Ruten

De ryttere, der var mest begejstrede ved rutepræsentationen i oktober, var formentlig lykkeridderne. Modsat Giroen og Vueltaen byder Touren ofte på meget få kuperede udbrudsetaper, da terrænet enten er meget fladt eller yderst bjergrigt. I år passerer man imidlertid igennem både Vogeserne og Massif-Central, der er som skabt til udbrud, og derfor venter der tre oplagte udbrudsetaper allerede inden den første hviledag. Den tredje af disse kommer på løbets anden søndag, hvor særligt de angrebslystne franskmænd vil drømme om at vinde på Bastilledagen, men i forhold til 8. etape er terrænet her så fremkommeligt, at chancen for, at Sagan- og Matthews-typerne kan komme til fadet, er betydeligt større, når feltet brager ind til Romain Bardets hjemby Brioude.

I alt skal der tilbagelægges 170,5 km, der fører feltet fra Saint-Etienne til Brioude. Fra start kører man mod nordvest via et let faldende stykke, inden det går mod syd gennem en let stigende fase og en nedkørsel, inden det flader ud. Kort efter drejer man mod nord for at køre op ad den brutale kategori 1-stigning Mur d’Aurec-sur-Loire (3,2 km, 11%), der kommer i to meget stejle ramper med stigningsprocenter på op til 19 på den første og op til 16 på den sidste. Toppen rundes efter 36,5 km og leder op til et let kuperet plateau, der følges mod vest og sydvest og nordvest, og hvor man efter ca. 70 km når toppen af den ikke-kategoriserede Cote de Craponne (4,1 km, 4,3%). Kort efter går det via en nedkørsel mod nordvest ned til dagens spurt, der er helt flad og kommer for enden af en lang, lige vej efter 92 km, lige inden man 1,5 km senere rammer forplejningen.

Herefter tager etapen igen fat, når man kører mod syd via et let stigende dalstykke frem til kategori 3-stigningen Cote des Guillaumanches (7,8 km, 4,1%), der er en jævn opkørsel med top efter 108 km i 1015 m højde, etapens højeste punkt. Man bliver på et plateau, mens man fortsætter mod syd og sydvest, inden en længere, relativt let nedkørsel, der afbrydes af en bakke (2,0 km, 5,0%) med top efter 127 km, fører ned til Javaugues, inden man igennem fladt terræn kører mod vest frem til udkanten af målbyen Brioude, der nås efter 141 km.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

I stedet for at køre ind til mål slår man imidlertid et smut mod syd for igennem fladt terræn at køre ned til bunden af kategori 3-stigningen Cote de Saint-Just (3,6 km, 7,2%), der bestiges fra sydøst og har en vanskelig første halvdel og en let sidste halvdel, hvor den hovedsageligt stiger med 5-6%, inden toppen, hvorpå der er placeret en bonusspurt med bonussekunder, rundes. Herfra resterer 13 km, der stort set alle er let faldende, teknisk relativt lette og fører mod nord og nordøst ind mod centrum af Brioude. På de sidste 5 km er der kun ét skarp sving, som kommer med 600 m igen, inden vejen bugter sig ind på den 150 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. Det falder hele vejen ned til de sidste 1500 m, der er stort set helt flade.

Etapen byder på i alt 2717 højdemeter.

Brioude var senest vært for et stort cykelløb i forbindelse med Paris-Nice i 2013, hvor Andrew Talansky var hurtigste mand i en lille gruppe. Tour de l’Avenir var forbi i 2014, hvor Kristoffer Skjerping vandt fra et udbrud, og Asbjørn Kragh kørte sig i førertrøjen, og i 2007, hvor Nicolas Hartmann slog Jose Herrada i en tomandsspurt.

Vejret

De ideelle vejrbetingelser var ved endnu en dag. Søndag bliver nemlig skyfri med en temperatur på 26 grader. Igen vil det dog være blæsende, denne gang endda med en jævn til frisk vind fra nord. Det giver sidevind stort set hele dagen, inden et kort medvindsstykke leder frem til bunden af den sidste stigning. Herfra vil der være mod- og sidemodvind hele vejen frem til de sidste 600 m, hvorefter der vil være sidemedvind.

Analyse af 8. etape

Da han efter 3. etape havde kørt sig i bjergtrøjen, fortalte Tim Wellens, at det egentlig slet ikke havde været planen. Lottos strategi var nemlig, at det skulle have været Thomas De Gendt, der kom i udbrud, men det belgiske mandskab måtte hurtigt sande, at feltet ikke ville lade deres plan A køre. Umiddelbart kan man måske undre sig over, at man ikke turde slippe belgieren afsted i en lille firemandsgruppe, som den Wellens endte op i, men når man kender De Gendts historik, forstår man dem godt.

Det kan nemlig være svært at finde ud af, hvor man skal starte, når man skal opregne alle de tilfælde, hvor De Gendt med sin næsten overmenneskelige råstyrke har fået et helt felt til at lægge sig ned i næsegruse beundring. Vi skal såmænd ikke længere tilbage end til 1. etape af Catalonien Rundt i marts, hvor den brølstærke belgier leverede et forrygende soloridt, der totalt snød sprinterne. Eller vi kan tage 2. etape i Romandiet sidste år, hvor han og Victor Campenaerts leverede et nummer, som formentlig stadig får Sonny Colbrelli til at lægge søvnløs. Eller hvad med Dauphiné i 2017, hvor han på 1. etape snød hele feltet og kørte sig i førertrøjen med et soloridt på en kuperet rute netop i Saint-Etienne, der også var målby for dagens etape? Og allermest grund er der til at nævne min personlige favorit, nemlig hans nærmest surrealistiske sejr på kongeetapen i Catalonien sidste år, hvor der blæste så kraftig en modvind, at etapen blev forkortet, men hvor han alligevel ene mand holdt et helt felt bag sig i en vanvidskamp mod blæsten, der ifølge al logik burde have knækket hvem som helst. Og så er der naturligvis de tidlige sejre som vanvidsridtet på Stelvio, der sendte ham på podiet i Giroen, choksejren på Mont Ventoux i Touren for tre år siden eller de første etapesejre i Paris-Nice, Tour de Suisse og Volta a Catalunya.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I dag gentog han så bedriften med et soloridt, der hører til i den absolutte top af den liste, jeg kort har opregnet ovenfor. Det var ellers ikke, fordi der manglede forfølgere på en dag, hvor Bora, Sunweb, Deceuninck, Astana og EF alle undervejs jagtede det belgiske bæst over de 200 km og 4000 højdemeter, og hvor han mod slutningen ene mand endda holdt Julian Alaphilippe og Thibaut Pinot - der trods alt udgjorde en ganske hæderlig duo - bag sig uden at tabe nævneværdig tid. Og hvor man i mange af de tidligere tilfælde måske kan hævde, at sejrene er kommet i trods alt lidt mindre løb eller via udbrud, der fik lov at sejle væk, kan ingen betvivle, at De Gendt i dag var i sin helt egen liga på en etape, hvor der blev kørt fuld gas gennem det meste af dagen, hvilket ikke siger så lidt i det eneste løb på hele sæsonen, hvor 99% af feltet er i absolut topform.

Faktisk kan man ikke stille det mindste spørgsmål ved De Gendts sejre. Den første af de 15 kom i Tour de Wallonie og den tredje i Circuit de Lorraine, men derudover er hver og en af dem kommet i WorldTour-etapeløb. Og alle er de kommet efter de udbrud, der er blevet De Gendts varemærke, og som meget ofte ender med, at han er kørt alene. Egentlig er han en ganske hurtig herre, som han vist, da han for to år siden tog sin Vuelta-etapesejr i en gruppe med en stribe hurtige afsluttere, men De Gendts store force er hans råstyrke. Den er også så enorm, at der kun sjældent er grund til at vente, og at den er rigeligt til at kompensere for den til tider lidt hovedrystende taktik, han lægger for dagen.

Til gengæld er De Gendt også en af feltets mest svingende ryttere. I dag viste han, hvor fabelagtigt stærk en velkørende De Gendt er, men til gengæld er han også af og til næsten urimeligt dårlig. Blandt andet har det knebet med at finde benene til Touren i de senere år, hvor han siden etapesejren på Ventoux i 2016 ikke har været tæt på det helt store. I de seneste to år har han imidlertid været flyvende i Vueltaen, hvor han i 2017 vandt en etape og i 2018 vandt bjergtrøjen, og det fik ham i år til at køre Giroen som opvarmning til Touren, i øvrigt som led i sit første forsøg på at køre tre grand tours i samme sæson. Og noget tyder på, at den strategi er lidt af et guldæg for De Gendt, der havde en gennemført elendig Giro, men som efter tre uger i Italien nu har fået varmet motoren så meget op, at han vel aldrig har været bedre i Touren.

Netop hans udsving kan måske også være forklaringen på, at Bora løb risikoen ved at lade ham - i øvrigt sammen med feltets anden udbryderkonge, Alessandro De Marchi - køre. Tyskerne tog nemlig flere, herunder i særlig grad mig, på sengen ved at satse 100% på en etapesejr med Peter Sagan. Fra start var der således Bora-trøjer overalt i feltet, og da de fleste forventede en timelang kamp om at komme afsted på en af løbets allermest oplagte udbryderetape, var mange så tøvende i forhold til at angribe tidligt, at det lykkedes tyskerne at lirke blot fire mand afsted. Måske var det ikke ideelt, at både De Gendt og De Marchi som to af de absolut farligste udbrydere var kommet med, men set i lyset af, hvor umulig indledningen burde have været at kontrollere, kunne Bora vel næppe tro deres eget held, også selvom de måtte leve med den krigsskadeomkostning, at der i den lille gruppe var to af de absolut farligste ryttere.

Den ambitiøse mission om at kontrollere en etape, der havde så mange højdemeter, at den var sammenlignelig med Liege-Bastogne-Liege og en lille bjergetape, mislykkedes og det endda, selvom den lille gruppe gjorde betingelserne tæt på ideelle. Længe så det ellers ud til, at et nærmest apatisk felt i dette felt totalt har underlagt sig Kong Sagans befalinger, for det var nærmest rystende at se, hvordan alle feltets mange oplagte udbrudskandidater, der havde denne etape som et stort mål, med det samme lagde sig fladt og logrende ned for den slovakiske hersker. Den første halvdel gik dermed helt, som Bora kunne have drømt om, og bedre blev det kun af, at Sunweb, der ellers forud for etapen havde satset på et udbrud, også øjnede, at den lille gruppe måske kunne gøre en spurt mulig. Og selvom det klatresvage Deceuninck-mandskab ikke kunne gøre meget for at bringe Julian Alaphilippe i spil til etapesejren, kunne belgierne dog give en hånd med Kasper Asgreen og Michael Mørkøv, så man undervejs endda kortvarigt kunne overveje om det, der lignede en vanvidsmission at skulle kontrollere så vanskelig en etape alligevel ville lykkes.

Trods de perfekte betingelser skulle det alligevel vise sig umuligt, og det er stadig lidt af et mysterium, at de overhovedet gjorde forsøget. Måske kom de tæt på, men det skyldtes alene, at EF og Astana undervejs øjnede, at etapen var blevet så hård, at Michael Woods, Alberto Bettiol og Alexey Lutsenko kunne have en chance. Havde de to mandskaber, der bestemt ikke trådte på bremsen og kørt så stærk, at Sagan og Michael Matthews selv var i store vanskeligheder, havde De Gendts sejr været endnu større. Og dertil kommer, at man ikke skulle have en doktorgrad i cykeltaktik for at vide, at Alaphilippe naturligvis vil angribe Giulio Ciccone i finalen, og at alene det ville gøre det svært at vinde, selv hvis udbruddet var blevet hentet.

Man kan kun tage hatten af for forsøget, for det krævede et betydeligt mod at forsøge noget så svært. Alligevel kan man diskutere det viselige i satsningen, for en grand tour handler i den grad om at dosere kræfterne nøje. Ingen kan jagte etapesejre hver eneste dag, og med tanke på, at der søndag venter en mere kontrollerbar, men stadig meget vanskelig etape, havde det umiddelbart været klogere at spare på krudtet til at give den en helhjertet forsøg i morgen. Nu må man for deres egen skyld håbe, at kræftreserverne ikke er kørt helt i sænk, men med tanke på de ansigter, Sagan og Matthews skar undervejs, kan man godt frygte, at energidepoterne blev tømt på den forkerte dag. Svaret på den frygt får vi i morgen eftermiddag.

Man må dog tage hatten af for både Sagan og Matthews. Deres enorme fightervilje blev næsten belønnet, selvom især Sagan flere gange lignede en mand, der var ved at eksplodere. Og særligt Matthews kan tage en del selvtillid med fra en etape, der afslørede, at australieren sagtens kan overspurte den normalt hurtigere Sagan efter hårde dage, som vi tidligere har set i Tour de Suisse i både 2018 og 2019. Og at han klarede strabadserne, var jo ikke uventet for en mand, der trods alt er blevet nr. 4 i Liege-Bastogne-Liege. Det er mere forsøget på at kontrollere en ukontrollerbar etape, der kan diskuteres.

Sagans præstation var mere blandet. Naturligvis er det flot, at han ender som nr. 5 på så vanskelig en etape, men man sidder stadig ikke med fornemmelsen af, at verdensmesteren er sig selv. Tidligere har han vundet i vanskeligere terræn i blandt andet Tour de Suisse og Tirreno-Adriatico, og i dag var det mere fightervilje end råstyrke, der bragte ham tilbage i feltet. Normalt burde han være en fyr som Matteo Trentin overlegen i dette terræn, men i dag var europamesteren åbenlyst mere komfortabel på stigningerne. Sagan er stadig en klasserytter, men han har vej at gå, inden han er den rytter, der i flere år vel ikke har kunnet betegnes som andet end et fænomen.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Til gengæld overraskede Trentin positivt. Ganske vist leverede han i foråret nogle klatrepræstationer, vi ikke tidligere har set, ikke mindst i Amstel Gold Race, ligesom han så overbevisende ud i Tour de Suisse. Alligevel er det nyt for ham at kunne køre finale efter næsten 4000 højdemeter med relativt lange stigninger, og han fortsætter således med at lægge yderligere på i en sæson, hvor han har forbedret sig kolossalt efter sidste års skadesmareridt, der satte det forrygende momentum, han indledte i efteråret 2017, betydeligt tilbage.

Så er vi nået til dagens lovprisning af Alaphilippe. Der var kun én ting, der stod mejslet i granit på en ellers ganske uforudsigelig etape, og det var, at franskmanden ville forsøge at generobre førertrøjen med et angreb på en af de sidste to stigninger. Alle vidste, hvad der ville ske, alle ventede på, at det ville komme, og alligevel var det kun Thibaut Pinot, der kunne svare, da fænomenet kom med det et slangehug, der kan gøre enhver stakåndet blot ved at se på fra sofaen.

Belønningen kom da også. Selvom Ciccone havde Bauke Mollema til at jagte, og flere af klassementsrytterne selv tog føringer i forsøget på ikke at tabe tid til Pinot, kunne ikke indhente den fænomenale franskmand, der herved kom ud af den triste og list låste situation, som 6. etape havde fanget ham i. Ganske vist måtte han for anden etape på tre dage indse, at hans klatresvage hold kostede ham et stort resultat, men det lever han nok med, når han i aften går til køjs med udsigt til at kunne køre i gult i hvert fald frem til fredagens enkeltstart, hvor han endda burde have en reel mulighed for at holde Geraint Thomas stangen med det forspring, han efterhånden har opbygget sig.

Thomas må i den grad have grund til at ærgre sig. Alaphilippe bekymrer ham nok ikke synderligt, men det ærgerlige styrt forud for sidste stigning kan meget vel være årsagen til, at hans forspring til Pinot nu er forvandlet til et efterslæb. Dels kunne det have været yderst interessant at se, om han faktisk kunne have fulgt Alaphilippe, og dels ville han uden styrtet utvivlsomt havde været omgivet af så mange holdkammerater, at de meget vel kunne have kørt den franske duo ind igen.

Til gengæld kan Pinot prise sig lykkelig for uheldet, men dagens tidsgevinst var ingenlunde bare et udslag af held. Tværtimod var det vel kulminationen på en gennemført eminent indledning på løbet, at han kunne holde hjul på selveste Alaphilippe på en stigning, hvor ingen andre af verdens superpuncheurs kunne blot drømme om at følge Deceunincks vidunderbarn. Allerede inden løbet talte jeg Pinots chancer kraftigt op - jeg ærgrer mig blot over, at jeg i sidste øjeblik byttede rundt på ham og Enric Mas i min favoritvurdering, for det havde set lidt pænere ud, hvis han havde fået tre stjerne - men hans kørsel i indledningen har været endnu mere overbevisende, end man kunne have forventet. Lige siden han helt usædvanligt blandede sig med Boras brostensdrenge på pavéen på 1. etape har han lignet en mand i så eminent et hopla, at han nu fremstår som en mere og mere reel trussel mod Ineos-maskinen, ikke mindst fordi han hos sig har guldfuglen David Gaudu, der på La Planche des Belles Filles for første gang gav prøver på en klasse, vi vil komme til at beundre til hudløshed i de kommende år.

Til gengæld er der også to væsentlige udfordringer, der skal overvindes, inden Pinot definitivt kan drømme om at blive den første franske Tour-vinder i 34 år. For det første skal han undgå de mange dårlige dage, der har martret ham gennem en karriere, hvor han aldrig er eksploderet totalt efter en lovende start, men hvor hans niveau kan veksle fra dag til dag mellem det eminente og det kritiske. For det andet har han forhåbentlig indgået en pagt med afrikanerne om, at de i denne måned holder Saharas ørkenluft for sig selv, for et pust af afrikansk varme kan være forskellen på succes og fiasko for den kuldeelskende FDJ-kaptajn.

Derudover gav etapen som forventet ikke de helt store svar i klassementet, og det var vel snarere lidt overraskende, at Pinot faktisk lykkedes med at tabe tid. Vi fik desværre aldrig at se, hvor god Thomas virkelig var, men blandt klassementsrytterne var der ikke mange, der kunne have drømt om at følge Alaphilippe på en bakke som denne. Det kunne hverken Jakob Fuglsang, Emanuel Buchmann, Steven Kruijswijk, Nairo Quintana, Mikel Landa, Enric Mas, Richie Porte, Romain Bardet og nok heller ikke Egan Bernal - selvom han nok havde håbet på det - og resultatet siger således intet om deres styrke. Til gengæld lignede Adam Yates heller ikke i dag en mand med diamanter i benene, da han gemte sig kritisk langt tilbage i et felt, hvor han ellers var en af de få med et punch, der kunne have gjort ham til en kandidat til at følge Alaphilippe, præcis som det gjaldt for Dan Martin, som ligeledes for anden gang i træk leverede et mindre prangende indtryk.

Det gjorde Alejandro Valverde bestemt heller ikke. I forvejen havde verdensmesteren ikke sat verden i brand med sit føringsarbejde i torsdags, og i dag kunne man ikke undgå at få lidt ondt i hjertet over at se regnbuetrøjen i vanskeligheder i terræn, han normalt ville have elsket. Med tanke på det gennemført elendige forår, verdensmesteren har haft, bliver mistanken om, at der alligevel er en udløbsdato på Valverde mere og mere presserende. Nu viser historien, at man aldrig skal begrave Valverde, men det vil være synd at sige, at den spanske legende har taget os med storm i en 2019-sæson, der har været lige til glemmebogen. Faktisk er det vel kun Vincenzo Nibali, der har leveret et endnu mindre prangende indtryk, men det var trods alt helt forventeligt, at Hajen efter sin hårde Giro og sit ringe italienske mesterskab i dag definitivt kastede klassementshåndklædet i ringen.

De Gendt holder til gengæld fortsat sit håndklæde i stram hånd, og det bliver formentlig ikke kastet foreløbig. Nu ved vi af erfaring, at De Gendt sagtens kan ende med at tilbringe hele den tredje uge i gruppettoen, men så længe han har den form, han udvist i dag, vil feltet gøre klogt i at holde ham i præcis lige så kort snor, som de ifølge Wellens gjorde i mandags. Og hvis dagens magtdemonstration var udtryk for, hvor god han er, når han har kørt én grand tour, tør man jo næsten ikke tænke på, hvad der sker i Vueltaen, når han for første gang stiller til start med hele to lange etapeløb i benene. Nok får han svært ved at overgå sine hidtidige præstationer, men i dag viste The Beast, at han endnu ikke har nået sin grænse. Heldigvis kører han i morgen med et rødt rygnummer, som i hvert fald gør det lidt lettere at spotte, hvem det er, man i hvert fald ikke må lade køre.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Favoritterne

Forud for løbet var udbryderne som tidligere nævnt begejstret for den første uge, der på papiret burde have budt på tre oplagte udbrudsetaper, men de er blevet slemt skuffede. Årest Tour følger tilsyneladende sin helt egen logik, hvor kombinationen af et betydeligt stærkere Bora-hold med mere kraft til at kontrollere etaperne samt et Sunweb-mandskab uden Tom Dumoulin har betydet, at to af de tre etaper var endt uden udbrudssejre, hvis ikke Thomas De Gendt i dag havde været nærmest overmenneskelig stærk. Dermed er der nu kun et enkelt skud i bøssen, og det skal affyres i morgen, når alverdens Romain Bardet-fans gør sig klar til at hylde deres bysbarn i Brioude.

Med tanke på det, vi har set de seneste dage, er det imidlertid bestemt ikke længere oplagt, at et udbrud vil køre om sejren. Allerede i vores rutebeskrivelse forud for løbet skrev vi, ”at i et løb, hvor Sunweb alene jagter etaper, kan der måske indgås en alliance mellem Peter Sagan og Michael Matthews om, at de vil gå efter en spurtsejr i en finale, der ikke er uden for deres rækkevidde,” og med tanke på det, vi har set de seneste dage, synes det nu at være blevet endnu mere sandsynligt.

Som skrevet i analysen kan man imidlertid frygte, at både Bora og Sunweb dummede sig ved at satse så stort på en etape, der lignede et longshot. 9. etape burde være lettere at kontrollere og mere håndterbar for både Sagan og Matthews, der i dag måtte grave meget dybt for at komme med hjem. Man kan frygte, at den energi, de og deres hold skulle bruge søndag, er blevet efterladt i Brioude, og at de derfor allerede ved taktikmødet fra morgenen må strække våben og satse på udbrud i stedet for kontrol.

Det vil formentlig afhænge af, hvad Sagan og Matthews selv melder ud om deres velbefindende, og lige nu ved de sikkert heller ikke selv. Derfor kan det gå begge veje, og det er vel stort set 50-50, om de vil gøre forsøget. Der er nemlig også andre forhold, der går hver sin vej. På den ene side er den samlede etape betydeligt lettere og med langt flere flade stykker end i dag, men på den anden side er der en relativt solid bakke på de første 20 km, hvilket betyder, at udbruddet meget vel kan blive betydeligt stærkere og mere potent, end vi har set det de seneste dage.

Vi tror mest, at de to nøglehold går ind til etapen med et åbent sind. På den ene side vil de formentlig holde døren åben for at kontrollere, hvis det kan lade sig gøre, men bliver det helt ustyrligt - hvilket især vil være tilfældet, hvis udbruddet først etableres på vanvidsmuren efter ca. 30 km - vil de nok forsøge at gå i udbrud, enten med Sagan og Matthews selv eller med folk som Maximilian Schachmann, Gregor Mühlberger, Nicolas Roche og Søren Kragh. Uanset hvad kan vi ikke forestille os, at der denne gang ikke bliver en del kamp om at komme afsted. Dels vil det forhold, at der er tale om en Bastilledagsetape, som franskmændene reelt har en chance for at vinde, åbne for en vis aggression, dels er der mange indebrændte folk, der i dag lærte, at man ikke kan tillade sig at vente alt for længe med at forsøge sig og derfor næppe sover i timen igen, og dels betyder den hårdere indledning, at det bliver lidt lettere for de stærke folk bare at sætte sig igennem

Som sagt kan det gå begge veje, og Bora og Sunweb vil sikkert først beslutte sig for taktikken, når gruppen er kørt, men med mindre de er alt for kvæstede efter i dag, vil vi tro, at de gør forsøget. Efter den stejle mur er terrænet nemlig ikke alt for vanskeligt, og med mindre han selv kommer i udbrud, er dette vel Matthews’ bedste chance for at vinde en etape. Samtidig har Sonny Colbrelli udset sig etapen som et decideret mål, og selvom de nok også vil holde en dør åben for udbrud, kunne man meget vel forestille sig, at Bahrain også vil køre relativt defensivt, nu hvor Nibali er ude af klassementet. Beslutter de sig for at jagte, bliver det hele i hvert fald meget nemmere, for her taler vi om et af løbets mere klatrestærke og kraftfulde mandskaber. Til gengæld må man formode, at Deceuninck-Quick Step lader det hele sejle, hvis ikke den gule trøje er truet, for belgierne har ført så meget i den første uge, at de formentlig vil forsøge at spare sig så meget som muligt inden en 10. etape, der kan blive overordentlig vanskelig at kontrollere for Elia Viviani.

Et andet element er sidevinden. Der kommer faktisk til at stå en ganske kraftig vind ind fra siden stort set hele dagen. Vejene i Massif-Central er sjældent eksponerede, og derfor tvivler vi på, at det vil spille en rolle, men det vil nok alligevel skabe lidt nervøsitet og dermed højere fart. Det alene kan måske være nok til at sikre, at det aldrig går helt i stå og dermed, at udbruddet næsten pr. automatik holdes mere i snor, end de ellers ville.

Der er derfor reelt to mulige scenarier. Enten kommer der et stærkt udbrud afsted i indledningen, som er så stort og stærkt, at det herefter ender som en relativt rolig dag, hvor Deceuninck kontrollerer, men hvor sidevinden nok vil skabe lidt stress. Denne gang skal vi ikke vente os angreb i klassementet, da finalen dels er for let og dels er præget af kraftig modvind fra bunden af sidste stigning, og derfor vil det i det tilfælde blive et udbrud, der slås om sejren, mens feltet ruller til mål. Alternativet er, at Bora, Sunweb og Bahrain satser på en spurt og skaber samling.

Med udsigt til, at særligt Bahrain og Sunweb kan tænkes på at satse relativt stort på en spurt, tror vi mest på samling, selvom det kan gå begge veje. I det tilfælde vil udskilningen ske på sidste stigning, hvor den hårde modvind vil betyde, at angreb er usandsynlige, og at flere vil overleve, end man normalt ville forvente på så relativt stejl en stigning. Der er ingen af sprinterholdene, der tør lægge pres på, men det er ret sandsynligt, at vi som i onsdags vil se Sunweb, Bora eller Bahrain sætte et stabilt og jævnt tempo hele vejen til toppen, hvorefter modvinden vil sikre, at vi får en spurtafgørelse.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det får os til at pege på Peter Sagan som vores favorit. Ganske vist skrev vi i analysen ovenfor, at slovakken fortsat ikke er på sit gamle niveau, men når han kan overleve 8. etape, gælder det naturligvis også for morgendagens betydeligt lettere etape. Modvinden gør det blot endnu mere sandsynligt, og den største udfordring bliver snarere at sørge for, at der skabes samling. Det kan til gengæld også blive lidt af en prøvelse at sikre det, men lykkes det, vil Sagan være manden, der skal slås. Ganske vist blev han i dag slået af Matthews, men i gårsdagens betydeligt lettere finale, vil Sagan formentlig kunne sætte sin højere topfart igennem, som han gjorde det med sin relativt overlegne sejr på 5. etape. Elia Viviani og Dylan Groenewegen skal han ikke slås med, og selvom han i dag heroisk kæmpede sig tilbage gang på gang, har Caleb Ewan ikke klatret godt nok at kunne begå sig på en etape, som han selv i topform nok ville finde for svær. Dermed vil han slippe for at skulle slås med de på papiret hurtigere folk, og det gør ham til det oplagte favoritvalg i tilfælde af en spurt, ikke mindst fordi det sene sving også taler til hans fordel. Med vores tro på, at det vil kunne lade sig gøre at skabe samling, peger vi på Sagan som vores favorit.

Som sagt har Sonny Colbrelli udset sig denne etape som mål. Han meldte endda ud, at han vil spare på kræfterne lørdag for at være 100% klar til søndag. Det gør ham til en livsfarlig kandidat, for italieneren synes at være i fremragende form. Det var han i hvert fald ved de italienske mesterskaber, hvor han klatrede måske bedre end nogensinde, og hans kørsel i mandags og i onsdags var også yderst overbevisende. Samtidig har han vist en formen hurtighed, ikke mindst i går, hvor han på en etape, der ikke passede ham, kørte én af de absolut bedste spurter. Desværre var han nok engang kommet til kort i positionskampen, som det også skete på 1., 3., 4. og 5. etape, og det er desværre efterhånden en svaghed, der koster ham alt, alt for dyrt. Heldigvis kan han her håbe på et mindre felt og dermed mindre stress, og at han i Jan Tratnik og Matej Mohoric kan have et lead-out, de andre ikke kan matche. Finder han positionen, synes han at have farten til at true Sagan.

Det har Michael Matthews normalt ikke, men efter hårde dage har vi set, at hierarkiet har været anderledes. Både i 2018- og 2019-udgaverne af Tour de Suisse har Matthews således slået Sagan i flade spurter efter opslidende etaper, og det samme gjorde han i dag. Det er klart, at morgendagens etape er betydeligt lettere, og at vi i den tilsvarende finale på 5. etape så, at Sagan var ham overlegen, men hans spurt i dag må i hvert fald give ham en chance. Ofte har hans problem også været positioneringen, men denne gang kan han håbe, at den i dag så imponerende Søren Kragh kan sidde ved hans side. Gør han det, kan Matthews efter den spurt, han kørte i dag, i hvert fald drømme om, at han atter kan slå Sagan.

Forud for løbet var der megen tvivl om, hvor klatrestærk Wout van Aert er. Belgieren er nemlig relativt uprøvet i vanskeligt terræn, men i dag blev vi lidt klogere. Her blev belgieren nemlig sat af, og det viser, at han har sine begrænsninger. Han burde dog nok kunne klare morgendagens etape, hvor modvinden vil begrænse selektionen. I Dauphiné fandt han ud af, at han er hurtigere, end han selv troede, og det beviste han atter for sig selv og omverdenen med sin 2. plads på 5. etape. Om han har farten til vitterligt at slå de mere klassiske sprintere i en finale, der ikke er voldsomt teknisk, er nok lidt tvivlsomt, men efter den fine spurt i onsdags kan det i hvert fald ikke udelukkes.

Som skrevet i analysen var Matteo Trentin dagens positive overraskelse. Den fine kørsel betyder også, at der ikke bør være skyggen af tvivl om, at han sidder med hjem igen i morgen. Til gengæld har hans spurter på både 5. og 8. etape også vist, at han altså er for begrænset på sin topfart til for alvor at kunne drømme om at slå de bedste. Omvendt skal vi ikke glemme, at han jo faktisk slog en vis Pascal Ackermann på en lignende etape i Tour of Guangxi sidste år, og at han tidligere har besejret Sagan i reducerede massespurter i både Tour de Suisse og sågar i Tour de France, og det viser, at man altid skal passe på med helt at afskrive europamesteren. På 5. etape så vi endda, at han fik stillet Daryl Impey til sin rådighed, og det var nok til at indbringe ham en 3. plads foran blandt andre Matthews. Med et godt lead-out fra sydafrikaneren er en sejr måske alligevel inden for rækkevidde.

Som bekendt var Edvald Boasson Hagen drønuheldig at punktere på 5. etape, men han viste faktisk fin form ved at kæmpe sig tilbage og i træt tilstand at blive nr. 12 i spurten. Han har ikke fordums holdbarhed, men han burde i lyset af modvinden have en fin chance for at klare sig igennem i morgen. Farten er bestemt heller ikke, hvad den var engang, men det er trods alt kun en måned siden, at han vandt en reduceret massespurt i Dauphiné foran blandt andre Van Aert og - en dårligt positioneret - Colbrelli. Det viser, at han trods alt stadig kan begå sig, og selvom det er svært at se ham vinde, kan det ikke helt udelukkes, at det kan ske.

Greg Van Avermaet er en af de ryttere, der må ærgre sig over udbrydernes begrænsede succes. Løbet her har nemlig atter illustreret, at han altså ikke er så hurtig, som han var i sin storhedstid, hvor han flere gange overspurtede Sagan. Derfor virker det også usandsynligt, at han faktisk vil kunne vinde en spurt, men med lidt held kan det lade sig gøre. Han var i hvert fald med langt fremme både på 5. og 8. etape, og Van Avermaet har altid haft en god evne til at afslutte på de hårde dage. Med lidt ekstra udskilning kan han måske gøre sig forhåbninger.

Vil Julian Alaphilippe forsøge sig? Vi tvivler, for franskmanden valgte eksempelvis blot at holde sig ude af problemer, da han havde førertrøjen på 5. etape. Omvendt skal man aldrig sige aldrig med den kørelystne franskmænd, der sjældent ser en streg uden også at spurte. I en flad spurt har han ikke Sagans power, men han har før vist, at han kan overraske. Således var det som bekendt ham, der vandt spurten i Milano-Sanremo, hvor han var oppe mod blandt andre folk som Sagan, Van Aert og Trentin, og det viser, at han ikke kan afskrives, hvis det har været tilstrækkeligt hårdt.

Endelig er der Jasper Stuyven. Det var kun med det yderste af neglene, at belgieren fik bagenden med over på 5. etape, og derfor tvivler vi på, at han klarer sig på denne hårdere etape. Omvendt vil modvinden vel give ham en reel chance, og vi så i onsdags, at han i givet fald kan regne med et forrygende lead-out fra Fabio Felline. Til gengæld så vi også, at han var for træt til reelt at spurte, og derfor er det usandsynligt, at han vinder, selv hvis han mod forventning klarer stigningerne. Hvis ikke må det være Fellines tur til at prøve, men selvom han langt om længe ser bedre ud efter sin sygdom, har han endnu til gode at vise, at han stadig er så hurtig, som da han vandt en massespurt i Baskerlandet foran blandt andre Matthews.

Læs også

Tour-chef håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste

Andre kandidater til en spurt er Nils Politt, Alberto Bettiol, Xandro Meurisse, Omar Fraile og Alexey Lutsenko, men det er usandsynligt, at de kan true Sagan og co. Jens Keukeleire og Oliver Naesen synes ikke at have formen til at overleve, og vi tror også, at det bliver for svært for Andrea Pasqualon og Jens Keukeleire. De øvrige sprintere bør alle være for tunge, og Julien Simon er desværre blevet syg.

Som sagt er chancerne for et udbrud også ganske gode, hvis nogle mærkerede Bora- og Sunweb-mandskaber kaster håndklædet i ringen. I det tilfælde vil vi også pege på Peter Sagan og Michael Matthews som favoritter, for det er nærliggende at tro, at de begge vil forsøge sig, hvis det bliver for svært at kontrollere. Kampen om den grønne trøje betyder formentlig, at de enten er med begge to eller slet ikke med overhovedet. Kommer de med, skal de grave dybt for at klare stigningen, men med modvind vil de blive svært at sætte af. Også i det tilfælde er Sagan derfor vores favorit.

En anden oplagt kandidat er også Greg Van Avermaet. Som sagt er hans bedste chance for at vinde at komme med i udbrud, og han har før i Touren vundet i vanskeligere finaler end denne. Kommer han med, vil han have gode chancer for at gøre det færdigt på stregen. Det samme vil Wout van Aert naturligvis, men vi så i dag, at han kan komme til kort mod de bedste på stigningen. Til gengæld tvivler vi på, at Matteo Trentin får lov til at køre offensivt, og Sonny Colbrelli vil nok trods alt få svært ved at hænge på, hvis han skal vinde fra et udbrud.

I det hele taget er kandidaterne stort set de samme som kandidaterne til en spurt. I hvert fald vil Edvald Boasson Hagen, Nils Politt, Fabio Felline og Alberto Bettiol være helt indlysende kandidater, da de kan både spurte og klatre, men ligesom for Colbrelli gælder, at i hvert fald Boasson Hagen og Politt kan komme til kort mod bedre klatrere. Xandro Meurisse og Alexey Lutsenko er begge låst af klassementet, men man kan håbe, at Astana giver hurtige Omar Fraile en chance for at gå efter en sejr.

Derudover er der Maximilian Schachmann, der må være Boras oplagte anden kandidat til et udbrud, da også han er hurtig nok til at gøre det færdig. Det samme er Tiesj Benoot , der - og det er stadig ubekræftet - lignede en mand, der i dag sparede sig, da først De Gendt var kommet afsted. Det er nærliggende at tro, at Dylan Teuns i dag smed klassementet med vilje med henblik på at kunne gå i udbrud, men finalen med modvind er nok for let til, at han kan vinde. Det samme gælder nok for Jesus Herrada, der ikke længere synes at have sine diamantben, og som ikke har samme fart som tidligere, samt Michael Woods, der skuffede fælt i dag. Bedre chance vil hurtige Simon Clarke have, og han viste med sit føringsarbejde i dag fornem form, ligesom EF har vist, at de ikke er blege for at sende ham afsted. Også danske Søren Kragh ligner et glimrende bud med den fine form, han viste i dag, men det kræver, at Sunweb ikke satser 100% på Matthews.

Andre oplagte udbrudskandidater er Gregor Mühlberger, Alexis Vuillermoz, Matej Mohoric, Simon Geschke, den formsvage Rui Costa , Toms Skujins, Michael Valgren, Nicolas Roche, Tim Wellens, Alessandro De Marchi (én dag i udbrud er sjældent nok) og Rein Taaramae , men selvom flere af dem er hæderlige afsluttere, kan man frygte, at de får svært ved at gøre det færdigt i en finale, hvor den hårde modvind stiller et vist krav til spurtstyrken.

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan

Øvrige vinderkandidater: Sonny Colbrelli, Michael Matthews

Outsidere: Wout van Aert, Matteo Trentin, Edvald Boasson Hagen, Greg Van Avermaet, Julian Alaphilippe, Jasper Stuyven, Fabio Felline

Udbrudskandidater: Peter Sagan, Michael Matthews, Greg Van Avermaet, Wout van Aert, Maximilian Schachmann, Alberto Bettiol, Omar Fraile, Tiesj Benoot, Simon Clarke, Søren Kragh Andersen