HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Ruten                                                         

Efter den lidt bløde bjergetape som indledning på weekenden bliver det lidt mere alvorligt på sidstedagen i den første uge. Her skal der nemlig klatres hele 3500 højdemeter over bare 158 km på en dag, hvor det går op og ned hele dagen i den sydlige del af Appenninerne. I dette område er stigningerne imidlertid ofte bløde, og det er også tilfældet på denne dag, hvor alle bjergene er menneskelige. Alligevel kan der måske gøres forskelle til allersidst, hvor der venter en stejl lille grusvejsrampe op til målet på Campo Felice, hvor de eksplosive klassementsryttere måske kan stjæle et par sekunder fra nogle af rivalerne, alt imens et udbrud har gode chancer for at køre om sejren.

Med en distance på bare 158,0 km er der tale om en af de korte, intense bjergetaper, der fører feltet fra Castel di Sangro til toppen af den nye Campo Felice-stigning i udkanten af Rocca di Cambio. Etapen indleder rejsen tilbage mod nord, hvor man kører op gennem det indre af den italienske støvle, og det betyder, at man skærer tværs gennem Appenninerne, der i denne sydlige del af Italien dog ofte ikke er særligt stejle. Allerede starten er hård, når man med det samme kører mod sydvest op ad en ikke-kategoriseret stigning (6,9 km, 3,4%) med top efter 12,4 km, inden en teknisk nedkørsel og et kort fladt stykke leder mod vest og nordvest.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Nu tager etapen for alvor fat, når man drejer mod nord for at køre op ad kategori 2-stigningen Passo Godi (13,9 km, 4,1%, max. 11%), der er en jævn opkørsel uden stejle passager. Toppen rundes efter 35,6 km, hvorefter en lang og i starten teknisk nedkørsel leder mod nordvest over hele 30 km, inden man forsætter mod nordvest op ad en ikke-kategoriseret stigning (11,4 km, 4,5%), der ligeledes er jævn og ikke stejl. Toppen i Fonte Ciarlotto rundes efter 77,0 km, hvorefter en periodevis svær nedkørsel leder videre mod nordvest.

Heller ikke denne gang venter der noget dalstykke. I bunden drejer man med det samme mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Forca Caruso (12,7 km, 4,5%, max. 10%), der igen er en jævn stigning helt uden stejle procenter. Toppen rundes efter 102,1 km og efterfølges af en enkel nedkørsel, der leder mod vest ned i dalen, hvor man drejer mod nordvest for ad en let stigende dalvej at køre frem til byen Celano, hvor dagens første spurt kommer efter 121,9 km.

Umiddelbart herefter indledes finalen. Det sker, når man fortsætter mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Ovindoli (12,4 km, 5,1%, max. 10%), der også er en af de jævne opkørsler uden stejle passager. Toppen kommer efter 135,0 km, men de sidste 23,0 km byder ikke på en nedkørsel. I stedet fortsætter man mod øst, nord og nordøst ad en let faldende vej op til byen Rocca di Cambio, hvor man skal op ad en bakke (2,5 km, 4,7%), på hvis top dagens sidste spurt kommer efter 150,1 km i etapens nordligste punkt.

Her vender man rundt for at køre mod syd ad en nedkørsel, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad målstigningen Campo Felice (6,0 km, 6,0%, max. 14%), der er i kategori 1. Den kommer i tre faser med først en jævn start, der over 2,95 km stiger med 6,2% i snit, inden der venter 1500 lettere meter med bare 3,6%. Herefter rammer man de sidste 1550 m med grusvej, der stiger relativt jævnt med 8,2% med et maksimum på 14% på de sidste 500 m. Vejen bugter sig generelt kun let. Der er en blød kurve ved indgangen til grusvejen, og derefter er der kun nogle bløde kurver samt to hårnålesving i rap lige inden de sidste 600 m.

Etapen byder på i alt 3501 højdemeter.

Rocca di Cambio har været mål for et stort cykelløb to gange tidligere i dette årtusinde. Det var i Giroen i 2012, hvor Paolo Tiralongo spurtbesejrede Michele Scarponi på toppen på en dag, hvor kun sekunder adskilte enkelte af klassementsrytterne, der næsten alle fik samme tid. Dengang kom man dog nordfra og sluttede i bunden af den sidste rampe. Tidligere skete det i 2002-udgaven af Tirreno-Adriatico, hvor Danilo di Luca kørte alene hjem med 14 sekunder ned til Erik Dekker og Franco Pellizotti. Den sidste rampe, Campo Felice, er ikke blevet brugt i dette årtusinde. Stigningen Campo Felice blev benyttet i Giroen i 1965, 1966 og 1968.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret

Det ser generelt ud til, at anden uge bliver vejrmæssigt ganske pæn, men søndagen er ikke alt for smuk. Det vil være overskyet fra start med en temperatur på 19 grader, og her vil der være en let til jævn (15-17 km/t) fra sydvest. Det skyede vejr varer ved hele dagen, hvor der er en beskeden bygerisiko på ca. 20% i bjergene, men den forsvinder sidst på eftermiddagen, hvor solen kan kigge lidt frem. Temperaturen i målbyen vil være 14 grader, og her vil der være en let vind (13-14 km/t) fra sydvest eller vestsydvest. Det giver først sidemod- og sidevind frem til bunden af første stigning, hvorefter der vil være sidemed- og sidevind hele vejen frem til anden stigning. Her får man mod- og sidemodvind frem til kort inden spurten, hvorefter der er sidevind frem til toppen af Ovindoli. Herefter er der sidemedvind frem til sidste spurt og slutteligt modvind på den første del af stigningen, indtil man får sidemedvind på det stejle grusstykke.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Analyse af 8. etape

I de senere år har det været et mindre traume for Cofidis-mandskabet, at de har været nærmest forbandede i Tour de France. Ikke siden den fremragende 2008-udgave, hvor både Samuel Dumoulin og Sylvain Chavanel vandt etaper i de rød-hvide farver, har holdet været i stand til at vinde i det løb, der betyder mest for det lokale hold. Selvom et af feltets ældste hold har været fast deltager i løbet, siden mandskabet blev skabt i 1997, og med sin status som et af de førende franske hold har været garanteret en plads i feltet selv i de mange år, er det nærmest blevet en historie i sig selv, at Cofidis har været holdet, der aldrig vinder i Touren.

Det har ellers ikke skortet på forsøg på at bryde tørken. Hele to gange har man forsøgt at hente en supersprinter med adskillige grand tour-etapesejre på generaliebladet, men begge gange kom man lidt for sent. Da man fik fat i Nacer Bouhanni, var silken allerede slidt af, og da Elia Viviani kom til holdet, var det egentlig allerede ret klart, at hans sidste sejre mere skyldtes Deceuninck-holdet, end hans egen fart. Derfor er begge de store sprintersatsninger endt som gedigne fiaskoer, og Cofidis lever stadig med den nu snart 13-årige Tour-tørke som et tyngende åg.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Faktisk er det sjovt, som holdet kun synes at kunne præstere i Vueltaen. I Giroen har man nemlig heller ikke vundet siden Damien Moniers overraskende udbrudssejr i 2010, mens man til gengæld altid har boltret sig på de spanske veje. I nogle år var det jo nærmest en fast tradition, at David Moncoutié vandt både etape og bjergtrøje, men det var også her, at Bouhanni tog sin eneste virkelig store sejr for holdet. I de senere år er Nicolas Edet gået i Moncoutiés fodspor med endnu en bjergtrøje, og han har sågar også båret førertrøjen, inden Jesus Herrada for to år siden tog holdets seneste Vuelta-triumf ved at køre fra Dylan Teuns på de sidste meter af en kort, eksplosiv målstigning.

Men måske er der nu håb for, at tørken kan brydes til sommer. I hvert fald lykkedes det i dag Victor Lafay at bryde den tilsvarende sejrsstilstand i Italien, da han på fornem vis kronede en dag i udbrud med at køre alene over stregen på den lille bakke op til målet i Guardia Sanframondi. Faktisk skulle man tro, at han havde taget ved lære af Herrada, for etapen var i sin natur næsten en tro kopi af den, som den spanske veteran erobrede i Spanien for to år siden. Herrada havde endda vist vejen, for Lafays sejr var for Cofidis den tredje på bare tre dage efter de foregående dages triumfer til Christophe Laporte i Vallonien og siden Herrada i Mallorca - en nærmest uhørt sejrsrække for et hold, der ikke just er forvænt med at være alt for succesrige.

Det lå da bestemt heller ikke i kortene, at det franske hold skulle have alt for megen succes i løbet af disse tre uger i Italien. Ganske vist er man kommet til Giroen med Viviani som en af feltets førende sprintere, men det har hele tiden været klart, at odds for en sejrsløs Viviani må være lavere end odds for en sejr til den italienske sprinter. Da halvdelen af holdet er udgjort af Vivianis tog, og resten af holdet er udgjort af de tre solide klatrere Lafay, Remy Rochas og Edet, der dog ikke just kan regnes som selvindlysende etapevinderbud, samt hjælperytteren Natnael Berhane, pegede meget på, at sejrschancen i vidt omfang stod og faldt med Viviani.

Sådan gik det bare ikke! I en slags kopi af 2010-udgaven af løbet, hvor alle regnede med Moncoutié som den store stjerne, lykkedes det en af de yngre og mere upåagtede at slå til og gribe den sejr, holdet så længe har jagtet. Dengang var det Monier, der kørte alene hjem fra et udbrud, og i dag var det Lafay, der efterlignede kunsten.

At kalde Lafays sejr et chok, er dog en klar overdrivelse. Tværtimod har franskmanden længe været et af de mere spændende franske klatretalenter med etapesejr i bjergløbet Tour de Savoie Mont Blanc, EM-sølv i U23-klassen bag en vis Marc Hirschi, fransk U23-mesterskab og en opløftende 14. plads mod de professionelle i Tour de l’Ain, mens han stadig bare var en opkomling. Han havde bare så pokkers svært ved at slå igennem i den store liga, hvor 2019 og første del af 2020 var en lang lidelseshistorie.

Sidst i 2020 viste han dog endelig lidt af de gamle takter i Vueltaen, og noget tyder på, at han er eksemplet på, at en første grand tour ofte gier unge ryttere et boost. I hvert fald var han allerede flyvende i Ardeche i februar, indtil et styrt kostede ham marts måned. Han er dog kommet uhyre stærkt tilbage med en 2. plads bag Enric Mas på kongeetapen i Valencia, hvor han og Rochas imponerede i kamp mod den spanske grand tour-stjerne, og derfor lå det også i kortene, at han ville kunne vinde en etape som dagens, hvor hans klatreevner kunne komme til udtryk, men det ville bare kræve, at han havnede i det rette udbrud og ikke i en gruppe med mange af de større stjerner.

Heldigvis for ham havde etapen det helt rigtige design. Ganske vist var der en tidlig hård bakke, men langt hovedparten af etapens indledning var flad. En flad start betyder altid, at man må stille sig op i køen til lotteriet og håbe, at det er en selv, der trækker det rette nummer i dagens Breakaway Bingo, for når et udbrud skal rammes på en sådan, kræver det mindst lige så meget held og timing som gode ben.

Det held havde Lafay. Et uhyre nervøst felt, der gik i panik over sidemodvind på det åbne tidlige stykke, sørgede for, at det var næsten umuligt at komme væk, før rytterne havde rundet toppen på den tidlige bakke, hvor etapens mest indlysende udbryderkandidater skulle have gjort forskellen. Da samtidig de fleste af de kandidater tillige var så passive, at mange vist må have haft søndagens etape i tankerne, var det knap så overraskende, at det blev et temmelig klatresvagt udbrud, der formedes, da elastikken langt om længe knækkede, og feltet fandt ud af, at sidemodvind altså aldrig bliver rigtigt farligt.

Lafay kunne se sig rundt og konstatere, at han var i gunstigt selskab. Sprinterne Fernando Gaviria og Nikias Arndt burde en klatrer som ham nok kunne få skovlen under på den 3,5 km lange målstigning, der var rigeligt stejl til at knække den slags typer. Det samme gjaldt for de to temporyttere, Victor Campenaerts og Alexis Gougeard, der til gengæld kunne blive farlige på det flade stykke forinden, og selvom Nelson Oliveira er i storform og har klatret flot i Spanien op til løbet, vidste Lafay fra deres duel i Valencia, at han var til at knække. Det samme burde Francesco Gavazzi være, for selvom denne finale i gamle dage havde været guf for den tidligere vinder af kongeetapen i Tour of Beijing, hvor han sejrede på en tilsvarende stigning, har det skrabet lidt på for veteranen, der ikke er ved fordums klatrestyrke. Til gengæld var han også manden, ingen ville have med til stregen, og derfor var Lafay tvunget til at gribe finalen offensivt an.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Truslen måtte i stedet primært komme fra klatrerne, Giovanni Carboni og Kobe Goossens, men her var der håb at hente i deres optakt. Carboni er faldet helt af på den i de senere år, hvor han slet ikke har levet op til det engang lovende talent, og selvom han var bedre forleden, har Goossens, der ellers var Lottos klassementsmand, været syg de første dage. Med tanke på, at Lafay også må regnes som den hurtigste af de tre klatrere, var missionen i alt væsentligt at holde sig til de to lette folk og sørge for at komme af med hurtige Gavazzi.

Det var i teorien enkelt nok og så alligevel ikke. Helt forventeligt angreb Campenaerts nemlig i højre og venstre på det flade stykke inden stigningen, og det var ikke just en gave for Lafay, der følte sig fanget bagude. Nu fik hans rival, Carboni, et lift af en af feltets bedste temporyttere, og det tegnede til, at løbet var ved at glide ham af hænde.

Men når nøden er størst, er Oliveira nærmest. Det erfarede Mads Würtz i Tirreno, hvor den ikke altid taktisk snu portugiser - jeg vælger den diplomatiske tone i dag - nærmest agerede hjælperytter for den hurtige dansker i det udbrud, der gav ham karrierens største sejr. På samme måde så tempo- og formstærke Oliveira i dag ud til at være konstant på bagkant, angribe fra front og lukke huller for alle de mere klatrestærke rivaler, så Lafay ikke var alt for langt fra Carboni, da denne forventeligt smed sin belgiske chauffør, så snart det begyndte at gå opad.

Det gjorde Lafay også. Hans chauffør var bare portugisisk, men ellers var han og Carboni i samme båd. Den store forskel er bare, at hvor Carbonis talent er hensygnende, synes Lafays først nu at være ved at blomstre. Derfor varede det heller ikke mange sekunder, inden det stod lysende klart, at udbruddets bedste klatrer og forhåndsfavorit også var i stand til at gøre det færdigt og gøre som Monier gjorde 11 år tidligere, nemlig at tage en Cofidis-etapesejr fra et Giro-udbrud og i samme ombæring fuldende holdets sjældne hattrick i denne uge - en stime, der endda kan forlænges yderligere, hvis Laporte i morgen gentager sin tidligere sejr i grusvejsløbet Tro-Bro Leon på den franske hjemmebane.

Til gengæld blev det ikke til gevinst til Gavazzi. Det kunne ellers have været flot, hvis den italienske veteran, der i mange år har været en af feltets mest stabile top 10-ryttere i den lange serie af mindre italienske endagsløb, fik en af de sejre, karrieren har været alt for få af, selvom han bragede ind på scenen med Vuelta-gevinsten i 2011. Han viste endda også, at der stadig er lidt liv i de gamle klatreben, men desværre måtte han som så mange andre veteraner sande, at de unge drenge i dag er svære at bide skeer med.

Det var de også for Arndt, men det var nu svært ikke at blive imponeret over tyskeren, der er en svært undervurderet rytter. Manden, der startede som sprinter og vandt massespurter i Dauphiné og Giroen, er i dag blevet en uvurderlig og meget værdsat vejkaptajn, der har en flot evne til at slå til, når chancen melder sig. For to år siden sejrede han på en Vuelta-etape, der ellers burde have været for svær, og i dag var han såmænd ikke alt for langt fra at gentage den kunst. Han kom i hvert fald længere end Goossens, der stadig synes at kæmpe med helbredet efter en temmelig sløj præstation.

Sløjt gik det også i feltet, men det var nu forventeligt. Etapens sidste stigning var for kort til, at det gav mening at investere alt for mange kræfter i denne dag, og det endte derfor med den forventelige dødsmarch, da først udbruddet var kørt. Det store incitament til offensiv kørsel på målbakken var der heller ikke, når udfordringerne i de kommende to uger - og allerede i morgen - er betydeligt vanskeligere, og derfor blev det mest en procession op til toppen, inden Joao Almeida fortsatte sin genrejsning efter det, der ligner et kuldechok, med at vinde spurten i en stor, stor gruppe, der stort set talte alle de væsentlige navne.

Det var dog værd at bemærke, at Ineos alligevel øgede farten med Gianni Moscon til sidst. Det var næppe for at sætte et Bernal-angreb i scene, for det kom aldrig. Nej, formålet var nok snarere at se, om man kunne ryste Attila Valter og sende rivalen Remco Evenepoel i førertrøjen. Den manøvre havde nemlig tvunget belgieren til at kontrollere morgendagens knaldhårde ridt i Appenninerne, formentlig helt uden hjælp. Den mission lykkedes dog ikke, og med Attila Valter stadig i lyserødt har Deceuninck nu en solid allieret i FDJ, der også i morgen vil gøre alt i deres magt for at forsvare løbets mest prestigiøse trøje.

Alligevel blev etapen ikke helt udramatisk. Bahrains serie af uheld fortsatte, da Pello Bilbao røg i asfalten og smed 30 sekunder, som sender ham endnu mere klart ned som nr. 2 i det interne Bahrain-hierarki. I samme ombæring røg stakkels Louis Vervaeke af, så belgieren gled fra 5. til 10. pladsen, og episoden kostede også et dumt tidstab til Jai Hindley, der dog heller ikke i dag lignede blot en skygge af den rytter, der klatrede som en drøm for bare et halvt års tid siden.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

I stedet for klassementskamp var dagens store historie Caleb Ewans exit. Nu skal man jo som udgangspunkt tro på, hvad folk siger, men det er dog svært ikke at studse lidt over de pludselig opståede knæproblemer, der belejligt nok meldte deres ankomst dagen efter, at han mere end kraftigt havde antydet, at hjemrejsen ikke kunne komme hurtigt nok. Ewans eneste mission var som bekendt at sikre sig det første skridt på rejsen mod at blive den fjerde rytter i historien til at vinde etaper i alle grand tours i bare en enkelt sæson, og da den var opfyldt, ville enhver videre færd kun hæmme hans chancer i Touren og Vueltaen, hvor han i forvejen må ventes at døje med sin alt andet end imponerende holdbarhed. Pointtrøjen gjorde det betydeligt sværere at komme hjem uden at påkalde sig arrangørernes vrede, men nu sørgede knæproblemerne i hvert fald for, at der er grænser for, hvor meget Mauro Vegni kan tillade sig at skælde ud. Og det var vel egentlig meget heldigt, når nu det ærgerlige uheld var ude…

I hvert fald har det tidlige exit øget chancen for, at Ewan kan følge Giro-triumfen op med en tilsvarende i Touren. Spørgsmålet er, om Cofidis kan gøre det samme. I dag brød de i hvert fald 11 års sejrstørke i Italien, og i en tid, hvor holdet endda vinder tre gange på tre dage, synes intet længere at være helt umuligt. Måske bliver 2021 året, hvor vi endelig skal stoppe med at tale om Cedric Vasseurs tropper som holdet, der pr. definition ikke vinder i Tour de France.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Favoritterne

Den anden søndag i løbet er ofte rammen om en bjergetape og meget ofte en blød en af slagsen, hvor arrangørerne helst ikke vil have for store forskelle, men stadig gerne et underholdende. Til det formål er denne del af Appenninerne særdeles velegnede. Her er stigningerne nemlig lange og bløde og mest af alt velegnede til at trætte rytterne. Til at adskille verdens bedste klatrere er de til gengæld helt uegnede, når man ikke gør brug af de små stejlere ramper, der kan findes, og som man også har fundet til denne spektakulære grusvejsfinale.

At området er velegnet til at designe denne type nedslidende, men ikke afgørende bjergetaper, er helt åbenlyst, når man tænker tilbage til 2020. Dengang var der nemlig på samme søndag en helt tilsvarende etape i samme region. I oktober var det ganske vist en af løbets mange bjergmaratoner med en gigantisk distance, men ser bort fra den betydeligt kortere distance er det svært ikke at sammenligne de to appennineretaper. Begge bestod de nemlig af veje, der konstant gik op eller ned, stigningerne var lange, men meget bløde 4-5%-stigninger, højdemeterne var mange, og det hele sluttede med en stigning, der først blev stejl på de sidste 1500 m, hvor den til gengæld var hidsig med 11,1% over de sidste 600 m. Det lugter lidt af denne etape, gør det ikke?

Etapen kan også meget vel få et tilsvarende forløb, selvom der udover den ændrede distance er den væsentlige forskel, at sidste års forfærdelige regnvejr denne gang erstattes af tørvejr og hæderlige betingelser. Dengang endte det med, at et udbrud fik lov at køre, mens Deceuninck kontrollerede for Joao Almeida, og det var først på den sidste rampe, at Wilco Kelderman, Jacob Fuglsang og Jai Hindley trådte fri og viste, at de var blandt de mere eksplosive af klassementsrytterne og derved vandt nogle sekunder på flere af rivalerne, herunder en lidende Almeida, der nok engang kæmpede lidt i regnvejr. Foran lykkedes det Ruben Guerreiro at tage karrierens største sejr, da han satte Jonathan Castroviejo til vægs på rampen til sidst.

Det er meget sandsynligt, at klassementskampen også denne gang reserveres til den sidste rampe. Alle stigningerne er nemlig så bløde, at de ikke kan bruges til meget andet end at slide folk ned. Man bliver derfor formentlig meget skuffet, hvis man regner med det helt store klassementsopgør, for det vil efter al sandsynlighed kun finde sted over de sidste 1600 m på grusvej.

Det betyder også, at det ikke rigtigt er en etape, det er værd at satse stort på - præcis som det ikke var det for et år siden. Vi er stadig i en fase af løbet, hvor kræfterne er gode at gemme til den tredje uge, særligt når terrænet ikke er alt for gunstigt. Det er derfor meget svært at se, hvem af favoritterne der skal føre for at vinde etapen. Den eneste, der virkelig vil elske denne etape, er Dan Martin, men hans hold har ikke skyggen af chance for at kontrollere en uhyre svær dag som denne. Joao Almeida viste i dag, at han måske vil kunne vinde, men det kan ikke være Deceunincks prioritet - slet ikke fordi det vil kræve en jætteindsats at styre denne etape. Derudover er der naturligvis Diego Ulissi, der i dag viste, at han er frisk på at bruge sine puncheurevner i løbet, men heller ikke for UAE er det værd at bruge de enorme mængder af kræfter på en etape, hvor han alligevel risikerer at blive slået af klassementsrytterne.

Betyder det så, at endnu en udbrudssejr er sikker? Ikke helt. Starten er nemlig knaldhård, og det betyder, at det er næsten umuligt for FDJ at forhindre, at udbruddet ikke bliver stærkt og dermed muligvis også en trussel mod trøjen. Franskmændene vil give deres liv for at holde den eftertragtede trikot, og de vil derfor formentlig være tvunget til at holde udbruddet i snor hele dagen, og så risikerer det at komme tilbage af sig selv, selvom ingen i feltet rigtigt går efter etapen. Modsat Israel SUN er FDJ nemlig relativt stærke - de skulle trods alt have vundet løbet med Thibaut Pinot via næsten denne trup - og selvom etapen er svær nok til, at de uden hjælp godt kan miste trøjen, står de langt stærkere, end Alessandro de Marchis tropper gjorde.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Hvis til gengæld udbruddet er ufarligt, føler jeg mig overbevist om, at de holder. I det tilfælde kan FDJ lade elastikken blive lang, og da udbruddet næsten med garanti vil være relativt stærkt, når starten er så hård, kommer de i det tilfælde ikke tilbage af sig selv. Det gør de kun, hvis de også truer trøjen, for så kan et britisk storhold nemlig komme i spil.

I torsdags var det ikke planen, at Ineos ville forsøge at gøre det hårdt, men da vejret blev dårligt, greb de momentet og gjorde forsøget. Det vidner om, at de gerne vil afsøge de tidlige muligheder - måske mens Remco Evenepoel stadig er lidt halvrusten? - og derfor er det ganske sandsynligt, at Ineos lægger pres på undervejs. Det kan ske allerede fra Forca Caruso, men mest sandsynligt nok fra Ovindoli, for skal Bernal vinde nogle sekunder på denne etape, skal de skabe det blodbad, det lykkedes at skabe i forgårs, hvor målstigningen heller ikke var alt for svær. Til gengæld har jeg svært ved at se, at andre hold skulle være specielt aktive på denne etape, der ikke ligger til hverken Aleksandr Vlasov eller Hugh Carthy, og jeg tror snarere, at Trek vil vinde etapen med Bauke Mollema fra udbrud end forsøge at sætte Giulio Ciccone i scene, selvom han er yderst velkørende.

Jeg regner derfor med en gigantisk kamp om at ramme udbruddet, hvorefter der etableres et potent udbrud med gode klatrere. FDJ vil føre og holde dem i den snor, udbruddet tillader, hvorefter jeg forventer at se Ineos tage kontrol på næst- eller tredjesidste stigning. Jeg udelukker ikke helt, at Trek også prøver, hvis de har misset udbruddet, men jeg tror, at det vil være Ineos, der vil være toneangivende. Om udbruddet kan hentes, bestemmes af dets styrke og af den elastik, FDJ har givet dem, men mit bedste bud er, at de vil køre om sejren. Ingen har rigtigt en interesse i at føre for etapesejren, og det taler for, at feltet meget vel kan gå lidt i stå på plateauet mellem de to sidste stigninger. Lægger man dertil udbruddets forventede styrke, regner jeg med udbrudssejr. De to største trusler mod udbrudssejr kan være George Bennett og Gino Mäder, der er sandsynligt udbrudsdeltagere, men som kan tvinge elastikken til at blive lidt stram - Bennett, fordi han kan blive farlig senere, og Mäder, fordi han kan tage trøjen.

Bag dem forventer jeg, at Ineos vil trykke til på den sidste stigning og måske igen sende Daniel Martinez i offensiven. Det kan tvinge Deceuninck frem - også for at sætte det stabilt høje tempo, der passer Evenepoel - og så regner jeg med, at slaget skal slås på de sidste 1600 m, hvor det formentlig vil være Bernal, Ciccone og måske Martin, der vil være aggressorerne, og de andre, der vil være defensive. Modvinden på den første del gør det reelt set umuligt at angribe tidligere, og derfor er det kun sidste del, hvor vinden også ændrer sig, at afstande kan skabes mellem de bedste.

Med udsigt til en sandsynlig udbrudssejr skal vi se i retning af stærke klatrere. Modsat i dag er det ikke alt for svært at pege på de navne, der kan komme afsted. Det sikrer den hårde start, og derfor bliver der ingen fribillet for Gaviria-typerne i morgen. Her er det kun klatrestærke folk, der kommer med. Til gengæld skal man ikke nødvendigvis være nogen Bernal, når procenterne er så bløde. Mange vil kunne hænge på også igennem en stor del af dagen, men de mange højdemeter gør det i stedet til en god dag for de uopslidelige dieselmotorer, der kan finde ud af at klatre i timevis. Slutteligt er det meget nyttigt at have et punch til grusvejsrampen, der vil blive meget eksplosiv, særligt fordi modvinden på første del af stigningen kan gøre det svært at adskille de formentlig relativt mange gode klatrere, der vil være i udbruddet.

Jeg vælger igen at pege på Bauke Mollema. Hollænderen skuffede ganske vist forleden, men det skyldtes formentlig den svære opkørsel. Hans hæderlige Liege-form, der rakte til en 8. plads, kan næppe være helt forduftet, og der er næppe tvivl om, at etapen her er et mål. Det var i hvert fald umuligt ikke at bemærke, at han i dag var helt passiv, og det tyder på, at han har satset stort på denne etape, der da også passer ham langt bedre.

Faktisk kunne den ikke være meget bedre. Den hårde start betyder, at han har gode chancer for at komme væk, og denne gang er der heller ikke den store risiko for, at han ender på mellemhånd og skal bruge ekstra kræfter. De mange højdemeter og den konstante klatring er skabt til Mollemas dieselmotor, der vel kun savner sidste års længere distance, og den sidste rampe er det samme. Faktisk var det netop på denne slags ramper, at Mollema var allerbedst, da han gik på podiet i Vueltaen i 2011, og siden er han blevet nr. 4 i Fleche Wallonne, ligesom han tidligere i år blev nr. 2 bag Michael Woods på Mur de Fayence i Tour du Var. Gruset gør det vel endda endnu bedre for Mollema, der med sin siddende kørestil ikke burde hæmmes voldsomt af grus og stejle procenter, og derfor er det på alle måder en fremragende dag for den hollandske maskine. Hans præstation forleden gør mig stadig lidt usikker på hans form efter en april, hvor han aldrig blev knivskarp, men med opkørslen in mente tror jeg på, at han denne gang kan gøre det færdigt.

Jeg var dog meget tæt på at pege på Ruben Guerreiro. Portugiseren vandt som sagt den tilsvarende etape sidste år, og i dag lignede han nærmest en besat mand, da han angreb i højre og venstre fra begyndelsen. Når jeg alligevel er lidt tøvende, skyldes det, at han modsat Mollema netop ikke sparede sig til denne etape. Det kunne måske indikere, at han som Hugh Carthys vigtigste hjælper ikke får skyggen af frihed, for ellers risikerer briten alt for hurtigt at blive isoleret. EF har dog været så aktive - også med Alberto Bettiols angreb forleden - at der er grund til at have et håb om, at han får lov, især fordi han jo altid kan kaldes tilbage, hvis der er problemer.

Selve finalen burde være perfekt for Guerreiro, der er en glimrende puncheur og vil være god på den stejle rampe til sidst. Han er blevet en langt bedre klatrer og har fået styr på dage med mange højdemeter, og han viste senest sin storform med 7. pladsen på kongeetapen i Alperne. Han var lidt skuffende på 4. etape, men rejste sig i torsdags og i dag, hvor han førte for Carthy på en stor del af målstigningen. Gruset er desværre nok ikke helt ideelt for en type som ham, men det burde ikke kunne afholde ham fra at køre med om sejren. Det største problem er, at det ikke er sikkert, at han får lov - også fordi det er et problem, at han er så velplaceret i klassementet, at hans deltagelse i et udbrud kan betyde, at elastikken bliver så stram, at de kommer tilbage, når/hvis Ineos lægger trykket.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg mener om Diego Ulissi. Han har endnu ikke fundet sin storform efter hjerteproblemerne, og i dag skuffede han meget i en spurt, han åbenlyst havde tænkt sig at vinde, da selv spurtsvage Aleskandr Vlasov slog ham. I forvejen har han det nok lidt stramt med disse alenlange, jævne stigninger, der ikke passer ham og har for vane at slide ham ned på udbrudsdage som disse. Den samlede etape kan være lidt for voldsom for Ulissis eksplosive type, der elsker korte stigninger og ikke alenlange og udmarvende opkørsler.

Alligevel må han regnes som kandidat. Formen er jo ikke ringe, når han i dag ender som nr. 3 blandt favoritterne, og chancerne for, at han rammer udbruddet i den hårde start, er i hvert fald gode, efter at han ligesom Mollema i dag så ud til at spare sig. Selve rampen til er skabt til Ulissi, og selvom gruset må regnes for en spinkel fyr som Ulissi, er han trods alt blevet nr. 7 i Strade Bianche. Spørgsmålet er bare, om formen rækker til en dag med så mange højdemeter. Og så har også han placeret sig så godt i klassementet, at det måske kan blive svært at få snor nok af FDJ.

Hvad med George Bennett? Det var godt at se, at newzealænderen sad med de bedste i dag. Det kunne nemlig tyde på, at det vitterligt var kulden, der slog ham ud de første dage, som holdet har hævdet. Det ville da også være overraskende, hvis han, der er god til at træne sig i form, har skudt så markant forbi i sin formopbygning. Det må være helt indlysende, at han bruger denne etape og det gode vejr til at forsøge at komme lidt tilbage i top 10-spillet, og den hårde start gør det oplagt, at en klatrer som Bennett kan komme afsted. Problemet er, at andre hold næppe har lyst til at lukke ham alt for meget ind i klassementet igen, men han har trods alt tabt så megen tid, at han godt kan få lidt snor uden at blive akut podiekandidat igen. Den eksplosive rampe og særligt gruset passer ham ret dårligt, men vi så sidste år i Piemonte og tidligere i Polen, at han efterhånden har fået lidt punch - specielt efter en knaldhård dag. Hvis han vitterligt har den Giro-form, han burde, bør han være ganske uhyggelig, og så kan han også vinde i en for ham ikke ideel finale. Det kræver bare, at holdet taler sandt, når de hævder, at det var kulden, der forårsagede fiaskoen.

Også Gino Mäder står stærkt igen. Hans form er jo åbenlys, og det ligger i kortene, at han skal gøre et forsøg på at forsvare bjergtrøjen. Det taler for, at han med sin gode form også rammer udbruddet, men det er lidt uforståeligt, at han i går og i dag kun har fået smidt nogle minutter. FDJ kan ikke rigtigt forhindre ham i at ramme udbruddet, når starten er hård, og han ikke er en mand, der nødvendigvis skal lukkes lige med det samme, men han vil tvinge franskmændene til at holde elastikken stram. Det kan gøre det svært for et Mäder-udbrud faktisk at holde, men han har tabt så meget tid, at det ikke er umuligt. Hans form er åbenlys, og gruset er slet ikke dumt for den ret robuste og meget siddende Mäder. Problemet er, at han mangler eksplosivitet til den stejle rampe, men som for Bennett gælder, at etapen er hård nok til, at bedste mand kan køre væk efter en dag med mange højdemeter.

Den eksplosive finale er også god for Felix Grossschartner, der i hvert fald med sin tyngde og robusthed bør have fordel af gruset. Afslutningen er måske lidt stejl til at passe ham ideelt, men resten af dagens bløde procenter burde passe ham storartet. Jeg er bare lidt usikker på, om han får lov. Bora har indtil nu været helt fraværende i udbrudsforsøg - bortset fra Peter Sagan, der altid har frihed - og Grossschartner er sammen med Matteo Fabbro manden, der skal sidde hos Buchmann. Han synes i hvert fald ikke at have samme frihed som EF-rytterne, men på en etape som denne kan det ændre sig, fordi det ikke er helt dumt at have en mand ude foran. I den situation kan Grossschartner gribe chancen, og etapen er ikke for svær for den ikke alt for klatrestærke østriger, der i hvert fald har punchet til sidst. I dag sad han helt op til sidst, men det kan meget vel være helt bevidst, at det var Fabbros opgave at sidde hos Buchmann på den korte stigning. Formen så i hvert fald fin ud i tirsdags, og han har slet ikke slået sig i styrtet forleden.

Jeg vil også igen fremhæve Geoffrey Bouchard. Han har allerede signaleret, at han går efter en bjergtrøje som supplement til den, han vandt i Vueltaen, og med den hårde start taler meget for, at han rammer udbruddet. Han har slet og ret været flyvende i år, og han så også overbevisende ud i torsdags, indtil han blev så forfrossen, at han slet og ret gav op på den sidste nedkørsel. Det problem har han ikke i morgen, og den dieselagtige karakter burde passe ham godt. Jeg er lidt bekymret for, om han har punchet til at vinde, men etapen er nedslidende nok til, at det er muligt.

Min joker er Jhonatan Narvaez. Ineos har klart vist, at de er her 100% for Bernal, for i dag forsøgte de ikke én eneste gang at ramme udbruddet. I morgen er det bare sandsynligt, at en stor gruppe kører på bakken, og så vil Ineos formentlig sørge for at have en kontrollant med. Selvom holdet efter al sandsynlighed lægger pres på bagfra, kan Narvaez måske alligevel få lov at køre efter etapen, hvis ikke de bliver hentet. I givet fald vil han sikkert have siddet på hjul det meste af dagen, og så kan han blive kedelig på den sidste rampe. Det kræver, at taktikken mager sig, og at han ikke kaldes tilbage - og så kræver det, at den i foråret flyvende Narvaez har fundet den allerbedste form efter skadespausen. Det er trods alt stadig noget usikkert.

Jeg pegede på Koen Bouwman i går, og det vil jeg gøre igen i dag. Hollænderen virker ganske fremragende kørende, efter at han i dag sad sikkert hos Tobias Foss hele vejen til toppen. Jumbos hovedfokus er ikke længere klassementet, og det taler for, at han burde få frihed til at jagte etaper. Han er som nævnt i gårsdagens optakt en ganske hurtig fyr, der derfor også har et fornuftigt punch, og finalen ligger derfor slet ikke så ringe til ham. Spørgsmålet er bare, om han vitterligt har topniveauet til at vinde, hvis han havde i udbrud sammen med flere af de ovennævnte folk, der alle må regnes som stærkere.

Ligesom Grossschartner frygter jeg, at Matteo Fabbro er låst af Buchmann, men man kan håbe, at også Bora vil have en kontrollant ud foran. Desværre har han ikke været helt oppe at ringe i april og maj, og det blev bestemt ikke bedre af dagens styrt. Heldigvis slog han sig ikke, og hans kørsel i torsdags viste i hvert fald ganske klar fremgang i forhold til tirsdag. De mange højdemeter passer ham fint, men jeg er lidt bekymret for, om han har det rette punch til den sidste rampe, ligesom gruset næppe er ideelt for en spinkel rytter med hans kørestil. Klassen har han dog, hvis han genfinder den fabelagtige form, der sikrede 5. pladsen i Tirreno.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Jeg vil også pege på Einer Rubio igen. Den lille colombianer er en meget svingende og derfor også svært utilregnelig type, men han synes endelig at have fundet det niveau, jeg håbede, da han i 2019 blev nr. 2 i Baby-Giroen. Han var i hvert fald flyvende i Asturien inden løbet, og hans kørsel i torsdags vidner om, at han om muligt er endnu bedre nu. De mange højdemeter burde passe ham, og det samme gør det hårde start, hvor Movistar altid giver deres ryttere frihed. Om han er eksplosiv nok til at vinde, er jeg nok lidt i tvivl om - særligt på en grusvej, der ikke synes ideel for den lille colombianer - men umuligt synes det ikke at være.

Er Clement Champoussin endelig i bedring? Det er nok meget at håbe på, at han vinder etapen, men dagens præstation var i hvert fald opløftende. Hvis han vitterligt er ved at finde sine ben, ved vi, hvor fremragende en klatrer, han er, og han burde have det ganske komfortabelt på en stor dag med mange højdemeter. Også for ham gælder, at en eksplosiv finale nok gør det lidt svært, men han var nu i foråret ganske flyvende i mere eksplosivt terræn. Opslidningen forinden hjælper ham i hvert fald, men først skal han vise, at han vitterligt er ved at finde sig selv 100%.

Jeg nævner også Gianluca Brambilla igen, men det er ikke med alt for megen overbevisning. Han har nemlig ikke efterladt det allermest positive indtryk hidtil, og hans generelt store udsving skaber derfor nogen tvivl. I forvejen er denne dag med mange højdemeter nok lidt for voldsom, men hans klatring i Alperne giver dog en vis grund til optimisme. Selve grusvejsrampen til slut er perfekt for eksplosive Brambilla, der også har været på podiet i Strade Bianche, men det kræver dels, at formen er der, og at han ikke slides ned af de mange bakker forinden.

En af løbets positive overraskelser har været Lorenzo Fortunato, der totalt har overskygget sin kaptajn, Edward Ravasi. Eolo-rytteren viste ganske vist bedre klatreform end tidligere i Asturien, men dette er i en helt anden liga. Også i dag sad han komfortabelt med klassementsrytterne hjem, og det taler for, at han i den hårde start kan ramme udbruddet. Det vil nok stadig undre, hvis han vitterligt kan vinde i terræn, han på professionelt niveau ikke har imponeret i tidligere, men hans gode kørsel gør ham bestemt til en outsider.

Movistars andet gode bud er Antonio Pedrero . Spanieren er som Rubio uhyre svingende, men han var faktisk endnu bedre end sin holdkammerat i Asturien, hvor han blev nr. 2 bag Quintana. I dette løb har styrkeforholdet været omvendt, men Pedrero synes i god nok form til at spille en rolle på en etape som denne. Han vil kunne lide de mange højdemeter og den dieselagtige klatring, men han lider under manglen på det punch, der formentlig skal hjælpe ham med at gøre det færdigt.

Hvis Narvaez er Ineos’ bedste bud på en kontrollant, der kan vinde etapen, er James Knox hans pendant på Deceuninck. Den lille brite er uhyre svingende, men fandt endelig sin bedste form i Baskerlandet, hvor han vel var bedre end nogensinde. Den fine form forsvandt lidt de første dage, hvor han ikke var skræmmende, men dog ikke ringere, end at kuldeforklaringen sagtens kan bruges som alibi for at pege på ham. Han er det bedste bud på manden, der skal sidde på hjul i et udbrud for Deceuninck, og så kan chancen for etapesejr også opstå. Desværre er han ikke skabt til at gøre det færdigt på rampen til sidst, selvom han en enkelt gang kørte en god eksplosiv finale i Catalonien for nogle år siden.

Astanas mand til et eventuelt udbrud er Gorka Izagirre. Hidtil har de været meget defensive, men i en stor gruppe skal de være repræsenteret. Her må Izagirre være manden, og han burde også have det ganske herligt på den eksplosive grusvejsrampe til sidst. Til gengæld frygter jeg, at den samlede etape bliver for hård for en mand, der med alderen bestemt ikke er blevet mere klatrestærk. I forvejen har han ikke glimret med sin form i dette løb, men som bekendt finder han altid noget ekstra, når han rammer det rette udbrud.

Endelig vil jeg pege på Alessandro de Marchi og Alberto Bettiol. For dem begge gælder, at de er i noget nær deres livs form, men det gælder også, at etapen her kan være for svær. Det er i hvert fald svært at se dem vinde på den stejle rampe mod de klatrere, de vil være oppe imod, selvom Bettiol jo er en eksplosiv herre. Til gengæld er resten af stigningerne så moderate, at de sagtens kan hænge på, og den nedslidende dag er i hvert fald skabt til De Marchis dieselmotor. Udnytter de plateauet til at få et forspring, er det ikke umuligt, at de kan vinde, men ligesom det gælder for mange andre, frygter jeg, at de er låst af deres kaptajner.

Jeg ville gerne tro, at formstærke Patrick Bevin kan overraske her, men selvom han fik frihed i dag, er det min fornemmelse, at han i bjergene er Martins bodyguard og ikke har samme frihed som De Marchi. Quinten Hermans fortsætter med at imponere, men det vil overraske, hvis han kan vinde her. Michael Storer og Jhonatan Caicedo virker uhyre velkørende, men jeg har svært ved at se dem gøre det færdigt, som det også gælder for den knap så formstærke Nicolas Edet, Dario Cataldo og Simone Petilli. Lige nu synes Matej Mohoric at være et uhyre, men han bør ikke kunne vinde så svær en etape mod bedre klatrere. Jeg vil tro, at den samlede etape bliver for svær for Andrea Vendrame, Gianni Vermeersch, Davide Villella og Filippo Fiorelli, selvom selve rampen kunne passe dem, og jeg tror ikke, at Tony Gallopin stadig har niveauet til en etape med så mange højdemeter. Luis Leon Sanchez ligner Vlasovs bodyguard, og Victor Lafay skal tage sig en puster. Larry Warbasse, Valerio Conti, Matteo Jorgenson, Tejay van Garderen, Kilian Frankiny, Nicolas Roche, Chris Hamilton, Edward Ravasi, Alessandro Covi, Kobe Goossens, Fabio Felline, Jefferson Cepeda, Jan Hirt, Simon Carr, Thomas de Gendt, Remy Rochas, Eduardo Sepulveda og desværre også Harm Vanhoucke, selvom det så betydeligt bedre ud i dag. Ryttere, der ligger foran Mäder i klassementet, vil næppe kunne få den nødvendige snor.

Skulle udbruddet komme tilbage - og det kan som sagt sagtens ske af sig selv, særligt hvis Bennett eller Mäder sidder med - regner jeg som nævnt med en meget eksplosiv finale, hvor det hele afgøres på grusvejen. Derfor er mit bedte bud her Egan Bernal, der er eksplosiv nok til, at han med sin superform kan vinde på så stejle procenter, men selve finalen gør også Dan Martin til en oplagt vinder. Remco Evenepoel synes at blive 10% bedre dag for dag, og selvom han ikke er meget eksplosiv, vil jeg ikke blive overrasket, hvis han vinder. Finalen er også god for eksplosive og formstærke Giulio Ciccone. Måske er den samlede etape lidt for hård for Joao Almeida, men han er eksplosiv nok til at vinde, hvis han er frisk i bunden af rampen og ikke ender med at skulle arbejde. Det er også en god afslutning for Davide Formolo, der er blevet nr. 2 i Strade, og formstærke Damiano Caruso, men jeg har svært ved at se dem vinde. Med deres siddende stil passer Aleksandr Vlasov og Hugh Carthy til gruset, men finalen er alt for eksplosiv. De vil formentlig være med helt fremme, men jeg ser dem ikke vinde. Gruset er en ulempe for Simon Yates, der til gengæld er eksplosiv, men han synes ikke at have niveau til lige nu at vinde efter så lang en dag med så mange højdemeter. Daniel Martinez, Marc Soler, Vincenzo Nibali og Emanuel Buchmann drager nok fordel af gruset, men de mangler punch og passer ikke til finalen. Tilsvarene er finalen for eksplosiv for Romain Bardet og Tobias Foss, der heller ikke har niveauet, og den bliver for svær til, at ellers eksplosive Nick Schultz kan slå favoritterne. Pello Bilbao og Jai Hindley er ikke flyvende og både den uhyggelige Gianni Moscon, der ellers burde være fremragende på denne rampe, og Fausto Masnada må være hjælpere. Ender de med at køre finale med favoritterne, er det slet ikke en ringe afslutning for Ruben Guerreiro, Felix Grossschartner og Diego Ulissi, men den samlede etape er nok for svær til, at de kan vinde mod de bedste. Det skal blive spændende at se, hvor George Bennett står i dette vejr, men han kan ikke vinde i denne type finale. Og endelig skal Attila Valter kæmpe for sit liv, men det bliver denne gang nok svært at forsvare trøjen med sit beskedne forspring, selvom det grundet modvind og rampens begrænsede længde ikke er helt umuligt.

OPDATERING: Nibali, Vervaeke og Petilli styrtede alle i dag og beklager sig over visse skavanker, der dog ikke er alvorlige.

Feltet.dks vinderbud: Bauke Mollema

Øvrige vinderkandidater: Ruben Guerreiro, Diego Ulissi

Outsidere: George Bennett, Gino Mäder, Felix Grossschartner, Geoffrey Bouchard, Jhonatan Narvaez

Jokers: Koen Bouwman, Matteo Fabbro, Einer Rubio, Clement Champoussin, Gianluca Brambilla, Lorenzo Fortunato, Antonio Pedrero, James Knox, Gorka Izagirre, Alessandro de Marchi, Alberto Bettiol

Kandidater til favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Egan Bernal, Dan Martin, Remco Evenepoel, Giulio Ciccone, Joao Almeida, Aleksandr Vlasov, Damiano Caruso, Davide Formolo, Simon Yates, Diego Ulissi, Ruben Guerreiro, Hugh Carthy

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER