SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

Løbets rolle og historie

Vuelta a Espana-favoritterne kan typisk inddeles i to grupper. Den første består af ryttere, der kommer fra Tour de France. For de ryttere handler ugerne mellem de to grand tours udelukkende om restitution, og bortset fra en eventuel deltagelse i Clasica San Sebastian afholder de sig typisk helt fra at køre løb i første del af august. For de øvrige aspiranter er disse uger imidlertid helt afgørende i forberedelsen, da det er nu de sidste afgørende løbskilometer skal i banken efter den hårde træningsperiode i juli.

Enhver grand tour kan mønstre en stribe etapeløb, der tjener som opvarmning til det tre uger lange løb. Tour de Romandie, Tour of the Alps og Tour of Turkey er kendt som de bedste steder at forberede sig til Giroen, mens Criterium du Dauphiné, Tour de Suisse, Route d’Occitanie, ZLM Toer og Tour de Slovenie giver en hel stribe muligheder inden Touren. Det forholder sig ikke anderledes med Vueltaen, hvis traditionelle opvarmningsløb har været Vuelta a Burgos. I de senere år har Tour de Pologne i høj grad vundet kampen med det traditionsrige spanske løb, men der er faktisk også en række andre alternativer til løbene i Burgos og Polen.

Læs også

Norsgaard på vej til storhold?

Benelux Tour (tidligere BinckBank Tour) og Tour de l’Ain har i flere år udgjort alternativer, og Czech Cycling Tour (fra i år Szaka Tour) er en relativt ny tilføjelse til en kalender, der bliver mere og mere intensiv, ligesom flere også har brugt Tour of Utah på den anden side af Atlanten. Det samme er Arctic Race of Norway, der på bare få år for alvor har været i stand til at etablere sig som en alvorlig konkurrent. For efterhånden mange år siden talte ASO om deres ønske om at arrangere et cykelløb længere mod nord end nogensinde tidligere som led i den konstante udvidelse af deres liste over store UCI-løb. Med det store cykelboom i Norge som bagtæppe var interessen fra de lokale myndigheder ikke mindre, og de to parter fandt sammen om at arrangere den første udgave af Arctic Race of Norway i 2013. Den lokale helt Thor Hushovd vandt samlet i sin karrieres efterår, og siden da har løbet etableret sig som en vigtig del af augustkalenderen.

Arctic Race of Norway er et af mange norske løb, der er blevet etableret i de senere år. Landet har altid haft flere mindre endagsløb og mange kontinentalhold, men med Thor Hushovds store succes har cykling fået kolossal popularitet i landet, hvilket har skabt et regulært cykelboom. Han gav stafetten videre til Edvald Boasson Hagen, Alexander Kristoff og Lars Petter Nordhaug, og senere er også Sondre Holst Enger, Odd Christian Eiking, Sven Erik Bystrøm, Amund Grøndahl Jansen, Kristoffer Halvorsen, Carl Fredrik Hagen, Tobias Foss og Andreas Leknessund dukket op. Den offentlige interesse har nået nye højder, og cykling er nu en af de mest populære sportsgrene i landet. Som et resultat er løbskalenderen blevet kraftigt udvidet. Tour of Norway var det første løb på højt niveau, og siden er både Arctic Race og Norway og Tour des Fjords samt en afdeling af Hammer Series blevet tilføjet, inden Tour of Norway og Tour des Fjords forud for 2019-sæsonen fusionerede. Dermed er vores naboer mod nord nu et af de få lande, der kan præsentere hele flere store begivenheder - i 2018 endda fire - i verdensklasse.

Hvad der virkelig skiller Arctic Race of Norway ud fra de to andre løb, er ASOs engagement. Niveauet af professionalisme hos Tour-arrangørerne er enormt, og det har gjort løbet enormt populært straks fra start. Efter en første udgave, der var domineret af de lokale helte og lagt til rette for sprintere, er feltet blevet stærkere og mere og mere internationalt. Samtidig er ruten blevet mere kuperet og har været lagt an på puncheurs og klatrere.

I 2016 betød de mange kalenderændringer pga. OL, at konkurrencen om holdenes gunst var knap så stor, og det førte til, at løbet kunne tiltrække hele 11 af de 18 WorldTour-hold. Nu er konkurrencen skarpere, og det havde allerede i 2017 en negativ effekt på startlisten. Alligevel kunne man præsentere fem WorldTour-hold, hvilket var mere end de alle de øvrige etapeløb uden for WorldTouren, der afvikledes i denne periode. I 2018 og 2019 røg man desværre ned på fire mandskaber - et udtryk for en konkurrence, der kun er blevet skærpet af, at EM blev afviklet i samme periode.

Efter aflysningen i 2020 ser det bedre ud i år. OL har betydet, at Tour de Pologne er blevet rykket, og at kalenderen i starten af august har været mindre intens. Det har boostet feltet til det norske løb, der med syv WorldTour-hold har det bedste felt siden seneste OL-år. Ikke overraskende har man igen kunnet tiltrække gode klassikerryttere og sprintere, der som altid finder masser af terræn at boltre sig i. Løbet kan også fremvise hele 10 prokontinentalhold, men der er også plads til et af de norske kontinentalhold, der altid har gjort det godt og har løbet som det store mål i anden del af sæsonen, samt et norsk landshold med tre af nationens WorldTour-stjerner.

Det andet væsentlige kendetegn ved løbet er geografien. Aldrig tidligere har man afviklet et løb så tæt på Nordpolen, og i 2017 afvikledes alle fire etaper for første gang nord for Polarcirklen. Terrænet og naturen i området er bjergtagende, og et af formålene med løbet er at promovere landet som turistdestination. Mange ryttere har også været tiltrukket af muligheden for at køre i en helt unik del af verden.

