Ruten

Mens Touren og Giroen begge er karakteriseret af ofte at anvende de samme mytiske stigninger igen og igen, forholder det sig anderledes med Vueltaen. Her sætter løbsdirektør Javier Guillen en ære i hvert eneste år at præsentere en ny bjergafslutning, der meget gerne må være spektakulær og stejl. Det gør sig også gældende i 2020, hvor det er stigningen Alto de Moncalvillo, der er den primære nyskabelse. Nok er der ikke tale om en ekstrem mur i stil med nylige opfindelser som Alto Mas de La Costa og Los Machucos, men den mere end 10 km lange stigning med lange passager med tocifrede stigningsprocenter er stadig vanskeligere end mange af de bjerge, der kendes fra særligt Touren. Måske skulle man have ”lånt” Tourmalet af Touren til det første store bjergslag, men det andet helt store opgør mellem løbets favoritter vil udspille sig i en klassisk Vuelta-ramme med masser af brutale procenter, når det tre dage efter seneste bjergslag atter går løs på en virkelig nøgleetape.

Med en distance på 164,0 km er der igen tale om en ganske kort etape, der fører feltet fra Logroño til toppen af Alto de Moncalvillo i 1490 m højde. Egentlig ligger bjerget lige uden for startbyen, og derfor består hovedparten af etapen af en tur rundt i terrænet omkring byen, der ligger i udkanten af den relativt flade spanske pampas. Man lægger således ud med at køre mod nordvest igennem fladt terræn, inden det bliver lidt mere kuperet, når man kører mod syd ned til Najera, som passeres efter 34,5 km. Herefter går det mod øst ad et let stigende stykke, inden det falder let, men man snor sig mod øst tilbage mod Logroño, hvor man efter 65,8 km passerer igennem forstanden Lardero og kort efter når frem til en anden forstad, Villamediana de Iregua.

Herefter ændrer etapen karakter, når man kører mod syd med retning mod bjergene. Det begynder langsomt at stige let, mens man kører mod syd og sydvest, indtil man når frem til byen Jalon de Cameros, hvor dagens spurt køres efter 104,0 km. Her drejer man mod nordvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Puero de la Rasa (9,8 km, 5,3%), der stiger med 6-8% over det meste af de første 5 km, men derefter er lettere med hovedsageligt 3-6% frem mod toppen, der rundes efter 113,8 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod sydvest og nord ned til dalen, hvorefter man kører mod nordøst og siden nord ad en let faldende dalvej.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Efter godt 135 km drejer man mod nordøst væk fra dalen for at passere to mindre bakker (hhv. 1,5 km med 4,6% og 1,0 km med 6,2%), inden man rammer bunden af Alto de Moncalvillo, der er i kategori 1 og bestiges fra nordøst. Den 8,3 km lange stigning har en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,2%, men skal deles i flere dele. Den første kilometer stiger med bare 6%, inden der venter knap 4 km, der stiger jævnt med ca. 9%. Herefter tager den fat med en kilometer med 15% i snit, hvorefter den sidste del er meget ujævn med stykker med 11-12% og fladere dele med 7-8%. Den sidste rampe på 12% ender med knap 1 km igen, hvorefter den stiger med 8% over et par hundrede meter og slutteligt bare 5-6%. Stigningen følger i alt væsentligt en lige vej med kun få hårnålesving, og efter det sidste af disse med 1600 m igen bugter vejen sig kun let frem mod et skarpt sving med 300 m igen.

Etapen byder på i alt 3003 højdemeter.

Alto de Moncalvillo har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Vejret

Efter det forfærdelige regnvejr til forrige bjergetape vil rytterne utvivlsomt sætte pris på de langt bedre betingelser, der venter til det fjerde slag i bjergene. Ganske vist vil onsdagen byde på mange skyer og kun begrænsede kig til solen, men temperaturen i dalen vil være 19 grader, og det bør være knastørt. Vinden vil kun være svag (5-8km/t) fra skiftende retninger gennem hele dagen, i finalen formentlig fra vest. Det bør give sidemed-, side og slutteligt modvind på det sidste stykke frem til stigningen, hvor der vil være sidevind. Vinden går dog i nord omkring kl. 18, og det vil give medvind på stigningen, hvis det sker lidt tidligere.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Analyse af 7. etape

I denne corona-sæson har man som optaktsskribent svære vilkår. Når løb aflyses, og ruter ændres med samme hast, som bygerne i dag er væltet ind over Jylland, er der blevet skrevet mange spildte ord, og der er mange rutebeskrivelser, der er endt i skraldespanden. Det kan dog intet være at regne for de mange halvfærdige nekrologer, der i de senere år er endt i papirkurven, for hver eneste gang at man tror, at Alejandro Valverde er en færdig mand, viser veteranen altid, at det ikke kun er Duracell-kaniner, der har en særlig evne til at blive ved og ved og ved og ved…

Selvfølgelig er det noget andet denne gang. Hele 2020-sæsonen har klart vist, at vi har set det bedste til Valverde, og i denne Vuelta rejser han sig ikke så flot, som han gjorde i en 2019-sæson, hvor et ret trist år blev afsluttet med en 2. plads i Vueltaen og et Lombardiet, der med lidt held kunne være føjet til generaliebladet på falderebet. Alligevel viste veteranen i dag, at han selv i en alder af 40 kan tage et felt på sengen og sætte Ineos så meget under pres, at man kortvarigt kunne have troet, at det minsandten skulle blive til endnu et rødt eventyr for en mand, der ellers det meste af året har set pensionsmoden ud.

Der er næppe mange, der ikke kunne have set det smukke i, at den aldrende spanske stjerne i dag havde sikret sig endnu en tur i den trøje, han faktisk ikke har båret siden 2014, selvom han i 2016, 2018 og 2019 faktisk lå på løbets 2. plads i store dele af løbet. I finalen stod det dog ret hurtigt klart, at den mission måtte mislykkes, for samarbejdet i front var alligevel for dårligt til at udnytte den svaghed, Ineos-mandskabet pludselig viste.

Til gengæld var det uhyre tæt på, at Valverde alligevel i sidste øjeblik fik rettet op på den historiske tørke, der betyder, at han lige nu har kurs mod sin første sejrsløse sæson siden 2002 (!!!), når man fraregner de år, hvor karantæne førte til enten inaktivitet eller slettede resultater. Der var nemlig ingen tvivl om, at spanieren i dag var stærkeste mand i den skræmmende gruppe, der etableredes efter en vild og voldsom indledning på en etape, der i den grad understregede pointen fra analysen sidste onsdags, nemlig at denne vilde Vuelta er løbet med en permanent krigserklæring uden udløbsdato.

Først var det Jumbo, alle havde rettet blikket mod, men hvis nogen havde troet, at Ineos ville modtage en blidere behandling, når nu de overtog chefrollen, måtte man tro om. Udgangspunkter var ellers ”bare” den angrebsfest, alle kunne have forudset på en af løbets mest oplagte udbrudsetaper, men da udbruddet ikke for alvor var etableret i bunden af den stejle Orduño-stigning tog Fanden pludselig ved feltet. Jumbo og Movistar viste lynhurtigt, at de ikke har til sinds at rulle om på skjoldet og lade Ineos lægge løbet i deres velkendte jerngreb, og da angrebene regnede i samme takt, som føromtalte byger ramte jysk territorium, blev det helt umuligt at kontrollere for de stakkels briter.

Da røgen havde lagt sig, var situationen halvkritisk. I front sad nemlig hele fire potentielle klassementsryttere, og selvom hverken Kenny Elissonde, Mikel Nieve, George Bennett eller Valverde har lignet et reelt vinderbud, er særligt de to sidstnævnte ikke ryttere, man har lyst til at give megen snor - slet ikke i et løb, der har en latent corona-trussel hængende over hovedet hver eneste dag. Og situationen var kun endnu mere faretruende i lyset af det mylder af hjælperyttere, som kunne udkæmpe udbruddets kamp mod det ensomme Ineos-mandskab. Cofidis havde sendt mere end halvdelen af holdet til fronten i jagten på etapesejr til Guillaume Martin, Valverde var omgivet af Carlos Verona og Jose Joaquin Rojas, Elissonde havde Juan Pedro Lopez og Niklas Eg, Bennett var ledsaget af en velkørende Sepp Kuss, og Robert Power lugtede etapesejr med hjælp fra Michael Storer og Thymen Arensman.

Nej, Ineos var vitterligt under pres, da Cameron Wurf, Michal Golas og den hårdt kæmpende Chris Froome i fladlandet forsøgte at holde snor på den store bande. I hvert fald indtil Valverde traf en beslutning, der lige nu fremstår som dagens mest besynderlige, og som måske endte med at koste ham etapesejren i sidste ende. Da han kørte væk sammen med Stan Dewulf og Dorian Godon virkede det mildt sagt hovedløst i en situation, hvor han selv havde to og mange andre ligeledes talrige hjælpere til rådighed i kampen mod det britiske mandskab.

Det lignede i momentet en fatal fejltagelse, og det viste sig da også helt forudsigeligt at være skønne spildte kræfter. Der var for mange hjælpere til, at fremstødet kunne give pote, og således endte hele gruppen minus Godon alligevel at være samlet i bunden af Orduño, da den baskiske stigning skulle forceres for anden gang - naturligvis med den væsentlige tilføjelse, at det nu var en betydeligt mere mærket Valverde, der skulle tage hul på stigningen.

Det var nu ellers svært at se i finalen. Valverde var uhyre overbevisende og fandt pludselig igen benene fra 2. etape, selvom han nu tre gange er faldet helt igennem på løbets vigtige bjergetaper. Spanieren var her, der og alle vegne med sine gentagne forceringer, og selv Bennett og den periodevis ellers ret overbevisende Kuss måtte strække våben, da spanieren for sidste gang åbnede for gassen.

Læs også

Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold

Præstationen blev endnu mere imponerende af, at han bestemt ikke var i en gunstig position. Da han slap væk sammen med Omar Fraile, Michael Woods, Nans Peters og Martin. Da gruppen var knækket, var det nemlig først og fremmest hans lod at arbejde. Det var trods alt ham, der havde et klassement at tænke på, og alle de fire øvrige havde kun etapesejren for øje. Dertil kom, at Woods havde det helt legitime alibi at sætte sig på hjul i et forsvar af Hugh Carthys 2. plads, og derfor blev det gang på gang Valverde, der skulle sætte gang i gruppen igen, når en af de fire øvrige atter havde ødelagt det i forvejen sparsomme samarbejde med et angreb.

I sidste ende blev opgaven for svær. Da Woods trykkede til, tøvede både han og Fraile lidt for længe, og det franske vedhæng vidste som gruppens mest spurtsvage, at de skulle spille kølige. Derfor står der stadig 0 på Valverdes konto i dette år, og samtidig betød den lidt for taktiske finale, at gevinsten i klassementet for både ham og Bennett blev begrænset.

I stedet blev det ny triumf for EF og Woods, der på en dag, hvor han skulle have sparet sig, pludselig blev trukket ind i en hæsblæsende finale, der gav revanche for den katastrofale start på løbet for både ham selv og holdet, der mistede Daniel Martinez nærmest, inden man kunne nå at stave til EF. Lige pludselig ser alt dog lyst ud med en etapesejr og en Carthy, der reelt ligner en mulig vinderkandidat og i hvert fald manden, der kan snyde de to forhåndsfavoritter, Carapaz og Roglic.

Til gengæld var der ærgrelse hos Fraile, der efter en fremragende ardennerkampagne nok engang dokumenterede, at biluheld og rygproblemer endelig hører fortiden til. Spanieren var brølstærk og kunne meget vel have gjort det helt specielle at blive rytter nr. 101 med sejre i alle tre grand tours bare to dage efter, at holdkammeraten Ion Izagirre blev nr. 100. Den mulighed løb ud i sandet, præcis som den gjorde for Peters, der havde samme mulighed.

I sidste ende blev det hele alligevel ikke så dramatisk. Bennetts og Valverdes tidsgevinster blev beskedne, og hverken Jumbo eller Movistar fik for alvor sikret sig et ekstra taktisk kort på hånden til de kommende dage. Til gengæld fik de slidt voldsomt på Ineos-holdet og især dokumenteret deres sårbarhed. Den alt for ustabile Ivan Ramiro Sosa var nemlig helt fraværende, og havde Andrey Amador ikke leveret en enkeltstart i stil med hans storhedstid, kunne tidstabet være blevet langt større.

Desværre for Valverde var costaricaneren, der egentlig skulle have været hans holdkammerat i dette løb, hvis ikke det meget kontroversielle sidste-øjebliks-skifte til Ineos var gået igennem, ikke god ved sin gamle chef, og udbyttet blev ikke så stort som håbet, når tidsgevinsten var lille, og førertrøjen og etapesejren udeblev. Dog fik han i det mindste bevist, at der stadig er liv i de 40-årige ben. Nekrologskrivningen blev i hvert fald sat på pause - igen!

Favoritterne

Det må være en fornøjelse at være løbsdirektør Javier Guillen. Hvor man af og til føler, at Tour-arrangørerne kæmper lidt med at skabe variation i etaperne, fordi den franske geografi for store deles vedkommende er temmelig kedelig, har man på fornemmelsen, at Spanien har et uudtømmeligt reservoir af stejle og spektakulære stigninger, der bare venter på at blive opdaget og besøgt. Derfor kan det heller ikke undre, at Guillen har gjort det til en vane hvert år at præsentere en ny og spektakulær sag, der meget ofte er så stejl, at vi taler om en decideret mur - og ofte af en anseelig længde.

I nyere tid har vi på den facon fået opfundet Alto Mas De la Costa og Los Machucos, ligesom dagens vinder Michael Woods utvivlsomt nød, at man opdagede Balcon de Bizkaya for to år siden. I år er det Moncalvillo, der er opfindelsen, og den har bestemt potentiale til at blive et sted, der skal besøges med jævne mellemrum. Nok har den slet ikke de brutale procenter som Mas De la Costa og Los Machucos, men til gengæld er den så stabilt stejl, at den dels lever op til Vueltaens mantra om, at målbjergene helst skal have modbydelige procenter, dels sætter scenen for en voldsom uge 2, der byder på hele tre af denne slags meget stejle bjergfinaler.

Derfor er det også nu, at vi skal se, hvordan klatrehierarkiet virkelig er. Finalerne på 1. og 3. etape var mere puncheur- end bjergafslutninger, og søndagens drama på Formigal blev mere skabt af kulde, regn og fumleri med regnjakker end af vanskelige procenter. Onsdag må vi vente os det første virkelig opgør mand mod mand, hvor vi får sat scenen inden opgørene på Farrapona og særligt Angliru i weekenden.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

Stigningen er så svær, at der ikke er meget taktik involveret, når vi kommer til de sidste 8 km, men til gengæld er det ikke helt let at greje taktikken for de første 156 af slagsen. Jeg er nemlig slet ikke så sikker på forløbet, som jeg var i morges. Da var jeg fristet til allerede at skrive dele af optakten inden dagens drama, og jeg følte mig ret overbevist om, at vi gik mod endnu en udbrudssejr.

Det skyldes flere forhold. For det første er det den første af tre meget svære bjergetaper i vild og voldsom uge, og det taler altid for, at man skal spare lidt på kræfterne. For det andet er Jumbo og Primoz Roglic efter søndagens nedtur nok lidt mere afventende nu, hvor de skal forstå, hvor sloveneren vitterligt står. Der er jo ingen grund til at forære Richard Carapaz flere bonussekunder, hvis han vitterligt har overhånden. For det tredje er Ineos og Carapaz nu i pole position med et hold på bare syv mand, og med udsigt til at skulle kontrollere meget er det nok klogt at spare lidt på kræfterne, selvom det koster 10 bonussekunder. Det forhindrer jo ikke Carapaz i at vinde tid til slut alligevel - og det har han trods alt stadig brug for inden 13. etape.

Man skal aldrig udelukke, at Roglic igen kommer ud på cyklen, melder om gode ben og beder holdet om at skabe samling - det ville jo næsten ligne ham dårligt andet - men som udgangspunkt tvivler jeg på, at de to favorithold kører udbruddet ind. I stedet skal vi se i retning af andre hold, og her er der vel kun tre, der kunne have den slags interesser, nemlig EF, Israel SUN og Movistar.

Jeg tvivler på, at EF vil gøre noget. De tror utvivlsomt meget på Carthy, men mon ikke de lige vil afvente dagens etape, før de for alvor finder ud af, hvad de skal stræbe efter. Det er trods alt meget godt ikke at slide for meget på et hold, der allerede har tabt en mand. Jeg udelukker til gengæld ikke helt, at israelerne igen vil tage et initiativ, for Martin har trods alt stadig trøjen inden for rækkevidde, og etapen er generelt så let, at selv det ret svage hold kan bidrage med noget.

Det er dog primært Movistar, jeg har kig på. Spanierne virker uhyggeligt sultne efter at revanchere deres ringe sæson, og de viste igen i dag, at de ikke rigtigt har til hensigt at lade nogen mulighed gå til spilde. Ganske vist er chancen for, at de vinder etapen mod de to favoritter, relativt lille, men gør de ikke forsøget, vinder de i hvert fald ikke. De har trods alt tre kort at spille, og Ineos virkede i dag ikke stærke nok til at kontrollere. Vi så allerede forleden, at Marc Soler i det taktiske spil kunne vinde tid, og endelig følger der to lettere dage torsdag og fredag, hvor der kan genvindes kræfter.

Uanset hvad bør der igen blive kamp om at ramme udbruddet, der har en ganske god chance for at holde hjem. Starten er dog let, og det er derfor muligt, hvis man vil, at sørge for, at gruppen ikke bliver alt for stor og heller ikke farlig. Når elastikken er knækket, kan vi enten se en relativt rolig etape, indtil vi når frem til målbjerget - den første stigning kommer så tidligt, at den næppe kan bruges til at lægge pres på - eller vi kan se en jagt fra et eller flere af holdene Movistar, Israel SUN, EF og Jumbo. Som sagt tvivler jeg på aktioner fra de to sidstnævnte, men jeg vælger at tro, at Movistar og måske også israelerne har tro på det I lyset af den generelt lette etape og den meget svære målstigning, hvor et udbrud vil tabe nogen tid, hælder jeg derfor til en afgørelse mellem favoritterne, selvom en udbrudssejr er et næsten lige så sandsynligt scenarium.

Skal det afgøres mellem favoritterne, har vi altså udsigt til det første rigtige klatreslag, for selvom det stadig er en relativt kort sag, er den lang nok til, at vi endelig skal se en dyst på rene bjergevner. Det går mig til at pege på Richard Carapaz som min favorit. Allerede fra 1. etape stod det klart, at ecuadorianeren var i sandt hopla, og hans kørsel på 3. og særligt 6. etape har kun underbygget den antagelse. Endelig kommer vi til en stigning, der passer en rigtig klatrer som ham, og hvis han vitterligt har de ben, han havde også på meget stejle stigninger i den Giro, han vandt med en puls på 100, er han generelt meget svær at slå. Selvom han har førertrøjen, skal han vinde tid inden tirsdag, og derfor vil han gribe muligheden, hvis den byder sig. Det vil den gøre på så svær en stigning, og da han lige nu ligner løbets stærkeste, er Carapaz min favorit.

Det er dog dumt at udelukke Primoz Roglic. Det hersker der alt for mange usikkerhedsmomenter til. Ja, han viste svaghedstegn på 3. etape, men at sige, at han har virket svag hidtil, er der nok et par ryttere i feltet, der vil opponere en kende imod. Det er en kendsgerning, at han havde en knaldhård opkørsel i søndags - en opkørsel, der var så hård, at den reducerede Jumbo fra 8 til 2 mand - og derfor har han utvivlsomt været så mærket, at præstationen ikke var udtryk for hans reelle styrke. Den kender vi ikke endnu, men det gør vi efter onsdagens etape. Roglic viste sidste år på blandt andet Los Machucos, hvor han forærede sejren til Tadej Pogacar, at han er skræmmende stærk på denne slags stigninger, når han er på toppen, og da han reelt stadig fører løbet, når 13. etape indregnes, kan han tillade sig at køre defensivt og bruge sit eminente punch på den sidste kilometer. At udelukke endnu en sejr til det uhyggelige monster skal man aldrig.

Den tredje oplagte kandidat er naturligvis Hugh Carthy. Læsere af disse optakter vil vide, at mine forhåndsforventninger var store, men jeg havde ikke regnet med, at han skulle være den vinderkandidat, han vitterligt er. Hidtil har han klaret sig storartet, og nu kommer vi endelig til en stigning, hvor en dieselklatrer som ham kan sætter sig igennem, også selvom han havde foretrukket en længere stigning. Billeddækningen i søndags var begrænset, og det virkede til, at Carapaz gjorde arbejdet i gruppen, men Carthy var trods alt stærk nok til at køre væk til sidst. Mortirolo viste sidste år, at stejle procenter er guf trods den enorme kropsstørrelse, og derfor skal man slet ikke blive forundret, hvis Carthy vinder etapen - især hvis Roglic og Carapaz stadig kigger lidt for meget på hinanden.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Normalt er der ikke alt for meget taktik involveret på denne type stigninger, men det kan der nu godt komme. Jeg tror nemlig ikke, at Jumbo vil tage kontrol. Snarere vil de angribe i ét væk, og hvis Ivan Ramiro Sosa flopper ligesom i dag, bliver Carapaz meget let at isolere. Sker det, kan det blive en sand angrebsfest, hvor alle gode klatrere med tidstab kan køre væk - præcis som vi så det i søndags med David De La Cruz, David Gaudu og Marc Soler. Det øger antallet af vinderkandidater ganske betydeligt.

Netop David Gaudu er et godt bud på en rytter, der kan komme væk igen. Franskmanden udtrykte stor selvtillid forleden, efter at han desværre endnu engang er startet et etapeløb ringe. Nu skulle benene til gengæld efterhånden være der, og en Gaudu i topform er skræmmende stærk på så svær en stigning som denne. Den passer perfekt til en ren klatrer som ham, og vi har ved flere lejligheder set ham matche de bedste på stejle stigninger, vel senest i Milano-Torino, hvor han og Woods var et niveau over de andre. Tidstabet giver ham lidt frihed, og han kan tillige afslutte. Det gør ham til en god kandidat.

Det samme er Wout Poels . Egentlig har hollænderen været på vej mod et langsomt kollaps gennem 2019 og 2020, men nu er der pludselig liv igen. Formen har været opadgående, og vi ved, at Poels traditionel kun bliver bedre og bedre, indtil han finder sin uhyggelige tredjeugesform. Vi ved også, at Poels er en lottokupon, der kan smide det hele væk på en dårlig dag, men hvis han vitterligt fortsætter fremgangen, er dette en perfekt stigning for ham. Poels elsker mere end de fleste stejle procenter, og når man to gange i karrieren er blevet nr. 2 på Angliru, kan man også vinde her.

De næste i rækken er vel de to Jumbo-hjælpere, George Bennett og Sepp Kuss. Som sagt indikerer Jumbos kørsel hidtil, at de slet ikke vil tage kontrol, men i stedet sende Ineos under pres ved at angribe. Igennem hele løbet har det været tydeligt - også i dag - at Kuss er den stærkeste af de to, men han er til gengæld ude af klassementet. Derfor er det nok Bennett, der først og fremmest skal sendes i offensiven, og selvom han åbenlyst ikke er på sit topniveau, kører han stadig stærkt. Dette er en glimrende stigning for en dieselklatrer som ham, og han har friheden til at kunne gøre det færdigt. Mere tvivlsomt er det, om Kuss får lov at angribe, men Jumbos kørsel hidtil antyder, at han sagtens kunne få noget frihed - også fordi Roglic så ville kunne bruge ham senere på stigningen. Får han løbepas, har han vist, at han er en af feltets absolut stærkeste lige nu.

Min hovedpine er Dan Martin. Stigningen er nemlig kort og stejl nok til, at den burde passe ham fornuftigt, men den er stadig så lang, at jeg mest af alt tror, at han mangler noget i forhold til de bedste. Det er efterhånden nogen tid siden, at han har været en del af den absolutte elite på længere stigninger, og vi så da også klare svaghedstegn forleden. Denne finale - og vejret - passer ham dog betydeligt bedre, og han er en af de få, der ikke skal køre væk for at vinde. Sidder han der til sidst, har han nemlig det punch, der kan true også Roglic og Carapaz på de sidste meter.

En joker er Aleksandr Vlasov . Russeren kom virkelig skidt fra start, indtil han på 3. etape gjorde det uventet godt i en finale, der slet ikke passede ham. Han skuffede i går, men skal man tro Astana, led han forfærdeligt i de kolde betingelser - en forklaring, der lyder ganske plausibel. Det gør ham til løbets mest usikre kort. Har han fundet sin topform, som 3. etape indikerer, vil han være stærk nok til at kunne udnytte friheden til at køre væk, men til gengæld kan han også falde igennem endnu engang, hvis han kører som på 1. og 2. etape.

Movistar har ikke en af de stærkeste, men de har til gengæld tre kort at spille. Skal de vinde, vil jeg næsten tro, at Marc Soler er bedste kort. Normalt vil jeg ellers mene, at denne stigninger for stejl for den store spanier, men han tog mig gevaldigt på sengen med sin fornemme kørsel på Glières under Touren, hvor han lignede en af de stærkeste. Hans kørsel på 2. og igen på 6. etape har været uhyre overbevisende, og jeg tror, at Movistar går ind til etapen med en strategi om at angribe i højre og venstre, når Carapaz er isoleret. Lige nu ligner Soler manden, der bedst kan gøre det færdigt, også fordi han har tabt tid. Så må han igen vise, at stigninger som disse ikke længere er for stejle.

Som udgangspunkt er Enric Mas dog det bedste kort. Spanieren er ubetinget den bedste klatrer af de tre, men efter en lovende start kunne det se ud til, at trætheden betyder, at han denne gang helt usædvanligt har nedadgående formkurve i en grand tour. Det ligner ham slet ikke, og derfor skal man ikke udelukke, at det igen vender, så han som altid bliver bedre og bedre. Vejret kan i søndags nemlig være en del af forklaringen, og for første gang har vi en finale, der passer ham. Samtidig betyder tidstabet nu, at han ikke er Carapaz’ allerstørste trussel.

Efter i dag må vi hellere til at tage Alejandro Valverde seriøst igen. Det kan godt være, at han er faldet helt igennem på de tre foregående bjergetaper, men på 2. og særligt 7. etape virkede han altså ret overbevisende. I dag var han i hvert fald bedre end både Kuss og Bennett, og i lyset af ovenstående bør det gøre ham til vinderkandidat. Han har stadig tabt tid og har dermed frihed, og han kan afslutte. Stigningen er samtidig den slags relativt korte og stejle sager, som Valverde elsker, og derfor skal man ikke udelukke, at det bliver i morgen, at han bryder sin historisk lange tørke.

Læs også

Uno-X afslører vilde WorldTour-planer

En anden joker er Michael Woods. Efter den rustne start viste canadieren i dag og på 6. etape, at han nærmer sig sin form fra Ardennerne, og denne finale passer ham ganske fremragende. Måske er den en anelse for lang, men procenterne burde være guf. Udfordringen er naturligvis hans rolle, når opgaven primært er at hjælpe Carthy, men man ved aldrig, hvad der kan ske, hvis en lille gruppe skal spurte til sidst. Her er han en af de få, der kan vinde, hvis han altså vitterligt er god nok til at sidde med hele vejen.

David De La Cruz synes langsomt at få gang i dieselmotoren, og han bliver bare bedre og bedre. Han kom fornuftigt fra 1. og 3. etape, der slet ikke passede ham, og selvom han ikke helt kunne følge med til sidst på 6. etape, var han hæderligt kørende. Formen synes i hvert fald i fremgang, og denne finale er vel den, der passer ham bedst indtil videre. Han viste i hvert fald på Balcon de Bizkaya i 2018, at han mestrer kunsten at køre på stejle procenter.

Vi er vel også der, hvor vi er nødt til at pege på Clement Champoussin. Det franske stortalent har nu to gange været ganske tæt på de allerbedste, og dermed synes han at have niveauet til at være med helt i front. Han er helt ude af klassementet og har dermed en frihed, som han på 3. etape viste, at han er frisk på at udnytte. Som ren klatrer burde han endda finde denne etape som den hidtil mest velegnede for en fyr som ham.

Endelig vil jeg nævne Gino Mader. Schweizeren lignede forud for dette løb et spildt talent, men jeg skal love for, at han er kommet efter det. Forleden fulgte han trods defekt i den absolutte finale minsandten Roglic til dørs, og derfor kan man kun gisne om, hvordan det var gået uden defekten. Også han er en underdog, der har friheden til at angribe.

Stigningen bør være for svær til, at Felix Grossschartner kan køre med om sejren, og vi så vel forleden de første tegn på, at Esteban Chaves igen har nedadgående formkurve. Ustabile Ivan Ramiro Sosa kan pludselig godt vise sig som en af de bedste på den første stigning, der passer ham, men hans opgave er alene at være hjælper. Mikel Nieve er bedre end længe, men næppe god nok til at vinde, og stigningen er for svær for Gorka Izagirre. Endelig skal det blive interessant at se, om Ide Schelling kan fortsætte med at imponere stort.

Som sagt er en udbrudssejr tillige meget sandsynlig, men desværre er det et lotteri at ramme rigtigt med en flad start. Derfor kan mange mand reelt vinde, hvis gruppen ender med at være klatresvag, men som udgangspunkt skal man være en eminent klatrer for at vinde på så svær en stigning. Mit bedste bud er derfor Guillaume Martin, for selvom han nu har været i et vindende udbrud tre dage i træk, er han ganske overbevisende. Han vil sikkert sidde i baghjulet på Tim Wellens , for hvem finalen er for svær, og med Wellens’ næse for at ramme udbrud, har han gode chancer for at komme afsted. De andre helt indlysende navne er Sepp Kuss og Michael Woods, der næppe bliver slået, hvis de sidder der, men risikoen er naturligvis, at de begge skal blive hos kaptajnen. Både Jumbo og EF har dog kørt med så offensiv en taktik, at de sagtens kan få chancen, som Kuss jo så fint udnyttede sidste år, hvor han også var hjælper for Roglic. I lyset af ovenstående er Clement Champoussin, der har tabt tid også et oplagt navn.

I dag viste Nans Peters også, at formen rækker til at vinde denne etape, og selvom stigningen er lidt for lang og formen åbenlyst ikke helt i top, er Davide Formolo også et glimrende vinderbud, selvom også han var afsted i dag. Jan Hirt passer til stigningen, og selvom han faldt igennem i kulden forleden, kan han i den rette gruppe vinde. Det samme kan den uhyre velkørende Omar Fraile, hvis ikke han er oppe mod rigtige klatrere, samt den meget formstærke Ide Schelling og måske endda Thymen Arensman. Den meget svingende Ion Izagirre har åbenlyst også en chance, hvis han atter rammer dagen, og det samme gælder for den ligeledes meget svingende Robert Power trods dagens skuffelse. Til gengæld tror jeg, at det bliver svært at få en gruppe, hvor Rui Costa, Luis Leon Sanchez og Andrea Bagioli kan vinde på så svær en stigning, og det samme gælder for de ellers velkørende Kobe Goossens og Georg Zimmermann. Endelig tror jeg, at Aleksandr Vlasov trods tidstabet regnes som værende for farlig at lade køre væk.

Feltet.dks vinderbud: Richard Carapaz

Øvrige vinderkandidater: Primoz Roglic, Hugh Carthy

Outsidere: David Gaudu, Wout Poels, George Bennett, Sepp Kuss, Dan Martin

Jokers: Aleksandr Vlasov, Marc Soler, Enric Mas, Alejandro Valverde, Michael Woods, David De La Cruz, Clement Champoussin, Gino Mader

Udbrudskandidater (i prioriteret rækkefølge): Guillaume Martin, Sepp Kuss, Michael Woods, Clement Champoussin, Nans Peters, Davide Formolo, Ion Izagirre, Jan Hirt, Omar Fraile, Robert Power, Ide Schelling