EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Løbets rolle og historie

Mens mange lande har været vidner til en massiv reduktion i antallet af løb på højeste niveau, forholder det sig en anelse anderledes i Frankrig. Nogle løb er ganske vist forsvundet - mest markant Criterium International, Middelhavet Rundt, Tour de Picardie og Circuit de Lorraine - men derudover er kalenderen i store træk uforandret. Nogle løb har været i en overlevelseskamp, men de fleste har været i stand til at finde den nødvendige finansielle støtte.

I 2016 blev der endda etablevet nye løb. I februar blev de første udgaver af La Mediterraneenne og Tour de la Provence afviklet med nogen succes, og sidstnævnte ser ud til at have etableret sig solidt som en tilbagevendende begivenhed. Andre begivenheder har imidlertid haft en mere gradvis udvikling op gennem rækkerne på den blomstrende franske cykelscene. Et af dem er Boucles de la Mayenne.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Mange af de franske departementer har deres egne etapeløb. Løbene i Picardie, Lorraine, Limousin, Haut-Var og Poitou-Charentes har alle været store begivenheder med WorldTour-deltagelse. Andre som de lokale rundture i Bretagne, Normandiet og Alsace er 2.2-løb, hvor nogle af de mindre hold og unge ryttere har kunnet vise deres potentiale.

I mange år var løbet i Mayenne-området et af disse 2.2-løb. Det blev skabt i 1975 som et amatørløb, men i 2004 blev man en del af UCI-systemet. Dets status ændredes i 2014, da det blev rykket op i 2.1-kategorien og således fik mulighed for at tiltrække WorldTour-hold.

Som et relativt nyt 2.1-løb har det endnu ikke været i stand til at tiltrække udenlandske hold fra det fineste selskab, og derfor har det ikke været på samme niveau som mange af de andre regionale etapeløb. Ikke desto mindre har de første syv udgaver på det højere niveau været ganske underholdende og en stor chance for unge WorldTour-talenter til at vise sig selv frem. Mens de franske topnavne næsten alle har været til start i Criterium du Dauphiné, har de yngre ryttere kunnet teste sig selv på en blandet rute, der har budt på en prolog og tre relativt flade etaper, der ofte er kørt meget aggressivt

I 2014 var det Stephane Rossetto, der fortsatte med at vise sit store potentiale som etapeløbsrytter ved at tage en stor sejr for det lille Auber-hold. I 2015 understregede Anthony Turgis sin status som et af de største franske talenter ved at tage den samlede sejr bare får måneder efter at have taget bronze ved U23-VM. I 2016 stillede Bryan Coquard til start som løbets store stjerne, og han gjorde næsten rent bord ved at vinde to ud af tre linjeløbsetaper samt prologen og således også tage den samlede sejr foran Anthony Delaplace og holdkammeraten Thomas Boudat. I de efterfølgende to år var det Mathieu van der Poel, der i begyndelsen af sin landevejskarriere brugte løbet til at udvikle sig, og han vandt løbet to gange i træk, inden endnu et ungt talent, Thibault Ferasse vandt løbet i 2019.

Siden dengang er der sket noget. Det ambitiøse løb har taget næste skridt i sin udvikling og blev i 2020 en del af den nye ProSeries. Coronakrisen kom i vejen, men i 2021 var løbet tilbage i et nyt og stærkere format, endda med en ny kalenderplacering. Nu afvikles løbet i den sidste uge af Giroen, hvor det tilbyder de lidt tungere folk en chance for at komme i gang igen efter en pause. Det lykkedes dog ikke at gøre feltet mærkbart mere internationalt af den grund, men man fik deltagelse af to udenlandske WorldTour-hold i form af Intermarché og DSM. Det har man også fået i år, hvor Movistar og UAE sørger for et mere internationalt tilsnit, end vi har været vant til.

Sidste år blev løbet ikke vundet af et af de unge talenter, men en af de store franske stjerner. Arnaud Demare havde valgt løbet som det første skridt frem mod Touren, og selvom hans hold sov i timen ved at lade et udbrud vinde første etape, kunne han med sejre på de sidste tre etaper sikre sig tilstrækkeligt med bonussekunder til at tage den samlede sejr med 17 sekunder ned til vinderen af 1. etape, Philipp Walsleben, og 24 sekunder ned til Kristoffer Halvorsen. Demare kører lige nu Giro, og da Walsleben har stoppet sin karriere, bliver Halvorsen eneste genganger fra sidste års podium.

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Ruten

Efter sin oprykning til 2.1-niveau har Boucles de la Mayenne haft et fast format, som de benyttede i mange år. Hver gang lagde man ud med den samme meget tekniske 4,5 km lange prolog i løbets hovedby Laval, hvor sprinterne og specialisterne kunne slås om helt afgørende sekunder. Dernæst kunne de hurtige folk som regnet slås om sejren på 1. etape samt den klassiske afslutningsetape i Laval, mens 2. etape som regel var kongeetapen, dog af stærkt varierende sværhedsgrad og ofte også god for sprinterne.

I de seneste år har man ændret på tingene. I 2019 var der ingen rigtig kongeetape i et løb med en prolog og tre sprinteretaper, og sidste år kom den helt store nyskabelse, da man droppede prologen i et løb, der nu bestod af fire sprinteretaper, hvor udbryderne dog snød de hurtige folk på 1. etape. Heller ikke i år vender prologen tilbage, og der er igen tale om en ganske sprintervenlig affære, men for første gang siden 2018 har man en lidt hårdere kongeetape.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Den kommer på løbets 2. etape, hvor man skal slutte i Pre-en-Pail med en rundstrækning med den kendte Mont des Avaloirs, som vi kender fra Circuit de la Sarthes gamle kongeetape. Denne gang er der ikke mål på stigningen, men den kommer så tæt på mål, at der burde være en god chance for, at puncheurtyperne kan gøre en forskel.

Til gengæld ligner de tre øvrige etaper sprinteretaper. Torsdagens 1. etape er i hvert fald oplagt til en spurt, men en lille bakke på rundstrækningen kan måske bruges som afsæt for angreb. Lørdagens 3. etape er ugens letteste, men her får spurten et lille twist, da den slutter på en lille bakke (400 m, 5,0%). Det hele slutter som altid med den klassiske finale i Laval, men denne gang har man gjort etapen hårdere med en hel serie bakker og næsten 2000 højdemeter. De kommer dog langt fra mål, og selvom der måske kan køres aggressivt i den kuperede fase, er det mest sandsynlige, at det som altid slutter med en massespurt i den meget tekniske finale i løbets hovedby.

1. etape

Indtil løbet sidste år fik ProSeries-status startede det altid med den samme meget tekniske prolog i Laval, men den ide gik man væk fra i 2021. Prologen vender heller ikke tilbage i 2022, hvor løbet i stedet åbnes med en linjeløbsetape, der minder om alle de andre i løbet. Således venter en dag, der med 2000 højdemeter bestemt ikke er flad, men hvor sprinterne burde have en god chance for at komme til fadet, selvom en bakke i finalen måske kan skabe udskilning og bruges til angreb, ligesom opløbet stiger så meget, at det kan mærkes.

I alt skal der tilbagelægges 180,0 km, der fører feltet fra Saint-Pierre-des-Landes ti Andouille. Man lægger ud med at køre en omgang på en rundstrækning i det småkuperede terræn syd for startbyen, hvor den væsentligste udfordring er stigningen Le Pas de Pierre (1,2 km, 5,4%), der har top efter 23,4 km. Efter 30,4 km er man tilbage i startområdet, hvorfra man snor sig mod nord igennem det samme småkuperede terræn, idet man undervejs passerer den første spurt efter 52,3 km.

Efter 63,7 km når man frem til Landivy, hvor man drejer mod øst for at køre frem til en kategoriseret stigning (1,4 km, 3,5%), der har top efter 67,5 km. Herfra fortsætter man videre til Desertines, hvor man efter 79,5 km sætter kursen mod sydøst. I Gorron, der nås efter 86,3 km, drejer man mod sydvest, og herfra kører man frem til den store by Ernee, der passeres efter 106,0 km. Derfra snor man sig i en generelt sydlig retning, idet man undervejs skal over Cote de la Baconniere (2,5 km, 3,9%), der har top efter 133,2 km. Umiddelbart herefter kører man mod nordøst frem til målbyen, hvor man efter 145,1 km rammer den afsluttende rundstrækning og efter 146,2 km krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med to omgang på den 16,9 km lange runde. Den indledes med et stigende stykke, en nedkørsel og en bakke (1,2 km, 2,9%), på hvis top der er en spurt på første omgang efter i alt 149,7 km, inden det går fladt det går fladt frem til Cote de St Jean sur Mayenne (1,1 km, 4,3%), hvor der er bjergspurt på begge omgange efter hhv. 156,6 km og 173,5 km. Toppen rundes md 6,5 km igen, hvorefter det stiger let frem til 4 km-mærket. Det falder nu over 2 km, hvorefter de sidste 2 km stiger let, den sidste km med 2,0% i snit. Det går i adskillige kilometer af en let snoet vej, idet man skal igennem to rundkørsler med 1600 m og 1400 m igen, inden der er et sidste sving med 1100 m igen.

Etapen byder på i alt 1921 højdemeter.

Etapen er ganske klassisk for løbet. Det er aldrig helt fladt, men der er heller ingen svære bakker. Vinden er en trussel, selvom den sjældent spiller en rolle, og formentlig skal det afgøres på rundstrækningen. Her kan der blive angrebet på bakken, der også kan skabe udskilning, men meget taler for, at de holdbare sprintere skal til fadet i den stigende finale.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Andouille har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

2. etape

Selvom terrænet i området er relativt let, sørger arrangørerne som regel for at designe én mere kuperet etape. Det har de også gjort i år, hvor kongeetapen kommer om fredagen. Her skal løbet slutte i Pre-en-Pail, hvis kuperede terræn i mange år var rammen om kongeetapen i Circuit Cycliste Sarthe, og hvor der skal køres omgange på en rundstrækning med to stigninger, herunder den fra Sarthe kendte Mont des Avaloirs. En forkortet udgave af samme rundstrækning blev benyttet i 2018, hvor man ikke skulle over Mont des Avaloirs, og da Nacer Bouhanni her vandt en reduceret massespurt, er det ikke uovervindeligt terræn for de holdbare sprintere. Denne gang betyder passagen af Mont des Avaloirs med bare 7,5 km igen imidlertid, at der burde være en god chance for, at løbets puncheurs her kan forhindre, at det som i 2021 bliver et rent sprinterløb.

I alt skal der tilbagelægges 171,0 km, der fører feltet fra Jublains til Pre-en-Pail-Saint-Samson. Fra start kører man en flad tur rundt om startbyen ved at køre mod nordvest, øst og syd, inden man kører mod sydøst og nordøst frem til den kategoriserede stigning Montaigu (1,2 km, 4,9%), der har top efter 31,0 km. Herfra fortsætter det flade terræn, mens man snor sig mod nord og nordøst frem til Mont du Saule (2,9 km, 3,5%), hvis top rundes efter 54,0 km. Umiddelbart herefter fortsætter man mod nordøst frem til dagens første spurt, som er placeret efter 57,5 km, inden man igennem fladlandet kører mod sydøst, nord og øst.

Nu sætter man kursen mod syd for at køre op over Cote de La Mezengerie (2,0 km, 5,3%), hvis top passeres efter 74,3 km, inden det går fladt mod syd, sydøst og nordøst. Herefter drejer man mod nord for at passere Col des Ruaudieres (2,2 km, 5,3%), hvis top rundes efter 99,5 km, hvorefter det går mod nord og sydøst frem til Cote de Gonteries (3,3 km, 3,1%), hvis top rundes efter 112,1 km. Nu går det mod nordvest igennem let stigende terræn frem mod målbyen, i hvis udkanten man rammer den fra Circuit Cycliste Sarthe kendte Mont des Avaloirs, der her køres i fuld længde (3,8 km, 5,0%), og hvis første 3 km er lette med ca. 4%, inden de sidste 800 m stiger med 8,8%. Et stykke oppe ad bakken rammer man efter 130,6 km den afsluttende rundstrækning, hvorefter toppen rundes efter 132,1 km, inden man krydser stregen for første gang efter 138,4 km.

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 16,3 km lange runde. Den indledes med det samme med en bakke (1,0 km, 5,7%), på hvis top der på første omgang er en indlagt spurt efter i alt 139,6 km. Fra toppen resterer 15,1 km, som indledes med et kort fladt stykke, inden en nedkørsel leder mod sydøst. Et kort fladt stykke fører nu mod nord, inden det går videre mod nord op ad Mont des Avaloirs, der herfra stiger med 6,8% over 2,2 km, endda med 8,8% over de sidste 800 m. Der er ikke bjergspurter på toppen på nogen af omgangene, og herfra resterer 7,5 km, der stort set alle er faldende. Det går ad en let snoet vej mod sydvest og nordvest tilbage til centrum, hvor de sidste små 2 km er let stigende, den sidste kilometer med 1,2% i snit. Finalen er kringlet, da man drejer med 1300 m, 1000 m, 800 m og slutteligt bare 300 m igen.

Etapen byder på i alt 2392 højdemeter.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Da man senest besøgte målbyen i 2018, endte det i en reduceret massespurt, men med den hårdere rundstrækning synes der at være en god chance for, at det scenarium undgås. Sådan gik det i hvert fald aldrig på kongeetapen i Sarthe, hvor man ganske vist sluttede med Mont des Avaloirs, og selvom der denne gang er et faldende stykke efter toppen, burde stigningen være så svær, at løbets puncheurs har en god chance for at forhindre sprinterne i at komme til fadet.

Pre-en-Pail-Saint-Samson var senest målby for løbet i 2018, hvor Nacer Bouhanni vandt en reduceret massespurt foran Benoit Cosnefroy og Anthony Maldonado. Derudover var den i mange år det faste mål for kongeetapen i Circuit Cycliste Sarthe, hvor de seneste vindere er Guillaume Martin (2018), Lilian Calmejane (2017), Anton Vorobyev (2016), Manuele Boaro (2015), Ramunas Navardauskas (2014), Pierre Rolland (2013), Francisco Ventosos (2012), Anthony Roux (2009 og 2011) og Samuel Dumoulin (2010).

3. etape

Løbet afviklede tidligere altid sin kongeetape om lørdagen, men sådan bliver det ikke i år. Her kan sprinterne i stedet vente at komme til fadet på løbets næstsidste etape, der ikke byder på mange terrænmæssige udfordringer. Ganske vist sluttes der med en småkuperet rundstrækning, men bakkerne er ganske korte. Til gengæld slutter etapen på toppen af en lille bakke, som er så kort, at sprinterne sagtens kan være med, men hvor nogle puncheurtyper måske vil forsøge at blande sig med dem.

I alt skal der tilbagelægges 188,0 km, der fører feltet fra St-Berthevin til Chateau-Gontier. Fra start går det igennem fladt terræn mod først sydvest, siden sydøst og så nordøst, inden man kører mod syd op ad Houssay (1,8 km 2,6%), hvis top rundes efter 51,5 km. Umiddelbart herefter er dagens første spurt placeret efter 54,1 km, inden man fortsætter igennem fladlandet mod først nordøst, siden sydøst og derefter øst, nordøst og øst frem til det østligste punkt.

Herfra kører man kortvarigt mod syd, inden man vender rundt for at sno sig mod nordvest igennem fladlandet frem til målbyen. Man kører dog ikke ind til centrum, men i stedet mod syd væk fra byen igennem fladlandet, indtil det går mod sydvest op ad Cote de La Jaille-Yvon (1,1 km, 4,2%), hvis top rundes efter 144,2 km. Her vender man rundt for at køre mod nord tilbage mod målbyen forbi dagens anden spurt, som er placeret efter 151,8 km, inden man efter 158,0 km rammer den afsluttende rundstrækning lige ved siden af målstregen. Herefter kører man praktisk talt en hel omgang, inden man krydser stregen for første gang efter 168,0 km.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Etapen afsluttes nu med to hele omgange på den i alt 10,0 km lange runde. Den indledes med, at man kører mod nordvest ad et småkuperet stykke, inden det går mod nord op ad en bakke (1,0 km, 4,0%). Fra toppen resterer 6,0 km, der først går mod øst ad en nedkørsel, inden det går mod syd ad en lige og flad vej. Til slut stiger de sidste 400 m dog med 5,0%. Der er et dobbeltsving med 1,4 km, men derudover er der slet ingen sving over flere kilometer.

Etapen byder på i alt 1758 højdemeter.

Normalt er lørdagen som sagt dagen for kongeetapen, men sådan er det i hvert fald ikke i år. Tværtimod synes 3. etape at være blandt de letteste, og det synes kun at være vinden, der kan true en spurt. Til gengæld betyder den lille bakke op til mål, at det bliver en lidt anderledes en af slagsen, og selvom det formentlig vil være en sprinter, der vinder, vil nogle puncheurtyper måske prøve at blande sig.

Chateau-Gontier har kun tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var det nu hedengangne Tour du Haut Anjou, hvor en ung Marcel Kittel i 2009 vandt en spurt foran Daniel Holloway og Kevin Francillette, hvor Sven Jodts i 2008 var hurtigere end Dennis van Winden og John Degenkolb, og hvor Florian Vachon i 2007 slog Damien Gaudin i en tomandsspurt.

4. etape

Løbet vender altid tilbage til Laval på sidste etape, hvor løbets hovedby lægger asfalt til afslutningen på det, der typisk har været den fladeste af de tre linjeløbsetaper, hvad den dog ikke er i år. I 2019 fik etapen et twist, idet man flyttede målet til toppen af en lille bakke, men i år bruger man næsten samme rundstrækning, som blev indført i 2021, og da den er meget mindre teknisk end den, man brugte i gamle dage taler alt for, at sprinterne skal have det sidste ord, som de plejer at få det i det franske løb, idet de dog skal håndtere en meget kringlet finale.

I alt skal der tilbagelægges 180,0 km, der fører feltet fra Martigné-sur-Mayenne til Laval. Man lægger ud med at køre en omgang på en flad rundstrækning i området syd for startbyen, inden man efter 18,0 er tilbage i centrum. Nu snor man sig igennem fladt terræn mod øst, inden man kører mod nordøst op til et kuperet område, hvor man fortsætter mod nordøst op ad Mont Rochard (3,1 km, 6,7%), hvis top rundes efter 53,9 km. Umiddelbart herefter kommer dagens første spurt efter 57,8 km, inden man kører mod øst frem til Cote de Is Garde (1,4 km, 3,6%), hvis top passeres efter 64,9 km. Herfra snor man sig i en generel sydvestlig retning op og nede ad hele tre bakker, nemlig Cote de Mesliers (1,6 km, 4,6%), Cote des Sources (1,9 km, 5,9%) og Cote de la Chepelle des 3 Poiriers (1,0 km, 6,5%), hvis toppe passeres efter hhv. 74,3 km, 81,9 km og 87,1 km.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Nu forlader man igen det kuperede område, når man kører mod sydvest igennem fladt terræn frem til den lille Cote de Bel Air (1,0 km, 4,1%), hvis top passeres efter 117,9 km. Derfra slår man en sløjfe mod nordvest igennem fladlandet, inden man kører mod syd igennem fladt terræn ned til etapens sydligste punkt. Her kører man kortvarigt mod vest frem til den sidste spurt, som er placeret efter 147,5 km, inden det går mod nord frem til målbyen, hvor man efter 157,6 km rammer den afsluttende rundstrækning og efter 159,6 km krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med fire omgang på den bare 5,1 km lange runde, der er en forlænget udgave af sidste års rundstrækning. Den indledes med, at man kører mod nordøst op ad en lille bakke, inden det falder mod sydvest, hvorefter de sidste 2 km er flade. Det går ad en lige vej frem til et venstresving med 2,0 km, inden der venter en kringlet afslutning med sving med 900 m, 700 m og bare 500 m igen

Etapen byder på i alt 1918 højdemeter.

Etapen til Laval er med sine næsten 2000 højdemeter hårdere, end den oftest har været det, men højdemeterne findes relativt langt fra mål. Historien siger, at det ender i en spurt, og selvom man aldrig kan udelukke, at puncheurtyperne kan udnytte bakkerne til måske at skabe et stærkt udbrud, er det mest sandsynlige, at vi igen får en massespurt i en meget teknisk finale, hvis ikke vinden vil det anderledes.

Laval er som sagt altid vært for sidste etape. Sidste år kronede Arnaud Demare sin dominans ved at tage en spurtsejr foran Dan McLay og Bryan Coquard. I 2019 var der som sagt mål på en bakke, hvor Coquard var hurtigst foran Kevin Le Cunff og Jon Aberasturi, og i 2018 tog Nacer Bouhanni sin anden sejr i træk, da han slog Marc Sarreau og Rudy Barbier. I 2017 tog Mathieu van der Poel sin anden sejr i træk samt den samlede triumf ved at vinde den afsluttende massespurt foran Sarreau og Yohann Gene. I 2016 tog Tom Scully en overraskende udbrudssejr, mens Danilo Napolitano slog Justin Jules og Andrea Pasqualon i en massespurt i 2015. I 2014 var Yohann Gene hurtigere end Tom Van Asbroeck og Roy Jans, mens Marcel Meisen, Morgan Kneisky, Jimmy Casper, Jean-Luc Delpech, Benoit Daeninck, Martin Garrido, Janek Tombak, Franck Charrier og Stephane Bonsergent er de øvrige vindere siden 2005.

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Favoritterne

Bemærk: Selvom løbet tæller med i Cykelduellen og er ProSeries, bliver ugens etapeoptakter grundet Giroen af betydeligt mere skitseagtig karakter end vanligt.

I de foregående år Boucles de la Mayenne blevet afgjort af tre forhold. Først og fremmest har prologen naturligvis spillet en nøglerolle i et løb, der afgøres på sekunder. Derudover har bonussekunder været helt afgørende, og endelig har lørdagens kongeetape kunnet skabe visse forskelle.

For anden gang i træk er prologen nu væk, og dermed er vi nede på, at det bliver et opgør på bonussekunder samt tidsforskelle på kongeetapen, der nu altså er rykket til fredagen. Kongeetaperne har dog været af varierende sværhedsgrad, og de seneste to udgaver har været rene sprinterløb.

I år synes den dog at være svær nok til at gøre forskelle. Det er ikke samme opkørsel ad Avaloirs, som vi kender fra den gamle kongeetape i Sarthe, men det er en svær stigning, også fra denne side. Hele 6,8% over 2,2% i fuld finale er for meget for de fleste sprintere, særligt fordi vi ved, at der vil blive kørt aggressivt fra løbets puncheurs, ikke mindst fra Ag2r, der nok skal skabe et hårdt løb. Det bør derfor være et løb, der er for svært for alle andre end de mest holdbare sprintere.

Det reducerer også betydningen af bonussekunder, da puncheurtyperne næppe blander sig i massespurterne, men så enkelt er det ikke helt. Dels er der de indlagte spurter, og dels er 3. etapes finalebakke ikke helt umuligt for de allerhurtigste puncheurs. Sprinterne vil have overhånden, men jeg udelukker ikke, at der måske kan være lidt sekunder at finde. Derudover er der jo også bonussekunderne på kongeetapen selv.

To øvrige forhold kan spille ind. Det ene er vejret. Det ser dog godt ud med masser af sol og tørvejr. Det bliver en anelse mere blæsende i weekenden, hvor jeg ikke helt tør udelukke lidt sidevind lørdag, men det vil undre mig, hvis vi får det i spil.

Det andet forhold er kontrollen. Holdene er små, og vi så sidste år, at et udbrud holdt hjem på 1. etape. Årets sprinterfelt er svagt, og man ved aldrig, hvad der kan ske på 1. etape. Jeg tror dog, at der burde være hold til at kontrollere 1. etape, og at Ag2r vil kontrollere 2. etape. Mit gæt er, at de tager trøjen der, og de er så stærke, at de burde - med hjælp fra sprinterholdene - kunne kontrollere de sidste to dage.

Jeg regner nemlig med massespurter på 1., 3. og 4. etape. Der er den lille bakke på 1. etapes rundstrækning, hvor man ikke kan udelukke, at Benoit Cosnefroy skal teste benene. Den burde dog ikke være svær nok til at forhindre end spurt.

Jeg har allerede klart indikeret, at Benoit Cosnefroy er min favorit. Franskmanden er løbets bedste puncheur, og med den fart, han har fundet de seneste to år, er han også den hurtigste. Hans form er altid svingende, og vi aner ikke, hvor han står, da han kommer direkte fra højdetræning, men han lyder selv ganske optimistisk. Kongeetapen burde være svær nok til, at han kan køre alene eller skabe en gruppe, hvor han kan vinde en spurt, og han kan også måske være med på 3. etape samt naturligvis i indlagte spurter. Hans hold er det stærkeste, og derfor tror jeg, at han tager den samlede sejr. Han er dog ikke alene, da det er et godt løb også for Greg van Avermaet, som viste hæderlig, men dog langt fra prangende form i Finistére. De udgør dog sammen en farlig duo, hvis det bliver taktisk i finalen af kongeetapen. Også Damien Touzé og Paul Lapeira kan køre klassement her, men de var ikke flyvende i weekenden.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

Den værste rival kunne være Alex Aranburu. Spanieren er i hvert fald løbets næstbedste puncheur, men også for ham gælder, at formen er helt ukendt. I en flad spurt har han nok heller ikke helt Cosnefroys fart, og han er heller ikke helt så eksplosiv på stigningerne. Det er dog et løb, hvor han burde kunne udfordre favoritten, hvis han er i form. Movistar har imidlertid også en anden absolut topkandidat. Hvis han klatrer på sit bedste niveau, kan Ivan Garcia Cortina være med på kongeetapen, og modsat Aranburu er han hurtigst i en flad spurt, ligesom han kan blande sig i massespurterne også. Hans niveau har dog ikke været der siden Tour de Suisse sidste år, og efter en pause vil det være mærkeligt, hvis det var der med det samme. Holdet har også klatreren Sergio Samitier, der viste lidt form inden Giroen, men udgik efter styrt.

Jeg havde aldrig troet, at jeg igen skulle rangere Julien Simon så højt, men efter to sejre på to uger er det uundgåeligt. Veteranen passer perfekt til dette løb, da han kan klatre og er hurtig, men selskabet er med Cosnefroy og Aranburu stærkere end hidtil. Jeg vil blive overrasket, hvis han faktisk slår Cosnefroy, men i en flad spurt er han ikke uden chance, hvis han overlever. Et alternativ er Mathieu Burgaudeau, der er skabt til dette løb, men som efter sin lange skadespause nok mangler lidt for meget, selvom han var hæderlig i søndags. På papiret er det et godt løb for Anthony Turgis, der har en dødbringende spurt, som også Cosnefroy skal frygte. Han var efter sin pause dog væk i Tro-Bro Leon, og jeg ved ikke, om det skyldes defekt eller dårlig form. Jeg tør heller ikke helt udelukke Edvald Boasson Hagen, der momentvist har vist lidt i år, men logikken siger, at han i dag er overmatchet i dette terræn. Mere sandsynligt er det med Lorrenzo Manzin , der imponerede stort i Dunkerque, men terrænet her er den tand sværere og nok også lidt for svært. Fabien Grellier har kørt stærkt på det sidste og kan overraske.

Jeg ville gerne have Kevin Vauquelin som værste rival, men nu er jeg lidt usikker. Franskmanden har ellers imponeret stort i år, både med sine klatreevner, sit punch og sin fart, og dermed er han perfekt til dette løb. Han har dog ikke kørt løb i nogle uger og har netop haft covid-19, som ramte ham ret hårdt. Den sidste uge har dog været bedre, og derfor kan der alligevel være håb. Arkea har også Connor Swift, for hvem kongeetapen ikke er helt uden for rækkevidde, og som viste form i Tro-Bro Leon, men jeg tvivler på, at han klatrer helt godt nok. Et alternativ er Romain Hardy, der viste form i sidste weekend, men nok ikke helt har det tilstrækkelige niveau længere. Endelig har holdet den holdbare sprinter Amaury Capiot, men dette bør være for svært, også fordi han ikke virker helt på toppen.

Cofidis kommer med en god kandidat i Benjamin Thomas. Han blev nr. 4 i Dunkerque, og han er en af de ryttere, der har en chance for at matche Cosnefroy på fredag. Han er heller ikke helt langsom, men han lider under en relativt svag spurt sammenlignet med andre favoritter. Til gengæld er han god til at finde momentet i en taktisk finale. Det burde også være et løb for Bryan Coquard, for hvem stigningen ikke er umulig. Han virkede dog uhyre formsvag i de løb, han har kørt de seneste weekender, og så bør terrænet blive for svært. Måske kan Alexandre Delettre gøre det hæderligt.

UAE kommer med Finn Fisher-Black, der senest i Romandiet viste sit potentiale med en samlet 27. plads. Også i Paris-Nice var han med helt fremme på stigningerne, og han viste god form med sin 13. plads i spurten i Morbihan efter en bakke. Han er dog ikke verdens hurtigste, men han viste i Romandiet, at han faktisk godt kan spurte en anelse, dog ikke på niveau med Cosnefroy. Terrænet bør til gengæld være for hårdt for Sebastian Molano.

B&B har en solid kandidat i Cyril Barthe. Efter sin lange pause på mere end to måneder grundet styrt er han i fremgang. Han var allerede god i Dunkerque og endnu bedre i Finistere, og det giver håb. Han er hurtig og har punch og passer til løbet. Alternativet er 2019-vinderen Thibault Ferasse, der flere gange imponerede i foråret, men han har virke formsvag på det sidste.

FDJ kommer med Jake Stewart. Har han samme ben som i Dunkerque, er kongeetapen ikke uden for rækkevidde, men han skal være absolut flyvende for at matche Cosnefroy her. Han skuffede i weekenden, og det er ikke et godt tegn, når terrænet i forvejen er lidt for svært. Klarer han den, står han dog godt, da han er hurtigere end alle puncheurs i en flad spurt. Mere sandsynligt er det, at Matteo Badilatti kan være med på stigningerne, men det er ikke rigtigt terræn for en dieselklatrer, og han får meget svært ved at vinde samlet. Det er et godt, men lidt svært løb for Lewis Askey, der efter sin pause ikke var flyvende i weekenden. Endelig har holdet den meget lovende og holdbare sprinter Paul Penhoet, der har potentiale til at overraske, men terrænet bør være for svært.

Jeg tror ikke på de øvrige hold. Hos Euskaltel passer løbet både Antonio Angulo og Nelson Soto, men de synes slet ikke i form. Hos Kern Pharma satser de på Kiko Galvan, men kongeetapen bør blive lidt for skrap kost. Hos Uno-X har de Idar Andersen, der choksejrede i søndags, men det var i en taktisk finale. Jeg har lidt svært ved at se ham gå med Cosnefroy, men han kan overraske. Løbet burde passe Niklas Larsen, men han mangler stadig lidt for meget. Hos Caja Rural har de Orluis Aular, der med de ben, han havde i Baskerlandet, var kandidat, men hans kørsel i weekenden viser, at han ikke er på toppen. Burgos satser på Ander Okamika, men han er overmatchet her, og hos Human Powered Health har Chad Haga og Colin Joyce ikke imponeret. Hos Sport Vlaanderen synes Lindsay de Vylder ikke i forn, og hos Bingoal ligner Marco Tizza og Remy Mertz relativt formstærke kandidater, der dog får svært ved at gå med de bedste, mens Arjen Livyns er en skygge af sig selv. Hos kontinentalholdene er det særligt værd at holde øje med den spændende Louis Barré, der måske kan overraske, samt måske Romain Cardis, Samuel Leroux og Joshua Huppertz.

***** Benoit Cosnefroy

**** Alex Aranburu, Julien Simon

*** Kevin Vauquelin, Ivan Garcia Cortina, Benjamin Thomas, Greg van Avermaet, Finn Fisher-Black

** Mathieu Burgaudeau, Anthony Turgis, Cyril Barthe, Jake Stewart, Connor Swift, Bryan Coquard, Damien Touzé, Thibault Ferasse, Matteo Badilatti, Louis Barré, Idar Andersen, Lorrenzo Manzin, Amaury Capiot, Fabien Grellier, Marco Tizza, Remy Mertz

* Lewis Askey, Orluis Aular, Paul Penhoet, Paul Lapeira, Sergio Samitier, Edvald Boasson Hagen, Romain Hardy, Alexandre Delettre, Sebastian Molano, Antonio Angulo, Nelson Soto, Niklas Larsen, Ander Okamika, Arjen Livyns, Romain Cardis, Samuel Leroux, Joshua Huppertz

Danskerne

Niklas Larsen er stil start for Uno-X, hvor han formentlig skal støtte Kristoffer Halvorsen i spurterne og måske teste benene på kongeetapen, hvor Idar Andersen efter sejren i søndags dog ligner holdets kaptajn.

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO