Løbets rolle og historie

Mens foråret tilbyder en blanding af etape- og endagsløb, og første del af sommeren udelukkende handler om etapeløb, er anden halvdel af sæsonen for endagsryttere. Efter Tour de France er Vuelta a Espana det eneste store løb for grand tour- og etapeløbsspecialister, mens sensommeren og efteråret omvendt er fyldt med endagsløb i mange dele af Europa. Højdepunktet er Il Lombardia, og RideLondon Classic, Clasica San Sebastian, EuroEyes Cyclassics, Bretagne Classic og de canadiske løb tilbyder også vigtige WorldTour-point. Listen inkluderer tillige historiske løb som Paris-Tours, Giro dell’Emilia, Tre Valli Varesine og Milano-Torino, og kalenderen byder på meget alsidigt terræn med muligheder for sprintere, klassikerspecialister og endda klatrere.

I tillæg til de større løb er der mange mindre begivenheder. De to store klassikernationer, Belgien og Italien, har traditionelt haft en ekstremt righoldig kalender af mindre semiklassikere, men i dag er mange af de italienske løb forsvundet. Det forholder sig anderledes i Belgien, hvor den økonomiske krise har været knap så hård, og det meste af det fascinerende belgiske efterårsprogram er intakt.

Serien af semiklassikere startede i slutningen af juli med GP Cerami og blev intensiveret med fem løb i den anden halvdel af august. Den kulminerede først i september med Brussels Cycling Classic, det klart største løb, dagen ind Antwep Port Epic, og efter en lille pause fortsattes der i ugen op til VM med en travl tid, hvor der afvikledes hele fire løb på bare fem dage. Under VM-ugen blev der skruet ned for aktiviteterne, da der kun blev kørt Omloop het Houtland Lichtervelde, men nu er serien klar til at blive rundet af med fire løb på otte dage, startende med det største, lørdagens Tour de l’Eurometropole, efterfulgt af der mere kuperede Famenne Ardenne Classic søndag og tirsdagens puncheurløb Binche-Chimay-Binche, inden det hele slutter næste søndag med det genetablere Memorial Rik van Steenbergen,

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

De sidste løb i serien har traditionelt været en chance for sprintere og klassikerryttere til at gøre brug af deres gode form efter VM og holde gang i benene forud for det sidste store mål, Paris-Tours. Det er også tilfældet i år, hvor de nordeuropæiske løb i de to uger efter VM alle i et vist omfang kan betragtes som opvarmning frem mod søndagens store klassiker. I år udgøres feltet af ryttere til det franske løb af en blanding af folk, der forsøger at forlænge VM-formen, samt ryttere, der helt droppede løbet i Yorkshire og reelt har Paris-Tours som det vigtigste løb i årets sidste del. Løbet i Binche har traditionelt været den måske vigtigste indikator på, hvem vi skal regne med at se fremme i søndagens sidste store klassiker.

Binche-Chimay-Binche er et unikt løb og er et af de hårdeste og mest ikoniske af de sene belgiske semiklassikere. Det har haft en temmelig tumultarisk historie, og selvom første udgave blev afviklet helt tilbage i 1911, er 2019-udgaven kun den 32. i rækken. Efter bare to udgaver forsvandt løbet nemlig mellem 1913 og 1921, og efter en kortvarig tilbagevenden var det igen væk i den lange periode mellem 1930 og 1983. Efter en pause på hele 53 år blev der gjort et forsøg på at genoplive løbet, og det syntes at trives i de følgende år, da ryttere som Adrie van der Poel, Jelle Nijdam, Wilfried Nelissen og ikke mindst Frank Vandenbroucke sejrede.

Uheldigvis forsvandt løbet igen fra 1997, men efter Vandenbrouckes alt for tidlige død traf man en beslutning om at genskabe det som et 1.1-løb under navnet Memorial Frank Vandenbroucke. Siden da har det været afviklet hvert eneste år, først som Binche-Tournal-Binche og nu som Binche-Chimay-Binche - Memorial Frank Vandenbroucke.

Mange belgiske semiklassikere har helt flade finaler og er derfor bedst skabt til sprintere, men Binche-Chimay-Binche er anderledes. En meget speciel afslutning  et stigende opløb og brosten har gjort det til et af de mere spektakulære løb sidst på sæsonen, og det passer både til stærke sprintere og puncheurs. Efter tre udgaver, der bedst passede til de hurtige folk og blev vundet af Elia Viviani, Rudiger Selig og Adam Blythe, har de stærkere folk taget over i de senere år, hvor Reinardt van Rensburg, Zdenek Stybar, Ramon Sinkeldam, Arnaud Demare, Jasper de Buyst og Danny van Poppel har sejret. I 2016 blev løbet føjet til den nye løbsserie Napoleon Games Cycling Cup, der var en stribe på 10 af disse typiske 1.1-løb i Belgien, og i dag kendes under navnet Bingoal Cycling Cup. Løbet i Binche er dog ikke længere del af serien.

Sidste års finale blev hektisk, da det længe så ud til, at Zdenek Stybar med et tidligt fremstød var ved at løbe med det hele. Det lykkedes dog Jumbo at skabe samling lige inden bakken, og herefter leverede Dylan Groenewegen et sjældent lead-out, der satte Danny van Poppel op til angreb. Hollænderen spurtede fra alt og alle på brostensbakken og sejrede med 3 sekunder ned til seks mand, hvis spurt blev vundet af Yves Lampaert foran Oliver Naesen. Van Poppel vender tilbage for at forsvare titlen, og han er igen oppe mod både Lampaert og Naesen, der vil forsøge at gøre det endnu bedre end sidste år.

Ruten

Siden man forud for 2014-udgaven skiftede navn fra Binche-Tournai-Binche til Binche-Chimay-Binche har man benyttet stort set den samme rute fra år til år, og det vil igen være tilfældet til årets 32. udgave. Sidste år foretog man nogle justeringer med en mere direkte tur ned til Chimay og et andet indløb til rundstrækningen, så man næsten kørte en hel ekstra omgang, men der var alene tale om petitesser, der på ingen måde spillede nogen rolle. Grundlæggende var der tale om det klassiske løb, der på bare få år har vundet sig ind i mange cykelfans’ hjerter, og sådan vil det også være i år, hvor ændringerne i forhold til 2018 er yderst marginale og helt nede i petitesseafdelingen.

I alt er der i år 198,6 km på programmet, og de kan inddeles i to dele. Både start og mål er placeret i Binche, og som navnet antyder, består første del af ruten af en tur til Chimay og en efterfølgende hjemrejse. På udturen rejser man stort set stik syd hele vejen igennem hovedsageligt fladt terræn, indtil man efter 49,0 km når frem til Chimay og løbets sydligste punkt, hvor der er placeret en indlagt spurt. Herefter går det tilbage mod nord, men denne gang kører man en smule længere østpå og snor sig mere rundt i terrænet, hvilket giver anledning til lidt flere udfordringer. Derfor skal man op over stigningerne Lacs de l’eau d’Heure (0,6 km, 7,0%), Cote des Violettes (0,4 km, 9,5%) og Petit Poggio (0,9 km, 5,0%) efter hhv. 68,6, 71,3 og 75,0 km, ligesom man efter 100,0 km passerer igennem Thuin, der er kendt for sin ikoniske brostensbelagte mur. Kort efter skal man over en sidste udfordring i form af Rue de Fostaeu (1,1 km, 3,8%) efter 102,3 km.

Efter 119,6 km rammer man byen Binche igen, og her kører man ind på rundstrækningen. I stedet for at køre over stregen kører man næsten en hel omgang, inden man 14,2 km senere krydser stregen for første gang. Herefter afsluttes løbet med fire omgange på den velkendte 16,2 km lange rundstrækning i området sydvest for værtsbyen. De første fire kilometer stiger svagt, mens den anden halvdel hovedsageligt er faldende. Der venter dog en ubehagelig finale, idet der er hele to brostensstykker på de sidste to kilometer. Den første af disse er den 500 m lange bakke Rue de la Pepiniere, der har top bare 500 m fra stregen og stiger med 4,4% i snit. Herefter flader det ud på et kort asfaltstykke, inden den sidste pavé melder sig på de sidste 200 m, der også stiger ganske svagt. De sidste to sving kommer med hhv. 2000 og 600 m til mål.

