Ruten

Sprinterne har sjældent haft meget at komme efter i Catalonien, men det er blevet en lille tradition, at der er en relativt let etape om lørdagen. Sådan er det også i år, hvor 6. etape er løbet nemmeste, men i Catalonien er intet nemt. Således skal der stadig klatres hele 2400 højdemeter med en kategori 3-stigning i finalen, og den slags udfordringer forklarer, hvorfor lørdagsetapen også ofte er vundet af et udbrud. Både udbrud og massespurt vil være i spil igen denne gang, hvor også vinden lurer som konstant trussel i området omkring Barcelona.

I alt skal der tilbagelægges 193,8 km mellem Tarragona og Mataro, der er to kystbyer på hver sin side af Barcelona.  Fra start kører man et kort fladt stykke mod øst hen langs vandet, inden man kører mod nord op ad en længere bakke væk fra kysten. Den leder op til et relativt fladt plateau, der følges længe mod nordøst forbi dagens første spurt, som kommer efter 43,6 km. Man kører nord om Barcelona, og det begynder langsomt at falde, når man nærmer sig storbyen, inden man drejer mod nord for at køre op ad en lille bakke, der leder op til dagens ”Udgave 100-spurt”, som er placeret efter 99,8 km.

Den markerer starten på dagens væsentligste udfordring, når man drejer mod nordøst for at passere kategori 3-stigningen Port de l’Ullastrell (10,3 km, 2,8%, max. 8%), der er en meget ujævn stigning med to nedkørsler og flade stykker undervejs, men også fire kilometer med stigningsprocenter på mellem 4 og 7. Toppen rundes efter 109,5 km og leder op til et plateau, hvor man slår en lille sløjfe ind i byen Terrassa, inden man kører mod øst, nord og nordøst igennem let kuperet terræn.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I byen Castellar del Valles drejer man mod syd ad et let faldende stykke, inden man igennem fladt terræn kører mod øst hen til motorsportsbanen Circuit de Catalunya, hvor man kører en omgang og samtidig kører dagens anden spurt efter 153,8 km. Nu går det igennem let stigende og let faldende terræn mod nordøst, inden man drejer mod sydøst for at passere kategori 3-stigningen Alt El Collet (2,9 km, 3,0%, max. 7%), hvis data snyder, da den byder på 2 km med stigningsprocenter på mellem 4,5 og 5,5 inden toppen, der kommer efter 179,9 km.

Herfra resterer bare 13,9 km, som indledes med en enkel nedkørsel, der leder mod syd ned til kysten, som nås i udkanten af Mataro. Vejen er ganske let faldende og uden tekniske udfordringer, indtil man ved den røde flamme drejer til venstre i en rundkørsel. Herefter stiger det i snit med 1,3% over den sidste kilometer, der afbrydes af en rundkørsel med 500 m til stregen.

Etapen byder på i alt 2396 højdemeter.

Mataro har seks gange i træk ageret startby i løbet, men det er første gang i dette årtusinde, at byen agerer mål for et stort cykelløb.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Vejret

Årets Volta a Catalunya har vejrmæssigt væren en fornøjelse, og sådan er det også lørdag. Her venter kun få skyer og en temperatur i Mataro på 16 grader. Den altid farlige vind vil blot være let til jævn (10-15 km/t) og komme fra sydøst. Det giver i alt væsentligt sidevind hele dagen, men fra bunden af sidste stigning får man modvind, der varer ved, indtil man får sidevind på den sidste kilometer.

Analyse af 5. etape

Tålmodighed er som bekendt en dyd. Hvis der er nogen i det internationale cykelfelt, der har lært den lektie, må det være Lennard Kämna. Det tyske stortalent var nemlig ved at tabe netop tålmodigheden med sin egen karriere, der var på vej mod en alt for tidlig afslutning, men heldigvis lod han sig overtale til at holde ud lidt endnu. Det har han formentlig ikke fortrudt siden da, for han har i hvert fald ikke set sig tilbage, siden han skød karrieren i gang igen.

Kämna var nemlig vandt til at vinde, da han var ung. Som junior var en sand sejrsmaskine, der mest af alt var kendt som et tempomonster, og som sikrede VM-titlen i enkeltstart i 2014. Allerede i sit første år som  U23 kunne han måske være blevet verdensmester igen, hvis ikke det havde været for sent regnvejr på den tekniske rute i Richmond, men også i andre løb fortsatte succesen med blandt andet en EM-titel i favoritdisciplinen.

Det ført til, at det tyske talent allerede i en alder af 20 gjorde WorldTour-debut hos Sunweb-mandskabet, men her måtte han sande, at der er en verden til forskel på at være ungdomsrytter og professionel. I hvert fald gled han ind i anonymitet på det tyske storhold, og selvom han udnyttede de nye regler, der gjorde det muligt at deltage hos de unge ryttere, til næsten at blive U23-verdensmester i linjeløb i Norge i 2014, var der i den grad resultattørke hos manden, der var vant til at vinde.

Om det var årsagen til, at han mistede motivationen, skal jeg lade være usagt, men i hvert fald satte han karrieren på pause, og som Marcel Kittel og måske snart også Tom Dumoulin kan skrive under på, er det sjældent, at motivationen pludselig kommer tilbage, når først den har været væk. Professionel cykelsport kræver nemlig så altopofrende dedikation, at det er meget svært at holde livsstilen ud, hvis ikke man brænder 100% for sin beskæftigelse.

Alligevel kom Kämna tilbage, og det fortryder han næppe. I løbet af de to et halvt år, der er gået, siden han i Aalborg på 1. etape af Danmark Rundt i 2018 vendte tilbage til det professionelle felt, har han nemlig lært, at det skam betalte sig at vente og tage de tæsk, som de første år som professionel førte med sig. Selvom tæskene fortsatte i det første lille års tid efter comebacket, er Kämna nemlig igen blevet den sejrsmaskine, han tidligere var.

De fleste cykelryttere ved, hvor svært det er at vinde på WorldTouren. Det er noget, kun de færreste opnår, og derfor er det ret bemærkelsesværdigt, at Kämna i dag satte sin tredje WorldTour-sejr på mindre end et år ind på kontoen, da han viste sig som den stærkeste på en vild, voldsom og helt ukontrollerbar 5. etape af Volta a Catalunya. Den bedrift kunne man måske nok forstå, hvis der var tale om en sprinter, tempostjerne eller klassementsstjerne, men for en rytter som Kämna, der er både spurtsvag og uden en egentlig spidskompetence, er det ret bemærkelsesværdigt, at han nu på kun godt syv måneder har vundet etaper i Criterium du Dauphiné, Tour de France og nu altså også det catalanske løb.

Sjovt nok er sejrene slet ikke opnået på den måde, vi havde ventet, da Kämna for fire år siden blev professionel. Han har nemlig vist sig at være endnu et eksempel på den grundregel, der siger, at de bedste U23-ryttere i enkeltstart sjældent bliver særligt gode som professionelle. I dag er Kämna nemlig ganske middelmådig i den disciplin, der skabte hans navn, men til gengæld folder han sig i dag ud som en bjergrytter, de færreste havde set, da han skiftede til Sunweb efter to læreår hos Stölting.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Sådan er udviklingen imidlertid gået, siden Kämna under Touren i 2019 pludselig begyndte at køre stærkt i bjergene i en helt fantastisk tredje uge, hvor han var her, der og alle vegne. Kronen på værket kom med sejrene på bjergetaper i Duaphiné og Tour de France i sidste sæson, og i dag var det også hans klatreevner, der sikrede ham den tredje udbrudssejr på så kort tid, at han lynhurtigt har etableret sig som en udbryderkonge, der kan gøre selv Thomas de Gendt misundelig.

Det var nu ellers ikke planen for Kämna i denne uges 100. udgave af Spaniens ældste løb. Nej, hans gode klatring sidste sommer har givet ham ideer som klassementsrytter, og det var egentlig de evner, han skulle teste i denne uge. Desværre indså han hurtigt på 3. etape, at klatreevnerne stadig ikke helt rækker, og da klassementet blev droppet, gik han tilbage til den rolle, han nu mestrer bedre end de fleste.

Og så er vi tilbage ved tålmodigheden. Det imponerende ved Kämna er, at han rammer udbruddene stort set hver dag. Det gjorde han i den tredje uge af Touren i 2019, det gjorde han i samme løb sidste år, og det har han gjort i denne uge også, hvor han har været i udbrud på tre af de fire linjeløbsetaper. Og selvom det kiksede de to første gang, har han nu lært, at det nytter at blive ved og ved.

Første forsøg var ifølge ham selv lidt en tilfældighed, da han på 1. etape røg med i det afgørende hug, da Movistar pludselig med deres vilde forcering havde forvandlet en sprinteretape til angrebsfest, men her var Kämnas klassementsambitioner stadig så udtalte, at han solgte etapesejren for at vinde tid i den samlede stilling. I går fik han så angrebet en anelse for tidligt i den ret hårde modvind på løbets kongeetape, hvilket førte til, at et fornemt soloridt endte i en gigantisk eksplosion på den nedre del af målbjerget Port Ainé.

Men Kämna gav ikke op, og da feltet tog hul på dagens 5. etape, der år efter år byder på en svær stigning i finalen efterfulgt af en flad afslutning og derfor ofte er vundet af et udbrud, var han med, da udsigten til en udbrudssejr førte til den vanvittige start, vi har lært at kende netop denne etape for. Forud for løbet havde jeg ellers spekuleret på, om ikke Movistar ville gøre alt for at holde det hele samlet til en mulig spurtsejr til Alejandro Valverde, der kunne slå top fluer med ét smæk ved med en etapesejr både at bryde sin halvandet år lange sejrstørke og sikre sig de bonussekunder, der kunne sende ham faretruende tæt på at bryde Ineos-jerngrebet om podiet.

Om de vitterligt havde den plan, ved jeg ikke, men i hvert fald måtte de hurtigt opgive den. Den voldsomme start, der førte til, at alle tidsplaner blev sprængt, førte nemlig til dannelsen af et gigantudbrud på næsten 50 mand, og da det spanske storhold minsandten havde fået mere end halvdelen af deres syv mand stor trup i form af Carlos Verona, Dario Cataldo, Sergio Samitier og Marc Soler med i gruppen, stod det hurtigt klart, at det ville blive svært at hente gruppen. Alle de store hold havde kort at spille i front, naturligvis med undtagelse af det dominerende Ineos-mandskab, der under ingen omstændigheder havde interesse i at bringe bonussekunder i spil, men som fik sig en knaldhård dag på den lynhurtige etape, da Mikel Bizkarras og David de la Cruz’ tilstedeværelse i front tvang dem til at køre så stærkt gennem hele eftermiddagen, at også feltet kom i mål længe før planlagt.

Movistar valgte altså hurtigt at gå efter en udbrudssejr i stedet, men den var ikke nem at opnå. En så stor gruppe kan nemlig aldrig samarbejde, og selvom de fleste hold havde et par mand med, var der ingen, der havde lysten eller styrken til at kontrollere. Det endte derfor med en lang dags uafbrudt angrebsfest, hvor det var næsten umuligt ikke at spille på den forkerte hest.

Det gjorde eksempelvis Remi Cavagna. Den brølstærke franskmand, der stille og roligt er ved at overtage De Gendts status som feltets ukronede udbryderkonge, selvom han ikke har samme succesrate som Kämna, har nemlig ikke den tålmodighed, der også i dag skulle vise sig helt afgørende. Som vanligt så Cavagna sig ikke tilbage undervejs, og efter tidligt at være kørt væk med Matej Mohoric fik han efter lang tid i front så meget selskab, at gruppen voksede til 10 mand. Det var desværre for stor en gruppe til, at samarbejdet fungerede, og derfor iværksatte Cavagna et af de soloridt, der er blevet hans varemærke.

Det så da også en overgang ud til at skulle lykkes, men selv Cavagna kan trods alt ikke køre som det TGV-tog, han kaldes, gennem en 200 km lang etape, hvor han på intet tidspunkt sparede på sig selv. Til sidst løb han tør for kræfter, og i stedet etablerede en lille gruppe af de bedste klatrere fra det store udbrud, og så lå det i kortene, at det ville blive et sandt lotteri at finde en vinder.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Udfordringen var nemlig, at en overraskende formstærk Dion Smith havde fået sneget sig med sammen med alle klatrerne og dermed nok engang understreget den superform, vi allerede så på 1. etape. Det fik med det samme den konsekvens, at 16 af de 18 mand havde den fælles interesse, at det ikke skulle ende i den spurt, newzealænderen uundgåeligt ville vinde. Og selvom Smith havde god hjælp af Tanel Kangert til at forsøge at holde kontrol over tingene, lod det sig naturligvis ikke gøre mod 16 så angrebsivrige folk.

Og så er vi tilbage ved Kämnas tålmodighed, som han ikke havde tabt efter to fejlslagne udbrud de seneste dage. Han tabte den heller ikke, da vi undervejs havde kurs mod, at 10-mandsudbruddet med Cavagna ville løbet med det hele, da det franske TGV-tog undervejs lignede en vinder, eller da tyskeren var ude af stand til at følge den uhyre formstærke Bizkarra, da denne sammen med Sebastien Reichenbach kørte fra alt og alle på den sidste stigning. Hans vedholdenhed bragte tilbage i gamet i tide til, at han med vanlig sans for timing kunne køre væk og herefter udnytte det elendige samarbejde til at sætte den tredje WorldTour-sejr ind på kontoen og efterlade Smith med en ærgerlig fjerdeplads og en erkendelse af, at det er meget sjældent, at man har fordel af at være hurtigste mand i et gigantudbrud, hvor samarbejdet pr. definition er en by i Rusland.

Da Movistar solgte Valverdes chancer, endte det hele med status quo i klassementet, men vi fik alligevel gjort os interessante betragtninger undervejs. Det er nemlig ganske påfaldende, hvor mange af løbets stjerner der er i kritisk dårlig form. Udbruddet talte således et hav af store navne, og selvom de fleste endte med at køre om sejren til sidst, var det ikke just diamanter i benene, man fornemmede, da det kun var en i forvejen ikke alt for formsvag Reichenbach, der kunne følge Bizkarra på den stejle stigning til sidst.

Det gælder eksempelvis for Steven Kruijswijk, der stadig er så bekymrende i bjergene, at man ikke kan lade være med at skæve til hans dåbsattest, som man også gør det med den formsvage Rigoberto Uran. Man bekymres over de helbredsproblemer, der har efterladt os med en meget formsvag Dan Martin med mindre end en måned til Ardennerne. Man forundres over, hvor dårligt kørende David de la Cruz, der blev genfødt i 2020, har været gennem hele året, og hvad der dog er blevet af Gianluca Brambillas superform fra sæsonstarten. Man bliver bekymret for Marc Solers kritisk dårlige form med kun godt en måned til Giro-starten, ligesom noget tyder på, at alderen er ved at indhente også Daryl Impey. Og så var det en stor skam, at et styrt frarøvede os muligheden for at vurdere, om den hofteskadede Marc Hirschi har en reel chance for at finde den ardennerform, vi alle håber.

Det kan måske godt komme til at knibe, men heldigvis er Hirschi stadig så ung, at han nok skal få chancen i Ardennerne igen, hvis det glipper denne gang. Så handler det bare om at væbne sig med lidt tålmodighed og vente på bedre tider. I den sammenhæng kunne han ikke ønske sig en bedre læremester end dagens sejrherre, der om nogen har forstået, at alt godt kommer til den, der venter. Det erfarede Lennard Kämna første gang, da han med nogen forsinkelse fik sparket gang i sin karriere igen. Og det har han erfaret igen i denne uge, hvor der skulle tre udbrudsforsøg til, inden tålmodigheden blev belønnet med sejr.

VIL DU LIVESTREAME EN MASSE CYKLING? KOM FORREST I FELTET MED DISCOVERY+

Favoritterne

Sammen med Baskerlandet Rundt er Volta a Catalunya ubetinget det mest sprinterfjendtlige WorldTour-etapeløb, men arrangørerne sørger som regel for, at der er to potentielle chancer for de få hurtige folk, der har mod på at trodse tyngdekraften og drage til Spanien på bekostning af muligheden for at køre på brosten i det flade Belgien. Den første af disse kommer altid på den indledende Calella-etape, der som bekendt i år blev alt andet end en sag for sprinterne, og den anden kommer altid om lørdagen, der meget ofte byder på den letteste af løbets syv etaper.

Ordet let hører dog ikke til i Catalonien. Løbets lette sprinteretape byder således på 2400 højdemeter, og selvom ruten aldrig er den samme år for år, er der altid så megen klatring, at en massespurt langt fra er et givet udkomme. Siden det nuværende format for løbet blev indført i 2013, er lørdagsetapen således ved hele tre lejligheder blevet vundet fra et udbrud, først med Stef Clement, siden med Sergei Chernetskii og slutteligt med Maximilian Schachmann.

Det skyldes flere forhold. For det første er terrænet så vanskeligt, at det bestemt ikke er let at kontrollere. For det andet er der så få sprintere, at det ofte kun er få hold, der vil jagte, og mange er måske endda usikre på, om deres sprintere klarer bakkerne. For det tredje betyder de generelt store afstande, at sprinterholdene altid er helt alene om ansvaret. For det fjerde betyder de få sprintere og det nu reelt afgjorte klassement, at langt de fleste hold går ind til etapen med den intention at få en mand med i udbrud. Og for det femte er vi så langt henne i et af sportens hårdeste løb, at alle bare er ved at være dødtrætte, hvilket altid øger chancerne for en udbrudssejr.

Derfor kan vi heller ikke denne gang være sikre på, at vi får en spurt, selvom ruten ikke er den vanskeligste i løbets historie. Der bør i hvert fald være garanti for endnu en aggressiv start, hvor den ret vanskelige indledning med et langt stigende stykke kan føre til dannelsen af en brølstærk gruppe. Det ligger i hvert fald i kortene, at løbets to udbrudskonger, Remi Cavagna og Thomas de Gendt, vil forsøge, og alt taler for, at det igen vil tage lang tid, inden vi får etableret en gruppe.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Når elastikken knækker, skal det blive interessant at se, hvem der har mod på at tage kontrol. Jeg føler mig ret overbeviste om, at Bora vil arbejde målrettet for at vinde med Peter Sagan, som de gjorde på 1. etape. Slovakken er i krise og har i den grad brug for noget selvtillid, inden han med forsinkelse tager hul på klassikerne, og i dette felt er der en behageligt stor chance for, at han vil kunne vinde en spurt.

Spørgsmålet er, om de får hjælp. Hvis det skal give mening for UAE og DSM at have taget sprintere med til løbet, er de nødt til at give den et skud. Det samme gælder for så vidt for Ag2r, men det vil ligne dem dårligt at arbejde på en sprinteretape. BikeExchange rører aldrig en finger, men måske kan den fine kørsel fra Dion Smith give dem ideer. Det vil dog undre mig, for jeg tror, at Smith satser stort på Barcelona-etapen, som han tidligere har været tæt på at vinde.

For mig at se peger pilen på Bora, UAE og DSM, og spørgsmålet er, om de er stærke nok. På etaper som denne kunne de to sidstnævnte hold godt have en tosidet strategi, hvor de også forsøger at ramme udbruddet. Lykkes det et eller begge hold at komme afsted, kunne meget tale for, at det bliver for svært for Bora at skabe samling.

Der er virkelig meget, der taler for, at det kan blive endnu en udbrudssejr, men jeg vælger at tro på en spurt. Bora har et ret stærkt hold, og kan de bare forhindre, at UAE kommer med i udbruddet, bør de kunne få hjælp af et andet meget stærkt mandskab. Med mulig hjælp fra DSM, Ag2r og BikeExchange bør der være basis for at skabe samling.

Undervejs er der to væsentlige faktorer. Den første er vinden. Sidevind er ofte en faktor i Catalonien, og på denne etape vil den faktisk stå i siden stort set hele dagen. Styrken synes dog for begrænset til, at den kan skabe andet og mere end den nervøsitet, vi ofte ser i løbet.

Den anden faktor er den sidste stigning. Kan den skabe udskilning? Den byder på 2 km med ca. 5%, og det er ikke helt uvæsentligt. Det er bestemt ikke utænkeligt, at hold som BikeExchange eller Israel SUN vil lægge et pres, der måske kan rydde lidt ud i feltet. Desværre for dem vil der være direkte modvind hele vejen op, og i det lys burde de fleste have en fair chance for at overleve. Spørgsmålet er så, hvad friskheden rækker til efter næsten 200 km og 2400 højdemeter på sjettedagen af et meget svært løb.

Selve spurten er ganske ukompliceret med bare et sving med 1 km igen. Dernæst skal man sidde ordentligt i den sidste rundkørsel, men positionskamp bør ikke blive altafgørende, slet ikke fordi det begrænsede antal sprintere betyder, at det bliver en anelse mindre hektisk. Derudover den sidste kilometer ganske let stigende.

Efter moden overvejelse vælger jeg at pege på Juan Sebastian Molano. Colombianeren har kun sjældent fået lov at spurte, men han er altså lynhurtig. Det så vi i Tour Colombia sidste år, hvor han nærmest ydmygede Alvaro Hodeg med sine tre etapesejre, og samtidig er han en relativt holdbar fyr, der endda spurter godt op ad bakke, som vi så i Matera under Giroen. Hans form virkede god i de belgiske løb i sidste uge, og han er også kommet fint igennem denne uge, hvor han eksempelvis sad foran gruppettoen på 1. etape. Det er klart, at han ikke er den mest holdbare afslutter i dette løb, og det er til hans ulempe, at der er en sen bakke, og at etapen generelt er hård, men det burde ikke være terræn, Molano ikke kan klare - slet ikke fordi han i Tour Colombia i 2019 imponerede stort med sin holdbarhed. Min bekymring er finalen, hvor han er ret alene, men han har dog Marc Hirschi til at støtte sig. Heldigvis vil positionskampen ikke være alt for voldsom, og da jeg regner Molano som feltets hurtigste, vælger jeg at tro, at han sikrer sig karrierens første WorldTour-sejr.

Jeg var dog meget tæt på at pege på Peter Sagan igen. Ugen har klart vist, at han er milevidt fra sin bedste form, men Milano-Sanremo viste, at han skam nok skal sidde med hjem her. Han er ikke verdens hurtigste, men efter en hård dag er han ikke langsom, som han netop viste med en ret god spurt i Sanremo. Det stigende opløb taler til hans fordel, men hans største styrke er, at han i Jordi Meeus har en fremragende lead-out man. Meget taler for, at belgieren vil sætte Sagan perfekt op, og får han et stærkt lead-out, er der ikke mange i dette felt, der kan gå forbi ham - slet ikke i et let stigende opløb. Derfor kunne det meget vel ske, at Sagan tanker vigtig selvtillid inden sin tur op til klassikerne.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Det er dog slet ikke givet, at de kører for Sagan, men det taler det meget nu for. Det var i hvert fald planen på 1. etape, og jeg ser ingen grund til, at de i stedet skulle køre for Meeus nu. Det er vigtigt for holdet at få Sagan i gang, men der er selvfølgelig altid en mulighed for, at de alligevel bytter rollerne. Sker det, vil jeg faktisk tro, at Meeus har endnu bedre chance for at vinde en Sagan. Han er nemlig lynhurtig, som vi senest så i Nokere, hvor han kom blæsende fra en dårlig position, eller da han slog Merlier to gange i Tjekkiet sidste år. Han er dog ingen letvægter, og han kunne meget vel blive et offer undervejs. Og selv hvis han overlever, tror jeg altså, at der køres for Sagan.

Løbets sidste klassiske sprinter er Max Kanter, og han kan sagtens vise sig at være den hurtigste. Han har dog sine udfordringer. Han klatrer dårligere end både Molano og Sagan, som vi så på 1. etape, og derfor vil han være mere mærket mod slutningen, ligesom han risikerer at blive sat af undervejs. For det andet er han meget positioneringssvag, som vi har set i hovedparten af de spurter, han har kørt som professionel - ikke mindst i år hvor det er gået helt galt. Til gengæld er farten slet ikke så ringe, som vi så i sidste års Vuelta, hvor han klarede sig relativt godt i alle spurterne, og han kan bestemt ende med at vinde denne etape. Det kræver dog, at han overlever og er frisk, og at han helt uden tog får sig anbragt ordentligt i en finale, der heldigvis er relativt enkel.

En skuffelse i dette løb har været Clement Venturini. Franskmanden var i fremragende form fra sæsonstart og klatrede som en drøm i Laigueglia og Strade Bianche, og derfor var det mildt sagt overraskende, at han faldt fra på 1. etape. Det er dog helt utænkeligt, at han ikke sidder med hjem her, og han vil også være en af de mere friske til sidst. Han er ikke voldsomt hurtig på flad vej, men det stigende opløb tiltaler ham. Han har ikke den store støtte, men det er ikke en katastrofe. Faktisk er Venturini nemlig en ørn i positionskampen, og sidder han rigtigt, bør han også være en af de allerhurtigste i dette felt.

Den evigt uforudsigelige Juan Jose Lobato har et uhyre lavt bundniveau, men da han ikke sad i gruppettoen på 1. etape, er han heldigvis ikke alt for formsvag. Han synes ikke at have benene, der gør ham til en af de mere holdbare afsluttere, men der bør være en fair chance for, at han kommer med hjem. Hans speciale er stigende spurter, og selvom det gerne måtte stige mere, har han i det mindste en lille fordel af, at det stiger let, men hans store ulempe er hans helt håbløse positionering. Heldigvis er finalen ukompliceret og kampen begrænset, og vi så i Valencia sidste år, at han faktisk stadig er ganske hurtig, hvis endelig han sidder rigtigt.

Som nævnt i analysen har det været en fornøjelse at se Dion Smith i dette løb. Newzealænderen synes i sit livs form, og han vandt da også feltets spurt på 1. etape. Til gengæld er han normalt ikke verdens hurtigste, som vi blandt andet så i Vueltaen sidste år, men her kommer etapens og løbets generelle hårdhed måske i spil. Smith virker flyvende, og han har glæde af det let stigende opløb, samtidig med at han har spurtet godt i dette løb. Med Callum Scotson og Brent Bookwalter har han faktisk også nogle solide folk til at køre sig frem, men trods det har han stadig noget at bevise mod de ”rigtige” sprintere.

Det er svært at blive klog på hans tidligere holdkammerat Daryl Impey. Sydafrikaneren var bestemt ikke flyvende i dagens udbrud, og han har generelt været under niveau i nogen tid. Han kørte også en ganske skidt spurt på 1. etape, men den var dog også ret speciel og knap så dedikeret, da der alene blev spurtet om en 5. plads. Han har før vundet spurter både her og i Baskerlandet, hvor han som en af de mest holdbare afsluttere har en friskhed, der kommer ham til gode. Særligt det let stigende opløb bør også tiltale Impey, der til gengæld lider under, at han kun i finalen har støtte af Omer Goldstein. Spørgsmålet er, om det er nok, når der samtidig er folk, der er hurtigere end ham.

Matej Mohoric viste sin glimrende hurtighed med en 2. plads i spurten på 1. etape, og han har sågar chokeret med en podieplads i en ”rigtig” massespurt i Valencia sidste år. Det skyldes dog mere hans gode positionering end hans fart, og jeg har lidt svært ved at se, at han kan vinde i et felt, hvor der bør være mange, der er hurtigere end ham. Heldigvis for ham er etapen og opløbet stigende, og det giver ham i hvert fald en chance. Igen har han positioneringen som våben, og hans spurt på 1. etape vidner om, at en sejr ikke er helt umuligt.

Reinardt van Rensbrug har i de senere år mest af alt ageret lead-out man, men på det seneste har han fået lidt flere muligheder. Den største af disse kom i Vueltaen sidste år, men her var det faktisk ganske skuffende at se, hvor meget fart han har tilbage. I det lys kan det se lidt svært ud for ham at vinde her, men han kan i det mindste glæde sig over det stigende opløb, der er hans speciale. Han bør også kunne klare bakkerne, og han ar i Sean Bennett og Connor Brown lidt mere støtte end mange andre. Spørgsmålet er bare, om farten rækker hele vejen.

Løbet her har cementeret, at Alexander Kamp er på vej tilbage, og han burde også have mod på at kaste sig ud i denne spurt. Han er måske ikke decideret sprinter, men han slog trods alt Chris Lawless i Yorkshire i 2019. Hans spurt på 1. etape var ikke den bedste, men her lignede han også en temmelig mærket mand. I morgen burde han til gengæld have fordel af større friskhed end hovedparten af de ovennævnte, og det let stigende opløb passer ham. Desværre må an så klare sig med begrænset støtte.

Rally kommer med Colin Joyce , der er endnu en rytter med enorm forskel på top- og bundniveau. Heldigvis viste 1. etape, at han er udmærket kørende, og normalt er han også en relativt holdbar herre. Det stigende opløb burde også passe manden, der viste puncheurevnerne med sejren i Arctic Race. Til gengæld har det knebet i massespurterne, hvor han i Europa har haft meget svært ved at gå i top 10, og de sydamerikanske løb sidste år viste også hans manglende fart. I dette felt er der dog så få sprintere, at en top 10 i hvert fald burde være mulig.

Det er svært at se andre med reelle muligheder i en spurt. EF vil måske prøve med Michael Valgren og Deceuninck med Josef Cerny, men de kommer næppe meget videre end udkanten af top 10. Alejandro Valverde vil næppe kaste sig ud i en spurt, han alligevel ikke kan vinde, for han er blevet mere forsigtig med alderen. Måske vil Laurent Pichon prøve for Arkea, men det synes usandsynligt, da han ikke har spurtet i en menneskealder, og måske vil Natnael Berhane give den et skud for Cofidis. Maxim van Gils spurtede på 1. etape, men det vil han næppe gøre mod sprinterne, og jeg tror heller ikke, at Luis Leon Sanchez vil kaste sig ud i en spurt, hvor han er chanceløs. Endelig kan man vel ikke helt udelukke, at Jumbo giver den et skud med Koen Bouwman, men det synes usandsynligt.

Som sagt kan en udbrudssejr bestemt ikke afskrives, men det er lidt et lotteri at ramme rigtigt. Starten er måske nok hård, men ikke så svær, at man ikke skal være lidt heldig for at ramme rigtigt. Som vi så i dag, er hurtighed heller ikke en nødvendig forudsætning for succes, men med modvind på den sidste stigning er chancen for, at et udbrud skal spurte om det dog større. Derfor vil jeg primært pege på hurtige folk som mine bedste kandidater. Igen synes jeg at formstærke Luis Leon Sanchez skiller sig ud, men Thomas de Gendt er også ganske hurtig og burde trods sin manglende form nok kunne køre et udbrud på denne etape. Matej Mohoric vil helt sikkert også forsøge, og han er tillige en af de hurtigere. Alexander Kamp er et andet helt oplagt bud, ligesom Michael Valgren også er en af de hurtigere udbrydere. Det er Remi Cavagna ikke, men er der én, der kan køre alene hjem, er det ham. Satser UAE ikke på en spurt, er Marc Hirschi også relevant, men han skal måske komme sig lidt efter dagens styrt. Ruben Guerreiro er også nærliggende, hvis han er frisk igen efter dagens udbrud, og det samme gælder for Josef Cerny. Andre hurtige afsluttere er Dries Devenyns, Koen Bouwman, Gianluca Brambilla, Brent Bookwalter, Dmitry Strakhov og Sean Bennett

Feltet.dks vinderbud: Juan Sebastian Molano

Øvrige vinderkandidater: Peter Sagan, Max Kanter

Outsidere: Clement Venturini, Juan Jose Lobato, Dion Smith, Daryl Impey

Jokers: Jordi Meeus, Matej Mohoric, Reinardt van Rensburg, Alexander Kamp, Colin Joyce

Kandidater til et udbrud: Luis Leon Sanchez, Matej Mohoric, Thomas de Gendt, Remi Cavagna, Alexander Kamp, Michael Valgren, Marc Hirschi, Ruben Guerreiro, Josef Cerny, Koen Bouwman, Dries Devenyns