SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Ruten

Ofte er arrangørerne lidt forsigtige med at gøre de første bjergetaper for svære, men sådan er det ikke i år. Efter den vanskelige finale på 8. etape følger nemlig en brutal sidste dag i Alperne, hvor der over bare 145 km skal klatres hele 4600 højdemeter og op ad fem kategoriserede stigninger. Det hele slutter med opkørslen til skisportsbyen Tignes, hvor Michael Rasmussen kørte sig i gult i 2007, og hvor jordskred forhindrede Egan Bernal i at vinde i 2019, men selvom stigningen er alenlang, er den også så let, at vi risikerer relativt små forskelle, som vi så det bag Rasmussen ved det seneste besøg for 14 år siden.

Med en distance på bare 144,9 km er der for anden dag i træk tale om en kort, intens bjergetape, der fører feltet fra Cluses til Tignes. Startbyen ligger i dalen midt i Alperne, og derfor lægges der nådigt ud, når man kører mod syd ad den helt flade dalvej gennem byen Sallanches og frem til Domancy. Her forlader man dalen, når man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote de Domancy (2,5 km, 9,4%), der efter en let første kilometer er en sand mur med 10-12% over de sidste 1500 m frem mod toppen, som rundes efter 19,6 km. Herefter fortsætter det med at stige let mod sydvest frem til byen Megève, som nås efter 26,5 km, hvorefter det går ad en let faldende vej mod sydvest ned til dagens spurt, der er placeret efter 32,7 km for enden af en helt lige og flad vej. Umiddelbart herefter er der en bakke (1,1 km, 8,1%), inden det falder let frem til Crest-Voland, som nås efter 41,7 km.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Her tager etapen fat igen, når man kører mod syd op ad kategori 1-stigningen Col des Saisies (9,4 km, 6,2%), der er meget ujævn med først 5 km med 7-10% - herunder 4,2 km med 8,2% i snit - siden tre lette og undervejs endda let faldende kilometer og slutteligt en 1400 m lang rampe med 6,8% frem mod toppen, der rundes efter 49,4 km. En meget teknisk nedkørsel leder videre mod syd og sydøst ned til Beaufort, som nås efter 66,6 km.

Her passerer man tværs gennem dalen for at køre mod syd op ad Col du Pré (12,6 km, 7,7%), der er årets første HC-stigning. Der er tale om en lettere start over 5 km, men de sidste 7,4 km stiger med hele 9,3% i snit, herunder to kilometer med 10-11%, inden den sidste kilometer flader ud med 4,5% frem mod toppen, der passeres efter 80,9 km. En kort og teknisk nedkørsel leder mod sydøst ned til Roseland-søen, hvis flade bred følges mod nordøst, inden man drejer mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Cormet de Roselend (5,7 km, 6,5%), der stiger med 6-8%, inden den flader ud med 4-6% over de sidste 2 km frem mod toppen.

Den rundes i 1968 m højde efter 93,3 km, hvorefter de sidste 51,6 km indledes med en kun ganske kortvarigt teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst og syd ned til Bourg-Saint-Maurice, der nås efter 112,2 km. Her drejer man mod sydøst for at følge den ganske let stigende dalvej, som leder frem til Sainte-Foy-Tarentase, der passeres efter 124,0 km.

Nu indledes finalen for alvor, når man fortsætter mod sydøst op ad kategori 1-bjerget Montée de Tignes (21,0 km, 5,6%), der kommer i tre dele. De første 5,7 km stiger med 7,0%, hvorefter den bliver lettere med 4-6% over de næste 6 km. Midtvejs oppe ad bjerget er der to flade kilometer, inden de sidste 7,7 km stiger med 6,8% i snit, dog relativt ujævnt med to 8-9% over to kilometer i bunden, derefter ca. 6% og slutteligt en kilometer med 8,9%. Toppen rundes efter 143,0 km, hvorefter de sidste 1900 m stiger let med 1,2%. Stigningen går stort set konstant ad en lige vej, og efter toppen er der blot en rundkørsel med 1550 m igen, hvorefter vejen bugter sig let ind på den 120 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4624 højdemeter.

Tignes skulle have været mål for den dramatiske etape i 2019, hvor jordskred afbrød etapen før tid, og der ingen vinder blev kåret. Sidste gang man klatrede op til målet var i 2007, hvor Michael Rasmussen viste sine intentioner ved at gennemføre et langt soloridt og sejre med hele 2.46 ned til Iban Mayo og 3.13 ned til de øvrige favoritter. Tour de l’Avenir var forbi i 2019, hvor Attila Valter tog en solosejr foran den førende Tobias Foss, og i 2016, hvor David Gaudu kørte alene hjem foran Edward Ravasi, Harm Vanhoucke og den førende Jhon Andersen Rodriguez Salazar.

Læs også

Startlisten til Giro d'Italia tager form - 5 danskere på

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET

Vejret

Dagens etape endte som en våd affære, og alt taler for, at det gentager sig søndag. Morgenen vil egentlig være tør, men fra sidst på eftermiddagen ventes det at regne, og nedbørsrisikoen vil under hele etapen være 85-95%. I Tignes ventes der at falde 9 mm, og her vil temperaturen bare være 9-10 grader, mens den vil være 18 grader ved starten i dalen. Vinden vil være svag til let (7-11 km/t) og komme fra en hovedsageligt vestlig retning. Det bør give sidevind stort set hele dagen, dog med medvind fra toppen af Pré over Roselend og første del af nedkørslen, hvorefter der vil være sidemedvind på anden del af nedkørslen og i dalen. På målbjerget vil der være sidevind - måske en anelse sidemedvind, indtil man får sidemodvind på de sidste 5 km.

Analyse af 8. etape

For et par år siden blev der i cykelsporten indført et nyt begreb, ”Froome Day”. Det blev betegnelsen for årets første store bjergetape, der ofte kom dagen efter første hviledag, og hvor Froome havde for vane at knuse al modstand, tage en suveræn solosejr og lægge resten af løbet i et jerngreb. Det gjorde han første gang i 2013, hvor han og Richie Porte tog en mageløs dobbeltsejr på Ax 3 Domianes, og minsandten om ikke den fantastiske Sky-duo gentog kunststykket to år senere på La Pierre Saint-Martin. Begge gange opbyggede briten så gigantisk et forspring, at det efterlod en hel cykelverden lidt slukøret over, at løbets spænding syntes kvalt, nærmest inden vi var kommet i gang.

I de seneste år har Froome Day været aflyst. Efter magtdemonstrationerne i 2013 og 2015 anlagde den britiske Tour-konge en ny strategi, hvor han i 2016 og 2017 angreb løbet langt mere konservativt. Nu var ambitionen nemlig ikke længere bare at vinde, men også at gøre det med så lille et ressourceforbrug, at han kunne nappe Vueltaen efterfølgende.

Froome Day var i virkeligheden ikke en ny opfindelse. Vi kunne med lige så stor ret have talt om Armstrong Day, for amerikaneren havde også for vane at kvæle al spænding ved det allerførste møde med bjergene. Velvidende at Jan Ullrich altid kom ind til løbet med et par kilo for meget på sidebenene, blev der slået til fra første færd, så tyskeren for længst var distanceret, når han i den tredje uge begyndte at finde formen.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Efter dagens første bjergetape i den 108. udgave af verdens største cykelløb er det svært ikke at stille sig selv spørgsmålet, om vi fremover skal til at tale om ”Pogacar Day”. Det var i hvert fald svært ikke at tænke både Froome og Armstrong - og i et vist omfang også Alberto Contador, der var tilsvarende overlegen i sit store år, 2009 - da sloveneren i dag knockoutede hele feltet med en sådan kraft, at man må glæde sig over, at den franske coronabølge er så kraftigt i tilbagegang, at der på landets intensivafdelinger burde være plads til knap 180 forslåede cykelryttere. Hver og en må de være lige så groggy som enhver bokser efter 12 omgange mod Mike Tyson - eller som enhver cykelrytter, der tidligere har haft fingrene i Armstrong- eller Froome-maskinen.

For alle cykelfans, der savner spænding, så det jo ellers lige igen så lovende ud. Nok havde Pogacar allerede én gang vist os, at han er i sin egen liga, men efter gårsdagens gigantiske UAE-blunder blev det arabiske holds svaghed udstillet så klart, at end ikke den mest defensivt indstillede sportsdirektør kunne undgå at se. Pludselig vores slovenske monsterlærling - en titel, han vist efterhånden er vokset fra - slet ikke så overbevisende ud alligevel. Det krævede bare en tidlig isolering, og så kunne Movistar og Ineos angribe ham på skift.

Ét er imidlertid teori. Noget andet er praksis. Pogacar var tilsyneladende pinligt bevidst om, at hans svaghed ikke var ham selv, men hans hold. Et dårligt hold er imidlertid kun en reel trussel, så længe rivalerne er mange, og derfor var den mest effektive måde at løse det problem på hurtigst muligt at køre antallet af trusler ned til så få, at selv en isoleret slovener kunne holde styre på dem alle. Som bekendt er det bedste forsvar ofte et angreb - og når man har et knap så stærkt hold, er det i hvert fald den klart bedste strategi!

Det er formentlig også forklaringen på, at Pogacar i dag stillede til start med helt anderledes offensive ambitioner, end man normalt ser på en første bjergetape, der slutter med en lang nedkørsel. I den situation køres der ofte ret passivt, da ingen har lyst til at skulle satse liv og lemmer så tidligt i løbet - og da slet ikke på en dag, hvor våde veje gjorde det hele endnu mere risikabelt. I den situation foretrækker de fleste ofte at vente til senere, hvor de også har fået en fornemmelse af, hvor gode benene i virkeligheden er, og derfor endte præcis samme finale, som i dag blev benyttet, med en gigantisk fuser, da den i 2018 også åbnede bjergballet.

Det var bare en stor skam, at det gik sådan. Enhver, der så Schleck-brødrenes og Contadors duel på selvsamme Col de Romme-Col de la Colombiere-kombination i 2019 vil vide, at de for Alperne sjældent stejle procenter er skabt til at skabe gigantiske forskelle, hvis de bliver brugt. Dengang distancerede den stærke trio alle rivaler så eftertrykkeligt, at etapens nr. 9 tabte hele 6.10, og derfor var det i det i virkeligheden den helt oplagte scene for Pogacar til at iværksætte den første udgave af Pogacar Day og én gang for alle skabe så store afstande, at al snak om risiko ved et svagt hold med ét kan forstumme.

Det tog lidt tid, inden man fornemmede, hvad der var i gærde. I starten var det nemlig helt forventeligt Ineos og Jumbo, der forsøgte at skabe samme kaos som i går. Igen i dag forsøgte Wout van Aert meget insisterende at komme afsted og sætte UAE under pres, og Ineos forsøgte også at bruge deres plan B, Richie Porte, til at sætte araberne under pres. Intet af det lykkedes dog, og da et udbrud efter ca. halvdelen af etapen langt om længe kørte, var det ”Mission Accompished” for Pogacar og co., der sagtens kunne lade den ufarlige gruppe sejle til månen. Kun Guillaume Martin lignede en mand, man måske ikke skulle give en bondegård, men selv han var allerede sat langt tilbage af både styrt og en enkeltstart.

Nu var Ineos’ næste opgave at isolere Pogacar på de to sidste stigninger, og det var derfor helt efter bogen, at briterne med det samme satte sig frem for at lægge det nødvendige pres. Faktisk så det slet ikke så skidt ud, for Pogacar havde allerede mistet sin på papiret vigtigste hjælper, Rafal Majka, der igen i dag fortsatte det, der har været en regulær katastrofesæson. Nu skulle træet bare rystes lidt, og så måtte Pogacar snart sidde alene.

Men så fik Ineos sig formentlig en overraskelse. Det varede ikke længe, inden det i stedet var Brandon McNulty og senere Davide Formolo, der satte farten. Pludselig blev det klart, at Pogacar skam havde tænkt sig mere og andet end bare at følge med. Der skulle knockoutes - og det blev der!

Ineos bevarede ellers optimismen, og da han hurtigt fandt ud af, at han var en trussel mere af navn end af gavn, satte Porte sig alligevel frem for at øge presset yderligere. Højst overraskende viste det sig imidlertid, at det alligevel var briterne, der var de svageste, for da Porte forsvandt, sad Formolo der stadig. Det var svært ikke at føle sig henvist til muretapen i Tirreno tidligere i år, hvor der også var almindelig konsensus om, at Pogacars hold var svagt, men hvor italieneren rejste sig, da det gjaldt allermest og kørte en etape så smuk, at Pogacars eget soloridt i virkeligheden kun var den næstflotteste UAE-præstation den dag.

Læs også

Quintana kører Giroen i en ny rolle

Helt så galt var det ikke i dag. Nok sad Formolo nærmest demonstrativt med favoritterne hele vejen til mål, men i dag var der ingen bare i nærheden af kaptajnen. Måske kunne Carapaz svare første gang, men da venstrehånden blev erstattet af højrenæven, måtte ecuadorianeren hurtigt sande, at det ikke er hver gang, man vinder en grand tour med den ene finger i næsen, som han syntes at gøre i Giroen i 2019 - i hvert fald ikke, når man ikke hedder Pogacar.

Derfra kunne Dave Brailsford, Carapaz og alle andre fra Ineos bare se foruroligede til, mens sekunderne tikkede ind på Pogacars bankbog med en hast, der må have gjort selv Froome og Armstrong imponerede. Da røgen havde lagt sig i Le-Grand-Bornand, havde de nærmeste klassementsrivaler tabt intet mindre end 3.20 - mere end et minut mere end Schleck-brødrene og Contador vandt på Vincenzo Nibali 2019, og dengang var de endda flere om at gøre forskellen.

I dag var det bare Pogacar, og han var i sin egen liga. Bag ham så det reducerede felt faktisk ud til at samarbejde ganske udmærket - i hvert fald på de sporadiske billeder, vi fik - men alligevel voksede afstanden kun. Det gjorde den endda, selvom der var en ganske betragtelig modvind i hele finalen - en modvind, som i hvert fald Michael Woods undervurderede nogle kilometer oppe ad vejen.

Tilbage er man efterladt med samme følelse, som man var efter Froome eller Armstrong Day. På den ene side kan man ikke være andet end dybt beundret over det fænomenale soloshow, der fik Egan Bernals ditto på Passio Giau i årets Giro til at ligne det rene dilettantværk, men på den anden side er det også svært ikke at være lidt trist. Det er i hvert fald svært at finde megen spænding i et løb, hvor Pogacar efter otte dage fører med 4.46 ned til den første af de ryttere, der på forhånd var anset som en af hans såkaldte ”rivaler”. Selvom vi ved, at Formolo næppe kører på samme høje niveau i resten af løbet - stabilitet hører som bekendt ikke til spidskompetencen - kan end ikke det svageste hold på nogen måde true Pogacar. Hvordan skulle det være tilfældet, når han med sindsro sagtens kan give løbet nr. 3 et par minutter, og den eneste, der ikke kan få alt for megen snor, slet ikke er bjergrytter?

Nej, man skal være mere end almindeligt jubeloptimist for at finde den mindste smule spænding efter i dag. Selvfølgelig er der altid en risiko for uheld og Miguel Indurains sorte kat, men den slags er der jo ingen, der ønsker. Noget formdyk kommer der vel heller ikke fra en mand, der aldrig har kørt et etapeløb uden at blive bedre og bedre undervejs - tænk lige over det en ekstra gang, og du må som Tour-rytter gyse en anelse - og derfor er det vel kun en gigantisk mistralvind på 12. og 13. etape, der kan ryste den slovenske Tour-konge. Som Primoz Roglic vil kunne skrive under på efter Vueltaen i 2019, kan den slags gå helt galt, hvis det eksploderer tidligt, og dengang havde sloveneren formentlig tabt løbet, hvis ikke også Astana havde været på bagkant og hjulpet det nødlidende Jumbo-hold. Problemet er bare, at Pogacar lige nu synes slet ikke at være truet, selv hvis han taber 10 minutter i sidevinden…

Det må i hvert fald være svært for Ineos at finde nogen grund til optimisme. Trods den rustne start viste Carapaz eller helt som forventet, at han i Roglics fravær var den såkaldte trussel mod Pogacar, men ecuadorianeren må desværre sande, at han måske nok ligner den i særklasse næstbedste rytter, men at man ikke bliver mester af at vinde 1. division. Det gør man kun ved at vinde Superligaen, og den føres af Pogacar - og tæller i øvrigt kun én rytter.

Det bliver interessant at se, hvad briterne gør nu. Bliver de ved med at tro, at Pogacar kan vise de samme uventede svaghedstegn, som Bernal - en anden rytter med særligt gode tredjeugesben - højst overraskende viste i Giroen, eller retter de allerede nu fokus på at få sendt Carapaz op på 2. pladsen, samtidig med at de giver Tao Geoghagan Hart og Porte frihed til at jagte etaper. Det vil ganske vist være lidt af et ansigtstab for et hold, der har vundet løbet syv gange på ni år, men det giver jo heller ikke mening at blive ved med at slås mod vindmøller. Der burde i hvert fald være en udbryder eller to, der må juble nu, for det er svært at se, at Ineos har lyst til at bruge mange kræfter på at sætte Pogacar-sejre i scene på de kommende bjergetaper.

Skal den spændingshungrende cykelfan finde et lys i mørket, må det være podiekampen. Meget kunne tale for, at Pogacar og Carapaz kan ende som nr. 1 og 2 - også selvom ecuadorianeren for anden dag i træk endte med at spilde en masse kræfter på ingenting, da hans store forsøg på at gå efter sejren kostede ham alt for megen ensom tid i modvinden - men til gengæld ser kampen om den sidste podieplads ud til at være pivåben. Nu fik vi som bekendt ikke mange billeder af feltet, hvilket gør det svært at udtale sig om styrkeforholdet, men bag Pogacar afslørede etapen ikke meget. Delvist forårsaget af modvinden kørte alle andre nemlig så defensivt, som man normalt vil gøre på en første bjergetape af denne type, og derfor blev det en etape, hvor man kunne tabe, men ikke vinde podiet.

Hvem tabte det så? Det gjorde de stakkels helte, Geraint Thomas og Roglic, men det løb var jo desværre allerede kørt efter i går. Det store offer var derimod Miguel Angel Lopez, der utvivlsomt havde håbet at rejse sig i sit eget terræn, men som med det samme måtte indse, at nedturen på Mur-de-Bretagne havde sin forklaring. Dermed er det ikke blot Ineos, der har mistet alle former for overtal. Det samme gælder for Movistar, der med tabet af Marc Soler, Carlos Veronas styrt og i dag en stivfrossen Alejandro Valverde, som smed en gylden mulighed væk, har gang i noget, der ligner et lille mareridt.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Andre tabere var knap så profilerede, men stadig store. Der var Pierre Latour, der efter sin stærke start nok engang mindede os om, at holdbarhed og stabilitet over tre uger ikke er ham. Der var Lucas Hamilton, der efter en sæson med lutter succesopleveler har fået det helt forkerte ben ud af sengen i et løb, som er gået galt fra start. Der var Emanuel Buchmann, der hurtigt måtte sande, at den elendige forberedelse - og måske bare en generelt dårlig sæson - ikke var nok til at skabe et lille mirakel. Der var Julian Alaphilippe, der bekræftede det indtryk, han har efterladt fra dag 2, nemlig at benene ikke er de bedste. Der var Porte, der slet ikke viste sig som skyggen af alternativ trussel. Der var Steven Kruijswijks, hvis kollaps blot er den naturlige konsekvens af en gennemført møgsæson. Der var Bauke Mollema, hvis nedtur er helt i overensstemmelse med det, vi har set fra ham siden april. Der var Esteban Chaves, der i sommeren aldrig er lykkedes med at finde det tårnhøje, men meget flygtige topniveau, han stadig har. Og der var Jakob Fuglsang, der længe har set ud til at holde sig til for senere at kunne gå efter den gule trøje, men som efter en skidt sæson lignede en oplagt taber, når det for alvor gik løs, og som nu er helt fri til at forfølge hovedmålet om etapesejre.

Det efterlader os med en god håndfuld tilbage, men de synes til gengæld meget jævnbyrdige. Særligt opløftende var det at se Jonas Vingegaard, der på de flygtige billeder vel lignede tredjestærkeste mand - endda selvom hans skulder var revet op efter et styrt - og dermed til fulde bekræftede det positive indtryk fra de første dage. Det kommer slet ikke som nogen overraskelse, når man har iagttaget hans start på løbet, men det besvarer heller ikke det spørgsmål, der stadig skal besvares, hvis han skal på podiet. Har den ustabile Vingegaard holdbarheden over tre uger? Eller ender det i det spektakulære kollaps, han oplevede, da han senest som kaptajn kørte for et topresultat i Tour de Pologne i 2019? Det finder vi ud af over de kommende uger.

Holder Vingegaard ikke, er det vel Enric Mas, der står stærkest. Nok er Movistars løb kommet skidt fra start, men det gælder faktisk slet ikke for deres spanske es. Han er normalt kendt for at have tabt masser af tid den første uge, men denne gang har han virket helt ovenpå pedalerne fra dag 1. Holder han kursen i den tredje uge med samme opadgående formkurve, som han plejer, ser det slet ikke så ringe ud for Movistar endda.

Opløftende ser det også ud for David Gaudu. Franskmanden var måske ikke helt så flyvende, som man kunne have håbet, men på en dag med defensiv kørsel og modvind var det mest af alt vigtigt, at han ikke oplevede en af sine mange dårlige dage. Han har naturligvis enkeltstarten og stabiliteten som udfordringer, men vi ved, at han i hvert fald har et topniveau, der kan føre meget, meget langt.

Podiet kræver dog offensiv kørsel i bjergene fra den lille franskmand. Sådan er det ikke for Rigoberto Uran, der er kendt for sin defensive kørsel, og som efter gårsdagens neutralisering af Carapaz tydeligt har indikeret, at han er fint tilfreds med at bruge sin enkeltstart til at gå i top 3 for anden gang i karrieren. I dag bestod han fint den første test, men det vil stadig undre mig, hvis ikke der er stærkere folk end ham, når den defensive kørsel lægges på hylden senere i løbet. Det samme gælder for Wilco Kelderman, der i dag bekræftede det gode indtryk fra indledningen, men som igennem de seneste sæsoner mildt sagt ikke har imponeret i bjergene.

Det har derimod Ben O’Connor, der i dag bekræftede, hvor stærk han er blevet. Selv i forslået tilstand var han i stand til at køre med det bedste, og det gør det bare endnu mere ærgerligt, at han igen var så pokkers uheldig, som han også var det, da han mistede sin top 10 i Giroen i 2018. Heldigvis plejer det at være pil opad for ham i en grand tour, og han har bestemt ikke tabt den tid, der udelukker ham fra podiekampen.

Spørgsmålet er, om Alexey Lutsenko også hører til der. Meldingen var, at han jagtede etapesejre, men hans udtalelser de seneste dage har klart indikeret, at han skiftet holdning. Noget tyder på, at 2. pladsen i Dauphiné har givet ham smag på mere, men det vil altså stadig være en pæn overraskelse, hvis han dels har holdbarheden, dels klatreevnerne til at være en langsigtet trussel. Han må i hvert fald ikke opleve de formdyk, der plejer at være hans kendetegn i grand tours.

Den slags formdyk har Pello Bilbao ikke. Tværtimod er han kendt for sin stabilitet, og hvis han gentager sidste års mirakel fra Giroen, hvor han i sin anden grand tour bare blev bedre og bedre, skal han såmænd nok ende med at snige sig til endnu et topresultat. I dag var han åbenlyst gruppens svageste, men til gengæld ved vi, at han plejer at holde hele vejen. ”Jo flere løbsdage, jo bedre” synes at være hans mantra.

Det ville også være mærkeligt, hvis ikke Bahrain fik en mand i top 10. Nok mistede de Jack Haig grundet styrt, men også i Giroen mistede de deres kaptajn. Her endte plan B alligevel med at blive nr. 2, og selvom samme skæbne næppe overgår Bilbao, vil det være dumt at spille på, at araberne ikke har succes.

Læs også

Emma Norsgaard udtaget til Grand Tour

Det har de nemlig hele tiden i disse tider. Efter de to etapesejre i Giroen, de tre triumfer i Dauphiné og den ene gevinst i Tour de Suisse har de nu allerede vundet to etaper i Touren. De er dog kommet under to vidt forskellige omstændigheder. Hvor Matej Mohoric længe har vist storform og derfor var et oplagt vinderbud, må det være kommet bag på mange, at Dylan Teuns for anden gang på tre år lykkedes med at vinde Tourens første bjergetape.

Det har nemlig været trist at se belgieren på det seneste. Siden coronapausen har han mildt sagt ikke kunnet træde mange buler i de blødeste hatte, og heller ikke hans optakt til dette løb var specielt overbevisende. I dag mindede han os imidlertid op, hvorfor han i 2019 vandt en etape i Touren og erobrede Vueltaens førertrøje. Nok er han en flygtig størrelse, men når han rammer formen, er han knivskarp. Og så plejer han i øvrigt at være her, der og alle vegne, når det lykkes ham at finde den i en grand tour. Det er måske værd at notere sig frem mod kommende udbrudsetaper, at han i Vueltaen i 2019 kørte med om sejren fra et udbrud fem gange på ni dage - og det var vel at mærke de eneste af de ni dage, et udbrud afgjorde etaperne! Da selv den så ustabile Wout Poels viser sjældent god førsteugesform og allerede nu har sikret sig bjergtrøjen, synes der bare at være udsigt til endnu mere succes for araberne - særligt da hvis Poels for første gang i nogen tid finder sine berømte tredjeugesben.

Teuns skal dog nok være glad for, at Michael Woods er så utålmodig. Canadieren har meget svært ved at holde sig i ro, og derfor var det ikke uventet, at han angreb fra bunden af Col de Romme. Det var mildt sagt et optimistisk foretagende af den stærke canadier, der nu endte med at køre sig selv i sænk i modvinden, men i det mindste fik han sat en fed streg under, at han helt i tråd med første del af sæsonen er en af løbets bedste klatrere. Med lidt mere kølighed skal den sejr nok komme - og måske han også har tænkt sig at slås med Bahrain om bjergtrøjen?

Det er nemlig den slags trøstepræmier, der er at kæmpe om - og spørgsmålet er, om der overhovedet bliver den slags krummer til overs. Sidste år vandt Pogacar både den gule, hvide og prikkede trøje, og nu har han allerede erobret de første to med en sådan kraft, at de to konkurrencer allerede synes afgjort. Hvis han vil, kan han utvivlsomt lave et hattrick af trøjer endnu engang - også selvom hans overlegenhed måske nu vil føre til så mange udbrudssejre, at det ikke lykkes.

Det vil i virkeligheden kun være meget passende, hvis det ender sådan. Efter den første udgave af Pogacar Day er der nemlig kun én rytter tilbage i Tourens Superliga - svagt hold eller ej!

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Favoritterne

Egentlig var der lagt op til, at søndagens etape skulle være weekendens hovedret. Med en faldende finale på 8. etape var der nemlig en risiko for, at lørdagens etape ville blive grebet defensivt an og mest af alt blive brugt til at teste benene inden det helt store opgør søndag. Det var i hvert fald sådan, det gik, da vi 2018 også havde Romme-Colombiere-kombinationen i finalen på den første bjergetape. Dengang endte den første bjergetape i en våbenhvile, inden der i den grad blev kørt cykelløb på de to bjergafslutninger de kommende dage.

Sådan gik det langt fra. Tværtimod skabte dagens etape nogle forskelle, så vi skulle tro, at vi gik ind til løbets sidste bjergetape - ikke den første. Det er ret uhørt, at vi efter otte dage befinder os i en situation, hvor kun 14 mand er inden for 10 minutter af Pogacar, og hvor man kan være 6.41 efter og stadig befinde sig i top 10 - vel at mærke uden at det skyldes, at en eller anden lykkeridder har fået et stort forspring via et udbrud.

Nej, søndagens etape får et lidt andet præg, end man kunne have ønsket sig. I stedet for at lægge store planer om, hvordan man mon kan angribe Pogacar, har de fleste hold formentlig en følelse af nederlag allerede nu. Ineos insisterer ganske vist på, at de stadig kører for at vinde, og det kan da heller ikke udelukkes, at krigeren Richard Carapaz stadig tror på, at han kan finde en nøgle til at dirke låsen til Pogacars panser op. Desværre tror jeg, at alle andre i feltet kun kører for 2. pladsen. Det var vist også tydeligt i dag, hvor feltet kørte det defensive løb uden at blotte sig over for hinanden - nærmest som om Pogacar slet ikke var med i løbet. Og det var han vel egentlig heller ikke rigtigt…

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

I det lys vil Pogacars magtdemonstration have en gigantisk indvirkning på, hvordan søndagens etape vil blive kørt. Etapen indbyder egentlig til, at man kan prøve noget fra distancen. Der er tale om en kort, intens dag, hvor der efter dagens sværeste stigning Col du Pré ikke er megen flad vej. Samtidig er opkørslen til Tignes mere lang, end den er svær, og det var egentlig på en sådan dag, at man skulle prøve at isolere Pogacar allerede på Col du Pré. Målbjerget er så let, at det kan blive meget taktisk, og det var netop på et sådant bjerg, at man kunne bringe Pogacar i problemer, ganske enkelt fordi det på et let bjerg kunne være svært for ham bare at køre fra alt og alle.

Problemet er, at han er så overlegen, at han formentlig kan knuse al modstand, selv på et bjerg som dette. Derfor er det måske alligevel svært at gøre løbet så taktisk, og hvis alle alligevel kører mod hinanden og ikke mod sloveneren, er der sikkert ikke engang nogen, der prøver. Det er formentlig kun Ineos, der stadig har lysten - og i øvrigt også styrken - til måske at tage initiativet og lægge et pres tidligt på etapen.

Spørgsmålet er bare, om det skal være allerede nu. Det er vel en anelse for tidligt for Carapaz at satse stort - også fordi han trods alt nok gerne vil have den 2. plads, han burde kunne sikre sig, hvis ikke han laver noget fjollet. Snarere er det vel klogere at tro på, at tiden arbejder for ham og ikke Pogacar og satse på, at sloveneren helt usædvanligt er toppet for tidligt, og at styrkeforholdet kan være anderledes om en uges tid. Jeg tror derfor ikke, vi vil se den helt store Ineos-offensiv, før vi når frem til målbjerget, hvor Carapaz nok skal forsøge sig før eller siden. De seneste dage er han angrebet tidligt og har fået lige præcis intet ud af det, så mon ikke han denne gang venter til finalen?

Det betyder også, at alt taler for, at vi får en udbrudssejr. Hvem i alverden gider at slæbe Pogacar frem til endnu en sejr? Næppe nogen - slet ikke på dette tidlige tidspunkt i løbet. Reelt er der kun to hold, der har styrken og måske lysten til at jagte et udbrud. Det ene er Ineos, men som sagt tror jeg, at de tager den lidt mere med ro, og de går i hvert fald næppe all-in på at vinde etapen. Det andet er naturligvis UAE, men selvom han helt sikkert gerne vil vinde en bjergetape før eller siden, er Pogacar også nødt til at tænke langsigtet med sit skrøbelige hold. Det er nok lidt for tidligt at brænde dem af på at kontrollere en etape, der ikke falder ind under kategorien af ”let kontrollerbare etaper”.

Nej, jeg vil blive ret overrasket, hvis ikke vi får endnu en udbrudssejr, og det åbner selvfølgelig ballet for endnu en vild start, hvor alle vil afsted. Denne gang er starten let med godt 15 flade kilometer, men det virker ikke sandsynligt, at udbruddet allerede kører her. Dertil er interessen for stor, og meget taler for, at det først vil ske på den næsten 10 km lange opkørsel til Megève, hvoraf de første 2,5 km er den meget stejle Cote de Domancy. Det betyder, at chancen for, at vi får et meget stærkt udbrud bestående af klatrere, er ganske stor, og det burde være lette for de stærke folk at gøre forskellen.

Det bliver interessant at se, hvilken rolle den indlagte spurt spiller. I dag forsøgte Michael Matthews og Sonny Colbrelli at gå først i udbrud og siden holde det samlet, og de har helt sikkert blik på spurten igen. Denne gang er starten dog så hård, at de skal være heldige, hvis det skal lykkes at holde det samlet. Det er i hvert fald ikke en strategi, de kan satse på, før vi evt. måtte være oppe i Megève, men vi vil helt sikkert se dem forsøge at ramme udbruddet selv. Det bliver dog svært, for hvis udbruddet kører på den 10 km lange stigning, bliver det så svært, at selv de vil finde det hårdt.

Denne gang tror jeg, at udbruddet kører betydeligt tidligere, end det gjorde i dag. På dagens etape var forskellene ganske små, og starten var ikke alt for svær. Det betød, at det blev meget mere taktisk. Nu er forskellen så store, at UAE næsten kan lade en hvilken som helst gruppe køre. Der er nogle enkelte nøgleryttere, de skal holde øje med, men denne gang burde de kunne lade elastikken knække relativt tidligt.

Mit bud er derfor, at vi får et stort og stærkt udbrud alle i Megève, og det vil formentlig indeholde en stor del af de mange klatrere, der har tabt noget tid. Mange af dem vil sikkert have hjælpere med, hvilket gør dem endnu sværere at hente. Bag dem vil UAE næsten altid kunne lade dem køre relativt langt væk, og jeg tror, at Ineos tror mere på at vinde etapen med Richie Porte eller Tao Geoghegan Hart end på at vinde den med Richard Carapaz. Derfor tror jeg, at briterne vil ramme udbruddet i stedet for at jagte.

Alligevel er en udbrudssejr ikke helt sikkert. Eksempelvis har en fyr som Guillaume Martin sneget sig tilbage i podiekampen, og hvis han eksempelvis rammer udbruddet i den hårde start, vil der være mange podiehold, der vil sætte sig frem for at jagte. I det tilfælde kan udbruddet godt ende med at komme tilbage alligevel, og så kan vi sagt få endnu et Pogacar-show, selvom UAE ikke kører for det. Det er bare næppe etapen, der jagtes. Det er snarere de podierivaler, der måtte være sluppet væk.

Læs også

Reserve leverede kæmpe overraskelse

Alligevel tror jeg mest på, at udbruddet holder. Der er ikke voldsomt mange stærke hold i feltet, og nu hvor Movistar er svækket grundet den skadede Carlos Verona, er det vel kun Ineos og Jumbo, der udover UAE kan skabe samling, hvis de vil. Meget taler for, at de to hold begge vil have en mand med i udbruddet og snarere vil kontrollere end jagte intenst, og da udbruddet vil være stærkt, bør de bedste mand kunne holde hjem. Da jeg ikke tror, at Ineos vil åbne løbet fra distancen, regner jeg med en relativt rolig og kontrolleret dag i feltet, indtil de rammer målbjerget. Her vil vi sikkert se Ineos lægge et pres i et forsøg på at sætte Carapaz i scene til som minimum at vinde tid på podierivalerne - og så må Pogacar se, om han har lyst til at køre fra alt og alle, eller om han vil være mere defensiv og vente med at gøre forskellen til sidst.

Det mest sandsynlige er altså, at vi får to løb i løbet, hvor et udbrud skal afgøre etapen. Den hårde start betyder, at det hele bliver en anelse mindre tilfældigt, og det er relativt få ryttere, der vil være i stand til både at ramme udbruddet og derefter gøre det færdigt. Igen er vejret en nøglefaktor, for det ser ud til at blive endnu mere regnfuldt og ikke mindst koldere, end det var det i dag. To gange skal de op i 2000 m højde, og ved målet i Tignes vil det kun være knap 10 grader. Særligt nedkørslen fra Roselend vil være iskold, og det er en faktor, man skal tage med - spørg bare Alejandro Valverde, der igen i dag måtte sande, at han aldrig bliver en god ven af dårligt vejr.

En anden faktor er højderne. For første skal rytterne smage på den iltfattige luft, og det er der nogle, der klarer bedre end andre. Endelig er det værd at bemærke, at målbjerget ikke er specielt svært. Det er længden mere end procenterne, der gør forskellen, og chancen for, at de fleste af favoritterne kommer til mål sammen, som de gjorde det i dag, er i hvert fald stor. Også i et udbrud vil det være sværere at gøre forskelle, end det var det i dag.

På den slags bløde alpestigninger er vinden altid afgørende. Den er desværre ikke helt let at blive klog på, fordi vindretningen synes at skifte en del i løbet af eftermiddagen, som den ofte kan gøre det i bjergene. Det ser dog ud til, at vi får vestenvind. Det bør give en let sidemedvind det meste af vejen, men på de sidste 5 km er det altså mest modvind, og derfor kan det blive svært at komme væk, når stigningen tager lidt fat igen til sidst. Derudover er selve finale jo altså flad, og kombineret med vinden gør det, at en god spurt ikke helt ligegyldig.

Med troen på en udbrudssejr vælger jeg at pege på Michael Woods som favorit. Nok vandt han ikke etapen i dag, men han var vel udbruddets stærkeste mand. I starten af etapen var han alt for ivrig, og han brugte et hav af kræfter. Siden missede han udbruddet, men kom via en hård opkørsel alligevel op til fronten. Senere var han igen for ivrig og angreb for tidligt, så han sled sig selv op i modvinden. Og alligevel endte han etapen som nr. 3!

Det siger lidt om, hvor velkørende Woods er, men det undrer ikke. Han har været flyvende hele året, og det vil undre, om ikke han er med i igen i morgen. Han fortalte efter dagens etape, at bjergtrøjen er et mål, og da denne etape byder på et hav af point til etapevinderen, er det en nøgledag for alle med prikkede ambitioner. Med den hårde start og udsigt til, at udbruddet kører lidt tidligere end i dag, burde han kunne komme afsted uden at bruge alle de kræfter, han brugte i dag.

Spørgsmålet er så, om han har friskheden til at gøre det færdigt. Han brugte mange kræfter i dag, og hvis han også vil jagte bjergpoint undervejs, koster det. Det er imidlertid velkendt, at det ofte i grand tour er de samme ryttere, der er afsted igen og igen, og Woods viste blandt andet i Vueltaen sidste år, at han er en mester i at komme afsted mange dage i træk. Samtidig har han efterhånden udviklet sig til lidt af en specialist i dårligt, og etapen minder med sit vejr og sine høje højder utroligt meget om den kongeetape i Romandiet, han vandt tidligere i år. Det knap så stejle målbjerg passer ham ikke så ideelt, men det er heldigvis dejligt urytmisk og ikke en dieselstigning, der passer dårligere til den eksplosive Woods. Med sin gode spurt kan han tillade sig at køre løbet mere defensivt i modvinden, og han behøver ikke nødvendigvis være stærkeste mand. Det er nok at være hurtigst. Hvis ikke han er alt for træt eller igen bruger for mange kræfter, burde der stå Woods med flammeskrift ud over denne etape, og derfor tror jeg, at han vinder.

Som sagt minder etapen meget om kongeetapen i Romandiet, når man ser på vejr, højde og længde af målbjerget (som dog var betydeligt sværere dengang), og bag Woods var det Ben O’Connor, der blev nr. 2. I det hele taget må australieren være yderst begejstret for dette alenlange målbjerg, der i sit design faktisk minder uhyggeligt meget om Madonna di Campiglio, hvor han sidste år vandt sin Giro-etape. Modsat Woods er han ikke hurtig i en spurt, men bjerget er svært og langt nok til, at bedste udbryder kan køre alene hjem. Det gjorde han i Giroen, og dengang var bjerget noget lettere end dette.

I Romandiet viste O’Connor i hvert fald, at han er god i dårligt vejr. Han elsker lange stigninger og mange højdemeter, og vi har gennem hele sæsonen set, at hans topniveau er skræmmende højt. I dag så vi også, at han er kommet sig over sine skader, og med den hårde start burde en ren klatrer som O’Connor kunne ramme udbruddet. Mit eneste problem med O’Connor er, at han ligger lidt for godt til i klassementet. Hans tilstedeværelse kan sagtens betyde, at udbruddet bliver holdt i kort snor gennem hele dagen. På den anden side er det ikke en mand, de stærkeste hold - Jumbo, Ineos og UAE - nødvendigvis skal hente. De skal bare holde ham i snor. Derfor burde han kunne få den frihed, han skal bruge.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Til dagens etape pegede jeg på Richie Porte, men trods forsøg lykkedes det ham aldrig at komme afsted. Senere stod det hurtigt klart, at han ikke har sine Dauphiné-ben, og derfor er jeg usikker på, om han faktisk kan gøre det færdigt. Det burde dog være helt oplagt, at Ineos på denne etape først og fremmest skal gå efter at vinde etapen fra udbrud, og derfor må målet være at få enten Porte eller Geoghegan Hart afsted. Med den hårde start burde chancen for, at Porte rammer rigtigt være relativt god, og i dag førte han trods alt så hårdt i feltet, at han fik vist, at formen ikke er ringe - den er bare ikke i top. I et udbrud bør han derfor være en af de bedste, men han har tre udfordringer. Er formen god nok? Kan han gøre forskellen på en stigning, der ikke er alt for svær, når han ikke kan lukrere på en spurt? Og hvordan påvirkes han af det dårlige vejr, der ikke er hans spidskompetence? Klarer han de hurdler, burde han kunne vinde denne etape og redde lidt af Touren for Ineos.

I dag vandt Dylan Teuns, og logikken burde så tilsige, at han ikke gør det igen. Som skrevet i analysen skal man dog passe på med at undervurdere belgieren. Når han rammer denne form, er han et udbrudsuhyre. Det så vi i Vueltaen i 2018, hvor der mellem 9. og 17. etape var fem udbrud, der kørte hjem. Teuns var med alle dage, og han blev hhv. nr. 3, 5, 4, 3 og 2!!! I dag viste han, at formen er mindst lige så god som dengang, og så er han bestemt en kandidat igen. Han er god i dårligt vejr, og selvom disse stigninger egentlig er for lange for ham, forhindrede det ham ikke i at vinde i dag. Måske er der på store bjergetaper som denne bedre folk end ham - han skal eksempelvis vise, at han kan klare højderne - men han vil blive hjulpet af et målbjerg, der er relativt let og har modvind til sidst, især hvis han er lidt træt efter i dag. Blandt klatrerne er han en af de hurtigste, selvom en flad spurt ikke er hans spidskompetence. Med hans Vuelta-historik in mente vil det være dumt at udelukke, at Teuns vinder igen.

Ellers kan Bahrain satse på Wout Poels. Man ved aldrig med den hollandske lottokupon, men i dag var han uhyre overbevisende. Vi er efterhånden blevet vant til, at han bruger alt for mange kræfter på soloridt tidligt på etaperne for siden at eksplodere i finalerne. I dag kostede hans to tidlige soloridt utvivlsomt også et bedre resultat, men han undgik at eksplodere. Det vidner faktisk om, at Poels var en af dagens stærkeste, og når vi kender ham, ved vi, at han plejer at blive bedre og bedre undervejs. Han har åbenbart også bjergtrøjen som sit helt store mål., og derfor skal han afsted på denne nøgleetape. Jeg er bange for, at jagten på bjergpoint kan koste for mange kræfter, og at han igen spilder for mange af dem tidligt, men undgår han det, viste han i dag, at han kan vinde, også fordi han ikke er en helt ringe afslutter og plejer at gøre det godt i dårligt vejr.

Kan Miguel Angel Lopez rejse sig? Det kan vel ikke helt udelukkes. Ganske vist har han været milevidt fra sit niveau hidtil, men han har bestemt heller ikke været heldig. I dag var han igen i asfalten, og det kostede utvivlsomt kræfter til sidst. Denne etape med iltfattig luft og et langt målbjerg rimer jo ret godt på manden, der kørte fra Roglic og Pogacar i den iltfattige luft på Col de la Loze sidste år, og vi ved, hvor tårnhøjt et topniveau, Lopez har. Det er trods alt ikke mange uger siden, han var en af de allerskarpeste i Dauphiné og efterfølgende vandt på Ventoux. Den form burde ikke være helt væk, og det vil i hvert fald være dumt at afskrive Lopez i mere end 2000 m højde.

Al logik siger, at etapen er for svær for Omar Fraile. I dag sagde al logik dog også, at Fraile under ingen omstændigheder kunne sidde hos favoritterne. Ikke desto mindre var det Fraile, der førte for Lutsenko det meste af vejen op ad Col de Romme - længe efter at mange af klassementsrytterne var faldet fra. Fraile er imidlertid en ustabil størrelse, der sjældent kører to gode etaper i træk, men det er svært at komme udenom, at han var skræmmende god i dag. Den første stigning passer ham godt, og herefter vil det være et spørgsmål om at overleve i bjergene. Meget taler for, at bjerget til sidst er for voldsomt, og at højdemeterne er for mange, men efter i dag kan han ikke afskrives - slet ikke på et lidt lettere bjerg med modvind til sidst. Han slår næsten alle i en spurt, og vi skal ikke glemme, at han imponerede stort på Lagos di Covadonga i 2016. På sine store dage kan Fraile godt køre i høje bjerge. Det viste han i dag. Viser han det igen i morgen, kan han tage karrierens anden etapesejr - særligt fordi en basker rimer på regnvejr.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Julian Alaphilippe. I dag blev indtrykket fra de første dage bekræftet, nemlig at han ikke er på toppen. Omvendt kørte han ikke en dårlig etape, og til sidst så det ud til, at han sparede kræfter til kommende etaperidt. Med den hårde start anser jeg det faktisk næsten som sikkert, at Alaphilippe, der altid er en mester i at starte etaperne stærkt, rammer udbruddet. Min bekymring er, om han kan gøre det færdigt. Med den form, han har nu, er han ikke nogen mester på lange stigninger, og mit bedste bud er, at han kommer til kort på så langt og højt et målbjerg - også fordi han er kendt for at have det svært med kulde. På den anden side er det et let bjerg, hvor der er modvind til sidst, og Alaphilippe slår alle løbets potentielle udbrydere på stregen. Han skal bare køre et defensivt løb og sidde på hjul hele vejen op til Tignes. Kan han det på så langt et bjerg, når hans form er, som den er nu? Jeg tror ikke rigtigt på det, men som vinderkandidat må Alaphilippe på så let et målbjerg naturligvis rangere højt - især fordi det er svært at tro, at han misser udbruddet.

Ineos’ andet bud er Tao Geoghegan Hart, men han er godt nok ikke let at blive klog på. Han blev fanget bag styrtene de første dage, men har ikke selv været nede, og han er derfor ikke skadet. I går var han imidlertid helt væk, og når man ser på, hvordan han har kørt i et skidt, skidt 2021, var det ganske urovækkende. I dag så han imidlertid ganske stærk ud, og han sad længe hos favoritterne. Han har helt åbenlyst ikke sin Giro-form, og på baggrund af hans præstation gennem hele sæsonen og på 7. etape har jeg mest på fornemmelsen, at han vil eksplodere, hvis han rammer det rette udbrud. Dagens præstation var dog god nok til, at jeg bestemt ikke bliver overrasket, hvis han vinder. Vi ved, hvor skræmmende god han var i Giroen sidste år, og på så let et målbjerg med modvind i finalen kan han lukrere på den suveræne spurt, vi senest så, da han blev nr. 2 bag Alejandro Valverde på 6. etape i Dauphiné.

Nu vi er i gang med lottokuponerne… Vi er vel nødt til at nævne Sepp Kuss igen. I dag ramte han udbruddet, men da det virkelig gjaldt, faldt han helt igennem. Selv mente han, at han havde brugt for mange kræfter tidligt, og det er da også sandt, at han ikke ligefrem sparede sig undervejs. Alligevel var hans præstation overraskende ringe. Det kan dog meget vel skyldes vejret, for vi så også i Vueltaen og Romandiet, at han har det meget svært med kulde og regn. I det lys tror jeg ikke rigtigt på ham på en dag, hvor vejret bliver endnu værre, men omvendt ved vi også, at Kuss’ niveau kan svinge enormt fra dag til dag. Vi ved, at han er en af verdens bedste klatrere, og når han rammer dagen, er han formentlig umulig at have med at gøre - også selvom dette bjerg nok er lidt for let til, at han nødvendigvsi kan vinde, selvom han måtte være stærkeste mand.

Det var godt at se Ion Izagirre i dag. Efter en svær tid bekræftede han, at den gode klatring fra Dauphiné ikke var et tilfælde, og havde han ikke brugt dumme kræfter på sin tur i en sydfransk indkørsel, kunne han måske have matchet Teuns til sidst. Desværre er Izagirre ikke rigtigt en grand tour-rytter, og det er sjældent, at han er i udbrud to dage i træk. Det er dog også svært at benægte, at det bliver endnu mere Izagirre-vejr, end det gjorde i dag, og at både vejr og blødt målbjerg minder utroligt meget om Formigal-etapen i efterårets Vuelta, hvor han vandt. Izagirre er pr. definition god i regnvejr, og han har al den frihed, han vil bruge. Til gengæld passer et langt målbjerg ikke så godt til en mand, der er bedre på kortere stigninger, og som sagt er han sjældent manden for at ramme udbruddet flere dage i træk. Til gengæld mindede han os i dag om, at han mod klatrere godt kan spurte, som vi også så, da han vandt en etape i Baskerlandet tidligere i år. I dette vejr tør jeg ikke afskrive en tydeligvis formstærk Izagirre.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

I dag viste Simon Yates, at formen ikke var helt så ringe, som man fornemmede i går, men det er også åbenlyst, at han ikke er på toppen. Allerede inden etapen ærgrede han sig over, at han havde brugt for mange kræfter på fredagens udbrud, og derfor tror jeg, at han efterhånden har brug for en fridag. I forvejen er han ikke nogen ørn til restitution, og her er han tillige ikke i topform. Mit bedste bud er derfor, at han igen kommer til kort, hvis han rammer udbruddet - også fordi Giroen gjorde det helt åbenlyst, at kulde og regn ikke er hans spidskompetence. På den anden side er Yates en klasserytter, og der var betydeligt mere bund i hans angreb på Colombiere, end jeg havde ventet efter hans præstation på 7. etape. Det lange målbjerg og højderne passer ham ikke rigtigt, men det er omvendt ikke specielt svært, og modvinden hjælper. Med sin gode spurt er han bestemt ikke chanceløs, hvis han er mindre træt, end han gav udtryk for efter dagens etape.

Stigningens karakter gør, at jeg kunne have lidt fidus til Patrick Konrad. Østrigeren er nemlig en af de hurtigste afsluttere, og med modvind og blødere procenter kan det være et våben, han kan lukrere på. På den anden side er Konrad ikke en mand til lange stigninger og høje bjerge, og i år har han faktisk været en kronisk skuffelse. Det ændrede sig dog lidt i går, hvor han imponerede stort i udbruddet og lignede en af de klart stærkeste, og selvom det eksplosive terræn passede ham bedre, klatrer han trods alt så godt, at han to gange er gået i Giroens top 10. Bora sagde i dag, at de var friske på at ramme udbruddet, og det skal utvivlsomt være med enten Konrad eller Buchmann. I lyset af stigningen karakter er Konrad nok den af de to, der har den bedste chance for faktisk at gøre det færdigt.

Efter dagens nedtur skal Trek og Bauke Mollema jagte etaper, men jeg kan ikke helt for alvor tro på hollænderen. Siden april har han aldrig fundet formen, og i Giroen var han decideret skuffende, da han underpræsterede i det ene udbrud efter det andet. Den slags giver anledning til bekymring, men det er også svært at benægte, at Mollema har set meget bedre ud i dette løb. I dag viste han, at han stadig ikke er på sit gamle niveau, men hans start var lovende, og han plejer at være god til at ramme udbruddene. Han er god i dårligt vejr, og selvom Larciano mindede os om, at hans flade spurt ikke er, hvad den var engang, kan han godt slå et par klatrere på stregen. Det lange målbjerg passer godt til Mollemas dieselegenskaber. Spørgsmålet er bare, om han stadig er god nok til at gøre det færdigt.

Set med danske øjne er det Jakob Fuglsang, der skal satses på, men desværre har starten af løbet ikke beroliget mig efter et år, hvor han stadig har til gode at finde sit bedste niveau. Han blev sat på Mur-de-Bretagne, og i dag faldt han også relativt tidligt fra. Til gengæld har han nu tabt masser af tid, og med den gode start vil det undre mig, hvis ikke han rammer udbruddet. Spørgsmålet er så bare, om han også er god nok til at gøre det færdigt. Det har jeg min tvivl om, også fordi det er et lidt blødt målbjerg, hvor spurtsvage Fuglsang kan få svært ved at komme af med de hurtigere folk. Omvendt bliver det Fuglsang-vejr, og etapens mange højdemeter og det lange målbjerg passer godt til hans dieselmotor. I det lys er det vel ikke helt uden for skiven at tro på årets første danske etapesejr, selvom det ser svært ud.

I går var jeg meget i tvivl om, hvilken form Guillaume Martin er i, men i dag blev vi klogere. Desværre står det klart, at han stadig ikke har fundet sit højeste niveau i år, og samtidig har han kompliceret situationen for sig selv. Nu er han nemlig så langt fremme i klassementet, at hans frihed kan være begrænset, når podiekandidaterne begynder at sætte deres hold til at jagte. Han har dog ikke tabt så meget, at han er livsfarlig, og vi kender ham godt nok til at vide, at han vil gøre alt for at ramme udbruddet, og at det oftest lykkes, når han vil. Hans form synes også at have været i fremgang gennem hele sommeren, og disse længere stigninger passer ham vel endnu bedre, end de gjorde i dag. Han kan også godt afslutte, så den helt store opgave bliver at vise, at han kan finde de procent, han desværre har manglet gennem hele sæsonen.

En anden rytter, vi blev klogere på i dag, er Emanuel Buchmann. Tyskeren var ellers lige blevet optimistisk, men ifølge ham selv mærkede han hurtigt, at han ikke havde benene. Formodningen er, at hans dieselmotor vil gøre ham god i den tredje uge, men spørgsmålet er, om ikke denne etape kommer for tidligt - særligt fordi han i år aldrig har fundet sit højeste niveau. Omvendt er disse lange dieselstigninger jo skabt til Buchmann, og han er en af de ryttere i feltet, der har topniveauet til at gøre det færdigt, hvis han rammer en bedre dag, end han havde i dag.

I dag kom Pierre Latour ned på jorden igen efter sin flotte start, og dermed blev vi igen mindet om to ting, nemlig at han aldrig holder niveau i tre uger, og at han i år har haft det meget svært i de høje bjerge. Desværre er tendensen, at hans formkurve er entydigt nedadgående i grand tour, og derfor er jeg ikke specielt optimistisk på hans vegne. Omvendt har han før været svingende, som vi så, da han i sin første Vuelta vandt en etape i den tredje uge. Hans start var jo uhyre lovende, og han var god så sent som på 7. etape. Det lidt lettere målbjerg gør det også nemmere for den lidt tunge Latour, der ellers er bedst i mere eksplosivt terræn. Og han har da i hvert fald spurten til at gøre det færdigt.

Man er vel også nødt til at nævne de to fallerede colombianere, Esteban Chaves og Nairo Quintana , men det er svært for alvor at tro på dem. Begge er kendt for på deres gamle dage at være uden restitutionsevne, og allerede i dette løb kan vi se, hvordan de efter en god start bare er blevet ringere og ringere. Omvendt eksploderede Chaves ikke totalt i dag, og Quintana var betydeligt bedre end under fredagens offday. På denne etape kan de i hvert fald lukrere på højderne, der altid passer godt til colombianere, og vi har før set, at de har fundet benene lidt pludseligt i en grand tour. Det var tilfældet for Chaves, da han vandt en etape i Giroen i 2019, og det var tilfældet for Quintana, da han vandt Tourens kongeetaper i både 2018 og 2019. Lige nu tror jeg slet ikke rigtigt på dem, men grundet deres topniveau må de nævnes i en rangering af ryttere baseret på vinderpotentiale.

Endelig er jeg nødt til at nævne Matej Mohoric. Det vil være lidt af en sensation, hvis han vinder en bjergetape med mål på en 20 km lang stigning i den iltfattige luft, men hans form er altså ganske imponerende. Allerede på dette tidspunkt i en grand tour handler meget om friskhed, og Mohoric har bekræftet, at det tårnhøje niveau, han viste i Slovenen inden løbet, er intakt. Her så vi ganske vist også hans begrænsninger på stigningerne, og derfor vil det være en overraskelse, hvis han vinder. Med den nuværende form tør jeg bare ikke hel afskrive ham, når vi taler om et målbjerg, der ikke er alt for svært.

Jeg tvivler på, at der bliver plads til udbrud for løbets top 10-ryttere, og jeg har lidt svært ved at se, at Aurelien Paret-Peintre, Mattia Cattaneo og Sergio Henao, der alle virker velkørende, kan gøre det færdigt i et udbrud, der helt sikkert bliver meget stærkt. Det var opløftende at se Alejandro Valverde jagte udbrud i dag, men hans problemer i kulden blev nok engang udstillet, og med udsigt til en endnu koldere dag i morgen tror jeg, at han har tabt moralen allerede inden etapestart. Jeg ville gerne pege på Dan Martin, der med sin spurt står godt på et målbjerg som dette, men efter at han fejlede på 2. etape og i dag blev sat tidligt, er der intet, der tyder på, at han har formen. Louis Meintjes burde have gode chancer for at ramme udbruddet, som han forsøgte i dag, men heller ikke han burde have niveauet til at gøre det færdigt, og det har Vincenzo Nibali, Kenny Elissonde og Steven Kruijswijk heller ikke nu. Jeg overvejede, om Michal Kwiatkowski og Jonathan Castroviejo kan udnytte den ekstra frihed til at vinde etapen, men det er svært at se dem vinde på så langt et bjerg. Lucas Hamilton ser ud til at være kommet helt skævt ind til løbet, og selvom de ser ud til at kunne blive stærke senere i løbet, ligner Mark Donovan og Ruben Guerreiro ikke vindere lige nu - selvom sidstnævnte altid er farlig i dårligt vejr. Sergio Higuita viste igen i dag, at han har det svært i de høje bjerge, Tiesj Benoot bekræftede sin dårlige form, og Jesus Herrada synes slet ikke at være kommet sig over det tidlige styrt, som heller ikke Warren Barguil er det. Intet tyder på, at Pierre Rolland har den form, han endnu ikke har fundet i år, og heller ikke Elie Gesbert eller Nans Peters er på toppen efter sin covidsygdomme. Cristian Rodriguez har været god i år, men niveauet her er for højt, og Neilson Powless så ud til i dag at betale en pris for sit styrt i går. Endelig er Carlos Verona sat helt ud af spillet efter gårsdagens styrt.

Som sagt kan det ikke afvises, at der alligevel bliver samling til sidst, men så er al spænding formentlig kvalt. Jeg vil tro, at Tadej Pogacar griber løbet lidt mere defensivt an denne gang, men han er formentlig også så overlegen, at han lige så godt kan angribe undervejs - særligt hvis han bliver isoleret og bliver sårbar. Meget taler for, at han igen vil køre alene, i hvert fald hvis etapesejren er på spil, og selv hvis han vælger den defensive strategi, slår han alle i en spurt. Derfor er der i virkeligheden ikke grund til at nævne andre end ham, men det er klart, at Richard Carapaz igen i dag viste, at han er løbets næstbedste mand, og han kan håbe, at de højder, der viste lidt svaghed hos Pogacar på Col de la Loze, måske kan komme ham lidt til gavn. Blandt de øvrige frygter jeg, at det igen kan blive svært at gøre forskelle på en relativt let stigning med modvind til sidst, men er der to, der kan true Carapaz som næstbedste mand, vil jeg tro, at det er Jonas Vingegaard og David Gaudu samt måske Enric Mas og Ben O’Connor, der i hvert fald begge vil elske denne dieselstigning og bare bliver bedre og bedre. Mas og O’Connor lider dog under en ringe spurt, som Vingegaard og Gaudu til gengæld har i et større omfang, men til gengæld kan danskeren være forslået. Manglende udskilning vil være til fordel for Alexey Lutsenko, Rigoberto Uran og Wilco Kelderman, der næppe er i stand til at køre offensivt mod de bedre klatrere, men til gengæld er hurtige i den flade spurt til sidst. Det burde Pello Bilbao også være, men det er i dag sjældent, han spurter, og han var i dag den klart svageste i favoritgruppen. Wout van Aert bør ikke kunne følge de bedste, selvom stigningen ikke er alt for svær.

Feltet.dks vinderbud: Michael Woods

Øvrige vinderkandidater: Ben O’Connor, Richie Porte

Outsidere: Dylan Teuns, Wout Poels, Miguel Angel Lopez, Omar Fraile, Julian Alaphilippe

Jokers: Tao Geoghegan Hart, Sepp Kuss, Ion Izagirre, Simon Yates, Patrick Konrad, Bauke Mollema, Jakob Fuglsang, Guillaume Martin, Emmanuel Buchmann, Pierre Latour, Esteban Chaves, Nairo Quintana, Matej Mohoric

Kandidater til favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Tadej Pogacar,…, Richard Carapaz, David Gaudu, Jonas Vingegaard, Enric Mas, Ben O’Connor, Alexey Lusenko, Wilco Kelderman

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Michael Rasmussens sejr fra 2007.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET