EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Ruten                                                         

Efter to dage, der hovedsageligt er tilbragt ved den flade kyst, er det tid til at smage på det meget kuperede terræn, man finder i Appenninerne i det indre af den italienske støvle. Det sker på en voldsom 7. etape, der byder på næsten 5000 højdemeter over mindre end 200 km. Stigningerne i denne del af landet er dog også alle relativt bløde, og da den eneste stejle opkørsel kommer med ca. 60 km til mål, peger meget på, at det mest vil ende som en meget opslidende udbrudsetape.

I alt skal der tilbagelægges 196,0 km mellem Diamante og Potenza. Startbyen ligger ved den italienske kyst, og den indledende fase er derfor relativt let. Således lægger man ud med at køre finalen fra 6. etape igen, når man kører mod nord op ad den flade kystvej frem til torsdagens målby, Scalea, der passeres efter 10,1 km. Herfra fortsætter man mod nordvest op ad kystvejen, der dog her er betydeligt mere kuperet med tre mindre bakker og nedkørsler.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Lige uden for byen Maratea tager etapen fat, når man forlader vandet for at køre mod nord op ad kategori 2-stigningen Passo Colla (9,3 km, 4,5%, max. 12%), der er lidt ujævn over de første 4 km, men derefter stiger jævnt med 4-5% frem til toppen, som rundes efter 45,6 km. Her drejer man mod øst og senere nordøst for at køre ad en i starten helt let og siden mere kringlet nedkørsel ned til dalen. Den forlader man dog med det samme for at køre mod nordøst og nord op ad den alenlange kategori 1-stigning Monte Sirino (24,4 km, 3,8%, max. 12%). Der er tale om en ujævn stigning, der mest af alt kun byder på bløde procenter og undervejs også næsten helt flade stykker, men som har fire kilometer med 6-8% efter 6 km, 2 km med 7,4% efter 18 km og 2 km med 8,1% efter 28 km, inden man efter 90,1 km runder toppen.

Herfra venter en lang og periodevist teknisk nedkørsel, der snor sig i en generel nordlig retning, idet det mod slutningen dog kun er let faldende med en enkelt lille bakke undervejs. Ved søen Lago Pietra del Pertusillo ”vender” terrænet igen, når man kører mod nord op ad en bakke (4,3 km, 6,7%), som leder op til dagens første spurt, der er placeret efter 126,0 km. En kort og let nedkørsel leder nu mod nordvest, inden dagens vanskeligste udfordring melder sig, når man kører mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Mont.Grande di Viggiano (6,6 km, 9,1%, max. 15%). Der er tale om en tredelt stigning med først 2 km med 7-8% og siden 3 km med hele 11-12%, inden det ”flader” ud med 7,6% over de sidste 1100 m frem mod toppen, som rundes efter 135,6 km.

Herfra resterer fortsat 60,4 km, som indledes med en ikke alt for teknisk nedkørsel, der leder mod nord ned til byen Cavello. Den nås efter 152,1 km, hvorefter man kører mod nordvest op og ned ad en bakke (5,8 km, 3,9%). Umiddelbart efter nedkørslen fortsætter man mod nordvest og nord op ad kategori 3-stigningen La Sellata (7,8 km, 5,9%, max. 12%), der er en ganske jævn opkørsel på 4-6% næsten hele vejen frem til toppen, som rundes efter 172,2 km.

De sidste 23,8 km indledes nu med en i starten teknisk og siden let nedkørsel, der leder mod nord og nordøst væk fra Appenninerne og direkte ind til centrum af Potenza. Her kører man op ad en bakke (1,9 km, 5,4%), på hvis top dagens sidste spurt kommer efter 189,0 km. Herfra resterer blot 7,0 km, der stort set alle er let faldende, mens man snor sig først ud til byens nordlige og siden vestlige udkant, hvor målet ligger. Først med 1850 m igen begynder det at sige let, indtil man slutter med en 350 m lang bakke, der stiger med 8,0% i snit og med et maksimum på 13%. Finalen er lidt kringlet med to skarpe sving med 2000 og 1800 m igen, hvorefter man med det samme skal igennem en rundkørsel, inden der slutteligt er et skarpt sving bare 350 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 4728 højdemeter.

Potenza har kun én gang tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var i Giroen i 2001, hvor Danilo Hondo spurtsejrede foran Endrio Leoni og Andrej Hauptman.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Vejret

Det er bestemt ikke altid, at rytterne har godt vejr i Appenninerne, men det får de år, hvor der venter en forrygende fredag. Der vil knap være en sky på himlen, og temperaturen i målbyen vil nå hele 24 grader. Der vil også bare være en svag til let vind (8-9 km/t), i starten fra en vestlig og sydvestlig retning, men efter Monte Sirino fra en nordnordvestlig og nordvestlig retning. Det giver sidevind op langs vandet samt med- og sidemedvind til toppen af Monte Sirino. Herfra vil der være mod- og sidemodvind stort set hele dagen, indtil man kort inden 4 km-mærket får sidemedvind. Det varer ved frem til sidste 1800 m, hvor der vil være modvind og slutteligt sidevind på målrampen.

Analyse af 6. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Arnaud Demare på 6. etape vendte det etablerede sprinterhierarki totalt på hovedet.

Favoritterne

Der er en grund til, at udbrydere elsker Giroen. Den italienske støvle byder på masser af udbryderterræn, og selvom det italienske løb nok ikke helt kan matche Vueltaen, når det kommer til antallet af oplagte udbrudsetaper, har lykkeridderne altid masser at komme efter.

Et af deres foretrukne angrebsterræner er Appenninerne. I det indre af den italienske støvle er det voldsomt kuperet og næsten umuligt at finde flad vej. Til gengæld består det mest af alt af lange, bløde opkørsler uden stejle procenter i stil med Monte Sirino-stigningen, som findes undervejs på denne etape. Man kan sagtens finde rigtige bjerge og sværere stigninger, som man også har gjort med dagens næstsidste kategoriserede stigning, men de hører til undtagelsen. Mest af alt er det bløde 5%-stigninger.

Vi har haft lignende etaper i de seneste to udgaver. I 2020 kørte de endda to af slagsen, hvor den ene blev vundet af Filippo Ganna efter et udbrud, mens feltet havde våbenhvile. På den anden sejrede Ruben Guerreiro fra et udbrud, og her sluttede man med en kort, eksplosiv stigning, hvor klassementsrytterne kunne spurte og slå huller på nogle sekunder.

Det samme så vi på sidste års etape til Campo Felice. Her var det også en dag med bløde 5%-stigninger, hvor Koen Bouwman og Geoffrey Bouchard var meget tæt på at vinde via et udbrud. De blev dog hentet på den sidste kilometer, hvor man sluttede etapen med en stejl grusvejsrampe, der kunne bruges som afsæt til, at Egan Bernal med etapesejr kunne slå beskedne huller.

Denne etape består af mange af de samme bløde stigninger, men modsat Guerreiro- og Bernal-etaperne slutter den ikke med en stejl rampe. Den eneste svære stigning er til gengæld en temmelig led karl. Viggiano-stigningen har 3 km med mere end 11%, og den kunne således bruges til et forrygende klassementsslag.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Desværre kommer den med 60 km igen, og derefter er bakkerne igen bløde. Den sidste stigning er ikke helt let og vil i et udbrud kunne gøre en forskel, men for klassementsrytterne er den uinteressant. Det hjælper heller ikke, at der vil være modvind på etapens anden halvdel, og det er derfor ikke rigtigt en dag, der er velegnet til store offensiver. Det kunne det måske have været senere i løbet, men på dette tidspunkt handler det om at spare på kræfterne og ikke bruge unødig energi på noget, der næppe fører positive resultater med sig. Det er derfor snarere en dag, hvor man kan tabe løbet, hvis han har en offday, men man skal ikke regne med forskelle mellem de bedste.

Det betyder ikke, at det er en let etape. Vi nærmer os 5000 højdemeter over mindre end 200 km, og der stilles derfor store krav til klatreevnerne hos de ryttere, der drømmer om at vinde etapen. Det er de færreste, der vil kunne overleve den stejle stigning fra det udbrud, der vil køre, men der er også langt hjem med modvind. Man kan sagtens tåle at tabe lidt terræn og alligevel komme tilbage. Derfra er de resterende bakker mere moderate, særligt i modvinden, selvom der kan gøres forskelle på den sidste. Til sidst venter så en puncheurspurt på en bakke, der er ganske stejl, men også meget, meget kort.

Alle ved, at det er en oplagt udbrudsetape, og derfor kan vi se frem til en hård kamp om at komme afsted. De første 35 km ved kysten er imidlertid relativt lette, og det kan gøre det til et lotteri at ramme udbruddet. Der er dog en god chance for, at det først kører på den første stigning, og sker det, vil det være meget lettere for de stærke folk at ramme rigtigt. Sandsynligheden for, at vi får et ret potent udbrud, er således stor.

Det betyder også, at det ikke er stensikkert, at de holder. Trek vil forsvare trøjen med næb og kløer, og de har også et godt hold til det. Bauke Mollema har startet løbet eget overbevisende og er en gylden hjælper, og de vil formentlig også være klar til at bruge Mattias Skjelmose, når det handler om et trøjeforsvar. Derfor vil de være i stand til at holde et udbrud i snor undervejs.

Det vil de formentlig også få brug for. Når udbruddet formentlig først kører på stigningen, vil det efter alt at dømme også indeholde ryttere, der ikke har tabt så meget tid, at de bare kan sejle helt væk. Trek har imidlertid ingen interesse i at hente det, men det kan gøre afstanden så lille, at der kan være hold, som pludselig får ideer om etapesejren. Det er bare ikke helt oplagt, hvem det skal være. Mathieu van der Poel vil elske at spurte på den lille bakke, men han har slet ikke holdet til at kontrollere.

Der er dog et par hold, der måske vil kunne lugte blod, hvis udbruddet stadig er inden for rækkevidde, når den stejle stigning er overstået. Det gælder Bahrain med Pello Bilbao, UAE med Joao Almeida og Diego Ulissi, Movistar med Alejandro Valverde, Bora med Wilco Kelderman og DSM med Romain Bardet. Sidstnævnte er dog ikke stærke nok, og Bora tror næppe nok på Kelderman i en spurt. Det vil ligne Movistar dårligt at jagte på en etape som denne, og holdet er næppe heller helt stærkt nok. Skal der iværksættes en seriøs jagt, skal den formentlig komme fra Bahrain og UAE. Jeg tør ikke udelukke det, hvis afstanden er lille, men det vil undre mig. Blockhaus venter 48 timer senere, og derfor vil de fleste formentlig bare sikkert igennem. Det vil således undre mig, hvis de skaber samling, og en udbrudssejr ligner det sandsynlige scenarium.

Den anden joker er naturligvis, hvis de er hold, der kunne få lyst til at bruge den svære stigning til at teste klassementsrivalerne. Hvis det skal være, skal det være Bahrain, men det virker nyttesløst, når der er så langt hjem. Jeg regner derfor ikke med, at vi vil se nogen form for klassementsoffensiv her, og de sidste stigninger er så lette, at det næppe er forsøget værd.

Jeg regner således med en udbrudssejr, men det er ikke helt entydigt, hvem der kan vinde i dette terræn. Kører udbruddet på den første stigning, skal man køre opad, men det skal man også for at kunne gøre det færdigt. Nøglepunktet er den svære stigning, hvor de bedste klatrere og rene bjergryttere kan forsøge at gøre en forskel, men der er lidt for langt hjem for en lille klatrer. De knap så bjergstærke vil have tid til at komme tilbage. Derefter er der endnu en mulighed på den sidste stigning, men med modvind er det svært for rene bjergryttere at gøre forskel her. En solosejr herfra virker usandsynlig, men ikke umulig. Efterfølgende kan det blive taktisk, hvor en snu rytter kan snige sig væk, en eksplosiv fy kan gøre en forskel på den sidste lille bakke inde i byen, eller det kan ende i en spurt på den stejle, men meget korte målbakke.

Jeg vælger at pege på Mathieu van der Poel, men det er ikke med den helt store overbevisning. Der er nemlig en del snubletråde for hollænderen. For det første kan etapen sagtens vise sig at være for hård. Vi taler trods alt næsten 5000 højdemeter, og Van der Poel er relativt uprøvet på så lange stigninger som disse. Til gengæld så vi med hans 10. plads i det dog svagt besatte Il Lombardia i 2020, at han godt kan begå sig, når han sætter sig noget for.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

En anden udfordring er hans frihed. Han er stadig nr. 4 i pointkonkurrencen, og der vil nok være en modvilje mod at lade ham komme i udbrud. Han får næppe lov at køre på det flade, men hvis udbruddet som ventet, kører på stigningen, bliver han svær at stoppe. UAE vil næppe bruge kræfter på det, og FDJ, Quick-Step og Israel-PT kan ikke. Det kan Intermarché formentlig, men vil de brænde deres klatrere af på det. Snarere vil de måske forsøge at lade Biniam Girmay gå med, selvom det nok er tvivlsomt, om han kan ramme udbruddet på så svær en stigning. Van der Poel var klog nok til at give sig selv frihed ved ikke at spurte i dag, og rammer han udbruddet på stigningen, tror jeg ikke, at Intermarché brænder hele holdet af på at stoppe ham.

Derefter handler det om overlevelse. Der vil være bedre klatrere end ham, og han kan meget vel blive sat, i hvert fald på den svære stigning. Til gengæld er der modvind og nedkørslerne er kringlede og tekniske, hvilket er en gave til feltets tekniske vidunderbarn. Kommer han først ned til de eksplosive bakker i Potenza, bliver han meget svær at stoppe, særligt fordi han i klassikerne har vist, at han er bedst, når folk er trætte. Han skal passe på sig selv undervejs, men det har han - også efter eget udsagn - lært at gøre i år, som vi så i Sanremo, Flandern, Roubaix og Amstel. Derfor tror jeg på, at han tager en af sine smukkere sejre i terræn, der ellers kan vise sig at være for svært.

Dernæst vil jeg pege på Koen Bouwman. Jeg nævnte ham allerede i tirsdags, hvor han imidlertid aldrig var aktiv, men nu hvor Jumbos klassementsdrømme har fået et skud for boven, må han få sin chance - også fordi holdet sendte Gijs Leemreize i udbrud på Etna. Han skuffede måske en anelse på Etna, men noget kunne tyde på, at han har kørt sig selv i sænk for at begrænse tabene for Tobias Foss og Sam Oomen for siden at smide et minuts penge til sidst. Formen virker bestemt ikke helt væk, og vi så sidste år, hvor han endte som samlet nr. 12, hvor fremragende en klatrer han er blevet. To gange er hans udbrud blevet hentet på sidste kilometer, og han har derfor bevist, at han kan komme langt i disse situationer. Er han i form, er der næppe mange, der klatrer bedre end ham, og da han med sejren i Dauphiné og tidligere også i Alperne har vist hurtighed, burde han kunne køre en fremragende puncheurspurt. Det gør ham til en oplagt kandidat.

En anden perfekt kandidat er Mauro Schmid. Schweizeren har gjort enorme fremskridt i år, men den største overraskelse er, at han pludselig kan køre i bjerge. Det viste han i Romandiet og nu igen på Etna, og det gør ham perfekt til denne etape. Måske vil han være oppe mod bedre klatrere, men han er teknisk fremragende og vil have gode muligheder for at komme tilbage på nedkørslerne. Den eksplosive finale inde i byen passer ham som fod i hose, og da han sidste år vandt grusvejsetapen i dette løb, chokerede han ved at overspurte Alessandro Covi på en bakke, der kan minde om denne målbakke. Når han kan slå Covi, kan han slå de fleste andre, og da hans vanvidsføring i dagens finale endnu engang understreger hans stærke form, er det meget muligt, at han kan vinde en etape to år i træk.

