Ruten

Corona-restriktioner betød desværre, at en af løbets to vigtigste etaper er blevet en amputeret affære, selvom Unipublic desperat prøver at påstå, at de to ruter er næsten identiske. Sandt er det da også, at både den nye og oprindelige er relativt korte og nyder på tre bjerge, men i stedet for gigantiske Tourmalet sluttes der nu med den bløde opkørsel til Formigal, der ikke tåler sammenligning med Pyrenæernes gigant - men så må man jo forsøge at udnytte terrænet lige så effektivt, som man gjorde, da Chris Froome på samme stigning smed en sikker samlet sejr væk for fire år siden.

Distancen er forøget betydeligt, men da der skal tilbagelægges 146,4 mellem Biescas og Sallent de Gallego. Aramont Formigal er der stadig tale om relativt kort sag. Starten er let, da man kører mod syd gennem fladt terræn ned til en 20,7 km lang rundstrækning, der hovedsageligt er flad, men har en lille bakke (2,1 km, 6,2%). Her kører man halvanden omgang, så man kommer over bakken to gange, inden man drejer mod sydøst for igennem fladt terræn at køre frem til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Petralba (6,5 km, 5,1%), der er en jævn stigning med top efter 69,5 km.

Nu leder en let nedkørsel mod nordøst, inden det stiger let mod nord frem til bunden af dagens næste udfordring. Den indledes, når man drejer mod vest for at køre op ad kategori 2-stigningen Puerto de Cotefablo (13,5 km, 4,1%), der kan deles i tre. Først stiger det jævnt med 5-6% over de første 6 km, inden der følger et fladt plateau over 4 km, hvorefter det atter stiger med 5-6% på det sidste stykke frem til toppen, der rundes efter 105,5 km. En kun i starten teknisk nedkørsel leder så videre mod vest tilbage til udkanten startbyen Biescas, hvor dagens spurt køres efter 119,7 km.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Herfra stiger det stort set hele vejen. Man drejer mod nord ad en let stigende vej, der slutter med 1,5 km med 7,9%, inden det kortvarigt flader ud over 6 km, der leder frem til vunden af den afsluttende kategori 1-stigning, der indledes når man drejer mod nordvest. Den stiger med beskedne 4,7% over 14,4 km med et maksimum på 10%, men skal deles i to. Selvom det stejleste stykke kommer efter 3 km, er de første 6 km meget lette med 3-4%, inden det kortvarigt bliver lidt stejlere med to km med 6-8%. Nu følger et næsten fladt stykke over 4 km, inden man drejer mod syd for at tage hul på den svære del. Her stiger det med 6-8% over de sidste 4,4 km med 500 m med 9% på den nedre del og 6% på de sidste 400 m. Den lette del af stigningen følger en lang, let bugtende vej, men den stejle del har en stribe hårnålesving, indtil den sidste kilometer følger en helt lige vej.

Etapen byder på i alt 3020 højdemeter.

Formigal blev senest besøgt på den højdramatiske etape i 2016, hvor Nairo Quintana og Alberto Contador kuppede Chris Froome og Sky med et overraskelsesangreb fra start, inden Quintana tog trøjen og Gianluca Brambilla etapesejren. Forinden var man forbi i 2013, hvor nyprofessionelle Warren Barguil slog Rigoberto Uran i en uhyre tæt spurt i et udbrud, mens der mod slutningen var lidt forskelle mellem de bedste, da Joaquim Rodriguez tog 3 sekunder på Alejandro Valverde, 6 sekunder på Thibaut Pinot og Chris Horner, 15 sekunder på Samuel Sanchez og hele 28 sekunder til en lidende Vincenzo Nibali i førertrøjen.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Vejret

Efter nogle flotte dage venter der en rædselsfuld søndag. Det ventes at regne gennem hele etape, mest intenst til sidst, og temperaturen i bunden af stigningen vil være bare 13 grader. Vinden vil være svag til let (9-11 km/t) og komme fra syd. Det giver efter den lille rundstrækning sidevind frem til toppen af første stigning og siden sidemed- og medvind frem til bunden af den anden. Derfra er der sidevind frem til spurten og medvind frem til bunden af den sidste. Nu får man sidemedvind, indtil man drejer ind i modvind på de sidste stejlere kilometer op til toppen.

Analyse af 5. etape

I nat forlader vi sommertiden, og fra i morgen kan vi også på urskiven kan se, at vi går den mørke vinter i møde. Hvis man af en eller anden grund skulle have overset, at det snart er ved at være slut med lyse timer og godt vejr, er det dog ikke kun behovet for at stille uret, der afslører, at mørket er ved at melde sig.

Er man til cykelsport, kan man nemlig også bare tjekke, om Tim Wellens kører stærkt. Hvis ikke, er det formentlig, fordi vi har højsommer og bagende varme. Hvis til gengæld belgieren er den sejrsmaskine, han i sine bedste stunder kan være, er det som regel tegn på, at vi enten er i gang med slutningen af vinteren, det tidlige forår eller har taget hul på efteråret.

Der findes nemlig meget få ryttere, der er så sæsonafhængige som den belgiske udbryderkonge, der i dag med sin Vuelta-etapesejr kunne føje endnu en grand tour-triumf til dem, han tog i Giroen i 2016 og 2018. Det er i hvert fald ingen tilfældighed, at den eneste sejr, der nu mangler i rækken, er en Tour-gevinst, for belgieren er notorisk berømt for sin afsky for varme, hvorfor hans optrædender i verdens største cykelløb også har været så pauvre, at man slet ikke fornemmer, hvilken klasserytter vi taler om.

Nej, Wellens’ glansstunder kommer altid i årets allerførste løb, hvor han plejer at komme blæsende ud og køre alle midt over på Mallorca, eller i sæsonens anden del, hvor han har opnået langt de fleste af sine store sejre. Og når han en sjælden gang har taget en stor sommertriumf, som da han vandt Tour de Pologne i 2017, er det som regel sket i rigtigt Wellens-vejr, dvs. i øsende regn, som det var tilfældet med det episke soloridt i den polske syndflod.

Derfor var det også så ærgerligt for Wellens, at et dumt styrt få dage inden Touren kostede ham deltagelsen i årets løb. En unik septemberdato kunne nemlig have givet Wellens en gylden mulighed for at tage den Tour-etapesejr, han endnu ikke har været tæt på. Sådan gik det imidlertid ikke, og faktisk har 2020 længe lignet en regulær katastrofe for den Wellens, der slet ikke kunne finde formen og så sent som i Flandern Rundt spillede en fuldstændig ligegyldig statistrolle.

Siden han kom til Spanien, har alt dog været forandret. Først var han i udbrud på 1. etape, så gentog han bedriften på 2. etape, og i dag var det så alle gode gange tre, da han blev den første udbrydervinder på den anden af løbets fem oplagte udbryderdage. Og det var bestemt ikke nogen lille bedrift, som man af og til kan få indtryk af på disse etaper, hvor feltet i anden del tager den med ro, og lader en lille gruppe slås om sejren.

Den første del af etapen var nemlig vanvittig. I to timer kæmpede de hold, der havde misset det oprindelige udbrud - særligt EF og Caja Rural - nemlig for at indhente de 14 stærke folk, der tidligt var sluppet fri. Det gav et vanvittigt tempo, som dog ikke trættede Wellens, der var aktiv, da elastikken endelig knækkede og 12 mand kom fri. Problemet var bare, at Sepp Kuss lidt ved en tilfældighed havde sneget sig med, og derfor måtte Ineos jagte hårdt for at neutralisere den farlige amerikaner. Det skruede ikke blot farten i vejret, det ødelagde også harmonien i en gruppe, der gjorde alt for at komme af med den ubudne amerikanske gæst.

Det lykkedes i sidste ende, da først talentfulde Thymen Arensman og siden Wellens kom væk fra Kuss, og da også Guillaume Martin fik kontakt, var dagens udbrud langt om længe etableret. Af en stadig helt uforklarlig grund valgte Ineos dog at fortsætte jagten, også efter at Kuss var hentet, og derfor måtte fronttrioen holde skruen i vandet hele dagen, indtil briterne endelig kom i tanke om, at de da egentlig slet ikke havde en mand, der kunne vinde en etape som denne.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Da kunne Wellens’ sejrsdrømme have fået et skud for boven, for den korte afstand kunne måske have ansporet Movistar til at lege 2. etape om igen og gå efter en sejr til den sejrsløse Alejandro Valverde eller Astana til at jagte en tiltrængt triumf efter en møgstart og en helt igennem fejlslagen Giro. Denne gang var der imidlertid ingen Movistar-aggression, og spanierne valgte denne gang at følge konventionel grand tour-logik ved at spare på krudtet 24 timer inden en vigtig bjergetape. Og Total Direct Energie, der i første omgang tøvede alt, alt for længe, hvis de vitterligt troede på forsøget, havde naturligvis ikke styrken til at sætte Julien Simon op til sejr mod så stærkt et udbrud.

Nu forstår man godt, hvorfor Movistar ikke legede 2. etape. Den sidste stigning var nemlig en pivåben hovedvejsstigning, og med modvind kunne de aldrig have skabt det blodbad, der skulle give Alejandro Valverde den bedste chance for sejr. Modvinden blev samtidig Wellens’ gave, for den umuliggjorde totalt, at gruppens klatrer, Martin, blot kunne prøve at komme væk. Og selvom franskmanden ikke er ueffen som puncheur, var han i denne spurt naturligvis chanceløs mod Wellens, ligesom det var tilfældet for spurtsvage Arensman, der dog for første gang fik vist, hvorfor han har et ganske imponerende og alsidigt cv, der tæller både en 2. plads i Tour de l’Avenir og en 3. plads i U23-udgaven af Paris-Roubaix.

Mens de spurtede om sejren, kunne favoritterne så endelig puste ud efter to dage, der skulle have været lette, men begge endte med at blive kørt i et vanvittigt opskruet tempo. Og alligevel endte det hele dramatisk, da Dan Martin for 117. gang i sin karriere røg i asfalten, dog heldigvis helt uden konsekvenser. Samtidig fik Roglic lige vist, at han ikke er så træt endda, for selvom styrtet naturligvis var hovedårsagen til hans overlegne spurtsejr, var det altså ganske imponerende at se ham køre den formstærke Felix Grossschartner, der selv er en udmærket puncheur, ud af hjulet.

Dermed fik han tanket lidt selvtillid, inden det i morgen går løs med allerede den tredje bjergetape, og han kan endda glæde sig over, at den Tourmalet-opstigning, der lignede en af hans største trusler, er afløst af en afslutning på bløde Formigal, der ligger til hans højreben. Måske var det også rart med lidt opmuntring, når nu vejrguderne har valgt at begrave Nordspanien i en sand syndflod på den søndag, der skulle have været Super Sunday, men nu ender som en yderst amputeret udgave.

På den anden side er det jo meget passende, at vi får vintervejr den dag, vi går over til vintertid. Eller skulle vi kalde det Wellens-vejr? Det kunne let give ideer til den sæsonafhængige belgiske udbryderkonge, der åbenlyst også har prikkede ambitioner.

Favoritterne

Ja, det er okay at være skuffet. Den Super Sunday, der skulle have budt på tre herlige cykelløb, er mildt sagt blevet en amputeret affære, hvor kun Giroen lever op til løfterne. Først røg Paris-Roubaix, og nu må vi også sige farvel til slaget på Tourmalet, der ellers lignede en af de to vigtigste bjergetaper i hele løbet.

Det gør den nye variant af etapen til gengæld ikke. Nok prøver løbsdirektør Javier Guillen at sige, at det næsten er det samme, men det er mildt sagt en overdrivelse. Formigal kommer aldrig i nærheden af at være Tourmalet, og den eneste trøst for den skuffede cykelfan er vel, at det rædselsfulde vejr kunne have gjort opkørslerne ad Aubisque og Tourmalet umulige, coronavirus eller ej.

Selvfølgelig kan man drømme om en gentagelse af vanviddet fra 2016, hvor Formigal blev til Froomigal, da Movistar og Tinkoff totalt tog Sky på sengen og med et overraskelsesangreb skabte det vildeste forfølgelsesløb, der endte med at sende den samlede sejr fra England og Chris Froome til Colombia og Nairo Quintana. Det var imidlertid ikke bjerget, men overraskelsen, der skabte dramaet, og som vi så i 2013, er Formigal altså ikke et bjerg, hvor man i sig selv vinder Vueltaen. Alligevel tabte den førende Nibali på de sidste stejlere kilometer hele 28 sekunder til eksplosive Joaquim Rodriguez, og det vidner om, at man godt kan gøre lidt forskelle på den sidste del af bjerget.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det bliver meget interessant at se, hvordan holde griber etapen an. Den er med ét blevet forvandlet fra en af Richard Carapaz’ to bedste muligheder for at distancere Primoz Roglic til nu i stedet at være en mindre gave til sloveneren, der bliver svær at slå i så eksplosiv en afslutning som denne. At der tillige er modvind på den stejle del af stigningen, gør det bestemt ikke lettere for de ryttere, der drømmer om at sætte sloveneren til vægs.

Alligevel har vi set, at Ineos er meget bevidste om, at disse eksplosive finaler skal gøres så hårde som muligt. Det så vi på 1. og 3. etape, og det vil derfor atter være logisk, at briterne lægger et knaldhårdt pres på de to sidste stigninger i et forsøg på at mærke Roglic inden den eksplosive afslutning. For mig at se vil det dog være det klogeste for dem, hvis de lader et udbrud holde hjem. Dermed risikerer de ikke, at Roglic får de 10 bonussekunder, og så må Carapaz se, om han alligevel kan vinde lidt tid ved at angribe til sidst.

Derfor tror jeg ikke, at Ineos vil arbejde for samling, før de kommer frem til sidst for at gøre det hårdt. Skal udbruddet hentes, skal vi se i retning af tre hold, Jumbo, Israel SUN og Movistar. Logisk set bør Jumbo tage den med ro for at spare sig til senere, for de får nok at gøre med at kontrollere. Det tror jeg også, at de gør, men vi ved også, at Roglic er uhyre sulten, og det skal bestemt ikke undre, hvis han atter kommer ud på cyklen, føler sig god og beder holdet køre udbruddet ind. Movistar kunne også tage initiativ, men ligesom for Ineos må det for dem være en fordel, at udbruddet holder hjem, hvorefter de så kan forsøge at gøre det hårdt i finalen.

Mest af alt tror jeg dog, at vi skal se i retning af Israel SUN. De har naturligvis ikke holdet til at jagte et udbrud på så vanskelig en etape, men det er heller ikke deres opgave. Det, der mangler, er nemlig et hold til at kontrollere den første del af etapen, hvor Ineos og Movistar logisk set bør have en interesse i, at forspringet bliver så stort som muligt. Det kan israelerne sagtens klare, og når så det bliver hårdt til sidst, vil man alligevel forvente, at Ineos går frem for at gøre det så vanskeligt, at Roglic kan få problemer til sidst.

Påtager de sig det ansvar? Det er jeg ikke sikker på, men jeg tror det. Dan Martin er kun 5 sekunder efter i klassementet, og han får vel aldrig nogensinde en bedre chance for at tage en grand tour-førertrøje. Det vil også være en gigantisk bedrift for det lille hold, og Martin tankede selvtillid med sejren forleden. Skal det lykkes, vil det formentlig kræve bonussekunder, og derfor skal de vel tage initiativ.

Et udbrud har dog en glimrende chance - særligt på en rædselsfuld og iskold regnvejrsdag - og derfor regner jeg med endnu en angrebsfest fra start. Den lette begyndelse gør det uhyre svært at gætte udbruddets sammensætning, men går det som i dag, kører gruppen først på første stigning. I det tilfælde får vi en meget stærkere gruppe, og så bliver de sværere at hente.

Når gruppen er kørt, skal det blive interessant at se, hvad der sker. Jeg tror som sagt ikke, at Ineos eller Movistar skal noget, mens jeg er i tvivl med Jumbo. Uanset hvad regner jeg dog med israelsk initiativ. Tager de det, bør de kunne holde forspringet så lavt, at udbruddet kan hentes til sidst. Her regner jeg nemlig med, at Ineos og måske Movistar lægger et benhårdt pres, og mit bedste bud er derfor, at favoritterne skal køre om det. En udbrudssejr er dog også ganske sandsynlig, særligt hvis udbruddet først kører på første stigning.

Finalen vil formentlig tage karakter af et Ineos-pres fra bunden, indtil Carapaz skal komme med sit angreb. I modvind tror jeg dog ikke, at han sætter Roglic, og så kan der vel ske én af to ting. Jumbo kan sætte Sepp Kuss frem for at føre for at sætte sloveneren op til en spurtsejr. Det har de dog ikke gjort de foregående gange, hvor de har valgt en atypisk taktik helt uden kontrol, og det havde nær givet en sejr til Clement Champoussin forleden. Det viser, at det er muligt for en rytter at snige sig væk, og derfor kan vi godt få en outsidersejr fra en klatrer, der ikke er en trussel i klassementet.

Alligevel tror jeg, at Primoz Roglic vinder igen. Han har den luksus, at han altid kan sætte Kuss frem for at føre, og når han lugter blod, plejer han at blive sulten. Stigningen her passer ham fremragende, fordi modvinden taler for, at det ender i en eksplosiv afslutning som i 2013, hvor Rodriguez og Valverde gjorde forskellen til sidst. Normalt er Roglic usårlig i denne slags spurter, som han viste igen i dagens finale. Nok er han tilsyneladende ikke på sit topniveau lige nu, men han er stadig så god, at han uundgåeligt er favorit til en etape som denne. Og vejret kan utvivlsomt ikke genere det iskolde monster.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Manden, der kan slå ham i en spurt, er naturligvis Dan Martin. Det viste den genfødte irer forleden, og dermed er det hele ikke helt så givet, som det plejer. Heldigvis slog han sig slet ikke i dagens styrt, så han burde være frisk til at forsøge at gå efter den røde trøje. Desværre for ham passer denne afslutning ham dårligere. Dels er spurten meget mindre stejl, og Martin er bedst på stejle mure. Dels er den stejle del af stigningen længere end forleden, og det er knap så godt for ireren, der mest af alt er puncheur. Regnvejr burde en irer nok kunne klare, men han er en spinkel fyr, der meget let kan ende med også at blive forkommen. Der er altså flere ting, der gør en gentagelse sværere, men Martin er stadig største trussel mod Roglic.

Den anden er Richard Carapaz. Det er svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at ecuadorianeren er flyvende for tiden, og derfor må han virkelig græde over tabet af Tourmalet. Her får han det langt sværere, men han var faktisk meget tæt på at slå Roglic forleden. Denne længere stigning passer ham endnu bedre, og hans første Giro-etapesejr vidner om, at han kan klare dårligt vejr. Derudover må Carapaz være det bedste bud, hvis man skal pege på en mand, der vitterligt kan gøre forskellen fra distancen. Det bliver svært, men det er ikke umuligt for Carapaz at vinde denne etape.

Hvem kan ellers? Her vil jeg pege på ryttere, der kan snige sig væk, og her kunne Sepp Kuss være et oplagt navn. Vi har nemlig set den atypiske Jumbo-taktik, hvor amerikaneren er blevet sendt i offensiven, og den største chance for, at Roglic ikke sætter Kuss til at føre, må være, at det er Kuss selv, der stikker af! Han har i dette løb virket nogenlunde lige så skarp som i Touren, og selvom finalen ikke passer ham godt, er han bedste bud på en mand, der kan udnytte taktikken til at komme væk. Det kræver dog, at han klarer regnen og kulden, der næppe er til hans fordel.

Det næstbedste bud er vel Aleksandr Vlasov . Russeren så i torsdags ud til at nærme sig sit bedste niveau efter den elendige start, og så burde han være en af de stærkeste. I kampen om etapesejren har han den fordel, at han er langt efter i klassementet, og derfor er han en mand, man roligt kan lade køre. Hvordan han har det i dårligt vejr, ved vi ikke, men en russer kan vel ikke være alt for kuldeforskrækket.

Jeg vil også pege på Marc Soler . Som altid kom han dårligt fra start, men til gengæld var han nærmest uhyggelig på 2. etape. På 3. etape var han også ret overbevisende med et godt comeback fra en punktering på stigningen, og han synes at være i fremragende form. Han har allerede én gang vist, at han kan udnytte sin frihed til at snige sig væk, og det kan gøre igen på denne stigning, der ligger godt til den store spaniers power. Og så viste han i Paris-Nice, at han mestrer kunsten at køre i elendigt vejr.

Man må vel også nævne Hugh Carthy. Briten har imponeret på de stigninger, der slet ikke har passet ham, og nu kommer vi endelig til en lidt længere opkørsel. Den er stadig alt for eksplosiv til at passe ham, men til gengæld har han den fordel, at han stadig er en underdog. Han forsøgte allerede at snige sig væk på 1. etape, og der skal ikke mange sekunders tøven til, før han holder hjem med den fine form, han har vist indtil videre. Han plejer heller ikke just at blive ringere i en grand tour.

Det gør lottokuponen Wout Poels heller ikke. Tværtimod er han notorisk berømt for sin tredjeugesform, og forleden viste han for første gang i år lidt af sine evner. Ligesom Martin må han indse, at denne stigning passer ham dårligere, da han er bedst på stejle procenter, og vi skal også forvente, at Poels igen falder helt igennem. Hvis til gengæld han vitterligt er i fremgang, har han både niveauet til at køre finale og friheden til at snige sig væk.

En anden rytter, der plejer at starte skidt, er David Gaudu, men den lille franskmand synes allerede i fremgang. Han mangler stadig noget i forhold til de bedste, men tendensen er opadgående. Jeg kan godt have en frygt for, at den spinkle krop har det svært i kulde og dårligt vejr, men til gengæld rækker hans topniveau uhyre langt. Han har i hvert fald friheden til at snige sig væk.

Den rytter, jeg har sværest ved at vurdere, er Felix Grossschartner. Østrigeren viste ikke uventet sine begrænsninger på lange stigninger forleden, og det taler for, at han igen får problemer her. Omvendt er det jo ikke nogen svær opkørsel, og han virker vitterligt til at være i sit livs form lige nu. De bløde procenter burde passe ham, og hans store sejr på den iskolde kongeetape i Tyrkiet viser, at den robuste og regnvejrsvante østriger er brølstærk i dårligt vejr, ligesom han har frihed og kan afslutte. Spørgsmålet er bare, om stigningen er for lang.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Frihed har Esteban Chaves også efter torsdagens uheld. Til gengæld siger nyere historik, at det er ved at være slut med den gode form, nu hvor vi er en uges tid henne i løbet. Jeg frygter desværre endnu et typisk Chaves-kollaps, formentlig allerede i morgen. Omvendt har han virket meget overbevisende hidtil, og hans comeback forleden var altså ret imponerende i lyset af hele to cykelskifter. Vejret tiltaler ham næppe, men han bør have frihed i finalen.

Jeg er også nødt til at nævne Enric Mas, selvom jeg har lidt svært ved at se, hvordan han skulle vinde. Finalen passer ham ikke, og han er ikke just en mand, man giver frihed. Omvendt er han jo denne gang endelig startet en grand tour stærkt, og særligt på 1. etape syntes han helt ovenpå pedalerne. Stigningen her passer ham bedre end de foregående, og Roglic, Martin og Carapaz kan jo kigge så meget på hinanden, at de pludselig glemmer Mas.

Den positive overraskelse forleden var, at talentet Clement Champoussin var lige ved at rende med det hele. Det viser, at hans niveau allerede rækker, og som ren klatrer burde han være bedre på denne længere stigning. Han har masser af frihed, som vi så forleden, men vi aner til gengæld slet ikke, hvor holdbar den nyprofessionelle er, og hvordan han har det med så elendigt vejr, som der venter her.

En joker kunne også være Mattia Cattaneo og David De La Cruz. I lyset af at han kommer til løbet efter en lang skadespause har italieneren været overraskende god. Han har samtidig masser af frihed og er en robust fyr, der burde klare vejret bedre end mange andre. Om han er god nok til at vinde lige nu, er tvivlsomt, men han kunne være typen, der overrasker. Det samme kunne dieselmotoren De La Cruz, der endelig får en finale, der passer ham lidt bedre, så han måske kan snige sig væk.

Endelig vil jeg igen nævne Michael Woods. Han fik sig en gigantisk lussing forleden, hvor EF jagtede hele dagen, men den gode ardennerform kan vel ikke være helt væk. Måske var han alligevel mærket lidt af styrtet, og han var i hvert fald ganske aktiv i finalen i dag. Stigningen er lidt lang til at passe ham godt, men han er en af de eksplosive afsluttere, der kan true Roglic, selvom den ikke er så stejl, at den for alvor passer ham.

Efter torsdagens præstation tvivler jeg stærkt på Alejandro Valverde, der hader vejr som dette. Kenny Elissonde plejer også at have det svært i kulde, mens Guillaume Martin synes at mangle det sidste, særligt efter dagens stpre indsats i udbruddet. Stigningen er for lang for Andrea Bagioli og formentlig også for Davide Formolo og Gorka Izagirre, der ellers har lagt stærkt ud. Niklas Eg og Gino Mader har gjort det godt, men det er svært at se dem vinde, og Mikel Nieve er næppe god nok længere.

Som sagt har et udbrud en ganske god chance, men det er kun en option for ryttere, der ikke truer Roglics trøje. Min favorit er nok Michael Woods, der fra et udbrud kan blive svær at slå i denne finale, og som i dag viste viljen til at forsøge sig. Andre bud er igen Tim Wellens, der slet ikke virker træt, skal jagte bjergpoint og vil elske en gang Wellens-vejr, Omar Fraile, Michael Valgren, der ligeledes elsker vejret, Robert Power, Nans Peters, Nick Schultz, Jan Hirt, Rui Costa, Clement Champoussin, Carlos Verona, Niklas Eg, Guillaume Martin og Luis Leon Sanchez.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Dan Martin, Richard Carapaz

Outsidere: Sepp Kuss, Aleksandr Vlasov, Marc Soler, Hugh Carthy, Wout Poels

Jokers: David Gaudu, Felix Grossschartner, Esteban Chaves, Enric Mas, Clement Champoussin, Mattia Cattaneo, David De La Cruz, Michael Woods

Kandidater til et udbrud: Michael Woods, Tim Wellens, Omar Fraile, Nans Peters, Luis Leon Sanchez, Rui Costa, Jan Hirt, Clement Champoussin, Carlos Verona, Robert Power, Nick Schultz

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Gianluca Brambillas sejr og det store kup mod Chris Froome fra 2016 samt Warren Barguils sejr fra 2013.