HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL KLASSIKERSPILLET

Ruten

I første del af dette århundrede sluttede Tirreno-Adriatico altid med et fladt rundstrækningsløb i kystbyen San Benedetto del Tronto ved Adriaterhavet, mens de enkeltstartskilometer, der måtte være, kom tidligere i løbet. Det format blev ændret efter 2010-udgaven, hvor Edvald Boasson Hagen blev den foreløbig sidste sprinter til at vinde i kystbyen. De seneste ti udgaver af løbet er alle endt med en stort set identisk enkeltstart på den velkendte ud-og-hjem-rute langs Adriaterhavet i San Benedetto Del Tronto, og det vil igen være tilfældet i 2020. Egentlig var der i første omgang planer om en forlænget 11,1 km lang udgave, men den ide er i sidste ende blevet droppet. Derfor er dette års 10,1 km lange etape en tro kopi af den, der er blevet benyttet siden 2015, og der er derfor igen tale om en fuldstændig flad affære, der er stort set uden tekniske udfordringer og skabt til de sande wattmonstre.

De 10,1 km har både start og mål i San Benedetto del Tronto. Rytterne starter ved havnefronten og tager hurtigt efter starten et venstresving ind på kystvejen. Herfra er det helt simpelt. Første del består af en tur med syd ned ad kystvejen, indtil man når et vendepunkt efter 5,15 km. Undervejs passerer man mellemtiden, der tages efter 4,4 km. Rytterne foretager derefter en U-vending, og nu går det lige ud ad kystvejen hele vejen tilbage til mål med kun et ganske let sving undervejs. De sidste 3 km foregår ad lange, brede, flade veje. 2500 m fra stregen er der en blød dobbeltkurve, og derefter er det en lang, lige, 8 m bred vej til mål.

Etapen byder på i alt bare 8 højdemeter.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Fabian Cancellara vandt de to første udgaver i 2011 og 2012, inden han blev slået af Tony Martin, Adriano Malori og Andrey Amador i 2013. I 2014 tog Malori den største sejr i sin karriere ved at slå giganterne Cancellara, Bradley Wiggins og Martin. I 2015 var Cancellara tilbage på toppen, da han fik revanche over Malori, som havde slået schweizeren på prologen. I 2016 var Cancellara helt suveræn, da han slog Johan Le Bon med hele 13 sekunder, mens Martin var yderligere 2 sekunder efter på tredjepladsen. Hans tid på 11.08 var rekord indtil sidste år. Den kunne Rohan Dennis nemlig ikke slå i 2017, hvor han i tiden 11.18 besejrede Jos van Emden og Michael Hepburn med bare 3 sekunder, eller i 2018, hvor han vandt i 11.14 med 4 sekunder ned til Van Emden og 8 sekunder ned til Jonathan Castroviejo. Hattricket glippede for australieren, da han i 2019 blot blev nr. 8 på en dag, hvor Victor Campenaerts med tiden 11.23 slog Alberto Bettiol og Van Emden med hhv. 3 og 4 sekunder. Sidste år faldt rekorden imidlertid med et brag, da Filippo Ganna leverede en magtdemonstration og sejrede i tiden 10.42 med hele 18 sekunder ned til Campenaerts og 26 sekunder ned til Dennis, der også begge slog Cancellaras rekord.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL KLASSIKERSPILLET
 

Vejret

Efter det flotte vejr i dag vender regnen tilbage. Tirsdag indledes med bygevejr, og først på eftermiddagen vil risikoen ligge på 30-25%, men fra 15-tiden ventes en opklaring med en aftagende risiko på nu bare 25%. Temperaturen vil nå 13 grader, og der vil være en jævn vind fra nord, der vil aftage fra ca. 19 km/t for de først startende til ca. 17 km/t for de sidst startende. Det giver medvind på turen ud til vendepunktet og modvind på hjemturen.

Analyse af 6. etape

Man måtte næsten ryste lidt på hovedet, da man så startlisten til årets Tirreno-Adriatico. Ganske vist var der bestemt mange stjerner til start i Paris-Nice, der kunne mønstre to af de tre grand tour-vindere samt verdens lige nu mest succesrige sprinter, men det var alligevel rystende at se, hvor mange stjerner der var valfartet til Camaiore i onsdags for at indlede den syv dage lange rejse tværs gennem den italienske støvle. De tre førende klassikerryttere, de tre seneste Tour-vindere samt verdens førende temporytter var blot et udpluk af de topnavne, der udgjorde en startliste, som ifølge ProCyclingStats rangering af startfelternes kvalitet sidste år kun blev overgået af Tour de France, Dauphiné og VM.

Det lå derfor også i kortene, at sportens topnavne ville fordele rovet imellem sig, og at det ville blive meget svært for andre at komme til fadet. Sådan er det da også gået. De tre tenorer, Wout van Aert, Julian Alaphilippe og Mathieu van der Poel, fordelte på solidarisk vis de første tre etaper mellem sig, inden Tour-kongen Tadej Pogacar slog til på kongeetapen. I går bragte Van der Poel sig så i spidsen i giganternes interne opgør med sin sejr på den episke mur-etape, og dermed blev de første fem etaper alle domineret totalt af nogle af sportens største og mest vindende ryttere.

Sådan så det også ud til at skulle fortsætte. Det ligger i kortene, at tempokongen Filippo Ganna skal fortsætte sin stime af enkeltstartssejre i morgen, og mange havde også ventet, at Van Aert i dag skulle udligne Van der Poel og sikre, at de to ærkerivaler begge kom hjem med to sejre. I det seneste lille årti har mandagsetapen nemlig været den sidste store Milano-Sanremo-generalprøve for sprinterne, og med udsigt til en massespurt uden Caleb Ewan, der jo er rejst hjem med maveonde, var Van Aert efter den overlegne sejr på 1. etape manden, der skulle slås.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Men sådan skulle det slet ikke gå! Den skræmmende serie af etapevindere hedder nu Van Aert, Alaphilippe, Van der Poel, Pogacar, Van der Poel og… Mads Würtz Schmidt! Det var der næppe mange, der i deres vildeste fantasi havde drømt om, da feltet drog mod Lido di Fermo i morges. Nok har Würtz flotte professionelle sejre fra sin tid som kontinentalrytter, hvor han to gange vandt enkeltstarten i Danmark Rundt, men i årene som WorldTour-rytter var det indtil i dag ikke lykkedes ham at krydse stregen først.

Men det gjorde det i dag. Og da det endelig skete, var det ikke et eller andet mindre løb, hvor han ellers flere gange har været tæt på, blandt andet med en 2. plads i Rund um Köln og på en etape i Etoile de Besseges samt tredjepladser på to etaper i Besseges, en etape i ZLM Tour, en etape i Danmark Rundt og samlede 3. pladser i Besseges og ZLM Tour. Nej, da det endelig lykkedes for Würtz, skete det på den største scene i et af de mest stjernespækkede WorldTour-løb på hele sæsonen.

Hvordan kunne det da lade sig gøre? Først og fremmest skyldes det naturligvis Würtz’ fremragende form og stadig højere niveau. Selvom han skuffede på enkeltstarten i Besseges, lagde han ud som lyn og torden med meget overbevisende kørsel i Frankrig, og da han i lørdags holdt stand ganske længe på løbets kongeetape, fornemmede man, at der var skud i de danske stænger. Derfor kom det heller ikke som noget stort chok, at Würtz lykkedes med at ramme dagens udbrud på den ellers ventede sprinteretape til Lido di Fermo. Det tog ellers en times tid med en gennemsnitsfart på hele 55 km/t, inden et udbrud kunne komme fri, og med ganske mange bakker i den indledende fase var det kun en opgave for formstærke ryttere at komme med i dagens morgenhug.

Men Würtz sad der, og det gjorde han i skrapt selskab. Brølstærke Nelson Oliveira, der kan føre solen sort og er blevet nr. 4 til VM i enkeltstart, var der. Udbryderkongen Jan Bakelants, der har vundet en Tour-etape og båret den gule trøje, var der. Simone Velasco, der har vundet Trofeo Laigueglia og en etape i Coppi e Bartali, var der. Brent van Moer, der er tidligere sølvvinder ved U23-rytternes VM i enkeltstart, var der. Og lidt mere overraskende havde sprinteren Emils Liepins trods de mange bakker fået sneget sig med i en gruppe, hvor de fem øvrige ellers alle var betydeligt mere klatrestærke.

Med hele tre tempomaskiner, der alle er kørt i top 4 til enten elitens eller U23-rytternes VM i enkeltstart, samt yderligere tre kvalitetsryttere var det klart, at det var et udbrud, der ikke skulle undervurderes. Alligevel fortsatte de store hold det pokerspil, der har varet gennem hele ugen, og som har betydet, at udbruddene på alle etaper siden den velkontrollerede 1. etape har fået bemærkelsesværdigt store forspring. Særligt Jumbo, Deceuninck og Alpecin med deres tre tenorer har kigget alt for meget på hinanden, men hidtil har udbruddene alligevel været til at trække ind igen.

Sådan var det bare ikke i dag, da de tre samme hold igen gik i nervekrig, selvom de med hhv. Van Aert, Davide Ballerini og Tim Merlier havde de tre største favoritter til massespurten. Alpecin var de første, der bekendte kulør, da forspringet nåede 6 minutter, men de to øvrige hold ventede og ventede. Først omkring første passage af målstregen ofrede Deceuninck også Zdenek Stybar, men højst overraskende var Jumbo iskolde, selvom Van Aert i går havde insisteret på, at han ville vinde en etape, og holdet ingen grund havde til at spare sig til kommende opgaver, når der blot resterer en enkeltstart. Og Deceuninck var tilsyneladende stædige nok til kun at ville bruge Stybar, hvis ikke også Jumbo gav en hånd med.

Det gjorde de bare ikke, og helt hovedløst så man heller intet initiativ fra det Cofidis-hold, der ellers som løbets eneste er kommet til Italien alene med det formål at køre massespurter. Med en trup helt uden klatrere var franskmændenes mål alene at vinde en etape med Elia Viviani, men tiltroen til kaptajnen var åbenbart ikke stor nok til, at man ville gøre et forsøg overhovedet. Nok var UAE flinke til at hjælpe lidt for Fernando Gaviria, selvom de har arbejdet meget for Pogacar, og nok kom Total frem for formstærke Niccolo Bonifazio, ligesom det sprinterløse Eolo blev sendt på straffeaktion efter at have misset udbruddet, men pokerspillet var i dag alt, alt for stort, hvis så stærkt et udbrud skulle hentes.

Derfor kunne Würtz relativt tidligt begynde at overveje, hvordan han skulle sætte rivalerne til vægs. Det var ikke svært at se, at den ganske hurtige dansker havde gode kort på hånden, hvis bare han kunne eliminere sprinteren Liepins. Heldigvis havde arrangørerne udstyret den afsluttende rundstrækning med en lille bakke, og man skal ikke kende meget til Liepins’ klatreevner for at vide, at han nok kunne blive læsset af der.

Det gjorde han da også ganske problemfrit, da Oliveira og Würtz, som lignede gruppens to stærkeste, fik kørt ham så meget agterud, at han ikke kom tilbage. Herefter pegede meget på Würtz som gruppens favorit. Ganske vist var han oppe mod Velasco, der er lynhurtig og for to år siden vandt en reduceret massespurt med hele 45 mand i Coppi e Bartali, men det var tydeligt, at italieneren ikke sad med samme overskud som Würtz. Og da danskeren så sent som i Besseges viste sine egne afslutterevner, havde han al mulig grund til at tro på sin spurt.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Alligevel var der lang vej til sejr. Det lå i kortene, at hverken Oliveira, Van Moer eller Bakelants ville have mange chancer på stregen, og derfor ville konventionel logik tilsige, at det skulle ende i en ukontrollerbar finale med angreb i højre og venstre. Om det var frygten for, at Liepins skulle komme tilbage, skal jeg lade være usagt, men af en eller anden grund kom angrebene aldrig. End ikke fra Oliveira, der er alt andet en spurtstærk, men som virkede ganske velkørende, forsøgte bare et lillebitte hug, og i stedet valgte han helt uforståeligt at tage fronten i finalen og køre spurten fra spids, selvom det var helt indlysende, at det kun kunne føre til en sidsteplads for den spurtsvage portugiser.

Til gengæld var det en gave for Würtz, der også var snu nok til at finde Oliveiras baghjul i den tekniske finale, hvor hans på papiret værste rival Velasco endte alt for langt tilbage. Det skulle nu vise sig helt lige meget, for den på papiret hurtige italiener var åbenbart så kvæstet, at han ikke havde meget at komme med. I stedet blev det lidt uventet Van Moer, der bød danskeren op til dans, men belgieren var ikke overraskende slet ikke i stand til at matche den hurtige dansker.

Dermed sørgede Würtz for det nærmest uhørte, at Danmark tog sin anden WorldTour-sejr på to dage og dermed fortsatte den eminente sæsonstart. Når regnskabet i morgen gøres op efter de første fire WorldTour-løb, der skal fordele i alt 27 sejre, vil Slovenien stå på 7, Irland og Holland på 4, Italien, Holland og Danmark på 3 samt Schweiz, Tyskland og Belgien på hver 1, hvis Pogacar og Ganna som ventet tager de to sidste sejre tirsdag eftermiddag. Det er et ganske flot udkomme for en lille nation, særligt når langt de fleste sejre er taget af sportens helt store ryttere, hvortil hverken Jonas Vingegaard, Magnus Cort eller Mads Würtz hører.

Til gengæld måtte sprinterne se slukørede til. Merlier viste nok engang, at han er en af verdens allerhurtigste ved at sejre i den ligegyldige spurt om 7. pladsen, og han kunne dermed ærgre sig over, at det Alpecin-hold, som ellers som det eneste havde jagtet 100% for en spurt, ikke var stærke nok til at skabe samling. Og Viviani fik vist, at han bestemt var konkurrencedygtig, og at han måske kunne have klaret sig endnu bedre i en mere hektisk spurt om etapesejren, hvor Merlier sikkert igen var blevet fanget i positionskampen, hvilket blot gør Cofidis’ kørsel endnu mere uforståelig.

Og bag dem rullede Van Aert over stregen efter en misset mulighed for at udligne Van der Poels score. I lyset af de manglende strabadser i den resterende del af løbet er det svært at se logikken i, at hans Jumbo-hold intet gjorde for at jagte en sandsynlig sejr, der ville falde på et tørt sted efter gårsdagens gigantiske skuffelse med Primoz Roglic.

Men måske det også var blevet lidt for trivielt med endnu en Van Aert-sejr og endnu en triumf for en af sportens giganter. Heldigvis for Danmark og Mads Würtz var der en grænse for grådigheden og sejrssulten, og dermed blev den skræmmende serie af etapevindere i det stærkt besatte italienske løb brudt af en helt uventet dansk outsider. Og selvom Würtz næppe nogensinde ryger op i Van Aert- og Van der Poel-klassen fik han med sin flotte kørsel bevist, at der er al mulig grund til at tro, at den første sejr som professionel heller ikke blev den sidste.

Favoritterne

Vi har vænnet os lidt til, at den afsluttende enkeltstart i Tirreno ofte byder på neglebidende spænding om den samlede sejr. Mest mindeværdig er duellen mellem Primoz Roglic og Adam Yates i 2019, hvor sloveneren fik skovlen under den førende brite med mindre end ét sekund, men også det helt åbne opgør mellem Vincenzo Nibali, Roman Kreuziger og Chris Horner i 2012 kunne vække megen begejstring.

Sådan bliver det bare ikke i år. Den episke mur-etape skabte meget større forskelle, end vi normalt ser i løbet, og kaster man blikket ned over top 10, er der ikke meget, der kan forandres. Joao Almeida kan vel drømme om at gå forbi Tim Wellens, ligesom Marc Soler kan have kig på Simon Yates’ 10. plads, men generelt er afstandene så store, at der næppe kommer andre forskydninger, medmindre Matteo Fabbro falder helt igennem og glider ned som nr. 7, eller Mikel Landa kører en enkeltstart, der er endnu ringere, end den plejer at være.

Spændingen udebliver altså, men ellers er alt ved det gamle. Egentlig var det planen at ændre ruten til årets enkeltstart, men i sidste øjeblik er man alligevel gået tilbage til klassikeren - åbenbart så sent, at man end ikke har fået rettet den engelske tekst i løbsbogen, hvor den nye rute stadig beskrives. For 11. år i træk skal løbet altså afgøres af en sand klassiker, som vi må være mange, der har lært at elske. Enkeltstarten i San Benedetto del Tronto har nemlig haft en nærmest magnetisk tiltrækningskraft på snart sagt hele verdens specialister, og derfor har det i de senere år været at regne som et lille VM i korte, flade wattenkeltstarter - ikke mindst i 2019, hvor stort set hele verdenseliten var samlet.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Der er nemlig noget helt specielt over den klassiske tidskørsel i San Benedetto del Tronto, som altså nu i næsten uændret format har været benyttet hvert eneste år siden 2011. Det er nemlig en udmåling af tempoevner i sin allerreneste form. Sving er der næsten ingen af, og bakker er en by i Rusland, så alt handler bare om at træde mange watt og holde den aerodynamiske position på den helt flade østitalienske kystvej. Nej, man får ganske enkelt ikke en mere klar illustration af tempomaskinernes nuværende hierarki, end man gør på denne rute.

Korte, flade enkeltstarter som disse er en ganske særlig ting. Én ting er terrænet, der kræver enorm power, noget andet er distancen. Det tager ikke mere end godt 11 minutter at tilbagelægge ruten - sidste år pulveriserede Filippo Ganna som sagt Cancellaras gamle rekord på 11.08 med sin tid på 10.42 - og det kræver derfor en vis eksplosivitet at gøre sig gældende. Derfor ser man stort set ingen klassementsryttere end de virkelige wattspecialsister som Geraint Thomas, Tom Dumoulin og Primoz Roglic gøre sig gældende helt i toppen her, og selv en ellers fremragende temporytter som Chris Froome ville ikke finde sig til rette her, heller ikke i sin storhedstid. Selv klassementsryttere med gode tempoevner blander sig ikke med tunge drenge her, for langt de fleste af disse mangler for det første power, og når for det andet kun sjældent at varme den motor, der er deres helt store styrke, op.

Heller ikke for motorer som Tony Martin eller Stefan Küng har den været ideel, og selvom de alene på ren muskelkraft før har vundet etaper som disse, er længden på etapen en meget væsentlig faktor at indregne på denne helt særlige rute, hvis lighed vi udover i dette løb ofte finder i BinckBank Tour, som er en ganske god afspejling af rytternes evner i lige netop en test som denne, samt senest i UAE Tour. Det er således sigende, at Martin selv i sin storhedstid aldrig har vundet her, selvom han flere gange har været tæt på.

En faktor på enhver tidskørsel er naturligvis vejret, og desværre kan det meget vil blive en nøglekomponent i år. Der varsles en relativt konstant bygerisiko med mulighed for opklaring for de sidste, men selv der kan man blive ramt af en byge. Det kedelige ved byger er, at ingen aner, hvornår de kommer, og derfor er det helt umuligt at forudsige, hvem der kan være uheldige. Det er klart, at risikoen umiddelbart ser mindst ud for de sidst startende, men der er ingen garanti for, at det ikke bliver dem, der er uheldige. Heldigvis er ruten jo stort set uden sving, men hvis det er et spil om sekunder, er det dyrt, hvis der er våde veje i de første sving og ikke mindst ved U-vendingen, hvor man må snegle sig rundt.

Den anden faktor er vinden. Den vil aftage gennem hele eftermiddagen, og selvom det er ”frem og tilbage”, er det klart, at mindre vind er en fordel. Også her synes de sidst startende altså at blive begunstiget lidt, men om vinden aftager nok til, at det betyder noget, er lidt svært at sige. Filippo Ganna starter således kl. 14.30 og Wout van Aert kl. 15.56, men de burde have stort set samme vindforhold. Konklusionen er, at de sidst startende kan have en lille fordel, men hvis bygerne falder uheldigt for dem, kan det sagtens være de først startende, der begunstiges. Det er altså en faktor, det er svært at tage hensyn til.

Derfor er der heller ingen tvivl om, at Filippo Ganna er storfavorit. Italieneren er ikke blevet slået på en enkeltstart siden nederlaget til Remco Evenepoel i San Juan i januar 2020, og særligt på denne rute leverede han måske sit vildeste ridt overhovedet. At knuse Cancellaras gamle rekord med hele 26 sekunder var en præstation af den anden verden, og selvom de øvrige tider viser, at vejrforholdene var særligt gunstige sidste gang, fortæller det alt om, hvor stærk Ganna er på denne type wattenkeltstarter. Han viste senest sin styrke med en måske ikke så suveræn, men stadig meget overbevisende sejr på den tilsvarende enkeltstart i UAE Tour, hvor han slog Stefan Bissegger ganske klart - altså manden, der lige har vundet enkeltstarten i Paris-Nice! Det vidner om, at Ganna reelt ikke kan blive slået.

Jokeren er selvfølgelig vejret, der kan skabe lidt spænding. Ganna starter dog så sent, at opklaringen bør være sat ind, og umiddelbart ser det ud til, at han vil have stort set samme forhold som eksempelvis Van Aert. Naturligvis kan bygerne ramme ham uheldigt, men med så få sving skal man slet ikke udelukke, at han kan vinde, selvom han har våde og andre tørre veje. Formen er i hvert fald glimrende, og selvom vejret nok gør det umuligt at slå sidste års rekord, kan mindre også gøre det. Ganna er i hvert fald soleklar favorit.

Hans værste rival må være Wout van Aert. Belgieren var lidt rusten i Strade Bianche, men alt tyder på, at formen sidder i skabet nu. I hvert fald har han været helt ustyrlig de seneste dage, og det gør ham til et bæst også på denne etape. Ganske vist er han relativt uerfaren på netop denne type enkeltstarter, men hans gennembrud som temporytter kom, da han for mange år siden slog Tony Martin i Belgium Tour på en lignende, men noget mere teknisk rute. Sidste år vandt han VM-sølv på en noget længere, men helt flad tonserenkeltstart, ligesom han slået Remco Evenepoel på en helt flad rute ved de belgiske mesterskaber. Med andre ord kan sagtens finde ud af at træde mange watt, og derfor vil han utvivlsomt køre stærkt i morgen. Til VM blev han slået så klart, at han får svært ved at matche Ganna, men giver vejret ham en hjælpende hånd, skal man ikke helt udelukke, at han kan skabe sensationen.

Og hvorfor ikke fuldende favoritlisten med at tage den sidste mand fra VM-podiet? Sidste år blev Stefan Küng ganske vist slået af både Ganna og Van Aert i Imola, men VM-bronzen var et bevis på, at han i 2020 genfandt de tempoevner, han ellers var ved at miste. Han vandt også EM i ganske suveræn stil, og selv i BinckBank Tour, hvor den kuperede, tekniske rute slet ikke passede ham, blev han nr. 2 bag Søren Kragh, men foran kometen Bissegger. Denne wattenkeltstart er skabt til Küng, der dog har ulempe af distancen. Hans motor foretrækker længere strækninger, men BinckBank Tour viste, at han sagtens kan køre de korte også. Alligevel har jeg lidt tvivl ved Küng, der var meget formsvag i åbningsweekenden, men hans kørsel i weekenden her tyder på, at benene er ved at være der - og han fik dem da testet med dagens lidt mærkelige angreb. Af erfaring ved vi, at Küng kan skuffe fælt, men han har også et topniveau, der gør, at han umuligt kan være andet end i toppen af denne liste.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Var det ikke VM, vi kom fra? Jo, det var det, så lad os pege på VMs nr. 4 som næste mand. Sidste år viste Geraint Thomas, der endda kørte uden fungerende cykelcomputer, sit comeback som tempokonge ved akkurat at misse bronzen på den flade tonserrute i Imola. Allerede forinden havde han med sin 4. plads bag Ganna, Victor Campenaerts og Rohan Dennis på netop denne enkeltstart vist, at han er tilbage som tempospecialist, og det gør ham til en indlysende kandidat igen i år. Til gengæld er det også åbenlyst, at formen ikke er i nærheden af niveauet fra sidste år, hvor han endte på den samlede 2. plads, og derfor kan vi ikke vente en gentagelse af sidste års fine ridt. Han kørte dog ganske godt på kongeetapen, og selvom han havde en offday i går, er formen ikke helt ringe. Som en specialist i denne type enkeltstarter har han i hvert fald potentiale til at køre med i kampen om podiet trods den knap så gode form.

Rohan Dennis deltager ikke, og derfor kan jeg ikke fortsætte med at gå slavisk frem efter VM-stillingen. I stedet vil jeg fortsætte ved at pege på endnu en Thomas, nemlig Benjamin Thomas. Det tog lidt tid, men stille og roligt har han bevæget sig ind i tempoeliten. Således blev han sidste år nr. 6 netop på denne enkeltstart, og i år har han endda været endnu bedre. I Besseges blev han nemlig nr. 2 bag Ganna, og han var endda overraskende tæt på tempogiganten. Desværre passede den franske rute med en eksplosiv bakke ham noget bedre, og han kommer næppe lige så tæt på, når der alene er tale om fladt tonserterræn. Noget tyder dog på, at han kan gøre det endnu bedre end sidste år, selvom hans form efter en lang løbspause er lidt usikker. Han sad dog med på den ganske hårde 2. etape, og det vidner om, at vi kan tillade os at have visse forventninger.

Nu lod jeg Thomas overtage Dennis 5. plads i VM-stillingen, men nu vil jeg så fortsætte med at tage nr. 6. Kasper Asgreen viste nemlig ved VM, at han stadig er en af de førende temporyttere, og at han sagtens kan begå sig på en helt flad enkeltstart også. Når han alligevel ”kun” ender som nr. 6 på denne liste, skyldes det distancen. Asgreens motor er bedst over en VM-distance, og denne rute er derfor ikke helt ideel. Omvendt er han før blevet nr. 5 på en lignende og stærkt besat enkeltstart i Tour de Suisse, og efter en lidt skuffende åbningsweekend tydede hans kørsel på gårsdagens mure, at han efterhånden er i ganske fremragende form. Det bør sikre et godt resultat til Dannebrog i morgen.

Forud for sæsonen havde jeg forsvoret, at jeg ville rangere Tadej Pogacar som nr. 7 på denne liste, men det er man efterhånden nødt til. Sidste års sensationelle Tour-enkeltstart var så speciel, at den ikke sagde noget om hans reelle tempoevner, men da han i UAE Tour blev en sensationel nr. 4 bag Ganna, Bissegger og Mikkel Bjerg på en enkeltstart præcis af denne type, viste han, hvor meget han har forbedret sig, også på wattenkeltstarter. Faktisk står han endnu stærkere her, hvor formen er endnu bedre, og hvor enkeltstarten kommer sidst i etapeløbet, hvor han traditionelt er klart bedst. Til gengæld er konkurrencen også skrappere, men hvis han kører som i Emiraterne, vil Pogacar i morgen bevise, at han nu hører til blandt verdens førende temporyttere.

En rytter, jeg glæder mig meget til at se, er Edoardo Affini. Italieneren havde kurs mod en fornem fremtid, da han i 2019 vandt EM-bronze, blev nr. 2 bag Ganna i BinckBank Tour og vandt enkeltstarten i Tour of Britain - alt sammen på helt flade tonserruter som denne. Til gengæld kørte han katastrofalt gennem hele 2020, hvor han i et svagt felt var milevidt fra Küng ved EM og blot blev nr. 20 på denne enkeltstart, der ellers burde passe ham som fod i hose. Når han alligevel står højt på min liste, skyldes det skiftet til Jumbo. Alle synes at blive glimrende temporyttere i den gule trøje, og derfor er det interessant at se, hvad Mathieu Heijboer kan få ud af en specialist som Affini. Lykkes det vitterligt at finde det tårnhøje niveau fra 2019, kører han med helt i front på en rute, der ikke kunne passe ham meget bedre.

Sidste år kom det vist bag på alle, at Joao Almeida viste sig at være decideret tempospecialist. Ikke desto mindre kørte han tre fremragende enkeltstarter i Giroen, og mest relevant for denne er, at han overraskede stort med en 2. plads på 1. etape og en 4. plads på den helt flade tonserrute i Milano. Det viser, at han trods sin statur sagtens kan køre en enkeltstart som denne, og han er åbenlyst i glimrende form. Måske kom vi lidt ned på jorden i Emiraterne, hvor han ”kun” blev nr. 6 i et ikke helt så stærkt felt, men han var trods alt bare seks sekunder bag Pogacar. Præstation i ørkenen gør, at han glider en anelse ned på denne liste, men kører han som i Milano, ender han endnu bedre, end denne rangering antyder.

Dernæst er der den evigt uforudsigelige Tobias Ludvigsson. Svenskeren skuffer nu om dage i langt de fleste tilfælde, men af og til hiver han stadig en kanin op af hatten. Faktisk var det lige netop på denne enkeltstart, at han kørte sin bedste tidskørsel i mange, mange år, da han blev nr. 5 bag Ganna, Campenaerts, Dennis og Thomas. 11 dage senere blev han til gengæld bare nr. 44 til VM, og det siger alt om, hvor umulig han er at regne med. Han kan således ende uden for top 20 eller køre lige så fremragende som sidste år. Ingen ved det, men hans kørsel på murene i går antyder i det mindste, at formen slet ikke er værst.

Hvor langt kommer Mathieu van der Poel på sin power? Tempospecialist bliver han aldrig, for han er alt andet end aerodynamisk på en tempocykel. Alligevel blev han nr. 12 på denne enkeltstart for et år siden, og selvom han dengang faktisk endelig var ved at finde formen efter en svær start, er der ingen tvivl om, at han er meget stærkere nu. Det taler for et bedre resultat, endda i et svagere felt, men det er klart, at han trods alt ikke kan matche specialister som Ganna, Van Aert og Küng. Faktisk er det slet ikke sikkert, at han kører efter et resultat, da han efter gårsdagens sejr udtalte, at det nu bare handler om at komme sig inden Sanremo. Hvis han giver den et skud, bør hans fine form dog sikre i hvert fald et top 10-resultat. Spørgsmålet er bare, hvor langt op han kommer.

Tobias Foss er trods de store forventninger kommet lidt stille i gang med sin karriere, men der er grund til at tro på et resultat her. Nordmanden blev nemlig nr. 5 på sin hidtil eneste enkeltstart som WorldTour-rytter på 1. etape i Giroen, og det var på en rute, der har visse ligheder med denne. Han har virket ganske velkørende de seneste dage, hvor han længe har siddet hos Van Aert, hvorfor han da også ligger nr. 15 i klassementet. Han er som sagt stadig ret ubeskrevet som temporytter på dette niveau, men hans kørsel i Giroen giver grund til forventninger, ikke mindst når formen har været så fin de første dage i dette løb.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Mere Jumbo! Hvis tesen om, at et skifte til det hollandske hold giver resultat, skal vi have store forventninger til Nathan van Hooydonck. Ganske vist har han tidligere kørt fine enkeltstarter i blandt andet Belgium Tour, men alligevel var det uventet at se ham på sidste års 8. plads på netop denne enkeltstart. Har han fundet yderligere et par procent, kan han komme endnu længere denne gang, og det virker ganske plausibelt, når han er kommet under Heijboers vinger. Han er stadig så ubeskrevet som temporytter, at han sagtens kan falde igennem, men sidste års resultat og nye, gunstige omgivelser giver grund til at tro på et godt resultat.

Kan Jonathan Castroviejo stadig køre enkeltstart? Det er gået svært nedad bakke de seneste år, og sidste år floppede han stort to gange i Giroen. En 8. plads på den lange enkeltstart var dog en lille opmuntring, men stadig langt fra fordums styrke hos den tidligere VM-bronzevinder. Dette er ikke hans favoritrute, men han kan godt finde ud af denne slags enkeltstarter, for faktisk blev han nr. 3 på netop denne rute i 2018, hvor han også blev nr. 2 på en tilsvarende enkeltstart i Abu Dhabi Tour. Han er desværre ofte ikke i form på denne tid af året, og han har heller ikke været flyvende hidtil. Kombinerer man det med den generelt nedadgående trend, frygter jeg endnu en skuffelse, men han har omvendt også potentialet til at overraske.

’

En rytter, der er meget svær at vurdere, er Quinn Simmons. Hans eneste professionelle enkeltstart var nemlig i Besseges i 2020, og dengang var han relativt formsvag. Derudover skal vi tilbage til hans juniortid, hvor han var ganske suveræn i disciplinen, selvom han fejlede til VM. Der er gigantisk forskel på juniorer og Filippo Ganna, og derfor er det helt umuligt at sige, hvor han står i denne sammenhæng. Hans Strade Bianche viser dog, at formen er fremragende, og derfor kan det både blive fugl og fisk for det amerikanske stortalent.

Dette er bestemt ikke yndlingsruten for Michal Kwiatkowski¸ men han er trods alt tidligere blevet både nr. 7 og 12 her. Desværre tyder alt på, at den svingende Kwiatkowski er faldet ned i et af sine huller, for efter styrtet i Laigueglia har han været rystende formsvag i dette løb. Desværre er Kwiatkowskis bundniveau lige så kritisk, som hans topniveau er højt, og derfor er der al mulig grund til at være skeptisk. Omvendt blev han trods alt nr. 43 i lørdags og nr. 26 i torsdags, og derfor er hans form ikke helt på månen. Spørgsmålet er bare, om det rækker, når nu ruten i forvejen ikke passer ham alt for godt.

I 2019 blev Sebastian Langeveld pludselig en hel tempogigant med sin 4. plads på netop denne enkeltstart og senere en 2. plads bag Affini i England og tidligere med en 2. plads bag Ganna i Provence. Ruten passer da også helt perfekt til hollænderen, der netop kan køre denne slags enkeltstarter. Til gengæld synes han nærmest at være faldet sammen de seneste år, ikke bare som temporytter. Senest viste han intet på enkeltstarten i Besseges, men til hans forsvar skal siges, at ruten ikke passede ham. Skal Langeveld vise, at han stadig er temporytter, skal det være her, hvor ruten er skræddersyet til hans karakteristika.

Jan Tratnik er en glimrende temporytter, men det er først og fremmest på prologer eller kuperede, tekniske ruter. Denne type enkeltstart er slet ikke hans kop te, og derfor blev jeg faktisk positivt overrasket, da han sidste år endte som nr. 9. Siden gjorde han det hæderligt med to 10. pladser og en 11. plads i Giroen, blandt andet en 10. plads på den flade tonserrute i Milano. Det viser, at han efterhånden har lært at køre denne type enkeltstarter, men alligevel er jeg ikke alt for optimistisk. Hans kørsel tyder nemlig på, at formen er alt andet end god fra sæsonstart, hvor han sjældent er flyvende.

Endelig er jeg vel nødt til at nævne Michael Hepburn. Australieren er aldrig blevet den store temporytter, vi troede, men han synes altid at gøre det godt på netop denne enkeltstart, hvor han blev nr. i 9 i 2019, nr. 6 i 2018 og nr. 3 i 2017. Til gengæld endte han helt uden for top 20 i 2020, og for nylig kom han end ikke i top 20 på den tilsvarende rute i UAE Tour. Min fornemmelse er, at storhedstiden er bag ham, men han har efterhånden trukket så mange kaniner op af hatten på netop denne enkeltstart, at vi giver ham chancen igen.

En joker kan være John Archibald, der var tæt på at slå Dowsett til de britiske mesterskaber, men han bør være overmatchet her. Lawson Craddock er en god temporytter, men han får svært ved top 10 på denne rute, der også er for kort til specialisten Nelson Oliveira, der kun er god over lange distancer. Det er en fin rute til Nikias Arndt og Tom Scully, der kørte så flot i 2019, men jeg tvivler på, at de i dag kan gå i top 10. Efter den sensationelle 2. plads i 2019 burde Alberto Bettiol rangere højt, men han er så formsvag, at jeg ikke ser en gentagelse, når han ikke er klassisk specialist. Ruten er for kort for Ryan Mullen, der er faldet sammen, og Maciej Bodnar er ikke gået i top 10 på en stor enkeltstart i lang tid. Martijn Tusveld og Nico Denz er gode temporyttere, emn går ikke i top 10. Pello Bilbao, Marc Soler, Damiano Caruso og Julian Alapilippe har før kørt fremragende enkeltstarter, men dette er slet ikke deres rute, og den er også for kort for Alessandro De Marchi, der ellers er blevet bedre i disciplinen. Brent van Moer, Thibault Guernalec og Ivo Oliveria har slet ikke kørt gode enkeltstarter som professionel, og selvom han har genfundet lidt af takterne og er i form, ser jeg efter Besseges ikke Mads Würtz Schmidt være helt fremme. Heller ikke folk som Gorka Izagirre, Fabio Felline, Vincenzo Nibali, Victor de la Parte, Thibaut Pinot, Ilnur Zakarin, Tim Wellens eller Pavel Sivakov passer til ruten. Lukasz Wisniowski og Frederik Frison kan gøre det pænt på netop denne rute, men næppe køre i top 10, og Jack Bauer har mistet sine tempoevner igen.

Feltet.dks vinderbud: Filippo Ganna

Øvrige vinderkandidater: Wout van Aert, Stefan Küng

Outsidere: Geraint Thomas, Benjamin Thomas, Kasper Asgreen, Tadej Pogacar, Edoardo Affini

Jokers: Joao Almeida, Tobias Ludvigsson, Mathieu van der Poel, Tobias Foss, Nathan van Hooydonck, Jonathan Castroviejo, Quinn Simmons, Michal Kwiatkowski, Sebastian Langeveld, Jan Tratnik, Michael Hepburn

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Filippo Gannas sejr fra 2020, Victor Campenaerts’ sejr fra 2019, Rohan Dennis’ sejre fra 2018 og 2017 samt Fabian Cancellaras sejre i 2016 og 2015.

Starttider

Starttiderne kan findes under liveopdateringen.