Prøv vores nye app
Optakt: Amstel Gold Race
10. april 2022 14:28Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

På søndag får den cykelgale hollandske befolkning sin eneste store chance for at se verdens bedste ryttere i aktion i deres hjemlige terræn, når de inviterer indenfor til en festival af bakker, styrt og positionskamp på smalle, snoede landeveje. Som en fascinerende blanding af en flamsk klassiker og de hårdere løb senere på måneden er Amstel Gold Race den første af de tre ardennerklassikere og markerer overgangen fra de stærke brostensspecialisters verden til et paradis for eksplosive klatrere med et godt punch.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

 Livestream Itzulia Basque Country og Amstel Gold Race uden afbrydelser

 

Løbets rolle og historie

Bemærk: Grundet det franske valg afvikles løbet en uge tidligere end vanligt. Nedenstående er baseret på en normal kalender.

 

Det er lidt et paradoks, at et land med en rig cykelhistorie, et stort WorldTour-hold, en stor samling af verdens mest fascinerende talenter og en meget veludviklet cykelinfrastruktur kun har ganske få muligheder for at fremvise deres bedste ryttere i direkte duel med verdenseliten. Ikke desto mindre har Holland kun én reel dag i rampelyset i den internationale cykelverden. På søndag er denne dag endelig oprundet, når Amstel Gold Race løber af stablen.

 

 

Manglen på virkelige højdepunkter på den hollandske cykelkalender er en afspejling af landets sene optagelse på listen over cykelsportens vigtigste nationer. Mens traditionen for konkurrencecykling i Frankrig, Belgien og Italien går helt tilbage til sidste del af 1800-tallet og første del af det 20. århundrede, entrerede de hollandske ryttere først verdenseliten meget senere. Belgien vandt eksempelvis deres første Tour de France allerede i 1912, mens deres nordlige naboer måtte vente helt til Jan Janssens triumf i 1968, inden de endelig kunne hjemføre en sejr i verdens største cykelløb.

 

I det lys er det ikke overraskende, at landets største cykelbegivenhed er en relativt ny opfindelse. Amstel Gold Race blev første gang afviklet i 1966 og har derfor ikke samme rige historie som de øvrige klassikere, men alligevel har løbet bevæget sig med raketfart mod toppen af det internationale hierarki. Selvom den første udgave faktisk næsten blev aflyst, og ruten er blevet ændret adskillige gange, opnåede man hurtigt berømmelse og tiltrak opmærksomhed fra tidens største ryttere. Ikke overraskende var det de belgiske naboer, der dominerede de tidlige år, hvor Eddy Merckx vandt to gange, men i løbet af de sene 70ere og tidlige 80ere satte værtsnationen sig på løbet, i høj grad i kraft af Jan Raas’ fem sejre. Med den opnåede status var det ikke overraskende, at UCI inkluderede løbet på World Cup-kalenderen i 1989, og løbet har haft dets naturlige plads på Pro- og WorldTour-kalenderne lige fra begyndelsen.

 

Det er et andet paradoks, at Amstel Gold Race markerer starten på den anden, kuperede del af klassikersæsonen. Selvom det afvikles i et af Europas klart fladeste lande, spiller det en næsten unaturlig rolle som det første klassikermål for nogle af verdens mest eksplosive klatrere. Den sydlige Limburg-provins skiller sig imidlertid ud fra resten af landet i kraft af dets kuperede terræn, og området er som skabt til underholdende og aggressivt cykelløb.

Annonce

 

Som den første af de tre ardennerklassikere er Amstel Gold Race et løb for ryttere med et godt punch på korte, stejle bakker, og den ikoniske Cauberg-stigning, der er løbets vartegn, karakteriserer perfekt de udfordringer, løbet byder på. Ikke desto mindre er løbets natur stadig meget anderledes end det, der venter i Belgien senere, og den hollandske klassiker er på sin vis en sammensmeltning af Flandern Rundt og Liege-Bastogne-Liege. Med ikke færre end 33 stigninger, ingen brosten og mere end 3000 højdemeter har løbet samme kuperede tilsnit som La Doyenne i den vallonske provins. På samme tid afvikles løbet imidlertid på smalle, snoede veje, hvilket gør positionering til nøglen til et godt resultat, og ingen af stigningerne er længere end 2000 m - to egenskaber, der gør løbet meget mere sammenligneligt med Flandern Rundt. Som det er tilfældet i det største flamske løb, gør vejenes karakter og den konstante positionskamp løbet til lidt af en styrtfest, og i dette løb er det umuligt at overvurdere betydningen af et detaljeret rutekendskab.

 

Selvom løbet markerer et sceneskifte, hvor de stærke folk giver plads til klatrerne, er udskiftningen en meget mere gradvis proces, end man umiddelbart skulle tro. Vigtigheden af positionering ansporer de fleste hold til at inkludere et par brostensspecialister i deres hold til Amstel, og nogle af favoritterne fra de seneste uger vælger ofte at forsøge at presse et sidste topresultat ud af den gode form i det hollandske løb. Endnu flere klatrere melder deres ankomst til Fleche Wallonne, hvor stigningerne er længere og finalen markant hårdere, mens der kun vil være ganske få brostensspecialister tilbage på startstregen på onsdag. Til sidst når vi frem til Liege-Bastogne-Liege, der er et løb kun for klatrere, og da rytterne fra Tour of the Alps nu også er ankommet, er overgangen fuldendt. Stort set alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere vil være samlet på startstregen i Liege, hvilket ikke vil være tilfældet i Holland på søndag.

 

Tidligere blev løbet afviklet efter Liege-Bastogne-Liege, men en omstrukturering af kalenderen har flyttet det til den nuværende position som den første af de tre ardennerklassikere. Det gør progressionen i løbenes hårdhed langt mere naturlig og klassikersæsonens overordnede struktur langt bedre. Selvom det ikke er et af cykelsportens monumenter, er det et af de meget få løb, der har monumentdistance, og det er placeret lige under de fem største klassikere i det internationale hierarki. Ikke desto mindre er det placeret klart under Liege-Bastogne-Liege i ardennerhierarkiet, og alle ikke-hollandske ryttere med en realistisk chance for at vinde i Liege ville til enhver tid bytte en sejr i Holland med en triumf i cykelsportens ældste klassiker.

 

I de senere år er der blevet eksperimenteret en del med ruten, der gennemgik sin første gennemgribende forandring længe i 2013. I 2017 tog man endnu et skridt ved helt at fjerne Cauberg fra finalen, hvor stigningen ellers i mange år har været den vigtigste ingrediens. Det vakte en del kritik, men arrangørernes håb om, at det ville anspore favoritterne til at angribe tidligere end vanligt blev i den grad imødekommet. Faktisk har de seneste udgaver utvivlsomt været de mest underholdende i mange år, og derfor er det nye koncept også fastholdt i år.

 

Sidste år blev løbet af coronaårsager dog afviklet som et kortere rundstrækningsløb, men det ændrede ikke på underholdningen. Efter at favoritterne havde angrebet hinanden, viste Wout van Aert, Tom Pidcock og Maximilian Schachmann sig som de stærkeste, og det stod hurtigt klart, at den store gruppe, der samledes bag dem, ikke ville komme tilbage. Som den langsomste af de tre forsøgte Schachmann uden held at komme væk, men det hele endte i en kontroversiel og knivskarp spurt, hvor Van Aert efter lang tids studie af et utroligt målfoto blev erklæret som vinder, mens Schachmann måtte tage til takke med 3. pladsen. Van Aert er desværre stadig ude med sin coronainfektion, og da Schachmann er ramt af en formkrise efter sygdom og derfor er tvunget til at droppe årets klassikere, bliver Pidcock eneste genganger fra sidste års podium.

 

 Livestream Itzulia Basque Country og Amstel Gold Race uden afbrydelser

 

 

Ruten

Rutens hårdhed placerer naturligt Amstel Gold Race i ardennerkategorien, men når det kommer til løbets overordnede design, er løbet meget mere nært beslægtet med de flamske klassikere. Som de fleste af brostensløbene i den cykelgale belgiske region gør Amstel Gold Race næsten overdrevent brug af et meget lille kuperet område i et ellers næsten fladt område. Det er bestemt ikke et punkt-til-punkt-løb, da ruten zigzagger sig rundt i en lille del af Holland, hvor man bruger de samme veje igen og igen og besøger de samme stigninger flere gange. Rytterne er aldrig langt fra startstedet i Maastricht eller målet i Valkenburg, hvor målstregen også krydses flere gange, inden det bliver alvor i finalen.

 

Vejene i regionen er alle små og snoede, og Holland er et tætbefolket område. Samtidig passerer løbet gennem mange små byer, hvor presset på arealet er så stort, at mange af indbyggerne ikke har garager, og derfor parkerer deres biler på gaderne. Der er mange trafikchikaner og speedbumps, og derudover er antallet af rundkørsler stort. Styrt er derfor en brutal, men uundgåelig del af løbet, og det er af helt afgørende betydning at vide, hvor og hvornår man skal være fremme forud for stigningerne og eventuelle vindblæste strækninger.

 

Hvad der karakteriserer løbet, er de mange stigninger, der er spredt ud over hele ruten. I sig selv er ingen af dem specielt udfordrende, men med normalt ca. 35 bakker fordelt på ca. 260 km kommer de så hurtigt efter hinanden, at der ikke er megen tid til at restituere.

 

I 2003 besluttede arrangørerne at flytte målstregen fra den traditionelle afslutning i Maastricht til toppen af den berømte Cauberg-stigning. I de følgende år var løbets mest markante kendetegn den eksplosive finale på den 1200 m lange stigning, der stiger med 5,8% i gennemsnit og har et maksimum på 12%.

Annonce

 

Mens mange bifaldt den spektakulære finale, var arrangørerne ikke tilfredse. Den hårde afslutning betød, at løbet blev mere kontrolleret, og de fleste favoritter sparede sig nu til en spurt op ad den sidste stigning. I et forsøg på at åbne løbet op, ændrede man derfor igen formatet. Efter generalprøven ved VM i 2012 - der i øvrigt blev vundet af nyere tids mest dominerende rytter i Amstel Gold Race, Philippe Gilbert - blev målstregen i 2013 flyttet 1800 m væk fra toppen af stigningen, hvormed rytterne fik mulighed for at komme tilbage, selvom de var blevet sat på bakken.

 

Arrangørerne håbede, at dette ville anspore favoritterne til at angribe længere udefra, men hverken VM eller 2013-, 2014-, 2015- eller 2016-udgaverne havde den ønskede effekt. Ganske vist blev det vanskeligere for favoritterne at tro på, at de kunne gøre den afgørende forskel på Cauberg, men da den afsluttende rundstrækning med de relativt lette stigninger Geulhemmerweg og Bemelerberg var nem, og de sværeste stigninger, Kruisberg, Eyserbosweg og Keutenberg kom langt fra mål, følte de største navne sig fortsat nødsaget til at gamble alt på deres evne til at køre fra på Cauberg. Den nye finale åbnede ganske vist løbet for langt flere mulige vindere, men det ændrede ikke på, at løbet fortsat var ekstremt kontrolleret.

 

Forud for 2017-udgaven traf arrangørerne et nyt, meget mere kontroversielt valg. Denne gang valgte man helt at droppe Cauberg-finalen, og selvom man bibeholdt målstregens placering, skulle man denne gang ikke op over den ikoniske stigning tæt på mål. De tre første passager af bakken fastholdtes, men da man kom tilbage til Valkenburg for sidste gang efter den afsluttende lille rundstrækning med Geulhemmerweg og Bemelerberg kørte man ikke ned i det sædvanlige ”hul”, og derfor var Bemelerberg nu sidste stigning, inden man nåede frem til den flade finale. Det åbnede muligheder for, at de stærke sprintere kunne overleve, og håbet var, at det ville tvinge de virkelige ardennerspecialister til at angribe fra distancen. Da man samtidig bibeholdt det nye format, der blev indført i 2013, hvor de svære Eyserbosweg og Keutenberg kom langt fra mål, håbede man, at de mest klatrestærke ryttere følte sig nødsaget til at sætte fremstød ind allerede der.

 

Planerne vakte ikke megen begejstring i cykelkredse, men endte som en stor succes. Rytterne gjorde præcis, som man havde håbet, og alle de store navne spillede ude i den svære sektion langt fra mål. Resultatet var et langt mere animeret løb end tidligere og den bedste udgave i mange år, og det blev til fulde gentaget med endnu underholdende versioner, da man i 2018 og 2019 bibeholdt det nye format. Sidste år betød coronasituationen og behovet for at holde tilskuere væk, at man afviklede løbet som et rent rundstrækningsløb over bare 216,7 km, men i år er løbet tilbage i det format, det har haft i årene 2017, 2018 og 2019.

 

Faktisk er ændringerne i forhold til 2018- og 2019-løbene marginale, og man fastholder den ændring, man foretog efter 2017-udgaven. Her ændrede man en anelse på den afsluttende, ikke specielt svære rundstrækning. Stigningerne var de samme, men man undgik de store, brede veje mellem Geulhemmerweg og Bemelerberg. Håbet er, at brugen af smallere veje ville gøre det endnu vanskelige at kontrollere løbet. Eneste ændring er denne gang, at løbet forkortes med ca. 15 km, da man kort efter første målpassage skærer en sløjfe med stigningerne Heiweg og Kallenberg af, mens man forlænger den afsluttende rundstrækning, så næstsidste stigning, Geulhemmerweg, kommer 19,3 km og ikke 14,3 km fra mål. Dermed falder antallet af stigninger fra 35 til 33.

Annonce

 

 

Det betyder, at der modsat de to seneste ”almindelige” udgaver skal tilbagelægges færre end 260 km, nemlig ”bare” 254,1 km, hvilket fastholder løbet i monumentligaen, selvom det ikke er et monument. Som vanligt går starten i områdets største by, Maastricht. Derfra bevæger rytterne sig ind i det kuperede terræn øst for storbyen, og løbet vil herefter sno sig rundt i et ganske lille område tæt på den belgisk-hollandske og den tysk-hollandske grænse og gøre brug af de samme veje igen og igen.

 

Rytterne skal som sagt op over intet mindre end 31 stigninger på en lang dag med konstant udskillelse, og modsat mange af de øvrige klassikere starter løbet ikke med et langt, fladt stykke. Tværtimod er bakkerne spredt ud over hele ruten, og den første stigning, Slingerberg (1,0 km, 5,4%), er placeret bare 9,1 km efter den officielle start. Mange stigninger skal passeres flere gange, og løbets ikoniske Cauberg-stigning skal ligesom i de tre foregående almindelige udgaver forceres tre gange mod de hidtidige fire.

 

Terrænet er en invitation til aggressiv kørsel, og derfor tager det ofte lidt tid, inden det tidlige udbrud er etableret. Grundet løbets generelle hårdhed og den ofte lange distance får det ofte et meget stort forspring, inden de store hold optager jagten. Ofte når afstanden mere end 10 minutter, inden favoritterne sender tropperne frem. Det vil dog med stor sandsynlighed være sket, når man efter 53,8 km klatrer op ad Cauberg (1200 m, 5,8%) for første gang og efter 56,3 km krydser målstregen. På dette tidspunkt har man allerede været over seks stigninger, herunder Adsteeg (1000 m, 2,1%) efter 13,8 km, Lange Raarberg (1400 m, 3,4%) efter 22,0 km, Bergseweg (2600 m, 3,4%) efter 37,7 km og Sibbergrubbe (1600 m, 3,9%) efter 49,4 km.

 

Herefter gælder det en omgang på 109,0 km lang rundstrækning, der indeholder ikke færre end 16 stigninger, hvoraf Cauberg igen kommer som den sidste, når den passeres for anden gang, og som altså er forkortet lidt i forhold til 2019-udgaven. Her er der typisk tale om en lang jagt på det tidlige udbrud, hvor der gradvist akkumuleres træthed. Udover stigningerne er hovedudfordringen det konstante stress på de smalle, snoede veje. Positionering forud for stigningerne er en nøgleingrediens, og betydningen af et stærkt hold i positionskampen og rutekendskab er af helt afgørende betydning. Styrt er en uundgåelig del af løbet, der ikke vindes på rå styrke alene. Denne del af løbet er sjældent aggressiv, men de mange stigninger tærer gradvis på kræfterne, og de smalle veje kræver konstant fokus og opmærksomhed, der gør løbet enormt stressende. Samtidig er det sjældent, at alle favoritterne slipper helskindet igennem denne fase. Stigningerne tæller Geulhemmerweg (700 m, 4,4%) efter 58,3 km, Wolfsberg (1000 m, 2,9%) efter 76,6 km, Loorberg (1600 m, 4,7%) efter 79,5 km, Schweibergerweg (2700 m, 4,4%) efter 91,0 km, Camerig (3800 m, 4,2%) efter 98,7 km, Drielandenpunt (2100 m, 5,7%) efter 111,0 km, Gemmenich (800 ml, 6,1%) efter 114,1 km, Vijlenerbos (1500 m, 5,4%) efter 121,2 km, Eperheide (2200 m, 4,6%) efter 126,1 km, Gulperberg (400 m, 8,8%) efter 135,6 km, Plettenberg (900 m, 3,9%) efter 138,7 km, Eyserweg (1200 m, 4,6%) efter 140,8 km, St. Remigiusstraat (1100 m, 6,5%) efter 145,3 km, Vrakelberg (600 m, 7,1%) efter 150,6 km, Sibbergrubbe (1600 m, 3,9%) efter 158,3 km og til slut Cauberg (1200 m, 5,8%) efter 162,7 km.

 

Efter anden passage af målstregen resterer 88,8 km, og det er det tid til den sværeste del af løbet. Den næste rundstrækning er 67,5 km lang og indeholder ni stigninger, hvoraf Cauberg igen er den sidste. Det er typisk her, at de næste angreb sættes ind. Mange hold vil have et hårdt løb eller have holdkammerater fremme, der kan komme i spil, når kaptajnerne sætter deres fremstød ind senere, og det gør løbet aggressivt. For et par år siden så man ofte ganske mange angreb langt udefra, men i de senere år har der været en tendens til at vente til de sidste 50 km. Det er imidlertid vigtigt for de fleste hold at undgå af komme i defensiven i denne fase og blive tvunget til at jagte. Derfor har det ofte været et godt tidspunkt for løjtnanterne at forsøge sig. Samtidig betyder den konstante passage af nye stigninger og den stressende positionskamp, at der er konstant udskilning, og fra nu af bliver feltet bare mindre og mindre.

Annonce

 

De første af stigningerne er de relativt lette Geulhemmerweg (1000 m, 6,2%) og Bemelerberg (900 m, 5,0%), der skal passeres igen i finalen, og som her kommer med hhv. 86,8 og 74,1 km igen. Derefter følger Loorberg (1600 m, 4,8%) med 59,0 km tilbage samt Gulperberg (400 m, 9,0%) 50,9 km fra stregen. Herefter indledes den virkelige finale. Tidligere spillede favoritterne altid ud på de tre sværeste stigninger, Kruisberg (800 m, 7,5%), Eyserbosweg (1100 m, 8,1%) og Keutenberg (700 m, 9,4%), og det var ofte en ganske lille gruppe, der nåede toppen. Siden man i 2013 introducerede den nye, nemmere finalerundstrækning, har disse svære bakker imidlertid været placeret så langt fra mål, at de har spillet en mindre rolle. I 2017 og 2018 lykkedes det at vende den udvikling, og her blev der kørt aggressivt på disse tre stejle udfordringer, der passeres med hhv. 44,1 km, 42,2 km og 33,9 km til mål - med den lettere Fromberg (1600 m, 4,0%) placeret som en ekstra udfordring 37,8 km fra stregen. For ryttere, der skal have et selektivt løb, er disse samt den sidste passage af Cauberg (1200 m, 5,8%), der følger efter Keutenberg med 23,9 km igen, stedet at slå til. Den eneste gang, det med den gamle rute lykkedes at forhindre en afgørelse på sidste passage af Cauberg, var i 2013, da Roman Kreuziger kørte væk allerede ved næstsidste passage med knap 20 km til mål.

 

Efter sekvensen med Kruisberg, Eyserbosweg, Fromberg, Keutenberg og Cauberg krydser man efter 232,8 km målstregen for næstsidste gang for at tage hul på den 21,3 km lange finalerundstrækning. Den er i alt væsentligt identisk med den, der hidtil er blevet benyttet, men har som sagt den afgørende ændring fra 2017, at man kører direkte til stregen i Valkenburg i stedet for at køre ned i ”hullet” og op ad Cauberg igen, ligesom man ligesom i 2018 og 2019 vil benytte nye og smallere veje i særligt området mellem de to stigninger, samtidig med at man i år har forlænget midterfasen mellem de to stigninger med 5 km. Derfor er de eneste tilbageværende bakker Geulhemmerweg (1000 m, 6,2%) og Bemelerberg (900 m, 5,0%), hvis toppe nås med henholdsvis 19,3 og 7,3 km til mål. Herved kommer de begge en anelse tættere på stregen end i den gamle Cauberg-finale, men de er som sagt samtidig de sidste muligheder for at gøre en forskel. Med de nye ændringer vil det nu stige let mellem 3 km- og 1 km-mærkerne, hvorefter den sidste kilometer er let faldende med 0,8% i snit. Rytterne vil følge en snoet vej med mange kurver og med et skarpt sving med 900 m igen, hvorfra det er en helt lige vej frem til mål.

 

Arrangørerne håber, at de små ændringer i finalen vil give anledning til endnu mere aggressivt cykelløb med angreb både på næstsidste rundstækning og de to sidste stigninger, men den flade afslutning giver samtidig de stærkeste sprintere langt mere håb om, at de kan vinde løbet i en spurt. Derfor er der sandsynligvis udsigt til et ganske animeret cykelløb i finalen, hvor der vil blive angrebet utrætteligt på de sidste bakker, men det er stadig et åbent spørgsmål, hvilken ryttertype der vil vinde den fjerde udgave af det ”nye” Amstel Gold Race. Svaret får vi på søndag.

 

Løbet byder på i alt 3412, hvilket er knap 100 færre end på den længere rute i 2019 og ca. 400 flere end ved sidste års specielle rundstrækningsformat.

 

 

Annonce

 

 

 

 Livestream Itzulia Basque Country og Amstel Gold Race uden afbrydelser

 

Favoritterne

Det er altid en kontroversiel sag at ændre på ruterne til de store klassikere. Mange vil huske, hvordan det skabte oprør i Belgien, da man fjernede Muren fra finalen af Flandern Rundt, og selvom den nye finale på mange måder har forbedret løbet, er der mange cykelnostalgikere, der stadig ikke kan acceptere, at en af cykelsportens mest ikoniske stigninger ikke længere indgår i finalen af den flamske klassiker.

 

Ændringen af ruten i Flandern forandrede imidlertid ikke grundlæggende sammensætningen af favoritfeltet, men det kan ikke siges om justeringen af finalen af Amstel Gold Race. I 2017 var det en yderst kontroversiel beslutning med relativt kort varsel at foretage en så drastisk omlægning af løbets nøglepunkt, og det affødte særdeles kritiske reaktioner fra mange af klassikerspecialisterne. For mange af de knap så klatrestærke puncheurs er Amstel Gold Race den eneste af ardennerklassikerne, de har en chance for at vinde, og således har den hollandske klassiker været deres helt store mål. Derfor var det et stort slag i ansigtet at indse, at deres vilkår pludselig blev drastisk forringede ved udsigten til den manglende finale på Cauberg, hvilket fik mange til at tro, at løbet skulle være mere sprintervenligt.

Annonce

 

Som nævnt ovenfor ”virkede” ideen imidlertid. Det er meget svært at argumentere imod påstanden om, at de tre seneste udgaver af løbet har været de mest underholdende i mange, mange år, og vi fik præcis, hvad arrangørerne ønskede. I 2017 spillede store navne som Philippe Gilbert, Nathan Haas, Michael Albasini og Ion Izagirre ud allerede langt fra mål, og da Greg van Avermaet og Alejandro Valverde sammen med Michal Kwiatkowski senere reagerede, var det kun polakken, der var stærk nok til at køre op til de forreste. At selv Van Avermaet og Valverde regulært kom til kort på stigningerne, vidner om et løb, der havde langt mere dynamik og langt flere udfaldsrum end det gamle format, der i alt væsentligt kunne koges ned til en afsluttende spurt op ad Cauberg.

 

I 2018 så vi samme mønster, hvor de store navne spillede tidligt ud og derved gjorde det hele så hårdt, at Valverde med et angreb på Geulhemmerweg kunne skabe den lille ottemandsgruppe, der endte med at afgøre det hele til sidst. Endelig så vi i 2019, hvordan Julian Alaphilippe, Jakob Fuglsang og Michal Kwiatkowski kunne køre væk fra distancen og havde kurs mod at afgøre løbet, indtil Mathieu van der Poel leverede det comeback, der vel stadig ikke er nogen, der helt har fattet.

 

Sprinterne er altså endnu ikke kommet til fadet. De var meget tæt på sidste år, hvor Wout van Aert, Tom Pidcock og Maximilian Schachmann næsten blev hentet til sidst, men det løb kan slet ikke sammenlignes med det, der venter på søndag. Coronasituationen gjorde det meget kortere, og alle de svære stigninger var væk. Der er ingen tvivl om, at sprinterne havde en bedre chance sidste år end på den ”rigtige” Amstel-rute, som heldigvis er tilbage i år, selvom den er marginalt kortere end i de seneste uhyggeligt lange udgaver.

 

 

Favoritterne til de tre ardennerklassikere har altid skullet findes i den samme gruppe af ryttere, men løbene er ganske forskellige og tilpasset forskellige typer. Mens Liege-Bastogne-Liege er et meget hårdt løb, der er på grænsen til at være et løb for rigtige klatrere, og den unikke finale i Fleche Wallonne begrænser listen over mulige vindere til en yderst eksklusiv gruppe på en håndfuld meget eksplosive klatrere, har Amstel Gold Race traditionelt været for lidt større drenge, klassikerspecialister med et godt punch, og det har gjort listen over potentielle vindere betydeligt længere. Stigningerne er så korte, at det er muligt for de eksplosive klassikerryttere at spurte fra bund til top, hvilket gør det svært for klatrerne at følge med. På den anden side er det samlede antal højdemeter og distancen så voldsom, at løbet er ganske hårdt, og den gradvise udskilning sender mange af de tungere folk ud af kampen.

 

Da løbet sluttede på toppen af Cauberg, var det for specialister, og det begrænsede listen over potentielle vindere betydeligt. Den nye finale, der blev indført i 2013, åbnede løbet op for flere, og nu ændrer den nye modifikation igen betydeligt på, hvad vi kan forvente i den hollandske klassiker. På papiret betyder den fladere finale, at langt flere ryttere nu har en reel chance for at krydse stregen først, og taktik og held kommer til at spille en langt større rolle. Til gengæld kan det også blive vanskeligere for mindre spurtstærke ryttere at sikre sig sejren, og selvom de seneste år var selektive, var det ikke tilfældigt, at næsten alle topplaceringer udgjordes af ryttere, der er kendt for deres afslutterevner. Det er fortsat ikke voldsomt sandsynligt, at en type som Roman Kreuziger kan gentage sin sejr fra 2013.

Annonce

 

Umuligt er det dog ikke. Den nye, fladere finale har givet løbet et helt andet element af taktik, som betyder, at det nu ikke nødvendigvis er stærkeste mand, der vinder. Det blev særligt tydeligt i 2018, hvor Michael Valgren bestemt ikke var gruppens stærkeste, men måske den klogeste. I hvert fald udnyttede gruppens tre af gruppens på papiret mindst farlige, nemlig Valgren, Roman Kreuziger og Enrico Gasparotto, den interne magtkamp mellem særligt Peter Sagan, Alejandro Valverde og Julian Alaphilippe til at løbe med hele podiet, selvom det kun er Gasparotto, der med en vis rimelighed kan siges at være kendt for sin spurtstyrke. Også i 2019 så vi masser af taktik. Julian Alaphilippe og Jakob Fuglsang kørte regulært væk, men bag dem var det et angrebsmylder, og det var lidt tilfældigt, hvem der lå ude foran, da Mathieu van der Poel åbnede op og begyndte at samle folk op. I alle tilfælde er de bedste endt med at køre om sejren, men om stærkeste mand vinder er mere tvivlsomt.

 

Det gør dermed også det ”nye” Amstel Gold Race til den mest taktiske af de store klassikere. Sikrer man sig først billet til finalen, er den sidste rundstrækning så let, at de fleste kan være med, og i det strategiske spil, der let opstår i en gruppe uden hjælpere, kan alt ske, ikke mindst hvis man som Astana i 2018 sidder i overtal. I den sammenhæng kan det endda være en fordel at være lidt af en underdog, og derfor er det nok også på søndag, at vi har størst chance for en stor overraskelse i en af de store klassikere. Det er i hvert fald langt fra givet, at bedste mand vinder.

 

De største tabere ved den nye ruteændring er de virkelige puncheurs, der ikke længere kan satse 100% på deres punch på Cauberg. Nu kræver en sejr ikke blot gode ben, men også held og en vellykket taktik. Skal en klassikerspecialist vinde, kan det nemlig ikke nytte noget at slæbe de holdbare sprintere med til stregen, og derfor skal der angribes langt fra mål. Målet er som i de foregående år at skabe en lille gruppe af favoritter, men er man isoleret, kan en sådan være ganske svær at kontrollere. Derfor kan en overtalssituation med flere mulige vinderbud være helt afgørende i løbets nye format, og man vil i vidt omfang kunne lukrere på kollektiv styrke, som Quick-Step så flot plejer at gøre det i de flamske klassikere.

 

I 2017 var der almindelig enighed om, at vinderne ved den nye ruteføring var de stærke sprintere. Folk som Bryan Coquard, Michael Matthews og Sonny Colbrelli var alle i top 5 i 2016 og viste således, at de havde reelle muligheder for at vinde i den gamle finale. Den nye rute burde umiddelbart øge sandsynligheden for en reduceret massespurt, hvilket gør deres spurstyrke til langt stærkere våben, end den ellers ville have været, men historien har altså modbevist den teori. For løbets puncheurs er det imidlertid en stor ulempe, at de ikke længere skal op over Cauberg i finalen. Ganske vist er de ofte hurtige, specielt efter et langt løb, men i en direkte duel med de deciderede sprintere, vil de som regel komme til kort. Derfor skal de forsøge at komme af med de hurtigste langt tidligere, og det kan let skabe en situation, der ikke kan kontrolleres.

 

Arrangørernes håb er atter, at den ændrede finale vil tvinge disse klassikerspecialister ud af busken, og det skal ske allerede på de stejleste stigninger Kruisberg, Eyserbosweg og Keutenberg samt på sidste passage af Cauberg. Spørgsmål er, hvem der skal gøre løbet hårdt. Årets felt er i den grad ramt af den nye kalender, der betyder, at vi mangler de fleste af de lette folk. De har nemlig travlt i Baskerlandet, og det er derfor et svagere og tungere felt, end vi plejer at se det. Der vil altså være færre hold med en interesse i et hårdt løb. Der mangler klatrere!

Annonce

 

Det burde dog være ret klart, at Ineos vil have et hårdt løb, og de kommer med et stærkt hold. Det samme gælder for UAE og Bahrain, der alle kan tænkes at tage et vist ansvar. Der er også hold med en klar interesse i en spurt, særligt BikeExchange og Cofidis, men de kommer begge i svage formationer.

 

Vi kan utvivlsomt vente os ret tidlig aggression. Ligesom i de flamske klassikere kan man nemlig med offensiv kørsel sikre sig en billet til finalen. Det var det, der i 2018 gav Gasparotto og Kreuziger adgang til frontgruppen, og i 2019 kom Matteo Trentin meget langt ved at angribe tidligt, hvorfor mange vil utvivlsomt forsøge sig med en lignende taktik. Derfor forventer jeg en ret animeret finale. Favoritterne skal formentlig ud af busken i forbindelse med den svære sekvens med Kruisberg, Eyserbosweg, Fromberg og Cauberg, men vi så i 2018, at forskellene også kan gøres senere på Cauberg og endda på den ret lette Geulhemmerweg.

 

 

Det skyldes også Van der Poel-faktoren. Mathieu van der Poel kan vinde en massespurt, men det er aldrig hans taktik at satse på det. Da han vandt for tre år siden, begik han den håbløse brøler at angribe lige inden de ramte de svære stigninger, og derfor skulle han puste ud, da Alaphilippe, Fuglsang og Michal Kwiatkowski kørte væk. Han viste sig stærk nok alligevel at redde fadæsen, men det viser, at Van der Poel som altid er frisk på at køre cykelløb. Derfor vil mange gerne i forkøbet, som Dylan van Baarle og Fred Wright så fint kom det i søndags, og alle vil vente på det Van der Poel-angreb, der formentlig kommer på en af de svære stigninger i den vanskelige sekvens.

 

På den baggrund må man også formode, at vi får en gentagelse af det, vi har set i de senere år. En reduceret massespurt er altid en reel mulighed på denne rute, men det er svært at tro, at det vil kunne lade sig gøre. Der kan altid opstå en situation, hvor eksempelvis Jumbo vil jagte for Christophe Laporte, hvis de har misset de afgørende angreb, men generelt ser ”sprinterholdene” for svage ud. Det vil formentlig igen skule afgøres mellem de mest bakkestærke, og da feltet generelt er tungere, giver det færre kandidater, end vi normalt ser det. I en sådan gruppe vil alt være muligt, både at bedste mand kører væk, at det bliver afgjort på taktik via ”en Valgren”, eller at der skal spurtes mellem et par folk, og historien viser, at det med den nu meget lette finale, er de to sidstnævnte, der er mest sandsynlige. Soloridtet har vi i hvert fald ikke set endnu.

 

Det er ret umuligt ikke at pege på Mathieu van der Poel som favorit. Om han er lige så overmenneskelig som i 2019, er måske tvivlsomt, men han kan meget vel være tæt på. Jeg var ellers lidt skeptisk over for hans form efter Dwars door Vlaanderen, men han gjorde min skepsis til skamme i Flandern Rundt. Nok var han ikke løbets stærkeste, men når vi kender til Tadej Pogacars overmenneskelige styrke og de watttal, der siden er kommet frem, var det lidt af en bedrift, at Van der Poel hang på hele vejen. Det krævede også, at han på Paterberg gravede dybere, end han har gjort tidligere, hvis vi skal tro ham selv, men det vidner om, at formen må være meget tæt på 100%.

 

I det lys er han uhyggeligt svær at slå. Vi har nu set, at han er bedst over de længere distancer, og derfor er det et løb, der passer ham. Der er bedre klatrere end ham, men disse bakker er så korte, at han er en af verdens bedste i dette terræn. Han er også så hurtig, at han mod alle andre favoritter vel vil være favorit i en spurt, og man må formode, at han har lært af fejlen fra 2019, og at han denne gang angriber der, hvor man faktisk kan angribe. I det hele taget har han i sine seneste løb kørt klogere, end han har gjort hidtil, og vi så i hvert fald i søndags, at han godt vidste, at han ikke - som han plejer - skulle spille med musklerne, når modstanderen er Pogacar.

 

Det er dog ikke helt så enkelt denne gang. Som sagt er Amstel Gold Race en af de mest taktiske klassikere, og det er bestemt ikke en fordel at være den store favorit. Hans hold er heller ikke imponerende, og i en finale vil Alpecin ikke kunne lukrere på et overtal. Han risikerer at blive taktisk udmanøvreret efter de svære bakker, men netop derfor vil han også skabe en tidlig åbning. Det er der heldigvis for ham også andre, der vil, og da feltet er ”svagt”, er der næppe mange, der kan følge. Jeg regner derfor med en lang finale i en gruppe, der er ganske lille, og den vil altid være lette at kontrollere end den store gruppe, der afgjorde løbet i 2018, og som gjorde det muligt for Valgren at spille det taktiske spil. Derfor tro, at Van der Poel vil undgå en situation, hvor han bliver slået på taktik, og så bør bedste mand vinde.

 

Det er vel Tom Pidcock, der har den største chance for at slå ham, men der er stor usikkerhed om briten. Han virkede ellers så flyvende i Dwars door Vlaanderen, men noget tyder på, at han ikke helt kan stå de lange distancer. I hvert fald lignede han længe en af de bedste i Flandern Rundt, indtil lyset pludselig gik ud. Spørgsmålet er nu, om det skyldes, at han har en for svag trænings- og ikke mindst løbsbase, eller om det er er et generelt problem med lange distancer. Sidstnævnte er i hvert fald en mulighed, da det kun er ved sidste års VM, at han har været med fremme i et løb af denne længde. Hvis til gengæld er det første, er det noget, der kan rettes, nu hvor han har fået flere løb i benene - i hvert fald hvis ikke maven, der synes at lure som en konstant trussel for ham i år, igen volder problemer.

 

Kan han stå distancen, passer løbet ham ideelt. Der er ikke mange i denne verden, der er bedre på korte bakker end Pidcock, og løbet passer ham meget bedre end Flandern Rundt, hvor han med sin lave vægt har en stor ulempe på brostenene. Det er ikke uden grund, at han sidste år blev nr. 2 - og var urimeligt tæt på at vinde - netop dette løb, og at han vandt Brabantse Pijl, der er det løb, som minder mest om dette. En formstærk Pidcock er fabelagtig i dette terræn, og vi så sidste år, at han utvivlsomt også har en god chance for at slå Van der Poel i en spurt. Er der en mand, der kan følge den store favorit, er det Pidcock, hvis altså han kan stå distancen og har fået indhentet det, han fortsat synes at mangle. Og så kan han drømme om, at Ineos måske kan udnytte et stærkere hold til at få flere kort at spille i finalen.

 

Vi er vel også nødt til at regne Valentin Madouas som en af de helt tunge favoritter. Den lille franskmand var fabelagtig i søndags, hvor han var meget tæt på at matche de to stærkeste, og det var endda i et løb, der passer ham betydeligt dårligere end dette. Der er jo en grund til, at han altid har satset på ardennerklassikerne, og at brostenene bare var et eksperiment, og med tanke på det, vi så i søndags, kan Amstel med dets korte bakker meget vel være den klassiker, der passer ham allerbedst.

 

Der er dog betydelig usikkerhed om Madouas. Han er uhyggeligt ustabil, og han har hele tiden været i tvivl om, hvor længe formen kan holde. Han har dog kun fundet formen til E3 efter en ringe sæsonstart, og han er derfor næppe i tilbagegang endnu. Han har også været god i alle sine brostensløb, og han synes at være blevet mere stabil nu, i hvert fald når han én gang har fundet formen. Hans spurt er også pæn, men han slår ikke de to favoritter. Til gengæld er han god nok til at komme med i finalen, og så må han spille spillet. Min store bekymring er hans ringe positioneringsevne, der kan være fatal på disse veje, og jeg har desværre en grum mistanke om, at han misser den, når bussen kører. Lad os håbe, at Stefan Küng kan føre ham frem, inden de rammer den svære serie. Lykkes det, har han billet til finalen, og så er meget muligt.

 

 

Er Marc Hirschi tilbage? Næppe fuldt, men jeg synes, at det ser relativt lovende ud. Han klatrede godt i bjergene i Coppi e Bartali, selvom det ikke var perfekt terræn for ham, og han var i både Larciano og Indurain bedste mand i finalerne. Førstnævnte havde et svagt felt, men i lørdags var han oppe mod nogle meget stærke folk. 2020-udgaven af Hirschi var formentlig kørt fra alt og alle på den sidste mur, og derfor er han der næppe helt endnu, men han ser skarpere ud end i 2021, hvor han jo faktisk nåede at finde noget form til sidst, særligt med den flotte sejr i meget skrapt selskab i Luxembourg. Er han tilbage, er han stærk i dette terræn. Han har flere gange vist, at distancen ikke er et problem, og hans punch er eminent. Jeg kan være bekymret for, at hans engang så gode spurt synes at være helt forsvundet, men hans mål må i første omgang være at ramme finalen. Lykkes det, har han måske endda Juan Ayuso ved sin side, og så kan meget ske.

 

En af søndagens skuffelser var Matej Mohoric, men det er for tidligt at dømme sloveneren ude. Selv siger han, at det handlede mere om dårlig position end om dårlige ben, og den slags er altid en sandsynlig forklaring i netop Flandern Rundt. Han så ud til at komme på bagkant fra start, og derefter var det svært at komme tilbage. Han så jo ellers fremragende ud i både E3 og Gent-Wevelgem, hvor han var en af de stærkeste, og med hans dårlige forberedelse siger logikken også, at hans form er i fremgang. Han er normalt god i positionskampen, og de kringlede, tekniske veje passer ham storartet, ligesom han vil elske distancen. Han er heller ikke bange for at angribe, hvilket altid er en fordel i et løb, der kan blive taktisk, og med den enorme fremgang, vi så med hans klatring i 2021, må han formodes nu at være blandt de bedste i denne slags terræn. Hans spurt er ikke på niveau med de bedstes, men i det taktiske spil plejer han at være snu, og han vil stå med gode kort, da Bahrain har et af de absolut stærkeste mandskaber med flere mand til en mulig finale.

 

Den taktiske overhånd gør, at jeg placerer Dylan Teuns her. Vi har på det seneste set den bedste Teuns, vi har set i flere sæsoner, og det endda selvom han fik ødelagt hele sæsonstarten af sygdom. Det betyder til gengæld også, at han næppe har toppet endnu, da han blot har få løbsdage i benene. Dette er utvivlsomt den af ardennerklassikerne, der passer ham dårligst, men som vi så i Flandern og Dwars kan han sagtens være med på kortere stigninger. Han synes god nok til at kunne spille en rolle i finalen, men hans spurt er desværre ikke noget at skrive hjem om. Til gengæld er Bahrain som sagt uhyggeligt stærkt, og det vil give ham muligheder i det taktiske spil, som Valgren så flot viste i 2018.

 

Løbets helt store joker er vel Juan Ayuso. Spanieren har aldrig kørt så langt et løb, og derfor er distancen en stor ubekendt, men det ser ikke dumt ud. Sidste år imponerede han mig i hvert fald meget over 223 km i San Sebastian, og dengang var han ikke i nærheden af at være på det niveau, han er nu. I Catalonien var han i hvert fald fremragende, og her var det særligt lovende, at han manglede lidt i bjergene, men virkede uhyre overbevisende på de eksplosive stigninger på 3. og 7. etape. Det er netop de egenskaber, han skal bruge i dette løb, og han viste også både i Laigueglia og Catalonien en spurtstyrke, der var endnu bedre, end jeg havde ventet. Han vil desværre mangle en masse erfaring i positionskampen, og det kan koste dyrt, men holder han sig til Matteo Trentin og Hirschi, er han ikke helt ilde stedt. Hvis han kan stå distancen, bør han være en af de bedste på disse bakker, og så vil han måske kunne være del af et overtal i finalen. Den eneste grund til, at jeg ikke rangerer ham højere, er i virkeligheden, at han missede Indurain med sygdom, og det er uklart, hvor meget det har sat ham tilbage.

 

En anden joker er Benoit Cosnefroy. Løbet er skræddersyet til den eksplosive franskmand, der har et af verdens absolut mest overbevisende punch, men han er til gengæld også meget uberegnelig. Desværre har han i år skuffet gennem hele sæsonen, og det er desværre et mønster, at han først finder sit topniveau, når han har Touren i benene. Når han har det, er han imidlertid fabelagtig, som vi så, da han sidste år slog Alaphilippe i Bretagne eller i 2020 fulgte Alaphilippe og Van der Poel til dørs i Brabantse Pijl. Han har haft en løbspause siden de seneste skuffelser, og derfor har han haft tid til at forbedre sig. Han så godt ud i Sarthe, men det er et løb, der slet ikke kan bruges til at sige meget om hans form. Mit gæt er, at han fortsat vil mangle for meget, men er han på 100%, kører han formentlig finale - og når han kan slå Alaphilippe i en spurt i Bretagne, har han også flere optioner end som så.

 

En af søndagens skuffelser var Tiesj Benoot . Belgiere kørte bestemt ikke et ringe løb, men det var ikke den Benoot, jeg fornemmede i Dwars, hvor han var uhyre overbevisende. Heldigvis ved vi også, at han stadig kæmper med at genfinde superformen fra sæsonstarten efter styrtet i Strade Bianche, og der er derfor et håb om, at han endnu ikke har toppet. Benoot er ikke skræddersyet til dette løb, da han ikke er specielt eksplosiv på stigninger, men han er trods alt to gange blevet nr. 15, og i år har han nået et niveau, han ikke har været i nærheden af i meget lang tid. Han er også i dag mere klatrer end brostensspecialist, og derfor kunne dette løb faktisk meget vel passe ham bedre end dem, han hidtil har kørt. Han lider altid under at være spurtsvag, men han var meget tæt på at vinde Dwars ved at spille sine kort rigtigt i en taktisk finale. Det er også sådan, han skal vinde her, og kan han få Christophe Laporte med over bakkerne, ser det faktisk slet ikke dumt ud, når alle kigger på den hurtigere franskmand.

 

Michael Matthews har en imponerende historik i dette løb, hvor han flere gange har været en af de allerstærkeste. Sidste år var det også i dette løb, at han kørte sin eneste relativt gode klassiker, selvom han ikke kom med Van Aert og Pidcock. Desværre er det også et billede på, at Matthews ikke er på det niveau, han engang var, og det er gået støt ned ad bakke i nogle år. Heldigvis har han set meget bedre ud i år, hvor han virkede stærk i Sanremo, inden han imponerede ved at overspurte Sonny Colbrelli i en rigtig Colbrelli-spurt i Catalonien. Siden blev han syg, men hans Flandern Rundt var ganske opløftende, da det er et løb, der aldrig har passet ham ideelt. Han var i hvert fald bedre end for et år siden, hvor han altså var ganske god i dette løb, der også er den klassiker, som passer ham bedst. Sidste år vandt han feltets spurt om 4. pladsen, og derfor kan han være med i både en massespurt og i et hårdt løb, men han lider under et svagt hold. Han skal gøre det selv, og jeg har stadig min tvivl i forhold til, om den Matthews, vi har set de seneste år, kan være med, når de bedste åbner for gassen.

 

Min store hovedpine er Christophe Laporte. I gamle dage vil jeg have regnet dette løb som værende lidt for hårdt til ham, og at hans eneste vej til sejr skulle gå gennem en spurt. I år har han imidlertid noget helt nye højder med sin holdbarhed, og nu virker det ikke længere helt umuligt. Han har kørt som en motorcykel gennem hele sæsonen, og hans Flandern Rundt gav ingen tegn på tilbagegang. Tværtimod var det dybt imponerende, at han endte som nr. 9 efter et løb, hvor han længe var på bagkant grundet et styrt. Det er dog en bekymring, at han har været så stærk i nu næsten halvanden måned, og spørgsmålet er, om gassen ikke snart går af ballonen. I forvejen er dette et løb, hvor han formentlig skal være tæt på 100%, hvis han skal gå med, når de lettere folk åbner for gassen. Det vil normalt være for svært, men jeg er ikke længere sikker på, at det er det.

 

Kan Kasper Asgreen rejse sig? Siden han valgte at gøre dette løb til et mål, har det været interessant at se, hvor langt han kan komme. På papiret er løbet en anelse for kuperet, men det sagde vi også om Strade Bianche. Med de ben, han havde den lørdag i marts, er han bestemt også en kandidat til dette løb. Han kan ikke være med de mest eksplosive på bakkerne, men med sin enorme motor er han skabt til den anticiperingsstrategi, der i dette løb kan føre en så langt. Modsat i Flandern Rundt er han her heller ikke en af favoritterne, og han vil derfor have mere manøvrerum, end han havde på brostenene. Det er klart, at hans form er et pænt stykke fra det, vi så i 2021, men med hans lidt problematiske februar er der vel en grund til at tro, at han er i fremgang. Hans kørsel i E3 og Wevelgem var jo også ganske fin, og han var i hvert fald i begge løb en af de stærkeste. I dette løb er han mere på udebane, men Strade Bianche viste, at Asgreen heller ikke i 2022 skal afskrives, bare fordi han ikke er på hjemmebane. Det er i hvert fald ikke et løb, der er uden for hans rækkevidde.

 

 

Jan Tratnik har været en af årets oplevelser. Efter nogle år som hjælper er han endelig ved at vise de puncheur- og klassikerevner, der i sin tid bragte ham på WorldTouren. Han var i top 10 i Sanremo, og nu fik han sig lidt af en øjenåbner, da han fandt ud af, at han også kan køre på brosten med uhyggeligt stærke præstationer i både Dwars og Fladern Rundt, hvor hans angreb på Paterberg var meget beundringsværdigt. Dette løb burde passe ham bedre. I hvert fald er det her, han før har imponeret mig, selvom hans bedste resultat er en 47. plads. Han har punch, og han er også relativt spurtstærk, ligesom man nu må formode, at han ikke som så ofte før bare er hjælper. Kommer han med i finalen, kan Bahrain potentielt sidde med tre mand, og så holder man vel mere øje med Mohoric og Teuns end med Tratnik. Det kan være hans chance.

 

Hvor står Michal Kwiatkowski? Det er vel det helt store spørgsmål efter en svær sæsonstart. Han var helt væk i UAE Tour efter sin sygdom, men nåede at vise livstegn i et pænt, men ikke prangende Sanremo, der blev ødelagt af Cosnefroys styrt. Problemet er, at han udgik af Catalonien med mere sygdom, inden han uden forklaring blev taget af startlisten til Flandern Rundt, og derfor er det helt uklart, hvor meget han har tabt i denne omgang. I forvejen havde han noget at indhente, og derfor er det svært at tro, at han er flyvende, også fordi han allerede i 2021 var langt fra det niveau, vi senest så i Touren i 2020. Lige netop i dette løb gjorde han det dog ganske hæderligt, og det er også den klassiker, der vel passer ham bedst, og som han ikke uden grund har vundet. Der er altså mange spørgsmålstegn ved polakken, men er han bedre, end man kan formode, udgør han og Pidcock en skræmmende duo.

 

Måske bliver de endda en trio. Dette løb er en anelse for hårdt for Dylan van Baarle, men hollænderen har flere gange imponeret med sin klatring i blandt andet Touren og Tour Down Under. Han syntes ikke helt at have ramt formen i de første klassikere og meldte om dårlige ben i Dwars, men da distancen blev lang, var han flyvende i Flandern. Netop de lange distancer er blevet et speciale for manden, der altid præsterer bedst i Flandern Rundt, og som bekendt vandt VM-sølv over en enorm distance sidste efterår i en sæson, hvor han nåede helt nye højder. Vi har nu 117 gange set, at Van Baarle mestrer den kunst at komme favoritterne i forkøbet, som han så smukt gjorde det igen i søndags, og det er også vejen til succes her. Får han først et forspring inden de stigninger, der er for stejle for ham, er han bestemt i spil, hvis han slutter sig til Pidcock og måske Kwiatkowski i en finale, der kan blive meget taktisk.

 

Egentlig burde Søren Kragh stå højere på denne liste, men nu ender han desværre langt nede. Vi så, hvor fremragende han var i Milano-Sanremo, og det indtryk bekræftede han i E3, Welvelgem og Dwars, selvom han i to af løbene betalte prisen for sin position. Dette løb passer ham ganske fremragende, og det er bestemt helt velbegrundet, at han har gjort det til et stort mål. Desværre har DSM i forbindelse med deres holdudtagelse meldt ud, at det fortsat er usikkert, om han stiller til start, da han som bekendt blev syg inden Flandern Rundt. Det tyder altså på, at han fortsat ikke er tilbage i ordentlig træning, og i det lys er det svært at være alt for optimistisk. Hvis til gengæld han er klar, bør han med sin form være i spil, hvis han med sin snilde kan foregribe de bedre klatrere og ikke igen kommer til kort i positionskampen, hvor han lider under et svagt hold.

 

Bryan Coquard er tidligere blevet nr. 4 i dette løb, men det var dengang, han toppede. Siden dengang har denne slags løb været for hårde for ham, men efter skiftet til Cofidis ser vi nu en helt ny Coquard. Det så vi allerede med hans imponerende sejre i Besseges og ikke mindst Provence, men siden har der været lidt usikkerhed om ham. Han skuffede mig meget i Sanremo, men siden har der været håb at hente i hans flotte Dwars, hvor han så meget overbevisende, og han har med offensiv kørsel også været toneangivende i de mindre franske løb. Hans svage hold og ringe positionering er en stor ulempe, og derfor ser jeg hans eneste chance komme i en spurt. Den burde han til gengæld kunne deltage i og i dette felt også have en reel chance for at vinde, selvom det igen er et problem, at han vil være så alene.

 

Warren Barguil har i de senere år haft nogle imponerende resultater i de ”rigtige” ardennerklassikere, men ikke i dette løb. Sidste år var han eksempelvis ikke imponerende, selvom han få dage senere blev nr. 4 i Fleche Wallonne. Løbet passer ham nemlig ikke helt ideelt, men alligevel ville jeg have god tiltro til den Barguil, vi så i Ardennerne i både 2020 og 2021. Desværre har han skuffet mig en del i år. Ganske vist tog han en udbrudssejr i Tirreno, og ganske vist kommer han med en frisk sejr fra Indurain, men sidstnævnte skyldtes mere en godt timet spurt end imponerende kørsel på den sidste bakke. Jeg synes ikke, at Barguil længere synes at være på det niveau, det vil kræve at være med de bedste her, men jeg tør heller ikke udelukke det. Dertil er hans 4. plads på Mur de Huy trods alt ikke gammel nok, og han viste jo så sent som i søndags, at hans spurt også fortsat er hæderlig, hvis han kommer så langt.

 

En spændende joker er Quentin Pacher. Franskmanden har gjort gigantiske fremskridt siden skiftet til FDJ, og han har været en af årets helt store oplevelser siden februar. Dette løb burde passe perfekt til en rytter, der først og fremmest har sin styrke på korte bakker, hvilket han senest stillede til skue med hans flotte ridt i udbruddet på Montjuic i Catalonien. Han har i år også fundet en helt ny hurtighed, som han senest viste i Catalonien, og det gør ham i virkeligheden helt perfekt til dette løb. Han vil dog mangle noget erfaring, ligesom distancen er en ubekendt, men kommer han ikke til kort i positionskampen, kan han og Madouas blive en ganske spændende duo.

 

FDJ kan måske også satse på Stefan Küng. Den store schweizer er i den grad på udebane i et løb, der bør være for kuperet og ikke mindst eksplosivt. Vi så dog i Paris-Nice og Algarve, at han klatrede på et helt nyt niveau, og han har senest i brostensklassikerne blot bekræftet, at han er bedre end nogensinde. Den lange distance passer ham helt perfekt, men det er også klart, at han må se til fra sidelinjen, når de bedste åbner for gassen på stigningerne. Derfor er også hans strategi at komme de bedste i forkøbet, men lykkes det, kan man med sin enorme motor blive livsfarlig i en taktisk finale.

 

Endelig vil jeg nævne Ben Turner og Fred Wright. De to unge briter har imponeret stort på det seneste. Mine forventninger til Turner var begrænsede, men han har været langt bedre end ventet på brostenene, hvor han også har vist, at det er rigtigt, når hans hold siger, at hans motor er enorm. Dette er en anden type løb, der formentlig vil være lidt for kuperet, men han overraskede mig meget med sine klatreevner i Andalusien. Derfor tør jeg ikke helt udelukke ham, hvis han kan sikre sig et forspring. Wright havde jeg store forventninger til, men de blev slet ikke indfriet i de første klassikere. Det gjorde de til gengæld i søndags, hvor han kørte et fabelagtigt Flandern Rundt. Noget kunne tyde på, at distancen passer ham bede, og så er dette løb ikke helt dumt. Også for ham gælder, at han er en anelse for tung, men med den klatring, han viste i Tour de Suisse og Paris-Nice, ligner det ikke en umulighed, hvis han får et forspring - og så kan Bahrain pludselig have endnu et kort at spille i en taktiske finale, som Ineos kan det med Turner.

 

 

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der er ikke kommet væsentlige ændringer, der forandrer favoitvurderingen. Der er dog en række mindre justeringer, og derfor har jeg opdateret holdoversigten nedenfor.

 

***** Mathieu van der Poel

**** Tom Pidcock, Valentin Madouas

*** Marc Hirschi, Matej Mohoric, Dylan Teuns, Juan Ayuso, Benoit Cosnefroy

** Tiesj Benoot, Michael Matthews, Christophe Laporte, Kasper Asgreen, Jan Tratnik, Michal Kwiatkowski, Dylan van Baarle, Søren Kragh, Bryan Coquard, Warren Barguil, Quentin Pacher, Stefan Küng, Ben Turner, Fred Wright

* Alex Aranburu, Victor Campenaerts, Andreas Kron, Andrea Bagioli, Jack Haig, Tim Wellens, Ivan Garcia Cortina, Michael Valgren, Maxim van Gils, Anthony Turgis, Tom Dumoulin, Franck Bonnamour, Gianni Vermeersch, Florian Senechal, Jakob Fuglsang, Ide Schelling, Cian Uijtdebroeks, Stefano Oldani, Aime de Gendt,Krists Neilands, Daryl Impey, Finn Fisher-Black, Greg van Avermaet, Dorian Godon, Kristian Sbaragli, Dries de Bondt, Mads Würtz, Arjen Livyns, Dries van Gestel, Jan Bakelants, Julien Simon

 

 Livestream Itzulia Basque Country og Amstel Gold Race uden afbrydelser

 

Danskerne

Kasper Asgreen og Søren Kragh er begge kaptajner på deres hold og er omtalt ovenfor. Også den tidligere vinder Michael Valgren har kaptajnstatus, men selvom dette løb passer ham bedre end de foregående, synes han stadig at mangle for meget til at gentage sin sejr fra 2018. Andreas Kron er også kaptajn i et løb, hvor han har enormt potentiale, men han synes i år ikke helt at have ramt den form, senest ikke i Limburg. Løbet er et stort mål for Jakob Fuglsang, der er kaptajn på Israel-PT, men desværre tyder hans forår ikke på, at vi kan have alt for store forventninger. Måske har Mads Würtz en fri rolle på Israel-PT og har ambitioner i løbet, men han synes ikke helt at have ramt sit højeste niveau endnu. På Trek er Alexander Kamp til start i et løb, der burde passe ham, og hvor der ikke er en klar kaptajn, og det kunne være en chance for at ramme udbuddet. Endelig skal Casper Pedersen støtte Kragh på DSM.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Wout van Aerts sejr fra 2021, Mathieu van der Poels sejr fra 2019, Michael Valgrens sejr fra 2018, Philippe Gilberts sejre fra 2017 og 2014, Enrico Gasparottos sejr fra 2016, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2015 samt Roman Kreuzigers sejr fra 2013.

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

 

Jumbo-Visma: Laporte og Benoot ligner de bedste bud. Tom Dumoulin kørte fint i lørdags, men i dette løb må han med sin forberedelse mangle for meget, og Mike Teunissen har ikke imponeret.

 

Quick-Step Alpha Vinyl Team: Asgreen er den erklærede kaptajn med Andrea Bagioli som plan B. Italieneren vandt i Barcelona, men med det niveau, han generelt har vist i år, vil det undre mig, hvis han kan være med i så langt et løb, selvom det på sigt er et løb, der passer ham perfekt. Til en spurt kan holdet måske håbe, at Florian Senechal kan overleve, men det er usandsynligt, og Davide Ballerini har næppe formen til at gøre det samme. Zdenek Stybar mangler også fortsat alt for meget, og løbet er for hårdt for Jannik Steimle .

 

INEOS Grenadiers: I Kwiatkowski, Pidcock, Van Baarle og Turner har holdet mange gode bud. Magnus Sheffield har manglet lidt for meget.

 

 

BORA-hansgrohe: Normalt er det et perfekt løb for Ide Schelling, men han har været meget formsvag i år, som også Giovanni Aleotti har været det. Supertalentet Cian Uijtdebroeks bekræftede potentialet i Coppi e Bartali, men dette løb må være for voldsomt på dette tidspunkt.

 

Lotto Soudal: På papiret er både Tim Wellens og Andreas Kron perfekt i dette løb, men ingen af dem så ud til at være helt på toppen i weekenden. Victor Campenaerts er til gengæld i form og klatrede storartet sidste år, men han bekræftede i søndags, at distancen nok igen bliver et problem. Det er et godt løb for Maxim van Gils, men han var ikke flyvende i Baskerlandet, inden han udgik, og Philippe Gilbert får nok ikke den helt smukke afsked med sit yndlingsløb.

 

Trek-Segafredo: Det ser svært ud. Filippo Baroncini har potentiale på sigt, men er på vej tilbage fra en skade, og niveauet er lidt for højt til Alexander Kamp. På papiret er Toms Skujins bedste bud, men han synes ikke at have fundet formen.

 

EF Education-EasyPost: Michael Valgren er bedste bud og er omtalt under ”Danskerne”, da Alberto Bettiol efter sin sygdom fortsat leder efter formen. Løbet må være for hårdt for den ellers holdbare sprinter Marijn van den Berg.

 

Bahrain-Victorious: Med Mohoric, Teuns, Tratnik og Wright har holdet mange kandidater. Jack Haig er en af de bedre klatrere, men han er ikke skabt til dette eksplosive og tekniske løb. Han skal anticipere, men hans form er usikker efter sygdom i Catalonien.

 

Cofidis: Det handler om Coquard, da Benjamin Thomas ikke virker flyvende lige nu.

 

Team DSM: Det handler om Kragh, da løbet i dag må være for hårdt for John Degenkolb og en ellers velkørende Joris Nieuwenhuis, og hverken Marco Brenner eller Mark Donovan har vist stor form.

 

Movistar Team: På papiret er det et perfekt løb for Alex Aranburu, men baskeren har skuffet i de seneste løb og lider i positionskampen. Ivan Garcia Cortina så godt udi Flandern Rundt, men jeg tror stadig ikke, at han er på niveau til dette løb, selvom hans klatring før har overrasket.

 

Astana Qazaqstan Team: Uden Moscon og Lutsenko må det handle om Samuele Battistella, der vil elske dette løb, men han gør comeback efter en skade. Hans form er ukendt, og han kan overraske, men forventningerne er nok begrænsede. Valerio Conti  har slet ikke vist form

 

 

Groupama-FDJ: Med Madouas, Pacher og Küng har holdet gode kandidater. Kevin Geniets og Olivier Le Gac imponerer, men er hjælpere.

 

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Løbet er for hårdt for Andrea Pasqualon og Baptiste Planckaert, så det handler om Aime de Gendt og Jan Bakelants. Begge har vist god form, men niveauet her må være lidt for højt, og ruten nok lidt for svær for De Gendt trods det flotte Flandern Rundt.

 

Ag2r Citroën Team: Det handler om Cosnefroy. Greg van Avermaet har ikke længere niveauet, og sevom han endelig er ved at finde form, er det for svært for Dorian Godon. Stan Dewulf har skuffet, og Lilian Calmejane er ikke ved fordums styrke.

 

UAE Team Emirates: Det handler om Hirschi og Ayuso. Matteo Trentin må med sin nuværende form være vejkaptajn og hjælper. Finn Fisher-Black klatrede flot i Paris-Nice, men dette løb må primært handle om at lære.

 

Team BikeExchange-Jayco: Det handler om Matthews. Dion Smith og Luka Mezgec har vist hæderlig form, men holdet har kun én kaptajn.

 

Israel-Premier Tech: En spurt med Daryl Impey er bedste chance, men han skuffede igen i Catalonien og er ikke ved fordums styrke. Holdets kaptajn er Jakob Fuglsang, som er omtalt under "Danskerne". Krists Neilands så godt ud i Sanremo, men niveauet her er for højt. Endelig har Mads Würtz formentlig en fri rolle, og han er omtalt under ”Danskerne”.

 

 

Alpecin-Fenix: Det handler 100% om Van der Poel. Stefano Oldani var uhyre velkørende i Limburg og kunne være en plan B til en spurt. Normalt ville det være et udmærket løb for Gianni Vermeersch, men han har ikke sin allerbedste form i år.  Dries de Bondt og Michael Gogl skuffede til gengæld sidste weekend, og Kristian Sbaragli har ikke ramt det niveau, han viste i dette løb sidste år.

 

Team Arkea Samsic: Det handler om Barguil. Løbet må blive for hårdt til Amaury Capiot, og Connor Swift har ikke vist god form.

 

TotalEnergies: Løbet er inden for rækkevidde for Anthony Turgis, men han har ikke ramt topformen og styrtede tillige i Flandern Rundt. Sandy Dujardin er spændende, men niveauet er for højt på nuvæende tidspunkt. Løbet er perfekt for Julien Simon, men hans niveau rækker ikke længere, og det er nok lidt for svært for ellers formstærke Dries van Gestel, der også har været syg.

 

Sport Vlaanderen-Baloise: Jenno Berckmoes er nok bedste bud, men her er niveauet for højt. Kenneth van Rooy har ikke imponeret på det sidste.

 

Bingoal Pauwels Sauces WB: Det handler om Arjen Livyns, der har gjort det godt i de seneste klassikere, men ikke til et topresultat på dette niveau. Remy Mertz  har ikke klatret godt nok i år, men er hurtig. Løbet er for hårdt for Milan Menten.

 

B&B Hotels-KTM: Det burde være et perfekt løb for Franck Bonnamour, der endelig var ved at finde lidt form, men han skuffede i Roue Tourangelle og styrtede ud af Limburg i lørdags. Victor Koretzky har potentiale på sigt, men det er for tidligt, og Jonathan Hivert og Cyril Gautier er "over the hill". Alan Boileau har været formsvag.

 

Bardiani-CSF-Faizané: Bedste bud er Filippo Fiorelli, der har fundet noget form og er en holdbar sprinter, men dette bør være for svært. Enrico Battaglin, Davide Gabburo og Filippo Zana har alle været formsvage.

 

 Livestream Itzulia Basque Country og Amstel Gold Race uden afbrydelser

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Mathieu van der Poel
Tom Pidcock, Valentin Madouas
Marc Hirschi, Matej Mohoric, Dylan Teuns, Juan Ayuso, Benoit Cosnefroy
Tiesj Benoot, Michael Matthews, Christophe Laporte, Kasper Asgreen, Jan Tratnik, Michal Kwiatkowski, Dylan van Baarle, Søren Kragh, Bryan Coquard, Warren Barguil, Quentin Pacher, Stefan Küng, Ben Turner, Fred Wright
Alex Aranburu, Victor Campenaerts, Andreas Kron, Andrea Bagioli, Jack Haig, Tim Wellens, Ivan Garcia Cortina, Michael Valgren, Maxim van Gils, Anthony Turgis, Tom Dumoulin, Franck Bonnamour, Gianni Vermeersch, Florian Senechal, Jakob Fuglsang, Ide Schelling, Cian Uijtdebroeks, Stefano Oldani, Aime de Gendt,Krists Neilands, Daryl Impey, Finn Fisher-Black, Greg van Avermaet, Dorian Godon, Kristian Sbaragli, Dries de Bondt, Mads Würtz, Arjen Livyns, Dries van Gestel, Jan Bakelants, Julien Simon
INFO
Optakter
Nyheder
Amstel Gold Race
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Fredag den 21. juni 2024

INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewVraget til OL: Jeg ville vise, at jeg var god nok
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewU23-danmarksmester vil satse stort på enkeltstart i fremtiden
Landevej
Oversigt: Nationale mesterskaber 2024
Landevej
Kæmpe drama: DM-guldvinder diskvalificeret
Landevej
Rørt Price-Pejtersen: I dag indfrier jeg mit potentiale
Landevej
OPDATERING: Skjelmose ny danmarksmester efter stor dramatik og diskvalifikation
Landevej
Minut for minut: Skjelmose får DM-guld efter stor dramatik
Landevej
Pogacar-hjælper genvinder tysk titel
Landevej
Imponerende gennemsnitsfart: 15-årig sejrer suverænt til DM
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewEkstatisk Norsgaard var uundgåelig: Jeg vinder jo næsten aldrig
Landevej
Optakt: Nationale enkeltstartsmesterskaber
Landevej
Optakt: Nationale linjeløbsmesterskaber
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewDM-toer drømmer endnu større ved VM efter "kæmpe forløsning"
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewStortalent beskriver "anden side af cykelsporten" efter ny DM-titel
Landevej
Syg Evenepoel melder afbud
Landevej
Video i artiklenSe multitalent genvinde DM
Landevej
Norsgaard vinder sikkert sit fjerde DM i træk
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewAsgreen vil forsvare Dannebrog i Tour-uvished
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewAirtox-Carl Ras drømmer om to i top-10 til DM i enkeltstart
Landevej
Visma udskyder afgørelse om dopingdømt rytter
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewDCU- og kvindehold røber ambitionerne på DM-enkeltstarten
Landevej
Starttiderne til DM i enkeltstart
Landevej
Video i artiklenDansk megatalent genvinder DM-titel i overlegen stil
Landevej
Officielt: Jasper Philipsen har fremtiden på plads
Landevej
Video i artiklenSe Albert Philipsen starte DM-enkeltstart
Landevej
Bardet annoncerer karrierestop
Landevej
Blev ikke klar til Touren: Van Baarle satser på OL
Landevej
Aldrende men formstærk: Veteran er spansk mester
Landevej
Sportsdirektør: Wouts hjerte banker for de store løb
Landevej
Mads Pedersen mister klassementskaptajn til Touren
Landevej
Nu reagerer Ineos-stjerne på stor utilfredshed
Landevej
Her er holdet bag Pogacar i Touren
Landevej
Fuglsang tilbage i Touren - Froome vraget
Landevej
Oversigt: Disse hold er udtaget til Tour de France 2024
Landevej
Alpecin-rytter siger tak og stopper karrieren efter sæsonen
Landevej
En skam hvis Van Aert skal vente på Vingegaard, siger kommentator
Landevej
Pogacars chef reagerer på stor Vingegaard-nyhed
Landevej
Bekræftet: Legende gør comeback på landevejen
Landevej
Tour-managerspillet åbnet for tilmelding

Torsdag den 20. juni 2024

Landevej
Mohoric overtager titel fra Pogacar
Udstyr og test
Stor konkurrence: Vind Cannondale-cykel til 22.000 kr
Landevej
Optakt: DM i enkeltstart (Kvinder)
Landevej
Visma har fordel, som ”Pogacar ikke er tæt på”
Landevej
Tronskifte i Frankrig
Landevej
Wellens overtager belgisk trone fra Wout van Aert
Landevej
Uttrups holdkammerat snupper titel fra Borghini
Landevej
Küng genvinder guldet
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewMoberg om DM: Det bliver et hæsblæsende cykelløb
Landevej
Stjerne vinder niende nationale titel
Landevej
Top Gun gør det igen: Ganna italiensk mester for femte gang
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewForsvarende mester har forberedt sig på solotogt
Landevej
Vingegaard kører Tour de France
Landevej
Her er den: Vingegaard og Visma løfter sløret for Tour-trikoten
Landevej
Formstærk nordmand forsvarer akkurat titel med et enkelt sekund
Landevej
Vingegaard vs. Pogacar: Sådan har de klaret sig imod hinanden
Landevej
Video i artiklenOversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Anden dansker udtaget til Touren

Onsdag den 19. juni 2024

Landevej
Ingen overraskelser på Astanas hjemmebane
Landevej
Giro-firer færdig for 2024
Landevej
Lidl-Trek-rytter slår Visma-talent med ét sekund
Landevej
Chefen giver status på Pogacar og affejer spekulationer
Landevej
Stortalent rygtes væk, og det kan koste ham Tour-pladsen
Landevej
Profil ”troede det var slut” i skrækstyrt med Vingegaard – nu melder han Tour-klar
Landevej
Lotto-rytter beretter om ”kæmpe skuffelse”: Nogle ting kan man bare ikke styre
Landevej
Vingegaard-hjælper kikser titelforsvar
Landevej
Stjerneskud gør det igen
Landevej
DM i linjeløb vokser for fjerde år i træk
Landevej
Visma Lease a Bike-profil ny engelsk enkeltstartsmester
Landevej
Norsk kult-rytter stolede ikke på udstyret efter livsfarligt styrt
Landevej
UCI indfører nye banebrydende regler
Landevej
Stor Skjelmose-beslutning vækker ærgrelse
Landevej
Loyal Visma-hjælper vil væk
Landevej
De kan vinde Touren, ifølge Nibali
Landevej
VM-chef om Vingegaard: Den stærkeste rytter har altid en chance
Landevej
Helt gak-gak: Absurd stigning i colombiansk etapeløb

Tirsdag den 18. juni 2024

Landevej
Video i artiklenStudiet forstår ikke Vismas håndtering: Virker som en værre omgang pladder
Landevej
Evenepoel, van Aert eller Philipsen? Sven Nys giver bud på ny mester
Landevej
Lidl – Trek-rytter efter podieplads: Efterlod mine lunger på vejen
VIS FLERE

Annonce