SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!

Ruten

Det har været hovedreglen, at Tour de Suisse er sluttet med sin lange enkeltstart, men som sagt forholder det sig anderledes i år, hvor den kommer allerede lørdag. I stedet slutter løbet med den rundstrækningsetape, man ofte har haft om lørdagen, men ligesom i 2019 er den helt anderledes, end man ofte har set. Denne gang er vært for afslutningen nemlig byen Andermatt, der ligger midt i de høje bjerge, og derfor ender det hele på samme måde, som vi så det i 2016 og 2019, nemlig med et brag af en bjergetape, der måske nok er kort og intens, men byder på hele tre af Schweiz’ mest berømte bjergpas, der alle fører op i ca. 2000 m højde. Selvom der ikke er mål på toppen, bliver det således en dramatisk og spektakulær finale på Schweiz’ nationale rundtur, når der rundes af med løbets sværeste dag i bjergene. Etapen er ganske speciel, da den i virkeligheden blot er 6. og 7. etape sat sammen, men kørt i den modsatte retning, så man lægger ud med at køre enkeltstarten i den ”forkerte” retning, inden man gennemfører 6. etape på samme måde!

Med sine bare 159,5 km er der tale om en kort og intens etape, der har både start og mål i byen Andermatt, og der er tale om en brutal etape, der stort set går op eller ned hele vejen. Starten er ganske brutal, idet man altså lægger ud med at køre den foregående dags enkeltstart i modsat retning. Det betyder, at man med det samme kører mod nordøst op ad Oberalppass, der fra denne side stiger med 5,5% over 10,3 km. Den er dog ganske varieret og veksler mellem stykker med 7-8% og lettere stykker med 5-6%, inden den flader ud med to meget lette kilometer frem mod toppen, der rundes efter 10,8 km. Herefter går det mod sydøst og nordøst ad en i starten teknisk og siden let nedkørsel til byen Sedrun, hvor enkeltstarten startede, og herfra består resten af ruten bare af 6. etape i den modsatte retning. Derfra følger således man den let faldende vej, man kørte opad i modsat retning i finalen på 6. etape, mod øst og nordøst ned til byen Disentis, der nås efter 32,0 km

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Nu tager etapen fat igen. Her drejer man nemlig mod syd for at passere kategori 1-bjerget Lukmanierpass fra den modsatte side af 6. etape. Herfra stiger den med 5,3% over 16,5 km, og der er tale om en ret irregulær stigning. Således stiger de første 3 km med 7-8%, inden stigningsprocenten herfra hovedsageligt er under 5, inden den tager fat med ca. 7% over de sidste 2,8 km frem mod toppen, der rundes efter 49,8 km. En let nedkørsel leder nu mod syd og øst, inden det går mod syd ad en let faldende dalvej ned til Biasca, der som på 6. etape er det laveste punkt.

Herfra stiger det næsten resten af vejen. Man drejer mod nordvest for at køre fladt frem til dagen spurt, der kommer efter 101,8 km, inden det går ad en let stigende dalvej mod nordvest frem til dagens anden spurt, der kommer efter 123,8 km. Den stigende dalvej fortsætter frem til Airolo, hvor finalen indledes efter 132,0 km.

Det sker, når man drejer mod nord for at køre op ad Sankt Gotthard-passet fra den modsatte side af 6. etapes opkørsel. Herfra er den uden for kategori, og den stiger med 6,8% over 13,0 km, og den er uhyre jævn med stigningsprocenter på 6-7 det meste af vejen, idet den dog flader ud med ca. 5% over de sidste 2 km frem mod toppen, der i 2106 m højde rundes efter 144,4 km. Herfra resterer bare 15,1 km, der mest af alt består ad en helt let nedkørsel, der leder mod nord ned til byen Hospenthal. Her drejer man med 5,0 km igen mod nordøst, hvorefter man følger en lige og kun let faldende vej ind til Andermatt. Her drejer man med 1,6 km igen til højre i en rundkørsel, hvorefter man ved den røde flamme rammer en lille bakke, der leder op til en rundkørsel, som nås med 600 m igen. Herfra buer vejen skarpt med 90 grader, mens det falder ganske, ganske let ind til mål.

Etapen byder på i alt 3517 højdemeter.

Andermatt har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Vejret

Efter den vejrmæssigt kedelige start på løbet slutter det hele perfekt. Søndagen kunne ikke være spor smukkere med kun få skyer og en temperatur i den højtliggende målby på 20 grader. Eneste ulempe er en lidt kraftigere vind (9-13 km/t), der vil komme fra nord. Det giver sidemodvind frem til bunden af Lukmanierpass, hvorefter man vil have med- og sidemedvind frem til etapens laveste punkt. Nu får man sidemodvind på det let stigende dalstykke og dernæst modvind på Sankt Gotthard og nedkørslen. Med 5 km igen får man sidemodvind, med 1600 m igen får man medvind og slutteligt får man sidemedvind over de sidste 500 m.

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!

Analyse af 7. etape

Forleden måtte man ryste lidt på hovedet, da man så 41-årige Alejandro Valverde bryde halvandet års sejrstørke på WorldTouren med en suveræn triumf i Alperne under Criterium du Dauphiné. I den situation var det svært at lade være med at tænke tilbage på 2003, hvor vores unge komet bragede gennem lydmuren. Efter en pæn, men ikke prangende debut i 2002 viste spanieren sig lynhurtigt som et uhyggeligt talent, da han i løbet af første del af sæsonen vandt ikke færre end seks sejre - herunder en prestigiøs triumf i Baskerlandet - inden han i Vueltaen brød igennem i den bredere cykeloffentlighed med to etapesejre og en samlet førsteplads. Det var næsten svært at forstå, at man sad og så på den samme rytter hele 18 år senere det gennembrud i en Vuelta, hvor rivalerne var navne som Roberto Heras, Isidro Nozal, Igor Gonzalez de Galdeano, Francisco Mancebo, Manuel Beltran og Michael Rasmussen - ryttere, der i dag nærmest føles som noget, der hører stenalderen til.

Lidt samme følelse kunne man få i dag, da den med spænding imødesete bjergenkeltstart i Tour de Suisse endelig blev afviklet. Da røgen havde lagt sig, havde Rigoberto Uran nemlig leveret en gedigen magtdemonstration, der med ét sendte tankerne tilbage til den suveræne enkeltstartstriumf, som i 2014 bragte ham så tæt på Giro-sejren. I den situation var det ret svært ikke at tænke tilbage på, at det var netop i samme løb, at vi for hele 14 år siden lærte colombianeren at kende.

Dengang kom det ret meget ud af det blå. Ganske vist havde han kort tid forinden vundet en enkeltstart i det lille Euskal Bizikleta, og jeg husker derfor, at jeg skam havde noteret mig navnet på den 20-årige Unibet-rytter, men der var intet, der tydede på, at han skulle spille en hovedrolle i et af sportens allerstørste løb. Derfor var der helt sikkert mange, der skulle tjekke navnet en ekstra gang, da en Unibet-rytter pludselig overspurtede alt og alle med en tidlig forcering i en puncheurspurt i Schwarzsee og tog en stor sejr for det hårdt trængte svenske ProTour-hold.

Dengang var det en ret vild bedrift. I dag har vi jo vænnet os til, at man helst skal have vundet en grand tour og en stor klassiker, inden man har rundet de 22, men i 2007 var det alt andet end hverdagskost at se en 20-årig vinde på højeste niveau. Uran endte endda løbet som en samlet nr. 9 i en tid, hvor han skulle slås med navne som Vladimir Karpets, Kim Kirchen, Stijn Devolder, Damiano Cunego, Vladimir Efimkin, Frank Schleck og Andreas Klöden om den samlede sejr.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det skabte selvsagt en masse hype om Uran, der i sit korte ophold hos Caisse d’Epargne fulgte op med en podieplads i et monument, Il Lombardia, som 21-årig, men Uran blev aldrig helt den verdensstjerne, han lignede dengang. To andenpladser i Giroen og en 3. plads i Touren er skam resultater, der kan få enhver til at skule misundeligt efter ham, men dengang var hans gennembrud så kraftfuldt, at mangen en colombianer utvivlsomt havde håbet på mere.

I de senere år har det endda set ud til, at det skulle blive ved det. Da Uran for et uge siden stillede til start i Schweiz for blot tredje gang i karrieren - hele 11 år siden sidste deltagelse og 14 år siden den vilde debut - stod hans sejrstæller stadig på 13. Det havde den endda gjort i tre år, siden han vandt kongeetapen i det relativt svagt besatte Tour de Slovenie som optakt til en skuffende Tour i 2018, og hans seneste større sejre ligger helt tilbage i 2017, hvor han havde sin drømme-Tour med etapesejr og podieplads og rundede året af med at vinde et stærkt besat Milano-Torino og spurte om sejren i Il Lombardia, hvor han endte som nr. 3, hele 9 år efter første podieplacering i løbet.

Uran har nemlig lignet en mand, der var blevet overhalet indenom af alle kometerne. Jovist, han havde skam en pæn Tour i 2020, hvor han endte som nr. 8, ligesom han blev en pæn nr. 7 i 2019, men colombianeren har mest af alt levet en anonym tilværelse som en anden Haimar Zubeldia, der uden videre synlighed i al stilhed har sikret sig en top 10. Det skyldes naturligvis også den passive kørestil, der alle dage har kendetegnet ham, men også at niveauet altså ikke var, som da han udfordrede Chris Froome i 2017 eller kæmpede med Nairo Quintana om den samlede sejr i den kontroversielle Giro i 2014.

I år er der heller ingen, der har talt om Uran. Faktisk var det et mysterium, hvorfor han i foråret blev fjernet fra startlisterne i alle ardennerklassikerne, indtil det i maj kom frem, at han var blevet ramt af en slem gang covid-19 i foråret. Faktisk beskrev han sin form som værende helt på nulpunktet, da han genoptog træningen i maj, hvor det faktisk var planen, at han og Hugh Carthy skulle have gjort fælles front i Giroen.

Forventningerne til Uran forud for det schweiziske løb var derfor beskedne, men han har overrasket igen og igen ved at levere på et stabilt og højt niveau, der fik hans ord om nulpunkt og formkrise til at klinge en anelse hult. Derfor var det også indlysende, at Uran ville køre en god bjergenkeltstart over Oberalppass i dag. Den slags har nemlig altid passet ham ganske udmærket, og selvom han i 2014 faktisk led det måske endelige knæk i Giroen på netop en bjergenkeltstart på Monte Grappa, hvor Quintana bare viste, at han var i sin egen liga, har Uran alle de karakteristika, der skal til. Efter en mildt sagt svingende tempokarriere har han i de seneste år genfundet sin gode enkeltstart, han klatrer godt, og han mestrer kunsten af pace sig selv. Det var ikke noget tilfælde, at han blev nr. 3 bag Quintana og Fabio Aru den dag på Monte Grappa for syv år siden.

Alligevel skal man nok lede grundigt, hvis man skal finde dem, der havde regnet med, at Uran ville vinde enkeltstarten med 40 sekunder ned til nr. 2 og med næsten et minut ned til nr. 3. Bevares, årets Tour de Suisse mangler igen de stjerner, man oftest finder i Dauphiné på denne tid af året, men det er svært at benægte, at Julian Alaphilippe og Richard Carapaz ikke er typer, der burde kunne fyre et brag af en bjergenkeltstart af. De gjorde det skam også ganske pænt, men at sige at de var i stand til at yde Uran ligeværdig modstand må betegnes som en journalistisk stramning.

Selvfølgelig betyder det ikke, at Uran pludselig er kandidat til Tour-sejren, ej heller at han er en sandsynlig podiekandidat. Dette var en speciel disciplin, der passede colombianeren som fod i hose, men det rejser en berettiget forventning om, at han kan tage sin tredje top 10 i træk. Og som minimum har det pustet lidt ny spænding ind i et Tour de Suisse, der ellers meget vel kunne have været helt afgjort efter i dag.

Det blev nemlig bjergenkeltstarten, hvor de fleste klassementsryttere skuffede. Selvom han forsvarede trøjen og vandt tid på alle rivaler på nær to, havde jeg i hvert fald regnet med mere fra Carapaz. Ecuadorianeren er i særklasse løbets bedste klatrer, og en bjergenkeltstart passer altid godt til rene klatrere. Det er ikke uden grund, at to af de seneste tre bjergenkeltstarter på WorldTouren er vundet af Egan Bernal og Quintana, og på den sydamerikanske liste ville navnet Carapaz have passet fint ind.

Det kom det bare ikke til. Carapaz kørte ganske vist en uhyre stærk afslutning, men det var overraskende at se Uran slå ham med 50 sekunder på stigningen. Men det skal nok forklares med, at bjerget alligevel var lidt for let og endnu mere velegnet til kraftfulde typer, end man kunne have antaget. Noget Monte Grappa var det i hvert fald ikke, når hele to tunge specialister i form af Søren Kragh og Stefan Küng ender i top 10.

Læs også

LIVE nu: Carapaz sætter tropperne frem inden bjergfinale

I det lys var det måske meget godt af Carapaz at ende som nr. 4 i en top 10, der næsten udelukkende udgjordes af ryttere, der har enkeltstarter som et speciale. Han tog i hvert fald et gigantisk skridt mod den samlede sejr, for nu er det kun Uran, der holder sig inden for et minut af ecuadorianeren.

Det gør Alaphilippe jo egentlig også, men verdensmesteren har vigtigere ting at tage sig til på de franske fødegange de kommende dage. Han kan da også tage hjem med en god følelse efter en solid afslutning, hvor han trods den mangel på absolut topform, vi har set de seneste dage, var klart næstbedst på stigningen, hvor han var den eneste, der kom relativt tæt på Uran, inden han vist tog den med lidt forsigtighed på en nedkørsel, hvor hans planlagte exit gjorde det ret dumt at satse vildt og voldsomt. I hvert fald synes Alaphilippe at være et langt bedre sted, end han plejer at være det i Dauphiné, og han synes at have fin kurs mod den klassementssatsning i Touren, som synes at være på tegnebrættet.

Nej, det var ikke Alaphilippe, der skuffede. Det var næsten alle de andre. I første række vil man som dansker naturligvis fokusere på Jakob Fuglsang, men desværre kommer nedturen ikke som den helt store overraskelse. Danskeren har nemlig en overraskende ringe historik på bjergenkeltstarter, der ganske enkelt synes at være for korte til hans dieselmotor, og der er folk, der er langt bedre til at køre stærkt op ad bare én kort stigning, som end ikke varer en halv time. Det har vi set i Romandiet og Paris-Nice, og det så vi desværre igen i dag. Derfor er resultatet mere ærgerligt end alarmerende, selvom man da ikke helt kan undgå at huske, hvordan han tidligere i år havde nogle ret voldsomme kollaps til sidst i både Baskerlandet og Tirreno. Lad os håbe, at dette ikke er et varsel om en gentagelse.

Meget bedre gik det bestemt ikke for Maximilian Schachmann. Modsat Fuglsang kunne tyskeren have en ambition om faktisk at vinde etapen, men det var han slet ikke i nærheden af. For tredje dag i træk leverede han et sløjt indtryk efter den ellers så lovende start, og enten viste han os igen, at hans klatreevner altså stadig har markante begrænsninger, eller også var det ikke et helt tilfældigt billede af formen, at han i går blev sat allerede på første stigning. Lad os håbe, at det er det sidste, for det har hele tiden været oplagt, at Schachmann, der skipper Touren og satser fuldt på OL, kunne være formmæssigt knap så langt fremme som Tour-rytterne.

I det mindste er både Fuglsang og Schachmann stadig inden for tre minutter af førertrøjen. Det er der nemlig ikke andre end de allerede nævnte, der er, efter at dagens etape nok engang viste, at bjergenkeltstarter skaber større forskelle mellem de allerbedste end de andre etapetyper. Resten af klassementets top 10 fik nemlig læsterlige klø ikke bare af Uran, men også Carapaz - dog med to væsentlige undtagelser.

Den ene er Domenico Pozzovivo, der som ren klatrer med speciale i at køre stærkt på ikke alt for lange stigninger, altid har været god på bjergenkeltstarter. Med tanke på det flotte comeback, han har leveret efter sit Giro-styrt, var der derfor grund til at have forventninger til den lille italiener, der nok engang viste, at han mestrer disciplinen, selvom han ikke har kørt en bjergenkeltstart siden 2014. Desværre har hans nedkørsel været frygteligt dyr i dette løb, for den kostede ham både væsentlig tid i dag, og ikke mindst satte dem ham mere end to minutter tilbage på de våde veje i mandags. Uden det ærgerlige tidstab dengang havde Pozzovivo lige nu være nr. 3 - med Alaphilippe ude af billedet - og dermed med kurs mod et comeback i stil med det, han leverede i Giroen sidste år.

Den anden undtagelse var Rui Costa, men heller ikke det var uventet. Portugiseren har altid været fremragende i denne specielle disciplin og sikrede sig endda den samlede sejr i 2013 ved at vinde den indtil i dag seneste bjergenkeltstart i løbet. At han i dag kun endte i udkanten af top 10, er blot en afspejling af, at niveauet bare ikke er, som det var engang.

For Michael Woods blev dagen nedslående. Canadieren er kendt for at køre enkeltstarter på et niveau, der må regnes som svært problematisk, men man kunne have et håb om, at netop hans type faktisk kunne gøre det godt på en kort, lidt eksplosiv bjergenkeltstart. Det viste sig imidlertid slet ikke at være tilfældet, og selvom det for ham er uhørt at ende som nr. 29 på en tidskørsel, var det et vidnesbyrd om, at han aldrig lærer den ensomme disciplin. Undervejs gik der rygter om, at han var styrtet på nedkørslen, men det har holdet i skrivende stund ikke bekræftet, og uanset hvad var han også kørt langt agterud på stigningen.

Det var Esteban Chaves også, og det er straks mere bekymrende. Colombianeren viste sig ellers ganske stærk i torsdags, men i dag var han ikke i nærheden af noget som helst. I den situation er det svært ikke at tænke på, hvordan Chaves i dag kun bliver ringere og ringere gennem et etapeløb, og derfor kan man frygte, at det går ham endnu mere ilde i morgen. Dagens resultat var i hvert fald ildevarslende.

Læs også

Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia

Bedre var det bestemt heller ikke for Tiesj Benoot, der fik sig endnu en gedigen klatrelussing og forhåbentlig bruger dette løb som en chance til at genoverveje det lidt optimistiske grand tour-projekt, han har i tankerne. Heller ikke Sam Oomen var med helt fremme, men med tanke på den situation, han har været i siden sin operation, er dette løb stadig ganske opløftende.

Det er sværere at være opløftet, hvis man er Wout Poels. Hollænderens nedtur i torsdags var åbenbart forårsaget af en dårligt timet defekt, og derfor kunne man have haft større forventninger til en på papiret i denne disciplin stærk Poels. Det gik da heller ikke helt ilde, men han klatrede slet ikke, som man kunne håbet i en tid, hvor Bahrains ryttere ellers synes at overpræstere hvert eneste sekund.

Det så vi også igen i dag. At forsøge at finde et mønster i Gino Mäders form er i hvert fald helt umuligt. Schweizeren startede som lyn og torden på 1. og 2. etape, men faldt helt sammen på 3., 5. og 6. etape. I dag kørte han så en chokerende god enkeltstart på en etape, der ellers generelt syntes at passe lidt bedre til mere alsidige klatrere end de helt rene af slagsen. Så var det straks mere forudsigeligt, at formstærke Hermann Pernsteiner igen gjorde det pænt, selvom denne slags korte stigninger ikke er hans spidskompetence.

Lidt anderledes er billedet for Ineos. Ikke blot var Carapaz måske ikke helt så god som ventet, Rohan Dennis fejlede også eklatant på en rute, hvor hans type ellers syntes at være begunstiget. Det er endnu et bevis på, at han er milevidt fra Giro-benene, men det er nok meget godt for en mand, der altid har haft svært med at klatre godt i lang tid. Som bekendt startede han også sidste års Giro i dårlig forfatning, og vi husker alle, hvordan han så ud i uge 3. Ineos håber, at det gentager sig senere på sommeren.

Så gik det straks langt bedre for andre specialister. Det var i hvert fald en fornøjelse at se Tom Dumoulin sikre sig en top 5. Naturligvis viser resultatet, at han er milevidt fra fordums styrke - når man ser på, hvilke typer der dominerede, havde en formstærk Dumoulin været urimeligt svær at slå - og han kørte da også kun lige op med den lidt tunge Søren Kragh på bjerget, men resultatet giver lidt grund til optimisme. Det gør det i den grad også for Kragh, hvis form de første dage skuffede mig lidt - ikke mindst på 3. etape - men som i dag leverede en præstation, der langt overgik, hvad jeg havde forventet. I øvrigt var præcis det samme tilfældet for Küng, men det skyldtes nu ikke usikkerheden om formen. Snarere handlede det om manglende tiltro til klatreevnerne, men det står vist ret klart, at schweizeren er i fabelagtig form lige nu.

Fabelagtig er måske et stort ord, når det handler om Uran, men i hvert fald er schweizeren tilbage på et niveau, han ikke just havde kurs mod at genfinde, da han blev en anonym nr. 8 i Touren sidste år. Men som Valverde viste os i Dauphiné, er det aldrig for sent at vinde på WorldTouren igen, hvis man er en af de kometer, der bragede ind på scenen i en ung alder. Der er i hvert fald en smuk symbolik i, at Uran brød sin lange tørke netop i Tour de Suisse, hvor han som 20-året komet betog os alle fra 14 år siden - dengang han vandt foran Cristian Moreni og Andreas Klöden. I dag slog han Julian Alaphilippe og Gino Mäder, der uden problemer kunne have været Morenis børn. Der er sket lidt i mellemtiden - også for Uran!

Favoritterne

Vi har oftest været vant til, at Tour de Suisse er sluttet med en enkeltstart, men i de senere år synes arrangørerne at have fået smag for nogle af disse korte, intense bjergetaper, hvor man skal over flere af alpelandets højeste tinder og slutte med en lang nedkørsel til en af landets mange små bjergbyer. I hvert fald er dette den tredje ud af fem udgaver, der har en sådan afslutning, og vi plejer at få en flot etape.

Første udgave var i 2016, hvor Miguel Angel Lopez i førertrøjen angreb fra distancen, men senere blev hentet af seks mand, inden Jarlinson Pantano spurtede sig til sejr, og Lopez sikrede sig den samlede triumf, selvom han som isoleret Astana-mand havde været i en sårbar position. Anden gang var i 2019, hvor Hugh Carthy gennemførte et mindeværdigt soloridt fra allerførste bjerg, og Rohan Dennis definitivt sprang ud som bjergrytter, da han kørte fra alle andre end den førende Egan Bernal, der med lethed sikrede sig den samlede sejr.

Konceptet er i år præcis det samme som disse to gange. For to år siden var der også tre alpepas over en kort distance - dengang dog kun 101 km - og faktisk skulle man over Sankt Gotthard fra præcis samme side, som findes på ruten denne gang. For to år siden kom stigningen dog midtvejs og var omgivet af Nufenenpass og Furkapass, og det var da også en samlet set noget vanskeligere etape, der var på menuen dengang.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Det skyldes først og fremmest, at der i 2019 næsten ikke var nogen dalstykker. I morgen består det meste af etapen desværre af et dalstykke, men sådan skulle det ikke have været. Egentlig havde man planlagt en etape, der mindede meget mere om 2019-udgaven, idet rytterne over 118 skulle have besteget Furkapass, Grimselpass og Sustenpass. Snefald i maj gjorde dog, at man måtte droppe de højeste bjerge, og nødløsningen blev at køre 6. og 7. etape én gang til, bare i omvendt rækkefølge.

Det giver skam en ganske flot etape, men ikke den mest velegnede til at iværksætte det helt store angreb på klassementet. Dertil er der alt for meget dal, og særligt når man i det laveste punkt drejer ind i modvinden på det let stigende dalstykke, kan man få det meget svært, hvis man skal forsøge at holde Ineos stangen. Ganske vist er briterne har med en stor del af deres B-hold, men de er stærke nok til at forhindre, at den store offensiv, som for langt hovedparten er den eneste vej til sejr, kan gennemføres.

Derfor må alle indstille sig på, at slaget skal slås på Sant Gotthardpasset, og selvom det er en lang stigning, er der grænser for, hvor megen tid man kan vinde alene der. Dertil kommer, at den prognose, vi havde inden løbet, om generel nordenvind gennem hele ugen har holdt stik. Desværre har alle nøglestigningerne - Erschmatt og Leukerbad i torsdags, Lukmanierpass i går og Sankt Gotthard i morgen - alle været besteget fra syd, og det har givet en ærgerlig modvind på alle de væsentligste stigninger. Det var årsagen til, at jeg forud for løbet regnede med et meget tæt løb, hvor bjergenkeltstarten ville blive altafgørende, og havde Richard Carapaz ikke været så suveræn i torsdags, og taktikken efterfølgende maget sig til gunst for ham og Jakob Fuglsang, havde vi da også haft et løb, hvor 7. etape havde bestemt stillingen sammen med de små forskelle 1. og 2. etape gjorde.

Jeg er dog ikke så meget i tvivl om, at i hvert fald Fuglsang vil prøve på Sankt Gotthard. Det kan godt være, at det ser svært ud at hente 1.15 på Carapaz, men som minimum skal han af med Maximilian Schachmann, hvis han vil på podiet. Jeg er mere usikker på, om altid defensive Rigobero Uran ikke er tilfreds med sin 2. plads, især hvis han fornemmer, at Carapaz er usårlig.

Jeg regner derimod med, at Carapaz’ tilgang er defensiv. Hans forspring til Uran er så lille, at han ikke har råd til at tage chancer, og jeg tror, at han er fint tilfreds med at følge med. Han har allerede sin etapesejr, og en stor offensiv vil også kræve, at han skal køre stærkt nedad. Den risiko gider han næppe løbe, heller ikke selvom nedkørslen er alt andet end teknisk og faktisk bare består af en lige vej med direkte modvind, hvor en gruppe vil have det nemmere end en enlig rytter.

Til gengæld er jeg ret sikker på, at der er andre, der gerne vil vinde etapen. Fuglsang har både kig på podiet og etapen, men Michael Woods har alene blikket rettet mod etapen nu. Jeg tror også, at Esteban Chaves og Domenico Pozzovivo er friske på at sætte deres hold til at føre for at jagte en etapesejr.

Det giver en ret stærk arbejdsressource nede i dalen. Som sagt tror jeg, at Ineos er fint tilfredse med at lade et udbrud sejle hjem og tage bonussekunderne. De har endda en endnu større luksussituation end i går, fordi forskellene nu er gigantiske, og de vil endda kunne tage det rimeligt roligt, hvis bare Uran, Schachmann og Fuglsang ikke rammer udbruddet. Selv Woods og Pozzovivo, der er på 3.10 og 3.16 vil næppe sætte dem i højeste alarmberedskab, og derfor tror jeg, at Ineos bare vil gøre det, der skal til, med henblik på at vinde løbet.

Til gengæld tror jeg på, at Astana, BikeExchange, EF, Israel SUN og Qhubeka er klar til at gøre fælles front for at vinde etapen, og det er trods alt mange hold til at jagte. Spørgsmålet er bare, om det er nok. Med en knaldhård start med to store bjerge, hvor Ineos kun skal kontrollere en håndfuld, kan de med det samme lade et gigantisk udbrud af de bedste klatrere stikke af. Med den luksus, at forskellene er så store, tror jeg, at udbruddet kører allerede på Oberalppass, og det vil formentlig igen være et uhyre potent udbrud med stærke folk fra top 20 - formentlig også en stor del af dem. Jeg vil end ikke blive overrasket, hvis folk som Chaves, Rui Costa, Sam Oomen, Domenico Pozzovivo og måske endda Woods fra top 10 vil være at finde i det udbrud, der kører.

Først og fremmest tror jeg dog, at det bliver et Bahrain-show. Med deres mange klatrere kunne vi meget vel se araberne placere Wout Poels, Hermann Pernsteiner, Gino Mäder og måske endda den formstærke Fred Wright og den i starte så stærke Stephen Williams i udbruddet. Det vil heller ikke undre mig, hvis Deceuninck kommer afsted med Mattia Cattaneo, Dries Devenyns og Mauri Vansevenant, at DSM kommer afsted med Tiesj Benoot, Andreas Leknessund og Thymen Anrensman, og at Movistar kommer afsted med flere af deres fire klatrestærke folk, Sergio Samitier, Marc Soler, Hector Carretero og Gonzalo Serrano.

Læs også

Ayuso ser frem til enkeltstart: Perfekt på papiret

Det kan give et udbrud med uhyre mange hjælpere. Det er også ret sikkert, at udbruddet vil være relativt tæt på trøjen, som vi så det i går, men aldrig mere end at Ineos sagtens kan give dem et par minutter. De vil kunne holde dem i snor hele vejen op ad Lukmanierpass, og derefter bliver det interessant, hvad der sker i dalen.

Det er her, de andre hold skal jagte, hvis ikke Ineos bare skal have lov at kontrollere. Som sagt kan man sagtens forestille sig, at Woods og Chaves kommer i udbrud, men uanset hvad bør Astana og EF gå efter at jagte. Er de heldige, får de også hjælp af BikeExchange og/eller Israel SUN, men spørgsmålet er, om det er nok.

Astana, EF og Israel SUN er nemlig alt andet end bjerghold. Særligt de to sidstnævnte har decideret tunge trupper, men heller ikke kasakkerne er kommet med deres A-hold. BikeExchange har bare to mand til at hjælpe Chaves, og der er derfor grænser, hvor meget de kan bidrage med.

I dalen er de dog stærke. EF har eksempelvis Stefan Bissegger, der kan træde et par watt, og israelernes mange sprintere er også meget brugbare, hvis de overlever Lukmanierpass. Det er bare ikke sikkert, hvis Ineos er tvunget til at holde udbruddet på et par minutter. Så bliver der formentlig aldrig tid til en regruppering, og en mand som Bissegger kan også være helt ude af billedet inden dalen.

Selv hvis det lykkes at organisere en god jagt, er det et problem, at udbruddet formentlig vil have hjælpere, eksempelvis fra Bahrain og Deceuninck. Derfor bliver det svært at hente gruppen inden Sankt Gotthard, og her får de et problem. Det er helt klart, at Astana, Israel SUN, BikeExchange og EF er alt for svage til at hente et stort udbrud af bjergryttere på selve bjerget, og med modvind er der også grænser for, hvor tidligt kaptajnerne selv tør åbne. Hvis Ineos er fint tilfredse med at kontrollere - og det tror jeg, at de er - er det lidt svært at se, at man skulle kunne hente alle mand fra et udbrud, der formentlig vil indeholde nogle af løbets bedste klatrere.

Derfor regner jeg med en knaldhård og lynhurtig etape, hvor Ineos vil holde elastikken relativt stram over de to første bjergpas, hvor de nævnte hold vil jagte i dalen, men hvor de vil mange kræfterne til at gøre arbejdet færdigt på Sankt Gotthard. Mit bedste bud er derfor, at de stærkeste fra udbruddet vil holde hjem.

Bag dem vil Ineos så kunne kontrollere, og jeg regner med, at Fuglsang, Woods, Chaves og måske Uran alle vil angribe, hvis de har benene. Problemet er bare, at det bliver ret umuligt at sætte Carapaz, der dels er den stærkeste, dels hjælpes af den ret hårde modvind. I forvejen er et soloridt svært på den lette modvindsnedkørsel, og jeg tror derfor, at det bliver en lille gruppe af favoritter, der vil nå sammen ned til Andermatt. Her kan der måske være en åbning for at snige sig væk på det flade, men det har Carapaz også råd til, så længe han bare har styr på Uran. Og det bør han have.

Jeg tror altså på en udbrudssejr, men med så hård en start og så hård en finale skal man være en meget god klatrer for at vinde. Finalen passer i hvert fald meget bedre til en klatrer, end vi så det i går, og antallet af mulige vindere bør være mindre end i går. Der er bestemt mulighed for, at den stærkeste mand bare kører alene væk, men selvom Sankt Gotthard er sværere end fredagens Lukmanierpass, kan modvinden godt gøre det vanskeligt for den allerbedste at køre alene væk. Vi så i går, hvordan de to stærkeste, Hermann Pernsteiner og Antwan Tolhoek, aldrig kunne gøre forskellen, og derfor kan en god spurt alligevel blive vigtig, også i denne finale.

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!
 

Jeg har allerede antydet, at jeg regner med en stor Bahrain-offensiv, og de har også fremragende chancer for at gøre det færdigt. Jeg vælger i hvert fald at pege på Wout Poels som favorit, men det er som altid med megen usikkerhed. Man skal nemlig altid være forberedt på, at hollænderen flopper og ender i gruppettoen, men jeg er nu rimelig fortrøstningsfuld. Han kørte en god 2. etape, og med bevidstheden om, at det var en defekt, der ødelagde hans 5. etape, var han altså ikke så ringe på Erschmatt som først antaget. Dagens enkeltstart var ikke prangende, men den var godkendt, og Poels synes at have et pænt niveau. Dertil kommer, at han altid bliver bedre og bedre igennem et etapeløb, og der er grund til at tro, at han er endnu bedre end tidligere.

Som sagt er der gode chancer for, at Bahrain har mindst tre mand i et stort udbrud, og dermed har han hjælpere til at støtte sig. Det er meget muligt, at holdet også gerne vil vinde med Gino Mäder på dennes hjemmebane, men Poels er som udgangspunkt deres stærkeste mand. Han er også den hurtigste, hvis det skulle komme til en spurt, og selvom han bestemt ikke er nogen afslutter på flad vej, er han hurtigere end mange af de helt rene klatrere. Han har derfor hele pakken, og jeg tror derfor, at han vinder kongeetapen - præcis som han gjorde det i 2019, da han forberedte sig til Touren i Dauphiné. Hvorfor skulle Bahrain ikke vinde igen? Det plejer de jo at gøre i disse tider!

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Jeg tror, at deres næstbedste kort er Hermann Pernsteiner. Jeg er lidt bange for, at han ender som hjælper for sine to holdkammerater, men det vil være synd og skam. Som han selv sagde, havde han fabelagtige ben i går, og han har vel næppe nogensinde været bedre - i hvert fald ikke siden den fremragende afslutning på Vueltaen i 2019. Han kørte med i det tidlige udbrud på Pillon torsdag, hvor han stadig endte godt, selvom Van der Poel havde tæsket hans spinkle krop igennem på de flade veje nede i dalen, og i går var han nærmest skræmmende god, da han trods en hård opkørsel til de bedste fra det 41 mand store udbrud alligevel var stærkeste mand på sidste stigning, der desværre ikke var hård nok til, at han kunne sætte de hurtige Rui Costa og Andreas Kron. Heldigvis for ham er morgendagens etape hårdere, og chancen for at køre alene på Sankt Gotthard er betydeligt bedre. Det er også nødvendigt for spurtsvage Pernsteiner, der får et problem med modvinden, men med de fremragende ben, han har vist, er han stærk nok til at gøre det, hvis Bahrain giver ham lov.

Og hvorfor ikke tage den tredje Bahrain-rytter også? I dag rejste Gino Mäder sig fremragende med en 3. plads på bjergenkeltstarten, og han var meget flad for at have genfundet de ben, han ifølge ham selv ”had been missing since stage 3”. I dag viste han, hvorfor han virkede så overbevisende på 1. og 2. etape, og formen er altså god. Det viser imidlertid også, at han er meget svingende, og hvis han har de ben, han havde fra tirsdag til torsdag, vinder han i hvert fald ikke. Med dagens ben kan han imidlertid sagtens være stærkeste mand, og selvom også han lider under modvinden, er det muligt at køre alene hjem. Ligesom Pernsteiner er han spurtsvag, men selv hvis han ikke er stærkest, har han en taktisk overhånd, hvis tre Bahrain-angribere på skift i et udbrud. Mäder så i dag ud til at være stærk nok til at kunne gøre det færdigt.

Jeg er lidt usikker på, om Esteban Chaves kan gå i udbrud. Ineos vil formentlig gerne lade ham køre, men så kan det være, at Rui Costa, Sam Oomen, Domenico Pozzovivo og Michael Woods også vil med, og så kan det blive lidt for meget for briterne. Jeg tror dog på, at han har en god chance for at få frihed, og jeg er også ret sikker på, at han gerne vil prøve. For ham er en 10. plads ikke meget værd, og han er altid en risikovillig fyr. Han så godt ud i torsdags, hvor han meget længe lå alene i modvinden og stadig havde kræfter til at hjælpe Lucas Hamilton, men som skrevet i analysen var dagens enkeltstart bekymrende. Vi ved, at ”den nye Chaves” altid falder sammen i etapeløb, og derfor er jeg bange for, at otte dage allerede er for meget. Til gengæld er han formentlig stærkeste mand, hvis han har benene fra i torsdags, og som han viste, da han vandt Lombardiet, kan han godt køre en udmærket flad spurt til sidst.

Jeg har også megen fidus til Antwan Tolhoek. Den svingende hollænder har endelig fundet noget stabilitet, og han har siden 2. pladsen i Andalusien, hvor kun Miguel Angel Lopez var bedre, været ganske flyvende. I dette løb var han uhyre overbevisende på 5. etape, og i går lignede han sammen med Pernsteiner udbruddets stærkeste mand. I modvinden på Lukmanierpass kunne han ikke gøre forskellen, men det er der større chance for på Sankt Gotthardpass. Også han er langsom og skal gerne alene hjem for at vinde, men betingelserne er til stede denne gang. I dag lignede han i hvert fald en mand, der sparede sig til det helt store angreb i morgen. Som han sagde i går: “This was the third attempt this week, maybe the fourth time I will succeed. The penny has to drop in the right direction once. Hopefully that will happen this week.” I morgen er sidste udkald.

Får Michael Woods lov at gå i udbrud? Det er jeg lidt usikker på. Afstanden op til Carapaz er stor, og Ineos kan derfor godt give ham frihed, men jeg tror, at de måske er lidt mere forsigtigt med ham end med folk som Pozzovivo og Chaves - ganske enkelt fordi han har været så stærk i år. Det kan også være, at Fuglsang markerer ham, og danskeren vil Ineos i hvert fald ikke lade køre. Mest af alt tror jeg derfor, at han ender med at blive i feltet, men et udbrud er ikke udelukket. Lykkes det, må han være favorit. Med de klatreben, han har haft i år, vil han formentlig være udbruddets stærkeste, og nu har han endda også vist, at han kan klatre i høje bjerge. Hans nedkørsel er ikke et problem her, hvor nedkørslen er teknisk helt ukompliceret, og han kan slå næsten alle i en spurt. Problemet kan være modvinden, for sidder han alene mod tre fra Bahrain, kan han blive taktisk udmanøvreret, men den største trussel mod Woods er nok, at Ineos ikke giver ham lov.

Hvad så med David de la Cruz ? Spanieren var mildt sagt skuffende i starten af løbet, men jeg skal love for, at han fandt benene i går. Hans stærke soloridt i modvinden på Lumanierpass var mildt sagt imponerende og havde fortjent end bedre skæbne. I dag kørte han en ringe enkeltstart, og det indikerer, at han er frisk på at prøve igen - et projekt, der burde have en bedre chance for at lykkes, hvis benene er lige så gode som i går. Han er urimeligt spurtsvag og skal alene hjem, men som vi så i går, er det bestemt heller ikke umuligt. Ligesom Woods kommer han på denne nedkørsel heller ikke til at lide alt for voldsomt under, at nedkørsler ikke just er hans kop te.

Hans holdkammerat Rui Costa er utvivlsomt også opsat på revanche, og han vil helt sikkert gøre alt for at ramme udbruddet. Hvis ikke han, Woods, Pozzovivo og Fuglsang ender med at ødelægge det for hinanden, er det bestemt også ganske sandsynligt. Til gengæld passer finalen ham dårligere, end den gjorde i går, og her lignede han bestemt ikke bedste mand på Lukmanierpass, hvor han havde rigeligt at gøre med at overleve. Alligevel viste han sin styrke på den lettere stigning til sidst, og han viste også på dagens enkeltstart, at formen er alt andet end ringe. Modvinden hjælper ham i hvert fald, og han kan slå næsten alle de gode udbrudskandidater i en spurt.

Tiesj Benoot må også være ivrig efter at redde sit løb, og det burde ikke være helt umuligt. Det kan godt være, at han ikke har klatret som en drøm, men han har heller ikke været nogen elefant. Han burde være en af de bedre klatrere i et udbrud, og vi har set, at han er ganske udmærket på disse jævne, schweiziske stigninger. Han blev trods alt nr. 4 i løbet for to år siden, og i foråret i Paris-Nice gjorde han det også godt på denne type stigninger. Det var mere den stejle Erschmatt, der var et problem, men jeg er stadig lidt bekymret for, om ikke der vil være bedre folk på Sankt Gotthard. Til gengæld hjælper modvinden ham, og som han viste på 3. etape, vil han i et udbrud af klatrere også være en af de hurtigste.

En ny sejr til Andreas Kron synes heller ikke udelukket. Det bliver dog sværere denne gang, hvor ruten passer ham dårligere. I går var han i problemer på Lukmanierpass, hvor der var bedre klatrere end ham, og jeg frygter lidt, at det kan komme til at knibe med at komme til toppen med de bedste på Sankt Gotthard. Umuligt er det dog ikke på en dag, hvor modvinden kan gøre det lige så taktisk som i går, og vi ved jo, at han ikke skal frygte nogen i en spurt. Det er mere Sankt Gotthard, der kan stå i vejen for endnu en dansk sejr.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Den fjerde top 10-rytter, der burde kunne vinde denne etape fra et udbrud, er Domenico Pozzovivo. Italieneren har to dage i træk vist, at han er en af løbets bedste klatrere, og rammer han udbruddet, kan han sagtens vise sig som den stærkeste. Jeg tror ikke, at Pozzovivo frygter ham på samme måde som Woods, men problemet er nok, at canadieren vil sidde i hans baghjul, og så kan de ende med at neutralisere hinanden. Uanset hvad er det måske svært for Pozzovivo at havne i et udbrud uden Woods, der både virker stærkere og hurtigere, og derfor kan det måske blive svært for ham at vinde. Umuligt synes det dog ikke at være, for frem mod denne sæson var Pozzovivo i hvert fald mere komfortabel i de høje bjerge end canadieren, og lige nu synes hans niveau at være tårnhøjt.

Som sagt vil det undre mig meget, hvis ikke Mattia Cattaneo ender i udbruddet. Allerede i går var han meget stærk i starten, hvor han var én af bare tre, der kunne gå med Alaphilippe, men da verdensmesteren var faldet tilbage, og Tim Declercq havde kørte sig i sænk for italieneren, blev han sat med det samme på Lukmanierpass. Som vi også så i Vueltaen, Romandiet og senest i torsdags, er han som klatrer lidt for begrænset, og jeg har lidt svært ved at se ham komme til toppen med de bedste. Han hjælpes dog af modvinden, han har en bedre spurt end de fleste klatrere, og hans enkeltstart i dag viste i hvert fald, at formen ikke er så ringe.

Jeg er ret spændt på Gonzalo Serrano. Logikken siger, at denne etape skal være for svær, men han imponerede stort i går. Ifølge Movistar lod han sig falde tilbage for at hjælpe Sergio Samitier frem til fronten, men det var en stor fejl. I sidste ende var Serrano nemlig deres bedste mand, og måske var det de kræfter, han manglede for at vinde etapen, hvor han vandt spurten om 4. pladsen. Hurtigheden er også hans bedste våben, ligesom modvinden er hans hjælper, men det vil trods alt overraske mig, hvis han når toppen med de bedste.

Movistars andet kort er Marc Soler. Spanieren er åbenlyst ikke på toppen, men helt ringe er han ikke. I går var han én af tre, der kørte med Alaphilippe i starten, og da han endte med at eksplodere, kan det have været en pris for at følge verdensmesteren. Hans enkeltstart i dag var pæn uden at være prangende, men først og fremmest ved vi, at Solers form kan svinge meget fra dag til dag. Han har i år klatret så godt, at det vil være dumt helt at udelukke, at han kan ramme én af de gode dage, der af og til dukker op ud af det blå.

Lige bag Serrano i fredagens spurt finder vi Pierre Latour. Franskmanden er kommet sig fornuftigt i dette løb, og selvom det stadig er svært at se, hvorfor han vandt ungdomstrøjen i Touren, er han i det mindste konkurrencedygtig. Også hans enkeltstart i dag var pæn, og der er gode chancer for, at han rammer udbruddet. Her vil han nok få svært ved at nå toppen med de bedste, men modvinden er hans hjælper, der kan gøre hans gode spurt til et våben.

Endelig vil jeg pege på Andreas Leknessund. Nordmanden viser lige nu sit højeste niveau som WorldTour-rytter, og han var en af de bedre i går, hvor han i udbruddet ikke sparede på kræfterne. Det er måske lidt svært at se ham som stærkeste mand i morgendagens udbrud, og han er heller ikke begunstiget af en god spurt. Til gengæld kan både han og Benoot måske lukrere på et muligt overtal, og det kan blive ret afgørende, hvis modvinden gør det lige så taktisk, som det var på Leukerbad i torsdags og på Lukmanierpass i går.

Både Victor de la Parte, Niklas Eg og Matteo Fabbro har gode chancer for at ramme udbruddet, men de er spurtsvage og synes lige nu ikke at have styrken til at gøre det færdigt på egen hånd. Sam Oomen har gode chancer for at ramme udbruddet, hvis folk som Costa, Pozzovivo, Woods og Chaves også gør det, men i det selskab ser jeg ham ikke som vinder. Neilson Powless er flyvende, men med Urans 2. plads må han som eneste bjerghjælper på EF skulle blive hos kaptajnen. Omar Fraile og Xandro Meurisse har begge en god spurt og kan klatre, men jeg tror, at Sankt Gotthard er for svær. Thymen Arensman og Mark Donovan ser bedre ud, men næppe gode nok, og de vil i et udbrud sandsynligvis også ofre sig for Benoot og/eller Leknessund. Mauri Vansevenant er for formsvag og vil sikkert også ofre sig for Cattaneo, ligesom Dries Devenyns vil det. Jeg håber, at Marc Hirschi i dag sparede sig til i morgen på en temmelig pauver enkeltstart, men jeg er bange for, at det ikke er nok til at vinde en etape, der er for svær. Efter fredagens dårlige dag håber Matteo Badilatti på med de samme gode ben som i torsdags at ramme udbruddet, men ligesom Fabbro, Eg og De la Parte får han som spurtsvag svært ved at gøre det færdigt. Nans Peters er hurtigere, men han synes stadig lidt for formsvag efter sin covidsygdom, og heller ikke James Piccoli, Tom Dumoulin, Maxim van Gils eller Hector Carretero synes at kunne vinde med deres nuværende niveau. Endelig skal Ineos kontrollere etapen.

Ender det i et favoritopgør - og det kan som sagt slet ikke udelukkes - har jeg allerede beskrevet et sandsynligt scenarium. Modvinden gør en solosejr usandsynlig, og det kan meget vel ende i en spurt i en lille gruppe, hvis ikke en rytter sniger sig væk på det flade. Derfor er Michael Woods min favorit, da han kan slå alle andre end Maximilian Schachmann på stregen. Mit næstbedste bud er Rigoberto Uran, der er så hurtig, at han og Woods begge bør have en chance mod hinanden. Dernæst vil jeg pege på Richard Carapaz, der formentlig er stærkest, men ventes at køre et defensivt løb. Han slår næppe de to ovennævnte i en spurt, men jeg kan sagtens se en situation, hvor han og Fuglsang igen skal spurte om det. Her bør Carapaz være den hurtigste. I en flad spurt er han dog ikke noget lyn, og derfor vil jeg i den situation give Jakob Fuglsang en reel chance, ligesom danskeren også er en af de ryttere, der vil kunne snige sig væk i den flade finale. Mit næste bud er Maximilian Schachmann, der er den hurtigste af alle favoritterne, men efter hans kørsel de seneste to dage tror jeg ikke, at han kan følge de bedste. Det kan Esteban Chaves måske, hvis han har benene fra i torsdags, og som vi så i Lombardiet kan han godt afslutte lidt, hvis han slipper for de allerhurtigste, ligesom han har frihed til at angribe på det flade. Det må også være vejen til sejr for Wout Poels, hvis han skulle ende med at køre med favoritterne og have de ben, jeg ovenfor håber på, samt for brølstærke Domenico Pozzovivo. Endelig kan man vel ikke helt udelukke, at hurtige Rui Costa kan komme med til toppen, men det er nok trods alt for svært, selvom modvinden hjælper.

BEMÆRK: Julian Alaphilippe rejser hjem for at blive far og stiller ikke til start.

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!
 

Feltet.dks vinderbud: Wout Poels

Øvrige vinderkandidater: Hermann Pernsteiner, Gino Mäder

Outsidere: Esteban Chaves, Antwan Tolhoek, Michael Woods, David de la Cruz, Rui Costa

Jokers: Tiesj Benoot, Andreas Kron, Domenico Pozzovivo, Mattia Cattaneo, Gonzalo Serrano, Marc Soler, Pierre Latour, Andreas Leknessund

Kandidater til et favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Michael Woods, Rigoberto Uran, Richard Carapaz, Jakob Fuglsang, Maximilian Schachmann, Esteban Chaves, Wout Poels, Domenico Pozzovivo, Rui Costa