Prøv vores nye app
Optakt: 7. etape af Tirreno-Adriatico
12. marts 2023 13:01Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Primoz Roglic fuldendte sit mageløse comeback ved at sikre sig et hattrick på løbets tre kuperede etaper, og dermed er det kun uheld, der kan forhindre ham i for anden gang at vinde Tirreno-Adriatico. Søndag slutter løbet nemlig for andet år i træk ikke med en enkeltstart, men som i svundne tider med en sprinteretape omkring San Benedetto del Tronto, og selvom en kuperet start vil inspirere udbrydere, fortæller historien klart, at de hurtige folk som regel for det sidste ord.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

 

Ruten

I første del af dette århundrede sluttede Tirreno-Adriatico altid med et fladt rundstrækningsløb i kystbyen San Benedetto del Tronto ved Adriaterhavet, mens de enkeltstartskilometer, der måtte være, kom tidligere i løbet. Det format blev ændret efter 2010-udgaven, hvor Edvald Boasson Hagen blev den dengang sidste sprinter til at vinde i kystbyen, og derefter sluttede løbet 11 gange i træk med den nu klassiske tonserenkeltstart i San Benedetto del Tronto. Efter 11 år med den model vendte man i 2022 tilbage til traditionerne, da man der første gang siden Boasson Hagens sejr sluttede på den flade og meget enkle rundstrækning ved adriaterhavskysten. Sådan vil det være igen i år, og selvom den første del af etapen er ganske kuperet taler 90 lette kilometer til sidst for, at traditionen genoptages: en sprinter vil varme Sanremo-benene op ved at tage løbets sidste etapesejr.

 

Med en distance på bare 154,0 km er der tale om en kort etape, der både har start og mål ved Adriaterhavet i den faste målby, San Benedetto del Tronto. Etapen kan inddeles i to dele med en første rundstrækning, der går en tur ind i bakkerne mod vest, inden man slutter med at køre omgange på en helt flad og meget enkel rundstrækning inde i byen.

 

Læs også
Rygte: Pogačars næste kontrakt når svimlende højder

 

Den indledende rundstrækning er 81,2 km og indledes med, at feltet kører mod vest væk fra vandet ad en bakke (4,6 km, 5,0%), der har top efter 4,6 km. Derfra går det mod nordvest ad et plateau, inden man kører videre mod nordvest ad en nedkørsel og derefter mod vest ad en lige og let stigende vej gennem dalen. Den forlader man, når man drejer mod nordvest for at køre op ad løbets sidste kategoriserede stigning, Cossignano (2,6 km, 8,6%), der stiger med 6-8% det meste af vejen, men har 500 m med 13,8% på den første kilometer.

 

Toppen rundes efter 23,0 km, men den efterfølges ikke af en nedkørsel. I stedet går det mod vest ad et fladt plateau, inden man kører mod nordvest op ad en bakke (1,4 km, 5,6%) med top efter 31,9 km. Nu venter endelig en meget teknisk nedkørsel, der leder mod nordvest, inden en helt lige og let faldende vej fører mod nordøst og øst ud mod kysten. Man fortsætter dog ikke ud til vandet, men kører i stedet mod syd op ad en bakke (3,4 km, 6,3%) med top efter 48,1 km, inden en let nedkørsel leder mod nordøst, hvorefter det går mod sydøst ad en lang stigning (8,5 km, 4,5%), der har top efter 63,9 km. Derfra er det imidlertid også slut med vanskelighederne, da en snoet og faldende vej leder mod øst ud til kystbyen Grottammare, der nås efter 76,5 km, hvorefter man kører mod syd ad en flade kystvej frem til den afsluttende rundstrækning, hvor man kører den sidste del og krydser stregen for første gang efter 81,2 km.

 

Etapen afsluttes nu med 5 omgange på den 14,6 km lange afsluttende rundstrækning, der er så enkel, som den kan være. Der er nemlig tale om en rektangulær og helt flad sag, der indledes med, at man kører mod syd ned langs vandet. Herefter følger to hurtige sving med hhv. 10,3 km og 9,2 km igen, hvorefter man kører mod nord parallelt med kystvejen. Slutteligt drejer man to gange i træk med 2,7 km og 2,2 km igen, inden det atter går mod syd ad den 8 m brede og helt flade kystvej. Dagens spurt kommer ved afslutningen på anden omgang efter 110,3 km.

Annonce

 

Etapen byder på i alt 1656 højdemeter.

 

Sidste år vendte sprinteretapen tilbage, og her sejrede Phil Bauhaus i en tæt spurt foran Giacomo Nizzolo og Kaden Groves. Som sagt havde vi i de foregående 11 udgaver en afsluttende enkeltstart. Fabian Cancellara vandt de to første udgaver i 2011 og 2012, inden han blev slået af Tony Martin, Adriano Malori og Andrey Amador i 2013. I 2014 tog Malori den største sejr i sin karriere ved at slå giganterne Cancellara, Bradley Wiggins og Martin. I 2015 var Cancellara tilbage på toppen, da han fik revanche over Malori, som havde slået schweizeren på prologen. I 2016 var Cancellara helt suveræn, da han slog Johan Le Bon med hele 13 sekunder, mens Martin var yderligere 2 sekunder efter på tredjepladsen. Hans tid på 11.08 var rekord indtil 2020. Den kunne Rohan Dennis nemlig ikke slå i 2017, hvor han i tiden 11.18 besejrede Jos van Emden og Michael Hepburn med bare 3 sekunder, eller i 2018, hvor han vandt i 11.14 med 4 sekunder ned til Van Emden og 8 sekunder ned til Jonathan Castroviejo. Hattricket glippede for australieren, da han i 2019 blot blev nr. 8 på en dag, hvor Victor Campenaerts med tiden 11.23 slog Alberto Bettiol og Van Emden med hhv. 3 og 4 sekunder. I 2020 faldt rekorden med et brag, da Filippo Ganna leverede en magtdemonstration og sejrede i tiden 10.42 med hele 18 sekunder ned til Campenaerts og 26 sekunder ned til Dennis, der også begge slog Cancellaras rekord. Til gengæld blev Ganna slået i 2021, hvor Wout van Aert med tiden 11.06 sejrede med 6 sekunder ned til Stefan Küng og 11 sekunder ned til den italienske verdensmester.

 

 

 

 

 

Læs også
Dansker inden klassiker: Vi kører for at vinde

 

 

 

 

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Annonce

 

Vejret

En vejrmæssigt kedelig uge slutter flot. Der vil være byger om formiddagen, men under løbet vil der kun være få skyer og en temperatur i målbyen på 13 grader. Det er også slut med kraftig vind, da der bare vil være en let en af slagsen (9-13 km/t) fra nordøst og til slut østnordøst. Det giver generelt side- og sidemedvind på første del og mod- og sidemodvind på anden del. På rundstrækningen vil der først være sidemedvind, dernæst sidemodvind og slutteligt sidemedvind over de sidste 2,2 km, men det tenderer mod næsten ren sidevind hele vejen.

 

Analyse af 6. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Primoz Roglic med sin sejr på løbets muretape gav Remco Evenepoel noget at tænke over inden Giroen.

 

Favoritterne

Selvom det nu er anden gang, føles det stadig lidt forkert at skrive denne optakt. Nu har vi i 11 år vænnet os til, at løbet slutter med en af årets store klassikere i form af enkeltstarten, og den vil blive savnet. Til gengæld er der mange sprintere, der glæder sig over, at fortiden vender tilbage, og at vi for anden gang siden Edvald Boasson Hagens sejr i 2010 kan se frem til et spurtopgør i San Benedetto del Tronto.

 

Det bør vi også få. Ganske vist blev sprinterne snydt af Mads Würtz på den sidste sprinteretape i 2021, men det er svært at tro, at det sker igen. Jayco er her alene for spurterne, men har endnu intet vundet, og vi kan også være helt sikre på, at Soudal og Alpecin går målrettet efter denne etape. Skulle Intermarché ikke gå i udbrud, skal de vel også jagte for Biniam Girmay, og derudover er det vel heller ikke helt umuligt, at Jumbo vil gå efter den sidste chance for Wout van Aert. Lægger man dertil, at Phil Bauhaus var tæt på forleden, er der flere hold, der kan tænkes at jagte.

 

Alligevel regner jeg med, at det bliver aggressivt. Det gør sidste etape næsten pr. definition, og med den hårde start er der incitament til at prøve. Sidste år kørte udbruddet alligevel tidligt, og det blev helt kontrolleret, men det kan ende med, at de tager lang tid at få udbruddet etableret. Der bør dog være mange sprinterhold, der patruljerer, og det bør være muligt at få et lille og knap så stærkt udbrud afsted.

Annonce

 

Læs også
Sagans drøm slukkes: Dårlige præstationer koster dyrt

 

En joker er naturligvis Van Aert. Logikken tilsiger, at han skal blive hos Primoz Roglic, men har den mand nogensinde brugt logik? Det vil ligne ham ganske glimrende, hvis han skal teste formen en sidste gang med et udbrud. Jeg tror det dog ikke. Der er Sanremo om under en uge, han gravede dybt i dag, og han er meget bevidst om at passe på sig selv. Etapen er ikke specielt hård, og derfor kan man ikke udelukke, at han vil booste et udbruds chancer, men jeg tror det. Hvis han gør, kan han også være sikker på, at de forsøger at lukke med det samme - blandt andet kunne Alpecin sende Mathieu van der Poel med, og jeg tror ikke, at han får lov at gå i udbrud på en dag, hvor han er helt afgørende for Jasper Philipsen i en spurt, hvorfor han snarere skal lukke Van Aert ned - og jeg regner derfor ikke med, at vi ser Van Aert i udbrud.

 

Når udbruddet er kørt, vil Jumbo sikkert tage kontrol, men selvom det ikke kan udelukkes, at de vil jagte, får de helt sikkert hjælp fra Alpecin, Soudal og Jayco og måske også flere af de nævnte hold. Jeg har derfor svært ved at give udbruddet en chance, men som vi så i 2021 kan man aldrig helt udelukke det, selvom udbrud har en ret elendig historik på denne etape - også fordi feltet skal køre langsommere på bakkerne.

 

Vil der blive kørt stærkt på stigningerne fra eksempelvis Intermarché for Biniam Girmay? Næppe. Vi har tidligere set Tinkoff gøre det for Peter Sagan på en tilsvarende etape for nogle år siden, men de kommer så tidligt, at det er svært at se meningen med det. De skal holde den gående på det meget lange og flade stykke, og det ligner en umulig mission med Soudal og Jayco i hælene. Det bør blive en nogenlunde fuld massespurt, men vi er sent henne i et hårdt løb og kombineret med en potentielt hård jagt vil træthed spille en rolle.

 

Spurten burde altså ikke være i fare, og den er endda meget enkel. Opløbsstrækningen er 2,2 km lang, og vejen er hele 8 m bred. Risikoen for at blive lukket inde er således mindre, og der er god plads til at lade farten tale. Holdet er derfor ikke altafgørende, og det er således en spurt, der minder om den, vi havde på 2. etape og slet ikke den, vi havde på 3. etape. Vinden er også relativt gunstig, og derfor kan man åbne tidligt, hvis man sidder lidt langt tilbage.

 

Jeg vælger at gå med Jasper Philipsen. Belgieren har i dette løb bekræftet sin tårnhøje fart. Faktisk tror jeg, at han havde vundet begge sprinteretaper, hvis han ikke var blevet tvunget af Fernando Gaviria til at åbne for tidligt i tirsdags, og lige nu ligner han for mig hurtigste mand. Det hjælper ham helt sikkert også, at vi er syv dage henne i løbet, for han er langt mere holdbar end de fleste andre sprintere, og samtidig har han et gyldent våben i Mathieu van der Poel. Han får ikke samme glæde af endnu et suverænt lead-out i denne form for finale, men havde han holdt Van der Poels hjul i tirsdags, var han blevet sat perfekt op i to ud af to massespurter. Resten af toget med Robert Stannard, Gianni Vermeersch og ikke mindst Ramon Sinkeldam er også meget stærkt, og han positionerer sig så godt, at han altid sidder godt. Han er ikke så stor favorit som i onsdags, for her kan han godt blive slået på fart, men mit gæt er, at han lige nu er hurtigst. Kombineret med større friskhed, Van der Poel og god positionering, bør det føre til hans anden sejr.

Annonce

 

Manden, der kan slå ham på fart, er Fabio Jakobsen. Han gjorde det jo i tirsdags, og selvom han her blev hjulpet af belgierens alt for lange spurt, ved vi også fra sidste år, at Jakobsen nok stadig var den hurtigste af de to. I onsdags tabte han som så ofte før hjulet på sit hold, men det gør han formentlig ikke i denne finale. Indtil nu har hans tog ikke sat ham op fra spids, men på papiret er formationen med Julian Alaphilippe, Casper Pedersen, Davide Ballerini og den i år så stærke Bert Van Lerberghe skræmmende stærk. I denne enkle finale bør de sikre, at Jakobsen sidder rigtigt. Herfra skal han så bevise, at han igen kan overspurte Philipsen - også efter en hård dag og med seks hårde dage i benene.

 

Kører Wout van Aert spurten? Han blev ikke spurgt til det i dagens interview, og derfor er det et åbent spørgsmål. Jeg vil dog forvente, at han har brug for at køre en rigtig spurt inden Sanremo, og jeg vil derfor tro, at han giver den et skud. I gamle dage havde han lidt svært ved at vinde disse spurter mod de rene sprintere, men han har gjort det i Paris, og sidste år var han meget tæt på i Touren. Faktisk gjorde han det også i dette løb i 2019, selvom han her var lidt heldig med, at Caleb Ewan sad for langt tilbage. Vi ved, at han trods svag støtte altid sidder godt, og han har stor fordel af den hårde rute og de seneste hårde dage. På papiret er der stadig et par folk, der er hurtigere end ham, men han har slået dem alle før. Det kan helt sikkert ske igen.

 

Efter den spurt, han vandt i UAE Tour, tror jeg stadig, at Dylan Groenewegen er hurtigste mand, når alle er friske. Det kunne man bare slet ikke se på 6. etape i UAE Tour og slet ikke på 2. etape. Her sad han ellers ganske godt, men han var helt uden den vanlige fart. Det gør mig bekymret, når vi samtidig har en hård etape og er langt inde i løbet. Groenewegen har dog før spurtet meget imponerende sent i et etapeløb - han har blandt andet vundet i Paris - og hans gode spurter synes at komme, når man mindst venter det. Denne gang lider han ikke så meget under sin svage positionering, og både på 2. etape og i Emiraterne gik det godt med at sidde fint i denne slags enkle finaler. Det gør han formentlig igen i morgen, selvom han formentlig stadig skal komme bagfra Philipsen. Det kan heldigvis godt lade sig gøre, men så skal han spurte som i Emiraterne og ikke som i tirsdags.

 

Som jeg har skrevet flere gange, har jeg været meget imponeret over den fart, Biniam Girmay har vist i år. Han ligner nu en mand, der også kan vinde denne slags boulevardspurter, og han har vist sig skræmmende stærk i positionskampen. Jeg vil stadig tro, at de fire ovennævnte har en lidt højere topfart, men det troede jeg også med Olav Kooij. I Valencia slog han alligevel hollænderen efter en hård dag, og det er netop, hvad vi kan få her. Trætheden taler til hans fordel, men skal han for alvor kunne slå til, skal Mike Teunissen nok vise de lead-out-evner, vi slet ikke har set i år. Heldigvis ved vi, at han bør have klassen til at udfordre Soudal og Van der Poel.

 

Læs også
Danskerhold melder fra: Hvad er formålet?

 

Fernando Gaviria skal glæde sig over, at denne finale er næsten en tro kopi af tirsdagens. Her er han mindre afhængig af sit hold, og her har han plads til at overraske med de lange spurter, han har gjort til sit varemærke, når hans hold er så svagt. Det var ikke langt fra at lykkes i tirsdags, og det kan bestemt lade sig gøre, hvis de tøver. Han synes i hvert fald at have farten, og derudover er det også før lykkedes ham at have heldet i positionskampen, så han kan køre en mere klassisk spurt. Lykkes det, synes han at være hurtig nok til at true de bedste efter denne sæsons genfødsel.

Annonce

 

Jeg rangerer igen Matteo Moschetti højt. Han havde ikke samme fart i onsdags, som han havde, da han så skræmmende hurtig ud i Almeria, men han mente selv, at det skyldte, at han havde brugt for mange kræfter forinden. Det er også ganske muligt, og der var i hvert fald lys at hente i det forhold, at han trods sit svage hold bekræftede sin gode positioneringsevne. Som vi så i tirsdags, betyder holdet, at han altid vil være et lidt usikkert kort, men sidder han rigtigt, som han gjorde forleden, vil han med en Almeria-spurt bestemt have chancen.

 

Da han kun akkurat kunne holde hjulet på Philipsen i onsdags, stod det igen klart, at Phil Bauhaus i år mangler den fart, han havde sidste år, hvor han jo vandt netop denne etape. Det har været temaet hele året, og hvor han i onsdags kunne have vundet på sin positionering, er det meget vanskeligere i denne enkle finale. Han har dog stadig et meget stærkt våben i toget med Andrea Pasqualon og Nikias Arndt, der i onsdags beviste, at de er stærke nok til at sætte ham op fra spids. Det giver ham trods alt en chance for at gentage sidste års sejr, men det kræver, at de hurtigste alle fanges for langt tilbage, hvad der er usandsynligt.

 

Løbet her har bekræftet, at det er meget svært at vinde, når man kun har Nico Denz til rådighed som støtte. Jordi Meeus positionerer sig godt og er da også gået i top 10 begge gange, men han er pokkers afhængig af held, når han er en af de sprintere med allermindst hjælp. Det held kan han imidlertid også godt have, og han har siden sidste sommer spurtet ganske imponerende. Det har han også gjort i år, og selvom der er et par folk, der er hurtigere, er han ikke uden chance, særligt hvis han med sin superform er kommet bedre igennem de seneste dage.

 

En rytter, der skal bruge samme held, er Sebastian Molano. Med Alessandro Covis exit er han desværre nu helt uden støtte, og det gør det meget svært. Heldigvis er finalen enkel, og han har virkelig positioneret sig godt på egen hånd, først i Emiraterne og siden på 2. etape. Han viste jo med choksejren i Emiraterne, at han på de gode dage kan overraske selv de allerbedste, men det vil være en sjældenhed. Nu hvor han er helt alene, ligner det en ekstra svær opgave at bevare friskheden og sidde rigtigt.

 

Ligesom Bauhaus er Simone Consonni beriget med et stærkt tog, men en knap så høj fart. Axel Zingle og Davide Cimolai har gjort det fornemt i de første to spurter, og det taler for, at Consonni igen vil ende i top 10. Denne gang får han dog ikke samme glæde af sit tog, som han gjorde i onsdags, og her er det svært at se, at han vil kunne vinde, når der er så mange, der er hurtigere end ham. Han synes dog frisk og i fremragende form, og han har før overrasket i en ren massespurt, nemlig da han vandt i Chauny i september.

Annonce

 

Giacomo Nizzolo kom godt i gang i år, men her har det været svært, fordi han er uden sit tog. Normalt positionerer han sig ellers godt, men ikke med samme træfsikkerhed som tidligere. Her er finalen enklere, og det gør det heldigvis lidt lettere, men det betyder også, at det er næsten umuligt at vinde, fordi der er mange, der er hurtigere, og at han ikke kan vinde på sin position. Han vil til gengæld nok have fordel af større friskhed, også fordi han har fået sin sygdom mere på afstand.

 

Løbet her har været endnu en nedtur for Mark Cavendish . Han positionerer sig for svagt, og hans to er også både urutineret og ringe. Denne gang er finalen heldigvis enkel, men det hjalp ham slet ikke på 2. etape. Han har dog en lead-out man i Gleb Syritsa, og skal han sidde ordentligt, skal det være i en finale som denne. I den ene spurt, han kørte i Emiraterne, så han også ganske hurtig ud, men ikke hurtig nok til at vinde. Det har heller ikke hjulpet, at han var syg mellem Emiraterne og dette løb.

 

I onsdags fik vi bekræftet, at Edward Theuns positionerer sig godt. Det gør ham til et relativt sikkert kort, selvom 2. etape viser, at han grundet sit svage hold ikke er træfsikker. Desværre har vi også set, senest i Le Samyn, at han ikke er så hurtig som tidligere, og det komplicerer det yderligere. I onsdags kom han langt i kraft af sin positionering, men samme belønning her får han ikke her, hvor flere af de hurtigere folk med nogen sandsynlighed kan spurte frit.

 

Læs også
Fransk guldfugl sværger troskab: Jeg vil give alt tilbage

 

Løbet har været endnu et søm i ligkisten for Peter Sagan. I onsdags kunne han end ikke drage fordel af den engang så gode positionering i en teknisk finale, og nu kommer så en boulevardspurt, hvor han skal vinde på sin fart. Det har han aldrig kunnet, og med den fart, han havde i Argentina, kan han slet ikke nu. Man kan håbe, at han kan genfinde lidt af sin positionering, der har været helt fraværende i år, og så håbe på, at han stadig kan lukrere på lidt ekstra holdbarhed, selvom det bestemt ikke er givet, at det stadig er et våben sidst i et etapeløb.

 

DSM kører jo for Marius Mayrhofer , men det er slet ikke gået endnu. I onsdags havde de dog også tabt Alberto Dainese i sidevinden, og det bør trods alt stille ham bedre, at de i morgen formentlig er to mand. Desværre er resten af holde svagt, særligt fordi de nu har tabt Jonas Hvideberg, og vi ved i forvejen, at Dainese er svag i positionskampen. Heldigvis er denne finale enkel, og man skulle mene, at de med det rette held kan få Dainese til at bringe tyskeren frem. Vi så dog også i Australien, at han næppe vinder boulevardspurter i dette felt. Skal de vinde, skal de satse på, at den hurtigere Dainese, der er positioneringssvag, for en meget sjælden gangs skyld sidder rigtigt, men det er slet ikke planen, at han skal have chancen, og DSM er ikke et hold, der bryder deres planer. Men man kan jo håbe…

Annonce

 

Endelig er der Jake Stewart. Dette er slet ikke hans spurt, da han er positioneringssvag og ikke har farten til at matche de bedste i denne slags finaler. Der bør dog være et større potentiale end hidtil, for Fabian Lienhard er ikke nogen ringe lead-out man. Resten af toget er svagt, så de skal have en del held, men finalen er enkel. Han bør have en chance for at sidde bedre, men hverken fart eller positionering rækker særligt langt i dette felt.

 

Hos Bardiani har Luca Colnaghi gjort det godt, og han kan sagtens lave endnu en top 15. Hos Corratec har det knebet med German Tivani, men han viste trods alt evner i Argentina, hvor finalerne også var enkle. Hos Arkea er man uden Bouhanni, og det er muligt, men usikkert, om Clement Russo eller måske endda Donavan Grondin går efter en top 20. Hos Tudor vil Tom Bohli sikkert prøve, men han har slet ikke farten, mens det hos Eolo ikke umiddelbart tyder på, at Mirco Maestri vil blande sig. Hos Ineos blander Tom Pidcock sig næppe, slet ikke efter det nylige styrt, og det vil også undre mig, hvis vi ser Magnus Sheffield forsøge sig i en boulevardspurt, selvom han endte langt fremme i onsdags. Hos EF tyder intet på, at Jens Keukeleire vil blande sig, og hos Ag2r gør Greg Van Avermaet det helt sikkert ikke.

 

Skal man pege på potentielle udbrydere, har jeg allerede nævnt Wout van Aert som en joker, men derudover er oplagte navne Greg Van Avermaet, Benoit Cosnefroy, Anthony Perez, Axel Zingle, Mikkel Honoré, Davide Bais, Alessandro Tonelli, Quentin Pacher, Filippo Ganna, Magnus Sheffield, Mads Würtz, Gianluca Brambilla, Simon Guglielmi, Warren Barguil, Valentin Ferron, Quinn Simmons og Toms Skujins

 

Feltet.dks vinderbud: Jasper Philipsen

Øvrige vinderkandidater: Fabio Jakobsen, Wout van Aert

Outsidere: Dylan Groenewegen, Biniam Girmay, Fernando Gaviria, Matteo Moschetti, Phil Bauhaus

Jokers: Jordi Meeus, Sebastian Molano, Simone Consonni, Giacomo Nizzolo, Mark Cavendish, Edward Theuns, Peter Sagan, Marius Mayrhofer, Alberto Dainese, Jake Stewart

 

Kandidater til et udbrud: Mikkel Honoré, Quinn Simmons, Magnus Sheffield, Anthony Perez, Mads Würtz, Benoit Cosnefroy, Greg Van Avermaet, Axel Zingle, Filippo Ganna, Quentin Pacher, Valentin Ferron, Toms Skujins, Warren Barguil, Gianluca Brambilla, Simon Guglielmi

Annonce

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Phil Bauhaus’ sejr fra 2022.

 

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Jasper Philipsen
Fabio Jakobsen, Wout van Aert
Dylan Groenewegen, Biniam Girmay, Fernando Gaviria, Matteo Moschetti, Phil Bauhaus
Jordi Meeus, Sebastian Molano, Simone Consonni, Giacomo Nizzolo, Mark Cavendish, Edward Theuns, Peter Sagan, Marius Mayrhofer, Alberto Dainese, Jake Stewart
Luca Colnaghi, German Tivani, Mathieu van der Poel, Gleb Syritsa, Clement Russo, Tom Bohli, Mike Teunissen, Bert van Lerberghe, Nikias Arndt, Andrea Pasqualon, Luka Mezgec, Davide Ballerini, Tom Pidcock, Magnus Sheffield, Mirco Maestri, Jens Keukeleire, Davide Cimolai, Axel Zingle, Albert Torres, Daniel Oss, Donavan Grondin, Mikkel Honoré, Quinn Simmons, Anthony Perez, Mads Würtz, Benoit Cosnefroy, Greg Van Avermaet, Filippo Ganna, Quentin Pacher, Valentin Ferron, Toms Skujins, Warren Barguil, Gianluca Brambilla, Simon Guglielmi
INFO
Optakter
Nyheder
Tirreno - Adriatico
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Onsdag den 29. maj 2024

Landevej
LIVE nu: Gaudu og Martinez lægger pres på i fransk bjergløb
Landevej
UAE-profil vender tilbage på cyklen efter mareridtsstyrt
Landevej
Fransk guldfugl sværger troskab: Jeg vil give alt tilbage
MTB
Sagans drøm slukkes: Dårlige præstationer koster dyrt
Landevej
Rygte: Pogačars næste kontrakt når svimlende højder
Landevej
Sejrsfattig maj koster - Danmark falder tilbage
Landevej
Danskerhold melder fra: Hvad er formålet?
Landevej
Hvad har Mads P., Roglic og Evenepoel til fælles?

Tirsdag den 28. maj 2024

Landevej
Frankrig udtager OL-truppen – profil er bitter over fravalg
Landevej
Pogacar er halvvejs gennem sin store plan: Alt er bedre end forventet
Landevej
Vismas klassementstalent vender snart tilbage efter biluheld
Landevej
Bora-chef svarer på rygter om Van Aert og Pidcock
Landevej
Medie: Saudi-Arabien tæt på Giro-start i 2026
Landevej
Geler, barer og dunke: Soudal Quick-Step viser indtaget fra Giroen
Landevej
Managerspillet til Tour de Suisse åbnet
Landevej
Jan Ullrich åbner cykelmuseum i Tyskland
Landevej
Danmarks U23-landshold går efter stor sejr
Landevej
Visma-sportsdirektør: Van Aert hører til i Touren
INTERVIEW Udstyr og test
Eksklusivt interviewTøjmærke i opråb: Vi skal tænke os om
Landevej
Froome klar til comeback i jagten på Tour-deltagelse
MTB
Frikendt og udtaget til OL: En medalje er mit mål
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Landevej
Kæmpe OL-konflikt: Mesteren er droppet
Landevej
Pogacar udbygger enormt forspring til Vingegaard

Mandag den 27. maj 2024

INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interview”Ud i skoven og løbe rundt” – Gravelkongens røverhistorier fra GP Herning
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewTobias Aagaard beskriver kaotisk Fyen Rundt
Landevej
Stor BORA-profil forlader holdet efter denne sæson
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewNorman sender "stor tak" til konkurrent efter hjemmebanetriumf
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewLidl-Trek-sportsdirektør roser den danske A-klasse efter skuffende weekend
Landevej
Kvinde med rollator ramt ved traditionsrigt UCI-løb
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewU23-danmarksmester sætter ord på hektisk finale
Landevej
Giro d'Italia-analyse: Da Merlier - og en defekt - vendte verden på hovedet
Landevej
Vildt vægmaleri af Giro d'Italia i Rom
Landevej
Stor profil tog fem kilo på under Giroen
Landevej
Pogacars løjtnant sender advarsel til Tour-rivalerne
Landevej
Bemærkelsesværdig sejrsstime er forbi
Landevej
Pogacar smadrer Giro-rekord
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewLandstræneren afviser foræring og fremhæver stjerne: Han var i hopla
Landevej
Vinder af ungdomstrøjen drømmer om Maglia Rosa
Landevej
Stjerne varsler landevejscomeback
Landevej
Hård bjergetape ændres
MTB
Danmark kikser ekstra OL-plads
Landevej
Video i artiklenOversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024

Søndag den 26. maj 2024

Landevej
Deja vu-ramt Geraint Thomas ”forstår ikke cykling nu om dage”
Landevej
Se highlights fra 21. etape af Giroen
Landevej
Smertefri Van Aerts selvtillid vokser - Evaluering afgør Tour-deltagelse
Landevej
Tabt leadout og øl kunne ikke forhindre triumfen: Sagde undskyld til drengene
Landevej
Pogacar: Det er crazy
Landevej
Supersprinter laver hattrick og vinder alle etaper – danmarksmesteren snupper bjergtrøjen
Landevej
Pogacar vinder Giroen – Merlier triumferer i det sidste slag i Rom
Landevej
Sådan forløb Giroens sidste etape
Landevej
Belgisk kæmpetalent snupper den samlede sejr på sidste etape
Landevej
Danskers holdkammerat vinder afslutningsetapen
Landevej
Norsgaard fældet på vej mod stor triumf - Bettiol vinder samlet
Landevej
Lasse Norman spurter sig til sejr i barskt hjemmebaneløb
Landevej
Hollandsk sprintertalent tager suveræn sejr
Landevej
Kristoff vinder foran Van Aert – Franskmand vinder samlet
Landevej
Optakt: 21. etape af Giro d’Italia
Landevej
17-årig dansker imponerer i Schweiz
Landevej
Optakt: 3. etape af Boucles de la Mayenne
Landevej
Giro d'Italia-analyse: Historien om en Giro fortalt på bare én dag
MTB
Dansk stjerne misser topresultat
Landevej
Optakt: 4. etape af Tour of Norway
Landevej
Favoritvurdering: Rund um Köln
Landevej
Belgisk hold udraderer al modstand – tager både etape og samlet sejr
Landevej
Spanier tager karrierens første seniorsejr
Landevej
Dansker kører flot resultat hjem i Italien
Landevej
Syg O’Connor tilfreds trods misset podie
Landevej
Italiensk dominans forvandles til sejr i Japan
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewUno-X gør klar til titelforsvar: Vi skal spænde hjelmen
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interview”Det ku’ jo være” – Lidl-Trek vil udfordre de vante sprintere
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewAirtox har klar plan, så de ikke har ansvaret
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewFladt hierarki hos stjernerne: Mads Würtz og landsholdet vil i offensiven
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewFormstærk konti-profil har øje på konkurrenterne i ”kaosspurt”
Landevej
Ekstatiske Martínez skal på podiet: Jeg takker Gud
Landevej
Geraint Thomas har én ting på Pogačar: Dét kommer han ikke til at gøre
VIS FLERE

Annonce