Ruten

I gamle dage (og i 2019), hvor bjergfinaler ikke hørte til dagens orden i Tirreno-Adriatico, blev løbet altid afgjort i det terræn, der mere end noget andet kendetegner området øst for Adriaterhavet. Her går det nemlig konstant op og ned ad smalle veje via små, stejle mure og kringlede nedkørsler. Det er med andre ord sandt guf for klassikertyperne, og selvom løbet i dag som regel også har en stor bjergetape, udgøres den anden af de to weekendetaper altid af det, arrangørerne kalder årets ”mur-etape”. I årets forlængede udgave kommer mur-etapen lidt senere på næstsidste dag, og selvom den i år ikke er så svær, som den har været i tidligere år, blev vi sidste år mindet om, hvor stor forskel det vanskelige terræn kan gøre. Derfor får de klatrestærke folk her en sidste chance for at vinde den sidste tid inden mandagens afsluttende enkeltstart.

Med en distance på 181,0 km skrues der lidt ned for længden på en etape, der fører feltet fra Pieve Torina til Loreto, der ligger blot nogle få kilometer øst for Adriaterhavet midt i Italiens smukkeste cykelterræn. Fra start kører man mod nord op ad to mindre bakker, hvoraf den sidste stiger med 5,5% over 1,9 km, indtil man når til et langt og let faldende stykke, der fører videre mod nord og siden øst. Kort efter byen San Severino Marche forlader man hovedvejen for at køre mod sydøst ind gennem bakkerne via en ikke-kategoriseret stigning (2,1 km, 6,1%) og en efterfølgende nedkørsel, som leder ned til Tolentino, der nås efter 44,2 km. Herfra bliver det igen lettere, når en let faldende vej leder mod nordøst ud mod kysten, men slutteligt bliver det lidt mere udfordrende med to mindre bakker (1,4 km med 5,0% og 3,0 km, 4,3%), der har toppe efter hhv. 70,5 km og 77,8 km.

I byen Padiglione indledes finalen, når feltet kører mod nordøst op ad den velkendte bakke til Osimo (2,8 km, 6,6%, max. 12%), der efter 90,8 km udgør dagens første bjergspurt. Her vender man rundt for at køre mod sydøst ned og senere op til Castelfidardo, hvorfra det falder mod sydøst til Acquaviva, hvor man efter 102,0 km rammer dagens vigtigste rundstrækning. og kort efter kører man for første gang op ad rampen op til mål, hvor stregen krydses for første gang efter 104,8 km.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 25,4 km runde, der er placeret i området syd for Loreto og består af i alt tre mure. Allerede fra start stiger det let, inden en nedkørsel leder mod sydvest ned til den første mur, der over 4,45 km stiger med 4,6% med 12% i bunden og 14% på toppen, der rundes med 18,0 km til stregen og byder på en indlagt spurt på første hele omgang efter i alt 137,7 km. Herfra falder det mod nordøst, inden man drejer mod nordvest for at køre op ad den anden mur, Loreto (2,6 km, 4,8%, max. 18%), der alle tre gange byder på en bjergspurt efter hhv. 121,8 km, 147,1 km og 172,5 km og leder op til målbyen. Her slår man en sløjfe, først via en kringlet nedkørsel, der leder mod øst, inden man følger en lang, lige og flad vej mod nordvest. Med 3,7 km drejer man mod sydvest og med 3,0 km igen mod sydøst, indtil man præcis under den røde flamme drejer skarpt til højre for at tage hul på bakken op mod mål. Den stiger med i alt 8,7% i snit med et maksimum på 13% knap 500 m fra stregen og er ganske jævn, men byder på hele tre hårnålesving på de sidste 500 m, det sidste med ca. 100 m fra stregen, hvorefter man rammer den 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2736 højdemeter.

Loreto har kun én gang tidligere i dette årtusinde været vært for et UCI-løb. Det var i det lille Giro d’Abruzzo i 2004, hvor Ivan Fanelli sejrede foran Riccardo Ricco og Fred Rodriguez.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret

Det flotte vejr fortsætter med en skyfri søndag, hvor temperaturen når 29 grader. Det vil være sjældent blæsende med en jævn til frisk vind fra nord. Det giver mod- og sidemodvind det meste af vejen frem til rundstrækningen. Her vil først være sidemedvind. Slutteligt får man atter sidemodvind, indtil man med 4 km igen får sidemedvind på det sidste stykke.

Favoritterne

Efter dagens lille sprinterintermezzo skal klassementet nu afgøres over de sidste to dage. Inden enkeltstarten får klatrerne en sidste chance for at sætte tid i banken med en helt klassisk Tirreno-etape. Hvert år har løbet det, de kalder en mur-etape, og selvom der var en brutal en af slagsen på 3. etape, er det denne, der officielt har fået det stempel.

Som vi så på 3. etape og sidste år er disse mur-etaper uhyre svære at læse, fordi de varierer voldsomt i sværhedsgrad, og det er ikke altid så let at aflæse af profiler og løbsbog. Umiddelbart synes denne dog ikke at være den vanskeligste af slagsen. Den første stigning holder sig på 14% på sit stejleste stykke og er for det mest relativt blød, og den anden har kun et kort stejlt stykke på 18% i bunden, hvorefter den er ganske let. Målbakken er også set sværere, men som afslutning er et gennemsnit på 8,7% med 13% på de sidste 500 m ganske meget, og det tiltaler langt mere ardennertyperne end de lidt tungere brostenspuncheurs.

Alligevel kan der næppe være tvivl om, at både Mathieu van der Poel og Michael Matthews må have kigget sig etapen ud. Det burde formstærke Michael Woods også, og derfor tror jeg, at et udbrud får det svært. Forskellene er eller store, og derfor er chancen reel. Vi kan forventeligt se endnu en aggressiv start og formentlig også igen et ganske stærkt udbrud, og selvom Mitchelton vil elske at se bonussekunderne forsvinde, vil jeg tro, at EF, Sunweb og Alpecin alle kan tænkes at jagte. Jeg tror derfor, at de vil blive holdt i snor undervejs, og at det tidlige udbrud hentes, selvom det ikke er stensikkert. En joker er den usædvanligt kraftige vind med nogen sidevind på første del, men det kommer formentlig for tidligt til at kunne bruges, og når vi rammer murene, er der næsten altid relativt meget læ.

I den kuperede del til slut forventer jeg, at EF med deres stærke hold atter vil lægge pres for at sætte Woods op til endnu en sejr. Jeg vil heller ikke udelukke, at vi vil se initiativ fra Ineos, der måske kan drømme om, at Geraint Thomas kan få lidt bonussekunder. 39 sekunder er lidt for meget inden den korte enkeltstart, så hvis han vitterligt vil gå efter sejren, skal de næsten prøve et eller andet. Endelig er Rafal Majka så velkørende, at Bora også kan tænkes at lægge et pres, ligesom Astana vel ikke bare kan lægge sig ned inden enkeltstarten.

Rundstrækningen indbyder i sin natur til angreb, og det er terræn, der er meget vanskeligt at kontrollere. Det er nærliggende at tro, at Deceuninck, Astana og Trek, der alle har mange mand i toppen af klassementet, vil forsøge at spille ud, men med Jack Haig og Lucas Hamilton er Simon Yates omgivet af fremragende hjælpere. Derfor tror jeg, at det bliver lidt svært at komme væk fra distancen, og det bliver nok sværere at snige sig væk, som Majka gjorde på 3. etape, og Masnada og Hamilton gjorde på 4. etape. Omvendt har Mitchelton det fint med, at bonussekunderne er væk, så hvis en rytter med et lille tidstab kører væk, er det næppe dem, der lukker. Og som vi så forleden, er der ikke mange andre med et overtal, der gør det muligt at lukke.

På den baggrund afviser jeg bestemt ikke en gentagelse af scenariet fra 4. etape, hvor ryttere, der ikke direkte truer Yates, kan snige sig væk, men mest sandsynligt er det, at vi får en spurt. Derfor vælger jeg at pege på Michael Woods som min favorit. Canadieren kom til kort i bjergene, men som vi så igen på 3. etape, er han en af verdens førende murspecialister. Han ville gerne have haft stejlere stigninger, men denne etape passer ham ganske glimrende. Samlet set er den hård nok til at riste de tungere Van der Poel-typer, og den sidste målbakke er så stejl, at han bør have overhånden. Med Tanel Kangerts niveaufald kan det blive svært at kontrollere, men holdet er stadig et af de stærkeste, og derfor tror jeg, at det lykkes at sætte Woods op til sejr.

Jeg vil dog slet ikke udelukke endnu en triumf til Simon Yates. Han var rusten på murene på 3. etape, men siden da har han været flyvende. Han viser det efterhånden sjældent, men så sent som i Giroen i 2018 vandt han i Osimo, som de passerer undervejs, en finale af denne type. Nok er etapesejren ikke prioriteten, men er det samlet til sidst, skal han gå efter bonus. Med de ben, han har lige nu, burde han kunne forsøge at gentage bedriften fra Osimo for to år siden.

Løbets sværeste rytter at vurdere er Mathieu van der Poel. Hollænderen kom trods alt til kort på onsdagens brutale procenter, men her er det mere menneskeligt. Formentlig handler det for ham om overlevelse undervejs, men det kan også lade sig gøre, som vi så på 3. etape. Det er klart, at den samlede etape kan være for hård med de mange højdemeter, men han virkede meget overbevisende i udbruddet i går. Jeg frygter stadig, at målbakken er for stejl til, at han kan slå Woods, men med Van der Poel ved man aldrig.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

En anden rytter, der må have blik på denne etape, er Alex Aranburu. Spanieren kom til kort på 3. etape, men han har generelt imponeret, også på de længere stigninger på 4. etape. Astana vil formentlig beskytte ham, som de gjorde i onsdags, og terrænet her passer ham. Den kan være en anelse for hård, da han ikke er stor fan af for mange højdemeter på kort tid, men med benene fra torsdag er det muligt. Og på bakken bør han være en af de bedste afsluttere.

Geraint Thomas må også kunne lure en chance. Briten er åbenlyst i fremragende form og synes endda i fremgang. Han spurter sjældent nu om dage, men vi så på både 4. og 5. etape, at han stadig kan afslutte. Måske er denne målbakke lidt for stejl til at passe ham ideelt, men ender det i et opgør mellem favoritterne, er han en af de ryttere, der burde have spurten til at kæmpe med om sejren.

Det samme gælder Wilco Kelderman . Han har skuffet lidt på de lange stigninger, men han var meget overbevisende på muren i onsdags, hvor han også vandt feltets let stigende spurt. Med tiden synes han at være blevet bedre i eksplosivt terræn end i bjergene, og derfor kunne denne etape passe ham bedre end de foregående. Han har før kørt top 10 i Fleche Wallonne og kan således også afslutte på mure, så et godt resultat her er bestemt muligt.

Terrænet kan være for svært for Andrea Vendrame, der ikke helt synes at have ramt topformen, men som vi så i Giroen klatrer han altså ret godt. Som puncheur elsker han de små mure, og han vil generelt sætte pris på etapen. Han kan få problemer med at komme med hele vejen, og finalen kan være lidt for stejl, men han er en af feltets bedste afsluttere i stigende finaler, og sidder han med til sidst, har han en chance.

Jeg er også nødt til at nævne Michael Matthews. Hans klatring er ikke på samme niveau som tidligere, og jeg tror, at etapen samlet set er for svær, og at målbakken er for stejl. Omvendt synes formen ganske hæderlig efter uheld på 3. etape og et flot udbrud på 4. etape. Han er trods alt kørt i top 5 i Fleche Wallonne, så han kan godt afslutte på en mur. Desværre er niveauet nok ikke helt det samme længere.

Giovanni Visconti har været skuffende hidtil i år, men på 3. og 5. etape viste han klar fremgang. Terrænet her burde være glimrende Visconti-terræn, og han kan afslutte på en mur. Desværre er den nok også lidt for stejl til at passe ham perfekt, ligesom formen stadig ikke er helt oppe at ringe, men han er i hvert fald en kandidat med den fremgang, han har vist.

Blandt de øvrige puncheurs synes Rui Costa ikke at have formen, og bakken til slut er for stejl, mens Simon Clarke er for forslået til at spille anden rolle end at hjælpe Woods med at gøre det hårdt. Patrick Konrad må nu skulle hjælpe Majka og synes stadig ikke god nok til at vinde i dette selskab efter en svær tid, og trods fremgang er Sergio Henao ikke længere god nok, selvom han engang var en førende murspecialist. Endelig er Rafal Majka, Aleksandr Vlasov og Fausto Masnada åbenlyst blandt de stærkeste, men de vinder næppe denne form for spurt, ligesom de ingen frihed har.

Skal man se på ryttere, der kan snige sig væk, vil jeg først og fremmest pege på Gianluca Brambilla. Den lille italiener levere på 5. etape sin bedste præstation længe, og han burde endda være endnu bedre i dette terræn. Det vil ligne ham meget dårligt ikke at forsøge undervejs, og han synes at have benene til at gøre det færdigt. Han kan også deltage i spurten til sidst, men jeg tror ikke længere, at han har farten til at vinde.

Jeg vil også pege på Jakob Fuglsang . Danskeren er åbenlyst et stykke fra topformen, men han sad trods alt med de bedste på murene forleden. Nu har han tabt en masse tid, og han vil få frihed til at angribe. Det kan samtidig tjene til at gøre det hårdt og dermed hjælpe Vlasov, så det ligner en oplagt taktik, som vi så det på kongeetapen i går - og da klasse ikke fornægter sig, kan Fuglsang trods formen godt binde her.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Jeg vil også fremhæve James Knox. Briten er endelig i form, og selvom han er klatrer, kan han godt begå sig i dette terræn. Han tabte lidt tid på murene, men siden da har han været blandt de bedste, og han synes i fremgang. Med sit tidstab kan også han få frihed, og han kan godt afslutte på denne bakke.

Måske kan Sam Oomen og Jai Hindley få frihed. Det kræver, at Matthews melder om dårlige ben, og at Kelderman ikke tror på spurten, men får de lov, har de begge vist gode ben. Oomen viste på 4. etape, at han kan være på vej tilbage, selvom han skuffede dagen efter. Her viste Hindley så endelig noget form, og han har altid været god i denne slags terræn.

Endelig vil jeg atter pege på Louis Meintjes. Sydafrikaneren er endelig på vej tilbage, og selvom han har ry for det modsatte, er han ret aggressiv, som vi også så på 4. etape. Dette er egentlig slet ikke terræn for en dieselklatrer som Meintjes, men formen er god, og etapen er samlet set hård nok til, at han kan udnytte sin frihed.

Feltet.dks vinderbud: Michael Woods

Øvrige vinderkandidater: Simon Yates, Mathieu van der Poel

Outsidere: Alex Aranburu, Geraint Thomas, Wilco Kelderman, Andrea Vendrame, Michael Matthews

Jokers: Giovanni Visconti, Gianluca Brambilla, Jakob Fuglsang, James Knox, Sam Oomen, Jai Hindley, Louis Meintjes