STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Noget af det smukkeste og mest spektakulære cykelterræn, Italien byder på, er de stejle mure i Appenninerne, hvor man år efter år kører en fantastisk muretape i Tirreno-Adriatico, der mere end noget andet er kendt for netop disse korte, stejle stigninger. I de senere år har Giroen også haft for vane at byde på en tilsvarende muretape, og det gør sig også gældende i år. Hvor vi i 2022 var vidner til en etape, der mere passede til puncheurtyper som Biniam Girmay og Mathieu van der Poel, der endte med at spurte om sejren, er der denne gang lagt op til en helt anderledes alvorlig sag, når rytterne skal over både en længere stigning og slutteligt en meget stejl mur umiddelbart inden mål. Selvsamme mur var i 2019 rammen om er herligt klassementsopgør i Tirreno, og meget taler for, at vi vil se et lille opgør mellem favoritterne i noget af Italiens mest spektakulære terræn, alt imens et udbrud efter alt at dømme skal køre om sejren - hvis altså ikke frygten for enkeltstarten ansporer til mere defensiv kørsel.

Med en distance på 207,0 km er der tale om endnu en meget lang etape, der fortsætter rejsen mod nord op gennem den italienske støvle og fører rytterne fra Terni til Fossombrone. Starten er knaldhård, idet man med det samme kører mod nord op ad den ikke-kategoriserede Valico della Somma (4,9 km, 5,8%), der har top allerede efter 10,4 km, men herefter bliver det meget lettere. En enkel nedkørsel leder vider mod nord ned til Spoleto, som nås efter 19,1 km, og derefter går det videre mod nord ad lange, lige veje, der først er let faldende og siden flade.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Efter 47,9 km når man frem til byen Foligno, hvor dagens første spurt køres, og hvor man kortvarigt drejer mod nordøst, samtidig med at det begynder at stige let frem til Nocera Umbra, som passeres efter 70,3 km. Her drejer man igen mod nord for at følge og ganske let kuperede veje frem til Osteria del Gatto, hvor man efter 91,5 km drejer mod nordvest for at køre ad en lige og let stigende vej forbi dagens anden spurt, som kommer efter 97,3 km, frem til toppen af Passo delle Scheggia, der passeres efter 109,6 km. Herfra begynder det at falde let over mere end 40 km, mens man kører mod først nordvest og siden nordøst, stadig ad ganske lige og enkle veje.

Efter 154,0 km rammer man den afsluttende rundstrækning i udkanten af Fossombrone, og her ændrer den indtil nu meget lette etape dramatisk karakter. Det sker, nå man drejer mod syd for at passere kategori 4-stigningen I Cappuccini (2,8 km, 7,9%, max. 19%), der stiger med 4,1% over de første 1150 m og derefter er en relativt jævn mur med 10,6% over de sidste 1650 m frem mod toppen, som kommer efter 156,8 km. Herfra går det ad en meget teknisk nedkørsel mod nordøst og nord ned til Fossombrone, hvor det går ad en 2 km lang og let stigende vej mod sydvest frem til første passage af målstregen efter 162,6 km.

Etapen afsluttes med en omgang på hele den 44,4 km lange rundstrækning. Den starter ganske brutalt, da man umiddelbart efter passagen af stregen kører mod nordvest på ad kategori 2-stigningen Monte delle Cesane (7,8 km, 6,5%, max. 18%), der skal deles i fire. Efter godt 500 m med 1,1% stiger den med 9,6% over de næste godt 2,5 km, inden der følger to lettere kilometer med først 5,7% over ca. en kilometer og derefter et fladt stykke, hvorefter stigningen slutter med 3 km med 7,4%, herunder stykker med 9-10%, frem til toppen, som rundes efter 170,6 km.

Herfra resterer fortsat 36,4 km, der indledes med en småkringlet nedkørsel, som fører mod nordvest, nord og nordøst frem til byen Isola del Piano, der nås efter 181,5 km. Herfra kører man mod sydøst ad et kort, fladt stykke, inden det går mod nordøst op ad endnu en mur (800 m, 10,9%), som leder op til byen Montefelcino, der passeres efter 186,8 km. En nedkørsel leder mod sydøst og nordøst, inden lange, lige og let stigende veje leder mod sydøst og sydvest tilbage til Fossombrone, hvor man passerer tæt forbi målstregen, inden man kører den del af rundstrækningen, man allerede har kørt.

Det betyder, at man atter skal over kategori 4-stigningen I Cappuccini (2,8 km, 7,9%, max. 19%), der denne gang har top efter 201,1 km, hvorefter de sidste 5,9 km består af først den meget tekniske nedkørsel og siden den lige, let stigende vej, der leder frem til stregen. Efter den tekniske nedkørsel drejer man skarpt med hhv. 1900 m og 1600 m igen, inden man med 700 m igen drejer til venstre i en rundkørsel ind på den 7 m brede opløbsstrækning. Over den sidste kilometer stiger de første 500 m med 1,9% og de sidste 500 m med 0,4%.

Etapen byder på i alt 2790 højdemeter.

Fossombrone har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Tirreno-Adriatico 2019, hvor de skulle over I Cappuccini to gange i finalen, og hvor Alexey Lutsenko tog en højdramatisk sejr, da han efter et langt soloridt, først styrtede, siden blev hentet af Primoz Roglic, Adam Yates og Jakob Fuglsang og slutteligt slog sine tre følgesvende i en spurt.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Efter en ganske hæderlig fredag venter der en mere tvivlsom lørdag i denne ret våde udgave af Giroen. Den ventes at starte tørt, dog med en risiko på 40-50% for byger, samt overskyet med kun lidt sol og en temperatur på 18 grader, men ganske hurtigt ventes nedbør, og over de sidste 2-3 timer vil der være en konstant nedbørsrisiko på 70-85%. Temperaturen i målbyen vil være 17 grader, og mens det i starten vil være praktisk talt vindstille med vind fra skiftende retninger, vil der gennem det meste af dagen være en let vind (8-13 km/t) fra øst. Det giver forskellige former for sidevind hele vejen frem til rundstrækningen. Her vil der være medvind på den lange stigning, hvorefter der først vil være forskellige former for modvind og dernæst sidemedvind frem til muren. Her vil der være sidevind på den nedre del og modvind på den øvre del. Med godt 4 km igen får man hovedsageligt sidevind, indtil der vil være sidemedvind over de sidste 1700 m og næsten ren medvind over de sidste 700 m.

Analyse af 7. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Davide Bais gjorde Angel Madrazo selskab på fredagens langgaber af en bjergetape.

Favoritterne

Enhver, der har set eller måske endda kørt Tirreno-Adriatico, vil vide, at murene ved den italienske østkyst kan være et særdeles ubehageligt bekendtskab. For cykelfans vækker de til gengæld glædelige minder fra nogle af de fantastiske muretaper, vi har set i Tirreno, som altid har én ”Tappa dei Muri” på programmet, senest i år, hvor Primoz Roglic tog sin tredje etapesejr i træk.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Det har Giroen ikke hvert eneste år, men de er der med jævne mellemrum. Sidste år havde vi en lidt blødere sag, som alligevel blev så hård, at det primært var klassementsryttere, der var i den tilbageværende gruppe, hvorfra Biniam Girmay i en vild spurt slog Mtahieu van der Poel. I 2021 sprang vi over, men i 2020 besøgte vi området, da Peter Sagan på en regnvåd dag leverede et mageløst soloridt til sin første Giro-etapesejr, mens der var våbenhvile mellem favoritterne. Mange vil helt sikkert også huske, hvordan Bradley Wiggins i 2013 legede Bambi på glatis og på de regnvåde veje fik knust sin Giro-drøm, inden den reelt var startet.

For andet år i træk skal vi besøge murene, og det er en helt anderledes alvorlig sag end sidste år, hvor etapen appellerede til Van der Poel- og Girmay-typerne. Denne gang er det i stedet en finale med potentiale til angreb i klassementet, akkurat om vi typisk ser det i Tirreno. Vi husker nemlig finalen fra netop Tirreno i 2019, hvor de ikke skulle over Cesane-stigningen, men til gengæld skulle over I Cappucini to gange lige i rap. Vi så, at den er svær nok til at gøre forskelle, da Primoz Roglic, Adam Yates og Jakob Fuglsang kunne køre væk og op til den førende Alexey Lutsenko, der styrtede på nedkørslen, men siden vandt spurten, og de endte med at vinde 23 sekunder på en gruppe med 13 mand, hvor der primært sad klassementsryttere, men også puncheurtyper som Alberto Betttiol, Simon Clarke, Julian Alaphilippe og Rui Costa.

Denne gang er finalen lidt anderledes. Den samlede etape er lidt lettere end dengang, hvor der var næsten 3500 højdemeter, og for fire år siden kørte man I Capuccini to gange lige i rap, nærmest uden pause imellem dem. Det gav en mere eksplosiv og nok også mere selektiv finale. Det nye er, at man skal over Cesane forinden. Det er en svær stigning, men den kommer for tidligt til angreb. I 2019 var der således to stigninger, der reelt kunne bruges til offensiv kørsel. I morgen skal det hele udspille sig på i Capuccini.

Potentialet er der imidlertid. Dertil er muren svær nok, og selvom man naturligvis ikke vinder 10 minutter, er det en dag, hvor der kan være sekunder at hente. Man kan imidlertid i den grad ærgre sig over, at der ikke er byttet om på weekendens etaper. Søndagens etape er trods alt langt, langt vigtigere, og mange vil formentlig spare sig til enkeltstarten.

Det udelukker ikke, at der kan komme angreb. Remco Evenepoels eventuelle skader blev ikke testet i dag, men det var som nævnt i analysen heller ikke let med den kraftige modvind. Chancen er endnu større i morgen, men til gengæld betyder det dårlige vejr og de våde veje, at det måske ikke er værd at skulle sætte livet på spil på en nedkørsel, når det er relativt begrænset, hvad der kan vindes. Det kan i hvert fald kræve, at Evenepoel viser nogle svaghedstegn - og det kan man jo teste ved at sætte tempo på den lange stigning - eller at der er en etapesejr på spil.

Udsigten til at skulle spare sig til enkeltstarten, gør også, at meget peger på, at det er en udbudsetape. Når favoritterne i dag valgte ikke at jagte etapesejren, synes det givet, at hverken Primoz Roglic eller Tao Geoghegan Hart vil røre en finger for at vinde denne etape, selvom den passer dem glimrende.

Så enkelt er det imidlertid ikke. Det helt afhørende hold er Jayco. Finalen bør være for hård for Michael Matthews, hvis der køres til, men jeg kender ham også godt nok til at vide, at han meget vel kan tro på sig selv. Det har vi set talrige gange i Vueltaen, hvor hans hold har jagtet på denne slags etaper, også når han har været oppe mod overmagten (dvs. Roglic).

Det er ikke usandsynligt, at de vil gøre det igen her. Hvis han fornemmer, at våde veje og enkeltstart gør, at favoritterne vil køre passivt, er det ikke urealistisk, at det kan lykkes. Han kunne naturligvis også forsøge at vinde etapen via udbrud, men det lader sig ikke gøre. Grundet pointkonkurrencen vil Trek, Alpecin og Bahrain nemlig lukke ham ned, så hvis han vil vinde, er han nødt til at skabe samling. Jayco er her jo mest for etaper og mest for Matthews, og derfor vil det næsten være mærkeligt, hvis de ikke giver den et skud, når det meste af etapen er så let at kontrollere.

Der er til gengæld ikke helt oplagte allierede. Jo, Eolo. Det er nemlig en fin etape for Vincenzo Albanese, men hans primære mission vil nok være at vinde via et udbrud. Hvis til gengæld det kikser, kan Eolo måske godt overtales til at give Jayco en hånd. De er helt ubrugelige i den hårde finale, men i fladlandet kan de hjælpe med at holde et udbrud i snor.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Er der andre hold, der kan tænkes at hjælpe? Man ved jo aldrig, hvad der kan ske for hold, der har misset udbruddet. Astana har jo i hvert fald nogle gode folk til denne etape og kunne måske jagte, hvis heller ikke de rammer udbruddet, og måske vil Israel-PT og Intermarché gøre det samme. Det er til gengæld ret sikkert, at de har udbrud som plan A og kun vil jagte, hvis de må ty til plan B. Til gengæld er finalen for hård for Mads Pedersen, Kaden Groves og andre sprintertyper, og derfor vil vi næppe se deres hold jagte, selvom Pedersen ikke er bange for at tage chancer på dage, der ser svære ud, som vi så på 4. etape i Vueltaen sidste år.

Jayco hjælpes af, at starten er flad. Som jeg skriver i analysen, kan dagens passivitet meget vel skyldes, at mange sparede sig til denne etape, og det burde være stensikkert, at vi får en angrebsfest. Det bør tage lang tid for et udbrud at komme væk, men når det er sket, skal Jayco sætte sig frem med det samme, hvis de vil gå efter etapen. Det vil jeg tro, at de gør, men det er også muligt, at de lader etapen sejle eller sender en mand i udbrud i stedet. Forinden er det ikke umuligt, at sprinterne skal spurte i den første spurt, hvis udbruddet ikke er kørt.

Hvis Jayco ikke går efter etapen, får vi formentlig det klassiske forløb, hvor DSM fører feltet frem til finalen, hvor vi så må se, om der er folk, der vil angribe på den sidste mur eller teste Evenepoel ved at lægge lidt pres på, når de rammer den lange stigning. Mit gæt er, at det ikke vil ske, hvis vejene er både, og der ikke er en etapesejr på spil. Dertil er onsdagens styrthelvede i for frisk erindring.

Hvis til gengæld Jayco går efter etapen, er der flere muligheder. Uden hjælp bliver det ikke let at hente et udbrud, der må formodes at være relativt stort, men i en flad start kan de godt have heldet at lykkes med at få en mindre gruppe afsted. Får de hjælp af et par af de nævnte hold, burde de have en bedre chance for at holde dem i snor.

Problemet er, at en kort snor lægger op til nye angreb i finalen. Jayco er med Filippo Zana og Callum Scotson ikke ringe kørende på stigningerne, men hvis de alene skal kontrollere denne finale, bliver det svært. Her kan de til gengæld blive hjulpet af klassementsholdene. Vi så i går, at Ineos kørte meget aggressivt for at ramme en våd nedkørsel først, og man kan bestemt ikke udelukke, at de vil gøre noget lignende, hvis vi som ventet får en våd finale. Det vil presse farten i vejret, og dermed kan det blive svært at komme væk, selvom Jayco ikke selv kan kontrollere. Nedkørslerne - særligt fra muren - er nemlig tekniske og formentlig halsbrækkende i vådt føre.

Vi har altså en ret åben etape med adskillige scenarier. Vi kan få en klassisk udbrudsetape, hvor Jayco enten opgiver at gå efter sejren, eller hvor de ikke får udbruddet hentet. Vi kan også få en etape, hvor der kommer nye angreb i finalen, og hvor det er et sent udbrud, der løber med sejren. Og vi kan få en etape, hvor feltet skal køre om det til sidst.

Jeg kan sagtens se alle scenarier for mig, og jeg vil næsten give dem en tredjedels sandsynlighed hver. I lyset af de relativt få muligheder og holdets fokus på etapesejre vil det dog undre mig, hvis ikke Jayco går efter denne. Det bør betyde, at et udbrud holdes i snor, og spørgsmålet er så, om Jayco med mulig hjælp er stærke nok til at hente dem og efterfølgende kontrollere finalen.

Jeg tror, at de våde veje kan blive ret afgørende. Hvis alle er så bange for de våde nedkørsler, som Ineos var det i går, må man næsten forvente, at det kommer til at gå meget stærkt op ad stigningerne, fordi alle vil sidde fremme, ligesom positionskampen vil være meget voldsom og koste udbruddet tid. Dermed kan Jayco få den uventede hjælp, som Ineos gav sprinterholdene i går. Det kan gøre det svært med finaleangreb og hjælpe med at hente udbruddet. Omvendt vil feltet køre meget langsomt på nedkørslerne, hvilket vil gøre det lettere for udbruddet at holde sig fri.

Det kan altså gå alle veje, men jeg hælder nok mest til en udbrudssejr. Medmindre det lykkes Jayco at sende et lille og svagt udbrud afsted, bliver det formentlig for svært uden den store hjælp at få dem hentet. Vi så jo, hvor svært det var i går, og i denne finale er det endnu vanskeligere. De får hjælp af positionskamp frem mod bund og top af stigninger, men de våde nedkørsler hjælper til gengæld udbruddet. Hvis det tæller nogle af de stærke folk, som kan vinde en etape som denne, tror jeg på en udbrudssejr - og hvis udbruddet i første omgang hentes, kan mange af mine kandidater nedenfor måske køre væk i finalen i stedet.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Jeg vælger at gå med Ben Healy. Ireren har jo vist, at han er uhyggeligt stærk i ardennerterræn som dette, og det burde derfor være en etape, der passer ham. Han så meget overbevisende ud i tirsdags, hvor han var her, der og alle vegne i angrebene, og intet tyder på, at han har tabt ardennerformen endnu. De seneste dage har han sparet sig, og han må have udset sig denne etape som et stort mål. Vi har tillige i Brabantse Pijl og Norge set, at han - han er jo irer - er fremragende i dårlige vejr, og derfor er omstændighederne med ham. Det er klart, at en flad start gør, at det er et lotteri at ramme rigtigt, men han har i hvert fald poweren til at give sig selv den bedste chance, også i fladt terræn. Problemet er naturligvis, at han skal alene hjem for at vinde, men meget taler også for, at udbruddets bedste mand vil køre alene hjem fra muren til sidst. Derfor tror jeg på sejr til den irske komet.

Det er også en god chance for Brandon McNulty. Hans form er stadig lidt svær at vurdere, fordi han har sparet sig meget, men han kørte en god enkeltstart og var meget aktiv i tirsdagens indledning. Han har næppe behov for at spare sig til en enkeltstart, han alligevel ikke vinder, og vi har set, at han i hvert fald har frihed til at jagte etaper. Vi ved også fra tidligere, at han er god i dårligt vejr, og han er som bekendt en af løbets bedre klatrere. Power på flad vej, når udbruddet skal rammes, har han også, og modsat Healy er han også en god afslutter, ligesom han har mere punch på stigningerne. Til gengæld er han ikke nogen stor fan af stejle procenter, og han har ikke på samme måde som Healy bekræftet sin form med sikkerhed. Indtil nu har det dog set fornuftigt ud, hvis han vitterligt har fået lov at spare sig meget, og det ligner således en etape, der burde være en god mulighed.

Det er det også for Vincenzo Albanese. I tirsdags bekræftede han, hvad vi har set hele året, nemlig at han har forbedret sin klatring helt enormt. Det er også på korte, eksplosive stigninger, han er bedst, som vi senest så i Asturien, hvor der var stor forskel på hans kørsel på 1. og 2. etape, men det er også klart, at han får det svært på de to finalestigninger, hvis han skal følge med folk som McNulty og Healy. Heldigvis er der begge gange tid til at komme tilbage, særligt hvis man tager chancer på de våde nedkørsler, og vi så i tirsdags, hvor han kom væk netop på nedkørslen, at det er en kunst, han mestrer. Albanese har jo den store fordel, at han vinder en spurt mod snart sagt hvem som helst, og derfor skal han ”bare” overleve. Det bliver svært, men er bestemt ikke umuligt for den Albanese, vi kender i dag.

Bora må formodes også at give Patrick Konrad frihed. Det fik han i tirsdags, og han skal først i alvor i aktion for holdet igen på fredag. Omvendt er han på de våde veje også meget vigtig for kaptajnerne, da han er deres sidste mand i finalen, og derfor er det ikke stensikkert, at han får lov. Hvis han gør, passer etapen ham dog fornemt. I dag er han ikke længere nogen stor klatrer, men med sit fornemme Liege viste han, at han stadig kan køre i dette terræn. Han er kørt i top 10 i Fleche to gange, og dermed er han god på stejle mure, og han kan også slå næsten alle i en spurt. Han har dog også tabt lidt terræn i finalerne på 4. og 7. etape, og det synes helt klart, at han ikke er på sit Liege-niveau og slet ikke som i gamle dage. Han efterlader ikke det allerbedste indtryk, også fordi han var ret usynlighed i tirsdags, hvor han havde frihed, men det er klart, at han bliver svær at slå, hvis han skal køre denne finale med Liege-ben.

Jeg har også meget fidus til Simone Velasco. Den lille italiener nåede helt nye højder med sin kørsel i Ardennerne og ikke mindst sit fremragende Amstel, hvor han efter styrtet sammen med Valentin Madouas kom blæsende bagfra, og i dette løb har han virkelig imponeret med sin klatring, både i tirsdags og i dag. Det er dette terræn, der for alvor passer ham, og vi ved også, at han er hurtig. Han har også tidligere været med fremme i dette terræn, for sidste år blev han nr. 3 på Tirrenos muretape. Det var i en relativt svag gruppe, men i dag er han til gengæld meget, meget stærkere. Han skal ikke være oppe mod de allerbedste klatrere, men det er heller ikke sikkert, at han vil være det, når starten er flad. Med det, han har vist de seneste uger, både i dette løb og i klassikerne, ligner Velasco et fremragende bud på noget tiltrængt Astana-succes.

I det hele taget står Astana med sjældent gode kort på hånden. De har nemlig også Christian Scaroni, der ligeledes har udviklet sig enormt de seneste uger. Det så vi i Indurain og Baskerlandet, men det så vi måske særligt i dag, hvor etapen måske ikke blev kørt hårdt, men hvor det må regnes som svært imponerende, at han endte i top 10. Det var nemlig en finale, der var for svær, og nu kommer vi til det eksplosive terræn, der passer ham. Desværre styrtede han jo i regnen forleden, og det så ud til at mærke ham i går, men i dag viste han, at han er fin. Han er ganske hurtig, men indtil nu har han været en smule overmatchet på stigningerne. Heldigvis viste dagens etape, at det ikke er sikkert, at det stadig gælder.

Jeg har været efter Bauke Mollema flere gange. Hollænderen har skuffet i sine seneste mange grand tours, hvor han har bevist, at han ikke som i gamle dage. Han har i hvert fald kikset i et hav af udbrud i særligt dette løb, og i år har han intet vist. Hans form til dette løb virkede også alt andet end prangende i tirsdags, men vi ved også, at det i dag er i dette terræn, han er bedst. Det er nemlig i dag stort set kun kuperede klassikere, han satser på, og vi ved, at han er god på stejle mure, hvad vi har set i Fleche, San Sebastian og Vueltaen, ligesom han ikke er helt uden spurt. Til gengæld ved vi også, at han ikke nogen stor fan af regnvejr, og først og fremmest skal han bevise, at niveauet i år rækker til at vinde en etape. Det tyder det ikke på, men han finder stadig af og til et tårnhøjt niveau i udvalgte endagsløb.

Jeg har også været efter Lorenzo Rota, der bestemt ikke har vist form og været helt usynlig i udbrudsforsøg. Jeg vælger dog at tro ham på ordet, når han efter gårsdagens etape sagde, at det var første dag, han havde gode ben. Det var desværre også en etape, hvor det var svært at vise, og skal han vinde i morgen, skal han i hvert fald klatre meget bedre end hidtil. Det er til gengæld en etape, der passer ham perfekt, for det er i denne slags terræn, han excellerer, og i går bekræftede han jo, at han har en vis fart. Han er også en fremragende nedkører, og det kan hjælpe ham, hvis han skulle mangle det sidste på stigningerne. Lige nu tyder det på, at han mangler for meget, men skal vi stole på ham, kan meget være forandret.

Jeg var meget imponeret over Toms Skujins forleden. Når han kan være med i kampen om sejren på 4. etape, kan han også vinde denne etape, hvis gruppen er den rette. Det kan den flade start hjælpe med at sikre, og derudover vil det dårlige vejr tiltale en lidt mere robust type som ham. Han er ganske hurtig, som han bekræftede i tirsdags, og han har tillige punch på eksplosive stigninger. Til gengæld er han med nogen sandsynlighed oppe mod bedre klatrere, og derfor kan han få brug for en god nedkørsel for at vinde. Den viste han til gengæld i tirsdags, at han havde, da det netop var på nedkørslen, han kørte væk.

Det er ikke den ideelle etape for Jefferson Cepeda , men helt uden chance er han ikke. Efter en lidt skuffende 4. etape sad han med de bedste i dag, og vi så, hvor stærkt han kørte i Alperne. Til gengæld skal han både ramme udbruddet i fladlandet, hvilket er svært, og efterfølgende gøre det færdigt i en finale, hvor han skal alene hjem. Det er ikke ideelt for en ren klatrer som ham, ligesom det er tænkeligt, at hans spinkle krop kan få det svært i de våde betingelser. Det skal flaske sig, hvis han skal vinde, men finalen er så svær, og han har klatret så godt i år, at det bestemt ikke er umuligt, at han kan vinde.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Er Warren Barguil ved at være der? Det vil være overraskende, når man ser på, hvor meget han manglede i tirsdags, men vi ved også, at hans udgangspunkt inden sygdommen var hæderligt, da han kørte top 10 i Fleche. Han siger selv, at han som regel skal bruge ét udbrud på at finde benene, og i dag gik det jo faktisk ganske godt. Hans fornemme kørsel i Fleche - endda mange gange - viser, at dette terræn passer ham perfekt, og vi så også sidste år, at han vel nærmest var hurtigere end nogensinde. Han plejer også at have det fint i regnvejr og ved, hvordan man vinder en muretape fra udbrud, da han gjorde det i Tirreno sidste år. Han er tillige god til at ramme udbruddene og viste sine evner på våde nedkørsler i tirsdags. Med andre ord burde han være topkandidat til denne etape. Nu skal han bare vise, at formen er kommet langt nok.

Det begynder vel efterhånden at ligne noget for Bob Jungels. Han har været sat tilbage af sygdom, men i dag arbejdede han længe i den hårde modvind til sidst, inden han kom ganske fint i mål. Det er usikkert, om Bora giver ham frihed, men får han chancen, burde vejret i hvert fald passe ham, ligesom han har power til at komme afsted på flad vej. Han er også relativt hurtig, men en stejl mur er til gengæld også skrap kost for en fyr som ham. Med den nuværende form er han nok overmatchet af de bedste, men der er tid til at komme tilbage, og ellers kan han jo sikre sig et forspring i fladlandet inden muren.

Lidt af det samme kan siges om Davide Formolo. Italieneren har indtil nu været milevidt fra sit niveau, og da han slog ud i dagens finale, da Carlos Verona førte, så det bestemt ikke overbevisende ud. Han kom dog ganske hæderligt igennem etapen, og havner han i den rette gruppe, har han vel en chance. Vi ved, hvor god han var i dette terræn, da han hjalp Tadej Pogacar så enormt på den episke muretape i Tirreno i 2021, og han har jo også i Ardennerne og Strade excelleret i denne slags terræn. Han er også god i dårligt vejr, som han viste på benævnte muretape, men til gengæld er han ikke hurtig i en flad spurt. Han skal altså alene hjem for at vinde, og han skal have forbedret sine ben ganske dramatisk, hvis det skal lykkes.

Jeg har nævnte Callum Scotson flere gange, og det vil jeg gøre igen. Det er klart, at han meget vel kan være låst af Matthews, men skulle Jayco vælge at gå efter udbrud, kunne han være deres bedste bud. Han lider voldsom under manglende spurtstyrke og skal derfor finde en vej til at komme alene hjem, men det er også muligt, hvis han kan få et forspring inden muren, eller hvis han kan snige sig væk i fladlandet til sidst. Han har i hvert fald klatret imponerende godt, og det dårlige vejr og den flade start bør hjælpe en lidt mere robust fyr som ham.

Den anden rytter, Jayco kan satse på, hvis de går efter udbrud, er Filippo Zana, men jeg er ikke længere så overbevist om hans form. Han røg relativt tidligt i tirsdags, og på dagens etape, der blev meget lidt selektivt, var det godt nok ikke længe, han hjalp Eddie Dunbar. Han ligner i hvert fald en mand, der skal ramme den rette gruppe, men det lader sig også gøre i en flad start. Han så jo godt ud i Romandiet og i mandags, og han har vist sig bedst i denne form for terræn. Hurtig er han ikke, men sidste år i Limousin overraskede han mig faktisk med at køre uventet gode spurter.

Hvor god er Stefano Oldani lige nu? Han har været i forfærdelig form i år, men inden løbet sagde han, at han endelig var ved at være der. Han kørte da også en fin 3. etape, men skal han vinde her, skal han også være på 100%. Selv da får han det svært, men det er også svært at glemme, hvor chokerende god han var, da han vandt sin etape sidste år. Har han fundet de ben, er han i spil, særligt hvis han kan få et forspring inden muren. Vi ved i hvert fald, at han kan slå de fleste på stregen og kan forsvare sig i eksplosivt terræn.

Det var opløftende at se Carlos Verona i dag. Spanieren har indtil nu været helt væk, men i dag tog han en solid føring i den hårde modvind. I lyset af etapens karakter skal vi passe på med at overfortolke, men hvis han begynder at finde noget form, er han jo en af løbets bedre klatrere. Denne form for eksplosivt terræn er bestemt ikke ideelt, men stigningerne er svær nok til, at den bedste Verona kan køre alene. Ham har vi ikke lige nu, men i dag gav han håb om, at han er blevet god nok til at kunne vinde fra den rette gruppe.

Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal mene om Simon Clarke. Han skuffede mig stort i mandags, men i går viste han jo trods alt, at han havde nogle brugbare ben. Hvor meget vi skal lægge i det, kan være svært at sige, når etapen var relativt let, og selv den bedste Clarke får det i dag svært i terræn, der er så hårdt som dette. Han skal i hvert fald være tæt på sit bedste for at vinde, men i gamle dage passede Clarke godt til dette terræn, for han sad med favoritterne hjem i præcis denne finale i 2019. Han er eksplosiv og hurtig, og det dårlige vejr bør hjælpe ham. Han har bare endnu ikke overbevist mig om sin form.

Jeg vil slå Bruno Armirail og Stefan Küng sammen. Begge er overmatchede mod klatrerne her, men vi skal ikke glemme, at Küng sidste år kørte i top 10 i Tour de Suisse, og at Armirail lige nu virker fremragende kørende og før har klatret uventet godt. Begge har poweren i fladlandet og vil være hjulpet af vejret, men de skal finde en vej til at gøre det færdigt, når de ikke vinder en spurt. Det kræver, at de overlever den lange stigning, men det er næppe heller helt umuligt, og derefter skal de finde et moment til at få et forspring inden muren. Gør de det, er stigningen så kort, at de har en chance for at holde hjem.

Læs også

Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv

Jeg er vel også nødt til at nævne Diego Ulissi, men det er med begrænset entusiasme. I gamle dage havde denne etape været helt perfekt for den eksplosive og hurtige italiener, der som bekendt har været på podiet i Fleche Wallonne, men det er godt nok gået ned ad bakke siden dengang. I år har det været ganske sløjt, og det var i dag heller ikke længe, han sad hos sine kaptajner. Jeg finder dog lidt håb i det, han viste i Oman tidligere i år. Spørgsmålet er bare, hvad vi skal lægge i det, for Ulissi var selv efterfølgende med til at bekræfte, at niveauet i det arabiske løb altså ikke var rasende højt.

Hvad så med Magnus Cort? Etapen er utvivlsomt for svær, hvis han er oppe mod hovedparten af de ovennævnte, og for at kunne vinde her skal han formentlig være på tæt på sit bedste. Det er han ikke endnu, selvom hans motor langsomt bliver varmet op. Han hjælpes af den flade start, og det dårlige vejr bør også være en fordel for en robust fyr som ham. Uanset hvad skal han finde et forspring inden den sidste stejle mur, og forinden skal han overleve en stigning, der for en fyr som ham er svær. Det skal i hvert fald flaske sig, hvis han skal vinde, men Cort har før chokeret, når han er i udbrud - ikke mindst da han i 2021 vandt i Cullera.

Jeg vil også nævne en anden dansker. Som udgangspunkt er etapen for svær for Mads Würtz, men han har imponeret i dette løb, særligt med sin gode enkeltstart, der var den bedste i lang tid. Allerede i Liege så han stærk ud inden sin defekt, og når han er kørende, er han ganske holdbar. Også han skal finde en måde at sikre sig et forspring til klatrerne inden muren, ligesom han skal overleve den lange stigning, men er gruppen den rette, er det vel ikke helt umuligt. Han er i hvert fald hurtig, og vejret kan vel kun hjælpe.

Jeg nævner også Michael Matthews til sidst, men som sagt ligner det en svær mission. Han får nemlig ikke lov at ramme udbruddet, når Trek, Alpecin og Bahrain i den flade start kan bestemme, men det kan omvendt heller ikke helt afskrives, at vi pludselig ender med et udbrud, hvor alle fire sprintere er med, fordi de har mandsopdækket hinanden. I det tilfælde kan Matthews jo køre sin chance, og det er bestemt en etape, han kan vinde fra et udbrud. Han skal ikke være oppe mod for gode klatrere, men han har før overrasket mig på stejle mure - ikke mindst på Cullera-etapen i Vueltaen i 2021 og på Mende-etapen i Touren i 2022. Desværre så vi i Frankfurt, at han stadig er et stykke fra sin bedste form, og det sagde han også, da han i mandags vandt sin etape. I det lys kan jeg frygte, at han lige nu ikke har de klatreben, der skal til for at vinde en etape som denne, men det er også klart, at han er i fremgang, og at han med Mende-ben er svær at slå. Han skal bare også have chancen af de andre sprinterhold, og det kræver ganske meget held i en flad start, hvor han er let at kontrollere.

Man kunne også nævne Mads Pedersen, men selv den bedste udgave af danskeren bør komme til kort her, og han vil have den ulempe, at han som nævnt ovenfor vil skulle slå Michael Matthews, hvilket virker ganske svært. Selvom han var god forleden, virker Alessandre De Marchi ikke længere stærk nok til at kunne komme alene hjem, og jeg er skuffet over den form, Rein Taaramae udviser. Jonathan Lastra og Lars van den Berg virker velkørende, men får svært ved at vinde i dette selskab, og efter en lovende start har Sven Erik Bystrøm ikke virket overbevisende de sidste dage. Joe Dombrowski, Luca Covili og Amanuel Ghebreigzabhier er næppe lige nu god nok til at tage en solosejr, og det er helt sikkert en dag, Lorenzo Fortunato ikke satser på. Etapen passer perfekt til Natnael Tesfatsion, men han synes ikke at have ramt formen, og Samuele Battistella, Luis Leon Sanchez, Alberto Bettiol, Stefan De Bod, Rudy Molard, Stephen Williams, Oscar Rodriguez og Alessandro Verre virker for formsvage. Den er for svær for en ellers velkørende Davide Gabburo og Alessandro Tonelli, mens jeg ikke føler mig overbevist om Edoardo Zambanini, der ikke har imponeret hidtil. William Barta får næppe friheden, og selvom Laurens Huys imponerer, vil det overraske mig, hvis han kan vinde en etape, der ikke passer ham særligt godt. Endelig så Alessandro Covi bedre ud i dag, men han virker stadig for langt fra formen, mens den nok er for svær for en ellers velkørende Ryan Gibbons.

Får vi samling, er det ret åbent. Lysten til at angribe vil være begrænset fra favoritternes side, fordi de ikke vil satse liv og lemmer på nedkørslen, men omvendt vil de også trykke til på toppen for at komme først ind på den. Her må man derfor forvente, at Primoz Roglic og Remco Evenepoel alligevel vil spille med musklerne, men de vil køre så langsomt nedad, at der bør blive samlet en større gruppe. Herefter bør der være hjælpere til at kontrollere for Roglic eller Tao Geoghegan Hart, så det kan holdes samlet til en spurt, men der er også kun to flade kilometer til sidst, og mangler der hjælpere vil det være muligt at snige sig væk i fladlandet. Mest sandsynligt er det dog med en spurt, hvor Roglic vil være min favorit foran Geoghegan Hart, Evenepoel, Vlasov, Damiano Caruso, Thibaut Pinot og den i dag ikke så hurtige Joao Almeida. Spørgsmålet er, om Michael Matthews kan overleve, men det bør blive lidt for svært, hvis de trykker til af hensyn til nedkørslen. Afskrives kan han dog ikke, og derfor skal han rangere højt på vinderpotentiale. Det samme skal Vincenzo Albanese og Patrick Konrad, der også kan vinde en spurt og måske overleve. Skal man pege på ryttere, der kan snige sig væk i fladlandet, kunne det være Jack Haig, Thibaut Pinot, Damiano Caruso, Jay Vine, der har tabt tid, Eddie Dunbar og Santiago Buitrago, som alle må ventes at sidde langt nok fremme på stigningen. Det kan blive svært for Lennard Kämna, for hvem den må være lidt for stejl, og Hugh Carthy, der mangler punch.

BEMÆRK: Lad mig igen understrege, at jeg ser tre meget sandsynlige scenarier, der er opregnet ovenfor, og at det formentlig er Jayco, der er etapens nøglehold.

Feltet.dks vinderbud: Ben Healy

Øvrige vinderkandidater: Brandon McNulty, Vincenzo Albanese

Outsidere: Patrick Konrad, Simone Velasco, Christian Scaroni, Bauke Mollema, Lorenzo Rota

Jokers: Toms Skujins, Jefferson Cepeda, Warren Barguil, Bob Jungels, Davide Formolo, Callum Scotson, Filippo Zana, Stefano Oldani, Carlos Verona, Simon Clarke, Bruno Armirail, Stefan Küng, Diego Ulissi, Magnus Cort, Mads Würtz, Michael Matthews

Kandidater til favoritafgørelse (i prioriteret rækkefølge efter vinderpotentiale): Primoz Roglic, Tao Geoghegan Hart, Remco Evenepoel, Michael Matthews, Vincenzo Albanese, Jack Haig, Thibaut Pinot, Damiano Caruso, Jay Vine, Eddie Dunbar, Santiago Buitrago, Aleksandr Vlasov, Joao Almeida

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Alexey Lutsenkos sejr fra Tirreno-Adriatico i 2019 i samme finale.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE