Ruten

I første del af dette århundrede sluttede Tirreno-Adriatico altid med et fladt rundstrækningsløb i kystbyen San Benedetto del Tronto ved Adriaterhavet, mens de enkeltstartskilometer, der måtte være, kom tidligere i løbet. Det format blev ændret efter 2010-udgaven, hvor Edvald Boasson Hagen blev den foreløbig sidste sprinter til at vinde i kystbyen. De seneste ni udgaver af løbet er alle endt med en stort set identisk enkeltstart på den velkendte ud-og-hjem-rute langs Adriaterhavet i San Benedetto Del Tronto, og det vil igen være tilfældet i 2020.

Dette års 10,05 km lange etape er en tro kopi af den, der er blevet benyttet siden 2015 er fuldstændig flad og stort set uden tekniske udfordringer. Rytterne starter ved havnefronten og tager hurtigt efter starten et venstresving ind på kystvejen. Herfra er det helt simpelt. Første del består af en tur med syd ned ad kystvejen, indtil man når et vendepunkt efter 5,15 km. Undervejs passerer man mellemtiden, der tages efter 4,4 km. Rytterne foretager derefter en U-vending, og nu går det lige ud ad kystvejen hele vejen tilbage til mål med kun et ganske let sving undervejs. De sidste 3 km foregår ad lange, brede, flade veje. 2500 m fra stregen er der en blød dobbeltkurve, og derefter er det en lang, lige, 8 m bred vej til mål.

Etapen byder på i alt bare 9 højdemeter.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Fabian Cancellara vandt de to første udgaver af etapen i 2011 og 2012, inden han blev slået af Tony Martin, Adriano Malori og Andrey Amador i 2013. I 2014 tog Malori den største sejr i sin karriere ved at slå giganterne Cancellara, Bradley Wiggins og Martin. I 2015 var Cancellara tilbage på toppen, da han fik revanche over Malori, som havde slået schweizeren på prologen. I 2016 var Cancellara helt suveræn, da han slog Johan Le Bon med hele 13 sekunder, mens Martin var yderligere 2 sekunder efter på tredjepladsen. Hans tid på 11.08 er fortsat rekord. Den kunne Rohan Dennis ikke slå i 2017, hvor han i tiden 11.18 besejrede Jos van Emden og Michael Hepburn med bare 3 sekunder, eller i 2018, hvor han vandt i 11.14 med 4 sekunder ned til Van Emden og 8 sekunder ned Jonathan Castroviejo. Hattricket glippede for australieren, da han sidste år blot blev nr. 8 på en dag, hvor Victor Campenaerts med tiden 11.23 slog Alberto Bettiol og Van Emden med hhv. 3 og 4 sekunder.

Vejret

Sommeren varer hele vejen i år, da også mandag bliver en herlig dag. Der vil kun være få skyer, og temperaturen vil være 29 grader. Vinden vil være let til jævn og undervejs svagt aftagende samt komme fra nordøst. Det giver sidemedvind på etapens første halvdel og sidemodvind på anden halvdel.

Favoritterne

Fraværet af holdløbet og den ekstra dag i bjergene har gjort årets forlængede udgave af løbet til en anderledes affære, men der er én ting, der er ved det gamle. For 10 år i træk skal løbet afgøres med en sand klassiker, som vi må være mange, der har lært at elske. Enkeltstarten i San Benedetto del Tronto har nemlig haft en nærmest magnetisk tiltrækningskraft på snart sagt hele verdens specialister, og derfor har det i de senere år været at regne som et lille VM i korte, flade wattenkeltstarter - ikke mindst sidste år, hvor stort set hele verdenseliten var samlet.

Der er nemlig noget helt specielt over den klassiske tidskørsel i San Benedetto del Tronto, som altså nu i næsten uændret format har været benyttet hvert eneste år siden 2011. Det er nemlig en udmåling af tempoevner i sin allerreneste form. Sving er der næsten ingen af, og bakker er en by i Rusland, så alt handler bare om at træde mange watt og holde den aerodynamiske position på den helt flade østitalienske kystvej. Der er på mange måder noget ”Familien Axelgaard leger Tour de France på cykelbanen i Vildbjerg i begyndelsen af 90erne”, når de sådan brager ud til et vendepunkt for siden at køre tilbage ad en helt flad vej. Nej, man får ganske enkelt ikke en mere klar illustration af tempomaskinernes nuværende hierarki, end man gør på denne rute.

Korte, flade enkeltstarter som disse er en ganske særlig ting. Én ting er terrænet, der kræver enorm power, noget andet er distancen. Det tager ikke mere end godt 11 minutter at tilbagelægge ruten - Cancellaras rekord er som sagt 11.08 - og det kræver derfor en vis eksplosivitet at gøre sig gældende. Derfor ser man stort set ingen klassementsryttere end de virkelige wattspecialsister som Geraint Thomas, Tom Dumoulin og Primoz Roglic gøre sig gældende helt i toppen her, og selv en ellers fremragende temporytter som Chris Froome vil ikke finde sig til rette her, heller ikke i hans storhedstid. Selv klassementsryttere med gode tempoevner blander sig ikke med tunge drenge her, for langt de fleste af disse mangler for det første power, og når for det andet kun sjældent at varme den motor, der er deres helt store styrke, op.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Heller ikke for motorer som Tony Martin eller Stefan Küng har den været ideel, og selvom de alene på ren muskelkraft før har vundet etaper som disse, er længden på etapen en meget væsentlig faktor at indregne på denne helt særlige rute, hvis lighed vi udover i dette løb ofte finder i BinckBank Tour, som er en ganske god afspejling af rytternes evner i lige netop en test som denne. Det er således sigende, at Martin selv i sin storhedstid aldrig har vundet her.

En faktor på enhver tidskørsel er naturligvis vejret, men heldigvis har meteorologerne været nådige. Det bliver en flot sommerdag, og vinden vil være relativt konstant, dog med en svagt aftagende tendens, som kan begunstige de sidste startende marginalt. Med modvind hjemad skal man være varsom med at lægge for hårdt ud, for det er på stykket efter mellemtiden, at løbet vindes.

I gamle dage havde det været det letteste i verden at forudsige, at Rohan Dennis ville vinde. Siden han vandt en lignende enkeltstart i Touren i 2015, har han nemlig været i særklasse på denne type enkeltstarter, og det er bestemt ikke noget tilfælde, at han to gange har vundet også denne. Problemet er bare, at Dennis efter skiftet til Bahrain forvandlede sig fra usårlig til middelmådig, og sidste år blev han kun nr. 8 på denne enkeltstart, han ellers plejede at eje. Og den ellers logiske slutning, at skiftet til tempospecialisterne fra Ineos, ville rejse ham igen, blev ikke i første omgang bekræftet, da han blev slået af Luke Durbridge ved mesterskaberne i januar, hvor han åbenbart stadig savnede sin elskede BMC-cykel.

Alligevel er han min favorit. Kort efter kørte han nemlig trods ugunstige vejrbetingelser en fremragende enkeltstart i Algarve, hvor han kun blev slået af Remco Evenepoel, der kørte i langt svagere vind. Vi så som bekendt ved VM sidste år, hvor han nærmest ydmygede vidunderknægten, at han stadig er uhyggelig i disciplinen, og denne slags enkeltstarter er det, han mestrer allerbedst. Således var den eneste, han vandt i tiden hos Bahrain, netop en sådan enkeltstart i et uhyre stærkt besat Tour de Suisse, og det viser, at wattmonsteret Dennis er uhyggelig svær at bide skeer med netop i denne type udfordringen. Han må endda formodes nærmest kun at have trænet på sin tempocykel, for efter corona-pausen har han kun kørt i Polen, hvorfor alt peger i retning af, at han ligesom sidste år har tilrettelagt hele sin træning til VM, der også køres på en relativt flad tonserrute - også fordi enkeltstarterne i Giroen er et stort mål. Dennis har set godt ud med sit føringsarbejde tidligere i løbet, og derfor tror jeg, at han fuldender hattricket med halvandet års forsinkelse.

Hans værste rival kommer formentlig fra eget hold. Efter skiftet til Ineos indfriede Filippo Ganna endelig talentet, særligt med VM-bronzemedaljen på en endda meget kuperet rute. Denne enkeltstart burde passe ham langt, langt bedre end ruten i Yorkshire, og hans sejre på lignende enkeltstarter i BinckBank Tour og Tour de la Provence i 2019 bekræfter da også dette. Det er ikke noget tilfælde, at han er verdensrekordholder i forfølgelsesløb, og denne enkeltstart er i hverken distance eller design ikke voldsomt forskellig fra den banedisciplin, han virkelig mestrer. Hans form har virket overbevisende i arbejdet for Geraint Thomas. Han er stadig lidt af en lottokupon, som sidste års 10. plads beviser, men er han på toppen, skal selv Dennis være flyvende for at slå Ganna på denne rute.

Man er også nødt til at nævne sidste års vinder, Victor Campenaerts, men jeg er langt fra overbevist om, at han ikke underpræsterer. Noget tyder nemlig på, at han føjer sig til listen over ryttere, der er gået i stå efter skiftet til NTT. To af hans tre enkeltstarter i år i hhv. Paris-Nice og ved EM har været uhyre skuffende, og selvom han klarede sig ok mod monsteret Wout van Aert ved de belgiske mesterskaber, er tendensen ret klar for en mand, der ellers i 2018 og 2019 havde vist sig som en af verdens absolut bedste temporyttere. Til hans fordel tæller, at han ikke som ved EM kører rundt med brud i ryggen, men jeg frygter desværre, at Campenaerts ikke lever op til den favoritstatus, han dog stadig har alene i kraft af sin på papiret tårnhøje klasse.

I 2018 skrev Jos Van Emden på Twitter efter denne etape ganske kortfattet: ”I don’t like Rohan Dennis.” Det forstår man godt, for australieren har om nogen været stakkels Van Emdens onde ånd. Således er hollænderen to år i træk blevet nr. 2 bag Dennis på netop denne etape, ligesom han gjorde det på den korte, flade enkeltstart i Eneco Tour i 2016. Med andre ord er det i høj grad verdensmesteren, der har berøvet Van Emden et langt smukkere generalieblad, og derfor må han være mere end revanchelysten. Desværre har hollænderen ikke helt samme niveau som dengang, og sidste år var han trods 3. pladsen betydeligt langsommere end i 2018 og 2019. Tendensen er også gået igen i andre løb som Tour of Britain og BinckBank Tour, men i sidstnævnte og sidste år her blev han trods alt alligevel nr. 3 i skrapt selskab. I årets svagere felt vil Van Emden på en enkeltstart som denne, som han virkelig mestrer, altid være et af topnavnene.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal tro om Geraint Thomas. Vinderen af 1. etape af Touren i 2017 er ellers en sand specialist i denne type enkeltstarter, men det synes han ikke helt at være længere. Således har han slet ikke haft samme styrke på tidskørsler siden Tour-sejren i 2018, heller ikke på Tour-enkeltstarten, som han ret beset burde have vundet. Sidst han kørte en enkeltstart af denne type, var i Tour de Suisse sidste år, hvor han trods Tour-form blev en skuffende nr. 13. Omvendt er Thomas åbenlyst i fremragende form, og hans 5. plads i en dog anderledes prolog i Romandiet sidste år, hvor han var ret formsvag, viser, at han stadig må regnes som en af de bedste på denne type etape.

Michael Matthews mestrer næsten det meste, herunder at køre enkeltstart. Hans første sejr i disciplinen kom netop på en enkeltstart af denne type i Slovenien for nu mange år siden, og sidste år blev han på den tilsvarende etape i Schweiz nr. 3 i selskab med de fleste af verdens specialister. Hans form har været fremragende efter corona-pausen, og selvom han er svingende på tempocyklen, kører en formstærk Matthews normalt med helt fremme i dette felt.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Alex Dowsett er som temporytter slet ikke til at blive klog på. Netop som han lignede en mand i forfald, blev han højst overraskende nr. 5 ved VM på en rute, der burde være alt, alt for kuperet. Til gengæld skuffede han så ved EM i år, hvor han var som nr. 4 var langt fra medaljen i et svagt felt, og derfor er han lige så utilregnelig, som han plejer. Denne type enkeltstart burde dog passe ham glimrende, da han har en serie gode resultater på særligt korte enkeltstarter. Nu skal vi bare finde ud af, om han mandag er nitte eller gevinst.

Ligesom Campenaerts har jeg Edoardo Affini højt mere af navn end af forventning. Italieneren var sidste år fremragende på denne type enkeltstarter med 2. plads bag Ganna i BinckBank Tour, sejren i England og bronzemedaljen ved EM på en lidt længere rute. Til gengæld har han underpræsteret i alle sine enkeltstarter i år, senest ved et nærmest katastrofalt italiensk mesterskab og et EM, hvor ruten dog ikke passede ham. Derfor frygter man en nedtur, men til gengæld er 2019-udgaven af Affini også en af de få, der faktisk kan true Dennis og Ganna. Lad os håbe, at han er sig selv igen.

Jeg har også fidus til Lawson Craddock. Amerikaneren er aldrig blevet til den ventede etapeløbsrytter, men til gengæld er han blevet tempospecialist med top 10-placeringer på de fleste enkeltstarter, han har kørt i det sidste år, blandt andet en 4. plads i Vueltaen og en fornem 6. plads ved VM. Han er bedst over længere og mere kuperede ruter, men hans 6. plads i Schweiz sidste år viser, at han sagtens kan være med, når det bare handler om watt, selvom han næppe vinder.

Michael Hepburn har en ganske god historik på denne etape med en 6. plads i 2015, en 5. plads i 2017, en 6. plads i 2018 og senest en 9. plads sidste år. Det er da også en etape, der er skræddersyet til den tidligere banerytter, men det er ikke tilfældigt, at hans ringeste resultat i de senere år kom i 2019. Tendensen er nemlig nedadgående, og han er tillige meget svingende. På en god dag kommer han dog igen langt i dette felt.

Det bliver også spændende at følge Benjamin Thomas, der virkelig er slået igennem på det sidste. Han blev nr. 2 ved de nationale mesterskaber akkurat slået Remi Cavagna, der få dage senere vandt sølv ved EM. Til gengæld skuffede han fælt i Poitou-Charentes, og derfor er han ikke let at blive klog på. Ruten her passer ham næppe heller specielt godt. Hans kørsel sammen med Fuglsang i dag vidner om topform, og det burde kunne føre ham langt.

De danske øjne vil være rettet mod Mikkel Bjerg, der kører sin første WorldTour-enkeltstart. Selvom han stadig er ret ubeskrevet, synes han dog at være bedre på længere og mere kuperede ruter, som da også har givet ham hans VM-titler. At poweren er der, vidner 11. pladsen i Algarve dog om, da han her ligesom Dennis havde ulempe af den kraftigere vind. Samme løb viser dog også, at han nok stadig har lidt vej op til de allerbedste, især på en rute som denne, selvom han har vist uhyre flot og god form i særligt Bretagne Classic.

Egentlig burde Maciej Bodnar være blandt topfavoritterne, men desværre har han været en kronisk skuffelse siden choksejren i Touren i 2017. Af og til er der dog kommet en kanin op af hatten, som da han i Schweiz sidste år blev slået med mindre end et sekund af Dennis på netop en rute af denne type. I år er det dog gået helt galt med en 6. plads i San Juan og et ydmygende nederlag til Kamil Gradek ved de nationale mesterskaber. Resultatet i Schweiz viser, at han kan overraske stort, men den generelle tendens er, at vi ikke skal forvente det.

Tidligere havde Wilco Kelderman været topkandidat, men det er han ikke længere. Den enkeltstart, der var hans styrke, er nemlig blevet en decideret svaghed, som vi har set to gange i Vueltaen, hvor han decideret har tabt til rivalerne på netop enkeltstarten. Forud for det elskede han imidlertid denne type enkeltstarter, som senest gav en 5. plads i Abu Dhabi i 2018 inden sammenbruddet. Nu har han ikke kørt en enkeltstart siden Vueltaen, og da han endelig har haft en lang skadesfri periode, er der måske håb om, at han kan rejse sig. Formen er i hvert fald åbenlyst god.

Endelig er der Mathieu van der Poel. Han har stort set ikke kørt enkeltstarter, og hans aerodynamik lader meget tilbage at ønske. Alligevel kom han i England sidste år langt på sin power, der indbragte en 6. plads på en rute som denne. Det er klart, at han ikke vinder, men en efterhånden formstærk Van der Poel kan, hvis han overhovedet kører efter det, levere et fint resultat.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Matthias Brändle var tidligere specialist i netop denne type enkeltstart, men han er gået helt i stå på dette niveau. Ruten passer heller ikke til ellers tempostærke folk som Chris Froome (der heller ikke har niveauet nu), Tao Geoghegan Hart, Tanel Kangert, Fabio Felline og Jan Tratnik. Tobias Ludvigsson genfandt tempotakterne i Paris-Nice og i Giroen, men ruten passer ham ikke. Will Barta viste med 8. pladsen i Romandiet sidste år, at han kører pænt, men næppe på denne rute - og slet ikke efter en skuffende enkeltstart i Poitou-Charentes. Nathan van Hooydonck og Bruno Armirail kan også gøre det pænt. Endelig har Brent Bookwalter, Mike Teunissen og Cameron Meyer ikke kørt gode enkeltstarter i nogen tid.

Feltet.dks vinderbud: Rohan Dennis

Øvrige vinderkandidater: Filippo Ganna, Victor Campenaerts

Outsidere: Jos van Emden, Geraint Thomas, Michael Matthews, Alex Dowsett, Edoardo Affini

Jokers: Lawson Craddock, Michael Hepburn, Benjamin Thomas, Mikkel Bjerg, Maciej Bodnar, Wilco Kelderman, Mathieu van der Poel

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Victor Campenaerts’ sejr fra 2019, Rohan Dennis’ sejre fra 2018 og 2017 samt Fabian Cancellaras sejre i 2016 og 2015.

Starttider

Starttider findes under live-opdateringen, der indledes kl. 13.20.