Prøv vores nye app
Optakt: Amstel Gold Race
16. april 2023 14:35Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

På søndag får den cykelgale hollandske befolkning sin eneste store chance for at se verdens bedste ryttere i aktion i deres hjemlige terræn, når de inviterer indenfor til en festival af bakker, styrt og positionskamp på smalle, snoede landeveje. Som en fascinerende blanding af en flamsk klassiker og de hårdere løb senere på måneden er Amstel Gold Race den første af de tre ardennerklassikere og markerer overgangen fra de stærke brostensspecialisters verden til et paradis for eksplosive klatrere med et godt punch.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM AMSTEL GOLD RACE, GRAND PRIX BESANCON OG TOUR DU JURA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Løbets rolle og historie

Det er lidt et paradoks, at et land med en rig cykelhistorie, to WorldTour-hold - herunder et af de allerstørste - og en stor samling af verdens mest fascinerende talenter og en meget veludviklet cykelinfrastruktur kun har ganske få muligheder for at fremvise deres bedste ryttere i direkte duel med verdenseliten. Ikke desto mindre har Holland kun én reel dag i rampelyset i den internationale cykelverden. På søndag er denne dag endelig oprundet, når Amstel Gold Race løber af stablen.

 

Manglen på virkelige højdepunkter på den hollandske cykelkalender er en afspejling af landets sene optagelse på listen over cykelsportens vigtigste nationer. Mens traditionen for konkurrencecykling i Frankrig, Belgien og Italien går helt tilbage til sidste del af 1800-tallet og første del af det 20. århundrede, entrerede de hollandske ryttere først verdenseliten meget senere. Belgien vandt eksempelvis deres første Tour de France allerede i 1912, mens deres nordlige naboer måtte vente helt til Jan Janssens triumf i 1968, inden de endelig kunne hjemføre en sejr i verdens største cykelløb.

 

Læs også
Evenepoel forklarer, hvorfor han og Pogacar ”kommer godt ud af det med hinanden”

 

I det lys er det ikke overraskende, at landets største cykelbegivenhed er en relativt ny opfindelse. Amstel Gold Race blev første gang afviklet i 1966 og har derfor ikke samme rige historie som de øvrige klassikere, men alligevel har løbet bevæget sig med raketfart mod toppen af det internationale hierarki. Selvom den første udgave faktisk næsten blev aflyst, og ruten er blevet ændret adskillige gange, opnåede man hurtigt berømmelse og tiltrak opmærksomhed fra tidens største ryttere. Ikke overraskende var det de belgiske naboer, der dominerede de tidlige år, hvor Eddy Merckx vandt to gange, men i løbet af de sene 70ere og tidlige 80ere satte værtsnationen sig på løbet, i høj grad i kraft af Jan Raas’ fem sejre. Med den opnåede status var det ikke overraskende, at UCI inkluderede løbet på World Cup-kalenderen i 1989, og løbet har haft dets naturlige plads på Pro- og WorldTour-kalenderne lige fra begyndelsen.

 

Det er et andet paradoks, at Amstel Gold Race markerer starten på den anden, kuperede del af klassikersæsonen. Selvom det afvikles i et af Europas klart fladeste lande, spiller det en næsten unaturlig rolle som det første klassikermål for nogle af verdens mest eksplosive klatrere. Den sydlige Limburg-provins skiller sig imidlertid ud fra resten af landet i kraft af dets kuperede terræn, og området er som skabt til underholdende og aggressivt cykelløb.

 

Som den første af de tre ardennerklassikere er Amstel Gold Race et løb for ryttere med et godt punch på korte, stejle bakker, og den ikoniske Cauberg-stigning, der er løbets vartegn, karakteriserer perfekt de udfordringer, løbet byder på. Ikke desto mindre er løbets natur stadig meget anderledes end det, der venter i Belgien senere, og den hollandske klassiker er på sin vis en sammensmeltning af Flandern Rundt og Liege-Bastogne-Liege. Med ikke færre end 33 stigninger, ingen brosten og mere end 3000 højdemeter har løbet samme kuperede tilsnit som La Doyenne i den vallonske provins. På samme tid afvikles løbet imidlertid på smalle, snoede veje, hvilket gør positionering til nøglen til et godt resultat, og ingen af stigningerne er længere end 2000 m - to egenskaber, der gør løbet meget mere sammenligneligt med Flandern Rundt. Som det er tilfældet i det største flamske løb, gør vejenes karakter og den konstante positionskamp løbet til lidt af en styrtfest, og i dette løb er det umuligt at overvurdere betydningen af et detaljeret rutekendskab.

Annonce

 

Selvom løbet markerer et sceneskifte, hvor de stærke folk giver plads til klatrerne, er udskiftningen en meget mere gradvis proces, end man umiddelbart skulle tro. Vigtigheden af positionering ansporer de fleste hold til at inkludere et par brostensspecialister i deres hold til Amstel, og nogle af favoritterne fra de seneste uger vælger ofte at forsøge at presse et sidste topresultat ud af den gode form i det hollandske løb. Endnu flere klatrere melder deres ankomst til Fleche Wallonne, hvor stigningerne er længere og finalen markant hårdere, mens der kun vil være ganske få brostensspecialister tilbage på startstregen på onsdag. Til sidst når vi frem til Liege-Bastogne-Liege, der er et løb kun for klatrere, og da rytterne fra Tour of the Alps nu også er ankommet, er overgangen fuldendt. Stort set alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere vil være samlet på startstregen i Liege, hvilket ikke vil være tilfældet i Holland på søndag.

 

Tidligere blev løbet afviklet efter Liege-Bastogne-Liege, men en omstrukturering af kalenderen har flyttet det til den nuværende position som den første af de tre ardennerklassikere. Det gør progressionen i løbenes hårdhed langt mere naturlig og klassikersæsonens overordnede struktur langt bedre. Selvom det ikke er et af cykelsportens monumenter, er det et af de meget få løb, der har monumentdistance, og det er placeret lige under de fem største klassikere i det internationale hierarki. Ikke desto mindre er det placeret klart under Liege-Bastogne-Liege i ardennerhierarkiet, og alle ikke-hollandske ryttere med en realistisk chance for at vinde i Liege ville til enhver tid bytte en sejr i Holland med en triumf i cykelsportens ældste klassiker.

 

I de senere år er der blevet eksperimenteret en del med ruten, der gennemgik sin første gennemgribende forandring længe i 2013. I 2017 tog man endnu et skridt ved helt at fjerne Cauberg fra finalen, hvor stigningen ellers i mange år har været den vigtigste ingrediens. Det vakte en del kritik, men arrangørernes håb om, at det ville anspore favoritterne til at angribe tidligere end vanligt blev i den grad imødekommet. Faktisk har de seneste udgaver utvivlsomt været de mest underholdende i mange år, og derfor er det nye koncept også fastholdt i år.

 

Underholdning var der også masser af sidste år, hvor Ineos tog initiativ til at åbne løbet med en voldsom forcering på Keutenberg. Her splittede de feltet og skabte en frontgruppe på 11 mand, hvor de var det eneste hold i overtal med Michal Kwiatkowski og Tom Pidcock. Det udnyttede de perfekt til at sende polakken afsted, og han fik senere selskab af løbets vel nok stærkeste mand, Benoit Cosnefroy. De to endte med at spurte om sejren, og for andet år i træk endte det i et stort drama, da end ikke målfotoet ved første øjekast kunne give en afgørelse. Cosnefroy nåede endda at blive udråbt som vinder, men i sidste ende blev det Kwiatkowski, der vandt løbet for anden gang, mens en skuffet Cosnefroy måtte tage til takke på 2. pladsen. Et sent angreb fra resten af gruppen sikrede Tiesj Benoot den sidste podieplads 10 sekunder bag de forreste. Kwiatkowski vender tilbage i jagten på et hattrick, og da Cosnefroy og Benoot også er med igen, er der deltagelse af hele det seneste podium i årets udgave.

 

STREAM AMSTEL GOLD RACE, GRAND PRIX BESANCON OG TOUR DU JURA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

Rutens hårdhed placerer naturligt Amstel Gold Race i ardennerkategorien, men når det kommer til løbets overordnede design, er løbet meget mere nært beslægtet med de flamske klassikere. Som de fleste af brostensløbene i den cykelgale belgiske region gør Amstel Gold Race næsten overdrevent brug af et meget lille kuperet område i et ellers næsten fladt område. Det er bestemt ikke et punkt-til-punkt-løb, da ruten zigzagger sig rundt i en lille del af Holland, hvor man bruger de samme veje igen og igen og besøger de samme stigninger flere gange. Rytterne er aldrig langt fra startstedet i Maastricht eller målet i Valkenburg, hvor målstregen også krydses flere gange, inden det bliver alvor i finalen.

 

Læs også
Flyvende belgier sværger Remco og Wout troskab: Det er en ære

 

Vejene i regionen er alle små og snoede, og Holland er et tætbefolket område. Samtidig passerer løbet gennem mange små byer, hvor presset på arealet er så stort, at mange af indbyggerne ikke har garager, og derfor parkerer deres biler på gaderne. Der er mange trafikchikaner og speedbumps, og derudover er antallet af rundkørsler stort. Styrt er derfor en brutal, men uundgåelig del af løbet, og det er af helt afgørende betydning at vide, hvor og hvornår man skal være fremme forud for stigningerne og eventuelle vindblæste strækninger.

 

Hvad der karakteriserer løbet, er de mange stigninger, der er spredt ud over hele ruten. I sig selv er ingen af dem specielt udfordrende, men med normalt ca. 35 bakker fordelt på ca. 260 km kommer de så hurtigt efter hinanden, at der ikke er megen tid til at restituere.

 

I 2003 besluttede arrangørerne at flytte målstregen fra den traditionelle afslutning i Maastricht til toppen af den berømte Cauberg-stigning. I de følgende år var løbets mest markante kendetegn den eksplosive finale på den 1200 m lange stigning, der stiger med 5,8% i gennemsnit og har et maksimum på 12%.

 

Mens mange bifaldt den spektakulære finale, var arrangørerne ikke tilfredse. Den hårde afslutning betød, at løbet blev mere kontrolleret, og de fleste favoritter sparede sig nu til en spurt op ad den sidste stigning. I et forsøg på at åbne løbet op, ændrede man derfor igen formatet. Efter generalprøven ved VM i 2012 - der i øvrigt blev vundet af nyere tids mest dominerende rytter i Amstel Gold Race, Philippe Gilbert - blev målstregen i 2013 flyttet 1800 m væk fra toppen af stigningen, hvormed rytterne fik mulighed for at komme tilbage, selvom de var blevet sat på bakken.

Annonce

 

Arrangørerne håbede, at dette ville anspore favoritterne til at angribe længere udefra, men hverken VM eller 2013-, 2014-, 2015- eller 2016-udgaverne havde den ønskede effekt. Ganske vist blev det vanskeligere for favoritterne at tro på, at de kunne gøre den afgørende forskel på Cauberg, men da den afsluttende rundstrækning med de relativt lette stigninger Geulhemmerweg og Bemelerberg var nem, og de sværeste stigninger, Kruisberg, Eyserbosweg og Keutenberg, kom langt fra mål, følte de største navne sig fortsat nødsaget til at gamble alt på deres evne til at køre fra på Cauberg. Den nye finale åbnede ganske vist løbet for langt flere mulige vindere, men det ændrede ikke på, at løbet fortsat var ekstremt kontrolleret.

 

Forud for 2017-udgaven traf arrangørerne et nyt, meget mere kontroversielt valg. Denne gang valgte man helt at droppe Cauberg-finalen, og selvom man bibeholdt målstregens placering, skulle man denne gang ikke op over den ikoniske stigning tæt på mål. De tre første passager af bakken fastholdtes, men da man kom tilbage til Valkenburg for sidste gang efter den afsluttende lille rundstrækning med Geulhemmerweg og Bemelerberg kørte man ikke ned i det sædvanlige ”hul”, og derfor var Bemelerberg nu sidste stigning, inden man nåede frem til den flade finale. Det åbnede muligheder for, at de stærke sprintere kunne overleve, og håbet var, at det ville tvinge de virkelige ardennerspecialister til at angribe fra distancen. Da man samtidig bibeholdt det nye format, der blev indført i 2013, hvor de svære Eyserbosweg og Keutenberg kom langt fra mål, håbede man, at de mest klatrestærke ryttere følte sig nødsaget til at sætte fremstød ind allerede der.

 

Planerne vakte ikke megen begejstring i cykelkredse, men endte som en stor succes. Rytterne gjorde præcis, som man havde håbet, og alle de store navne spillede ude i den svære sektion langt fra mål. Resultatet var et langt mere animeret løb end tidligere og den bedste udgave i mange år, og det blev til fulde gentaget med endnu underholdende versioner, da man i 2018, 2019 og senest i 2022 bibeholdt det nye format. I 2021 betød coronasituationen og behovet for at holde tilskuere væk, at man afviklede løbet som et rent rundstrækningsløb over bare 216,7 km, men i år er løbet tilbage i det format, det har haft i årene 2017, 2018, 2019 og 2022.

 

Faktisk er ændringerne i forhold til 2018-, 2019- og 2022-løbene marginale, og man fastholder den ændring, man foretog efter 2017-udgaven. Her ændrede man en anelse på den afsluttende, ikke specielt svære rundstrækning. Stigningerne var de samme, men man undgik de store, brede veje mellem Geulhemmerweg og Bemelerberg. Håbet var, at brugen af smallere veje ville gøre det endnu vanskelige at kontrollere løbet. Sidste år forkortede man løbet med ca. 15 km, og sådan vil det også være i år, hvor man tillige har ændret lidt i løbets indledende fase, så der kommer et par nye stigninger ind og andre ryger ud. Blandt andet ryger den tidlige passage af Cauberg, der dermed kun skal passeres to gange. Siden 2017 har den ellers været på programmet tre gange, og forinden skulle den passeres fire gange. Fra stigning 7, Wolfsberg, er stigningerne de samme som sidste år, og det samlede antal er stadig 33 mod tidligere 35.

 

Den væsentlige ændring kommer i finalen. Sidste år forlængede man den afsluttende rundstrækning, så næstsidste stigning, Geulhemmerweg, kom 19,3 km og ikke 14,3 km fra mål. I år har man igen forkortet den, så den nu kommer 15,1 km fra mål.

Annonce

 

Læs også
Stolt Van Aert lovpriser Vingegaard: Han er en mester

 

Det betyder, at der modsat udgaverne i 2018 og 2019 skal tilbagelægges færre end 260 km, nemlig ”bare” 253,5 km, hvilket fastholder løbet i monumentligaen, selvom det ikke er et monument, og er 500 m mindre end sidste år. Som vanligt går starten i områdets største by, Maastricht, mens målet er i Beg en Terblijt i udkanten af Valkenburg. Derfra bevæger rytterne sig ind i det kuperede terræn øst for storbyen, og løbet vil herefter sno sig rundt i et ganske lille område tæt på den belgisk-hollandske og den tysk-hollandske grænse og gøre brug af de samme veje igen og igen.

 

Rytterne skal som sagt op over intet mindre end 33 stigninger på en lang dag med konstant udskillelse, og modsat mange af de øvrige klassikere starter løbet ikke med et langt, fladt stykke. Tværtimod er bakkerne spredt ud over hele ruten, og den første stigning, Maasberg (300 m km, 5,4%), er placeret bare 12,5 km efter den officielle start. Mange stigninger skal passeres flere gange, men løbets ikoniske Cauberg-stigning skal som nævnt helt usædvanligt kun passeres to gange.

 

Terrænet er en invitation til aggressiv kørsel, og derfor tager det ofte lidt tid, inden det tidlige udbrud er etableret. Grundet løbets generelle hårdhed og den ofte lange distance får det ofte et meget stort forspring, inden de store hold optager jagten. Ofte når afstanden mere end 10 minutter, inden favoritterne sender tropperne frem. Det plejer at være sket, når feltet efter ca. 50 km har passeret Cauberg for første gang. Det gør man som sagt ikke denne gang, hvor de tidlige stigninger er Adsteeg (1000 m, 2,1%) efter 31,1 km, Bergseweg (2600 m, 3,4%) efter 46,4 km, Korenweg (500 m, 5,3%) efter 49,9 km, Nijswillerweg efter 57,2 km og Rijsweg N278 efter 64,3 km, hvoraf de sidste tre er nye i forhold til tidligere år. Herefter er stigningerne de samme som sidste år.

 

I denne tidlige fase er der typisk tale om en lang jagt på det tidlige udbrud, hvor der gradvist akkumuleres træthed. Udover stigningerne er hovedudfordringen det konstante stress på de smalle, snoede veje. Positionering forud for stigningerne er en nøgleingrediens, og betydningen af et stærkt hold i positionskampen og rutekendskab er af helt afgørende betydning. Styrt er en uundgåelig del af løbet, der ikke vindes på rå styrke alene. Denne del af løbet er sjældent aggressiv, men de mange stigninger tærer gradvis på kræfterne, og de smalle veje kræver konstant fokus og opmærksomhed, der gør løbet enormt stressende. Samtidig er det sjældent, at alle favoritterne slipper helskindet igennem denne fase. Stigningerne tæller i den følgende fase Wolfsberg (1000 m, 2,9%) efter 83,8 km, Loorberg (1600 m, 4,7%) efter 87,9 km, Schweibergerweg (2700 m, 4,4%) efter 99,9 km, Camerig (3800 m, 4,2%) efter 107,2 km, Drielandenpunt (2100 m, 5,7%) efter 119,6 km, Gemmenich (800 ml, 6,1%) efter 122,7 km, Vijlenerbos (1500 m, 5,4%) efter 127,0 km, Eperheide (2200 m, 4,6%) efter 134,7 km, Gulperberg (400 m, 8,8%) efter 143,8 km, Plettenberg (900 m, 3,9%) efter 147,5 km, Eyserweg (1200 m, 4,6%) efter 149,8 km, St. Remigiusstraat (1100 m, 6,5%) efter 154,1 km, Vrakelberg (600 m, 7,1%) efter 159,4 km, Sibbergrubbe (1600 m, 3,9%) efter 167,1 km og til slut Cauberg (1200 m, 5,8%) efter 171,8 km.

 

Kort efter Cauberg passerer man målstregen for første gang, hvorfra der resterer 79,2 km mod 88,8 km i 2022, og det er det tid til den sværeste del af løbet. Den næste rundstrækning er 63,2 km lang og indeholder ni stigninger, hvoraf Cauberg igen er den sidste. Det er typisk her, at de næste angreb sættes ind. Mange hold vil have et hårdt løb eller have holdkammerater fremme, der kan komme i spil, når kaptajnerne sætter deres fremstød ind senere, og det gør løbet aggressivt. For et par år siden så man ofte ganske mange angreb langt udefra, men i de senere år har der været en tendens til at vente til de sidste 50 km. Det er imidlertid vigtigt for de fleste hold at undgå af komme i defensiven i denne fase og blive tvunget til at jagte. Derfor har det ofte været et godt tidspunkt for løjtnanterne at forsøge sig. Samtidig betyder den konstante passage af nye stigninger og den stressende positionskamp, at der er konstant udskilning, og fra nu af bliver feltet bare mindre og mindre.

Annonce

 

De første af stigningerne er de relativt lette Geulhemmerweg (1000 m, 6,2%), Keerderberg og Bemelerberg (900 m, 5,0%), hvoraf først- og sidstnævnte skal passeres igen i finalen, og som her kommer med hhv. 76,7 km, 69,9 km og 66,4 km igen. Derefter følger Loorberg (1600 m, 4,8%) med 51,3 km tilbage samt Gulperberg (400 m, 9,0%) med 43,8 km til stregen. Herefter indledes den virkelige finale. Tidligere spillede favoritterne altid ud på de tre sværeste stigninger, Kruisberg (800 m, 7,5%), Eyserbosweg (1100 m, 8,1%) og Keutenberg (700 m, 9,4%), og det var ofte en ganske lille gruppe, der nåede toppen. Siden man i 2013 introducerede den nye, nemmere finalerundstrækning, har disse svære bakker imidlertid været placeret så langt fra mål, at de i en periode spillede en mindre rolle.

 

Siden ruteændringen i 2017 er det lykkedes at vende den udvikling, og nu bliver der kørt aggressivt på disse tre stejle udfordringer, der passeres med hhv. 39,0 km, 37,0 km og 29,2 km til mål - med den lettere Fromberg (1600 m, 4,0%) placeret som en ekstra udfordring 33,2 km fra stregen. For ryttere, der skal have et selektivt løb, er disse samt den sidste passage af Cauberg (1200 m, 5,8%), der følger efter Keutenberg med i år bare 18,6 km igen, stedet at slå til. Den eneste gang, det med den gamle rute lykkedes at forhindre en afgørelse på sidste passage af Cauberg, var i 2013, da Roman Kreuziger kørte væk allerede ved næstsidste passage med knap 20 km til mål.

 

Efter sekvensen med Kruisberg, Eyserbosweg, Fromberg, Keutenberg og Cauberg krydser man efter 237,6 km målstregen for næstsidste gang for at tage hul på den i år bare 16,0 km lange finalerundstrækning. Den er i alt væsentligt identisk med den, der hidtil er blevet benyttet, men har som sagt den afgørende ændring fra 2017, at man kører direkte til stregen i Valkenburg i stedet for at køre ned i ”hullet” og op ad Cauberg igen, ligesom man med ændringen i 2018 benytter nye og smallere veje i særligt området mellem de to stigninger og nu altså igen har fjernet den forlængelse mellem stigninger på ca. 5 km, som blev introduceret sidste år. Derfor er de eneste tilbageværende bakker Geulhemmerweg (1000 m, 6,2%) og Bemelerberg (900 m, 5,0%), hvis toppe nås med henholdsvis 14,0 og 6,9 km til mål. Herved kommer de begge en anelse tættere på stregen end i den gamle Cauberg-finale, men de er som sagt samtidig de sidste muligheder for at gøre en forskel. I finalen stiger det let mellem 3 km- og 1 km-mærkerne, hvorefter den sidste kilometer er let faldende med 0,8% i snit. Rytterne vil følge en snoet vej med mange kurver og med et skarpt sving med 900 m igen, hvorfra det er en helt lige vej frem til mål.

 

Arrangørerne håber, at de små ændringer i finalen vil give anledning til endnu mere aggressivt cykelløb med angreb både på næstsidste rundstækning og de to sidste stigninger, men den flade afslutning giver samtidig de stærkeste sprintere langt mere håb om, at de kan vinde løbet i en spurt. Derfor er der sandsynligvis udsigt til et ganske animeret cykelløb i finalen, hvor der vil blive angrebet utrætteligt på de sidste bakker, men det er stadig et åbent spørgsmål, hvilken ryttertype der vil vinde den femte udgave af det ”nye” Amstel Gold Race. Svaret får vi på søndag.

 

Læs også
Armstrong undrer sig over Pogacar

 

Løbet byder på i alt 3242 højdemeter, hvilket er godt 150 færre end i 2022 og 250 færre end i 2019, men ca. 250 flere end ved 2021-udgavens specielle rundstrækningsformat.

Annonce

 

 

 

 

 

Annonce

 

STREAM AMSTEL GOLD RACE, GRAND PRIX BESANCON OG TOUR DU JURA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Favoritterne

Det er altid en kontroversiel sag at ændre på ruterne til de store klassikere. Mange vil huske, hvordan det skabte oprør i Belgien, da man fjernede Muren fra finalen af Flandern Rundt, og selvom den nye finale på mange måder har forbedret løbet, er der mange cykelnostalgikere, der stadig ikke kan acceptere, at en af cykelsportens mest ikoniske stigninger ikke længere indgår i finalen af den flamske klassiker.

 

Ændringen af ruten i Flandern forandrede imidlertid ikke grundlæggende sammensætningen af favoritfeltet, men det kan ikke helt siges om justeringen af finalen af Amstel Gold Race. I 2017 var det en yderst kontroversiel beslutning med relativt kort varsel at foretage en så drastisk omlægning af løbets nøglepunkt, og det affødte særdeles kritiske reaktioner fra mange af klassikerspecialisterne. For mange af de knap så klatrestærke puncheurs er Amstel Gold Race den eneste af ardennerklassikerne, de har en chance for at vinde, og således har den hollandske klassiker været deres helt store mål. Derfor var det et stort slag i ansigtet at indse, at deres vilkår pludselig blev drastisk forringede ved udsigten til den manglende finale på Cauberg, hvilket fik mange til at tro, at løbet skulle være mere sprintervenligt.

 

Læs også
Movistar-kaptajn har fået blod på tanden: Jeg vil vinde Vueltaen

 

Som nævnt ovenfor ”virkede” ideen imidlertid. Det er meget svært at argumentere imod påstanden om, at de fem seneste udgaver af løbet har været de mest underholdende i mange, mange år, og vi fik præcis, hvad arrangørerne ønskede. I 2017 spillede store navne som Philippe Gilbert, Nathan Haas, Michael Albasini og Ion Izagirre ud allerede langt fra mål, og da Greg Van Avermaet og Alejandro Valverde sammen med Michal Kwiatkowski senere reagerede, var det kun polakken, der var stærk nok til at køre op til de forreste. At selv Van Avermaet og Valverde regulært kom til kort på stigningerne, vidner om et løb, der havde langt mere dynamik og langt flere udfaldsrum end det gamle format, der i alt væsentligt kunne koges ned til en afsluttende spurt op ad Cauberg.

 

I 2018 så vi samme mønster, hvor de store navne spillede tidligt ud og derved gjorde det hele så hårdt, at Valverde med et angreb på Geulhemmerweg kunne skabe den lille ottemandsgruppe, der endte med at afgøre det hele til sidst. I 2019 så vi, hvordan Julian Alaphilippe, Jakob Fuglsang og Michal Kwiatkowski kunne køre væk fra distancen og havde kurs mod at afgøre løbet, indtil Mathieu van der Poel leverede det comeback, der vel stadig ikke er nogen, der helt har fattet.

Annonce

 

Sidste år var det så Ineos, der splittede løbet allerede på Keutenberg, hvor de skabte den gruppe af klassikerspecialister, der afgjorde løbet. Her udnyttede de deres overtal på smart vis, for selvom Michal Kwiatkowski og Tom Pidcock var langt fra at være de stærkeste, så vi, at den nye finale ikke nødvendigvis betyder, at stærkeste mand vinder. De fik sendt Kwiatkowski i forkøbet, og selvom stærkeste mand, Benoit Cosnefroy, kom op bagfra, havde polakken nok overskud til at vinde den kontroversielle og urimeligt tætte spurt, selvom det i de senere klassikere blev helt åbenlyst, at han ikke var i nærheden af sit bedste niveau. Den slags sejre ville man aldrig se på Cauberg, hvor fysikken var bestemmende mere end taktikken.

 

Sprinterne er altså endnu ikke kommet til fadet. De var meget tæt på i 2021, hvor Wout van Aert, Tom Pidcock og Maximilian Schachmann næsten blev hentet til sidst, men det løb kan slet ikke sammenlignes med det, der venter på søndag. Coronasituationen gjorde det meget kortere, og alle de svære stigninger var væk. Der er ingen tvivl om, at sprinterne havde en bedre chance i 2021 end på den ”rigtige” Amstel-rute, som heldigvis er tilbage i år, selvom den som i 2022 er marginalt kortere end i de seneste uhyggeligt lange udgaver. Med beslutningen om at droppe forlængelsen af finalerundstrækningen - en forlængelse, der blev indført sidste år, hvor vi alligevel var milevidt fra at få en spurt - bliver det endnu vanskeligere at få den spurt, vi altså endnu ikke har fået, selvom mange i forbindelse med ruteomlægningen mente, at det åbnede helt nye døre for de mest holdbare sprintere.

 

Favoritterne til de tre ardennerklassikere har altid skullet findes i den samme gruppe af ryttere, men løbene er ganske forskellige og tilpasset forskellige typer. Mens Liege-Bastogne-Liege er et meget hårdt løb, der er på grænsen til at være et løb for rigtige klatrere, og den unikke finale i Fleche Wallonne begrænser listen over mulige vindere til en yderst eksklusiv gruppe på en håndfuld meget eksplosive murspecialister, har Amstel Gold Race traditionelt været for lidt større drenge, klassikerspecialister med et godt punch, og det har gjort listen over potentielle vindere betydeligt længere. Stigningerne er så korte, at det er muligt for de eksplosive klassikerryttere at spurte fra bund til top, hvilket gør det svært for klatrerne at følge med. På den anden side er det samlede antal højdemeter og distancen så voldsom, at løbet er ganske hårdt, og den gradvise udskilning sender mange af de tungere folk ud af kampen.

 

Da løbet sluttede på toppen af Cauberg, var det for specialister, og det begrænsede listen over potentielle vindere betydeligt. Den nye finale, der blev indført i 2013, åbnede løbet op for flere, og nu ændrer den nye modifikation igen betydeligt på, hvad vi kan forvente i den hollandske klassiker. På papiret betyder den fladere finale, at langt flere ryttere nu har en reel chance for at krydse stregen først, og taktik og held kommer til at spille en langt større rolle, som vi så det sidste år. Til gengæld kan det også blive vanskeligere for mindre spurtstærke ryttere at sikre sig sejren, og selvom de seneste år var selektive, var det ikke tilfældigt, at næsten alle topplaceringer udgjordes af ryttere, der er kendt for deres afslutterevner. Det er fortsat ikke voldsomt sandsynligt, at en type som Roman Kreuziger kan gentage sin sejr fra 2013.

 

Umuligt er det dog ikke. Den nye, fladere finale har givet løbet et helt andet element af taktik, som betyder, at det nu ikke nødvendigvis er stærkeste mand, der vinder. Det blev særligt tydeligt i 2018, hvor Michael Valgren bestemt ikke var gruppens stærkeste, men måske den klogeste. I hvert fald udnyttede gruppens tre af gruppens på papiret mindst farlige, nemlig Valgren, Roman Kreuziger og Enrico Gasparotto, den interne magtkamp mellem særligt Peter Sagan, Alejandro Valverde og Julian Alaphilippe til at løbe med hele podiet, selvom det kun er Gasparotto, der med en vis rimelighed kan siges at være kendt for sin spurtstyrke. Også i 2019 så vi masser af taktik. Julian Alaphilippe og Jakob Fuglsang kørte regulært væk, men bag dem var det et angrebsmylder, og det var lidt tilfældigt, hvem der lå ude foran, da Mathieu van der Poel åbnede op og begyndte at samle folk op. Endelig lykkedes det altså sidste år for Kwiatkowski at tage det, der vel mest af alt kan betegnes som en taktisk sejr. I alle tilfælde er de bedste endt med at køre om sejren, men om stærkeste mand vinder er mere tvivlsomt.

Annonce

 

Det gør dermed også det ”nye” Amstel Gold Race til den mest taktiske af de store klassikere. Sikrer man sig først billet til finalen, er den sidste rundstrækning så let, at de fleste kan være med, og i det strategiske spil, der let opstår i en gruppe uden hjælpere, kan alt ske, ikke mindst hvis man som Astana i 2018 eller Ineos i 2022 sidder i overtal. I den sammenhæng kan det endda være en fordel at være lidt af en underdog, og derfor er det nok også på søndag, at vi har størst chance for en stor overraskelse i en af de store klassikere. Det er i hvert fald langt fra givet, at bedste mand vinder.

 

De største tabere ved den nye ruteændring er de virkelige puncheurs, der ikke længere kan satse 100% på deres punch på Cauberg. Nu kræver en sejr ikke blot gode ben, men også held og en vellykket taktik. Skal en klassikerspecialist vinde, kan det nemlig ikke nytte noget at slæbe de holdbare sprintere med til stregen, og derfor skal der angribes langt fra mål. Målet er som i de foregående år at skabe en lille gruppe af favoritter, men er man isoleret, kan en sådan være ganske svær at kontrollere, hvad den flyvende Cosnefroy erfarede sidste år. Derfor kan en overtalssituation med flere mulige vinderbud være helt afgørende i løbets nye format, og man vil i vidt omfang kunne lukrere på kollektiv styrke, som Quick-Step så flot plejer at gøre det i de flamske klassikere, og som Jumbo har gjort det i år.

 

Læs også
Journalist: Ineos gør 29-årig historisk

 

I 2017 var der almindelig enighed om, at vinderne ved den nye ruteføring var de stærke sprintere. Folk som Bryan Coquard, Michael Matthews og Sonny Colbrelli var alle i top 5 i 2016 og viste således, at de havde reelle muligheder for at vinde i den gamle finale. Den nye rute burde umiddelbart øge sandsynligheden for en reduceret massespurt, hvilket gør deres spurstyrke til langt stærkere våben, end den ellers ville have været, men historien har altså modbevist den teori. For løbets puncheurs er det imidlertid en stor ulempe, at de ikke længere skal op over Cauberg i finalen. Ganske vist er de ofte hurtige, specielt efter et langt løb, men i en direkte duel med de deciderede sprintere, vil de som regel komme til kort. Derfor skal de forsøge at komme af med de hurtigste langt tidligere, og det kan let skabe en situation, der ikke kan kontrolleres.

 

Arrangørernes håb er atter, at den ændrede finale vil tvinge disse klassikerspecialister ud af busken, og det skal ske allerede på de stejleste stigninger Kruisberg, Eyserbosweg og Keutenberg samt på sidste passage af Cauberg. Det er i denne fase, at udskilningen kan skabes, og det er her, vi i alle udgaver har set, at de bedste er kørt væk, senest altså i 2022, hvor Ineos rev det i stykker på Keutenberg. Efter sidste passage af Cauberg er løbet til gengæld ”let”, og herfra kan alt ske.

 

I gamle dage så man ofte angreb endnu tidligere, hvor folk forsøgte at komme i forkøbet, men i de seneste år har det faktisk været ret kontrolleret frem mod denne sekvens af disse svære stigninger. Faktisk har det været lidt småkedeligt frem til dette punkt, men herefter er det så også gået løs for alvor med nogle ganske forrygende finaler.

 

I år er al velkendt dynamik imidlertid forandret. Det skyldes naturligvis tilstedeværelsen af Tadej Pogacar. Med hans magtdemonstration i Flandern Rundt i meget frisk erindring vil de fleste hold formentlig gå til løbet med akkurat samme indstilling, som de havde inden det flamske monument. Slæber vi Pogacar frem til den svære serie af stigninger, kører han formentlig fra alt og alle med et af sine eminente soloridt.

 

Derfor vil de fleste hold nok have den taktik, der fungerede så godt i Flandern, nemlig at man skal Pogacar i forkøbet. UAE ser bestemt ikke skræmmende ud, og det taler for, at de kan få svært ved at kontrollere det. Denne gang har de nemlig heller ikke hjælp af Jumbo og Alpecin, da Pogacar er alene om at være storfavorit her. Det kan således blive ganske svært for UAE at holde styr på tingene.

 

Det betyder også, at vi formentlig får en længere kamp om at ramme udbruddet, end vi plejer. Alle vil gerne have forposter afsted, og det var en væsentlig grund til, at udbruddet kørte så sent i Flandern. Det kan vi meget vel se igen denne gang, og det taler sammen med det gode vejr for endnu en lynhurtig klassiker. Paradoksalt nok hjælper det også Pogacar, fordi det skaber det hårde løb, han skal bruge, men det er en pris for forsøget på at sende forposter afsted.

 

Det kan måske også betyde, at de tidlige udbrydere kommer langt, hvad de ellers sjældnere gør i dette løb. UAE får næppe alt for megen hjælp til at kontrollere, og holdene vil gerne have, at deres forposter kommer langt. En choksejr til en udbryder bør dog over mere end 250 km ikke være en option. Grundet ønsket om at komme Pogacar i forkøbet regner jeg nemlig også med, at løbet igen bliver åbnet tidligere, end vi har set de seneste år. Måske ikke med mere end 100 km igen som i Flandern, men ganske tidligt. Forspringet skal jo være stort, når Kruisberg med 39,0 km igen indleder den svære serie af stigninger.

 

UAE er som sagt ikke voldsomt stærke, og derfor er chancen for, at vi får en stærk gruppe, der kommer Pogacar i forkøbet, stor. Det er derfor slet ikke så givet, at han vinder, som man umiddelbart skulle tro. Han savner nemlig i den grad Wout van Aert og Mathieu van der Poel. Dels vil UAE være langt mere alene om at kontrollere, dels bliver det formentlig umuligt for ham selv at få forposter afsted, og dels skal han nu selv køre op til de forreste, hvis han igen må lade en gruppe smutte afsted. Han skal i hvert fald undgå, at vi får en gruppe med stort set alle stærke hold, som vi gjorde i Flandern, for han kan i den grad få brug for allierede. Særligt vil det nok være klogt at holde øje med Ineos, for de vil nok med nogen sandsynlighed hjælpe til, hvis en stærk gruppe kommer væk.

 

Det kan også blive et problem for Pogacar af andre årsager. Selv hvis han skulle lykkes med at lave et comeback i stil med det, han lavede i Flandern, er finalen denne gang lettere. Efter Cauberg er de to sidste stigninger lettere, og her kan det måske selv for Pogacar være svært at køre alene, hvis han har brugt en masse tændstikker på at bringe sig selv tilbage i løbet. Den lettere finale er som sagt mere taktisk, og når alle vil kigge på ham, åbnes døren for, at stærkeste mand ikke vinder. Det var tæt på at gå galt i Flandern, hvor Jumbo, UAE og Alpecin bestemt ikke havde situationen i kontrol, og uden sine to medmusketerer skal Pogacar nu redde alle kastanjer ud af ilden på egen hånd. Nej, det bliver bestemt ikke let for Pogacar at gøre det her færdigt.

 

Læs også
Pogacar om rekorder: ”Det interesserer mig ikke”

 

Til gengæld tror jeg, at vi kan udelukke en spurt. Som sagt har vi endnu ikke fået en på denne rute, og vi har heller ikke for alvor været tæt på. Med udsigten til, at alle vil i forkøbet, regner jeg med en meget hård og hurtig udgave, som vi så det i Flandern. Det er paradoksalt nok det, Pogacar kan lide, men det er formentlig eneste recept på at slå ham.

 

Pogacar er så suveræn, at det formentlig kun er en offday eller uheld, der kan forhindre ham i at vinde, hvis løbet ikke glider ham og UAE af hænde, men det kan det til gengæld også med nogen sandsynlighed gøre. Hvem er det så, der kan udnytte et sådant kontroltab fra sloveneren? Ja, det er selvsagt betydeligt mere tilfældigt, end hvis det alene er styrken, der afgør det. Løbet bør dog blive så hårdt, at det kun er de bedste, der har en chance, og favoritfeltet vil derfor være det sædvanlige, selvom alle andre nok skal vinde løbet på en lidt mere opportunistisk facon end ved at satse på egen styrke. Undgår Pogacar uheld, synes alle andre at være tvunget i forkøbet, hvis man skal have en chance. For herfra at gøre det færdigt skal man til gengæld være stærk, og en god spurt er meget ofte et vigtigt våben. Dels for eventuelt at kunne slå Pogacar, hvis omstændighederne har kørt ham træt, dels for at kunne slå de følgesvende, man måtte have, hvis man taktisk sniger sig væk, eller hvis løbet glider Pogacar så meget af hænde, at han aldrig når tilbage i løbet.

 

Det er dog naturligvis helt umuligt at pege på andre end Tadej Pogacar. Sloveneren har allerede leveret mange vilde og mindeværdige bedrifter, men hans sejr i Flandern Rundt var alligevel en af de mest imponerende. Mathieu van der Poel er ifølge eget udsagn stærkere end nogensinde, og alligevel satte sloveneren hollænderen til vægs i et løb, der mere end noget andet er skræddersyet til ham. Jeg synes ikke, at man fornemmede nogen væsentlig udvikling for Pogacar mellem 2021 og 2022, men i år kunne noget tyde på, at vi ser den bedste udgave af sloveneren nogensinde. Nu kommer han endda til et løb, der med flere stigninger, mange flere højdemeter og ingen brosten passer ham langt bedre.

 

Derfor er han også så meget i særklasse, at han ikke bliver slået på fysik. Han slår også med sikkerhed næsten alle i en spurt, men han kan som sagt blive slået på taktik. Hans hold er ikke overbevisende, og Flandern viste, at han er sårbar. Samme viste imidlertid også, hvor overlegen han er, og det er svært at tro, at han har tabt nævneværdigt med form. Han sagde ganske vist, at han i Sanremo var i sit livs form, men den var i hvert fald ikke blevet ringere i Flandern, og med et relativt begrænset løbsprogram er han næppe helt udkørt endnu.

 

Det bedste scenarium for Pogacar er, at det hele er samlet, når vi rammer den svære serie begyndende md Kruisberg. Sker det, regner jeg med et soloridt. Om han kører væk på Kruisberg, Eyserbosweg eller Keutenberg - jeg tror ikke, at han venter helt til Cauberg, for så bliver han for sårbar - er ikke helt klart, men på én af de tre stigninger vil han formentlig køre så stærkt, at de ikke ser ham igen. Det er klart, at han vil skulle levere et længere soloridt end i Flandern, og jagtes han af et helt felt, vil selv Pogacar kunne hentes. Udsigten til et hårdt løb gør det imidlertid usandsynligt, at han ikke vil blive jagtet af bare en lille gruppe, og dem kan han formentlig holde stangen. Mest af alt taler for, at vi vil se endnu et af Pogacars vilde soloridt.

 

Kommer han på bagkant, kan han stadig vinde, men så bliver det vanskeligere. Så skal han nemlig levere et comeback i stil med det, han gjorde i Flandern. Henter han først fronten efter Cauberg, kan det blive svært for ham at køre alene, særligt hvis han har brugt sine tændstikker. Her har han heldigvis sin spurt at falde tilbage på, og derfor kan han stadig vinde, men lettest bliver det, hvis han er kommet af med sidste mand, inden de når toppen af Cauberg. Lykkes det, har han formentlig vundet løbet, og jeg vælger at tro, at det vil lykkes for UAE at kontrollere så meget, at det kan lade sig gøre for en mand, der har 10 gear mere end de andre - også selvom Rui Oliveira er for tung, Matteo Trentin må være træt, Sjoerd Bax, Ryan Gibbons og Felix Grossschartner har skuffet i år, og Marc Hirschi leder efter formen efter sin skade på et hold, der virker ganske, ganske sårbart.

 

Skal han slås, kan det som sagt godt blive en smule tilfældigt, hvem der kommer ham i forkøbet, og derfor er det egentlig med lidt modvilje, at jeg peger på Tom Pidcock som nr. 2. Problemet er nemlig, at han formentlig vil være en af de mest overvågede og derfor kan få vanskeligere ved at få frihed. Omvendt så vi i Flandern Rundt, at det var nogle af de største favoritter, der fik lov at køre, og UAE kan formentlig få lidt svært ved at holde snor i bestemte ryttere, når hierarkiet bag Pogacar er så flydende. Det er i hvert fald ikke helt indlysende, at Pogacar nødvendigvis skal mandsopdække Pidcock, og han er i hvert fald en rytter, der ikke er bange for at angribe fra distancen, som vi senest så i Strade.

 

Når jeg rangerer ham som nr. 2, skyldes det, at han med nogen sandsynlighed er næstbedste mand. Det er bestemt ikke sikkert, for vi har i den grad lært, at han modsat sine medcrossryttere har alt andet end et højt bundniveau. Hans styrt i Tirreno, afbud til Sanremo og svage kørsel i Dwars skaber stor usikkerhed, men til gengæld mindede han os i Strade om sit tårnhøje topniveau. I Flandern var han trods alt bedste mand bag de tre giganter, da de åbnede op, selvom han gik sukkerhold til allersidst, og det var på en rute, der passede ham meget ringere end denne. Dette løb passer ham til gengæld ganske perfekt med de flere højdemeter og fravær af de brosten, hans lille krop ikke er så stor fan af, og også rutens tekniske elementer er en gave for ham. Det er i hvert fald ikke tilfældigt, at han har kørt finale to gange i træk og var urimeligt tæt på at vinde i 2021. Måske er distancen ikke helt ideel, for han har ikke kørt sine bedste løb over lange distancer - i 2021 var løbet jo usædvanligt kort - men han har trods alt ved VM og sidste år vist, at det ikke bør være noget stort problem.

 

Usikkerheden handler mest om hans form, for vi ved aldrig, hvilken Pidcock vi får. Han havde imidlertid forbedret sig markant mellem Waregem og Flandern, og logikken tilsiger, at han bliver bedre, jo længere tid der går efter pausen. Jeg kan godt være bekymret for, at han tog sig endnu en pause på to uger, når han siger, at han altid har det lidt svært efter en sådan, men denne gang har der trods alt ikke været sygdom involveret. Han har tillige den fordel, at han kan slå alle - også Pogacar - i en spurt, og det giver ham et ekstra våben. Til gengæld må han med nogen sandsynlighed leve med, at han modsat sidste år ikke vil være i overtal, da Ineos kun støtter ham med meget usikre kort. Det ændrer dog ikke på, at den Pidcock, vi så i Strade, vel er bedste bud på en mand, der kan gøre det færdigt, hvis løbet glider Pogacar af hænde.

 

Læs også
Stor oversigt: De varmeste transferrygter

 

Jeg vælger at pege på Tiesj Benoot som nr. 3. Det er måske ikke det mest indlysende, når det er et løb, der typisk vindes i en eller anden form for spurt, men de specielle omstændigheder, der kræver, at man kommer i forkøbet, gør, at chancen for en solosejr må være større end normalt - også fordi løbet formentlig bliver meget hårdt. Benoot var allerede en af de bedste sidste år, hvor han sneg sig væk til en 3. plads, men siden dengang synes han at have forbedret sig. Han klatrede bedre end nogensinde i San Sebastian, hvor han kørte på podiet i et løb, der burde være for hårdt, han vandt i Kuurne på en rute, der burde være for let, og han var ganske fremragende i Strade Bianche, hvor terrænet minder om dette. I Waregem var han bedste mand på stigningerne - også bedre end den ellers flyvende Neilson Powless - og i Flandern meldte han om gode ben, men desværre sad han for langt tilbage, da Pogacar trykkede til på Kwaremont. Det forhindrede ham ikke i uden for tv-billederne at køre op til bladet andre Christophe Laporte og Benoit Cosnefroy, og meget taler således for, at han også der var en af de stærkeste.

 

Han har været i form længe, men han har også skippet relativt mange løb. Det øger sandsynligheden for, at han stadig har sin Flandern-, Waregem- og Strade-form intakt, og har han det, bliver han stærk, også fordi han har vist sig god over distancen. Med de klatreben, han har fået, passer dette løb ham i dag utvivlsomt bedre end de flamske klassikere, og han er også den opportunistiske type, der er klar til at angribe tidligt. Potentielt udgør han også en meget spændende finaleduo sammen med Attila Valter, og det kan måske skabe en overtalssituation. Det er klart, at hans knap så gode spurt er en ulempe, men efter et hårdt løb, hvor Pogacar jagter bagfra, synes chancen for, at bedste mand kører alene, større - ikke mindst med Cauberg blot 16 km fra mål. Det virker ikke umuligt, at Benoot er stærk nok til det, hvis løbet glider UAE af hænde.

 

Usikkerheden er større om David Gaudu, der skuffede ganske markant i Baskerlandet. Han var i hvert fald langt fra sit Paris-Nice-niveau, men man kan til gengæld håbe, at et hårdt etapeløb var det, han efter en lang pause manglede. Noget dårligt løb kørte den samlede nr. 4 jo trods alt heller ikke, og vi så i Frankrig, a hans topniveau lige nu er højere end nogensinde. Han har tillige vist sig fremragende i de lange endagsløb med sin 3. plads i Liege, sine flotte præstationer i Lombardiet, sit stærke OL og senest sin 4. plads i Montreal, der trods alt er mere end 220 km langt. Dette løb passer ham ringere, men punch har han, og helt langsom i en flad spurt er han heller ikke.

 

Samtidig har FDJ et af de allermest spændende hold, hvor de burde have mulighed for måske at få flere mand i forkøbet med navne som Valentin Madouas, Rudy Molard, Romain Gregoire og Quentin Pacher. Det kan åbne endnu flere perspektiver i en finale, der kan blive taktisk. Det er klart, at der er folk, der er hurtigere end ham, men som Benoot kan han glæde sig over udsigten til et formentlig meget hårdt løb. Den største trussel kan være, at han ikke får den nødvendige frihed, når Pogacar i Paris-Nice fik en advarsel om hans niveau. Baskerlandet skaber derudover usikkerhed, og Gaudu er aldrig tilregnelig, men i et taktisk løb kan den baskiske udgave af Gaudu sagtens vinde, og hvis Baskerlandet har bragt ham tilbage på Paris-Nice-niveau, er det nok kun Pogacar, der er stærkere.

 

FDJs kollektive styrke gør også, at jeg rangerer Valentin Madouas her, men det er desværre ikke med den overbevisning, jeg havde ønsket. Franskmanden har nemlig været syg både under Tirreno og senest under Flandern, og vi har derfor i nogen tid savnet det tårnhøje niveau fra Strade. Her viste han til gengæld, at han måske var løbets stærkeste - også stærkere end Pidcock - for hans comeback efter styrtet var skræmmende godt. I forvejen nåede han jo helt nye højder sidste år, hvor han var træt i Ardennerne, men uhyggeligt stærk i de flamske løb, hvor podiepladsen i Flandern viste hans evner over lange distancer. Jeg vil stadig mene, at Ardennerne passer ham betydeligt bedre, og hans gode spurt samt et potentielt FDJ-overtal giver ham endnu flere våben. Problemet er usikkerheden om formen, for selvom han var god i E3, skabte hans svagere kørsel i Waregem usikkerhed, inden han altså blev syg, heldigvis kun med maveproblemer. Comebacket i Camembert i tirsdags var pænt, for han var ubetinget stærkeste mand, inden løbet gled ham taktisk af hænde. Problemet er bare, at han ikke var så overlegen, som han i det svage felt burde være, men tilbage på sporet er han. Har det løb givet ham de manglende procent, ser vi forhåbentlig Strade-udgaven af ham på søndag, og så er der meget få, der kan slå ham i dette terræn.

 

Jeg var begejstret for at se Sergio Higuita i Baskerlandet. Efter en meget skuffende sæsonstart kom han tilbage på sporet, og selvom der var et par mand, der var stærkere end ham, var særligt hans kongeetape opløftende. Her lignede han nemlig en af de stærkeste, og det var i terræn, hvor han ofte er kommet lidt til kort. Disse eksplosive stigninger burde passe ham som fod i hose, og faktisk burde dette løb passe ham ganske ideelt. Der har været lidt usikkerhed om distancen, men da en ellers ikke alt for formstærk Higuita sidste år blev nr. 4 i Lombardiet fik han ryddet den usikkerhed af vejen. Han har endnu til gode at toppe i Ardennerne, og han er desværre et meget usikkert og ustabilt kort, men hans form er efter den svage start i fremgang, og med det niveau, han havde i Baskerlandet, og som var bedre end i Indurain, kommer han langt. Desværre er Bora svage, og han kan derfor være alene i finalen, men som alle andre skal også han jo Pogacar i forkøbet. Kan han holde hovedet koldt i en taktisk afslutning, står han stærkt i kraft af den gode spurt, hans baskiske sejr blot bekræftede, selvom han så sjældent viser den.

 

Jeg er meget spændt på Mattias Skjelmose. Danskeren har ikke tidligere satset stort på ardennerklassikerne, men det gør han i år. Det er der bestemt også al mulig grund til, for den unge dansker har jo netop imponeret stort i denne slags terræn. Det har han vist flere gange med sin 3. plads Ardeche, sin 6. plads i Drome - hvor han agerede hjælper for Quinn Simmons - og ikke mindst 3. pladsen i Indurain. Senest imponerede han stort med sin opkørsel ad finalemuren på 3. etape i Baskerlandet, hvor han efter en punktering lignede en mand, der måske endda uden sit uheld kunne have udfordret Jonas Vingegaard. Siden gik han jo desværre ned, men det er efterhånden velkendt, at han har for vane at tabe niveau i løbet af etapeløb, og at længere stigninger stadig kniber.

 

De problemer har han heldigvis ikke i et endagsløb domineret af korte, eksplosive stigninger. Vi ved også, at han er i form, og efter Indurain talte han endda om sin første meget gode dag på cyklen. Med tanke på det, han viste i februar, er det uhyre lovende, og vi ved jo også fra Var, at han kan slå de fleste i en spurt. Distancen er stadig en ubekendt, men hans flotte VM vidner om, at det ikke er den største forhindring. Til gengæld så vi senest i Baskerlandet, at det kneb lidt med positioneringen, og det er et problem i dette løb frem mod nøglestigningerne. Omvendt vinder han jo ikke løbet ved at følge Pogacar på Keutenberg, men ved at komme ham i forkøbet inden den mest hektiske positionskamp, akkurat som han gjorde ved VM. Gør han det, ligner den Skjelmose, der spurtede om ad den baskiske mur, en mand, der kommer rigtigt langt, hvis han har en af sine gode dage.

 

Skjelmoses store konkurrent i Besseges var jo Neilson Powless, der har haft en mageløs sæson. Siden en anonym debut på Mallorca har han været til start i syv løb, der spænder meget bredt over etapeløb som Paris-Nice, Var og Besseges, monumenter som Sanremo og Flandern, WorldTour-klassikere dom Dwars door Vlaanderen og et potentielt sprinterløb som Marseille. Trods alsidigheden i udfordringerne er hans ringeste resultat 7. pladsen i Sanremo, hvilket er en statistik, som er så rystende, at man næsten ikke tror den. Senest blev han nr. 5 i Flandern, hvor han bestemt ikke virkede træt, og kan han holde sit høje niveau i yderligere et par uger, bliver han også uhyggelig i Ardennerne. Det er nemlig i de kuperede klassikere, han har vist sit største potentiale med sejren i San Sebastian, og sidste år var han jo endda sidste mand til at slippe Evenepoel i Liege. Nu bevæger han sig i en helt anden liga, og han er endda allerbedst over de lange distancer, som han mødes med her. Hans store problem er, at han måske nok kan spurte, men er slået af mange på stregen. Til gengæld viste han i Flandern og San Sebastian, at han mestrer kunsten at angribe tidligt, og kommer han først favoritterne i forkøbet, er han stærk nok til enten at køre alene eller snige sig væk i et taktisk spil.

 

Læs også
Lefevere om Evenepoel-rygter: Der skal penge på bordet

 

Som så mange andre har Attila Valter gjort enorme fremskridt siden sit skifte til Jumbo. Det største bevis kom i Strade, for selvom hans resultat faktisk var ringere end 4. pladsen fra 2022, var det første gang, vi så ham i front i en klassiker, der blev kørt så hårdt. Senest var han ganske imponerende som hjælper for Vingegaard i Baskerlandet, i hvert fald på 3. og 5. etape, hvor han var meget overbevisende. Han skuffede lidt på kongeetapen, men det betyder næppe det store, når det er i det eksplosive terræn, han har været bedst - præcis det terræn, han mødes med her. Han er ganske hurtig og kan derfor gøre det færdigt, og han udgør sammen med Benoot en spændende duo, som de gjorde i Strade, hvor de formentlig fik løst deres samarbejdsvanskeligheder. Han er næppe bange for at angribe tidligt, som er hans vej til sejr, men udfordringen er, at distancen er en ubekendt, ligesom hans erfaring på de hollandske veje er begrænset.

 

I fravær af den skadede Alaphilippe er det andre, der skal forsøge at redde Soudals fejlslagne klassikersæson. Bedste kort kan være Mauro Schmid, der har udviklet sig enormt i belgisk tjeneste. Allerede i Giroen sidste år imponerede han stort, når han ofte fulgte Van der Poel og Girmay til dørs på de eksplosive bakker, og i år har han vel taget endnu et skridt, først med sejren i Coppi e Bartali og senest med fornem kørsel i Baskerlandet. Her var han en smule svingende, men hans forrygende kongeetape på en rute, der var for svær, vidner i hvert fald om, at han kom stærkt ud af løbet. Dette løb burde passe ham som fod i hose, da han har punch og er relativt hurtig, men der er kommet lidt ekstra usikkerhed. Han missede nemlig i sidste øjeblik Brabantse Pijl, som han ellers var udtaget til om mandagen, og efter løbet sagde holdet blot, at de jo måtte ”klare sig uden Alaphilippe og Schmid”. Jeg aner derfor ikke, om han har været syg, og det vil naturligvis være et stort tilbageslag. Det er dog også sandsynligt, at han bare har haft brug for at komme sig efter et hårdt løb i Baskerlandet, og stiller han til start med baskisk form, er han spændende, hvis han med sin aggression kommer i forkøbet. Distancen er en lille ubekendt, men heldigvis var han med i samme fremstød som Skjelmose ved VM, hvor det i hvert fald gik ganske pænt.

 

For Movistar er det år 1 uden Alejandro Valverde i Ardennerne, men det åbner døren for andre. I år har det været en sand fornøjelse at følge Alex Aranburu, der lige siden den stærke start i Valencia synes at have gjort enorme fremskridt. Det så vi senest i Indurain og Baskerlandet, hvor han særligt imponerede mig på 3. etapes mur. Nu kommer vi til den klassiker, der vel passer ham allerbedst, for han har vist, at han lige nu er meget stærk på denne slags stigninger, og hans spurt gør ham meget farlig på stregen. Vi ved desværre også, at han har det svært i den i dette løb så afgørende positionskamp, men også for ham gælder jo, at hans vej til sejr går ved at komme i forkøbet og ikke angribe i nøglemomenterne. Desværre har han stadig til gode for alvor at imponere i de store klassikere, hvor han altid har for vane at skuffe, og selvom han har været i top 10 i Sanremo, er distancen også en ubekendt. På den korte rute i 2021 blev han dog nr. 11, og han blev nr. 19 sidste år på et tidspunkt, hvor han ikke virkede flyvende. I år har han et helt andet niveau, og med tanke på to top 20-placeringer i to forsøg burde det kunne blive rigtigt godt.

 

Blandt ardennerklassikerne er det uden tvivl dette løb, der passer dårligst til Michael Woods¸ der da heller aldrig er blevet mere end nr. 20. Det skyldes dog nok i høj grad også positionskampen, for selvom bakkerne gerne generelt måtte være stejlere, passer han ikke ringe til ruten. Han har jo også en fremragende historik i lange, hårde endagsløb, og der burde ikke være noget til hinder for, at han i år endelig slår igennem her også. Efter en svær tid, hvor man kunne frygte for, at den aldrende canadier havde toppet, er han kommet stærkt igen med en fornem præstation i Catalonien. Formen synes endda i fremgang, og er han på 100%, er han vel en af de ryttere, der på en bakke som Keutenberg kommer tættest på Pogacar. Også han skal dog vinde ved at angribe tidligt, så lad os håbe, at han har modet til at gribe ud efter lykken fra distancen - og at han har bevaret eller forbedret den catalanske form.

 

Hans holdkammerat Dylan Teuns er en endnu større ubekendt. Sygdom betød, at han halsede efter i Catalonien, og hans optimisme frem mod Flandern viste sig ubegrundet i et løb, hvor han var helt usynlig. Nu har han heldigvis haft mere tid til at indhente det tabte og lægge mere til den stigende formkurve, og det giver håb efter et 2022, hvor han i Ardennerne med sejren i Fleche og et forrygende Liege aldrig havde været bedre. Amstel passer ham betydeligt bedre, da han indtil sidste år i seks forsøg aldrig var blevet bedre end nr. 18, men sidste år kørte han endelig finale, selvom hans manglende spurt betød, at han blot endte som nr. 10. Desværre missede han Brabantse Pijl, formentlig fordi han nu skal skilles, og spørgsmålet er, hvad de personlige problemer kan have kostet på hans forberedelse. Hans svage spurt er også et problem, og der er derfor mange ubekendte. Hvis til gengæld han trods sygdom og skilsmisse kommer bare tæt på sidste års form, er han farlig, hvis han kommer Pogacar i forkøbet.

 

Sidste år var Benoit Cosnefroy i særklasse stærkeste mand - og det endda i et felt med navne som Van der Poel og Pidcock. Det vidner om, hvor god den bedste udgave af Cosnefroy er - den udgave, der også har slået Alaphilippe i Bretagne og senest er kørt fra alt og alle i et Quebec-felt, der talte Pogacar og Van Aert - men desværre tyder intet på, at vi har den bedste udgave lige nu. Han har ledt efter formen gennem hele sæsonen, og selvom det var fint at se ham i gruppen, der angreb tidligt i Flandern, var det bekymrende at se, at han blev sat som den allerførste. Hans Brabantse kastede en 3. plads af sig, men faktisk var det lidt nedslående, for årsagen til Dorian Godons sejr var, at kaptajnen havde så dårlige ben, at han gav løjtnanten frihed. På den anden side var han trods alt i stand til med sit punch at køre alene på sidste bakke, og som mange andre brokkede han sig også over de ekstremt kolde betingelser. Cosnefroy er på alle måder skabt til dette løb, der vel er den klassiker, som passer ham bedst, og derfor skal han naturligvis stå ganske højt på en rangering som denne. Jeg frygter desværre bare, at det ender med endnu en nedtur som i Flandern, for onsdagens løb overbeviste mig ikke om, at han har fundet den 2022-form, han har ledt efter gennem hele sæsonen.

 

Hvor meget skal vi lægge i det lille kollaps, vi så fra Andreas Kron i Brabantse Pijl? Forhåbentlig ikke for meget. De ekstremt kolde betingelser tog pusten fra mange, og meget tyder på, at det også mest af alt var det, der tømte danskeren for kræfter. Han har jo ellers i år kørt fremragende i kuperede endagsløb med 4. pladsen i Indurain og ikke mindst det forrygende Strade, hvor han for første gang blandede sig i finalen på den helt store scene. Genfinder han det niveau i et løb, der afvikles i bedre vejr, burde han komme langt i den klassiker, der måske passer ham allerbedst. Hans punch er eminent, og han er spurtstærk, men desværre har uheld også betydet, at han aldrig har angrebet ardennerugen i god form, som han gør i år. Hans evner over lange distancer er derfor stadig en ubekendt, som sammen med onsdagens nedtur kan skabe lidt usikkerhed. Uanset hvad skal han som alle andre Pogacar i forkøbet, og hans enorme aggression gør, at han utvivlsomt vil forsøge at komme det. Strade-niveauet rækker i hvert fald langt, hvis det kan holde over 250 og ikke 180 km.

 

Soudals andet kort er Andrea Bagioli, men han falder desværre i kategorien over lottokuponer. Vi aner aldrig, hvilken udgave vi får, men heldigvis er der et vist håb for, at vi vil se en god version på søndag. Efter en skuffende sæsonstart var han stærk i Baskerlandet, hvor han havde det svært på lange stigninger, men var stærk på de eksplosive bakker, der jo også er hans terræn. Sidste år i Montreal, hvor han fulgte Pogacar, Van Aert, Gaudu og Adam Yates helt til dørs, så vi, hvor god han kan være, og selvom han ikke har nået samme niveau i år, vidner det om potentialet. Det var endda i et halvlangt løb over mere end 220 km, og selvom dette er en lille time længere, skaber det en vis optimisme i forhold til distancen. Med sit punch og sin gode spurt er han skabt til dette løb, men som Cosnefroy virkede han bestemt ikke flyvende i onsdagens løb. Som for alle andre gælder dog, at kulden meget vel kan have mærket ham, og han lavede trods alt stadig et fint resultat. Jeg mangler stadig at se Montreal-udgaven af ham, men skulle han endelig have fundet ham, bør dette løb ligge lige til hans højreben.

 

En anden rytter, der stadig synes at lede efter formen, er Quinten Hermans. Han viste ellers efter en svag start fremgang i Waregem, hvor han var tredjebedste mand bag Benoot og Powless på Knokteberg, men vi kom med på jorden i Baskerlandet, hvor han ikke var så stærk som sidste år. Selv siger han dog, at han er meget optimistisk, men det var nu svært at finde grund til sådanne udtalelser i Brabantse Pijl, hvor han også indrømmede, at han hele tiden var på bagkant. Han brokkede sig imidlertid voldsomt over kulden, og selvom det er svært at forstå, at en crossrytter skulle lide voldsomt under de betingelser, betegner han det som en af sine svagheder. Derfor kan der være håb for søndagen, og med de fremskridt, han gjorde i 2022, hvor han med sin 2. plads i Liege viste sine evner over lange distancer, er en formstærk Hermans en af de bedste på en rute, der vel endda passer ham endnu bedre end Lieges. Den gode spurt har han også, men han mangler altså at overbevise mig om, at han er klar.

 

Læs også
Skuffet Van der Poel ser tilbage: Jeg har ikke været tæt på

 

Er der mere tilbage i Matej Mohoric? Det er meget sjældent, at ryttere levere topresultater i Amstel, hvis de også har kørt hele brostenskampagnen, hvad sloveneren jo har. Bedre er det ikke blevet af, at han styrtede i både Flandern og Roubaix, og udover at det ikke er den ideelle forberedelse, berøvede det os også chancen for at se, hvor meget form der er tilbage. Sidste år løb han jo tør for kræfter allerede i de flamske løb, og det vidner om, at hans motor har en udløbsdato. Omvendt ”slap” han jo nu for at køre finale de sidste to søndage, og det kan måske betyde, at han har lidt mere tilbage i tanken. Greg Van Avermaet har i hvert fald bevist, at det kan lade sig gøre at køre top 10 her også, og i en sæson, hvor han særligt i Strade har klatret bedre end tidligere og været bedre end nogensinde, skal man aldrig udelukke en mand, der excellerer i dette terræn og er bedst over lange distancer. Han skal i forkøbet, men angreb fra distancen er jo også hans spidskompetence.

 

Hvad kan Pello Bilbao i dette løb? Baskeren har i mange år satset på etapeløb, men nu har han besluttet sig for at give endagsløb et skud. Han har derfor arbejdet på at genfinde sin gode spurt og sit gamle punch, og det lykkedes i den grad i 2021. Hans manglende satsning på Ardennerne betyder, at han kun har kørt dette løb én gang for 11 år siden, men det burde være et løb, der passer ham ganske glimrende. Desværre har han generelt skuffet mig lidt i år, hvor han ikke synes at have været på samme niveau som i 2022. Til gengæld var der også god tid til at forbedre sig frem mod de store mål i Baskerlandet og Ardennerne, men desværre udgik han jo af Baskerlandet med en luftvejsinfektion. Det har formentlig kostet lidt på formen, og derfor bliver også han en af løbets store ubekendte. Med sine flotte resultater i Strade har han imidlertid vist sine evner i endagsløbene, og han burde elske denne tekniske, eksplosive rute, hvor han også kan bruge sin gode spurt. Det kræver dog, at sygdommen ikke har kostet for meget.

 

 

Efter en meget svær tid på WorldTouren viste Alexander Kamp sidste år pludselig, hvor god han var i denne slags løb i sit sidste år hos Riwal. Nu er spørgsmålet, om han har fundet samme form i år. Det er bestemt ikke umuligt. Han vandt jo i hvert fald samlet i et ganske vist svagt felt i Pays de la Loire, men han virkede til gengæld ikke flyvende i Brabantse Pijl. Omvendt sluttede han jo i hvert fald løbet af med at køre en god spurt, som beviser, at han i hvert fald ikke var helt på grænsen, og også han kan jo have betalt en pris for kulden. Dette løb passer ham vel endnu bedre, for han skulle ikke være fan af brosten, og vi har jo set både her og i Bretagne, at han også kan klare distancen, ligesom hans spurt jo er et af hans giftigste våben. Skal han køre med om sejren, skal han som alle andre Pogacar i forkøbet, men lykkes det, virker det i hvert fald ikke udelukket, at han sine 2022-ben, der vil gøre ham i stand til at gøre arbejdet færdigt.

 

Man fristes næsten til at sige, at det bare er et spørgsmål om tid, inden Romain Gregoire vinder dette løb. Det franske vidunderbarn bør være skabt til Ardennerne, og hans vilde kørsel i februar og marts viste, at han allerede kan begå sig på allerhøjeste niveau. Det er meget får ryttere, der mindre end to måneder efter at være fyldt 20, ender som nr. 8 i karrierens første WorldTour-løb, når vi endda taler om et benhårdt løb som Strade Bianche. Det er klart, at de ekstra 70 km kan betyde, at motoren fortsat ikke rækker hele vejen, men hvem tør udelukke det vel nok største ardennertalent? Det er klart, at hans svage kørsel i Baskerlandet skaber tvivl, men det skyldtes jo styrtet på 2. etape, hvor han ellers havde rundet sidste stigning helt fremme. Hans fornuftige afslutning de to sidste dage vidnede om, at formen ikke er helt ringe, og nu har han haft en uge til at komme sig yderligere over skaderne. Det er klart, at han primært er hjælper for Gaudu, Madouas og måske også Rudy Molard, men hvis FDJ skal i offensiven, skader det ikke at spille Gregoire tidligt ud. Sker det, viser Strade, at man skal passe på med at lægge for mange begrænsninger på, hvad han kan opnå.

 

Jeg er også nødt til at nævne Richard Carapaz . Hans operation i december har sat ham langt, langt tilbage, og hans niveau ved comebacket i Catalonien var betydeligt ringere end ventet. Det så bedre ud i Indurain, men fremgang stoppede i Baskerlandet, hvor han igen floppede. Nu forlyder det imidlertid, at han var stærkt hæmmet af allergi i det baskiske, hvorfor han i sidste ende udgik, og der kan derfor skjule sig en bedre form end ventet. Allergien kan blive et problem igen på søndag, men det er jo altså ikke uset, at Carapaz kører stærkt i allergisæsonen. Der er stadig formentlig alt for lang vej, men tør man udelukke den olympiske mester, der med sin aggression er skabt til at komme Pogacar i forkøbet? Formen bør jo være i fremgang, og hvis nu han slipper for flere allergiske udfordringer…

 

Hvor står Lorenzo Rota? Det er umuligt at sige, fordi han har forberedt sig til Ardennerne uden at køre løb siden Sanremo, men han har i hvert fald løbene som et mål. Han har også fundet et relativt højt bundniveau, og det er sjældent, at han er helt væk. Han har gjort enorme fremskridt siden efteråret 2021 og lignede i Andalusien en mand, der var bedre end nogensinde. Han skuffede til gengæld i marts, særligt i Tirreno, og det vidner om, at han måske fortsat kan mangle lidt for meget. Det burde imidlertid være i denne slags terræn, at han er bedst, og dette løb burde passe ham glimrende, selvom der er lidt for mange, der nok er hurtigere end den ellers ikke helt langsomme italiener. Distancen er en ubekendt, men som deltager i Skjelmose-gruppen ved VM, har han i hvert fald kørt finale i et endnu større løb. Nu må vi bare se, hvor han står formmæssigt.

 

Forud for denne sæson skulle man ganske langt ned på listen under min radar for at finde navnet Ben Healy. Nok havde ireren imponeret med et vildt soloridt i Norge, men intet ved sæsonstart tydede på, at han skulle blive nogen hovedaktør i 2022, slet ikke da han efter styrt i Besseges missede hele sæsonstarten. Siden sit comeback i Coppi e Bartali, hvor han tog karrierens første sejr, har han imidlertid været her, der og alle vegne, senest i Brabantse Pijl, hvor han utvivlsomt var stærkeste mand. Desværre viste afslutningen også hans store svaghed, nemlig at han er stort set uden spurt - også selvom han slog supersprinteren Domenico Pozzovivo i Coppi e Bartali - og det gør det svært at se ham som vinder. Distancen er også en ubekendt, men lige nu synes han hver eneste gang at gøre det dobbelt så godt, som man forventer. Han kører stort set ikke et løb uden at angribe, så kommer han først afsted, ved man aldrig, hvad der sker.

 

Endelig er der Matteo Sobrero. Fraregnet en sublim enkeltstart skuffede han fælt i hele 2022, men nu er han endelig begyndt at vise sig som den puncheur, han jo egentlig først og fremmest var. Første tegn kom i Andalusien, siden klatrede han bedre end nogensinde i Paris-Nice, og efter et lille formdyk nåede han helt nye højder i Baskerlandet. Logisk nok blev kongeetapen for voldsom, men i det eksplosive terræn var han stærk, og han spurtede også bedre end tidligere. Det er klart, at det er helt nyt at skulle se ham som kandidat til et stort og langt endagsløb, hvor spørgsmålene er mange, og når man tillige tager i betragtning, at den gode form ofte forsvinder ganske pludseligt, skal man nok ikke have alt for store forventninger. Potentialer er imidlertid til stede, hvis de baskiske ben er intakte.

 

Læs også
WorldTour-stjerner og danmarksmesteren: Brølstærkt landshold til Danmark Rundt

 

BEMÆRK: Erfaringsmæssigt er der altid en del sene ændringer til startlisten, da den foreløbige udgave udsendes tidligt, og det har der allerede været i de få trupper, der i skrivende stund er udtaget. Jeg forventer derfor en del ændringer de kommende dage og vil opdatere optakten, senest lørdag aften, når den endelige startliste er kendt.

 

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der er som varslet flere ændringer. Hermans og Teuns er begge ude med sygdom, og derudover kommer Bilbao og Carapaz heller ikke til start. Der er tillige en række øvrige ændringer, som har ført til ændringer i holdoversigten. Jeg har tillige opgraderet Gaudu på min favoritliste, da det er blevet mig bekendt, at hans ”svage” kørsel de sidste tre dage i Baskerlandet ikke skyldtes dårlig form, men sygdom og allergi. Endelig har jeg tilføjet et afsnit om Alexey Lutsenko, hvis uventet gode præstation på Sicilien bringer ham i spil til et resultat.

 

***** Tadej Pogacar

**** Tom Pidcock, David Gaudu

*** Tiesj Benoot, Valentin Madouas, Sergio Higuita, Mattias Skjelmose, Neilson Powless

** Attila Valter, Mauro Schmid, Alex Aranburu, Michael Woods, Benoit Cosnefroy, Alexey Lutsenko, Andreas Kron, Andrea Bagioli, Matej Mohoric, Alexander Kamp, Romain Gregoire, Lorenzo Rota, Ben Healy, Matteo Sobrero

* Jai Hindley, Ruben Guerreiro, Rudy Molard, Magnus Sheffield, Corbin Strong, Bauke Mollema, Rui Costa, Maxim Van Gils, Axel Zingle, Mikkel Honoré, Warren Barguil, Ide Schelling, Dorian Godon, Wout Poels, Quentin Pacher, Tobias Johannessen, Georg Zimmermann, Remi Cavagna, Oscar Onley, Sam Oomen, Clement Champoussin, Toms Skujins, Simon Clarke, Marc Hirschi, Søren Kragh, Michal Kwiatkowski, Ferron, Fredrik Dversnes, Mathieu Burgaudeau, Krists Neilands, Bryan Coquard, Pascal Eenkhoorn, Simon Guglielmi, Gonzalo Serrano, Kevin Geniets

 

STREAM AMSTEL GOLD RACE, GRAND PRIX BESANCON OG TOUR DU JURA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Danskerne

Mattias Skjelmose, Andreas Kron og Alexander Kamp har alle en kaptajnrolle og er omtalt ovenfor, og det samme har Mikkel Honoré og Søren Kragh, der er omtalt i holdoversigten nedenfor. Tilsvarende kan Jonas Gregaard og Anthon Charmig formentlig køre deres egen chance på Uno-X, hvor de støttes af Jacob Hindsgaul, hvorfor også de er omtalt i holdoversigten. På Jayco skal Christopher Juul støtte Matteo Sobrero, men han kan formentlig også få frihed til at jagte udbrud.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Michal Kwiatkowskis sejre fra 2022 og 2015, Wout van Aerts sejr fra 2021, Mathieu van der Poels sejr fra 2019, Michael Valgrens sejr fra 2018, Philippe Gilberts sejre fra 2017 og 2014, Enrico Gasparottos sejr fra 2016, samt Roman Kreuzigers sejr fra 2013.

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

 

INEOS Grenadier: Pidcock ligner bedste bud. Senest i onsdags var den forsvarende vinder, Michal Kwiatkowski, helt fra snøvsen. Jokeren er Magnus Sheffield, der er styrtet i næsten alle sine løb, men så ganske stærk ud i Flandern. Dette løb passer ham formentlig bedre end de flamske løb, men han har endnu til gode for alvor at bekræfte sit potentiale i år. Kim Heiduk chokerede i onsdags, men dette løb er for svært.

 

AG2R Citroën Team: Cosnefroy er den klare kaptajn. Holdet har dog også onsdagens vinder, Dorian Godon, men han bør være lidt for tung til at køre med om sejren på denne rute. Stan Dewulf har har skuffet på det sidste og må være træt, og det samme gælder for Greg Van Avermaet.

 

Læs også
Vingegaard afslører løbsprogram efter Tour de France

 

Jumbo-Visma: Benoot og Valter må være kaptajnerne. Sam Oomen var i Baskerlandet bedre end længe, men næppe god nok til dette. Selvom der endelig er fremgang hos Gijs Leemreize efter en svær start, mangler han stadig for meget.

 

Alpecin-Deceuninck: Holdet kommer i den grad til at mangle Hermans. Løbet er måske den klassiker, der passer Søren Kragh bedst, men det meget tidlige kollaps i onsdags indikerer, at sygdommen fortsat har sat ham for langt tilbage. Gianni Vermeersch er lidt for tung og må være træt, mens Robert Stannard trods onsdagens bedre resultat synes langt fra formen, hvad den skuffende Xandro Meurisse også er.

 

BORA-hansgrohe: Higuita ligner bedste bud, men holdet har også udtaget Jai Hindley. Australieren er pænt kørende, men hans motor kommer ikke rigtigt til ret i endagsløb, og ruten passer ham nok heller ikke ideelt. Jeg har også pæne forventninger til Ide Schelling, der er genfødt, viste sig frem i dette løb i 2021 og finder en rute, der virkelig passer ham. Giovanni Aleotti er stadig en skygge af sig selv.

 

UAE Team Emirates: Som nævnt ovenfor får holdet sit hyr med at kontrollere det for Pogacar, så der kan næppe være plads til andre dagsordener, også fordi Sjoerd Bax og Felix Grossschartner har skuffet, Marc Hirschi stadig leder efter formen efter sin skade, og Matteo Trentin i dag nok er for tung til dette løb.

 

Intermarché-Circus-Wanty: Rota ligner det bedste bud, men Rui Costa er naturligvis en joker, hvis han finder sit niveau fra genfødslen igen. Det er bare svært at tro på efter Baskerlandet. Georg Zimmermann kan komme langt, men ikke hele vejen, og det samme gælder for en ellers delvist genrejst Lilian Calmejane. Løbet er for hårdt for en ellers velkørende Dion Smith, og Loic Vliegen har slet ikke vist form siden sin skade.

 

EF Education-EasyPost: Powless, Carapaz og Healy er alle gode bud. Det burde Mikkel Honoré også være, men selvom han sad med hjem i onsdags, ligner han stadig ikke den udgave af Honoré, der ellers har så stort potentiale i dette løb. Andrea Piccolo virker stadig helt fra den, og det samme gør Sean Quinn .

 

Soudal-Quick Step: Schmid og Bagioli ligner de gode bud. Remi Cavagna er flyvende i år og er som altid farlig, når han angriber, men selvom han klatrer bedre end tidligere, er det svært at se ham vinde dette løb med et langt ridt.

 

Trek-Segafredo: Skjelmose ligner bedste bud. De har også Bauke Mollema, men Baskerlandet indikerer, at han ligesom sidste år mangler for meget i dette løb, måske fordi han også skal holde til Giroen. Quinn Simmons var i onsdags igen helt ved siden af sig selv. Toms Skujins lavede en flot top 10 og kan komme langt, men ikke gå hele vejen, og Mathias Vacek må være træt efter en lang, lang sæson.

 

Groupama-FDJ: Med Gaudu, Madouas og Gregoire har de et af de stærkeste hold. De har tillige Rudy Molard, der næsten altid er god i Ardennerne og viste sit niveau med en top 10 i Lombardiet. Dette løb passer ham dog nok dårligere, og han har til gode at bevise formen efter en svag sæsonstart og en lang pause. Quentin Pacher er endelig ved at finde sin fornemme form fra sidste år, men ligesom den stadig stærkere Kevin Geniets ligner han hjælper.

 

Læs også
Total dominans: Så mange penge scorede Pogacar og UAE

 

Bahrain-Victorious: Det må handle efter Bilbaos afbud handle om Mohoric. Wout Poels har skuffet gennem hele foråret og var senest helt usynlig onsdag. Nikias Arndt er godt kørende, men løbet er for svært, mens det er for tidligt for unge Fran Milholjevic.

 

Team DSM: Holdets bedste kort er stortalentet Oscar Onley, der burde passe glimrende til de eksplosive bakker, men vi har set, at han indtil nu er kommet til kort på WorldTouren. Kevin Vermaerke passer til løbet, men har skuffet på det sidste, og Sean Flynn har efter en stærk start været lidt overmatchet i de største løb. Matthew Dinham har manglet for meget.

 

Cofidis: Axel Zingle synes nærmest skabt til dette løb, men han har indtil nu haft mangler i de store løb. Han kørte fornemt onsdag, men jeg tror, at han stadig mangler lidt for meget til dette løb. Bryan Coquard blev nr. 4, da han klatrede bedst, men i dag er det for hårdt, og Jonathan Lastra er trods fremgang stadig langt fra sit bedste.

 

Movistar Team: Aranburu ligner bedste bud, men Ruben Guerreiro kan ikke afskrives. Han har skuffet i år, men kørte en flot kongeetape i Baskerlandet. Jeg er bare blevet skuffet for mange gange til for alvor at tro på ham. Gonzalo Serrano har været en skygge af sig selv hele året, og en ellers velkørende Gorka Izagirre må være hjælpet.

 

Astana Qazaqstan Team: Som nævnt i opdateringen er Lutsenko pludselig et godt bud. Samuele Battistella har ikke kørt løb siden sit exit fra Tirreno grundet sygdom og er siden taget af flere startlister, hvofor det er svært at tro, at han er flyvende, men han er en joker, da han kan have forberedt sig dedikeret til løb, der burde være store mål. Selvom Roubaix viste klar fremgang, må dette kuperede løb komme for tidligt for Gianni Moscon, der stadig er på vej tilbage. Simone Velasco er i hæderlig form, men niveauet er for højt, og David De La Cruz og Andrey Zeits har skuffet. Holdet har udtaget Cristian Scaroni, der imponerede i Baskerlandet, men nok er lidt overmatchet i en klassiker som denne.

 

Team Jayco AlUla: Uden Michael Matthews må det handle om Sobrero, da Zdenek Stybar stadig er milevidt fra fordums styrke, Lawson Craddock ikke synes helt formstærk, og niveauet er for højt for Alexandre Balmer og Jan Maas.

 

Team Arkea Samsic: Warren Barguil er kaptajn og plejer altid at nå et hæderligt niveau i Ardennerne, men foråret indikerer, at han fortsætter sit gradvise forfald, der også gav en relativt svag ardennerkampagne sidste år. Clement Champoussin var endelig i bedring i Baskerlandet, men ikke nok til stor optimisme, og Louis Barré er stadig overmatchet. Simon Guglielmi har imponeret i år og kan formentlig gøre det pænt.

 

Lotto Dstny: Kron ligner bedste bud. Den i år så uhyre velkørende Maxim Van Gils burde også være et stærkt bud, men han har misset sine seneste løb med sygdom, senest onsdagens løb. Pascal Eenkhoorn er formstærk, men senest i Limburg så vi, at dette bliver lidt for hårdt. Harry Sweeny er solid, men må være hjælper.

 

TotalEnergies: Valentin Ferron har aldrig været stærkere, men niveauet her er nok en anelse for højt. Mathieu Burgaudeau viste endelig form i Baskerlandet og passer til løbet, men har stadig vist for lidt. Det er for tidligt for unge Thomas Bonnet, og løbet er for hårdt for en ellers endelig mere formstærk Dries Van Gestel .

 

Team Flanders-Baloise: Kamil Bonneu viste bedre takter i onsdags, men er stadig langt fra sit bedste. Jenno Berckmoes og Vito Braet kan komme et stykke, men ikke alt for langt.

 

Q36.5 Pro Cycling Team: Alessandro Fedeli viste kortvarigt lidt form i Larciano, men har generelt skuffet. Spændende er det unge talent Walter Calzoni, men Sicilien viste, at han stadig er for grøn til dette niveau.

 

Uno-X Pro Cycling Team: Tobias Johannessen burde kunne komme meget langt i dette løb, men medmindre kulden slog ham helt ud, viste onsdagens løb vel stadig, at han ikke er tilbage efter sine helbredsproblemer. Fredrik Dversnes er flyvende lige nu, men dette niveau er et helt andet end det, han hidtil har oplevet. Anthon Charmig og Jonas Gregaard kørte fint i onsdags, men der er grænser for, hvor langt de kan komme på dette niveau. Anders Johannessen er stadig helt ved siden af sig selv.

 

Israel-Premier Tech: Woods er bedste bud efter afbuddet fra Teuns. Holdet har dog også Corbin Strong, der imponerede så stort i Barcelona og Indurain, men han er stadig helt uprøvet i et langt, hårdt endagsløb som dette og skuffede i onsdags. Selvom han i dag stadig er stærk i mindre løb, synes Simon Clarke i dag at mangle lidt i de store løb. Daryl Impey er i dag ren hjælper, og Hugo Houle har skuffet i år.

 

Tudor Pro Cycling Team: Det må handle om Kamp. Lucas Eriksson viste klar fremgang i onsdags, men ikke nok. Arthur Kluckers gjorde det pænt i onsdags, men niveauet her er et andet.

 

STREAM AMSTEL GOLD RACE, GRAND PRIX BESANCON OG TOUR DU JURA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Tre ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 3-placering.
Fire ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men begrænset. For en sejr skal meget flaske sig, men en top 5-placering er til gengæld sandsynlig.
Fem ryttere, for hvem en sejr må betragtes som usandsynlig, men som er gode bud på en top 10-placering.
Tadej Pogacar
Tom Pidcock, David Gaudu
Tiesj Benoot, Valentin Madouas, Sergio Higuita, Mattias Skjelmose, Neilson Powless
Attila Valter, Mauro Schmid, Alex Aranburu, Michael Woods, Benoit Cosnefroy, Alexey Lutsenko, Andreas Kron, Andrea Bagioli, Matej Mohoric, Alexander Kamp, Romain Gregoire, Lorenzo Rota, Ben Healy, Matteo Sobrero
Jai Hindley, Ruben Guerreiro, Rudy Molard, Magnus Sheffield, Corbin Strong, Bauke Mollema, Rui Costa, Maxim Van Gils, Axel Zingle, Mikkel Honoré, Warren Barguil, Ide Schelling, Dorian Godon, Wout Poels, Quentin Pacher, Tobias Johannessen, Georg Zimmermann, Remi Cavagna, Oscar Onley, Sam Oomen, Clement Champoussin, Toms Skujins, Simon Clarke, Marc Hirschi, Søren Kragh, Michal Kwiatkowski, Ferron, Fredrik Dversnes, Mathieu Burgaudeau, Krists Neilands, Bryan Coquard, Pascal Eenkhoorn, Simon Guglielmi, Gonzalo Serrano, Kevin Geniets
INFO
Optakter
Nyheder
Amstel Gold Race
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Mandag den 22. juli 2024

Landevej
Tour de France-stjerneskud forlænger kontrakt
Landevej
Pogacar om rekorder: ”Det interesserer mig ikke”
Landevej
Movistar-kaptajn har fået blod på tanden: Jeg vil vinde Vueltaen
Landevej
Carapaz kom på podiet i Paris: Stolt over at bringe trøjen hjem
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewFlyvende belgier sværger Remco og Wout troskab: Det er en ære
Landevej
Skuffet Van der Poel ser tilbage: Jeg har ikke været tæt på
Landevej
Få adgang til et annoncefrit Feltet.dk
Landevej
”Jeg måtte bare takke gud” - Ekstatisk sprinterstjerne holdt tårerne inde
Landevej
Historisk overblik: Sådan har danskerne klaret sig i Touren
Landevej
Stolt Van Aert lovpriser Vingegaard: Han er en mester
Landevej
Journalist: Ineos gør 29-årig historisk
Landevej
Total dominans: Så mange penge scorede Pogacar og UAE
Landevej
Stor oversigt: De varmeste transferrygter
Landevej
Evenepoel forklarer, hvorfor han og Pogacar ”kommer godt ud af det med hinanden”
Landevej
Fire danskere til start i Ethias-Tour de Wallonie

Søndag den 21. juli 2024

Landevej
Vingegaard afslører løbsprogram efter Tour de France
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewCort evaluerer på ”blandet” Tour de France
Landevej
Van Aert kritiserer: Nedkørslerne var forræderiske
Landevej
Pogacar om tredje Tour-sejr: I år gik alting perfekt
Landevej
Pogacar tager også sidste stik foran Vingegaard i sin tredje Tour-sejr
Landevej
Sådan kronede Pogacar Touren med sjette etapesejr
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewTrods corona: Mørkøv melder stærkt ud om OL
Landevej
Magtdemonstration: Hollandsk stjerne fuldender dominans
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewChris Juul har færdiggjort sin syvende Tour: De ville nok have givet deres højre ben for det
Landevej
Mørkøv bekræfter: Cavendish stopper karrieren
Landevej
Emma Norsgaard viser storform før OL
Landevej
UDSALG: 12 gode Tour-bøger - SPAR 15-60%
Landevej
Vingegaard frygter ikke Evenepoel, men ”man kan tabe meget tid på den her rute”
Landevej
Optakt: 21. etape af Tour de France
Landevej
Starttiderne på 21. etape af Touren
Landevej
Dansker slutter på podiet i Østrig
Landevej
Deltag i efterårsmanagerspillet - Præmier til top 50
Landevej
Fuglsang styrter før sidste etape i Touren
Landevej
Følg Feltet.dk på de sociale medier
Landevej
Pogacar bryder en ny barriere
Landevej
Carapaz vinder stor hæder
Landevej
Lefevere om Evenepoel-rygter: Der skal penge på bordet
Landevej
Uno-X-boss vil have flere danskere
Landevej
Video i artiklenFeltet.dk løber sidste etape af Tour de France
MTB
Peter Sagan indstiller karrieren i dag
Landevej
Følg den afsluttende enkeltstart - Få mellemtider m.m. på Feltet.dk's app
Landevej
Cavendish får speciel hyldest i podieceremonien
Landevej
Dansker på podiet i Østrig
Landevej
Riis er på Pogacars side

Lørdag den 20. juli 2024

Landevej
Fire på fire dage: Superstjerne fortsætter triumftog
Landevej
Girmay savner paradeetapen – han og holdet fejrede grønt på forhånd
Landevej
Carapaz undrer sig: Vi forstod ikke hinanden
Landevej
Se de rørende billeder: Grædende Cavendish klarer tidsgrænsen og når til Nice
Landevej
Vingegaard dømmer ikke, men "han behøvede ikke at køre med"
Landevej
Stjerne giver én ting skylden for, at han ikke holdt hjem
Landevej
Vingegaards sportsdirektør er utroligt glad for danskerens indsats: Det føles som en sejr
Landevej
Stolt Evenepoel fik bekræftelse til trods for mislykket offensiv
Landevej
Video i artiklenSe Pogacar slå Vingegaard klart i spurten
Udstyr og test
Stor konkurrence: Vind Cannondale-cykel til 22.000 kr
Landevej
Pogacar storroser Vingegaard efter sin femte etapesejr: Man bremser ikke i cykling
Landevej
Pogacar slår Vingegaard med slangehug - Remco bløder tid
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interview”Det har været et eventyr” – Norsk åbenbaring kom til Touren i sit livs form
Landevej
Optakt: 20. etape af Tour de France
Landevej
Hattrick til hollandsk superstjerne efter stort styrt
Landevej
Amerikansk stjerne er skuffet over sin egen Tour
Landevej
Evenepoel vil ikke angribe Vingegaard
Landevej
Pogacar afviser grådighed: Jeg bliver betalt for at vinde
Landevej
Afklaret Vingegaard afviser kritik: Det er noget dumt at sige
Landevej
Kandidaterne til Supercombative-prisen
Landevej
Transfer: Lefevere snupper dobbelt national mester
Landevej
Armstrong om Pogacar: Den største fejltagelse i hele hans karriere
Landevej
Vilde anklager imod klassementsrytter i Touren - Han svarer iskoldt
Landevej
Ballade: Visma stopper med radiokommunikation
Landevej
Vanvittige Pogacar slår flere Merckx-rekorder
Landevej
Girmay er ikke sikret grønt i Nice, men kun uheld kan ødelægge drømmen
Landevej
Vingegaards sportsdirektør kommer ikke med undskyldninger: Tillykke til ham
Landevej
Danskere flot fra start i Østrig
Landevej
Fem-dobbelt Tour-vinder raser efter Pogacar-beskyldninger: Chauvinisme
Landevej
Pogacar havde overvejet at give sejren væk, hvis han ikke jagtede en Visma-rytter

Fredag den 19. juli 2024

Landevej
Ingen gode gange tre for supersprinter - hollænder vinder i Belgien
Landevej
Yates rakte ud efter etapesejren, men det var ikke nok
Landevej
Carapaz vil kæmpe for at holde prikkerne, men Pogacar truer i kulissen
Landevej
Visma-rytter er stolt af Vingegaard efter mislykket plan
Landevej
Skuffet Visma-stjernes håb forsvandt, da Pogacar angreb
VIS FLERE

Annonce