Ruten

Efter fire dage, der for klassementsrytterne bare har handlet om overlevelse, er det endelig tid til den første rigtige bjergetape. Ganske vist er det meste af 6. etape relativt let med kun let kuperet terræn, men der venter en brutal finale. Etapen afsluttes nemlig med klatreturen op ad Flumserberg, der er kendt som en af Schweiz’ stejleste bjerge, og her vil vi for alvor få at se, hvem der har mulighed for at vinde det store etapeløb.

Etapen er en af de korte bjergetaper, vi ofte ser, idet den strækker sig over bare 120,2 km mellem Einsiedeln og toppen af Flumserberg. Fra start kører man via en nedkørsel mod nordvest ned fra det plateau, hvor den forrige etape sluttede, inden man kører mod nordøst igennem fladt terræn henover en bro, der leder over Zürich See. Herefter kører man mod nordvest væk fra søen via en længere bakke (8,7 km, 3,6%), hvis top rundes efter 37,5 km, inden en nedkørsel leder ned til byen Wattwill. Her drejer man mod sydøst for at følge en let stigende dalvej, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Wildhaus (3,5 km, 5,1%), hvis top passeres efter 70,9 km.

Etapen bliver nu lettere, idet man følger en relativt let nedkørsel mod øst ned i dalen, hvor den første spurt kommer efter 81,6 km. Herfra går det mod syd ad den flade dalvej, inden man drejer mod nordvest for at køre op forbi den anden spurt, som er placeret efter 105,9 km. Kort efter når man byen Flums, hvor etapen skifter karakter. Her drejer man nemlig mod vest for at køre op ad kategori 1-bjerget Flumserberg, der stiger med 9% over 8,5 km. Stigningen er relativt regulær, men er er stejlest på de sidste godt 2 km, hvor stigningsprocenten hovedsageligt ligger over 10. Der er syv hårnålesving på stigningen, de sidste med hhv. 2600, 1000 og 100 m igen.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Etapen byder på i alt 1901 højdemeter.

Flumserberg har været etapemål to gange i dette årtusinde. Det skete senest i 2013, hvor Rui Costa slog Tanel Kangert og Bauke Mollema på den afsluttende enkeltstart, der bestod af en blanding af fladt terræn og det frygtede bjerg. I 2008 sejrede Igor Anton på en linjeløbsetape med 6 sekunder ned til en lille gruppe, der første an af Kim Kirchen, Damiano Cunego og Frank Schleck.

Vejret

Efter nogle pæne dage melder den schweiziske regn sig til afslutningen. Torsdag ventes at byde på regn gennem hele eftermiddagen, og temperaturen vil bare være 19 grader i bunden af Flumserberg. Der vil være en let vind fra nord, hvilket giver sidevind det meste af dagen, inden man får medvind og til slut sidemodvind på det afsluttende dalstykke. På stigningen vil der være skiftevis med- og modvind i de mange hårnålesving, men på den sidste kilometer vil der hovedsageligt være sidemodvind.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Analyse af 5. etape

Det er næsten svært at forstå, at der er tale om den samme rytter. For mindre end en måned siden lignede Elia Viviani en knækket mand, da han rullede over stregen som nr. 4 på 11. etape af Giro d’Italia efter endnu en spurt, hvor han havde været en skygge af det altædende monster, der i 2018 med hele syv sejre blev sæsonens mest vindende i grand tour-sammenhæng. Efter en lovende start, hvor han var blevet nr. 2 på 2. etape og faktisk havde krydset stregen først på 3. etape, var han faldet helt sammen i løbets sidste del, hvor han måske nok opnåede et par fine placeringer, men slet ikke havde den hurtighed, der karakteriserede ham i 2018. Faktisk virkede det som en hel lettelse, da han endelig kunne få lov at tage hjem.

På den baggrund var der faktisk grund til at nære en vis frygt inden Touren, og der har formentlig også været en søvnløs nat eller to hos Deceuninck-manager Patrick Lefevere, for hvem en gul trøje i Bruxelles om et par uger er et af sæsonens vigtigste mål. Her var Viviani udset som manden, der skulle levere varen, men da Giroen blot var kulminationen på et generelt trist forår, var der i den grad grund til at stille spørgsmål ved, om han kunne gøre det foran holdets hjemmepublikum på den største scene af dem alle.

Vivianis nedtur i Giroen startede nemlig egentlig allerede i marts. Da han vandt sin Tirreno-etape, så alt ellers lovende ud, og han lignede en meget formstærk rytter, da han drog mod Milano-Sanremo. Fra det øjeblik forvandledes sæsonen imidlertid til et mindre mareridt. Først blev han højst overraskende sat af på Poggio i den italienske klassiker, siden fik han en gedigen lektion af Groenewegen i De Panne, og kort efter floppede han totalt i Gent-Wevelgem, hans andet store klassikermål. Den ene spurt, han kørte i Romandiet, var et første tegn på, at alt ikke var på skinner inden Giroen, og da den italienske grand tour endte som en dundrende fiasko, kunne man med rette spørge, om Viviani vitterligt havde samme styrke som sidste år.

Heldigvis har Viviani før vist, at han kan rejse sig fra modgang. Det skete eksempelvis i 2017, hvor han led en af karrierens største skuffelser, da Sky i sidste øjeblik droppede ham til Giroen, men hvor han alligevel løftede sig selv til et helt nyt niveau i et eminent efterår, hvor han tog store WorldTour-sejre i Plouay og Hamburg. Det var med til at indbringe ham den uventede kontrakt som Kittels afløser på Deceuninck, og her udnyttede han mulighed for endelig at have sit eget tog til i 2018 ikke blot at vinde syv grand tour-etaper, men også blive sæsonens mest vindende rytter overhovedet.

På den baggrund var der nok ikke mange, der havde forudset den fiaskolignende sæsonstart, men heldigvis kan vi nu også lade den glide hen i glemslens tåger. Efter de to seneste dage i Tour de Suisse har Viviani nemlig vist, at han i den grad er tilbage og det måske endda i en endnu stærkere udgave end den, der havde så stor succes sidste år.

Det første tegn på forvandlingen kom allerede i mandags. Her blev han ganske vist blot nr. 2 bag Peter Sagan, men allerede dengang var det bemærkelsesværdigt, hvordan han på en så hård bakke var klart bedre end folk som John Degenkolb og Michael Matthews, der normalt er i deres es i den slags afslutninger. I går viste han, at han modsat tidligere også kunne afslutte efter vanlig høje standard på en etape, hvor han kun med nød og næppe havde overlevet en stigning og normalt ville være træt og kvæstet, og i dag kom så kulminationen. Her lykkedes det ham nemlig på helt suveræn vis i en knaldhård bakkespurt at slå Sagan, der normalt ellers er næsten umulig at bide skeer med i den type finaler.

Det er særligt denne præstation, der dokumenterer, at Viviani kan have kurs mod en fremragende Tour. Det er velkendt, at italieneren er blevet mere holdbar, og han har da også altid spurtet hæderligt på bakker, men normalt ville Sagan med relativ lethed kunne gå forbi på så vanskelig en stigning som denne. Det skete imidlertid aldrig, og faktisk så eksverdensmesteren ud til at skulle slås med blot at holde sin ven og tidligere holdkammerats hjul.

Sejren var dog ikke kun Vivianis egen fortjeneste. For anden dag i træk viste Deceuninck-toget nemlig deres tårnhøje klasse, da de gav et helt felt bøllebank i finalen. Selvfølgelig er det på en lidt billig baggrund i et felt, hvor antallet af tog er begrænset, men man må alligevel lette for hatten over den måde, de har domineret de seneste to finaler. I dag var det endda endnu mere sublimt end i går, da de denne gang havde Maximiliano Richeze tilbage i den rolle som næstsidste mand, som han mestrer bedre end næsten alle i denne verden, og dermed blev der også lagt en grobund for Vivianis flotte spurt, som var mindst lige så vigtig som italienerens præstation selv.

Det gør imidlertid blot Lefeveres dilemma i forhold til Tour-holdet endnu større. I forvejen har det været svært at tilgodese både Enric Mas og Viviani, men den opgave bliver bestemt ikke lettere nu. Udover de to kaptajner er Julian Alaphilippe og formentlig også Philippe Gilbert stensikre på udtagelse, og det er også Richeze og Michael Mørkøv som de vigtigste folk i Vivianis tog. Det oplagte ville være at udtage både Yves Lampaert, der er guld værd som fjerdesidste mand og god på holdløbet, samt Kasper Asgreen, der kan bidrage overalt, men Mas har længe brokket sig over den begrænsede støtte, han kan få i bjergene. Hvis Lefevere fortsat tror på, at han kan forhindre den spanske guldfugl i at skifte til Movistar, skal der vel lidt smiger til, og i den sammenhæng er det oplagt at føje klatrerens ønske om at få Dries Devenyns ved sin side. Der skal træffes nogle hårde valg de kommende dage, når enten Asgreen, Devenyns eller Lampaert skal sies fra, og uanset hvad han vælger, vil en af de to kaptajner formentlig blive utilfreds.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Den slags problemer har Peter Sagan ikke, for selvom man på Bora også skal støtte Emanuel Buchmann, får den slovakiske superstjerne de folk, han skal bruge. Til gengæld er det fortsat en anelse bekymrende, at han heller ikke i dag var på det niveau, han normalt er i Tour de Suisse, for selvom Vivianis spurt var flot, ville en Sagan, som vi kender ham, altså uden tvivl være gået forbi. Naturligvis kostede det kræfter at kæmpe sig frem fra en sjældent dårlig position, men det kan ikke slette indtrykket af, at Sagan ikke i dette løb har givet indtryk af, at han er tilbage på sit topniveau. At han alligevel har haft enorm succes de første fem dage, siger alt om hans tårnhøje klasse, men de spørgsmålstegn, der stod ud for hans navn inden løbet, er ikke definitivt blevet slettet.

De, der stod ud for Vivianis navn, er til væk, men de er til gengæld bare blevet flyttet. Nu står de ud for Michael Matthews, der heller ikke i dag kunne overbevise om, at han er klar til Touren. Det så ellers ud til, at der var forbedring i sigte, da han i går spurtede sig til en fin 2. plads i en flad finale, men i de stigende spurter, der er Matthews raison d’être, har han været en skygge af den rytter, der sidste år blev den anden i historien til at vinde de to puncheurspurter i de canadiske klassikere. Ikke blot har det knebet i positionskampen - de mangler var jo velkendte - men heller ikke hans power har været noget at skrive hjem om, og han skal i hvert fald være glad for, at Touren først starter om et par uger.

Mere tilfreds kan Matteo Trentin være. Italieneren har nemlig været utroligt stabil i denne uges spurter, men alligevel er glasset kun halvt fuldt. Løbet har nemlig også understreget, at han altså ikke har den fart hverken på bakker eller på flad vej, der gør det særligt sandsynligt, at han skulle vinde en etape i Touren. Lettere bliver det ikke af, at han bliver en del af et Mitchelton-hold, hvis altoverskuffende fokus bliver den samlede sejr med Adam Yates, og selvom han igen i dette løb har bekræftet, hvor brølstærk han efterhånden er blevet, skal tingene flaske sig, hvis det skal være i 2019, at han tager sin tredje etapesejr i verdens største cykelløb.

Til gengæld har der været lidt opmuntring at hente for Treks klassikertrup, der ellers har haft et katastrofalt år. Først leverede Jasper Stuyven et fuldstændig sublimt lead-out for John Degenkolb i mandags, og i går var det så tyskeren, der imponerede på den sidste stigning, inden han - måske lidt dumt - stillede sig til rådighed for den betydeligt mere mærkede Stuyven. I dag valgte man lidt overraskende at satse på belgieren i en afslutning, der ellers burde have været skræddersyet til Degenkolb, men heldigvis viste Stuyven, at hans flotte kørsel i mandags ikke var en enlig svale. Efter at hans tyske lead-out man havde ført ham flot frem, kørte han nemlig en fornem spurt, der indbragte en fin 3. plads. Nogen sejr er det naturligvis ikke, men for et Trek-hold, der ikke har haft meget at juble over i år, kan man formentlig se det positive i, at der er fremgang at spore.

Det er der også for Alexander Kristoff. Jeg var ellers efter nordmanden i går, hvor han da også åbent indrømmede, at han slet, slet ikke havde haft benene til at tilkæmpe sig en ordentlig position. I dag var han heller ikke så langt fremme, som man normalt ser for den ellers uhyre stabile og driftssikre nordmand, men en 6. plads i denne hårde finale indikerer, at benene trods alt ikke er helt ringe. Det kunne de heller ikke være, hvis man tænker på, at forud for løbet havde vundet tre gange, herunder ikke mindst samlet i Tour of Norway, hvor han ellers plejer at være for tung.

Derudover er der grund til igen at fremhæve unge Stan Dewulf. Vinderen af sidste års U23-udgave af Paris-Roubaix har haft en relativt anonym start på sin professionelle karriere, men i dette løb er han trådt i karakter. Ganske vist er en 8. plads ikke i sig selv bemærkelsesværdig, men det er fornemt af en ung rytter, der bestemt ikke er en klassisk sprinter, og som aldrig har været i nærheden af at køre så hårdt et etapeløb. På samme vis blev det til endnu en fornem præstation af Fabian Lienhard, der i denne uge igen har vist, at han snart er moden til et højere niveau.

Derudover blev etapen ganske udramatisk. Man kunne ellers have frygtet, at der var udbrudt krig i den knaldhårde start, men det lykkedes for Bora og Sunweb at lirke en lille trio afsted. Den havde ganske vist også noget seriøs muskelkraft i form af Stefan Küng og Matej Mohoric, men i denne indledning kunne det være endt langt, langt værre. Selvom Mohoric gjorde et behjertet forsøg, lykkedes det let for Bora, Sunweb og Trek at skabe samling, så sprinterne kunne få deres sidste chance inden bjergene.

Til gengæld kan man igen undre sig over, at Sunweb ikke brugte deres så klatrestærke trup til at slide lidt hårdere på Viviani-typerne. Man skulle ellers tro, at de havde lært af gårsdagens dumhed, men heller ikke i dag kom den forcering, man kunne have ventet. Og med tanke på udfaldet kunne flere nok godt have ønsket sig, at de havde forsøgt at mærke Viviani bare en anelse mere inden finalen.

Desværre får de ikke denne gang en chance for at gøre det godt igen, for nu er det definitivt slut for de hurtige folk. Fra nu af handler det alene om klassementet - samt naturligvis en enkeltstartssejr på lørdag - og derfor bliver der totalt skiftet persongalleri fra i morgen. Og mens vi i de seneste dage har haft god lejlighed til at vurdere de hurtige folks form, er vi stadig helt på bar bund, når det handler om at vurdere, hvem der kan vinde årets løb. Vi ved kun, at det ikke bliver Geraint Thomas, den sygdomsramte Rui Costa eller Pierre Latour, der stadig er på vej tilbage efter en skade, men derudover er ballet helt åbent.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Og mon ikke, der er en klassementsrytter eller to, der drømmer om at kunne tage hjem med samme selvtillid som Viviani? Løbet har nemlig allerede én klar vinder, nemlig den italiener, der for et par uger siden lignede en knækket mand. Det gør han ikke længere!

Favoritterne

Som sagt er det efter fire dage for sprintere og klassikerryttere nu tid til et totalt skifte i persongalleriet. Klassementskampen åbnes nemlig for alvor torsdag, hvor det gælder den første af de tre store bjergetaper, og selvom det meste af ruten er relativt let, er der tale om en ganske afgørende etape, da den med sin afslutning på Flumserberg med sikkerhed vil give en klar fornemmelse af, hvem der vil vinde årets løb.

De schweiziske stigninger er nemlig generelt kendt for at være lange og ikke specielt stejle, men Flumserberg skiller sig ud. Her er der tale om et modbydeligt bjerg, der måske ikke er specielt langt, men til gengæld meget stejlt. Der bør derfor være garanti for et vist drama, når de store navne endelig skal bekende kulør. Omvendt er der også en risiko for, at der bliver holdt en anelse igen, for på årets usædvanligt hårde rute er 6. etape blot den første af fire, der alle kan blive helt afgørende, og det er som bekendt ikke helt uset, at den første af mange bjergetaper køres relativt afventende.

Det kan også få indvirkning på udbruddets chancer. Der er en vis sandsynlighed for, at de store hold vil foretrække at spare på kræfterne til 7. og 9. etape, der med deres profiler kan blive vanskeligere at kontrollere og derfor mere taktiske. Dertil kommer, at Bora naturligvis ikke kan forsvare Sagans trøje, og efter nogle hårde dage vil tyskerne næppe sørge for at køre et udbrud ind. Og da korte etaper altid er aggressive, kan det godt blive en aktiv og hektisk start, hvor den lange bakke efter godt 10 km kan bruges som afsæt til at etablere en stærk gruppe.

På den anden side kræver det ikke nogen stor indsats at kontrollere end næsten flad, bare 120 km lang etape, og man må næsten formode, at især Ineos vil gå efter en sejr. Holdet kunne godt bruge lidt opmuntring efter tabet af Geraint Thomas, og den kan Egan Bernal give dem i morgen. Derudover er det sandsynligt, at Enric Mas og Domenico Pozzovivo, hvoraf sidstnævnte må have brug for bonussekunder inden enkeltstart, øjner muligheder, og det samme gør formentlig også EF med Hugh Carthy i et år, hvor amerikanerne meget ofte har kontrolleret løbene.

Derfor tror vi, at der skabes samling frem mod den sidste stigning, men det kan ikke helt udelukkes, at et udbrud kører hjem, som man ofte så det i 2017, hvor vi sidste havde en hård rute med mange bjergetaper. Ender det i et opgør mellem favoritterne, vil det formentlig være bedste klatrer, der vinder, for som sagt er Flumserberg brutal, og den bliver endda bare stejlere og stejlere undervejs. Naturligvis er den kort, men det er en god stigning for de rigtige klatrere.

Derfor peger vi også på Egan Bernal som vores favorit. Ganske vist ved vi ikke, hvor han står, men vi har allerede lært, at supertalentet nærmest altid er i form. Det gælder naturligvis også med bare et par uger til sæsonens store mål, og ser man på de klatrepræstationer, han leverede i 2018 og i begyndelsen af dette år, står det hævet over enhver tvivl, at han er feltets bedste klatrer. Stigningen her burde endda passe glimrende til den også relativt eksplosive colombianer, der med en god enkeltstart har sikret sig et godt udgangspunkt. Måske er Ineos ikke så stærke i dette løb, men på denne stigning er det benene, der taler. Dem har Bernal formentlig, og da han tillige er hurtig på toppen, må han være det mest oplagte bud på en vinder af det første bjergslag.

Hans værste rival er naturligvis Enric Mas, i hvert fald hvis man alene ser på klatreevner. I et felt uden mange store navne er der ikke andre, der har vundet en kongeetape i en grand tour, som Mas gjorde det i sidste års Vuelta, hvor han endda blev nr. 2. I topform burde Mas vel også være i stand til at gøre Bernal rangen stridig, men spørgsmålet er, hvor han står. Modsat Bernal er han nemlig en langsom starter, og han har haft en klar tendens til at skulle bruge en del løb på at finde benene. Dette er hans første løb siden Ardennerne, og man kan derfor tvivle på, om han allerede nu er knivskarp. Det har vi vores tvivl om, men skulle han være knivskarp, er han manden, der kan true Bernal.

Modsat Bernal og Mas har Domenico Pozzovivo dette løb som et decideret mål. Efter at have arbejdet for Nibali i Giroen drog han direkte til Etna for at finpudse formen frem mod dette løb, der set ud fra en personlig vinkel skal redde et forår, der blev ødelagt af styrtet i Fleche Wallonne. Han blev bare bedre og bedre igennem Giroen og var blandt de stærkeste i den sidste uge, og han så godt ud, da han kørte Fraile og Asgreen ind med en fornem føring på den stejle stigning i søndags. Det er altid svært at kombinere Giroen og Tour de Suisse, men lige netop Pozzovivo har gjort det før, og i år står han endda endnu bedre, da han ikke kørte klassement i Italien. Den meget stejle og ikke alt for lange Flumserberg passer ham perfekt, og derfor er det en god lejlighed for Professoren til at vise, at Bahrain stadig kan regne med ham.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

En anden rytter, der kommer fra Giroen, er Hugh Carthy, men om ham er der megen mere usikkerhed. Mens vi kan være temmelig sikre på, at stabile Pozzovivo nok skal være med fremme, befinder ustabile Carthy sig i ukendt terræn. Han har aldrig tidligere kørt klassement i en grand tour, og nu skal han endda forsøge at følge det op med en god præstation her. Han så desværre træt ud i Giroens sidste dage, og vi har en grum mistanke om, at han kunne eksplodere allerede på denne etape. Omvendt er han også en af de få, der faktisk kan vinde på så svær en stigning, hvis han fortsat har lidt at skyde med.

Så I Carlos Betancur på den stejle stigning på 2. etape? Efter en langs løbspause burde Humlebien være både overvægtig og langt fra formen, ikke mindst fordi Vueltaen er hans mål. Derfor var det stærkt overraskende at se ham danse op ad løbets hidtil sværeste stigning med en lethed, der næsten mindede om hans bedste år. Der er vi nok ikke, men efter et forår, hvor han har været bedre end længe, er der grund til at tro, at Humlebien denne gang kan levere med større stabilitet. Han var i hvert fald en af etapens mest overbevisende ryttere.

Bora har hidtil været meget dominerende, og nu er det op til Patrick Konrad at tage over, hvor Sagan slap. Desværre kan man frygte, at denne stigning er lige voldsom nok for østrigeren, der trods alt snarere er puncheur end klatrer. Omvendt endte han i top 10 i Giroen sidste, og han har dermed vist, at han også kan forsvare sig i de høje bjerge. Denne etape er trods alt ret eksplosiv og burde derfor ikke passe dårligt til en fyr som Konrad, der efter en skidt sæsonstart kørte fornemt i Baskerlandet og Ardennerne og nu har bygget formen op til Touren.

Egentlig var vi nået til et punkt, hvor vi ikke ville nævne Mathias Frank til bjergetaper på dette niveau. Schweizeren gav imidlertid et meget overbevisende indtryk på søndagens svære stigning, og det var ellers en eksplosiv sag, der ikke passede ham. I forvejen viste han med en samlet 2. plads i Tour de l’Ain, at det måske er lidt for tidligt at sende ham på pension, og vi ved af erfaring, at han altid gør det godt på hjemmebanen. Da han også har en Tour-plads at slås for, er der grund til at have visse forventninger.

Er Sergio Henao på vej tilbage? Colombianeren har stort set intet vist siden sejren i Paris-Nice i 2017, og faktisk har han lignet en rytter, der skulle henslæbe tilværelsen som anonym hjælper. På 2. etape så han imidlertid meget overbevisende, og det er svært at huske, at vi har set ham så stærk. Desværre er lange stigninger ikke hans kop te, men denne korte, stejle sag burde faktisk passe ham relativt godt.

Lidt af det samme kan siges om Simon Spilak. Sloveneren har været en mindre katastrofe siden sejren i dette løb for to år siden, og helt galt gik det i årets første måneder, hvor han var på et skræmmende lavt niveau. Pludselig fandt han imidlertid benene i Romandiet og Californien, og selvom han stadig var en skygge af sig selv, var det det bedste, han havde vist længe. Dette løb er som altid det helt store mål for manden, der hader grand tours, og det kunne borge for, at han kan være med fremme, også selvom vi slet ikke skal vente os samme styrke, som han havde i de bedste år.

Et andet usikkert element er Wilco Kelderman . Styrtet i Catalonien var vel nr. 117 siden skiftet til Sunweb, og vi har i hvert fald ikke tal på, hvor mange han har skullet kæmpe sig tilbage. Heldigvis har vi også masser af erfaring nu, og vi ved således, at han næsten altid er i form i sit comebackløb. Han meldes da også at have trænet godt i en måneds tid, og hans ringe enkeltstart skyldtes - selvfølgelig - bare et styrt. Han så desværre ikke overbevisende ud i søndags, men med de klatreben, han har haft siden 2017, bør han være med helt fremme på en stigning, der ikke passer ham dårligt - i hvert fald hvis han for en gangs skyld kan holde sig på cyklen hele vejen til mål.

Roman Kreuziger er bestemt ikke den rytter, han var engang, men hans kørsel i søndags var lovende. Vi ved da også fra sidste år, hvor han kørte fornemt i Ardennerne og ved VM, at han stadig har det i sig. Nu har han for første gang i flere år forberedt sig på at skulle køre klassement i en grand tour, og det kunne tyde på, at han bør gøre det bedre, end han plejer. Det så i hvert fald ikke helt ringe ud på 2. etape.

Så er der vores lille guldfugl. U23-verdensmesteren Marc Hirschi viste allerede storform i Tour of Norway, hvor han konkurrerede med formstærke Remco Evenepoel om at klatre bedst, og i dette løb har han også været i hopla. Han imponerede i hvert fald stort i søndags og lignede en mand på søndagstur. Nu skal han så bare vise, at han også kan køre lige så godt på så svær en stigning som denne.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Er det vanvid at nævne Fabio Aru ? Måske, hvis man tager i betragtning, at italieneren blot lige er kommet tilbage efter den operation, der skulle løse hans mange problemer. Noget tyder imidlertid på, at den har gjort netop det. I hvert fald overraskede Aru både sig selv og holdet med den flotte kørsel i Lugano, og det gav ham billet til dette løb. Han så overbevisende ud på stigningerne de første dage, og det er svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at operationen faktisk var løsningen på problemet. Måske kommer løbet her for tidligt, men det vil være en gave til cykelfolket, hvis Aru denne torsdag kan vise, at han er tilbage.

Vores forventninger til Marc Soler er nok knap så store. Vinderen af Paris-Nice i 2018 er blevet udskreget til et stort talent, men faktisk har han ikke vist meget. Han har intet lavet siden Catalonien sidste år, og selv da han vandt Paris-Nice, kom han i den til kort på kongeetapen, hvor Richard Carapaz slæbte ham til mål. Nogen stor klatrer er han altså ikke, og denne stigning er i forvejen lidt stejl for store Soler. Omvendt så han fin ud på 2. etape, og derfor burde han i hvert fald gøre det hæderligt.

Endelig vil vi nævne Rohan Dennis og Merhawi Kudus. Egentlig burde Dennis være for stor til denne stigning, men han så godt nok overbevisende ud i søndags. I forvejen ved vi, at han har forberedt sig på at skulle sidde hos Nibali i Tourens bjerge, og dette er en god chance for at vise, at han har taget næste skridt. Også Kudus så overbevisende ud i søndags, og med den fremgang, han har haft siden skiftet til Astana, er der grund til at have forventninger om en pæn præstation. Til gengæld virkede Jan Hirt, der ellers burde elske denne stigning, i den grad mærket efter en hård Giro, og selvom Tiesj Benoot og Luis Leon Sanchez åbenlyst ser gode ud, er denne stigning for stejl.

Til slut skal Kasper Asgreen naturligvis nævnes. Danskeren kan ikke være med i front på så svær en stigning - Mount Baldy i Californien viste hans begrænsninger - men det skal blive interessant at se, hvor lang hans Dumoulin-agtige pace kan bringe ham, hvis han holder sit tempo og undgår at gå i rød zone

Feltet.dks vinderbud: Egan Bernal

Øvrige vinderkandidater: Enric Mas, Domenico Pozzovivo

Outsidere: Hugh Carthy, Carlos Betancur, Patrick Konrad, Mathias Frank, Sergio Henao

Jokers: Simon Spilak, Wilco Kelderman, Roman Kreuziger, Marc Hirschi, Fabio Aru, Marc Soler, Rohan Dennis, Merhawi Kudus