Løbet byder på i alt 1768 højdemeter.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret

I 2017 betød dårligt vejr, at løbet blev mere selektivt end ventet, da en lille gruppe kom fri og skulle afgøre løbet imellem sig. Hel så slemt bliver det nok ikke denne gang, men rare er betingelserne ikke. Efter silende regn i morgentimerne vil der være 40-50% risiko for byger gennem hele eftermiddagen, hvor temperaturen dog vil nå hæderlige 16 grader. Vinden vil fra start blot være let, men langsomt tiltage, så den ender som jævn til frisk, og den vil komme fra sydvest. Det giver  primært sidemodvind på turen ud til Binche og sidemedvind på hjemturen. På den sidste rundstrækning vil der først være sidemodvind, så sidevind og til slut medvind, indtil man med 2000 m igen får sidemedvind og med 600 m igen modvind.

Favoritterne

Finalen i Binche-Chimay-Binche er en af de mest interessante på den belgiske kalender, fordi den er åben for flere forskellige ryttertyper. Stærke sprintere som Arnaud Demare, Reinardt van Rensburg og senest Danny van Poppel har begge vundet i Binche, og selv en relativt stor fyr som Ramon Sinkeldam har krydset stregen først. Løbet er imidlertid også blevet vundet af en klassikerspecialist som Zdenek Stybar, ligesom man også har set Greg Van Avermaet fremme, eksempelvis med fjerdepladsen fra 2016. Det gør det altid til et yderst seværdigt løb, hvor mange ryttere tror på, at de kan spille en rolle i finalen.

Var målstregen placeret på toppen af bakken, havde klassikerspecialisterne formentlig haft overhånden, men den flade afslutning har betydet, at det hovedsageligt er sprinterne, der har sejret. Finalen er akkurat ikke hård nok til for alvor at gøre det af med de stærkeste af de hurtige folk, og det er derfor de lidt tungere og hurtigere folk, der har fordelen. Det betyder dog ikke, at afslutningen kan klares af hvem som helst. Som man kan se af spurten i 2016, var folk som Stybar og Van Avermaet stærkere end langt de fleste sprintere, og mønsteret gentog sig sidste år, hvor det var Yves Lampaert, Oliver Naesen og Taco van der Hoorn nok blev slået af Van Poppel, men de slog langt de fleste af de tungere sprintere.

Løbet er som regel blevet afgjort i en spurt op ad bakken, men den trend blev brudt i 2017, hvor det dårlige vejr betød, at en lille gruppe hurtigt skilte sig ud og afgjorde løbet på rundstrækningen. Helt omvendt var det i 2016, hvor FDJ fra start lagde løbet i et jerngreb, så Demare kunne spurte sig til sejren i en finale, der passer ham. Sidste år så det længe ud til, at Stybar kunne vinde med et tidligt angreb, men i sidste ende lykkedes det akkurat for Jumbo at skabe samling. Ved de belgiske mesterskaber, der i 2017 blev afviklet på samme rundstrækning, var det ligeledes en lille gruppe, der gjorde det muligt for Yves Lampaert at vinde, men et mesterskabsløb er slet ikke at sammenligne med et almindeligt løb, da der i Belgien hurtigt kører et udbrud, som mange af de store hold kan være tilfredse med. Det viser dog, at rundstrækningen kan bruges til mere aggressiv kørsel også.

I år er vejrudsigten ikke helt entydig. Sandsynligheden for, at der bliver regn undervejs, er stor, og mod slutningen af løbet vil det også være relativt blæsende. Først på dagen vil vinden dog være relativt svag, og efter vores erindring egner rundstrækningen sig ikke perfekt til sidevindskørsel, selvom der faktisk er farlige stykker med side- og sidemedvind undervejs. Det farligste stykke er dog det indledende, hvor terrænet er åbent, men på det tidspunkt vil vinden næppe være alt for kraftig.

Feltet er ganske stærkt med mange gode puncheurs, og man må formode, at særligt FDJ og Jumbo, men også Trek vil arbejde for en spurt på bakken. Det kan Deceuninck også leve med, men de har så stærkt og bredt et hold, at de formentlig vil kombinere det med offensiv og aggressiv kørsel. Den ide er Lotto og til dels Ag2r samt mange prokontinentalhold formentlig med på, og derfor er det ikke givet, at løbet ender i en spurt. Initiativ kan måske betale sig, men på en dag med begrænset vind viser historien klart, at det som regel afgøres i den klassiske puncheurspurt.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Det får os til at pege på Arnaud Demare som vores favorit. Franskmanden vandt løbet i 2016, hvor han senest var i god form, og det viser, at det er en perfekt finale for ham. Han har punchet til at klare brostensbakken og i den fladere spurt, er han hurtigere end næsten alle. Sidste år faldt han igennem, men i år er han langt mere formstærk, da han ikke har kørt Tour. Det så vi senest i Slovakiet, hvor han imponerede stort med en suveræn sejr i en finale, der var endnu hårdere end denne, og her var han endda oppe mod flere fremragende afsluttere. Han har sit faste tog med Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri til at køre sig i position, og dermed har han i indløbet til bakken en støtte, ingen andre kan matche. Sidder han fornuftigt, bør han være feltets bedste i denne type finale, og derfor er han vores favorit. Sinkeldam har selv vundet tidligere, men må her ventes at være hjælper. Til gengæld kan man ikke helt udelukke, at VM-bronzevinderen Stefan Küng får lov at udnytte sin superform til at angribe fra distancen.

Hans værste rival må i vores øjne være Jasper Stuyven. Belgieren har aldrig tidligere kørt løbet, men det er på tide, at han giver det et forsøg. Finalen passer ham nemlig perfekt, især nu hvor hans puncheurevner bare synes at blive bedre og bedre. Det har han i år vist særligt på 3. etape i Touren, men også i GP Wallonie, der har en lidt hårdere finale, hvor han var feltets bedste mand. Han blev nr. 5 i Quebec og viste senest fin form med 3. pladsen i Euroemtropole, hvor han ellers egentlig skulle have kørt spurten for Edward Theuns, der dog tabte hans hjul. Den fladere afslutning tipper balancen til Demare, men Stuvyen kan sagtens ende med at vinde. Også Theuns burde kunne vinde i denne type finale med den fine form, han har vist, men der er en risiko for, at han her må ofre sig for Stuyven, der må anses som en anelse skarpere i denne type afslutninger. Egentlig er det også guf for Alex Kirsch, og han kunne være en mand, man kunne spille tidligt ud.

Ag2r kommer med en livsfarlig kandidat i Oliver Naesen, der sidste år blev nr. 3, og som i år i princippet står endnu bedre. Han har nemlig afsluttet som en drøm i 2019, hvor han har været på podiet i både Sanremo og Wevelgem, og han viste sine evner som puncheur, da han slog Van Avermaet på Muren i BinckBank Tour. Problemet er bare, at Naesen siden Bretagne har været træt, og han synes efterhånden at køre på pumperne. Det forhindrede ham dog ikke i at køre et fremragende lead-out i lørdags, hvor han virkede ganske overbevisende, og han hører således bestemt til blandt de tungeste favoritter. Ag2r har også Julien Duval, som fik lov at køre spurten i lørdags, og som har formen, men han vil nok finde finalen en anelse svær. Quentin Jauregui kan, hvis han får chancen, også overraske, som han viste med sit imponerende resultat på Hatta Dam i UAE Tour. Endelig har holdet altid uopslidelige Silvan Dillier , men han skal nok angribe tidligt for at få et resultat.

Deceuninck kommer med det bredeste hold, men de mangler måske den største favorit. De står dog ikke dårligt, for særligt to af deres ryttere kan vinde denne spurt. Det gælder først og fremmest for Yves Lampaert, der med sidste års 2. plads har vist sine evner i denne finale, og han kommer til løbet med form efter et fantastisk efterår, hvor han også har spurtet som en drøm, ikke mindst i Deutschland Tour og senest i Slovakiet, hvor han vandt samlet. Dermed kan han ventes at være endnu stærkere end sidste år. Holdet har dog også formstærke Florian Senechal, der kørte stærkt i Bretagne, arbejdede fremragende for Alaphilippe ved VM og senest spurtede sig til en flot 2. plads i lørdags, efter at Hodeg var styrtet i sidste sving. Han burde have evnerne til at afslutte i denne finale. Det har Petr Vakoc, der tidligere er blevet nr. 8, også, og han viste i Polen, at han er ved at genfinde lidt af sine puncheurevner, men her vil han nok skulle angribe tidligt. Det samme skal Pieter Serry og Mikkel Honoré, der begge egentlig kan køre en god spurt på denne bakke, som Honoré også viste med sidste års 11. plads.

Sidste år vandt Danny van Poppel, der da også er skræddersyet til denne finale. Problemet er, at den ustabile hollænder ikke kunne bygge videre på det fine momentum fra Hamburg i august. Af de seneste syv løb er det blevet til fem DNFs, senest i søndags i Ardennerne. Det tyder på endnu en af de mange formkriser, men han viste dog lidt liv med en 7. plads i sidevinden i Lichtervelde. Van Poppel kan være ekstremt svingende, og derfor skal man ikke helt udelukke en gentagelse, særligt hvis løbet bliver let. Umiddelbart ser Timo Roosen dog ud til at være Jumbos bedste kort, efter at han med en 2. plads i Kampioenschap van Vlaanderen og en 3. plads i søndags har bekræftet storformen fra dette efterår. En 8. plads i Quebec og sidste års to topresultater i Canada er bevis på hans fremragende puncheurevner, og med den nuværende form må han være en af de tunge favoritter. Holdet har også Taco van der Hoorn, der sidste år blev nr. 4, men som stadig er på vej tilbage efter en skade og formentlig ender som hjælper. Paul Martens leverede en fantastisk hjælperindsats søndag og kunne passe til denne finale, men også han må formodes at ende som hjælper. Dylan Groenewegen kørte sidste år et flot lead-out for Van Poppel, og det her ligner en af hans sjældne hjælpertjanser, da finalen ikke passer ham.

En stærk kandidat er Baptiste Planckaert, der kørte som en motorcykel i juni, hvor han i Luxembourg blandt andet imponerede som puncheur. Siden har det knebet med formen, men hans kørsel søndag i Ardennerne var eminent og tyder på, at benene endelig er der. Det bør gøre ham farlig, hvis han har puncheurevnerne fra tidligere i år. Wallonie har også de hurtige Emils Liepins, Lionel Taminiaux og Aksel Nommela , men der er intet, der tyder på, at de kan være med i kampen om sejren i denne hårde finale.

En stærk kandidat er Tom van Asbroeck, der burde have alle evnerne til at lave et resultat her. Han er da også tidligere blevet nr. 3 i netop denne afslutning, men hans form kan være svingende. En 4. plads lørdag og meget offensiv kørsel søndag viste dog, at formen er god, og har han sine bedste ben, kan han være med i kampen om sejren. Israel Cycling Academy kan også køre offensivt med Krists Neilands, men han synes ikke at have samme form, som da han vandt i Vallonien. Finalen er for hård for formsvage Rudy Barbier.

