Ruten

Arrangørerne har måske nok eksperimenteret med forskellige etapeafslutninger over årene, men én ting har altid været fast. Løbets afgørende weekend har budt på lørdagens kongeetape med Willunga Hill og et afsluttende gadeløb i Adelaide, men den tradition afsluttedes i 2019. For andet år i træk venter løbets ikoniske nøgleetape nemlig som den helt store finale om søndagen, og derfor vil alt være i spil helt frem til allersidste pedaltråd. Igen vil det være den berømte bakke, der vil være løbets afgørende slagmark. Mens stigningen har været på programmet hvert år siden 2002, blev en ekstra passage tilføjet i 2010, og siden 2012 har løbets afgørende etape sluttet på toppen af den frygtede stigning. Det vil altså igen i år være tilfældet på årets kongeetape, der er en identisk kopi af den, der har været benyttet i de foregående otte udgaver.

De 151,5 km starter i McLaren Vale, og herfra påbegynder rytterne en 39,7 km lang rundstrækning, der fører mod syd, vest, syd og atter vest ud til kysten, hvorefter det går mod nord, nordøst og til slut øst tilbage til startbyen. Terrænet er stort set helt fladt og uden mange tekniske udfordringer. Den skal tilbagelægges tre gange, hvorefter rytterne endda påbegynder en 4. omgang. Undervejs vil de dyste om bonussekunder i de indlagte spurter efter henholdsvis 63,4 og 103,4 km i Snapper Point godt halvvejs på 2. og 3. omgang.

Når de passerer igennem byen Willunga for fjerde gang, drejer feltet imidlertid til venstre mod sydøst og rammer stigningen for første gang. Efter bjergspurten forbliver de på et plateau, der leder mod nordøst i ca. 10 km, inden de rammer den hurtige nedkørsel, der fører dem mod nordvest og vest tilbage til den oprindelige rundstrækning. Herfra kører de igennem fladt terræn mod syd tilbage til Willunga, hvor de påbegynder stigningen for anden og sidste gang. Alt i alt er den sidste rundstrækning 22,4 km lang.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Kategori 1-stigningen har en længde på 2,9 km og en gennemsnitlig stigning på 7,3%. Den er stejlest i bunden, hvor det stiger med hhv. 6,7 og 9,4% på de to første 500 m-segmenter. Herefter følger tre 500 m lange stykker med stigningsprocenter på hhv. 7,4%, 6,8% og 7,8%, inden det flader ud med 5,4% over de sidste 400 m. Stigningen byder ikke på et eneste sving, før man rammer en ganske blød venstrekurve med 100 m igen.

Etapen byder på i alt 1801 højdemeter.

Hvert eneste år er etapen blevet afgjort i et slag mellem favoritterne på stigningen. I 2012 slog Alejandro Valverde den samlede vinder Simon Gerrans i en knivskarp afslutning, mens australieren fik revanche året efter ved at slå den senere vinder Tom-Jelte Slagter. I 2014, 2015, 2016, 2017, 2018 og 2019 er det imidlertid Richie Porte, der har etableret sig som Kongen af Willunga ved at sikre sig solosejre, mest imponerende i 2017, hvor han knuste konkurrenterne og sejrede med hele 20 sekunder ned til sine fire nærmeste forfølgere.

Vejret

Vindretningen på Willunga Hill er altid en nøglekomponent på etapen, og derfor vil særligt Richie Porte studere vejrudsigten nidkært. Han kan se frem til en solrig søndag, hvor der ikke vil være en sky på himlen, og hvor det nok engang vil være for Sydaustralien ganske køligt med en temperatur på beskedne 25 grader. Vinden vil lægge sig yderligere i forhold til de seneste dage, så der blot vil være en let til jævn fra sydvest. Det giver primært med- og modvind på den flade rundstrækning, mens der vil være sidevind på Willunga Hill. På det flade plateau vil der være medvind, inden der vil være sidevind på nedkørslen og sidemodvind på det flade stykke frem mod stigningen.

Analyse af 5. etape

Hvis man kunne høre et lettelsens suk gjalde ud over hele Afrika sidst på natten, har det været velbegrundet. Nok kan man diskutere, hvor meget af den afrikanske identitet, der er tilbage på et NTT-hold, hvor en tredjedel nu ejes af danskere, sponsoren er japansk, og ryttertruppen kun har et begrænset afrikansk præg, men om ikke andet har den sten, der faldt fra holdmanager Doug Ryders hjerte kunnet høres vidt og bredt over det meste af kontinentet. Efter tre år som en stensikker bundprop på diverse ranglister - i de senere år har Katusha dog gjort dem selskab allernederst i WorldTour-hierarkiet - har der nemlig været meget langt mellem lyspunkterne hos holdet, der ellers så ud til at være på vej mod stjernerne, da de i 2016 vandt fem etaper i Tour de France og med deres mission om at støtte fattige afrikanere vandt mange cykelhjerter over hele verden.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Siden dengang er holdet gået fra at være en solstrålehistorie til et tragisk eksempel på et lovende projekt, der nærmest er faldet fra i hinanden. 2019 blev en glimrende illustration. Samtlige af holdets lovende nyerhvervelser floppede, og holdet sikrede sig beskedne syv sejre. Kvaliteten kunne heller ikke gøre op for manglen på kvantitet, for kun en enkelt af triumferne blev hentet på WorldTouren, da Edvald Boasson Hagen i en ellers katastrofal sæson for det engang så fantastiske norske vidunderbarn spurtede sig først over stregen på 1. etape af Criterium du Dauphiné.

Den syv måneder lange WorldTour-tørke blev imidlertid allerede brudt på årets femte løbsdag, da Giacomo Nizzolo lidt overraskende triumferede på en begivenhedsrig og underholdende 5. etape af Tour Down Under. Fire år efter at samme Nizzolo missede en gigantisk chance ved kun at blive nr. 3, da samme finale blev benyttet for hidtil eneste gang på en dag, hvor italieneren var den eneste overlevende sprinter efter den stejle Kirby Hill, fik han sin revanche, da etapen præcis som dengang sluttede i en reduceret massespurt. Og faktisk var det blot Nizzolos andens sejr på WorldTouren, efter at han helt tilbage i 2012 som helt ung vand en etape i BinckBank Tour, og dermed signalerede det forhåbentlig, at den engang så succesrige italiener endelig er på vej tilbage.

Der har ellers været lang vej. I årene 2015 og 2016 var Nizzolo ellers en af verdens absolut sprintere. Selvom det blev en historie i sig selv, at det aldrig lykkedes ham at vinde en etape, men derimod kun at blive nr. 2 et hav af gange, vandt han to gange i træk Giroens pointtrøje. Det var dengang, han var klart hurtigere end landsmanden Elia Viviani, blev italiensk mester ved at følge klatreren Gianluca Brambilla på en knaldhård rute og sågar slog nogle af verdens allerbedste rene sprintere i et stjernebesat felt i Abu Dhabi Tour.

Siden dengang har en hel serie knæskader desværre sat grus i maskineriet, og hver eneste gang, der så ud til at være lys for enden af tunnelen, gav knæet problemer igen. Det var først en operation i vinteren 2018-19, der én gang for alle bragte ham ud af skadesmareridtet, men selvom han flere gange har givet grund til optimisme siden da, har det også stået klart, at han aldrig er blevet den samme igen. Ganske vist blev det i 2019 til en rigtig massespurtsejr i Oman, en sejr i en reduceret massespurt i Slovenien og til slut en forrygende flot puncheursejr i Burgos, hvor han slog den kommende superpuncheur Alex Aranburu, men i kamp mod de allerbedste i Giroen og Touren manglede han det ekstra gear, han havde i 2015 og 2016.

Det har han egentlig også gjort i dette løb. Hverken i det indledende gadeløb eller i spurten på 4. etape var han i nærheden af at true de bedste, og på både 1. og 2. etape valgte han endda at køre spurten for den normalt langsommere Ryan Gibbons. Det har jeg lidt fejlagtigt tolket som et udtryk for dårlig form, for sædvanligvis er der ingen tvivl om, at Nizzolo er nr. 1 i hierarkiet. På den baggrund undervurderede jeg ham slemt på en 5. etape, hvor tilstedeværelsen af en sen stigning ellers passede fint til den holdbare Nizzolo, som altid som den eneste sprinter klarede samme bakke for fire år siden og sidste år vandt en lignende etape i Slovenien.

Formen er da heller ikke i top, for Nizzolo var distanceret af flere andre sprintere, da Mitchelton-Scott helt som forudset fik feltet til at eksplodere i deres forsøg på at sætte Daryl Impey op til etapesejr og vigtigst af alt 10 bonussekunder. Det indtil videre ellers lige så farveløse NTT-hold, som vi har kendt fra de seneste sæsoner, leverede imidlertid en fornem holdpræsentation, da de samlede fem af deres seks øvrige folk om den italienske kaptajn, som hurtigt fik kontakt med hovedfeltet igen. Derefter bidrog de til at hente de 11 superklatrere, der var undsluppet som følge af Lucas Hamiltons vanvidsforcering, og til slut udnyttede de, at de var det stærkest repræsenterede hold i feltet til at bringe Nizzolo så langt frem i den tekniske finale, at han kunne få det nødvendige forspring til de hurtigere Sam Bennett og Caleb Ewan.

Det var helt klassisk Nizzolo, som vi kender ham fra gamle dage. Dengang var han som en fisk i vandet i de tekniske finaler, og hans to pointtrøjer i Giroen var i høj grad udtryk for en eminent positioneringsevne, som gjorde ham uhyre stabilitet. Den evne er imidlertid forsvundet sammen med den engang så høje topfart, men i nat var de der igen, da NTT fik afleveret ham på hjulet af Roger Kluge, som begik en gigantisk brøler ved at sætte et så højt tempo, at hans egen kaptajn, Caleb Ewan, ikke havde skyggen af chancen for at komme ud af en alt for ringe position.

Dermed blev Ewan et ærgerligt offer for sin egen taktik. Igen viste den lille australier ellers fremragende form ved at sidde godt placeret hen over den meget stejle bakke, og da han indså, at rivalen Bennett havde fået Michael Mørkøv med over, var det naturligt at gentage den i går så velfungerende taktik med at anbringe sig på bagsmækken af ireren, der kunne se frem til endnu et gyldent lead-out fra den danske mester. Desværre begik Kluge den gigantiske brøler at være helt uopmærksom på sin kaptajns placering, og da han trak feltet helt ud, og Ryan Gibbons begik den lille genistreg at skabe et hul bag Kluge, Nizzolo og Simone Consonni, blev feltets to supersprintere elimineret allerede inden spurten.

Mørkøv forsøgte ellers at redde stumperne, men da danskeren åbnede for gassen og igen kørte så stærkt, at han faktisk endte som nr. 4 og holdt både Ewan og Jasper Philipsen bag sig, var det allerede for sent. Om det var fraværet af Shane Archbold og Iljo Keisse, der helt som spået ikke klarede bakken, skal vi lade være usikkert, men der er ingen tvivl om, at der er alt andet end fest hos de sejrsvante belgiere.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Alligevel har de faktisk grund til at være ganske optimistiske, om ikke andet med henblik på kommende løb. Efter en skuffende præstation i Stirling klarede Bennett nemlig fint den hårde bakke, og i dag lignede han igen sig selv i spurten efter gårsdagens meget usædvanlige nederlag til Ewan. Ikke blot gav han sin australske rival baghjul, han kom også blæsende med så forrygende en fart, at han på ingen ting lukkede et gigantisk hul til Nizzolo og Consonni. Nok blev det kun til én etapesejr i Tour Down Under, men efter i dag kan han imødese Race Torquay og ikke mindst WorldTour-løbet Cadel Evans Great Road Race med langt større fortrøstning.

Helt omvendt var det for Ewan, der tilsyneladende ikke havde samme fart som de foregående dage. En spurt efter så hård en etape er imidlertid noget andet, og selvom han normalt er en god afslutter efter hårde dage, kan vanskelighederne have spillet ham et puds. Det gjorde de eksempelvis for Jasper Philipsen, der hidtil har været en klar nr. 3 i sprinterhierarkiet, og som bekræftede sin superform ved at overleve en stigning, der ellers på papiret var til den svære side, men som denne lørdag blankt måtte indrømme, at toppen var gået af den power, han havde haft på de foregående etaper.

Det var den også for Elia Viviani, der desværre må sande, at det grimme styrt i Stirling har givet ham en alt andet end ideel indledning på tiden som enehersker hos Cofidis. Heldigvis kunne hans tro lead-out man Consonni redde lidt af æren med en fin spurt, men selvom han altid har været en ørn i positionskampen, viste spurten også, at den alsidige italiener har det svært mod verdens hurtigste. I hvert fald var reelt ikke en trussel mod Nizzolo til trods for en helt ideel position bag sin landsmand.

Igen i dag var André Greipel en vinder. Ganske vist blev den store tysker bare nr. 6, men med tanke på hans tilstand gennem hele 2019 står det mere og mere klart, at han vitterligt er et helt andet sted efter at være kommet fri af sin bakteriesygdom. Greipel har altid været en glimrende klatrer, men knap 10% er meget for den store gorilla. I nat sad han imidlertid fint med hjem, inden han i den teknisk finale kom lidt til kort, da det alt andet end klatrestærke israelske hold efterlod ham alt for isoleret i en afslutning, der var lidt for kompliceret efter hans smag.

En anden vinder var Kristoffer Halvorsen. Ganske vist måtte nordmanden nok engang sande, at hans fart i dette løb har været skuffende, men alene det, at han klarede bakken, er et lyspunkt. Hidtil har den tidligere U23-verdensmester ellers været alt andet end holdbar, men mens alle de tunge folk som Erik Baska, Martin Laas, Alberto Dainese og Gabriel Cullaigh som spået ikke havde mange chancer, klarede han ærterne. Benene rakte ikke til nogen stor spurt, men det vidner om, at holdbarheden går den rette vej for den stadig unge Halvorsen. Omvendt var det for Marc Sarreau, der normalt burde komme med hjem, men som nok engang må sande, at han bestemt ikke har taget de bedste ben med til Australien.

I virkeligheden var kampen om etapesejren dog kun en sidehistorie. Det fornøjelige ved Tour Down Under er, at den intense kamp om bonussekunder betyder, at klassementet er hovedtemaet på næsten alle etaper, hvilket slet ikke er tilfældet i andre WorldTour-løb. Det var således også tilfældet i dag, hvor Mitchelton-Scott gjorde alt det, man kunne have forventet, og hvor de i hvert fald delvist blev belønnet for deres indsats ved, at Impey fik fingre i den førertrøje, han partout skulle have på skuldrene søndag nat, hvis han vil have blot den mindste chance for at sikre sig sit hattrick.

Alligevel sidder australierne nok tilbage med en lidt blandet smag. De indlagte spurter gik ellers over al forventning, da det blev til en 1. og en 2. plads, selvom Impey skulle kæmpe med folk som Mads Pedersen, der forsøgte at tage sekunder væk fra Richie Portes rival, og Philipsen, der har blik på pointtrøjen. Til gengæld mislykkedes ambitionen om at gentage Simon Gerrans’ sejr fra 2016, hvor det australske hold med hårdt tempo på Kirby Hill havde elimineret stort set alle sprinterne.

Det lykkedes egentlig også denne gang, men måske gik det lidt for godt. Efter en skuffende indsats i Paracombe viste Lucas Hamilton nemlig nok engang, hvorfor han er en stjerne i svøb, da hans brutale tempo trods modvind var så voldsomt, at kun 10 mand kunne hænge på. Hos sig havde han holdkammeraterne Impey og Simon Yates, hovedrivalen Porte, Ineos-trioen Pavel Sivakov, Dylan van Baarle og Rohan Dennis samt George Bennett, Mattia Catteneo, Dries Devenyns og Diego Ulissi. Selv klassementsryttere som Robert Power og Simon Geschke, der ellers havde virket overbevisende i Paracombe, var skibet af, hvilket siger alt om den kraft, Hamilton trådte an med.

Desværre for Mitchelton var der ikke alt for meget hjælp at hente. Devenyns og Cattaneo havde Bennett at tænke på, og Porte drømte kun om, at sprinterne kunne komme tilbage og stjæle de 10 sekunder fra Impey. Selvom Ineos naturligvis havde masser at køre for, kunne de intet stille op mod en hob af sprinterhold, der sammen med klassementsholdene CCC og Sunweb fik reddet situationen. Måske havde det hele været anderledes, hvis Chris Harper og Cameron Meyer, som akkurat ikke kom med over, havde holdt ud de sidste meter, for det havde utvivlsomt været ekstra muskelkraft til hjælp for Bennett og de tre Mitchelton-ryttere.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Dermed blev Impeys forspring på bare 2 sekunder, og det er formentlig ikke nok. Hvis ikke han forinden øger sit forspring i de indlagte spurter, må sydafrikaneren sande, at en syvende etapesejr til Porte på Willunga Hill vil være ensbetydende med samlet sejr. Selv hvis det skulle lykkes for Yates at gå forbi og stjæle de 10 bonussekunder fra den australske rival - en taktik, som australierne utvivlsomt skal forsøge at udnytte - vil Impey, hvis han ikke har scoret yderligere sekunder forinden, være tvunget til at ende som nr. 3 bag Porte for også at tage den samlede sejr. Med tanke på at han aldrig tidligere har kunnet følge Trek-kaptajnen på Willunga selv i 2018 og 2019, hvor modvinden var ganske hård, ligner det en næsten umulig mission.

Til gengæld kan der måske være lidt håb at finde i Portes hold. Trek kollapsede totalt på en dag, hvor kun Kenny Elissonde sad hos Porte i det ganske store felt, der spurtede om sejren. Selv de unge klatrere Juan Pedro Lopez og Michiel Ries blev sat til vægs, og missionen om at få Pedersen over stigningen ved at sende ham i det tidlige udbrud, mislykkedes også. Hvis det mønster gentager sig i morgen, kan Ineos og Mithcleton, der begge har tre trusler i klassementet, måske spille et taktisk spil, der kan bringe Porte ud af fatning. Det kan i hvert være farligt at bringe australieren frem til de sidste 1300 m, hvor han nu seks gange i træk er kommet med sit sædvanlige angreb og har kørt alle ud af hjulet. Men sidder han alene med Elissonde efter første tur op ad bakken, er der måske muligheder.

Det ændrer dog ikke på, at Porte reelt må regnes som løbets førende, selvom det er Impey, der i morgen vil bære den okkerfarvede førertrøje. Og modsat fem af de seneste seks gange vil han denne gang kunne være rimelig sikker på, at han ikke risikerer at ende som taber, selvom han skulle tage endnu en sejr på Willunga. Bolden ligger i Portes lejr, også selvom det taktiske spil kan betyde, at hans sejrsstime brydes af den meget formstærke Yates, som i hvert fald i kampen om etapesejren har en mere gunstig strategisk hånd at spille.

For NTT er alt dette uinteressant. Holdet er for længst ude af kampen om de sjove placeringer, men for et hold, der har været så lidt vant til succes, er det allerede en gigantisk triumf at ende som ét af bare fire eller fem hold, som kommer fra løbet med en sejr. Ryder og Bjarne Riis håber utvivlsomt, at det er starten på et vendepunkt. På den anden side håbede Ryder det samme for et år siden, da holdet lagde fornemt ud med Boasson Hagens choksejr på enkeltstarten i Valencia, en spurtsejr til Nizzolo i Oman og en lovende indsats fra Michael Valgren på den første bjergetape i Algarve. Da det blev alvor i Het Nieuwsblad, startede imidlertid en lidelseshistorie, der var om muligt endnu mere trist end i 2018. Lad os håbe, at det ikke gentager sig igen denne gang.

Favoritterne

Som det fremgår af analysen, er der nok engang lagt op til en neglebider på Willunga Hill. Ser man bort fra 2017, hvor Richie Porte har i særklasse og vandt med en uhørt stor margin, har det været tilfældet hvert eneste år. Og sjovt nok sker det stort set aldrig, at sejr på Willunga Hill også omsættes til samlet triumf. På forhånd taler man ellers ofte om, at den ikoniske kongeetape er nærmest altafgørende, men selvom Porte nu har vundet seks år i træk, er det altså kun én gang lykkedes ham også at omsætte triumf på bakken til en okkerfarvet førertrøje.

Denne gang burde den dog være god nok. Med mindre Impey kan score mindst to bonussekunder i de indlagte spurter og derefter - afhængig af antallet af vundne sekunder - slutte som nr. 2 eller 3 i samme tid som Porte, som han altså endnu aldrig har kunnet følge på Willunga, vil en etapesejr være lig med samlet triumf. Og selvom Mitchelton har den luksus, at de kan forsøge at stjæle i hvert fald nogle af bonussekunder fra Porte med Simon Yates, der ligner løbets næststærkeste klatrer, vil selv en 2. plads med meget stor sandsynlighed være nok til samlet triumf, med mindre Impey pludselig overgår sig selv.’

Det har han egentlig allerede gjort to gange. Både i 2018 og 2019 gjorde han det langt bedre på bakken, end de fleste havde forestillet sig, men i begge tilfælde var han også hjulpet af en temmelig hård modvind. Efter at vejrguderne straffede Porte hårdt på Paracombe, hvor mere gunstige vindforhold utvivlsomt havde betydet, at hans forspring var blevet betydeligt større, har de denne gang været mere nådige mod Kongen af Willunga. Denne gang vil der nemlig være sidevind på bakken, og selvom heller ikke det er det optimale, er det i hvert fald betydeligt bedre end sidste år, hvor der stod en benhård blæst direkte ind i ansigtet.

Netop fordi Porte nu seks gange i træk er trådt an på sit favoritpunkt med ca. 1300 m igen, og fordi en etapesejr eller 2. plads bag Yates med stor sandsynlighed er nok til at vinde, vil det måske også være lidt dumt bare at slæbe ham frem til det punkt. Som skrevet ovenfor så vi i dag, at Trek havde et overraskende svagt hold, hvor de unge klatrere Juan Pedro Lopez og Michiel Ries faldt helt igennem. Ineos og Mitchelton har tre kort at spille, og vi så i dag, hvor briterne gik i offensiven med dem alle tre, Rohan Dennis, Dylan van Baarle og Pavel Sivakov, allerede midtvejs på etapen, at de er villige til at tænke ud af boksen. Kan Trek reduceres til en tomandshær bestående af Porte og en temmelig formsvag Kenny Elissonde allerede første gang op ad bakken, kan der i hvert fald opstå muligheder.

Det første spørgsmål, der skal afklares, er imidlertid, om Mitchelton er villige til at gå efter bonussekunderne undervejs. Det har de aldrig tidligere gjort på denne etape, hvor begge spurter ligger langt fra både start og mål, men denne gang tvinger situationen dem måske til at gøre forsøget, også selvom det vil kræve en jætteindsats. I forvejen ved vi af erfaring, at der altid er en del kamp om at ramme udbruddet på denne etape, hvor også CCC formentlig vil køre alt ind, indtil Joey Rosskopf er kommet afsted - amerikaneren skal nemlig have point på første passage af bakken for at sikre sig bjergtrøjen - og det kan derfor tage nogen tid for udbruddet at blive etableret. Det kan åbne døren for at gå efter i hvert fald den første spurt, men da Impey allerede har afsløret, at de mange spurter har kostet kræfter, og da et par bonussekunder ikke nødvendigvis gør den helt store forskel til slut, vil han formentlig koncentrere sig om at være så frisk som mulig til finalen.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Derfor vil der før eller siden blive etableret et udbrud, formentlig med deltagelse af Rosskopf. Det kan være blæsende i regionen, men det vil ikke være tilfældet søndag, hvorfor det formentlig ender relativt fredsommeligt, når gruppen er kørt. For Mitchelton vil det være perfekt, hvis bonussekunderne på målstregen ikke er i spil, så de vil formentlig ikke gøre meget for at hente udbruddet, med mindre det truer trøjen. Derfor vil det være op til Trek at sørge for, at de bliver hentet, og de kan måske få hjælp fra Jumbo, der øjner muligheder med George Bennett.

Trek har et fint hold til den flade del, og derfor bør udbruddet blive hentet. Det interessant bliver, hvad der så sker på Willunga. Mitchelton kunne forsøge at isolere Porte, men da Impey skal bruge et let løb, vil de nok tage den med ro. Til gengæld kunne Ineos og Jumbo være hold, der meget gerne vil lægge pres på. Desværre har ingen af dem de allermest bakkestærke hold, i hvert fald hvis Ineos skal beskytte alle deres tre kaptajner, men vi vil tro, at de vil forsøge at bringe Trek lidt ud af fatning.

Derefter kan mellemstykket blive interessant. Vinden har før spillet en rolle her, men det vil ikke ske denne gang, hvor den vil være for svag. Det skulle ikke undre, om Ineos vil forsøge at gå i en tidlige offensiv med Sivakov, Van Baarle eller Dennis. Sender Mitchelton Yates eller Hamilton med, og er et par andre klassementsfolk vågne, kan der faktisk opstå en meget kritisk situation, hvis Porte kun har Elissonde hos sig. For første gang er der faktisk en reel chance, at et sådant angreb mellem de to passager af stigningen faktisk kan lykkes, og der er en reel chance for, at det ikke bliver favoritterne, der skal køre om det. T

Det er dog stadig det mest sandsynlige. Der vil altid være hold, der misser et udbrud, og da mange hold stadig har en realistisk top 10 at køre for, vil Trek næsten altid kunne finde allierede. Det mest sandsynlige er herefter, at det skal afgøres på bakken for sidste gang, hvor Mitchelton gerne vil sætte et jævnt, men relativt lavt tempo, hvor Ineos kan tænkes at forsøge at angribe tidligt, og hvor det vil være op til Trek med Elissonde og måske Lopez samt Jumbo med Chris Harper og måske en formsvag Antwan Tolhoek at gøre det hårdt.

Selvom det hele denne gang er lidt mere åbent, kan jeg ikke komme udenom at pege på Richie Porte som favorit. Australierens historie på Willunga Hill taler for sig selv, og intet tyder på, at han er mærkbart ringere i år. Tværtimod var han i særklasse på Paracombe, hvor det krævede sin mand at køre alene hjem på en dag, hvor han havde en lille orkan direkte i ansigtet, og selvom tidsforskellen var begrænset, var hans præstation på bakken under de betingelser udtryk for en reel magtdemonstration. Porte selv oser da også af selvtillid, når han taler om, at han uden modvind kunne have gjort seriøs skade på feltet, og når han tilsyneladende har så meget overskud, at han på dagens etape lige så godt kunne spurte sig til lidt bjergpoint på toppen af den stejle stigning.

Udfordringerne for Porte er to. For det første kan hans svage Trek-hold få svært ved at sikre, at det vitterligt bliver kaptajnerne, der skal køre om det for sidste gang, ligesom hans hold ikke nødvendigvis kan forhindre, at der angribes tidligt på bakken, hvis Elissonde ikke magter at holde høj nok fart. Den anden er Simon Yates, der synes at have en reel chance for at følge Porte og derefter bruge sin bedre spurt til at gå forbi til sidst. Det ligger derfor bestemt ikke til højrebenet denne gang. Alligevel var Porte så suveræn i Paracombe, at han formentlig atter vil have et ekstra gear, når han træder an med ca. 1300 m igen. Derfor tror jeg, at det bliver syv i træk for den lille australier.

Manden, der kan slå ham i et direkte opgør, er Simon Yates. Desværre betød styrtet på 2. etape, at briten var mærket og først og fremmest lidt for forsigtig i Paracombe, men da han først turde åbne for gassen efter Robert Powers angreb nær toppen, var han uhyre overbevisende. Ene mand fik han lukket en stor del af hullet til Porte i modvinden på det let stigende stykke efter toppen, og det vidner om, at formen er præcis lige så god, som man fornemmede inden løbet. Det er svært at vide, om det var forsigtighed efter styrtet, der fik ham til at holde lidt igen, eller om at vitterligt ikke var i stand til at matche Porte, men det er i hvert fald langt fra givet, at Porte bare kører Yates ud af hjulet.

Lykkes det at hænge på hele vejen, vil Yate som den mest eksplosive og den hurtigste af de to formentlig kunne gå forbi på de sidste meter. Samtidig har han den fordel, at Porte er nødt til at køre hårdt på helt til stregen for at sikre sig den samlede sejr, der må være hovedfokus, mens Yates med Impey som alibi reelt bare skal hænge på, med mindre han føler sig så god, at han faktisk kan køre væk fra australieren. Yates har med andre ord uhyre mange esser i ærmet, og han ligner et seriøst bud på en mand, der kan detronisere Kongen af Willunga.

Løbets tredjebedste klatrer er George Bennett. Sådan er det i hvert fald på papiret, og det var også det indtryk, man sad tilbage med i Paracombe, hvor den lille newzealænder var meget overbevisende. Desværre hader han Willunga Hill, hvor han aldrig har haft succes, og så sent som sidste år faldt han helt igennem på kongeetapen, selvom han havde lignet måske stærkeste mand på den endnu stejlere Corkscrew tidligere i løbet. Sandt er det da også, at stigningen både er for kort og let til at passe en spinkel fyr uden meget punch, og det er da også uhyre svært at se, hvordan Bennett skal kunne slå de mere eksplosive Porte og Yates. På den anden side ligner han sammen med Yates stadig det mest seriøse bud på en mand, der vitterligt kan gå med i Portes ryk, og som den lille underdog i deres spil kan der altid opstå muligheder, hvis Porte bliver bange for Yates og letter på gassen. Kigger de lidt for meget på deres egen kamp om den samlede sejr, kan det ikke udelukkes, at en velkørende Bennett kan løbe med sejren.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

En anden trussel er kollektivet fra Ineos, der med deres tre mand som sagt kan spille et taktisk spil mellem de to stigninger. Farligst er nok Rohan Dennis, der er holdets forhåndskaptajn, og som virker ganske overbevisende. Den knap så stejle Willunga passer ham bedre end Paracombe, og han har før vist, at han kan være med på den eksplosive bakke. Da han vandt løbet i 2015, hang han med Porte næsten hele vejen, og sidste år endte han også i top 5. Denne gang virker han endnu bedre kørende, og hans enorme motor gør, at han kan blive livsfarlig, hvis han kan komme fri, enten med et tidligt angreb på bakken eller på mellemstykket mellem de to passager. Samtidig er han lynhurtig i en stigende spurt, og det giver ham nogle muligheder for at snyde alle, som han gjorde for fem år siden.

Den bedste mand at spille tidligt ud for Ineos er imidlertid måske nok Dylan van Baarle. Den store hollænder fandt et nyt klatreniveau i dette løb for et år siden, og denne gang virker han endnu mere overbevisende. Han virkede meget overbevisende i Paracombe, og han burde være endnu stærkere på denne bakke, der med sine mildere procenter passer ham bedre. Han vinder ikke et direkte opgør med Porte, men med sin store motor er han en perfekt mand at spille tidligt ud, enten i bunden af stigningen eller mellem de to passager. Bringes Trek ud af fatning, er Van Baarle manden, der kan gøre det færdigt.

Holdets tredje kandidat er Pavel Sivakov. Det russiske supertalent skuffede fælt på 3. etape, men han rejste sig i dag, hvor han virkede meget overbevisende på Kirby Hill. Han har tabt lidt for meget tid til at være en umiddelbar trussel, men det kan komme ham til gode i kampen om etapesejren. Han har i både Tour de Pologne og Tour of the Alps vist, at han har næse for at time et angreb, når alle rivalerne kigger lidt for meget på hinanden. Det kan han måske udnytte igen, nu hvor Ineos har tre kort, hvoraf han er den mindst farlige. Han synes i hvert fald at blive bedre og bedre, og hvis dagens etape er en indikation, er han i stand til at gøre en offensiv færdig.

Efter en skuffelse i Paracombe viste Lucas Hamilton i dag sin tårnhøje klasse. Australieren var flyvende op ad Kirby Hill - måske endda lidt for flyvende, da han fik sat holdkammeraten Cameron Meyer af. Desværre for ham er udgangspunktet nok, at han ligesom i 2019 skal pace Impey til toppen, så sydafrikaneren kan komme med sin klassiske spurt på de sidste 500 m. På den anden side er der gode chancer for, at Mitchelton denne gang vil tænke lidt mere kreativt og ikke bare slæbe Porte frem til de sidste 1300 m. Her kunne en ide være at spille Hamilton ud tidligt, enten på bakken eller på det flade mellemstykke. Lykkes det, bliver han svær at hente, for igen i år ligner australieren lige nu en af de bedste klatrere på den sydlige halvkugle.

Løbets store spørgsmålstegn er Robert Power. Som jeg skrev i analysen forleden, er ustabilitet og udsving desværre dagens orden for australieren, og det har også været tilfældet i dette løb. I Paracombe var han flyvende, da han iværksatte et angreb, som kun Yates og Bennett kunne matche, men i dag lignede han en hængt kat på Kirby Hill, hvor han kunne tabt sin podieplads, hvis ikke hans Sunweb-mandskab sammen med sprinterholdene havde fået hentet de 11 bedste klatrere. Det kunne tyde på, at de gode ben er forsvundet igen, men af erfaring ved vi også, at Power kan være flyvende igen i morgen. Har han benene fra Paracombe, vil han være en af de allerstærkeste, men det er stadig svært at se ham vinde. Han er nemlig så langt fremme, at han ikke får megen frihed. Og selvom han har vist en uventet hurtighed hidtil, er det svært at forestille sig, at han vitterligt skulle være i stand til at slå både Porte og Yates.

Daryl Impey skal naturligvis også nævnes, men mens det er næsten stensikkert, at den formstærke sydafrikaner ender på eller meget tæt på podiet, virker det også usandsynligt, at han vinder. Han har aldrig været i stand til at matche Porte på Willunga, hvor hans strategi har været at lade sig pace, indtil han med 500 m igen har åbnet for gassen. Sidste år bragte det ham faktisk ganske tæt på Porte, men dengang var der også benhård modvind. I år bliver det betydeligt sværere, og det ligner endnu en dag, hvor det handler om at begrænse tabet. Omvendt bliver han stadig bedre til at klatre fra år til år, og han klarede den stejle Paracombe forbilledligt. Willunga passer ham bedre, og da den flader ud mod toppen, ved man aldrig, hvad der kan ske, når Impey åbner for sin imponerende spurt i et forsøg på at sikre sig sit hattrick til sidst.

Igen i dag var Diego Ulissi med blandt de 11 bedste, men det var også temmelig tydeligt, at han ikke havde det specielt godt. Heller ikke i Paracombe virkede han overbevisende, men alligevel er det nu to gange lykkedes ham at holde sig godt til. Med sin erfaring og talrige ture op ad Willunga ved han, hvordan opgaven skal gribes an, og det er da også en stigning, der passer glimrende til den eksplosive italiener. PÅ stregen er det kun Impey og måske Power, Yates og Dennis, der kan true ham, men vi så i Paracombe, at han ikke havde meget spurt tilbage i benene. Lige nu ser det desværre ud til, at formen kun rækker til et topresultat, men ikke til at vinde etapen.

En af dagens positive overraskelser var at se Mattia Cattaneo gøre det så godt. Deceuninck-italieneren havde det ellers lidt svært i Paracombe, men i dag var han med blandt de 11, der kørte væk. Det lover godt inden Willunga, som ikke burde passe helt ringe til en mand, der har et hæderligt punch. Det er stadig svært at se ham vinde, da han også i dag var meget tæt på at blive sat af nær toppen. På den anden side har Deceuninck ikke meget at miste ved at køre lidt offensivt, og her har Cattaneo det rette aggressive temperament.

Deres andet kort er Dries Devenyns. Også han havde det lidt svært i Paracombe, men i dag sad han med blandt de 11 bedste. Han er en eksplosiv type med en mere en hæderlig spurt, og Willunga passer ham glimrende. For to år siden blev han da også nr. 4 på etapen, men dengang var han også i forrygende form fra sæsonstart. Den erfarne belgier har ikke længere samme styrke, men hans præstation i dag vidner om, at han er en af de ryttere, der måske kan gøre det færdigt, hvis han har modet til at angribe fra distancen.

Læs også

ColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende

En rytter, der utvivlsomt kunne have den slags planer, er Romain Bardet. Desværre så vi igen i dag, at hans form lader meget tilbage at ønske, da han ikke kunne gå med de bedste, og han får det formentlig sværere på Willunga end på den stejle stigning i Paracombe. Heldigvis viste han sin evige angrebslyst med en forcering på en lille bakke i finalen, og der er ingen tvivl om, at han vil være på udkig efter muligheder. Lige nu ligner han ikke en mand, der vinder etapen, men en klasserytter som Bardet skal aldrig afskrives, hvis det ikke ender i det klassiske opgør mellem favoritterne.

Jeg vil også nævne Hermann Pernsteiner . En kort, eksplosiv stigning passer overhovedet ikke til østrigske dieselklatrer, men netop fordi terrænet er så ugunstigt, har han faktisk været ret overbevisende. Han tog allerede et gigantisk skridt i sidste års Vuelta, hvor han kørte en fabelagtig sidste bjergetape, og noget tyder på, at han er klar til næste skridt. Efter Valls’ exit er han nu delt kaptajn med Santaigo Buitrago, der kæmper en forgæves kamp mod Sivakov om ungdomstrøjen, og han har dermed al mulig frihed. Det er svært at se ham vinde så eksplosiv en etape, men han kan gøre det hæderligt.

Endelig vil jeg nævne Simon Geschke. Tyskeren var sammen med Power den store overraskelse i Paracombe, men ligesom netop Power var han i dag den store skuffelse. Her indrømmede han at have dårlige ben, da bussen kørte, og nu krydser han bare fingre for, at det er bedre i morgen. Det er svært at vide, om den gamle krop kommer sig, men bakken passer i hvert fald godt til eksplosive Geschke, der har et godt punch og er hurtig. Han har sagt, at han vil køre defensivt for at redde en top 10, så det bliver næppe til etapesejr, men han kan gøre det hæderligt, hvis benene er de samme som i Paracombe.

Andre ryttere, der kan gøre det godt, er en velkørende Sven Erik Bystrøm, der burde være endnu bedre her end i Paracombe, Chris Harper, der virkede meget bedre på dagens etape, samt Neilson Powless, Jai Hindley og måske U23-verdensmesteren Samuele Batistella. Eduard Prades er nok ude af billedet efter styrtet på 4. etape, som kostede ham 2 minutter i dag, stigningen er for eksplosiv til Kilian Frankiny, og selvom han nok vil være bedre end i Paracombe, synes Nathan Haas stadig at mangle lidt for meget. Luis Leon Sanchez virker desværre alt for formsvag, efter at han i dag slet ikke kunne følge op på Astanas egen forcering.

Feltet.dks vinderbud: Richie Porte

Øvrige vinderkandidater: Simon Yates, George Bennett

Outsidere: Rohan Dennis, Dylan van Baarle, Pavel Sivakov, Lucas Hamilton, Robert Power

Jokers: Daryl Impey, Diego Ulissi, Mattia Catteneo, Dries Devenyns, Romain Bardet, Hermann Pernsteiner, Simon Geschke

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Richie Portes sejre fra 2019, 2018, 2017, 2016, 2015 og 2014, Simon Gerrans’ sejr fra 2013 og Alejandro Valverdes sejr fra 2012.