Ruten

Det kan godt være, at den sydlige og centrale del af Italien ikke byder på de samme høje bjerge som i nord, men Appenninerne i landets indre giver stadig mulighed for at sammensætte nogle voldsomme etaper med et hav af højdemeter. En sådan etape havde vi allerede på femtedagen, og minsandten om arrangørerne ikke også runder den første uge af med et sandt klatremaraton med urimeligt mange højdemeter. Hele 208 km med mere end 4500 højdemeter venter på en etape, hvor de sidste 90 km nærmest alle er stigende. Det kan godt være, at stigningerne ikke er alt for stejle - i hvert fald bortset fra en stejl rampe op mod mål - men har man en dårlig dag, kan man meget vel smide tid dagen inden første hviledag, som vi så i samme finale i 2016, hvor den senere vinder Vincenzo Nibali tabte sekunder til sine værste konkurrenter.

I alt skal der tilbagelægges hele 208,0 km med start i San Salvo og mål på Aremogna-stigningen i udkanten af Roccaraso. Igen går starten helt ude ved adriaterhavskysten, men man starter med at skære ind gennem landet mod nord via en lille bakke (1,9 km, 5,1%) med top efter 3,7 km. Herfra går det imidlertid ned til vandet, hvorefter den flade kystvej følges mod nordvest frem til Fossacesia Marina, der nås efter 30,4 km.

Herfra drejer man ind i landet ved at køre mod sydvest ad en let stigende vej, der begynder at stige en anelse mere, når man senere drejer mod nordvest. Det hele kulminerer med 2,3 km med 4,4%, som leder op til den første spurt, som kommer efter 75,6 km. Herfra fortsætter det faktisk med at stige mod sydvest, inden man drejer mod nordvest for at følge en kringlet, men kort nedkørsel.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Etapen tager for alvor fat, når man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Passo Lanciano (12,7 km, 6,9%, max. 14%), som indledes let med 4,6% over 2,0 km, men derefter har 2,3 km med 8,7% og et maksimum på 14%, inden den jævnt stiger med 7,2% over 5,8 km og slutteligt jævnt med 6,6% over de sidste 3,6 km frem mod toppen, som rundes efter 100,4 km. Nu venter en mod slutningen meget teknisk nedkørsel, der leder mod nordvest ned til forplejningen, som passeres efter 117,1 km.

Herfra går det stort set opad resten af vejen. Man lægger ud med at køre mod syd op ad en ikke-kategoriseret stigning (8,4 km, 5,7%), som efterfølges af en ultrakort nedkørsel, inden det går videre op ad først en bakke (2,6 km, 5,5%) og siden kategori 2-stigningen Passo San Leonardo (13,8 km, 4,5%, max. 11%), der ikke er verdens sværeste. De første 3,4 km er de sværeste med 5,8% og et maksimum på 11%, men derefter følger 7,7 km med bare 3,7% og ingen stejle passager, inden den stiger jævnt med 5,1% over de sidste 2,65 km frem mod toppen, som rundes efter 154,7 km.

Nu bliver der kortvarigt lidt ro, når rytterne følger en periodevis kringlet nedkørsel videre mod syd, indtil man drejer mod sydøst for at passere kategori 2-stigningen Bosco di Sant’Antonio (9,9 km, 5,0%, max. 10%), der er jævn uden stejle procenter og har top efter 181,4 km. Den leder op til et fladt plateau, som følges mod sydøst frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 194,0 km.

Herefter indledes finalen, når man drejer mod sydvest ind på Amerogna-stigningen, der er i kategori 1. Den stiger med 5,7% over 9,6 km, men er meget ujævn. Således stiger de første 4,75 km bare jævnt med 5,8%, inden det falder med 1,3% over 2,35 km. Herefter venter slutteligt en 2,5 km lang rampe med et gennemsnit på 7,2%, men hvor de første 1500 m bare stiger med 3-5%, inden den tager fat med 10,6% over den sidste kilometer med et maksimum på 12% lige inden selve stregen. Efter nogle indledende hårnålesving følger stigningen en 6 m bred vej, der kun bugter sig let med en sidste kurve ca. 200 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 4537 højdemeter.