Wanty har en af feltets bedste puncheurs i Andrea Pasqualon¸ men han har desværre haft en trist sæson, hvor han aldrig har fundet formen. Han vandt dog en stigende spurt i Poitpu-Charentes, og senest overraskede han i søndags ved at vinde feltets spurt i GP Beghelli. Hvis det er udtryk for formfremgang, er det en glimrende finale for ham. Wanty har også Timothy Dupont, der tidligere er blevet nr. 6, 6 og 8 og har vist, at han kan klare denne finale, men noget tyder på, at han har mistet den superform, han har haft siden juli, efter nogle skuffende løb på det seneste. Holdet har også Tom Devriendt, der tidligere er blevet nr. 3, men han har trods en etapesejr i Østrig ikke vist meget siden dengang og ligner en hjælper. Det kunne være interessant, hvis holdet gav chancen til Jerome Baugnies , der burde elske denne finale, ligesom Xandro Meurisse med lidt helt kan køre i top 10, selvom finalen er for let. Aime de Gendt viste i Vallonien også, at han kan køre hårde finaler, men denne er for let.

Lotto har en ganske formstærk Stan Dewulf , der senest viste sin gode VM-form frem med et stærkt angreb i Ardennerne i søndags. Han viste i Tour de Suisse, at han er en glimrende afslutter på bakker, og dette løb kunne være en chance for at vise det. Derudover har holdet også Jens Keukeleire, men hans form synes ikke at være helt så god som i Tyskland i august. Vigtigst er det dog, at han ikke har samme hurtighed som tidligere, og han ligner mere en top 10-rytter end en vinder. Nikolas Maes kan også køre denne spurt, og det samme kan Lawrence Naesen , men de kan ikke vinde. Og så har holdet motorerne Jelle Wallays og Victor Campenaerts , som er typer, der kan gøre det færdigt med et tidligt fremstød.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

I gamle dage ville man have peget på Jens Debussschere som en af de tunge favoritter, efter at han tidligere er blevet nr. 3, 5 og 7 i denne afslutning. Desværre er han en skygge af sig selv, og der er INTET, der tyder på en genrejsning. I stedet vil Katusha nok køre spurten for Nils Politt, der slet ikke er en ringe afslutter og kørte et fornemt VM, men han mangler nok alligevel den sidste eksplosivitet til denne finale. Jenthe Biermans kan sikkert også køre en fin spurt, men noget topresultat kan han ikke levere.

Løbets joker er Tim Merlier, der stadig er relativt uprøvet i denne type finaler. Han er egentlig en ganske holdbar fyr på bakker, men vi har også i de seneste løb, senest i Tour de l’Eurometropole, i Lichtervelde og Kampioenschap van Vlaanderen, at formen ikke er helt oppe at ringe. I stedet kunne Corendon også satse på formstærke Dries de Bondt, der er lidt uprøvet, men i teorien kan køre godt i denne type finale. Formstærke Roy Jans er også hurtig, men han vil nok finde finalen lidt for hård til, at han kan vinde. Det er en god afslutning for danske Lasse Norman, men han synes desværre ikke at have den form, han havde i august i Danmark, og Jonas Rickaert har aldrig rigtigt fundet melodien i år.

Naturligvis skal Piet Allegaert også nævnes efter choksejren i lørdags, hvor han bekræftede, at han har en god spurt. Faktisk burde denne finale passe ham endnu bedre, men spørgsmålet er, om han er kraftfuld nok til at slå de bedste. Sport Vlaanderen kan formentlig også køre en fin spurt med Edward Planckaert og måske også med Thomas Sprengers, der dog gerne skal have en hårdere finale.

Cofidis har en ganske stærk kandidat i Dimitri Claeys, der efter en lang, svær periode, endelig har fundet benene, hvilket han viste med en súveræn sejr i søndags. Claeys har tidligere vundet en reduceret massespurt i Vallonien og er slet ikke en ringe afslutter til denne type finale. Holdet har også en stærk kandidat i Damien Touze, der senest i Toledo i Vueltaen viste, at han kan køre denne slags finale, og hans form er bestemt ikke ringe. Til gengæld synes Hugo Hofstetter at være ude af form, og han vil i forvejen finde finalen lidt hård. Heller ikke Bert van Lerberghe synes at have formen til at køre en spurt.

Ser man alene på resultaterne, burde Adrien Petit være en af favoritterne. Franskmanden er nemlig blevet nr. 2, 3, 8, 8 og 11 i dette løb, men det er længe siden. Hans to podieplacering stammer tilbage fra 2011 og 2012, og det virker ikke realistisk, at han længere kan være med helt i front. Formen synes dog at være udmærket. Bedre chance har måske Anthony Turgis, der er en god puncheur, og som efter en svær tid endelig har fundet form, som han viste med sin 2. plads i Ardennerne søndag. Direct Energie har også en formstærk Niki Terpstra , der nok på ren styrke kan køre i top 10, men skal han vinde skal han angribe. Pim Ligthart er ude af form efter en lang skadespause.

Arke kommer med den spændende crossrytter Clement Russo, der i maj i Spanien viste sin hurtighed, særligt i stigende finaler. Han har ikke vist forrygende form på det sidste, men han bliver interessant at følge. Holdet har også stærke Connor Swift, men han mangler nok den sidste hurtighed.

Vital Concept kommer med Jonas van Genechten, der elsker denne finale, hvor han tidligere er blevet nr. 4, 7, 7 og 9. Desværre er dette et af hans første løb efter en lang skadespause, og derfor virker det ikke realistisk at tro, at han kan være med helt i front. Holdets anden hurtige mand, Jeremy Lecroq, er stadig helt ude af form.

Roompot kommer med Maurits Lammertink, der jo egentlig er en god puncheur, men han er også en let fyr, der ikke præsterer på brosten. Derfor skal holdet nok først og fremmest køre offensivt med Lammertbj selv og måske Oscar Riesebeek. Stijn Steels overrasker af og til med sin spurtstyrke, men top 10 er ikke realistisk.

Endelig er der faktisk en meget spændende rytter på kontinentalsiden. Fabian Lienhard har i år gang på gang imponeret som puncheur med en 7. plads i Coppa Sabatini, to top 10 i Burgos og flotte spurter i Tour de Suisse. Han burde elske denne finale, og det skal blive meget interessant at se, hvor langt han kan komme her. BEAT har også den lovende Piotr Havik, der burde være typen, som kan gøre det godt her, samt Martijn Budding, der dog nok have foretrukket en lidt hårdere finale, selvom han faktisk har imponeret stort med sine spurter i år. Endelig skriger finalen også på Alexander Krieger, men selvom han egentlig har gjort det hæderligt i de seneste løb, har han grundlæggende haft en skidt sæson.

***** Arnaud Demare

**** Jasper Stuyven, Oliver Naesen

*** Yves Lampaert, Florian Senechal, Timo Roosen, Edward Theuns, Baptiste Planckaert

** Danny van Poppel, Tom van Asbroeck, Andrea Pasqualon, Timothy Dupont, Fabian Lienhard, Stan Dewulf, Jens Keukeleire, Nils Politt, Tim Merlier, Piet Allegaert, Dimitri Claeys, Damian Touze, Adrien Petit, Anthony Turgis, Julien Duval

* Niki Terpstra, Piotr Havik, Martijn Budding, Roy Jans, Jerome Baugnies, Aime de Gendt, Xandro Meurisse, Dries de Bondt, Jens Debusschere, Jonas van Genechten, Alexander Krieger, Hugo Hofstetter, Taco van der Hoorn, Maurits Lammertink, Petr Vakoc, Stefan Küng, Pieter Serry, Thomas Sprengers, Clement Russo, Lawrence Naesen, Mikkel Honoré, Krists Neilands, Quentin Jauregui, Alex Kirsch, Tom Devriendt, Jenthe Biermans, Victor Campenaerts, Silvan Dillier

Danskerne

Mikkel Honoré er til start for det brølstærke Deceuninck-hold og viste med sidste års 11. plads, at det er et løb, der passer ham. Forhåbentlig kan han få lov at køre offensivt. Det burde heller ikke være et ringe løb for Lasse Norman, men desværre synes han slet ikke at have formen.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Jasper de Buysts sejr fra 2017 og Arnaud Demares sejr fra 2016. Det er ikke lykkedes at finde en video af Danny van Poppels sejr fra 2018.