Løbets rolle og historie

Nationale mesterskaber er altid en sær størrelse. I visse lande stiller enkelte hold op med mere end 20 ryttere - bare tænk på hæren af FDJ-ryttere, der møder op til de franske mesterskaber - mens andre er helt uden holdkammerater. Samtidig er startfeltet ofte langt mindre end ved et almindeligt UCI-løb, og det giver anledning til en helt atypisk løbslogik. Trods de specielle forhold tilhører løbene den eksklusive gruppe, der giver ret til at bære en speciel trøje i et helt år, og det giver dem en helt særlig prestige.

De fleste europæiske lande har den luksus, at de kan afvikle deres mesterskaber bare én uge inden starten på Tour de France, hvilket selvsagt gør løbene yderst stærkt besatte, idet de fleste ryttere er tæt på topformen. Forholdene er helt anderledes for lande på andre kontinenter. Grundet den lange afstand og hensynet til akklimatisering og jetlag er det umuligt at bede rytterne drage tilbage til deres hjemlande så tæt på årets vigtigste begivenhed, og det tvinger dem til at afvikle deres nationale mesterskaber på andre tider af året. USA har traditionelt holdt deres mesterskaber i maj - for nogle år siden flyttedes de imidlertid til den velkendte placering sidst i juni - mens mange afrikanske lande samt Colombia er blandt nationerne, der afvikler deres begivenheder i februar.

Grundet den store tidsforskel har New Zealand og Australien de vanskeligste forhold, hvad angår muligheden for at finde et ideelt tidspunkt for deres mesterskaber, og de har intet andet valg end at kåre deres mestre i løbet af deres sommer. Placeringen i januar betyder naturligvis, at de fleste topryttere er langt fra deres højeste niveau, og mange stjerner vælger endda helt at droppe kampen om de eftertragtede trikoter. Michael Matthews ville således være en oplagt favorit i Australien, men han har tradition for at blive i Europa under den europæiske vinter og vender som vanligt ikke tilbage til sit hjemland. Ofte er det kun et fåtal af nationens stjerner, der deltager, og det er da også sigende, at den måske største af dem alle, Cadel Evans, kun deltog i de to sidste år af sin karriere, hvor han var i gang med at sige farvel.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Ikke desto mindre får løbene kolossal opmærksomhed. Siden midten af oktober har cykelfans fra hele verden tørstet efter at se de professionelle ryttere tilbage i aktion, og de nationale mesterskaber i Australien og New Zealand har altid starten på den nye sæson. Hvis løbene havde været holdt på ethvert andet tidspunkt af året, ville de knap blive bemærket, men nu fremstår de som store højdepunkter. Startfelterne er måske ikke så stærkt besatte, som løbene fortjener, men løbene stikker ud på et tidspunkt, hvor der ikke sker meget i den internationale cykelverden. I år bliver der endda ekstra opmærksomhed om Australien, da de newzealandske mesterskaber efter ønske fra rytterne er blevet rykket til februar, hvorfor hele cykelverdenens øjne i de kommende dage vil være rettet mod det største af kontinentets lande.

Samtidig er den australske sommerkalender vokset betydeligt i de senere år. Tour Down Under has siden 2008 været det første WorldTour-løb og efterfølges nu af UCI-løbene Cadel Evans Great Ocean Road Race - der endda opnåeede WorldTour-status forud for 2017-sæsonen - og Herald Sun Tour. Det har skabt en solid blok af løb på den sydlige halvkugle, der gør det værd for de lokale ryttere at gøre perioden til et reelt mål. Et stigende antal ryttere fra regionen planlægger således at starte sæsonen på bedst mulig vis, og derfor er løbene alle blevet hårdere og konkurrencen skarpere, efterhånden som flere begivenheder er blevet tilføjet.

Bay Cycling Classic, der er en serie på tre eller fire kriterier, har traditionelt givet rytterne en chance for at få benene i omdrejninger, men de nationale mesterskaber repræsenterer den første reelle styrkeprøve for de lokale ryttere, der satser på succes ved Tour Down Under. Mens australierne og newzealænderne har en ulempe i forberedelsen til Touren, hvor de i de sidste to uger forud for løbet ikke har mulighed for at få løbskilometer, er de blevet tilgodeset i perioden frem mod Tour Down Under, idet de har haft en mulighed for både at teste formen på en enkeltstart og i et linjeløb - en mulighed, deres europæiske konkurrenter ikke har haft. Da de samtidig har langt bedre træningsbetingelser i det varme australske sommervejr og ikke skal tage hensyn til jetlag, har de en klar fordel forud for åbningen på den fineste løbsserie. For få år siden kunne europæerne stille op ved de australske mesterskaber, men efter kritik fra de lokale ryttere er den mulighed nu blevet fjernet.

Australien tilbyder både enkeltstarter onsdag og torsdag og linjeløb i weekenden og uddeler endda også trøjer efter et nationalt gadeløbsmesterskab på fredag. Enkelte WorldTour-ryttere stiller til start i sidstnævnte begivenhed, men det er hovedsageligt en sag for de hjemligt baserede ryttere. De store enkeltstarter for herrer og damer, både ungdom og seniorer, køres onsdag, mens torsdagens er reserveres til diverse holdløb og enkeltstarter indenfor paracykling. Lørdag er helliget linjeløb i paracykling og for ungdomsryttere, mens linjeløbene for eliten hos begge køn runder festen af søndag.

Sidste år endte linjeløbet som en halvpinlig affære for storholdet Mitchelton-Scott, der fik sendt både Cameron Meyer og Luke Durbridge med i den kvartet, der afgjorde løbet. Durbridge faldt imidlertid fra undervejs, og til slut endte Meyer som nr. 3 i en tremandsspurt, der gav en højst overraskende sejr til Michael Freiberg foran vennen Chris Harper og Meyer. Freiberg vender tilbage for at forsvare titlen og er igen oppe mod både Harper, der gør debut for Jumbo-Visma, og Meyer, der ligesom Harper efter både en 2. og en 3. plads stadig jagter en første titel. 

Ruten

Efter et par år i den nærliggende by Ballarat blev linjeløbet i 2010 flyttet til Buninyoung, hvor det har fundet sted lige siden. Mens enkeltstartsruten er blevet ændret flere gange for at tilgodese forskellige ryttertyper, benyttede man i de første mange år den samme 10,2 km lange rundstrækning til hovedbegivenheden. I 2010, 2011 og 2012 tilbagelagde rytterne 16 omgange, men dynamikken ændredes i 2013, hvor feltet kørte en indledende flad strækning, inden de ramte omgangene. I de følgende fire år bestod løbet af 18 omgange på rundstrækningen, hvilket gav en samlet distance på 183,6 km.

Forud for 2018-løbet ændrede man en anelse på rundstrækningen, der nu er forlænget til 11,6 km ved at køre en ekstra lille sløjfe i det let faldende og flade terræn, der dominerer den anden halvdel. Samtidig er antallet af omgange reduceret til 16, så der i alt er 185,6 km på programmet. Det er altså tredje år, at man benytter denne modificerede ruter, der med færre passager af løbets nøglestigning er en anelse mindre kuperet end den gamle, ligesom der er 1400 m længere fra dennes top til målstregen, end der var på den gamle rute.

Rundstrækningen er temmelig simpel. Kort efter målstregen drejer rytterne til venstre for foden af den berømte Mt. Buninyoung-stigning, der bestiges fra vest og sydvest. Den er kun 3,1 km lang med en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,8, men bliver bare stejlere og stejlere med 2,6% over de første 1000 m, 5,5% over de næste 1000 m og 6,3% over de sidste 1100 m. På toppen, der nås med 8,5 km igen, drejer man mod nord, hvor det flader ud, inden en kort nedkørsel og et venstresving fører feltet ind på Yankee Flat Road, en 1200 m lang, relativt flad strækning.

Dernæst gælder det nedkørslen, der i den nye version er forlænget, byder på et par fladere stykker undervejs og en ny, mere teknisk del med adskillige sving, herunder en særlig kringlet del mod slutningen. Et 90-graders venstresving fører feltet mod syd ind på Geelong Road, hvorefter det gårad brede veje med bare nogle helt bløde kurver. Fra svinget resterer kun 2,6 km, inden feltet når målet, og terrænet er først ganske let stigende, inden det falder over de sidste 1500 m.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Ruten byder i alt på 2977 højdemeter.

Vejret

Hvis man har fulgt med i medierne de seneste uger, har man ikke kunnet undgå at blive bekymret for afviklingen af den australske sommersæson. Heldigvis afvikles de australske mesterskaber ikke i den varmeste del af landet, og de meget omtalte skovbrande er ikke et tema i området. Faktisk bliver der ikke meget at mærke til den frygtede australske hede overhovedet på en søndag, der ganske vist bil byde på en skyfri himmel og masser af sol, men bare en temperatur på beskedne 23 grader. Den relativt kraftige vind fra enkeltstarten vil fortsætte med en hård vind fra syd. Det giver side- og sidemedvind på Mt. Buninyoung og medvind på det efterfølgende stykke. På nedkørslen vil der hovedsageligt være sidevind, mens der til slut vil være direkte modvind efter svinget med 2,6 km igen.

Favoritterne

Ruten i Buninyoung er nu blevet benyttet adskillige gange til både elite- og U23-løbene, og det betyder, at alle ryttere ved, hvad de skal forvente på den kuperede rundstrækning. Historien viser, at Mt. Buninyoung traditionelt er for hård for de rene sprintere, og at de eksplosive puncheurs ofte har været i stand til at gøre en afgørende forskel på sidste omgang. Løbet er ofte blevet afgjort af en eksklusiv gruppe af favoritter, der har benyttet sidste passage af stigningen til at komme fri, og dermed er løbet skræddersyet til ardennerspecialister med en god spurt.

For et par år siden blev ruten som sagt modificeret en anelse, hvilket betyder, at stigningen skal passeres færre gange, og at der er en smule længere fra toppen til mål. På den anden side er nedkørslen blevet mere teknisk, og dermed er det vanskeligere for en større gruppe at organisere en jagt. Overordnet er der dog tale om en rute, der ikke har givet anledning til et løb, som afviger voldsomt fra det, vi tidligere har set.

Et nationalt mesterskab er en ganske særegen affære. Nogle hold har adskillige ryttere til start og kan i høj grad diktere forløbet, mens mange af favoritterne har meget lidt assistance og således ingen indflydelse har på taktikken. Det har ofte givet anledning til overraskende udfald, og hvis de toneangivende hold er tilfredse med sammensætningen af det tidlige udbrud, er det bestemt muligt for lykkeridderne at snyde favoritterne. Det skete i 2015, hvor Orica-GreenEDGE var uden deres vanlige favorit Simon Gerrans, der var skadesramt, og valgte en alternativ taktik. I stedet sendte de Caleb Ewan i angreb, og da forhåndsfavoritterne Cadel Evans og Richie Porte ikke kunne gøre forskellen på stigningen, holdt gruppen hjem. I sidste ende lykkedes det overraskende Heinrich Haussler at slå sprintertalentet i spurten. Det var et lignende scenarium i 2013, hvor Orica-GreenEDGE havde Luke Durbridge i det tidlige udbrud og med tilfredshed tillod temporytteren at køre sin egen chance. I 2016 var det Jack Bobridge, der med en imponerende solopræstation snød alle favoritterne efter en hel dag i angreb, og sidste år var det et tidligt udbrud med Michael Freiberg, Chris Harper, Cameron Meyer og Durbridge, der endte med at afgøre løbet.

Traditionelt har alle øjne været rettet mod GreenEDGE-mandskabet, der nu går under navnet Mitchelton-Scott, men deres taktik har ændret sig markant i de senere år. Efter Gerrans’ farvel har holdet været uden en sand specialist til denne type løb, også fordi de ofte er stillet med en relativt beskeden trup. Det har betydet, at de ikke har kunnet satse på, at en Gerrans-type har kunnet gøre arbejdet færdigt til sidst. Derfor er det slet ikke overraskende, at vi i de senere år har set en gentagelse af taktikken fra 2015, hvor de i Gerrans’ fravær netop valgte at køre mere offensivt og lade ryttere fra andet geled tage deres chance fra et udbrud. Det var naturligvis mest iøjnefaldende sidste år, hvor de altså var tilfredse med at lade Meyer og Durbridge gå efter titlen i en kvartet, hvor de på lidt pinlig vis endte som nr. 3 og 4, selvom de var oppe mod to kontinentalryttere.

Læs også

Uno-X afslører vilde WorldTour-planer

Den taktik kunne de meget vel finde på at benytte igen i år. Gerrans, Michael Matthews og Ewan er ikke længere en del af holdet, og i deres trup på otte ryttere er der ikke en superspecialist til denne type løb. Holdets eneste meget hurtige rytter er den unge Kaden Groves, og som nyprofessionel kan han ikke regne med, at holdet satser hele butikken på ham, slet ikke i en finale, der formentlig vil være for hård, hvis han skal følge klatrerne på sidste omgang. Det fører til, at løbets stærkeste hold formentlig vil angribe i højre og venstre, indtil der etableres et formentlig ret stort udbrud, hvor de er i en overtalssituation, som de kan være tilfredse med.

Sker det, er det svært at se, at der kan skabes samling. De eneste hold med en vis styrke er udover favorithold Pro Racing Sunshine Coast med 5 ryttere - herunder den forsvarende mester Freiberg - GOM-Stulz med 10 små navne, Oliver’ Real Food Racing med 5 mand og særligt det ganske stærke Team BridgeLane med 10 mand. Derudover stiller Sunweb med tre mand som det eneste store hold med en vis volumen, men det er trods alt for få til at kunne kontrollere et løb på knap 200 km. Alle de øvrige store navne er helt på egen hånd, og samtidig bliver det hele endnu mere kompliceret af, at Australiens seks vel nok største navne, Ewan, Matthews (der ellers ville elske denne rute), Simon Clarke, Rohan Dennis, Richie Porte og Jack Haig, alle skipper løbet.

Det gør løbet helt åbent og til lidt af et lotteri. I forvejen er det ikke noget tilfælde, at vi skal helt tilbage til Gerrans’ sidste sejr i 2014 for at finde en favoritsejr. De seneste mestre, Haussler, Bobridge, Miles Scotson, Alex Edmondson og især Freiberg, var alle yderst overraskende sejrherrer, og det er meget sandsynligt, at vi ser noget lignende i år, hvor Mitchelton-Scott altså formentlig ikke vil kontrollere løbet, når de har fået etableret et tilfredsstillende udbrud tidligt i løbet. Det tvinger også ensomme folk som Jay McCarthy, Chris Harper og Nathan Haas til at være på vagt i den indledende fase, for misser de først den rigtige gruppe, kan løbet meget vel være kørt - også selvom finalen er skræddersyet til McCarthy og Haas, der begge tidligere har været på podiet og altid er i form på denne tid af året.

Hvem kan så ramme et sådant udbrud? It’s anyone’s guess - især fordi vi ikke har skyggen af fornemmelse af formen hos hovedparten af rytterne, da de eneste opvarmningsløb har været Bay Classic-gadeløbene i sidste uge samt onsdagens enkeltstart og fredagens gadeløb. Det eneste, man kan være nogenlunde sikker på, er, at Mitchelton-Scott vil være med i finalen, men det betyder ikke nødvendigvis, at det vil være med en rytter, der kan gøre det færdigt - en mission, der mislykkedes for Meyer og Durbridge for 12 måneder siden.

Derfor har det også lidt karakter af gætværk og mavefornemmelse, når vi peger på favoritter, men det er nærliggende at tro, at Mitchelton-Scott vil bringe sig i en situation, hvorfra de i hvert fald har en rimelig chance. Vi vover pelsen og peger på, at Nick Schultz har en rimelig chance for at blive et kort, som det australske storhold vil satse på, og han er derfor vores vinderbud. Schultz er utvivlsomt en af holdets bedste klatrere, men han fik kun sjældent mulighed for at vise det i sit første år hos holdet. I 2018 blev han imidlertid som Caja Rural-rytter nr. 3 i det stærkt besatte og knaldhårde GP Miguel Indurain som højdepunktet i en sæson, hvor han viste både klatreevner, punch og hurtighed. Sidstnævnte egenskab, der kan være meget vigtig i dette løb, kom også til udtryk med 4. pladsen i en stigende massespurt på 2. etape af Tour of the Alps i 2017, og dermed er han en rytter, holdets ledelse vil være helt tryg ved at have med i en afgørende gruppe, hvor han med stor sandsynlighed også vil være manden, der satses på.

Spørgsmålet er naturligvis, om han er i form. Det ved vi ikke, men i 2019 var han det i hvert fald. Her lagde han nemlig stærkt ud ved at vinde kongeetapen i Herald Sun Tour, hvor han endte som en samlet nr. 2, og at blive nr. 3 i Coppi e Bartali, hans tredje løb på europæisk grund. Sejren i Herald Sun Tour var et eksempel på, hvordan han også skal vinde dette løb, da han her blev spillet tidligt ud, og efterfølgende fik lov at tage sin chance i et taktisk spil, hvor Trek og EF ikke kunne kontrollere løbet. Har han samme form denne gang, vil han ikke blive let at slå, hvis han havner i en situation, hvor han kan spille sine egne kort. Lykkes det for ham at få den mulighed, vil han være et godt bud på en ny australsk mester, og derfor er han vores favorit.

Det er også umuligt ikke at pege på Cameron Meyer. Efter en. 2. plads i 2016 og den lidt pinlige 3. plads i 2019 jagter Meyer endelig den forløsende titel, hans lillebror tog i 2010, men som han ikke selv har opnået. Han er naturligvis slet ikke den rytter, der tidligere kørte i top 10 i Tour de Suisse og var en lovende etapeløbsrytter, men han viste med sidste års 3. plads og etapesejren i Tour of Britain i 2018, at han stadig har evnerne til at køre offensivt i terræn som dette. Det er præcis den egenskab, der skal bringe ham i samme situation som sidste år, og da hans banebaggrund har givet ham en hæderlig spurt, burde han modsat sidste år også kunne gøre det færdigt. Han klatrer stadig hæderligt og passer således fint til ruten, men vigtigst af alt må han også være i form. Hans hovedmål er nemlig OL på banen, og i december viste han ved World Cup-løbet i Australien, at han kørte stærkt. Det gør han formentlig også med en god måned til VM i Berlin, og derfor kunne han sagtens tage den titel, han akkurat gik glip af sidste år.

Vi er også nødt til at pege på Lucas Hamilton. Enhver, der så den australske guldfugl klatre i bjergene i Baskerlandet og Giroen sidste forår vil vide, at vi her taler om et af sportens store talenter. Faktisk var det i Tour Down Under, hvor han var nøglen bag Daryl Impeys samlede sejr med en fabelagtig præstation på kongeetapen, at han for alvor brød igennem i de professionelles rækker. Senere tog han i marts den samlede sejr i Coppi e Bartali, og dermed viste han til fulde, at han mestrer kunsten at køre stærkt fra sæsonstart. Hans problem er, at han ikke er specielt hurtig, og derfor er ruten en anelse for let for ham. Vi vil til gengæld ikke blive overraskede, hvis han er feltets allerbedste på Mt. Buninyoung, og havner han først i den rette gruppe, skal de andre stå tidligt op for at følge med, når han åbner for gassen. Vindretningen har altid været afgørende for sværhedsgraden af stigningen, og en generel side- og sidemedvind vil gøre det muligt for feltets formentlig bedste klatrer at tage en solosejr.

Det er også svært ikke at pege på Luke Durbridge. Australieren vinder stort set aldrig linjeløb, men for syv år siden blev han australsk mester i Buninyoung, da Mitchelton-Scott gav ham chancen for at gøre det færdigt fra et langt udbrud. Det er meget tænkeligt, at han igen vil blive spillet offensivt ud, som han også gjorde det sidste år, inden han løb tør for kræfter. Han har for vane at køre stærkt på denne tid, hvor enkeltstarten altid er et stort mål, og han har endda varmet op i Bay Cycling Classic i den forgangne uge. Heller ikke han er nogen supersprinter, men til gengæld vil han formentlig være en af de stærkeste i en gruppe, der måtte komme fri for at afgøre det imellem sig. Han klatrer slet ikke dårligt, og det kan derfor langt fra udelukkes, at han vil kunne lave et solonummer i stil med det, han gennemførte i 2013.

Læs også

Sprinterkomet får plads på Tour de France-holdet efter styrt: En barndomsdrøm

Når vi er i gang med de stærke Mitchelton-Scott-rytter, må Damien Howson også være en kandidat. Den tidligere U23-verdensmester i enkeltstart har ofte kørt Tour Down Under, og selvom han sjældent har været flyvende i det løb, har han altid været så god, at han har kunnet gøre det godt i Herald Sun Tour, som han vandt i 2017. Det vil han formentlig også være denne gang, og også han er en af de ubetinget bedste klatrere i løbet. Hans problem er fraværet af punch og en alt andet end overbevisende spurt, men til gengæld burde han have motoren til at iværksætte et soloridt. Med tanke på, at Mitchelton-Scott skal køre offensivt, vil han være en af de ryttere, holdet gerne giver chancen for et udbrud, og her vil han med en gunstig vindretning på stigningen forhåbentlig kunne køre fra rivalerne.

Ser man ud over Mitchelton-Scott-holdet, er det nærliggende at pege på Sunweb, der er det eneste andet professionelle hold med mere end ét kort at spille. Det giver dem nogle taktiske muligheder, som giver dem større chancer end de øvrige WorldTour-ryttere, og samtidig kan de glæde sig over, at alle deres tre ryttere hører til blandt feltets bedste klatrere. Derfor vil de fra en gruppe være blandt de stærkeste, men til gengæld er ingen af dem specielt hurtige. Bedst chance har Chris Hamilton¸ der sidste år kørte som lyn og torden i Tour Down Under, hvor han blandt andet på Corkscrew-stigningen var meget tæt på at kunne følge Michael Woods, Wout Poels, George Bennett og Richie Porte. Har han samme form i år - og hans indsats i Tour de Pologne tyder på et generelt niveauspring - vil han være blandt de stærkeste på stigninger. Netop i Polen viste han også, at han har en hæderlig afslutning, og kombinationen af form og hurtighed gør ham til Sunwebs mest værdifulde kort.

I Polen udgjorde han en stærk duo med Jai Hindley , der præcis som Hamilton efter en svær start endelig i 2019 begyndte at vise lidt af sit potentiale. Det var primært med den samlede 2. plads i Polen, at han imponerede, men han har endnu ikke sat verden i brand i den australske sommer. Alligevel blev han nr. 10 i dette løb og nr. 18 i Tour Down Under i 2019, og har han samme formniveau bør den ét år ældre Hindley være endnu bedre denne gang. Han er lidt langsommere end Hamilton og får sværere ved at gøre det færdigt på denne lidt for lette rute, men spiller Sunweb deres tre klatrekort godt, kan det sagtens ende med, at Hindley ender med at køre om sejren.

Mens Hamilton og Hindley formentlig ender med at gøre det fornuftigt, kan man lige så godt slå med en terning, hvis man skal vurdere, hvordan Sunwebs sidste rytter, Robert Power, vil begå sig. Det tidligere stortalent, der fik sin karriere sat slemt tilbage af en knoglemarvssygdom, er aldrig blevet den ønskede eller ventede rytter, men når han rammer sine dage, er han flyvende. Det skete sjældent i 2019, indtil han ud af det blå pludselig kørte en fremragende sidste bjergetape i Vueltaen for siden blot igen at være usynlig i de italienske klassikere. Han har været helt usynlig i den australske sommer i både 2018 og 2019, og da ruten samtidig heller ikke passer den ikke specielt hurtige Power specielt godt, kan han sagtens ende med at være helt usynlig. Til gengæld vil han også være en af de bedste på stigningen, hvis han rammer en af sine store dage.

Den rytter, der har været sværest at vurdere, er Mitchelton-Scotts unge sprinter Kaden Groves. Han er ubetinget en af feltets absolut hurtigste, og en 8. plads ved U23-rytternes Liege-Bastogne-Liege fortæller alt om, at han heller ikke er en ringe klatrer. Der er imidlertid et stykke vej, inden han kan køre finale på så hård en rute hos de professionelle, og eksempelvis den ligeledes holdbare Caleb Ewan har trods en enkelt sølvmedalje altid fundet dette løb for vanskeligt, specielt når der ikke har været modvind på stigningen. Samtidig er Groves fortsat så langt nede i hierarkiet, at han sagtens kan ende med at skulle spille en støtterolle, og man vil næppe se hele holdet fragte ham frem til finalen med henblik på en spurtsejr i en lille gruppe. Omvendt vandt Ewan netop sin sølvmedalje ved at gå med i det tidlige udbrud, og den model kunne Groves måske kopiere. Fornem kørsel i Bay Cycling Classic med en sejr undervejs viste i hvert fald, at formen ikke er ringe. Holdets to sidste ryttere, Michael Hepburn og Callum Scotson¸ er begge lidt for tunge til denne rute, og selvom man aldrig kan udelukke noget i et løb, hvor angreb er dagens orden, vil det være en overraskelse, hvis det er netop de to, der ender med titlen for løbets store favorithold.

Havde det alene handlet om evner til at vinde på en rute som denne, havde Jay McCarthy og Nathan Haas utvivlsomt været de to indlysende favoritter. Begge har imidlertid det problem, at de kommer til løbet helt uden holdkammerater. Det vil være en gigantisk hæmsko i et løb, hvor det er meget svært at se, hvem der skal kontrollere løbet, og skulle de lykkes med at ramme det rette udbrud, vil Mitchelton-Scott aldrig være tilfredse med at slæbe de to lynhurtige og klatrestærke puncheurs med sig til stregen. Derfor bliver det i den grad op ad bakke, hvis de to ensomme ulve skal ende i en position, hvor de kan køre om titlen. De er begge i den helt samme situation i den forstand, at de kommer til løbet efter et helt forfærdeligt 2019, hvor de nærmest intet leverede, og hvor de begge tillige faldt helt igennem i de australske løb. Her har de ellers begge for vane at være blandt de allerstærkeste, begge med podiepladser i dette løb og top 4-placeringer i Tour Down Under. Er de på samme niveau i år, vil de måske være løbets to stærkeste ryttere, men det ændrer ikke på, at der skal en god portion held og snilde til, hvis det skal omsættes til sejre, når de begge føler sig mere alene i verden end den berømte Palle fra børnebøgerne. Skal man komme med et forsigtigt bud, må det antages, at McCarthy har den bedste chance, da han befandt sig på et betydeligt højere niveau end Haas i den netop overståede sæson og generelt er en anelse - men kun en anelse - mere pålidelig.

De sidste to WorldTour-ryttere i feltet er Chris Harper og Dylan Sunderland¸ der er i gang med deres første løb for hhv. Jumbo-Visma og NTT. Ligesom Haas og McCarthy er de helt alene i verden, og deres chancer er derfor ikke specielt gode. Selvom de begge kører til blandt de mest lovende klatrere, mangler de nemlig begge det punch og den spurtstyrke, der gør dem særligt velegnede til denne rute. På den anden side skal man ikke helt udelukke dem. Havner de i den rette gruppe, vil de utvivlsomt være blandt de bedste på stigningen, som vi så det med Harper i 2018, hvor det kun var Freiberg, som snød ham for guldet. På den anden side vil Jumbo- og NTT-trøjerne i hvert fald ikke gøre livet lettere, og de vil formentlig være betydeligt mere overvågede, end de var det sidste år. Med lidt held kan det stadig lade sig gøre, men den ligger ingenlunde på den flade for de to klatretalenter. Det samme gælder for Wantys Alexander Evans og Freddy Ovett fra Israel Start-Up Nations udviklingshold. Begge er dygtige og klatrestærke typer, der imidlertid ikke helt har Harpers og Sunderlands klasse, og da de samtidig er alene i verden, vil også de skulle spille deres kort med den rette portion held, hvis det skal blive til en gul-grøn-mesterskabstrøje.

Sidste år endte titlen med at gå til en kontinentalrytter, og selvom en gentagelse er usandsynlig, kan en gentagelse ikke udelukkes. Bedste bud på en overraskelse er nok Marcus Culey, der kommer til løbet efter en knusende overlegen i det malaysiske Tour of Selangor i ugen op til jul, hvor han vandt fire ud af fem etaper. Selvom modstanden var af begrænset kvalitet, vidner det i hvert fald om en slags form, der vil kunne bringe ham langt i dette løb, hvor han skal gøre forskellen på stigningen. Hans problem er en manglende hurtighed, og at også han er uden holdkammerater. Til gengæld er han ikke så overvåget som WorldTour-rytterne, og det giver ham betydeligt bedre chancer.

En anden rytter med stærke asiatiske resultater i 2019 er Angus Lyons , men vi har stadig til gode at se, om han har samme form som i sommeren, hvor han blev nr. 2 i Indonesien og nr. 3 i Filippinerne Rundt. Til gengæld har han fire holdkammerater hos sig, og selvom deres kvalitet ikke er i den fineste klasse, giver det ham muligheder, andre ikke har. I helt samme båd finder vi Sam Crome, der i 2019 blev nr. 2, 5, 6, og 7 i store asiatiske etapeløb, herunder nr. 6 i Tour of Japan og nr. 7 i Tour de Langkawi, hvor konkurrencen er ganske fin. Sammen med den ligeledes klatrestærke Robbie Hucker, der i et ellers svært 2019 stadig vandt det indonesiske Tour de Banyuwangi Ijen udgør han en farlig Ukyo-duo, der vil kunne sætte gang i den på stigningen. Sidste rytter af denne klatrestærke type er Drew Morey , der blev nr. 7 i Indonesien Rundt, men han er både alene og ikke helt på samme niveau som de ovennævnte.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Team BridgeLane er med sine 10 ryttere et af de hold, der kan diktere løbets gang, og de vil nok særlig satse på mountainbikerytteren Scott Bowden. Han har i de senere år intensiveret sin landevejskørsel og kørte i 2019 en fuld sæson på asfalten. Det blev til pæne, men ikke prangende resultater, og en 6. plads på vejen omkring Buninyoung viser, at hans klatreevner kan føre ham et stykke på denne rute, især hvis han nærmer sig den form, der gav en 12. plads i det stærkt besatte Tour of Utah. Holdet har også Benjamin Hill, der er tilbage i hjemlandet efter et europæisk eventyr, men han fik ikke vist meget i 2019. Mere opmærksomhed vil nok samles om den regerende U23-mester Nicolas White, der er en ganske hurtig herre med Tour Down Under-deltagelse i horisonten, og en 14. plads i sidste års Herald Sun Tour viser, at han faktisk burde passe fint til denne rute. Den tidligere Wiggins-rytter Samuel Jenner blev nr. 11 i samme løb og er helt sikkert også et af holdets bedre kort, ligesom man vel heller ikke helt kan udelukke Ayden Toovey , der vandt en etape i Tour of Japan i den seneste sæson, eller måske den halvhurtige Tristan Ward .

