Optakt: BinckBank Tour (Eneco Tour)
29. september 2020 13:17
af Emil Axelgaard

Foråret og efteråret domineres af klassikerne, mens den midterste del af sæsonen er fyldt med etapeløb. Disse to vidt forskellige former for cykelløb smelter sammen i et i det hollandsk-belgiske BinckBank Tour (det tidligere Eneco Tour), der kombinerer et par etaper i velkendt klassikerterræn med et par sprinteretaper og en enkeltstart og derved former et etapeløb skabt til endags- og enkeltstartsspecialister. Efter tidligere at være blevet kritiseret for mindre spændende og alt for sprintertunge ruter har løbet nu fundet sit format og er et stort mål for mange af de ryttere, der normalt dominerer i foråret.

Radio Tour, Sæson 2, Afsnit 25: Tourens højdepunkter og stor dansker-rating

Livestream Giroen på Dplay uden reklamer – Få 7 dage gratis!

Løbets rolle og historie

Cykelløb i Belgien er mættet med historie, men fokus har altid været på endagsløb og landets mange smukke klassikere. Selvom første udgave blev afviklet helt tilbage i 1908, har landets nationale rundtur, Belgium Tour, haft svært ved at få samme popularitet som mange lignende etapeløb længere mod syd i Europa, og etapeløb har generelt været negligeret i et af cykelsportens historiske kerneområder.

 

Da ProTouren blev indført i 2005, blev det veletablerede Holland Rundt vurderet til at være for nemt til at få en plads på sportens fineste kalender, og derfor søgte arrangørerne hjælp hos Belgium Tour og Tour de Luxembourg i et forsøg på at skabe en Tour of Benelux, der kunne have sin berettigelse i den nye serie. Samarbejdet med luxembourgerne blev aldrig mere konkret, men belgierne og hollænderne fandt sammen i et samarbejde, der gjorde det muligt at udvikle det hollandske etapeløb til et løb hjemmehørende i to lande, og det gav straks plads på ProTour-kalenderen. Pludselig havde belgierne ikke længere blot deres klassikere, men også et etapeløb på allerøverste niveau. Belgium Tour forblev imidlertid en selvstændig begivenhed.

 

I de første år havde løbet svært ved at finde sit rette format, og mange kritiserede ruterne for at være alt for nemme og for at have for mange sprinteretaper. Ofte var løbet udgjort af en samling massespurter samt én kuperet etape og en enkeltstart, der afgjorde klassementet. Den hollandske og belgiske geografi betyder, at løbet altid vil være meget sprintervenligt, men arrangørerne har siden gjort løbet betydeligt hårdere ved at tilføje flere etaper i vanskeligt klassikerterræn, og løbet har nu fundet et fornuftigt miks mellem dage for sprinterne og dage for endagsspecialisterne.

 

Løbet gøres spektakulært ved, at det bringer feltet tilbage til de veje, som i forårssæsonen altid er rammen om nogle af årets højdepunkter i klassikerne, men som kun bruges i ganske lille omfang resten af året. Som regel har løbet i den senere tid haft en etape med mange af de flamske hellingen, der er kendt fra Flandern Rundt, en etape i den kuperede Limburg-provins, der lægger asfalt til Amstel Gold Race, og en etape i de vallonske Ardenner, som er scene for Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege. Disse klassikeretaper forenes med et par dage for sprinterne og en enkeltstart, hvorved der skabes et løb for alsidige ryttere samt klassiker- og enkeltstartseksperter. Som altid spiller vejret i denne del af verden en afgørende rolle, og der er altid en lurende trussel om, at sidevind kan få løbet til at eksplodere.

 

Trods de mange svære etaper er terrænet ikke hårdt nok til at skabe store tidsforskelle, og derfor spiller bonussekunder ofte en afgørende rolle. Den vigtigste etape er som regel den altid relativt korte enkeltstart. Kun de færreste ryttere vil kunne vinde BinckBank Tour uden at have solide tempoevner, og det afspejles i vinderlisten. Den første udgave blev vundet af Bobby Julich, og siden da har Stefan Schumacher, Jose Ivan Gutierrez (to gange), Edvald Boasson Hagen (to gange), Tony Martin, Lars Boom, Niki Terpstra og Tom Dumoulin alle vundet løbet. Med den hårdere rute er døren imidlertid blevet åbnet for mere alsidige ryttere, og i de senere år har vi haft de første vindere, der ikke kan betragtes som deciderede specialister i kampen mod uret. Således er det to gange lykkedes Tim Wellens og en gang Zdenek Stybar, Matej Mohoric og Laurens de Plus at vinde så meget tid på stigningerne, at de har taget den samlede sejr. Vinderen er som regel en alsidig rytter, der kan holde sig til på stigningerne, håndtere den hårde positionskamp og den eventuelle sidevind, måske samle lidt bonussekunder op i en spurt eller to og gøre arbejdet færdigt med en god enkeltstart.

 

På grund af dets placering så tæt på starten af Vueltaen kunne man fristes til at tro, at løbet er perfekt forberedelse til den spanske grand tour, men det har aldrig rigtigt slået igennem som et sådant opvarmningsløb. Løbet byder ganske enkelt på etaper, der ikke har mange ligheder med det, der findes i det bjergrige spanske løb, og de fleste ryttere foretrækker derfor at finpudse formen i de mere kuperede Vuelta a Burgos og Tour de Pologne fremfor at tilbringe en uge på de relativt flade veje i Belgien og Holland. For sprinterne forholder det sig naturligvis anderledes, og mange af de hurtige folk bruger løbet til at finde løbsfarten inden de tre uger i Spanien. På den anden side har det spanske løb i de senere år haft meget få muligheder for sprinterne, og derfor er der nu om dage ikke mange sprintere, der overhovedet stiller til start i Spanien.

 

I stedet er BinckBank Tour nu et stort mål i sig selv. For enkeltstartsspecialister er det en sjælden chance for at score WorldTour-point uden at skulle præstere i høje bjerge, mens klassikerrytterne ser frem til en sjælden chance for at vende tilbage til deres terræn på en tid af året, hvor sådanne chancer er begrænsede. Sprinterne valfarter altid til løbet i enormt antal, for der er ikke mange WorldTour-løb, der er så sprintervenlige som dette, og sprinterfeltet er altid et af de stærkeste, man ser på en sæson. Med den stadigt større betydning af point ser flere og flere hold løbet som en stor chance for at sætte ind på kontoen i et løb, der ikke er voldsomt svært.

 

I 2015 gav man løbet et nyt twist ved at indføre Den Gyldne Kilometer. Konceptet havde gjort debut i Belgium Tour, og arrangørerne af BinckBank Tour var så glade for ideen, at de overtog den med det samme. På hver linjeløbsetape er der derfor tre indlagte spurter samlet på bare én kilometer, og her kan der i hver af dem scores hhv. 3, 2 og 1 sekunder. Derudover er der som altid 10, 6 og 4 bonussekunder til de tre første, der krydser stregen, og i et løb, hvor hvert et sekund er afgørende, har det vist sig at være et ganske afgørende element.

 

I corono-året 2020 er løbet et af de WorldTour-etapeløb, der har overlevet, men det sker i en ny og langt vigtigere rolle end tidligere. Normalt har løbet været et selvstændigt for klassikerrytterne i den sidste del af året, men denne gang, hvor det afvikles lige inden brostensklassikerne, er det nu den ideelle forberedelse for de tungere drenge, der i stort antal har fravalgt VMs kuperede rute for i stedet at finpudse brostensformen her. Til gengæld betyder sammenfaldet med ardennerklassikerne også, at der ikke er meget klatrestyrke i et felt, der er endnu tungere end vanligt.

 

Sidste år var det imidlertid ardennerrytterne, der så ud til rende med det hele. Tim Wellens, Marc Hirschi og Laurens de Plus kørte fra alt og alle på ardenneretapen, og med etapesejr havde Wellens stensikker kurs mod en tredje samlet sejr trods et tidstab på enkeltstarten. På Flandern-etapen sov han og Hirschi imidlertid gigantisk i timen, da De Plus stak af sammen med Greg van Avermaet og Oliver Naesen, og mens sidstnævnte kunne spurt til sejren på den berømte Mur i Geraardsbergen, kunne De Plus fejre den samlede sejr med 35 sekunder ned til Naesen og 36 sekunder ned til en skuffet Wellens. De Plus er stadig ikke frisk nok efter sin lange sygdomspause og forsvarer derfor ikke titlen, og Wellens fokuserer på Ardennerne og dropper således jagten på et hattrick. Dermed bliver Naesen eneste genganger fra sidste års podium.

 

Ruten

Som sagt har BinckBank Tour altid været et løb for klassikerryttere, der kan køre enkeltstart. Løbets natur har imidlertid ændret sig en anelse. De tidlige udgaver var således så lette, at det i høj grad blev til en kamp mellem enkeltstartsspecialisterne på tidskørslen, men i de senere år har ruterne været langt vanskeligere, og det har givet klassikerryttere bedre chancer. Det afspejles ikke mindst af sejrene til Zdenek Stybar, Tim Wellens og Laurens De Plus, der alle er middelmådige temporyttere, men kunne gøre forskellen i klassikerterrænet.

 

I de senere år har man fundet en relativt fast formel med tre sprinteretaper, en enkeltstart, der typisk er kortere end i de tidligere år, samt tre klassikeretaper, der kan betragtes som små udgaver af hhv. Amstel Gold Race, Liege-Bastogne-Lege og Flandern Rundt. I 2016 var formatet lidt anderledes, da man havde inkluderet en holdtidskørsel som led i en ny kalenderplacering pga. OL. Det betød, at løbet var at betragte som optakt til VM, og derfor var det nærliggende at have en slags generalprøve til VM i holdløb. I 2017 vendte man imidlertid tilbage til den nu velkendte model, men i både 2018 og 2019 var det anderledes. Begge udgaver var mere sprintervenlig end tidligere, da man i 2018 droppede Liege-etapen, og i 2019 sløjfede Amstel-etapen, begge gange til fordel for en fjerde sprinteretape.

 

Corona-krisen har betydet, at løbet er forkortet fra syv til fem dage, og det har betydet, at der ikke er blevet plads til alle tre klassikeretaper denne gang heller. Ryttere, der ønsker et hårdt og selektivt løb, må ærgre sig over, at det igen er Liege-etapen, der er fravalgt, og derfor er det kun små udgaver af Amstel og Flandern, der kan bruges til at skabe forskelle for ryttere, der ikke specialiserer sig i enkeltstart - i hvert fald hvis ikke det bliver blæsende på de flade etaper. Sprinterne har også måttet betale en pris med en halvering af deres muligheder, men der er trods alt stadig to helt flade etaper, og denne gang har ingen af dem mål ude ved den blæsende og frygtede hollandske kyst i Zeeland-regionen.

 

Efter de seneste års eksperiment med en sen placering af enkeltstarten vender man tilbage til den gamle model, vi kender fra tidligere. Således lægger man som altid ud med en helt flad etape, og denne gang er det klassikeren til Ardooie, der åbner ballet - dog i en modificeret udgave uden det spektakulære dobbeltsving ved den røde flamme. Herefter venter den altid uhyre vigtige enkeltstart, der efter sidste års ultrakorte version på bare 8,3 km er forlænget til 10,95 km og henlagt til Vlissingen, hvor der venter en flad, men også ganske teknisk rute. Derefter får sprinterne deres sidste mulighed på torsdagens 3. etape, hvor en flad dag slutter med en teknisk og kringlet finale i Aalter.

 

Klassikerrytterne kommer til fadet på de sidste to etaper. Der lægges ud med den letteste, Amstel-etapen, der er tilbage efter et års fravær. Igen er der mål på Tom Dumoulin Bike Park, men denne gang indgår der andre stigninger i finalen, og der er flere højdemeter. Ruten er dog ikke nær så hård som den, vi kender fra klassikeren, og løbet kan traditionelt gå flere veje med både mulighed for aggressivt cykelløb eller en reduceret massespurt. Det hele slutter for ottende gang på ni år med den helt klassiske Flandern Rundt-etape med mål halvvejs oppe ad Muren i Geraardsbergen, hvor førertrøjen flere gange har skiftet ejermand - senest sidste år, hvor en isoleret Tim Wellens tog sig en blunder og lod Laurens de Plus køre væk. I år er ruten endda endnu hårdere med fire og ikke tre omgange på rundstrækningen, og dermed vil det hele være åbent indtil sidste øjeblik, hvor Flanderns mest kendte stigning igen vil afgøre, hvem der skal vinde den forkortede udgave af det altid spektakulære klassikeretapeløb.

 

 

1. etape

I de senere år har det været en tradition, at løbet er blevet indledte på hollandsk jord med en næsten helt flad etape, der har givet mulighed for, at sprinterne kan slås om den første førertrøje, og ofte er det foregået helt ude nær kysten i den frygtede hollandske Zeeland-provins, hvor sidevinden altid er en konstant trussel. I år betyder forkortelsen af løbet, at man må gå straks til løbets mest klassiske etape, men selvom der denne gang sluttes i Belgien og ikke i Holland, ændrer det ikke på, at en sprinter formentlig bliver første mand i front. I Ardooie er det nemlig altid en hurtig mand, der vinder, og det vil være overraskende, hvis det går anderledes denne gang, selvom man denne gang har droppet den ellers ret tricky og kringlede finale, som før har givet overraskende udfald.

 

I alt skal tilbagelægges bare 132,1 km, der fører feltet fra Blankenberge til Ardooie. Startbyen ligger helt ude ved den belgiske vestkyst lige nord for Brugge, og her er det som bekendt pandekagefladt. Derfor er der heller ingen terrænmæssige udfordringer, når man med det samme snor sig mod syd væk fra vandet og kører vest om netop Brugge, og eneste udfordring er 200 m brosten efter 19,7 km. Senere drejer man mere mod sydøst med kurs mod Ardooie, men det ændrer ikke på, at terrænet er helt uden udfordringer, selvom det bliver en anelse mere kuperet jo længere fra vandet, man kommer.

 

Efter 73,2 km rammer feltet den afsluttende rundstrækning, og her lægger de ud med at køre de første 12,1 km af denne, inden de efter 85,3 km krydser stregen for første gang. Herefter venter tre fulde omgange på den i alt 15,6 km lange runde, der er helt anderledes end den, vi kender fra tidligere, så man nu har droppet den tekniske finale med de to sving ved den røde flamme til fordel for et helt lige opløb - sandsynligvis grundet sidste års megen kritik af sikkerheden. Runstrækningen er stort set helt flad, næsten rektangulær og kun med ganske få sving, særligt først på omgangen. Et skarpt sving kommer med 5 km igen, hvorefter det går mod nord ad en næsten lige vej, der kun afbrydes af to sving lige ved 2 km-mærket, hvorefter vejen kun bugter sig let. Der er en Checkpoint Spurt på samme punkt på 1. og 3. omgang, dvs. med hhv. 39,9 og 8,7 km igen, mens Den Gyldne Kilometer kommer 3,2 km fra stregen på anden omgang, dvs. med 18,8 km igen.

 

Etapen byder på i alt 299 højdemeter.

 

Vinden kan være særligt farlig i slutningen af september, men det er endnu aldrig sket, at Ardooie-etapen ikke er endt i en spurt. Med mindre vejret er dårligt, vil det være tilfældet igen, og derfor er der lagt op til massespurt i en finale, der nu også er helt ukompliceret og lagt til rette for de rene sprintere efter en kort og let dag i Belgien.

 

Etapen til Ardooie er som sagt en klassiker, hvor Sam Bennett sidste år to sin anden sejr på to dage. I 2018 var det Jasper Stuyven, der fuldendte en smart Trek-manøvre ved at sikre sig et forspring gennem svingene, så han akkurat kunne holde Caleb Ewan og Zdenek Stybar bag sig. I 2017 fortsatte Peter Sagan en god start på løbet ved at slå Edward Theuns og Rudy Barbier i en massespurt. Året forinden snoede samme Sagan sig igennem et mylder af sprintere og tog sin første sejr nogensinde i løbet ved at slå Danny Van Poppel og Nacer Bouhanni. I 2015 var Tom Boonen hurtigere end Arnaud Demare og Elia Viviani, mens Bouhanni vandt i 2014 på en etape, der mest huskes for Zdenek Stybars dramatiske styrt. I 2013 lavede Belkin et mesterstykke ved i de sidste sving at lade lead-out man Mark Renshaw få et forspring, han kunne holde hele vejen til stregen. I 2012 vandt Svein Tuft en enkeltstart i byen, efter at André Greipel havde vundet i både 2010 og 2011. Tyler Farrar var bedst i 2009, mens Boonen vandt den første udgave af etapen i 2008.

 

 

 

 

2. etape

Løbets vigtigste etape har traditionelt været enkeltstarten, og selv om den i de senere år i takt med indførelsen af hårdere ruter ikke længere er næsten altafgørende, som det tidligere var tilfældet, er det stadig en af løbets absolutte nøgleetaper - ikke mindst i år, hvor en forkortet og lettere rute vil gøre det sværere at gøre forskelle. I de senere år har man ellers gjort endnu mere for at reducere dens betydning, først og fremmest ved at reducere distancen. Langt de fleste år har den haft en længde på mellem 10 og 20 km, men i fire ud af de seks seneste udgaver har den været kortere end 10 km, kulminerende med bare 8,3 km sidste år. Man kunne tro, at den lettere rute ville anspore til en lignende kort tidskørsel, men i år bryder man trenden ved at have designet en rute på 10,95 km. Som i gamle dage kommer løbet på andendagen inden alle de kuperede etaper, og her kan rytterne se frem til en pandekageflad rute langs den hollandske kyst, hvor arrangørerne dog har generet wattmonstrene med adskillige sving på en rute, der ikke er helt enkel.

 

I alt skal der altså tilbagelægges 10,95 km med start og mål i Vlissingen ved den hollandske kyst i den flade og forblæste Zeeland-provins. Etapen bevæger sig mellem -1 og 5 m højde, og der er derfor ingen terrænmæssige udfordringer. Starten er også tilforladelig, idet rytterne efter en lynhurtig U-vending lige efter starten kører mod nordvest op ad den flade og let snoede kystvej. De første to sving kommer lige i rap efter 3,6 km, hvorefter man kører væk fra vandet mod nord ad en lige vej.

 

Den tekniske fase indledes i det nordligste punkt efter 4,7 km. Her drejer man nemlig to gange hurtigt til højre, og derefter går det mod syd og sydøst tilbage mod Vlissingen gennem ikke færre end syv sving, hvoraf hele seks kommer mellem 4 og 3 km-mærkerne. Derefter bliver det imidlertid atter enklere med bare et sidste sving med 2,4 km, hvorefter en let bugtende vej leder mod sydøst ind til målet.

 

Etapen byder i alt på bare 15 højdemeter.

 

Etapen er et godt miks mellem lange strækninger i starten og mod slutningen, hvor specialisterne kan træde mange watt, samt en meget teknisk midterfase, der bestemt også er af stor betydning, specielt hvis vejene er våde. Samtidig er etapen så kort, at den nærmer sig prologdistance, og dermed vil måske også tempostærke sprintere kunne gøre sig gældende, mens dieselmotorerne vil have det sværere, end de har haft på de mange længere enkeltstarter i løbets historie. Distancen er dog nok trods alt for lang, og der er lagt op til et slag mellem de specialister, der både kan træde mange watt og finde ud af at styre cyklen.

 

Vlissingen har én tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var ved prologen til Delta Tour Zeeland i 2011, hvor Jos van Emden sejrede foran Marcel Kittel og Roger Kluge.

 

 

 

 

3. etape

Sprinterne har som regel haft tre helt flade etaper at boltre sig på, men i årets forkortede udgave må de aflevere en enkelt af disse. Det betyder dog ikke, at der ændres på traditionen med mange sprinteretaper i løbets første del, og der venter således endnu en helt flad sag på tredjedagen, hvor man kører fra Holland tilbage til Belgien. Igen er vinden den eneste trussel, hvis ikke vi skal have et opgør mellem løbets mange hurtige folk.

 

I alt skal der tilbagelægges 173,3 km, der fører feltet fra hollandske Philippine til belgiske Aalter. Startbyen ligger næsten helt ude ved den hollandske kyst i den flade Zeeland-provins, og her lægger man ud med at køre en omgang på en 18,4 km lang og flad rundstrækning, hvor de første 4,6 km er neutraliserede. Faktisk kører man næsten yderligere en omgang, der slutter med dagens første Checkpoint-spurt efter 32,2 km, hvor man drejer mod øst og siden sydøst ned til Zelzate, hvor man efter 52,3 km krydser grænsen til Belgien.

 

Det ændrer ikke på, at det fortsat er helt fladt, mens man snor sig mod vest frem til Eeklo, hvor man efter 79,2 km drejer mod sydvest for at følge en lang, lige og flad vej, der leder frem til rundstrækningen, som nås efter 96,8 km. Herefter kører man de sidste 7,8 km af denne, inden man efter 104,6 km krydser stregen for første gang.

 

Etapen afsluttes nu med tre hele omgange på den 22,9 km lange runde, der er placeret vest for Aalter. Den er helt flad og består i starten af lige og flade veje, der fører mod nordvest, nordøst og slutteligt sydøst. I udkanten af Aalter bliver det uhyre teknisk med tre skarpe sving lige inden de sidste 5 km, hvorefter der drejes igen med 4600 m, 3300 m, 1900 m og 800 m, 500 m og 400 m igen. Fra 3 km igen stiger det let resten af vejen, stejlest i starten og på sidste kilometer med 0,3% i snit, så man i alt bevæger sig fra 5 til 17 m over havets overflade. Der er en sidste Checkpoint-spurt 1100 m efter anden målpassage med i alt 44,7 km igen, mens Den Gyldne Kilometer kommer på sidste omgang med bare 13,8 km til stregen.

 

Etapen byder på i alt 324 højdemeter.

 

Vinden har sjældent spille den helt store rolle i BinckBank Tour, formentlig fordi det afvikles om sommeren. Chancerne for blæst er større d. 1. oktober, men det er også det eneste, der kan forhindre sprinterne i at tage deres sidste chance, inden stigningerne melder sig på de to sidste etaper.

 

Aalter har hyppigt været startby i løbet, men har kun ageret målby to gang tidligere. Det skete sidste år, hvor Sam Bennett tog sin tredje sejr på de tre første dage ved at slå Dylan Groenewegen og Jasper Philipsen i en massespurt, og i 2012, hvor Giacomo Nizzolo i en massespurt tog sin indtil i år eneste WorldTour-sejr foran Jurgen Roelandts og Manuel Belletti.

 

 

 

 

4. etape

I de senere år har løbet som regel budt på små udgaver af Amstel Gold Race, Liege-Bastogne-Liege og Flandern Rundt på de sidste tre etaper. I årets forkortede er Liege-etapen imidlertid taget af programmet, og dermed er det kun de sidste to etaper, der har rigtigt klassikerpræg. Der lægges ud med Amstel-etapen, der efter et års lidt usædvanligt fravær er tilbage i den version, vi har kendt fra de seneste år med mål på Tom Dumoulin Bike Park i den kuperede Limburg-provins. Denne gang er der dog skruet lidt op for vanskelighederne i et forsøg på at gøre den lidt mere selektiv, end den har været de seneste gange, hvor forskellene har været begrænsede.

 

Som så ofte før er det den hollandske by Sittard-Geleen, der er omdrejningspunktet for Amstel-etapen, der i år er 196,1 km lang og har start i belgiske Riemst og mål ved Tom Dumoulin Bike Park i udkanten af byen. Starten går på den belgiske side af grænsen i Limburg-provinsen umiddelbart syd for storbyen Maastricht, og som på de fleste etaper indledes dagen med en omgang på en rundstrækning, denne gang 18,5 km og henlagt til området syd for startbyen. De første 5,2 km er neutraliserede, og når man således efter 13,3 km af etapen, når tilbage til Riemst efter den flade runde, køres dagens første Checkpoint-spurt.

 

Efter spurten kører man mod syd i fladt terræn ned langs Maas-floden, inden man drejer mod øst for efter 34,1 km at køre ind i Holland. Her fortsætter man mod sydvest op ad Heiweg (1600 m, 4%), hvis top nås efter 35,4 km. Derfra går det mod nord igennem fladt terræn frem til en kendt Amstel-stigning, Bemelerberg (900 m, 4,5%), som passeres efter 47,9 km.

 

Den signalerer starten på vanskelighederne, for kort efter rammer man den første af de to rundstrækninger, der skal bruges i finalen. Man kører nu mod vest, så men efter 54,2 km kommer op over områdets kendteste stigning, Cauberg (900 m, 7%), inden man fortsætter mod nord op til Kleverberg (1100 m, 4), der passeres efter 61,9 km. Nu venter et længere fladt stykke, der leder mod nord om mod Sittard-Geelen, men inden man når ind til byen drejer man mod øst for at passere Sweikhuizerberg (900 m, 6%) efter 74,5 km. Efter yderligere 1300 m rammer man finalerundstrækningen og snor sig mod nordøst op til Watersley (400 m, 4%), der passeres efter 82,7 km. Herfra kører man mod nordvest ind gennem Sittard-Geelen og fladt terræn frem til Tom Dumoulin Bike Park, hvor streget krydses for første gang efter 89,0 km.

 

Nu kører man en hel omgang på den lange af de to rundstrækninger, der har en samlet længde på 77,8 km. Først kører man mod sydøst igennem fladt terræn, så man efter 94,6 km kortvarigt kører ind i Tyskland, dog kun i et par kilometer. Herefter går det mod sydvest, sydøst og igen sydvest igennem fladt terræn på hollandsk jord, inden man drejer mod sydøst og øst for at køre frem til Voerendaal, der nås efter 112,6 km. Her drejer man mod syd for at passere den første stigning, Karstraat (1800 m, 4%) efter 118,4 km, inden det går mod øst og siden syd op over Sibbergrubbe (1800 m, 4%). Bare få kilometer senere rammer man den del af rundstrækningen, man allerede har kørt, og det betyder, at man atter skal over Cauberg (900 m, 7%) efter 132,0 km, hvorefter Den Gyldne Kilometer med det samme følger efter 133,6 km på det flade plateau på toppen, som kendes fra den gamle Amstel-finale. Herefter venter resten af rundstrækningen med Kleverberg (1100 m, 4%) efter 139,7 km, Sweikhuizerberg (900 m, 6%) efter 152,3 km og Watersley (400 m, 4%) efter 160,5 km, inden man krydser stregen for anden gang efter 166,8 km.

 

Nu afsluttes etapen med en omgang på en 29,3 km lang rundstrækning, som er en forkortet udgave af den forrige. Igen kører man mod sydøst igennem fladt terræn frem til den korte passage gennem Tyskland, inden det går mod sydvest tilbage til hollandsk jord. Her fortsætter man imidlertid med at køre videre mod sydvest igennem fladt terræn frem til dagens anden Checkpoint-spurt, som kommer med 17,8 km. Nu drejer man mod nordvest og siden nord for at køre op ad den stejle Weg langs Stammen (350 m, 8%), som kommer med 14,3 km, hvorefter man atter rammer den gamle rundstrækning. Det betyder, at man snor sig mod nord op til Watersley (400 m, 4%), der passeres for sidste gang med 6,3 km igen. Efter en hurtig nedkørsel er det en lige og flad vej, der leder mod nordvest ind gennem Sittard-Geelen frem til Tom Dumoulin Bike Park, hvor finalen er lidt kringlet. Man drejer nemlig skarpt med 1800 m, 1300 m, 400 m og 300 m igen, men de sidste 5 km er pandekageflade.

   

Etapen byder på i alt 1772 højdemeter, hvilket er ca. 400 mere end for to år siden.

 

Etapen minder meget om den Amstel-etape, der er blevet benyttet i 2014, 2015, 2017 og 2018 - det er dog først de sidste to gange, at der har været mål i cykelparken - men den er alligevel nytænkt. Der er flere højdemeter, og stigningerne i finalen er ikke de samme som tidligere, hvor Windraak var sidste udfordring. Den nye Weg Langs Stammen er ret stejl, for La Flamme Rouge taler faktisk om 11,1% og ikke 8%, som løbsbogen angiver. Til gengæld kommer den langt fra mål, og Watersley er bestemt ikke noget, der kan ryste mange. I både 2014 og 2015 lykkedes det et udbrud at holde hjem efter et aggressivt løb, og det viser, at det kan betale sig at angribe i terrænet. Det var imidlertid ikke sværere, end at mange af sprinterne sagtens kunne sidde med, og en reduceret massespurt er bestemt ikke udelukket. I 2018 blev etapen imidlertid meget vigtig, da en stjernebesat 16-mandsgruppe med flere af verdens førende klassikerspecialister kørte væk på de sene bakker og tog mere end 40 sekunder på feltet, mens det i 2018 var 29 mand, der overlevede, hvorefter hele 7 mand sneg sig væk og vandt tid i en ukontrollerbar finale. Det viser, at etapen kan ende i et hav af forskellige scenarier med både en reduceret massespurt og kamp mellem klassikerspecialisterne som reelle muligheder, men i år vil angrebslysten nok være større end tidligere, da det er én af blot to reelle chancer for at gøre en forskel.

 

Sittard-Geelen var det eneste by, der varvært for løbet hvert eneste år, indtil den blev sprunget over sidste år. I 2005 vandt Simone Cadamuro en massespurt, mens Manuel Quinziato akkurat snød sprinterne året efter - hvor Cadamuro igen var hurtigste mand i feltet. I 2007 vandt Sebastien Rosseler en enkeltstart i byen, og Jose Ivan Gutierrez var hurtigst på prologen året efter. I 2009 lykkedes det Lars Bak at køre væk fra et reduceret felt efter en hård dag i Limburg-provinsen, inden Jack Bobridge var bedste mand fra et udbrud 12 måneder senere. I 2011 vandt Edvald Boasson Hagen en spurt i byen, mens Orica-GreenEDGE vandt det første holdløb nogensinde i 2012. I 2013 vandt Sylvain Chavanel løbets enkeltstart, inden Guillaume Van Keirsbulck året efter kørte fri fra et udbrud og sikrede sig en solosejr på sidste etape i 2014. I 2015 lykkedes det Johan Le Bon og Dylan Van Baarle at snyde sprinterne, og det gav franskmanden karrierens største sejr. I 2016 var der igen holdløb på programmet, og her slog BMC rivalerne fra Etixx-QuickStep i det, der kunne betragtes som en generalprøve forud for VM. I 2017 lykkedes det 16 af de bedste klassikerspecialister at køre væk, og til slut snød Lars Boom storfavoritten Peter Sagan ved at køre alene væk og tage en for ham meget vigtig sejr samt løbets førertrøje. Ved sidste besøg i 2019 reduceredes feltet til 29 mand, og i en ukontrollerbar finale kørte i alt syv mand væk, men det var Gregor Mühlberger, der overraskende nåede alene til stregen som første mand med 3 sekunder ned til Tim Wellens, Zdenek Stybar og Dylan van Baarle.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

5. etape

Intet vil være afgjort før til allersidst, for som så ofte før har arrangørerne gemt en af de to hårdeste etaper til sidstedagen. Da den samtidig byder på den eneste afslutning på en stigning, vil det i et år uden en ardenneretaper utvivlsomt være den bedste chance for rytterne til at skabe tidsforskelle ud over de afstande, der kan skabes på enkeltstarten. Den mulighed kommer på det, der nu er en nyklassiker. Naturligvis har et klassikerløb som dette som regel haft en ”Flandern Rundt-etape” i De Flamske Ardenner, men i 2012 besluttede man at gøre den langt hårdere ved at inkludere en finale på den berømte Muur van Geraardsbergen. Da det blev meddelt, at den berømte stigning ikke længere skulle udgøre en del af Flandern Rundt, lavede byen Geraardsbergen en aftale med folkene bag etapeløbet om, at løbet i de kommende år skulle inkludere en etape med mål halvvejs oppe af Muren. Etapen har alle år været en stor succes, og aftalen er derfor blevet forlænget, således at den samme finale i år er med for niende år i træk. Kun i 2014 fandt den ikke sted på sidste etape, men i årene 2012, 2013, 2015, 2016, 2017, 2018 og 2019 har den hver eneste gang været scenen for det afgørende slag mellem favoritterne, og flere gange har førertrøjen skiftet ejermand. Derfor er intet aldrig afgjort før til allersidst, og det vil det heller ikke være i 2020.

