Ruten

Oftest sluttede Tour of Beijing som mange andre store etapeløb med en flad sprinteretape, men den model har man ikke valgt at følge i Guangxi, hvor man har gemt en af de mere kuperede etaper til løbets sidste dag. Til årets sidste kamp om WorldTour-point har man designet en rute, der på mange måder minder om den foregående, idet der også denne gang venter stigninger i løbets anden halvdel. Igen afsluttes dagen dog med et længere fladt stykke, og da distancen samtidig er kortere og etapen overordnet set nemmere end den foregående, vil det formentlig ende i endnu en massespurt i et næsten fuldt felt, som det var tilfældet, da samme etape afsluttede løbet i 2017 og 2018.

I alt skal der tilbagelægges 168,3 km med start og mål i lørdagens målby Guilin, og ligesom på den foregående etape er stort set alle højdemeter koncentreret på de to kategoriserede stigninger i løbets anden halvdel. Rundstrækningen ligger i det småkuperede område syd for byen, og etapen består i alt væsentligt af en tur mod syd ned til et vendepunkt og herefter en tilbagerejse. På udturen holder man sig imidlertid i fladlandet, mens man på vej hjem skærer igennem de kuperede områder.

Fra start bevæger man sig mod syd gennem fladt terræn forbi dagens første spurt, der kommer efter 23,7 km. Kort efter den anden spurt, der er placeret efter 63,8 km, vender man rundt og sætter igen kursen mod nord. Denne gang kører man dog igennem den mere kuperede del, idet man holder en nordlig og nordvestlig retning i den resterende del af etapen. Første del af relativt flad, men herefter venter en kategori 3- (2,5 km, 5,6%) og en kategori 2-stigning (4,3 km, 4,5%), der kun er adskilt af et kort, småkuperet stykke og har top med henholdsvis 52,5 og 40,5 km til mål. Herefter venter en længere nedkørsel, der slutter med ca. 30 km igen, hvorefter man fortsætter mod nordvest igennem helt fladt terræn forbi den sidste spurt, der kommer med 18,0 km til stregen. De sidste fem kilometer er helt flade, og der er skarpe sving med 2,1 km, 1,5 km og bare 0,4 km til stregen.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Etapen byder på i alt 1267 højdemeter.

Sidste rå rundede Fabio Jakobsen løbet af ved at tage sin anden etapesejr foran Bora-duoen Pascal Ackermann og Rudiger Selig. Da etapen gjorde debut i 2017, endte det som sagt også i en stor massespurt, der blev vundet af Fernando Gaviria, som tog sin fjerde etapesejr i løbet foran Niccolo Bonifazio og Dylan Groenewegen.

Vejret

Efter fem dage med varme og sol, slår vejret om i løbet af tirsdagen, men rytterne ser ud til at have en chance for at nå i mål, inden regnen kommer. Fra morgenstunden vil der være enkelte kig til solen, men hurtigt vil det blive helt overskyet med en mod slutningen 15% risiko for regn, der først for alvor starter sidst på eftermiddagen, når etapen ventes afsluttet. Temperaturen vil alligevel være høj på 27 grader, og der vil bare være en svag til let vind fra syd. Det giver modvind på turen ud til vendepunktet og derefter med- og sidemedvind på hjemturen, indtil man drejer ind i modvind i sidste sving med 400 m igen.

Analyse af 5. etape

Det kan godt være, at 2019 blev året, hvor Marcel Kittel kørte cyklen i garagen, og hvor vi definitivt kunne konstatere, at Mark Cavendish og André Greipel er færdige som topsprintere, men det betyder ikke, at der er blevet mindre trængt i toppen af sprinterscenen. Tværtimod er det påfaldende, hvor mange af de hurtige folk, der kan se tilbage på en ganske god sæson, og særligt bemærkelsesværdigt er det, at alle de store navne kan tage på vinterferie med en tro på, at de i 2020 vil være en af de allerbedste. Hver og en er de nemlig sluttet fremragende af og må starte vintertræningen med et overskud af motivation, som ofte er nøglen til at komme flyvende ind til den kommende sæson.

Vi kan jo starte med manden, der vel stadig regnes som den hurtigste af dem alle, når det alene handler om topfart. Dylan Groenewegen havde ikke sin bedste Tour, men han ender alligevel sæsonen med som den mest vindende med i alt 15 sejre efter et stærkt efterår, der bød på tre etapesejre i Tour of Britain og sejr over Elia Viviani i afslutningsløbet, Tacx Pro Classic. Netop Elia Viviani kan bestemt heller ikke være utilfreds, da hans halvsløje Tour blev fulgt op af en fabelagtig august, hvor han tog Sam Bennetts skalp i RideLondon Classic, tog en atypisk sejr ved EM og slog Caleb Ewan i Hamburg Cyclassics. Det nederlag lever Ewan nok med, for efter hans fabelagtige Tour, der bød på tre etapesejre, blev fulgt op af sejr i årets sidste løb, Brussels Cycling Classic, hvor han fik skovlen under Pascal Ackermann.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Ackermann har til gengæld fulgt sin mageløse grand tour-debut i Giroen op med en forrygende september, hvor han har været helt suveræn i de massespurter, han kørte gennem hele måneden - i virkeligheden også i Bruxelles, hvor han dog fik timet det lidt forkert - mens holdkammeraten Bennett har vundet her, der og alle vegne, kulminerende med en forrygende Vuelta, hvor to etapesejre gik hånd i hånd med fremragende kørsel i hårde finaler. To gange blev han dog slået af Fabio Jakobsen, der fik vist, at han allerede nu kan slå verdens allerbedste på den allerstørste scene, og hans holdkammerat Alvaro Hodeg kan ligeledes tage på ferie med stor fortrøstning, efter at han vandt sine to sidste massespurter i BinckBank Tour og Münsterland Giro, hvor han fik ram på først Bennett og Groenewegen og siden Ackermann. Dertil kommer, at de mere holdbare typer også tankede selvtillid til sidst, Peter Sagan, Matteo Trentin og Alexander Kristoff med fremragende VM-løb og Arnaud Demare med en vigtig og tiltrængt sejr i Slovakiet foran Viviani og Kristoff og ikke mindst med et flot Paris-Tours, som han uden FDJs mange uheld måske kunne have vundet.

Der er dog én, der har manglet. Allerede i analysen efter 1. etape opregnede jeg, hvor svær en sæson det har været for stakkels Fernando Gaviria, hvis endeløse serie af knæproblemer ødelagde en lovende sæsonstart, der førte til etapesejr i Giroen og UAE Tour over nogle af de nævnte sprintergiganter, og førte til en sand lidelseshistorie i en gennemført trist Vuelta. En beskeden 4. plads i Münster på baggrund af en halvtam spurt gav ikke megen grund til optimisme, og han lignede en mand, der var på vej til at blive overset i et måske historisk lovende sprinterfelt, der bestemt ikke mangler arvtagere til de tre giganter, Kittel, Cavendish og Greipel.

Hvis nogen tvivler på, om denne uges Tour of Guangxi har megen sportslig værdi, når det nu er åbenlyst, at mange af rytterne allerede betragter det mere som en halv ferie og spændende oplevelse end et væsentligt mål, skal man imidlertid blot spørge colombianeren eller for den sags skyld Enric Mas, der har kurs mod at redde en katastrofal sæson med en sejr i et WorldTour-løb. Løbet i Kina har på samme vis været en fantastisk vej tilbage på sporet for Gaviria, der i 2017 kom tilbage efter endnu en knæskade og en serie nederlag i Tour of Britain ved at vinde fire etaper foran blandt andre Groenewegen, der forinden havde etableret sig som verdens hurtigste i det års Tour. I år er han så på vej til at gentage det selvtillidsboost, da han i dag fulgte sejren på 1. etape med en langt mere imponerende gevinst på den hårde 5. etape, der sjovt nok var den eneste af 2017-udgavens fem massespurter, han ikke vandt, da han for to år siden fik brudt sin stime af netop Groenewegen.

Måske kunne nogen fristes til at sige, at en ekstra sejr ikke gør den store forskel, når nu Gaviria allerede én gang havde vist, at hans gamle topfart stadig er intakt, da han relativt klart satte Ackermann til vægs på 1. etape. Der er dog enorme forskelle på de to sejre, som gør, at dagens triumf formentlig vægter langt, langt højere end den første, der nok mest af alt var en lettelse, fordi den var den første siden Giroen i maj.

Den første sejr blev nemlig alene opnået i kraft af den tårnhøje topfart, Gaviria altid har haft, og som man egentlig aldrig har betvivlet. Det har til gengæld været svært bekymrende at se, hvordan den engang så holdbare colombianer, der er kørt fra en uhyre slidstærk fyr som Sonny Colbrelli på knaldhårde etaper i Tour de Suisse, blev sat som en af de første på stigningerne i Vueltaen og Tour de Pologne. Og al tanke om, at Gaviria definitivt var tilbage, blev i første omgang gjort til skamme i lørdags, da han højst overraskende blev sat af på en etape, hvor selv tunge folk som Phil Bauhaus og Max Kanter kom med hjem til spurten.

Selvtilliden fik imidlertid et gigantisk boost i dag. Én ting var, at han kom med hjem til en spurt på en dag, hvor feltet til slut gik så meget i stå, at en frontgruppe, der på toppen af sidste stigning var reduceret til færre end 10 mand, til slut var vokset så meget, at kun de allertungeste som Jakub Mareczko og Dan McLay ikke kom med hjem, og så 92 mand var samlet til sidst, det største antal i etapens treårige historie. Nej, det imponerende var, at han sad med meget langt fremme, da feltet eksploderede på den hårdeste stigning.

Naturligvis kunne han ikke være med, da klassementsrytterne rørte på sig. Deceuninck havde ellers lagt løbet så meget i et jerngreb for Enric Mas, at de fik taget lysten fra alle klassementsrytterne, hvorfor vi ikke så de angreb på førertrøjen, som vi så de to foregående år. Alligevel gik Daniel Martinez i offensiven, da Tomasz Marczynski og Guillaume Martin indledte kampen om bjergtrøjen - en trøje, colombianeren også havde blik for. Det måtte Mas naturligvis svare på, og da han på toppen havde kørt trioen ind, var det kun klatreeliten bestående af holdkammeraten Remi Cavagna, Carl Fredrik Hagen, Antwan Tolhoek og den genfødte Ineos-duo bestående af Diego Rosa og David De La Cruz, der kunne hænge på.

Det var heller ikke overraskende, at Gaviria ikke var med, da løbets to vel nok mest klatrestærke sprintere, Matteo Trentin og Davide Ballerini - i hvert fald nu, hvor Ben Swift ikke er i storform - sammen med Martijn Tusveld kort efter fik kontakt. Han var heller ikke med, da en overraskende svag Felix Grossschartner senere kom op sammen med Astana-trioen bestående af en skuffende Davide Villella, Merhawi Kudus og Rodrigo Contreras, kom op. Men da den første større gruppe et øjeblik efter fik lukket lukket hullet, sad han med i et felt, hvor de eneste øvrige sprintere var Ackermann og Swift, der næsten ikke kan regnes som en klassisk afslutter.

Havde det været i gamle dage, havde det været helt forventeligt, men i lyset af præstation på 3. etape var det en gigantisk succes. Faktisk var det vel det første tegn på holdbarhed, siden han i det vindblæste Gent-Wevelgem sad med i den allerførste gruppe, hvor kun de stærkeste var med, eller siden han kørte en ganske fin spurt i Sanremo, hvor sprinterne desværre blev snydt. Og så gør det mindre, at det viste sig at være spildte kræfter på en dag, hvor de fleste sprintere alligevel kom tilbage, for det betyder, at han nu kan tage på ferie med bevidstheden om, at han også kan klatre igen.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Det er dog ikke den eneste grund til optimisme. Gaviria kan nemlig også hente meget inspiration i den spurt, han kørte til sidst. Her viste han nemlig, at han ikke blot kunne overleve, men også afslutte det efter mere end 200 km og en hård finale. Det har ellers tidligere været en svaghed for colombianeren, men i dag var han ganske enkelt i særklasse. Det er svært at huske, at Ackermann tidligere i sin fornemme sæson har fået så gedigne prygl, som han gjorde i dag, men ligesom i torsdags stod det i dag lysende klart, at Gaviria lige nu er den klart hurtigste af to - endda med en sådan afstand, at Ackermann ikke kunne gøre andet end med det samme at række hånden beundrende til sin suveræne overmand.

Sjovt nok blev dagens spurt dermed også en bekræftelse på fortællingen om, at Tour of Guangxi er løbet, hvor Gaviria altid vinder, Ackermann altid bliver nr. 2, og Matteo Trentin altid bliver nr. 3. Dagens sejr var nemlig den 6 af 11 mulige for Gaviria, og fraregner man de to kongeetaper, han naturligt nok ikke har kunnet vinde, har han altså en succesrate på to tredjedele. På tilsvarende vis er Ackermann nu blevet nr. 2 på 6 ud af sine 11 etaper, og fraregner man igen de to kongeetaper, gælder det således for ham også for to ud af tre etaper. Og selvom han sidste år helt slap for 3. pladser, er Trentin nu blevet henvist til podiets nederste trin på fire af årets fem hidtidige etaper!

For Ackermann må det være en bitter piller at sluge. Efter de to skuffende nederlag på de to første etaper fik han selvtilliden tilbage med sin fornemme sejr på 3. etape. Desværre for ham blev den primært grundlagt på god klatring mere end fart, og som sprinter har han naturligvis mest fokus på netop sin fart. Den har i den grad manglet i dette løb, og selvom han åbenlyst er hurtigere end alle andre, har løbet her vist, at han i hvert fald er Gaviria underlegen på nuværende tidspunkt. Det sker endda til trods for, at hans tog har fungeret upåklageligt - helt modsat Gavirias, der har været helt væk, og som svigtede ham på 2. etape - og at hans gode klatring både i dag og i lørdags, viser, at formen er ganske fremragende.

Det er den også for Trentin, som man kun kan tage hatten af for. Et af temaerne i begyndelsen af året var nemlig, hvordan italieneren kørte som en motorcykel allerede i årets første europæiske etapeløb i begyndelsen af februar, hvor han blev hhv. nr. 1, 2 og 3 på de tre etaper, der passede ham. Siden kørte han brølstærkt i yderligere tre spanske etapeløb, i åbningsweekenden, i Paris-Nice, i Milano-Sanremo og de første brostensklassikere samt Amstel Gold Race. Efter en pause var han dominerende i Tour de Suisse, vandt en etape i Touren, var afgørende i at hjælpe Elia Viviani til EM-sejr, vat tæt på at vinde i Bretagne, hvor uheld dog satte ham ud af spillet, kæmpede hårdt med Mathieu van der Poel om sejren i Tour of Britain, vandt Trofeo Matteotti og kom så tæt på VM-titlen, som man overhovedet kan. Og gudhjælpemig om manden ikke har kunnet overvinde skuffelsen i et omfang, så han også kan køre brølstærkt i årets sidste etapeløb i sidste halvdel af oktober. Det kan man da kalde en sæson, der vil noget!

Det lykkedes dog ikke at vinde den etape, hvor han højst overraskende slog Ackermann sidste år. Mitchelton havde ellers gjort deres bedste med en klatresvag trup, der havde forsøgt at gøre det hårdt undervejs, og da Martinez gik i angreb, fik han det, som han ville, da han pludselig befandt sig i en gruppe af klassementsryttere. Problemet var bare, at Ineos, Lotto og Deceuninck, som alle sad med to mand, ikke havde skyggen af interesse i at arbejde, og da først Ackermann og Gaviria var tilbage i feltet, var der ikke meget at stille op for italieneren, der desværre igen måtte sande, at han altså ikke kan matche Gaviria og Ackermann på ren topfart.

Det kunne dog måske være gået anderledes, hvis Astanas klassementsryttere ikke havde haft en offday. Davide Ballerini, der ellers så ud til at fuldende et trist efterår med en skuffende præstation i Kina, efter at han højst overraskende faldt fra i lørdags, hvor hans hold endte med at køre så stærkt, at deres egen kaptajn var en af de få sprintere, som faldt fra. Sådan gik det ikke i dag, da Ballerini rejste sig ved at følge Trentin på stigningen, men da de fik kontakt med de bedste igen kort efter toppen, måtte han spejde langt efter sine holdkammerater. Hverken Davide Villella eller Merhawi Kudus havde nemlig kunnet følge med, og da de endelig fik kontakt sammen med deres genfødte holdkammerat Rodrigo Contreras, så Astana pludselig sad med fire ud af ca. 15 mand, var det for sent. Selvom Contreras, Villella og Kudus alle stormede til fronten for at sætte fart, kunne de ikke forhindre Gavirias og Ackermanns comeback, og da først de var oppe igen, kunne de lige så godt stoppe forceringen - en beslutning, der ført til den massive regruppering. Og dermed endte en ellers lovende præstation af Ballerini med en gigantisk skuffelse, da han totalt fejlede i spurten og end ikke kom i top 10.

På alle måder bekræftede spurten ellers billedet fra de foregående dage. Phil Bauhaus måtte nok engang sande, at mens hans holdbarhed har været overraskende, er han lige nu slet ikke i nærheden af at kunne matche Gaviria og Ackermann i spurterne. Max Kanter har kørt lovende efter et svært år, men han mangler stadig for meget til at være med i front. John Degenkolb er stadig en skygge af sig selv i spurterne, som han har været hele efteråret, og derfor er det helt uforståeligt, at holdet heller ikke i dag kørte for Matteo Moschetti, der ellers viste lovende takter ved at komme med de bedste hjem. Og Timo Roosen må igen sande, at han altså mere er puncheur end sprinter på flad vej.

Andre fik lidt oprejsning efter et svært løb. Det gjaldt især for Timothy Dupont, hvis stærke efterår ellers har fået en kedelig afslutning, der i den grad har været plaget af træthed ovenpå et hårdt program. Og Swift, der ellers så ud til at have trukket stikket efter et skuffende hjemmebane-VM, fik vist lidt af sine klatreevner ved at sidde med i Ackermann-gruppen på stigningen og slutte af med en fin spurt på en etape, der ellers var for let for ham.

For Mas var der til gengæld ingen problemer. Spanieren viste sin overlegen styrke, da han lethed lukkede hullet til Martinez, Martin og Marczynski, og da Deceuninck samtidig spillede med musklerne og viste deres kollektive styrke, ikke mindst med en uhyre imponerende og klatrestærk Cavagna, var hans trøje aldrig i fare. Dermed er han nu blot én dag fra at runde en trist sæson af med sin første store etapeløbssejr og dermed et ordentligt selvtillidsboost inden det, der ligner en stor revanche i 2020.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

På den facon er han i præcis samme som Gaviria, der også kommer hjem fra Kina med en noget mere rank ryg, end da han satte sig i flyveren for en uges tid siden. Og med de bøllebank, han i dag gav Ackermann i frisk erindring, samt udsigten til et tog, der i næste års Tour formentlig vil tælle Alexander Kristoff, som i UAE Tour viste sig eminent i rollen som lead-out man, samt den suveræne Maximiliano Richeze, ser alt nu pludselig ud til at være så meget på skinner, at det ikke skulle undre, om Gaviria kunne ende som den mest vindende sprinter i næste års Tour.

Så hurtigt kan det nemlig vinde i cykelsporten. Nu kan 2020 i hvert fald bare komme an for den genfødte colombianske supersprinter.

Favoritterne

Ligesom 5. etape er også den afsluttende etape en næsten tro kopi af de to foregående års afslutningsetape, og 2017- og 2018-udgaverne viser, at vi næppe skal forvente det helt store drama. Forud for den første udgave var der ellers ret stor tvivl om, hvor hårde stigningerne ville være, men det skulle hurtigt vise sig, at de nærmest ingen rolle spillede. Således var det et næsten helt fuldt felt, der spurtede om sejren begge gange, og det vil derfor være en overraskelse, hvis ikke vi ser et lignende scenarium i tredje udgave.

Hidtil har løbet været overraskende passivt, og udbruddene er blevet etableret stort set fra km 0. I morgen kan der være ryttere, som gerne vil vise et eller andet i årets allersidste løb, men nogen stor kamp om udbruddet skal vi nok ikke vente. I stedet vil Bora og UAE formentlig sikre, at en relativt lille gruppe igen kommer væk, inden Deceuninck, UAE og Bora formentlig vil styre etapen stramt, så forspringet aldrig blive for stort. Vinden er stort set ikkeeksisterende, og regnen ventes først at komme efter etapeafslutningen, så det bør blive en stille dag.

Det interessante er naturligvis bjergkonkurrencen. Guillaume Martin kan stadig vinde bjergtrøjen, hvis han slår vinder den sidste bjergspurt og slår Tomasz Marczynski i den første, og derfor virker det sandsynligt, at Wanty vil forsøge at skabe samling frem mod bakkerne. Derfor tror vi, at udbruddet vil blive hentet relativt tidligt, inden vi rammer stigningerne. Her har Mitchelton og Astana ikke noget at miste ved at forsøge at gøre det hårdt for sprinterne, og Wanty skal også gå efter bjergspurterne. Derfor forventer vi hårdt tempo og angreb fra Martin nær toppen på bakkerne, og det vil naturligt nok skabe en vis udskilning på den sidste stigning.

Den er imidlertid lettere end dagens udfordringer, og det virker usandsynligt, at Matteo Trentin og Davide Ballerini kan bringe Pascal Ackermann i store vanskeligheder. Tyskeren bør uden problemer kunne indhente eventuelt tabt terræn efter stigningen, og herefter vil det være meningsløst for Mitchelton og Astana at holde høj fart. Derfor regner vi med en gentagelse af dagens scenarium, hvor feltet går helt i stå på det flade under ledelse af Deceuninck, og at vi derfor igen får samlet et næsten fuldt felt. Og baseret på de seneste to år har også folk som Jakub Mareczko og Dan McLay en chance for at klare den.

Vi regner derfor med en massespurt i et næsten fuldt felt, men denne gang er den lidt anderledes. Hidtil har spurterne været præget af store, brede boulevarder uden sving. Også denne gang vil vejene være store, men et sving bare 400 m fra stregen tilføjer et niveau af kompleksitet. Nu bliver lead-outs og positionering pludselig en afgørende faktor, som vi så det sidste år, hvor Rudiger Selig afleverede Pascal Ackermann så godt, at det kun var Ackermann og Fabio Jakobsen, der nåede forbi.

Derfor peger vi også på Pascal Ackermann som vores favorit. Der kan på baggrund af de seneste etaper ikke være tvivl om, at Fernando Gaviria lige nu er den hurtigste, men 2. etape viste også, at colombianeren ikke har løst de positioneringsproblemer, han har haft gennem hele sæsonen. Den slags udfordringer har Ackermann slet ikke, og han er endda bakket op af det bedste tog med Rudiger Selig, der har afleveret ham perfekt de seneste dage. Duoen kender finalen fra sidste år, og de ved, at de skal først igennem svinget. Det vil de formentlig være stærke nok, og hvis ikke Gaviria sidder helt fremme, vil han få svært ved at nå forbi. Derfor tror vi, at den tekniske finale tipper balancen til fordel for Ackermann, og derfor tror vi, at han runder sæsonen af med at tage den 13. sejr.

Den værste rival er naturligvis Fernando Gaviria. Hvor han i torsdags kun akkurat slog Ackermann, viste han i dag, at han er den klart hurtigste af de to - i hvert fald lige nu. Derfor bør han også kunne vinde etapen, hvis blot han sidder godt i sidste sving. Problemet er bare, at Gaviria har fejlet fælt i positionskampen i Polen og Vueltaen og altså også på 2. etape i dette løb. Hans tog med Roberto Ferrari og Juan Sebastian Molano har været helt usynligt, og han har været nærmest helt på egen hånd. Det gik udmærket i dag og på 1. etape, men slet ikke på 2. etape. Denne gang vil feltet være større end i dag, og kombinerer man det med svinget, kan det blive svært for ham at få glæde af sin enorme topfart. Det er til gengæld også klart, at Gaviria lige nu er så hurtig, at han formentlig vinder, hvis han sidder lige bag eller kun få positioner bag Ackermann gennem svinget.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Vi insisterer også på at pege på Matteo Moschetti igen. Af uforståelige årsager har Trek kørt for John Degenkolb de seneste to gange, men i dag stod det igen klart, at tyskeren slet ikke har farten længere. Moschetti derimod kørte flot på 1. etape, hvor han kom stærkt fra en dårlig position, og han har da også tidligere i år vist, at han fartmæssigt ikke er langt fra Ackermann og Gaviria. Samtidig har Trek et stærkt tog med Ryan Mullen, Kiel Reijnen og Degenkolb, og de kan måske tage kampen op med Selig inden svinget. Lykkes det, er Moschetti hurtig nok til at gøre det færdigt. Vi udelukker dog ikke, at holdet igen kører for Degenkolb i tyskerens sidste løb for holdet, men så bliver det trods holdets styrke ikke let at vinde.

Det er foreløbig blevet til fire 3. pladser i fire spurter for Matteo Trentin, og det skulle ikke undre, om det bliver til fem af slagsen. Det står nemlig klart, at han er meget langsommere end både Gaviria og Ackermann, og denne gang har han ikke glæde af samme hårdhed som i dag. Til gengæld er svinget til hans fordel, for Mitchelton har vist sig som et af de stærkeste hold i finalerne hidtil. Med Kaden Groves samt ikke mindst Alex Edmondson er det muligt, at de kan tage kampen op med Selig inden svinget, og vinder de det opgør, skal man ikke helt afskrive Trentin. Det er klart, at han ikke vinder med Ackermann eller Gaviria lige på bagsmækken, men sidder de længere tilbage, har han vist, at han mod de øvrige sprintere er hurtig nok til at gøre det færdigt.

Løbet her har været en nedtur for Phil Bauhaus, der måske nok har klatret godt, men til gengæld skuffet fælt i spurterne. Igen i dag manglede han masser af fart og kunne end ikke gå forbi Trentin, som han på papiret nok burde kunne slå. Til gengæld har det været opløftende at se ham i positionskampen, og det kan måske komme ham til gode i denne finale. Normalt har det ellers været en svaghed, men kan han igen positionere sig rigtigt i svinget, kan det med en tilsyneladende fin form måske lade sig gøre at kompensere for den hurtighed, han hidtil har manglet.

Dagens etape gav lidt opmuntring til Timothy Dupont, der ellers har været meget træt på det seneste. I morgen burde han nok kunne komme med hjem i mere frisk tilstand end i dag, hvor han først fik kontakt med 10 km igen. Derfor manglede han overskud i selve spurten, men alligevel blev han nr. 5. Det viser, at han er en af de hurtigste i dette felt, og han burde stå bedre på den lettere etape i morgen. Hans positionering har i år været fremragende, og det betyder, at han vil være en af de ryttere, der kan drage fordel af det sene sving.

Sunweb har et meget stærkt tog med Asbjørn Kragh og Nikias Arndt, der har vist sig som et af de bedste. Til gengæld har Max Kanter manglet lidt at skyde i selve spurterne, hvor han har været en anelse skuffende. Togets styrke giver ham dog nogle muligheder i en finale, hvor et sent sving gør positionering afgørende. Det har knebet med at holde Arndts hjul de seneste dage, men lykkedes det i morgen, er det ikke umuligt, at han kan sidde så godt, at han kan vinde.

Naturligvis skal Dan McLay også nævnes. Briten har vist, at han har farten til at slå selv Ackermann, men til gengæld viste 1. etape også, at hans positionering stadig er helt håbløs. Fredagens meget enkle finale gave ham en reel chance, men denne gang virker det usandsynligt, at han vil sidde ordentligt i svinget. Dertil kommer, at han er en af de sprintere, der slet ikke kan vide sig sikker på at klare bakkerne. Helt afvises kan han dog ikke, for EFs tog med Sep Vanmarcke og Moreno Hofland er så godt, at det må være muligt at gøre det bedre end på 1. etape. Lykkes det, er det klart, at McLay bliver farlig.

Løbets anden meget tunge sprinter er Jakub Mareczko. Heller ikke han kan være sikker på at klare bakkerne, men hans relativt fine kørsel på 3. etape viser, at det bør være muligt, især fordi han også tidligere i år har vist større holdbarhed. Til gengæld er hans positionering stadig helt skidt, som vi så i den enkle finale på 2. etape, hvor han kom flyvende i høj fart fra en dårlig position. Det sene sving er derfor en mindre katastrofe, især nu hvor han er uden Jonas Koch, men skulle det lykkes at sidde rigtigt, så vi på 2. etape, at han hører til blandt feltets hurtigste.

Ineos burde stadig køre for Kristoffer Halvorsen , men det virker ikke sandsynligt. Hidtil har de kørt for Chris Lawless, indtil de gav Ben Swift chancen på dagens hårdere etape. I morgen bør det igen være for Lawless, og han har desværre vist, at han slet ikke har hverken fart eller form lige nu. Til gengæld er hans tog med Swift og Halvorsen jo på papiret ret godt. Kan de gøre det bedre end hidtil, kan det sene sving måske bringe Lawless i spil til et godt resultat.

Riccardo Minali er også en af de meget tunge sprintere, der ikke kan være sikker på at klare bakkerne, men han burde dog kunne gøre det. Til gengæld er han ligesom Mareczko og McLay meget positioneringssvag, og hans hold hører tillige til blandt de svageste. Der skal derfor meget held til, hvis han skal præstere i denne afslutning. Til gengæld har han vist, at han stadig har i hvert fald lidt af sin gamle fart.

Endelig vil vi pege på Davide Ballerini. Italieneren rejste sig efter skuffelsen på 3. etape med imponerende klatring i dag, men til gengæld fejlede han slemt i spurten. Han er da heller ikke verdens hurtigste på flad vej, og i positionskampen halter det også, ikke mindst fordi hans hold hovedsageligt består af klatrere. I en teknisk finale kan man dog altid være heldig at fange det rette hjul inden svinget, og lykkes det, burde han trods alt have farten til at lave et hæderligt resultat.

Andre kandidater til spurten er Davide Martinelli, Timo Roosen, Jenthe Biermans og Itamar Einhorn, men det er svært at se dem vinde.

Feltet.dks vinderbud: Pascal Ackermann

Øvrige vinderkandidater: Fernando Gaviria, Matteo Moschetti

Outsidere: Matteo Trentin, Phil Bauhaus, Timothy Dupont, Max Kanter, Dan McLay

Jokers: Jakub Mareczko, John Degenkolb, Chris Lawless, Riccardo Minali, Davide Ballerini, Kristoffer Halvorsen

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Fabio Jakobsens sejr fra 2018 og Fernando Gavirias sejr fra 2017.