SÆT DIT MANAGERHOLD I FELTET.DKS SÆNSONSPIL - OVER 30.000 KRONER I PULJEN

Ruten

Da både Dubai og Abu Dhabi Tour blev skabt med det formål at promovere storbyerne som turistdestinationerne, er det ikke overraskende, at begge løbs mest markante kendetegn var storbyetaper, der bød på sightseeing rundt til de to storbyers seværdigheder. Naturligvis har disse byetaper overlevet fusionen, og i år er de endda begge placeret som rosinen i pølseenden, hvor de giver en uhyre sprintervenlig finale. Da Abu Dhabi får lov at runde festen af, er det Dubai, der er rammen om den første af de to flade dage, når der for første gang i dette løb skal sluttes på den spektakulære palmeø, hvor vinden i Dubai Tour har kunnet give stor nervøsitet til allersidst.

I alt skal der tilbagelægges 165,0 km, der fører feltet fra en start i centrum af Dubai til målet på Palm Jumeirah, der ligger lidt længere nede ad kysten i hjertet af millionbyen. Som altid er der tale om en tur rundt i den helt flade by, og man lægger ud med at køre mod sydøst ud til forstæderne. Inden man når ud i ørkenen, drejer man dog mod syd for siden at sno sig mod vest tilbage mod centrum. Her kører man mod sydvest parallelt med kystvejen, som man efter to sving rammer et øjeblik senere. Den følges mod sydvest ned forbi Palm Jumeirah, inden man kører ud op en anden ø, hvor han man kører frem og tilbage med to U-vendinger undervejs, inden man kører tilbage til kysten og kører det sidste stykke mod sydvest ned til etapens vestligste punkt.

Nu forlader man igen vandet og kører mod sydøst og nordøst ind gennem byen frem til den første spurt, der kommer i Springs Village efter 67,1 km. Kort efter drejer man mod sydøst for at køre ud gennem de yderligste forstæder, inden man drejer ud på en rigtig ørkenvej, der fører mod sydøst og syd ind gennem selve ørkenen hele vejen ud til Al Gudra Cycle Track, der ligger midt ude i ingenmandsland. Her kører man dagens anden spurt efter 103,3 km, inden man kører mod øst ud til et vendepunkt.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Efter en U-vending går det nu mod vest, nord og nordvest tilbage ad samme vej til udkanten af Dubai, hvor man afviger fra den oprindelige rute ved at køre mod nord og siden vest og nordvest ind gennem byen tilbage mod kysten. Her når man kystvejen, som man passerer lige over for at køre mod nordvest gennem tunnelen ud til Palm Jumeirah. På selve øen kører rytterne mod syd, inden de foretager en U-vending med 3200 m til mål. De sidste 3 km foregår på en stor vej, der bøjer svagt til højre, og der er undervejs et par rundkørsler. Den sidste af disse kommer med 800 m igen, og herefter gælder det den 7 m brede opløbsstrækning, der som resten af etapen er helt flad.

Etapen byder på i alt 363 højdemeter.

I 2014 vandt Giant-Shimano kampen mellem de store tog og afleverede Marcel Kittel til sejr foran Peter Sagan og Taylor Phinney. I 2015 drog Elia Viviani fordel af et perfekt lead-out og slog Mark Cavendish i en duel, der gav ham sin første sejr for Sky. Viviani var igen hurtigst i 2016, hvor finalen i sidste øjeblik blev ændret, og et styrt i den sidste tunnel satte Kittel ud af spillet. Tyskeren fik imidlertid sin revanche i 2017, hvor han åbnede løbet med at besejre Dylan Groenewegen og Mark Cavendish. Til gengæld var Groenewegen hurtigst ved seneste besøg i den sidste udgave af Dubai Tour i 2018, hvor han sejrede foran Magnus Cort og Viviani.

Vejret

Efter to relativt stille dage tager vinden fat på løbets mest blæsende dag. Fredag vil der være fuldt blus på solen og en temperatur på mere afdæmpede 25 grader. Vigtigst er den kraftige vind (25-30 km/t), der vil blæse fra vestnordvest. Det giver hovedsageligt sidevind i den indledende fase inden i byen og derefter sidemedvind ud mod ørkenen, hvor der vil være næsten direkte sidevind frem og tilbage mod cykelbanen. Slutteligt vil der være sidemodvind på turen tilbage til Dubai og ind gennem byen, og der vil være sidemodvind på turen ud på Palmeøen. Slutteligt vil der være stort set konstant sidevind på øen over de sidste 5 km, dog med en smule sidemedvind på den sidste kilometer.

SÆT DIT MANAGERHOLD I FELTET.DKS SÆNSONSPIL - OVER 30.000 KRONER I PULJEN
 

Analyse af 5. etape

Det forvænte danske cykelpublikum har efterhånden oplevet så mange succeser de seneste år, at utålmodigheden hurtigt melder sig i den lange venten på årets første sejr. I første omgang så det lovende ud for Mads Pedersen i Besseges, hvor der lå flere etaper til den tidligere verdensmesters højreben, men det mislykkedes som bekendt. Senere havde mange nok ventet, at Jakob Fuglsang som altid skulle starte sæsonen som lyn og torden, men hans kørsel i Tour du Var var noget mere menneskelig, end den plejer at være i februar.

Men det er da også meget sjovere, når det første stik kommer i WorldTouren og ikke i et eller andet fransk 2.1-løb. Det lå nu ellers ikke i kortene, at det skulle være i netop UAE Tour, at den danske ”tørke” skulle brydes. Nok kom vi til start med hele seks danskere, men fem af dem var i første omgang primært tiltænkt hjælperoller. Selvom Mikkel Bjerg ville få sin chance på enkeltstarten, vidste vi jo godt, at han næppe ville slå Filippo Ganna, og selvom meget talte for, at Jonas Vingegaard kunne køre et godt klassement, skulle man trække klaphatten relativt langt ned for øjnene, hvis man gik ind til løbet med en forventning om, at han ville en af de to bjergetaper foran Tadej Pogacar og Adam Yates.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Til gengæld var der grund til at have tiltro til et godt samlet resultat. Vingegaard viste både med vanvidssejren i Polen og den fornemme kørsel i Vueltaen, at han på sine gode dage tilhører verdenseliten, og her fik han endelig chancen for at jagte lidt personlig høst. Desværre er det ikke alle thyboer, der er helt komfortable i sidevinden, og det var derfor ikke svært overraskende, men drønærgerligt, at Vingegaards klassementsdrømme blæste hjem til Thy, da først ørkenvinden havde sendt hovedparten af klassementsfeltet til tælling, allerede inden vi egentlig var kommet i gang.

Mere ærgerligt blev det af, at Vingegaard dagen efter kørte sit livs enkeltstart på den etape, der ellers i første omgang stod i vejen for et topresultat. Den ærgrelse forduftede dog hurtigt igen, da Vingegaard eksploderede med et brag på Jebel Hafeet, og derfor var den begejstring, der var for Jumbo-rytteren forud for løbet, nok forduftet en kende, da han i dag fik chance på revanche på den noget blødere opkørsel af Jebel Jais.

I virkeligheden var der bare ikke grund til at afskrive Vingegaard. Enkeltstarten havde jo vist os, at formen var der, og er der noget, vi har erfaret, er det, at Vingegaards måske største svaghed lige nu er den manglende stabilitet. Mest markant var det jo, hvordan ved gennembruddet i Polen Rundt var i sin helt egen liga på kongeetapen, men da førertrøjen skulle forsvares på en relativt let etape, der blandt de øvrige ikke rigtigt gjorde forskelle, eksploderede han med et brag, der kunne høres hele vejen fra Sydpolen til det Sydpolen, der ligger på den anden side af jorden.

Vi så samme tendens i 2020-sæsonen og i en oktober, hvor han kæmpede med at finde formen, men netop den manglende stabilitet gjorde også, at netop Vingegaard er typen med potentiale for at rejse sig ud af det blå. Og det må man sige, at han gjorde, da han udnyttede favoritternes interne magtspil og fraværet af et stærke klatrehold i et løb med relativt mange sprintertog til at snige sig væk og gribe sin anden professionelle - og vel at mærke den anden på WorldTouren.

Det skete endda med det, der vel efterhånden er en dansk specialitet. Danskere er gode i rollen som underdogs, og vores cykelryttere har efterhånden en særlig evne til at udnytte favoritternes interne rivalisering til at snige sig væk. Det var sådan, Jakob Fuglsang vandt sit første Dauphiné og sin etape i Romandiet, det var sådan, Søren Kragh vandt sine to Tour-etaper, og det var sådan, Michael Valgren vandt sine to klassikere. Faktisk var det også sådan, Vingegaard tog sin sejr på den helt ukontrollerbare dag i Polen, og nu var det altså også sådan, han fordoblede høsten i den arabiske ørken.

Måske skal han huske at skrive Thomas de Gendt på listen, når der skal sendes julekort igen om et års tid. Det er nemlig meget tænkeligt, at den belgiske udbryderkonge var en hovedårsag til, at bedriften lod sig gøre. Kraftig modvind så nemlig ud til at gøre etapen til lidt af en langgaber, da Mathias Frank åbenbart var eneste mand, der turde begive sig ud på det, der i bogstaveligste forstand var en ørkenvandring frem mod bunden af Jebel Jais. Det var en situation, der nok kunne kontrolleres af en enkelt Ineos-mand, og længe så det derfor ud til, at et helt frisk felt ville ankomme halvkolde til bunden af bjerget efter en meget langsom og let tur gennem ørkenen.

Men så tog Fanden ved De Gendt, der ikke kunne holde sig i ro, når nu han var kommet til Mellemøsten og ikke køre søndagstur på en torsdag. Belgieren satte liv i etapen ved at skabe et brølstærkt ottemandsudbrud, der hurtigt fik kontakt med Frank, og udover belgieren selv talte motorer som Alexey Lutsenko, Alex Dowsett, Lasse Norman og Roger Kluge, der nok kan træde et par watt eller to på flad vej. Og da Adam Yates jo vidste, at hans i forvejen næsten ikkeeksisterende chance for at vinde løbet på en let modvindsstigning i hvert fald var komplet umulig uden bonussekunder, måtte Ineos i arbejdstøjet for at bringe de ni kraftfulde ryttere tilbage i fronten.

Det krævede sin mand - eller måske sit wattmonster. I hvert fald måtte man brænde Filippo Ganna og Andrey Amador op under den bagende sol i den arabiske ørken, og da feltet med to minutters afstand til de forreste nåede bunden af bjerget, var feltet pludselig foran tidsplanerne efter det vanvidstempo, Ganna og Amador havde været tvunget til at sætte. Det havde da også den konsekvens, at de to arbejdsheste forsvandt som dug for solen, og pludselig havde Yates blot sine tre sydamerikanske klatrere til dels at hente udbruddet, dels at sætte det vanvidstempo, der skulle ryste en Pogacar, der ikke kunne rystes.

Det er svært at forestille sig, at situationen ikke havde været anderledes, hvis en frisk Ganna eller Amador kunne have ført på den første del af bjerget. Nu måtte Ivan Ramiro Sosa, der efter sejren på Ventoux i dett løb nok engang har vist, at han efterhånden tilhører gruppen af feltets førende lottokuponer med en yoyokørsel, der kan gøre selv Wout Poels misundelig, brændes op på den nedre del, og selvom man må rose Brandon Rivera, der ellers mest af alt er Ineos-rytter grundet venskabet med Egan Bernal, for sin monsterføring, der trods den brutale modvind varede en store del af bjerget, kom Ineos til kort. Daniel Martinez viste slet ikke samme styrke som forleden, og det varede ikke længe, inden han forlod det stadig store felt og efterlod Yates helt alene i et felt med lutter angrebslystne folk, der lurede på chancen for t snyde favoritterne.

Læs også

Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone

Der var endda slet ingen til at tage over. Tadej Pogacar syntes fint tilfreds med at mandsopdække Yates og havde bestemt ingen lyst til at blotte sig i den hårde modvind, og da Davide Formolo havde en af sine mange offdays, og Rafal Majka stadig ikke virker alt for formstærk, var UAE næppe heller - trods fremragende kørsel af Mikkel Bjerg - i stand til at holde det samlet. Det var heller ikke Deceuninck, hos hvem Joao Almeida lynhurtigt måtte lede længe efter sine italienske venner Mattia Cattaneo og Fausto Masnada og i stedet måtte i aktion på egen hånd som den suverænt mest aktive af favoritterne. Og EF kunne ikke rigtigt iscenesætte hurtige Sergio Higuita til en spurt, når hovedopgaven var at forsvare Neilson Powless’ klassement, og Ruben Guerreiro efter et brækket kraveben stadig kæmper med at finde formen.

Da først Ineos var brændt sammen, var det derfor åbenlyst, at det ville blive umuligt at kontrollere. Angrebene regnede ud over favoritterne, da først Martinez havde sluppet grebet, og Vincenzo Nibali have åbnet ballet. Wout Poels, Ben Zwiehoff, Higuita selv, Matteo Badilatti, Louis Meintjes, Harm Vanhoucke og Nick Schultz var alle undervejs i offensiven, men det var Vingegaard, der timede det bedst. Mens man må undres over, at erfarne Nibali valgte at åbne ballet med hele tre kilometers modvindskørsel forude, ventede tålmodige Vingegaard, og mens mange sikkert regnede med, at Jumbo-truslen kom fra Sepp Kuss, timede danskeren sin offensiv så fremragende, at han akkurat kunne holde den spurtende Pogacar bag sig og akkurat kunne fange Lutsenko i tide.

Dermed blev det Vingegaard, der fik champagnen, men skal vi være ærlige, var det ikke ham, der var dagens mand. Den titel må ubetinget gå til Lutsenko, der efter i nu et par uger helt at have glemt, at det er i februar, han plejer at køre, som var han fra en anden planet, pludselig rejste sig med et ridt, der er svært at glemme. Modvinden på den pivåbne stigning var så kraftig, at man undervejs frygtede, at den blafrende kasakhiske mestertrøje ville ryge helt af, og selvom det trods alt kun i lang tid var Rivera, der jagtede, var de på grænsen til vanvid, at Lutsenko med en orkan i ansigtet næsten kunne gøre arbejdet færdigt, når han med et beskedent forspring undervejs blev jagtet af først Martinez og siden folk som Nibali og Poels, der tilsammen har vundet fire monumenter og fire grand tours. Det ridt havde fortjent en bedre skæbne, og midt i al rusen over Vingegaards sejr skylder man at sende en venlig tanke til den uheldige, men heroisk kæmpende kasak, der heldigvis har et generalieblad, som godt kan overleve ikke at have vundet en etape i UAE Tour.

Den sejr gør mere fyldest på Vingegaards stadig begrænsede sejrsliste, men den havde stået endnu smukkere på Schultz’ liste. Den unge australier kom lidt for sent, da Vingegaards angreb, men alligevel var han meget tæt på at gøre danskeren kunsten efter og akkurat holde favoritterne bag sig. Dermed bekræftede han det fine niveauspring, jeg allerede omtalte i gårsdagens optakt, og at han bliver en ganske interessant herre at følge i de kommende ardennerklassikere, hvor hans BikeExchange-hold ellers ikke ser skræmmende ud.

Det blev således i vidt omfang de ”små” ryttere, der stjal showet. Det lå i kortene, at favoritterne umuligt kunne ryste hinanden på en let modvindsstigning, og selvom det da i selve spurten lykkedes feltets fire mest eksplosive klassementsfolk, Pogacar, Yates, Higuita og Almeida, at komme lidt væk, blev etapen lige så ligegyldig for klassementet, som man kunne frygte. Bag de fire ”sprintere” var hele 11 mand i samme tid, og selvom det da var løfterigt, at lottokuponen Poels genfandt sin form for Provence, og lidt overraskende, at Emanuel Buchmann fejlede så voldsomt på en stigning, der ganske vist slet ikke passede ham, var det ikke en dag, der gjorde os spor klogere - udover naturligvis at bekræfte, at den til løbet udnævnte bjergged Florian Stork stadig kan køre i de bjerge, han ikke kunne køre i for en uge siden, at Meintjes efter holdskiftet vitterligt ser bedre ud end længe, og at Kuss kan blive ganske uhyggelig, når han kører så stærkt allerede på en tid, hvor han som regel ikke rigtigt er kommet i gang.

Det er til gengæld Skjelmose. På en for Danmark helt igennem fremragende dag - her skal vi heller ikke glemme Normans udbrud og Bjergs fornemme hjælpearbejde langt oppe af bjerget - lykkedes det den unge dansker ikke blot at forsvare sin 6. plads, men også gøre det med så megen bravur, at han efterfølgende ærgrede sig over ikke at have gjort det bedre, når nu benene var til mere og formentlig en top 10. Desværre er vejrudsigten de kommende dage ikke specielt betryggende, men klarer Skjelmose sidevinden lige så flot som i søndags, kan han have direkte kurs mod et samlet resultat i et WorldTour-etapeløb, som meget få danskere kommer i nærheden af - og det endda i første forsøg. Det er en debut, der bliver svær at overgå for selv de mest lovende danskere i fremtiden.

Heldigvis har vi mange af slagsen, selvom de er længere fremme i karriereudviklingen end Skjelmose. En af dem er Vingegaard, der med dagens sejr bekræftede, at der ikke bliver dansk etapeløbstørke, når engang Fuglsang på et eller andet tidspunkt trods alt bliver for gammel - hvis det da nogensinde sker. Og så har vi slet ikke nævnt, at hele klassikergruppen knap er kommet i gang og stadig står og skraber i jorden for snart at komme i gang på de toppede brosten.

Dermed er bolden givet op, Kraftfulde Kragh, Powerfulde Pedersen og Alsidige Asgreen. Nu har Vilde Vingegaard vist vejen, så nu må I hellere køre ham kunsten efter på lørdag i sæsonens andet løb på WorldTouren!

Favoritterne

Egentlig tilsagde logikken, at årets UAE Tour nu skulle være afgjort. De to bjergetaper og enkeltstarten er bag os, og det samme er de to flade ørkenetaper, hvor vinden lignede en trussel. Tilbage er nu blot de to traditionelle storbyetaper i Dubai og Abu Dhabi, der mest af alt handler om promovering af turistmekkaerne og i mindre grad handler om sportslig underholdning. Historien viser da også, at de altid ender i en massespurt, selvom vi før har set, at vinden til allersidst har kunnet ryste feltet lidt på turen ud til Palmeøen i Dubai eller på rejsen hen langs de mange øer, der udgør Abu Dhabi.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Man må imidlertid applaudere arrangørerne for at have designet etaperne kløgtigt i år. Lørdag sørger de for at lægge det farlige kyststykke til sidst på etapen, og til fredagens Dubai-etape har de ligeledes gjort det klogt. I gamle dagen var etapen ren sightseeing, men på det seneste har man sørget for et lille smut ud i ørkenen også. I de seneste år har de desværre lagt den del tidligt på etaperne - der skal jo gerne være kamera på, når vi kører rundt til seværdighederne - men i år lader man kamera være kamera og får sightseeingen overstået, inden tv-billederne melder sig. Derefter skal man nemlig ud i ørkenen, og herefter sørger man klogelig for at køre den direkte vej ind gennem Dubai og direkte ud på Palmeøen, som vi kender fra Dubai Tour, men ikke tidligere er blevet besøgt på Dubai-etaperne i dette løb. Dermed sørger man for, at ørkenstykket kommer så tæt på afslutningen som muligt.

Samtidig ser det ud til, at vejrguderne takker for designet ved at sørge for et vejr, der gør det muligt at udnytte det. Efter at det blæste op i løbet af torsdagen, tager vinden kun til frem mod fredag eftermiddag. Resultatet er en meget kraftig vind fra vestnordvest, og man skal ikke kigge meget på rutekortet for at forstå, at det giver direkte sidevind på stykket ned mod cykelbanen og tilbage igen.

Med andre ord drejer man ud i sidemedvinden i svinget med 85,5 km igen, og det bliver så gradvist til en sidevind, der kun afbrydes af den lille afstikker nede ved cykelbanen og spurten. På hjemturen bliver sidevinden gradvist til en ufarlig sidemodvind. Det bør efter mit bedste estimat ske med ca. 40 km igen, og dermed bliver der altså 40 km modvindskørsel til slut.

Får vi så et drama? Næppe i starten. Vinden er ikke rigtigt gunstig på turen ind gennem byen, hvor der også traditionelt er for megen læ, og jeg tror derfor, at vi får en helt udramatisk start. Måske vil der være lidt flere angreb, fordi deltagelse i udbrud kan være en genvej til finalen på en sidevindsetape, men relativt hurtigt vil vi få etableret en gruppe. Herefter vil UAE sikkert tage kontrol, inden Lotto, Deceuninck og måske Bora vil påtage sig ansvaret for føringsarbejdet.

Dramaet indledes formentlig, når man med 85,5 km igen rammer ørkenen og sidemedvinden. Herefter har rytterne små 50 km til at skabe splittelse, og med så kraftig en vind, der står helt rigtigt, er det svært at tro, at det ikke vil lykkes. Deceuninck og Ineos vil i hvert fald forsøge, som de allerede har gjort 117 gange i dette løb, og så må Tadej Pogacar og UAE forsøge at forsvare sig. Det vil undre mig meget, hvis vi ikke får splittelse på den åbne ørkendel, hvor udbruddet vil komme tilbage af sig selv.

Til gengæld er der også en chance for regruppering. 40 km med modvind er relativt meget, og man skal derfor ville det i første gruppe, hvis ikke de øvrige grupper skal komme tilbage. Det vil formentlig kræve, at enten væsentlige sprintere eller væsentlige klassementsryttere er sat af, og derfor er det slet ikke umuligt, at det hele går i stå til sidst, og at vi alligevel bare får en massespurt. Det vil kræve, at de rette folk er sat af, hvis splittelserne skal vare hele vejen, men der burde også være en relativt god chance for, at det toneangivende Deceuninck-hold vil have noget at vinde - måske ikke i klassementet, men i forhold til at komme af med sprinterrivaler.

Jeg hælder derfor til at tro, at det bliver en lille gruppe, der skal afgøre det til sidst, men selv hvis det samlet til en massespurt, vil det være efter en knaldhård og hurtig dag, der vil have mærket sprinterne. Til slut bliver det endda farligt igen, for vi ved af erfaring, at der altid er vild positionskamp ind gennem tunnelen, så folk sidder rigtigt på Palmeøen, hvor der på kystvejen vil være næsten uafbrudt sidevind. Her er der før opstået splittelser i et uhyre langstrakt felt, og det vil der formentlig gøre igen med den kraftige vind. Den reelle spurt kan meget vel komme frem mod tunnelen, og derefter kan det blive så knaldhård sidevindskørsel, at det reelt set kan blive umuligt at bevæge sig frem på de sidste par kilometer, hvis feltet er stort. Og har vi en mindre gruppe, kan der ske splittelser igen, hvilket åbner døren for sene angreb, som Cattaneo var så tæt på at gøre færdigt forleden.

Alt sammen gør det etapen meget mere kompliceret end som så, men næsten uanset udfaldet må Sam Bennett være favorit. Med sin overlegne sejr i går fik han vist, at han som altid efter et par dage har fået banket rusten af, og at han nu vitterligt er den hurtigste i dette felt, som han også bør være det, når han er på 100%. Han missede sidevinden forleden, men nu hvor han er varm, bør det ikke ske for ireren, der blandt andet i Vueltaen har vist, at han er ganske effen i disciplinen. Samtidig viste hans hold nok engang sin enorme klasse med fem mand i frontgruppen forleden, og meget taler for, at de denne gang også vil have Bennett med.

Sidder Deceuninck atter i overtal i en gruppe til sidst, bliver de svære at slå, for med Bennett vil de køre lead-out og ikke angribe, som de gjorde med Cattaneo forleden. Med et godt lead-out efter en hård dag bliver Bennett ikke let at få bugt med. Også hvis det samles til sidst, står Deceuninck stærkt, for selvom toget ikke er det bedste, vil de have gode chancer for at komme stærkt ind i tunnelen og sørge for, at Bennett sidder godt. En stærkmandsspurt i sidevind bør være en fordel for Bennett, og derfor tror jeg, at han vinder uanset etapens udvikling i finalen.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Sidevinden betyder, at jeg peger på David Dekker som hans værste rival. Hollænderen har fået en drømmedebut og imponerede med sin spurtstyrke forleden, hvor han følte sig så velkørende, at han trods sin status som WorldTour-debutant tillod sig at være skuffet over 2. pladsen. Samtidig har han i både Le Samyn og på 1. etape vist, at han er god i sidevind, og som klassikertype vil et hårdt løb passe ham storartet. Han lider under et svagt hold - særligt efter Jos van Emdens farvel - men Dekker har en fair chance for at sidde med også på egen hånd. En spurt efter en hård dag burde være hans speciale, og hvis han skal spurte i en lille gruppe, vil han ikke lide under sit svage hold. Vi ved, at Bennetts form kan være svært forudsigelig, og at hans ben godt kan stå af efter en svær dag, og det er derfor langt fra umuligt for Dekker at gøre det færdigt, hvis han har samme fart som i går. En udfordring er det dog, hvis Chris Harper falder fra undervejs, for så kan det meget vel tænkes, at han skal forsøge at redde dennes klassement.

Til gengæld tror jeg, at han får det svært, hvis der bliver regruppering. Han har kun Christoph Pfingsten til finalen, og som vi så i går, var det ikke nok til at komme frem. I en spurt, hvor sidevinden betyder, at holdet betyder alt, tror jeg, at det vil koste alt for mange kræfter, hvis han på egen hånd skal holde sig i god position til også at kunne spurte.

Sidevinden bringer også Giacomo Nizzolo i spil. Han har været formsvag grundet knæskaden, men hans kørsel de seneste dage tyder på, at han er ved at være der. Nizzolo er normalt fremragende i sidevind, som han viste i både Paris-Nice og Le Samyn sidste år, og han har samtidig et stærkt hold, hvor ikke mindst Max Walscheid har vist sig som en klasserytter, når det blæser. Denne gang kan de også være helt ligeglade med Domenico Pozzovivo, og det øger chancerne for, at han sidder med i front.

Nizzolo kan ikke vinde klassiske massespurter, men efter en hård dag slår han mange, som vi så i Tour Down Under, Paris-Nice og Kuurne sidste år. Med den form, han efterhånden har, og et stærkt hold, står han stærkt, uanset om der sker en regruppering eller ej. Trods den manglende form har Nizzolo nemlig spurtet ganske overbevisende i år - dog med 4. etape her som en markant undtagelse - og det giver mig tro på, at han efter en svær dag også vil kunne true Bennett. Jeg vil også åbne døren for Walscheid, der godt kunne sidde med i front alene, hvis Nizzolo stadig ikke er god nok, og så er tyskeren hurtig nok til at køre med om sejren.

Sidevinden er dårligt nyt for Caleb Ewan . Den lille australier er ikke dårlig til disciplinen, men nogen mester er han bestemt ikke. Derfor var det ikke uventet, at han forleden faldt fra, og meget taler for, at det vil ske igen. Hans største chance er nok, at vi får en regruppering, men det er som sagt også ganske sandsynligt. I det tilfælde burde Lotto-toget med Tosh van der Sande, Roger Kluge og Jasper de Buyst være stærke i kampen frem mod tunnelen, og de er et af de få hold, der er mange nok til også at bevare noget styrke hele vejen gennem sidevindsstykket. Ewan havde nogle år, hvor han var bedst i en spurt efter en hård dag, men den evne synes nu at være forsvundet, da han igen er en mere klassisk sprinter. Derfor frygter jeg lidt, at han ikke kan gøre det færdigt i en stærkmandsspurt som denne, men da han på papiret må regnes som løbets næsthurtigste, vil det naturligvis ikke være en sensation, hvis han vinder.

Det var lidt overraskende at se Pascal Ackermann misse ud i sidevinden, som han plejer at mestre ganske fint. Nu har han og Bora heldigvis den luksus, at de er ligeglade med Emanuel Buchmann og Patrick Konrad, der i stedet har til opgave at hjælpe Ackermann med at sidde med i front. Det burde øge hans chancer betydeligt, og med en formstærk Martin Laas ved sin side står han godt. Han burde også elske denne powerspurt, men til gengæld er han ikke verdens bedste afslutter efter en hård dag. Samtidig fik vi i går bekræftet, at Ackermann slet ikke spurter som i gamle dage, og derfor bliver det ikke let at gøre det færdigt, slet ikke hvis der sker en regruppering, hvor hans tog, der nok gjorde det fremragende forleden, umiddelbart mangler lidt råstyrke frem mod tunnelen. Da han er en af de mere sidevindsstærke sprintere, er han dog stadig en af løbets favoritter, hvis han eksempelvis skal spurte i en gruppe som den, vi havde forleden.

Her stod Fernando Gaviria utroligt stærkt, men colombianeren tabte hovedet, da Cattaneo gav ham dårlige nerver. Han fik imidlertid bevist, at han stadig er en glimrende sidevindsrytter, og meget taler for, at han igen vil sidde med i front. Til gengæld har begge hans spurter i år været svært bekymrende og fulgt den kedelige trend fra sidste år. Derfor frygter jeg, at han får svært ved at gøre det færdigt. I hvert fald vinder han ikke i en stor spurt, for med kun Maximiliano Richeze som støtte kommer han aldrig fornuftigt igennem tunnelen, men bliver det igen en lille gruppe, er Gaviria dog stadig en sandsynlig vinder, hvis gruppen eksempelvis har samme sammensætning som forleden.

Her viste Elia Viviani også igen, at han er god i sidevind. Derfor burde chancen for, at han klarer den denne gang, også være ganske fornuftige. Problemet er bare, at Viviani ofte taber fart efter en hård dag, og det blev åbenbaret med al tydelighed i søndagens spurt, hvor han utvivlsomt også led under den seneste træningspause grundet hjerteproblemer. Til gengæld så vi i går, at en frisk Viviani stadig er ganske konkurrencedygtig, men toget er nok for svagt til, at han i tunnelen kan vinde, hvis det er en større gruppe. Chancen er en mindre gruppe som forleden, og så må han håbe, at konkurrencen ikke er for skrap, og at farten holder denne gang for den ellers ganske holdbare italiener.

En rytter, man normalt ville forvente at se fremme i sidevind, er Cees Bol, men noget tyder på, at formen ikke er superskarp. Han missede ud forleden, og hans spurt i går var overraskende ringe, selvom han havde klaret den normalt for ham så svære positionering sublimt. Det ændrer dog ikke på, at Bol stadig må regnes som en af feltets mere sidevindsstærke sprintere, og heller ikke DSM har en klassementsrytter at koncentrere sig om. Hans første sejre kom netop i spurter efter hårde dage, og det er netop hans speciale. Derfor må han tilskrives en langt bedre chance i en stærkmandsspurt som denne, hvis altså formen rækker hele vejen.

Læs også

Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Phil Bauhaus i sidevind. Han var sublim i disciplinen i Saudi Tour sidste år, men dengang var Bahrain også i særklasse. Ellers har han ikke vist meget, og mere problematisk er det, at Bahrain her må regnes som et af de svageste sidevindshold. Til gengæld synes han stadig er være forrygende hurtig. Det så vi i Saudi Tour, det så vi i Provence, og det så vi også i går, hvor han kom stærkt fra en ringe position. Fred Wright er ganske lovende, og med ham ved sin side bør Bauhaus have en mulig chance for at sidde med. I en stærkmandsspurt som denne står han med sin form fornuftigt, selvom løbets hårdhed nok vil koste på farten. I en stor spurt har han dog næppe holdet til denne sidevindsfinale.

Jeg er også ret spændt på Stefan Bissegger. Forleden missede han lidt overraskende gruppen, men da havde han også Sergio Higuita at beskytte. Nu skal han alene tage sig af Neilson Powless, der som bekendt viste stor styrke ved at sidde med i søndags. Det bør Bissegger normalt også gøre, særligt med den form, han viste på enkeltstarten. Han er ikke hurtig nok til at vinde en klassisk spurt, men han er stadig god nok til at deltage i massespurter. I en spurt i en lille gruppe efter en hård dag vil jeg bestemt ikke afvise, at en brølstærk og hurtig fyr som Bissegger kan vinde.

Det kan vel egentlig også blive til dansk sejr. Bennetts uforudsigelighed gør, at man aldrig ved, om han klarer sig, og derfor kan det ske igen, at Michael Mørkøv sidder i front uden sin kaptajn. I det tilfælde vil han sikkert igen få chancen, og denne gang skal han ikke slås med Van der Poel og måske heller ikke med Dekker. Sidst slog han trods alt Viviani, og da han bakkes op af det stærkeste hold, er det ikke umuligt, at han kan sidde i en gruppe, hvor det kan gøres færdigt. Holdet kan også spurte med Shane Archbold , men forleden var det Mørkøv, der var foretrukken.

Luka Mezgec er ikke en sidevindsørn, men han viste evner i disciplinen ved EM i 2019. Han burde have en udmærket chance for at sidde med i front, og mens han aldrig vinder en spurt efter en let dag, har han en chance efter en hård dag, der er hans speciale. Selvom BikeExchange har et ret kraftfuldt hold til kampen om tunnelen, tror jeg ikke, at han kan vinde i en større gruppe, selvom det har været hårdt, men i en lille gruppe med få sprintere er han ikke uden muligheder. Holdet har også Kaden Groves ¸ men da han fik sin chance forleden, tror jeg, at det nu er Mezgecs tur, da det var meldt ud, at de skulle deles om mulighederne, og Mezgec står også stærkere i sidevinden.

Trek har Matteo Moschetti, der på det seneste har givet glimt af sin gamle fart, men desværre tror jeg endnu ikke, at robustheden rækker til et sidevindsræs, selvom han før har vist holdbarhed i blandt andet GP Denain. Til gengæld kan han være med i en regruppering, men jeg tror, at løbet bliver for hårdt til, at han kan vinde en stærkmandsspurt i sidevind. Hans fart er dog så lovende, at han ikke helt kan afskrives. Forleden sad Emils Liepins med i front, og skulle det ske igen, vil han igen kunne køre sin chance, selvom farten næppe rækker til at vinde.

Israel Start-Up Nation har André Greipel , der i gamle dage var god i sidevind. Hans spurt forleden var dog svært bekymrende, og selvom den gamle Greipel ville elske denne type hårde spurt i sidevind, ligner han ikke en mand, der kan vinde. På den anden side er Israel SUN ret kraftfulde til kampen mod tunnelen, hvis det samles til en større gruppe, og derfor burde han i det tilfælde nok kunne lave et resultat. Jeg udelukker heller ikke, at Rick Zabel kan sidde med i front, uden at Greipel er der. I det tilfælde kan han lave et resultat, men jeg tvivler på, at farten rækker til at vinde.

Endelig er der superjokeren. Den vigtigste opgave for Filippo Ganna er at beskytte Yates, men hvis briten er med til sidst, og det bliver knaldhårdt i sidevinden på Palmeøen, kan det blive svært at kontrollere. Da skal man ikke give brølstærke Ganna mange meter, før han ikke bliver set igen, og når han nu allerede én gang i år har taget en solosejr, kunne han gøre det igen. På samme måde kan man også åbne døren for Mattia Cattaneo, Iljo Keisse og Fausto Masnada, der som Deceuninck viste forleden sagtens kan udnytte et overtal til at angribe.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: David Dekker, Giacomo Nizzolo

Outsidere: Caleb Ewan, Pascal Ackermann, Fernando Gaviria, Elia Viviani, Cees Bol

Jokers: Phil Bauhaus, Stefan Bissegger, Michael Mørkøv, Max Walscheid, Luka Mezgec, Matteo Moschetti, Emils Liepins, André Greipel

SÆT DIT MANAGERHOLD I FELTET.DKS SÆNSONSPIL - OVER 30.000 KRONER I PULJEN

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Dylan Groenewegens sejr fra 2018, Marcel Kittels sejre fra 2017 og 2014 samt Elia Vivianis sejre fra 2016 og 2015.