Løbets rolle og historie

Vuelta a Espana-favoritterne kan typisk inddeles i to grupper. Den første består af ryttere, der kommer fra Tour de France. For de ryttere handler ugerne mellem de to grand tours udelukkende om restitution, og bortset fra en eventuel deltagelse i Clasica San Sebastian afholder de sig typisk helt fra at køre løb i første del af august. For de øvrige aspiranter er disse uger imidlertid helt afgørende i forberedelsen, da det er nu de sidste afgørende løbskilometer skal i banken efter den hårde træningsperiode i juli.

Enhver grand tour kan mønstre en stribe etapeløb, der tjener som opvarmning til det tre uger lange løb. Tour de Romandie, Tour of the Alps og Tour of Croatia er kendt som de bedste steder at forberede sig til Giroen, mens Criterium du Dauphiné, Tour de Suisse, Route du Sud, Ster ZLM Toer og Tour de Slovenie giver en hel stribe muligheder inden Touren. Det forholder sig ikke anderledes med Vueltaen, hvis traditionelle opvarmningsløb har været Vuelta a Burgos. I de senere år har Tour de Pologne i høj grad vundet kampen med det traditionsrige spanske løb, men der er faktisk også en række andre alternativer til løbene i Burgos og Polen.

BinckBank Tour (tidligere Eneco Tour) og Tour de l’Ain (som dog i år er flyttet til maj) har i flere år udgjort alternativer, og Czech Cycling Tour er en relativt ny tilføjelse til en kalender, der bliver mere og mere intensiv. Det samme er Arctic Race of Norway, der på bare få år for alvor har været i stand til at etablere sig som en alvorlig konkurrent. For efterhånden mange år siden talte ASO om deres ønske om at arrangere et cykelløb længere mod nord end nogensinde tidligere som led i den konstante udvidelse af deres liste over store UCI-løb. Med det store cykelboom i Norge som bagtæppe var interessen fra de lokale myndigheder ikke mindre, og de to parter fandt sammen om at arrangere den første udgave af Arctic Race of Norway i 2013. Den lokale helt Thor Hushovd vandt i sin karrieres efterår samlet, og siden da har løbet etableret sig som en vigtig del af august-kalenderen,

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Arctic Race of Norway er et af mange norske løb, der er blevet etableret i de senere år. Landet har altid haft flere mindre endagsløb og mange kontinentalhold, men med Thor Hushovds store succes har cykling fået kolossal popularitet i landet, hvilket har skabt et regulært cykelboom. Han gav stafetten videre til Edvald Boasson Hagen, Alexander Kristoff og Lars Petter Nordhaug, og senere er også Sondre Holst Enger, Odd Christian Eiking, Sven Erik Bystrøm og Kristoffer Halvorsen dukket op som fremtidige stjerner. Den offentlige interesse har nået nye højder, og cykling er nu en af de mest populære sportsgrene i landet. Som et resultat er løbskalenderen blevet kraftigt udvidet. Tour of Norway var det første løb på højt niveau, og siden er både Arctic Race og Norway og Tour des Fjords, der i år endda blev koblet sammen med en afdeling af Hammer Series, blevet tilføjet. Dermed er vores naboer mod nord nu et af de få lande, der kan præsentere hele tre etapeløb i verdensklasse.

Hvad der virkelig skiller Arctic Race of Norway ud fra de to andre løb, er ASOs engagement. Niveauet af professionalisme hos Tour-arrangørerne er enormt, og det har gjort løbet enormt populært straks fra start. Efter en første udgave, der var domineret af de lokale helte og lagt til rette for sprintere, er feltet blevet stærkere og stærkere og mere og mere internationalt. Samtidig er ruten blevet mere kuperet og har været lagt an på puncheurs og klatrere.

I 2016 betød de mange kalenderændringer pga. OL, at konkurrencen om holdenes gunst var knap så stor, og det betød, at løbet kunne tiltrække hele 11 af de 18 WorldTour-hold. Nu er konkurrencen skarpere, og det havde allerede sidste år en negativ effekt på startlisten. Alligevel kunne man præsentere fem WorldTour-hold, hvilket var mere end de alle de øvrige etapeløb uden for WorldTouren, der afvikles i denne periode.

I år har man desværre mistet endnu et hold fra den fineste division, så man er nede på fire, men startlisten er ganske flot. Ikke overraskende har man igen kunnet tiltrække gode klassikerryttere og sprintere, der som altid finder masser af terræn at boltre sig i. Løbet kan også fremvise hele 12 prokontinentalhold, men der er også plads til tre af de norske kontinentalhold, der altid har gjort det godt og har løbet som det store mål i anden del af sæsonen, samt tre udenlandske kontinentalhold.

