Ruten

Efter en velfortjent hviledag og en knaldhård første uge havde mange sikkert håbet på en lettere genopstart, men sådan bliver det ikke. Nok er 7. etape ikke en dag, hvor løbet kan vindes, men alligevel skal klassementsrytterne være på vagt, når løbet atter genoptages fra baskisk grund. Det skyldes den stejle Puerto de Orduña, der har top bare 19,1 km fra mål, og selvom vi næppe skal vente angreb fra favoritterne, kan man på en dårlig tabe meget på en etape, der dog synes skræddersyet til, at et udbrud som så ofte før skal slås om en Vuelta-etapesejr.

I alt skal der tilbagelægges 159,7 km, der fører feltet fra den baskiske hovedby Vitoria-Gasteiz til Villanueva de Valdegovia. Som mange ved fra Baskerlandet Rundt, ligger startbyen på et næsten helt fladt plateau, og derfor er den indledende fase ganske let, når man igennem fladt og let stigende terræn kører mod nordøst, nordvest, sydvest og til slut vest frem til udkanten af byen Izarra.

Her rammer man en 73,3 km lang rundstrækning, hvor man lægger ud med at køre en hel omgang. Indledningsvis kører man mod nordvest og vest ned fra plateauet via en til tider teknisk nedkørsel, der fører ned til byen Orduña. Her drejer med det samme mod syd for at køre op ad kategori 1-stigningen Puerto de Orduña, der således her bestiges for første gang. Stigningen stiger med 7,7% over 7,8 km, men stiger med 8-9% næsten hele vejen med et maksimum på 14%, inden den flader ud med ca. 4% over de sidste 1000 m frem mod toppen, der rundes efter 67,3 km.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

En let nedkørsel fører nu mod sydvest ned til dalen og det relativt flade plateau, der følges mod syd, inden man drejer mod øst for at køre op ad en bakke (3,1 km, 5,5%) efter byen Salina de Añana, der passeres efter 90,5 km. En nedkørsel fører videre mod øst, inden man kører mod nord igennem fladt terræn frem til Izarra, der nås efter 117,3 km og er vært for dagens spurt.

I udkanten af Izarra er rundstrækningen tilbagelagt én gang, og nu tages hul på endnu en omgang. Det betyder, at man atter kører mod nordvest og vest via nedkørslen til Orduña, inden man igen kører mod syd over Puerto de Orduña, hvis top rundes for anden gang efter 140,6 km. Herfra resterer 19,1 km, der indledes med den korte og lette nedkørsel fra før, inden man fortsætter mod syd via samme vej som tidligere, hvor der undervejs er en mindre bakke. I udkanten af målbyen forlader man rundstrækningen for at køre det sidste stykke mod nordvest ind til målet, hvorfor der venter 4,5 km, der over de sidste 3500 m er ganske let stigende og uden skarpe sving, indtil man bugter sig ind på den 450m lange opløbsstrækning. Den sidste kilometer stiger med beskedne 0,3%.

Etapen byder på i alt 2648 højdemeter.

Villanueva de Valdegovia har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Vejret

Efter søndagens syndflod havde mange nok frygtet, at en tilbagevenden til Baskerlandet ville være ensbetydende med masser af klassisk baskisk regn. Sådan bliver det dog ikke på en ganske pæn tirsdag, der nok vil være mere skyet end solrig, men som byder på en opklaring sidst på eftermiddagen, hvor temperaturen vil nå 16 grader. Det vil dog være halblæsende med en jævn vind (20 km/t) fra sydvest. Det giver først med- og siden sidemodvind på stykket frem til rundstrækningen. Her vil der være sidemodvind på første halvdel og sidemedvind på anden halvdel, hvilket indebærer sidmodvind fra spurten og hele vejen til mål, også på de sidste 4,5 km ind til målbyen.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Analyse af 6. etape

En tenniskyndig må korrigere mig, hvis jeg tager fejl, men jeg mindes at have hørt en historie om, at Wimbledons bane 2 kaldes for Mestrenes Kirkegård, fordi den angiveligt har været rammen om mange store stjerners fald. Hvis den historie er rigtig, skal man måske kalde den ellers ret beskedne Formigal-stigning i Spanien for cykelsportens pendant til Wimbledons bane 2 og således give den samme tilnavn.

Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, hvor store dramaer den lille opkørsel til skisportsområdet har kunnet skabe. Der lød ellers et kollektivt suk gennem hele cykelverdenen, da det kom frem, at den bløde stigning skulle agere substitut for det Tourmalet, der desværre blev det næste af coronavirus’ alt for mange ofre. En opkørsel med den slags bløde procenter har nemlig kun sjældent kunnet skabe meget drama, og særligt Richard Carapaz har sikkert grædt sig i søvn over, at hans måske bedste chance for at få skovlen under Primoz Roglic medét blev forvandlet til en etape, der meget vel kunne være endt med spurtsejr og 10 bonussekunder til det slovenske monster.

På Formigal går det bare aldrig, som præsten prædiker for mestrene. Mest berømt er naturligvis 2016-etapen, der hurtigt blev omdøbt til Froomigal-etapen. Det var dengang, Sky og Chris Froome totalt undervurderede den bløde bjergetape, og da først de havde opdaget, at Alberto Contador og Nairo Quintana havde angrebet fra km 0, var de allerede så langt bagefter, at en hel dags jagt ikke var nok til at afværge den katastrofe, der i sidste ende kostede Froome en ellers sikker Vuelta-sejr. Men også ved første besøg i 2013, hvor det blev til udbrudssejr til Gianluca Brambilla, og hvor vi vel kan tale om en Nibaligal-etape, led løbets forhåndsfavorit, den førende Vincenzo Nibali, et nederlag, da han helt uventet tabte 28 sekunder til Joaquim Rodriguez og også led et tab på 22 sekunder til Chris Horner - et varsel om, at det var amerikaneren og ikke italieneren, der havde overhånden i det løb.

Måske vil vi fremover tale om dagens 9. etape som Roglical-etapen. Den kan nemlig meget vel have været indledningen på forhåndsfavorittens fald, præcis som samme stigning var det for Nibali i 2013 og Froome i 2016. Nok havde vi allerede i torsdags konstateret, at det slovenske monster ikke var helt så skræmmende, som det plejer, men de færreste havde nok regnet med, at Formigals bløde procenter ville tilføje ham et så voldsomt banesår, at han nu blot er nr. 4 i klassementet, hele 30 sekunder bag sin værste rival, Carapaz.

I første omgang var det helt uklart, hvad der var sket. Jumbo så ud til at have etapen under fuld kontrol, da de holdt et ellers for førertrøjen halvfarligt udbrud i kort snor, og de fik sig endda en god håndsrækning, da Israel Start-Up Nation ikke helt uventet valgte at gå benhårdt efter den gyldne mulighed for med bonussekunder at bringe Dan Martin i en førertrøje, der ville være en fantastisk bedrift for det lille hold. Sådan så det ud, indtil det gule tog ud af det blå pludselig forsvandt fra fronten på den regnvåde nedkørsel fra sidste stigning.

I første omgang anede ingen, hvad der var sket. Havde der været defekt? Var Roglic styrtet? Derfor lignede det også en lille svinestreg, da Movistar pludselig iværksatte en stor offensiv, præcis som de gjorde det for et år siden, da Roglic og Miguel Angel Lopez styrtede på en ligeledes drivvåd 19. etape og således skabte et ondt blod, der næppe helt er forsvundet. Det viste sig imidlertid at være en helt legitim forcering, for årsagen til Roglics bratte forsvinden var slet og ret, at han havde fumlet med noget tøj og var gledet for langt tilbage. Og pludselig gik det op for ham, at den regnvåde nedkørsel havde splittet feltet.

Så var gode råd dyre. Den utilgivelige fejl - det er jo ikke uden grund at der er vild positionskamp frem mod regnvåde nedkørsler - mindede lidt om den utilgivelige fejl på 17. etape sidste år, hvor en ukoncentreret Roglic totalt blev fanget på sengen i sidevinden, selvom alle vejrudsigter havde vist, at der var lagt op til action fra start. Dengang brændte han hele holdet op i en daglang jagt, som var endt katastrofalt, hvis ikke Astana var kommet ham til undsætning.

Så galt gik det ikke helt denne gang. Roglic fik i første omgang afværget katastrofen, men det suveræne Jumbo-tog, der i forvejen havde virket uventet skrøbeligt, var nu reduceret til blot at bestå af chefen selv og George Bennett. Væk var Tom Dumoulin og ikke mindst den Sepp Kuss, der ellers havde været så vigtigt et taktisk våben at bevare i en finale, der kunne være svær at kontrollere.

Og svær at kontrollere blev den. Lynhurtigt blev der igangsat en sand angrebsfest mod den hollandske tomandshær, og det var helt umuligt at styre for Roglic og Bennett, der i forvejen begge havde brugt et hav af kræfter på den opkørsel, som var så hård, at den havde kostet hele holdet. Først forsvandt David De La Cruz ud i horisonten, siden måtte de også lade Marc Soler, Bruno Armiral og David Gaudu køre, og kort efter var også Felix Grossschartner forsvundet ud i horisonten.

Læs også

Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr

Det var der alt sammen råd til, for ingen af dem udgjorde nogen umiddelbar trussel. Lokummet brændte først for alvor, da Roglic betalte prisen for det hårde arbejde og ikke kunne svare, da Carapaz åbnede for gassen. Sammen med Hugh Carthy, der i de første dage endda har overgået mine ret høje forhåndsforventninger, forsvandt Roglics værste rival længere og længere væk, og man kunne igen fornemme det fjerne blik, vi kender ham for, når han er presset.

Det var svært ikke at få en total deja-vu-oplevelse. I 2019 endte sidste etape inden første hviledag nemlig også i totalt uvejr på grusvejene i Andorra. Her endte Roglic i asfalten, og siden ventede en vild jagt, hvor sloveneren aldrig igen fik fat på Tadej Pogacar og Nairo Quintana, der kunne iføre sig førertrøjen. Dengang fik han imidlertid lynhurtigt bragt det hele på plads igen, da han allerede dagen efter vandt enkeltstarten, og efterfølgende var der aldrig en sprække at øjne i det slovenske panser.

Denne gang er situationen dog anderledes. For et år siden var Roglic dybt overbevisende, da han efter styrtet leverede et fornemt comeback. Denne gang havde han ganske vist nok brugt flere kræfter forinden, men det var ikke just ordet overbevisende, der først kom op, når man så, hvordan Wout Poels og Dan Martin kørte fra ham til sidst. Og denne gang skal vi helt hen til uge 3, inden han får sin enkeltstart, hvilket helt ændrer løbets dynamik. Sidste år kunne han nemlig angribe løbet i totalt forsvarsmode, men det er sværere nu, hvor han på forhånd er på bagkant.

Det er han dog ikke helt. Selvom Carapaz fører løbet, er Roglic stadig reelt løbets førstemand, når man indregner de forskelle, der vil opstå i Galicien på enkeltstarten. Derfor er det stadig Carapaz, der skal i offensiven på de tre vilde bjergetaper i den kommende uge, men nu skal han pludselig slet ikke vinde så meget, som det så ud til fra morgenstunden. Formentlig kan et nyrestød på Angliru være nok, og med den sårbarhed, Roglic viste i dag, ser det i hvert ud til, at Carapaz har overhånden i bjergene, også når man indregner, at sloveneren i dag havde brændt sit krudt af allerede inden stigningen. Vi har nemlig set en ecuadorianer i total hopla hele vejen, mens der som bekendt ikke var så meget monster over Roglic i torsdagens finale.

Derudover bekræftede etapen stort set, hvad vi allerede havde set. Carapaz er vitterligt flyvende, og Carthys imponerende start blev omsat til endnu mere overbevisende kørsel, da vi endelig ramte en stigning, der passede ham bare en anelse. Gaudu synes som så ofte før at komme tilbage på sporet efter en skidt start, og det samme gælder for Soler, der bekræftede det vanvid, han leverede i onsdags. Opløftende var det også at se Poels fortsætte fremgang, og hvis det vitterligt er antydning af, at tredjeugesformen er på vej, ser det ud til, at Bahrain kan få deres femte forskellige mand i en top 10 i en grand tour i år.

Vi fik også set, at Dan Martin ikke uventet stadig er begrænset, når stigningerne bliver længere, og han må nok sande, at drømmen om en tur i rødt, røg i dag, når man betænker, hvad der venter de kommende dage. Enric Mas, der jo ellers var startet sjældent godt på 1. etape, har de seneste dage lignet en mand, der har vendt bøtten og for første gang i en grand tour har nedadgående formkurve - måske fordi han denne gang allerede har Touren i benene. Den tendens blev bekræftet i dag, hvor han end ikke kunne følge Esteban Chaves, der til gengæld er en positiv overraskelse, nu hvor han også i tiden efter sin sygdom faktisk har holdt niveau i seks dage i træk. På samme vis fortsætter Grossschartner med at gøre det bedre end ventet, men lidt regnvejr kan vel heller ikke genere en østriger.

Netop regnen gør også, at vi skal være varsomme med at lægge alt for meget i etapens resultat. Alle har efterfølgende talt om, at de var stivfrosne, og hierarkiet kan derfor sagtens være vendt på hovedet igen senere i løbet. Det må eksempelvis Aleksandr Vlasov i hvert fald håbe, for russeren, der jo ellers var på vej ind i løbet igen, blev vel sammen med Roglic den store taber på en dag, hvor de unge talenter, Clement Champoussin og Gino Mader fortsætter med at imponere stort.

Heldigvis kan Astana så glæde sig over noget andet. Ion Izagirre sikrede kasakkerne en højst tiltrængt sejr og bekræftede dermed den for optaktsskribenter møgirriterende tendens til, at de to Izagirre-brødre pludselig finder form, når man mindst venter det. Der ham nemlig været ufatteligt langt mellem snapsene for Ion, der siden den samlede sejr i Baskerlandet sidste år, mest har været ligegyldigt fyld, og hans klassementsambitioner i dette løb forduftede da også, allerede inden de havde ramt finalestigningen på 1. etape. Det er bare ikke første gang, at en Izagirre har kørt som en sæk kartofler for så pludselig at være en af de stærkeste i et udbrud.

Izagirre mestrer da også kunsten at gøre det færdigt. Med dagens sejr har han nu med præcis fire års mellemrum vundet etaper i alle tre grand tours og det endda for tre forskellige hold. Det startede med den meget uventede Giro-etapesejr som ung og relativt ukendt Euskaltel-rytter i 2012, inden han i 2016 brugte sin fornemme tekniske evner til at køre fra en vis Vincenzo Nibali på den regnvåde nedkørsel fra Joux-Plane i Touren. Og som sand basker er det ikke noget tilfælde, at han fulgte den regnvejrssejr op med endnu en af slagsen, da han og brormand leverede det perfekte samarbejde i dag, hvor alle de værste rivaler sled sig ihjel på at køre Gorka ind, inden de fik Ion i nakken til sidst.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det var nok også den fordel, der gjorde det muligt at træde væk til sidst. Modstanden var nemlig af tårnhøj klasse og bestod af en Michael Woods, der er på vej til at rejse sig efter skuffelsen, Rui Costa og Robert Power, der begge har virket meget overbevisende i løbets indledning, Mattia Cattaneo, der lynhurtigt er på vej i form efter sin skadespause, en utrætteligt Guillaume Martin, der var afsted for anden dag i træk, og så danske Michael Valgren, der nok engang viste, at han er en mester i regnvejr, da han var ganske tæt på at sejre på en etape, som i teorien burde have været for svær for ham.

Det burde den til gengæld ikke for Roglic, der for 24 timer lignede vinderen, da coronavirus gjorde Tourmalet til Formigal, men sådan gik det ikke. Nu er spørgsmålet så blot, om han fumleri med sit tøj og den efterfølgende jagt vitterligt var hovedårsagen til nedturen, eller om det er en fortsættelse af de små svaghedstegn, vi så i torsdags. I førstnævnte tilfælde kan vi få en gentagelse af genrejsningen efter Andorra-etapen sidste år. I sidstnævnte har vi fået en Roglical-etape, der sammen med Nibaligal- og Froomigal-etaperne gør Formigal så meget til Mestrenes Kirkegård, at alle forhåndsfavoritter lige så godt kan melde afbud næste gang, den ellers så beskedne og lette stigning figurerer på Vueltaens program.

Favoritterne

Det særegne design af årets Vuelta betyder, at den første uge er hård, den anden uge brutal og den tredje uge sjældent nem, og dermed er det typiske design af en grand tour næsten vendt på hovedet. Det betyder, at vi nu tager hul på løbets altafgørende fase, og selvom der i den tredje uge venter to klassementsetaper, hvoraf særligt enkeltstarten fremstår som en af løbets allervigtigste etaper, vil vi på den anden hviledag formentlig have en meget god ide om, hvem der vinder løbet.

Tonen for den vilde anden uge slås an fra start. Ganske vist falder de tre klassementsetaper først onsdag, lørdag og søndag, men man skal bestemt ikke undervurdere tirsdagens rundtur i Baskerlandet, der virkelig har lagt stridighederne med Vueltaen bag sig og i år spiller den prominente rolle, en cykelgal region som denne fortjener. Puerto de Orduño er nemlig så svær, at den sagtens kunne bruges til klassementskamp, hvis ikke den kom en anelse for tidligt på etapen til at være rigtig brugbar.

Etapen har på alle måder et klassisk design for en af Vueltaens talrige udbryderetaper, som der i år er fem af, hvortil skal lægges bjergetaperne, der tillige ofte vindes af lykkeriddere. Dette er den tredje i rækken, og den minder meget om de to foregående, dvs. 2. og 5. etape. Der er dog meget mere 2. end 5. etape over denne, for selvom de alle tre er designet med en stigning med top knap 20 km fra mål, taler vi på 2. og 7. etape om langt vanskeligere bjerge end den bløde hovedvejsstigning, vi så i lørdags.

I det hele taget minder etapen på alle parametre, både i forhold til design og distance, så meget om 2. etape, at man næsten skulle tro, at de ved en fejl var kommet til at genbruge den samme rute to gange. Stigningen her er marginalt lettere, da den er en god kilometer kortere og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,7 mod 7,9, men det skyldes primært den flade afslutning. Væsentligste forskel er, at onsdagens stigning var meget irregulær, mens der her er tale om en ret jævn og knaldhård opkørsel.

Ligheden mellem de to etaper gør det naturlig at tænke, at vi får samme scenarium som i onsdags, og det er da også kun en gentagelse af Movistar-massakren, jeg kan se ødelægge den ventede udbryderfest. Stigningen er for svær for selv Aranburu-typerne til, at de tør bede deres hold kontrollere, for hvis Movistar ender med at gå amok igen, vil det være spildt arbejde. Som bekendt så vi i onsdags, at finalen blevså svær, at der endda blev gjort forskelle i klassementet.

Spørgsmålet er altså, om Movistar kunne få ideer igen. Normal Movistar-logik ville udelukke det, for tidligere er de aldrig gået efter den slags etaper. Onsdagens etape lærte os dog, at de tænker anderledes denne gang, formentlig fordi de stort set ikke har vundet i år, og fordi holdets ledestjerne, Alejandro Valverde, endnu ikke har vundet. Ideen med at gå efter denne etape skulle da også være at sætte Valverde op til en spurt. De droppede 5. etape, hvor hovedvejsstigningen i modvind var for let til at gøre det tilstrækkeligt hårdt, men her er terrænet til en gentagelse af 2. etape.

Jeg tror dog ikke, at de vil gøre det. Situationen er nemlig anderledes end i onsdags, hvor Marc Soler var floppet på 1. etape. Nu har spanieren kørt sig så meget ind i klassementet igen, at han nu er nr. 7, bare 35 sekunder efter en Enric Mas, der har virket rusten de seneste dage. I denne situation, hvor Soler måske kan ende som kaptajn, brænder man ham ikke af på samme måde som sidst. Mas bruger man naturligvis heller ikke, og hvis pointen er, at Valverde skal vinde en spurt, giver det jo heller ikke mening at ofre ham.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Tilbage er så resten af den ikke specielt klatrestærke trup, og de er næppe stærke nok til at skabe den udskilning, Movistar skal bruge. Carlos Verona er den eneste reelle klatrer, men han synes ikke formstærk nok til, at en stor offensiv giver mening, slet ikke med udsigt til de tre sværeste bjergetaper samlet over de kommende fem dage. Derfor tror jeg, at Movistar denne gang holder sig i skindet og sparer kræfterne til vigtigere slag senere på ugen.

Er der så ikke andre, der kunne få lyst? Selvfølgelig kan man argumentere for, at Primoz Roglic godt kunne bruge 10 bonussekunder, men efter gårsdagens lussing tror jeg, at Jumbo har det fint med at komme sig lidt inden de vigtige etaper senere på ugen. Derudover er der naturligvis Deceuninck med Andrea Bagioli, men mon ikke de ser en større ide i at spare lidt på kræfterne til de to Sam Bennett-etaper, der venter senere på ugen?

Medmindre Movistar igen tager mig på sengen, tror jeg altså, at vi får et løb i to halvdele. Først vil vi få en gigantisk og måske mere end en time lang kamp om at ramme udbruddet, og derefter vil Ineos kontrollere, mens udbruddet sejler væk og kæmper om etapesejren. Man kan aldrig udelukke, at specielt Movistar senere alligevel vil lægge lidt tryk på for at se, om der skulle være lidt hviledagsrust at finde hos en klassementsrytter eller to, men mest af alt tror jeg, at Ineos vil trække feltet relativt kontrolleret op over toppen, og at feltet derefter vil rulle i samlet flok til mål med opsparet energi til onsdagens etape. En joker er den relativt kraftige vind, der har skabt så megen nervøsitet hidtil, men den synes aldrig rigtigt at stå rigtigt til at skabe mere end nervøsitet. I finalen vil der samtidig være ugunstig vind hele vejen op over stigningen og hjem, og det taler endnu mere for, at det ikke rigtigt giver mening at være alt for offensive i klassementet, som vi så det forleden.

Jeg regner derfor med en udbrudssejr. Desværre er starten af etapen flad, og det gør det til et sandt lotteri at ramme rigtigt. Det kan dog slet ikke udelukkes, at udbruddet først kommer væk ved første passage af stigningen, og i det tilfælde bliver det helt anderledes. Da bliver det meget let at forudse, hvem der vil sidde med, og det vil formentlig være stort set alle de udbryderkonger, der også var afsted i går, hvor udbruddet blev etableret på en knaldhård bakke i begyndelsen.

For at vinde etapen skal man naturligvis klatre godt. Stigningen er møgsvær, men de lidt tungere folk reddes af modvinden. Modsat på 2. etape er der denne gang også mere fladt terræn end nedkørsel til sidst, og det vil alt sammen foregå i modvind. Chancen for at køre alene hjem fra toppen er derfor betydeligt mindre, særligt hvis man jagtes af en gruppe, der samarbejder godt. Lidt tungere folk med en god spurt er derfor ikke uden chance, men for dem vil det altid være en fordel, hvis ikke udbruddet først kører på stigningen, hvor man formentlig skal klatre ret sublimt for at komme afsted.

Jeg vælger at pege på Rui Costa som min favorit. Portugiseren har ikke haft sin bedste sæson, men jeg har været ganske imponeret over hans kørsel i dette løb. Han var med i det udbrud, der kæmpede med feltet i mere end en time i lørdags, han var overbevisende på stigningerne på 1. og 2. etape, og i går blev han nr. 3. Når han er i form, er portugiseren lidt af en udbryderkonge, og denne etape er skræddersyet til ham. Han har poweren til at komme afsted i starten, og lige nu klatrer han så godt, at han bliver meget svær at sætte på stigningen, særligt i modvind. Også hans spurt er blandt de bedste blandt løbets udbryderkonger, og dermed har han alle forudsætningerne for at vinder. I det lys er han min favorit.

Jeg kunne dog lige så godt have peget på Luis Leon Sanchez. Den spanske veteran så i år længe pensionsmoden ud, men i dette løb og mod slutningen af Touren er benene vendt tilbage. Særligt på den knaldhårde 2. etape, hvor han angreb midt i Movistar-massakren, var han overbevisende, og ligesom Costa er han skræddersyet til denne etape. Han har power på det flade, han klatrer fornemt - særligt hjulpet af modvinden - og han er hurtig. Usikkerheden går mest på, at han i de senere år stort set aldrig har spurte, og jeg vil næsten tro, at Costa i dag kan være hurtigere. Til gengæld er Sanchez snu som bare pokker, og han har en fantastisk evne til i en ukontrollerbar finale at gribe momentet og køre alene hjem. Det er ikke uden grund, at han har vundet udbrudsetaper i Touren i 2008, 2009, 2011 og 2012. Hvis ikke han skal lege bodyguard for Vlasov, som han har gjort meget i dette løb, er dette en oplagt chance for Sanchez til på falderebet af karrieren at tage den første Vuelta-etapesejr.

Det tredje helt oplagt er naturligvis Tim Wellens . Belgieren har endelig fundet formen, og når han har det, er han fantastisk til at ramme udbruddene. Han har allerede været afsted på 1., 2. og 5. etape, og han vil helt sikkert gøre alt for at komme afsted på en dag, der med to kategori 1-stigninger er ret vigtig i kampen om bjergtrøjen. Lange stigninger er dog ikke hans kop te, og særligt Costa, men også Sanchez vil have en chance for at sætte ham til vægs på så svær en stigning. Heldigvis for ham er der modvind og tid til at komme tilbage, og stigningen er heller ikke så svær, at den er uden for Wellens’ rækkevidde. En flad spurt er ikke hans spidskompetence, men i forhold til fart står han bestemt ikke meget tilbage for de to ovennævnte, hvis noget overhovedet.

Jeg synes, at det er lidt svært at finde ud af, hvor vi har Omar Fraile. Han har haft et hårdt program med Tour og en meget aktiv klassikerkampagne, hvor han var i den bedste form i mange år. Nu har han virket mere træt, men han gjorde det dog så pænt på 2. etape, at den gode form ikke kan være helt væk. Hans synes endelig at være kommet sig over de langvarige rygproblemer, og den Fraile, der to år i træk vandt løbets bjergtrøje, var skræddersyet til etaper som disse. Han er en mester i at ramme udbruddet, og når han er i form, klatrer han glimrende, som 19. pladsen i Liege senest viste - også selvom stigningen her er en anelse lang. Når man kan slå Sonny Colbrelli i en let stigende spurt, kan man også afslutte, og derfor er dette en perfekt Fraile-etape, hvis han fortsat er frisk.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

I stedet for at kontrollere bør Deceuninck forsøge at få Andrea Bagioli afsted. Italieneren er nu ude af klassementet og kan derfor jagte en etape, der synes at passe ham fremragende. Det er måske lidt bekymrende, at han synes allerede at være mere og mere træt, men det er alligevel svært at se, at han kan få alt for store vanskeligheder på denne stigning, slet ikke hvis han efter en hviledag genfinder benene fra løbets begyndelse. Han er så hurtig, at han - dog lidt heldigt - slog Roglic i en flad spurt i Ain, og derfor har etapen det perfekte design. Udfordringen bliver at komme afsted i den flade indledning, hvor han kan være overmatchet af de fire ovennævnte udbryderkonger.

Er stigningen for svær for Alex Aranburu? Det kan den meget vel være, hvis han sidder i udbrud med flere af de ovennævnte og måske endnu mere udprægede klatrere, men der er trods alt modvind og langt hjem fra toppen. Sidste år imponerede han med klatreevnerne, når bare stigningerne ikke var alt for lange, og det er denne trods alt ikke. Der er næppe nogen, der slår ham i en spurt, selvom den her er flad, og derfor handler det for ham om at ramme rigtigt, overleve stigningen og siden kontrollere den flade finale. Gør han det, kan han sagtens vinde som endnu et af Astanas overflod af gode bud til denne etape.

Jeg har flere gange fremhævet Nick Schultz, og det vil jeg gøre igen. Den unge australier er endelig klar til at slå igennem efter en fornem ardennerkampagne og meget overbevisende kørsel i løbet her, særligt på 2. etape. Mitchelton er ikke alt for fokuserede på klassementet denne gang, og han burde få masser af frihed. Med sine gode klatreben og den hurtighed, han lidt for sjældent viser, må han regnes som skræddersyet til en rute med denne profil.

Det var godt at se Michael Valgren køre så fornemt i går. Det vidner om, at danskeren er ved at finde de ben, han viste ved VM, og lykkes det, er dette en glimrende etape for ham. Han har masser af power og næse for at ramme udbruddet, og med modvind på stigningen bør han have en fair chance for at komme med over. Min frygt er selvfølgelig, at den er for svær, for den er vanskeligere end Formigal forleden. Heldigvis er der tid til at komme tilbage, og selvom han ikke er verdens hurtigste, er han stadig en af de hurtigere udbryderkandidater. Og så har han jo en herlig og veludviklet næse for at stikke af i en flad og ukontrollerbar finale - en strategi, der har indbragt ham hele to klassikersejre.

Er stigningen for svært for Julien Simon? Det må man nok antage, men når han er i form, klatrer han stadig hæderligt. For et par uger siden blev han nr. 28 i både Fleche og Liege, og han blev nr. 29 på Arrate i tirsdags. Han viste stor moral, da han i lørdags sendte sit hold frem for at jagte i et forsøg på at gå efter en spurtsejr, og han er som bekendt ganske hurtig, selvom han har tabt lidt af fordums hurtighed. Total Direct Energie plejer at spille statistroller i grand tours, men Simon er et ret godt bud på en mand, der kan vinde denne etape fra et udbrud.

Vi må vel også nævne Michael Woods igen. Jeg tror nu, at han sparer sig til udbrud onsdag, lørdag eller søndag, hvor hans chancer er langt bedre, men vi så på 5. etape, at han pludselig angreb alligevel, fordi EF manglede en mand i front. Kører udbruddet først på stigningen, må det være ham, holdet kan sende afsted, og så er er han ikke uden chance. Modvinden gør det desværre lidt for svært at komme af med de tungere typer, og selvom han er hurtig, er han i en flad spurt overmatchet af de fleste af de ovennævnte. Uden chance er han dog ikke, hvis han kan få skabt den tilstrækkelige selektion.

Vi er jo lidt ude i Tordenskjolds soldater, og derfor vil jeg også igen pege på Robert Power. Den australske lottokupon har de seneste dage vist, at der denne gang er gevinst, og selvom den gode form har det med at fordufte fra den ene dag til den anden, kan man håbe, at den holder et døgns tid endnu. Denne etape passer ham nemlig ganske glimrende med de klatreevner, der i går indbragte ham en 4. plads. Her viste han også lidt af den hurtighed, der pludselig opstod i Tour Down Under tidligere i år. Udfordringen er, at han dog formentlig ender med at skulle spurte mod en mand, der er hurtigere end ham, hvis ikke han sniger sig væk til sidst.

Hvad med Georg Zimmermann? Den unge tysker er en svær størrelse at blive klog på, men han klatrer godt, og han har også vist glimrende afslutterevner - faktisk så gode, at han blev nr. 4 i massespurten ved de tyske mesterskaber. Hans kørsel i går, hvor han sad med udbruddet langt op ad sidste stigning, vidner også om, at formen er god. Han mangler noget rutine, særligt i forhold til at ramme udbruddet i den flade start, der ikke passer ham, men rammer han rigtigt, vil det være dumt at undervurdere ham.

Min personlige joker er Dorian Godon . Logikken siger, at etapen er for svær for den næsten 2 meter høje franskmand, men han imponerer altså med sine klatreevner. I går kørte han i top 40 på en meget svær etape, og med modvind i finalen er han ikke uden chance for at overleve eller i hvert fald komme tilbage efter stigningen. Han er også hurtig, som han senest viste med sin 10. plads i puncheurspurten forleden, og derfor burde han have en fair chance, hvis bare han kan få slæbt sin store krop med over den svære stigning.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Hvis Movistar som forventet sælger etapen, skal de have en mand afsted, da det vil ligne dem dårligt ikke at gå efter den holdkonkurrence, de allerede fører. Skal de vinde etapen, skal det nok være med Jose Joaquin Rojas, der i gamle dage ville have været et oplagt bud på en etape som denne. På det seneste synes hans klatreevner dog at være aftaget, og nu om dage tror jeg, at han får svært ved at følge de bedste. Han kørte dog i top 40 på både 1. og 2. etape, så helt ueffen er han stadig ikke, og der er både modvind og tid til at komme tilbage. Selvom Rojas altid taber de spurter, hvor han burde være hurtigst, vil han også næsten altid være favorit, hvis han sidder med hjem til sidst.

UAE har også Davide Formolo, der allerede er i ganske god form efter sin skade. Denne etape passer ham dog ikke alt for godt, da hans afslutterevner i en flad spurt lader meget tilbage at ønske. Rammer han udbruddet, er chancen for, at han er bedste klatrer, dog ganske stor, og nogen helt ringe afslutter er han ikke, hvis modstanden er den rette. Og ellers må han jo enten køre alene hjem fra stigningen eller snige sig væk på det flade.

Ag2r kan også spille kortet Nans Peters. Franskmanden jagter sit grand tour-hattrick, og da han i gå kom ind bare 5 sekunder efter Primoz Roglic, er formen fremragende. Peters har dog præcis samme udfordring som Formolo, nemlig at han ikke er verdens hurtigste i en flad spurt, selvom han ikke er helt langsom. Derfor skal han ligesom italieneren være lidt kreativ for at gøre det færdigt, men han har utvivlsomt formen til at spille en rolle.

En spændende outsider kunne være Bruno Armirail, der bare fortsætter med at imponere. Franskmanden angreb i går endda sammen med kaptajn Gaudu på sidste stigning, og det vidner om, at han fortsætter med at forbedre sin klatring. Det betyder, at han burde have en ganske fair chance for at sidde med de bedste, hvis han rammer udbruddet. At vinde bliver betydeligt sværere, men han er en glimrende temporytter, der kan snige sig væk til sidst.

Så er der naturligvis de to Caja Rural-ryttere Gonzalo Serrano og Jonathan Lastra. Begge er klatrestærke og halvhurtige, og dermed burde de passe glimrende til denne etape. Jeg frygter, at stigningen er lidt for lang, og at de i sidste ende vil være overmatchede, men uden chance er de ikke. Kommer de med over, kan de afslutte eller som outsidere måske snige sig væk, mens ”de store” kigger på hinanden.

Endelig er der Guillaume Martin. Kampen om bjergtrøjen betyder, at han og Wellens formentlig vil holde skarpt øje med hinanden, og derfor vil de formentlig enten begge ramme eller begge misse udbruddet. Martin får dog meget svært ved at vinde her, da han ikke er hurtig i en flad spurt. Hans chance er at køre alene væk på stigningen, hvilket dens sværhedsgrad rækker til, men modvinden og det flade stykke er en gigantisk udfordring. Mest af alt skal han nok forsøge at snige sig væk på det flade til sidst.

Jeg tror, at sidste stigning er for svære for de hurtige Magnus Cort, Zdenek Stybar, Angel Madrazo Jonathan Hivert, Jetse Bol, Dion Smith, Anthony Roux, Enrico Gasparotto, Aleksandr Riabhushenko, Tosh van der Sande, Tomasz Marczynski, Alexander Kamp og Jay McCarthy, hvis de rammer udbruddet. Der er gode chancer for, at Movistar har enten Nelson Oliveira eller Carlos Verona afsted, men de får meget svært ved at vinde, og det samme gør den ellers uhyre velkørende Clement Champoussin samt Ion Izagirre, der nok går efter rigtige bjergetaper i stedte. Jeg havde lidt fidus til hurtige Robert Stannard, men han synes ikke at klatre godt nok lige nu. De store klassementshold Jumbo og Ineos skal ingenting, og jeg tror ikke, at Ineos lader en rytter, der er tæt på i klassementet, køre væk. Endelig skal man altid have blik for et soloridt fra Remi Cavagna, men jeg tror altså, at sidste stigning er for svær til, at han kan vinde etapen

Som sagt tror jeg kun, at det bliver en spurt, hvis vi får endnu en Movistar-massakre, og så bliver det en meget selektiv finale i stil med det, vi så på 2. etape. Anden mulighed for en spurt er, at udbruddet først kører på stigningen, og at der derfor i udbruddet havner en mand, der truer Richard Carapaz’ trøje. Selv hvis det sker, tror jeg dog mere, at det vil blive holdt i snor, for jeg har lidt svært ved at se, at andre end eventuelt Movistar skulle lukke hullet, og det bliver svært, når gruppen i det tilfælde vil være brølstærk.

Ender det i en spurt, skal vi altså formentlig se i retning af de allermest holdbare, og så er Primoz Roglic den naturlige favorit. Alejandro Valverde burde også have en fair chance, selvom han synes at have tabt fart, og i modvind burde Andrea Bagioli også have en fair chance for at overleve. Modvinden vil også bringe Rui Costa og Luis Leon Sanchez, der begge var ganske tæt på i onsdags, og selvom jeg vil tvivle på det, skal man ikke helt udelukke Omar Fraile, Nick Schultz, Julien Simon, Georg Zimmermann eller Alex Aranburu. Andre hurtige klassementsfolk er Dan Martin, Felix Grossschartner, Gorka Izagirre og måske Gino Mader, ligesom også Michael Woods kan spurte, hvis han alligevel sidder hos Carthy, men det er svært at se dem slå Roglic i en flad spurt.

Feltet.dks vinderbud: Rui Costa

Øvrige vinderkandidater: Luis Leon Sanchez, Tim Wellens

Outsidere: Omar Fraile, Andrea Bagioli, Alex Aranburu, Nick Schultz, Michael Valgren

Jokers: Julien Simon, Michael Woods, Robert Power, Georg Zimmermann, Dorian Godon, Jose Joaquin Rojas, Davide Formolo, Nans Peters, Bruno Armirail, Gonzalo Serano, Jonathan Lastra, Guillaume Martin

Kandidater til en spurt (i prioriteret rækkefølge): Primoz Roglic, Alejandro Valverde, Andrea Bagioli, Rui Costa, Luis Leon Sanchez, Omar Fraile, Nick Schulz, Georg Zimmermann, Alex Aranburu, Julien Simon