Ruten

Det kan godt være, at starten var hård ved sprinterne, men mod slutningen af den første uge er der endelig lidt at komme efter. For anden dag i træk er der nemlig udsigt til en chance for de hurtige folk, men denne gang bliver det slet ikke så enkelt som i 7. etapes pandekageflade terræn. Her skal man nemlig både overleve en ganske svær stigning midtvejs og ikke mindst en stejl lille mur i finalen, som nok vil give flere ideer til folk som Peter Sagan og Michael Matthews end de helt klassiske sprintere.

I alt skal der tilbagelægges præcis 200,0 km, som fører feltet fra Giovanizzo til Vieste ad en rute, der fortsætter rejsen mod nord op langs den italienske østkyst. Starten er da også så enkel, som noget kan være, da man følger den pandekageflade kystvej mod nordvest og til sidst nord og nordøst hele vejen forbi forplejningen frem til den første spurt, der kommer efter 90,3 meget lette kilometer.

Herefter ændrer etapen imidlertid karakter. Det sker, når man drejer mod nord for at køre ind i landet og over kategori 2-stigningen Monte Sant’Angelo, der siger med 6,1% over 9,6 km fordelt med 6,8% over de første 8,5 km, der er meget jævne og har et maksimum på 10%, indtil den flader ud med 4,4% på den sidste del frem mod toppen, som rundes efter 106,2 km. En ganske teknisk nedkørsel leder nu mod sydøst tilbage til kysten, hvor man atter følger kystvejen mod nordøst. Denne gang er terrænet ad den snoede vej dog helt anderledes kuperet end tidligere, og man skal således over flere bakker med toppe efter hhv. 129,2 km (2,8 km, 5,6%), 137,5 km (1,6 km, 5,3%) og 143,2 km (2,9 km, 6,3%), hvor sidstnævnte faktisk fortsætter med at stige, så det i alt stiger med 3,7% over 8,0 km frem til toppen efter 148,5 km.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Efter en kort nedkørsel venter så kategori 4-stigningen La Guardiola (1,4 km, 5,6%, max. 11%), som har 500 m med 7,9% midtvejs og har top efter 157,3 km, inden der kommer en 700 m lang bakke med 5,6% og top efter 164,8 km. Herefter bliver det endelig lidt lettere, mens man fortsætter mod nord ad den snoede kystvej frem til den afsluttende rundstrækning. Den rammes efter 173,6 km lige i bunden af en lille mur (1,0 km, 9,3%), som stiger med hhv. 7,2% og hele 11,4% over de to 500 m-segmenter og har et maksimum på 17%, hvorefter man kører de sidste 10,1 km ind til mål, hvor stregen krydses for første gang i forbindelse med den sidste spurt efter 185,5 km.

Etapen afsluttes nu med en hel omgang på den i alt 14,5 km lange rundstrækning, der indledes med, at man følger den flade kystvej, inden man kører mod sydvest ind i landet op over muren, der for anden gang passeres med 10,1 km igen. Fra toppen falder det via en let nedkørsel mod syd, inden en relativt lige og let faldende vej leder mod nordvest og nord. Med 4 km igen drejer man mod sydøst, hvorefter det stiger let frem de sidste 2,3 km. De indledes med, at det falder ned mod kystvejen, der slutteligt følges mod sydøst ind til mål, så den sidste kilometer er stort set helt flad. Vejen har nogle ret skarpe kurver lige inden den røde flamme, hvorefter man rammer den 1000 m lange, 7,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2191 højdemeter.

Vieste har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb og været besøgt af Giroen i 1979 og 1988.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Vejret

Efter to blæsende dage lægger vinden sig på det, der må kaldes en helt perfekt lørdag. Det vil være helt tørt og skyfrit, og temperaturen vil nå behagelige 22 grader. Vinden vil bare være svag til let (5-10 km/t) og komme fra sydøst. Det giver direkte medvind frem til forplejningen og derefter sidevind frem til toppen af La Guardiola, inden man får sidemedvind på det sidste stykke frem til rundstrækningen. Her vil der være sidevind på muren, inden man får med og sidemedvind med 9 km igen. Med 4 km igen får man direkte modvind resten af vejen.

Analyse af 7. etape

Danskernes forhold til briterne er vel lidt ambivalent. På den ene side er vi vældig begejstrede for, at de bidrager til den danske økonomi ved at spise en pokkers masse dansk bacon. På den anden side synes mange også, at de er nogle lidt sære snegle, der måske nok har en meget dansk humor, men som ikke rigtigt helt har forstået, at de ikke længere er verdens navle.

I dag kan der dog ikke være megen ambivalens, i hvert fald ikke hos de danskere, der drømmer om at se Jakob Fuglsang stryge til tops i årets Giro. Uden en god britisk hånd kunne den danske fugl nemlig meget vel have indkasseret lidt af en lussing i forhold til sine to væsentligste rivaler, Steven Kruijswijk og Vincenzo Nibali, da sidevinden pludselig rasede på dagens ellers på papiret så lette og fredsommelige sprinteretape.

Det er velkendt, at sidevind aldrig rigtigt har været Fuglsangs speciale. Uanset om det har heddet Tour de France eller Paris-Nice, har han indkasseret nogle nyrestød i den særlige disciplin, som mange danskere ellers mestrer så flot. Bedre er det ikke blevet af et Astana-hold, for hvem sidevind, massespurter og brosten traditionelt har været lige så interessante som hovedparten af de kasakhiske ryttere, der fylder godt op i den ellers stærkt besatte trup.

Den svaghed er dog blot én af årsagerne til, at Fuglsang burde have satset på Giroen for længe siden. Bjergetapernes længe og natur passer nemlig bedre til den danske dieselmotor, der også trives i det dårlige vejr og den regn, man ofte finder i Giroen i maj. Og samtidig er den altså kendt som den grand tour, hvor det aldrig blæser, hvor den sidevindskørsel, der har kostet så dyrt i Touren, aldrig er et tema.

I corona-året 2020 er alt dog vendt på hovedet, så selvfølgelig skulle 2020 blive året, hvor vi i Italien fik den første sidevindsetape, jeg på stående fod kan huske. Og desværre gik det, som man kunne frygte, da en ellers velplaceret Fuglsang nok engang manglede både poweren og aggressionen til at holde sig til, da første gruppe, hvor han ellers i første omgang befandt sig, knækkede én gang til og sendte de sidevindssvage ryttere som Fuglsang, Harm Vanhoucke og Rafal Majka ud som det tynde øl, der kun sad med i kraft af god udgangsposition og ikke egne evner i den helt særlige disciplin.

På det tidspunkt så Fuglsangs sejrsdrømme ud til at være lige så lovende som Donald Trumps proklamation af, at coronavirus ville forsvinde med sommerens komme. Men ligesom Trump måske skal sætte sin lid til britisk vaccineproduktion i sit forsøg på at redde ham ud af sine corona-knibe, blev det selvsamme briter, der i nødens stund kastede en redningskrans ud til den danske fugl, der pludselig befandt sig på alt for dybt vand.

Højst overraskende var Ineos-mandskabet, der ellers på papiret havde et af de bedste sidevindshold, nemlig sendt til tælling. Det var utvivlsomt ikke sket, hvis den tidligere klassikerrytter Geraint Thomas stadig havde været kaptajn på det britiske skib, men med Tao Geoghegan Hart ved roret sejler det ikke helt så sikkert i blæsende forhold. Det var Fuglsangs held, for da han ud af sin øjenkrog kunne se Geoghegan Harts skygge, var hans i denne disciplin som svage Astana-mandskab pludselig blevet suppleret med et par muskelbundter i form af Rohan Dennis og Filippo Ganna.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Derfor skylder Fuglsang nok de to tempokonger et julekort om et par måneder. Med lidt hjælp fra Ben Swift, Salvatore Puccio og Fuglsangs væbnere, Manuele Boaro og den pludselig genfødte Fabio Felline, lykkedes det de to giganter at gøre det umulige. Foran lå ellers syv Deceuninck-ryttere - kun den sidevindssvage Fausto Masnada manglede - fem mand fra Jumbo samt det meste af FDJ- og Sunweb-mandskaberne og gjorde deres bedste for at sende Fuglsang så hård i kanvassen, at han næppe kunne rejse sig igen, men hverken Tony Martin, Jos van Emden eller de øvrige motorer i front kunne forhindre Ineos-maskinen i at redde Fuglsangs sejrsdrømme.

Det var ellers gået helt som efter den bog, man kunne have skrevet på forhånd. Sidevindskongerne fra Deceuninck havde splittet feltet med en forcering fra Alvaro Hodeg, der havde givet Joao Almeida udsigt til et kup i stil med det, samme hold iscenesatte for James Knox i sidste års Vuelta. De var naturligvis omgivet af FDJs supertog, der har styret sidevindsetaperne i Paris-Nice med en så hård hånd, at selv Patrick Lefevere har måttet sende dem et misundeligt blik, og det lå også i kortene, at Sunweb og Jumbo havde både sidevindsstærke hold og kaptajner. At sidevindsstærke sprintere som Arnaud Demare, Peter Sagan, Michael Matthews, Elia Viviani og Fernando Gaviria havde fundet vej til fronten, var også helt efter bogen, for de alle vist, at de mestrer den vanskelige kunst - også Gaviria, der i sidste års Gent-Wevelgem viste, at han trods sin kraftigt reducerede holdbarhed stadig har styr på det, han lærte hos Lefevere. Og at Ilnur Zakarin, Domenico Pozzovivo, Simon Yates, Vanhoucke, Majka, Fuglsang og Pello Bilbao var på vej til at blæse den forkerte vej i klassementet, skulle man heller ikke være cykelorakel for at indse, selvom Majka til stadighed må ærgre sig over, at han bare ikke har poweren til at lukrere på at være holdkammerat med feltets vel nok bedste sidevindsrytter, Sagan.

Dave Brailsford skal nok allerede nu bestille sig en større postkasse. Der bliver nemlig travlt med at læse julekort til december, for hele banden af sidevindssvage klassementsryttere føjer utvivlsomt hans navn til listen over folk, der har fortjent en hilsen til december. Da først Fuglsang og Majka var tilbage, fandt hverken Almeida, Kruijswijk, Kelderman eller Nibali det åbenbart som værende besværet værd at køre de andre ryttere definitivt ud af topstriden, og selvom resten af dagen var vældig nervøs og styrtpræget, endte det hele så fredsommeligt, at ingen ud fra resultatet ville kunne lure, hvad der skete fredag d. 9. oktober.

Man må håbe, at det ikke varen fejltagelse. Særligt Pozzovivo har virket så flyvende i bjergene, at han kan være en mand, der ikke skal undervurderes - særligt i et løb, hvor de svage hold kan give så lidt kontrol, at man sagtens kan snige sig væk og vinde uventet tid. Det var som bekendt det, Richard Carapaz gjorde på løbets to første bjergetaper for et år siden, mens Primoz Roglic og Nibali var lidt for besatte kun af hinanden - og begge havde netop meget svage hold - og da først de fandt ud af, at Carapaz vitterligt var i sin egen liga på stigningerne, var det forspring, de havde opbygget på enkeltstarterne allerede for længst væk. Samme Roglic ærgrer sig nok også over, at han ikke ofrede Wout van Aert og dennes etapesejr på Tourens 7. etape, hvor et par føringer fra den belgiske maskine kunne have givet Tadej Pogacar et par ekstra nyrestød, der nok kunne have hjulpet Roglic senere i løbet.

Om det var en fejl, finder vi først ud af i Milano, for Pozzovivo og co. sad nu, hvor de skulle, da det hele endte i den massespurt, der egentlig hele tiden havde været planlagt i løbet, hvor det aldrig blæser. Her viste FDJ nok engang, at de lige nu vel nok har verdens bedste sprintertog, for selvom Ramon Sinkeldam var sendt til tælling af et styrt, klarede franskmændene sig uden hollandsk hjælp, da Ignatas Konovalovas, Miles Scotson og den i år genfødte tidligere super lead-out man, Jacopo Guarnieri, nok engang leverede Arnaud Demare så suverænt, at sejren nærmest var givet, inden spurten blev åbnet.

I det hele taget gik spurten lige så forudsigeligt som sidevindskørslen. Ligesom alle vidste, at FDJ ville dominere, vidste man også, at Peter Sagan selvfølgelig sad på hjul af det bedste tog. Den tidligere verdensmester kunne dog ikke gøre meget andet end at følge med den lige nu så suveræne franskmand, der på bare to en halv måned med sine 13 gevinster nu blot er to fra at matche de 15, sidste års sejrskonge, Dylan Groenewegen, indsamlede gennem en hel sæson. Heldigvis for Sagan sørgede han med en 2. plads for i hvert fald at holde liv i sin drøm om at vinde en af de to grand tour-pointtrøjer, han fortsat mangler.

Der var dog én ting, der var helt forkert. Den lynhurtige, men positioneringssvage Fernando Gaviria sad denne gang faktisk præcis, hvor han skulle, men da først der blev åbnet for gassen, var colombianeren åbenbart så træt, at han end ikke forsøgte at starte en spurt, og dermed kunne han se den anden af sine fire chancer i årets løb blive knust i sidevinden. Det er nemlig sandsynligt, at det var den hårde sidevindskørsel, der havde trættet ham så meget, at benene sagde stop. Når typer som Michael Matthews og Ben Swift, der begge har været på podiet i 300 km-spurten i Milano-Sanremo, hvor alle er trætte, men aldrig begår sig i klassiske massespurter, kan blive nr. 3 og 4, er der i hvert fald noget, der tyder på, at benene ikke var helt så friske i et felt, der nåede mål en halv time før ventet.

Om det var forklaringen på Alvaro Hodegs nedtur, er svært at sige. Det kan nemlig lige så godt være positioneringen, der nok engang sendte ham til tælling, som den ofte har gjort. Han fik ellers det hele foræret, da Davide Ballerini faktisk havde styrken til at gå forbi FDJ, men da han så sig tilbage, var der ingen colombiansk bagsmæk. Hodeg sad i stedet på hjul af landsmanden Gaviria, og da det gik op for ham, at denne slet ikke havde tænkt sig at spurte, var Demare og Sagan allerede længere væk end deres colombianske hjemland. Dermed blev den første klassiske massespurter en fiasko for løbets tre helt rene sprintere, da heller ikke Rudy Barbier, som havde været i allerbagerste gruppe i sidevinden, kom i position til at spurte sig til mere end en 6. plads.

Det blev i stedet de holdbare sprinteres dag, men der er nok en klassementsrytter eller to, der havde krydset fingre for, at sejren var gået til Swift. Hos de mange klassementsryttere, der i dag blev reddet på gongongen, bliver der nok i hvert fald drømt mange søde drømme om briterne i nat, for uden deres uventede fravær fra fronten - alt sammen formentlig et resultat af Thomas’ exit - var det nok i stedet blevet til ét stort mareridt. Det kan godt være, at briterne fra nytår, når Brexit for alvor træder i kraft, ikke nødvendigvis vil købe så meget bacon, som de plejer, men så kan vi i det mindste glæde os over, at de i stedet har holdt liv i den danske fugls drøm om at vinde Giro d’Italia.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Favoritterne

Så er vi der igen, altså der, hvor vi kan indlede en favoritanalyse med et: stakkels sprintere. Ser man alene på den officielle profil på lørdagens 8. etape, ligner den nemlig en tilforladelig affære. Jovist, der er da en lang og svær stigning undervejs, men den kommer næsten 100 km fra mål, og de efterfølgende bakker er ikke alt for svære, før det flader ud til sidst.

Men profilen snyder. Man kan næsten ikke se det, men der gemmer sig en saftig lille overraskelse i finalen. Den lille mur til sidst er måske nok kort, men den er voldsomt stejl og betyder i sig selv, at de rene sprintere kan glemme alt om at komme til fadet på denne etape, når der fra toppen resterer blot 10,1 km. Lægger man dertil, at den forudgående fase altså er ret svær med de fleste af de 2200 højdemeter koncentreret over en relativt lille distance, er det en etape, der er betydeligt mere udfordrende, end den ser ud ved første øjekast.

Det er indlysende, at det må give Peter Sagan og Michael Matthews ideer. Her har de i hvert fald en fornuftig chance for at komme hjem til en spurt uden at skulle bokse med deres onde, franske ånd, Arnaud Demare. Om en uge er der ikke meget mere at komme efter for deres ryttertyper, og hvis ikke de går efter denne etape, kan de egentlig lige så godt tage hjem.

Jeg er dog lidt i tvivl om, hvordan stemningen er, efter at Sunweb ikke rørte én eneste finger og lod Bora stå for alt arbejdet på 6. etape. Jeg har svært ved at tro, at tyskerne uden at kny gør det igen, især fordi de gjorde det samme på 4. etape samt tre gange i Touren - og hver gang uden resultat. Der venter en bjergetape søndag, der er en vigtig dag for Rafal Majka, og der må være grænser for, hvor meget Sagan kan trække på ressourcerne, og hvor meget de vil lade sig køre om hjørner med af rivalerne - især fordi etapen er så svær, at man altså ikke bare kører et stærkt udbrud hjem af sig selv.

Derfor tror jeg, at Sunweb bestemmer, hvad der skal. FDJ vil helt sikkert ikke gå efter en etape, der meget vel være kan være for svær for Demare. Franskmanden har allerede tre etapesejre, hvorfor fokus nu må være den pointtrøje, han nærmest forærede til Pascal Ackermann på 18. etape sidste år. I det lys vil det være hovedløst at løbe en risiko ved at forære Sagan en mulig 25-0-sejr på denne etape.

Deceuninck skal heller ikke noget, selvom etapen er fin for Davide Ballerini. Så længe de har førertrøjen, er den prioritet nr. 1, og Joao Almeida skal bruge hele sit hold på 9. etape. Hvis til gengæld Sunweb går frem, føler jeg mig overbevist om, at Bora nok skal hjælpe til, men de nægter formentlig at lege nyttige idioter for sjette gang på under to måneder.

Er der slet ikke andre hold, der kunne tage initiativ? Jokeren må være Ineos, hos hvem Ben Swift tankede selvtillid. Misser de udbruddet, er det ikke helt utænkeligt, at de vurderer etapen som en god mulighed, men da Swift alligevel næppe slår Sagan i en spurt, er det måske klogere at spare på kræfterne til senere udbrud. Et andet jokerhold er Ag2r med Andrea Vendrame, men italieneren styrtede i dag, og derfor er det nok højst tvivlsomt, om de vil bruge mange kræfter på det. Og Bahrain satser næppe på Enrico Battaglin, når man har to mand, der ligger til i klassementet.

Formentlig finder vi tidligt ud af, hvad der skal ske. Starten er nemlig flad og let, og derfor er det enkelt for Bora og Sunweb at sørge for, at udbruddet bliver til at køre ind igen. Hvis de fra start signalerer, at det her er deres etape, vil der næppe blive den helt store kamp om at komme afsted, og så får vi nok et lille, svagt udbrud efter relativt få kilometer. Hvis til gengæld rytterne fornemmer, at Bora og Sunweb ikke har den slags planer, kan det godt blive en voldsom kamp, for så kan man hurtigt lugte blod på en rute med så vanskelig en afslutning.

Når udbruddet er kørt, kan der sandsynligvis ske to ting. Enten fortsætter Bora og Sunweb deres pokerspil, og hvis ikke sidstnævnte tager initiativ, tror jeg, at gruppen kører hjem. Hvis til gengæld Sunweb påtager sig ansvaret, burde det være muligt med den lette start at holde udbruddet så meget i snor, at de kan køres ind, også selvom sidste del af etapen byder på terræn, der ikke er let at jagte i. Så må vi se, om Ineos også vil bidrage til festen.

Læs også

ColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende

Mest af alt tror jeg på samling. Hvis ikke Sunweb går efter denne etape, kan de lige så godt sende Matthews på det første fly tilbage til Australien, og der må vel være en årsag til, at han skulle til Italien og ikke køre klassikere. Samtidig må en 2. og en 3. plads på to dage have givet noget selvtillid til at tro, at han kan gøre det færdigt, også i en flad spurt mod Sagan.

Jeg udelukker bestemt ikke en udbrudssejr, men jeg vælger at tro, at Sunweb denne gang er deres ansvar voksent, og at vi får en spurt. Vinden har lagt sig og er nærmest ikkeeksisterende, hvorfor den bliver ikke et tema, og det er derfor bakkerne, der skal bruges til udskilning.

Vil der blive lagt pres? Jeg tror, at Bora er tilbageholdende med at starte for tidligt, dvs. allerede på Sant’Angelo, når de nu så mange gange er løbet tør for kræfter i finalerne. Når vi til gengæld kommer til de mange bakker senere i løbet, vil det være dumt ikke at riste Demare. Gør de det med hjælp fra Sunweb, burde terrænet være så svært, at vi får et ret hårdt løb, hvor det slet ikke er sikkert, at Demare overhovedet kommer med hjem til rundstrækningen.

Her vente så to passager af Muren, hvor man for sidste gang får chancen for at sætte franskmanden. Hvis han kommer frisk med hertil, kan det imidlertid blive svært. Nok er den stejl, men den er også meget kort. Sidder man forrest i feltet i bunden, er det ikke let at nå at falde så langt tilbage, at man også bliver sat - i hvert ikke hvis feltet er relativt stort. Hvis til gengæld der allerede står syre op over begge ører, når muren rammes, er den så brutal, at den burde være vanskelig nok til at sende langt de fleste, også Demare, til tælling.

Mit bedste bud er, at det bliver for hårdt, også for Demare, og at vi får en spurt i et relativt lille felt, men det er langtfra sikkert. Og selv hvis det lykkes at komme af med franskmanden, er faren ikke ovre. Der må være en del puncheurs, der lurer på at angribe på muren - måske der endda er en klassementsrytter, der lige skal teste benene, når han nu alligevel skal ramme den helt fremme - og hvis Bora har kørt sig selv tynde forinden, kan man ikke udelukke, at et angreb på muren giver pote.

Jeg vælger dog at tro på spurten. Der er 10,1 km hjem, og den resterende del af rundstrækningen synes at favorisere et felt, særligt fordi der er direkte modvind på de sidste 4 km. Det er derfor i mine øjne det mest sandsynlige scenarium, men både en sejr fra et tidligt udbrud og et smart angreb på muren må regnes som mulige vinderstrategier også.

Derfor prøver jeg igen at pege på Peter Sagan. Med den form, han har nu, burde muren passe ham udmærket, og det forudgående terræn er heller ikke for svært for ham. Han viste på 4. etape, at han efter en hård dag kan slå hvem som helst - også Demare - og dermed burde han have en reel chance, også selvom franskmanden skulle sidde med hjem. Lettest bliver det dog, hvis der ikke er tricolerer at spotte, for så må Sagan være hurtigste mand blandt de overlevende ryttere. Udfordringen bliver igen at kontrollere etapen for et Bora-mandskab, der har relativt få klatrere, og Sagan skal derfor passe på med ikke at skulle bruge for mange kræfter på selv at gå med i angreb på muren. Denne gang er der dog 10 lette kilometer til slut, og har man Matteo Fabbro og Pawel Poljanski samt måske Cesare Benedetti til rådighed, burde det med hjælp fra Sunweb kunne lade sig gøre at sikre den spurt, der forhåbentlig gør det muligt for Sagan at bryde sine 15 måneders sejrstørke.

Hans værste rival er i mine øjne Davide Ballerini. Italieneren klatrer ikke så godt som Sagan, og derfor er der en risiko for, at det bliver for hårdt også for ham. Med de klatreben, han viste på stejle mure ved de italienske mesterskaber, burde det dog ikke ske, og sidder han først med hjem, er han utvivlsomt også hurtig nok til at vinde. Vi så på 4. etape, at han kørte helt lige op med både Demare og Sagan, og han har før i italienske endagsløb vist, at han er en mester i at afslutte efter en hård dag. Hvis alt går vel, har han endda Mikkel Honoré til at køre et godt lead-out, og så kan det meget vel blive til den anden sejr efter skiftet til det belgiske supermandskab og en første grand tour-gevinst.

Da dette er en afspejling af vinderpotentiale, vil jeg herefter pege på Arnaud Demare. Denne gang tror jeg mest, at den samlede etape bliver for voldsom, men hans klatring på 4. etape var overraskende god for en mand, der historisk har haft det svært på lange stigninger. Denne gang er den samlede etape dog sværere, og vi ved samtidig, at Demare sjældent holder sit niveau i meget mere end en uges tid i en grand tour. Trætheden efter nogle hårde dage kan meget vel sætte sig hos den restitueringssvage franskmand, der dog i sidste års Giro viste mere holdbarhed over tre uger end tidligere. Derfor er det bestemt heller ikke umuligt, at han sidder der til sidst, men selv i det tilfælde er det ikke givet, at han er frisk nok til at slå Sagan og Ballerini, som vi så det i den meget tætte spurt mod netop de to på 4. etape. Jo, Demare er absolut en af de mest seriøse vinderkandidater, men denne gang tror jeg mest på, at han må sige adieu, inden vi når frem til spurten, hvor han denne gang også må regne med at være helt uden sit tog - i hvert fald Jacopo Guarnieri og Ramon Sinkeldam.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Som sagt er dette en af de bedste chancer for Michael Matthews, men jeg har stadig lidt svært ved at se ham vinde en spurt mod både Sagan og Ballerini. Heldigvis for ham kørte han i dag en flot spurt på en dag, hvor alle var trætte, og det gjorde han også, da han slog netop Sagan i spurten om 3. pladsen i årets Sanremo. Det viser, at Matthews godt kan vinde denne etape, særligt hvis det har været knaldhårdt, men det kræver formentlig, at det sol og måne står rigtigt at sejre i en finale, der er pandekageflad.

Stort set hele smøren kan gentages om Ben Swift. Efter styrtet forleden har han rejst sig fornemt, først med en 31. plads på 5. etapes bjergmaraton, siden med et fornemt lead-out for Jhonatan Narvaez på 6. etape og i dag med en uventet 4. plads. Normalt er Swift ellers chanceløs i en almindelig boulevardspurt, men i dag viste han en hurtighed, vi ikke har set i meget lang tid. For at han skal vinde, skal det nok være et blodbad, men Ineos har også et hold, der kan gøre det ganske vanskeligt. Ingen klatrer så godt som Swift - i hvert fald ikke på længere stigninger, mens muren nok passer bedre til Matthews og Sagan - og han sidder der derfor utvivlsomt til sidst. To podiepladser i Sanremo viser også, at han er en meget stærkere afslutter efter en hård dag. Holdet har Narvaez som plan B, men i en flad spurt siger al logik, at de kører for deres rigtige sprinter.

På papiret er etapen perfekt for Andrea Vendrame, der i Giroens bjerge for et år siden viste, at han er en af de allermest holdbare overhovedet. Desværre for ham styrtede han i dag, og Ag2r har desværre i skrivende stund været alt andet end meddelsomme om hans tilstand. Han undlod at køre dagens spurt, men han var dog ikke ringere, end at han sad med feltet hjem. Hvordan han har det, må vi se i morgen, men skulle han være på toppen, sidder han der til sidst. At vinde en flad spurt er svært for en puncheur, men vi så på 4. etape, at han var overraskende hurtig på en dag, hvor det også havde været relativt hårdt.

En joker er Fabio Felline. Der er en vis sandsynlighed for, at han ikke får lov at spurte, men vi så forleden, at Astana var villige til endda at køre lead-out med Jakob Fuglsang. Det kunne tilsige, at han får chancen her, i hvert fald hvis det har været så hårdt, at holdet vurderer, at han også har en chance. Han er ikke verdens hurtigste i en flad spurt, men har dog for nylig vundet Memorial Marco Pantani og tidligere vundet en massespurt i Baskerlandet, ligesom konsistente topplaceringer har givet ham en pointtrøje i Vueltaen. Hans fornemme kørsel de seneste dage indikerer, at han efter sin sygdom endelig synes at nærme sig lidt af det niveau, han havde, inden helbredet begyndte at skrante.

En rytter, man aldrig ved, hvor man har, er Enrico Battaglin. Hans kørsel i dette løb har ikke entydigt vist, om han har en af sine få gode perioder, eller om han er helt fra den, som han desværre oftest er. Han risikerer derfor meget vel at kunne falde fra, men i år har han faktisk gjorde det ganske fornuftigt, senest i spurten i Matera. Har han de klatreben, han havde, da han kørte i top 20 i Emilia, sidder han i hvert fald også med hjem her. Om han så kan vinde en flad spurt mod de ovenfor nævnte, er til gengæld nok ret tvivlsomt.

Giovanni Visconti er ikke let at blive klog på i år. Det meste af tiden har han været helt fra den, men pludselig var han så ved at vinde på Etna. I går kom vi så ned på jorden igen, da han slet ikke var fremme i spurten i Matera, der ellers passede ham, og derfor ved jeg snart ikke, hvad jeg skal tro. Med ham kan det blive både fugl og fisk, men med hans kørsel på Etna burde han trods alt sidde med hjem. Efter et hårdt løb er han ret hurtig, også i en flad spurt, og hvis gruppen er lille, vil han formentlig også køre den.

Det virker usandsynligt, at UAE får en af deres tre hurtige folk med hjem - selvom Juan Sebastian Molano har en ganske beskeden chance, hvis etapen bliver kørt let - og derfor bliver det op til Diego Ulissi at lave et resultat. Desværre er italieneren ikke meget for at blande sig i en spurt på flad vej, men hvis det har været knaldhårdt, er han måske ikke helt uden chance for at lave et resultat. Det steg trods alt ikke alt for meget, da han vandt 7. etape i 2015.

Det er vel også på en dag som denne, at Simon Clarke kan køre en spurt. Heller ikke han er nogen supersprinter på flad vej, og en sejr virker derfor ikke videre sandsynlig. I forvejen synes han heller ikke nu at have fundet den form, han har ledt efter siden pausen, men han bør dog under alle omstændigheder sidde med hjem.

Hvis løbet bliver meget hårdt, kan Mikkel Honoré måske få sin chance. I det tilfælde kan det nemlig blive for hårdt for Ballerini, og danskeren synes at være flyvende i disse dage med flotte placeringer i Agrigento og Matera. Han er mere puncheur end sprinter, men har løbet været så hårdt, at Ballerini er væk, burde et godt resultat bestemt være muligt.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Al logik siger, at Davide Cimolai ryger af undervejs, men han hiver af og til en kanin op af hatten. Han var aldrig i problemer på 4. etape, og hans holdbarhed har før overrasket mig i BinckBank Tour og Tour of Britain. Desværre har han virket alt andet end skarp i år, og det vil komme meget bag på mig, hvis han klarer den, men belært af erfaring åbner jeg døren lidt på klem.

Endelig vil jeg pege på Filippo Fiorelli. Hans kørsel det meste af dette løb og i september indikerer entydigt, at han falder fra. Jeg har dog lidt svært ved at slippe hans flotte kørsel i Sibiu Tour, hvor han klatrede fornemt, og i Matera sad han også forrygende langt fremme efter den stejle del af stigningen. Sibiu var dog et løb på et helt andet niveau, og i Agrigento var han ikke i nærheden af noget som helst. Det er han næppe heller i morgen, men nu giver vi ham en lille mulighed alligevel.

Til gengæld anser jeg det for at være for hårdt for alle andre sprintere, også Stefano Oldani og Simone Consonni, der slet ikke synes at have fået klatrebenene med hjem fra Toruren. Og Gianluca Brambilla får næppe lov at spurte i en flad finale, selvom det så ud til, at han fik lov i går.

Som sagt er et angreb på muren ikke en umulighed. Her vil jeg pege på Ulissi som den mest oplagte kandidat, men også Narvaez og Clarke er gode bud, selvom begge har virket relativt formsvage. En anden mulighed er Ruben Guerreiro, selvom hans form ikke synes at være helt fortryllende. Det kunne sågar også være Honoré, men jeg vil tro, at det bliver lidt for stejlt til, at han vitterligt kan køre væk på en stigning, hvor alle klassementsryttere er nødt til at være helt fremme, ligesom han nok er for låst af Almeida.

Endelig er der som sagt en chance for en udbrudssejr, men med en flad start bliver det et totalt lotteri at ramme rigtigt. Den formstærke Thomas de Gendt passer glimrende til etapen, selvom en stejl mur bestemt ikke er hans kop te, og han må være en oplagt kandidat. Også Vendrame, hvis han er frisk og ikke satser på spurten, Jan Tratnik, Guerreiro, Clarke, Sander Armee, Davide Villella, Dario Cataldo, tonstunge Filippo Ganna, Rohan Dennis, Narvaez, Visconti og Valerio Conti er gode bud på ryttere med de rette karakteristika og den nødvendige frihed - samt den måske mest oplagte, Ulissi.

BEMÆRK: Lad mig som altid understrege, at dette er en vurdering af vinderpotentiale og ikke top 10-potentiale. Bruger man optakten til managerhold eller lignende, bør man derfor læse beskrivelserne. Ellers risikerer man sig en slem overraskelse.

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan

Øvrige vinderkandidater: Davide Ballerini, Arnaud Demare

Outsidere: Michael Matthews, Ben Swift, Andrea Vendrame, Fabio Felline, Enrico Battaglin

Jokers: Giovanni Visconti, Diego Ulissi, Jhonatan Narvaez, Simon Clarke, Mikkel Honoré, Davide Cimolai

Udbrudskandidater: Diego Ulissi, Thomas de Gendt, Jhonatan Narvaez, Giovanni Visconti, Simon Clarke, Ruben Guerreiro, Rohan Dennis, Filippo Ganna, Valerio Conti, Dario Cataldo