Ruten

Det har været en helt fast tradition i årtier, at Vuelta al Pais Vasco er sluttet med en enkeltstart, men for første gang siden 70erne giver man denne gang klatrerne det sidste ord. Den traditionelle kongeetape med afslutningen på Alto de Arrate i udkanten af Eibar har været en fast bestanddel af løbet siden 2009 og vil igen være løbets væsentligste klatreudfordring i 2018.

Der er tale om en af sportens helt klassiske finaler. I mange var afslutningen på Alto de Arrate og den korte nedkørsel til mål en fast bestanddel af kongeetapen i Euskal Bizikleta, men da det løb forsvandt, blev der indgået en aftale med arrangørerne af Vuelt al Pais Vasco om at inkorporere etapen i det største baskiske løb. Siden da har det altid udgjort finalen på løbets kongeetape, men sidste år gav man finalen et nyt twist, da man efter at have testet opkørslen på enkeltstarten i 2016 for første gang sendte rytterne op ad stigningen fra den stejleste og lang sværere side. Det gav en langt mere selektiv etape end tidligere, og det format har åbenbart begejstret arrangørerne så meget, at den ide genbruges i år.

Mens finalen altid er den samme, er første del af etapen forskellig fra år til år. I 2016 år designede man en helt uhørt hård rute, hvor man undervejs besteg Alto de Ixua, der har tradition for at være den sværeste stigning i løbet, fra den stejleste side. Sidste år var etapen til gengæld langt nemmere og helt uden den svære Ixua-stigning. Helt i overensstemmelse med den generelle tendens i årets løb, har man denne gang igen designet en ganske svær kongeetape, der byder på hele syv stigninger inden målstigningen, og også Ixua er med igen, selvom den denne gang ikke skal bestiges fra sin sværeste side.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Med en distance på bare 122,2 km er etapen ligesom sidste år en yderst kort og eksplosiv sag, der starter i centrum af Eibar og slutter på Arrate-stigningen i den nordlige udkant. Den første del af etapen består af en omgang på en stor rundstrækning, der hovedsageligt ligger i området nordvest for byen. Fra start bevæger man sig ad let stigende veje mod nordvest, hvorefter man hurtigt rammer kategori 3-stigningen Trabakua (3,4 km, 5,09%), der er en regulær, ikke særligt svær stigning med top efter 6,2 km. En nedkørsel leder mod nord direkte ned til bunden af kategori 3-stigningen Gontzagaraigana (3,5 km, 5,82%), der minder meget om den foregående, bestiges fra øst og har top efter 16,9 km. En ganske kort nedkørsel leder mod nordvest direkte til bunden af kategori 3-stigningen Bizkaiko Begiratokia (4,3 km, 5,59%), der har top efter 25,8, bestiges fra nordøst og er en anelse stejlere end de foregående. En længere nedkørsel leder nu mod vest til etapens vestligste punkt.

Her sætter man kursen mod syd for at køre op ad kategori 3-stigningen Muniketa Gane (3,5 km, 6,94%), der er regulær, men sværere end de foregående stigninger og har top efter 39,4 km. Efter nedkørslen bliver etapen endelig en anelse lettere, da et længere fladt stykke leder videre mod sydøst og siden øst frem til bunden af kategori 2-stigningen Elgeta (4,2 km, 6,95%), der er dagens første ”mur”. De første 3 km stiger nemlig med 9,1% i snit og byder på sektioner med op til 12,2%, inden den flader ud nær toppen, der rundes efter 63,6 km. Efter nedkørslen venter endnu et fladt stykke, der fører mod øst, nord og til slut sydvest ind til Eibar, hvor den første spurt kommer efter 83,6 km.

Den næste del af etapen består af yderligere en rundstrækning, denne gang i det endnu mere kuperede område nord for byen. Med det samme kører man mod nord op ad den frygtede kategori 1-stigning Alto Ixua (4,1 km, 9,45%), der er ganske regulær med en meget stejl gennemsnitlig stigningsprocent og har top med 32,6 kmigen . Nedkørslen leder mod nord til etapens nordligste punkt, hvor den sidste spurt kommer efter 96,4 km. Herfra kører man mod sydøst direkte ind på kategori 3-stigningen Alto Urkaregi (5,2 km, 4,73%), der er en regulær stigning, der aldrig bliver stejl. Toppen rundes bare 17,5 km fra stregen, hvorefter en nedkørsel leder mod sydøst, inden et kort fladt stykke fører mod sydvest ind til centrum af EIbar.

I Eibar gælder det løbets nøgleudfordring, når man drejer mod nord for at køre op ad kategori 1-stigningen Alto de Arrate, der som sagt for anden gang bestiges fra den stejle side. Det betyder, at den over 3,5 km stiger med hele 12,14% i snit, og det endda endnu vanskeligere undervejs. Efter de første 700 m stiger de følgende 2100 m nemlig med hele 15,3% i snit, inden det flader ud med ca. 7% på de sidste 700 m. Toppen rundes med bare 2,3 km igen, og herefter gælder det den hektiske finale. Det stiger let frem til den røde flamme, hvorefter det falder ned mod mål. Den sidste kilometer følger en relativt lige vej med kun et par bløde sving, herunder et bare 100 m fra stregen. Historien viser, at første mand gennem denne kurve i 9 ud af 10 tilfælde også ender som etapevinder.

Sidste år besteg man for første gang Arrate fra den svære stigning, og det gav større udskilning end tidligere. Efter at det en overgang så ud til, at Michael Woods og Louis Meintjes ville snyde favroritterne, lykkedes det til slut Alejandro Valverde, Alberto Contador, Romain Bardet og Rigoberto Uran at få kontakt. På mirakuløs vis kom Samuel Sanchez op lige inden toppen og gik direkte forbi i et flot angreb, der desværre fik en brat ende med et slemt styrt på nedkørslen. I stedet levede Valverde op til favoritværdigheden ved suverænt at vinde spurten foran Bardet og Uran.

Etapen med den gamle finale gjorde debut i løbet i 2009, da Alberto Contador tog en solosejr 8 sekunder foran Cadel Evans og Samuel Sanchez, men siden da har det været Sanchez’ legeplads. Den lokale helt vandt tre år i træk fra 2010 til 2012, to gange ved at vinde en spurt mellem tre mand og en gang som den hurtigste i en gruppe på 11 ryttere. Den tekniske nedkørsel har altid været som skabt til spanieren, der har vidst, hvordan han skulle time sin spurt før det sidste sving. I 2013 blev han endelig slået, da han ikke kom med i den syvmandsgruppe, der afgjorde slaget, og denne gang var det Nairo Quintana, der sikrede sig sejren foran Sergio Henao og Contador ved hjælp af en fantastisk nedkørsel. I 2014 angreb Wout Poels tæt på toppen og nåede mål et par sekunder før en 13-mandsgruppe, hvis spurt blev vundet af Alejandro Valverde foran Sanchez. I 2015 tog Joaquim Rodriguez sin anden etapesejr i træk ved at vise sig som hurtigste mand i en gruppe på 12 ryttere. I 2016 blev etapen afviklet i forfærdeligt vejr, og det gjorde det muligt for Diego Rosa med et mageløst soloridt at sikre sig en udbrudssejr, mens Henao, Contador, Rodriguez og Thibaut Pinot distancerede de øvrige favoritter med en usædvanligt stor margin.

Finalen blev også benyttet i Vueltaen i 2012, hvor Valverde, Rodriguez, Contador og Chris Froome nåede mål sammen, og Rodriguez har sikkert stadig mareridt over, at han ikke spurtede hele vejen til stregen, fordi det dermed lykkedes Valverde akkurat at stikke snuden forbi og snuppe sejren.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Vejret

Efter en dag i flot solskin vil Baskerlandet lørdag leve op til sit ry. Kongeetapen vil nemlig blive begravet i enorme mængder regn, der blot vil tage til, som etapen skrider frem. Temperaturen vil være 15 grader, men det vil ikke være specielt blæsende med blot en let til jævn vind fra syd. Det giver vind fra alle retninger på den første store rundstrækning. På den anden rundstrækning vil der være medvind på Ixura og frem til spurten, hvorefter der vil være sidemodvind frem til bunden af Arrate. Her vil der være medvind, indtil man mod toppen drejer ind i sidevind med 2,5 km igen. På de sidste 1500 m vil der være sidemodvind.

Analyse af 5. etape

12 måneder kan gøre en stor forskel. For et år siden kæmpede Astana fortsat med en kolossal krise, der betød, at man som det sidste WorldTour-hold stadig var helt uden sejre først i april måned. Faktisk skulle man helt frem til midten af måneden, inden Michele Scarponi i sit livs desværre sidste cykelløb brød tørken for det kasakhstanske mandskab, som endda skulle helt frem til Jakob Fuglsangs sejr i Dauphiné i juni, inden man for alvor oplevede lidt medgang.

I år har det været helt anderledes. Allerede fra starten af sæsonen lagde man forrygende ud, da Luis Leon Sanchez og Fuglsang sluttede på podiet i Volta a la Comunitat Valenciana, og da man nåede 1. marts, havde holdet alle fem sejre, herunder en stor klassikersejr i Omloop Het Nieuwsblad. Herefter gik holdet lidt i stå i marts, men det har stadig været en drømmestart for et hold, der forud for sæsonen konstant skulle svare på, hvordan man ville klare sig efter tabet af holdets eneste virkelige stjerne, Fabio Aru.

I dag vendte kasakherne tilbage til toppen af sejsskamlen i endnu en understregning af, hvad der har fungeret så godt i denne sæson. Uden en absolut verdensstjerne på holdet har de øvrige klasseryttere været frie til at søge egne muligheder, og det har givet dem en selvtillid og synlighed, der har ført til et hav af resultater. Og det er netop i et sådant miljø, at udbryderkongen Omar Fraile trives. I de seneste tre sæsoner har baskeren - når han trods store udsving har ramt topformen - været en af verdens førende udbryderkonger, og derfor synes matchet mellem holdet og ham at være perfekt. Det blev helt tydeligt i dag, da han tog sin første sejr i sine nye omgivelser efter en suveræn præstation på sin baskiske hjemmebane.

Fraile har i flere år været brølstærk, men han har ikke altid kørt med hovedet. Alt for ofte har han fået alt for lidt ud af sine enorme reserver, men netop den hovedløse kørsel har også bidraget til at gøre ham stærkere. I de seneste to sæsoner har han været så stærk, at han trods ikke altid specielt begavede taktiske dispositioner alligevel har været i stand til at animere den ene bjergetape efter den anden, og det hele kulminerede med den store sejr i Giroen sidste forår.

Egentlig var han hentet til Astana primært for at hjælpe Miguel Angel Lopez og Jakob Fuglsang i bjergene, men det ville være spild af talent, hvis ikke baskeren undervejs fik sine egne chancer. I fraværet af de to kaptajner gik man ind til denne uges baskiske løb med to kaptajner i holdets to hjemmebaneryttere, Fraile og Pello Bilbao. Og selvom holdet på papiret ikke har været blandt de stærkeste i løbet, har de atter overgået forventningerne. Det er allerede nu blevet til en sejr til Fraile og en podieplads til Bilbao, ligesom sidstnævnte har kursen rettet direkte mod en plads i top 10. Astana er om nogen et godt eksempel på, hvordan ryttere kan løfte sig ved at blive givet muligheder i et relativt fladt hierarki.

I det store billede var Frailes sejr imidlertid en biting. Etapens hovedtema var naturligvis den ventede offensiv fra Movistar, der helt som forudsagt i går, var indstillet på at blæse til angreb i et forsøg på at ryste Primoz Roglic. Det lykkes imidlertid ikke. Trods utallige angreb fra Mikel Landa viste den slovenske stjerne ikke antydningen af svaghed, og han bevarede også roen, da han relativt tidligt blev isoleret. Resultatet er,. At han nu har et historisk stort forspring i et løb, der traditionelt er blevet afgjort på marginaler. Og med den autoritet, han hidtil har udvist, også i dag, hvor han blev testet på lidt længere stigninger, synes kun uheld at kunne stå i vejen for den store sejr i et ugelangt etapeløb, som han har drømt om, siden han sidste år gjorde det til et stort mål.

Helt spildt var Movistars offensiv dog ikke. Som det var tilfældet i sidste års Tour of the Alps, er Mikel Landa nemlig kommet forrygende tilbage efter en tidlige offday og viste i dag, at han er ligeså velforberedt til sit store forårsmål, som han havde meldt ud forud for løbet. Ganske vist kunne han ikke knække Roglic, men han har nu direkte kurs mod en samlet podieplads.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Holdet kan til gengæld ærgre sig over, at Nairo Quintana ikke kom med i frontgruppen. I skrivende stund er det uklart, hvad der skete med den lille colombianer, men alt tilsiger, at han havde defekt på et meget kritisk tidspunkt, netop som Movistar med en brølstærk Victor De La Parte, der ikke er set bedre siden skiftet til det spanske hold, fik feltet til at eksplodere på næstsidste stigning. I hvert fald sad han helt fremme for så pludselig at forsvinde fuldstændig. Efter en hård jagt kom han tilbage til forfølgerne, men da var fuglen allerede fløjet. Han viste imidlertid store styrke ved på sidste stigning at køre fra alle rivalerne i sin gruppe. Skyldes hans præstation vitterligt uheld, må frustrationen være stor, idet Movistar ellers ville have haft udsigt til at kunne slutte med to mand på podet, som det var tilfældet for et par uger siden i Catalonien.

Alt håb for en sådan bedrift er imidlertid ikke ovre endnu. Ion Izagirre viste stor styrke i dag, men tendensen har været, at der har været store udsving i præstationerne i løbet. Netop Izagirre er et godt eksempel. Som Landa havde han en offday på 1. etape, ligesom han ikke var flyvende på 2. etape eller gårsdagens enkeltstart. I dag svarede han imidlertid igen med en af sine bedste klatrepræstationer længe. Det kommer i kølvandet på en tilsvarende stor præstation på kongeetapen i Paris-Nice, og dermed er det nu mere og mere klart, at baskeren efter sit styrt i sidste års Tour synes at have forbedret sig voldsomt på stigningerne - dog måske på bekostning af tempoevnerne. Endnu engang er han med fremme i sit hjemmebaneløb, hvor han nu har gode muligheder for at slutte på podiet for tredje gang - og denne gang i kraft af klatrepræstationerne og ikke en god enkeltstart.

Andre eksempler på ryttere, der har rejst sig, er David De La Cruz og Rui Costa. Spanieren kom skidt fra start i årets løb, hvor han fortsatte med at underpræstere i bjergene, som han har gjort det siden starten på sæsonen. I dag var han imidlertid blandt de stærkeste, og havde det ikke været for hans evige akilleshæl, den voldsomt svage nedkørsel, havde han utvivlsomt siddet med i front. Heldigvis er der håb om mere, og dermed har han vist Sky, at de sagtens kan tiltro ham en kaptajnrolle i fremtidige løb også. For Costa var der ligeledes lovende takter frem mod klassikerne, og man kun ærgre sig over, at en defekt på 2. etape satte ham definitivt ud af klassementskampen.

Udsvingene går imidlertid også den anden vej. Etapen bød nemlig også på store tabere blandt de ryttere, der ellers hidtil har været blandt de stærkeste. Mest markant var det naturligvis, at Julian Alaphilippe, der ellers hidtil ikke havde vist antydningen af svaghed på stigningerne, atter eksploderede. Det var imidlertid ikke helt uventet. Selvom han før har klatret med de bedste i de høje bjerge i Dauphiné, mangler han stadig en del på de længere stigninger. Som det var tilfældet i Paris-Nice, er der en grænse, hvor han ofte eksploderer totalt. Den blev ikke nået på de korte stigninger først i løbet, men i dag ramte han den med et brag.

Det samme gjorde Gorka Izagirre, Romain Bardet og Patrick Konrad, der var store tabere. Specielt Izagirre, der ellers var så brølstærk på de første to etaper, faldt helt sammen. Med tanke på den svage enkeltstart i går kunne noget tyde på, at baskeren er ramt af sygdom og ikke længere er på toppen. I hvert fald er det anden dag i træk, at han har underpræsteret markant, og det kalder næsten på en naturlig forklaring. Mere uventet var det, at Bardet, der ellers har været ganske stabil i denne sæson, gik ned på den første etape, hvor stigningerne ellers burde passe ham. Det ligner ikke den ellers altid så stabile franskmand. Endelig viste etapen, at der for Konrad, som ligesom Alaphilippe er bedre på kortere stigninger, var en grænse, da terrænet blev sværere.

Endelig er der grund til at fremhæve Mark Padun. Den unge slovener har længe vist, at han er en af fremtidens mest lovende klatrere, men det var først i dag, at han fik sit store gennembrud på den internationale scene. Efter en hel dag i udbrud - i øvrigt det andet i dette løb - kunne han stadig spille en nøglerolle for kaptajn Izagirre i finalen. Det er ganske få ryttere, der allerede kan gøre det så godt i deres første deltagelse i Baskerlandet, som har ry for at være et af de allersværeste løb på kalenderen. Det vidner om, at en ny stjerne er født!

BEMÆRK: Efter udarbejdelsen af analysen er det kommet frem, at Patrick Konrad havde defekt på sidste stigning.

Favoritterne

De store udsving, vi har set i præstationerne hidtil i løbet, vidner om, hvor hårde de første fem dage har været. Derfor må det vække bekymring hos en del af ryttere, at det bliver endnu værre. Arrangørerne har nemlig gemt det værste til sidst. Ikke blot har de fundet det hårdeste terræn med den sværeste finale blandt de seks, de har også designet en af de korte, intense etaper, der altid bliver kørt fuld gas hele vejen, særligt på en rute som denne, hvor der er stigninger uafbrudt fra start til slut. Og hvis ikke det var nok, har vejrguderne med det varslede regnvejr, sikret sig, at der er lagt op til en knaldhård og måske endda episk finale på det baskiske løb.

Der er mange hold, der intet har fået ud af løbet hidtil, og de har intet at miste ved at gå i offensiven. For to år siden vandt Diego Rosa netop denne etape ved at gennemføre et historisk soloridt i brutalt regnvejr, og med tanke på de store tidsforskelle og det dårlige vejr er der mange, der ved, at et udbrud har en chance. Vi kan derfor vente os en brutal start, hvor de mange stigninger i begyndelsen vil betyde, at det bliver hårdt fra begyndelsen. I en sådan indledning vil de gode klatrere kunne gøre forskellen, og vi vil derfor formentlig efter en meget hurtig start få et etableret et voldsomt stærkt og ganske stort udbrud med gode klatrere, der alle vil være i stand til at gøre det færdigt.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

LottoNL-Jumbo har ingen interesse i at køre dem ind og vil kun kontrollere etapen i det omfang, det er nødvendigt for at forsvare Primoz Roglics position. Der er imidlertid ingen tvivl om Movistars intentioner. Spanierne har endnu ikke vundet en etape, og Mikel Landa VIL vinde på den mest prestigiøse stigning i sin hjemregion i en finale, hvor han endnu aldrig har sejret. Movistar har formentlig indset, at Primoz Roglic bliver svær at knække - det betyder ikke, at de ikke vil forsøge - men som et minimum vil de i hvert fald have deres etapesejr.

Derfor kan vi vente os en gentagelse af dagens scenarium. Spanierne vil kontrollere udbruddet stenhårdt, og med den form, Victor De La Parte har vist, vil de formentlig være i stand til det. Samtidig har Landa som ren klatrer en interesse i, at løbet bliver så hårdt som muligt, og derfor vil de lægge pres på hele vejen. I dette vejr og terræn og med udsigt til et stærkt udbrud, er der ingen garanti for, at det vil lykkes at hente udbruddet, men det mest sandsynlig er, at det vil ske, når Movistar er så opsatte på at tage sejren.

Da etapesejren formentlig er hovedmålet, vil Landa formentlig holde sig i skindet indtil sidste stigning, og derfor forventer vi, at favoritterne skal slås om sejren på Arrate. Igen i år skal den altså bestiges fra den stejle side, hvor den har karakter af en klassisk baskisk mur. Der er tale om den klart sværeste stigning i løbet med en stejlhed, der gør den sammenligning med stigningerne de to første dage og en længde, der bringer den i samme liga som dagens bjerge.

I dag viste Primoz Roglic og Mikel Landa ikke uventet, at de var de stærkeste på stigningerne, og det ligner derfor en duel mellem de to. Begge har de ganske gode chancer, men vi sætter pengene på sloveneren. I dag så han aldrig ud til at være i problemer, og selvom den sværere stigning i teorien passer bedre til Landa, har vi svært ved at forestille os, at LottoNL-kaptajnen skal sættes. Derfor kan det meget vel ende i en spurt på den regnvåde, farlige nedkørsel, og her er Roglic i teorien den hurtigste. På stregen bør han derfor kunne slå Landa. Der er dog et men. For Roglic er det vigtigste den samlede sejr, og han vil ikke være villig til at tage alt for mange risici til slut. For Landa betyder etapesejren mere, og han kender samtidig den tekniske finale bedre. Meget vil afhænge af, hvor offensivt Roglic kører til slut - han er ikke just kendt som en brillant nedkører - men i teorien er han så hurtig, at han burde være favorit til at slå Landa i en spurt.

Hans værste rival er som sagt Mikel Landa. Den hårdere stigning tiltaler baskeren langt mere end de foregående, og er der en dag, hvor han kan sætte Roglic, er det lørdag. Samtidig har Landa tradition for at blive bedre, som dagene skrider frem, og det har også været tilfældet i dette løb. På papiret er han en bedre klatrer end Roglic, og det kan derfor ikke udelukkes, at han vil kunne køre alene hjem. Som sagt vil han også have muligheder i en spurt, hvis Roglic vælger en mere forsigtig tilgang på de våde veje.

Som nævnt ovenfor er der noget, der tyder på, at Nairo Quintana havde defekt på dagens etape. I hvert fald forsvandt han pludselig fra fronten for siden at flyve op ad sidste stigning. Med den præstation viste den lille colombianer i hvert fald, at han er blandt de bedste klatrere i løbet, og det har da også været tilfældet på de foregående etaper. De baskiske stigninger passer ikke ideelt til Quintana, der altid har haft det lidt svært i dette løb, men nu kommer vi til den etape, der passer bedst til en ren klatrer. Kan han og Landa begge sidde med til slut, vil de kunne angribe Roglic på skift, og vælger han at koncentrere sig om Landa, der er den direkte rival til trøjen, er der gode muligheder for, at Quintana kan vinde etapen for anden gang.

Efter sin svage start på løbet rejste Ion Izagirre i dag, hvor han aldrig så ud til at være i vanskeligheder på stigningerne. Som nævnt ovenfor er der meget, der tyder på, at han har forbedret sine klatreevner i år, og det må gøre ham ambitiøs forud for denne etape. Det er klart, at den sværere stigning vil gøre det svært at følge de bedste, men lykkes det at komme med til toppen, vil han være storfavorit. Izagirre hører nemlig til blandt de allerbedste på en regnvåd nedkørsel - er du i tvivl, kan du passende gense hans Tour-etapesejr fra 2016, hvor han kørte fra en vis Nibali til slut, eller hans prologsejr i Romandiet samme år - og da han samtidig er ganske hurtig på stregen, vil han være næsten umulig at slå i denne finale.

I dag rejste David De La Cruz betydeligt. Efter en svag sæsonstart klatrede han for første gang med de bedste, og havde det ikke været for hans svage nedkørsel, havde han siddet med de første hjem. Morgendagens etape passer ham på papiret endnu bedre, og han er helt tydeligt i fremgang. Desværre betyder netop den sidste nedkørsel, at han formentlig skal alene til toppen for at vinde. Det kan imidlertid også lade sig gøre, hvis han kan udnytte lidt taktisk spilfægteri mellem favoritterne til at komme dem i forkøbet.

En anden god kandidat er Rigoberto Uran. Colombianeren har helt klart ikke været helt på toppen i dette løb, men han synes stille og roligt at blive bedre. Den hårdere etape burde i teorien passe ham bedre end de foregående, og han har derfor en reel chance for at sidde med hele vejen til toppen. Lykkes det, vil han have ganske gode muligheder med en nedkørsel til mål.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Havde Romain Bardet bare en offday i dag? Svaret blæser i vinden, men man kan håbe for ham, at han er tilbage på toppen. Hidtil har han været blandt de bedste klatrere i løbet, og derfor burde han have en god mulighed for at hænge på, hvis han er tilbage på 100%. En regnvåd nedkørsel til mål betyder, at der står Bardet skrevet med fed ud over finalen - han blev også nr. 2 sidste år - og derfor har han gode muligheder for at tage sæsonens anden sejr.

Også slideren Bauke Mollema har konsekvent været blandt de bedste på stigningerne. Også han burde i teorien være favoriseret af den hårdere stigning, og han synes bare at blive bedre og bedre efter sin virussygdom i marts. Han er ikke en fremragende nedkører, men han er ganske på hurtig på stregen.

Endelig er man også nødt til at pege på Julian Alaphilippe. Al logik tilsiger, at det bliver for hårdt for franskmanden, men han kan ikke helt afskrives. Den sidste stigning er nemlig kortere end den afsluttende stigning i dag, og han er som bekendt ret godt på korte, eksplosive mure. Formentlig falder han fra forinden, men den formstærke franskmand vil altid være en kandidat. Kommer han med til toppen, er det helt givet, at han vinder i en finale som denne.

Skulle et udbrud mod forventning holde hjem, vil vi pege på Romain Bardet, Igor Anton, Michal Kwiatkowski, Michael Woods, Dylan Teuns, Damiano Caruso, Alexis Vuillermoz, Simon Spilak, Hugh Carthy, Carlos Verona, Rudy Molard, Pieter Serry, Serge Pauwels, Vasil Kiryienka og Jelle Vanendert som de mest oplagte kandidater.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Mikel Landa, Nairo Quintana

Outsidere: Ion Izagirre, David De La Cruz, Rigoberto Uran, Romain Bardet, Bauke Mollema, Julian Alaphilippe

Jokers til et udbrud: Romain Bardet, Igor Anton, Michal Kwiatkowski, Michael Woods, Dylan Teuns, Damiano Caruso, Alexis Vuillermoz, Simon Spilak, Hugh Carthy, Carlos Verona

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Alejandro Valverdes sejr fra 2017, hvor samme finale blev benyttet. Du kan tillige gense Diego Rosas sejr fra 2016, Joaquim Rodriguez’ sejr fra 2015, Wout Poels’ sejr fra 2014 og Nairo Quintanas sejr fra 2013.