Det andet væsentlige kendetegn ved løbet er geografien. Aldrig tidligere har man afviklet et løb så tæt på Nordpolen, og sidste år afvikledes alle fire etaper for første gang nord for Polarcirklen. Terrænet og naturen i området er bjergtagende, og et af formålene med løbet er at promovere landet som turistdestination. Mange ryttere har også været tiltrukket af muligheden for at køre i en helt unik del af verden.

Løbet har som sagt ændret natur siden den første udgave, der var for stærke sprintere. De seneste fire udgaver har ganske vist stadig haft deres sprinteretaper, men løbet inkluderer nu også alt en rigtig bjergafslutning. Det har gjort det umuligt for sprinterne at gå efter sejren, og løbet er i stedet blevet vundet af hhv. Steven Kruijswijk, Rein Taaramae, Gianni Moscon og Dylan Teuns. De øvrige etaper har som regel været skabt til hurtige afsluttere, men da der ikke er meget fladt terræn i Nordnorge, er det heller ikke et oplagt løb for en ren sprinter. I stedet har det været en plads for den lokale helt Alexander Kristoff at boltre sig i.

Sidste år fortsatte Dylan Teuns sin helt fantastiske sommer, da han efter sejrene i Tour de Wallonie og Tour de Pologne tog sin tredje etapeløbssejr på bare få uger. Det skete med en regulær magtdemonstration, hvor han kørte alene hjem på små bakker i finalerne på første og sidste etape, men han blev lidt overraskende slået af August Jensen i spurten på kongeetapen, hvor han dog havde arbejdet som besat på den sidste stigning. I sidste ende vandt han med hele 29 sekunder ned til Jensen og 43 sekunder ned til Michel Kreder. Teuns vender ikke tilbage for at forsvare titlen, og dermed er vejen banen for Jensen, der er med igen, men stadig leder efter sine gode ben i sin nye Israel Cycling Academy-trøje. Kreder vender til gengæld ikke tilbage, da Aqua Blue ikke er at finde i feltet.

Ruten

Som sagt har Arctic Race of Norway ændret sig fra i det første år at være for sprintere til nu at være for mere hårdføre klatrere. Nordnorge byder ganske vist ikke på meget svære stigninger, men der er et fint miks af lange, jævne opkørsler, der ikke er specielt stejle, og små, eksplosive bakker, der kræver et godt punch. Det giver mulighed for at sammensætte nye ruter fra år til år, og omfanget af genbrug har været yderst begrænset. Typisk har der været tale om en afslutning på en længere stigning, to etaper med kuperede finaler og en mere klassisk sprinteretape.

I år har man imidlertid gentænkt løbet i en udgave, der byder på fire helt nye og derfor ukendte finaler. Væk er den deciderede bjergafslutning nemlig, og i stedet er årets løb en gave til puncheurs. Hele tre af de fire etaper slutter på bakker på mellem 500 og 1500 m længde, og dermed er det i mindre grad en affære for klatrere og i langt højere grad en sag for afsluttere. Derudover er etaperne alle ganske kuperede med mange af de ofte ret stejle nordnorske stigninger, og det er derfor bestemt ikke et løb for rene sprintere.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Løbet indledes med den første af de tre puncheuretaper, når der torsdag i Kirkenes skal afsluttes på en bare 500 m lang bakke, der til gengæld stiger med ganske pæne 8% i snit. Fredag byder på løbets eneste flade afslutning, men skal sprinterne overhovedet i spil her skal de overleve ganske mange stigninger undervejs, herunder en lille bakke i den absolutte finale. Derefter står der puncheurs på resten af løbet, for de to afsluttende etaper minder meget om den første og byder på afslutninger på først en 1 km lang bakke lørdag, inden den samlede vinder skal krones søndag eftermiddag i Alta på toppen af en 1500 m lang rampe, der stiger med godt 4% i snit.

1. etape

Arctic Race of Norway er i de senere år blevet et betydeligt hårdere løb og har udviklet sig til en lækkerbisken for puncheurs. Det kommer i den grad til udryk på årets 1. etape, der allerede vil give en klar ide om, hvem der kan blande sig i kampen om sejren. Her venter nemlig en helt ny finale på en stejl 500 m lang rampe i Kirkenes, hvor de eksplosive klatrere og afsluttere skal slås om den første førertrøje

I alt skal der tilbagelægges 184 km mellem Vadsø og Kirkenes. Startbyen ligger ved en af de nordnorske fjorde, og den første del af etapen består i, at man følger den let kuperede kystvej hele vejen rundt langs vandet, først ved at køre mod nordvest, siden sydvest og til slut sydøst. Undervejs kommer den første indlagte spurt allerede efter 15,5 km.

Den lange tur langs vandet afsluttes med kategori 2-stigningen Gandvikklubben (1 km, 6,2%), der har top efter 88 km. Herefter kører man ind i lande mod sydøst via en let stigende vej, inden det falder, mens man kører mod syd ned til den anden spurt, der kommer efter 106,5 km. Herefter forsætter man mod syd via en lille bakke, inden en nedkørsel leder ned til kategori 2-stigningen Buktfjellet (3 km, 3,2%), der har top efter 133 km. En nedkørsel leder herefter ned til vandet, og man følger herefter den flade kystvej mod nordøst.

Kort inden Kirkenes drejer man mod sydøst for at køre op over to sene kategori 2-stigninger. Først gælder det Tusenvikfjellet (1,1 km, 5%), der har top efter 156 km, og siden Maggadalen (1,5 km, 5,1%), hvis top rundes med 19 km igen. Indimellem de to er der en lille bakke, der leder op til den sidste spurt, som er placeret efter 160 km. Efter den sidste stigning falder det let mod sydøst, inden man drejer mod nordøst for at køre igennem fladt terræn frem til målbyen.

Her rammer man målbyen med 12,5 km igen, og 6 km senere klatrer man første gang op ad den lille rampe, der leder op til mål. Etapen afsluttes nu med en omgang på den 6,5 km lange runde, der er en yderst teknisk og snoet sag med et hav af sving. Det falder i starten, men derudover er det fladt, indtil man rammer den 500 m lange målbakke, der stiger med hele 8% i snit. Der er et skarpt sving med 2200 m igen, men derefter bugter vejen sig kun, indtil man rammer et skarpt 180-graderssving med ca. 800 m igen. Herefter buer den 6 m brede vej sig let, indtil man rammer den 250 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1902 højdemeter.

Man skal være klar fra start, hvis man vil vinde årets løb, for den sidste rampe burde være stejl nok til, at der kan opstå små huller. Det er tidligt i løbet, så med mindre vinden skaber ravage, burde det ende i en spurt på bakken. Den er til gengæld ganske uforudsigelig, for rampen er så kort, at de stærke sprintere måske kan være med, men den er samtidig så stejl, at det også er for lettere puncheurs. Det sætter scenen for en uforudsigelig dyst, der med det samme vil vise, hvem der er kommet til Norge med god form.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Kirkenes har aldrig tidligere været vært for et stort cykelløb.

2. etape

Selvom løbet ikke længere er den gavebod for sprinterne, som det tidligere var, byder løbet altid på mindst én regulær sprinteretape med en flad finale. Ofte er den kommet på løbets anden etape, og det er også tilfældet i år, hvor de hurtige folk håber at slås om sejren i en ny afslutning i Kjøllefjord. Det er dog slet, slet ikke givet, for undervejs er der mange stigninger på programmet og endda en bakke i den absolutte finale, som formentlig vil sætte en del af de tunge folk til vægs.

I alt skal der tilbagelægges ikke færre end 195 km mellem Tana og Kjøllefjord. Fra start kører man mod nord langs en helt flad kystvej frem til den første spurt, der kommer efter 20 km. Herefter går det mod nordvest igennem småkuperet terræn via en ikke kategoriseret stigning, der over 1,5 km stiger med 3,7%, inden man drejer mod sydvest for at køre frem til kategori 2-stigningen Duoriejeaggi (2,3 km, 5,5%9, der har top efter 45 km. En skarp nedkørsel leder derefter ned til kysten, som følges, indtil man kort efter drejer mod vest for at tage hul på dagens væsentligste udfordring. Det er kategori 1-stigningen ifjordjellet (9 km, 4%), der har top efter 60 km.

Efter stigningen kører man igennem fladt terræn mod nordvest, indtil en skarp nedkørsel leder ned til kysten. Herefter følger man den rynkede kystvej mod nordvest, nord og sydøst, idet man undervejs passerer den anden spurt, der kommer efter 101 km, inden man drejer mod nord for at køre op ad kategori 1-stigningen Bekkarfjordfjellet (2,6 km, 6,6%), der har top efter 120,5 km. Der venter herefter et kort fladt stykke, mens man snor sig mod nordøst, og derefter kører man mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Torskefjorddalen (1,8 km, 5,9%), der har top efter 132 km. Herefter fortsætter det med at stige let, inden en lang nedkørsel endelig leder tilbage mod vandet.

I stedet for at følge kysten kører man imidlertid igen ind i landet mod nordøst via kategori -stigningen Hopseidet (3,8 km, 5,7%), hvis top rundes med 35,5 km igen. Herefter venter et let kuperet stykke, mens man fortsætter mod nord, inden en skarp nedkørsel leder mod vest tilbage mod vandet. Herefter fortsætter igennem småkuperet terræn mod sydvest og vest, inden man rammer en ikke-kategoriseret bakke, der halvvejs oppe med bare 4,5 km igen byder på den sidste spurt. Toppen rundes med 3,5 km igen, og derefter går det nedad indtil de sidste 500 m, der er flade. Der er ingen skarpe sving på de sidste 5 km, hvor vejen dog buer en del, især på den sidste kilometer, indtil man rammer den 200 m lange, 6 m bredde opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2549 højdemeter.

Læs også

Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb

Dette er den eneste chance for sprinterne i løbet, men det er bestemt ikke en given sag, at kan sidde med hjem. 2500 højdemeter er en del og vil formentlig være for meget for mange af de hurtige folk, der kommer til kort i så svært terræn. Den sidste bakke er ikke velbeskrevet, men ligner en lang, jævn opkørsel, som stærke sprintere sagtens kan forcere, inden den går lynhurtigt ned mod mål, hvor en reduceret massespurt synes at være det sandsynlige udkomme.

Kjøllefjord har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb.

3. etape

Efter den første udgave, der var som skabt til stærke sprintere, har man hver gang haft en afslutning på en stigning, hvor klatrerne har haft mulighed for at gøre en forskel. I år slutter hele tre af etaperne på toppen af en bakke, men til gengæld er der ikke tale om en rigtig bjergafslutning som i de seneste fire udgaver af løbet. I stedet er der tale om rigtige puncheurfinaler, og det er igen de eksplosive afsluttere, der efter 1. etape får deres anden chance, når der venter endnu en spritny finale i Hammerfest.

Med en distance på 194 km er der igen tale om en ganske lang etape, der fører feltet fra Honningsvåg ttil Hammerfest, og det meste af dagen foregår i fladt terræn. Starten er imidlertid ganske spektakulær, idet starten foregår på en ø i det allernordligste Norge. Her følger man en flad vej langs kysten mod sydøst og syd, inden man skal igennem Nordkap Tunnelen for at komme tilbage til fastlandet. Det betyder, at man skal langt under havets overflade, inden man klatrer op ad en kategori 1-stigning, der over 3,3 km stiger med 6,9% i gennemsnit og har top efter 16 km, for at komme tilbage til havniveau.

Herfra følger en lang, relativt flad fase, hvor man kører mod sydvest ad den kun let kuperede kystvej, inden man drejer mod vest for at køre op ad kategori 2-stigningen Olderfjorddalen (2,3 km, 4,6%), der har top efter 97,5 km. Herfra fortsætter man i relativt fladt terræn mod sydvest, inden en nedkørsel leder mod nordvest tilbage til kysten. Herfra går det igen via den kun let kuperede kystvej mod nordvest og over en bro til øen, hvor Hammerfest ligger. Her kører man den indlagte spurt efter 140 km, inden det går via den fortsat let kuperede kystvej først mod vest og siden nord helt op til Hammerfest.

Inden man kører ind til målbyen, slår man et lille slag ind i landet for at køre opad kategori 2-stigningen Reinlia (0,6 km, 9,1%), der har top efter 174,5 km, inden man kører tilbage til kystvejen, som man følger mod nordvest frem til Hammerfest. Her kører man mod nordøst ud til rundstrækningen, som rammes efter 176,5 km, og bare 1500 m senere krydser man målstregen for første gang. Etapen afsluttes nu med to omgange på den 7,9 km lange runde. En 1 km lang bakke, der stiger med 6% i gennemsnit, men som flader meget ud på de sidste 500 m, fører op til mål, men bakken fortsætter i yderligere 2 km efter stregen, inden man når op til toppen, hvor der på begge omgange med hhv. 13,5 og 6,0 km er indlagte spurter. Herfra falder det jævnt hele vejen ned til bunden af bakken, der indledes under den røde flamme. På de sidste 3 km er der en del sving, herunder et hårnålesving, inden man drejer skarpt til højre ind på målbakken under den røde flamme. Herefter er der med 500 m igen et relativt skarpt sving, inden vejen bugter let, før man rammer den 300 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Etapen byder på i alt 2051 højdemeter.

Det er lidt svært at blive klogt på målbakkens karakter, for på profilen ser det ud til, t de første 500 m er voldsomt stejle, men at de sidste 500 m er stort set flade. Under alle omstændigheder må der være tale om endnu en puncheurfinale, der på mange måder minder om den på 1. etape. Her betyder de to omgange på den kuperede rundstrækning dog, at der kan ske en vis udskilning forinden, ligesom nogle måske endda vil forsøge tidligere angreb. Det ligner dog endnu en spurt mellem hovedaktørerne fra 1. etape, der igen skal slås om vigtig tid og bonussekunder.

Hammerfest har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb.

4. etape

Lige siden den første udgave har man som regel designet en sidste etape, der har givet muligheder for at ændre i klassementet helt til allersidst. Ofte har der været tale om en eksplosiv sidste etape med en lille stigning i finalen, der har gjort det til godt terræn for klassikerryttere og stærke sprintere. En sådan etape har man også sammensat i år, hvor den tredje puncheurafslutning på bare fire dage venter. Denne gang er der dog tale om en knap så stejl målbakke, der derfor bør give bedre muligheder for lidt tungere folk, men i sidste ende vil det formentlig være hovedpersonerne fra de foregående etaper, der igen skal udkæmpe en knivskarp kamp om både etapesejr og samlet gevinst.

Med en distance på bare 145,5 km er der tale om den eneste virkelig korte etape i løbet, og den fører feltet fra Kvalsund til Alta. Startbyen ligger ved kysten, og fra start kører man langs den flade kystvej mod sydøst frem til den første spurt, der kommer efter 21 km. Herefter drejer man ind i landet og kører resten af dagen mod sydvest med direkte kurs mod Alta. Det sker via et langt, ganske let stigende stykke, hvor det får opad i ca. 40 km, inden en nedkørsel afbrudt af en lille kontrabakke fører tilbage til kysten- Her følger man den flade kystvej mod sydvest og vest, indtil man når frem til Alta.

I Alta lægger man ud med at køre op ad en lille bakke til den anden spurt, der kommer efter 106 km, inden man 500 m senere rammer rundstrækningen. Efter 111 km når man første gang toppen af kategori 2-stigningen Thomasbakken (0,6 km, 6%), og 4,5 km senere krydser man for første gang stregen. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 9,8 km lange runde. Den indledes med en knap 3 km lang nedkørsel, inden et kort fladt stykke leder frem til Thomasbakken, hvor der vil være bjergpoint på spil hver eneste gang. Fra toppen resterer 5 km, der består af en 2,5 km lang nedkørsel og 1000 m i fladt terræn, inden man rammer målbakken, der over 1,5 km stiger med 4,5% i snit. Der er et skarpt sving med 2500 m igen, men derefter bugter vejen sig kun let, inden man rammer den 230 m lange, 7 m brede opløbsstrækning. Der er en sidste indlagt spurt med bonussekunder ved målpassagen forud for sidste omgang.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

I alt er der 1439 højdemeter på programmet.

Umiddelbart ligner det den letteste af de tre puncheurfinaler i løbet, og den øvrige del af etapen er heller ikke voldsomt hård. Derfor bør de stærke sprintere her have en bedre chance for at blande sig, men grundlæggende kan vi vente os de samme hovedaktører som tidligere. Formentlig venter der endnu en spurt mellem de eksplosive folk, og da klassementet sandsynligvis vil være tæt, kan det hele meget vel vendes på hovedet til allersidst med de vigtige bonussekunder, der findes både på stregen og i den sidste indlagte spurt.

Alta har aldrig tidligere været målby for et stort cykelløb.

Favoritterne

Den store variation i rutedesignet betyder, at det ofte er ganske svært at forudsige, hvem der vil vinde Arctic Race of Norway. De seneste tre udgaver har dog haft så svære bjergafslutninger, at det har været lidt nemmere for de bedste klatrere at løbe med sejren, og det har gjort det lettere at udpege favoritterne. I år er løbet imidlertid helt omstruktureret, og fraværet af en afslutning på en længere stigning betyder, at det denne gang ikke er et løb for klatrere. Hele tre af etaperne er for puncheurs og stærke sprintere, og derfor ser det ud til, at det i år vil være et løb for eksplosive afsluttere med et godt punch på bakker.

På papiret ser det ud til, at de fire etaper alle skal ende i en eller anden form for spurt, men det er aldrig en given ting i det uvejsomme norske terræn. Der er flere stærke mandskaber med mange gode kort, som har en interesse i at gøre løbet hårdt og åbne det op. Det gælder ikke mindst det meget stærke Astana-mandskab med en meget formstærk Sergei Chernetckii, der også er en glimrende afslutter, men som har behov for at trætte de hurtigere folk. Med folk som Jakob Fuglsang, Tanel Kangert og Jesper Hansen ved sin side har han og holdet alle muligheder for aggressiv kørsel, og det bliver derfor med sikkerhed ikke en stille og rolig spadseretur frem til finalerne. Tværtimod kan vi særligt på de ret tekniske og kuperede rundstrækninger se frem til en byge af angreb, som ikke bliver lette at kontrollere, og det er på en rute som denne, at det ikke kan udelukkes, at et udbrud lidt overraskende kan løbe med det hele.

En anden faktor er vejret, der kan være meget uforudsigeligt og ubehagelig i Norge. Torsdagens etape vil finde sted på en flot sommerdag, men en regnfuld fredag med ganske kraftig vind fra syd og deraf følgende sidevindsstykker kan gøre 2. etape uventet dramatisk. Lørdag bliver tør, men halvblæsende, inden der venter en stille, men våd søndag som afslutning.

Læs også

Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne

Arctic Race of Norway er altså et løb, der kan byde på overraskelser i form af sene angreb eller sidevind, men da der er en del hold med interesse i at spurte på de tre bakker op mod mål og også i den flade finale på 2. etape er det trods alt mest sandsynligt, at vi hver dag vil se en eller anden form for spurt. Der kan være skabt en del udskilning forinden på bakker og i sidevind, men samlede afgørelser er at forvente. Her venter der altså bakker op til mål på tre af dagene, men ingen af dem er så lange eller stejle, at de udelukker sprintere med speciale på bakker. De vil også have gode chancer på 2. etape, hvor der kan være bonussekunder at hente, men til gengæld kan især bakkerne på de to første etaper trods alt vise sig for stejle. Bakkerne er så korte, at eventuelle afstande vil tælles i sekunder, og det kunne derfor ligne et knivskarpt opgør, der skal afgøres mellem de eksplosive afsluttere på først og fremmest bonussekunder både i finalerne og de indlagte spurter.

Det får os til at pege på Mathieu van der Poel som favorit. Det hollandske fænomen er meget mere end cross- og mountainbikerytter, men har også vist et enormt potentiale på landevejen. Det viste han senest med 2. pladsen ved EM, der beviser, at han kommer til Norge i fremragende form, og han kunne faktisk ikke have designet en bedre rute. Van der Poel har sine begrænsninger på længere stigninger, men på korte eksplosive bakker er han sublim. Det er ikke uden grund, at han nu to gange i træk har vundet Boucles de la Mayenne, der netop afvikles i terræn som dette, og det gør ham til en naturlig kandidat til sejren på alle tre puncheuretaper, hvor især de knap så stejle målbakker på de to sidste etaper burde passe ham. Van der Poel er imidlertid også lynhurtig i en flad spurt og har før vundet deciderede massespurter, ligesom han spurtede fra Danny Van Poppel, da han blev hollandsk mester. Derfor kan han køre med om sejren alle dage og dermed sikre sig et hav af bonussekunder. Udfordringen er det ret svage hold, der kan få det svært i et aggressivt løb, og det er den største trussel på en sejr til van der Poel, der må være løbets store favorit.

BMC er til start uden Dylan Teuns, og i stedet er det især på til Alberto Bettiol at forsvare amerikanernes titel. Italieneren har ikke haft nogen stor sæson som hjælperytter for Greg Van Avermaet, men han viste stigende form i et fint Polen Rundt, hvor han arbejdede for Teuns. Dette løb kunne ikke passe ham meget bedre, for hans styrke er netop stigende spurter, som han blandt andet viste med en 5. plads i yderst skrapt selskab på 2. etape af sidste års Tour. Han har et fremragende BMC-hold med Nicolas Roche og Damiano Caruso til at støtte sig, og nu får han endelig chancen for at vise sin hurtighed og det talent, der har gjort ham til en potentiel solid klassikerrytter.

Sidste år gjorde August Jensen det umulige, da han slog ellers ustoppelige Teuns i spurten på kongeetapen. Det skal ganske vist siges, at Teuns havde ført det meste af den afsluttende stigning, men det var alligevel imponerende af Jensen, der også sluttede som samler nr. 2. Det var kulminationen på en drømmesæson, hvor han endte i top 10 på næsten samtlige 14 etaper i de tre norske etapeløb, og det viste hans store talent som afslutter på bakker og i flade finaler efter hårde dage. Sidste år var der tvivl om kongeetapens sidste stigning ville være for svær, men i år er der ikke den store tvivl om Jensens chancer på en puncheurrute, der passer ham ideelt. Skal han ikke køre for Sondre Holst Enger i den flade finale på 2. etape, kan han reelt være med i kampen om sejren alle dage, og dermed vil han også være i spil til den samlede sejr. Det helt store spørgsmål er formen efter en skidt, skidt sæson, men Jensen har på det seneste vist fremgang. Han kørte fornuftigt i Danmark, og med tanke på, at dette formentlig er sommerens store mål, må han formodes at være topmotiveret.

En anden motiveret nordmand er Odd Christian Eiking, og modsat Jensen kommer han til løbet med en dokumenteret topform. Han kommer nemlig til løbet efter en fremragende indsats i Tour de Wallonie, hvor han klart var en af de stærkeste på stigningerne og endte med at vinde en etape med et soloangreb. I det hele taget har skiftet til Wanty været godt for Eiking, der trods en stribe helbredsproblemer undervejs har været flyvende, når han har været skadesfri. Det er han nu, og han har talrige gange vist sine evner som afslutter på korte bakker, senest i Østrig i juli. Man kan frygte, at bakkerne her er lidt for lette, men særligt 1. og 3. etape burde give Eiking en chance for både at køre med om etapesejre og bonussekunder.

Løbets måske mest usikre kort er Christophe Laporte. Den franske sprinter er også en glimrende puncheur, hvilket han blandt andet viste med sin 3. plads i den knaldhårde afslutning på 1. etape af Paris-Nice, ligesom han har kørt sig til topplaceringer på bakken i Namur i HP de Wallonie. Særligt 2. og 4. etape burde ligge godt til Laporte, der kom godt ud af Touren og var tændt op til EM, hvor han desværre blev sat ud af spillet af defekt. Blandt de nævnte er det kun van der Poel, der på papiret kan matche ham i en spurt, men til gengæld kan man frygte, at stigningerne de første to dage er lidt for stejle. Den frygt er så stor, at Laporte mere er outsider end absolut topfavorit.

Som alt er løbets joker Jonathan Hivert. Man ved nemlig aldrig, hvor man har franskmanden, der tilbringer det meste af tiden med at sidde bagerst i feltet, men som kan være flyvende, når han rammer formen. Det gjorde han senest først på året, hvor han var fuldstændig suveræn i Tour du Haut Var og vandt en etape i Paris-Nice. Siden da er det imidlertid atter blevet til den ene skuffelse efter den anden, og senest måtte han udgå i Vallonien. Typisk har han det også meget svært om sommeren, da han hader varme, men netop derfor er det nordnorske løb ikke noget dårligt valg. Puncheurfinalerne passer ham alle som fod i hose, for der er ikke mange i dette felt, der kan matche ham her. Nu mangler vi bare at finde ud af, om han også er i en af sine sjældne perioder med god form.

Det ved vi til gengæld, at Sergei Chernetckii er. Russeren har ligeledes været ekstrem ustabil, og der har ikke været meget at skrive om siden det flotte Il Lombardia sidste år. I Polen Rundt var han imidlertid måske bedre end nogensinde, og her lignede han en mand med kurs mod en top 5, indtil en løs hund på sidste etape satte ham ud af spillet. Nu kommer han til Norge med sin gode form for at få revanche, og han er en udmærket afslutter, især på bakker. Det viste han blandt andet i Polen, men desværre er løbet her nok en anelse for let for ham. Til gengæld er han som nævnt ovenfor omgivet af et superhold, der kan gøre det meget hårdt, og lykkes det, vil en meget formstærk Chernetckii være farlig, ikke mindst på 1. og 3. etape.

I tiden hos Roompot udviklede Maurits Lammertink sig til en af de bedste puncheurs, hvilket blev helt tydeligt, da han slog selveste Philippe Gilbert på en rigtig puncheurrute i Tour de Luxembourg. Siden da er han kommet til Katusha, men her er karrieren desværre gået helt i stå. Nu kan man måske drømme om en renæssance, for Lammertink kørte et fremragende EM, indtil han desværre styrtede ud af frontgruppen på de sidste 10 km. Vi mangler stadig at se, om det gamle punch også er intakt, men en 8. plads på 5. etape i Giroen i en puncheurfinale er lovende. Løbet her passer ham i hvert fald, og han burde kunne køre med om sejren.

Læs også

Første rytter fra nyt samarbejde: Visma sikrer talentfuld polak

Katusha er imidlertid også en meget spændende plan B. Den unge stagiaire Dmitry Strakhov har nemlig vist et stort potentiale i forårets æøb i Spanien, hvor han både klatrede fremragende og spurtede sublimt. Her slog han WorldTour-ryttere ved flere lejligheder, og får han lov at tage sin chance her, burde han kunne gøre det godt. Han mangler stadig at bevise sig som puncheur på dette niveau, ligesom hans form er usikker efter et begrænset løbsprogram på det seneste, men han kan overraske.

Vital Concepts Quentin Pacher har I år fortsat sin stille fremgang som puncheur, og han er stort set altid i top 10 i løb af denne type. I år har han trods en lang skadespause været med fremme i dette terræn ved enhver given lejlighed, senest med en flot samlet fjerdeplads i Vallonien. De korte eksplosive stigninger passer ham, og formen er god, men han mangler nok den sidste hurtighed til faktisk også at vinde.

I gamle dage ville man automatisk have gjort Mauro Finetto til en af topfavoritterne på en puncheurrute som denne, men der har været lidt stille om italieneren siden skiftet til Delko i 2017. I Luxembourg i år viste han imidlertid atter sine evner, for her kørte han et fremragende løb, der var meget bedre, end resultatet viser. Desværre er hans form usikker siden et tidligt exit fra Østrig Rundt i begyndelsen af juli, og han er næppe god nok nu til at køre med om sejren, ikke mindst fordi der trods alt er bedre afsluttere her.

BMC satser formentlig på Bettiol, men bør også udnytte deres stærke hold til aggressiv kørsel. Både Damiano Caruso og Nicolas Roche er nemlig kendt for deres punch på korte bakker, og selvom de næppe er helt hurtige nok til at slå de bedste på bakkerne op til mål, er de gode bud på folk, der kan gøre en forskel med angreb i finalerne. Ikke mindst Roche er kendt for sin gode Vuelta-form, hvilket betyder, at han formentlig er ganske godt kørende.

Fortuneo stiller med en god kandidat i Romain Hardy, der virkelig imponerede i slutningen af 2016 og begyndelsen af 2017. Siden da har der imidlertid været mere stille om franskmanden, der ikke har haft en god sæson. Han var da også temmelig usynlig i Touren, men er han kommet godt ud af det løb, kunne dette være en chance for at rejse sig. Hardy er nemlig kendt for sit punch på korte bakker, og selvom han er bedre i en flad spurt efter et hårdt løb, er dette ikke en dum rute for ham. Holdets stjerne Warren Barguil er heller ikke en dårlig puncheur, men ruten her er nok for nem til, at han kan vinde, hvis han altså ikke kører offensivt.

Dimension Dara stiller med den stadig mere lovende Mekseb Debesay, der både kan klatre og spurte. Det viste han ikke mindst i Guangxi sidste år, hvor han tog en samlet 10. plads på WorldTour-niveau i et puncheurløb. I år har han desværre været sat tilbage af en grim skade, men han viste fornuftige takter for nylig i Vallonien. Har han forbedret sig yderligere siden da, er dette en ganske fin rute for den talentfulde eritreer. Holdets anden kandidat er den meget spændende britiske mester Connor Swift, der er ganske hurtig og med en andenplads i Kreiz Breizh Elites og en 5. plads i La Polynormande kommer til løbet med god form.

Laporte er umiddelbart den eneste sprinter, der kan begå sig, men man kan ikke helt afskrive Justin Jules. Franskmanden har nemlig før vist, at han kan overleve ganske svære stigninger, men hans force er først og fremmest at spurte på flad vej efter en hård dag. Målbakkerne her er nok trods alt for svære. Er han i form, kan holdkammeraten Sebastien Delfosse gøre det hæderligt, mens kaptajnen Eliot Lietaer, der ellers er skabt til dette løb endnu ikke er klar efter sin lange pause.

Wanty satser på Eiking, men de har også Guillaume Martin som joker. Sidste år kom han nemlig flyvende du af Touren og tog et hav af sejre i efteråret. Har han samme form denne gang, kan han blive farlig, for han har faktisk en ganske god spurt på ad bakke. Ligesom de andre klatrere skal han dog nok køre aggressivt for at vinde.

Endelig vil vi pege på Robin Carpenter. Den aggressive amerikaner er endelig i form igen efter et uheldsramt forår, hvilket han viste med sin 3. plads på kongeetapen i Danmark Rundt og senest med en 2. plads i weekenden hollandske grusvejsløb Slag om Norg. Han er brølstærk i terræn som dette og sasmtidig hurtig på stregen. Alligevel skal han nok bruge sin sædvanlige angrebslyst for at vinde. En bedre afslutter er holdkammeraten Colin Joyce , der overraskede som puncheur i Tour de Yorkshire, men som syntes at mangle lidt for meget i Danmark Rundt.

OPDATERING: Benjamin Declercq er kommer på startlisten som en stærk kandidat efter 5. pladsen på Vejle-etapen i Danmark Rundt

***** Mathieu van der Poel

**** Alberto Bettiol, August Jensen

*** Odd Christian Eiking, Christophe Laporte, Jonathan Hivert, Sergei Chernetckii, Maurits Lammertink

** , Quentin Pacher, Mauro Finetto, Dmitriy Strakhov, Damiano Caruso, Nicolas Roche, Romain Hardy, Mekseb Debesay, Benjaimin Declercq, Justin Jules, Guillaume Martin, Robin Carpenter

* Fabian Lienhard, Colin Joyce, Krister Hagen, Connor Swift, Carl Fredrik Hagen, Bjørn Tore Hoem, Warren Barguil, Jakob Fuglsang, Tanel Kangert, Sindre Lunke, Laurent Pichon, Kevin Deltombe, Alexis Guerin, Krists Neilands, Adam de Vos, Markus Hoelgaard, Sondre Holst Enger, Angelo Tulik, Sebastien Delfosse

Danskerne

Jakob Fuglsang og Jesper Hansen er til start for et meget stærkt Astana-mandskab, men den eksplosive rute passer dem ikke. De skal formentlig køre offensivt og hjælpe med at gøre løbet hårdt, så Sergei Chernetckii kan køre med om sejren. Nicolai Brøchner kan håbe at spurte med om sejren på 2. etape, men de øvrige etaper er nok for svære. Endelig er Louis Bendixen , der med en 3. plads på prologen i Portugal har vist god form, til start for Coop, der dog nok primært kører for en formstærk Krister Hagen.