Løbet har som sagt ændret natur siden den første udgave, der var for stærke sprintere. I årene 2014, 2015, 2016, 2017 og 2019 havde man ganske vist stadig sine sprinteretaper, men løbet inkluderede nu også en rigtig bjergafslutning. Det gjorde det umuligt for sprinterne at gå efter sejren, og løbet blev i stedet vundet af hhv. Steven Kruijswijk, Rein Taaramae, Gianni Moscon, Dylan Teuns og Alexey Lutsenko. De øvrige etaper har som regel været skabt til hurtige afsluttere, men da der ikke er meget fladt terræn i Nordnorge, er det heller ikke et oplagt løb for en ren sprinter. I stedet har det været en plads for den lokale helt Alexander Kristoff at boltre sig i. I 2018 brødt man trenden, undgik helt de længere stigninger og skabte et løb for puncheurs, men til gengæld var løbet også det mindst sprintervenlige af dem alle.

Ved den seneste udgave i 2019 var løbet til gengæld vanskeligere end måske nogensinde, da kongeetapen sluttede på Norges Mount Ventoux, den brutal Storheia-stigning. Her vandt lokale Odd Christian Eiking, men da han havde sovet i timen på en vild 1. etape, var det Warren Barguil, der overtog førertrøjen. I et vildt drama på sidste etape lykkedes det imidlertid for Alexey Lutsenko at sikre sig de bonussekunder, der gav ham sejren med bare 1 sekund ned til en skuffet Barguil og 19 sekunder ned til Krists Neilands. Astana og Lutsenko deltager ikke i år, og Neilands kører i stedet i Burgos, men Barguil er til gengæld tilbage i år i en helt sikkert meget revanchelysten udgave.

Ruten

Som sagt har Arctic Race of Norway ændret sig fra i det første år at være for sprintere til nu at være for mere hårdføre klatrere og ardennertyper. Nordnorge byder ganske vist ikke på mange meget svære stigninger, men der er et fint miks af lange, jævne opkørsler, der ikke er specielt stejle, og små, eksplosive bakker, der kræver et godt punch. Det giver mulighed for at sammensætte nye ruter fra år til år, og der har både været passende genbrug og nye finaler fra år til år. Typisk har der været tale om en afslutning på en længere stigning, to etaper med kuperede finaler og en mere klassisk sprinteretape.

Læs også

Agent sammenligner Philipsens tilbud: Så stor er chancen for et skifte

I 2018 veg man lidt væk fra den model ved at designe en rute uden lange stigninger, men med hele tre puncheurfinaler, der mere afspejler den form for terræn, som det meste af løbet udgøres af. Allerede i 2019 vendte man dog tilbage til det nyere format, endda med den hidtil vanskeligste finale på Norges Mount Ventoux, Storheia, og samme model bruges i år. Således er der igen en kongeetape med mål på en stigning, en sprinteretape og to etaper med rundstrækninger, hvor sene bakker kan bruges til angreb.

Som så ofte før er det en sådan, der indleder festen, når man på åbningsdagen for tredje gang besøger Tromsø. Her genbruges finalen fra 2015, hvor det lykkedes fire mand at køre væk på en stejl bakke lige inden mål, og dermed får eksplosive puncheurs med det samme chancen for at slå til på en etape, der heller ikke synes umulig for stærke sprintere som 2015-vinderen Alexander Kristoff. Som så ofte før falder den rigtige sprinteretape på andendagen, hvor løbet for første gang besøger Finland, og selvom nogle små bakker til sidst kan skabe lidt udskilning, synes det kun at være vinden, der kan forhindre en massespurt.

Som altid kommer kongeetapen om lørdagen, og her bydes der på en af de sværere af slagsen. Nok skal man ikke op ad Storheia, men i stedet besøger man for anden gang Målselv, hvor Ben Hermans kørte fra alt og alle i 2015. På den relativt korte og stejle stigning vil løbets ardennertyper og klatrere udkæmpe et slag, der meget vel kan blive helt afgørende for den samlede sejr. Arrangørerne sørger dog altid for at slutte løbet med en 4. etape, der inkluderer en rundstrækning med en bakke i finalen, og det gør de også i år, hvor der for tredje gang skal sluttes i Harstad. Her synes bakken dog at være en anelse for let, og meget lægger op til et opgør mellem de stærke sprintere og puncheurs i en stigende spurt som i 2013 og 2015, men som vi så i 2019 kan meget alligevel forandres af bonussekunder i et løb, der meget ofte afgøres på små marginaler.

1. etape

Arctic Race of Norway var i de første år nærmest en foræring til de stærke sprintere, der kunne overleve en del højdemeter og spurte efter en vanskelig dag, men i de senere år har der været længere mellem mulighederne for den ryttertype. I år håber de at få chancen fra start, hvor der lægges ud med et besøg på en rundstrækning i Tromsø, der byder på en lille bakke og en flad afslutning. Samme finale blev benyttet for syv år siden og gav sejr til Alexander Kristoff foran Thor Hushovd i en herlig duel mellem de norske supersprintere, og det vidner om, at de hårdføre sprintere kan drømme om succes, men finalen er også svær nok til, at eksplosive puncheurs kan drømme om at komme til fadet.

Med en distance på bare 142,4 km er der tale om en kort etape, der både har start og mål i Tromsø. Første del af etapen består af en tur hele vejen rundt langs en stor del af kysten af øen Kvaløya, der er nabo til Tromsøya, hvor værtsbyen ligger. Fra starten i byens nordlige udkant kører man således mod nordvest over broen mellem de to øer, inden man følger Kvaløyas flade kyst mod sydøst og syd ned til den første spurt, der kommer efter 16,7 km. Herfra fortsætter man ad den helt flade kystvej mod syd, sydvest og nordvest, inden man kortvarigt skærer ind gennem landet mod nordvest via en bakke. Herefter rammer man igen den flade kystvej, der følges mod nordøst.

