forskelle.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

I de seneste år har prologen været væk, og dermed har været nede på, at det har været et opgør på bonussekunder samt tidsforskelle på kongeetapen, der sidste år og igen i år er rykket til fredagen. Kongeetaperne har dog været af varierende sværhedsgrad, og i 2019 og 2021 havde man rene sprinterløb. Til gengæld var kongeetapen sidste år så svær, at seks mand kørte væk, og deres spurt afgjorde hele løbet.

I år vender vi tilbage til det klassiske format. Først og fremmest er prologen tilbage, og den er som altid i et løb, der afgøres på sekunder helt, helt afgørende. Ruten er ny, men den er akkurat lige så teknisk og stort set lige så lang, som den plejer. Det betyder, at vi slet ikke skal se i retning af tempospecialister. Nej, her handler det om tekniske evner, eksplosivitet, punch og accelerationsstyrke igennem det enorme mylder af sving, og denne gang betyder den nye, lille bakke, at puncheurs står endnu bedre. Det er noget for eksplosive sprintere og puncheurtyper, som vi har kunnet se de seneste gange. Mathieu van der Poel har gjort det godt flere gange, Dorian Godon, der er alt andet end tempospecialist, har vundet to gange i træk, blandt andre Clement Venturini, der som crossrytter er eksplosiv og teknisk dygtig, er gået på podiet, og sprinteren Bryan Coquard har vundet og været på podiet flere gange. Det er altså den slags ryttere, vi kigger i retning af.

De to andre elementer er kongeetapen og bonussekunderne. Er kongeetapen i år så svær nok? Den synes slet ikke så svær som sidste år, hvor sprinterne blev sat til vægs af seks mand. Her ser det ud til, at det hele vil skulle koges ned til den sidste bakke, der over 700 m stiger med 6,7%. Det er en ganske seriøs sag, særligt hvis det gøres hårdt forinden på en dag med relativt mange højdemeter. Man må formode, at vi her vil se nogle puncheurs køre væk, og det helt store spørgsmål er, om de vil blive hentet. Det kan umiddelbart gå begge veje: enten en sejr til puncheurtyperne eller en reduceret massespurt.

Derudover er der massespurterne og de indlagte spurter, hvor der kan vindes bonus. Man må formode, at de to sidste etaper ender i spurter, men de er forskellige. Den første er en enkel boulevardspurt, hvor farten bliver vigtig, mens finaleetapen som altid er enormt teknisk, hvorfor det i høj grad er et spørgsmål om positionering.

To øvrige forhold kan spille ind. Det ene er vejret. Det ser sommerligt ud med masser af sol og i weekenden endda temperaturer på 24-25 grader. De to første dage vil imidlertid også være meget blæsende. På prologen spiller det ingen rolle, men det er en betydelig joker på kongeetapen, hvor der vil være en potentielt farlig sidemedvind på lange dele frem mod rundstrækningen. Til sidst bliver det dog mest modvind og min erfaring med løbet er ikke, at vi får sidevindskørsel. Udelukkes kan det dog ikke. Det er her værd at bemærke, at der vil være medvind på sidste bakke, men derefter modvind hele vejen ind til stregen, hvilket er dårligt nyt for dem, der vil gøre forskelle.

Det andet forhold er kontrollen. Holdene er små, og vi så i 2021, at et udbrud holdt hjem på 1. etape. Årets sprinterfelt er dog stærkt, og det er svært at tro, at der ikke vil være interesser i to massespurter i weekenden. Det vil undre mig, hvis ikke feltet skal afgøre det på alle linjeløbsetaper.

Dermed er vi efterladt med det klassiske scenarium. Løbet afgøres af bonussekunder, den tekniske prolog og de forskelle kongeetapen måtte gøre. Sidevinden på kongeetapen er en joker, men det vil undre mig, hvis den ender med at spille en rolle.

Jeg vælger at gå med Arnaud Demare. Franskmanden har haft et elendigt forår, der endte med, at han trak stikket, og det skaber en del usikkerhed. Hans form er også helt ukendt, men han er under pres, hvis han vil forhindre, at hele Tour-holdet kommer til at handle om David Gaudu. Han vandt løbet i 2021, da det var et rent sprinterløb og plejer således at være i hæderlig form efter sin pause. Han har sit gode tog og bør stå stærkt i de to massespurter, og han er også en glimrende temporytter samt eksplosiv, hvorfor han burde være en af de tunge favoritter til en spurt. Formen rækker næppe til at gå med de bedste på puncheuretapen, men hvis modvind betyder, at det bliver samlet, bør han med en god prolog kunne vinde løbet på bonussekunder. FDJ har også Laurence Pithie, der ligeledes er typen, der kan køre en god prolog, men da han derfra vil være hjælper, vinder han næppe. Den tidligere specialist Miles Scotson kan formentlig også køre en god prolog, men den er nok for eksplosiv til, at han kan vinde, og han får næppe bonus efterfølgende.

Den værste rival kan være Marc Hirschi. Schweizeren er i flyvende form, hvad han viste med den samlede sejr i Ungarn, og derfor vil han være den store favorit til at vinde kongeetapen, hvis der gøres forskelle. Det virker trods modvind bestemt ikke umuligt, men han skal også køre en god prolog. Han har på papiret alle de rette evner til at gøre netop det, men han har ofte skuffet mig på prologerne i Romandiet. Den prolog, han kørte i 2021, vidner dog om, at han bør gøre det hæderligt. Derefter skal han vinde løbet på kongeetapen. Han ledsages af Rui Oliveira og Ivo Oliveira , der begge ligeledes burde kunne køre stærkt på prologen, ikke mindst Rui, der er den stærkeste af de to. De vil dog få svært ved at få bonus efterfølgende, og derfor bliver det vanskeligt at vinde. Holdets sprinter, Alvaro Hodeg, er nok lidt for tung til kongeetapen efter den lange pause.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

En anden rytter, der kan vinde via kongeetapen, er Axel Zingle. Franskmanden er som tidligere mountainbiker og en eksplosiv puncheur formentlig god på denne prolog, og han har da også kørt et par fine prologer på lavere niveau. Også han får imidlertid svært ved at vinde løbet alene på bonus, da han ikke er en topkandidat til de flade etaper, hvor holdet vil satse på Max Walscheid, hvorfor vejen går via kongeetapen. Her vil den bedste Zingle måske også være favorit, da han er hurtigst af de ryttere, der kan køre væk på stigningen. Problemet er, at han skuffede i sine seneste løb, og spørgsmålet er, om han de seneste 10 dage har forbedret sig nok til at følge formstærke Hirschi. Holdet har også Max Walscheid til prologen, men han vil formentlig få det svært på kongeetapen. Måske kan Eddy Finé også køre en hæderlig prolog.

Det tredje gode bud på en vinder af kongeetapen er Benoit Cosnefroy, men vi så på 2. etape i Dunkerque, at han efter pausen ikke er helt på toppen. Siden fik han maveproblemer, hvilket ødelagde kongeetapen. Han var dog på 2. etape så god, at han bør have en god chance for at vinde kongeetapen, da han formentlig kan slå Hirschi i en spurt. Udfordringen er prologen. Han har punch og passer derfor ikke ringe til den, men jeg tror, at han vil være ringere end Zingle og Hirschi. Et alternativ er Clement Venturini, der tidligere er blevet nr. 3 på prologen og har været i fremragende form de seneste uger med to 5. pladser og to 6. pladser i sine fire endagsløb. Han er så god, at han måske kan vinde kongeetapen, hvis ikke de bedste kører alt for stærkt, og vi får en reduceret massespurt uden mange sprintere, men til gengæld får han næppe bonus i weekenden. Franck Bonnamour gør comeback efter sin skadespause, Marc Sarreau må mangle for meget efter den lange skadespause, og unge Pierre Gautherat må være hjælper.

Jeg er lidt spændt på Milan Menten . Han er den alsidige sprintertype, der måske kan køre en god prolog, og han vil stå meget stærkt, hvis kongeetapen ender i en reduceret massespurt. Han viste fornem form i Köln og Romandiet, men desværre viste Romandiet også, at han har store begrænsninger på sin fart. Derfor frygter jeg, at han ikke får de bonussekunder, han skal bruge i weekenden, men bliver kongeetapen hård nok, kan han måske også vinde alene via et godt resultat her. Han ledsages af Harry Sweeny, der er en god temporytter, men næppe en blændende prologrytter, og det tror jeg heller ikke, at den ellers ret eksplosive Arjen Livyns er.

Et andet godt bud til kongeetapen er Gonzalo Serrano. Også han har punchet og spurten til at vinde fredag, og han burde også være den eksplosive type, der kan køre en god prolog. Hvis han finder det niveau, han havde i september, kan han utvivlsomt vinde her, men han har meget at bevise efter et skidt, skidt forår. Efter en pause aner vi ikke, hvor han står. Mathias Norsgaard er ikke rigtigt skabt til denne prolog, og kongeetapen er måske også lidt for hård, ligesom han ikke får bonus. Oier Lazkano og Ivan Romeo kunne måske køre en god prolog, men næppe nok til at vinde løbet.

Total kommer med Edvald Boasson Hagen, der i gamle dage måske havde været favorit til prologen. Det er han ikke længere, men man må næsten tro, at han stadig kan gøre det godt på en rute som denne. Kører han stærkt, vil holdet måske også køre spurterne for ham. Med et godt tog kan han faktisk godt få noget bonus på alle tre etaper. Alternativet er den uhyre formstærke Sandy Dujardin, der også måske kan køre en god prolog, men nok får det svært på de to klassiske sprinteretaper. Til gengæld kan han som Menten måske vinde via kongeetapen, hvis det bliver en reduceret massespurt. Julien Simon burde også kunne vinde dette løb via kongeetapen, men efter endnu et styrt i Finistere er hans form nok engang usikker. Dries Van Gestel er i hæderlig form, men næppe eksplosiv nok til prologen. Endelig er der holdets sprinter, Jason Tesson, men han har gang i en katastrofesæson, og jeg tror, at kongeetapen bliver for svær.

Tudor har Maikel Zijlaard , der med sit punch og sin banebaggrund ligner en af favoritterne til prologen. Han er også hurtig nok til massespurterne, men det kræver, at de ikke kører for Arvid De Kleijn. Måske er det imidlertid nok med en god prolog og en god kongeetape. De Kleijn er også kandidat selv. Han fremstår ikke som typen, der vil køre en alt for god prolog, og kongeetapen kan blive for hård, men han kan til gengæld få et hav af bonussekunder som det måske næstbedste bud på de to sprinteretaper efter Demare. Rick Pluimers og Sebastian Changizi er også typer, der kan køre en god prolog, men de får ikke bonus efterfølgende, hvor de er hjælpere. Tom Bohli har i Romandiet kørt sublime prologer, og det er måske her, han igen kan vise livstegn. Det er bare svært at se ham vinde alene på det, når kongeetapen sikkert også bliver for hård.

Arkea kommer med Nacer Bouhanni, der for en gangs skyld er skadesfri. Han viste dog i Köln og Veenendaal, at han har lang vej igen efter sit styrt. Den bedste Bouhanni kan køre en god prolog, og jeg vil stadig tro, at han kan score megen bonus i weekenden. Hans nuværende form gør dog nok, at kongeetapen bliver for svær. Hos sig har han Simon Guglielmi, der har imponeret i år og bør have de rette eksplosive evner, men det er svært at se ham vinde kongeetapen eller prologen. Unge Ewen Costiou er spændende på kongeetapen, men næppe eksplosiv nok til at vinde den og få bonus. Donavan Grondin og Laurent Pichon kan køre en god prolog, men næppe nok til at vinde løbet alene på det.

Uno-X kommer med en spændende kandidat i Louis Bendixen . Danskeren har et hav af gode prologresultater på lavere niveau, og måske kan en god prolog betyde, at holdet kører spurterne for ham. Problemet er, at det nok bliver svært at gå i top 3 i spurterne i dette selskab. Ellers vil jeg forvente, at de kører spurterne for den i år så imponerende Stian Fredheim¸ der ikke har prologresultater, men meget vel kan overraske. Holdets tredje sprinter, Tord Gudmestad, kan næppe være med helt i front. Fredrik Dversnes kommer langt på kongeetapen med aprilform, men han har ikke punchet til at vinde dette løb. Et alternativ til kongeetapen er Jacob Hindsgaul, der også er eksplosiv, men nok lidt overmatchet mod de bedste.

Q36.5 har Matteo Moschetti. Han vil formentlig finde kongeetapen for hård, men bliver den kørt blødt, har han måske en chance. Toget er svagt, men med lidt held kan han score megen bonus i weekenden. Spørgsmålet er så prologen, hvor han måske ikke fremstår som den sprintertype, der vil køre allerstærkest. Jack Bauer er i dag næppe eksplosiv nok til at køre en god prolog. Det kunne Nicolo Parisini være, men han vinder ikke løbet alene på det.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Lidt af det samme kan siges om Matteo Malucelli. Med lidt held kan han få bonus på begge weekendetaper, men kongeetapen må ikke blive kørt for hårdt. Derudover fremstår heller ikke han som den mere robuste sprintertype, der kan køre en god prolog. Både Marco Tizza og Remy Mertz har eksplosivitet, der kan hjælpe dem på prologen, men ingen af dem har vist et niveau, der gør det sandsynligt, at de får bonus på kongeetapen.

Smøren kan gentages om Pierre Barbier. Med sit gode tog kan han godt få del i bonus i weekenden, men også han vil formentlig sande, at kongeetapen er lidt for hård. Derudover er heller ikke han den mest oplagte prologrytter. Den mere holdbare sprinter Emmanuel Morin vil mangle farten til at få bonus. Rasmus Søjberg kan måske køre en hæderlig prolog, men vil derefter være hjælper, og Nolann Mahoudo kan næppe gå med i angreb på kongeetapen.

Human Powered Health har Pier-André Coté, der er en udmærket temporytter og som sprinter derfor burde køre en god prolog. Kongeetapen kan han også overleve, hvis ikke den bliver kørt for hårdt, men det er svært for ham at få del i bonus, da den sidste fart mangler. Med det niveau, han havde sidste år, var Barnabas Peak også relevant, men han har skuffet fælt i år. Kongeetapen er for hård for Matthew Gibson og Sasha Weemaes .

Caja Rural kommer med deres sprinter Daniel Babor, der er på vej tilbage fra sin skade. Han har egentlig potentiale til at gøre det pænt på sprinteretaperne, men kongeetapen kan blive for hård, og det er svært at se ham få megen bonus. Det samme gælder for Tomas Barta, der formentlig er plan B, og David Gonzalez, der må være plan C og i hvert fald er den langsomste af dem.

Burgos har Jesus Ezquerra og Cyril Barthe, der begge er eksplosive og har kørt fine prologer på lavere niveau. Begge burde også passe til kongeetapen, men det er svært at se dem få bonus her, og i de flade spurter blander de sig ikke. Derfor bliver det svært at vinde. Til de flade spurter har de Manuel Penalver og måske Miguel Angel Fernandez, men de er næppe typerne, der kører den bedste prolog, og det bliver også svært for dem på kongeetapen.

Det ligner en svær opgave for Kern Pharma. De skal satse på, at deres to sprintere, Kiko Galvan og Alex Jaime, kan køre en god prolog, men de får svært ved at få bonus efterfølgende, hvor sprinterfeltet er for stærkt. Derudover er det formentlig kun Galvan, der har en chance for at overleve kongeetapen.

Det bliver svært for de øvrige hold. Hos Flanders kan Alex Colman og Jules Hesters måske køre en hæderlig prolog, men Hesters er for tung til kongeetapen, og Colman får ikke bonus efterfølgende. Auber kommer med kun Anthony Maldonado som en hurtig mand, og han har slet ikke farten til at være med fremme. Hos Roubaix er Thomas Boudat stadig formsvag, og hverken Samuel Leroux eller Jeremy Leveau er hurtige nok til at få bonus på stregen. Det samme gælder for de hurtige på Nice, Paul Hennequin og Jonathan Counanon, mens en efterhånden formstærk Jean-Louis Le Ny næppe kan gøre forskelle på kongeetapen.

BEMÆRK: Startlisten er onsdag aften ikke kommet, men det er heldigvis kun Aubers og Nices trupper, der ikke er endeligt udtaget. Optakten opdateres, når den i løbet af torsdagen kendes.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der var ingen ændringer.

***** Arnaud Demare

**** Marc Hirschi, Axel Zingle

*** Benoit Cosnefroy, Milan Menten, Gonzalo Serrano, Clement Venturini, Edvald Boasson Hagen

** Sandy Dujardin, Maikel Zijlaard, Arvid De Kleijn, Nacer Bouhanni, Rui Oliveira, Stian Fredheim, Miles Scotson, Julien Simon, Max Walscheid, Matteo Moschetti, Matteo Malucelli, Pierre Barbier, Alvaro Hodeg

* Simon Guglielmi, Ivo Oliveira, Louis Bendixen, Marc Sarreau, Tom Bohli, Laurent Pichon, Dries Van Gestel, Pier-André Coté, Cyril Barthe, Jesus Ezquerra, Marco Tizza, Emmanuel Morin, Kiko Galvan, Jason Tesson, Daniel Babor, Tomas Barta, Manuel Penalver, Tord Gudmestad, Laurence Pithie, Ivan Romeo, Ewen Costiou, Harry Sweeny, Mathias Norsgaard, Donavan Grondin, Oier Lazkano, Jacob Hindsgaul, Barnabas Peak, Samuel Leroux, Sebastian Changizi, Rick Pluimers, Pierre Gautherat

Danskerne

På Movistar skal Mathias Norsgaard støtte Gonzalo Serrano og måske teste sig selv på prologen, der dog næppe passer ham. På Uno-X kan Louis Bendixen og Jacob Hindsgaul måske få noget frihed, hvorfor de er omtalt ovenfor, og de støttes af Marcus Sander Hansen, der må være hjælper. Hos Tudor skal Sebastian Changizi formentlig prøve sig af på prologen og derefter støtte Arvid De Kleijn og Maikel Zijlaard, og det samme kan siges om Rasmus Søjberg Pedersen på Nantes, hvor opgaven i stedet dog bliver at støtte Pierre Barbier.

STREAM BOUCLES DE LA MAYENNE OG GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE