Ruten

I årene mellem 2010 og 2014 var det en fast bestanddel af løbet, at man skulle på den stærkt kuperede rejse ind gennem nogle tyrkiske bjerge og helt ud til en småkuperet afslutning i Turgutreis, der ligger ved kysten helt nede i Tyrkiets sydvestlige hjørne. Den etape har imidlertid været fraværende i nu hele syv år, men i 2021 vender den tilbage. Også denne gang er der med næsten 3000 højdemeter masser af klatring, men med en flad afslutning viser historien, at sprinterne også her plejer at komme til fadet.

I alt skal der tilbagelægges 180,0 km mellem Marmaris og Turgutreis, der er to kystbyer helt nede i det sydvestlige hjørne. Starten er hård, idet man lægger ud med at køre mod nord op og ned ad en ikke-kategoriseret stigning, inden småkuperet terræn leder mod nordøst og nord frem til dagens Turkish Beauty Sprint, der kommer efter 25,6 km. Her fortsætter man mod nord op ad en kategori 1-stgining (8,7 km, 7,0%), der er en jævn og ganske stejl sag med top efter 35,9 km.

Bjerget leder op på et relativt fladt plateau, der via en lille bakke følges mod nord op til byen Mugla, hvor man drejer mod nordvest for at følge en lige og let faldende vej ned til byen Yatagan, der nås i forbindelse med forplejningen efter 82,4 km. Her drejer man mod vest for at køre op ad en kategori 2-stigning (13,6 km, 2,9%), der har nogle lidt sværere kilometer over de første 5 km, men derefter er meget let og i perioder endda let faldende, inden man runder toppen efter 96,6 km.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Det markerer afslutningen på den svære del. En let nedkørsel leder mod vest ned mod kysten og havniveau, hvor man følger en flad vej mod sydvest ned til dagens spurt, som kommer efter 136,8 km. Herfra går det ad den helt flade kystvej ned til byen Bodrum, idet man forinden dog skærer ind gennem landet via tre små bakker. Slutteligt kører man mod sydvest tværs gennem en lille halvø via flere mindre bakker, inden man når frem til Turgutreis, hvor det er fladt, indtil man med 1,5 km igen rammer en 500 m lang bakke, der stiger med 5-6%. Toppen rundes lige efter den røde flamme, hvorefter det falder ned til de sidste 500 m, der er flade. Finalen er teknisk helt ukompliceret, da vejen over de sidste 3 km kun bugter sig let, og over den sidste kilometer er den helt lige.

Etapen byder på i alt 2816 højdemeter.

Turgutreis blev senest besøgt i 2014, hvor Elia Viviani spurtede sig til sejr foran Mark Cavendish og Kristian Sbaragli. I 2013 var André Greipel hurtigere end Matteo Trentin og Nikias Arndt, mens vi i 2012 fik en udbrudssejr, da Andrea di Corrado kørte alene væk og sejrede foran Jonas Aaen og Jerome Cousin samt de øvrige udbrydere. I 2011 blev det til spurtsejr til Valentin Iglinskiy foran Alessandro Petacchi og Elia Favilli, og ved debuten i 2010 var André Greipel hurtigere end Angelo Furlan og Claudio Cucinotta.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Vejret                                                                                                     

Inden løbet så vejret ud til at skulle blive strålende, men det har i den grad ændret sig. Faktisk ser vejrudsigten højdramatisk ud. Fra starten i Marmaris vil det være overskyet med en temperatur på 21 grader, og vinden (14-17 km/t) vil bare være fra sydøst og bare let. Det bliver den dog ikke ved med at være. Herfra bliver det mere og mere blæsende. I Mugla vil det være 22 grader med en sydligøstlig vind med en styrke på ca. 25 km/t, og helt galt går det i finalen ved kysten. Her vil temperaturen være 23 grader, det vil være overskyet, der vil være en beskeden bygerisiko på 15%, og den sydøstlige vind vil være skræmmende stærk med en styrke på hele 45 km/t. Det giver sidemed- og medvind frem til forplejningen, hvor man atter får sidemedvind. Kort inden spurten får man dog direkte sidevind, som var ved hele vejen ind til Bodrum, der nås med 22,3 km igen. Her får man kortvarigt medvind, inden der atter er sidevind på de sidste ca. 15 km. Det varer ved hele vejen, også på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Modvind kan desværre dræbe mangen et godt cykelløb, og igen i år blev det tydeligt, at forkert vind på hovedvejsbakken ved Marmaris kan knuse den i forvejen beskedne chance for klassementsrytterne til at angribe hinanden. Trods forsøgene til slut var det sågar store Matthias Brändle, der sørgede for at holde feltet samlet, og det blev kun sprinterne i den tungeste klasse, der ikke kom med hjem.

Nu tilsiger al logik, at Jose Manuel Diaz har vundet løbet. Sådan plejer det at være med udsigt til to afsluttende sprinteretaper, men måske vil vejrguderne det anderledes. Da jeg skrev overordnet optakt for en uge siden, pegede alt på pænt vejr i weekenden, men det har i den grad ændret sig. Der venter byger til søndagens afslutning, men vigtigst er det, at lørdagen bliver skræmmende blæsende.

Det er sjældent, vi ser cykelløb med vindstyrker på 45 km/t. Sidst jeg så det, var vel i sidste års højdramatiske De Panne, hvor feltet blev flået til atomer, og vinden var så kraftig, at løbet blev forkortet. Faktisk blev GP Monseré i 2019 aflyst grundet en tilsvarende vindstyrke, og man kan derfor vel ikke helt udelukke, at der kan blive problemer med at afvikle hele etapen, hvis det blæser lige så kraftigt ved kysten, som det meldes.

Betyder det så, at feltet splittes? Det ved man desværre aldrig, særligt ikke i Tyrkiet, hvor erfaringerne for sidevindskørsel er dårlige. Faktisk mindes jeg kun, at vi har haft splittelse på den højdramatiske Konya-etape i 2016, og her kørte man på et åbent plateau oppe i højderne. Erfaringen er generelt, at der langs kysten har været for megen læ.

Denne gang er vejrudsigten dog virkelig voldsom, og de burde have sidevind fra byen Milas med 66,9 km igen frem til Bodrum, som nås med 22,3 km igen. Derefter skulle der igen være sidevind over de sidste 15,1 km, og det skulle være mærkeligt, om det med så megen sidevind ikke åbner sig op før eller siden. Det må være dårligt nyt for en klatrer som Diaz, der næppe kan regnes som den stærkeste i de betingelser.

Alt peger på, at det bliver en lynhurtig etape. Den svære start og en historie, der viser, at udbrud før er holdt hjem, taler for endnu en angrebsfest, hvor det slet ikke vil undre mig, hvis også klassementsrytterne rører på sig på den første svære stigning. Delko er dog så stærke i det terræn, at de sagtens burde kunne forhindre, at trusler kommer væk, men medvinden vil gøre det til en lynhurtig begyndelse, hvor feltet sikkert vil splittes og folk falde fra.

Før eller siden skal der nok blive etableret et udbrud, og så plejer der at ske en regruppering, når sprinterne kan komme tilbage. I første omgang er der medvind frem til forplejningen, men alene de blæsende betingelser kan sikkert gøre det meget nervøst. Det vil i første omgang være op til Delko at kontrollere, men det ligger i kortene, at de skal have hjælp af Deceuninck og Israel SUN, mens Alpecins fire mand nok er for få til, at kan hjælpe. Også Uno-X og Bingoal, der har været tæt på så mange gange samt det bemærkelsesværdigt føringsivrige Spor Toto-hold kan tænkes at hjælpe.

På næstsidste stigning drejer de ind i sidemedvind, men oppe i bjergene er der formentlig for meget læ. Til gengæld vil jeg tro, at det kan blive højdramatisk, når vi når Milas med 66,9 km. Her er vi nede i lavlandet, og vinden går direkte i siden. Om det splitter, afhænger af, om terrænet er åbent, men det er svært at forestille sig, at det ikke bliver uhyre nervøst og dermed også hurtigt.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Derfor tror jeg også, at udbruddet bliver hentet. Det er en gigantisk etape at kontrollere med 3000 højdemeter og sidevind, men nervøs kørsel giver fart og positionskamp, der som regel bringer udbrud automatisk tilbage. Derfor ligger det i kortene, at det skal ende i en eller anden form for spurt, medmindre det splitter lige så voldsomt som i De Panne, så folk kan angribe hinanden på skift. Det er måske særligt muligt grundet de sene bakker, der efter en dag i sidevind måske kan være hårde nok til også at skabe udskilning. Og den sidste lille rampe inden mål er den helt perfekte chance for at stikke af til sidst.

Mest sandsynligt er det dog, at der skal spurtes, men det kan meget vel være i et meget lille felt - i den højdramatiske verden måske endda som da Greipel vandt i Konya for fem år siden. Bakkerne til sidst og sidevinden gør dog, at man ikke helt kan udelukke succes med sene angreb, mens jeg med denne vejrudsigt altså ikke tror på et tidligt udbrud. Selve spurten er helt enkel og uden tekniske udfordringer, og der er masser af plads til at lade farten tale.

Det får mig til at pege på Jasper Philipsen . Belgieren fik endelig hul på bylden i dag, og sidevinden bør øge hans chancer for at vinde igen i morgen. Ganske vist er Deceuninck bosserne i sidevind, men Philipsen er selv god i den disciplin, som vi så med hans sejr i Scheldeprijs. Det er en udfordring, at hans hold er så lille og også skal beskytte Jay Vine, men han har to stærke folk i Marcel Meisen og Lionel Taminiaux. Det kunne være sandsynligt, at Philipsen kører sit eget løb, og at Meisen og Taminiaux tager sig af Vine. I dette felt vil jeg blive overrasket, hvis han ryger af i vinden. Kan det holdes samlet til en spurt til sidst, vil han formentlig også drage fordel af etapens hårdhed. Cavendish har hidtil lignet hurtigste mand, men hans holdbarhed er begrænset, og det var vel ikke helt tilfældigt, at det netop var Philipsen, der vandt Scheldeprijs. Han skal måske klare sig alene til sidst, men han er god i positionskampen, og finalen er ukompliceret. Jeg tror, at vind og højdemeter tipper balancen, så Philipsen vinder igen.

Det vil dog ikke være mærkeligt, hvis Mark Cavendish tager nr. 4. De tidlige bakker vil trætte ham og det tunge Deceuninck-hold, men hvis det går som vanligt, bliver der en regruppering senere. I sidevinden har Deceuninck sammen med Israel SUN utvivlsomt det mest kraftfulde hold, og det er også en disciplin, Cavendish selv mestrer, som vi blandt andet så med VM-sølvet i Qatar og senest i Scheldeprijs. Han vil have et brølstærkt hold til at støtte sig og sætter ham op, og hidtil har han været hurtigste mand i feltet. Jeg er dog lidt bekymret for særligt den sidste lille bakke, der måske kan trække lidt for mange kræfter ud af benene på en mand, der i forvejen ikke har Philipsens robusthed. Jeg vil faktisk heller ikke helt udelukke, at det kan blive nu, at Alvaro Hodeg eller Shane Archbold skal have chancen, særligt hvis bakkerne gør ondt til sidst. Sidstnævnte taler for, at det måske er sidstnævnte, der har de bedste kort med den klatring, han viste i Coppi e Bartali.

Det var virkelig synd, at André Greipel i dag gik glip af et Marmaris-hattrick og en - måske sidste - sejr. Heldigvis får han chancen igen lørdag, og sidevinden er bestemt også en fordel for ham. Israel SUN er nemlig uhyre kraftfulde og har domineret samtlige finaler, og de vil sammen med Deceuninck efter al sandsynlighed dominere i vinden også. Til gengæld er jeg lidt bekymret for den aldrende Greipels robusthed efter et hårdt løb, for netop her har han ikke altid været den hurtigste. Omvendt kørte han vel sin bedste spurt i dag, hvor finalen var hård, og de sene bakker burde være til fordel for ham i den direkte duel med Cavendish. Meget taler for, at han igen får et drømme-lead-out, og i dag var han så tæt på at gøre det færdigt, at det bestemt ikke er umuligt, at det vil lykkes i morgen. Gør bakkerne for ondt til sidst, har holdet et fremragende alternativ i den meget robuste Davide Cimolai, der var overbevisende på stignigen i dag.

Også Stanislaw Aniolkowski bliver ved med at vise sin hurtighed. I dag kneb det lidt med at holde linjen, men polakken har trods manglende støtte generelt imponeret med både fart og positionering. Han er lidt for alene i vinden, men han viste i Bredene Koksijde, at han er ganske god i de betingelser. Hans holdbarhed på bakker er svær at vurdere, men hans resultater i mindre løb tyder på, at de sene bakker ikke bør gøre alt for ondt. Hidtil har han manglet den sidste fart, men måske er lidt sidevind og nogle bakker det, der mangler, for at trætte de på papiret hurtigere folk.

Sidevinden skulle vel også være fornuftigt nyt for Kristoffer Halvorsen . Den lille nordmand har måske ikke selv den allerbedste historik i de betingelser, men Uno-X har vist, at de har et af de mest kraftfulde hold. Hidtil har det knebet lidt med farten, men sådan var det ikke i dag, hvor han vel kørte sin hidtil bedste spurt. I et mindre felt taber han mindre på positionskampen, hvor Uno-X som bekendt også har gkort det godt, og med den klatring, han tidligere har vist i Australien, kan bakkerne måske endda være en fordel i forhold til i hvert fald Deceuninck. I dag viste hans spurt i hvert fald, at en norsk etapesejr er inden for rækkevidde.

Jeg vil også gerne pege på Pierre Barbier, der nok har fejet lidt de seneste dage, men som på papiret stadig er en af de hurtigste. Problemet kan være, at hans primære opgave bliver at beskytte Diaz i vinden, og her kan Delko meget vel komme på bagkant. Derfor tror jeg, at han vil blive elimineret, hvis vinden raser, men hvis derimod vi alligevel får en fuld massespurt, burde han stadig være en af de bedste sprintere her. Jeg er dog bekymret for den sidste bakke for den tunge franskmand. Den kan sætte ham til vægs, men så vil Eduard Grosu være et alternativ, der dog synes at mangle farten.

Den generel kuperede etape og særligt den sidste bakke lover godt for Luca Mozzato. Franskmanden er en af de mest holdbare og klatrestærke sprintere i feltet, og hans kørsel i Belgien i år viste også evner i dårligt vejr. Problemet er et hold af klatrere, men generelt har B&B et af de bedre og ikke mindst erfarne hold, hvilket er vigtigt i sidevind. Man kan tvivle på, om farten rækker til at vinde, men efter den lille bakke er det måske muligt - og så kunne han måske også være en mand, der kunne angribe på bakken.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Jeg vil også pege på Giovanni Lonardi. Det overraskede mig, at han kom med over bakken i dag, og han synes generelt at have taget et skridt op. Jeg er stadig bekymret for, at den samlede etape bliver for hård, men Bardiani, der ellers ikke er sidevindskonger, ser på papiret ud til at have et af de bedre hold. Det kan måske gøre det muligt at overleve, men til gengæld kan bakken til sidst blive et problem, og han har næppe alligevel farten til at vinde.

Jeg har svært ved at se andre vindere. Kontinentalsprinterne Siarhei Shauchenka, Martins Pluto, Szymon Tracz, Georgios Bouglas, Mamyr Stash, Ahmet Örken, Lars Kulbe og Ulises Castillo har generelt ikke haft farten eller positioneringen, og i sidevind vil de små hold næsten uundgåeligt få klø, selvom terrænet kunne øge chancen lidt for Tracz, Castillo og Örken. Sidevind svækker også mulighederne for Gleb Brussenskiy, Matteo Malucelli, Ziga Jerman, Manuel Penalver, David Gonzalez, Vincenzo Albanese, positioneringssvage Juan Jose Lobato, Damiano Cima og Andrea Peron, og i en fuld massespurt vinder de næppe, selvom Lobato måske kan have en chance for et bedre resultat i lyset af den sene bakke.

Skal man pege på, hvem der måske kan køre væk i finalen efter sidevindsræs, skal det enten være sidevindsstærke folk med punch på bakken, eller stærke ryttere fra et hold med overtal. I sidstnævnte kategori er det nærliggende at pege på Alex Dowsett, Matthias Brändle, Shane Archbold, Stijn Steels og Iljo Keisse , mens jeg i førstnævnte kategori vil fremhæve Luca Mozzato, Quentin Pacher, Cyril Gautier og Rasmus Tiller, der dog styrtede i dag.

Feltet.dks vinderbud: Jasper Philipsen

Øvrige vinderkandidater: Mark Cavendish, André Greipel

Outsidere: Stanislaw Aniolkowski, Kristoffer Halvorsen, Davide Cimolai, Shane Archbold, Alvaro Hodeg

Jokers: Pierre Barbier, Luca Mozzato, Eduard Grosu, Giovanni Lonardi, Juan Jose Lonardi, Alex Dowsett, Matthias Brändle, Stijn Steels, Iljo Keisse

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Elia Vivianis sejr fra 2014, André Greipels sejr fra 2013 og Andrea di Corrados sejr fra 2012.