For at komme tilbage til Tromsøya skal man imidlertid skære ind gennem øen, og derfor fortsætter man nu mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Kattfjordeidet Summit (3,8 km, 3,6%), der er en jævn stigning uden stejle procenter og med top efter 90,1 km. Efter et kort plateau falder det mod nordøst tilbage til kysten, hvorefter det går af den flade kystvej mod nordøst, inden man kører mod sydøst over broen tilbage til Tromsøya. Her går det mod syd ned langs kysten, inden man kører mod sydøst ind mod byens centrum via kategori 2-stigningen Prestvannet Summit (1,2 km, 7,5), der har top efter 113,7 km. Efter nedkørslen rammer man efter 114,7 km den afsluttende rundstrækning, hvor man kører de sidste 2 flade kilometer, inden man efter 116,7 km krydser stregen i forbindelse med den anden spurt.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 8,6 km lange rundstrækning. Den er meget enkel, idet man følger den helt flade kystvej mod først sydvest og siden nordvest, inden man drejer mod øst for at skære ind gennem øen. Det sker via kategori 2-stigningen Holtevegen Summit (1,2 km, 8,1%), der er en helt jævn stigning med top bare 2,5 km fra stregen. De går via en snoet nedkørsel mod øst ned til kysten, som man rammer præcis ved den røde flamme, hvorefter det er helt fladt. Her venter skarpe sving med 1000, 800 0g 500 m igen, inden man rammer den 500 m lange opløbsstrækning. Der en sidste spurt ved næstsidste passage af stregen efter 133,8 km.

Etapen byder på i alt 1730 højdemeter.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vi kender finalen fra besøget i 2014, hvor Alexander Kristoff, Sam Bennett og Oscar Gatto kørte væk på bakken, men blev hentet af Thor Hushovd, hvorefter de spurtede om sejren. Det vidner om, at det er en stigning, hvor der kan gøres forskelle, og den er tilstrækkeligt stejl til, at en god puncheur kan køre væk. Kristoffs sejr viser dog også, at holdbare sprintere kan være med, og dermed venter en etape i stil med det, vi kender det norske løb for.

Tromsø er blevet besøgt to gange tidligere. Det skete senest på sidste etape i 2017, hvor den dengang suveræne Dylan Teuns cementerede sin samlede sejr ved at køre alene hjem fra sidste bakke, der dog var en anden end denne gang, og sejre med 11 sekunder ned Loic Chetout, Sven Erik Bystrøm og Andriy Grivko og 16 sekunder ned til feltet. Første gang var i 2014, hvor man benyttede samme rundstrækning som i år, og hvor Alexander Kristoff, Oscar Gatto og Sam Bennett kørte væk på bakken og blev hentet af Thor Hushovd, inden Kristoff spurtsejrede foran sin landsmand og Bennett.

2. etape

Selvom løbet ikke længere er den gavebod for sprinterne, som det tidligere var, byder løbet altid på mindst én regulær sprinteretape. Ofte er den kommet på løbets anden etape, og det er også tilfældet i år, hvor de hurtige folk håber at slås om sejren i helt specielle omgivelser, da løbet for første gang aflægger Finland et besøg. Etapen er dog ikke helt så enkel, som sprinterne kunne have ønsket sig, og en ganske kuperet finale betyder, at der vil kunne ryddes noget ud i feltet, inden en spurt må forventes at afgøre løbet - i hvert fald hvis vinden tillader det.

I alt skal der tilbagelægges 177,6 km, der fører feltet fra Nordkjosbotn til Storfjord/Kilpisjärvi i Finland. Starten er tilforladelig, idet man kører mod vest hen langs en let kuperet kystvej, inden man via en bakke drejer mod sydvest for at køre ind i landet. Kort efter går det mod syd op ad kategori 2-stigningen Heia Summit (2,9 km, 4,1%), der er en jævn opkørsel med top efter 32,7 km, hvorefter det flader ud. Man kører nu igennem let faldende terræn mod sydøst ned til dagens første spurt, som kommer efter 53,8 km, indn det begynder at stige let mod nordøst. Kort efter begynder det i stedet at falde let, indtil man efter 102,1 km når ned til kysten. Nu følger man den flade kystvej mod nordøst frem til dagens anden spurt, som kommer efter 127,7 km.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Efter spurten indledes finalen, når man drejer mod sydøst for at køre ind i landet, og efter et kort, fladt stykke fortsætter man mod syd op ad kategori 2-stigningen Skibotndalen Summit (4,8 km, 4,0%), der er en ujævn stigning med to kilometer med ca. 7% adskilt af næsten flade stykker. Toppen rundes efter 143,7 km og leder op til plateau, hvor man følger en lige og let stigende vej videre mod sydøst frem til kategori 2-stigningen Lompolanjarvi Summit (1,4 km, 4,1%), der har 500 m med 6,0%, men ellers er ganske let. Toppen kommer efter 158,2 km, hvorefter det stiger let op til den finske grænse, hvor dagens sidste spurt kommer efter 164,5 km. Derfra går det ad en næsten helt lige og flad vej mod syd og sydøst ind til målbyen, og da der ikke er ét eneste rigtigt sving over de sidste 50 km kunne finalen på den 6 m brede og flade vej ikke være enklere.

Etapen byder på i alt 2072 højdemeter.

For de mange sprintere, der vil finde 1. etape for svær, er dette den eneste mulighed i løbet, og den skal naturligvis udnyttes. Risikoen for sidevind er altid til stede, men vi har indtil nu kun haft begrænset sidevindskørsel i det nordnorske løb. De sidste stigninger vil kunne tynde lidt ud i feltet, men meget tyder på, at vi skal have en massespurt i den teknisk helt ukomplicerede finale.

Storfjord/Kilpisjärvi har aldrig tidligere været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Jakobsen må sætte større lid til dansker - vigtig hjælper misser Giroen

3. etape

Efter den første udgave, der var som skabt til stærke sprintere, har man med 2018 som en undtagelse hver gang haft en afslutning på en stigning, hvor klatrerne har haft mulighed for at gøre en forskel. Sværhedsgraden har været varierende, men i år kan klatrerne ikke få det meget bedre i denne del af verden. Ganske vist er der ikke tale om en lige så vanskelig stigning som den brutale Storheia, der blev besøgt i 2019, men en tilbagevenden til Målselv, hvor Ben Hermans vandt i 2015, vil være nok til, at løbets eksplosive klatretyper kan gøre den forskel, der forhåbentlig kan sikre dem den samlede sejr.

Kongeetapen fører feltet over 184,5 km fra Finnsnes til toppen af Målselv-stigningen i udkanten af byen Moen. Igen følger den det klassiske mønster, idet det meste af dagen følger den flade kyst på en af de nordnorske øer. Denne gang er det øen Senja, hvor startbyen ligger, og man lægger således ud med at køre mod nord og nordøst ad den flade kystvej frem til dagens første spurt, der kommer efter 22,2 km. Herfra går det mod nord og nordvest, inden man kortvarigt forlader vandet for at køre op ad kategori 2-stigningen Mefjordbotneidet Summit (1,5 km, 5,7%), der efter en let start stiger med ca. 6% over den sidste kilometer frem til toppen, som rundes efter 45,1 km.

Derfra går det mod vest ned mod kysten, hvorefter den flade kystvej atter følges mod øst, syd og sydøst, inden man kortvarigt skærer ind gennem landet via kategori 2-stigningen Bergsbotn Summit (2,7 km, 5,8%), der er en meget ujævn stigning med flade stykker og to gange 500 m på hhv. 11,5% og 12,7%. Toppen rundes efter 84,9 km, hvorefter det går mod sydvest ned til kysten, inden man med det samme kører mod sydøst ind i landet via kategori 2-stigningen Gangskarberget Summit (1,8 km, 6,8%), der har en svær første kilometer med 7-10%, inden den flader ud med 4,4% frem til toppen, som passeres efter 98,0 km. Nu flger man en let faldende vej mod sydøst ned til kysten, hvorefter man kører mod sydøst og øst ad den flade kystvej tilbage til startbyen, hvor dagens anden spurt kommer efter 131,5 km, netop som man har passeret en bro, der leder fra øen til det norske fastland.

Efter spurten kører man mod øst og syd hen langs kystvejen, inden man forlader vandet for at køre mod øst op ad kategori 2-stigningen Litjevatnet Summit (1,5 km, 5,2%), der har 500 m med 8,4%, inden den flader ud frem mod toppen, der rundes efter 141,7 km. Derfra går det mod øst og nordøst igennem fladlandet, inden man drejer mod sydøst for at køre fladt frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 161,7 km. Den flade vej fortsætter videre mod sydøst og syd frem til byen Moen, som man passerer tværs igennem efter 171,1 km for at køre mod syd ned til målstigningen. Med 4,3 km igen drejer man skarpt til venstre og 800 m senere rammer man kategori 1-stigningen Målselv (3,7 km, 7,8%). Den indledes let med 500 m med 3,3%, men derefter stiger de næste 2,5 km relativt jævnt med 8,5-10,5%, inden den flader ud med ca. 6% over de sidste 700 m. Stigningen har fem hårnålesving, det sidste bare 100 m fra stregen på den 7 m brede vej.

Etapen byder på i alt 2154 højdemeter.

Vi kender Målselv fra besøget i 2015, og her gjorde den faktisk overraskende stor skade. Det skyldtes dog først og fremmest, at feltet talte meget få klatrere, men da det også gælder i år, burde der være basis for, at løbets favoritter kan blive adskilt. Stigningen er ganske stejl, men der er også tale om en ganske kort sag, og det er derfor en finale mere for eksplosive ardennertyper end klassiske klatrere, som vi også så det i 2015, hvor Ben Hermans satte flere dieselklatrere til vægs. Uanset hvad er dette nøgledagen, hvor det største slag om den samlede sejr skal slås.

Målselv er blevet besøgt én gang tidligere, nemlig i 2015, hvor Ben Hermans sejrede med 3 sekunder ned til Rein Taaramae og 10 sekunder ned til Mathias Frank.

Læs også

Medie: Alaphilippe i forhandlinger med nyt hold

4. etape

Lige siden den første udgave har man som regel designet en sidste etape, der har givet muligheder for at ændre i klassementet helt til allersidst. Ofte har der været tale om en eksplosiv sidste etape med en lille stigning i finalen, der har gjort det til godt terræn for klassikerryttere og stærke sprintere. En sådan etape har man også sammensat i år, hvor man for tredje gang i historien vender tilbage til byen Harstad, der var rammen om Thor Hushovds samlede sejr i den første udgave i 2013, men i år er det tvivlsomt, om den vil skabe forskydninger. Den lille bakke på rundstrækningen er nemlig ikke alt for svær, og i stedet kunne det ligne en sag for stærke sprintere og puncheurs, der som Hushovd i 2013 og Alexander Kristoff i 2015 kan slå til i en stigende spurt. Det betyder dog ikke, at alt er afgjort, for som vi så i 2019 kan bonussekunder i de indlagte spurter forandre meget til allersidst.

I alt skal der tilbagelægges 163,3 km mellem Gratangen og Harstad. Startbyen ligger på det norske fastland ved en fjord, og her lægger man ud med at køre en omgang på en rundstrækning, der sender feltet ind terrænet. Således går det mod sydøst ind i landet igennem let stigende terræn, inden man kører mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Gratangsboth Summit (5,5 km, 5,0%), der er en jævn stigning med top efter 13,8 km. Her vender man rundt for at køre mod sydvest ad en let nedkørsel, inden det gør mod nordvest hen langs vandet tilbage til startbyen, der nås efter 20,4 km.

Efter den hårde rundstrækning bliver det meget lettere. Man snor sig nemlig mod nordvest ad den flade kystvej forbi dagens første spurt, der kommer efter 29,3 km. Senere går det vider mod vest, sydvest og syd, inden man drejer mod vest for at skære ind gennem landet via kategori 2-stigningen Balteskaret Summit (3,6 km, 5,0%), der har to svære kilometer med 6-9% med en let start og slutning. Toppen rundes efter 61,9 km, hvorefter det falder mod vest og nordvest tilbage til kysten, hvorefter det igen går mod sydvest ad den flade kystvej.

Læs også

Kron mindes uheldig episode før Liège: Før eller siden må heldet vende

Efter 75,4 km kører man over broen til øen Hinnøya, hvor målbyen ligger. Her kører man mod nord og nordvest ad kystvejen, inden man drejer mod sydvest for at køre ind i landet. Det betyder, at det stiger let op til en sø, hvor man drejer mod nordvest for at følge en let faldende vej tilbage til kystbyen Vik, der nås efter 118,1 km. Her kører man kortvarigt hen langs vandet, inden man drejer mod nordøst for at passere kategori 2-stigningen Gara Summit (1,4 km, 6,2%), der starter med 500 m med 7,3% og derefter flader ud frem mod toppen, som passeres efter 124,1 km. Nu går det ad en let faldende og lige vej mod nordøst tilbage til kysten og målbyen Harstad, hvor man efter 137,8 km rammer den afsluttende rundstrækning og bare 100 m senere krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med 3 omgang på den 8,4 km lange runde. Fra start går det ad en lige vej mod syd, inden man kører mod syd, nordvest og sydvest op ad kategori 2-stigningen Novkollen Summit (2,0 km, 5,5%), der starter med en næsten flad første kilometer, men derefter bliver stejlere og stejlere og slutter med 500 m med 8,9%, inden man runder toppen. Herfra resterer 4,6 km, der indledes med en snoet nedkørsel, der fører mod sydøst og nordøst tilbage til vandet, hvor man rammer kystvejen i forbindelse med et sving med 3 km igen. Herfra går det mod nord og nordøst ad den helt flade kystvej, inden man ved den røde flamme tager det første af fire hurtige sving ind på den sidste kilometer, der stiger jævnt med 5,5% i snit med et maksimum på 10%. Herfra retter vejen sig ud, inden der er et sidste blødt sving med 150 m igen, hvorefter man rammer den 7 m brede opløbsstrækning. Der er en indlagt spurt efter første og anden omgang, dvs. med hhv. 16,8 og 8,4 km igen.

I alt er der 2586 højdemeter på programmet.

Ganske vist er finalen en lidt anden end ved de to tidligere besøg, og den er utvivlsomt hårdere denne gang, men den er ikke voldsomt vanskelig. Det virker usandsynligt, at klassementsrytterne kan skade hinanden på bakken, og meget taler for, at vi for tredje gang i træk for et opgør mellem stærke sprintere og puncheurs i en stigende spurt i Harstad - i hvert fald hvis vinden vil det. Til gengæld er der to indlagte spurter med bonussekunder i finalen, og selve spurten er også så hård, at det bestemt er muligt, at vi som i 2019 kan se, at tidsbonus forandrer det hele til allersidst.

Finalen i Harstad er blevet benyttet to gange tidligere. Det skete første gang i den allerførste udgave i 2013, hvor den lokale Thor Hushovd rundede løbet perfekt af ved at vinde den stigende spurt foran Paul Martens og Nikias Arndt og derved samtidig stjæle den samlede sejr fra Kenny van Hummel. Senest skete det i 2015, hvor Alexander Kristoff åbnede løbet med at vinde den stigende spurt foran Edvald Boasson Hagen og Sam Bennett. I begge tilfælde var finalerne dog anderledes, selvom de begge sluttede med en stigende spurt.

Læs også

Kæmpetalents skadespause forlænges

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

Favoritterne

Den store variation i rutedesignet betyder, at det ofte er ganske svært at forudsige, hvem der vil vinde Arctic Race of Norway. I årene mellem 2015 og 2017 var der dog så svære bjergafslutninger, at det var lidt nemmere for de bedste klatrere at løbe med sejren, og det gjorde det lettere at udpege favoritterne. Det var endnu mere markant i 2019, hvor den meget svære Storheia-stigning gjorde det endnu enklere, fordi den reelt eliminerede en stor del af feltet. Sådan var det til gengæld slet ikke i 2018, hvor den meget specielle puncheurrute var ganske vanskelig at fortolke, og hvor det endte med, at det blev en kombination af sidevind og de afsluttende bakker, der gav Sergei Chernetckii sejren, selvom mange havde spået Mathieu van der Poel som vinder.

I år er det ikke helt så enkelt som i 2019, men helt kompliceret burde det ikke være. Målselv er ikke så svær som Storheia, men vi så i 2015, at den gjorde måske endda også overraskende store forskelle. Ben Herman var i stand til at distancere etapens nr. 6, Ilnur Zakarin, med 20 sekunder og nr. 11, Rasmus Guldhammer, med 30 sekunder. Kun 27 mand var inden for et minut af vindertiden, og det vidner om, at den ganske vist korte, men ret stejle bakke er svær nok til, at vi skal se i retning af løbets klatrere og ardennertyper. Det bliver i hvert fald ikke i år, at Alexander Kristoff, der ellers blev nr. 2 i 2014, hvor bjergafslutningen var betydeligt lettere, kører med om den samlede sejr.

De øvrige etaper er mere komplicerede. Meget peger på, at 2. etape bør blive en sag for sprinterne. Det er nemlig den eneste rigtige sprinteretape, og selvom der er bakker til sidst, burde mange holdbare sprintere i feltet have en solid interesse i at skabe samling. Derimod er 1. og 4. etape mere åbne for fortolkning, og her kan klassementet komme i spil.

Den letteste af de to synes at være 4. etape. Finalen synes vanskeligere end ved de tidligere besøg i 2013 og 2015, og det er bestemt ikke umuligt, at løbets eksplosive puncheurs kan forsøge at gøre en forskel, men jeg vil tro, at bakken er for let. Til gengæld er selve spurten hård nok til, at det vil være muligt at gå efter bonussekunder i kamp med de stærke sprintere. Det vil det også være i de indlagte spurter, der kommer ved tredje- og næstsidste målpassage, og som vi så i 2019, kan bonussekunder på sidste etape være helt afgørende.

På 1. etape er finalestigningen stejlere. Her virker det mere sandsynligt, at en puncheur kan køre væk og holde feltet stangen. Da samme bakke blev benyttet i 2014, kørte fire mand væk, og selvom det var lidt overraskende, at det dengang var relativt tunge folk som Kristoff og Sam Bennett, vidner det om, at der kan vindes sekunder. Det kan sagtens ende i en reduceret massespurt, men en puncheurtype kan med tilstrækkelig type vinde både rigtig tid og bonussekunder.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Det ændrer dog ikke det helt store ved favoritbilledet. De ryttere, der kan køre væk på bakkerne på 1. og 4. etape vil i et vist omfang være de samme, som kan begå sig på kongeetapen, men det er klart, at det giver de eksplosive folk et våben, som klatrerne ikke har. Det samme gør kampen om bonussekunder, og derfor kan de eksplosive ardennerfolk og puncheurs godt tåle at tabe lidt tid på lørdag og alligevel være med i kampen om sejren. Alexey Lutsenko gav opskriften i 2019. Der er dog en vis sandsynlighed for, at vinderen af 3. etape også vinder samlet. Og det vil være en klatrer eller ardennertype, men det er klart, at den begrænsede længde gør, at de rigtige dieselklatrere får det svært.

Sidevind har historisk spillet en begrænset rolle i løbet, men i 2019 var den i spil. I år starter med en våd, kold og trist torsdag, men det vil ikke være specielt blæsende, og vindretningen vil i øvrigt også være helt forkert til at skabe splittelse, men den vil øge chance for at køre væk på finalebakken. Fredagen vil efter al sandsynlighed være tør med kun svag vind, og lørdagen bliver decideret smuk og for løbet med 23 grader også meget varm med svag vind - en vind, der dog vil bære mod rytterne på stigningen til ugunst for løbets klatrere. Det fantastiske sommervejr vil vare ved til søndag, hvor det vil være køligere og lidt mere blæsende, men slet ikke blæsende nok. Vindretningen taler også her for, at det vil være sværere at gøre forskelle, da der vil være modvind hjem fra bakken. Samlet set tror jeg, at det væsentligste bidrag fra vejret vil være, at det kan gøre det lidt vanskeligere at gøre forskelle på 3. og 4. etape, men lettere på 1. etape, hvor regnen og kulden også vil gøre det mere selektivt.

I de seneste udgaver har man kunnet præsentere nogle store navne - mest markant Mathieu van der Poel, der har kørt løbet de seneste to gange - men i år er feltet ikke helt så stærkt. Særligt på klassementssiden mangler det lidt dybde. Det gør på den ene side løbet åbent, men det gør også kandidatfeltet mindre, end man ofte ser det.

Denne gang er jeg ikke meget i tvivl om, hvem der er min favorit. For to år siden vandt Odd Christian Eiking kongeetapen, og meget taler for, at det kan ske igen. Den svingende nordmand har nemlig igen brugt sommeren på at komme i superform, og lige nu er han slet og ret flyvende. Han var i særklasse på stigningerne i Vallonien, hvor løbet desværre var for let til, at han kunne vinde, og senest kørte han med verdenseliten på muren i San Sebastian, hvor han herefter blev nr. 3 i feltets spurt. Det vidner om et tårnhøjt niveau lige nu, og løbet her passer ham endda også fremragende. Som puncheur vil han elske både Målselv og bakkerne i finalerne på 1. og 4. etape, og som vi senest så i lørdag, er han også ganske hurtig på stregen. Motivation på hjemmebanen har han også, og Intermarché har et af de stærkeste hold. Han kan i teorien være med på alle tre nøgleetaper, og denne gang burde han ikke på problemer med den sidevind, der kostede ham sejren i 2019. Derfor tror jeg, at formstærke Eiking fortsætter den seneste succes for Intermarché ved at vinde på hjemmebanen. I teorien kunne Aime de Gendt også køre klassement, men hans niveau har i år slet ikke rakt nogen vegne, og stigningen er for svær for Baptiste Planckaert.

Den værste rival må være Ben Hermans. Belgieren har den luksus, at han kender Målselv, hvor han er den hidtil eneste vinder, og selvom han i dag har udviklet sig til at være mere klatrer end den puncheur, han var i 2015, er det stadig en stigning, der burde passe ham udmærket. Til gengæld har hans form været temmelig svingende i år. Hans forår var en mindre katastrofe, men til gengæld var han flyvende, da han kørte fra alt og alle i Appenninerne i juni. Siden sommerpausen har han været mere afdæmpet med anonym kørsel i Sardinien og en skuffelse i San Sebastian. Niveauet har dog ikke været ringe, og med de ben, han havde i juni, må han være manden, der kan true formstærke Eiking. Til gengæld har han ikke Eikings punch, og han skal derfor formentlig vinde løbet alene på kongeetapen. Israel SUN har også Sebastian Berwick, men den lovende australier har haft det meget svært i år, senest på Sardinien.

Dernæst vil jeg pege på Cristian Rodriguez, men her er vi på mere bar bund. Spanieren har nemlig ikke kørt siden Touren, hvor han aldrig fandt sit bedste niveau, blandt andet grundet et grimt styrt, der efterlod ham med knoglebrud. Han sluttede dog stærkt af med en 26. plads på den sidste bjergetape, og det tyder på, at han kom sig mod slutningen. I år har han kørt på et tårnhøjt niveau, siden han tog den samlede sejr i Rwanda i maj, og senere blev han nr. 5 på Ventoux og nr. 4 i Occitanie. Han passer ikke godt til disse korte stigninger, men sejren i Afrika viser, at han godt kan begå sig i mere eksplosive løb. Det kræver dog, at han har den form, man kan håbe. Hos sig har han Dries van Gestel , men han vil nok finde Målselv for svær og stejl. Matthieu Burgeadeau har intet vist i år, og Edvald Boasson Hagen har ikke længere niveauet til at køre klassement i dette løb.

For Warren Barguil endte løbet i 2019 som en af karrierens største skuffelser, da en kikset spurt på sidste etape kostede ham den samlede sejr med den mindst mulige margin. Siden har han drømt om revanche, og han har angiveligt allerede i foråret været i kontakt med arrangørerne for at forhøre sig om ruten. Motivationen mangler altså ikke, men det gør formen formentlig. Han styrtede ud af Touren, og i San Sebastian var han ganske langt fra de bedste. I forvejen har han ikke rigtigt fundet niveauet i år, og derfor er jeg skeptisk på hans vegne. Omvendt viste han med 5. pladsen i Fleche Wallonne, at hans topniveau stadig er der, og netop den præstation vidner om, at an i dette felt er en af de bedste i denne slags finaler. Nu skal han bare vise, at formen også rækker.

Andreas Leknessund er til start for det norske landshold, og han vil naturligvis være motiveret på sin hjemmebane. Desværre har han aldrig rigtigt fundet formen i år, og drømmen om, at han ville komme stærkt ud efter sommerpausen, døde med et skidt OL. Det løb var dog også specielt, ikke mindst grundet varmen, og der er derfor stadig mulighed for, at han er bedre kørende end som så. Vi så sidste efterår, hvor godt en formstærk Leknessund klatrer, og selvom han ikke er skabt til disse eksplosive stigninger, er Målselv svær nok til, at han kan vinde, hvis han endelig har fundet sin bedste form. Landsholdet har også Sven Erik Bystrøm, der i storform sagtens kunne begå sig på bakker som disse, men da han brækkede en ryghvirvel ved de norske mesterskaber, kan han næppe være i form.

Jeg har Leknessund som nr. 4 på grund af vinderpotentiale mere end forventning. Jeg tror nemlig, at der er en god chance for, at Markus Hoelgaard vil være den bedste af de to. Det var han i hvert fald til OL, og modsat Leknessund burde han have fordel af, at stigningerne her er mere korte og eksplosive. I 2019 vandt han endda sidste etape, og han har altså gode erfaringer med løbet. OL tyder også på, at han er i samme gode form, og vi så med hans top 10 i E3, at han sagtens kan begå sig også på højeste niveau. Desværre er Målselv nok lidt for svær til, at han faktisk kan vinde. Uno-X har også Torstein Træen, der med 5. pladsen i Alsace endelig viste lidt af talentet, der skabte overskrifter i Colombia i 2019, men han vinder næppe i dette felt. Til gengæld synes Torjus Sleen stadig ikke at have niveauet til at kunne være med helt fremme her.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Jeg er ret spændt på at se Stefan de Bod i aktion. Sydafrikaneren er meget svingende, men hans 5. plads i Ungarn var et bevis på, at hans topniveau er mere end anstændigt. Desværre styrtede han ud af Touren, men hans fornemme 14. plads på OL-enkeltstarten vidner om, at han er i form. Han er ikke eksplosiv og dermed ikke skabt til dette løb, men i dette felt burde han komme langt. Astana har også Fabio Felline, der kører sit første løb efter pausen. Hvor han står, er derfor helt uklart, og han har desværre ikke haft sit bedste år. Hvis han har fundet benene fra sidste års Giro, burde han dog forsvare sig ganske godt på Målselv, og så kan bonussekunder på 1. og 4. etape pludselig bringe ham i spil. Som tredje option har Astana Samuele Battistella , der godt kan klatre anstændigt i et felt som dette, men næppe nok til at køre med om sejren.

Alpecin har en spændende outsider i Petr Vakoc. Siden styrtet i Sydafrika er han aldrig blevet sig selv, men når han er i form, er han stadig en dygtig rytter. Han blev nr. 15 i Strade Bianche i år, og sidste år blev han nr. 6 i Paris-Tours. Stigningen her er en anelse for lang og svær til, at han kan drømme om at vinde, men til gengæld vil han med sit punch og sin hurtighed måske kunne bruge 1. og 4. etape til at vinde tid. Hos sig har han Jimmy Janssens og Philip Walsleben, men de har ikke vist et højt niveau på denne side af sommeren, og stigningen er for svært for den ellers solide Oscar Riesebeek.

Egentlig burde Victor Lafay være en af favoritterne. Denne form for stigning passer ham nemlig storartet, og den minder faktisk meget om den, der gav etapesejr i Giroen. Desværre styrtede han på sin første dag under sommerens træningslejr, og det satte ham ganske langt tilbage. Han var langt fra de bedste i Ain, men hans offensive kørsel på sidste etape giver håb om, at han her vil være tættere på sit sande niveau. Cofidis har også den unge mountainbiker Alex Zingle og Andre Carvalho, der gjorde det pænt i Vallonien, men de bør ikke kunne være med her. Nathan Haas er stadig helt fra den.

Bingoal stiller med Arjen Livyns , der i sit flotte forår viste, at han også kan være med i dette terræn. Desværre er han ikke blevet sig selv efter styrtet i Amstel, og hans præstation i Vallonien var kun pæn uden at være prangende. Han brugte dog primært det løb til at finde formen, og han synes betydeligt stærkere, end han var i juni. Holdet har også Remy Mertz , der har haft en god sæson, men han var i Vallonien ikke på det niveau, han havde i foråret, samt den evigt ustabile Sean de Bie, der lige nu synes i udmærket form, men nok vil finde Målselv for lang og svær. Bedre chance har nok Luc Wirtgen, der med 12. pladsen i Ungarn viste, at han kan forsvare sig, selvom stigningen er for svær til, at han kan være med helt fremme.

Er Eduard Prades endelig i form? Det grimme styrt i december gav ham en katastrofestart hos Delko, og siden han gjorde comeback i maj, har han været milevidt fra sit niveau. Nu har han haft en sommer til at forbedre sig, men hans kørsel i Sardinien var ikke lovende. Han var dog så meget bedre end hidtil, at der er grund til at tro på, at han kan gøre det hæderligt. Med sin hurtighed kan han jagte bonussekunder, og med den samlede sejr i Tour of Norway har han vist, at han er god på denne slags stigninger. Spørgsmålet er bare, om niveauet stadig er det samme. Et alternativ for Delko er Alessandro Fedeli, men han vil nok finde stigningen for svær.

Ag2r skal prøve med Stan Dewulf , der kommer til løbet med en samlet 2. plads i Vallonien i bagagen. Formen er utvivlsomt god, men desværre er Målselv for svær til, at han kan være med helt fremme hos klatrerne. Når han er i form, klatrer Oliver Naesen også overraskende god, men det er mere via stabil dieselklatring end via det punch, der skal bruges på så svær og stejl en stigning. Stigningen ville normalt heller ikke være helt uden for rækkevidde for Clement Venturini, der ligesom Naesen også kan jagte bonussekunder, men efter styrtet i Dauphiné mangler han nok for meget, selvom han i Ain viste, at formen faktisk slet ikke er så ringe endda.

B&B kommer med jokeren Jonathan Hivert. I teorien burde han være skabt til dette løb, da han er god på korte, stejle stigninger, en fremragende puncheur og hurtig på stregen. 2021 har dog mere end indikeret, at hans tid er ved at være forbi, og selvom han har haft pause, ved vi også, at han sjældent kører stærkt om sommeren. Selvom det primært skyldes had til den varme, han ikke finder i Nordnorge, skal man næppe regne med en genfødsel. Bedre går det sikkert for Cyril Gautier, men hans niveau rækker heller ikke længere til det højeste niveau. I storform kunne Bryan Coquard måske forsvare sig, men Ain viste, at han mangler for meget efter styrtet i Touren.

En rytter, der bliver spændende at følge, er Henok Mulubrhan , der får chancen hos Qhubeka som stagiaire. Han imponerede meget med sin samlede 6. plads i Appenninerne, og han kommer til løbet med en frisk 7. plads i bjergløbet Valle d’Aosta. Med sit punch og sin hurtighed er han skabt til dette løb, og Appenninerne viste, at han godt kan være med i et felt so dette. Qhuebeka har også Dimitri Claeys, men stigningen her er nok for svær for den stærke belgier, samt unge Karel Vacek , der desværre har haft det meget svært i år.

Hos Bora skal Frederik Wandahl forsøge sig som holdets eneste klassementsrytter, og hans fine DM viste, at han stille og roligt er ved at vænne sig til dette niveau. I Ungarn så vi dog også, at han i et relativt svagt felt stadig manglede meget, og det vil undre mig, hvis han kan være med helt fremme i dette løb, der er stærkere besat. Han har tillige døjet lidt med knæproblemer i optakten, hvor han har trænet i Sverige.

Det er svært at tro meget på de øvrige hold. Burgos skal prøve med Jesus Ezquerra og Pelayo Sanchez, men de er overmatchede. Euskaltel skal håbe på Antonio Soto, der har haft en flot sæson og gjorde det godt i Getxo, men som ikke klatrer godt nok. Sport Vlaanderen er her med nogle ret tunge folk, hvor Ward Vanhoof ligner bedste mand, men hvis Cedric Beullens endelig har fundet niveauet fra marts og april, kan han måske forsvare sig. Hos Coop skal det blive interessant at følge unge Fredrik Dversnes, der tog den samlede sejr på Rhodos tidligere i år.

OPDATERING: Wandahl stiller alligevel ikke til start. Det skyldes, at han har været i kontakt med en coronasmittet.
 

***** Odd Christian Eiking

**** Ben Hermans, Cristian Rodriguez

*** Warren Barguil, Andreas Leknessund, Markus Hoelgaard, Stefan de Bod, Petr Vakoc

** Fabio Felline, Victor Lafay, Arjen Livyns, Torstein Træen, Eduard Prades, Stan Dewulf, Jonathan Hivert, Clement Venturini, Henok Mulubrhan, Frederik Wandahl

* Sebastian Berwick, Oliver Naesen, Samuele Battistella, Remy Mertz, Luc Wirtgen, Torjus Sleen, Cyril Gautier, Fredrik Dversnes, Alessandro Fedeli, Dries van Gestel, Dimitri Claeys, Jesus Ezquerra, Aime de Gendt, Sean de Bie, Alex Zingle, Antonio Soto, Cedric Beullens

Danskerne

Efter det omtalte sene afbud fra Frederik Wandahl er der desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS