Ruten

At Pyrenæerne i år findes i en sjældent blød udgave, bliver man forvisset om, når man ser på profilen for årets anden og allerede sidste etape i den sydvestlige bjergkæde. De fire bjerge undervejs på den blot 154 km lange etape er ganske udfordrende, men store dele af etapen finder også sted i den flade dal, ligesom der langt fra toppen af sidste stigning til mål. Man skal dog ikke undervurdere dagens sidste udfordring, den berømte Col de Marie-Blanque, som hører til blandt Pyrenæernes stejleste stigninger, og selvom det nok er tvivlsomt, om man vinder løbet på turen til Laruns, er der rigeligt terræn til, at en dårlig dag kan blive en endog meget dyr affære.

Med en distance på bare 153,0 km er der tale om endnu en kort, intens bjergetape, der fører feltet fra Pau til Laruns. Pau er på programmet hvert år og kendes som byen for foden af Pyrenæerne, men der er faktisk et stykke vej frem til tinderne. Derfor er den første del af etapen da også ganske let, idet man følger en flad vej mod nordvest, inden man hurtigt sætter kursen mod syd med retning mod bjergene. Allerede efter 9,5 km når man toppen af den lille kategori 4-stigning Cote d’Artiguelouve (2,3 km, 4,5%), der er en ganske let stigning uden stejle passager, inden man fortsætter mod syd igennem fladt terræn. Kort efter drejer man mod sydvest, men det ændrer ikke på, at terrænet er fladt, og sådan fortsætter det, mens man slutteligt kører det sidste stykke mod syd ned til Pyrenæerne.

Etapen ændrer karakter, når man rammer kategori 1-stigningen Col de la Hourcère (11,1 km, 8,8%), der er en helt ny stigning, men som er en lille perle. Således er den meget vanskelig med en særligt svær første halvdel, hvor de første 6 km stiger med mellem 8 og 11,5%, herunder med i alt 3 km med mere end 10% i snit. Herefter bliver det lettere, selvom der fortsat venter to km med 9-10%, inden man efter 69,0 km når toppen. Her venter en kort og ikke vanskelig nedkørsel, der fører mod sydøst, inden man drejer mod sydøst for at køre det sidste stykke op til toppen af kategori 3-stigningen Col de Soudet (3,8 km, 8,5%), der efter en let første kilometer har 1000 m med 11% og slutteligt stiger med godt 8% over de sidste 1800 m frem til toppen, som rundes efter 78,0 km.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Herefter bliver det meget lettere. En tekniske nedkørsel snor sig mod nord tilbage til dalen, hvor en flad dalvej leder mod nordøst frem til Arette. Her kører man igennem fladt terræn mod øst og siden syd forbi dagens spurt, der efter 99,0 km kommer på en lang, lige og let faldende vej, inden etapen tager fat igen, når man drejer mod sydøst for at passere kategori 3-stigningen Col d’Ichere (4,5 km, 6,1%), der er en meget jævn stigning med top efter 115,5 km. En teknisk nedkørsel leder mod øst, inden man følger en flad dalvej mod først nord og siden øst frem til dagens hovedmenu.

Den består af en Pyrenæernes stejleste stigninger, kategori 1-bjerget Col de Marie-Blanque, som bestiges fra vest. Den er blot 7,7 km, men stiger med hele 8,6% i snit og kan deles i to dele. De første 3 km er lette med stigningsprocenter på 4-6, inden en kilometer med 7,4% agerer opvarmning til den svære dele. De næste tre kilometer stiger nemlig med hhv. 10,5%, 12,2% og 13,6%, inden det går med 9,9% over de sidste 700 m frem til toppen, hvor der tillige er en bonusspurt. Herfra resterer 18,0 km, som indledes med en nedkørsel, som på den nedre del er teknisk, inden man drejer mod syd for at følge en let stigende dalvej over de sidste 6 km, hvor man kører langs Le Gove d’Ossau-floden. De er uden skarpe sving, indtil man bugter sig ind på den 800 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning. Hele vejen stiger det let, den sidste kilometer med 0,9% i snit.

Etapen byder på i alt 3500 højdemeter.

Laruns har kun én gang i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var i Touren 2018, hvor Primoz Roglic sejrede på løbets sidste bjergetape, efter han havde angrebet i ét væk på vej op ad Col d’Aubisque og siden - måske med lidt hjælp fra et par motorcykler - kørte væk fra de øvrige favoritter på nedkørslen.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Vejret

Over natten vil vejret slå om. Søndag bliver hundekold med en temperatur i målbyen på bare 13 grader, og det vil generelt være en skyet dag med kun lidt sol. Bygerisikoen er på ca. 15% hele dagen. Vinden vil bare være svag til let og komme fra nordvest. Det giver direkte medvind, indtil man får sidemedvind på de to første stigninger. Dernæst er der mod-og sidemodvind frem til spurten efterfulgt af et kort sidemedvindsstykke. Mod slutningen er der sidemodvind fra bunden af Ichere, indtil man efter nedkørslen fra Marie-Blanque får sidemedvind på hele det flade stykke ind til mål.

Analyse af 8. etape

Det kan godt være, at det først er søndag, at vejret forandrer sig til det værre, men alligevel var skyerne kulsorte over UAE-hotellet i går aftes. Efter en præstation på den indledende alpeetape, der med ét havde katapulteret ham op i rollen som største udfordrer til løbets to magtfulde supermandskaber, led guldfuglen Tadej Pogacar nemlig et af de nederlag, man på forhånd kunne have frygtet. Nok er det arabiske mandskab kommet til Frankrig med en hær af klatrere til at bakke ham op, men til gengæld skal man spejde langt efter de fladbaneryttere, der meget ofte spiller en rolle i de forblæste egne af Frankrig. Den disposition blev dyr, da vinden fejede Pogacar og hans bjergvenner til side og præcis som for et år siden i Vueltaen mindede ham om, at man ikke kan negligere vindblæste etaper i en grand tour.

Den slags nederlag kunne nok have knækket mangen en ungersvend, der i en alder af bare 21 står med hele ansvaret for succes på et af sportens rigeste og mest succesrige mandskaber, der endda stræber efter inden for få år at blive verdens bedste. Sådan går det bare ikke med Pogacar. Lige så brølstærk hans åbenlyst imponerende fysik er, lige så iskoldt og roligt er der i lille hoved, der hviler på den imponerende slovenske krop.

Pogacar er ikke typen, der lader sig knække. Det gjorde han ikke, da han i sidste års Tour of California fik sig en lussing og blev slået af Kasper Asgreen på en etape, hvor han havde bragt sig i en klar favoritposition, for bare få dage senere knuste han alle på kongeetapen. Det gjorde han ikke i årets UAE Tour, hvor han var kommet til ørkenen som den store favorit med hele værtsnationens forventninger på sine skuldre, og hvor han efter en gedigen lussing fra Adam Yates på første bjergetape svarede igen ved at vinde den sidste bjergetape, inden der gik corona i den.

Og det gjorde han slet ikke i sidste års Vuelta. Det slovenske vidunderbarn var som altid rusten på de første to bjergetaper og lignede ikke en podiekandidat, før han kørte fra alt og alle i Andorras rædselsfulde uvejr. Og det gjorde han ikke, da hans podieplads pludselig så ud til først at blæse væk på den højdramatiske sidevindsetape for siden at blive knust af en sjælden offday på løbets næstsidste bjergetape.

To dage senere kom nemlig et svar, de færreste glemmer. På løbets sidste bjergetape var der en faldende finale og kun bløde stigninger, der pegede i retning af, at det var en umulig opgave at indhente de 1.18, der adskilte ham fra den podieplads, som ville være en næsten uhørt bedrift i en grand tour-debut - et resultat, det i nyere tid kun er Andy Schleck, der har opnået ved sin Giro-debut i 2007. Men da først Miguel Angel Lopez havde angrebet sig selv i stykker, greb Pogacar momentet i en lille stilstand med et angreb, der åbenlyst blev accepteret af vennen og landsmanden Primoz Roglic, og som endte med at indbringe ham en vanvittig tredje etapesejr i sin allerførste grand tour og katapultere ham op på Roglics side på det podium, der var stillet op i Madrid bare 24 timer senere.

På den baggrund skulle vi egentlig slet ikke være overraskede over det, vi var vidner til i dag på den første etape i Pyrenæerne. Guldfuglens geniale gensvar er efterhånden blevet noget, vi allerede er vant til, og det var i det hele taget helt umuligt ikke at føle sig hensat til lørdag d. 14. september 2019. I dag var der nemlig også tale om en bjergetape med en faldende finale, en Pogacar, der havde lidt en forudgående lussing og et gensvar, der kom så eftertrykkeligt, at det stadig runger helt oppe i vores bornholmske ekkodal.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Denne gang er der imidlertid mere grund til bekymring for rivalerne. I Spanien havde Pogacar allerede tabt så meget tid i vind, på enkeltstart og på den klassiske rustne start, at sejren var uden for rækkevidde. Det er den til gengæld ikke denne gang, hvor han tværtimod står i en uhyre gunstig position. Den rustne start, vi kender fra stort set alle hans etapeløb - korte som lange - er nemlig totalt udeblevet, og hvis han følger sit klassiske mønster, har formpilen for ham kun én vej: opad. Og med tanke på den lethed, hvormed han lancerede sine to angreb i dag, kan det være næsten skræmmende at tænke på, hvad der venter det øvrige favoritfelt, når feltet rammer Alperne i den tredje uge - især hvis vi får det efterårsvejr, der varsles i morgen, og som den slovenske regnvejrsdreng elsker.

Det må vække bekymring selv hos landsmanden og vennen Roglic. For et år siden var det helt klart, at der blev givet løbepas og vennetjenester, både da sejren på Los Machucos blev foræret som en gav af Vueltaens hersker, og da Pogacar ”fik lov” at køre væk i Madrids bjerge. I dag var det imidlertid knap så klart, hvor meget der var velvilje, og hvor meget der var mangel på styrke, da Roglic undlod at svare på vennens andet angreb.

Første gang havde han nemlig som en mis med vanlig autoritet spurtet op i Pogacars baghjul, men da landsmanden angreb igen, forblev det glubske slovenske monstergab lukket. Responsen på det første angreb antyder åbenlyst, at en Roglic i fuldt firspring også have reageret anden gang, men spørgsmålet var, om det var udtryk for en lille krise eller et velovervejet valg.

Vi ved nemlig, at Roglic har én mission i dette løb: at spare på kræfterne, så han kommer lettest muligt frem til enkeltstarten, hvor løbet skal vindes. Vi ved også, at Pogacar nu har tabt lidt tid, der ikke gjorde ham til en umiddelbar trussel mod hans position som løbets umiddelbare favorit. Og vi ved også, at Jumbo i dag viste en sårbarhed, som man allerede kunne fornemme i Nice, men som siden blev lagt til side efter den overbevisende kørsel på den lille alpeetape i tirsdags.

Roglic var nemlig i en sårbar position. Og i det lys var det måske meget klogt kun at svare på de ryttere, der stod som en umiddelbar trussel mod hans placering i klassementet. I hvert fald reagerede han heller ikke, da Mikel Landa og Richie Porte siden sneg sig, men så snart en yderst velkørende Nairo Quintana rørte på sig, åbnede monsteret straks munden på vid gab og gik med den lille colombianer.

Den forcering viste også, at Roglic ikke var en mand i krise, men det må være en anelse bekymrende, at han var så let at isolere. Det skyldtes naturligvis delvist det hollandske mandskab selv, der valgte at lægge et pres, som de med enkeltstarten i tankerne ikke havde nogen synderlig grund til. Og når vi nok engang fik bevis på, at Sepp Kuss er en lottokupon så utilregnelig, at det er lettere at forudsige antallet af byger på en gennemsnitlig dansk sommerdag end at gætte på hans niveau, og at George Bennett trods en klar fremgang stadig ikke er blevet sig selv efter styrtet, er Jumbo ikke den magtmaskine, de havde håbet - heller ikke selvom fænomenet Wout van Aert i dag kørte, så man nægter at tro, at manden vejer knap 80 kg.

Det skyldes naturligvis Tom Dumoulin. Mistanken om, at hollænderen kunne være en af de ryttere, der måske efter et tidligt gennembrud kunne gå lidt i forfald i en alder omkring de 30, lever i hvert fald stadig. Det er naturligvis alt, alt for tidligt at drage den slags konklusioner - specielt fordi han har haft så lang en pause - men indtrykket fra Alperne blev bekræftet: Dumoulin er ikke i nærheden af at være den rytter, han var før knæskaden.

Til gengæld kan man ikke undgå at tage hatten af for hans offervilje. Det er ikke svært at pege på andre store grand tour-stjerner, der stædigt ville have klynget sig til kaptajnrollen, indtil vejen eftertrykkeligt havde vist dem, at de måtte iføre sig kedeldragten og blive hjælpere. Det gjorde Dumoulin imidlertid ikke, men meldte allerede pas, inden det stod helt klart for omverdenen, at han vitterligt ikke ville være konkurrencedygtig. Den slags fortjener applaus og vidner om, at det ikke var løgn, når Jumbo-drengene hele tiden har insisteret på, at for mange kokke ikke ville fordærve deres mad.

Det efterlader naturligvis løbets superhold i en svækket formation, hvor det trehovedede monster, der tegnede sig inden Steven Kruijswijks styrt, nu kun har ét af dem tilbage. Til gengæld er det så også det mest skræmmende monster, der findes, og det kan nu se sig betrygget af, at det har verdens bedste hjælperrytter til sin rådighed. Og når Kuss rammer sine dage, og hvis Bennett fortsætter fremgangen, er der stadig ingen tvivl om, at en i dag alt for ensom Pogacar stadig får sit hyr, hvis han skal have bugt med den gule maskine, der er klar til at tage over, når Van Aert har sendt halvdelen af klatrerne til tælling.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Noget kunne altså tyde på, at vi går en slovensk duel i møde, men det vil nu være dumt at afskrive Ineos. Egan Bernal virkede bekymrende rusten i dag, hvor det udelukkende var damage control - både når han gang på gang skulle trække sig tilbage til de bedste, og når han måtte sende Richard Carapaz frem for at holde styr på Pogacar. Det er naturligvis særligt urovækkende, når man ihukommer, at Bernal generelt har virket alt andet end skræmmende i de løb, han har kørt i år.

Til gengæld skal vi også huske, hvordan billedet var sidste år. Dengang fik Bernal sig en gedigen lussing på La Planche des Belles Filles, og på Tourmalet lignede han mere en hængt kat, der kæmpede en desperat dødskamp, inden løkken endegyldigt tømte den for liv, end en senere Tour-vinder. Det forandrede sig imidlertid i tredje uge, og det er da også her, at Bernal hele tiden har planlagt at vinde løbet.

Spørgsmålet er, om det lader sig gøre. Som frygtet allerede inden løbet kan han imidlertid ikke regne med den dominerende Ineos-kørsel, vi ellers har vænnet os i syv af de seneste otte udgaver af løbet. Selvom Pavel Sivakov giver håb om, at han måske kan komme sig inden Alperne, skulle Van Aert ikke træde mange gange, før Bernal og Carapaz sad mutters alene. Og da Carapaz også entydigt har erkendt, at han med sin dårlige forberedelse ikke finder niveauet fra sidste års Giro og således solgte sig selv for at holde snor i Pogacar, står det nu klart, at det er Bernal, der selv skal vinde løbet uden at drage fordel af den sydamerikanske taktik, som man kunne drømme om inden løbet. Til gengæld er der al mulig grund til at tro, at Carapaz fortsætter fremgangen, og han kan meget vel blive en skræmmende stærk hjælper, når Bernal skal vinde løbet på Col de la Loze og Grand Colombier.

Hvis det skal ske, kræver det i hvert fald fremgang. I dag var Bernal nemlig den lille i det mylder af colombianere, der kæmpede bag den slovenske superduo. I stedet var det Nairo Quintana, der virkede mest overbevisende og bekræftede det uhyre positive indtryk fra Orcieres-etapen, men desværre fik han heller ikke denne gang det store ud af anstrengelserne. Som så ofte før var der ikke meget samarbejde at hente i den lille colombianer, da han - formentlig med syre ud af begge ører - var kørt op til Pogacar og Roglic, og det kvalte en harmoni, der ellers muligvis kunne have bragt ham tættere på Tour-podiet. Desværre besvarede etapen kun det, vi allerede vidste, nemlig at Quintanas topniveau stadig er tårnhøjt. Den virkelige udfordring er den holdbarhed, der forsvandt på podiet i Madrid i 2016, og som han har ledt forgæves efter lige siden. Om den er dukket op efter fire års efterforskning, bliver vi først klogere på, når den fede dame synge sidste vers i Paris om to uger.

Den anden colombianer, der overstrålede nationalhelten Bernal, var Miguel Angel Lopez, men der var knap så meget super over Superman, som man kunne have troet efter den fine kørsel i tirsdags. Nej, denne gang var det Pogacar og ikke som på Javalambre i Vueltaen, Roglic måtte lade køre, og for Lopez handlede det hele om ren og skær overlevelse. Det gik imidlertid ganske fint, og fremtiden tegner lys for en rytter, der traditionelt er bedst i uge 3, og som denne gang - præcis som Pogacar - har undgået den rustne start, der er blevet hans kendemærke.

I stedet var det mest overraskende, at Bernal kun var fjerdebedste colombianer. Bedstefar Rigoberto Uran, hvis niveau har været i konstant tilbagegang siden podiepladsen i 2017, har pludselig fundet nogle ben, vi har efterlyst længe. EF-rytteren var overbevisende og sjældent i vanskeligheder og gør dermed i første omgang alle mine forventninger om pensionsmodenhed til skamme. Naturligvis er veteranen ikke podiekandidat i dette skarpe selskab, men han har pustet nyt liv i et EF-klassement, der så dødt ud med det styrt, der sendte Daniel Martinez til tælling - en Martinez, der i dag heldigvis gav håb om, at han kan komme sig så meget, at han kan blive en faktor på et amerikansk mandskab, der stadig ligner det, der skal slås i holdkonkurrencen.

Der skal de ikke regne med megen konkurrence fra Cofidis, men det er franskmændene formentlig også helt ligeglade med. Efter 12 år som ligegyldige statister i hjemlandets store løb er Cedric Vasseurs topper nemlig lige nu dem, der mest eftertrykkeligt bærer det franske håb. Lille Guillaume Martin viste igen, at han kan mere end sin Nietzsche, da han med vanlig aggression tog kampen op mod alle stjernerne og bekræftede det tårnhøje niveau, der nu er hans. Al logik tilsiger endda, at hans motor kun er ved at blive varm. Til gengæld skal den nok nå en temperatur i nærheden af solens, hvis den skal forhindre ham i at få en lussing af den anden verden, når tempocyklerne tages frem i Vogeserne om præcis to uger.

Han var imidlertid ikke det eneste franske lyspunkt. Nej, der var meget at fejre for værtslandet, der også kunne glæde sig over den bedste Romain Bardet, vi har set siden VM-sølvmedaljen for to år siden. Nok handlede det på stigningerne alene om overlevelse, inden han udnyttede lidt stilstand til at snige sig væk, men Bardet har nu legitime grunde til at drømme om endnu en top 10 efter to år med uafbrudte fiaskoer.

Ja, der bliver helt sikkert jublet i Vincent Lavenus lejr i aften. Nans Peters mindede os nemlig alle om, hvor fantastisk spændende han er. Det så vi, da han vandt en Giro-etape for et år siden, og det så vi, da han endte som nr. 3 bag Bernal og Ivan Ramiro Sosa i Gran Piemonte sidste år. Til gengæld mindede han os også om, hvor stor forskel der er på top- og bundniveau, for gennem hele sæsonen har han jokket forgæves, når han har forsøgt at træde buler i selv de blødeste hatte. Det havde han imidlertid også i store del af Giroen sidste år, indtil han pludselig fløj fra alt og alle op til skiskydningsarenaen i Anterselva. Men nu var han så venlig at minde os om, at vi altid skal regne med Peters, selv når han form synes lige så fjern som udsigten til, at Mark Cavendish igen vinder den Tour-etapesejr, han fortsat jagter. Og i det lys er det meget sigende, at begge hans sejre er kommet på de største scener af dem alle.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Alligevel græder hele Frankrig i dag. Drømmen om Tour-sejr blev nemlig endegyldigt slukket, da stakkels Thibaut Pinot desperat prøvede at absorbere nedtur nr. 117 i det løb, der bare ikke vil ham det godt. Der var næppe ét menneske, der ikke fik en klump i halsen, da han stortudende sidste år kastede sit livs form på møddingen grundet en dum lårskade, og der var næppe heller ét menneske, der i dag ikke rystede på hovedet i fortvivlelse over, at det bare ikke skal lykkes for Pinot i det løb, der betyder allermest. Var det styrtet? Eller var det nok engang presset, der knækkede ham? Svaret blafrer i vinden, selvom ryggen angiveligt er årsagen, men sigende er det, at hans to bedste Tour-præstationer er kommet i år, hvor forventningerne har været små. Og det var de bestemt ikke i år.

Det var de heller ikke til den anden af sidste års franske darlings, men man skulle være meget optimistisk for at have bibeholdt drømmen om endnu en jubelrejse for Julian Alaphilippe. Vi så allerede i tirsdags, at der ikke var 2019-skud i stængerne, og det blev bekræftet, da tråddet blev mere og mere firkantet på Balès - så firkantet, at Alaphilippe nærmest demonstrativt sagde farvel til sit klassement med et angreb på den nedre del af Peyresourde. Det betyder dog ikke, at der er dømt statistrolle for sidste års hovedrolleindehaver. Nej, snarere kunne fremtiden igen se mere og mere prikket ud for en mand, der næppe heller har vundet sin sidste etape.

Og faktisk var Alaphilippe en af de relativt få tabere på en dag, der havde flere sejre end nederlag. Faktisk er det vel udover de nævnte kun Emanuel Buchmann, der for alvor får brug for en trøstende skulder i aften. Den er der imidlertid al mulig grund til at give ham. I Dauphiné lignede brølstærke Buchmann nemlig et uhyre godt bud på det første tyske grand tour-podium siden Jan Ullrich, men selvom han bestemt ikke er ude af klassement og utvivlsomt bliver bedre, efterhånden som skaderne bedres, og motoren bliver varm, ser det svært ud at indfri den drøm, der så så realistisk ud, indtil det hele ramlede sammen i Alperne for et par uger siden.

Bauke Mollema er utvivlsomt heller ikke tilfreds, men det ville have været en overraskelse, hvis hollænderen pludselig havde siddet med de bedste. Faktisk kan Trek ikke være svært utilfredse på en dag, hvor Toms Skujins imponerede i for ham svært terræn, og hvor Richie Porte var ganske lovende. For ham er udfordringen imidlertid den samme som altid, nemlig den holdbarhed, der nu synes så skrøbelig, at selv ugelange etapeløb er for lange.

Holdbarhed er til gengæld ikke et problem for Enric Mas. Spanieren er kendt for altid at blive bedre og bedre, og i det lys er det uhyre lovende, at han i dag længe holdt sig til de bedste. Fornemmelsen af, at en genrejsning var i vente, er i hvert fald blevet bekræftet, og på en dag, hvor Carlos Verona også leverede sin bedste præstation i trøjen, der ellers i de senere år mest har været garant for tilbagegang, er det kun Alejandro Valverdes forudsigelige fald, der gør ondt. Det er så til gengæld også ret smerteligt, når det nuy i stigende grad står klart, at alderen nu altså virkelig trykker.

Det er dog stadig Mikel Landa, der ligner bedste bud på spansk succes. Spanieren var dog ikke så aggressiv som håbet, og det plejer at betyde, at benene ikke er helt, hvor de skal være. Med tanke på tabet i sidevinden og udsigten til gedigne prygl på enkeltstarten må Landa nok indse, at han næppe når det podium, han missede med et sekund for et år siden - og hvis Mas virkelig finder benene i den tredje uge, skal han måske også kæmpe for pladsen som bedste spanier.

Og så er der Adam Yates. På sin vis kan det hævdes, at briten var en taber, når han konstant var så meget i defensiven, at bedre samarbejde foran havde sendt trøjen til Slovenien i stedet. Det var imidlertid efter præstationen på 4. etape svært at tro, at det ville handle om meget andet end forsvar, og i det lys kan han være yderst tilfreds med dagen, for trøjen - og måske også klassementet - lever utvivlsomt på lånt tid for en mand, der aldrig bliver bedre undervejs. Det gør desværre heller ikke Esteban Chaves længere, men det er da lovende, at den smilende colombianer har nået så fint et niveau, efter at kyssesygen har kostet ham den lovende karriere, han havde fortjent.

Lovende var Ilnur Zakarins karriere også, men hans karriere som grand tour-rytter synes talte. Topniveauet er der imidlertid stadig, som han har vist i UAE Tour og med sidste års sejr i Giroen, og det viste han atter i dag, hvor han vel var udbruddets stærkeste. Desværre måtte han for 117. gang i karrieren indse, at selv nok så god klatring kan være helt lige meget, hvis ikke man kan køre nedad. Og når to nedkørsler med kun få tekniske udfordringer kan sende ham totalt til tælling, som det skete i dag, er det trods den fine præstation måske ikke ham, der tager den eftertragtede CCC-etapesejr, som Matteo Trentin og Greg van Avermaet måske smed væk i sidevinden i går.

Den sidevind var også dyr for Pogacar, men modsat for CCC er der ikke en overhængende risiko for, at det var hele løbets succes, der stod og faldt med den blunder. Nej, vi har efterhånden lært, at modgang kun den slovenske guldfugl stærkere, og modgang er der stadig masser af, når han ser sig om efter holdkammerater, men Roglic kalder den gule armada frem. Til gengæld skal Roglic ikke vide sig sikker, selv hvis han skulle give sin ven et lammende uppercut en af de kommende dage. Den slags har det nemlig med at blive mødt af et genialt gensvar fra guldfuglen.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Favoritterne

Efter dagens flotte etape skal vi nok skrue forventningerne lidt ned til den sidste dag i Pyrenæerne. Som bekendt kommer den sydvestlige bjergkæde i en lightudgave i år, og det er ret tydeligt, at beslutningen om at placere dem i uge 1 har ført til, at arrangørerne ikke vil fjerne spændingen for tidligt. Ikke blot er der kun to etaper og ingen bjergfinale, den sidste af de to dage er heller ikke specielt velegnet til angreb

Det er ikke, fordi etapen ikke er svær. Nej, faktisk er den brutal. Både den nye Hourcère-stigning og gode gamle Marie Blanque er uhyre stejle i forhold til det, vi normalt finder i Touren. Problemet er bare, at de er placeret på steder, hvor man skal være optimist for at tro, at man får noget ud af at bruge dem.

Derfor skal der også ske et mirakel, hvis ikke det er en dag for et udbrud. Et så langt fladt stykke til sidst gør altid, at det er spild af gode kræfter at køre et udbrud ind. Etapesejren er kun i spil for hurtige folk, og hverken Primoz Roglic eller Tadej Pogacar gider at bruge deres hold på at gå efter de 10 bonussekunder, der vil være den ekstra gevinst ved at køre et udbrud ind. Og da anden halvdel af etapen endda er præget af næsten uafbrudt modvind, indtil man rammer det korte dalstykke til sidst, er det slet ikke dagen at tro på, at der kan gøres alt for store forskelle.

Det betyder ikke, at Marie Blanque ikke kan bruges. Den er som sagt et bæst med nogle uhyrlige procenter, og efter i dag kunne man sagtens forestille sig, at der kunne være ide i at se, om man kunne sætte Egan Bernal tilbage, mens han stadig jagter sin tredjeugesform. Det kan sagtens være, at modvind, nedkørsel og flad finale betyder, at vi bare får passiv Jumbo-kørsel hele vejen op - det vil nok i hvert fald være tilfældet, hvis en af de mulige byger gør vejene våde og derfor tvinger folk til at sætte livet på spil for at forsvare den tid, der måtte være vundet på stigningen - men det kan sagtens være, at særligt Tadej Pogacar, Mikel Landa, Miguel Angel Lopez, Nairo Quintana eller Guillaume Martin får lyst til at teste Bernal med et angreb.

På denne etape kører man ikke alene hjem, men kan en gruppe finde ud af at samarbejde, kan vi sagtens se, at der bliver gjort forskelle, som kan ændre klassementet og koste Adam Yates trøjen - også selvom der er modvind. Det vil dog formentlig kræve tørre veje. Og selv hvis vi ikke ser angreb, kan man sagtens forestille sig, at Jumbo ligesom i dag vil lægge et ret massivt pres for at se, om man med udskilning bagfra kan sende folk til tælling efter to dage, der har mærket folk. Med andre ord kan det både ende i en lidt halvtam fuser og en dag, hvor en af favoritterne lider et afgørende tilbageslag.

Det er dog næppe relevant for etapesejren, og jeg vil derfor ikke bruge mange kræfter på at analysere, hvem der kan vinde, hvis udbruddet hentes. Det er meget svært at se, hvem i alverden der skulle have den interesse, og derfor skal vi se i retning af udbrydere for at finde de mulige vinderkandidater.

Det ved alle naturligvis, og derfor bør vi få en gedigen kamp om at komme afsted. I dag knækkede elastikken hurtigt, men det er tvivlsomt, om det vil ske i dag. Denne gang er det nemlig næsten stensikkert, at de holder hjem, og denne gang vil finalen med et fladere stykke til sidst kunne give flere ryttere drømme. Dertil kommer, at der venter en hviledage og nogle lettere etaper, og derfor kan folk tillade sig at give den fuld gas søndag eftermiddag.

Problemet er igen den flade start. Hvis det virkelig går amok, kan man efter en times tid måske nå frem til Hourcére, før udbruddet kører, og hvis det sker, vil vi få et kongeudbrud af klatrestærke folk. Det mest sandsynlige er dog, at gruppen kører på det flade, og hvis det er tilfældet, skal der held i sprøjten, hvis man vil ramme rigtigt. Og som vi så i dag kan et 13-mandsudbrud sagtens være næsten renset for virkelige klatrere.

For at vinde skal man dog køre forrygende opad. Marie Blanque er måske nok kort, men den er uhyre stejl, og her kommer man ikke gratis med. Til gengæld er der tid til at komme tilbage, både på den mod slutningen ret tekniske nedkørsel og til slut på det flade stykke, hvor en ensom rytter dog har glæde af medvind. Det åbner døren for lidt flere ryttertyper, og som Toms Skujins viste i dag, kan en lidt tungere mand godt være i spil på en bjergetape, hvis gruppen er rigtig. Og den slags ryttere har bedre chancer her - i hvert fald hvis udbruddet kommer fri på det flade.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Det gør også listen over kandidater relativt lang, og med en flad start skal der held til for at ramme rigtigt. Og så er det kun ryttere fra 22. pladsen og ned, der er relevante, da top 21 truer Yates’ trøje, og Mitchelton kan sagtens sikre sig, at en farlig rytter ikke kommer afsted, når starten er flad.

På den lange liste er der dog ét navn, der skriger til himlen. Julian Alaphilippe var efter dagens forudsigelige eksplosion klog nok til at smide masser af tid, og alt taler for, at han vil have revanche for den tabte gule trøje i morgen. Han virkede nærmest demonstrativ med sit angreb på 6. etape og igen i dag, og der er stor sandsynlighed for, at han nu vil vise, at han stadig er med i løbet. Formen er også fin, da han i dag overlevede Balès i en ganske lille gruppe, og han har et brølstærkt hold til at hjælpe sig med at ramme udbruddet i den flade start.

Selve finalen passer ham ganske glimrende. Marie Blanque er måske lidt lang, men den er stadig til den korte side med stejle procenter, som han elsker. Den tekniske nedkørsel ligger til højrebenet, og han slår næsten alle i en spurt. Man kan aldrig vide sig sikker på Alaphilippe, der altid er svingende i etapeløb, men dette ligner dagen, hvor han kan tage sin revanche og samtidig score de første vigtige bjergpoint til en gentagelse af den prikkede triumf fra 2018.

Det andet helt oplagte navn er Alexey Lutsenko. I dag slap han tidligt, men det kan næsten ikke læses på anden måde, end at hans status på holdet - han er jo kasak - gav ham lov til at spare sig til i dag og få smidt den tid, der endegyldigt sendte ham ud af klassementet. Det er han nu, og derfor står han uhyre stærkt. Formen kender vi alle efter triumfen forleden, og vi så, da han kørte op til udbruddet i forgårs, hvor kraftfuld han er på det flade. Hans klatreevner, også på svære stigninger, kom til skue i Massif Central, og han kan køre nedad og spurte, særligt i en let stigende finale. Måske skal Kasakhstan have national fejring igen? Noget tyder i hvert fald på, at Lutsenko måske kan gøre det igen.

Et andet oplagt navn er Marc Hirschi. Vi kender stadig ikke hans holdbarhed, der kan være en udfordring, men han virker stadig relativt frisk. Han er god på det flade og viste storform i Nice, og er den intakt, har han en god chance for at komme afsted. Udfordringen er, om stigningerne er for lange og svære, men han har en fair chance for i hvert fald at være tæt på de forreste. Vi så ved VM-sejren, at han er en glimrende nedkører, og hans spurt er decideret fremragende. Han er nok typen, der kunne tabe form relativt hurtigt, men han ligner et godt bud til denne etape, hvis han stadig er frisk.

I dag var Davide Formolo helt væk. Det virker mærkeligt, at han ikke skulle blive hos Pogacar, og det kan naturligvis betyde, at vi skal læse det sådan, at hans gode form måske er i tilbagegang. Det kan imidlertid også være udtryk for, at han har fået lov at spare sig til en etape, der må have været et mål fra start. Han har udviklet sig til en af de allerbedste endagsryttere, og den evne brugte han til at vinde en etape i Dauphiné. Marie Blanque er lang for ham, men ikke alt for lang, og de stejle procenter passer ham. Udfordringen er, at han ikke er særlig hurtig i en næsten flad spurt, men som vi så i Dauphiné, kan han jo bare køre alene hjem i stedet.

Bora kan se de grønne og gule drømme blive sværere og sværere at indfri, og det bør åbne døren for mere aggression. Det bringer i hvert fald Maximilian Schachmann i spil. Tyskerens kraveben er ikke så brækket, at de gør noget, og han har været overraskende velkørende hidtil. Hans power på det flade gør ham til et oplagt bud på en mand, der kan ramme rigtigt. Til gengæld er han ikke klatrer, og stigningerne her er både for lange og for stejle. Som vi senest så i Lombardiet, kan han imidlertid forsvare sig, og han kan køre nedad og slå næsten alle i en spurt. Gruppen skal nok være den rette, for at han kan vinde, men det kan også sagtens være tilfældet, når etapen starter fladt.

Jeg vil også igen fremhæve Hugh Carthy. Den langlemmede brite var ikke helt så god som ønsket i dag, men han var stadig meget langt fremme. Det er lidt bekymrende, at han kun er 7 minutter efter, for Mitchelton vil formentlig gerne have et udbrud, de kan lade sig sejle helt væk uden at skulle holde dem væsentligt i snor. Afstanden er dog håndterbar, og EF skal have en mand med for at forsvare holdkonkurrencen. Her må Carthy ubetinget være bedste bud, da han også kan gøre det færdigt. Hans problem er den flade start, og at Marie Blanque ligger for langt fra mål for den spurtsvage brite, men den er heldigvis så stejl, at han vil være i stand til at køre fra alt og alle.

Jeg håber også, at udsigten til et par lettere dage gør, at Bahrain giver Pello Bilbao lov. Spanieren er slet ikke så god, som da han kørte i top 10 i Giroen, men det behøver han heller ikke at være for at vinde denne etape. På papiret passer den ham ganske fremragende, da han er god på korte, stejle stigninger og har en glimrende spurt. I dag var han skuffende, men han kan også meget vel have siddet op, da først han var sat. I hvert fald har han tre gange i Dauphiné og Giroen vist, at han mestrer kunsten at vinde fra et udbrud.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Man må også igen pege på Jesus Herrada. Jeg er lidt bekymret for, at Marie Blanque er for stejl for den ret store spanier, men i den rette gruppe kan han gøre det færdigt. Selvom han er Guillaume Martins vigtigste hjælper, har han åbenlyst en vis frihed, især lige inden en hviledag. Han må stadig regnes som en af de mere spurtstærke udbryderkandidater, selvom han har tabt fart, og hans power på flad vej gør ham brugbar til indledningen. Også han skal nok ramme en gruppe uden alt for lette folk, men så kan det bestemt lade sig gøre at få revanche fra forleden.

Efter en nærmest uhyrlig sæsonstart har Marc Soler pludselig fundet benene. Nej, de er ikke som i Vueltaen, men de er ganske hæderlige. Han forbedrede sine klatreevner voldsomt i 2019, hvor han særligt imponerende på hjemmebanen. Samtidig er han kraftfuld på flad vej, og han har vist sig overraskende spurtstærk også. Udfordringen er, at Marie Blanque er for stejl for ham, men med det niveauspring, han tog sidste år, er han ikke uden chance.

Dan Martin er ikke til at blive klog på. Sparer han sig, når han har misset udbruddet, eller er han bare ikke bedre efter sit Dauphiné-styrt? I dag lignede han ikke en mand, der gav den fuld gas, og dette kunne være en etape at gå efter. Finalen er skræddersyet til en mand, der helst vil have korte, stejle stigninger, og som er meget hurtig på stregen. Den flade start er en udfordring, og så skal han samtidig bevise, at han vitterligt er i form og kommet sig nok til faktisk at gå efter en etape.

Man må også pege på FDJ. Med Pinots nedtur skal de nu jagte etapesejre med David Gaudu, Sebastien Reichenbach, Valentin Madouas og Rudy Molard. Med sine eminente klatreevner står Gaudu naturligvis stærkest, men efter styrtet har han været mærket. Det så dog meget bedre ud på 4. og 6. etape, indtil han punkterede, og hvis han kommer sig, er der få, der klatrer som ham. Problemet er den flade start, der slet ikke passer ham, men han kan sagtens afslutte, og han vil elske den stejle Marie Blanque. Reichenbach er ganske velkørende, men også han får det svært med den flade start, og modsat Gaudu ejer han ikke en spurt. Til gengæld klatrer han godt nok til at køre alene hjem. Madouas er den eneste meget spurtstærke, men han har været skidt kørende i år, og selvom han har set bedre ud i dette løb, er etapen nok for svær til, at han kan vinde. Molard har ikke været formstærk efter pausen, og han får nok svært ved at gøre det færdigt.

Jeg vil heller ikke helt udelukke Greg van Avermaet. Alt taler for, at Marie Blanque bliver for svær, men vi så på 6. etape, at han kunne forsvare sig flot på en længere stigning. Denne gang er der mindre tid at komme tilbage på, da nedkørslen går stærkt, men hvis gruppen er den rette, eller der skulle være folk foran, der ikke kan samarbejde, kan det måske lade sig gøre. Jeg vil blive overrasket, hvis det sker, men med det rette forløb af etapen kan en tydeligvis formstærk Van Avermaet måske gøre det færdigt.

Som sagt skal EF have en mand afsted, og det kunne bringe Daniel Martinez i spil. Han er åbenlyst stadig ikke sig selv efter styrtet, men i dag hang han på relativt længe, indtil han smed en masse tid. Jeg har stadig min tvivl om, hvorvidt han ikke skal bruge lidt mere tid til at komme sig, men omvendt skal EF jo have sendt en eller anden mand afsted. Sergio Higuita og Rigoberto Uran er udelukkede, og Neilson Powless er træt. Martinez er et oplagt valg, og så må vi se, om han kan gøre det færdigt. Han er ikke helt langsom, men for at vide sig sikker skal han alene hjem. Det er dog også muligt, hvis han er ved at være frisk igen.

Mens Ion Izagirre virker til igen at være helt fra den formmæssigt, er Gorka Izagirrre ganske velkørende. Til gengæld er han ikke så godt klatrende som lillebror, men har for vane altid at overpræstere, når han rammer udbrud, og når han slet ikke synes i form. Det gør han som sagt nu, og derfor er der grund til at holde øje med ham, hvis Lopez giver ham løbepas. Marie Blanque er svær for ham, men han er en blændende nedkører og ganske hurtig på stregen. Jeg udelukker heller ikke helt, at Ion kan vise noget, for han har før fundet formen ud af det blå, men det har godt nok set skidt ud fra Lombardiet og frem.

Lennard Kämna har ikke rigtigt været sig selv siden styrtet, men det så meget bedre ud i dag. Om han er god nok til at vinde, er nok tvivlsomt, men som sagt bør Bora give ham lidt spillerum. Vi så i Dauphiné, hvor klatrestærk han efterhånden er blevet, og han har faktisk også en hæderlig spurt. Power på flad vej har han også, så det står og falder primært med, hvordan han har det efter uheldet.

Endelig er der Tiesj Benoot . Det er svært at blive klog på, om han passer på sig selv, fordi hånden gør det svært at bremse, eller om han er kommet sig nok til igen at jagte udbrud. Rygproblemer og håndskade er mange problemer at slås med, men er han frisk, passer etapen ham. Marie Blanque er nok for stejl til store Benoot, men han klatrer efterhånden sublimt, og han er heller ikke helt langsom i en spurt. En god byge vil også passe regnvejrsrytteren Benoot, men først og fremmest skal helbredet være på plads.

Blandt de øvrige kandidater er der Thomas de Gendt , der virker mere formstærk, men næppe nok til at vinde denne svære etape. Den passer glimrende til hurtige Pierre Latour, men han har været helt væk de sidste dage. Den er også perfekt for Warren Barguil, men det er tvivlsomt, om Quintana kan undvære ham, når han er så velkørende. Alessandro de Marchi og Jan Hirt virker overraskende formsvage, og finalen er nok også for svær for De Marchi. En god kandidat er Krists Neilands, men det vil være en overraskelse, hvis han vinder, og Nicolas Roche skuffede lidt for meget forleden til, at han for alvor ser farlig ud. Omar Fraile er helt uden form, og finalen må anses som værende for svær for Luis Leon Sanchez. Den er god for Alexis Vuillermoz og Nicolas Edet, men jeg er slet ikke overbevist om deres form efter en generelt svær tid, Jan Polanc synes at skulle blive hos Pogacar, og finalen er for svær for store Kasper Asgreen og ellers nedkørselsstærke Matej Mohoric. Og endelig virker Gregor Mühlberger og Felix Grossschartner for langt væk, selvom de begge har det med at finde formen ud af det blå midt i et etapeløb, ligesom Fabio Aru næppe længere er god nok til at vinde en etape som denne, slet ikke når den slutter fladt.

Som sagt vil jeg ikke bruge mange kræfter på scenariet med et samlet felt. Skulle miraklet ske, må det stå mellem Primoz Roglic og Tadej Pogacar. Som sagt bliver det svært at køre alene hjem, og da de ligner løbets to bedste klatrere og tillige er de hurtigste blandt favoritterne, er det svært at forestille sig en spurt, hvor de ikke er til stede. Naturligvis kunne man tænke sig, at Alejandro Valverde eller Sergio Higuita kunne komme i spil, men hvis etapesejren er på spil, vil farten formentlig være for høj til, at de kan komme med hjem. Naturligvis er der i en flad finale altid mulighed for, at en rytter sniger sig væk, men det vil kræve, at Tom Dumoulin er sat af. Det kunne være Mikel Landa, Miguel Angel Lopez, Guillaume Martin, Rigoberto Uran eller Romain Bardet¸ som Roglic ikke nødvendigvis vil køre ind med det samme, og som kan tænkes at være med, selvom Dumoulin skulle være sat af, og det vil kræve, at Adam Yates enten er sat af eller ikke kan svare på det hele.

Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe

Øvrige vinderkandidater: Alexey Lutsenko, Marc Hirschi

Outsidere: Davide Formolo, Maximilian Schachmann, Hugh Carthy, Pello Bilbao, Jesus Herrada,

Jokers: Marc Soler, Dan Martin, David Gaudu, Greg van Avermaet, Daniel Martinez, Gorka Izagirre, Lennard Kämna, Tiesj Benoot

Kandidater til favoritsejr: Primoz Roglic, Tadej Pogacar