Aremogna-stigningen i Roccaraso har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på første bjergetape i 2016, hvor Tim Wellens holdt hjem fra det tidlige udbrud, og hvor Jakob Fuglsang, Ilnur Zakarin og Tom Dumoulin kørte væk og vandt tid, men desværre for Fuglsang kunne han se sin kaptajn Vincenzo Nibali tabe nogle sekunder til sine vigtigste rivaler.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Vejret

Efter en flot lørdag vender det dårlige vejr tilbage. Ganske vist skulle det starte solrigt med kun få skyer og en temperatur på op til 23 grader, men fra først på eftermiddagen vil der være en bygerisiko på 40-50%. Senere burde det blive mere vedvarende regn med en nedbørsrisiko på 60-75% på den sidste del af etapen, indtil der venter en opklaring ved 17-tiden, som måske kan give tørvejr til allersidst. Vinden vil være let til jævn (15-17 km/t) og komme fra sydvest. Det giver skiftevis side- og modvind frem til forplejningen, hvorefter der er sidemodvind stort set resten af vejen, indtil man får direkte modvind hele vejen op ad målbjerget.

Analyse af 8. etape

I disse for flybranchen så kriseramte tider er enhver ekstra rejsende velkommen. Nu bliver det næppe Michael Matthews, der ene mand sørger for flyselskabernes overlevelse, men der burde være basis for at sælge en enkeltbillet til Australien til den holdbare sprinter.

Matthews må i hvert fald have svært ved at udholde ventetiden frem til 1. januar. Det er datoen, hvor han kan skifte Sunweb-trøjen ud med den hjemlige Mitchelton-trikot, han bar med så stor succes i årene frem til og med 2017, men som blev byttet ud med en tur til Tyskland efter de evige magtkampe med Simon Gerrans, der stræbte efter de præcis samme løb. Med tanke på det 2020, han har oplevet, vil han formentlig være klar til at springe på det første og det bedste fly og drage hjem til Australien og den nye fremtid hos sin gamle arbejdsgiver.

Det har nemlig mildt sagt været svært at forstå Sunweb-ledelsens beslutninger i år. Forud for sæsonen var planen, at Matthews skulle satse på klassikerne og en Tour, der med sine ganske svære sprinteretaper passede godt til en holdbar afslutter som ham. Da corona kastede grus i maskineriet, så det i første omgang ikke ud til at ændre planerne, for det lå jo på den flade at lade Matthews bibeholde det program, der var fastlagt allerede fra start.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Sådan gik det imidlertid ikke. Til sit eget chok og sin egen skuffelse kunne Matthews erfare, at han skulle køre Giro i stedet, mens holdets sprinter i Touren ville blive Cees Bol. Det kunne måske forsvares med, at aflysningen af den hollandske start havde forvandlet en sprintervenlig udgave af den italienske grand tour til en sag, der faktisk også havde mange såkaldte Matthews-etaper - også selvom Sunweb-ledelsen ikke kendte den nye rute, da beslutningen blev truffet - men det var meget svært at forstå, hvordan det kunne forsvares at berøve den alsidige australier chancen for at gøre fælles front med Tiesj Benoot og Søren Kragh i det, der kunne ligne en meget potent trio til brostensklassikerne.

Matthews kom sig imidlertid over skuffelsen, og selvom han og holdet blev enige om, at deres fremtid nok ikke var så fælles alligevel, viste han god moral med en fornem august, hvor han vandt Bretagne Classic og gik på podiet i Sanremo. Da han senere overraskede sig selv stort med et fremragende VM på en for ham for hård rute, lå det i kortene, at han nu skulle belønnes med solid støtte i Giroen.

Men ak! Igen blev han skuffet. Allerede forleden kunne man undre sig over, at Sunweb var helt usynlige på 6. etape, der mere end nogen anden lå til Matthews’ højreben, og havde det ikke været for Bora-mandskabets utrættelige arbejde og nærmest grænseløse tro på Peter Sagan, havde Matthews aldrig fået chancen for at spurte sig til den 2. plads, det i sidste ende blev til. Til gengæld måtte han, da han i går i en flad boulevardspurt overraskede med en for ham sjældent god 3. plads, da kunne regne med, at holdet på dagens for ham nærmest perfekte 8. etape, skulle have mulighed for at fulde sit podiehattrick med den plads, han endnu mangler.

Men ak igen! Bora-mandskabet har utvivlsomt haft tysk morgenmøde med deres kolleger fra Sunweb, men tilsyneladende er Iwan Spekenbrink og co. fuldstændigt urokkelige. At jagte etapesejr for Matthews i et løb, han blev tvunget til at satse på, kan åbenbart slet ikke komme på tale. Wilco Keldermans gode start har tilsyneladende givet holdet en reel tro på, at de som minimum kan gå på podiet, og alle holdets udtalelser peger i retning af, at Kelderman, der ellers også skifter hold - paradoksalt nok til Bora - er eneste prioritet. Da Bora-mandskabet meget forståeligt for sjette gang nægtede at lege nyttige idioter, som de gjorde det på Tourens 7., 14. og 19. etape og igen på 4. og 6. etape her, hvor de i alle tilfælde har ført som gale for i sidste ende at blive snydt af andre, lå det lynhurtigt i kortene, at dagens ellers ikke specielt potente udbrud ville få lov at afgøre etapen.

Det var nemlig indlysende, at kun de to hold for alvor havde en interesse i at jagte sejren. FDJ skulle ikke risikere det samme som sidste år, hvor deres hovedløse føringsarbejde i finalen på 18. etape endte med at servere Demares ellers sikre pointtrøje på et sølvfad til Pascal Ackermann, og med tre etapesejre i banken var der ingen grund til at løbe en risiko for en 25-0-sejr til Sagan på en etape, der meget vel kunne være for svær for franskmanden, der ikke just er kendt som nogen konge udi restitueringskunsten. Og med en flad finale var det heller ikke noget for Diego Ulissi, Andre Vendrame, Enrico Battaglin eller andre puncheurtyper, der i en spurt mod Sagan og Matthews bliver slået 99 ud af 100 gange. Kun Ineos med en formstærk Ben Swift kunne måske overtales, men da Salvatore Puccio fik sneget sig med i udbruddet, og Deceuninck naturligvis kun tænker på at forsvare førertrøjen og ikke jagte etaper med Davide Ballerini, stod den på søndagstur på en lørdag, så snart udbruddet var kørt efter mange kilometers hektisk kamp.

Så blev der i stedet fest i Israel og ikke i Tyskland, Slovakiet og Australien, og det var tiltrængt. De israelske miniputter har nemlig haft svært ved at hævde sig i deres første år på WorldTouren, men i dag kom forløsningen med den første sejr på allerhøjeste niveau. Sådan så det ellers ikke ud ved udbruddets begyndelse, hvor man ikke skulle kende meget til rytterne kropsvægt for at vide, at tonstunge Alex Dowsett og Matthias Brändle var de eneste, der med sikkerhed ikke kunne komme med de bedste over den lille mur i finalen.

Nej, det var terræn for den talentfulde ardennerrytter Matthew Holmes, der chokerede hele cykelverdenen ved i januar at bryde Richie Portes monopol på Willunga Hill-etapen i Tour Down Under. Det var også meget bedre terræn for den klatrestærke udbrudskonge og tempomaskine Joey Rosskopf. Den lovende klatrer Simone Ravanelli, der sidste år overraskede med sin 3. plads i klatreløbet Giro dell’Appennino var vel også svært tilfreds. Og Salvatore Puccio har ofte som utrættelig Ineos-hjælper vist, at han både er langt mere klatrestærk, end resultaterne viser, og at han med sin gode spurt på papiret lignede gruppens hurtigste.

Skulle det blive til israelsk fest denne lørdag i Italien, var der kun én chance: at bruge overtallet. Og det skulle ske ved, at de to tempomaskiner fik slået hullet, inden de skulle over muren første eller anden gang. Hvad der fulgte, var siden en opvisning i cykelsportens ABC, for det lykkedes Dowsett og Brändle at kringle finalen efter den drejebog, der var den eneste, som kunne føre til sejr.

Dowsett var først til at stikke til rivalerne, men den gik ikke, da Puccio som en mis lukkede ham. Og da de senere ramte muren første gang, fik det, som man kunne have spået, da de tunge tempomaskiner drattede af under Puccios og Holmes’ gentagne forceringer.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Heldigvis er der en grund til, at Dowsett og Brändle til sammen har vundet 23 enkeltstarter fordelt over 12 til briten og 11 til østrigeren. Da mur blev til fladland, blev de to holdkammerater forvandlet fra tunge blylod til velsmurte maskiner, der lynhurtigt fik bragt Rosskopf, Puccio og Holmes tilbage. Og derefter gik de direkte til side 2 i cykelsportens ABC og sendte Dowsett i offensiven.

De få sekunders tøven, der herefter fulgte, skulle blive fatale. Man skal ikke give én eneste centimeter til en mand, der har vundet Commonweath Games i enkeltstart, senest blev nr. 5 til VM i 2019, har haft timerekorden og sågar slået Bradley Wiggins, der dengang var regerende Tour-vinder og olympisk mester, på en Giro-enkeltstart. Allerede da var skaden sket, og selvom det elendige samarbejde og gode spoleringsarbejde fra Brändles side ikke gjorde sagen meget bedre, var resten af gruppen chanceløse mod tempomonsteret - også selvom Rosskopf jo faktisk med sin 2. plads på Vuelta-enkeltstarten i 2018 har vist, at også han kører tidskørsler på højeste niveau. End ikke Holmes’ og Puccios aggressive forcering på muren var nok, selvom Dowsett helt forventeligt fik halveret sit forspring, da fladland atter blev til mur.

Sejren kunne ikke komme mere belejligt. Modsat Brändle, der har forlænget kontrakten, er Dowsett nemlig på et marked, der i corona-året 2020 er sjældent ugunstigt for de arbejdsløse ryttere. Selvom sejren næppe har samme vægt, som da han sensationelt slog Wiggins i netop dette løb for syv år siden, er en Giro-skalp opnået på så klog og kraftfuld maner næppe noget, der skader i en forhandlingssituation.

I det lys har Dowsett al mulig grund til at sende et julekort til Sunweb, hvis dagens sejr skulle ende med at kaste en ny kontrakt af sig, men også andre vil sende Sunweb en venlig tanke. Alle klassementsrytterne fik sig efter gårsdagens rekordhurtige sidevindsetape, der sprængte alle hidtidige rammer for fart i Italien, nemlig en halv hviledag, der nok vil være kærkommen 24 timer inden det andet af løbets fem bjergmaratoner.

Og Matthews? Tja, han endte såmænd med at vinde feltets spurt om en nu ligegyldig 7. plads. Mon ikke kufferten er pakket og returbilletten til Australien bestilt?

Favoritterne

Bjergmaratonernes Giro byder på fem af slagsen, og fire dage efter det første er det tid til den anden af disse gigantetaper med mere end 200 km og et hav af højdemeter. De fem dage kan imidlertid også grupperes i to, hvor det ikke kun er placeringen i løbet, men også sværhedsgraden, der adskiller dem. Hvor de tre, der falder i den tredje uge, alle byder på rigtige bjerge i det vanskelige nord, er de to udgaver i den første uge mere bløde mellemvarer, hvor stigningerne er mange, men ikke specielt stejle.

Det så vi som bekendt ved den første i onsdags, hvor Trek og Astana ellers gjorde deres bedste for at sætte deres kaptajner i scene, men hvor de hurtigt indså - til deres egen skuffelse - at den afsluttende stigning var for let. Man kan meget vel forestille sig noget lignende denne søndag, og man risikerer sig en slem skuffelse, hvis man sætter næsen op efter festfyrværkeri.

Ser man bort fra Lanciano, der kommer alt for tidligt, er stigningerne virkelig ikke noget at skrive hjem om.. Det gælder også for målbjerget, der kun er svært på den sidste kilometer. Da de sidst sluttede på den i 2016, var afstandene også begrænsede, og når det alligevel blev lidt taktisk, så Ilnur Zakarin, Jakob Fuglsang og Tom Dumoulin sneg sig væk og vandt tid, skyldtes det hovedsageligt, at de dengang kom længere nedefra, og at de havde et længere svært stykke, inden de ramte de samme 9,6 km, som afslutter dagens etape.

Bedre bliver det ikke af vinden, der ikke kunne stå værre. Den er i sydvest og endda for området kraftigere end vanligt, og dermed har rytterne først sidemodvind fra forplejningen, inden blæsten står direkte ind i ansigtet på hele den sidste opkørsel. På så lette procenter betyder det, at det bliver praktisk talt umuligt at gøre forskelle, og skal vi vente os drama, skal det ske, fordi folk simpelthen slides ned over de mange højdemeter og i den regn, der atter ventes at præge store dele at etapen. Det er i sandhed en dag, hvor løbet kan tabes, men helt sikkert ikke vindes.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Det betyder ikke, at der ikke vil ske noget. Den sidste kilometer er vitterligt svær, og her forventer jeg et opgør mellem favoritterne. Det bliver dog mere puncheur- end klatrekamp, når der bare er tale om en stejl rampe, og selvom man meget vel kan forestille sig, at Trek og Astana igen lægger et pres fra bunden - måske også NTT eller Sunweb, der vel har lidt kig på førertrøjen - betyder modvinden, at de store først for alvor kan dyste på den sidste kilometer. Man kan så spekulere i, om de svage hold betyder, at man ligesom Harm Vanhoucke og Wilco Kelderman på Etna kan snige sig væk og vinde tid. Det er ikke umuligt, men jeg vurderer, at stigningen er så let og modvinden så kraftig, at vi nok skal vente os mere 5. end 3. etape over denne finale, indtil der opstår sekundforskelle på den sidste kilometer.

Det betyder også, at det vil være en stor overraskelse, hvis ikke vi får endnu en udbrudssejr, som det meget vel kan blive tilfældet på alle bjergetaper. Holdene er for svage til at kontrollere så vanskeligt terræn, og på denne etape er finalen endda så let, at de næppe heller gider gøre forsøget. Nok kan de puste lidt ud på hviledagen, men med tanke på at løbet først vindes i den tredje uge, handler det om at spare kræfter.

Derfor er der lagt op til krig om at ramme udbruddet, og Deceuninck skal være på stikkerne for at sørge for, at det ikke udgør nogen trussel mod trøjen. Det burde de sagtens kunne, for de første 70 km er lette, og det betyder, at det er relativt let at køre farlige ryttere ind. Der er en lille risiko for, at udbruddet først kører, når det bliver kuperet omkring spurten, hvilket kan gøre det vanskeligere, men det er trods alt sjældent, at der går så lang tid, inden elastikken knækker.

Jeg vil faktisk tro, at de kører med ret markant sikkerhedsmargin, så de slipper for at skulle føre alt for hårdt hele dagen. Medmindre udbruddet først kommer afsted på bakkerne, tror jeg ikke, at de lader folk, der er bare antydningen af tæt på trøjen, komme væk. Måske skal man have tabt helt op i nærheden af 10 minutter for at have en chance. Det vil i hvert fald gøre deres arbejde meget lettere, hvis de på det flade sørger for, at de kan gøre den svære halvdel til en søndagstur, hvis ikke Trek eller Astana vælger at lægge et lidt tidligere pres allerede før sidste stigning - noget de måske godt kunne finde på.

Det flade terræn i starten betyder desværre, at det bliver et lotteri at komme afsted, og derfor er det også meget svært at udpege favoritter. Selvfølgelig skal man klatre godt for at vinde så svær en etape, men som Filippo Ganna viste kan man altså godt vinde uden at være klatrer, hvis bare gruppen er den rette, når bakkerne er så bløde, som vi ser det her. I det lys er kandidatlisten alenlang, men man kan i hvert fald udpege folk, der passer særligt godt til ruten, og som burde have udset sig etapen som mål.

Det mest åbenlyse navn er vel Diego Ulissi. Italieneren har været flyvende siden 3. pladsen i Fleche Wallonn sidste år, og særligt i år har han været bedre end længe. Én etapesejr er det allerede blevet til, og denne etape passer ham ganske glimrende. Han har det svært med lange distancer og lange stigninger, men her er distancen trods alt overskuelig og bakkerne relativt bløde. Faktisk kan man med udsigt til modvind det meste af dagen, særligt på sidste stigning, næsten se det som en puncheurafslutning. Jeg har i hvert fald svært ved at se, hvem der kan køre fra Ulissi på de bløde procenter i modvind, og i en spurt på en 1 km lang rampe er han uhyggelig. Udfordringen er at ramme udbruddet i den flade start, men gør han det, bliver han svær at slå. Derfor er han min favorit.

Jeg har flere gange fremhævet Ruben Guerreiro, og det vil jeg gøre igen. Jeg føler mig ganske vist ikke helt overbevist om hans form, der ikke synes på Vuelta-niveau, men helt ringe kører han ikke. EF er ude af klassementet og skal have en mand med her, og her ligner Guerreiro deres bedste bud. Han er mere puncheur end klatrer, men derfor burde han stå stærkt i dette terræn, særligt når der er modvind. Som for Ulissi gælder, at også han har et godt punch til den sidste stejle kilometer. Nu skal han bare vise, at han har den form, han havde sidste efterår, hvor han var så stærk i Spanien.

Jeg har allerede én gang peget på Jack Haig, og det vil jeg gøre igen. Med Yates ude kører Mitchelton ganske vist stadig klassement med Lucas Hamilton, men mon ikke der nu først og fremmest skal jagtes etaper. Haig har været klog nok til at dryppe lidt tid hist og her, så han nu burde kunne få frihed - og måske også en billet tilbage i klassementet. Etapens eksplosive karakter passer ham ikke specielt godt, men det gør distancen og de mange højdemeter. Kommer han med, er han formentlig gruppens bedste klatrer, og så er den sidste kilometer også svær nok til, at han kan vinde.

Jeg vil også pege på Thomas de Gendt . Hans kørsel på 5. etape viser, at han igen kører brølstærkt i sin anden grand tour, og dette er terræn, han kan håndtere. Han har det svært med stejle stigninger, men på bløde bakker er hans motor enorm. Han har den udfordring, at han sjældent kommer fri, hvis udbruddet kører sent, fordi han altid for brugt sine kræfter for tidligt, men lykkes det står han stærkt. Den sidste kilometer er lidt for stejl, men er der én, der kan slide et udbrud op forinden, må det være De Gendt med den form, han har nu.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Egentlig burde Andrea Vendrame være en af mine topfavoritter. Sidste år viste han nemlig, at han kan klatre også i rigtige bjerge, og den eksplosive afslutning burde være noget for ham. Desværre styrtede han i går, og jeg er bange for, at han vil være for forslået til at vinde så vanskelig en etape, især fordi han i år ikke helt har ramt niveauet fra sidste år. Heldigvis blandende han sig i dagens spurt, hvilket var opløftende. Problemet er bare, at der er forskel på at køre en spurt efter en søndagstur og at vinde et 209 km langt bjergmaraton. Er han på toppen, burde han dog stå stærkt.

Lidt af det samme kan siges om Jhonatan Narvaez. Efter en svær start sok professionel var han flyvende fra Vallonien og frem til og med Coppi e Bartali, hvor han viste sin klasse i eksplosivt terræn. Jeg er dog lidt bange for, at den samlede etape er for hård, for han har ikke just markeret sig flot i bjergene. Modvinden vil dog hjælpe, og sidder han klart til den eksplosive finale, burde han være god. Min primære bekymring er, at hanvirker formsvag, og desværre har han oftere været formsvag og ikke -stærk. Han har i hvert fald lidt at bevise først.

Ja, nu gør jeg noget, jeg aldrig havde troet. Jeg peger på Filippo Ganna på en bjergetape. Det virker helt galimatias, men når han kunne vinde forleden, kan han også vinde denne etape. Der er ingen tvivl om, at han er begejstret for sin blå trøje, og den vil han forsvare, så længe han kan. Med sin enorme power har han bedre chance end måske alle andre for at ramme udbruddet i den flade indledning, og så kan alt ske. Det er klart, at han kommer til at bløde på den sidste kilometer, men er gruppen den rette, kan han køre fra på de bløde procenter. Det har vi set én gang, og det kan selvfølgelig også ske igen.

Jeg må også igen nævne Geoffrey Bouchard. Indtil nu har han ikke ramt rigtigt, men hans angreb i finalen forleden havde noget bund. Formen synes i hvert fald at være god, og han har før i Vueltaen vist, at han er god til at ramme udbruddene og kan gøre det godt også på svære etaper med dårligt vejr. Han er ikke verdens mest eksplosive, men når man kan vinde bjergtrøjen i Vueltaen, kan man godt spurte på toppen af en stigning, hvis det bare er svært nok. Og det er det som bekendt her.

EF kan også satse på Tanel Kangert . Han vil elske distancen og de mange højdemeter, og regnvejr genererer næppe heller en ester. Det flade giver ham også en god chance for at komme afsted, men til gengæld kan man frygte, at den sidste del passer ham for dårligt. Han er nemlig dieselklatrer og ikke puncheur, og derfor skal han nok slide sine rivaler ned forinden.

Jeg har også lidt kig på talentfulde Attila Valter, men jeg er bange for, at han skal blive hos Ilnur Zakarin, der ikke har det bedste hold at støtte sig til. Får han chancen, bliver det først en udfordring at komme afsted i en flad indledning, hvor han mangler rutine, men lykkes det, burde han utvivlsomt være en af de bedste klatrere. Hans sejr i Ungarn viser, at han kan begå sig på dette niveau, og finalen er svær nok til, at en klatrer med lidt punch kan sætte sig igennem.

Jeg synes, at Ineos har nogle ret stærke kort at spille. Intet tyder på, at Rohan Dennis har samme klatreben, som da han blev nr. 2 i Tour de Suisse sidste år, for han har siden igen rettet fokus mod enkeltstarterne, men dette terræn burde han nok kunne klare. Ligesom Ganna gælder, at han har gode chancer for at komme afsted i fladt terræn, og han er en dygtig puncheur, selvom afslutningen nok er en anelse for stejl. Han skal nok alene væk forinden, men når Ganna kan, kan Dennis også.

Fik jeg nævnt en Ineos-rytter? Det gjorde jeg vist, men lad os bare tage en mere. Ben Swift er måske sprinter, men han klatrer som en drøm. Manden er endda blevet nr. 2 på Alpe d’Huez i Dauphiné, og det viser, at man ikke skal undervurdere ham, hvis gruppen er den rette. Han er kommet sig godt over styrtet, som vi så på 7. etape og ikke mindst 5. etape. Hans 31. plads her viser, at han er meget svær at sætte i dette terræn. Han skal nok afsted inden den sidste kilometer, der er for stejl, men det burde også være muligt for en god klatrer som ham. Til gengæld tror jeg, at Jonathan Castroviejo får svært ved at komme væk, fordi Deceuninck næppe vil acceptere hans beskedne afstand til Almeida i klassementet.

Giovanni Visconti er svær at blive klog på. Han er åbenlyst ikke på sit gamle niveau, og det har han slet ikke været i nærheden af gennem et for ham trist 2020. Hans 2. plads på Etna viser dog, at han i den rette gruppe stadig må regnes som en mulighed. Modvinden vil hjælpe ham, og den eksplosive finale burde være guf for ham. Det store spørgsmål er bare, om han er god nok til at gøre det færdigt, hvis modstanden er skrappere end forleden.

Læs også

Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone

Så skal han måske igen slå Jonathan Caicedo. Vi så forleden, at han trods alt har sine begrænsninger, men vi så også to dage tidligere, at han klatrer godt nok, hvis gruppen bare er den rette. Han er ikke videre eksplosiv, og derfor er finalen måske ikke ideel, men den er svær nok til, at man kan vinde alene på klatreevner. Det burde han have en fair chance for at gøre mod de fleste.

Det er med nogen modvilje, at jeg nævner Valerio Conti . Det vil nemlig være synd at sige, at han imponerede, da han ramte udbruddet forleden, hvor han faldt pladask igennem. Conti er dog også en meget svingende fyr, og hans form i år har generel været meget overbevisende. Han kan håndtere bløde bakker som disse, og hans punch til finalen er fremragende. Det vil dog trods alt undre mig, hvis han allerede nu er god nok igen.

Endelig må jeg igen pege på Jaakko Hänninen. Finalen passer ikke specielt godt til den talentfulde finne, der ikke synes at besidde meget punch, men han kan klatre, og han har vist fin form hidtil. Jeg vil nok blive lidt overrasket, hvis han i en flad start rammer rigtigt, når der formentlig gives gas i en times tid i vild fart, men lykkes det, vil han være en af de bedre klatrere med en reel chance for at gøre det færdigt.

Andre kandidater kunne være Larry Warbasse, Stephane Rossetto, Daniel Navarro, Davide Villella, Giovanni Carboni, Einer Rubio, Carl Fredrik Hagen, Dario Cataldo, Sander Armee, Mark Padun, Jesper Hansen, Damien Howson, Hector Carretero, Amanuel Ghebreigzabhier, Ben O’Connor, Kilian Frankiny, Lorenzo Rota, Simon Clarke og Lawson Craddock, men jeg har svært ved at se dem gøre det færdigt. Jeg tror, at Victor de la Parte og Louis Meintjes skal blive hos deres kaptajner, og det samme gælder formentlig for Astana-, Trek-, Sunweb-, Jumbo-, Bora- og naturligvis Deceuninck-ryttere. Endelig frygter jeg, at Nicolas Edet fortsat er for mærket af sit styrt.

Skulle det højst overraskende blive et opgør mellem favoritterne, udelukker jeg som sagt ikke, at det kan blive taktisk, og at man som Vanhoucke og Kelderman kan snige sig væk. Mest af alt tror jeg dog på en spurt på den sidste kilometer som beskrevet ovenfor. Her vil jeg pege på Jakob Fuglsang som min favorit foran Diego Ulissi, der i denne type finale burde kunne køre med om sejren, Domenico Pozzovivo, Wilco Kelderman, Rafal Majka, Joao Almeida, Pello Bilbao, Patrick Konrad, og Vincenzo Nibali. Finalen passer dårligt til Nibali, der skal vinde på ren form, og Steven Kruijswijk, der i en sådan spurt bare skal holde sig til.

Feltet.dks vinderbud: Diego Ulissi

Øvrige vinderkandidater: Ruben Guerreiro, Jack Haig

Outsidere: Thomas de Gendt, Andrea Vendrame, Jhonatan Narvaez, Filippo Ganna, Geoffrey Bouchard

Jokers: Tanel Kangert, Attila Valter, Rohan Dennis, Ben Swift, Giovanni Visconti, Jonathan Caicedo, Valerio Conti, Jaakko Hänninen

Kandidater til favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Jakob Fuglsang, Diego Ulissi, Domenico Pozzovivo, Wilco Kelderman, Rafal Majka, Joao Almeida, Pello Bilbao, Patrick Konrad, Vincenzo Nibali