 

Arrangørerne har varieret den første del af etapen lidt fra år til år, og distancen har ikke altid været den samme, men finalen er blevet udgjort at samme rundstrækning. Nogle år har vi endda nærmest os klassikerdistance, men det gælder ikke i år, hvor der skal tilbagelægges bare 183,6 km med start i Ottignies-Louvain-la-Neuve og mål på Muren i Geraardsbergen. Etapen alt det, vi kender fra de flamske endagsløb. Rytterne skal op over flere af de berømte hellingen i De Flamske Ardenner, og mange af dem er på programmet flere gange på en dag, hvor det går op og ned meget af dagen.

 

Etapen indledes i Vallonien, der kun meget kortvarigt besøges i årets udgave, og den indledes ikke med en rundstrækning denne gang. I stedet snor man sig mod nordvest i småkuperet vallonsk terræn, dog uden betydelige stigninger. Efter 54,8 km krydser man grænsen til Flandern, og derefter fortsætter man direkte mod nordvest igennem fladlandet frem til Geraardsbergen, hvor man efter 76,4 relativt lette kilometer rammer den afsluttende rundstrækning. Bare 4,2 km senere skal man første gang op over Muren (1100 m, 8,7), og 600 m oppe krydser man efter 81,5 km stregen for første gang, og etapen afsluttes nu med fire omgange på den klassiske 25,6 km lange runde (mod blot to i 2017 og tre i 2016, 2018 og 2019).

 

Helt oppe på toppen af Muren kommer de to Checkpoint-spurter på 1. og 3. omgang, dvs. med. Hhv. 101,9 km og 50,7 km igen. Efter Muren venter den kendte og brostensbelagte Bosberg (1000 m, 6%) med 21,3 km igen, og den vil være rammen om Den Gyldne Kilometer på fjerde og sidste omgang, så den sidste af de tre spurter køres med 20,8 km. Herefter flader terrænet lidt ud, inden man rammer Onkerzelestraat (1500 m, 3%), som passeres med 12,9 km igen, og senere den brostensbelagte Denderoordberg (700 m, 8%), der kommer med 6,0 km igen. Til slut venter Muren igen, hvor de 600 m op til stregen stiger med 7,6% i gennemsnit. Rytterne drejer skarpt med 2800 m, 2700 m, 2000 m, 1100 m og 900 m igen, og derefter skal man igennem tre sving på den nedre del af de 600 m af Muren, som leder op til mål, det sidste med 300 m igen.

 

Etapen byder på i alt 2018 højdemeter, hvilket er ca. 300 mere end i de to foregående udgaver.

 

De foregående udgaver viser, at meget afhænger af vejret. Hvis det regner og blæser, kan etapen vende op og ned på klassementet, som det skete i 2016, og kun de stærkeste kan være med. I de fleste udgaver har forskellene imidlertid været begrænsede og kan opgøres i sekunder. Meget afhænger også af, om manden i førertrøjen har et stærkt hold, der kan lægge løbet i et jerngreb, eller om de stærkeste hold har tid, der skal hentes, som vi så det sidste år, hvor en isoleret Tim Wellens måtte lade Laurens De Plus, Greg van Avermaet og Oliver Naesen køre væk. I år skal der køres fire og ikke tre omgange, hvilket giver 300 højdemeter mere og dermed formodentlig et mere selektivt løb. Under alle omstændigheder er scenen dog sat til aggressivt cykelløb på den mest afgørende linjeløbsetape, hvor mange vil have meget at vinde ved at forsøge at vende tingene på hovedet på allersidste dag.

 

Som sagt blev samme finale benyttet i de seneste otte udgaver, og derfor ved vi nu, hvad vi skal forvente. I den første udgave eksploderede feltet på Muren, og til slut viste Alessandro Ballan og Lars Boom sig som de stærkeste. Italieneren tog etapesejren, mens hollænderen vandt nok tid på Svein Tuft til at tage en samlet sejr. I 2013 stjal Zdenek Stybar førertrøjen fra Tom Dumoulin ved et flot holdarbejde, hvor Sylvain Chavanel først havde sat Dumoulin under pres, inden Stybar på Denderoordberg kørte op til Ian Stannard fra det tidlige udbrud, et angreb, der gav båd etapegevinst og samlet sejr. I 2014 vandt Greg van Avermaet en spurt på Muren i en relativt stor gruppe ved at gå forbi Pavel Brutt, der havde forsøgt at snyde favoritterne. Han vandt med 1 sekund ned til Dumoulin, Brutt, Matti Breschel og Lars Boom, der mistede trøjen til Dumoulin pga. bonussekunder. I 2015 holdt udbruddet hjem, da Manuel Quinziato tog en sjælden sejr ved at sætte Bjorn Leukemans i finalen. Van Avermaet slog Julian Alaphilippe og Tiesj Benoot i feltets spurt på en dag, hvor hele 19 mand sluttede inden for 19 sekunder af den olympiske mester. I 2016 gik det helt anderledes, da episk regnvejr og et styrt til Rohan Dennis i førertrøjen vendte løbet på hovedet efter et sandt udskilningsløb. Niki Terpstra, Oliver Naesen og Edvald Boasson Hagen angreb langt udefra, og trods hårdt arbejde fra Peter Sagan og Van Avermaet kunne de ikke hentes. Boasson Hagen vandt spurten på Muren, mens Terpstra tog den samlede sejr. I 2017 skulle en 35 mand stor gruppe køre om det må Muren, men det lykkedes forinden Jasper Stuyven at stikke af, så han kunne vinde med 1 sekund ned til Philippe Gilbert og Tom Dumoulin, der var de hurtigste blandt de 12 mand, der sluttede i samme tid. I 2018 forsøgte alle at angribe Matej Mohoric, og det så ud til, at det skulle lykkes for Oliver Naesen og Tim Wellens at køre væk, men til slut blev det alligevel samlet til en spurt på Muren i en gruppe på godt 30 mand. Her var Michael Matthews hurtigst og sejrede med 1 sekund ned til Van Avermaet og 3 sekunder ned til syv ryttere, der førtes an af Stybar på etapens 3. plads, men Mohoric med et tab på 13 sekunder til Matthews som nr. 13 kunne sikre sig den samlede sejr. Sidste år måtte en isoleret Tim Wellens lade Oliver Naesen, Greg van Avermaet og Laurens De Plus køre væk fra distancen, og mens Naesen sejrede i spurten på toppen, kunne De Plus med en 3. plads tage den samlede sejr. 25 sekunder senere var Simon Clarke hurtigste mand blandt de 19 mand, der spurtede om 4. pladsen, idet han nærmest slog Gilbert og Mike Teunissen.

 

 

 

 

 

 

 

Favoritterne

Som sagt var BinckBank Tour i løbets tidlige år hovedsageligt en sag for enkeltstartsryttere, men med den mere klassikeragtige og hårdere rute er det nu en langt mere åben affære, hvor flere elementer end bare enkeltstarten indgår. Specielt 2013-, 2014- og 2015-udgaverne af løbet bød på en så hård etape i Ardennerne, at det for alvor var muligt at gøre seriøse forskelle, og enkeltstartens betydning blev kraftigt reduceret. De kortere enkeltstarter har også bidraget til at reducere betydningen af tidskørslen, men det har dog ikke ændret på, at det altid er en helt afgørende nøgleetape.

 

Nu om dage afgøres BinckBank Tour hovedsageligt at fire elementer. Vigtigst er nok stadig enkeltstarten, men ser man bort fra 2018, har der siden 2013 været endnu større forskelle på mindst én af klassikeretaperne. Det er således de kuperede etaper sidst på ugen, der af de stærke folk kan benyttes til at skabe forskelle. Det tredje element, der typisk spiller en afgørende rolle, er bonussekunderne, både ved mål og ved Den Gyldne Kilometer. Endelig er der altid risikoen for sidevind, selvom den historisk aldrig har spillet den store rolle i sommermånederne.

 

I 2018 traf man det stadig helt uforståelige valg at fjerne ardenneretapen til fordel for en ekstra sprinteretape, og selvom den skulle vise sig at blive helt afgørende, da Matej Mohoric udnyttede sprinterholdenes kollektive blunder til at stjæle den samlede sejr, blev det tydeligt, at 2018-udgaven var den letteste i mange år. Ganske vist betød en fejlindstilling af sprinterholdenes regnemaskine, at kun én af de fire flade etaper endte med en klassisk massespurt, men klassikerrytterne havde ikke meget at gøre godt med. Heller ikke sidste år kunne det undgås, at Flandern-etapen - dog efter et herligt og aggressivt cykelløb - endte med, at en lille gruppe skulle spurte op ad Muren, og selvom Amstel-etapen blev kørt så aggressivt, at finalen ikke kunne kontrolleres, var forskellene minimale, og med nogle lidt mere velorganiserede hold var den endt i en spurt i en relativt stor gruppe. Med andre ord var forskellene mellem de bedste dem, der blev gjort på enkeltstarten, ved angrebene i den flade finale på Amstel-etapen og de små huller, som opstod i spurten op ad Muren. Ser man bort fra ”foræringen” til Mohoric, var det derudover tidsbonus, der var vigtigst.

 

Sidste år var det anderledes. Her viste ardenneretapen sig meget hårdere end ventet, da Laurens De Plus, Marc Hirschi og Tim Wellens kørte fra alt og alle. De tre kørte stort set lige op på enkeltstarten, men på Flandern-etapen kom det til udtryk, at et stærkt hold er vigtigt. En isoleret Wellens tog sig en blunder, da De Plus angreb, og da han endda fik selskab af klassikerkongerne Greg van Avermaet og Oliver Naesen, var løbet kørt. Således endte De Plus med at vinde foran Naesen, Wellens, Van Avermaet og Hirschi, mens vi skulle helt ned til Stefan Küng på 8. plads for at finde den første tempospecialist. Med andre ord er det muligt at reducere enkeltstartens betydning betragteligt, hvis de hårde etaper bliver selektive nok. Det hører bare til undtagelserne.

 

Hvad skal vi så forvente i år? Fraværet af ardenneretapen peger i retning af 2018, hvor det som sagt var meget svært at gøre forskelle, for ruten er stort set identisk, bortset fra at vi har to sprinteretaper færre i den forkortede udgave. Til gengæld er både Amstel- og Flandern-etapen hårdere med flere højdemeter og flere stigninger, og det øger chancen for selektion. Enkeltstarten har også nogenlunde samme længe som for to år siden, og over knap 11 km kan specialisterne vinde en del tid på de temposvage af klassikerrytterne, hvoraf mange dog vil glæde sig over den tekniske del, der betyder, at det ikke bare et rent tempotons langs den hollandske kyst.

 

Amstel-etapen har før gjort forskelle, men den er ikke svær. Chancen for en reduceret massespurt er på papiret betydelig, men vi så også i 2017, at det er muligt for de bedste at køre væk. Og i 2018 så vi, at det kan blive meget ukontrollerbart og lidt tilfældigt, hvem der i en selektiv version sniger sig væk, som Gregor Mühlberger og flere andre gjorde dengang - og som Lars Boom jo faktisk også gjorde i 2017. Det betyder, at etapen kan gå i begge retninger med både meget få forskelle, men også pæne tidsgevinster. Det samme kan for så vidt siges om Flandern-etapen, der både som i eksempelvis 2018 kan ende i en spurt med kun de forskelle, der gøres på selve Muren, men også kan være meget selektiv som i den episke udgave i 2016 eller sidste år, hvor tre mand altså kørte væk. Historisk har forskellene oftest været begrænset, men som for Amstel-etapen gælder, at en hårdere udgave øger sandsynligheden for selektion.

 

På papiret skal man uden en ardenneretape dog forvente et 2018-scenarium, hvor tempospecialisterne har overhånden, og hvor forskellene derudover primært vil blive gjort af bonussekunder, både i finalerne og i Den Gyldne Kilometer. Jeg tvivler dog på, at det bliver så enkelt endda, for vejret hjælper bestemt ikke rytterne. Der venter mildt sagt en temmelig kedelig uge med risiko for byger alle fem dage.

 

Desværre gælder det også for onsdagens enkeltstart, hvor særligt de sidst startende har betydelig risiko for våde veje. Det er derfor en god ide at trække i håndbremsen på 1. etape, der formentlig ender i en spurt, da det ikke vil være specielt blæsende hverken tirsdag eller onsdag, for derigennem kan man sikre sig en tidlig starttid. Bygerisikoen er der dog hele dagen, og det betyder desværre på den tekniske rute, at enkeltstarten kan blive et totalt lotteri. I lyset af etapens vigtighed kan vi derfor få et meget uventet udfald af hele løbet - desværre.

 

Heldigvis indbyder vejret til, at det næppe bliver helt så tilfældigt. De sidste tre dage vil være ganske blæsende. Allerede torsdag er der en risiko for sidevind, men desværre er der mest mod- eller medvind. Der er et sidevindsstykke på rundstrækningen, hvor der måske kan ske noget, men en spurt er dog trods alt mest sandsynlig. Fredag bliver det også blæsende, men med primært mod- eller medvind, så her kommer vinden næppe i spil. Til gengæld vil der være direkte medvind på hele den sidste og sværeste del af rundstrækningen, og det øger sammen med regnen chancen for selektion. Det helt store slag skal dog slås lørdag, hvor regn og blæst umiddelbart kan gøre det lige så hårdt som i 2016. Der vil nemlig være sidevind på hele det indledende stykke frem til rundstrækningen. Det kan gøre det hele lige så episk og knaldhårdt, som det var dengang.

 

Med andre ord er enkeltstarten ikke nødvendigvis så vigtig denne gang - måske meget heldigt, hvis den ender som et lotteri. Jeg forventer nemlig, at de sidste tre etaper med regn og blæst kan blive ganske hårde, ikke mindst 5. etape. Ser man på forskellene fra den episke 2016-udgave, er det nok mere klassikerrytternes end tempospecialisternes løb, selvom ruten egentlig siger det modsatte. Det kræver dog, at vejrudsigten holder! Der er trods alt i skrivende stund en hel uge til afviklingen af kongeetapen. Og uanset hvad er bonussekunder i dette løb altid af afgørende betydning, og en god spurt er derfor en nøglekomponent uanset hvad.

 

Umiddelbart er der fire navne, der skiller sig ud, nemlig Mathieu van der Poel, Søren Kragh, Mads Pedersen og Stefan Küng, men det dårlige vejr åbner muligheder for flere ryttere end først antaget. Alligevel vil jeg pege på Mathieu van der Poel som manden, der skal slås. Det har ikke helt spillet for fænomenet efter corona-pausen, men han leverede et overlegent soloridt ved de hollandske mesterskaber og vandt en knaldhård Tirreno-etape på imponerende vis. Alt sammen har det været opbygning frem mod klassikerne, og efter Tirreno følte han, at han var på sporet. Og han har droppet VM blandt andet for at præstere i dette løb, der er mere end bare forberedelse.

 

Van der Poels udfordring er naturligvis enkeltstarten, hvor han utvivlsomt vil blive slået af Küng og Kragh - i hvert fald hvis betingelserne er ens. Vi har imidlertid i både England sidste år senest i Tirreno, hvor han kørte i top 15 i uhyre skrapt selskab, at han på korte, flade tonserruter forsvarer sig ganske godt. På denne tekniske rute, hvor ingen tager svingene bedre end ham, står han endda endnu stærkere, og han bør derfor kunne begrænse tabet betragteligt. Derefter har han sin spurt som et knaldgodt våben til De Gyldne Kilometer samt til finalerne på 4. og 5. etape, hvor særligt afslutningen på Muren er skræddersyet til ham, og hvor han formentlig også kan vinde reel tid i form af nogle sekunder. Meget taler for, at alene bonussekunder kan indhente tabet fra enkeltstarten.

 

Van der Poel er dog utvivlsomt meget begrænset for vejret. Det er entydigt til fordel for løbets bedste klassikerrytter, at de to sidste etaper bliver knaldhårde, og man kan slet ikke udelukke, at han slet og ret kører fra alt og alle - ikke mindst på sidste etape. Holdet med den meget spændende Gianni Vermeersch og de nykårede belgiske mester Dries de Bondt samt stærke Jonas Rickaert, Oscar Riesebeek og i et vist omfang også Tim Merlier er slet ikke så ringe heller - især fordi Van der Poel næppe vil manden, der skal forsvare sig efter enkeltstarten. Samlet set tror jeg, at løbets bedste klassikerrytter tager sin første etapeløbssejr på WorldTouren.

 

Vejret er virkelig en skam for Søren Kragh, for havde enkeltstarten været næsten altafgørende, havde han stået meget stærkt. Den korte, flade og tekniske rute passer ham ganske enkelt fremragende, og efter placeringer som nr. 4, 3 og 8 de foregående tre år ligner han sammen med Küng topfavoritterne til 2. etape, hvis vejret arter sig - især fordi den tekniske del også taler til hans fordel. Samtidig kom han flyvende ud af Touren, og han ligner en mand, der i absolut storform og bedre end nogensinde.

 

I det lys er et hårdt løb jo i virkeligheden godt for Kragh, der formentlig også er en af de allerstærkeste på 4. og 5. etape, men det er stadig ærgerligt for ham, at enkeltstarten nu bliver mindre vigtig end først antaget. Heldigvis viste han særligt på Tourens 19. etape, men også i Omloop, at han kan køre med de allerbedste i det terræn, der venter de sidste dage. Han er også hurtig nok til at jagte bonussekunder undervejs på etaperne og i de sidste to finaler, men han har stadig til gode at vise, at han kan matche Van der Poel på stigningerne, ligesom hollænderen i en flad spurt må være den hurtigste af de to. En anden udfordring er et svagt hold, der ligesom Lotto sidste år kan få svært ved at forsvare en trøje, men fortsætter Nils Eekhoff sin vanvittigt flotte kørsel fra august, er det med en formstærk Jasha Sütterlin ikke helt skævt. Først og fremmest er det dog op til Kragh selv at vise, at han kan holde snor i Van der Poel både på stigningerne og i spurterne.

 

I det hele taget er de danske chancer fremragende. Mads Pedersen er nemlig også skræddersyet til dette løb, når nu ardenneretapen, som normalt ville være for svær, er sløjfet. Nu er terrænet ikke længere for vanskeligt, især ikke med de klatreben, han viste i Tourens sidste del. I det hele taget gik det i Frankrig som ventet, nemlig at Pedersen efter mange løbsdage fik varmet sin gigantiske motor op, og ligesom Kragh kom han flyvende ud af løbet.

 

Pedersen har ikke helt Kraghs tempoevner, men han blev alligevel nr. 7 på enkeltstarten sidste år, hvor han faktisk slog sin landsmand, ligesom han er blevet nr. 4 og 6 på den flade tonserenkeltstart i Tirreno. Det vidner om, at han på denne type enkeltstarter er en af verdens allerbedste. Dertil skal lægges, at han modsat Van der Poel og Kragh også kan jagte bonussekunder i massespurterne, men det kræver, at Trek ikke kører for deres normale førstesprinter, Matteo Moschetti, der i Ungarn viste, at han er ved at være tilbage efter styrtet i foråret. Og uanset hvad kan Pedersen gå efter sekunder undervejs på etaperne og i finalerne de sidste to dage, særligt den flade spurt på 6. etape.

 

Pedersen har imidlertid noget at bevise på stigningerne. Nok er han blevet nr. 2 i Flandern, men det skete ved at angribe tidligt. Han har aldrig vist, at han har punchet til at gå med Van der Poel-typerne, og han har i højere grad lukreret på sin diesel. I det lys er der en betydelig risiko for, at han kommer til kort de sidste to dage, men vi ved jo, at han er god i regnvejr, ligesom han er en mester i sidevind. En udfordring er også et svagt hold, hvor kun Alex Kirsch kan køre finale, men overvinder han alle disse udfordringer, er dette et løb, Pedersen kan vinde.

 

Stefan Küng har to gange vundet enkeltstarten - endda i suveræn stil - og sidste år blev han trods ugunstig vind nr. 4. Hver gang har han dog mistet trøjen, når det er blevet hårdt, men i fraværet af ardenneretapen burde han have en historisk god chance - ikke mindst fordi han ved EM og VM har vist, at han måske er mere tempostærk end nogensinde. Küng står efter bronzen ved VM sidste år også over for et gennembrud i brostensklassikerne, og han vil elske det regnfulde og kolde vejr, som vi havde i Yorkshire.

 

Når jeg alligevel har min skepsis, skyldes det, at Küng kun kan vinde løbet på enkeltstarten. Han er den eneste af de fire favoritter, der ikke kan spurte, og derfor får han ikke del i bonussekunderne, medmindre han decideret kører væk. Samtidig har han ikke meget punch på stigningerne, og han får svært ved at gå med Van der Poel på særligt 7. etape, hvis der skabes selektion på bakkerne. Samtidig skal han til den tid være i førertrøjen, hvis han skal vinde løbet, og den bliver svær at forsvare med et svagt FDJ-hold. Med andre ord har Küng et hav af faktorer imod sig, men han er også så form- og tempostærk lige nu, at endnu en magtdemonstration på enkeltstarten kan give ham sejren på en rute uden Liege-etape.

 

Løbets vel nok største joker er Yves Lampaert. Belgieren drager ligesom Pedersen og Küng i den grad fordel af den manglende ardenneretape, og årets rute er nærmest skræddersyet til ham. Sidste år vandt han Tour de Suisse-enkeltstarten foran blandt andre Kragh og Küng, og på sine store dage er han en eminent temporytter, også på en teknisk rute. Hans 2. plads i Omloop, hvor han var synligt stærkere end Kragh, vidner om evnerne på sidste etape, og han er ligeledes lynhurtig både i stigende og flade spurter. Samtidig har Deceuninck som altid det stærkeste hold, hvilket er en gigantisk fordel i et løb, hvor det kan blive meget selektivt, ikke mindst lørdag.

 

Udfordringen er formen. Lampaert blev en fin nr. 8 i Slovakiet, men han blev trods alt kun nr. 9 på enkeltstarten. Efter det brækkede kraveben er han næppe helt på toppen endnu, og da han i forvejen er svingende på enkeltstarterne og ikke har samme punch på stigningerne, hvor han stadig er lidt tung i forhold til Van der Poel, er der trods alt flere ting, der gør, at det kan blive både fugl og fisk for Lampaert.

 

Sep Vanmarcke er aldrig kommet til tops i dette løb, men skal det ske, kunne 2020 være året. Den hårde ardenneretape er væk, og det episke vejr betyder, at enkeltstartens betydning reduceres. Her vil han uanset hvad tabe tid til alle de ovennævnte, men Vanmarcke kan faktisk godt forsvare sig på 2. etape, særligt når den er lidt teknisk. Det er dog de sidste to dage, at han skal slå til, særligt naturligvis på 5. etape, hvor han vil elske finalen på Muren. Vanmarcke har været ramt meget af uheld, men han er stadig en af verdens allerbedste på stejle hellingen - i dette løb formentlig den næstbedste. Han er også lynhurtig både på flad og stigende vej, så det er reelt kun enkeltstarten, der er en trussel. Trods meget få løb efter pausen så han uhyre overbevisende ud i de belgiske mesterskaber, og han ligner en mand, der kører med om sejren på lørdag. Så må vi se, om det bliver hårdt nok til, at han kan indhente det tabte.

 

Hele smøren kunne for så vidt gentages om Oliver Naesen. Også han glæder sig over fraværet af Ardennerne, og også han får altid klø på enkeltstarten. Faktisk får han flere tæsk end Vanmarcke, og derfor har han mere at indhente, men til gengæld passer de to sidste dage ham stort set lige så godt. Han har i klassikerne vist, at han efterhånden er lynhurtig på flad vej, og både i 2018 og 2019 var han vel bedste mand på Flandern-etapen, som han vandt i 19 og havde kurs mod solosejr på i 18, indtil han alligevel blev hentet. Han har efter pausen ikke rigtigt ramt formen, men han plejer altid at køre brølstærkt i dette løb lige efter Touren, hvor motoren er varm. De to gange, Flandern-etapen har været knaldhård, er Naesen blevet nr. 1 og 2, og det viser, at han med vejrforhold som disse kan vinde løbet, selvom han vil tabe tid på onsdag. Begge gange har Flandern-etapen sendt ham på podiet. Nu skal den sende ham op på øverste trin.

 

Det stærke Deceuninck-hold skal i den grad glæde sig over vejret, der kan bringe dem i gedigne overtalssituationer de sidste to dage. Det bringer også Florian Senechal i spil. Egentlig så det svært ud for franskmanden, der bestemt ikke er tempospecialist, men med udsigt til et selektivt klassikerløb kommer han i spil. Han kørte faktisk en for ham ganske pæn enkeltstart i Tirreno, så på en teknisk rute kan undgå at tabe helt så meget, som man kunne frygte. Herefter skal han slå til de øvrige dage, og faktisk kan han ligesom Pedersen måske allerede tage bonus på 1. og 3. etape, da han umiddelbart ligner Deceunincks sprinter i et løb, hvor han har et ganske stærkt tog til at slå de hurtigere folk. Han skal dog vinde løbet de sidste to dage, men det kan han også. Han har kørt fremragende gennem hele august, særligt med 3. pladsen i Bretagne Classic, hvor han med lidt omtanke måske kunne have vundet, som han gjorde med solosejren i Druivenkoers. Hurtigheden har han også. Måske kører han ikke med Van der Poel på stigningerne, men hvis Deceuninck sidder i overtal, er det ikke altid stærkeste mand, der vinder.

 

Deceunincks joker er Jannik Steimle . Allerede som stagiaire viste han med sejren i Koolskamp, at han er et stort talent, og det har han i den grad bekræftet i sidste uge, hvor han vandt samlet i Slovakiet. Her sejrede han også på enkeltstarten, og sidste år vandt han den tekniske prolog i Østrig, hvilket viser, at han bør regnes som en af de tunge kandidater til 2. etape. Hurtighed har han også, som han senest viste i Slovakiet, men også i Østrig sidste år, og han har også den robusthed, der på sigt gør ham til klassikerstjerne. Spørgsmålet er bare, om han allerede nu er så god, at han kan køre med de bedste i et løb, hvor vejret kan gøre det knaldhårdt. Det kan man nok trods alt tvivle lidt på.

 

Også Mike Teunissen må glæde sig over fraværet af en ardenneretape, og han kan se frem til en rute, der passer ham. Han aer aldrig blevet den temporytter, han var i sin U23-tid, men sidste år blev han en flot nr. 11 på enkeltstarten her. Han kan altså forsvare sig på 2. etape, og alle, der husker Tourens 1. etape sidste år, vil vide, at han er lynhurtig, som han senest viste det med en 5. plads i en massespurt i Tirreno. Han ligner da også Jumbos sprinter til de første dage, hvor han kan tage bonussekunder, og som udgangspunkt passer de sidste to etaper ham godt, som han blandt andet viste med 6. pladsen på Muren sidste år. Desværre er han et totalt wildcard, for efter en lang skadespause har han kun kørt et meget anonymt Tirreno, og man kan i den grad tvivle på, om han er klar til at køre med de bedste, hvis det som ventet bliver knaldhårdt.

 

En anden farlig rytter er Sonny Colbrelli. Italieneren imponerede stort på Col de la Madeleine i Touren, og han så ud til at komme flyvende ud af Touren. Han har skuffet lidt i klassikerne de seneste år, men på de lidt lettere ruter her, burde manden, der er blevet nr. 3 i Amstel og har været i top 10 i Flandern, være ganske stærk. Han kan samtidig gå efter bonussekunder overalt, også i de flade spurter, og han elsker regnvejr. Udfordringen er naturligvis enkeltstarten, men Colbrelli tog vel hele verden på sengen med sin 10. plads i Andalusien tidligere i år og sin 12. plads på Romandiet-prologen sidste år. Denne enkeltstart passer ham langt dårligere, men han kan forsvare sig så meget, at han med sin hurtighed kan blive ganske farlig.

 

I det hele taget er Bahrain spændende, da de også har stortalentet Ivan Garcia Cortina. Sidste år var det på ardenneretapen i dette løb, at han for alvor viste sit enorme potentiale i terræn, der burde være alt for svært, og han fortsatte med et endnu vildere ridt med 3. pladsen i Montreal. I år var han skræmmende stærk i Paris-Nice, hvor han vandt en etape, men desværre har han slet ikke fundet formen efter pausen trods nogle gode spurter i Poitou-Charentes og en 8. plads ved EM. Hans Tirreno var også ret anonymt, men formen var klart i fremgang i august, og han har meldt om gode ben. Udfordringen er, at han står til gedigne prygl på 2. etape, men klarer han den etape fornuftigt, passer resten af løbet ham som fod i hose - i hvert fald hvis han og Colbrelli kan finde ud af at fordele jagten på bonussekunder imellem sig.

 

Jumbo har et stærkt andet kort at spille. Det er usikkert, hvordan Amund Grøndahl Jansen kom ud af en Tour, hvor han arbejdede hårdere end de fleste, men er han frisk igen, er det et løb, der passer ham. Hans kørsel sidste efterår i Arctic Race og Danmark Rundt tyder på, at han har taget et stort skridt, og det får han nu mulighed for at bekræfte. Det kan sagtens være ham, der er Jumbos sprinter, og med sin hurtighed kan han jagte bonussekunder overalt. Han har stadig til gode at vise, at han kan køre med de bedste i d hårdeste momenter, men 5. pladsen i sidste års knaldhårde Bretagne Classic samt hans kørsel på 2. etape i Arctic Race er gode indikationer. Hans problem er enkeltstarten, men han viste sidste år i England, at han i hvert fald kan forsvare sig fornuftigt, hvis han er frisk efter Touren.

 

Jeg er også nødt til at nævne Zdenek Stybar, men han er løbets wildcard. Efter skaden, der kostede ham Touren, har han kun kørt weekendens sprinterløb Gooikse Pijl, og ingen aner derfor, hvor han står. Som regel har enkeltstarten været for dyr for ham, som det senest var tilfældet i 2018 og 2019, hvor han end ikke kom i top 10. Han vandt dog løbet tilbage i 2013, hvor han slet og ret kørte fra alt og alle på Flandern-etape, der da også passer ham som fod i hose, og vi skal ikke glemme, at Stybar med sejre i Omloop og E3 sidste år havde sit bedste klassikerår nogensinde. Han er hurtig nok til at jagte bonussekunder, men skal han vinde løbet, skal han drage fordel af vejret og overtallet de sidste to dage. Og det sker kun, hvis han vitterligt har fundet klassikerformen efter sin pause. Det er nok tvivlsomt, selvom holdet giver ham nogle taktiske muligheder, der måske kan kompensere lidt for manglende ben.

 

En anden rytter, der er umulig at vurdere, er Sebastian Langeveld. Hollænderen genfandt sine tempoben i et 2019, hvor alle EF-ryttere blev tempostjerner, og særligt 4. pladsen i Tirreno og 2. pladsen i Provence viser, at han er absolut topkandidat til denne type enkeltstart. Desværre så vi også i klassikerne, at han manglede lidt i forhold til sine bedste år, og da han i forvejen ikke har punch på bakkerne, frygter jeg, at han bliver sat til vægs på 5. etape - især fordi han ligesom holdkammeraten Vanmarcke stort set ikke har kørt løb efter pausen, hvorfor hans form er helt ukendt. Langeveld har altid været bedre i Roubaix end i Flandern, men han blev trods alt nr. 12 i E3 sidste år. Bliver det ikke alt for eksplosivt, og er han i form, vil han derfor køre finale både fredag og lørdag, og så kan en suveræn enkeltstart bringe ham langt - også selvom spurtstyrke og bonussekunder for ham er en by i Rusland.

 

Jeg vil samle Mitchelton-Scott i ét, fordi de har et meget spændende hold med hele fire kandidater. Mest spændt er jeg på at se Robert Stannard, der efter et meget svært 2019 er braget igennem i dette efterår, særligt med hans vilde kørsel i Piemonte, men siden også med 2. og 3. pladser i massespurter i Italien for nylig. Hans eksplosive stil og hurtighed gør ham skabt til de sidste to etaper, men han mangler stadig erfaring. Og så får han desværre en lussing på enkeltstarten.

 

Det gør Alexander Edmondson til gengæld ikke. Senest viste han tempoevnerne med en 3. plads på en meget kuperet rute i Andalusien. Han har manglet en del i klassikerne, men hans kørsel i Storbritannien og Kroatien sidste efterår indikerer, at han har taget næste skridt, og han er tillige hurtig. Til gengæld aner vi ikke, hvor han står formmæssigt.

 

Det gør vi til gengæld med Dion Smith, der netop suverænt har vundet puncheurløbet Coppa Sabatini. De seneste to år er han blevet hhv. nr. 7 og 13 på Flandern-etapen, og i det hele taget passer de to sidste dage ham perfekt, da han har punch og kan spurte - egenskaber, der gav ham en 6. plads i Sanremo i år. Udfordringen er enkeltstarten, men efter en 81. plads i 2018 viser sidste års 25. plads, at han nu kan begrænse tabet.

 

Enkeltstarten er til gengæld våbnet for Luke Durbridge, men det er også det eneste, han har. Han har vist, at han kan køre finale i de største brostensklassikere, så han bør komme langt de sidste to dage også. Han mangler dog punch, og derfor bliver det næsten umuligt for ham at vinde tid efter enkeltstarten, og selvom han af og til gør det godt, som da han for to år siden blev nr. 7 her eller sidste år nr. 4 i England, er han stadig meget svingende og aldrig helt med i kampen om sejren. 15. pladsen ved VM var dog ganske pæn, og Durbridge er utvivlsomt Mitcheltons mest sikre kort. Der er bare forskel på at køre top 10 og på at vinde.

 

To spændende kandidater er Aime de Gendt og Amaury Capiot, der begge kommer til løbet med storform. Det viste de i Luxembourg, hvor De Gendt særligt imponerede på kongeetapen, og Capiot gjorde det med sin puncheurspurt på 1. etape. Sidste år viste sidstnævnte med en 9. plads, at han virkelig har smag for Flandern-etapen, og han kan endda jagte bonussekunder i de flade spurter også. De Gendt har ikke den hurtighed, men han var flyvende på stigningerne i Luxembourg og kan komme meget langt på Muren. Udfordringen for dem begge er den lussing, der venter på enkeltstarten.

 

Jeg må hellere nævne Edvald Boasson Hagen også. Nordmanden er stadig en skygge af sig selv, men han var trods alt ikke langt fra at vinde en Tour-etape. Løbet her er skræddersyet til ham - han har trods alt tidligere vundet det - og på den episke Flandern-etape for fire år siden tog han sejren på Muren foran Naesen. Den klasse har han ikke længere, og hans enkeltstart er også næsten forsvundet. Omvendt er det altså mindre end to år siden, at han vandt en enkeltstart foran adskillige stjerner i Andalusien. Er han kommet godt ud af Touren, burde Boasson Hagen på denne lidt lettere rute kunne gøre det godt, især med den hurtighed, han genfandt på Tourens 7. etape.

 

CCC stiller med Nathan van Hooydonck, der får en sjælden chance for at jagte et resultat. Det ser svært ud at være med de bedste på bakkerne i Flandern, men den lettere rute giver ham en chance, selvom han må forbande vejret langt væk. Han er blevet lidt af en tempospecialist, som vi så i Belgium Tour sidste år og senest med den meget flotte 8. plads i Tirreno. Det gør ham til topkandidat på 2. etape. Så må vi se, om han også kan få bagdelen med over bakkerne. Det er ikke umuligt, men det bliver svært - især hvis vejret gør det hårdt.

 

Endelig vil jeg pege på Ethan Hayter. Det alsidige stortalent kan alt. Han kan klatre, han kan spurte, og han kan køre enkeltstart, som han blandt andet har vist med en prologsejr i Baby-Giroen og en 5. plads ved U23-VM. Hans endeløse serie af topresultater i Italien den seneste måned - kulminerende med sidste weekends sejr i Appenninerne - vidner om fornem form og den hurtighed, han besidder. Han er totalt uprøvet i disse løb, hvor erfaring tæller meget, og derfor kommer han med disse vejrbetingelser nok til kort, men potentialet er enormt.

 

BEMÆRK: Lad mig nok engang understrege risikoen for byger til onsdagens uhyre vigtige og tekniske enkeltstart. Det kan gøre udfaldet af 2. etape og dermed også løbet meget mere tilfældigt end ønskeligt.

 

OPDATERING 1: Cofidis har udtaget Christophe Laporte, der med sin gode enkeltstart er skabt til dette løb. Med det dårlige vejr bliver 5. etape nok for hård til, at han kan vinde, men han er bestemt en god kandidat, hvis han er frisk efter Touren.

 

OPDATERING 2: I disse corona-tider, hvor langtidsplanlægning jo er en dyd, har der været et hav af ændringer. Det gælder hos CCC tempospecialister Patrick Bevin, der nok skuffede til VM, men som burde passe aldeles glimrende til dette løb, selvom sidste etape kan være for svær med den holdbarhed, han har vist. Lotto kommer med John Degenkolb, der vil tabe lidt tid på enkeltstarten og ikke er alt for stærk på hellingen, men stadig er et glimrende klassementsbud. Ag2r kommer med Clement Venturini, der vil elske de sidste to etaper, men vil tage tid på enkeltstarten og primært skal hjælpe Naesen. EF stiller med stortalentet Stefan Bissegger, der med sin gode enkeltstart og power er som skabt til at køre klassement her. Endelig kommer Israel SUN med en meget interessant duo i Nils Politt og Mads Würtz Schmidt, der begge kan gøre det godt på enkeltstarten og vil være stærke på de sidste to etaper.

 

OPDATERING 3: Efter megen forvirring er det nu klart, at Hayter endegyldigt ikke stiller til start.

 

***** Mathieu van der Poel

**** Søren Kragh, Mads Pedersen

*** Stefan Küng, Yves Lampaert, Sep Vanmarcke, Oliver Naesen, Patrick Bevin 

** Florian Senechal, Jannik Steimle, Mike Teunissen, Stefan Bissegger, Sonny Colbrelli, Nils Politt, Ivan Garcia Cortina, Mads Würtz Schmidt, Amund Grøndahl Jansen, Zdenek Stybar, Sebastian Langeveld, John Degenkolb, Alexander Edmondson, Christophe Laporte, Robert Stannard, Dion Smith, Luke Durbridge

* Aime de Gendt, Amaury Capiot, Edvald Boasson Hagen, Nathan van Hooydonck, Nils Eekhoff, Gianni Vermeersch, Philippe Gilbert, Alexis Gougeard, Niki Terpstra, Jempy Drucker, Jasha Sütterlin, Tobias Ludvigsson, Clement Venturini, Marcus Burghardt, Michael Gogl, Dries van Gestel, Alex Kirsch, Sven Erik Bystrøm, Jonas Rutsch

 

Danskerne

Mads Pedersen og Søren Kragh er blandt de tungeste favoritter og er omtalt ovenfor. Israel SUN har tilføjet Mads Würtz Schmidt, der som nævnt i opdateringen ovenfor bør kunne køre et glimrende klassement. Mathias Norsgaard skal på Movistar støtte Jurgen Roelandts, men får også chancen for at jagte et personligt resultat på enkeltstarten. Endelig skal Asbjørn Kragh støtte brormand på Sunweb.

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle i klassementet.

 

Team Jumbo-Visma: Teunissen og Jansen ligner de bedste kandidater. Timo Roosen er et alternativ, men han er desværre ikke helt så robust som tidligere.

 

Alpecin-Fenix: Van der Poel er den klare kaptajn. Jeg har uhyre stor fidus til den meget lovende Gianni Vermeersch de sidste to dage, men med løbets topfavorit, der skal have et hårdt løb, ender han formentlig som hjælper, som også den belgiske mester Dries de Bondt og de stærke Oscar Riesebeek og Jonas Rickaert gør det.

 

CCC Team: Den sent tilføjede Bevin må være bedste bud med Van Hooydonck som en solid plan B.. Kamil Gradek kører en god enkeltstart, men er for tung til stigningerne. Gijs van Hoecke kunne være en outsider, hvis han kører en af sine bedste enkeltstarter.

 

Deceuninck-Quick Step: Med Lampaert, Senechal, Steimle og Stybar har holdet hele fire gode kandidater.

 

Ag2r-La Mondiale: Det må være alle mand for Naesen, men som nævnt i en opdatering er Clement Venturini måske værd at holde øje med. Silvan Dillier er ikke tempostærk længere. Til gengæld viste lottokuponen Alexis Gougeard lidt af sine tempoevner i Poitou-Charentes, men han er altid helt uforudsigelig.

 

Bora-hansgrohe: Jempy Drucker kan gøre det ganske pænt, hvis han kører en af sine bedre enkeltstarter. Marcus Burghardt har været stærk i år, men hans enkeltstart er et problem.

 

Lotto Soudal: Philippe Gilbert burde være en af favoritterne, men han manglede så meget i Luxembourg, at han ligner en mand, der jagter form efter sin skade. Så kan John Degenkolb være et bedre bud jf. opdateringen ovenfor.

 

Team Total Direct Energie: Niki Terpstra har efter sin skade efterhånden fået en del løbsdage, men han har stadig ikke vist skyggen af form og har i øvrigt været langt fra sit bedste efter holdskiftet. Tempostærke Damien Gaudin er for tung. Dries van Gestel bliver meget spændende på 5. etape, men taber for meget på enkeltstarten.

 

Astana Pro Team: Yevgeniy Gidich er stadig gået i stå, så holdet ligner statister.

 

Israel Start-Up Nation: De sent tilføjede Nils Politt og Mads Würtz Schmidt er gode bud jf. opdateringen. Jenthe Biermans og Guillaume Boivin kan sikkert gøre det pænt, men de mangler både holdbarhed og tempoevner.

 

UAE-Team Emirates: Jasper Philipsen kan gøre det pænt, men han må alligevel finde sidste etape for hård, ligesom han er temposvag. Det er Sven Erik Bystrøm også, men han kunne godt komme langt på sidste etape. Alessandro Covi og Alexandr Riabushenko har form og punch, men er uprøvede i disse specielle løb og mangler tempoevner. Tom Bohli er for tung og nu også for tenposvag.

 

EF Pro Cycling: Vanmarcke og Langeveld er de bedste bud, ligesom det som nævnt i opdateringen er meget interessant at holde øje med Stefan Bissegger. Jeg glæder mig til at se den lovende Jonas Rutsch. Tom Scully kan køre en god enkeltstart, men er for tung.

 

Bahrain-McLaren: Det handler om Colbrelli og Garcia Cortina, selvom Heinrich Haussler  også kan gøre det godt de sidste dage.

 

Groupama-FDJ: Küng må være manden, men Tobias Ludvigsson viste i Tirreno, at han med en god enkeltstart kan gøre det pænt, hvis de sidste etaper ikke bliver alt for selektive. Alexys Brunel er også spændende, men stadig uprøvet i disse løb, og Kevin Geniets er for temposvag.

 

Cofidis: Med udtagelsen af Christophe Laporte, der er tempostærk har holdet en god kandidat jf. opdateringen ovenfor.  Den sidste dag må nok alligevel være for hård for Piet Allegaert, Dimitri Claeys og Damien Touze, der er på vej tilbage efter en skade.

 

Mitchelton-Scott: Som nævnt er Durbridge, Stannard, Smith og Edmondson alle gode bud.

 

NTT Pro Cycling: Efter Nizzolos afbud må det handle om Boasson Hagen. Michael Gogl var stærk iTouren, men han mangler tempoevner.

 

INEOS Grenadiers: Uden Hayter er der muligheder for Owain Doull og måske Chris Lawless¸ hvis han endelig er i form. De kan gøre det hæderligt, men enkeltstarten er et problem.

 

Circus-Wanty Gobert: De Gendt er som sagt spændende, mens Xandro Meurisse desværre stadig er formsvag. Andrea Pasqualon er for temposvag, og Danny van Poppel synes at have mistet sin robusthed trods den nylige spurtsejr.

 

Team Sunweb: Det handler om Kragh, men jeg er meget spændt på at se Nils Eekhoff, der mildt sagt var fabelagtig i august og kan forsvare sig på en enkeltstart. Jeg frygter dog, at han bliver ren hjælper for en af løbets favoritter. Det samme gælder for Jasha Sütterlin, der ellers gjorde det fint ved VM i enkeltstart.

 

Trek-Segafredo: Det handler om Pedersen, men Alex Kirsch kan gøre det godt de sidste to dage, selvom han taber meget på enkeltstarten.

 

Sport Vlaanderen-Baloise: Som sagt er Capiot spændende, men resten får det svært.

 

Movistar Team: Mathias Norsgaard kan køre en god enkeltstart, men er for tung de sidste dage. Jurgen Roelandts er stadig en skygge af sig selv og har også en svag enkeltstart. Lluis Mas kan måske gøre det pænt, men ikke mere end det.

 

Bingoal-Wallonie Bruxelles: Baptiste Planckaert og Arjen Livyns kan gøre det godt de hårde dage, men taber alt for meget på enkeltstarten. Sean de Bie har mistet sin holdbarhed.

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Mathieu van der Poel
Søren Kragh, Mads Pedersen
Stefan Küng, Yves Lampaert, Sep Vanmarcke, Oliver Naesen, Patrick Bevin
Florian Senechal, Jannik Steimle, Mike Teunissen, Stefan Bissegger, Sonny Colbrelli, Nils Politt, Ivan Garcia Cortina, Mads Würtz Schmidt, Amund Grøndahl Jansen, Zdenek Stybar, Sebastian Langeveld, John Degenkolb, Alexander Edmondson, Christophe Laporte, Robert Stannard, Dion Smith, Luke Durbridge
Aime de Gendt, Amaury Capiot, Edvald Boasson Hagen, Nathan van Hooydonck, Nils Eekhoff, Gianni Vermeersch, Philippe Gilbert, Alexis Gougeard, Niki Terpstra, Jempy Drucker, Jasha Sütterlin, Tobias Ludvigsson, Clement Venturini, Marcus Burghardt, Michael Gogl, Dries van Gestel, Alex Kirsch, Sven Erik Bystrøm, Jonas Rutsch
INFO
Optakter
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Sepp Kuss: Vueltaen er mit favoritløb

Froome efter etapen: Jeg er glad for at være tilbage

Roglic i rødt: Det var en smuk start på Vueltaen

Almeida inden afgørende bjergetaper: Alt kan gå galt

Wiebes på pletten igen: Jeg er rigtig stolt

Lykkelig Tratnik: Kan stadig ikke tro, jeg vandt

Video i artiklenPrimož Roglič vinder 1. etape af Vuelta a España

Video i artiklenRoglic vinder spændende første etape af Vueltaen

Video i artiklen”Ikke den Froome, man kender”: Chris Froome snegler sig ned af stigningen

Video i artiklenEF-uheldet fortsætter: Michael Woods kolliderer med trafikpæl

Video i artiklenBen O’Connor: ”Jeg er ret mut, for at være helt ærlig”

Video i artiklenJan Tratnik vinder 16. etape af Giro d’Italia

Video i artiklenTratnik sikrer stor sejr efter langt soloridt

Video i artiklenMartinez styrter i 1. etape af Vuelta a España

D'hoore deklasseret - Wiebes vinder i De Panne

Video i artiklenJesper Mørkøv om Vuelta a Espana: Det bliver et fuldkommen fabelagtigt cykelløb

Roglic: Løbet vil give os svar

Video i artiklenJames Knox: Jeg er ret sikker på, at vi har førertrøjen i de næste par dage

LIVE nu: Følg Giroens maraton og Vueltaens bjergrige åbning

Video i artiklenOptakt: Driedaagse Brugge-De Panne

Optakt: 1. etape af Vuelta a Espana

Video i artiklenOptakt: 16. etape af Giro d’Italia

Video i artiklenEksperterne kritiserer Fuglsang for BT-klumme: Det handler om at komme først

Pinot overlader kaptajnrolle til Gaudu

Video i artiklenHvem vinder årets Giro? Eksperterne vurderer favoritternes guldchancer

Eksklusivt interviewOliver Knudsen vender hjem efter særligt år i Italien

Video i artiklenEksperterne gennemgår tredje uge af Giro d’Italia

Video i artiklenEksperterne om Gaviria-exit: Én coronasmittet gør, at man kan være positiv

Lotto Soudal forlænger alligevel med to ryttere

Eksklusivt interviewIneos-mekaniker blogger under Vueltaen

Transferlisten 2020-2021 - WorldTour

Fernando Gaviria ude af Giroen med Covid-19

Transferrygter: López til Bora-Hansgrohe og belgier til Cofidis

UAE Team Emirates-rytter tester positiv for Covid-19 i Giroen

Oscar Gatto stopper karrieren

Amalie Dideriksen til start ved Driesdaagse Brugge-De Panne

Eksklusivt interviewBjerg vil komme på forkant i sidste Giro-uge

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

Cykelsøgemaskine

MANDAG

Eksklusivt interviewNiklas Eg til Vueltaen med frihed og klassementsambitioner

Eksklusivt interviewHonoré: Vi tror på Giro-sejr

Fuglsang overvejer at gå efter etapesejr

Cykelduellen: Stem på din Vuelta a Espana-vinder

Vuelta a Espana: Outsiderne (*)

Vuelta a Espana: Podiekandidaterne (**)

Vuelta a Espana: Vinderkandidaterne (***)

Vuelta a Espana: Hovedudfordrerne (****)

Vuelta a Espana: Favoritten (*****)

Vuelta a Espana 2020: Ruten, etaper og etapeprofiler

Jumbo-Visma, Mitchelton-Scott og Team Sunweb bytter cykler i 2021

Video i artiklenGiro d'Italia-analyse: Vidunderbørnenes aflyste veteranshow

Sæt dit hold til Vueltaen - Spillet starter tirsdag kl. 14

Feltet.dk lancerer cykelduellen 2020

Prøv banecykling - slå til nu og spar 30%

Carapaz går efter samlet sejr i Vuelta a España

Eksklusivt interviewMotiveret Amdi vil være verdensmester: Regnbuetrøjen skal hjem til Danmark

Alle ryttere er testet negativ for COVID-19 inden Vuelta a España

Startlisten til Vueltaen 2020 - 6 danskere med

Jumbo-Visma uden en fast kaptajn til Vuelta a España

Spansk sportsjournalist frygter for afviklingen af årets Vuelta a España

Video i artiklenHar du en fysisk cykelbutik? Så lad os hjælpe dig gratis!

Froome spændt på egen form forud for Vuelta

Bjerg holder fast i enkeltstart oven på skuffelse

Van der Poel vil køre Tour - holdet næsten sikret deltagelse

Intet ondt blod mellem Vanmarcke og Sunweb

Jumbo-Visma laver kvindehold - med dansker

Majka skifter til UAE Team Emirates

Lefevere udelukker ikke at hente Cavendish

Nibalis sportsdirektør: De andre er bare stærkere

Kelderman: Jeg var på grænsen

Eksklusivt interviewVM-deltageren Hartz Krogager: Jeg er virkelig bidt af Zwift

SØNDAG

Van den Broek-Blaak: Jeg kiggede rundt og alle var knuste

Tiesj Benoot: Søren Kragh kørte mig tilbage i løbet igen

Van Aert: Van der Poel var bare stærkere i spurten

Emotionel Geoghegan Hart: Hver dag vi kører, så husker vi Nico Portal

Van der Poel efter Flandern-triumf: Vidste ikke om jeg havde vundet

Almeida måtte grave dybt for at forsvare førertrøjen

Udfordret Fuglsang ser nu frem til hviledagen

Alaphilippe slutter sæsonen med to brud i hånden

Kristoff: Asgreen tvang mig til en lang spurt

Video i artiklenRadio Tour – taler Giro, 15. etape: Rytter-krise, Flandern Rundt og klassement

Dominerende 1-2 af Boels-Dolmans i Flandern - Uttrup med i finalen