NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET

Ruten

Det er helt almindeligt for Touren at have de første bjergetaper i den første weekend, og sådan bliver det også i år, hvor rejsen mod Alperne afsluttes med den første af to dage i de høje bjerge i Frankrigs sydøstlige hjørne. Det sker på en kort, intens etape, der indledes i Massif Centrals bakker og slutter med den allerede nu klassiske finale over Col de Romme og Col de la Colombiere samt nedkørslen til Le Grand-Bornand, der er blevet benyttet to gange i de senere år og med to vidt forskellige udfald. I 2009 var vi vidner til et mindeværdigt opgør mellem Alberto Contador og Schleck-brødrene, men i 2018 endte samme etape som en gigantisk fuser. Risikoen for endnu en fiasko er stor, når der er tale om den første bjergetape, men med bare to dage i Alperne og to flade enkeltstarter bør klatrerne have al mulig grund til at skabe et drama i stil med det, vi så for 12 år siden.

Med en distance på bare 150,8 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Oyonnax til Le Grand-Bornand. Startbyen ligger midt i Massif Central, og derfor er starten knaldhård, når man med det samme kører mod øst op ad en ikke-kategoriseret stigning (5,0 km, 6,6%), inden en teknisk nedkørsel fører mod syd ned i fladlandet mellem Massif Central og Alperne. Her drejer man efter 16,5 km mod sydøst for at køre ad en lige og kun småkuperet vej frem til byen Frangy, hvor dagens spurt kommer efter 44,8 km for enden af en lige og flad sidste kilometer, der dog afbrydes af en rundkørsel midtvejs. Herfra går det ad en let stigende vej mod sydøst og nordøst.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Etapen tager igen fat, når man fortsætter mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Cote de Copponex (6,5 km, 4,4%), der er en relativt jævn stigning med top efter 61,9 km. Derefter fortsætter det med at stige let mod sydøst, inden man via en nedkørsel kører mod nordøst frem til bunden af kategori 4-stigningen Cote de Menthonnex en Bornes (2,7 km 4,6%), der stiger med 5-6% over 1500 m midtvejs. Toppen rundes efter 72,5 km, men det fortsætter med at stige let mod øst, inden en let nedkørsel fører videre mod øst ned til La Roche-sur-Foron, der nås efter 86,5 km. Nu går det mod øst ad et kort, fladt stykke frem mod Alperne.

De imdledes, når man drejer mod sydøst ind på årets første kategori 1-stigning Cote de Mont-Saxonnex (5,7 km, 8,3%), der stiger ret konstant med 9-10% frem mod den sidste kilometer, der er lettere med 4,5%. Toppen rundes efter 104,0 km, hvorefter en halvteknisk nedkørsel leder mod nordøst og øst ned til dalen og byen Cluses.

Her rammes den velkendte afslutning, som blev benyttet i 2009 og 2018, når man drejer mod syd for at passere kategori 1-stigningen Col de Romme (8,8 km, 8,9%), der er en relativt jævn og for Alperne meget stejl stigning med top efter 122,1 km. På toppen er der to flade kilometer, inden en teknisk nedkørsel leder mod sydvest direkte ned til bunden af kategori 1-bjerget Col del la Colombiere (7,5 km, 8,5%), der efter en kilometer med 6% stiger med 9-10% hele vejen til toppen, som rundes efter 136,1 km. Derfra resterer blot 14,7 km, som indledes med en i perioder teknisk nedkørsel, der fører mod sydvest ned til dalen, hvor det med 3 km igen flader ud. Med 1700 m igen vender man næsten 180 grader, og derefter bugter vejen sig let, inden en rundkørsel leder ind på den 250 m lange, 5 m brede opløbsstrækning. Efter vendingen stiger det let, den sidste kilometer med 3,2% i snit.

Etapen byder på i alt 3558 højdemeter.

Som sagt har finalen været benyttet to gange de seneste år. Senest var det i 2018, hvor Julian Alaphilippe kørte alene hjem fra et udbrud og indledte sin jagt på bjergtrøjen, mens favoritterne ankom i samlet flok efter en helt passiv afslutning. Anderledes dramatisk var det i 2009, hvor Schleck-brødrene var oppe mod Astana-duoen Alberto Contador og Andreas Klöden, indtil spanieren med et angreb ”kom til” at sætte din holdkammerat. Slutteligt endte det i en tremandsspurt, der blev vundet af Frank foran Contador. Le Grand Bornand var også målby i 2013, hvor Rui Costa vandt fra udbrud i en anderledes finale, i 2007, hvor Linus Gerdemann fik sit helt store gennembrud med en solosejr og gul førertrøje på en dag med kun Colombiere i finalen, og i 2004, hvor Lance Armstrong fortsatte sin dominans ved at overspurte Andreas Klöden, Jan Ullrich og Ivan Basso og således tage sin tredje etapesejr i træk i samme finale, som benyttedes i 2013. Tour de l’Avenir var forbi i 2004, hvor Thomas Löfvist vandt, og i 2000, hvor sejren gik til Aitor Kintana.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Vejret

Efter et par flotte dage tyder det på, at vi får en våd weekend. Allerede ved starten vil der være 75-80% risiko for regn, og den risiko synes konstant gennem hele eftermiddagen. Ved starten ventes det at være 22 grad, men i målbyen vil det være køligere med 20 grader. Igen vil det være stort set vindstille med en svag til let vind (7-10 km/t) fra lidt skiftende retninger. Det ser dog ud til, at det primært vil være en vestlig retning, særligt i finalen. Det bør give primært med- og sidemedvind hele vejen frem til bunden af Romme. Her vil der være sidevind, men fra toppen vil der være sidemodvind hele vejen frem til Le Grand-Bornand, hvor der vil være sidemedvind på de sidste 1700 m.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET

Analyse af 7. etape

Konventionel cykellogik siger, at en grand tour først og fremmest vindes i bjergene og på enkeltstarterne. Fysikkens love er nemlig indrettet sådan, at man på en cykel bedst kan køre fra hinanden, hvis det går opad, og i en tidskørsel er det selvsagt et opgør mand mod mand. Sandt er det da også, at det i langt hovedparten af tilfældene er de to elementer, der afgør løbet - ikke mindst i en grand tour, hvor der over 21 etaper en masser af tid til at lade forskellen i fysik gøre forskellen. Når bjergene og enkeltstarterne får lob at gøre udslaget, vinder stærkeste mand som regel.

Sådan vil det formentlig også være i årets Tour. Et styrt til Primoz Roglic og 27 km enkeltstart var nok til at efterlade det indtryk, at ingen kommer i nærheden af Tadej Pogacar, hvis han får lov at bruge sin fænomenale fysik til at knuse rivalerne på løbets på forhånd definerede nøgleetaper. I et opgør mand mod mand er der næppe mange af feltets ryttere, der i ramme alvor tror, at de har den helt store chance for at forhindre supertalentet i at tage sin anden Tour-sejr, inden han er fyldt 23 år.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Der er imidlertid en grund til, at en grand tour ikke bare består af bjergetaper og enkeltstarter. Når man ikke er stærkeste mand, må man opsøge mulighederne, hvor de er, og det har før givet uventede udfald. Mest berømt i nyere tid er vel Oscar Pereiros vilde 30-minuttersudbrud i Touren i 2006, men mange vil også huske, hvordan David Arroyo var meget tæt på at udnytte favoritternes indbyrdes magtkamp på en regnvåd dag i L’Aquila til at vinde Giroen i 2010. I Vueltaen i 2012 havde Alberto Contador reelt tabt løbet til den stærkere Joaquim Rodriguez, indtil han greb chancen på en ellers uskyldig etape, og i 2016 vandt Vincenzo Nibali vel Giroen ved at sætte den fysisk overlegne Steven Kruijswijk under pres på en nedkørsel. I 2016 smed Chris Froome en sikker Vuelta-sejr under en blunder, da Contador og Nairo Quintana angreb på den berømte Froomigal-etape, og havde det ikke været for en hjælpende hånd fra Astana, er det også ganske sandsynligt, at Quintana havde stjålet sejren Vuelta-sejren fra Roglic i den spanske sidevind i 2019.

Historien er fyldt med eksempler på, at stærkeste mand kan blive truet, når han mindst venter det, og derfor stilles der store krav til både koncentration og årvågenhed på de dage, hvor man egentlig bare skal spare på kræfterne. Det er en lektie, Froome i den grad lærte efter blunderen i Vueltaen for fem år siden, og en af årsagerne til, at Lance Armstrong var så suveræn. Det var stort set umuligt at fange amerikaneren i et uopmærksomt øjeblik.

Mon ikke det er en lektie, Pogacar vil skrive sig bag øret efter dagens vanvittige 7. etape, der udviklede sig til et drama, de færreste kunne have forestillet sig? I de seneste dage har mange haft travlt med at diskutere, i hvilket omfang Tour-kongens sårbare hold kunne bringe ham i vanskeligheder i bjergene. UAE har ikke just imponeret hidtil, og de mange fans, der har klynget sig til håbet om lidt spænding, når nu Roglic ikke længere er kampdygtig, har klynget til håbet om, at løbets stærkeste måske kunne trues af stærkere kollektiver.

De fleste var dog nok også af den antagelse, at det først ville ske i bjergene. Det var formentlig også tilfældet for Pogacar og UAE selv, der syntes at stille til start på dagens 250 km lange maraton med opfattelsen af, at det var en etape, der bare skulle overstås med så mange intakte kræfter som muligt. Dem får de nemlig brug for i de kommende dage, når Ineos, Jumbo og Movistar begynder at lege med det overtal, de trods alt fortsat har.

Men som Froome og Roglic kan bevidne, skal man aldrig sænke paraderne. Det fandt Pogacar ud af på den hårde måde, da den angrebsfest, som skulle have ført til dannelsen af et ”klassisk” udbrud uden trusler mod klassementet, pludselig førte til en 29 mand stor gruppe, der ikke blot talte den gule trøje, Mathieu van der Poel, men også to ryttere, Wout van Aert og Vincenzo Nibali, som selv en formstærk Pogacar ikke bare kunne tillade sig at giver et kvarter. Inden araberne nåede at reagere, var forspringet allerede et minut, og pludselig var UAE-mandskabets svaghed åbenbart længe inden, nogen havde drømt om det.

De havde ellers fået alle advarsler. Van Aert angreb i ét væk fra starten af etapen, og dermed havde han tydeligt signaleret, at han og Jumbo var gået til etapen med en mere offensiv tilgang, end man kunne have ventet. Alligevel sad araberne og sov langt tilbage i feltet, og selvom det var lykkedes at neutralisere fremstødet, da Van der Poel og Van Aert første gang kom afsted sammen med blandt andre Alaphilippe, var det åbenbart ikke en øjenåbner nok til, at de var opmærksomme, da crossgiganterne igen forsøgte sig.

Pludselig var gode råd dyre. Foran sad nu to ryttere, der potentielt kunne bringe Pogacars Tour-sejr i fare, og hjælp var der intet af. De fleste hold havde en mand fremme, og i første omgang var alle rivalerne villige til at gamble og slide på UAE-mandskabet - præcis som det skulle gøres, hvis man vil gøre sig den mindste forhåbning om at true Pogacar senere i løbet. Måske blev det også hjulpet af, at ingen af de øvrige podiekandidater for alvor frygtede Nibali og Van Aert, og derfor kunne de tillade sig at tage lidt flere risici, end de måske havde gjort, hvis udbruddet også havde talt en af forhåndsfavoritterne.

Imens sad Ineos og Jumbo og godtede. Ganske vist havde briterne utvivlsomt ønsket sig at have haft et af deres tre tilbageværende esser og ikke kun Dylan van Baarle foran, men når nu de ikke selv kunne slide på UAE, var det fint, at Trek og Jumbo gjorde det. Samtidig viste de for den forsamlede offentlighed, at de er kommet til løbet for at vinde. Naturligvis kunne de selv risikere at tabe løbet, hvis Nibali og Van Aert sejlede langt væk, men i forsøget på at slå Pogacar var det den eneste rigtige risiko at tage.

Faktisk må de have haft lyst til at knibe sig lidt i armen over deres eget held. UAE havde sikkert troet, at Mark Cavendishs deltagelse i udbruddet måske kunne anspore Bora eller Arkea til at hjælpe i jagten på briten, der nu fik en helt uventet gevinst på 20 point i den indlagte spurt, men den hjælp kom aldrig. Kun et lidt meningsløst arbejde fra et Total-hold, der havde sovet i timen, blev det til, og UAE-mandskabets svaghed blev åbenbaret for alle, efterhånden som hjælperne forsvandt, og forspringet voksede med en takt, der må have gjort Pogacar mere urolig, end hans rolige ydre gav indtryk af.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Sårbarheden blev endnu mere tydelig, da de første to af dagens fem stigninger var overstået. Så snart de ramte den tredje og første af de tre finalestigninger, måtte Pogacar spejde langt efter alle andre holdkammerater end den i år alt andet end imponerende Rafal Majka. Det var nærmest en invitation til Movistar, Ineos og måske endda Jumbo, der ellers allerede havde Van Aert foran, til at bringe overtallet i spillet, ryste træet og forsøge at bringe en isoleret Pogacar i den totale defensiv i et terræn, hvor det er taktik og ikke fysik, der gør forskellen. Da Pogacar sad alene med Majka på vej op ad tredjesidste stigning, så han mere sårbar ud, end han måske vil blive på noget bjerg i fremtiden, hvor han altid vil have sin fysiske formåen som et godt våben.

Men angrebene kom aldrig. Det er ellers ikke svært at forestille sig, hvor meget tid en gruppe med stærke folk fra Jumbo, Movistar og Ineos kunne have taget, hvis de med 30 km igen var kommet væk fra Pogacar og hans ensomme hjælper, Majka. Alligevel skete der intet, og efterhånden som det resterende antal kilometer talte ned, blev muligheden for at gøre seriøs skade på den sårbare Tour-favorit kun mindre og mindre.

Heldigvis - og det er kun skrevet med ønsket om at få et spændende cykelløb og ikke som nogen personlig aversion mod Pogacar, der er en fabelagtig cykelrytter og tilsyneladende et sympatisk menneske - havde Ineos modet til at satse, selvom det kom senere, end man havde ønsket sig. Efter en sløv start på løbet viste Richard Carapaz endelig lidt af den klasse, vi alle ved, han besidder, og med den determination, han også udviste, da han senest pressede et slovensk monster i sidste års Vuelta, fik han hurtigt opbygget et forspring, der så ganske lovende ud. Foran ventede Dylan van Baarle, og selvom man stadig kan argumentere for, at mere kunne være opnået med en endnu tidligere offensiv med eksempelvis Richie Porte, var det for Ineos-ledelsen svært at være utilfredse. Nu havde de Pogacar i den skruetvinge, de ønskede sig, og de havde jo allerede én gang set, at rivalerne var iskolde nok til at overlade arbejdet til UAE.

Troede de. Knap var Carapaz kommet væk, inden vi igen blev mindet om, at Touren er den sværeste grand tour at skabe overraskelser i. Nok er sekundære placeringer også vigtige i Giroen og Vueltaen, men i intet andet løb end Touren kæmpes der så heroisk for en 7. plads, som der gøres i det største løb. Når det endda gælder podiet, er kampvilligheden naturligvis endda mangedoblet.

Det vidste Pogacar, der plejer at være en klog rytter, sikkert. I hvert fald holdt han sig i ro, og da truslen pludselig hed Carapaz og ikke bare den alt andet end formstærke Nibali eller den stadig helt uprøvede og på papiret for tunge Van Aert, var maverne pludselig ikke helt så iskolde, som de havde været tidligere. Pludselig blev Rigoberto Uran og Enric Mas bange for deres podium - og pludselig var den gunstige situation, der kunne have bragt Pogacar på glatis forduftet, og etapen endte endda med, at tidsgevinsten til Van Aert og Nibali nu endda kan blive en fordel. Deres forspring er så begrænset, at de ingenlunde er farlige på længere sigt, og nu taler meget endda for, at Van Aert i morgen kan overtage førertrøjen og dermed pludselig forvandle sit Jumbo-hold til UAEs allierede og ikke modstandere - særligt nu hvor den forslåede Roglic i dag måtte vinke definitivt farvel til drømmen om et lille mirakel, som fysikken desværre ikke tillod.

Tænk, hvad der var sket, hvis Movistar havde sendt Miguel Angel Lopez, Mas eller Alejandro Valverde med Carapaz? Tænk, hvis EF havde haft modet til at gå efter sejren med den desværre altid defensivt indstillede Rigoberto Uran eller havde taget chancen og gået efter et forspring med Sergio Higuita? I det tilfælde kunne der være startet et ragnarok, hvis konsekvenser kunne have været svære at overskue, men sådan gik det ikke. I stedet kunne Pogacar læne sig tilbage - han behøvede end ikke at bruge den stadig tilstedeværende Majka til at jagte - og nu var eneste bekymring, at han for alt i verden ikke måtte glemme at skrive Mas, Lopez, Valverde og Uran på listen over julekortmodtagere, når engang har var tilbage på hotellet.

Det har han næppe glemt. Da Carapaz blev hentet igen akkurat inden stregen, lød der et lettelsens suk, der formentlig kunne høres hele vejen til Slovenien og måske også hele vejen til Ecuador, da det gik op for Pogacar, at han nu bare er 3.13 efter Van Aert og stadig foran Nibali. Faktisk blev det eneste væsentlige udkomme af den potentielle katastrofe, at han definitivt fik skovlen under Roglic, der lynhurtigt måtte sande, at skaderne måske betyder, at han aldrig får sin Tour-sejr - i hvert fald ikke i år. Og da Jumbo dermed nu ikke længere er et potentielt vinderhold og derfor har stærkt neddroslede ambitioner, er der som sagt noget, der tyder på, at hans værste rival vil blive hans vigtigste allierede, hvis Van Aert lykkes med at erobre trøjen i morgen. Selvfølgelig blev holdet slidt inden to meget vigtige etaper, men særligt i lyset af hvor galt det kunne være gået, må Pogacar næsten føle sig som en af dagens vindere.

Desværre kan det ikke undre, at Movistar og EF ikke havde samme iskolde tilgang som Ineos, der var villige til at gamble i forsøget på at vinde. For Uran er det måske forståeligt, da colombianeren aldrig har været en reel vinderkandidat - også selvom det er svært at se, at han skulle anse sig som rival til den på papiret langt stærkere Carapaz - men for Movistar var det trist at se. Ganske vist er det slet ikke uset, at spanierne har været mere optaget af sekundære placeringer end af sejre, men man kunne have ventet, at et stort navn som Lopez, der endda er sat tilbage i klassementet, var villig til at spille lidt højere spil, end det viste sig. Man kan vel heller ikke helt sige sig fri for tanken om, at der var en lille tilbagebetaling til Carapaz, der angiveligt ikke forlod det spanske mandskab som deres allerbedste ven.

Det skulle også hurtigt vise sig, at det var sårbarheden over for rivalerne i feltet, der var mest relevant. Allerede da Trek brugte deres overtal i udbruddet til at jagte etapesejren i stedet for at arbejde målrettet for at maksimere den tidsgevinst, Nibali kunne have opnået, stod det klart, at hajen vist ikke helt troede på det mirakel, en ny Tour-sejr ville have været. Det viste sig da også i finalen, at der var god grund til at betvivle egne evner, da han end ikke kunne følge langt tungere ryttere, og dermed var han aldrig den trussel, han mest af alt var på papiret. Det kan nu heller ikke undre, når han forlod Giroen med en forslået krop efter en serie styrt og alene er kommet til Frankrig for at forberede sig til et OL - endda så meget, at han har planer om at forlade løbet før tid. I forvejen har han været så kraftigt i forfald de seneste år, at det var lidt svært at se ham skabe et comeback, der næsten ville kunne nærme sig det, vi har set fra Cavendish i de seneste dage, og når formen heller ikke er i top, må det næsten have været en befrielse for ham, at han nu ikke vandt den tid, der kunne have gjort det fristende at give klassementet et skud. Det kunne blot have kompromitteret det OL, han har talt om siden styrtet i 2016, og den bekymring slipper han nu for.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det bliver til gengæld interessant at se, hvad Van Aert nu gør. Både han og Jumbo har konsekvent afvist, at han nogensinde skulle have planer om at jagte klassementet i en grand tour, men med det gunstige udgangspunkt må det være interessant at se, hvor langt det kan bære. Han har imidlertid præcis det samme dilemma som Nibali, nemlig at han er så fokuseret på OL, at han på forhånd meldte sig ud af årets kamp om den grønne trøje. Samtidig har hans forberedelse som bekendt betydet, at han stadig mangler nogle procent. I det lys er det i forvejen ikke realistisk, at det kan blive til det helt store, og så er det måske klogest bare at give slip, når engang den gule trøje ikke er et tema længere.

Det er den imidlertid nu, og den må være Jumbos første mål i Alperne. Derefter står holdet stadig med en uhyre interessant kandidat i Jonas Vingegaard, der nu får sit livs chance for allerede i første forsøg at køre klassement i Touren. Foreløbig synes hans fysik at kunne række rigtigt langt - måske endda til podiet - men kan holdbarheden? Det er stadig mit store bekymringspunkt for en mand, der ikke just er kendt for sin stabilitet.

Vingegaards uventede chance er i hvert fald et væsentligt dansk lyspunkt på en dag, hvor det ellers er lidt svært ikke at ærgre sig over, at chancen for at åbne løbet op i den grad blev forspildt. Det var dog ikke det eneste nationale lyspunkt på en etape, hvor det blev helt tydeligt, hvor beriget med cykeltalent vi er. Da superudbruddet var etableret, stod det nemlig klart, at hele tre af gruppens bedste etapevinderkandidater havde dansk pas, nemlig Kasper Asgreen, Magnus Cort og Søren Kragh.

Desværre lykkedes det ikke. Etapen fik ellers det perfekte forløb for den danske trio, der på papiret var oppe mod to stærkere klatrere i Van der Poel og Van Aert. Alle vidste, at de to fænomener var de store favoritter, og derfor blev finalen akkurat så ukontrollerbar, som den skulle være, hvis det skulle være blevet til dansk succes. Faktisk lykkedes det endda både Kragh og Cort at udnytte kaosset til at komme væk, men desværre skete det først, da løbet allerede var kørt. Til gengæld fik i hvert fald Cort nok engang bevist, at formen er glimrende, mens Kragh stadig synes at mangle de procent, han havde sidste år.

Dem havde Asgreen til gengæld. Lidt overraskende så danskeren stærkere ud end begge de to crosskonger, da de endelig ramte muren, og selvom de to favoritter i finalen viste, at de nok alligevel havde mere at skyde med end som så, fik den danske Flandern-konge fjernet den tvivl, han måske også selv kunne have fået efter en enkeltstart, der ikke gik helt som håbet. Til gengæld fik han ikke skyggen af frihed i det ukontrollerbare kaos, men det kommer der af at ligge til klassementet og have vundet Flandern Rundt. Van der Poel og Van Aert ved jo om nogen, hvor modbydelig det danske wattmonsters dieselmotor er efter 250 km!

Lige så modbydelig var Van der Poel ikke. Nok så det undervejs ud til, at han var mere mærket, end han viste sig at være i finalen, men han var ikke det uhyre, man kunne have frygtet på baggrund af det, vi så søndag og onsdag. Det er der nok mange, der priste sig lykkelige for i en finale, hvor Mur-de-Bretagne-udgaven af Van der Poel havde været umulig at matche. Omvendt er det ikke helt uventet. I morgen kører Van der Poel nemlig for første gang en 8. etape i et etapeløb, og der er derfor ingen, der aner, hvor godt han restituerer.

Derfor havde det måske heller ikke været nødvendigt for Matej Mohoric at angribe så tidligt, men når man nu er mester i vilde soloridt, kan man jo lige så godt køre tidligt. Det slovenske talent har allerede én gang leveret en imponerende solopræstation i denne slags terræn, da han kørte fra alt og alle på sidste etape i Polen i 2019 - i øvrigt den dag, hvor Vingegaard kollapsede og udstillede den manglende holdbarhed, der kan blive den store udfordring - og derfor var han om nogen en de folk, Van der Poel og Van Aert skulle holde øje med. En bjergspurt er dog ofte en god mulighed for at snyde rivalerne, og Mohoric var snu nok til at gribe den mulighed, da Brent van Moer skabte den på første stigning. Resultatet blev endnu et fantastisk ridt og dermed et medlemskab af klubben over ryttere med sejre i alle grand tours - sejre, der i øvrigt er sikret efter hhv. 207, 244 og 249 km. Det er ikke mærkeligt, at Mohoric altid synes at overgå sine klatreevner efter 250 km i finalen af Liege-Bastogne-Liege, ligesom det ikke er mærkeligt, at det blev Bahrain, der vandt den første udbrudsetape. Hvordan skulle det næsten gå anderledes, når man ser på, hvor meget momentum, araberne har haft på det sidste?

Alligevel kan man diskutere, om Mohoric var den største slovenske vinder. Den store slovenske taber var naturligvis Roglic, men gennem det meste af dagen så det ud til, at det ville være Roglic, der kunne juble, og Pogacar, der ville gå urolig i seng. Det gør han sikkert alligevel nu, hvor hans hold måtte slides ned til sokkeholderne på en dag, hvor de skulle spare så meget på kræfterne, at de endte med at sove i timen, men med tanke på, hvor galt det kunne være gået, er det ikke mærkeligt, at lettelsens suk stadig runger ud over hele Slovenien og Ecuador.

Nu skal han bare lige huske at få skrevet Mas, Lopez, Valverde og Uran på listen over julekortmodtagere, og han kan med tilfredshed gå i seng oven på dette de forspildte muligheders drama.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Favoritterne

Som sagt var der utvivlsomt mange - helt åbenlyst i hvert fald syvsoverne fra UAE - der havde håbet at komme let igennem 7. etape. Det mislykkedes totalt på en dag, der gik så meget over stok og sten, at alle tidsplaner gik i stumper og stykker, og dermed er der endnu mere grund til at glæde sig til, at feltet lørdag endelig rammer Alperne og de høje bjerge.

Der er altid noget særligt over den første bjergetape. Det gælder først og fremmest for rytterne selv. Det er nu, at de for alvor finder ud af, om måneders intens forberedelse bærer frugt, og derfor er der ofte en særlig stemning i feltet om morgenen. Det er som D-dag eller eksamensdag. Det er nu, de skal finde ud af, om det var det hele værd at tilbringe uger på toppen af et bjerg langt væk fra familien.

Det gælder også for iagttagere, men man skal altid huske at dæmpe forventningerne en anelse. Den første bjergetape bliver meget ofte kørt uhyre defensivt, netop fordi favoritterne er usikre på eget formåen. De skal først fornemme, hvad benene rækker til, og det er stadig alt for tidligt i løbet til, at der skal satses stort med en offensiv fra distancen. Mange tidlige bjergetaper er endt som en gigantisk fuser, og faktisk har lige netop denne ellers på papiret så løfterige finale en kedelig historik. I 2018 var den nemlig også afslutningen på den første bjergetape, og dengang endte det som en total våbenhvile, hvor Ineos satte tempoet, og vi kun fandt ud af, at Bauke Mollema, Ilnur Zakarin og Rafal Majka ikke ville vinde løbet - udover at vi kunne nyde Julian Alaphilippe tage en fantastisk udbrudssejr.

Der er også undtagelser. Både Chris Froome og Lance Armstrong havde for vane at knockoute deres rivaler på den første bjergetape - Froome endda så meget, at første bjergetape i Touren i en periode blev kaldt Froome Day - men det skete altid i afslutninger, hvor der var mål på toppen. Denne gang er der mål i dalen, og det var helt sikkert årsagen til passiviteten for tre år siden. Selve kombinationen af Romme og Colombiere er noget af det sværeste, man finder i Alperne, hvor stigningerne normalt slet ikke har den slags procenter, men det er de færreste, der er villige til at satse liv og lemmer på en nedkørsel på dette tidlige stadium i løbet. Desværre bliver den uvilje næppe mindre i morgen, hvor meget taler for, at vi får en våd finale, hvor forsigtigheden vil være endnu større.

Til gengæld har de to stigninger også et enormt potentiale. Tilbage i 2009, hvor etapen kom som den næstsidste bjergdag, var vi vidner til et mindeværdigt opgør mellem to duoen i form af Schleck-brødrene og Andreas Klöden-Alberto Contador. Det er ikke mærkeligt, at vi den dag så enorme forskelle, for åbnes der tidligt på to af Alpernes sværeste stigning, der reelt kan regnes som én lang og svær opkørsel, kan man virkelig gøre skade.

Nu er det store spørgsmål naturligvis, hvor offensive rytterne tør være. På den ene side er der den almindelig passivitet på den første bjergetape, som kun øges af, at ikke mange har lyst til at kaste sig ud i en vild nedkørsel på våde veje. På den anden side har første del af løbet maget sig sådan, at der er grund til at være mere optimistisk på showets vegne. Næsten alle mand har tabt masser af tid til suveræne Pogacar, og man kan derfor ikke tillade sig at smide en af de seks bjergetaper væk. UAE-holdet viste i dag deres sårbarhed og er nu endda blevet ekstra trætte, og dertil kommer, at Ineos og Movistar skal bruge deres overtal, mens de har det. Når vi kommer til Pyrenæerne, kan forskellene være så store, at Pogacar kan tillade sig at koncentrere sig om et lille antal nøglerivaler.

Jeg har sjældent været så meget i tvivl om, hvordan jeg tror en bjergetape vil forløbe, og jeg er gået rundt om mig selv 117 gange uden at kunne nå frem til et scenarium, jeg for alvor tror på. Og det er vel i virkeligheden, fordi jeg mest af alt tror, at vores drøm bliver til virkelighed, nemlig at det kan ende i det totale kaos.

Vi fik nemlig måske et lille billede af, hvad Ineos ville i dag. Det var bemærkelsesværdigt, at briterne lagde pres på mod slutningen af den stejle stigning, samtidig med at Geraint Thomas faktisk blev sat af. Man kunne ellers have spekuleret på, om de ville gribe løbet mere defensivt af, så længe briten slikker sine sår, men noget tyder på, at prioriteten er helt på plads. Det er Carapaz, der satses på, og hvis han skal vinde løbet, skal han i offensiven allerede i Alperne.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Det er ikke sikkert, at det skal ske i morgen. Det kan sagtens vente til søndag, men lørdagens etape må ikke gå til spilde. Som minimum skal UAE tvinges til at arbejde, og derfor tror jeg, at Ineos vil noget. Ikke bare på den klassiske måde, hvor de sætter tempo, indtil Carapaz angriber, men på den sjove måde, hvor de udnytter, at de har flere kort at spille på.

Derfor tror jeg på ragnarok fra start. Det giver nu sig selv, når etapen starter på en stigning, og alle vil i udbrud. På en etape med en faldende finale er der nemlig ingen favorithold, der fører for at vinde etapen. Det eneste, der kan forhindre en udbrudssejr er, at udbruddet enten truer klassementet, eller at der køres så meget cykelløb i feltet, at udbruddet kommer tilbage af sig selv. Derfor vel der blive angrebet i et væk, og navne som Michael Woods, Dan Martin, Simon Yates og Guillaume Martin har allerede sagt, at de vil forsøge sig.

Det giver helt sikkert anledning til en angrebsfest, og her tror jeg, at Ineos og Movistar vil være meget aktive i forsøget på at få sendt forposter afsted. Det er her, det skal blive meget interessant, om det også kan lykkes Ineos at få sneget Richie Porte afsted. Jeg vil bestemt ikke udelukke, at de har tænkt sig at spille det kort allerede nu, men det hele kompliceres af, at starten ikke er voldsomt svær. De første 5 km går opad, men derefter kommer noget rullende terræn, UAE har lettere ved at kontrollere, og som i hvert fald går det svært for de rene klatrere at komme væk. Den næste stigning kommer dog allerede efter ca. 55 km, og hvis der går en times tid med angreb, kan de sagtens være, at vi når helt frem til Copponex, inden elastikken knækker. I det tilfælde kan UAE få deres hyr.

Det bliver meget interessant at se, hvordan Wout van Aert og Mathieu van der Poel griber det an. I dag var det ikke Van der Poels plan at gå i udbrud, fordi det var en finale, hvor han hans bedste chance for at forsvare trøjen var at blive i feltet. I morgen er det helt anderledes. Her taler meget for, at hans eneste chance for at få endnu en dag i gult er at lave ”en Van Avermaet”, dvs. gå i udbrud på en bjergetape. Derfor vil han formentlig køre meget mere offensivt, end han gjorde i dag, hvor han kun endte i udbruddet, fordi han kørte defensivt og markerede Van Aert.

Tilsvarende er det med Van Aert. Han har en betydeligt bedre chance for at tage den gule trøje ved at blive i felt, end Van der Poel har for at forsvare den, men jeg tror også gerne, at han vil havne i udbrud, hvis han kan. De to kamphaner vil formentlig markere hinanden lige så tæt, som de gjorde i dag, og derfor kommer de formentlig som en pakkeløsning: enten rammer de begge udbruddet, eller også gør ingen af dem. UAE vil formentlig gøre deres bedste for at undgå det, men selvom de er mere opmærksomme i dag, er crossstjernerne så stærke, at de måske kan komme afsted alligevel, særligt hvis udbruddet først kører på Copponex. På samme måde er jeg ret sikker på, at Kasper Asgreen vil forfølge sin sidste chance for den gule trøje, hvilket kræver deltagelse i udbruddet, og her er situationen formentlig den samme. Han kommer kun afsted, hvis Van Aert og Van der Poel også gør det.

Når udbruddet er kørt, bliver det spændende at se dets sammensætning. Som sagt er der næppe nogen, der vil jagte for at vinde etapen, og feltets grad af initiativ vil blive bestemt af, hvem der med i front. Jeg ser flere muligheder. Mest af alt tror jeg, at gruppen kan ende med at indeholde så stor en langsigtet trussel mod Pogacar - det kunne eksempelvis være via Van Aert eller Porte - at UAE igen er nødt til at jagte hele dagen og holde snoren så stram de kan. Deres drøm er, at det bliver en ufarlig gruppe, de kan lade sejle langt væk, hvorefter de kan læne sig tilbage og vente på, at Ineos eller Movistar gør det hårdt. Og bedst af alt vil det være for dem, hvis udbruddet indeholder en for dem ufarlig rytter, der ikke er farlig på lang sigt, men som kan forhindre Van Aert i at tage trøjen. I det tilfælde tror jeg nemlig, at vi vil se Jumbo blive en allieret. Hollændernes største mål i morgen er nemlig ikke længere at vinde løbet samlet. Det er at få Van Aert i gult, og derfor vil de jagte, hvis udbruddet kan kompromittere den mulighed.

Hvis udbruddet på alle måder er ufarligt, bør de bare få lov at køre hjem. Jeg tror stadig, at vi vil se Ineos lægge et pres fra de sidste tre stigninger i håb om at isolere Pogacar, men udbruddet vil formentlig få så stort et forspring, at de bedste kan holde hjem. I det tilfælde vil vi formentlig få to løb i løbet, hvor Ineos og Movistar forsøger at bringe Pogacar i problemer, mens udbruddet kæmper om sejren, men i det spil er det en stor skam, at Carlos Verona i dag styrede og slog sig slemt. Det betyder, at Movistar er uden deres to vigtigste bjerghjælpere, Marc Soler og Verona, og derfor er der grænser for, hvor meget pres de kan lægge. Det er først og fremmest Ineos, der kan gøre det hårdt for Pogacar.

Hvis udbruddet til gengæld truer Pogacar eller Van Aert, vil elastikken blive holdt stram, og så kan det gå flere veje. Enten vil udbruddet komme tilbage af sig selv, og favoritterne ender alligevel med at køre om det. Alternativet er, at udbruddet stadig er for stærkt, og at de bedste mand holder hjem i en hæsblæsende finale, hvor der bliver kørt cykelløb hele dagen - lidt i stil med det, vi så i dag.

Jeg tror mest på det sidste. UAE er mærkede efter i dag, og jeg tror, at Ineos kommer blæsende ud over stepperne i morgen. Hvis Van Aert, Asgreen og Van der Poel gør det samme ledsaget af alle de bjergryttere, der jagter en etapesejr, kan det blive helt umuligt at undgå, at udbruddet bliver stort, stærkt og farligt. Dermed kan vi meget vel se, at UAE igen i morgen skal arbejde hårdt hele dagen, og så bliver Pogacar i den grad sårbar til sidst, hvor det vil være muligt at isolere ham. I den situation kan han meget vel være tvunget til at lade et par mand køre - sjovt nok lidt i stil med det, vi så på første rigtige bjergetape sidste år, hvor en isoleret Roglic traf det dumme valg at lade lige netop Pogacar køre, fordi UAE-rytteren havde tabt tid i sidevinden.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Som det fremgår, er det svært at få styr på alle de mulige scenarier, der kan udspille sig, men jeg tror, at vi får det vilde cykelløb, hvor UAE er tvunget til at jagte hårdt hele dagen, men ligesom i dag taler meget for, at udbruddet er for stærkt til, at alle mand kan hentes - også selvom den lidt lette start gør det lettere at sikre, at gruppen ikke bliver for stærk. UAE er ganske enkelt ikke stærke nok til på egen hånd at hente alle mand, og Ineos har vist, at de er kølige nok til at sætte sig tilbage og lade dem gøre arbejdet.

Hvem kan så vinde fra et udbrud? Hvis vi får så vild en etape, som jeg tror, er det ret få. Man skal være en ret sublim klatrer for at være bedste mand i det, der formentlig vil være en stærk gruppe. Samtidig er UAE så pressede, at det sagtens kan være en mand, der ikke har tabt alt for meget tid og derfor har mulighed for at køre sig lidt ind i klassementet igen.

Hele aftenen har jeg haft en mavefornemmelse, der fortæller mig, at Richie Porte vil vinde etapen. Det var herligt at se, hvordan Ineos i dag havde is nok i maven til at sætte UAE under pres, og i morgen tror jeg, at planen er den samme. Den bedste måde at sikre det på er at spille Porte-kortet. Det kan ske enten ved, at australieren kommer afsted med det samme - hvilket bliver lettest hvis udbruddet først kører på stigningen - eller ved at sende ham op til udbruddet på den første af de tre sidste stigninger. Han har allerede tabt næsten fire minutter til Pogacar, og selvom det er alt andet end ideelt, er han en af de ryttere, det svage UAE-hold kan være tvunget til at lade køre.

Er Porte så stærk nok til at vinde? Det synes han at være. Han virker måske ikke helt så skarp som sidste år - hans enkeltstart var pæn uden at være prangende - men han kommer fra et Dauphiné, hvor han satte alle undtagen én mand på plads på kongeetapen. Hans føring på Mur-de-Bretagne var ret overbevisende, og efter at Thomas er sendt til tælling, har Ineos tydeligvis skiftet strategi igen og atter beskyttet australieren som en alternativ option i klassementet. Meget taler for, at Ineos kan få en mand med ham i et eventuelt udbrud, og så er det svært at se, at der er mange, der kan matche Porte, når han åbner for gassen på en af Alpernes sværeste stigninger. Det er klart, at den regnvåde nedkørsel er et gigantisk bekymringspunkt, men hvis etapen bliver så hård, som jeg har en ide om, vil det være mand mod man på Romme og Colombiere. Er Porte stærkeste mand i udbruddet, kan han køre alene væk, og så kan selv han komme sikkert ned til Le-Grand-Bornand. Jeg vælger at tro, at Ineos lykkes med den helt store offensiv og vinder etapen med deres nye plan B, der kan sætter Pogacar under et gevaldigt pres.

Den anden oplagte option til en lignende mission er Miguel Angel Lopez. Også han har tabt en masse tid, og modsat Porte skal han også vinde en masse tid inden enkeltstarten, hvis han vil tilbage i podiespillet. Han har derfor ingen tid at spilde, og Movistar har intet at miste ved at forsøge at få ham sendt afsted i udbruddet i det, der kan blive det totale kaos fra start, eller med et fremstød på den første af de tre finalestigninger. Det er klart, at Movistar ikke står helt så stærkt til at sætte ham i scene, som vi det hos Ineos, nu hvor Verona må regnes som delvist ukampdygtig, men de har stadig et udmærket hold til at hjælper ham med at komme afsted.

Modsat Porte synes Lopez dog ikke på toppen. Han kørte ikke sin bedste enkeltstart, og det var svært bekymrende, at han blev sat på Mur-de-Bretagne. Heldigvis ved vi, at han altid bliver bedre og bedre gennem en grand tour, og i et udbrud behøver han ikke at være bedste mand for at vinde. Ligesom Porte lider han voldsomt under, at det slutter med en regnvåd nedkørsel, men også for ham gælder, at finalen er så hård, at bedste udbryder med nogen sandsynlighed kan køre alene hjem. Det kunne godt være Lopez, der har den frihed, han skal bruge.

Et andet oplagt bud er Michael Woods. Canadieren styrtede på 1. etape, men overraskede sig selv positivt ved at køre finale på Mur-de-Bretagne, hvor han efter at have manglet benene til at følge Van der Poel ifølge ham selv bare rullede med de bedste op. Det vidner om et vist overskud, og hans kørsel i Tour de Suisse vidner da også om, at han kommer velkørende til løbet. Israel SUN vil gøre alt for at få ham eller Dan Martin i udbrud, og det var helt åbenlyst at hele holdet i dag tog sig en slapper for at spare kræfter til, at den mission skal lykkes. Normalt er de høje bjerge ikke det bedste for Woods, men canadieren har i år forbedret sig enormt på lange stigninger og vandt således kongeetapen i Romandiet og var kun en mistimet spurt fra at gøre det samme i Schweiz. Ligesom for Lopez og Porte gælder, at han lider voldsomt under den regnvåde nedkørsel, men igen er finalen hård nok til, at bedste mand kan vinde. Modsat Lopez og Porte kan han også slå de fleste på stregen, og det giver ham et ekstra kort at spille, hvis han kan holde sig oprejst nedad.

Jeg har også megen fidus til Ben O’Connor, men jeg er mere usikker på, hvordan han har det. Også han styrtede på 1. etape, og han havde en svær dag på Mur-de-Bretagne. Han synes dog i markant bedring og kørte en efter sin standard ganske fin enkeltstart. Med sit tidstab har han nu nogen frihed, og jeg er ret sikker på, at han vil forsøge sig. Han lovede inden løbet, at hans klassementsambitioner ikke ville få ham til at lægge en dæmper på aggressiviteten, og med tidstabet er det nu helt oplagt, at han skal angribe. I år har han klatret som en drøm, som vi senest så i Dauphiné, hvor han var en af de stærkeste, og hvis han har genfundet de ben, ligner han et af de bedste bud på en mand, der kan vinde fra et udbrud. De kræver dog, at han er fit for fight efter sit styrt, og det er stadig lidt uafklaret efter den ikke alt for overbevisende dag i søndags.

En anden rytter, der kan drage fordel af kaos, er Pello Bilbao. Han kørte igen en ret skuffende enkeltstart, som han har gjort hele året, men de første to dage så han ganske stærk ud. Vi så allerede sidste år, hvor god han var efter sin første grand tour, og for mig at se lignede han stærkeste mand ved de spanske mesterskaber, hvor han dog var Pello Alene i Verden mod en hel hær fra Astana. Bahrain har tabt Haig og kan nu tillade sig at tage chancer med Bilbao, Wout Poels og Dylan Teuns, og spanieren ligner deres bedste bud. Finalen med en halvteknisk nedkørsel er skabt til en af feltets bedste nedkører, der allerede én gang i år har vundet et stort cykelløb alene på sine nedkørselsesevner. Den dag viste han også, at han stadig har en hæderlig spurt. Når han alligevel ender et lille stykke nede på min liste, skyldes det, at han havde en ret skuffende Giro, hvor han aldrig fandt sine bedste ben, og selvom han var et uhyre i Giroen sidste år, er det altid en delikat balance at være flyvende i Touren, når man har Giroen i benene. Hans enkeltstart var trods alt ikke opløftende. Det var til gengæld de spanske mesterskaber.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Hvis ikke Van Aert kunne tage gult, havde jeg sikkert haft Sepp Kuss som favorit. Amerikaneren er en af verdens allerbedste klatrere, som vi så på kongeetaperne i både Touren og Vueltaen sidste år, og med Roglics kollaps har han nu den frihed til at jagte etaper, han ikke var tiltænkt. Problemet er, at hovedmissionen formentlig er at få Van Aert i gult, og spørgsmålet er, om Kuss derfor skal blive hos belgieren og samtidig støtte Jonas Vingegaard og Steven Kruijswijk i det langsigtede klassement. Det hælder jeg nok desværre til, og derfor ender han lidt nede på min liste. Hvis til gengæld han får friheden, kan han blive ganske modbydelig. Hidtil har han bare passet på sig selv, men i går fortalte han Cyclingnews, at han føler sig stærkere, end han gjorde i første uge i sidste års udgave. Hvis det er rigtigt, skal de andre stå tidligt op for at matche ham. For at vinde skal han dog passe med ikke at ødsle med kræfterne. Det er efterhånden blevet hverdagskost, at han går i rød zone i et forsøg på at følge stærkere og ender med selv at eksplodere.

Ligesom Woods har Guillaume Martin allerede åbent erklæret, at han går efter at vinde en etape i Alperne, og derfor kan vi regne med at se ham i offensiven. Ligesom canadieren har han også et helt hold til at hjælpe sig med at ramme udbruddet, og derfor burde han have gode chancer for, at det lykkes. Som vi så i august sidste år, er en formstærk Martin i dag en af verdens allerbedste klatrere, men desværre har han i år aldrig for alvor fundet formen. Hans forår var ikke godt, han styrtede i Dauphiné og led i bjergene, og selvom det så bedre ud ved de franske mesterskaber, hvor han var en af de stærkeste, har han stadig lidt at bevise i år. Forleden sagde han også, at hans ben ikke var alt for gode på Mur-de-Bretagne, og derfor er jeg lidt i tvivl om, hvor han står. Til gengæld viste han i Vueltaen sidste år, hvor han ramte 117 udbrud, at han er kommet over sin gamle skavank, nemlig at han er så rusten de første 50 km, at han aldrig rammer den rette gruppe. Det er han blevet meget bedre til nu, og faktisk er han sammenlignet med mange andre klatrere heller ikke nogen ringe afslutter. Han skal bare bevise, at han har fundet de ben, han ikke har haft endnu i år.

Selvfølgelig er Tadej Pogacar også en sandsynlig vinder. Lykkes det UAE at undgå det totale kaos, og ender det med, at felter skal køre om det mod slutningen, er det bedste forsvar for en isoleret Pogacar formentlig at angribe selv. Det er ikke let at køre væk i en modvindsfinale, men alt taler for, at sloveneren er i sin helt egen liga. Han elsker endda regnvejr og bliver efter eget udsagn altid glad, når han vågner til dråber på vinduesruden, og derfor er det rigtigt Pogacar-vejr. Vi ved, at han ikke er bange for at angribe fra distancen, og hvis det ender i et opgør på ren fysik, er det svært at se, hvem der skal slå ham - også fordi han kan slå stort set hvem som helst i den let stigende spurt i Le-Grand-Bornand. Det er taktikken - ikke benene - der kan bringe Pogacar i problemer.

Jeg er ret spændt på, hvordan Emanuel Buchmann griber etapen an. Han kom til løbet med stor usikkerhed efter styrtet i Giroen, men han var meget begejstret for sin kørsel i weekenden. Siden den dag er Bora begyndt at tale om ”GC riders” og ikke ”GC rider”, og det fortæller, at han har tænkt sig at køre klassement. Inden løbet sagde han imidlertid også, at det ville ske via en offensiv tilgang, og vi ved, at han i forvejen er en aggressiv type, som vi senest så på grusvejen i Giroen - særligt når han ikke har så meget at miste. Jeg er lidt bange for, at han stadig vil køre sig ind i løbet og derfor tager den lidt med ro, men jeg håber, at han er villig til at tage risici ved at udnytte kaos allerede nu. Ganske vist har han aldrig i år været i nærheden af sit tårnhøje niveau fra 2019 og 2020, men hans Giro var trods alt ikke ringe. Rammer han udbruddet, bør han være en af de bedste klatrere, og bliver der kaos, vil en hård etape kun være en gave for Buchmanns dieselmotor.

Havde det været solskin med mål på toppen, havde jeg næppe peget på Ion Izagirre , men hvis det bliver rigtigt Izagirre-vejr, er han svær at komme udenom. Både hans Tour- og Vuelta-etapesejr er kommet i regnvejr, og efter en sløj tid klatrede han i årets Dauphiné bedre, end vi har set ham ganske længe. Hans enkeltstart var dog sløj, og det er svært at komme udenom, at Izagirre i de senere år ikke har haft det niveau, han havde engang. Det havde han dog heller ikke i sidste års Vuelta, og her vandt han alligevel Formigal-etapen fra udbrud, endda foran Michael Woods. Han har sparet sig de seneste dage for at satse på udbrud, og hvis han først kommer afsted, skal han bare begrænse tabet på stigningerne og herefter bruge sin fabelagtige nedkørsel. Som vi så i Baskerlandet kan han også slå en klatrer i en spurt. Spørgsmålet er bare, om han stadig klatrer godt nok.

Jeg håber virkelig, at David Gaudu er klar til at udnytte kaos til at tage risici, men desværre tvivler jeg lidt. Det er første gang, han kører klassement i Touren, og derfor tror jeg, at hans tilgang i første omgang er defensiv. På den anden side er han en angriber, og hvis muligheden opstår for at udnytte et svagt UAE-hold eller en isoleret Pogacar enten tidligt eller i finalen, vil det ligne ham dårligt ikke at gribe den. Han har sendt lidt blandede signaler, fordi han meldte om gode ben på enkeltstarten og dårlige ben i dag, og da han er så svingende, er han svær at blive klog på. Vi ved dog, at den Gaudu, vi så i Baskerlandet og Liege, er en af verdens allerbedste, og han er endda også en glimrende afslutter. Han har tabt den tid, der skal til, for ikke at blive jagtet med det samme, og der er ingen tvivl om, at han stærk nok til at vinde, hvis han tør satse lidt allerede nu.

Pierre Latour er i den grad kommet tilbage efter nogle sløje år, og han er i virkelig i hopla. Han kørte sin bedste enkeltstart i 117 år, og han har tillige angrebet i ét væk, senest i dag. Det kan meget vel betyde, at den i forvejen ikke alt for holdbare franskmand brænder sammen, men lige nu er han i hvert fald flyvende. Han er ikke en rytter, Pogacar frygter alt for meget, og derfor er han et godt bud på en mand, der kan udnytte kaos. Lige nu er han i hvert fald en af de stærkeste ryttere, og han er lynhurtig i en spurt. Min bekymring er, at det entydige mønster i år har været, at det er gået godt i eksplosivt terræn, men at han har manglet benene på de længere stigninger.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Bauke Mollema. Hollænderen har taget de fleste af sine sejre ved at udnytte kaos og manglen på kontrol - ikke mindst den store triumf i Lombardiet - og derfor er et svagt UAE-hold en gave for ham. Jeg er bare usikker på, hvor god han er. Han var uhyre skuffende i både Ardennerne og Giroen, og vi har faktisk ikke set den bedste Mollema siden sejren i Lombardiet for halvandet år siden. Han har dog set ganske stærk ud de første dage, og derfor afviser jeg ikke, at han kan gøre det færdigt. Han er i hvert fald altid åben over for at tage chancer, hvis manglen på kontrol gør det muligt, og mod en klatrer eller to kan han også vinde en spurt, særligt i en stigende finale, hvor han faktisk er en god puncheur.

Israel SUNs andet kort er Dan Martin, men jeg er lidt usikker på, om han er god nok til at gøre det færdigt. Han har Giroen i benene, og da han testede sig selv på Mur-de-Bretagne, skuffede han både sig selv og mange andre. Det gør det en anelse svært for alvor at tro på ham, og meget kunne tale for, at Woods ender som det bedste kort, hvis de begge rammer udbruddet. Det ændrer dog ikke på, at Martin er en klasserytter, og han har nu haft en uge til at genfinde den Giro-form, der gav ham en af de flottere udbrudssejre, vi har set i de senere år. Også han er temmelig skrøbelig på en nedkørsel, hvor han har en kedelig tendens til at vente, men til gengæld kan han slå stort set hvem som helst i en spurt.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

Hele Danmark gælder sig til at se, hvad Jonas Vingegaard kan, og jeg tror, at han kan rigtigt meget. Jeg er bekymret for hans langsigtede holdbarhed, men lige nu ligner han en af feltets stærkeste. Han er stadig et ubeskrevet blad, som næppe er den første, en isoleret Pogacar henter, men til gengæld er jeg usikker på, hvor store chancer han tager. Jumbos primære mission i morgen er formentlig at få Van Aert i gult, og dertil kommer, at også holdet vel er usikre på, hvor langt Vingegaard kan komme. Derfor tror jeg, at hans udgangspunkt i morgen er defensivt, indtil han finder ud af, hvor han står. Hvis til gengæld han tør tage chancer mod en isoleret Pogacar, ligner han lige nu en rytter, der er så stærk, at han kan gøre det færdigt i en kaotisk og ukontrollerbar finale.

En anden rytter, der kan udnytte UAEs manglende evne til at kontrollere, er Alexey Lutsenko. Kasakken har hidtil holdt sig til i klassement, og det vidner om, at han har en ambition om at køre sig i den gule trøje. Det er klart, at han ikke klatrer godt nok til at slå favoritterne, men han er heller ikke en rytter, de er alt for bange for i det store spil. Rammer han udbruddet i en vild start, er det i hvert fald ikke udelukket, at han kan vinde. Han har aldrig klatret så godt, som han gjorde, da han blev en samlet nr. 2 i Dauphiné, og han enkeltstart viste, at han har bevaret meget af sin gode form. En sidste nedkørsel er heller ikke ringe for Lutsenko, der også er ganske hurtig i en spurt. Skal han nå at komme i gult, skal han tage nogle risici på denne etape, og selvom der formentlig er bedre klatrere end ham i det udbrud, der måtte køre, var han så overbevisende i Dauphiné, at han må regnes som en god kandidat.

Udsigten til kaos er også godt for Jakob Fuglsang . Jeg var ellers skeptisk over, om det kunne lade sig gøre at snige sig i trøjen, fordi han er for stort et navn, og derfor havde det formentlig været bedre at smide en masse tid med det samme. Nu er muligheden imidlertid opstået, fordi UAE er sårbare, og det skal danskeren forsøge at udnytte. Han vil utvivlsomt forsøge at ramme udbruddet, og da han har tabt en del tid, er han ikke den rytter, UAE skal køre ind allerførst. Til gengæld er jeg bange for, at han ikke kan gøre det færdigt. Han har stadig ikke fundet sit gamle niveau i år, og selvom han gjorde det pænt i et svagt besat Tour de Suisse, så vi på Mur-de-Bretagne, at han stadig er et stykke fra fordums styrke. Derfor frygter jeg, at han vil være oppe mod bedre klatrere til sidst, og da han heller ikke er spurtstærk, kan det blive svært for ham at vinde. Til gengæld er han god til at udnytte kaos, hvor han før har sikret sig flere sejre i blandt andet Romandiet og Dauphiné, og regnvejr er altid godt for den danske fugl.

Dagens største skuffelse var Nairo Quintana, der efter den lovende start slet og ret meldte om dårlige ben, og derfor røg helt ud af klassementet. Med tanke på det niveau, han har haft i år, og at hans restitution i grand tours generelt har været helt til hest de senere år, kan jeg egentlig slet ikke se ham rejse sig. Det kunne jeg bare heller ikke i 2018 og 2019, og i begge tilfælde endte han med at vinde kongeetapen. Quintana har altså stadig en tendens til at ramme en stor dag under en grand tour, men hans kørsel i år gør det bare mindre usandsynligt, at det vil ske denne gang. Omvendt så han altså uventet lovende ud de første dage, ikke mindst på Mur-de-Bretagne. Genfinder han de ben, ligner han stadig en mand, der er stærk nok til at vinde. Han har i hvert fald al den frihed, han skal bruge.

Da dette er en rangering efter vinderpotentiale, ender Richard Carapaz langt nede på min liste. Det var ellers opløftende at se ham i dag. Efter en weekend, hvor han mildt sagt virkede rusten på både 1. og 2. etape, hvor han slet ikke var den aktør, han plejer at være, var der langt mere bund i hans angreb i dag. Hans problem er, at det formentlig er ham, Pogacar frygter allermest, og da sloveneren altid vil slå ham i en spurt, er hans eneste vej til etapesejr formentlig at være i stand til at sætte løbets vel nok stærkeste mand. Det ligner en svær opgave, men måske var der lidt håb i, at Pogacar lod ham køre væk i dag. Formentlig var det en bevidst disposition fra en kølig slovener, men lad os i det mindste lade tvivlen komme Carapaz til gode og tro på, at han vitterligt kan sætte Pogacar til vægs - også selvom modvinden ikke gør det spor lettere. Han kan i hvert fald godt køre nedad, og regnvejr generer ham ikke.

Så er der Julian Alaphilippe. Han meldte om dårlige ben både søndag og onsdag, og min fornemmelse er klart, at han ikke er på toppen. Jeg anser det som meget usandsynligt, at han kan matche de bedste til sidst, men han har stadig to veje til sejr. For det første er Alaphilippe god til at udnytte kaos, og hvis løbet glider UAE helt af hænde fra start, vil han ikke være bange for at satse på at ramme et udbrud, da hans primære ambition vel stadig er at snige sig i den gule trøje igen. I et udbrud behøver han ikke nødvendigvis at være bedste mand for at vinde. Dels hjælpes han af modvinden, og dels er han den suveræne nedkører og sprinter, der kan rette op på meget til sidst. Hans anden mulighed er at bruge nedkørslen og de våde veje til at indhente de bedste, hvis favoritterne ender med at køre om det, og herefter slå til i en spurt. Jeg tror ikke, at han har benene til at vinde i så svær en finale, når han ikke har samme frihed, som da han vandt her i 2018, men Alaphilippe er Alaphilippe. Afskrives kan han aldrig - slet ikke hvis det bliver kaos og løbet glider UAE af hænde.

Det vil være spændende, hvis Movistar sender Alejandro Valverde i udbrud. Jeg tror egentlig, at han er stærk nok til at vinde, men han i Tour-sammenhæng i de senere år været ren hjælper for sine kaptajner, og det vil formentlig også gælde i morgen. Jeg ville gerne pege på Lucas Hamilton, der har kørt så flot i år, men hans rustne start gør, at det er svært at se ham gøre det færdigt. Det samme gælder for hans holdkammerat Esteban Chaves, der trods den lovende start i Catalonien er faldet tilbage på det niveau, vi har set det meste af de seneste sæsoner. Jeg kunne godt ønske mig, at EF tør spille Sergio Higuita offensivt ud, men det vil undre mig, hvis ikke han skal blive hos Uran, og derudover har han bestemt ikke imponeret i de høje bjerge de seneste år. Som sagt anser jeg det som sandsynligt, at Wout van Aert, Mathieu van der Poel og Kasper Asgreen vil forsøge at ramme udbruddet - og at de kommer som en pakkeløsning, hvis det lykkes - men da den bedste klatrer, Van Aert, ikke er på toppen, har jeg svært ved at se, at de ikke vil være oppe mod bedre klatrere i så svær en finale. Min fornemmelse er, at Enric Mas er en af de bedste ryttere i løbet lige nu, men modsat Lopez tror jeg, at hans tilgang til første bjergetape er defensiv. Det samme gælder for Wilco Kelderman og Rigoberto Uran, der næppe heller klatrer godt nok i de høje bjerge til at matche Pogacar og Carapaz. For Geraint Thomas handler det bare om overlevelse, og det gør det naturligvis også for Primoz Roglic, mens intet tyder på, at Steven Kruijswijk har genfundet et niveau, der gør det muligt at vinde. Aurelien Paret-Peintre har kørt flot i år, men det er svært at se, at han i et udbrud ikke vil være oppe mod bedre folk, som det også gælder for en velkørende Kenny Elissonde, Cristian Rodriguez, og Neilson Powless, og i dag så vi, at Vincenzo Nibali og Simon Yates næppe har formen til at vinde allerede nu. Patrick Konrad var i dag bedre end ventet, men i morgen må han skulle blive hos Kelderman og Buchmann. Jesus Herrada vil sammen med Martin gør alt for at ramme udbruddet, men han er forslået, og finalen er til den svære side for en fyr som ham, som det også gælder for en relativt velkørende Sergio Henao og Dylan Teuns, der stadig har til fode at finde formen i år. Louis Meintjes har været meget offensiv i år, men han er næppe stærk nok til at gøre det færdigt, og Wout Poels, Elie Gesbert, Mattia Cattaneo, Ruben Guerreiro, Tiesj Benoot, Nans Peters, Pierre Rolland og den forslåede Warren Barguil synes ikke at have formen til at gøre det færdigt.

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Feltet.dks vinderbud: Richie Porte

Øvrige vinderkandidater: Miguel Angel Lopez, Michael Woods

Outsidere: Ben O’Connor, Pello Bilbao, Sepp Kuss, Guillaume Martin, Tadej Pogacar

Jokers: Emanuel Buchmann, Ion Izagirre, David Gaudu, Pierre Latour, Bauke Mollema, Dan Martin, Jonas Vingegaard, Alexey Lutsenko, Jakob Fuglsang, Nairo Quintana, Richard Carapaz, Julian Alaphilippe

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Julian Alaphilippes sejr fra 2018 og Frank Schlecks sejr fra 2009.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET