Ruten

I de seneste år er det blevet et tilbagevendende fænomen for Schweiz Rundt at slutte løbet med en weekend i samme by, hvor man om lørdagen kører et rundstrækningsløb på en kuperet runde, inden man om søndagen afslutter løbet med at køre en enkeltstart ofte over en omgang på samme rundstrækning. Sådan var det i hvert fald i både 2017 og 2018, og sådan er det også i år. Denne gang er der dog foretaget den ganske markante ændring, at der er byttet rundt på rækkefølgen, og dermed afvikles den lange enkeltstart, der altid er en del af det schweiziske løb, denne gang på næstsidste dag og ikke som løbets afslutning. Samtidig er den reduceret betydeligt i længde til bare 19,2 km, og derfor kan klatrerne måske begrænse tabet, også selvom der er tale om en rute, som er skabt til specialister.

I alt skal der altså tilbagelægges bare 19,2 km med start og mål i byen Goms, og de er meget enkle. Fra start kører man ad en let snoet vej mod nordøst ud til en lang, let bugtende og ganske let stigende vej, der fører mod nordøst op langs en lille flod, der løber nede i dalen midt i de højeste bjerge. I byen Oberwald kører man en omgang på en lille, men flad rundstrækning, inden man vender rundt for via en let faldende og næsten helt lige hovedvej at køre mod sydvest i den modsatte retning tilbage mod Goms. Mellemtiden tages efter 10,9 km, hvorefter man fortsætter af den lange, nu helt flade hovedvej ned til byen Geschinen. Her vender man rundt for via fire sving at ramme en ny vej, der er helt flad og fører tilbage mod nordvest ind til centrum af Goms, hvor der er to sene sving med hhv. 200 og 100 m til mål.

Etapen byder på i alt bare 95 højdemeter.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Goms var senest vært for løbet i 2005, hvor Aitor Gonzalez med en solosejr på sidste etape også løb med den samlede triumf. I år 2000 spurtbesejrede Eddy Mazzoleni Fassa Bortolo-duoen Dario Frigo og Wladimir Belli i en tremandsspurt i byen.

Vejret

Hvis ikke mand vidste bedre, skulle man tro, at det var blevet efterår. Lørdag bliver drivvåd og iskold. Således ventes det at regne det meste af dagen, men det kan måske høre op mod slutningen af etapen. Temperaturen vil kun være 10 grader, og der vil være en let til jævn vind fra syd, der dog synes at skulle vende 180 grader mod slutningen af etapen. Den nordlige vind vil give sidemodvind først på etapen, så sidemedvind og til slut atter sidemodvind.

Analyse af 7. etape

Forud for årets Tour de Suisse gik den væsentligste spekulation på, om den samlede sejr ville gå til den ene eller den anden Ineos-rytter. Geraint Thomas og Egan Bernal fremstod som de åbenlyse favoritter i et relativt smalt felt af klassementsryttere, og når de værste rivaler blev fremhævet, var det særligt folk som Enric Mas, Domenico Pozzovivo og Hugh Carthy, der blev fremhævet.

Der var i hvert fald ikke mange, der nævnte Rohan Dennis. Det er nu ikke, fordi australieren ikke har gjort det godt i ugelange etapeløb, men alligevel var der tre grunde til, at han fløj under radaren. Først og fremmest meldte Bahrian-Merida selv ud, at Dennis som i næsten alle andre løb i år alene kom til Schweiz for at gå efter enkeltstarterne, og at holdets kaptajn var Domenico Pozzivivo. For det andet har australieren haft en meldt sagt skidt sæson, hvor han i april endda måtte trække stikket under Baskerlandet Rundt for at komme sig efter en elendig start. Og sidst, men ikke mindst betød årets rute med usædvanligt svære bjergetaper og en usædvanligt kort enkeltstart, at det nok ikke var i 2019, at terrænet ville gøre det muligt for store Dennis at vinde.

Efter de første to bjergetaper er Ineos-sejren imidlertid ikke længere helt så sikker. Efter tabet af Geraint Thomas har det britiske storhold været tvunget til at satse alt på Bernal, og han har da også gjort præcis som forventet. På begge bjergetaper har han vist sig som den stærkeste, og i dag leverede han endnu en magtdemonstration, der indbragte ham sin første etapesejr i et etapeløb siden maj 2018, og tog en sejr, der nærmest syntes sikker i det øjeblik, det stærke udbrud var blevet kørt ind.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Problemet er bare, at Dennis har vist sig betydeligt mere modstandsdygtig end antaget. Allerede på 2. etape kunne man fornemme, at han ikke bare var kommet til Schweiz for at sidde op på selv den mindste stigning, som man ellers ofte har set det i de løb, hvor enkeltstarterne har været målet. Med nærmest legende lethed sad han med, da holdkammeraten Domenico Pozzovivo satte et så dræbende tempo, at kun den absolutte creme af klatreeliten var tilbage. Og i går viste han så endegyldigt, at han er i Alperne for mere end bare at teste tempobenene.

Egentlig bør det ikke være en stor overraskelse. Det kan godt være, at Dennis har udskudt sine ambitiøse grand tour-planer til efter OL i Tokyo, men han har ikke lagt skjul på, at han vil bruge sin rolle som hjælper for Vincenzo Nibali i årets Tour til at lære af en af feltets bedste etapeløbsryttere. Og det har han tænkt sig at gøre ved også at være med dybt inde i finalen på de sværeste bjergetaper, og på den baggrund kan det ikke undre, at han er pillet og knivskarp.

Alligevel må man forundres over, hvor meget han har forbedret sig. Jeg har i hvert fald været yderst kritisk over for hans etapeløbsplaner på baggrund af det, han hidtil har vist. Ikke blot har han været for begrænset i bjergene, han har også et - i øvrigt selverkendt - problem med sin restitution, ikke mindst når der venter mange bjergetaper med mange højdemeter. I den forstand har han haft samme udfordring som ærkerivalen Tom Dumoulin, der imidlertid lynhurtigt vise, at hans motor var af en helt, helt anden kaliber end Dennis’, der ikke synes at køre langt på literen.

Set i det lys er dagens præstation særligt opmuntrende. Det var måske ikke noget stort chok, at han kunne klare gårsdagens 120 km lange etape, hvor udfordringen i alt væsentligt bestod i 30 minutter klatring til sidst. I dag stilledes der langt større krav til klatreevnerne på det 220 km lang maraton med mere end 4000 højdemeter. Alligevel så det ud til, at der stadig var masser på tanken, da Dennis krydsede stregen efter det, der helt uden sammenligning er den bedste klatrepræstation, han nogensinde har leveret.

Det kunne endda have været endnu bedre, hvis Bahrain-Merida-ledelsen også havde kørt med hovedet. Jeg var sikkert ikke den eneste, der rystede på hovedet, da araberne gav Ineos den hjælpende hånd, som gjorde det sikkert, at udbruddet ville blive kørt ind. Selvom planen naturligvis var at vinde med Pozzovivo, var det reelt at agere nyttig idiot for Bernal, der derved fik serveret 10 bonussekunder på et sølvfad. Helt sammen brast taktikken, da de til slut lod Pozzovivo stjæle to bonussekunder fra sin australske holdkaptajn, for selvom italieneren naturligvis er den bedste klatrer af de to, er der vel ingen, der kan se, hvordan italieneren skal slå den mere tempostærke Bernal.

Med lidt omtanke og held kunne Dennis dermed nu måske have været 6 eller 2 sekunder tættere på Bernal, og selvom det næppe er det, der afgør løbet, kan det i hvert fald vise sig betydningsfuldt, når regnebrættet skal gøres op efter morgendagens enkeltstart. Der kan ganske vist ikke være tvivl om, at en Dennis på 2018-niveau med lethed bør indhente de 41 sekunder, men spørgsmålet er, hvad den forbedrede klatring og det nye materiel har kostet? Ganske vist vandt han 1. etape, men slet ikke med den overlegenhed, vi normalt ser det, og igennem hele sæsonen har han som nævnt i nu efterhånden mange analyser skuffet fælt på tempocyklen, måske fordi han ikke længere har haft adgang til BMCs vindermaskine.

På 1. etape tog han imidlertid 23 sekunder på Bernal, og derfor må man formode, at også 2019-udgaven af Dennis vil være i gult i morgen eftermiddag. Det betyder dog langt fra, han står med en sikker sejr. Tværtimod venter den værste test fortsat forude i form af den voldsomme 9. etape, hvor rytterne skal over tre enorme bjergpas. Som sagt er det særligt den slags enorme etaper, der hidtil har voldt Dennis kvaler, og nu kommer den endda efter 8 dage, hvor hans restitution også sættes på prøve. Men netop derfor er det også den helt perfekt lakmusprøve på, om der alligevel er lidt hold i hans grand tour-ambitioner. Klarer han den udfordring, begynder jeg i hvert fald at vakle en smule i min klare afvisning af, at han kan lave ”en Wiggins” eller ”en Thomas”.

Bolden ligger imidlertid fortsat hos Bernal. Ganske vist kan man med nogen ret hævde, at colombianeren i dette relativt svage felt slet ikke har været så overlegen, som han burde - i hvert fald nu, hvor Mas endnu ikke har fået varmet dieselmotoren op - men ingen kan benægte, at han har været i særklasse. Og tre bjerge i mere end 2000 m højde må være guf for den colombianske bjergged, der i Paris-Nice med en 6. plads viste, at han ikke vil tabe meget i morgen. Den lange nedkørsel giver Dennis med hjælp fra Pozzovivo en mulighed for at redde situationen, men sandsynligheden for, at Bernal ikke runder løbets sidste bjergtop med et forspring til australieren, er nærmest forsvindende lille.

På den baggrund kan man heller ikke undgå igen at få lidt ondt af Pozzovivo. Den stakkels italiener måtte ofre en af sine sidste chancer for at indfri drømmen om Giro-podiet til fordel for en hjælperrolle for Nibali, og han personlige muligheder i Romandiet og Ardennerne blev ødelagt af et styrt i Fleche Wallonne. Nu skulle han så have Tour de Suisse som ”sit” løb, og han drog endda direkte fra Giroen til en træningslejr på Etna. Alligevel ser det nu ud til, at han også her kan ende som luksushjælper for en holdkammerat, endda selvom han i dag beviste, at han næstefter Bernal er løbets bedste klatrer.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Heldigvis udelukker det ikke, at han ikke kan gå på podiet. Det kræver først og fremmest, at han får skovlen under Patrick Konrad, der lige nu har et lille forspring. Det vil formentlig blive udbygget på morgendagens enkeltstart - også selvom Pozzovivo er en langt bedre temporytter, end hans statur og kørestil antyder - men selvom han i dag bekræftede, at han har forbedret sig betydeligt i de høje bjerge, kan Konrad risikere at komme til kort på så voldsomme bjergpas som dem, der venter om knap 48 timer.

Forud for løbet havde mange deres øjne stift rettet mod Enric Mas, og derfor var mange også skuffede over gårsdagens ringe præstation. Som nævnt flere gang er spanieren imidlertid en langsom starter, og i dag viste han med tydelighed, at han allerede er i fremgang, som vi altid ser det i de etapeløb, han stiller til start i. Naturligvis er der stadig et stykke til Tour-formen, men med sit flotte angreb viste han langt, langt bedre ben end for 24 timer siden. Og kender vi Mas ret, vil han fortsat blive bedre og formentlig styrke selvtilliden yderligere med en god indsats på søndag.

Jan Hirt kunne ikke helt gentage torsdagens forrygende kørsel, men det har alligevel været en god uge for tjekken. Med sin manglende stabilitet lignede han nemlig en mand, der kunne eksplodere efter en hård Giro, men det er han foreløbig ikke gjort. Naturligvis får han sig en lussing i morgen, men til gengæld kan han se frem til en afslutning, der burde passe en dieselklatrer som ham. Og et topresultat her vil være den endelige bekræftelse på hans comeback efter en 2018-sæson, hvor man frygtede, at han ville ende som endnu et forspildt talent.

Den slags frygt har man aldrig for Tiesj Benoot. Tværtimod bliver han bare ved med at imponere snart sagt overalt, og det fortsatte i dag, hvor han leverede sin vel hidtil bedste klatrepræstation. Ganske vist har han tidligere kørt godt i Dauphiné, men at være i top 10 på så svære og store bjerge er ganske imponerende af en rytter, der synes at være dobbelt så stor som alle de bjerggeder, der omgiver ham. Det er en skam, at han slet ikke kan køre enkeltstart, for med den enorme alsidighed burde han på sigt ellers kunne have udviklet sig til en ganske god rytter til ugelange etapeløb.

I det hele taget blev det en etape, der nærmest fuldstændigt bekræftede det billede, vi allerede så i går. Særligt glædeligt var det at se Lennard Kämna bekræfte, at han vitterligt er på vej tilbage efter den motivationskrise, der tvang ham til en midlertidig pause. Fabio Aru fortsatte ligeledes med at give håb om, at han med sin operation har fundet nøglen til sine problemer. Sunweb kan midt i en ellers trist tid også glæde sig over, at veteranen Nicolas Roche, der ellers har været en nærmest helt anonym skikkelse i de sidste par sæsoner, endelig viser lidt livstegn, der kan give håb om, at han med offensiv kørsel kan redde en Tour, der lige nu ser knap så spændende ud for det tyske mandskab. Og bemærk så, at Fabio Felline for første gang siden sin lange sygdomsperiode giver et lidt mere substantielt håb om, at han måske alligevel kan nærme sig sit gamle niveau.

Til gengæld blev etapen en lussing til Marc Soler, men det er nu svært at være stærkt overrasket. Sejren i Paris-Nice har af en eller anden grund fået mange til at udskrige ham til et stort klatretalent, men det kan resultaterne slet ikke bakke op. End ikke da han vandt det franske løb, var han i nærheden af de bedste på kongeetapen, og havde det ikke været for Mitcheltons sammenbrud på sidste etape, havde han heller ikke vundet løbet. Sejren blev primært grundlagt på en stærk enkeltstart, men i bjergene har han altid haft store begrænsninger. Det blev dokumenteret igen i dag, da han faldt helt igennem på et tidspunkt, hvor Movistar ellers havde taget kontrol.

Heldigvis var der et lyspunkt. Carlos Betancur, der så så overbevisende ud på 2. etape, faldt helt igennem i går, men i dag viste han, at der formentlig blot var tale om en dårlig dag. Det kan ikke undgå at vække glæde, når man betænker, hvor elendig form han plejer at have efter en pause. Ganske vist skal han først for alvor være klar til Vueltaen, men efter dennes uges kørsel og et generelt flot forår kunne noget tyde på, at vi i Spanien måske kan få en sjældent god (og trimmet) udgave af Betancur at se. Desværre bliver det nok i rollen som hjælper på et hold, der med Nairo Quintana, Richard Carapaz og Alejandro Valverde ikke kommer til at mangle kaptajner.

Måske de skulle låne en ud til Dimension Data eller Sunweb? Håbet om, at det succesfattige sydafrikanske hold kunne se frem til lidt oprejsning i Touren, har i den grad lidt et knæk de seneste dage. Tour de Slovenie synes at have slået det sidste søm i Mark Cavendishs ligkiste, og i dette løb har Roman Kreuziger slet ikke givet nogen grund til at tro, at han pludselig skulle genfødes som etapeløbsrytter. Og på Sunweb må man indse, at den svage drøm om, at Wilco Kelderman kunne overtage Dumoulins rolle som kaptajn er død, da hollænderen helt åbenlyst endnu ikke er i tilstrækkelig form efter sin lange skadespause.

Den slags kaptajnkvaler har man naturligvis heller ikke på Ineos, hvor man er så stærkt besat, at man har råd til at miste holdets absolutte stjerne og stadig have bookmakernes to topfavoritter til Tour-sejren i sin trup. Spørgsmålet er nu bare, om det også er nok til at tage den Tour de Suisse-sejr, der inden løbet så ud til at være stensikker. Nok har Bernal været suveræn de seneste dage, men Dennis har med sin overraskende kørsel givet liv til et løb, der ellers for længst havde været afgjort. Om han kan holde dampen oppe på en 9. etape, der virker meget voldsom for en fyr som han, er stadig tvivlsomt, men ifører han sig den gule trøje i morgen, må Bernal sande, at tempokongen kan præsentere en helt uventet trussel, som de færreste havde spået efter en sæsonstart, der ellers kun bød på en endeløs serie af skuffelser.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Favoritterne

Enkeltstarter i Tour de Suisse har som regel været 30-40 km lange og relativt kuperede. Sådan er det imidlertid ikke i år, hvor distancen ikke blot er næsten halveret, men hvor terrænet også er så fladt, som det næsten kan blive. Der er udsigt til bjerge på begge side af dalen, men det er også det eneste, de stakkels klatrere får at se til stigninger på en rute, der er som skabt til de største specialister, der kan træde flest watt på den lange, lige dalvej.

I den forstand minder etapen meget om åbningsetapen, og vi kan derfor vente os at se nogenlunde de samme ryttere helt fremme. Der er dog to nye forhold, der spiller ind. For det første er det af ganske væsentlig betydning, at etapen er mere end dobbelt så lang, og selvom der slet ikke er tale om en etape af vanlig længde, er det dog noget andet end den forlængede prolog, vi så i lørdags. Dernæst er det afgørende, at løbet kommer efter syv hårde dage. Ikke blot stiller det krav til rytternes restitution, der var formentlig også en del, der på 1. etape oplevede den korte enkeltstart som lidt af et chok efter en langs løbspause. Nu har de imidlertid haft tid til at finde løbsrytmen. Med andre ord er hierarkiet formentlig ikke det samme.

Desværre kan vejret komme til at spille en rolle. Det ser ud til, at lørdag i alt væsentligt vil blive en kold og våd dag, men der er en chance for, at de sidst startende får måske endda halvtørre veje. Det vil favorisere klassementsrytterne, også selvom der ikke er mange sving. På den anden side ser det ud til, at vinden over ganske kort tid skal dreje 180 grader. Om det er en fordel at have norden- eller søndenvind på denne ”out-and-back”-rute afhænger imidlertid af, hvilken af de to veje, der er mest eksponeret for vinden, og det kan derfor være meget vanskeligt at afgøre herfra.

Løbet tæller en del specialister, der alle vil elske denne tonserrute, og det kan derfor godt blive en ret åben affære, men det er alligevel svært at komme udenom, at Rohan Dennis er favorit. Havde dette været 2018, havde vi slet ikke været i tvivl, for på en relativt kort tonserrute har verdensmesteren været helt i sin egen liga i de seneste sæsoner. Nu er forholdene imidlertid anderledes i et 2019, hvor diskussionen af betydningen af materielskiftet fra BMC til Merida har været et stort tema. Sandt er det i hvert fald, at Dennis kørte nogle katastrofale enkeltstarter i foråret, hvor han med ét slag blev forvandlet til et menneske, og selvom han vandt 1. etape, var det ikke i nærheden af at være med den suverænitet, det plejer.

Det er derfor også svært at komme udenom, at der er sket et eller andet. Dennis er ikke den temporytter, han var for et år siden, men vi så alligevel, at det i sidste uge var nok til at vinde mod præcis de samme konkurrenter, han har her. Med tanke på den superform, han har vist de seneste dage, er det i hvert fald ikke benene, den er gal med. Til gengæld kan man frygte, at den ikke specielt restitutionsstærke australier kan betale en pris for at have gravet dybt de seneste dage. Det er nu ikke, fordi der er tegn på træthed, men modsat de andre specialister sparede han sig ikke i dag. Omvendt kan han måske have fordel af tørre veje til sidst, og det kan pege i den anden retning. Samlet set er det dog svært at komme udenom, at formstærke Dennis er favorit, BMC-cykel eller ej.

Det er med nogen tøven, at vi peger på Stefan Küng som hans værste rival. Nøjagtigt som sin tidligere holdkammerat har schweizeren nemlig skuffet fælt i 2019, hvor også han er skiftet væk fra BMCs cykel. Ganske vist lagde han ud med at vinde i Algarve, men i Tirreno og Romandiet og ikke mindst på lørdagens etape skuffede han fælt. Omvendt kan der ikke herske tvivl om, at Küng, der sidste år vandt enkeltstarten i dette løb og for to år siden blev nr. 2 bag Dennis, på papiret er løbets næstbedste rytter på en flad tonserrute som denne. Det viste han ikke mindst med sin næsten overmenneskelige sejr i BinckBank Tour sidste år, hvor han besejrede næsten alle sine værste rivaler i dette felt med en margin, så man tror det er løgn. Dagens klatrepræstation viser da også, at formen som altid er glimrende i dette løb. Nu skal han bare vise, at han også kan køre lige så stærkt på sin nye cykel.

Mange danske øjne vil være rettet mod Kasper Asgreen, og det med god grund. Egentlig er hans bedste resultat på en lang WorldTour-enkeltstart en relativt beskeden 10. plads i Vueltaen sidste år, men alligevel skulle det ikke undre, om danskeren lørdag levere endnu et stort resultat. Han har nemlig gjort helt ufattelige fremskridt siden sidste efterår, og han er en helt, helt anden rytter end dengang. Det, der for alvor giver danske drømme, er imidlertid 5. pladsen på 1. etape. Når han kan være så tæt på at vinde på en etape, hvor hans motor knap er blevet varm, tør man slet ikke tænke på, hvad det kan blive til over en længere distance, hvor han har sin force. Han har skuffet lidt de seneste dage, men formen kan der bestemt ikke stilles spørgsmål ved. Asgreen overrasker igen og igen, og vi vil ikke blive spor forundrede, hvis han vinder denne etape.

Sammen med Dennis er løbets vel mest formstærke specialist Maciej Bodnar . Vi var sikkert mange, der tabte både næse og mund af forundring over hans eminente klatring i Hammer Series, og da han i lørdags blev nr. 2 bag Dennis på 1. etape, beviste han igen, at han måske er i sit livs form. Til gengæld har det knebet gevaldigt på enkeltstartscyklen i 2017, 2018 og 2019, og ser man bort fra den stærkt overraskende sejr i Touren for to år siden, har han næsten ikke kørt én eneste god enkeltstart i den periode. Det ændrede sig imidlertid for en uge siden, og det kunne tyde på, at han er på vej tilbage. Formen er i hvert fald spå god, at dette må være hans livs chance for at vinde en enkeltstart i Tour de Suisse, ikke mindst fordi han vel aldrig igen får så flad en rute.

Sidste år blev Søren Kragh Andersen nr. 2 bag Küng på enkeltstarten, og senere har han dokumenteret formatet med en 5. plads i Touren samt en 3. plads i BinckBank Tour og en 2. plads i Algarve (igen i begge tilfælde bag Küng). Den fornemme 4. plads i lørdags var endnu en bekræftelse på, at han hører til blandt verdens førende specialister, og han burde derfor med sikkerhed være med i kampen om de sjove placeringer. Desværre han hans form virket en anelse haltende de seneste dage, hvor han har været temmelig skuffende, og det kan være det sidste, han mangler. Omvendt blev en træt Kragh nr. 3 i BinckBank Tour sidste år, og det viser, at han sagtens kan være med, selv når formen ikke sidder helt i skabet.

Læs også

Sådan vandt dansk stortalent for anden dag i træk

Michael Matthews blev nr. 3 på 1. etape, men denne etape passer ham dårligere. Ganske vist viste han sidste år med blandt andet en 5. plads i dette løb og en 6. plads i Baskerlandet, at han også kan køre længere enkeltstarter, men han har kun for alvor været tæt på sejren over kortere distancer. Omvendt har han meldt ud, at han op til dette løb har trænet målrettet i bjergene og på enkeltstartscyklen frem mod en Tour, hvor han regnede med, at vigtigste opgave var at hjælpe Tom Dumoulin. Det har kostet lidt i spurterne, hvilket har været ganske tydeligt, men det kunne til gengæld betyde, at han i morgen kører en endnu bedre enkeltstart end sidste år, hvor han altså blev nr. 5, dog i et svagere besat felt.

Patrick Bevin var dybt skuffet over sig selv på prologen, men med sit fantastiske ridt i går viste han, at formen absolut intet fejler. Han har da også talt om bedre og bedre ben fra dag til dag, og derfor kan man håbe, at vi vil se en gentagelse fra Tour de Romandie. Her kørte han nemlig også en svag prolog for siden at blive nr. 3 bag Primoz Roglic og Victor Campenaerts på den sidste enkeltstart. Med 2. plads på flade tonserruter i både Californien og Baskerlandet i 2019 har han vist, at han kan være med i kampen om sejren, og han er i hvert fald kun blevet en betydeligt bedre rytter siden dengang.

Vi var egentlig ved at miste håbet til Yves Lampaert som temporytter, men siden 4. pladsen ved sidste års EM har han rejst sig igen. I år er han således blevet nr. 3 bag Küng og Kragh i Algarve og nr. 5 på den altid ekstremt stærkt besatte enkeltstart i Tirreno, og det viser, at han har genfundet benene. Desværre skuffede han fælt på prologen, men det betyder ikke, at vi ikke vil se ham fremme i morgen. Lampaert har nemlig altid været bedst over længere distancer, og med sin fine klatring de seneste dage har ”tunge” Lampaert vist, at formen er ganske glimrende.

Løbets joker er Jonathan Castroviejo , der er noget så sjældent som en rytter, der er blevet ringere til at køre enkeltstart af at komme til Sky/Ineos. I hvert fald er han ikke så god som i 2016, hvor han blev nr. 3 til VM, nr. 4 til OL, vandt EM og blev nr. 2 bag Froome i Vueltaen. Sidste år var han dog i top 4 på fire WorldTour-enkeltstarter i hhv. Vueltaen, Baskerlandet, Tirreno og Abu Dhabi, og det viser, at han stadig sagtens kan, især fordi han også var mindre end et sekund fra at slå Campenaerts ved EM og blev nr. 6 ved VM. Desværre er han bare blevet meget svingende, og hans 1. etape var i hvert fald alt andet end imponerende. I dag viste han ellers storform i bjergene, men tendensen er, at han skuffer på enkeltstarten, når han klatrer godt. Holder det mønster, skuffer en af feltets førende specialister igen på 8. etape.

Lige siden starten i Colombia har Lawson Craddock vist, at han langt om længe er på vej tilbage, og det er særligt på enkeltstartscyklen, at det har set godt ud. Efter en 7. plads i Paris-Nice blev han nr. 6 på 1. etape, og han synes derfor at være i god form. Snart sagt alle EF-ryttere har i år overrasket på enkeltstarter, og Craddock var bestemt ingen undtagelse sidste lørdag. I teorien burde en længere distance passe ham bedre, og det borger for endnu et godt resultat.

En anden meget interessant EF-rytter er Tom Scully. Længe var newzealænderen en helt anonym hjælper, men han har nu fundet sin niche som temporytter ved siden af jobbet som slave for kaptajnerne. Det startede i sidste års Giro, og siden er han bare langsomt blevet bedre og bedre. I Paris-Nice blev han nr. 8 og i lørdags nr. 10. Med andre ord har han vist, at han nu kan være med helt fremme på WorldTour-niveau, og med den superform, han også vist i Hammer Series, er der grund til at tro på endnu et resultat.

Etapen her er ikke helt ideel for Tom Bohli. Som professionel og U23-rytter har han nemlig kun for alvor helt fremme på prologer og korte enkeltstarter, og selv på 1. etape blev en efter Giroen vist lidt småtræt Bohli da også bare nr. 12. Det burde betyde, at han får det svært på en etape, der med sikkerhed er for lang til at passe ham optimalt. Omvendt blev han faktisk nr. 12 over en tilsvarende distance på sidste etape i Giroen, og der skulle han endda forcere en stigning, der bestemt ikke passede ham. Har han samme ben på denne tonserrute, burde han kunne gøre det endnu bedre.

Nikias Arndt skuffede fælt på prologen, men sjovt nok er han en af de få sprintere, der synes at være bedre over længere distancer. I hvert fald er hans bedste resultat en 7. plads på en 22,5 km lang Tour-enkeltstart, og sidste år blev han nr. 9 i dette løb, hvor distancen endda var langt længere. Desværre er der noget, der tyder på, at han ikke har sin bedste form efter et skadesramt forår, men han burde gøre det hæderligt på en rute, der passer ham.

Blandt klassementsrytterne vil Dennis være den store vinder, men der er også grund til at holde øje med Egan Bernal, Marc Soler og Enric Mas. Alle har de nemlig før braget forrygende enkeltstarter af, også på relativt flade ruter, men de har også alle tidligere været langt, langt efter. Bernal viste sine evner med 6. pladsen i Paris-Nice, Soler blev er blevet hhv. nr. 2 og 9 i Paris-Nice de senere år og blev sidste år nr. 9 i Touren og i 2017 nr. 7 i dette løb, og Mas chokerede med sidste års 6. plads i Vueltaen. Alle var de langt efter på 1. etape, men som små, lette klassementsryttere vil de være bedre over en længere distance. Patrick Konrad indikerede også på 1. etape, at han har forbedret sine tempoevner, mens Simon Spilak aldrig har været en ørn til flade enkeltstarter og da slet ikke i sin nuværende forfatning. Domenico Pozzovivo kører ofte gode enkeltstarter, men ikke på denne tonserrute.

Endelig vil vi pege på Fabio Felline, Lennard Kämna og Claudio Imhof . Felline og Kämna var begge tidligere fremragende temporyttere, men begge har de været igennem en svær krise. De seneste dage har de dog klatret fornemt, og noget kunne indikere, at de er på vej tilbage. Det viste de desværre ikke på 1. etape, men måske bliver det i morgen, at de viser fordums tempostyrke også. Imhof overraskede alle ved næsten at gå i top 10 i Romandiet, og selvom han slet ikke leverede på samme niveau i lørdags, kan man ikke udelukke en gentagelse.

Endelig vil folk Simon Geschke, Koen Bouwman, Owain Doull, Sep Vanmarcke, Benjamin Thomas, Alexander Edmondson, Brandon McNulty og Lukasz Wisniowski alle kunne gøre det godt. Ruten er for lang for Peter Sagan, der aldrig rigtigt har givet sig fuldt ud på løbets lange enkeltstarter, og desværre synes Wilco Kelderman at være alt, alt for formsvag, især med tanke på de skuffende enkeltstartspræstationer i det seneste års tid. Luis Leon Sanchez er som temporytter blevet en skygge af sig selv, og Pierre Latour har åbenlyst langt igen efter sin lange skadespause.

Feltet.dks vinderbud: Rohan Dennis

Øvrige vinderkandidater: Stefan Küng, Kasper Asgreen

Outsidere: Maciej Bodnar, Søren Kragh Andersen, Michael Matthews, Patrick Bevin, Yves Lampaert

Jokers: Jonathan Castroviejo, Lawson Craddock, Tom Scully, Tom Bohli, Nikias Arndt, Egan Bernal, Marc Soler, Enric Mas, Fabio Felline, Lennard Kämna, Claudio Imhof