Prøv vores nye app
Optakt: 9. etape af Vuelta a Espana
28. august 2022 13:14Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Jay Vine fortsatte sin vilde Vuelta med sin blot anden professionelle sejr, der endda blev opnået på bare tre dage, mens Remco Evenepoel klarede sit første trøjeforsvar i sikker stil. Den lille belgier skal imidlertid på den igen allerede søndag, når løbet efter tre års fravær vender tilbage til den korte, men stejle mur Les Praeres, hvor Simon Yates i 2018 tog et stort skridt mod den samlede sejr, og hvor vi utvivlsomt igen vil blive vidner til et stort opgør mellem favoritterne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

Løbsdirektør Javier Guillen har altid sat en ære i at finde nye og spektakulære målbjerge, der byder på de stejle procenter, som mere end noget andet kendetegner den moderne Vuelta. En af disse nye opfindelser kom i 2018, hvor han for første gang sendte rytterne op ad den bare 3,9 km lange, men ganske brutale mur Les Praeres, hvor Simon Yates med en etapesejr tog et vigtigt skridt mod sin samlede sejr. Efter tre års fravær vender den stejle mur endelig tilbage som afslutning på de to dages asturisk bjergfest, og selvom den kommer som afslutning på en dag, hvor stigningerne generelt er korte og ikke alt for svære, og selvom vi i 2018 så, at forskellene på selve muren trods alt vil være relativt begrænsede, vil der dagen inden anden hviledag stadig vente et af Vueltaens vigtige slag, der måske vil give en god pejling på, hvem der skal vinde samlet to uger senere - akkurat som samme stigning gjorde, da Yates sejrede for tre år siden.

 

I alt skal der tilbagelægges 171,4 km, som fører feltet fra Villaviciosa til toppen af Les Praeres. Startbyen ligger ved den nordspanske kyst ikke specielt langt fra målbjerget, og en stor del af etapen består af en indledende 138,0 km lang rundstrækning i området øst for byen. Starten er relativt hård, da man med det samme kører mod øst væk fra vandet via en bakke (5,1 km, 3,3%), der med de samme efterfølges af en nedkørsel. Herefter går det videre mod øst langs havet igennem typisk kystterræn, der hovedsageligt er fladt, men har flere mindre bakker undervejs.

 

Læs også
Skjelmose med stærk udmelding inden monument

 

Efter 48 relativt lette kilometer når man frem til Nueva, hvor det er tid til at vende rundt og køre tilbage mod startbyen. Desværre for feltet foregår hjemturen ikke ved havet, men dybt inde i bjergene, og det mærker de med det samme, når de drejer mod syd og senere sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Alto del Torno (7,6 km, 6,0%), der er en ujævn stigning, som på den nedre del har 2 km med 8,8%, men derudover stiger med højst 5%, indtil den tager lidt fat med 6-7% over de sidste godt 2 km frem mod toppen, som rundes efter 55,6 km.

 

En meget teknisk nedkørsel leder nu videre mod sydøst ned til dalen, hvor man over cirka 15 km følger en let faldende dalvej mod først vest og siden sydvest. Herefter tager etapen fat igen, når man fortsætter mod nordvest op ad kategori 1-stigningen Mirador del Fito (9,0 km, 6,0%, max. 10%), der er en relativt jævn stigning på 6-7%, dog med nogle lettere stykker undervejs. Toppen rundes efter 93,0 km, hvorefter en relativt let nedkørsel leder mod nordvest tilbage mod vandet, som kortvarigt følges igennem fladt terræn mod nordvest frem til Colunga, som mås efter 105,4 km.

 

Her drejer man med det samme mod sydvest for igen at køre ned i bjergene, og bare 5,6 km senere går det mod nord op ad kategori 3-stigningen Alto de la Llama (7,1 km, 5,1%), der efter en let første kilometer stiger jævnt med 5-7% frem mod toppen, som rundes efter 118,1 km. Den leder op til et fladt plateau, som følges mod sydvest og nordvest, inden en lang og kun kortvarigt teknisk nedkørsel leder mod nordvest tilbage til startbyen Villaviciosa, hvor dagens spurt kommer efter 138,0 km.

Annonce

 

Igen forlader man vandet med det samme, når man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen La Campa (9,3 km, 4,1%), der er en lang opkørsel uden stejle procenter og med top efter 148,6 km, hvor der er en bonusspurt. Også den leder op til et plateau, som følges mod syd, idet det først er faldende, siden let stigende og slutteligt let faldende. Man slår et lille smut mod sydøst for siden at vende rundt og køre mod sydvest og nordvest op og ned ad en lille bakke, inden man drejer mod syd for at køre et kort stykke frem til dagens hovedmenu.

 

Den indledes, når man fortsætter mod syd op ad kategori 1-stigningen Les Praeres, der blot er 3,9 km lang, men stiger med hele 12,9% i gennemsnit og har et maksimum på intet mindre end 24%. De første 500 mstiger med beskedne 12,0%, men derefter følger to kilometer med hhv. 14,5% og 15,3%. Derefter bliver den menneskelig over knap 500 m med bare 4,25%, men slutteligt venter en 800 m lang rampe, hvor de første 500 m stiger med 14,5% med et maksimum på 24%, inden de sidste 300 m stiger med 10,3%. Stigningen går ad en relativt lige og kun let snoet vej med i alt fire hårnålesving. Mod slutningen er det en ret lige vej over de sidste 1500 m, indtil der kommer et hårnålesving og en skarp kurve med hhv. 120 og 100 m igen.

 

Etapen byder på i alt 3671 højdemeter.

 

Les Praeres har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Vueltaen i 2018, hvor Simon Yates sejrede med 2 sekunder ned til Miguel Angel Lopez og Alejandro Valverde på en dag, hvor fem mand sluttede inden for 10 sekunder af vindertiden, og otte mand var inden for 30 sekunder af samme.

 

 

 

Læs også
Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

 

 

 

 

Annonce

 

 

 

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

Asturien er kendt for sit regnvejr, men det bliver der intet af i år. Tværtimod venter en flot og varm søndag, hvor det vil være næsten skyfrit, dog med enkelte syer til sidst. Temperaturen vil fra start være 26 grader, og den vil være 29 grader i bunden af sidste stigning, hvor der dog vil være en 20% risiko for en enkelt byge. Vinden vil bare være svag til let (6-8 km/t) fra nordøst og nordnordøst. Det giver på den store rundstrækning hovedsageligt sidemodvind på første del og sidemedvind på anden del. Efter spurten får man med- og sidemedvind resten af vejen, herunder på de to sidste stigninger. På den sidste stigning vil der være stort set direkte medvind hele vejen.

 

Analyse af 8. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Remco Evenepoels første store test som førstemand i en grand tour blev bestået.

Annonce

 

Læs også
Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

 

Favoritterne

Hvis der er noget, man forbinder med Vueltaen, er det stejle stigninger. Introduktionen af Angliru i 1999 startede vel trenden, og i 2012 traf løbsdirektør Javier Guillen en definitiv beslutning om, at det var spektakulære stigninger, hans løb skulle kendes for. Siden dengang har han gennemsøgt Spanien for at finde modbydeligt stejle stigninger af varierende længde, og hvert eneste år sørger han for at have en led satan på programmet. Nogle er regulære bjerge, som det er tilfældet for Angliru og dennes lillesøster, Gamoniteiru, der blev introduceret sidste år, mens andre er kortere og stejle mure som eksempelvis Alto Mas de La Costa, Los Machucos, Mirador do Ezaro, Valdepeñas de Jaen og La Camperona, der alle er blevet benyttet et par gange.

 

En af disse nyskabelser er Los Praeres. Det var helt indlysende, at det var en stigning, Guillen skulle gøre brug af, for der er så meget Vuelta over den, at den umuligt kunne forbigås. Den var da også rammen om et herligt slag ved debuten i 2018, og derfor er det kun helt naturligt, at den vender tilbage i år.

 

Den er i det hele taget et helt oplagt mål for netop denne udgave, hvor man besøger den sværeste region, Asturien, tidligt i løbet. Her vil man helst have drama, men ikke alt for store forskellen, og det Los Praeres perfekt til. Dramaet leveres af procenterne, men længden gør, at man ikke vinder minutter søndag eftermiddag.

 

Det gjorde den heller ikke for fire år siden, hvor forskellene var uventet små. Top 6 kom til mål inden for 11 sekunder, top 7 holdt sig inden for 20 sekunder, og vi skulle ned på 15. pladsen for at finde den første rytter, der tabte mere end et minut. Søndagen er altså en vigtig dag, men det er næppe her, man vinder Vueltaen.

 

Det skyldes også, at resten af etapen er relativt afdæmpet. Mere end 3500 højdemeter er mange, men de første fire stigninger har hovedsageligt beskedne stigningsprocenter. Der er også en del lettere terræn, og stigningerne er relativt korte. Dette er ikke en stor bjergetape, men snarere en mellemting mellem noget ardennerværk og bjerge.

Annonce

 

Målstigningen tiltaler også nogle helt særlige ryttere. Det er ikke mærkeligt, at Simon Yates vandt i 2018, og at Alejandro Valverde samme dag endte som nr. 3. Det er nemlig mere noget for de eksplosive folk med hang til stejle procenter end for dieselklatrerne. Det er således heller ikke mærkeligt, at dieselmotoren Enric Mas endte som nr. 7, selvom han senere i løbet endte som en samlet nr. 2 (jeg fik vist vrøvlet i går, hvor jeg skrev, at han blev nr. 2 på etapen), og at en mand Steven Kruijswijk også havde svært ved at følge de allermest eksplosive.

 

Sidst endte favoritterne med at køre om sejren, og det kan de også ende med at gøre denne gang. Det hælder jeg i hvert fald til, men jeg er bestemt ikke sikker. Vi så i dag, at Quick-Step lod etapen sejle, men i morgen har de ikke en efterfølgende bjergetape at skulle spare sig til. Hvis Remco Evenepoel føler sig kørende, er det ikke umuligt, at han vælger at gå efter sejren, men mit bedste bud er nok, at han er afventende. Som jeg skriver i analysen, er der en vis sandsynlighed for, at han forsøger at lægge lidt bånd på sig selv, og selvom han har klaret stejle procenter forrygende på det sidste, vil det være en stigning, han nok kan frygte. Han har nemlig tidligere regnet stejle procenter som en svaghed.

 

Jeg kigger nok mere i retning af nogle andre hold. Der er en option for Movistar, for Enric Mas må have tanket enorm selvtillid af dagens præstation, hvor han endda havde overskud til at forcere til sidst. Heller ikke han skal spare holdet til mandagen, men til gengæld er det ikke en entydig Mas-stigning. Han vil frygte Primoz Roglic og Remco Evenepoel på denne etape, og selvom Movistar også er nødt til at gå efter en etape før og siden, og jeg derfor ikke tør udelukke noget, hælder jeg nok til, at de holder sig i skindet. Stigningen passer Alejandro Valverde, men han føler sig næppe klar til at vinde.

 

Jeg tror mere på BikeExchange og Jumbo. Yates vandt på stigningen for fire år siden, og selvom han ikke har lignet stærkeste mand hidtil, tror jeg, at han tror på sig selv på denne form for stigning. Han har heller ikke voldsomt meget at miste ved at sætte sit hold frem for at føre, for kan han ikke vinde en etape som denne, vinder han næppe Vueltaen alligevel. Det er hans klart bedste chance for at vinde en etape i dette løb.

 

Læs også
Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 

Hvad så med Jumbo? Inden han led sit nederlag, sagde Roglic og Jumbo, at de nu ville lade være med at tage ansvar frem til enkeltstarten, men det kan have ændret sig nu. Selvfølgelig er det en risiko at slæbe Evenepoel med frem til mulige bonussekunder på et tidspunkt, hvor han stadig er flyvende, men det er virkelig en Roglic-stigning. Efter dagens præstation bør han tro på, at han kan vinde i denne form for afslutning, der ligger mere til ham end til Evenepoel, og udover bonussekunderne vil signalet om, at han fortsat er med i løbet og ikke har lagt sig ned, være betydeligt. Roglic har traditionelt aldrig været bange for at lade sit hold jagte.

Annonce

 

Til gengæld ser jeg ikke andre hold tage aktion. Ineos led et nederlag i dag med to af deres ryttere, og det er ikke rigtigt en stigning for Carlos Rodriguez. På baggrund af i dag skal hverken Astana, Bora eller UAE noget, og det er ikke en stigning for dieselklatrerne.

 

Mit gæt er, at BikeExchange tager ansvar, men jeg kan frygte, at de skal bruge hjælp. Deres hold er meget tungt, og selvom etapen ikke er så svær, vil de få vanskeligt ved på egen hånd at hente et bjergstærkt udbrud. Heldigvis for dem er starten lettere, og kan de få lirket et mindre og tungere udbrud afsted, kan de nok klare den alene. Hvis de ikke få hjælp, er der dog en vis sandsynlighed for, at projektet ikke vil lykkes.

 

Jeg tror dog, at der er en vis sandsynlighed for hjælp. Jumbo er som sagt en sandsynlig kandidat, Movistar er en outsider, og hvis BikeExchange alligevel kontrollere, tror jeg, at der er en vis sandsynlighed for, at Quick-Step vil give den hjælp, de måtte mangle - akkurat som Jumbo begyndte at jagte i tirsdags, alene fordi Bora gjorde det. Samtidig er indløbet til målbjerget angiveligt halsbrækkende farligt, og da position på så kort en stigning betyder alt, vil positionskampen være så ekstrem, at et udbrud vil tabe ganske megen tid til sidst. De vil nemlig selv have meget travlt med at spare sig, fordi alle vil være rædselsslagne for en mur af denne type.

 

Starten bliver helt sikkert aggressiv, og det vil formentlig tage nogen tid at få udbruddet dannet, medmindre BikeExchange, Jumbo eller andre tydeligt signalerer, at de har tænkt sig at kontrollere. Ideelt set lykkes det i den lette start at få etableret et tungt og lille udbrud, men får vi et større udbrud, vil vi formentlig se, at BikeExchange tager kontrol hurtigt, og at elastikken bliver stram. Det er sandsynligt, at FDJ igen vil forsøge at få mange mand afsted og derfor, at der vil være hjælpere til at arbejde. Det kan således godt blive en ret intens og hård jagt, men jeg hælder altså til, at BikeExchange og/eller Quick-Step og/eller Jumbo får det samlet.

 

Mit gæt er altså et favoritopgør. Som sagt er stigningen meget speciel, og vi vil få en vild positionskamp. Starter man for langt tilbage, ved slaget formentlig være tabt, for selvom man over 4 km kan nå at komme frem, vil det koste. Fra bunden vil det enten være Quick-Step, der kontrollerer, eller også BikeExchange, Movistar eller Jumbo, der lægger presset. Australierne har ikke rigtigt holdet til det, men det har Jumbo, og Movistar har også, hvis de bruger Valverde. Det vil være logisk, at Jumbo gør det, hvis de har jagtet, og det vil under alle omstændigheder være logisk, at Movistar gør det, fordi Mas skal bruge et hårdt løb, der ikke bliver for eksplosivt. Herefter vil jeg tro, at Evenepoel, Roglic, Yates eller måske Mas åbner ballet, og selvom vi sidst så, at taktik spiller en rolle, vil det på så stejle procenter med direkte medvind mest af alt blive et direkte opgør på punch over den sidste kilometer, hvis ingen er kørt væk forinden. Evenepoel vil, hvis han har benene, formentlig atter forsøge at slide rivalerne ned, fordi han har gavn af det malende tempo, der er hans styrke.

Annonce

 

Jeg vælger at pege på Remco Evenepoel. I analysen brugte jeg lang tid på at give tre mulige forklaringer på, at han i dag var stærkeste mand uden at være i samme suveræne liga, som han var det forleden. Der er en ganske betydelig risiko for, at han langsomt er i tilbagegang, og jeg bliver ikke forundret, hvis han i morgen viser endnu mere menneskelighed, end han gjorde det i dag. Det er som nævnt dog også muligt, at han i dag bare kørte med hovedet og med den lange kikkert på hjelmen, og han lignede i hvert fald stadig klart stærkeste mand. Selv hvis han i morgen taber nogle procent, vil han formentlig stadig være stærkest, og så har han en god chance for at vinde.

 

Det er dog også klart, at denne stigning passer ham meget dårligere end de foregående. Han har som sagt betegnet stejle procenter som en svaghed, og han vil hellere have længere stigninger, der er knap så eksplosive. Han har imidlertid arbejdet meget på begge dele, og det har givet resultat. Han viste sit punch i Norge og Liege, og da han vandt San Sebastian, kørte han væk på Erlaitz-stigningen, der er lidt lettere og længere end denne, men ikke væsensforskellig. Han er dag blevet ret gode på denne slags stigninger, ligesom han nu to gange har bekræftet, at han har fået noget punch på de sidste meter. Han virker så meget stærkere lige nu, at jeg tror på, at han får sin sejr.

 

Hvis Primoz Roglic skal slå ham i denne fase af løbet, er det dog på en stigning som denne. Sloveneren er uhyre eksplosiv og mestrer stejle procenter storartet, og derfor er det en rigtig Roglic-stigning. I dag havde han ikke sit vanlige punch til sidst, men det var også efter en lang stigning. I morgen bliver det meget mere eksplosivt, og selvom man ikke kan sammenligne 4. og 9. etape, viste han trods i tirsdags, at hans punch stadig er intakt. Som beskrevet i analysen var han betydeligt bedre i dag, og det er svært at finde en begrundelse for, at han vil være ringere i morgen, uagtet hvilken af de mulige forklaringer, jeg giver i analysen, som er den rigtige. Der er så meget Roglic over denne stigning, at den Roglic, vi så i dag, burde have en ganske god chance for at slå Evenepoel her.

 

Læs også
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

 

Som skrevet i analysen står Enric Mas med gode chancer for at vinde løbet samlet, men denne stigning er ikke ideel. Den er alt for eksplosiv, og som sagt endte han blot som nr. 7 ved sidste besøg. Det skal dog bemærkes, at det efter en rusten start faktisk netop var 7. pladsen, der meldte ham tilbage i kampen, for herfra indledte han sit store comeback med sin enorme motor. Det handler således ikke kun om stigningens karakter, men også at han dengang ikke var på toppen endnu.

 

Det er han nu, men han er stadig et niveau under Evenepoel, og han er den mindst eksplosive af de tre. Han har dog forbedret sig voldsomt, som han viste på 4. etape og sidste år med 2. pladsen bag Roglic på muren i Valdepeñas de Jaen, og vi ved, at han er god på stejle procenter. I 2020 var han gennem hele løbet et niveau under de bedste, men på Angliru blev han pludselig nr. 2. Procenterne er således gode for ham, og vi taler trods alt om en helt anden stigning end muren i Valdepeñas de Jaen. Her kommer klatreevner og form i spil på en helt anden måde, og begge dele har Mas. I 2018 var Miguel Angel Lopez i kraft af sin form tæt på at vinde, selvom det ikke var hans stigning, og derfor bør Mas med sit nuværende niveau kunne det samme.

Annonce

 

Vi er også nødt til at regne Jay Vine som vinderkandidat. I dag beviste han igen, at han formentlig kunne have været med i kampen om sejren, hvis han var blevet i feltet. I morgen vil hans mission igen være at ramme udbruddet, men efterhånden tror jeg, at de kan være lidt bekymrede for at lade ham køre. Han er kun 6 minutter efter, og vinder han yderligere tid igen i morgen, bør hans niveau vække en vis bekymring. I den lette start kan han kontrolleres, og så er spørgsmålet, hvad han gør, hvis udbruddet kikser. Vælger han at få smidt noget mere tid, så han har mere frihed, eller går han efter sejren? Mit gæt er det sidste, da han vil smide en bondegård på enkeltstarten, og han ved nu, at han har en chance for at vinde og score bjergpoint. Han er så ny, at vi ikke aner, hvordan han klarer en stigning som denne, og selvom han ikke fremstår som murspecialist eller specielt eksplosiv, er han så velkørende, at han bestemt har en sejrschance. Han har i hvert fald den fordel, at han har frihed, hvis det alligevel bliver taktisk blandt nogle jævnbyrdige podiekandidater. Til gengæld plejer han også at være rystende ustabil.

 

Simon Yates vandt som sagt i 2018, og det er ikke tilfældigt. Flere gang i år - to gange i Asturien og én gang i Ordizia - har han bekræftet, hvor god han er på korte, stejle stigninger som denne. Hvor han får problemer på de lange stigninger i næste uge, er dette en etape, hvor han har en chance. Hans niveau de seneste dage har været godt, og morgendagens finale passer ham bedre end de foregående. Han har samtidig den fordel, at han nok ikke er så frygtet som dagens tre stærkeste, og det kan give ham lidt frihed. Jeg har måske lidt svært ved at se ham slå Roglic, der passer lige så godt til denne stigning, men måske er det den ekstra frihed, der kan gøre det muligt at gentage sejren.

 

Jeg er ret spændt på Juan Ayuso. Som jeg skriver i analysen, har han været uhyre ustabil i dette løb, og det er derfor svært at vinde, hvilken version vi får. Han har dog altid virket holdbar og restitutionsstærk, og hans kørsel i dag var jo bestemt ikke ringe. Vi ved, at han er meget eksplosiv, og derfor burde dette være e stigning, der passer ham. Til gengæld aner vi ikke, hvordan han har det med stejle procenter, og han størrelse kunne tale for, at det ikke er hans kop te. Det kan man imidlertid ikke regne med, for vi ved, at store folk som Hugh Carthy og Wout Poels stortrives, når det er stejlt. Han er helt ubeskrevet, og med sit punch har han derfor en god chance for at overraske, hvis han genfinder de ben, han havde i torsdags.

 

En anden rytter med et vist potentiale er Tao Geoghegan Hart . Som beskrevet i analysen har han tendens til at blive bedre og bedre undervejs, og det mønster kan vi også aflæse i dette løb. Allerede i dag var han ganske tæt på de bedste, og i morgen nærmer han sig sikkert endnu mere. Vi har ikke de store erfaringer med ham i denne slags finaler, og særligt aner vi ikke, hvordan han har det med stejle procenter. Også han er en stor fyr, men det behøver som sagt ikke være afgørende. Vi ved til gengæld, at han er uhyre eksplosiv, og derfor burde det være en finale, der passer ham ganske fint.

 

Til gengæld er det ikke en afslutning for Carlos Rodriguez. Spanieren er uden punch, og hans dieselagtige klatrestil passer ikke rigtigt til denne meget eksplosive sag. Det gør til gengæld de stejle procenter, for her kommer man ofte langt ved ikke at gå i rød zone for tidligt. Jeg husker særligt, hvordan han på den stejle finalestigning på kongeetapen i Valencia netop med sit malende tempo alligevel endte som nr. 2, og stigningen her er lang nok til, at den strategi kan føre langt. Det er klart, at han nok ikke vinder etape, medmindre han udnytter den frihed, han nok stadig har, men det går nok ikke så skidt, som man umiddelbart kunne frygte.

Annonce

 

Meget af det samme kan siges om Joao Almeida. Også han kører disse stigninger som en enkeltstart, og det er ikke nødvendigvis dumt. Faktisk kan finalen minde meget om afslutningen på den sidste del af Lagunas de Neila, hvor han vandt for nogle uger siden. Også her blev han som altid sat tidligt, men han holdt sit tempo, nåede op til fronten, satte alle andre end Miguel Angel Lopez fra hjul og vandt spurten. Han er som bekendt stadig eksplosiv, og han er trods sin kørestil ikke ringe på disse kortere stigninger, og vi ved fra Burgos og Giroen, at han er god på stejle procenter. Eneste udfordring er, at hans niveau lige nu synes at være en anelse for lavt til, at han kan vinde.

 

Som skrevet i analysen tror jeg, at sejsdrømmen for Jai Hindley brast i dag, men jeg vil stadig tro, at han som altid bliver bedre og bedre. Vi så i Giroen, at han fandt et punch, han ikke tidligere har haft, og det burde komme ham til gode på denne stigning. I Giroen var han god på stejle procenter, og mønsteret på de to første bjergetaper har været, at han startede stærkt, men falmede til sidst. Gælder det også her, burde denne kortere målstigning passe ham bedre end de foregående, og udvikler han sig igen positivt gennem løbet, er han forhåbentlig bedre i morgen. Han får svært ved at vinde, men måske kan han udnytte den ekstra frihed, han muligvis har fået nu.

 

Læs også
Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

 

Hvad så med Alejandro Valverde? Det er klart, at hans opgave nu er at støtte Mas, og derfor er det svært at se ham vinde etapen. Dette er dog en rigtig Valverde-stigning, og hans formkurve har siden San Sebastian kun været opadgående. I dag var han ikke alt for langt fra de bedste, og på denne form for stigning bør han være betydeligt tættere på. Mit gæt er, at han skal lægge et pres for Mas, men hvis andre - det kunne være Jumbo eller Quick-Step - gør det i stedet, kan han måske få lov at følge med. Benene rækker næppe til at vinde, men han kunne sagtens lave et hæderligt resultat - og skulle det blive taktisk, vil Movistar elske, hvis han kunne udnytte sin frihed til at snige sig væk til en sejr.

 

Det er bestemt ikke en stigning for dieselklatreren Ben O’Connor, men han har udviklet sin eksplosivitet meget. Det så vi senest i tirsdags, og derfor er jeg ret spændt på, hvordan han klarer den. Han så lovende ud i torsdags, når vi husker på, at han punkterede inden bunden af stigningen, men i dag skuffede han. Sjovt nok synes hans mønster at være, at han starter godt og siden falmer, og det kan måske netop hjælpe ham på denne lidt kortere stigning, selvom det normalt ikke er hans kop te. Til gengæld ved vi ikke, hvordan den lidt store australier har det på stejle procenter.

 

En stor mand, der er god på stejle procenter, er Hugh Carthy. Ellers vinder man ikke på Angliru, men denne stigning er til gengæld alt for eksplosiv. Sidste år viste han dog på Lagunas de Neila, at han godt kan vinde på lidt kortere stigninger, hvis procenterne er høje nok, og denne stigning har trods alt en længde, hvor også en dieselklatrer kan være med. Han synes ligesom i Giroen at blive bedre og bedre, efterhånden som motoren bliver varm, men det vil stadig være en overraskelse, hvis han pludselig vinder her.

 

Inden løbet havde dette været en af de store chancer for Sergio Higuita. Vi har ikke tidligere set ham i denne form for finale, mens han var på sit nuværende niveau, men han er eksplosiv og god på stejle procenter. Til gengæld har han bekræftet frygten for, at niveauet som klatrer ikke rigtigt rækker til en grand tour, og denne stigning er for lang til, at han klarer sig alene på sit punch. Han er dog ikke længere fra de bedste, at han ende ganske hæderligt, hvis han drager fordel af stigningens karakter til at forbedre sig med nogle procent.

 

En af løbets store skuffelser har været Miguel Angel Lopez. Dette er heller ikke hans favorit-stigning, men han kan sagtens begå sig på den. Han blev trods alt nr. 2 for fire år siden, og vi så også hans evner på muren i Andalusien tidligere i år. Sammenlignet med den passer denne ham endnu bedre, og procenterne kan skabe et håb for, at han kan gøre det endnu bedre her end tidligere. Vi ved også, at han plejer at forbedre sig, når han starter en grand tour svagt, men jeg har svært ved at være voldsomt optimistisk.

 

I dag led Pavel Sivakov et ikke helt uventet nederlag. Jeg har hele tiden været varsom med hans holdbarhed, både grundet en generel tendens i etapeløb og grundet hans tidlige formtop. Derfor tror jeg ikke på, at han pludselig rejser sig, og han lider også under, at han nu må regnes som en klar nr. 3 i hierarkiet. Vi så dog også i Giroen i 2019, at han var en smule svingende, og det er derfor en mulighed, at han bare havde en dårlig dag. Under denne formtop har han været overraskende god på korte, stejle stigninger, både i Burgos og San Sebastian, og det kan skabe et lille håb for, at han på denne form for mur kan rejse sig lidt, selvom min optimisme er begrænset.

 

En spændende joker kunne være Wout Poels. Han vinder ikke, for han er ikke længere god nok, men dette burde være en finale lige efter hans smag. Angliru-kongen har altid elsket stejle procenter, og han er ganske eksplosiv. Han er her som hjælper, og prioriteten er et udbrud, men efter Gino Mäders nedtur i dag, kunne det tænkes, at han får lov at køre sin chance, også fordi Bahrain vel stadig drømmer om holdkonkurrencen. Han har ikke været brillant indtil nu, men vi ved også, at han pludselig kan hive en stor dag op af hatten.

 

Endelig er der Sepp Kuss . I dag var han en fæl skuffelse, og da morgendagens stigning ikke passer ham, skulle det være svært mærkeligt, hvis han rejser sig. Omvendt var billedet i Touren ret klart. Når der var to bjergetaper i træ, skuffede han på den første, inden han imponerede på den anden. Han så stærk ud i starten af løbet og plejer at være bedre i Vueltaen end i Touren. Selvfølgelig er han nu ren hjælper, så ha vinder ikke etapen, men helt chokeret vil jeg ikke være, hvis den amerikanske lottokupon pludselig er tæt på de bedste.

 

Thymen Arensman er godt kørende og må ventes at blive bedre og bedre, men denne stigning passer ham helt elendigt, både i forhold til længde og procenter. Han skal begrænse tabet. Gino Mäder skuffede i dag, og selvom jeg stadig tror på, at han bliver bedre og bedre, er det mærkeligt, hvis han rejser sig på en stigning, der passer ham så dårligt som denne. Rigoberto Uran er solid, men for langt fra topniveauet i løbet, og mens Domenico Pozzovivo altid har elsket præcis denne slags stigninger, synes niveauet lige nu ikke at række alt for langt. Stigningen passer dårligt til David de la Cruz , Mark Padun og en skuffende Louis Meintjes, og efter dagens kritiske indsats må Richard Carapaz, Carlos Verona og Santiago Buitrago definitivt erklæres som formsvage. Wilco Kelderman kollapsede i dag, og mens han er god på korte stigninger, bør denne være for stejl til, at det er her, han rejser sig - også fordi han har klatret skidt hele året. Jeg håber, at vi i dag så, at Clement Champoussin er i fremgang, men stigningen passer ham dårligt, og den bør også være for stejl for en ellers velkørende Luis Leon Sanchez. Endelig er jeg spændt på at se, hvor længe Chris Harper, der er flyvende, kan sidde hos Roglic, mens Julian Alaphilippe naturligvis har en anden rolle og næppe har formen, selvom stigningen passer ham.

 

Læs også
Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

 

Som sagt kan et udbrud bestemt ikke udelukkes, men med den flade start bliver det et lotteri. Det indlysende valg er Jay Vine, men som sagt er jeg en anelse usikker på, hvor megen frihed han får. Som nævnt er det en perfekt finale for Wout Poels, der således også vil være en god kandidat. I dag så vi, at Thibaut Pinot har niveauet til at vinde, og stigningen passer ham ikke dårligt, da han blev nr. 4 for fire år siden. Det er som sagt en god stigning for Domenico Pozzovivo, og han har nået et stadium, hvor han skal vinde noget tid via udbrud, og den Clement Champoussin, vi så i dag, vil også være kandidat, selvom stigningen ikke er ideel. Stigningen er ikke ideel for Mark Padun, men i den rette gruppe kan han vinde, hvorfor han er en god kandidat. Det er Sebastien Reichenbach også, hvos han er frisk igen, og i dag viste formstærke Carl Frederik Hagen, at han er ved at være ovenpå efter sit styrt. Det burde være en god stigning for Rudy Molard og Elie Gesbert , der var meget aktiv i dag og derefter formentlig smed tid med vilje, men skal de vinde, skal gruppen nok være den rette, og det samme gælder for den ikke flyvende Santiago Buitrago. Den er nok lidt for svær til, at den ellers formstærke Quentin Pacher kan vinde, og det samme gælder for den velkørende Robert Stannard, men i den rette gruppe ved man aldrig. Mikel Landa er i bedring, men synes stadig at mangle lidt for meget, og Alexey Lutsenko er formsvag, men også de kan vinde fra den rette gruppe. Både Marc Soler og Rein Taaramae imponerede stort i dag, men de har nok en regning at betale, og stigningen passer dem dårligt, som det også fælder for David de la Cruz. I en flad start tvivler jeg på, at Quick-Step lader folk som Wilco Kelderman, Rigoberto Uran eller Alejandro Valverde køre, og hvis de gør, vil elastikken nok være så stram, at de bliver hentet. Det er ikke på denne form for stigning, at Louis Meintjes vinder fra et udbrud med hans nuværende niveau, og det bør også være for stejl til, at formstærke Luis Leon Sanchez kan vinde. Efter i dag ser jeg ikke en genrejsning fra Vincenzo Nibali, Juan Pedro Lopez, Kenny Elissonde eller Brandon McNulty, og stigningen passer ikke godt til den ellers velkørende Oscar Cabedo og Mikel Bizkarra. En outsider kunne være en velkørende Davide Villella, ligesom Jesus Herrada er det, selvom stigningen nok er for stejl. Jeg rener med, at Carlos Verona skal blive hos Mas, og gruppen skal være den rette, hvis den ellers rimeligt velkørende Jan Polanc skal vinde.

 

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af optakten har jeg erfaret, at Evenepoel har indikeret, at han vil forsøge at vinde. Det øger chancen for en favoritafgørelse yderligere.

 

Feltet.dks vinderbud: Remco Evenepoel

Øvrige vinderkandidater: Primoz Roglic, Enric Mas

Outsidere: Jay Vine, Simon Yates, Juan Ayuso, Tao Geoghegan Hart, Carlos Rodriguez

Jokers: Joao Almeida, Jai Hindley, Alejandro Valverde, Ben O’Connor, Hugh Carthy, Sergio Higuita, Miguel Angel Lopez, Pavel Sivakov, Wout Poels, Sepp Kuss

 

Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Jay Vine, Wout Poels, Thibaut Pinot, Domenico Pozzovivo, Mark Padun, Sebastien Reichenbach, Clement Champoussin, Marc Soler, Elie Gesbert, Santiago Buitrago, Carl Fredrik Hagen, Mikel Landa, Rudy Molard, Rein Taaramae, Oscar Cabedo, Robert Stannard, Quentin Pacher

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Simon Yates’ sejr fra 2018.

 

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Remco Evenepoel
Primoz Roglic, Enric Mas
Jay Vine, Simon Yates, Juan Ayuso, Tao Geoghegan Hart, Carlos Rodriguez
Joao Almeida, Jai Hindley, Alejandro Valverde, Ben O’Connor, Hugh Carthy, Sergio Higuita, Miguel Angel Lopez, Pavel Sivakov, Wout Poels, Sepp Kuss
Thibaut Pinot, Domenico Pozzovivo, Mark Padun, Sebastien Reichenbach, Clement Champoussin, Marc Soler, Elie Gesbert, Santiago Buitrago, Carl Fredrik Hagen, Mikel Landa, Rudy Molard, Rein Taaramae, Oscar Cabedo, Robert Stannard, Quentin Pacher, Gino Mäder, Thymen Arensman, Rigoberto Uran, Wilco Kelderman
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a España
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Fredag den 19. april 2024

Landevej
Minut for minut: Sådan sikrede lille spanier sig sejren i Giro-generalprøven
Landevej
Optakt: 5. etape af Tour of the Alps
Landevej
Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med
Landevej
Tour-chefen håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste
Landevej
Skjelmose med stærk udmelding inden monument
Landevej
Bora mangler stjerne i Liege-Bastogne-Liege
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Landevej
Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt
Landevej
WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument
Landevej
Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb
Landevej
Journalist med godt nyt om Quintana

Torsdag den 18. april 2024

Landevej
Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr
Landevej
Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom
Landevej
López modstod de mange angreb: I morgen bliver det bananas
Landevej
Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége
Landevej
Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv
Landevej
EF-rytter lykkelig efter comeback på kongeetapen
Landevej
Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet
Landevej
Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege
Udstyr og test
Bosch lancerer batteri til elcykler - med fire store nyheder
Landevej
Pogacar klar til at bryde Alpecins monumentstime
Landevej
Optakt: 4. etape af Tour of the Alps
Landevej
Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr
Landevej
Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads
Landevej
Bora nærmer sig Visma-profil
Landevej
Stjerner hylder danskere og nordmænd
Landevej
Blev toer i løbsdebut: Fransk stortalent løfter sløret for taktikken

Onsdag den 17. april 2024

Landevej
Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op
Landevej
Stærk belgier: Det var ikke et normalt Fleche Wallonne
Landevej
Stjerne spurter sig til første sejr i næsten fem år - Tour-vinderen må nøjes
Landevej
Sejrede efter vanvidsvejr i Vallonien: Jeg kan ikke tro, at jeg har vundet Fleche
Landevej
Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok
Landevej
Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt
Landevej
Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker
Landevej
Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag
Landevej
Dansk U23-landshold har holdet klar til stort løb
Landevej
Spanier gør vildt kup på voldsom regnvejrsetape
Landevej
Tidligere vinder ser stolt tilbage på sejr
Landevej
UAE-stjerne regner med sit hold
Landevej
Optimistisk Pidcock: I år er jeg et helt andet sted
Landevej
Optakt: 3. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Fleche Wallonne
Landevej
Skjelmose går efter sejren i stor klassiker
Landevej
Træt Matthews: Benene er gode, men jeg er ved at være ved enden
Landevej
Rørt Bora-rytter pointerer: Specielt at køre på hjemmebane
Landevej
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic
Landevej
Oversigt: Dagens 11 danskere ved Fléche Wallonne

Tirsdag den 16. april 2024

Landevej
WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler
Landevej
Tidligere vinder og Fuglsang skal køre Fleche Wallonne
Landevej
Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende
Landevej
37-årig etapevinder rørt over sejr
Landevej
Italiensk veteran tager sjælden sejr
Landevej
Charmig udtaget til stor klassiker
Landevej
Vingegaard kommer med positive meldinger
Landevej
Optakt: 2. etape af Tour of the Alps
Landevej
Pidcocks træner: Han har før slået Pogacar og Van der Poel
Landevej
Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren
Landevej
Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone
Landevej
Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet
Udstyr og test
First Ride: Canyon Grizl:On
Landevej
Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson
Landevej
Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave
Landevej
Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner
Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Mandag den 15. april 2024

Landevej
Ung WorldTour-rytter ude med hjernerystelse efter vildt højhastighedsstyrt
Landevej
Video i artiklenSe afslutningen: Nordmand vinder reduceret Tour of the Alps-spurt
Landevej
Sprinterkomet får plads på Tour de France-holdet efter styrt: En barndomsdrøm
Landevej
Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar
Landevej
Tidligere verdensmester reagerer på stor sejr
Landevej
Danskerduo klar til endnu en stor klassiker
Landevej
Uno-X afslører vilde WorldTour-planer
Landevej
Nordmand tager første sejr siden VM-triumf
Landevej
Belgisk endagsløb aflyses
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Tour of the Alps (Giro del Trentino)
VIS FLERE

Annonce