STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Ruten

Vogeserne byder i år kun på én etape, men hvis de tunge folk havde håbet på lidt fladbaneterræn på den korte rejse frem mod Alperne, bliver de skuffede. Ganske vist byder 8. etape udover en tur til den schweiziske storby Lausanne ikke på muligheder for et stort klassementsslag, men med 2500 højdemeter, masser af kuperet terræn og mål på en halvlang stigning er den slet ikke noget for sprinterne. I stedet ligner den årets første helt oplagte udbrudsetape, da der nu vil være etableret større tidsforskelle, og da den ellers bløde målstigning har en meget svær kilometer, hvor klassementsrytterne måske endda vil teste hinanden lidt, virker det usandsynligt, at der vil være ryttere med ambitioner om at holde det samlet og dermed spolere udbrydernes første rigtige fest.

I alt skal der tilbagelægges 186,3 km, der fører feltet fra Dole til Lausanne. Starten er meget let, da man lægger ud med at køre mod syd og sydøst igennem helt fladt terræn frem til byen Arbois, der nås efter 29,3 km. Herfra går det mod syd op ad en ikke-kategoriseret stigning (6,4 km, 3,9%), som leder op på et relativt fladt plateau, som følges videre mod syd frem til dagen spurt, som kommer efter 46,9 km for enden af en lang og lige vej, hvis sidste kilometer stiger med ca. 1%. Her drejer man mod sydøst for at følge plateauet videre frem til byen Syam, som passeres efter 61,2 km.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Nu tager etapen for alvor fat, da det begynder at stige mod nordøst, indtil man drejer mod syd for at passere kategori 4-stigningen Cote du Marechet (2,0 km, 5,7%), der er en jævn stigning med top efter 75,6 km. På toppen går det mod sydvest igennem let kuperet terræn, inden en nedkørsel leder mod sydøst ned til byen Morbier, som nås efter 89,1 km. Her indledes dagens vanskeligste udfordring, når man kører mod syd og sydøst op ad kategori 3-stigningen Cote des Rousses (6,7 km, 5,0%), hvis første to kilometer er meget lette, hvorefter der følger først to kilometer med 8-9% og slutteligt 2700 m med 5-6% frem mod toppen, som rundes efter 101,3 km.

Også den leder op til et plateau, der her er næsten helt fladt, og som følges ad en lige vej mod nordøst, idet man undervejs efter 107,6 km passerer grænsen til Schweiz. Efter en tur langs søen Lac de Joux drejer man mod sydøst for at passere kategori 4-stigningen Col du Petra Felix (2,4 km, 6,0%), der er en relativt jævn stigning med top efter 136,9 km. Den efterfølges af en lang og relativt let nedkørsel, der leder mod sydøst ned til fladlandet, hvor man igennem let faldende terræn kører mod syd ned til bredden af Leman-søen, der nås efter 171,0 km i udkanten af Lausanne. Den flade søbred følges nu mod øst ind til centrum, men i stedet for at slutte her drejer man mod nord for at køre op til det olympiske stadion, der ligger på en bakke i byens udkant.

Det sker via en kategori 3-stigning, der over 4,8 km stiger med 4,6%, men man skal ikke lade sig snyde. De første to kilometer stiger med hhv. 6,6% og 4,8%, men derefter følger en kilometer lang nedkørsel, inden det over en kilometer stiger med 9,5% i snit, herunder med et maksimum på 12%, frem mod de sidste 800 m, som stiger med beskedne 3,4%. Der er et skarpt sving i bunden, og derefter er der yderligere tre skarpe sving lige inden 3 km-mærket og igen et sving med 2000 m igen. Derefter er der to hurtige sving med 1300 m igen og slutteligt et sidste sving med 600 m igen, inden man rammer den 6,5 km lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2556 højdemeter.

Lausanne har ofte lagt asfalt til en enkeltstart på sidste etape af Tour de Romandie. Det skete senest i 2017, hvor Primoz Roglic sejrede 8 sekunder foran den samlede vinder, Richie Porte, og 34 sekunder foran Tejay van Garderen, samt i 2015, hvor Tony Martin slog Simon Spilak med 11 sekunder, mens Ilnur Zakarin med en tredjeplads sikrede sig den samlede sejr trods en defekt på toppen af en sen stigning. I 2008 vandt Daniele Bennati en massespurt, mens Thomas Dekker slog Paolo Savoldelli på en enkeltstart i 2007. Året inden var det Cadel Evans, der var 22 sekunder hurtigere end Leif Hoste, mens Santiago Botero slog Bradley McGee med 25 sekunder i 2005. McGee blev også nummer 2 i 2004, hvor han blev slået med 35 sekunder af Tyler Hamilton, der også vandt i 2003, denne gang med 41 sekunder til Alex Zülle på andenpladsen. Zülle vandt imidlertid i 2002, hvor han var 24 sekunder bedre end Dario Frigo. Byen har også lagt asfalt til prologen, senest i år, hvor Ethan Hayter sejrede foran Rohan Dennis og Felix Grossschartner, og i 2012, hvor Geraint Thomas slog Giacomo Nizzolo med 5 sekunder, mens Frantisek Rabon var 2 sekunder hurtigere end Sandy Casar ved en lignende åbning i 2009. Også Schweiz Rundt har lagt vejen forbi, senest i 2001, hvor Erik Zabel og Oscar Camenzind begge vandt sejre i byen, og Erik Dekker vandt en Tour de France-etape der i 2000. Endelig var byen sidste år vært for de schweiziske mesterskaber i enkeltstart, som i suveræn stil blev vundet af Stefan Küng foran Marc Hirschi og Thery Schir.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Vejret

Varmen tager til, efterhånden som vi kommer længere sydpå. Lørdagen vil generelt være skyet med kun lidt sol, men i den sidste times tid burde det klare op. Temperaturen vil være 24 grader ved starten og 26 grader i Lausanne til sidst, og der vil i starten være en jævn vind (17-18 km/t) fra nordnordøst, men den vil aftage gennem etapen til en styrke på 12 km/t i den sidste del. Det giver generelt sidemedvind frem til toppen af Rousses, hvorefter der vil være sidemodvind frem til toppen af Petra Felix. Herefter vil der skiftevis være først sidevind, siden medvind og slutteligt sidevind hen langs søen ind til Lausanne. Endelig vil der være mod- og sidemodvind stort set hele vejen op ad målbakken, dog med sidevind på nedkørslen midtvejs.

Analyse af 7. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan løbets første bjergetape i Vogeserne måske gav løbet en ny favorit.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Favoritterne

Blandt de tre grand tours er Touren kendt som den mest ensidige. Den franske geografi betyder, at de fleste etaper er enten meget flade eller deciderede bjergetaper, men det varierede spanske og italienske terræn betyder, at de to ”små” grand tours byder på mange flere mellemetaper med rum til udbrydere

Sådan er det imidlertid ikke i år. Her har arrangørerne nemlig været kreative med deres rutedesign. Ikke blot har de med brosten og småbakker skruet ned for de klassiske sprinteretaper i den første uge og gjort rejsen mellem Alperne og Pyrenæerne ganske hård med udsigt til måske slet ingen massespurter, de har også udnyttet området omkring Alperne ganske optimalt. Lørdagens etape kommer ikke selv ind i bjergene, men benytter sig af de schweiziske bakker i området, og både søndag og tirsdag har man deciderede alpeetaper, der imidlertid er designet så blødt, at de er udbruds- mere end klassementsetaper.

Det betyder, at det kan blive lykkeriddernes Tour. I hvert fald er der udsigt til, at de nu har tre etaper i træk, hvor de burde have en god chance for at køre om sejren, og de er endda ganske varierede. Hvor søndagens etape stiller ganske betydelige krav til klatreevnerne, giver tirsdagens bløde målstigning åbninger for et bredere spektrum af ryttere.

Forinden kommer lørdagens tur til Schweiz, og den er den letteste af de tre. Her er der nemlig igen bjerge eller længere stigninger, men derimod snarere klassikerterræn. Der er ret meget fladt terræn på en etape, der trods alt kun har ca. 2500 højdemeter, og stigningerne er relativt korte og hovedsageligt med relativt bløde procenter. Det er i hvert fald ikke nogen stor klassementsdag.

Faktisk kunne det have været en etape for holdbare sprintere, hvis ikke det havde været for målstigningen. Den skal til gengæld ikke undervurderes. Data lyder ganske tilforladelige, men det skyldes nedkørslen undervejs. Næstsidste kilometer er så vanskelig, at det næsten vil ligne Tadej Pogacar dårligt ikke at forsøge at se, om han med sit punch kan vinde nogle ekstra sekunder på Jonas Vingegaard - særligt nu hvor dagens etape så ud til at have sat en lille skræk i hans liv. Det er tvivlsomt, om det vil lykkes, hvis danskeren denne gang sørger for at sidde i hans hjul, og når der er næsten direkte modvind, men det er en finale, hvor det vil være muligt for de eksplosive klassementsfolk at se, om ikke de kan vinde et par sekunder.

Etapesejren vil de dog ikke gå efter. Dertil er finalestigningen for let, og hvis endelig der skulle være en klassementsmand med drømme på denne etape, skulle det naturligvis være Pogacar. Hans hold brugte imidlertid mange, mange kræfter på at vinde en etape, der i kraft af målstigningens særlige betydning for sloveneren var et stort mål, og det vil være hovedløst at brænde mere krudt af på en etape, der næppe vil indbringe ham meget mere end de 10 bonussekunder, han kan tage i spurten. Selvfølgelig kunne Jumbo også vinde med Wout van Aert, men når de ikke har jagtet for ham én eneste gang, gør de det naturligvis heller ikke her - slet ikke nu, hvor de gule ambitioner må være vokset betydeligt.

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

Nej, det må være en af løbets mest sikre udbrudsetaper, og dermed er der lagt op til et stort slag. I går to det to timer, og i dag tog det én time, inden udbruddet kom afsted, og det er svært at tro, at det vil tage meget kortere tid i morgen. Alle ved, at dette er en af de største chancer for en udbrudssejr, og den er endda så smart designet, at et meget stort flertal af feltet vil tro på, at de kan vinde den. Nok er det kuperet, men det er ikke uoverkommeligt, og starten er ikke så svær, at man skal klatre som Pogacar for at komme afsted. Tværtimod er den over de første 60 km hovedsageligt flad med undtagelse af bakken op til spurten, hvor stigningsprocenterne er ganske beskedne, og mens mange trods alt vil sande, at de kan få svært ved at vinde på den sidste stigning, betyder det lange lette stykke på næsten 50 km frem til bakken, at hvem som helst kan vinde, hvis de i et taktisk spil an få et forspring inden en stigning, der trods alt ikke er alt for langt. Med andre ord: man skal lede længe efter de ryttere, der ikke vil i udbrud i morgen, hvis altså ikke de har opgaver for holdet eller finder det bedre at spare sig til de vanskeligere etaper i Alperne, hvor gode klatreevner kan være bedre brugt.

Jeg regner altså med en gigantisk kamp om at ramme udbruddet, og grundet den flade start kan det blive lidt af et lotteri. Det er dog slet ikke usandsynligt, at vi får frem til den kuperede del efter mere end 60 km, og sker det, vil det blive mindre tilfældigt. Så skal man trods alt kunne køre lidt opad for at ramme rigtigt, også selvom man langt fra skal være bjergrytter. Undervejs er det muligt, at udbruddet ikke er kørt ved den indlagte spurt, men den konkurrence er nu så afgjort, at det tilsyneladende kun er Wout van Aert og Fabio Jakobsen, der stadig tror på, at de kan vinde den grønne trøje.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Når udbruddet er kørt, regner jeg med en rolig dag. UAE vil tage kontrollen, og de vil så guide feltet sikkert frem til sidste stigning. Tadej Pogacar sagde dog i går, at han har ambitioner om at holde trøjen hele vejen. Det kan sagtens være, at UAE alligevel erkender, at de skal bruge for mange kræfter på det, men noget tyder på, at de vil køre med en elastik, så Pogacar også er i gult i Lausanne. Det bør dog være udelukket, at de går efter at hente udbruddet.

Er der ingen, der kan finde på at jagte? Nu ved man selvfølgelig aldrig med Alpecin, der jo nok tror på, at Jasper Philipsen kan vinde på Alpe d’Huez, men selvom Mathieu van der Poel må have tanket lidt selvtillid i dag, synes det udelukket, at det belgiske hold vil jagte. Det er vel kun BikeExchange, der måske kunne finde på at køre for Michael Matthews. Deres plan A vil utvivlsomt være udbruddet, som det var det i går, men man må holde en lille dør åben for, at de vil jagte, hvis de misser det. Det er dog stærkt tvivlsomt om et sprinterhold vil være stærkt nok til at skabe samling i dette terræn. Man kunne måske også se Bahrain jagte for Dylan Teuns eller Matej Mohoric, eller Bora for Maximilian Schachmann, som de gjorde det i går, men også det virker helt usandsynligt, når Pogacar var så suveræn i gårsdagens finale.

Nej, det vil virkelig være overraskende, hvis ikke dette bliver en udbrudsetape. UAE bør føre feltet frem til sidste stigning. Her vil det formentlig være op til araberne at sætte farten efter en vis positionskamp ind gennem Lausanne, og så udelukker jeg ikke, at Pogacar vil teste benene på den stejle kilometer. Han var så suveræn i går, at man ikke kan udelukke, at han kan køre væk, men det ligner en svær mission i modvind. Mit gæt vil være, at det ikke lykkes - hvis han overhovedet prøver - og at det herefter vil falde til ro på den lettere sidste kilometer, indtil de måske spurter lidt for ikke at tabe sekunder.

Foran kan udbruddet så afgøre det, og som sagt er der mange ryttere, der kan vinde i denne finale. Meget vil afhænge af, hvornår udbruddet kører, for det vil være bestemmende for, hvor godt man skal klatre for at komme afsted. Derudover er det klart, at den ret svære målstigning stiller krav til klatreevnerne, og gode puncheurevner er et klart plus, særligt fordi modvinden øger sandsynligheden for en eller anden form for spurt. Til gengæld betyder det lette indløb til stigningen, at det kan blive meget taktisk, og de tungere folk i udbruddet vil kunne vinde etapen, hvis de får et tilstrækkeligt forspring på den nemme del.

Det gør naturligvis listen over potentielle vindere så alenlang, at jeg kunne slå min egen rekord i optaktslængde - og det vil være lidt af en bedrift - hvis jeg skal nævne dem alle. Ud fra en sandsynlighedsbetragtning skal vi dog se i retning af lidt mere klatrestærke folk, for lykkes det ikke at få et forspring inden bakken - og det vil trods alt være lidt et lotteri - stilles der visse krav til klatreevnerne, særligt på den svære næstsidste kilometer. Og en god puncheurspurt er som sagt heller ikke nogen ulempe.

Grundet det store antal kandidater er det også med enorm tøven, at jeg peger på Matej Mohoric. Meget skal nemlig gå godt, hvis det skal lykkes, men det er i hvert fald klart, at det er en etape, der passer ham. Terrænet er ikke for hårdt, og han har også enorm power på de flade stykker. Hans klatreevner nåede også helt nye højder sidste efterår, og hvis han klatrer som i Polen, San Sebastian og Benelux, bliver han i modvind svær at sætte på den sidste stigning. En god afslutter er han også, og han er aldrig bange for i det taktiske spil at køre fra distancen, som han gjort ved stort set alle sine store sejre i blandt andet Touren, Polen og Vueltaen. Samtidig har han en glimrende puncheurspurt, selvom der vil være folk, der er hurtigere end ham. Den sidste nedkørsel er ikke specielt svær, men den er heller ikke helt enkel, og det kunne måske være et sted for ham at få et forspring.

Til gengæld er jeg lidt i tvivl om hans form. Han var ikke helt flyvende på brostenene, men her er det muligt, at han bare blev hos Damiano Caruso. Mere bekymrende var det, at han i går bare sad op, men vi så jo heldigvis i Slovenien, hvor han holdt Pogacars hjul på den sidste stejle mur, at han ikke er helt uden form. Finalen er så taktisk kompliceret, at det langt fra er givet, at det vil lykkes, men Mohoric gjorde det færdigt fra to udbrud sidste år. Det vidner om hans træfsikkerhed, og derfor er han en naturlig favorit i dette terræn.

Jeg har også visse forventninger til Alberto Bettiol. Han fik berettiget kritik for sin kørsel på brostenene, men ser man bort fra, at hovedet var solidt plantet under armen, var den fysiske præstation overbevisende. Det var en pokkers skam, at han i går valgte at agere hjælper for Neilson Powless og arbejdede i vinden inden bakkerne, for nu missede vi chancen for at se, hvad han kunne. Han er utvivlsomt ikke på sit vilde niveau fra sidste års Giro, men den tid, han satte på bakken i tirsdags, og den kørsel, han leverede på brostenene, tyder på form. Dette er perfekt Bettiol-terræn, da han mestrer stort set hele pakken, og klatrer han som i Giroen sidste år, bliver han ikke sat på sidste stigning, når der er modvind. I Schweiz genfandt han også sin spurtstyrke, og en stigende spurt passer ham som fod i hose. Kører han som på 18. etape af sidste års Giro, bliver han svær at slå, men mindre kan også gøre det.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

En anden god kandidat er Michael Matthews. Vi så i går, at han forsøgte at ramme udbruddet, og det vil han utvivlsomt prøve igen i morgen, hvor han bør have et helt hold til at hjælpe sig. Terrænet passer ham aldeles storartet, men den sidste stigning kan dog være lidt for lang. Heldigvis kommer den i to tempi, og han vil bestemt ikke være ked af, at der er modvind. Med den spurtstyrke og form, han viste i går, er det svært at se, hvem der skal slå ham i modvinden på den sidste kilometer. Det kræver dog, at han kommer så langt, og her er det svært i det taktiske spil, fordi han vil være manden, alle vil af med. En holdkammerat i udbruddet vil hjælpe, for han lider også under aldrig at ville føre, og det kan meget vel betyde, at han ryger af, hvis han i det taktiske spil frem mod målstigningen ikke vil bruge de kræfter, der skal til for at lukke huller. Det har i hvert fald før kostet dyrt. Er han der til gengæld under den røde flamme til sidst, vinder han etapen.

Det er generelt en herlig EF-etape. De kan nemlig også satse på Ruben Guerreiro. Der var berettiget grund til bekymring over hans tilstand efter styrtet på Storebælt, da han undlod at køre finale i går, men dagens 30. plads viser, at han har det ganske fint. Dette burde være en ganske glimrende Guerreiro-etape, og efter Neilson Powless’ lille kollaps i dag, burde han have endnu mere frihed, end han havde i dag, hvor han også forsøgte sig. Han plejer at være ganske god til at ramme udbruddene, og vi så i juni, hvor skræmmende stærk han var dengang. Har han samme niveau nu, er han svær at bide skeer med. Modvinden vil ærgre ham, fordi det kan blive svært at gøre forskellen på den stejle del af bakken, men i en spurt er han bestemt heller ikke uden chance.

Et andet oplagt bud er Pierre Latour. Det var en skam, at han brækkede håndleddet i Alperne i slutningen af maj, for generelt har han jo været genfødt i år. Han var særligt overbevisende i starten af året og i Baskerlandet, indtil han styrtede, og nu kan der være håb for, at han nærmer sig det niveau igen. Han var i hvert fald meget overbevisende på gårsdagens etape, og denne etape burde passe ham. Han har poweren til at ramme udbruddet i fladlandet, og mens han i år har skuffet i bjergene, har han været flyvende i puncheurterræn. Min bekymring er, at han ikke synes at have den spurtstyrke, han engang havde, men en god puncheur til denne finale bør han stadig være.

Havde han ikke været i udbrud i dag, havde Maximilian Schachmann været en af mine helt tunge favoritter. Tyskeren er på alle måder skræddersyet til denne etape, men har han brug for at komme sig? Det er muligt, men efter i dag er der ingen tvivl om, at Bora skal ud over rampen, og Schachmann er deres bedste kort til denne etape. Han er en sublim puncheur, som han har vist i Baskerlandet og Fleche Wallonne, og selvom han ikke er så hurtig længere, viste han i Schweiz trods alt stadig en vis fart. Han har masser af power i fladlandet, og måske kan Bora endda igen sidde med flere mand, hvilket er vigtigt i denne taktiske finale. Han så ganske overbevisende ud i dag, selvom han ofrede sig for Kämna, og vi så i 2020, at han ramte ganske mange udbrud. Det giver håb for, at han kan gøre det igen.

Det samme kan siges om Dylan Teuns, der også burde have været en af mine helt tunge favoritter. Nu er det usikkert, om han er frisk igen efter i dag, men da Bahrain må have neddroslet klassementsambitionerne, burde han prøve. Det er stadig svært at glemme hans Vuelta i 2018, hvor han ramte fire udbrud i træk og blev hhv. nr. 3, 5, 4 og 3, og senere blev nr. 2 fra endnu et udbrud. Det vidner noget om næsen for at ramme rigtigt, og det er da heller ikke tilfældigt, at han har ramt udbruddet på den første bjergetape i sine tre seneste Tours. Denne etape er glimrende for en ardennerrytter med power til den flade del, og hans punch på den stejle del af sidste stigning gør afslutningen ideel. I går viste han også evnerne i den lidt blødere puncheurspurt, der minder om denne, og selvom han i dag ikke havde drømmeniveauet fra foråret, var han jo bestemt ikke formsvag.

En anden Bora-kandidat er Patrick Konrad. Østrigeren har en vis frihed til at jagte etaper, og efter Vlasovs kollaps er den blevet større. Han viste sidste år en imponerende evne til at komme afsted, men han har til gode at genfinde sidste års tårnhøje niveau. Han havde et forfærdeligt forår, men efter et hæderligt Dauphiné har han set god ud i dette løb, ikke mindst da han hjalp Vlasov i går. Finalen passer ham storartet, da han sidste år viste evnerne i det taktiske spil, og samtidig må man formode, at han har sin gamle spurt intakt, selvom han aldrig viser det. Måske har han endda en taktisk overhånd, hvis han er del af et Bora-kollektiv.

En af løbets positive overraskelser har været Valentin Madouas. Den uhyre svingende franskmand ser ud til at have nærmet sig kongeformen fra foråret, hvor han blev nr. 3 i Flandern Rundt. I hvert fald klatrede han som en drøm i dag, og nu kommer vi til en etape, der burde være rigtigt Madouas-terræn. Udfordringen er selvfølgelig, at FDJ hidtil har låst deres hold meget for Gaudu, men de var ikke helt uden aktivitet i dagens indledning. Morgendagens etape er ikke vigtig for Gaudu, og derfor burde de give plads, når de har så god en klassikerrytter som Madouas. Den sidste stigning er måske lidt lang for ham, men når han i dag kører top 25, burde det ikke være en bekymring, slet ikke i modvind. Om han har rutinen til det taktiske spil, kan jeg være i tvivl om, for han har ikke vundet meget, men han har i hvert fald en ganske hæderlig puncheurspurt.

En anden FDJ-rytter er Stefan Küng. Jeg er i tvivl, om han får lov, da han er Gaudus bodyguard, men det vil næsten være synd, hvis ikke han får lov at gå efter sejren i Schweiz. Vi ved fra Tour de Suisse og klassikerne, at han aldrig har været bedre end netop nu, og med den klatring, han viste i Schweiz, er finalen jo slet ikke for svær, slet ikke i modvind. Det er dog stadig svært at se Küng køre alene væk på en bakke som denne, og han har jo altid sit evige problem, nemlig at han skal ud i grøften og finde en snegl, hvis han vil vinde en eller anden form for spurt. Grøfter er der desværre ingen af i en storby, og derfor må han bide i det sure æble og køre alene. Det er han til gengæld også pokkers god til, og med et fladt indløb frem mod målbakken skal han bare finde sit moment. Gør han det, er det svært at tro, at de ser ham igen - og så bliver schweizerne pokkers glade.

Madouas’ manglende rutine har Bauke Mollema til gengæld ikke. Hollænderen er en mester i det taktiske spil, for han har taget næsten alle sine store sejre ved at snige sig væk i en taktisk finale. Det gjorde han senest, da han vandt en etape sidste år, og det er netop det, der giver håb. Han har på det seneste klatret skuffende, som vi så det i Giroen, men det gjorde han også sidste år. Alligevel lykkedes det ham med sin næse for taktik at vinde en etape, der minder meget om denne. Denne gang passer den ham endda endnu bedre, fordi han, som vi senest så på Giroens 1. etape, er en glimrende puncheur, og samme Giro bekræftede, at han er pokkers god til at ramme udbruddene. I dag så jeg ham ikke forsøge sig, og det tyder på, at han har erkendt, at han i dag har bedre chance på en etape som denne. Han har været så svingende på det sidste, at hans form kan være svær at vurdere, men han kom ganske fint til toppen i dag og vandt de hollandske mesterskaber i enkeltstart. Der er stadig folk, der er hurtigere end ham, men med hans næse for taktik, kan han sagtens vinde alligevel.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

En anden puncheur er Andreas Kron. Det er vel den etape, der passer ham allerbedst, og han har da heller ikke lagt skjul på, at han drømmer om at komme afsted. Det har han jo generelt været god til, når han har vundet to WorldTour-etaper fra udbrud, men han havde sværere ved det i Vueltaen sidste år. Om det vil lykkes på en etape med så flad en start som denne, er måske tvivlsomt, men umuligt er det ikke. Finalen burde passe, særligt da modvinden vil øge chancen for, at han får glæde af sin spurt, som senest kom til skue i Schweiz. Han så fin ud i går, men vi så også, at han risikerer at være oppe mod folk, der er stærkere end ham, og derfor skal han måske have en smule held i sprøjten for faktisk at gøre det færdigt.

Hvor mange kræfter har Magnus Cort brugt? Logikken siger, at han ikke kan have nogen tilbage, men den logik har Cort aldrig fulgt. I dag var han igen aktiv, og det vil han utvivlsomt være igen i morgen. Hans form er lidt svær at vurdere, men med tanke på, at han var motoren i et brostensudbrud, der efter en hel dag satte Tadej Pogacar og Jasper Stuyven til vægs, er det min fornemmelse, at han stille og roligt nærmer sig Vuelta-formen. Gør han det, kan han komme meget langt, men den sidste stigning er lidt for svær til at passe ham ideelt. Modvinden vil dog hjælpe, og overlever han den stejle del, passer spurten ham storartet. Ellers må han jo bare have et forspring inden stigningen. Får han det, kan man spørge Primoz Roglic om, hvor svær han er at hente - selv når bakken er endnu stejlere end denne.

Så er der naturligvis Mathieu van der Poel, der chokerede sig selv ved pludselig at have hæderlige ben i dag. Spørgsmålet er bare, om det er nok. Efter i dag vil han formentlig igen turde jagte et udbud, men problemet er, at han er Van der Poel. For at vinde i en taktisk finale som denne skal han være meget bede end de andre, fordi alle altid kigger på ham, og når jeg skrev, at Matthews vinder, hvis han er der ved den røde flamme, er det ikke helt rigtigt. Van der Poel kan nemlig slå ham, men er han god nok til at have det fysiske overskud, der er nødvendigt, når alle kigger på ham? Det tvivler jeg på, og vi ved af erfaring, at Van der Poel hurtigt giver op, hvis ikke det glider i olie. Til gengæld er han jo Van der Poel, og efter i dag må han regnes som kandidat på en etape, der synes skræddersyet til ham.

En anden god kandidat er Alexis Vuillermoz. Der var noget bund i det angreb, han kom med på gårsdagens mur, og vi ved jo, at han i år har været genfødt. Særligt hans kørsel i Besancon i april er svær at glemme, men han vandt jo også en Dauphiné-etape. Han er ikke så god, som da han var bedst, men han burde kunne være med på en etape som denne. Med modvind passer den puncheuragtige finalestigningen med en enkelt stejl kilometer og en stigende spurt, som han vil elske, ham ganske glimrende. Han mangler måske lidt power til at ramme udbruddet i fladlandet, men lykkes det, synes han at have formen til at vinde.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

Hvad så med Benoit Cosnefroy? Det var en lettelse at se ham i går, hvor han viste, at katastrofeformen fra Schweiz er sendt på møddingen, men belært af erfaringen kollapser han efter en uges tid i et etapeløb. Derfor må man allerede nu stille spørgsmål ved hans friskhed, men i går var han i hvert fald ikke helt væk, da han angreb på muren. Til gengæld så vi også til sidst, at vi ikke har genfundet Amstel-udgaven af ham, og så er spørgsmålet, om han er god nok. Der er i hvert fald et rystende stort spring fra hans top- til bundniveau, og han skifter gerne fra den ene dag til den anden. Målstigningen er også lidt for lang, men den kommer heldigvis i to tempi, og han hjælpes af modvinden. I en spurt på den sidste kilometer er det meget, meget få, der slår ham.

En anden franskmand er Franck Bonnamour. Efter hans vilde 2021-Tour var forventningerne i år stor, men han har - også grundet de mange styrt - været en skygge af sig selv i år. Nu er der til gengæld lys for enden af tunnelen, for han endte langt fremme i går. Han har sagt, at han modsat sidste år, hvor han var i udbrud dag ud og dag ind, kun vil jagte de etaper, hvor han faktisk kan vinde. Det kan han utvivlsomt her, for han er allerbedst i puncheurterræn. Spurten passer ham således perfekt, og hvis han nærmer sig de klatreben, han på chokerende vis viste frem sidste år, er han bestemt en mand, der kan gøre det færdigt.

Tim Wellens burde også stå højt på denne liste, men jeg frygter, at han har kurs mod endnu en skuffelse. I forvejen er han et stykke fra fordums styrke, og selvom han var stærk i Belgium Tour, synes han nok engang at have det svært på denne tid af året, hvor han aldrig er på toppen. Han skuffede i hvert fald fælt i går, og hans øvrige deltagelser i Touren er endt i et mindre kollaps. Heldigvis skal han ikke slås alt for meget med den varme, han også er blevet bedre venner med, men jeg tvivler på, at niveauet rækker. Til gengæld er han pokkers god til at ramme udbruddet, han er god i en puncheurspurt, og han har ganske megen rutine i det taktiske spil.

Læs også

Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag

Er Lennard Kämna frisk igen? Han gravede ekstremt dybt i dag, og derfor vil jeg tro, at Bora satser på deres andre esser. Lige netop med Kämna ved man dog aldrig, for han synes at kunne være i udbrud dag ud og dag ind - ja, selvom om natten, hvis han havde muligheden. Han har måske feltets bedste næse for at ramme rigtigt, nærmest uanset hvordan terrænet er. Til gengæld er finalen ikke ideel, da han ikke er voldsomt hurtig, og med modvind kan det blive svært at køre alene. Til gengæld viste han skræmmende form i dag, hvor han klatrede bedre end nogensinde, og mange af hans sejre er jo netop taget ved at køre alene i det taktiske spil, senest i Alperne. Det kan han vel gøre igen, hvis han er kommet sig efter i dag.

For bare en måned siden havde jeg glemt, hvordan man staver til Bob Jungels. Grundet den forsnævrede arterie har han nemlig været fast bestanddel af gruppettoen i en menneskealder, men i Tour de Suisse sagde han farvel og tak til gruppettovennerne. Nu er han pludselig konkurrencedygtig igen, som han senest viste med dagens 25. plads. Dette er på alle måder perfekt Jungels-terræn, da han har sin enorme power i fladlandet og klatrer fornuftigt, når det ikke er for stejlt. Han har endda vundet en Giro-etape på sine spurtevner, men han er nu ikke nogen supersprinter. Han er i hvert fald langsommere end de fleste på denne liste, og derfor skal han nok køre alene i det taktiske spil. Det synes han til gengæld også igen at have evnerne til.

Jeg har været positivt overrasket over Toms Skujins. Det er ellers længe siden, at vi har set en god Skujins, men i dag var han her, der og alle vegne. Han angreb vel 447 gange i starten, og selvom det jo var ganske unødvendigt, blev han nr. 33 i finalen. Det er lidt af en bedrift for en fyr som ham, og det vidner om, at benene er pokkers gode. Han har faktisk også en god puncheurspurt og har blandt andet vundet Tre Valli Varesine i en ganske vist flad spurt. I det hele taget er det en etape, der passer ham, men han vil næsten altid være oppe mod bedre afsluttere end ham.

Trek har også Quinn Simmons, der i år stille og roligt er ved at etablere sig som udbryderkonge. Han har dog stadig til gode at gøre det færdigt, og det er måske også svært at se, at det skal lykkes her. Han har en ganske fin spurt - husk på hvordan han vandt samlet i Vallonien sidste år - men nogen puncheur er han ikke. Han er først og fremmest stærk, og den styrke viste han senest med sine mange udbrud i Schweiz, hvor han endda næsten vandt en bjergetape, og i går. Han er begyndt at klatre ganske fremragende, og han er god til at ramme udbruddene. Spørgsmålet er bare, om han er stærk nok til at vinde på den helt store scene.

Endelig er der Benjamin Thomas. Franskmanden er for alvor blomstret op efter skiftet til Cofidis, hvor han på fire måneder vandt to etapeløb. Dette terræn er som udgangspunkt lidt for svært for ham, men han imponerede mig meget i går. Han har poweren til at ramme udbruddet, og den skal han bruge igen i finalen, hvor han skal væk inden stigningen. Han har taget stort set alle sine sejre på snilde i de taktiske finaler, og det før ham farlig. Endelig er han slet ikke langsom, som han senest viste, da han overspurtede Cosnefroy i Mayenne.

Som sagt er listen alenlang. Jeg ville også meget gerne pege på Mikkel Honoré, der er skræddersyet til denne etape, men min fornemmelse er desværre ikke, at han er flyvende, måske grundet styrtet i København. Michael Woods kan også vinde i denne finale, men jeg vil tro, at han satser mere på bjergetaperne, som det også bør gælde for Thibaut Pinot, den i dag så skuffende Giulio Ciccone, den i dag velkørende Chris Froome og Michael Storer. Til gengæld kunne det være en chance for Jakob Fuglsang til at rejse sig, men han skal have meget held i det taktiske spil for at gøre det færdigt her. Det er han til gengæld også god til. Finalen passer godt til hurtige Felix Grosschartner, men han virker ikke formstærk. Det kunne også være en god etape for Luis Leon Sanchez, der synes i form, men han synes at spille sin klassiske rolle som bodyguard for kaptajnen. Jan Tratnik synes ikke at have fundet formen, og Victor Lafay, der ellers var oplagt til denne etape, synes fra snøvsen, som også Gianni Moscon og tilsyneladende også Andrea Bagioli er det. Jasper Stuyven vil ikke være uden chance med et forspring inden stigningen, for han er form, men det skal flaske sig, hvis det skal lykkes. Det samme kan siges om Andrea Pasqualon, der var chokerende god i går, men finalen er til den hårde side for ham, som det også gælder for Fred Wright, der heller ikke synes at have sin bedste form. Den er ideel for Tom Pidcock, men ham lade UAE ikke køre, hvis de vil holde trøjen. Simon Geschke brugte nok for mange kræfter i dag, og selvom han kan vinde en etape som denne, har Kasper Asgreen næppe formen endnu. Kevin Geniets er fabelagtig lige nu, men skal FDJ i udbrud, vil jeg tro, at det er med Küng eller Madouas. Finalen er ikke dum for Nick Schultz, men han skal være skarp for at gøre det færdigt, og efter i går er jeg ikke sikker på, at formen rækker, som det også gælder for ellers hurtige Warren Barguil. Georg Zimmermann passer også godt til denne etape, men han vil - som Anthony Perez og Kevin Vermaerke - formentlig være overmatchet. Finalestigningen er nok lidt for svær for den Peter Sagan, vi kender i dag, den delvist genrejste Edvald Boasson Hagen, Mads Pedersen, Yves Lampaert, Florian Senechal, Nelson Oliveira, Sven Erik Bystrøm og Florian Vermeersch, men med et forspring inden bakken kan de måske overraske. Tony Gallopin var chokerende god i dag, men som Philippe Gilbert tror jeg ikke længere, at det er muligt at vinde på dette niveau. Det er det for Matteo Jorgenson, men han er formentlig for forslået, og jeg tvivler på, at Gorka Izagirre er god nok. Brormand Ion Izagirre synes stadig meget formsvag, og heller ikke Kristian Sbaragli, Mikael Cherel, Geoffrey Bouchard, Simone Velasco, Krists Neilands eller Fabio Felline synes at være på 100%, mens Mathieu Burgaudeau er forslået. Endelig har Hugo Houle virkelig imponeret i år, men jeg har svært ved at se ham gøre det færdigt, som det også gælder for Andreas Leknessund, og selvom han vandt på brostenene, har Simon Clarke ikke virket helt på toppen, hverken her eller i optakten.

Jeg vil ikke bruge mange kræfter på det scenarium, hvor det bliver samlet, da jeg anser det som meget usandsynligt. I det tilfælde må Wout van Aert være favorit, når vi taler om en stigning på 3% med modvind. Som sagt vil jeg dog tro, at Tadej Pogacar vil forcere på den stejle del, og selvom han får svært ved at køre væk, kan det blive så hårdt, at han også på en lidt blødere bakke som denne kan slå belgieren. Den tredje oplagte kandidater Michael Matthews, der jo var ganske overbevisende i går og burde have en bedre chance mod Pogacar på blødere procenter. Tom Pidcock kørte også en fremragende spurt i går, selvom han mistede momentum, da Roglic åbnede, og han har som bekendt før slået Van Aert i en let stigende spurt. Andre gode kandidater er naturligvis Mathieu van der Poel, hvis han vitterligt er god nok til at gå med i en Pogacar-forcering på det stejle, Maximilian Schachmann, Alberto Bettiol, David Gaudu, Aleksandr Vlasov, Dylan Teuns, Matej Mohoric, Romain Bardet, Ruben Guerreiro, Pierre Latour, Benoit Cosnefroy og Andreas Kron. Generelt vil toppen nok være domineret af klassementsryttere, også Primoz Roglic, der dog nok næppe for alvor kører spurten, hvis Van Aert er til stede.

Feltet.dks vinderbud: Matej Mohoric

Øvrige vinderkandidater: Alberto Bettiol, Michael Matthews

Outsidere: Ruben Guerreiro, Pierre Latour, Maximilian Schachmann, Dylan Teuns, Patrick Konrad

Jokers: Valentin Madouas, Stefan Küng, Bauke Mollema, Andreas Kron, Magnus Cort, Mathieu van der Poel, Alexis Vuillermoz, Benoit Cosnefroy, Franck Bonnamour, Tim Wellens, Lennard Kämna, Bob Jungels, Toms Skujins, Quinn Simmons, Benjamin Thomas

Kandidater til en spurt (i prioriteret rækkefølge): Wout van Aert, Tadej Pogacar, Michael Matthews, Tom Pidcock, Primoz Roglic, Mathieu van der Poel, Maximilian Schachmann, Alberto Bettiol, David Gaudu, Aleksandr Vlasov, Dylan Teuns, Romain Bardet, Matej Mohoric, Ruben Guerreiro, Pierre Latour, Benoit Cosnefroy

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER