Ruten

Ved skabelsen af det nye løb lå det i kortene, at Abu Dhabi og Dubai skulle være værter for første og sidste etape, og at begge byer skulle lægge asfalt til en af de flade sprinteretaper, der altid har været løbenes mest markante karakteristikum. Ved fordelingen af opgaverne blev det besluttet, at Abu Dhabi skulle skyde festen i gang, og at Dubai skulle være vært for den store finale, og sidste år var det helt naturligt at bytte rundt på rollerne. Som bekendt fik coronavirus dog aflyst den store afslutning i Abu Dhabi, og derfor er det kun naturligt, at byen også i år har fået tildelt den store finale - også selvom Dubai end ikke fik lov at agere vært for starten. Derfor er det i år Abu Dhabi, der runder festen af, og det sker med en endnu en turistetape, der fører feltet rundt til storbyens attraktioner. Der er derfor nok engang lagt op til en paradeagtig afslutning, der ventes at kulminere i den helt klassiske massespurt for de reneste af de rene sprintere, hvis ikke vinden langs kysten alligevel skaber lidt ravage.

Med en distance på 147,0 km er der som så ofte på sidstedagen tale om en kort etape, der fører feltet fra Yas Mall til målet ved Abu Dhabi Breakwater, der ligger på en ø ud for den helt flade millionby. Fra starten ved vandet kører man mod syd ned langs kysten og siden sydøst over en bro. Nu følger man en lige kystvej mod vest og nordvest, indtil man kører mod syd tværs gennem byen over til vandet ”på den anden side”. Her kører man mod vest hen langs kysten, inden man atter kører mod nord gennem byen over til vandet ”på den anden side”, hvorefter det går tilbage mod øst ad kystvejen forbi den første spurt, der kommer efter 42,6 km. Nu går det mod øst ad en vej, der løber parallelt med kystvejen, inden man kører mod nordøst op til en næsten rektangulær rundstrækning, der ligger i byens nordlige udkant.

Efter en omgang på rundstrækningen, der består af lange, lige veje, kører man tilbage mod nordvest med retning mod centrum. Nu drejer man mod vest for at køre over flere broer tværs gennem flere af de mange øer, der ligger ud for Abu Dhabi. På den største af disse drejer man mod sydvest for at køre tværs gennem den frem til Louvre Abu Dhabi, hvor løbets sidste spurt kommer efter 130,7 km på en lille sløjfe, hvor man kører frem og tilbage for at passere museet.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Efter spurten kører man mod sydvest over endnu en bro, der leder tilbage til hovedlandet, hvor man kører ad en lige vej mod sydvest, indtil man gennem fire hurtige sving rammer kystvejen, der følges mod sydvest. Til slut drejer man skarpt til højre med 1200 m igen og følger derefter en svagt bugtende vej over en bro, der leder ud til målet på en lille ø ud for Abu Dhabi.

Etapen byder på i alt 180 højdemeter.

Finalen blev første gang benyttet i Abu Dhabi Tour i 2016, hvor Mark Cavendish spurtsejrede foran Elia Viviani og Andrea Guardini, inden Marcel Kittel i 2017 sejrede foran Caleb Ewan og Cavendish. I 2018 lykkedes det overraskende Phil Bauhaus at krydse stregen først foran Kittel og Pascal Ackermann, og i 2019 fuldendte Fernando Gaviria et eminent lead-out fra Alexander Kristoff ved at sikre sig sejren foran Viviani og Ewan. Sidste år var etapen som nævnt planlagt til sidstedagen, men måtte aflyses efter et coronaudbrud.

Vejret

Efter en meget blæsende fredag venter en blæsende lørdag, selvom vinden ikke bliver helt så kraftig. Der vil være fuldt blus på solen, men temperaturen vil være relativt beherskede 24 grader. Vinden vil være frisk (25 km/t) og komme fra nordvest. I den indledende fase giver det vind fra alle retninger, inden man får sidemodvind på turen tværs over øerne. Når man rammer kysten, får man direkte sidevind hele vejen ned langs vandet, indtil man får sidemodvind efter svinget med 1200 m igen.

Analyse af 6. etape

Det vil være synd at sige, at der har været megen normalitet over cykelverdenen - eller over resten af verden for den sags skyld - det seneste års tid. Alt har været vendt på hovedet i en kalender, hvor intet har været, som det plejer, og samtidig har vi været vidner til et generationsskifte, der har slået igennem med en næsten uset hast.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

I en foranderlig tid er det altid rart at have nogle fast holdepunkter, og et sådant er Patrick Lefevere. Der er nemlig noget dejligt stabilt over den snu belgiske managers efterhånden gamle mandskab, der i dag går under navnet Deceuninck-Quick Step. Eksempelvis ændrede den mærkelige kalender slet ikke på det forhold, at den blå belgiske sejrsmaskine som sædvanlig toppede alle sejrlister.

Det har heller ikke ændret sig, at Deceuninck altid er det dominerende mandskab i sidevinden. Det så vi på 1. etape i denne uges UAE Tour, hvor holdet nok engang svingede taktstokken med hele fem mand i den 23 mand store frontgruppe. Egentlig er det ret bemærkelsesværdigt, for ser man på Deceunincks trup til løbet, skal man egentlig lede langt efter sidevindsspecialisterne. Alle de brølstærke klassikerkonger er jo til åbningsweekend, men alligevel var det det mest naturlige i verden at se Joao Almeida, Mattia Cattaneo og Fausto Masnada i første gruppe, selvom man aldrig ville have anset dem som sidevindsspecialister, hvis holdet havde været et andet.

Eksempelvis havde man forsvoret at se Masnada og Cattaneo i front, da de stadig kørte for Androni, men selvom to af holdets bedre sidevindsryttere missede splittede, nemlig Sam Bennett og Iljo Keisse, var det bare helt naturligt at se de to italienere i første gruppe - alene fordi de kørte i den blå trøje. Der sker bare et eller andet med folk, når de kommer i stald hos Lefevere.

Noget andet er, at holdet ejer sprinterscenen. Lefevere er bestemt ikke feltets rigeste manager, og han har undervejs måttet sige farvel til den ene supersprinter efter den anden. Det er ret bemærkelsesværdigt, hvor stor udskiftning der har været i rollen som førstesprinter, når man over mindre end et årti har kørt massespurter for Mark Cavendish, Marcel Kittel, Fernando Gaviria, Elia Viviani og senest Sam Bennett i Tour de France, men for dem alle har gjaldt, at man med nogen ret har kunnet hævde, at de i tiden på holdet i hvert fald har været kandidat til titlen som den mest succesrige sprinter.

Meget af succesen skyldes naturligvis de sublime sprintere selv, og det gav næsten sig selv, at Bennett som det seneste skud på stammen ville få succes i den blå trøje. Ireren var trods alt så skræmmende i sit sidste år hos Bora, at man sagtens kunne argumentere for, at han var verdens bedste sprinter - måske kun i konkurrence med Dylan Groenewegen. Men det skyldes også, at holdet altid har for vane at opbygge et fremragende lead-out, for selvom der har været stor udskiftning i rollerne undervejs, er belgierne altid blandt de bedste.

Hvis nogen var i tvivl, skal de blot gense dagens 6. etape af UAE Tour. Det er bestemt ikke altid, at holdet rammer rigtigt, som vi så forleden, hvor Bennett nok vandt 4. etape, men hvor der blev begået flere fejl undervejs. I dag skulle man til gengæld lede længe efter fejlene, da den ikoniske finale på Dubais Palmeø, der altid er en hektisk affære, hvor holdet spiller en helt afgørende rolle, gjorde comeback efter to års fravær.

I det hektiske stormløb ned ad den alenlange opløbsstrækning, sørgede Shane Archbold for at holde Michael Mørkøv og Bennett helt i front, men mange rivaler desperat kæmpede for at komme frem, og med vanlig sans for timing lod Mørkøv sig ikke stresse, da Martin Laas for anden spurt i træk fik kørt et lidt for tidligt lead-out for Pascal Ackermann. Danskeren ventede og ventede, indtil tiden var den rette, og da han trådte an, blev Bennett serveret så meget på et sølvfad, at det nok engang stod soleklart, hvorfor Deceuninck-sprintere altid vinder, også når de ikke har været de hurtigste.

Det var nu ikke sidstnævnte, der var noget problem denne gang. Jeg har længe ment, at det kun har været Dylan Groenewegen, der har kunnet matche Bennetts topfart - i hvert fald i hans 2019-udgave. Hans 2020 var trods den store succes i Touren mere rusten og i hvert fald mere svingende, men efter to spurter i år har han igen lignet den sprinter, der nærmest ikke kunne slås i sit sidste år hos Bora. Mørkøvs forarbejde var verdensklasse, men det samme var den spurt, der sikrede, at Bennett krydsede stregen med så klar afstand til rivalerne, at han reelt var i en anden liga.

Det må føles særligt godt for manden, der som nævnt i forrige analyse altid har kæmpet med sin selvtillid, at han nu to gange har fået åbenbaret for sig selv, at han lige nu er ganske suveræn. Hvis han formår at fastholde den bevidsthed om egne evner, når han lander i Europa igen, skal rivalerne stå tidligt op, hvis ikke Bennett og Mørkøv skal blive dominerende de kommende uger.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

En af de få, der på sine gode dage kan drømme om at slå Bennett, er Caleb Ewan, men desværre har løbet her understreget forskellen på de to belgiske hold. Selvom lead-outet ikke sad i skabet i onsdags, er Bennett trods alt begge gange blevet anbragt i en vindende position, men sådan har det slet ikke været for Ewan, der igen i dag sad for langt tilbage og modsat i forgårs slet ikke nåede frem igen.

Desværre er det et mønster, der må vække bekymring. I dette løb så toget med Tosh van der Sande, Roger Kluge og Jasper de Buyst ellers ud til at stå stærkere end normalt, men som det var tilfældet i Touren sidste år, har de ikke kunnet måle sig med de bedste. I Frankrig var Ewan to gange heldig med, at Bennett fik åbnet en alt for lang modvindsspurt, og at han kunne zigzagge sig gennem feltet, men i dette løb er han og holdet blevet kørt over. Når Bennett så sent som i onsdags atter viste, at han er den hurtigste af de to, er det urovækkende, at Ewan samtidig skal starte på bagkant, fordi hans tog ikke kan måle sig med rivalens.

Så ser det straks mere lovende ud for Pascal Ackermann. Han savner ellers Rudiger Selig, der stadig kæmper med at komme sig efter at være blevet pløjet ned af en bilist, men i dette løb har Martin Laas to gange sat sin kaptajn i scene. Timingen har desværre ikke siddet i skabet, for begge gang er esteren løbet tør for kræfter for tidligt, men der er bestemt noget at bygge på, når Selig igen bliver en del af holdet.

Igen i dag kostede den manglende timing dog. Ackermann var pinligt bevidst om ikke at skulle åbne sin spurt for tidligt, og derfor måtte han lette trådet, da Laas trådte an. Det kostede både momentum, fart og positioner, da han kunne se David Dekker, Elia Viviani og Giacomo Nizzolo gå forbi, og selvom han i spurten kunne passere to af dem igen, rakte det ikke til mere end en 3. plads. Desværre har løbet igen understreget, at han ikke har sin flotte 2019-fart, men med et tog, der kan fungere, er der meget positivt at tage med hjem fra ørkenen.

