Ruten

Coronavirus har næppe en stor fanskare noget sted i verden, men i cykelverdenen er det utvivlsomt sprinterne, der har mest grund til at forbande den lille bacille langt væk. Således lykkedes det den medfølgende pandemi at aflyse Vueltaens smutture til Portugal og Holland og dermed forvandle den mest sprintervenlige udgave af løbet i mange år til en helt klassisk nutidig version, hvor de hurtige folk skal spejde langt efter mulighederne. Således skal vi helt frem til løbets 9. etape, inden sprinterne kan se frem til deres anden chance for at spurte om sejren, når klassementskampen kortvarigt sættes på pause - hvis altså ikke vinden på den spanske højslette med ét forvandler det hele til et uforudsigeligt drama.

I alt skal der køres beskedne 157,7 km mellem B.M. Cid Campeador. Castrillo del Val og Aguilar de Campoo. Startbyen er en forstad til Burgos, og hele etapen finder sted i det åbne, flade og eksponerede terræn, der er kendt til hudløshed fra Vuelta a Burgos. Fra start kører man således igennem fladlandet mod vest ad en lang hovedvej, inden man slår et lille smut mod syd for derefter at sætte kursen mod nordvest og nord. Det ændrer ikke på terrænets karakter, der fortsat er fladt som en pandekage og som højdepunkt har dagens spurt efter 92,4 km.

Den lange vej leder direkte til målbyen, hvor man passerer ind gennem centrum for at krydse målstregen efter 122,0 km. Etapen afsluttes nu med en omgang på en 25,7 km lang rundstrækning i området nordvest for byen. Fra start kører man mod nordøst og nordvest, inden man i det nordligste punkt kører mod sydvest og vest frem til Salinas de Pisuerga. Herfra går det mod sydøst op over en lille bakke (1,0 km, 4,5%), inden det begynder at falde ganske let, mens man forsætter mod sydøst og siden øst tilbage til Aguilar de Campoo. Med lidt over 5 km igen skal man over en lille bakke (500 m, 4,8%), inden en nedkørsel leder ned til de sidste 4800 m, der er stort set helt flade. Finalen er enkel med skarpe sving kun med 4000 m og 1200 m igen, hvorefter man slutteligt passerer en rundkørsel 300 m fra stregen.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Etapen byder på i alt 1163 højdemeter.

Aguilar de Campoo har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Vejret

Enhver, der har kørt Vuelta a Burgos på den spanske højslette, vil vide, at vinden kan være livsfarlig. Torsdag ser dog tilforladelig ud. Der vil være fuld knald på solen med en temperatur på 16 grader, og vinden vil være let til jævn (15 km/t) fra sydvest. Det giver først sidemod- og siden sidemedvind på stykket frem til målbyen. På rundstrækningen vil der først være sidevind, siden sidemodvind og slutteligt sidemedvind. Inde i byen får man med knap 3 km igen kortvarigt medvind, indtil man i sivinget med 1200 m igen drejer ind i mod- og sidemodvind.

Analyse af 8. etape

Barmhjertighed har som bekendt meget lidt gang på jord i professionel topsport. Og når man taler om et altædende monster, der hver eneste dag sætter sig op på sin cykel, fornemmer gode ben og derfor beder sit hold om at servere en hovedret i form af endnu en sejr for sig, er det naivt at tro, at der skulle være plads til omsorg og hensyntagen til luftige drømme. Alligevel kan man ikke helt lade være med at have ondt af det felt af Vuelta-favoritter, der i dag fik sig en syngende lussing på vej op ad den herlige Moncalvillo-stigning, der var årets nyskabelse fra det uudtømmelige reservoir af stejle stigninger, det meste af Spanien er fyldt med.

Nu havde de nemlig lige fået håb og lugtet blod. Først var der det lille svaghedstegn på 3. etape, hvor feltets chefmonster, Primoz Roglic, havde bedt sit hold om at servere etapesejr for sit glubske væsen, men hvor han ikke var i stand til at gå forbi Dan Martin til sidst. Dernæst var der den besynderlige nedtur med klodset håndtering af en regnjakke, der ganske vist fandt sted under særlige omstændigheder, men som gav et berettiget håb om, at det altså var et andet slovensk monster end det, der med puls 100 satte alt og alle til vægs i august måned.

Det var nemlig så logisk. Nok er rygterne om hans manglende holdbarhed stærkt overdrevne - faktisk er det vel svært at finde ryttere med så stabilt et tårnhøjt niveau som netop ham - men nu havde han jo kørt klassement i en hel Tour, kørt finale ved VM og vundet Liege i en uhyre hektisk sæson, der havde strakt sig fra begyndelsen af august. I de to endagsløb havde det jo også været ret klart, at vi ikke længere talte om augustudgaven af Roglic, og derfor var der al mulig grund til at klynge sig til håbet om, at Vueltaens forhåndsfavorit var mere sårbar, end han plejer.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

I det lys må de mange sår, der skal slikkes, være ekstra ømme i aften. Nu var håbet der jo lige i nogle dage, men knap var det blevet tændt, før alle pile igen entydigt peger i samme retning, når det handler om at forudsige vinderen af årets Vuelta. Der kom nemlig så eftertrykkeligt et gensvar, at Roglic med al ønskelig tydelighed atter satte en fed streg under, hvorfor han er verdens bedste klassementsrytter, og hvorfor hans imponerende moral betyder, at modgang nærmest blot gør ham stærkere.

Allerede tidligt på den første opkørsel af den nye spanske perle, som løbsdirektør Javier Guillen havde fundet til lejligheden, var der ugler i mosen. Selvom Roglic jo i lyset af enkeltstarten reelt er at regne som løbets førende rytter, var det nemlig ham, der bad om at få lagt et pres, da Robert Gesink gik til fronten og hurtigt neutraliserede første led i den storstilede Movistar-offensiv, der var indledt på første stigning, og som for alvor blev iværksat med det Alejandro Valverde-angreb, som den store hollænder lynhurtigt fik gjort til en biting på en meget begivenhedsrig etape. Allerede der kunne man fornemme, at det nok var gået, som det plejer, nemlig at chefmonsteret fra morgenstunden havde mærket gode ben og nu igen var skrupsulten og klar til at spise endnu en etape.

Det var nemlig slet ikke nødvendigt for Roglic at være aggressiv, og det var han da heller ikke i lang tid. Faktisk benyttede Jumbo den lidt særegne taktik, de har brugt i Spanien, og som står i skærende kontrast til den dominerende ”togkørsel”, vi så under Touren, da de lod Sepp Kuss følge Hugh Carthys tidlige angreb. Herefter satte sloveneren sig roligt tilbage i sulkyen bag Richard Carapaz, der i isoleret tilstand leverede en jætteindsats og efter en lang kamp fik bragt den langlemmede brite under kontrol igen.

Her så det faktisk ud til at være en uhyre jævnbyrdig affære mellem klassementets top 4, og det udnyttede den genopstandne Aleksandr Vlasov, der efter sin gigantiske nedtur på 1. etape nu er helt ude af kampen om podiet, til med sin nyvundne frihed at snige sig så langt væk, at det kortvarigt lignede den russiske etapesejr, man sagtens kunne have forudset i lyset af den mulige jævnbyrdighed mellem de bedste. Men da det stod klart, at sejren var ved at blive lidt mere russisk end slovensk tog Fanden ved monsteret selv, der med en af sine klassiske og voldsomme sidstekilometersforceringer nærmest fik det russiske supertalent til at ligne Jakub Mareczko i dødskamp med tidsgrænsen på vej op ad den brutale stigning.

På det tidspunkt så det kortvarigt ud til, at Roglic var ved effektivt at lukke løbet allerede længe inden den 13. etape, som ellers i denne særegent designede grand tour meget vel kan være den dag, hvor vi finder ud af, hvem der vinder årets løb, men heldigvis blev det ikke så enkelt endda. Om det var Vlasov, der fik Roglic til at åbne lidt tidligere, end han plejer, skal jeg lade være usagt, men i hvert fald viste Carapaz, at han er præcis lige så stærk som håbet, og at han endelig synes at have fundet det skræmmende niveau, han havde under en Giro, han tilsyneladende vandt, mens han havde travlt med at pille næse.

Carapaz lykkedes nemlig med at byde Roglic en modstand, som vi i år vel kun har set Tadej Pogacar kunne levere - i hvert fald når man ser bort fra den svækkede Roglic-udgave, vi så i endagsløbene - og selvom den lille ecuadorianer alligevel eksploderede en anelse på de sidste få hundrede meter, fik han akkurat holdt så meget liv i spændingen, at løbet ikke er lukket endnu.

Selvfølgelig er situationen kritisk. Et forspring i klassementet på 13 sekunder forslår som en skrædder et vist sted dybt under jorden, når Roglic har åbnet for gassen langs den flade galiciske kyst på tirsdag, men Carapaz kan i det mindste nære et begrundet håb om, at Roglic er lidt mere medgørlig på de to store etaper i weekenden. Her venter nemlig længere og mindre eksplosive finaler, hvor det særligt er Anglirus brutale procenter, som Carapaz synes at skulle nære håb til, hvis han skal sikre sig sin anden grand tour-sejr på to år. Med tanke på hans enorme arbejde på en dag, hvor han nærmest ført uafbrudt den sidste halvdel af stigningen, og dem meget eksplosive karakter, den sidste kilometer fik, er der i hvert fald trods alt ikke en grund til helt at gøre den slovenske nationalhymne klar til næste søndag, når løbet slutter i Madrid.

Til gengæld ligner det nu den duel, der også var lagt op til inden løbet, særligt da det stod klart, at Thibaut Pinot ikke var i konkurrencedygtig forfatning. Det lille håb om, at Hugh Carthy kunne matche de to favoritter i bjergene, blev nemlig knust, da det for alvor gjaldt. Måske var der alligevel blevet indgydt lidt for meget optimistisk i den langlemmede britiske krop af den fine kørsel i søndags. I hvert fald sendte han tidligt Michael Woods frem for at slide feltet ned, men måske var der tale om ungdommeligt overmod, da canadieren langt om længe slog ud. Her virkede det til, at Carthy næsten følte sig forpligtet til at angribe - alt for tidligt på den brutale stigning. Det blev for let for den langt mere snu Carapaz, der trods alt har lidt rutine i at køre med om den samlede sejr, at holde sit tempo og langsomt eliminere den britiske trussel, så det i stedet blev et spørgsmål om at begrænse tabet.

Anderledes rutineret og klog er Dan Martin. Ireren har altid været en kløgtig herre, og selvom han adskillige gange lignede en mand i vanskeligheder, endte han med stort set at køre lige op med Carapaz. Dermed fortsatte den Martin, der ellers har lignet en mand på vej mod pension, med at overraske positivt, selvom vi her ramte for ham vanskeligere terræn. De stejle procenter passer dog den eksplosive murspecialist, og den virkelige udfordring for ham kommer først på de to store bjergetaper med mange højdemeter og flere længere stigninger - og så sover han sikkert allerede dårligt ved udsigten til den pandekageflade galiciske kyst på tirsdag.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

En anden vinder var naturligvis Vlasov, der ligner en mand med en lille børnesygdom. Det var i hvert fald samme mønster i Østrig Rundt sidste år, hvor den formstærke russer lignede den store favorit, men hvor han smed det hele tidligt i løbet. Det har gentaget sig her, hvor en dum offday på 1. etape sendte ham helt ud af podiekampen, men i dag fik han vist, at det var hans kørsel på 3. etape, der viste det sande niveau, og at den anden nedtur i søndags helt som ”lovet” af Astana-mandskabet alene skyldtes vanskeligheder i kulden. Nu kan vi kun ærgre os over, at vi mangler det russiske element i podiekampen, men i det mindste er der mere og mere, der tyder på, at Vlasov er den slags motor, der giver en god grand tour-rytter.

Apropos dårlig start… Hvor mange gange i sit liv har Wout Poels ikke smidt et løb på gulvet med dårlig kørsel i den første uge, for siden i den tredje uge at klatre så godt, at han som hjælper for Froome af og til har lignet stærkeste Sky-rytter. Det mønster gentager sig tydeligvis i år, og hvis lottokuponen undgår sine berømte offdays, kan han blive ganske uhyggelig senere i løbet, ikke mindst på yndlingsbjerget Angliru, hvor han to gange er blevet nr. 2. Det er bare så pokkers ærgerligt, at årets tredje uge er så let, at tredjeugesform rækker lige så langt som at tiltroen til, at der ikke venter endnu en Danske Bank-skandale i den nærmeste fremtid.

Og nu vi er ved de dårlige starter… Det har som bekendt altid været Enric Mas’ akilleshæl, men i dette løb så det på 1. etape ud til, at en Tour i benene kunne få bugt med den børnesygdom. Desværre har formkurven siden da været nedadgående, og selvom han i dag var bedre end tidligere, nu hvor vi ramte mere rigtigt Mas-terræn, ligner han ikke længere den podiekandidat, han gjorde for præcis en uge siden.

I det hele taget ser det lidt sort ud for Movistar. Man må ellers applaudere spanierne for deres herlige kørelyst og initiativrigdom, men desværre mangler de manden, der kan gøre det færdigt. Marc Soler måtte alligevel sande, at han på så svær en stigning er for begrænset, og selvom man kun kan lette på hatten for 40-årige Alejandro Valverde, var gårsdagens genopstandelse i mellemkuperet terræn ikke nok til at blive en faktor i kamp mod favoritterne i bjergene.

Også Esteban Chaves fortsætter igen sin aftagende formkurve, men denne gang holder han stand langt længere end tidligere, efter at kyssesygen forvandlede ham fra hovedrolleindehaver til statist. Mikel Nieve til gengæld viser lidt af fordums solide kørsel trods en generelt svær tid, og David De La Cruz må nok bare sande, at han trods en delvis genfødsel næppe er bedre end dette. Og helt som spået blev stigningerne i dag alligevel for stejle for Felix Grossschartner, mens George Bennett missede muligheden for at agere taktisk backup for Jumbo, efter at det igen blev udstillet, at han altså mangler meget i forhold til sin bedste form.

Det gør David Gaudu også. Den franske guldfugl lignede ellers en mand på vej mod endelig at finde formen, men heller ikke i dag lykkedes det at finde benene fra tidligere år i det, der ligner en rædselsfuld 2020-sæson. I stedet er han totalt blevet overskygget af sin landsmand Clement Champoussin, der længe har været udråbt som en kommende fransk grand tour-stjerne, men som i dette uhyre skrappe felt har kørt så stærkt, at man næsten tror, at han kunne have kørt med om podiet i den svagt besatte Giro d’Italia.

Det kunne Roglic i hvert fald også. Han havde formentlig vundet løbet med en halv times tid, for igen i dag fik han bevist, at han er manden, der aldrig bliver træt - præcis som han ikke var træt, da han sidste år fulgte en Vuelta-sejr op med overlegen kørsel i de italienske klassikere. Det sparsomme håb om, AT søndagens nedtur var et tegn på ”en Roglical”-oplevelse, der skulle signalere begyndelsen til enden, varede kun ca. 72 timer. I stedet ser det ud til, at svaret på mit spørgsmål fra i søndags er, at vi formentlig har kurs mod et ”Andorra om igen”, og at sloveneren rejser sig efter en regnvejrsskuffelse dagen inden første hviledag for siden at knuse al modstand. Ordet svaghedstegn indgår tilsyneladende ikke i det Roglicske vokabularium.

Favoritterne

Det virker jo nærmest helt absurd, at vi nu er halvvejs i løbet, og sprinterne går ind til bare deres anden chance - og når den er brugt, skal de vente helt til Madrid, inden der venter et sidste skud i bøssen. Det er imidlertid virkeligheden, når nu coronavirus aflyste fire sprinteretaper og gjorde den sprintervenlige 2020-udgave til en meget tam affære for de ellers ret mange hurtige folk, der alligevel er rejst til Spanien. Heldigvis kan de holdbare puncheurtyper også drømme om at være med på de to puncheurtyper, men for de klassiske sprintere handler det om at slå til torsdag. Næste gang, de skal i aktion, er nemlig i Madrid - om coronavirus vil det.

Samtidig er sprinteretaper i Vueltaen slet ikke så enkel en sag. I Giroen blæser det stort set aldrig - selvom 7. etape i år viste, at der kan ske undtagelser - men den spanske højslette kan være modbydelig. Det så vi senest sidste år på den vilde og vanvittige 17. etape, der blev kørt i et uhyggeligt tempo, og som meget vel kunne have kostet en sovende Primoz Roglic den samlede sejr, hvis ikke Astana var kommet ham til undsætning.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Derfor skal man altid tage sig i agt for en etape som denne, selvom den på papiret ser let ud. Den køres nemlig i Burgos-regionen, og vi skal bare tilbage til 2. etape af årets løb for at se, hvordan Ivan Ramiro Sosa smed sit løb væk i sidevinden der. Vejrudsigten vil således blive studeret meget grundigt onsdag aften.

Heldigvis for de lette folk - og desværre for mange cykelfans - er vejrudsigten nok ikke så lovende. Det vil ganske vist slet ikke være så vindstille som i dag, men en vindstyrke på 15 km/t er sjældent nok til at skabe splittelse, heller ikke selvom terrænet på den flade pampas plejer at være pivåbent. Det første stykke med sidemodvind er i hvert fald helt ufarligt, og det bliver i stedet sidemedvindsstykket samt rundstrækningen til sidst, der kan blive farlige.

Jeg vil næsten blive overrasket, hvis ikke der bliver forsøgt. Særligt Movistar har vist, at de griber alle muligheder, og de tog også initiativet i sidevinden de første dage. Ineos har også et kapabelt sidevindshold, og Primoz Roglic selv er ikke typen, man fanger, selvom Jumbo her ikke ser skræmmende ud i den disicplin. Uanset hvad synes vindstyrken ikke stærk nok, men vi kan godt momentvist få en ret nervøs og urolig etape.

Starten bør dog blive dødkedelig. Alle ved, at udbrud er dødsdømte, og vi får formentlig et uinspirerende wildcardudbrud fra km 0, hvorefter der venter et langt stykke med sidemodvind. Her kan vi vente os, at Deceuninck, Bora og UAE som de tre store sprinterhold tager kontrol. Første nervøse stykke kommer, når de drejer ind i sidemedvind, men jeg tror hurtigt, at de vil indse, at vinden er for svag. Derfor kan der meget vel falde ro på, indtil de når frem til rundstrækningen, hvor det sikkert igen vil blive uroligt og nervøst med mulige forsøg på at splitte det. Alt sammen vil det kombineret med jagten fra de tre sprinterhold, der næppe tager mange chancer i et løb næsten uden sprinteretaper, være nok til, at udbruddet hentes. Alt peger altså på massespurt, formentlig i et næsten fuldt felt efter en kort, nervøs, men ikke specielt svær eller hurtig etape.

Selve spurten er ikke kompliceret, og man skal bare sidde fornuftigt i det skarpe sving med 1200 m igen, hvorefter der burde være tid og plads til at lade farten og benene tale. Der vil dog være en pæn sidemodvind, der kræver en vis timing at håndtere - og så blev vi i fredags mindet om, at Vueltaen er uforbederlig og derfor pludselig kan byde på sving, der slet ikke fremgår af løbsbogen.

Uanset hvad er det umuligt ikke at have Sam Bennett som favorit. Som jeg skrev i analysen efter 4. etape, var det første gang i år, at ireren lignede den rytter, han var i 2019, da han med nærmest skræmmende styrke indhentede og med lethed passerede den Jasper Philipsen, der for en lille måned siden slog Pascal Ackermann, Tim Merlier og Mads Pedersen i BinckBank Tour. Han har aldrig været typen, der bliver ringere i en grand tour - faktisk tværtimod, som han viste senest i Touren og tidligere i Vueltaen i 2019 og Giroen i 2018 - og han er også kommet godt igennem bjergene. Samtidig så vi i fredags, at Deceuninck-toget ikke uventet er i særklasse, og med en sidste kæde, der hedder Jannik Steimle foran Zdenek Stybar, Michael Mørkøv og Bennett selv, er de uhyre svære at bide skeer med. Bennett har en historik for at åbne modvindsspurter lidt for tidligt, men i et enkelt opløb med et stærkt tog og med en tilsyneladende overlegen styrke, bliver han uhyggeligt svær at stå.

Manden, der kan gøre det, ligner mest af alt Jasper Philipsen. Hans sejr i BinckBank Tour var et vidnesbyrd om en videreudvikling af den høje topfart, han allerede havde i 2019, og hans positionering blev også igen dokumenteret som værende eminent. Det var den også i fredags, hvor han sad perfekt i det sidste sving, som han tog så offensivt, at han slog et mod de fleste andre end Bennett afgørende hul. Den chance får han ikke i denne enkle finale, men med god hjælp fra Oliveira-brødrene sidder han formentlig igen rigtigt. Åbner Bennett igen for tidligt, eller lukkes han inde, fordi Deceuninck nok engang tøver lidt for længe, må Philipsen være manden, der kan forhindre tredje irske etapesejr på ni dage.

Mere sort set det ud for Pascal Ackermann, men naturligvis kan den anden af løbets to etablerede supersprintere ikke afskrives. I år har han nemlig været uhyre svingende, og selvom det kun er i Tirreno, han har haft et niveau i stil med det, vi så i 2019, fik han vist, at han stadig har en vis fart - også selvom Fernando Gavirias Giro og Tim Merliers BinckBank Tour måske har devalueret hans sejre lidt. Uanset det bratte niveaufald har Ackermann i år ikke kørt mange spurter uden at gå i top 3, blandt andet i kraft af hans fine positionering og gode tog med Martin Laas, Michael Schwarzmann og ikke mindst Rudiger Selig, og vi skal trods alt ikke længere tilbage end Scheldeprijs for at finde hans seneste fornuftige, men ganske vist ureglementerede spurt. Det så skidt ud, da Bennett forleden kørte ham ud af hjulet, men denne powerspurt passer ham langt bedre, og da han formentlig sidder godt, vil han være klar til at udnytte de fejl, Bennett og Deceuninck måtte begå i modvinden.

For Jakub Mareczko er det nu eller aldrig. Når man ser på hans dødskamp på bjergetaperne, særligt i søndags, virker det ikke realistisk at tro, at han klarer weekenden og kommer til Madrid. Derfor skal den kontraktløse italiener slå til nu, hvis han skal nå at gøre sig fortjent til en fortsættelse af karrieren, og det virker ikke helt umuligt. Hans fine spurt forleden var blot en bekræftelse på den genfødsel, vi så med de tre sejre i Ungarn, og han synes stadig at have en af de højeste topfarter. Positioneringen er som altid den gigantiske akilleshæl, som vi senest så i BinckBank Tour, men det gik jo ganske fint forleden. Finalen her er heller ikke kompliceret, og trods hans ringe klatreevner har han før i Giroen spurtet godt også relativt sent i en grand tour. Med udsigt til begrænset vind bør Mareczko være frisk, og så skal han bare være lige så heldig i positionskampen som forleden. Lykkes det, kan det blive rigtigt godt. Lykkes det ikke, ender han formentlig igen uden for top 10.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Et af de opløftende momenter fra 4. etape var den fine spurt fra unge Gerben Thijssen. Da han først blev professionel i august sidste år og fik ødelagt det meste af i år af det grimme styrt ved seksdagesløbet i Gent, har han været en ubekendt faktor, hvis reelle hurtighed har været svær at vurdere. U23-resultaterne var lovende, og både i fredags og i Gooik fik han vist, at hans potentiale synes stort. Han klarede også positionskampen ganske fint, og i teorien burde hans manglende rutine koste ham mindre i denne ukomplicerede finale, hvor han i Tosh van der Sande har en hæderlig lead-out man. Farten synes at være der til endnu et topresultat.

Ligesom Mareczko har Magnus Cort længe lidt under sin positionering, og det gik da også galt igen i fredags. Til gengæld viste han i Tirreno, at lidt af den gamle hurtighed er tilbage, og i teorien er det ikke blevet ringere af, at vi er en uge henne i løbet - særligt ikke fordi han har virket temmelig formsvag de første dage. Det er et problem, at Efs hovedprioritet er Hugh Carthy, og han kan være lidt for alene til sidst, men finder han i denne meget enklere finale en god position, burde han med Tirreno-farten komme langt.

Helt anderledes er det med Jon Aberasturi. Spanieren er næsten altid i top 10, fordi hans positionering hører til blandt de bedste i feltet. Det gik dog galt på 4. etape, men det er næsten undtagelsen, der bekræfter reglen. Man kan nok diskutere, om farten rækker til at vinde, men det var trods alt kun ham, der brød Mareczko-dominansen i Ungarn. Han er tillige en ganske holdbar fyr, der næppe er blevet ringere af, at vi har været igennem 8 knaldhårde dage indtil nu.

Mere usikkert er det med unge Max Kanter, der er i gang med sin grand tour-debut. Han er dog kommet fint igennem indtil videre, og det var opløftende på 4. etape at se, at han efter et par kiksere i Belgien tidligere i år endelig fik sig positioneret rigtigt. Han er nok ikke helt så hurtig, som man kunne tro i U23-tiden, men i dette felt bør han stadig være en af de hurtigste, hvis han atter kan overvinde den positionering, der synes at være hans største svaghed.

Med Matteo Moschettis ærgerlige exit peger Trek-pilen nu på Emils Liepins. Han er nu om dage lidt af et spørgsmålstegn, for formålet med skiftet til Trek var netop at agere lead-out man for Moschetti, hvorfor han endnu ikke har kørt en spurt i år. Tidligere har han været temmelig svingende, men sidste år tog han trods alt en fin sejr i Coppi e Bartali, ligesom han i 2018 vandt endagsløbet Heistse Pijl foran blandt andre en unge Cees Bol. Han er næppe hurtig nok til at vinde, men har i hvert fald i Koen de Kort en uhyre erfaren lead-out man.

4. etaoe var en tilbagevende til fortiden for Lorrenzo Manzin . Nu havde han lige i år fået vendt sine positioneringsvanskeligheder til næsten en fordel, så han nærmest uden undtagelse har været i top 10 hver eneste gang i år. Man må håbe, at det var en engangskikser, og at han kan genfinde de fine takter, han har vist tidligere i år. Han er ikke verdens hurtigste, men i Vueltaen blev han trods alt nr. 2 på Madrid-etapen i 2017, hvilket indikerer, at han mestrer kunsten at spurte også sent i løbet.

Det var opløftende at se Mihkel Raim spurte forleden. Esteren har nemlig på det sprintertunge Israel SUN været henvist til rollen som lead-out man, men hans 8. plads vidner om, at han stadig har lidt fart. Desværre er han temmelig alene på et israelsk mandskab, der primært består af folk med blik for Dan Martin, men han har da Omer Goldstein til at føre sig frem. Han er ikke hurtig nok til at vinde, men han viste trods alt forleden, at han stadig kan spurte hæderligt.

Der lidt en skam, at Mitchelton-Scott tilsyneladende har besluttet sig for at spurte med Dion Smith. Newzealænderen har nemlig aldrig vist sig hurtig nok i en flad spurt, mens Robert Stannard til gengæld har hæderlige resultater i år, senest med 2. pladsen bag Gaviria i Toscana. Smiths udtalelser indikerer, at han stadig er plan A, og med et godt tog med Stannard og Alex Edmondson, der nok kun er plan C, kan han måske gøre det pænt. Bedre er det dog nok, hvis de giver Stannard chancen, også selvom han er overmatchet i en boulevardspurt som denne.

Udtalelserne forleden indikerer også, at NTT atter kører for Reinardt van Rensburg og ikke Carlos Barbero . Ingen af dem er nu specielt hurtige i en flad spurt, men de har hinanden og erfarne Enrico Gasparotto samt stærke Michael Valgren til at hjælpe sig til sidst. Van Rensburg har før haft for vane at hive en lille spurtkanin op af hatten, selvom det sker sjældent. Kaninen er ikke så stor, at han vinder etapen og næppe heller går på podiet, men måske kan han komme i nærheden af top 5.

Endelig må man nævne Emmanuel Morin. Det er ellers ikke megen hurtighed, han har vist siden en 4. plads i Tour de l’Avenir i 2017, men i år har han faktisk kørt et par hæderlige spurter i Afrika og i Slovakiet. Han kom også fornuftigt fra det forleden, og derfor er der vel grund til at håbe på en gentagelse. Vi skal dog næppe regne med mere end det, for han mangler erfaring, og noget lyn er han altså ikke.

Dorian Godon  eller Quentin Jauregui vil måske spurte for Ag2r, men det er langt fra sikkert, mens Alfred Wright formentlig vil prøve for Bahrain-Merida, næppe med det store resultat til følge. Burgos kan prøve med Alex Molenaar eller Jesus Ezquerra, men også de mangler fart. Jeg tvivler på, at Alex Aranburu gider at sætte livet på spil i en boulevardspurt, og Jose Joaquin Rojas er helt ophørt med at spurte.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Jasper Philipsen, Pascal Ackermann

Outsidere: Jakub Marezcko, Gerben Thijssen, Magnus Cort, Jon Aberasturi, Max Kanter

Jokers: Emils Liepins, Lorrenzo Manzin, Mihkel Raim, Dion Smith, Robert Stannard, Reinardt van Rensburg, Emmanuel Morin