Naturligvis skal den forsvarende vinder, Michael Freiberg, også nævnes. Desværre viste han ikke meget i den fine trøje i 2019, og en gentagelse virker ikke umiddelbart sandsynlig. Hans fordel er en vis spurtstyrke og power på flad vej, men sol, måne og stjerner skal stå rugtugt, hvis den lidt tunge Freiberg atter skal havne i en position, hvor han kan vinde løbet, også selvom han har fire holdkammerater hos sig. De kan hver især heller ikke udelukkes, da de alle hører til blandt de bedre kontinentalryttere. Michael Potter vandt Tour of Tochigi i 2018, Ryan Thomas kørte pæne løb i Europa sidste sommer, og Alistair Donohoe blev nr. 15 i Herald Sun Tour, mens løbet nok er for hårdt for den tidligere Hagens Berman-sprinter Michael Rice, der ellers har masser af erfaring fra store løb.

Andre solide ryttere i feltet er Michael Vine, der blev nr. 3 i New Zealand Cycle Classic i 2019, Timothy Cameron, der har kørt hæderlige asiatiske etapeløb, Liam White , der var tæt på sidste år at vinde en etape i Herald Sun Tour, Samuel Volkers, der flere gange har været tæt på UCI-sejre i de seneste år, Lionel Mawditt, der er blevet nr. 3 i det amerikanske Joe Martin Stage Race og nr. 11 i Herald Sun Tour, klassikerrytteren Cyros Monk, hurtige Cameron Ivory og Nick Aitken, der sidste år blev nr. 6 i New Zealand Cycle Classic. Og slutte ligt skal man ikke udelukke veteranen Mark O’Brien, der ikke længere kører UCI-løb, men som ikke desto mindre stadig var god nok til at gå i top 10 for et år siden.

Endelig er der et par større navne, der skal nævnes. Det gælder særligt den tidligere WorldTour-sprinter Steele von Hoff, der som holdbar sprinter passer udmærket til ruten, men som gør comeback efter et helt års cykelpension og derfor næppe er god nok. Sprinteren Brenton Jones har professionel erfaring fra Europa, men denne rute bør være alt for hård for ham. Det samme bør være tilfældet for sprinteren og banerytteren Sam Welsford, der ellers viste fin form i Bay Cycling Classic, og som skal køre Tour Down Under. Sidst er der mountainbikerytteren Daniel McConnell, der stadig er en af verdens bedste i sin egen disciplin, og som for næsten 15 år siden leverede fornemme resultater på landevejen. Han har imidlertid ikke kørt et UCI-løb på asfalt siden 2015, hvor han blev en flot nr. 26 i Tour Down Under, og derfor skal man nok ikke forvente et mirakel.

BEMÆRK: Startlisten er fortsat foreløbig, og der kan meget vel komme flere ændringer.

***** Nick Schultz

**** Cameron Meyer, Lucas Hamilton

*** Luke Durbridge, Damien Howson, Chris Hamilton, Jai Hindley, Robert Power

** Kaden Groves, Jay McCarthy, Nathan Haas, Chris Harper, Marcus Culey, Angus Lyons, Sam Crome, Drew Morey, Scott Bowden, Robbie Hucker, Nicolas White

* Dylan Sunderland, Freddy Ovett, Michael Hepburn, Callum Scotson, Benjamin Hill, Michael Freiberg, Michael Vine, Ayden Toovey, Timothy Cameron, Michael Potter, Ryan Thomas, Samuel Jenner, Alistair Donohoe, Lionel Mawditt, Mark O’Brien, Michael Rice, Steele von Hoff

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Michael Freibergs sejr fra 2019, Alexander Edmondsons sejr fra 2018 og Miles Scotsons sejr fra 2017.