EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Ruten                                                         

Arrangørerne sørger næsten altid for at placere en stor bjergetape på den anden søndag, og det gør de i den grad også i år. Tidligere har man ofte haft nogle knap så vanskelige finaler, men i år venter der allerede i den første uge en af løbets absolut vigtigste etaper. Her vender rytterne nemlig for blot tredje gang i dette årtusinde tilbage til den uhyre stejle Blockhaus-stigning, hvor Franco Pellizotti og Nairo Quintana tog storslåede solosejre i hhv. 2009 og 2017. Denne gang kommer den brutale opkørsel endda som afslutning på en voldsom etape med mere end 5000 højdemeter, og dermed bliver det formentlig søndag d. 15. maj, at vi får det første klare svar på, hvem der kan vinde årets Giro.

I alt skal der tilbagelægges 189,0 km mellem Isernia og Blockaus, og temaet for dagens slås an fra start, når man med det samme kører mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Valico del Macerone (3,5 km, 5,4%, max. 9%), der stiger jævnt med 7% over 2 km, inden den flader ud fem mod toppen, som rundes efter 4,8 km. En teknisk nedkørsel leder mod nordvest, inden man med det samme fortsætter mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Rionero Sannitico (10,1 km, 6,0%, max. 10%), der stiger relativt jævnt med 7-9%, men har en fjerde kilometer med hele 10,3% efterfulgt af et lettere stykke og et 1 km langt plateau.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Toppen rundes efter 18,4 km, hvorefter det falder let mod nordvest, inden man kører mod nord ad et fladt plateau. Herefter går det løs igen, når man kører mod nord op ad kategori 2-stigningen Roccaraso (7,7 km, 6,0%, max. 10%), der efter en let kilometer stiger jævnt over 4 km med 7-9%, inden flader ud over de sidste 2,3 km frem mod toppen, som rundes efter 38,2 km.

Herefter bliver etapen meget lettere. Nu går det nemlig mod nordøst, først ad et fladt plateau og siden ad en lang og faldende vej. Først efter 85,1 km ender nedkørslen, når man drejer mod nordvest for at køre ad en let stigende vej frem til en bakke (3,9 km, 5,3%), som har top efter 95,8 km. En nedkørsel leder mod nordøst, inden det stiger let mod nord frem til dagens første spurt, som kommer efter 101,5 km. Nu falder det let mod nord, inden man drejer mod sydvest for at køre ad en let stigende vej.

I byen Fara Filiorum Petri, der nås efter 124,6 km, indledes finalen. Herfra kører man nemlig mod sydvest og syd op ad en ikke-kategoriseret stigning (8,9 km, 4,0%), hvoraf de sidste 2,3 km stiger med 8,4%. Toppen rundes efter 133,6 km, hvorefter det går mod syd ad en ultrakort nedkørsel, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Passo Lanciano (10,3 km, 7,6%), der efter en 2,7 km lang opvarmningsbakke og en 1450 m lang nedkørsel starter med det stejleste stykke, som består af med 2,05 km med 9,1% og med et maksimum på 14%, hvorefter det stiger jævnt med 7,1% i snit frem mod toppen, som passeres efter 145,7 km.

Toppen ligger egentlig meget tæt på mål, men man skal en tur ned og op igen. Herfra resterer nemlig fortsat 43,3 km, og de indledes med en i starten let og siden mere teknisk nedkørsel, som fører mod nordvest ned til byen Scafa. Her vender man med det samme rundt for at køre mod syd op ad en stigning (6,2 km, 4,9%) med top efter 169,4 km, hvorefter det fortsætter med at stige let med sydøst frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 175,5 km.

Umiddelbart herefter bryder helvede løs, når man kører mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Blockhaus. Den stiger med 8,4% over 13,6 km, men skal deles i to. De først 3,65 km stiger bare med 6-8%, men herfra stiger den relativt jævnt med 9,4% i snit med et maksimum på 14% knap 5 km fra toppen. Hovedsageligt ligger den på ca. 10%, men de sidste 2,65 km er lettere med først stigningsprocenter på ca. 8, inden der venter først 500 m med 6,2% og slutteligt 650 m med bare 4,8%. Vejen er først relativt lige, inden den efter midtpunktet har en del hårnålesving, men stigningens sidste fjerdedel går ad en stort set helt lige vej, inden man drejer skarpt med 200 m igen ind på den 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 5080 højdemeter.

Blockhaus har to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var senest i Giroen i 2017, hvor Nairo Quintana kørte alene hjem til sejr med 24 sekunder ned til Thibaut Pinot og Tom Dumoulin, som med et stærkt comeback for første gang viste, at han kunne vinde løbet. Giroen var også forbi i 2009 på en bare 83 km lang etape, som Franco Pellizotti vandt suverænt med 42 sekunder ned til Stefano Garzelli og 48 sekunder ned til den førende Denis Menchov, dog via en anden opkørsel.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Vejret

Efter nogle solrige dage bliver det en anelse mere ustadigt. Således vil der i den første del af etapen være en bygerisiko på 30-40%, men den aftager, når man kører mod nord til 25% i finalen. Generelt vil det være solrigt med kun få skyer, og det vil være varmt med 25 grader ved start og 24 grader ved bunden af Blockhaus. Ved starten vil der være en let vind (7-12 km/t) fra sydvest, men den vil skifte retning og i finalen være let (10-12 km/t) og komme fra nordøst. Det gør det lidt svært at sige, hvor vinden vil komme fra undervejs, men der vil være sidemedvind op over de første tre stigninger. I finalen vil der være medvind på Lanciano og derefter sidevind på nedkørslen. Man får sidemed- og derefter sidemodvind på bakken op til spurten, mens der på Blockhaus vil være sidevind, som dog gradvist bliver mere sidemodvind over de sidste 2 km.

Analyse af 8. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Thomas de Gendt vendte et truende karrierestop på hovedet med sin flotte sejr på 8. etape.

Favoritterne

En grand tour er altid ét langt ventespil, hvor det handler om at økonomisere med kræfterne og sikre sig, at der er noget tilbage i tanken, når det hele skal afgøres i den tredje uge, hvor de vigtigste etaper ofte er koncentreret. Det gælder dog i særligt udpræget grad i denne Giro, hvor næsten alle nøgleetaperne er koncentreret efter sidste hviledag. Det er mere end vanligt et løb, der afgøres på holdbarhed i den tredje uge.

Der er dog én etape, der gør, at man ikke bare kan vente med at toppe i den tredje uge. De første 15 dage har kun én nøgleetape, men den kommer nu, allerede ved udgangen af den første uge. Giro-arrangørerne er ellers ofte varsomme med at have alt for svære bjergfinaler tidligt i løbet, men i år har de kastet hæmningerne over bord. Blockhaus er utvivlsomt en af løbets sværeste stigninger.

Vi kender Blockhaus fra de to tidligere besøg i dette årtusinde, men det er kun én gang, vi er kørt op fra denne side, der er den sværeste. I 2017 var Nairo Quintana 24 sekunder foran sine to nærmeste forfølgere og kun tre mand holdt sig inden for et minut. I 2009 var forskellene endda endnu større, selvom man her brugte en anden og lettere opkørsel, og der bare var tale om en 83 km lang etape med kun ét bjerg, da Franco Pellizotti sejrede med 42 sekunder ned til Stefano Garzelli på 2. pladsen og igen med bare tre mand inden for et minut af hans tid. 2017-udgaven dokumenterer klart, at denne opkørsel er rædselsfuld. Det er slut med passiviteten fra Etna. I morgen får vi de første virkelige svar!

Det er endda ikke kun finalebjerget, der er svært. Mere end 5000 højdemeter over en ikke skræmmende lang etape er hård kost, og der er endda to meget svære stigninger i finalen. De skal op ad bjerget hele to gange, og selvom den første opkørsel slet ikke er så svær som den sidste, er den rigeligt til at sikre, at det er nogle mærkede ben, der skal udkæmpe det første store klassementsslag.

Det slag er sikret alene af etapens profil, men skal favoritterne også køre om etapesejren? Det er langt fra givet. Historien viser, at udbrud oftest holder hjem i Giroen, og det vil bestemt ikke være mærkeligt, hvis det sker igen i morgen. Vi er stadig så tidligt i løbet, at det handler om at spare på kræfterne.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Jeg er også meget i tvivl, og det er stort set 50-50. I mine øjne afhænger det formentlig af Bahrain og måske Ineos. De øvrige hold, der kunne tænkes at jagte, er BikeExchange og DSM, men det ser jeg ikke ske. DSM har for svagt et hold, og BikeExchange kører helt anderledes efter eksplosionen i 2018. Nu om dage handler det bare om at vente og vente, og da Simon Yates i teorien fører løbet, har de endda slet ingen grund til nogen stor offensiv på dette tidlige tidspunkt i løbet. En etapesejr har næppe den store prioritet for en mand, der har vundet rigeligt og er besat af endelig at tage den samlede sejr.

Nej, pilen peger på Bahrain og Ineos. Mit bedste bud er, at Ineos også har det lange lys på, særligt nu hvo Jonathan Castroviejo er så forslået, at han ikke kan bidrage med meget. Heller ikke for dem er en etapesejr alt for vigtig. Det er den til gengæld for Bahrain. Mikel Landa havde en grim oplevelse på Blockhaus for fem år siden, hvor han og Geraint Thomas fik deres klassement ødelagt af motorcykelsstyrtet inden selve stigningen, og han har sagt, at han har noget at revanchere på netop denne etape. Det vil samtidig ligne ham meget at tro på sig selv og sætte sit hold til at tage ansvar. Det er ikke sikkert, at de gør det, men jeg tror, at de vil.

Spørgsmålet er bare, om de er stærke nok. De mangler i den grad Jan Tratnik. Starten er nemlig brutal, og dermed er der lagt op til en angrebsfest fra begyndelsen. Det vil helt sikkert give et brølstærkt udbrud, og så er det ikke let at jagte over 5000 højdemeter. Jasha Sütterlin og Phil Bauhaus bliver formentlig sat på de første stigninger, og så er man nede på fem mand. Skal man vente på dem, vil udbruddet få et stort forspring.

Heldigvis er der en god chance for, at de får hjælp. Den hårde start betyder, at udbuddet vil tælle gode klatrere, og det kan true førertrøjen. Det bliver svært for Juan Pedro Lopez at forsvare den, men det er ikke umuligt, og de vil helt sikkert gøre forsøget. Det virker sandsynligt, at Koen Bouwman vil jagte bjergpoint og dermed have en god chance for at ramme udbruddet, og så skal det pludselig holdes i kort snor. Kombinerer man den svingende Domen Novak, der endelig synes at have fundet sine gode klatreben, med Wout Poels, Bauke Mollema, Dario Cataldo, Jacopo Mosca og Mattias Skjelmose, er der pludselig noget føringskraft, samtidig med at man sparer Santiago Buitrago til finalen.

Jeg tror, at det er nok til at holde udbruddet i relativt kort snor. Når vi kommer til de sidste to stigninger, forventer jeg, at Ineos sammen med Bahrain kan tænkes at lægge presset. Ineos savner virkelig Castroviejo, men med Jhonatan Narvaez og Ben Tulett kan de stadig gøre næstsidste stigning hård, inden Pavel Sivakov kan tage over på sidste stigning. Jeg tror, at det er nok til, at udbruddet bliver hentet, men det er langt, langt, langt fra sikkert. Det afhænger formentlig af en tvivlsom satsning fra Bahrain samt mulig hjælp fra Trek, ligesom udbruddet kan være for stærkt til at blive hentet.

Jeg ender dog med at gå med et klassementsslag, og det skal slås på den sidste stigning. Ingen har grund til at tage risici endnu med et tidligt angreb på Lanciano, og da slet ikke, når den sidste stigning er rigeligt svær i sig selv. Den sidste nedkørsel er også kun teknisk midtvejs og vil næppe spille en rolle, selvom man aldrig ved, hvad DSM kan finde på.

På selve Blockhaus regner jeg med, at Ineos og Bahrain vil tage teten, inden det bliver mand mod mand. Der vil være sidemodvind på de sidste 2 km, men derudover generel sidevind. Det er ikke ideelt til at skabe forskelle, men stigningen bør være så svær, at det bliver samme ”rene” opgør som i 2017, hvor der blandt de 15 første kun var to duoer. Alle andre fik noteret deres egen tid, hvilket siger alt om bjergets vanskelighed. Derudover bliver det en varm dag, og selvom rytterne har haft nogle dage til at vænne sig til, får den lige et ekstra tryk i morgen.

Jeg vælger at pege på Richard Carapaz . På papiret er ecuadorianeren løbets bedste klatrer, og der er intet i den første del af løbet, der har givet anledning til at revurdere den opfattelse. Carapaz virkede i hopla på både 1. og 4. etape, og da Ineos gik frem på Etna, var det endda slet ikke planen. Tværtimod var det en beslutning, Carapaz tog, fordi han havde gode ben, og da han suverænt spurtede væk på toppen, viste han, at han ikke tog fejl. Han havde en mærkelig langsom opkørsel ad bakken på enkeltstarten, men det er noget, man formentlig kun kan overfortolke. Han har virket meget overbevisende og selvtillidsfuld hidtil.

Carapaz plejer også at time sin form til grand tours perfekt. Det er kun mislykket én gang, nemlig i sidste års Tour, hvor han først fandt benene i den sidste uge. Det fornemmede man imidlertid allerede de første dage, og det har været helt anderledes overbevisende denne gang. Det samme har hans hold, hvor Richie Porte ligner en af de allerbedste, og de to vil udgøre en uhyggelig duo i morgen. Mest af alt handler det dog om, hvem der har de bedste klatreben, og det har Carapaz formentlig. Måske vil Ineos ikke jagte for etapesejren, men i finalen skal der vindes tid, og det tror jeg, at Carapaz vil gøre - og så vil andre sikre, at han også får sin etape.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Jeg vælger at pege på Joao Almeida som nr. 2. Indtil sidste års Giro var portugiseren begrænset i bjergene, men det ændrede sig i den tredje uge, hvor han for første gang i karrieren kunne klatre med verdenseliten. Faktisk var han den mest stabile over den sidste uges bjergetaper, og i år synes han at have taget endnu et skridt. Det så vi med han dybt imponerende etapesejr i Catalonien, hvor han på en let stigning sled alle ned med en vanvidsføring i modvinden, og selvom han stort set ikke så sig tilbage, var han stadig hurtigst i spurten.

Denne stigning passer også godt til Almeida. Han klatrer nemlig som Tom Dumoulin ved at holde sit helt eget tempo og undgå at gå i rød zone. På Blockhaus i 2017 blev Dumoulin tidligt sat af Quintana, men med sit jævne tempo leverede han et imponerende comeback. Den strategi er oftest god på stigninger, der er så stejle, at man skal undgå at eksplodere tidligt, og det er Almeida en mester i. Hans comebacks på denne facon er bemærkelsesværdige, som vi senest så det i Paris-Nice, og det kan sagtens være den bedste strategi til at vinde denne etape - og så har han spurten, hvis det bliver nødvendigt i modvinden til sidst. Det er svært at vurdere hans form efter en halvsløj enkeltstart, men i år har billedet været gode bjergben ig dårlige tempoben. Det kan vi meget vel se igen i morgen.

Jeg vælger at rangere Simon Yates som nr. 3, men faktisk tror jeg, at han flopper. Som bekendt er briten ufatteligt svingende i grand tours, hvor han veksler mellem gode og dårlige dage, og det gør ham til en af de førende lottokuponer. Mit indtryk på Etna var ikke positivt. Han gemte sig bagerst i gruppen det meste af vejen. Det er for ham ganske almindeligt, men det var vel et svaghedstegn, at han rullede over stregen bagerst i gruppen. Med det sene sving var risikoen for huller og tidstab enorm, men alligevel bevægede han sig aldrig frem. Hans enkeltstart var imponerende, men den siger ikke meget om hans bjergben.

Der er også andre bekymringspunkter. Yates eksploderede i varmen i Asturien, og dette er den første rigtigt varme klatredag, han oplever i år. Det plejer dog ikke at være et problem, og jeg ser det nok svarere som endnu et tegn på hans ustabilitet i bjergene. Han var god på de eksplosive stigninger, der passer ham bedst, men på det eneste lange bjerg, gik han ned. Denne etape tæller 5000 højdemeter, og det plejer at være de sværeste dage for Yates. Omvendt er den sidste stigning med sine stejle procenter og begrænsede længde faktisk ganske glimrende for ham, og i år har han klatret bedre, end han har gjort det i lang tid. Efter vinderpotentiale skal han derfor rangere højt, for med Paris-Nice-benene kan han sagtens vinde. Jeg frygter imidlertid mere, at det bliver den nedtur på første alvorlige bjergetape, som vi så i både 2019, 2020 og 2021.

Som sagt tror jeg, at Mikel Landa vil satse stort på at vinde denne etape, og det er bestemt ikke umuligt. Han er imidlertid lidt af et wildcard, fordi han kommer fra en svær tid siden styrtet sidste år. Hans samlede 3. plads i Tirreno beviste dog, at klassen er intakt, og selvom han skuffede i Alperne, burde han være klar. Han har i hvert fald udsendt meget optimistisk toner, virket overbevisende hidtil og meldt om samme gode data som sidste år. Her var han ganske imponerende, da han fik den første bjergetape til at eksplodere, inden han styrtede 24 timer senere, og hvis han har samme ben nu, bliver han en af de bedste i morgen. Han er også god på stejle procenter, som han har vist i Baskerlandet og på Mortirolo, og en stor bjergetape med mange højdemeter passer ham godt. Spørgsmålet er, om han i sin efterhånden fremskredne alder stadig har det niveau, han havde for et år siden, men hvis han har, vil han køre med om sejren på denne etape.

Jeg er lidt spændt på, hvordan Ineos bruger Richie Porte. Det er ikke en stigning, hvor taktik betyder alt for meget, men skulle der være stor jævnbyrdighed, kan det sagtens ende i noget stop-go-kørsel, hvor Ineos vil sidde med to mand. Porte synes nemlig stadig at have et tårnhøjt topniveau, som vi så i Tirreno, og han virkede meget overbevisende på Etna. Med sin sidste føring i den benhårde modvind satte han på bløde procenter alligevel meget gode klatrere af, og han har da også lydt ganske optimistisk i optakten. Får vi en gang stop-go-kørsel, er det oplagt at sende Porte i fronten for at lægge pres på rivalerne, og mens alle kigger på Carapaz, vil australieren kunne køre væk - og på en stejl stigning, der passer ham, synes han stærk nok til at gøre det færdigt.

Det har også været opløftende at se Romain Bardet, der jo for et år siden lignede en hensygnende skikkelse. Franskmanden har bekræftet det gode indtryk fra Alperne og sidste års Burgos, hvor han vel nåede det højeste klatreniveau, vi har set fra ham i nogle år. Han plejer at være bedst i den tredje uge, men han virker skarp fra start, og han vil elske en lang og opslidende dag med mange højdemeter. Vi har stadig til gode at se ham excellere på meget stejle bjerge, men i det lys var hans kørsel på den korte, eksplosive Stronach-stigning i Alperne opløftede. Det er klart, at denne er meget længere, men det burde i teorien kun passe ham endnu bedre. I sidste års Giro kørte han også sin eneste meget gode etape på kongeetapen, der sluttede med Passo Giau, som godt kan sammenlignes med denne. Der er usikkerhed om ham efter nogle svære år, men han synes at nærme sig fordums styrke.

Jeg har også været optimistisk på vegne af Giulio Ciccone . Italieneren har indtil nu lignet en mand i overskud, og det er opløftende, når man ved, at han missede Ardennerne i en optakt, der ikke var ideel. Han fik dog trænet i højderne, og vi ved, at det sidste år førte til, at han i den første uge var næstbedste mand i bjergene bag Egan Bernal. Efter et skuffende forår har vi stadig til gode at se, om han vitterligt har samme niveau denne gang, men den første del af løbet har ikke givet grund til at tro, at han ikke har det.

Som det fremgår af mine optakter inden starten, har jeg en vis fidus til, at Jai Hindley kan rejse sig i dette løb. Australieren havde et skidt 2021 med siddesår og styrt, men i år har takterne været lovende. Han var blandt de bedste i Tirreno og Catalonien, hvor han dog til sidste endte som hjælper for Sergio Higuita. Det er første gang siden Giroen i 2020, at han har haft mulighed for at genfinde det tårnhøje niveau, han havde dengang, og både foråret og hans kørsel hidtil i dette løb har været opløftende. Vi så dog også dengang, at han først for alvor blev god i den tredje uge, og vi har til gode at se ham køre stærkt tidligt i en grand tour. Foreløbig ser altid dog lovende ud.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Thymen Arensman bliver bare ved med at imponere. Han smed lidt tid i den eksplosive finale på 1. etape, men han har virket uhyre overbevisende hidtil. Han kørte en fremragende enkeltstart på en rute, der passede ham ganske elendigt, og han lignede en mand med overskud på Etna. Jeg frygter, at denne stigning er lidt for stejl til virkelig at passe ham, men han var overraskende god på Stronach-muren i Alperne tidligere i år, hvor han viste et hidtil uset klatreniveau. Vi så i Vueltaen i 2020 og 2021, at hans dieselmotor bare bliver bedre og bedre, og derfor er der grund til at tro, at han er endnu bedre nu, end han var for en uge siden. Det er klart, at han er ren hjælper for Bardet, men sidder de i overtal til sidst, vil det ikke ligne Bardet dårligt at lade en holdkammerat lægge pres på de andre med et angreb.

Forud for løbet havde jeg ganske pæne forventninger til Alejandro Valverde , og de er ikke blevet mindre. Veteranen viste så sent som i Ardennerne, at han stadig tilhører den absolutte verdenselite, og på Etna så han også ganske overbevisende ud. Det er klart, at han altid har haft det vanskeligere i bjergene end i eksplosivt terræn, og denne store bjergetape med 5000 højdemeter er en udfordring. Vi har stort set ikke set ham blande sig med verdenseliten i bjergene siden Vueltaen i 2019, men hans første bjergetape i Vueltaen, hvor han styrtede kort efter, var uhyre lovende. Her arbejdede han for sine kaptajner, men var på Picon Blanco, der minder om Blockhaus, klart en af de mest overbevisende. En ikke alt for lang og meget stejl stigning har altid været den bedste type for Valverde. Jeg tvivler på, at han stadig er god nok til at vinde, men jeg bliver ikke forundret, hvis han kører en fornem etape.

Som altid er Ivan Ramiro Sosa en stor joker. Colombianeren kan floppe fælt, men han kan også vise sig som en af de allerbedste. Hans optakt i Asturien, hvor han satte Yates til vægs, var opløftende, men selvom han i år er tilbage på sporet, har vi ikke set den bedste Sosa siden begyndelsen af 2021. Han er stadig et stykke fra sit topniveau, men det er omvendt også først nu, han skal toppe. Stigningen burde med sine stejle procenter passe ham godt, og han så ganske stærk ud på Etna. Det kan sagtens ende med en total fiasko, men det kan også ende ganske opløftende.

Forud for løbet troede jeg på Hugh Carthy, men det var med stor usikkerhed. Han skuffede gennem hele 2021, og hans optakt med sygdom i foråret var bestemt ikke ideel. Han er dog blevet bedre og bedre, go det gav mig en tro på, at han var i gang med samme formopbygning som til Vueltaen i 2020, men han virkede ikke alt for overbevisende på Etna. Han er dog også en rytter, der er svær at læse, og Blockhaus passer ham i hvert fald. Han er bedst på stejle procenter, hvor han vandt på både Angliru og senest Lagunas de Neila i Burgos, og en gedigen bjergdag med 5000 højdemeter er perfekt for feltets dieselklatrer par excellence. Spørgsmålet er bare, om 2020-udgaven af Carthy er tilbage. Det har han i hvert fald til gode at bevise.

Den eneste grund til, at jeg først nævner Lucas Hamilton nu, er hans rolle. BikeExchange kører med et meget stramt hierarki, og han er med som ren hjælper. Derfor er det også næsten umuligt at se ham vinde, men til gengæld kunne han meget vel køre stærkt. Hans enorme potentiale blomstrede endelig sidste forår, hvor han var ganske fremragende i alle sine etapeløb, men siden Touren har han været i en gigantisk krise. Nu tyder meget imidlertid på, at han kan være tilbage i dette løb, for han kørte sit livs enkeltstart og var en af de bedste på Etna. Denne stigning burde passe ham, og skulle holdet sidde med to til sidst, kan man vel ikke helt udelukke, at han får lov at angribe og lægge lidt pres på rivalerne, selvom det nok desværre er meget, meget usandsynligt.

En af løbets positive oplevelser har været Emanuel Buchmann. Hans gradvise forfald er jo ellers bare blevet mere og mere udtalt, og i år har det været decideret tragisk at følge ham. Han er imidlertid startet stærk med en - trods et styrt - fin enkeltstart og uventet gode placeringer i puncheurspurterne. Han er altid bedst i grand tours, hvor hans motor kommer til sin ret, og denne gedigne bjergdag med 5000 højdemeter vil han elske. Til gengæld er han ikke alt for god på stejle procenter, og finalebjerget er ikke ideelt for ham. Først og fremmest vil jeg dog gerne se ham præstere på sit gamle niveau, inden jeg for alvor dømmer ham tilbage, og med tanke på det tragiske forår er der et stykke vej - særligt når han som Yates i tirsdags tog en ganske farlig position bagerst i en gruppe, der meget vel kunne være knækket.

Jeg bliver overrasket, hvis ikke Pello Bilbao gør det ganske godt. Baskeren er bundsolid og tilregnelig og har i år klatret bedre end nogensinde. Ligesom Almeida kører han også sine bjerge som en enkeltstart, og det er ofte en god strategi på denne form for meget stejle stigninger. Til gengæld har Bilbao aldrig klatret med de bedste, og det har han heller ikke gjort i år. Han var god i UAE Tour, hvor feltet ikke var bredt, men i Tirreno, Baskerlandet og Alperne var der folk, der var bedre end ham. Det vil være mærkeligt, hvis Bilbao ud af det blå kører med om sejren på en stigning, der er så svær som denne, men han vil utvivlsomt levere en god enkeltstart, der bringer ham pænt langt frem.

Wilco Kelderman kom meget stærkt fra start på enkeltstarten og i puncheurspurten på 1. etape, men i de senere år har han også været mere puncheur end klatrer. I bjergene har han aldrig kunnet følge de bedste, og da hans optakt var ganske elendig med en skidt, skidt vinter, styrt i Valencia, dårlig form i Tirreno og slutteligt et styrt i Liege, som truede hans Giro-deltagelse, kan jeg næsten ikke tro, at han vil klatre på et højere niveau, end han plejer. For en rytter, der altid spurter, når han kan, var det også bekymrende, at han endte så langt tilbage i Etna-spurten, og det indikerer vel, at hans ben ikke var de bedste. Omvendt har han start i Ungarn været så overbevisende, at han kan overraske mig positivt.

På Etna mistede Domenico Pozzovivo lidt tid til sidst, men skal man tro ham selv, skyldtes det alene, at der var sidevind, da de kom ud på den store vej uden for kameraets fokus. Det vil da også ligne ham godt af ryge af i vinden, og på stigningen så han da også godt ud. Flere gange i år har han bevist, at hans topniveau stadig er ganske højt, og han så endda bedre ud end længe i Burgos sidste år, inden han (igen) havde et alvorligt styrt. Når det er sagt, er det også klart, at Pozzovivo i nogle år ikke har haft sit gamle niveau, og selvom han altid er bedst på stejle procenter som disse, vil det være mærkeligt, hvis han pludselig er med helt fremme.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

Der er også hans holdkammerat Jan Hirt. Tjekken er kendt for kun at finde benene i den tredje uge, men i denne sæson er han forvandlet. Han startede stærkt i Oman, og nu kørte han minsandten også stærkt på Etna, indtil han sammen med sin kaptajn røg af i sidevinden. Hirt har haft en imponerende evne til at excellere på de stejleste stigninger som Mortiorolo, Kitzbüheler Horn og Rettenbachferner, og derfor vi han elske Mortirolo og de 5000 højdemeter. Han er dog ikke helt så god som i sine bedste år, og hans opgave er også at hjælpe Pozzovivo. Det bør dog ikke afholde ham fra at forsøge noget, hvis benene er gode, da Intermarché ikke hører til blandt favoritterne.

Endelig må man fremhæve Juan Pedro Lopez. Spanieren skal forsøge at forsvare trøjen, og selvom det bliver let, er det ikke umuligt. Han nåede helt nye klatrehøjder i Vueltaen sidste år, og han syntes at have taget endnu et skridt, da han endelig viste lidt form på kongeetapen i Baskerlandet. Siden da har han formentlig bygget videre på formen frem mod sit mål, Giroen, og han virkede da også uhyre stærk i udbruddet forleden, hvor han kørte væk på den stejle del, indtil han døde på det modvindsramte powerstykke. Denne meget stejle stigning burde passe perfekt til en ren klatrer som ham, og med førertrøjen som ekstra motivation bør han komme langt.

Jeg forventer også, at Santiago Buitrago vil være an af de allerstærkeste, men han vil være låst af sine to kaptajner. Pavel Sivakov og Damien Howson igen vil være langt fremme, men de er langt ned i deres hierarkier. Guillaume Martin synes ikke på toppen og vil formentlig betale en pris for dagens kraftanstrengelse. Jeg regner også med en god etape af Joe Dombrowski, der er god på stejle procenter og ser ud til at være i form, samt Lorenzo Fortunato, der som Zoncolan-vinder vil elske denne stigning og melder, at de dårlige ben fra Etna er væk. Andre ryttere, der kan ventes at gøre det bedre end på Etna er Antonio Pedrero samt måske Koen Bouwman, der dog nok skal holde sig til Tobias Foss og Sam Oomen, hvortil mine forventninger er knap så store. Jeg er også spændt på, hvor langt Lennard Kämna, Mauri Vansevenant og Rein Taaramae kommer, men denne stigning er nok lidt for svær for dem alle.

Som sagt er der en god chance for en udbrudssejr, men det er kun for de allerbedste klatrere, som heldigvis også kan komme væk i den hårde start. Mit bedste bud vil være Lorenzo Fortunato, der som nævnt ovenfor vil elske denne stigning, og som altså ifølge har genfundet sine ben. Dernæst vil jeg pege på Joe Dombrowski med den begrundelse, jeg giver ovenfor. Også Antonio Pedrero er oplagt, hvis Movistar endelig spiller ham ud, for benene synes glimrende. Koen Bouwman har mistet lidt for lidt tid, men da han jagter bjergpoint, kan han som sagt meget vel ramme udbruddet, og hvis Trek er for svage, og Bahrain ikke jagter, kan han vinde alligevel. Jan Hirt har også tabt lidt for lidt tid, men kan måske få chancen a samme årsag. Også Felix Gall kunne være en kandidat samt Harold Tejada, der dog skuffede i dagens udbrud. Til gengæld vil jeg tro, at Bauke Mollema denne gang skal hjælpe Lopez og Ciccone, og Davide Formolo har sagt, at han ingen udbrudsplaner har. Santiago Buitrago er desværre nok låst af Bahrain, mens Tobias Foss og Sam Oomen fortsat kører som klassementsryttere, og Tom Dumoulin og særligt Wout Poels stadig synes at mangle for meget til at vinde så svær en etape. Vincenzo Nibali har heller ikke overbevist mig endnu, og jeg regner også med, at hans store offensiv først kommer i den tredje uge.

BEMÆRK: Jeg rangerer som bekendt efter vinderpotentiale. Det er derfor en god ide at læse analyserne af rytterne, hvoraf det fremgår, hvem jeg har større forventninger til, selvom de måske ikke har den store chance for at sejre.

OPDATERING: Yates har her til morgen talt sin knæskade lidt op. Om det er bluff, er svært at sige, men det mindsker ikke min skepsis i forhold til hans chancer.

OPDATERING 2: Ved en fejl var Buitrago ikke omtalt ovenfor. Det er han nu.

Feltet.dks vinderbud: Richard Carapaz

Øvrige vinderkandidater: Joao Almeida, Simon Yates

Outsidere: Mikel Landa, Richie Porte, Romain Bardet, Giulio Ciccone, Jai Hindley

Jokers: Thymen Arensman, Alejandro Valverde, Ivan Ramiro Sosa, Hugh Carthy, Lucas Hamilton, Emanuel Buchmann, Pello Bilbao, Wilco Kelderman, Domenico Pozzovivo, Jan Hirt, Juan Pedro Lopez

Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Lorenzo Fortunato, Joe Dombrowski, Antonio Pedrero, Koen Bouwman, Jan Hirt, Bauke Mollema, Harold Tejada, Vincenzo Nibali, Felix Gall, Davide Formolo

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Nairo Quintanas sejr fra 2017.

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO