Ruten

Det er vel ikke forkert at sige, at Sankt Gotthard-passet er det mest berømte bjergpas i Schweiz - om ikke andet for de mange, der er kørt gennem alpelandet i bil. Bjerget har naturligvis også ofte været en del af ruten for Tour de Suisse, men af logistiske årsager er stigningen altid kommet langt fra mål. Det ændres der på i år, hvor løbet for første gang har en etape med mål på det berømte bjerg. Forinden skal man endda over endnu et stort bjergpas, og det hele bliver blot endnu mere spektakulært af, at den øvre del af målbjerget byder på mere end 5 km med grusvej, der vil være rammen om et af de vigtigste slag i kampen om den samlede sejr.

I alt skal der tilbagelægges hele 216,6 km, der fører feltet fra Unterterzen til toppen af San Gottardo-stigningen. Starten er ganske tilforladelig, idet man lægger ud med at kører mod sydøst og siden syd og vest ad en ganske let stigende dalvej. I byen Tamins forlader man imidlertid dalen for at køre mod vest op ad kategori 2-stigningen Flims (10,9 km, 5,2%), hvis top passeres efter 65,5 km. En kort og let nedkørsel fører nu mod sydvest tilbage til dalen, hvor man igen rammer den let stigende dalvej, der følges mod sydvest ned til byen Disentis, hvor forplejningen er placeret.

Efter frokosten tager den svære del af etapen fat, når man drejer mod syd for at køre op ad kategori 1-bjerget Lukmanierpass (16,5 km, 5,3%), der har en svær nedre del og igen bliver stejlere nær toppen, men ikke er en specielt vanskelig stigning. Toppen i 1915 m højde rundes efter 122,8 km, hvorefter en lang, ikke specielt teknisk nedkørsel fører mod syd ned til dalen, der nås i byen Biasca. Her drejer man mod nordvest for at køre ad en let stigende dalvej forbi den første spurt, der er placeret efter 174,8 km, hvorefter vejen begynder at stige betydeligt mere, indtil man når frem til den anden spurt, der kommer efter 196,8 km på et ganske lille plateau, der fører mod nordøst i yderligere et par kilometer.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Etapen afsluttes med, at man drejer mod nord for at køre op ad San Gottardo, der er uden for kategori, via en vej, der løber parallelt med Sankt Gotthard-tunnelen. Over 12,4 km stiger den med 7,1% i gennemsnit, og der er tale om en relativt regulær stigning, der på den nedre del stiger med 7-9% og på den øvre del stiger med 6-8%, inden den flader ud med 2,6% på de sidste 400 m. Med 5,3 km rammer man grusvejen, og på de sidste 3 km er der en endeløs serie af hårnålesving, inden vejen retter sig ud med 1500 m igen. Herfra er der et sving med 1 km igen og til sidst et hårnålesving bare 50 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 4334 højdemeter.

San Gottardo-stigningen har ikke tidligere i dette årtusinde været brugt som mål for et stort cykelløb.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Vejret

Årets Tour de Suisse har udsigt til at blive en af de vådere. Fredag vil både på ca. 70% risiko for regn og byger gennem hele etapen, hvor temperaturen i dalen ventes at nå 25 grader. Der vil være en let vind fra syd, hvilket giver mod- og sidemodvind næsten hele dagen, indtil man i Biasca drejer ind i sidemedvind. Det vil var ved hele vejen til mål.

Analyse af 6. etape

Held i uheld, blessing in disguise, Glück im Unfall… Det er ikke mærkeligt, at mange sprog har et udtryk for det forhold, at det, der i første omgang kan synes at være drønærgerligt, ender med at få et overraskende positivt udkomme. Det gælder ikke mindst inden for sporens verden, hvor listen over atleter, der efter et tilbageslag er kommet måske endda stærkere tilbage og har opnået et resultat, de ellers næppe havde haft inden for rækkevidde.

Måske kan Egan Bernal indskrive sig som den næste i rækken. Nu er det ganske vist alt for tidligt at drage konklusioner om, hvordan sommerens Tour vil falde ud, men det er nu alligevel bemærkelsesværdigt, hvordan en hel serie af uheld nærmest synes at bane vejen for, at den lille colombianer om en måneds tid skal overhale Nairo Quintana indenom og blive den første Tour-vinder fra det sydamerikanske land.

Det var ellers slet ikke meningen, at Bernal skulle køre Touren i beskyttet rolle. Han skulle i stedet forsøge at vinde Giroen og derefter stille sig til rådighed for Chris Froome og Geraint Thomas i Frankrig, men efter tre styrt er den situation nu vendt helt rundt. Først betød et brækket kraveben, at Bernal slet ikke kom til start i Italien og i stedet havde udsigt til en rolle som tredjeviolin i Touren. Dernæst faldt Froome på tragisk vis fra, hvormed han pludselig blev løftet ind i en position som holdets beskyttede plan B. Og sluttelig styrtede Thomas så tidligt i Tour de Suisse, at han nu vil komme til Frankrig med flere spørgsmål end svar om sit eget niveau efter en sæson, hvor han har vist meget lidt.

Bernal derimod har vist langt mere, og selvom der naturligvis ikke er tvivl om, at Thomas er holdets kaptajn, tyder mere og mere på, at colombianeren vil få stort set samme opbakning og dermed indtage samme position, som netop Thomas gjorde sidste år. Efter den samlede sejr i Paris-Nice og den fornemme kørsel i Catalonien viste Bernal nemlig i dag, at han er knivskarp og klart til allerede efter halvandet år på WorldTour-niveau at løfte et kaptajnansvar i Touren på sportens stærkeste etapeløbshold.

Det var nu på ingen måde uventet, at Bernal satte alle på plads på dagens første bjergetape i Tour de Suisse. Ikke blot var feltet relativt svagt - og det var ikke blevet stærkere med Thomas’ exit - vi har også i løbet af det første års tid lært, at Bernal er typen, der altid er i form. Derfor kom det ikke som nogen sensation, at han kørte en fornem enkeltstart i søndags, og lige så forventet var det, at han i dag satte sig igennem som den bedste klatrer i sportens længste ugelange etapeløb.

Desværre betød en mildt sagt uheldig billeddækning af etapen, at vi aldrig fik lov at se, hvordan Bernal egentlig kørte væk, men resultatet kan ikke diskuteres. Efter fornemt forarbejde fra Kenny Elissonde, der endelig viste lidt af den guldform, han havde, da han sidste år lagde grunden til Froomes monsterridt på Colle delle Finestre, fløj colombianeren tilsyneladende væk fra alle rivalerne og kørte sig sikkert i førertrøjen.

Alligevel vokser træerne ikke helt ind i himlen. Sandheden er nemlig, at Jan Hirt og Domenico Pozzovivo, der skulle vise sig som de nærmeste rivaler, faktisk kørte i hvert fald lige så stærkt på etapens sidste del. Med tanke på, at ingen af dem har Bernal antrit og acceleration - da slet ikke dieselmotoren Hirt - var præstationen måske i virkeligheden slet ikke så overlegen som forventet. Det ændrer dog ikke på, at Bernal allerede nu har lagt løbet i et jerngreb, da også Ineos som helhed med Elissonde, Castroviejo og den genfødte Ben Swift viste, at de har et af de absolut stærkeste mandskaber.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Alligevel skal han måske vente sig en trussel fra lidt uventet kant. Selvom han egentlig bare kom til løbet for at hjælpe Pozzovivo og vinde enkeltstarterne, bekræftede Rohan Dennis nemlig det fine indtryk fra 2. etape, da han med en 12. plads på etapen nu er nr. 2 i klassementet. Med tanke på, at han naturligvis vil slå colombianeren på lørdagens enkeltstart, kan Bernal ikke sove helt trygt. Alligevel er det svært at se Dennis blive en langsigtet trussel, for dagens ret eksplosive og korte etape passede australieren godt. På de lange stigninger, som venter både fredag og søndag, har han det som regel betydeligt sværere, og det bliver bestemt ikke bedre af, at hans restitution lader meget tilbage at ønske. Blandt bjergetaperne var dette således den, der passede ham allerbedst, og særligt på søndagens nu modificerede monsteretape kan man frygte, at australieren eksploderer helt.

Den bør til gengæld passe langt bedre til Hirt og Pozzovivo, der som rene klatrere elsker årets usædvanligt hårde rute. For dem gælder imidlertid, at de får svært ved at matche Bernal på lørdag, og de vil derfor skulle køre fra colombianeren i bjergene. Det bliver ikke let i et løb, hvor det traditionelt er svært for Giro-ryttere at holde formen hele vejen, og hvor antallet af ryttere, der efter den italienske grand tour er startet stærkt for siden at falde helt sammen i weekenden, er alenlang.

Det ændrer dog ikke på, at Hirt og Pozzovivo ligner de værste rivaler, hvis de kan holde dampen oppe. Pozzovivo har ofte vist, at han mestrer kunsten at kombinere de to løb, og da han denne gang ikke kørte klassement i Italien og således er friskere end tidligere, burde han kunne holde formen til slut. Faktisk var det godt at se ham slutte etapen så stærkt af, for efter en sæson, hvor et styrt i Fleche Wallonne kostede ham sine personlige chancer i foråret og satte ham markant tilbage inden Giroen, kunne man frygte, at den aldrende italiener måske ikke helt havde fordums styrke. I dag fik han vist, at det i hvert fald er for tidligt allerede nu at sende ham på cykelpension.

Pozzovivos stabilitet gjorde hans deltagelse i front stensikker allerede forud for etapen. Det var derimod overraskende at se Hirt køre så godt. Det skyldtes nu ikke etapens karakter, for lige siden sit gennembrud på Rettenbachferner i netop dette løb, har han vist, at han er eminent på de stejleste procenter. Snarere skyldtes forbløffelsen, at han i søndags faktisk blev sat af, da Pozzovivo forcerede på sidste stigning, og der var derfor tale om lidt af en genfødsel.

Svingende præstationer er imidlertid det, der kendetegner Hirts karriere. Han tilbringer det meste af sæsonen langt fra sit bedste niveau, men når han endelig finder benene, er han fantastisk. Selv indenfor få dage kan han variere helt enormt, som vi så det i Romandiet, hvor han faldt helt sammen tidligt i løbet, men var en af de bedste på kongeetapen. Og vi så det i Giroen, hvor han skuffede fælt i løbets første del, men sluttede fremragende og var meget tæt på at vinde kongeetapen i løbets tredje uge. Desværre betyder den manglende stabilitet også, at vi ikke aner, om han vil være lige så god i morgen og på søndag, selvom etaperne her passer hans dieselmotor endnu bedre.

Dagens skuffelse var naturligvis Enric Mas, men som jeg allerede bemærkede i optakten i går, var der en vis sandsynlighed for, at spanieren ville få det svært. Det er nemlig et gennemgående træk, at han altid har det svært i sine første løb efter en pause. Også i sidste års Vuelta så vi ham lægge svagt ud, inden han fra 13. etape og frem avancerede fra en 12. til en 2. plads. Der er derfor ingen grund til at være blot den mindste smule bekymret på hans vegne. Jeg vil blive meget overrasket, hvis ikke han finder formen som minimum til den sidste del af Touren.

Han var imidlertid slet ikke den eneste, der skuffede. Værst gik det for Wilco Kelderman, men det var trods alt ikke helt uventet med tanke på den lange pause, han har haft siden styrtet i Catalonien, og på, at han allerede i søndags lignede en mand tæt på eksplosion. Værre var det for Roman Kreuziger, der måske nok styrtede i Fleche Wallonne, men ikke har samme undskyldning for en præstation, der i hvert fald ikke gav grundlag for at tro, at det bliver i år, at han kører sit første gode etapeløb i det, der efterhånden ligner en menneskealder.

Drømmen om, at Simon Spilak ligesom i 2017 kunne rejse sig ud af det blå og igen blive den klasserytter, han var i årene frem til og med 2015, døde brat, da han leverede en præstation, som var helt i overensstemmelse med det, vi har set fra ham i det sidste lange stykke tid. På samme måde var der ikke nogen genrejsning af den fallerede Sergio Henao, der ellers så så stærk ud i søndags, eller af Mathias Frank, der nok efterhånden må sande, at han ikke længere har niveauet til andet og mere end en rolle som hjælper.

Også Hugh Carthy havde en svær etape, men for ham var det naturligvis knald eller fald. Ligesom Pozzovivo og Hirt kunne det med ham efter Giroen gå begge vej, og det blev desværre den forkerte, selvom hans EF-hold havde ført det meste af etapen. Allerede i Italien faldt han lidt sammen i de sidste dage, og noget kunne tyde op, at han efterhånden trænger til pause.

Læs også

Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb

Etapen bød dog også på sine opmuntringer. Ikke mindst må man tage hatten af for Tiesj Benoots foragt for tyngdekraften. Al logik siger, at den store belgier burde blive sat af på en stigning som denne, men ligesom han tidligere har gjort i Dauphiné og Tirreno, viste han i dag, at han klatrer bedre, end hans fysiske fremtoning giver indtryk af. Det betyder naturligvis ikke, at han pludselig får klassementsambitioner i Touren - det er helt urealistisk - men hans chancer for at vinde en etape som del af en angrebstrio, der også tæller Thomas De Gendt og Tim Wellens, er bestemt ikke dårlige.

Patrick Schelling fortsætter også med at imponere. Allerede i Lugano, hvor han sammen med Ulissi kom op til Nibali og Pogacar, efter at de var kørt væk, viste han, at han havde fundet sit livs form. Det bekræftede han med dagens flotte og offensive kørsel, og han ligner således en rytter, der har fortjent endnu en chance på højere niveau, efter at han blev til overs som følge af IAMs ærgerlige kollaps. Marc Soler, der af en eller anden grund er blevet udskreget til at være en klatrer på et niveau, hans resultater slet ikke berettiger, leverede sin vel nok bedste klatrepræstation siden Catalonien sidste år og bragt sig med tanke på enkeltstarten i en glimrende position, hvis han kan bakke det op på de kommende bjergetaper. Og endelig kørte Patrick Konrad en etape på et forventet niveau og viste, at det stærke Bora-hold også vil være i stand til at yde kometen Emanuel Buchmann god støtte i bjergene om et par uger.

Etapen bød også på to meget interessante comebacks. Det mest iøjnefaldende kom naturligvis fra Fabio Aru, der med en hæderlig præstation bekræftede indtrykket af, at operationen måske virkelig har løst hans problemer. Allerede i Lugano gjorde han det bedre end ventet, og selvom der naturligvis stadig er lang vej til den Aru, vi kender, er der i hvert fald grund til en vis optimisme.

Endnu mere overraskende var det at se Lennard Kämna. Tyskeren, der tidligere var et gudsbenådet tempotalent, har ellers intet vist, siden han sidste år måtte tage en frivillig pause som følge af motivationsproblemer. Personligt havde jeg da også afskrevet ham som et af de tabte talenter, men i dag viste han, at det er for tidligt. Nu mangler han bare at genfinde de tempoevner, der gav ham medaljer ved U23-rytternes VM, et verdensmesterskab i holdløb og et topresultat i Vueltaen, og så kan det får alvor blive rigtigt interessant.

Midt i det hele glemmer man næsten Antwan Tolhoek. På sin vis var det meget passende, at han netop tog sin første store sejr i dette løb, hvor han for to år siden fik sit gennembrud ved i Roompot-trøjen at vinde bjergkonkurrencen. Og samtidig var det passende, at det skulle ske efter nogle dage, hvor han var faldet helt igennem og lignede en mand, der efter en forvejen skidt Giro trængte til pause. Manglende stabilitet har nemlig altid været hans varemærke, men når han endelig finder benene, er han en klasserytter. Det så vi især med hans flotte kørsel i Californien sidste år, og i dag viste han det igen. Primoz Roglic ville dog nok have ønsket, at han også havde vist det lidt i Italien for et par uger siden - i øvrigt præcis som Sepp Kuss, der også først fandt formen i Dauphiné efter en skuffende kørsel i Giroen.

Den slags formudsving har Bernal ikke. Når den lille colombianer sætter et nummer på ryggen, kan man næsten altid regne med, at han er med i kampen om sejren. Noget kunne i hvert fald tyde på, at han har kurs mod at kunne skrive Tour de Suisse på en sejrsliste, der allerede Paris-Nice, Tour of California, Tour de l’Avenir og Tour of California. Skulle det lykkes og blive afsættet til en stor Tour, var det måske alligevel ikke så ærgerligt, at det sagde knæk i kravebenet, da cyklen skred ud i en rundkørsel i begyndelsen af maj. Det kan i virkeligheden vise sig at ende som karrierens heldigste uheld.

Favoritterne

Der bliver ingen mulighed for at komme sig i årets usædvanligt hårde Tour de Suisse. Allerede fredag venter den næste bjergetape, men den har en helt anden anatomi end den, rytterne mødte i dag. Dagens etape var nemlig kort og for det meste relativt let, men i morgen er det lige modsat. Distancen er næsten den dobbelte, og med hele tre relativt lange stigninger skal der klatres mere end det dobbelte antal højdemeter. Hvor dagens etape var eksplosiv og dermed overkommelig også for lidt større folk som Rohan Dennis og Tiesj Benoot, venter der fredag en ”rigtig” bjergetape, der vil passe langt bedre til de uopslidelige dieselmotorer og mere rendyrkede bjergryttere.

Det første spørgsmål er naturligvis, om det skal være endnu en dag for et udbrud. I dag var det kun EF, der viste en interesse i at gå efter sejren, mens Ineos og Deceuninck var tilfredse med at kontrollere og ikke smide klassementet væk. De lyserøde amerikanere vil næppe gentage det arbejde i morgen, efter at Hugh Carthy slet ikke kunne gøre det færdigt, og da Enric Mas i dag fik sig lidt af mavepuster, skal vi næppe heller vente os et belgisk initiativ. Med andre ord må pilen pege på Ineos med Egan Bernal, Astana med Jan Hirt og Bahrain-Merida med Domenico Pozzovivo, hvis vi skal finde de hold, der kunne finde på at gå efter samling.

Det er nok tvivlsomt, om vi vil se Bahrain røre på sig. Så længe Dennis ikke er knækket, vil det være dumt at forære Bernal 10 bonussekunder inden enkeltstarten, også selvom dette formentlig er Pozzovivos eneste tilbageværende og bedste chance for at vinde. Til gengæld må Astana virkelig kunne lugte blod med Hirt, men de kan også vælge en dobbeltsidet strategi. Luis Leon Sanchez må være et af de varmeste udbrudsnavne, og kommer han afsted, vil kasakkerne ikke røre en finger. Hvis ikke, vil det imidlertid ligne dem dårligt ikke at gå efter en sejr, når de har en kaptajn i form.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

I alt væsentligt er det dog Ineos, der bestemmer, hvad der skal ske. Spørgsmålet er, hvor mange kræfter de er villige til at bruge inden søndagens etape, der kan blive meget svær at kontrollere. Omvendt er dette løbets eneste tilbageværende bjergafslutning og dermed den mest oplagte sejrschance for Bernal. Han har ikke vundet en bjergetape i et cykelløb siden sidste års Tour of California og må efterhånden være temmelig sulten efter at krydse stregen først - og så vil de 10 bonussekunder også lune, hvis Dennis skulle vise sig mere modstandsdygtig end antaget i analysen ovenfor.

Derfor tror vi, at Ineos med mulig hjælp fra Astana vil kontrollere etapen. Starten er let, og det betyder, at det er muligt at undgå et alt for stærkt og potent udbrud. Naturligvis vil der være liv og glade dage i starten på en etape, hvor et udbrud naturligvis har en god chance, men vi forventer, at Ineos vil kontrollere etapen stenhårdt. Vi hælder derfor til, at favoritterne denne gang skal afgøre det. Det vil imidlertid først ske på sidste bjerg, for Lukmanierpasse kommer så tidligt, at det ikke kan bruges offensivt

Sankt Gotthard er officielt bare 12 km lang, men reelt stiger det i ca. 50 km, hvor man bevæger sig fra 300 til 2000 m højde. Der er derfor tale om en alenlang stigning for de rigtige klatrere. Samtidig er de sidste 12 km svære nok til at gøre forskelle, ikke mindst fordi den iltfattige luft vil bidrage til selektionen. Endelig er det naturligvis et ekstra krydderi, at stigningen som et andet Colle delle Finestre byder på grusveje, hvilket af og til kan gøre det lidt vanskeligere at rejse sig fra sadlen.

Med vores tro på en favoritafgørelse må Egan Bernal igen være storfavorit. I dag viste han, at han var løbets stærkeste, og umiddelbart skulle morgendagens etape passe endnu bedre til en ren klatrer som ham. En 50 km lang opkørsel med mål i 2100 m højde er som skabt til en colombiansk bjergged som ham, og det er meget vanskeligt at se, hvem der skulle være i stand til at køre fra ham. Samtidig er han betydeligt hurtigere end både Hirt og Pozzovivo, der i dag var hans værste rivaler, og faktisk kan han slå langt de fleste på stregen. Med andre ord er det meget svært at se, hvordan han skulle undgå at vinde, hvis ikke udbruddet kører hjem. Derfor er Bernal tårnhøj favorit, hvis der skabes samling.

Som nævnt i analysen var dagens positive overraskelse Jan Hirt. Efter at være blevet sat af i søndags rejste han sig som en Fugl Føniks og viste os, at Giro-formen er intakt. Ustabile Hirt kan sagtens ende med at sidde nærmere gruppettoen end frontgruppen, hvis han har en af sine dårlige dage, men har han benene fra i dag, må han være værste trussel mod Bernal. Dagens eksplosive finale var nemlig ikke specielt god for den tjekkiske dieselmotor, der er bedre på de lange, udmarvende dage i stil med det, der venter fredag. Han havde foretrukket en stejlere målstigning, men grundlæggende er det slet ikke en dum etape for en uopslidelig type som Hirt. Han kan ikke spurte og skal derfor væk fra Bernal, men da han i dag kørte stort set lige så stærkt som colombianeren til sidst, er det heller ikke helt umuligt.

Det var ærgerligt, at billederne i dag ikke viste Bernals angreb, så vi kunne se, hvorfor Domenico Pozzovivo ikke svarede. Italieneren virkede nemlig meget stærk på de sidste kilometer, hvor han vel var hurtigere end både Hirt og Bernal. Pozzovivo har ofte haft det lidt svært på de helt lange stigninger og er bedre på kortere opkørsler, især hvis de er meget stejle. Derfor passer denne etape ham måske ikke helt så godt som den foregående, men som ren klatrer vil han naturligvis stadig være begejstret. Modsat Hirt er han uhyre stabil, og han har vist, at han kan bevare formen efter Giroen. Også han skal af med Bernal for at vinde, hvilket bliver svært, men han er en af de få, der kan gøre det.

Vi vil også pege på Enric Mas. Ganske vist skuffede spanieren i dag, men som skrevet ovenfor var det ikke helt uventet. Spanieren er kendt som en langsom starter, og følger han sit vanlige mønster vil han bare blive bedre og bedre. Denne mindre eksplosive bjergetape passer ham endda bedre, og han burde have bedre mulighed for at få varmet motoren op. Måske er det svært at se ham slå Bernal, men han bør i hvert fald gøre det bedre. Og i en spurt er han en af de få, der faktisk kan true colombianeren.

Patrick Konrad var en af de få forhåndsfavoritter, der ikke skuffede i dag. Faktisk gjorde han det nogenlunde som forventet, og han synes at være i fin form. Desværre er morgendagens rigtige bjergetape knap så god for østrigeren, men han viste i Giroen sidste år, at han godt kan begå sig på dage med mange højdemeter. Det er måske lidt svært at forestille sig, at han faktisk skulle kunne følge de lettere folk, men han er god til at pace sig selv til toppen. Og endelig har han jo en spurt, der kan få de fleste til at ryste i bukserne.

Vi har allerede én gang rost Patrick Schelling, og det gør det naturligt at glæde sig til at se ham igen i morgen. Schweizeren har i hvert fald både her og i Lugano vist, at han kan klatre med WorldTour-rytterne. Han har i Østrig Rundt vist, at han også mestrer de større bjergetaper, og selvom niveauet her er et andet, bør vi igen se ham fremme. Han er dejligt opportunistisk, så måske kan han foregribe favoritterne.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Som sagt var det opløftende at se Fabio Aru i dag. Stille og roligt genskabes håbet om, at operationen har løst hans problemer, og med hans begrænsede forberedelse in mente, burde han bare blive bedre og bedre fra nu af. Dagens meget eksplosive etape var slet ikke god for en ren klatrer som ham, men han bør elske et 220 km langt bjergmaraton. Naturligvis er det svært at forestille sig Aru som etapevinder, men vi vil ikke blive overraskede, hvis han ender betydeligt længere fremme på denne etape.

Som sagt bør denne etape passe dårligt til en stor fyr som Tiesj Benoot. Alligevel kan vi ikke lade være med at nævne ham på baggrund af den enormt flotte kørsel, han leverede i dag. Morgendagens lange, udmarvende stigning er måske i virkeligheden slet ikke så ringe for den belgiske klassikerspecialist, også selvom antallet af højdemeter ikke taler til hans fordel, ligesom han er relativt uprøvet i højderne. Benoot vinder ikke etapen, men det skulle ikke undre, om han kører etapen som en enkeltstart og alligevel ender langt fremme. Om ikke andet må Strade Bianche-vinderen kunne finde lidt inspiration i grusvejene.

Endelig vil vi pege på Hugh Carthy. Egentlig plejer det kun at gå den forkerte vej for Giro-rytterne i Tour de Suisse, men indtil han er eksploderet totalt, lader vi tvivlen komme ham til gode. Dagens etape passede nemlig ikke specielt godt til en dieselmotor som ham, og han vil være langt mere begejstret for morgendagens lange bjergmaraton. I Giroen så vi, at han havde en offday den første dag i bjergene, men derefter lynhurtigt rejste sig igen. Kan han gentage det mønster, er han en af de få, der klatrer godt nok til at kunne true Bernal.

Vi har meget svært ved at se andre vindere end de ovennævnte, og derfor vil vores sidste bud alle være at finde i udbryderkategorien. Her er vores bedste bud Marc Hirschi. U23-verdensmesteren blev sat til vægs i dag, men det betyder, at han nu har den nødvendige frihed. Sunweb er ude af klassementet, og dagens orden må derfor være angreb. Hirschi har været flyvende siden Tour of Norway, og selvom han har til gode at bevise sig over 220 km, må manden, der blev verdensmester på den hårde rute i Innsbruck, have forudsætningerne.

Kasper Asgreen må også være en oplagte kandidat. I dag så vi hans begrænsninger i bjergene, men det betyder, at Ineos nu kan lade ham køre. Danskeren er som bekendt kendt for sin dieselmotor, og derfor må 220 km med mere end 4000 højdemeter være god for ham. Det er klart, at han ikke er ren klatrer, men vi så i Californien, at han med sin enkeltstartsagtige kørsel kan komme langt. Når først Asgreen har fået varmet motoren op, er han i hvert fald ikke let at hente, og vi så i USA, at iltfattig luft rager ham en høstblomst.

Løbets udbryderkonge par excellence er naturligvis Luis Leon Sanchez¸ og han er naturligvis et oplagt vinderbud. Spørgsmålet er bare, om han har tabt nok tid til at få den nødvendige frihed. Det er i hvert fald på grænsen til, at Ineos vil lade ham køre væk. På den anden side er han ikke en langsigtet trussel, hvis han holdes i snor, og hvis han kommer afsted, vil Astana i hvert fald ikke jagte. Han er ikke ren klatrer, men i et udbrud vil han formentlig være en af de mest klatrestærke, og han synes at være i fremragende form, ikke mindst med den overbevisende kørsel på 2. etape.

Gianluca Brmabilla har tabt lidt mere, og det gør ham til en god kandidat. Ganske vist er han stadig slet ikke så god som i 2016, men han viste dog på 12. etape i Giroen, at han stadig er farlig i et udbrud. Stigningerne her er lige voldsomme nok efter hans smag, men i et udbrud vil han utvivlsomt være en af de mest klatrestærke. Det synes i hvert fald at være så sikkert som amen i kirken, at han vil forsøge sig.

Deceuninck kan også satse på Dries Devenyns. I dag var han overraskende langt tilbage, men han så meget stærk ud på stigningerne på 2. etape. Formen burde da også være god, da han er i spil til en plads på Deceunincks Tour-hold. I den sammenhæng vil et resultat her lune gevaldigt, og selvom han er puncheur og ikke klatre, har han i Touren vist, at han godt kan køre udbrud i de høje bjerge.

En af løbets skuffelser er Brandon McNulty. Amerikaneren skuffede fælt de første dage, men dagens 21. plads viser, at formen ikke er ringe. Den unge amerikaner har stadig til gode at vise sig helt frem på dette niveau, men hans fornemme samlede sejr i Giro di Sicilia viser, at han klatrer godt nok til at køre med om sejren, hvis han rammer udbruddet.

Ag2r har to kandidater i Mathias Frank og Pierre Latour. Frank fik sig en mavepuster i dag, men nu betyder et tidstab på 3.30, at han har lidt frihed. Det er på grænsen til at være for lidt, men kommer han afsted, vil han næsten uanset hvad være favorit med de fine ben, han viste indtil dagens lille nedtur. Latour derimod er stadig på vej tilbage efter sin lange skadespause og har formentlig ikke formen. Omvendt så han ikke helt ringe ud i dag, og man skal aldrig afskrive en mand af hans klasse, hvis han rammer udbruddet.

Endelig vil vi pege på Roland Thalmann og Matteo Badilatti fra landsholdet. Begge har imponeret i år, Thalmann med sin flotte kørsel i Tour of the Alps og Badilatti med et topresultat på kongeetapen i Ain. De skuffede begge i løbets første dage, men i dag viste de begge hæderlig form. De har tabt masser af tid, og selvom niveauet her er højt, klatrer de godt nok til at blande sig, hvis de rammer udbruddet.

Feltet.dks vinderbud: Egan Bernal

Øvrige vinderkandidater: Jan Hirt, Domenico Pozzovivo

Outsidere: Enric Mas, Patrick Konrad, Patrick Schelling, Fabio Aru, Tiesj Benoot, Hugh Carthy

Jokers: Marc Hirschi, Kasper Asgreen, Luis Leon Sanchez, Gianluca Brambilla, Dries Devenyns, Brandon McNulty, Mathias Frank, Pierre Latour, Roland Thalmann, Matteo Badilatti (alle fra et udbrud)