Det er der bestemt også for Elia Viviani. Nok lykkedes det ham ikke at lave hattrick i en finale, hvor han har vundet to gange i træk tidligere i forrige årti, men for en mand, der sidste år nærmest kunne søge patent på at være feltets største skuffelse, må en 2. plads føles som en sejr - særligt når man husker, at han kommer til løbet efter at have ligget stille med hjerteproblemer. Mest lovende er det, at han har genfundet sin positioneringsevne, og i dag sad han helt perfekt, selvom han savner en god del af sit vanlige tog - særligt Simone Consonni - og endda havde mistet sidstemanden Fabio Sabatini i et styrt. Kombineret med den hæderlige fart, han også har vist, burde tørkeperioden snart blive brudt, og når han kan blive nr. 2 i dette løb, er det bestemt også muligt, at han igen kan vinde på WorldTour-niveau.

Det synes også allerede at være muligt for David Dekker. Nok vidste vi, at den unge hollænder er et stort talent, men som klassisk sprinter var han stadig uprøvet. At komme hjem med nu to andenpladser og en fjerdeplads i det på sprintersiden måske stærkest besatte løb overhovedet, er lidt af en bedrift, der lover uhyre godt for fortsættelsen.

Det mest imponerende er, at resultaterne er opnået næsten på egen hånd. Efter tabet af Jos van Emden har han i dette løb kun Christoph Pfingsten til rådighed, og det var næsten synd at se, hvordan tyskeren kun fik afleveret ham i vinden alt, alt for langt tilbage, endda helt nede ved Ewan. Herfra måtte Dekker bruge et hav af kræfter på at bevæge sig frem i den side, hvor vinden stod direkte ind på den stakkels hollænder, og alligevel var det ham, der vandt kampen om det mest eftertragtede hjul, nemlig Bennetts. At opkørslen så kostede for mange kræfter inden spurten, så han ”kun” blev nr. 4, er ingen skam, for i dag viste Dekker, at han kan blive ganske uhyggelig, når han engang får et tog til sin rådighed.

Det tog har Giacomo Nizzolo allerede, men egentlig behøver han det ikke. I dette løb har det nemlig været en fornøjelse at se, at han næsten har positioneret sig, som da han i sin tid vandt to pointtrøjer på sin eminente evne til altid at sidde rigtigt. Desværre har løbet også åbenbaret, at han ikke længere har farten til disse klassiske massespurter, men med en genfunden positioneringsevne ser det lovende ud frem mod de lidt mere opslidende løb, der venter senere på året, hvor han også har fundet den topform, han stadig mangler.

Positionere sig kan Fernando Gaviria til gengæld slet ikke længere, og det er bestemt ikke bedre af, at han i dette løb kun bakkes op af den efterhånden pensionsmodne Maximiliano Richeze. Igen i dag var den tidligere supersprinter helt ude af position, og selvom hans af samme grund alt, alt for lange spurt, var betydeligt mere lovende end i onsdags, var løbet reelt tabt allerede forinden. I gamle dage kunne lynhurtige Gaviria vinde, selv når positionen ikke var optimal, men nu om dage halter det hele så meget, at han har meget svært ved stadig at betegne sig selv som topsprinter.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Samme problem lider Phil Bauhaus under, og han syntes uden nogen synderlig støtte at have brugt for mange kræfter på egen, så der bare skulle et lille svaj fra Ackermann til at få ham til at give op. Heldigvis kan han håbe på, at det løser sig med et bedre tog i kommende løb, men den luksus har Cees Bol ikke. Igen i dag lykkedes det faktisk hollænderen at sidde hæderligt, men i dette løb har han slet ikke været i nærheden af at matche de bedste på fart - et forhold, der også bekymrer ham selv. På den anden side har han altså aldrig været en mand til disse store massespurter, og hans spidskompetence vil altid være de hårdere dage.

De store massespurter var i gamle dage til gengæld noget for André Greipel, men i dag kom han til kort både på positionering og fart, og han har slet ikke kunnet starte sæsonen så overbevisende som sidste år og synes efter dette løb længere væk fra en sidste sejr. Kaden Groves har også i dette løb måttet sande, at han nok også skal have et hårdere løb, hvis han for alvor skal være konkurrencedygtig, men i dag fik BikeExchange til gengæld vist nogle lovende takter i finalen.

Og i det mindste fik de alle lov at spurte. Det gjorde Matteo Moschetti til gengæld ikke. Det gør næsten ondt at tænke på, hvor mange tilbageslag den talentfulde italiener er blevet ramt af hver eneste gang, han begynder at nærme sig sit topniveau. Denne gang var det igen et styrt, der sendte ham ud af et løb, men heldigvis er meldingerne denne gang noget mere opløftende end for et år siden, hvor et styrt i Besseges kostede en brækket hofte.

I samme styrt var Mattias Skjelmose nede, men heldigvis kunne danskeren med lidt hudafskrabninger forsvare sin 6. plads på en dag, hvor eneste ændring i klassementet skyldtes en lidt dum tidsstraf til Tadej Pogacar. Den kommer dog næppe til at spille en rolle i det lange løb, hvor sloveneren synes næsten sikker på at tage den sejr, han missede sidste år. I dag blev ørkenvinden nemlig slet ikke så farlig, som man kunne have frygtet, og selvom sidevind ikke er helt udelukket langs kysten i morgen, ser det ud til, at kun uheld kan forhindre sloveneren i at forlænge sin stime som ubesejret i WorldTour-etapeløb til nu 2.

Det kan jo hurtigt gå hen og blive en vane. Hidtil har en af sportens uforanderligheder jo ellers været, at Primoz Roglic vinder de ugelange etapeløb, han starter i, men måske Pogacar kan aspirere til at blive lige så stabil som sin landsmand. Det kunne blive endnu et holdepunkt i en ellers foranderlig tid, hvor vi dog heldigvis stadig også kan regne med, at Lefevere og hans sprintertog, der altid er garant for succes. Og i morgen gør de det såmænd nok igen.

Favoritterne

Tadej Pogacar kan drage et lettelsens suk. Efter at have overlevet den sidste tur ud i ørkenen er han som nævnt ovenfor kommet et stort skridt nærmere den samlede sejr. Tilbage er nemlig nu kun den anden af de to storbyetaper, der mest af alt har til formål at vise Dubai og Abu Dhabi frem for det store tv-publikum, og modsat dagens etape byder morgendagens finale slet ikke på nogen tur ud i det forblæste sandlandskab.

Helt så enkelt er det dog ikke. Ligesom til dagens etape har arrangørerne nemlig tænkt sig om, da de designede en rute, der grundlæggende er drønsvær at gøre udfordrende. Igen får de nemlig overstået sightseeingen på etapens første del, og de har sørget for at indlægge den eneste potentielt farlige stræknin til allersidst, så den leder direkte ind til selve spurten.

Det eneste farlige punkt er nemlig turen ned langs kysten til sidst. Den indledende fase er reelt bare en tur rundt i storbyen i læ af de mange højhuse, og desværre er der direkte modvind på den lange tur hen over alle broerne og de mange øer, der udgør en betydelig del af Abu Dhabi. Derfor skal vi næppe regne med nogen stor dramatik i løbets indledende fase.

Det betyder dog ikke, at det ikke kommer til at gå stærkt. Sidste etape i et ugelangt etapeløb er som regel altid den mest aggressive, for her er der sjældent så mange andre interesser at beskytte længere. Allerede de seneste to dage har vi set, hvordan også meget stærke ryttere er gået i udbrud, og jeg tror derfor, at vi godt kan få en ret hektisk start. Hold som Astana, FDJ, Ag2r og Movistar har ikke meget at håbe på i en spurt og er helt ude af klassementet, og skal de have noget med hjem, skal det ske via udbrud. Derfor kan vi sagtens se en kamp om at komme afsted og igen et stærkt udbrud, der endda kan tælle Alexey Lutsenko for tredje dag i træk.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Derefter vil etapen nok falde lidt til ro, mens Deceuninck, Lotto, Bora og Jumbo alle kan tænkes at bidrage til at holde udbruddet i formentlig ret kort snor på den relativt korte etape - især hvis udbruddet har substans. Det vil formentlig blive ret begivenhedsfattigt, indtil vi drejer ned langs kysten, hvor vinden vil stå direkte i siden hele vejen hen til det sidste sving med 1200 m igen.

Sidevinden rammes med 24,4 km igen, og i denne fase må man formode, at det bliver meget nervøst. På 2. etape af Abu Dhabi Tour i 2018 splittedes feltet faktisk netop her, og blandt andre Tom Dumoulin befandt sig i anden gruppe. Det krævede en langstrakt jagt at skabe samling, og selvom det lykkedes, viser det altså, at det ikke er helt ufarligt, selvom vinden normalt aldrig er i spil på storbyetaper.

Splitter den så denne gang? Jeg tror det ikke. De kører et lidt andet sted end for tre år siden, hvor splittet kom på en tange helt ude i selve havet. Denne gang kører de kun ned langs kysten, og her vil der næsten altid være så megen læ, at det ikke lader sig gøre. Jeg regner dog med enorm nervøsitet over de sidste 24,4 km, hvilket kvæler udbruddets chancer, og dermed kan der måske være lidt at spurte om i den sidste spurt. Afstandene i klassementet er dog store, i hvert fald for dem, der har evnerne til at spurte, og sprinterne vil ikke bruge kræfter på noget som helst med bare 16 km til mål.

Jeg regner derfor med en massespurt, som vi kender fra de fire besøg, der kan ses på videoerne nedenfor. Der er tale om en rigtig powerspurt på en 1200 m lang og bred opløbsstrækning, men denne gang bliver det lidt kompliceret af, at der er en ret kraftig modvind. Timing bliver nøgleordet, og man må for alt i verden ikke åbne for tidligt. Dertil skal lægges, at modvinden også øger betydningen af positionering, for det bliver meget vanskeligt at forsøge Gavirias trick fra i dag, nemlig at redde en dårlig position på ren fart med en lang spurt. Her vil man nemlig næsten altid dø i vinden.

Lead-outs bliver altså igen vigtige, og det er umuligt ikke at pege på Sam Bennett som favorit. Som gengivet i analysen ovenfor sad dagens lead-out i skabet, og Deceuninck fik vist, at toget med Shane Archbold og Michael Mørkøv er løbets bedste. Samtidig satte Bennett selv en fed streg under sin status som feltets hurtigste mand, og den kombination er selvsagt ret svær at have med at gøre for rivalerne, særligt nu hvor Bennett har genvundet sin selvtillid og ikke er så tilbøjelig til at lave fejl af ren og skær nervøsitet og angst for at blive lukket inde.

Der er dog lidt håb for rivalerne. For det første så vi på 4. etape, at lead-outet kan fejle, og samtidig ved vi, at Bennett har en kedelig vane til at åbne sine modvindsspurter for tidligt. Til gengæld synes han bare lige nu at have så stort et overskud i forhold til rivalerne, at selv det næppe er nok til, at han kan slås. Derfor peger meget på et irsk hattrick lørdag eftermiddag.

I en spurt som denne må det trods alt være Caleb Ewan, der har den bedste chance for at slå ham. Australieren er nemlig bedst i modvindsspurter, hvor hans aerodynamik kommer ham til gode, men der er ikke plads til, at hans tog fejler så voldsomt, som de har gjort de seneste to gange. Der er dog håb i, at Ewan normalt selv er god i positionskampen, og selvom Bennett er hurtigere, slog han sin irske rival i Touren, netop fordi Bennett fik åbnet for tidligt i modvinden. Det kan sagtens ske igen, og så er Ewan utvivlsomt også hurtig nok til at få sin revanche. Først og fremmest kræver det dog, at Jasper de Buyst får ham afleveret ordentligt, gerne på Bennetts hjul, da toget næppe har styrken til selv at tage teten.

Jeg vælger at placere David Dekker som nr. 3, alene fordi det handler om vinderchancer. Jeg har nemlig været ret imponeret over hollænderens fart, og det kunne være meget interessant at se, hvor hurtig han egentlig er, hvis ikke han skal bruge så mange kræfter på egen hånd i finalen. Desværre har han jo igen kun Christoph Pfingsten til sin rådighed, og hvis han skal undgå at bruge sin energi på at bevæge sig frem i vinden, som vi så det på dagens etape, vil han formentlig skulle have nogen held i at finde det rette hjul. Til gengæld er det ret imponerende, hvor godt han har klaret positionskampen og to gange siddet lige i baghjulet på Bennett. Han skal have heldet undervejs, når han er så alene, men sidder han rigtigt uden at bruge for mange kræfter, ligner han en af de få, der kan drømme om at slå Bennett.

Det kan Pascal Ackermann måske også. Jeg har ganske vist ikke været svært imponeret over hans fart, der følger en kedelig nedadgående trend fra sidste år, men som skrevet i analysen har hans tog imponeret. To gange i træk har Martin Laas kørt den hjem fra spids for sin kaptajn, men desværre har timingen knebet. Det er klart, at den kraftige modvind gør det ret sandsynligt, at den stadig uerfarne Laas igen åbner for tidligt, men toget synes at have styrken til at gøre Deceuninck rangen stridig. En powerspurt er normalt god for Ackermann, og afleverer Laas ham perfekt, må han også have en fair chance for at gøre det færdigt, særligt hvis Bennett lukkes inde-

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Som nævnt i analysen må Elia Viviani regnes som en af løbets vindere, og det virker ikke længere helt umuligt, at han faktisk kan vinde en spurt på dette niveau. Som sagt er det særligt hans positionering, der har virket lovende, og modsat i dag har han i morgen sikkert igen Fabio Sabatini til sin rådighed. Det er klart, at han ikke har Bennetts fart, men i dag slog han trods alt Ackermann i et relativt lige opgør. Som alle andre er han nok afhængig af, at Deceuninck og/eller Bennett klokker i det, men hvis han igen sidder rigtigt, synes han med sin gode timing i en modvindsspurt at være en af de ryttere, der kan lukrere på en sådan fejl.

I dag så spurten bedre ud for Fernando Gaviria, end den gjorde forleden, men til gengæld sad han igen i en helt håbløs position. Meget taler for, at det igen vil gøre sig gældende i morgen, og der er derfor ikke meget, der tilsiger, at han vinder etapen. På den anden side viser dagens spurt vel også, at han trods alt tilhører den hurtigere del af sprinterfeltet, og har han lidt held i positionskampen, kan han for en gangs skyld ende med også at sidde rigtigt. Overordnet set har han i dette løb set bedre ud, end han har gjort i nogen tid, og med en tilsyneladende stigende fartkurve, kan man håbe, at han kan komme i nærheden af at gentage den sejr, han tog, da finalen sidst blev benyttet i 2019.

Jeg kunne ikke helt lure Phil Bauhaus i dag. Han opgav hurtigt sin spurt, hvor andre kæmpede sig frem til en fin top 10, og det så ikke helt ud til at være nødvendigt. Formentlig har han også brugt en masse kræfter i en positionskamp, hvor han er temmelig alene, og derfor kunne det være interessant at se ham, hvis han endelig kommer relativt frisk frem til spurten. Det bliver svært, for toget er ikke blevet bedre over natten, men med lidt held kan han måske sidde rigtigt. En boulevardspurt som denne burde være skabt til ham, og det er bestemt ikke tilfældigt, at det netop var i denne spurt, at han overraskede med en choksejr i 2018. Siden da er han kun blevet hurtigere, så nu skal han bare sidde ordentligt.

For Giacomo Nizzolo er det omvendt. Italieneren har positioneret sig sublimt, men til gengæld glider han konsekvent baglæns, når der skal spurtes. Denne form for boulevardspurt efter en kort og relativt let dag er bare ikke noget for ham, og det virker usandsynligt, at han kan slå de hurtigere folk. Hans positionering giver ham dog en chance, for det virker ikke helt umuligt, at han kan vinde kampen om hjulet på den sprinter, der får det bedste lead-out. Det er formentlig Bennett, og mistimer ireren den i modvinden, kan Nizzolo måske alligevel lave et resultat, selvom farten synes at mangle.

Lidt ukonventionelt vælger jeg at pege på Alberto Dainese. Alt taler ganske vist for, at DSM kører for Cees Bol, som det hele tiden har været planen, men da hollænderen er frustreret over sin manglende power, kunne det måske være tid til at give italieneren chancen. I forvejen taler det meste for, at Dainese er den hurtigste af de to i en klassisk boulevardspurt som denne, og jeg tror, at han kan komme meget langt, hvis Bol sætter ham godt op. I forvejen er han god i positionskampen, og det kan derfor blive ganske godt, hvis han spurter som i Australien sidste år. Mest sandsynligt er det dog, at de kører for Bol, men selvom hans positionering har været sjældent god, og powerspurten passer ham, synes han lige nu ikke at have benene til at gøre det færdigt.

Benene havde heller ikke André Greipel, der bestemt ikke har efterladt noget stort indtryk hidtil. Til gengæld så toget ret overbevisende ud i dag, og selvom timingen haltede lidt, var der power i Alex Dowsett og Rick Zabel. En boulevardspurt har altid været noget for Greipel, og det taler nok til hans fordel, at etapen er ret let. Han er ikke længere god nok til at vinde, men toget synes at kunne hjælpe ham til et resultat.

I dag så det ret lovende ud for BikeExchange, men de fik startet lidt for tidligt. Med lidt mere timing har de dog poweren til at gøre sig gældende, og så er spørgsmålet bare, om de kører for Kaden Groves eller Luka Mezgec. Efter dagens 7. plads tror jeg faktisk, at de bygger videre på momentum for Groves, der da også burde være den hurtigste i denne form for spurt. Han har vist, at han ikke kan vinde disse boulevarspurter, men med lidt bedre timing kan det blive bedre. Alternativt satses der på Mezgec, men han burde have mindre fart end sin holdkammerat i denne type finale.

Uden Moschetti skal Trek satse på Emils Liepins. Letten kom ikke i top 10 og viste også på 1. etape, at han ikke længere synes at have den fart, der tidligere gav ham flere sejre. Til gengæld var han i Vueltaen sidste år ikke helt ringe i positionskampen - som mange husker, var det til stor frustration for Bennett - og det kan måske hjælpe ham. Det er svært at se ham vinde, men efter en let dag kan han med en god position nok gøre det pænt.

Endelig vil jeg nævne Riccardo Minali . Italieneren er aldrig blevet til det, man håbede, men skal han lave et resultat, må det være på denne korte og lette etape. Det er den slags etaper, han fik sit gennembrud på, og selvom han ikke synes at have samme fart som dengang, burde han være konkurrencedygtig. Udfordringen er et nærmest ikkeeksisterende tog og hans egen ringe positionering, men i denne ukomplicerede finale kan han vise, hvor hurtig han stadig er.

Stefan Bissegger har i dette løb haft det svært på egen hånd, og jeg tror ikke, at han kan være med helt fremme på en let etape som denne. Albert Torres spurtede slet ikke i dag, men deltog endda i føringsarbejdet, og derfor ser det ikke ud til, at han overhovedet vil forsøge sig. Det vil Andrea Vendrame og Yevgeniy Gidich sikkert, men denne type spurt er ikke noget for dem.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, David Dekker

Outsidere: Pascal Ackermann, Elia Viviani, Fernando Gaviria, Phil Bauhaus, Giacomo Nizzolo

Jokers: Alberto Dainese, André Greipel, Cees Bol, Kaden Groves, Luka Mezgec, Emils Liepins, Riccardo Minali,

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Fernando Gavirias sejr fra 2019, Phil Bauhaus’ sejr fra 2018, Marcel Kittels sejr fra 2017 og Mark Cavendishs sejr fra 2016.