En af de ryttere, der skuffede i tirsdags, var Felix Gall, men det giver ham nu stensikker frihed til at jagte etaper. Han er stadig et ubeskrevet blad, hvilket giver mange spørgsmål, men med de klatreben, han havde i Alperne og ikke mindst Baskerlandet bør han være et af de bedre udbrudsbud. Han vil have en god chance for at ramme et udbrud, der kører på stigningen, og med den hurtighed han har vist, vil han også kunne gøre det færdigt, hvis terrænet, som man kan vente, er lidt for let til, at han kan bruge sine klatreevner til at køre fra alt og alle. Vi har set, at han er stærk sent i kortere etapeløb, og derfor vil det ikke undre, hvis han i morgen er bedre, end han var i tirsdags.

Giver UAE mon Diego Ulissi lov? De er her for klassementet, og derfor er det langt fra sikkert, men Ulissi har altid haft en særlig status på holdet. Hans ambition er stadig at tage sin niende etapesejr i løbet, og dette ligner en af hans bedste chancer. Desværre har vi i år set, at han har haft sin bedste tid, men hans kørsel på Etna antyder, at han bør kunne være med i dette terræn. Når han rammer sine dage, klatrer han stadig godt, som da han ud af det blå kørte med klassementsrytterne på Sega di Ala sidste år, og den sidtse lille puncheurspurt er nærmest designet til ham. Udfordringen bliver at overleve så langt, men han er snu og god til at passe på sig selv, og Etna-etapen giver en betydeligt mængde håb.

Giver EF mon Simon Carr lov? Det føler jeg mig ikke overbevist om, når vi taler om Hugh Carthys vigtigste hjælper. Der er en betydelig risiko for, at han bliver lænket. Omvendt er det ikke den farligste dag, og briten er blevet lovet sin chance for at jagte udbrud. Han var fremragende klatrende på Etna, hvor han sad med de bedste næsten hele vejen, og rammer han udbruddet, vil han være en af de bedste på stigningerne. Han viste sit store potentiale sidste år på Passo Giau, men han er så uhyre svingende, at han er svært utilregnelig. Lige nu virker han dog stærk, og terrænet burde passe ham. Udfordringen kan blive at gøre det færdigt, da der er hurtigere folk end ham, men har han friskheden efter en lang dag, er han bestemt ikke uden punch på en rampe som den, der venter i finalen.

Astana skal ud over stepperne, og så er det heldigt, at Valerio Conti endelig har fundet noget form. Den lille italiener har ellers været en skygge af sig selv stort set uafbrudt siden hans flotte Tour de l’Ain i 2020, og i år har han også været helt væk. Noget tyder imidlertid på, at han har timet formen godt, for hans kørsel på Etna var ganske imponerende for en fyr som ham. Nu kommer vi til stigninger, der passer ham langt bedre, og også han vil med sine gode tekniske evner have tid til at komme tilbage, hvis han bliver sat undervejs. Spurten i Potenza er skabt til en eksplosiv puncheurtype som ham, men forinden skal han bevise, at han vitterligt er tilbage. Det kræver lidt efter to udgaver af Giroen, hvor han floppede i det ene udbrud efter det andet.

Det er ikke den perfekte etape for Lorenzo Fortunato, men han er ikke uden chance. Ganske vist kom han lidt skuffende i gang, men han viste, at han stadig er en af de bedste klatrere. Nu har han også friheden til at jagte udbrud, og hvis udbruddet kører på stigningen, er der gode chancer for, at han rammer det. Udfordringen er at gøre det færdigt i en finale, hvor den eneste Fortunato-stigning kommer med 60 km igen, og modvinden gør det ikke lettere. Heldigvis er løbet så brutalt, at solosejre bestemt ikke kan udelukkes, hvis han kan gøre forskellen på den sidste stigning, men derudover vil han også kunne vinde nede i Potenza. Måske er han ikke hurtig, men en spurt på en 350 m lang 8%-bakke handler efter 5000 højdemeter om friskhed og gode ben, og alt kan kan en klatrestærk Fortunato sagtens have til overflod til sidst.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Er den for hård for Andrea Vendrame? Logikken siger ja, men jeg åbner alligevel en dør for ham. Da han sidste år vandt 12. etape tilsagde samme logik nemlig, at George Bennett og Gianluca Brambilla ville køre ham over, men det var altså semisprinteren, der kørte fra klatrerne på stigningen. Siden har han ikke været i nærheden af at klatre på samme niveau, og derfor vil han formentlig komme til kort. Som for Van der Poel gælder dog, at der altid er plads til at komme tilbage efter stigningerne, og er han først nede i Potenza, er han svær at slå på de eksplosive bakker, ikke mindst i spurten. Hans overraskende gode spurt på 1. etape indikerer, at han er formstærk, og det kunne tyde på, at vi måske kan drømme om en gentagelse af sidste sæsons vanvidsklatring.

Jeg var usikker på, om Ulissi fik lov, og jeg er endnu mere i tvivl med Davide Formolo. Italieneren er Joao Almeidas vigtigste hjælper, og han er derfor formentlig endnu mere låst end sin erfarne holdkammerat. Omvendt er også Formolo kommet til løbet med ønsket om at vinde en etape, og dette er ganske ideelt terræn for en mand, der har været allerbedst i ardennerklassikerne og Strade Bianche. Der er dog grund til lidt bekymring for formen efter en meget skuffende indsats på Etna, men vi ved også fra andre etapeløb, blandt andet Touren og Tirreno, at Formolo mere end de fleste kan køre, som vinden blæser. Rammer han sit niveau - og det behøver på denne etape ikke være topniveauet - er han perfekt til at gøre det færdigt her, også fordi han er en ganske hæderlig puncheur på en bakke som denne.

Egentlig havde jeg Lorenzo Rota som en af topfavoritterne til denne etape. Den stadig mere spændende italiener er skabt til dette terræn, og han er tillige også så hurtig, at han kan slå mange i en spurt i Potenza. Det eksplosive terræn passer ham perfekt, men han vil komme til kort på de sværeste stigninger. Heldigvis er han en fremragende nedkører, og det giver ham chance for at komme tilbage. Min tvivl går på formen, efter at han har misset det meste af foråret grundet helbredsproblemer. Er han allerede god nok? Det fornemmer jeg ikke helt, men han har heller ikke bevist, at han ikke er klar.

Det er Joe Dombrowski til gengæld ikke. Dette er bestemt ikke den ideelle etape for amerikaneren, men da Astana skal i udbrud, vil han formentlig forsøge. Han har vist god form i Alperne og på Etna, og derfor står han stærkt til at komme væk, hvis udbruddet kører på stigningen. Han bliver næppe heller sat på bakkerne, men udfordringen bliver at gøre det færdigt. Han er i samme situation som Fortunato, og det vil kræve held i det taktiske spil, en solosejr fra stigningen eller bare mere friskhed på den sidste bakke, hvor han ellers er uden punch. Det er svært, men han synes at have benene til måske at realisere et af scenarierne.

Historien er den samme om Antonio Pedrero . Spanieren viste sin gode form frem på Etna, og han har for vane altid at være fremragende i dette løb, som han var det i både 2019 og 2021. Sidste år begyndte han endda også at vinde løb med den samlede sejr i Route d’Occitanie, men heller ikke for ham er denne etape ideel. Der er for meget dieselklatrer over ham, og derfor går hans vej til sejr gennem samme opskrift som Dombrowski og Fortunato. Den kan være svær at praktisere, og så skal han også have lov. Movistar må have fået tro på sig selv efter den stærke Etna-etape, og så er spørgsmålet, om der er plads til udbrud til deres vigtigste hjælper.

James Knox har lignet en rytter i forfald i nogen tid, men efter den knæskade, der ødelagde hans vinter, er han ved at finde noget form. Han havde et stærkt udbrud i Romandiet og kørte en ganske fin Etna-etape. Om formen rækker hele vejen, når vi ikke har set den bedste Knox i nogen tid, er usikkert, men han har ikke vist et niveau, der udelukker det. Desværre er der også lidt meget dieselklatrer over ham, men hans gode puncheurspurt i Catalonien i 2019 viser, at han måske har lidt mere punch, end han normalt viser.

Er Sylvain Moniquet klar igen? Det er nok tvivlsomt, for mon ikke Lotto passer lidt på deres unge belgier? Omvendt har han været flyvende gennem hele sæsonen, og han virkede bestemt ikke træt, da han blev nr. 5 på Etna. Modsat sine følgesvende fra den dag har han også tabt masser af tid, så han har al den frihed, han kan ønske, hvis han har mod på den igen efter to lettere dage. Terrænet passer ham vel i virkeligheden bedre, end det gjorde med den lange opkørsel ad Etna, men nogen stor afslutter er han ikke. Som vi så mod hurtige Vansevenant forleden, handler en bakkespurt efter et hårdt løb dog mest om at have noget tilbage, og det havde han jo i tirsdags, da han spurtede sig til 4. pladsen.

Det bliver spændende at følge Natnael Tesfatsion. Drone-rytteren har forbedret sig enormt i år, og med de klatreben, vi så i Coppi e Bartali og i Alperne, kan han bestemt være med i dette terræn. Niveauet her er dog et andet, og vi så ham vise lidt svaghed i finalerne af de udbrud, han kørte i Alperne. Jeg frygter, at den samlede etape bliver for hård, men vi så i sidste måned, at han godt kan forsvare sig på ”rigtige” stigninger, og det eksplosive terræn i finalen passer ham i hvert fald som fod i hose, ikke mindst spurten. Udfordringen bliver at være med hele vejen i dette terræn og i dette selskab.

Er den for svær for Vincenzo Albanese? Det bør den være. Omvendt klatrede han skræmmende godt i Asturien, og med de ben er det ikke umuligt. Han skal vinde etapen på samme måde som Vendrame og Van der Poel, dvs. ved at begrænse tabene på stigningerne og derefter kæmpe sig tilbage. Er han stadig med nede i Potenza, står han i hvert fald meget stærkt på de eksplosive bakker og i spurten. Desværre meldte han om dårlige ben på Etna, og selvom han havde det bedre i går, skaber det usikkerhed. Og så er det også muligt, at han sparer til lørdag, der er et af hans allerstørste mål.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Forleden angreb Jonathan Caicedo i tide og utide, men han kom aldrig væk. Han er heller ikke verdens mest klatrestærke, og der er derfor flere, der er bedre end ham. Han har dog gjort store fremskridt i år, og jeg har aldrig set ham stærkere, end han var det i Alperne. Spørgsmålet er bare, om han kan vinde, når der både er bedre klatrere end ham, og han mangler fart. Det kræver nok lidt held i det taktiske spil, men med hans kørsel i Alperne er det muligt, han bringer sig selv i position til at spille spillet.

Endelig vil jeg nævne Guillaume Martin og Vincenzo Nibali. Begge har fortsat klassementet i tankerne, og Martin har endda sagt, at han først gør status på sin fremtidige rolle på hviledagen. Begge er dog også angribere, og i en angrebsfest på stigningen er det ikke utænkeligt, at de prøver. Martin er ofte endt i udbrud på dage, hvor han egentlig ikke ville, og han har svært ved at holde igen. Spørgsmålet er, hvor meget frihed de får, da der næppe tages chancer med dem, men vi så to gange i grand tours i 2021, at Martin ikke frygtes voldsomt. Det er nok også ham, der med sit hæderlige punch har bedst chance for at gøre det færdigt, men Nibali er snu i taktiske finaler og kan faktisk også godt spurte på en bakke, som vi så på Sicilien. Alt sammen kræver det dog, at de går efter udbruddet, og det tvivler jeg trods alt på.

Blandt øvrige kandidater vil mange danskere holde øje med Magnus Cort, men han skal være knivskarp for at vinde en etape som denne, og den kommer nok for tidligt efter hans skade, også fordi han har sagt, at han har kunnet mærke visse mangler de seneste dage. Terrænet er nok lidt for svært for Alessandro Covi, der heller ikke synes i sin bedste form. Ineos er blevet mere offensive i år, og man kan derfor ikke udelukke, at de kunne give Jhonatan Narvaez, Ben Tulett eller Jonathan Castroviejo chancen, men det vil undre mig. BikeExchange og Trek er også låst af klassementet, og Trek er så stærke, at de med Mollema som drivkraft bør kunne låse Lennard Kämna, der ellers tydeligvis gerne vil i lyserødt, Rein Taaramae og Mauri Vansevenant. Tom Dumoulin siger selv, at han ikke jagter udbrud endnu, og Sam Oomen og Tobias Foss vil stadig køre som klassementsryttere. DSM kan næppe undvære Chris Hamilton i feltet, og Rui Costa er med som bodyguard for Almeida. Harm Vanhoucke har været formsvag og tillige endda i asfalten, og jeg tror, at Jumbo passer på Gijs Leemreize i grand tour-debuten. Lilian Calmejane er næppe længere god nok, og det er ikke min fornemmelse, at Nans Peters har fundet den form, han ikke har haft i lang tid. Harold Tejada er godt kørende, men jeg har svært ved at se ham vinde, og David de la Cruz synes stadig i en stor formkrise, som også Giovanni Aleotti og Wout Poels er det. Santiago Buitrago har ikke tabt nok tid, og både Davide Villella og Remy Rochas skuffede mig i tirsdags. Sergio Samitier og Alessandro de Marchi er endelig ved at finde form, men næppe nok til at vinde, og jeg ser ikke Jefferson Cepeda som kandidat på en etape som denne, der bør være for hård for Biniam Girmay. Stefano Oldani imponerede så meget forleden, at jeg ikke tør udelukke ham, men stigningerne bør være for svære. Endelig har Attila Valter meldt om dårlige ben, selvom det er en etape, der burde passe ham, mens Thomas de Gendt næppe længere er god nok til så svær en etape.

Som sagt tør jeg ikke udelukke, at det bliver samlet, og så bør det ende i en spurt på bakken. I det tilfælde vil Ineos nemlig formentlig lægge løbet i et jerngreb, og de viste deres styrke forleden. De vil måske endda få hjælp af det brølstærke Bahrain-hold. Med de spurter, han har kørt i år, og med et sent sving i bunden af bakken vil Pello Bilbao være min favorit, foran Joao Almeida, der har spurtet lidt skuffende i år, Romain Bardet og Wilco Kelderman. Egentlig burde Alejandro Valverde stå højere, men jeg frygter, at han sidder for langt tilbage i et sving med bare 350 m igen. Richard Carapaz har vist sine puncheurevner i dette løb og vil med god position ende fremme, men jeg tvivler på, at han kan vinde, som det også gælder for Giulio Ciccone . Rammer han ikke udbruddet, udelukker jeg heller ikke, at Mathieu van der Poel hænger på, og går han det, vinder han formentlig. En reel vinderkandidat er også Diego Ulissi, hvis han overlever, men de kan meget vel vælge at køre spurten for Almeida, der skal bruge bonus. Andre, der måske kan hænge på og køe en god spurt, er Mattias Skjelmose, Felix Gall, Simon Yates, der dog næppe spurter for alvor, Mauri Vansevenant, Koen Bouwman, Lorenzo Rota og Valerio Conti. Det kunne Bauke Mollema også, men han vil i det tilfælde have brændt sig helt af for Lopez.

Feltet.dks vinderbud: Mathieu van der Poel

Øvrige vinderkandidater: Koen Bouwman, Mauro Schmid

Outsidere: Felix Gall, Diego Ulissi, Simon Carr, Valerio Conti, Lorenzo Fortunato

Jokers: Andrea Vendrame, Davide Formolo, Lorenzo Rota, Joe Dombrowski, Antonio Pedrero, James Knox, Sylvain Moniquet, Natnael Tesfatsion, Vincenzo Albanese, Jonathan Caicedo, Guillaume Martin, Vincenzo Nibali

Kandidater til et favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Pello Bilbao, Joao Almeida, Romain Bardet, Mathieu van der Poel, Wilco Kelderman, Alejandro Valverde, Diego Ulissi, Richard Carapaz, Giulio Ciccone, Mauri Vansevenant, Mattias Skjelmose

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO